Den deilige Strand
Ak, fjernt over Bølgen der vinker en Strand,
O! kunde jeg did blot vinde,
Tilbage igjen til mit Fædreneland
Jeg længtes nok ingensinde.
Der breder sig Himlen langt renere vist,
End her i mit elskede Norge,
Langt klarere ruller der Voven mod Kyst,
End her imod Klippernes Borge.
Langt gladere toner der Bækkens Brus
Mellem Engens duftende Blommer,
Langt blidere lyder der Vindens Sus
I Skogens grønnende Sommer.
Langt rødere blusser der Rosens Knop,
Langt sødere dufter Violen,
Langt gladere synger der Lærkerne op,
Langt lysere skinner der Solen.
Men Ingen paa Jorden dog rigtig ved,
Hvor underfuld deilig den Strand er,
Thi aldrig sig ønsker i Evighed
Tilbage, hvo engang der lander.
O! Ingen, som kom did, er kommen igjen,
Da vilde ham Længsel fortære.
Og først man forstaar, naar man rækker didhen,
Hvor saligt det der er at være.
Men jeg lever i Haabet, at engang jeg naaer
De deilige, deilige Strande,
Og bestandig det Haab gjennem Tanken mig gaar,
Det i Sorg og i Fryd sig mon blande!
Dog først maa jeg fare et uhyre Hav
Med Storme og skummende Klipper,
Da gjælder at holde sig tapper og brav
Og se til, at Troen ei glipper.
Thi gjør jeg det ikke og styrer jeg ei
Med Forstand de skrøblige Planker,
Da slynges jeg snart fra den rette Vei
Og knuses mod fraadende Banker.
Men har jeg saa styret med Mod og Forstand,
Og nærmes de vinkende Strande,
Da stryger der endnu en Storm over Vand,
Men den mig ei maa overmande.
Jeg byder dens vildeste Hylen min Trods,
Bekjæmper de truende Vover,
Thi Herren jeg tager ombord som min Lods,
Saa ere snart Farerne over.
Da aabner sig venligt den roligste Havn,
Der ingen Sorger mer nage,
Og smilende Engle mig tage i Favn,
Og aldrig jeg vender tilbage.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |