Den gamle Mester
Der stander en Eg paa Præstens Jord,
Hans Øie til dagligt Mærke;
Den løfter sig op over Dal og Fjord
Og strækker Grenene stærke.
Den bærer paa flere hundrede Aar,
Men frodig den løves Vaar for Vaar,
Hver rindende Morgenlue
Kun meer ærværdig at skue.
Den isnende Vinter Gang efter Gang
Har skredet over dens Krone
Med sparsomt Daglys, med Nat saa lang,
Uden en Sangfugls Tone,
Naar Krattet tyngedes ved dens Fod
Af Sneens Vægt, saa det krumbøiet stod,
Da rakte den op sine Arme
Som midt i Sommerens Varme.
Om Vaar, naar Livet vil vaagne op,
Og Stormstød rase fra Fjeldet,
Da bøier sig ydmyg Ungtræets Top,
Selv maalfør Gran vorder fældet -
Men da min gamle, min kjære Eg
Staar ret og rank i den vilde Leg
Med knudrede Arm mod Veiret,
Og hidtil saa har den seiret.
Det volder to Ting: først har den sin Rod
Slaaet dybt i Klippernes Revne -
Se deraf fanger den Magt og Mod
At staa i det barske Stevne.
Og dernæst op imod Lysets Glands
Den løfter stadig Kvistenes Krands
Og drikke fraoven Saften,
Lyset, Livet og Kraften.
Gud unde hver Præst, som kommer her,
At staa saa rolig og mægtig!
Mig unde han, gamle Mester kjær!
At se paa dig ret andægtig.
Ja, lær mig trods Sneens tyngende Lag
At løfte mod Himlen Dag for Dag
I Bønnen udbredte Hænder,
Saa Vinterdvalen dog ender!
Men glider og lider det frem mod Vaar
Langs Krøderens tause Strande,
Og Foraarsbudet i Vindstød gaar
Og pidsker de rørte Vande:
Saa lær mig at staa med sindigt Mod,
Som du i mangen en Vaarstorm stod,
Og splitte med Ordets Værge,
Hvad der vil falde og hærge.
Bedagede Mester ! o lær mig kun
At bore Rod i den Klippe,
Som giver den, ene trofaste Grund,
Og aldrigen Ham at slippe;
Og dernæst, som du med din Krones Top,
Daglig at hige og stunde op,
Og drikke fraoven Saften,
Lyset, Livet og Kraften!
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |