Den gamle Richards Kunst at blive rig og lykkelig

Tilfældet bragte mig til et Sted, hvor mange Mennesker vare forsamlede ved en offentlig Auction. Denne var endnu ikke begyndt, og Talen dreiede sig, som sædvanlig, om de slette Tider. En af Selskabet henvendte sig til en sølvhaaret Olding med de Ord: “Og hvad siger Du, Fader Abraham, om Tiderne? Mener Du ikke, at de mange Byrder, som næsten daglig paalægges os, tilsidst ville ødelægge hele Folket? Din Mening, ærværdige Gamle, var fuldværd at høre.” — Gamlingen betænkte sig lidt og da svarede han: “Mit Raad er kort og godt; thi eet Ord er nok for den Vise, men mange Ord ville ikke fylde en Skjæppe, som gamle Richard siger.”

“Mine kjære Venner og gode Grander! vel synes Skatter og Udredsler at være tunge, men havde vi ei andre end dem Storthinget og Formandskabet paalagde, saa bleve Paalæggene lette at bære. De Byrder vi selv paalægge os, ere de værste. Vor Dovenskab f. Ex., koster ofte dobbelt saa meget, som det Foged og Præst fordrer, vor Forfængelighed tre Gange saa meget og Brændevinet over det Fiirdobbelte. Fra slige Afgifter kan ingen Regjering fri os; men ville I følge et godt Raad, som gamle Richard siger, “saa hjælper Gud den, som hjælper sig selv.”

“Man vilde med god Grund klage over en Regjering, som tvang Folket til at arbeide for det Offentlige hver 10de Dag, — og dog bortraner Dovenskaben endnu flere fra Mange. Regn kun efter den Tid, som tilbringes i fuldkommen Lediggang; — regn ogsaa den, som mange henslentre i Vertshuse — saa vil I finde, jeg har Ret. Dovenskab forkorter Livet, da den undergraver vor Sundhed; den er en Rust, som tærer mere end Arbeide selv; men “brugt Nøgel er altid blank”, siger Fader Richard, og videre: “Elsker Du Livet, saa maa Du ei være ødsel med Tiden, thi den er det Stof Livet er gjort af.” Hvor meget tabe vi ikke ved at sove længere end behøves, uden at tænke paa, som gamle Richard siger, “at sovende Ræv fanger ingen Høns, og i Graven er god Tid til at sove.” Saafremt Tid er den kostbareste af alle Ting, da maae Ødslen med Tid være den største Ødselhed, “thi ladt Tid kommer ei igjen, og den Tid, som vi kalde lang nok, findes tilsidst for kort.” Nu velan da! lad os lægge Haanden paa Verket og gjøre Flid til vor daglige Ledsager. “Dovenskab gjør Alting vanskeligt, men Flittighed Alting let”, og “Den, som staaer seent op, bliver alidrig færdig; førend han kommer ret i Arbeide, er Natten allerede ved Døren. Dovenskab slæber sig saa langsomt frem, at Fattigdom indhente den”, som gamle Richard siger: der lægger til: “Driv paa din Forretning, lad ikke den drive paa Dig. Tidlig af Seng og tidlig i Seng, giver Mennesket Sundhed, Velstand og Viisdom”, og gammelt Ordsprog siger: “Morgenstund har Guld i Mund.”

Det nytter heelt lidet at trygle om bedre Tider. Selv kunne vi gjøre Tiderne bedre, naar vi alvorlig ville være flittige. “Flittighed behøver ikke at ønske”, siger Fader Richard, og den, som vil ene leve af Haabet, maa døe af Sult. Uden Umage faaer man Intet; “derfor ikke med Hænder i Lomme, derved blive de allid tomme.” Mine flittige Hænder bringe mig Brød om jeg end ei har Jord, maa der arbeides dygtigt for at gjøre godt Regnskab. Den, som tilgavns forstaaer et Haandværk eier en Capital, og den, som har et Embede, en hæderlig og indbringende Post. Men man maa drive sit Haandværk, dyrke sin Jord og passe sit Embede, hvis man skal betale hver Sit. Den, som vil arbeide, finder altid Brød, thi:

“Armod staaer ved flittig Mands Dør;
Indenfor den aldrig komme tør.”

Ei heller vil hverken Foged, Lehnsmand eller Stevnevidner komme over hans Dørtærskel, thi “Stræbsomhed betaler Gjeld, men Modløshed formerer den”, siger gamle Richard. Har Du end ikke fundet nogen Skat, har Du end ikke arvet en rig Slægtning, saa viid: “Flid er Lykkens Moder”, siger Fader Richard. Arbeid medens det endnu hedder idag, Du veed ikke, hvad imorgen bringer Dig. Eet idag er mere værd end to imorgen; derfor “opsæt aldrig til imorgen, hvad Du kan gjøre idag;” en gylden Sætning, der skulde skrives over Hvermands Dør. Hvis Du tjente en god Huusbonde, vilde Du da ikke skamme Dig, om han traf Dig i Dovenskab? Er Du din egen Huusbonde, da skam Dig selv ud ved at finde Dig i Lediggang, saa siger Fader Richard. Du seer, hvor meget der er at gjøre for Dig selv, din Slægt og dit Fødeland, derfor vær oppe ved Daggry, tag rask og modigt paa dit Arbeide; husk paa: “at Kat med Handsker fanger ingen Muus.” Vær taalmodig og stadig, saa naaer Du Maalet; Du veed jo: at Vanddraaben kan hule Stenen, Musen overgnave Ankertouget, og svage Hug fælde Steenegen. — Jeg synes Nogle af Eder smaamumle: skal man da aldrig have nogen Fritid? Hertil svarer jeg med gamle Richard: “Du maa anvende din Tid vel, hvis Du vil have nogen Fritid.” En Fritid kan den Flittige altid finde, uden at skade sig selv, den Dovne derimod aldrig. Lediggang føder Utilfredshed, og sorgløs Magelighed tunge Sorger, derimod giver Tilfredshed Overflod og Agtelse. “Flittig Spinderske kan skifte Linned saa tidt, hun vil, og siden jeg har faaet mig baade Kjøer og Faaer, byder Enhver mig god Morgen”, som gamle Richard saa rigtig bemærker.

Men Flid alene bringer ikke til Velstand, vi maae være stadige, vedholdende og omhyggelige, selv have Øie med vore Ting, og aldrig forlade os paa Andre. Gamle Richard siger:

“Træ og Familie ofte flyttet,
Var ei saa vel imod Skade skyttet,
Som havde aldrig Plads ombyttet.”

Fremdeles siger han: “Tre Gange flyttet er ligesaa slemt, som een Gang Brandskade. Svigt ikke dit Værksted, saa vil det heller ikke svigte dig; vil du have en Ting rigtig gjort, gaae selv, hvis ikke, send en Anden; “den, som vil Fordeel af Plougen drage, han maa selv Haand i Plougen tage.” Huusbondens Øie udretter ofte mere, end hans Hænder. Mangel paa Omhu gjør mere Skade end Mangel paa Indsigt. Den, som ikke holder Øie med sine Arbeidere, lader sin Pung staae aaben for dem. For megen Tillid til Andre har ofte bragt Ulykke; thi, siger Fader Richard: “i denne Verdens Færdsler er for liden Tiltro sikkrere, end for megen. En Mands egen Omhu og Vindskibelighed er ligesaa god som en Capital. Studering giver Lærdom, Vindskibelighed Rigdom, Tapperhed aabner Veien til Hæder og Dyder til Himlen.” Saa siger gamle Richard og lægger til: “Vil Du have en tro Tjener, saa tjen Dig selv.” Forsigtighed og Omhyggelighed maa man vise selv i de mindste Ting, thi en liden Forsømmelse volder ofte stor Skade. “Af Mangel paa Søm gik Skoen forloren; af Mangel paa Sko gik Hesten forloren; af Mangel paa Hest gik Rytteren forloren og faldt sine Fiender ihænde.” Alt dette kom af et Skosøm, som ei itide var efterseet.

Saameget mins Venner, om Flid og Agtsomhed paa vore Forretninger: til dette maa ogsaa komme Nøisomhed, hvis vi ville høste Nytte af vor Flid. Veed man ikke ligesaa godt at spare som at fortjene, saa kan man gjerne slæbe som en Hest sit hele Liv igjennem, og endda ikke efterlade sig en Hvid. “Fedt Kjøkken gjør magert Testamente”, siger gamle Richard, og

“Saamangen Formue som Dug saae jeg svinde
Siden Konen lagde af at strikke og spinde,
Og Manden lagde Øxe og Hammer paa Hylden.
Hun spilder Tiden med Theeslabberas,
Han tømmer Pung, for at fylde sit Glas.
Men Glæden maa snart vige Pladsen for Sorgen:
Er der Velstand idag, kommer imorgen.”

Hvis Du vil blive Velstandsmand, saa tænk paa at spare ligesaavel som at fortjene. Amerika har ikke gjort Spanien rigt, thi dets Udgifter overgik altid dets Indtægter. I behøve ikke at klage over besværlige Tider over de mange tunge Skatter, som Amt og Bygd fordre; bortkast al Overflødighed, hold en simpel Huusholdning; Silke, Knipling, Brændeviin og Viin bringe ene Mandens Ruin. Overdaad koster langt mere at underholde end to Børn. I tro vel, at et Glas Brændeviin eller Viin, stundom lidt lækker Mad, noget finere Klæder ikke gjøre stort, men husk, hvad han siger Fader Richard: “Mange Bekke smaa gjøre en stor Aae; liden Læk kan sænke stort Skib; kræsen Gane fører til Betlerslaven; og fremdeles: Narren betaler Retterne og kloge Folk fortære dem.” Her ere I samlede til en Auction, hvor ene Kramboovarer skal sælges. Disse Ting kalde I gode, men tag Jer ivare, de kan blive onde for nogle af Eder. I tro at faae godt Kjøb, og det er rimelige at de endog blive solgte under sit Værd, men hvis I ikke nødvendigen behøve dem, saa betale I dem under alle Omstændigheder for dyrt. Husk paa gamle Richard, som siger: “Kjøb hvad Du ikke har nødig, og snart vil Du komme til at sælge det Nødvendige.” Mange have ved det gode Kjøb ødelagt sig, thi de have kjøbt Ting, som vare dem unødvendige, og han siger Etsteds: “Det er daarligt at betale Penge for at kjøbe Anger”, og dog sees denne Daarlighed hver Dag ved Auctioner, fordi man ikke mindes gamle. Richards Advarsler. “Den Vise bliver klog af Andres Skade, Tossen neppe af sin egen.” Jeg kjender Folk, som for en Smule Flitterstads har gaaet med en sulten Mave, ja endog taget Brødet fra sine Børn. “Silke og Atlas, Skarlagen og Fløiel slukker Ilden paa Skorstenen.” Saadanne Ting ere langtfra nødvendige, ja de fører ei engang til Beqvemmelighed, og dog ønskes de af Mange, fordi de falde i Øinene. Derfor blive Mennesket indbildte Fornødenheder talrigere end de virkelige, og selv rige Folk blive derved fattige, og maa ofte tage paa Borg hos dem, de ellers see over Skuldrene, som ved Sparsomhed og Flid vedligeholdte deres Velstand. Deraf følger klart, som gamle Richard siger: “at en Bonde paa Benene er bedre end en fornem Mand paa Knæerne.”

Mange have arvet en god og klækkelig Skilling, men glemte hvorledes den engang var erhvervet, og tænker nu er det lyst, det kan aldrig blive mørkt. Gamle Richard siger: “Den som altid tager Meel af Tønden, og aldrig kommer nyt i den, vil snart komme til Bunden; og naar Brønden er tør, veed man først hvad Vandet er værd.” Men saadant kunde de have viist før, hvis de have fulgt gamle Richards Raad: “Ville I vide, hvad Penge ere værd, saa gaaer hen og laaner nogle; thi den som borger, faaer Sorger, og sandelig gaaer det dem ligeledes, der laane slige Folk, naar de skulle have deres Penge igjen.” Den gamle Richard giver nok et godt Raad: “Lyst til Klædepynt røver Dig din Mynt; før Du spørger din Lyst, saa spørg din Pung.” Forfængelighed er en ligesaa paatrængende Betler som Trang, og end mere uforskammet. Har Du kjøbt Dig et smutt Stykke, saa maa Du kjøbe Dig ti til, for at Stadsen kan passe sammen; men gamle Richard siger: “det er lettere at undertrykke den første Lyst, end at tilfredsstille alle de følgende, og det er ligesaa latterlig! af den Fattige at ville efterligne den Rige, som af Frøen, der vilde blæse sig op, saa stor, som en Oxe.” “Store Skib? kan seile over aaben Sø; Baade maa holde nær Land og Øe.” Dog Straffen følger gjerne saadanne Taabeligheder i Hælene. Gamle Richard siger: Forfængelighed spiser til Frokost med Overflod, til Middag med Armod og til Aften med Skjændsel. Og hvad Lykke og Nytte bringer den tomme Glands os, som har kostet Mange saa meget? Den vedligeholder kanskee Sundheden eller fritager os for Sygdomme eller muntrer vort Sind? Tvertimod, den fremskynder Misundelse og baner os Veien til Fordærvelse. Hvilken Daarskab altsaa, at gjøre Gjeld for saadanne unødvendige Ting. Det er sandt nok, at Auctionsconditionerne idag lyde paa sex Maaneders Henstand med Betalingen, det har lokket mange af Eder hid, ja endog Enkelte her have maaskee ei en eneste. Skilling. Betænk Eder vel; det er en fæl Sag at sætte sig i Skyld og Gjeld; I give derved Andre Ret over Eders Frihed. Hvis I ikke betale til rette Tid, saa ville I skamme Eder for Eders Creditorer; I ville ræddes og blues for dem, og naar I tale med dem, komme I med usle, elendige og krybende Undskyldninger, lidt efter lidt tabe I Tro og Love, ja Undseelsen selv og vanære Eder med grove Løgne. Fader Richard siger: “Gjeld er det første Skridt til Last og Løgn det andet, Gjeld bærer Løgnen paa Ryggen.” En fri Mand skulde see ethvert levende Menneske lige i Ansigtet; men Armod røver Selvfølelse og Dyd. “Tom Pose kan ikke staae, men falder “sammen;” saa siger Fader Richard. Hvad vilde I vel tænke om den Regjering, der ved Lov bestemte at Alle skulde klæde sig som Pyntedukter, under Straf af Tugthuus og Slaveri? Med Billighed vilde I sige, vi ere frie, have Ret til at klæde os som vi synes,og at en saadan Befaling var et Brud paa Eders Rettigheder og at Regjeringen var tyranisk. Alligevel underkaste I Eder selv et saadant Tyranni, naar I sætte Eder i Gjeld for overflødige Krambodvarer. Eders Creditorer have Ret til at fængsle Eder, naar I ikke kan betale. Lidet tænke I paa Betaling naar Kjøbet er sluttet; Creditor har en desto bedre Hukommelse, “han er Dagvælger”, siger Fader Richard, “og passer nøie paa Betalingsdagen. Tiden er omme forinden I mærker det, og Fordringen kommer forinden I ere belavede paa at betale. Endog I, som ere betænkte paa at betale til rette Tid, ville dog finde, naar det lakker til Enden med Betalingstiden, at den komme med slig Hast, som om Tiden havde Lynets Vinger. “Den har en kort Faste, som skylder Penge, der skal betales til Paaske,” siger Fader Richard. Da nu Gjeld kan paalægge Dig saadanne for en fribaaren Mand uværdige Lænker, saa flye dem; bevar Din Frihed, hæve Din Uafhængighed, vær stræbsom og fri, vær nøisom og fri. Enkelte af Eder staae sig saa godt, at I gjerne kunne afsee nogle Daler til Overdaad, men betænker:

“Heller til Nød og Alder sparer,
Solskin jo ei hele Dagen varer.”

Saa siger Fader Richard. Fortjenesten kan være usikker, men Udgifterne for Livsophold desto sikkrere. “To Skorstene ere lettere at bygge, end at holde Ild paa een. Heller i Seng uden Aftensmad, end staae op med unødvendig Gjeld.” Sog altid Fortjeneste, og hold godt Huus med det Fortjente; dette, mine Venner, er den ægte Hemmelighed for at blive velstaaende, og den som søge at opfylde dette, vil aldrig klage over dyre Tider og trykkende Paalæg.

De her fremsatte Leveregler byde Fornuft og Klogskab os. Men for Alt stol ei alene paa Eders Flid, Sparsomhed og Aarvaagenhed; hvor ypperlige end disse ere, saa ville de hjælpe lidet, hvis ikke Himlen gav sin Velsignelse dertil. Beder ydmyge om denne Velsignelse og værer ikke ubarmhjertige mod dem, som mangle, men giv dem en kjærlig Hjælp. Mind Eder, at Job leed men blev dog siden velsignet.

Endnu dette: “Erfaring er en dyr Skole, maaskee den eneste, som Daaren kan lære noget af. Et godt Raad kan man vel give, men ikke Klogskab. Den, der ikke vil lade sig raade, kan heller ikke hjælpes, og den, som ikke vil høre, maa føle.” — Med disse Fader Richards Ord, slutte vi vore kjærlige Formaninger.