Det er ikke bare følsomme og let bevægelige mennesker, den nuværende krig oprører.
Der er sørgmodige tilskuere, som har behov for al den mangel paa sentimentalitet, de har erhvervet sig gjennem skuffelser og erobringer i den lille kamp, det enkelte menneskeliv repræsenterer, for ikke at falde sammen ved tanken paa de værdier, som nu — hjælpeløst og hensigtsløst — gaar tilspilde.
I „Morgenbladet’s krigskronik onsdag aften 19de april skriver B. W. N. bl. a.:
„Sammenfatter vi hvad vi her i største korthed har anført, vil man se, at vi holder chanserne for at krigen kan bli kjæmpet til ende ved militære magtlinjer for meget smaa. Der er en mulighed, men heller ikke mere, for at tyskerne kan gjøre det; der er ingen saadan mulighed for de allierede.“
Tidligere i samme artikel har B. W. N. pointeret, at „det er lidet sandsynlig, at krigen skal bli kjæmpet til noget afgjørende resultat hverken paa østfronten eller paa noget af krigsteatrene af anden eller tredie orden.“
De fleste sagkyndige er vistnok enige med hr. Nørregaard, og selv i de krigførende lande har mænd med militær eller politisk autoritet sagt fra saa vidt tydelig som omstændighederne tillader det.
Men hvad saa?
Skal orgiet fortsættes — hjælpeløst og hensigtsløst — blot fordi ingen kan finde en udvei?
Frygter de ledende statsmænd for det opgjør, som vil komme bagefter — for det ansvar, deres egne folk vil gjøre gjældende, hvis de slutter fred med henved uforrettet sag eller kanske paa endnu ugunstigere betingelser?
Det kunde passe for Ruslands vedkommende; muligens vil der ogsaa indtræde en heftig reaktion i England. Den franske og den tyske regjering har neppe nogen grund til at være ængstelig, sandsynligvis heller ikke den østerrigsk-ungarske.
Men fredsvilkaarene?
At man skulde vende tilbage til status quo, er utænkelig.
Hvis enhver part skulde beholde, hvad den har erobret, vilde Tyskland opnaa saa store — og saa farlige — fordele, at en ny kjæmpekrig sikkert kunde ventes inden lad os si ti aar. Den løsning vil ingen af parterne være tjent med.
Der er i det sidste fremkommet udtalelser af Asquith (Marcus Tullius Asquith har man døbt den oratorisk anlagte premierminister), der tyder paa, at han ikke længer er ganske sikker paa, at Karthago kan knuses.
Asquiths udtalelser kommenteres i et ungarsk blad, „Magyar Hirlap“, grev Julius Andrassys organ, paa en maade, som viser, at man der har øinet et udgangspunkt for fredsforhandlinger. Bladet mener at kunne fastslaa, at ministerens tidligere „Jingohidsighed“ under indflydelse af det voldsomme verdenshistoriske ansvar er begyndt at lægge sig.
Jeg gjengir „Magyar Hirlap“ i uddrag: „Han (Asquith) sier ikke et ord om Polen, nævner ikke Italien som forbundsfælle, men beskjæftiger sig med Belgien, et punkt, hvor ogsaa rigskanslerens tale aabner et vist spillerum. Det tør være rigtig og klogt at svare netop paa dette punkt, hvor enighed muligvis er lettest at opnaa. I en forsigtig form har ministeren talt om Serbiens og Montenegros uafhængighed; om det spørgsmaal vil man nok kunne snakke med mr. Asquith; her vil han ganske vist være aaben for forhandling, det gaar klart frem af, hvad han har sagt. Hans tone er i det hele uden sammenligning mere moderat end tidligere.“
Samtidig som Tysklands fiender i virkeligheden har liden tro paa, at det vil lykkes dem at knække tyskerne militært, er ogsaa deres haab om at fremkalde en afgjørende financiel og materiel udmattelse begyndt at vakle. De er begyndt at fatte, at „Kölnische Zeitung“ har ret, naar bladet skriver:
„Frankrige kjæmper med engelske og amerikanske penge, Rusland med engelske og franske, begge for en stor del med amerikansk ammunition. Men Tyskland staar i alt paa egne ben. Dets hær er en folkehær i ordets reneste mening, hvor der efter gjentagne udtalelser af vor hærledelse ikke findes en fremmed. Vor ammunition og vore øvrige fornødenheder for hæren kan vi fremstille eller skaffe i vort eget land; der blir da tilbage de til krigsførselen tre gange nødvendige penge. At vi ogsaa besidder disse i tilstrækkelig mængde, og at vi er villige til at stille dem til hærledelsens disposition, det har samtlige rigsdagsforhandlinger, det har fremfor alt vore fire krigslaan bevist. Men disse beviser ogsaa noget andet: Folkets sterke vilje til at holde ud.[1]
Saa sterk det tyske folks vilje er til at holde ud, saa vil sikkert en nogenlunde rimelig fred bli modtaget med glæde i Tyskland. I „Magyar Hirlaps“ ord ligger der en antydning, som maaske kan tillægges en vis interesse, selv om man ser noget forskjellig paa tingene i Østerrige-Ungarn og i Tyskland. Det kunde tænkes, at centralmagterne var villige til at opgi Belgien mod at beholde Polen (muligens ogsaa Lithauen og Kurland). Hvorledes da Tyskland og Østerrige vilde arrangere sig indbyrdes, er et andet spørgsmaal. Et uafhængigt Polen er for tiden utænkelig; et samlet er yderst usandsynligt, med mindre Friedrich Naumanns tanke, det forenede Mellemeuropa, blir realiseret. Da kunde der være mulighed for et halv-selvstændigt Polen underkastet „den tyske tankes“ love. Polakkerne selv har af de tre magter, Rusland, Tyskland og Østerrige, mest tilovers for den sidste. I Galizien har de som bekjendt været den herskende race, og de har der af hjertens lyst undertrykt ruthenerne. Som undertrykkere er polakkerne værre end russerne, saa der er adskillig, som taler for, at en mere civiliseret magt holder øie med dem. For Polen vil det utvilsomt betyde et stort materielt opsving, hvis den tyske administration fik indgang. Og polakkernes stilling inden det tyske rige vilde bli en ganske anden, hvis deres antal (nu ca. 4 millioner) blev fordoblet eller tredoblet. Allerede nu betoner — som jeg tidligere har nævnt — anseede tyskere, at Tysklands polske politik maa gives en ny kurs. Den tvungne germanisering har vist sig forfeilet. Til syvende og sidst turde det bli Polens lykke, om det nu flyttede over til „Mellemeuropa“.
Helt uden valuta gaar neppe tyskerne fra sin seirrige krig. De kommer vel ogsaa til at forlange, at de skal faa frie hænder i Mesopotamien, og det bør de — til menneskehedens bedste — utvilsomt ha. Desuden slipper vel neppe England, hvad det har annammet i Afrika, saa her kunde bli en rimelig kompensation.
Muligheder for et arrangement skulde der saaledes være. Men for uindviede øine ser det nærmest ud, som om Europas statsmænd endnu for det meste staar med hænderne paa ryggen og lader dødsorgiet gaa sin gang.
— En mand, som ser et lys i det fjerne, en lykke for den han holder af, lad det være en kvinde — en mor eller en veninde — eller en mand — en ven eller en søn — han kan veie sit offer og si: det offer betaler jeg! Jeg betaler med mit liv. Det, som jeg vinder for den jeg elsker, det, som jeg vinder for det land jeg elsker, er offeret værd.
Men i denne krig er der intet lys i det fjerne.
Hvad Nordens konger har talt om paa de møder, de har havt, er naturligvis kun delvis blit officielt.
Men det kan ialfald trygt sies, at for tiden har ingen mænd i Europa de chanser for at bli hørt som Nordens konger, hvis de underhaanden tilbød sin assistance ved de indledende fredsforhandlinger. Og i verdenshistorien vilde de ha sikret sig et varigt minde.
- ↑ Professor Gustav Cassel har netop i en ypperlig afhandling belyst Tysklands udvikling under krigen.