Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/1
Af alle germaniske Folkefærd vare det skandinaviske Nordens Beboere, Beboerne af de Lande, som nu udgjøre de tre nordiske Riger, de sidste, til hvilke Christendommens Lys fremtrængte. Dette var en naturlig Følge af deres Bopæles Beliggenhed. Nordmænd, Svear og Daner, der tilsammen allerede fra en urgammel forhistorisk Tid udgjorde den ene Hovedafdeling af den germaniske Folkeklasse, den nordgermaniske eller nordiske, vare henviste til Europas nordligste Udkanter, medens den anden, den sydgermaniske eller tydske, tidlig bevægede sig i og besatte vor Verdensdeels Midlande, hvor den ogsaa tidlig kom i Berøring med det romerske Rige, og med de inden dettes Grændser boende Oldtidens vigtigste Kulturfolk, Græker og Romere. Men inden dette Rige og blandt disse Folk udviklede Christendommen sine første Spirer, der vandt den sine første Seire over Hedendommen, der blev den først anerkjendt Statsreligion, og derfra som fra et Middelpunkt udbredte den sig til de omboende saakaldte barbariske Nationer. De sydgermaniske Folkefærd vare altsaa ifølge sine Bopæles Beliggenhed saa at sige selvskrevne til for at paavirkes af Christendommen end deres nordiske Stamforvante.
Og denne Paavirkning blev saa meget mere kraftig og indgribende, som de sydgermaniske Folkefærd ei bleve staaende ved Romerrigets nordlige Grændse, men efterhaanden gjennembrøde denne, oversvømmede vidt og bredt det romerske Riges Lande og bleve omsider Herrer i alle de vidløftige Provinser, der udgjorde det saakaldte vestlige romerske Rige. Men idet de her, som raadende Folk, med Vaabenmagt underkastede sig de ældre romaniserede Beboere, og reiste sine Riger paa germanisk Retsgrundvold, vare de den ældre Befolkning langt underlegne baade i Antal og Kultur. Dette Forhold maatte snart øve fin naturlige Virkning. Det fremkaldte en Stræben hos Undertvingerne at tilegne sig den aandelige Kultur, der satte de Undertvnngne i Stand til, selv i sin Trældom, at see ned paa dem, sine Herrer, med Foragt; – og denne Kultur var christelig, paa det nøieste knyttet til Christendommen, dens Lære og kirkelige Indretninger. Skjønt de som Erobrere øvede det ydre Herredømme i Kraft af en Statsret, der var medført og egte hedensk-germanisk, maatte de let indsee, at dette ydre Herredømme kun stod paa svage Fødder, saalænge ei hermed forenedes det indre aandelige Herredømme, som ene kunde erhverves ved Indlemmelse i den christelige Kirke. Derfor hastede de tydske Folkefærd, saasnart de havde sat sig fast i romerske Provinser, med at antage Christendommen, forsaavidt ikke allerede paa Romerrigets Grændser christelige Lærere ad Overbevisningens Vei havde omvendt dem. Statsklogskab gik saaledes Haand i Haand med Christendommens indre overbevisende Kraft for at bevirke Christendommens Antagelse og hurtige Udbredelse hos de tydske Folkefærd, som dannede nye Riger paa Romerstatens Ruiner.
De mægtige Goter vare allerede inden Udgangen af det 4de Aarhundrede, førend de endnu oprettede sine Riger i Italien, Sydgallien og Spanien, for største Delen christne. Borgunderne fulgte snart efter, da de havde bemægtiget sig det sydøstlige Gallien. Det samme var i Løbet af det 5te Aarh. Tilfældet med Vandaler, Svever, Gepider og Langobarder; og ved Enden af Aarhundredet (495) lode Frankerne med sin Konge Clodovig i Spidsen sig christne, efterat de havde ret befæstet sit Herredømme i det nordlige Gallien.
Af de tydske Folkefærd, som stiftede Stater paa romersk Grund, var Angelsaxerne det, der senest antog Christendommen. Da de i Midten af det 5te Aarh. begyndte Erobringen af Britannien, fandt de dette Land opgivet af den romerske Regjering, den romerske Kultur der i yderste Forfald, og vistnok ogsaa som Følge heraf Christendommen rystet og svag. Angelsaxerne udryddede, saavidt deres Vaaben og Herredømme naaede, baade den romerske Kulturs Levninger og Christendommen fra Grunden, og indførte med germanisk Retsforfatning ogsaa germanisk Hedendom. Men da de i Løbet af noget mere end eet Aarhundrede havde fundet en Grændse for sine Erobringer og havde befæstet sine Stater, fik ogsaa snart Christendommen Indgang hos dem. Den kom did umiddelbart fra selve Rom, hvis Biskop allerede nu erkjendtes for den vestlige Kirkes Hoved. Pave Gregorius den Store sendte kort for det 6te Aarhundredes Slutning christne Lærere med den nidkjære Augustinus i deres Spidse til den kentiske Konge Ethelbert. Denne blev omvendt, en engelsk Kirke grundlagt, og ved Midten af det 7de Aarhundrede var Christendommen befæstet i alle de angelsaxiske Riger i Britannien.
Til samme Tid udbredtes ogsaa Christendommen meer og meer blandt de tydske Folkefærd, som vare forblevne inden sine gamle Enemærker, i det nuværende Tydskland. De overtydske Folk: Allemanner, Bairer og Tyringer, hvilke efterhaanden kom i Underkastelses- eller Afhængighedsforhold til det frankiske Rige, modtoge tildeels herfra Christendommen; og ved Midten af det 8de Aar – hundrede stode kun de nedertydske Folk, Saxer og Friser, til bage som Hedninger. Men disse paavirkedes fra tvende Sider i christelig Retning: fra det tilstødende frankiske Rige baade ved Vaabenmagt og Missioner, – og fra England ved selvopoffrende Christendomslærere, der uden Understøttelse af verdslig Magt, med Martyrdøden for Øie, vovede sig ind iblandt dem for at forkynde Evangeliets Lære. De frankiske Kongers Pipins og Karl den Stores Seire gjorde endelig Udslaget, og ved Slutningen af det 8de Aarh. havde ogsaa de nedertydske Folkefærd paa ubetydelige Undtagelser nær bøiet sig for Christus og vare optagne i den christne Kirkes Skjød.
Nu først, ved Aar 800, kunde Christendommen siges ret at have naaet frem til de nordgermaniske Folkefærds Omraade; nu var efter Forsynets Styrelse Raden ogsaa kommen til dem, at deelagtiggjøres i Evangeliets Velsignelser.