Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/106

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 593-615).

106.

Kong Hans’s seneste Regjeringstid. Hans Søn, Hertug Kristian. Norges Styrer paa Kongens Vegne. Herlog Høfudfats Opstand. Biskop Karl af Hamar. Erkebiskop Gaute dør 1510. Erik Walkendorff fem og tyvende Erkebiskop. Kong Hans dør 1513.

Gjæringen i det sydlige Norge var dog kun ufuldkommen stillet. Den brød snart ud i en fornyet Opstand, og denne Gang komme tvende høitstaaende norske Geistliges Navne i nær Berørelse med den.

I 1503 eller 1504 døde den nysnævnte Biskop Herman Thorgilssøn af Hamar, og i 1504 valgtes til hans Eftermand Karl Jønssøn^[1]. Dennes Tilnavn Jemta antyder, at han var fra Jamteland; han havde i 1486 studeret i Rostok og var mellem 1493 og 1497 Kannik i Hamar og Sogneprest til Thotn^[2]. Endnu i Juli 1505, da han tilligemed Erkebiskop Gaute og Kansleren Jon Paalssøn var med Kongen i Kalmar ved den mod Svante Sture anlagte Rettergang, var han blot Electus^[3]. Dog er han udentvivl inden Aarets Udgang bleven stadfæstet og indviet. Der spores ikke, at der dengang har hvilet nogen Mistanke paa Karl for oprørsk Sindelag eller hemmelig Forbindelse med Kongens Fiender i Sverige; i saa Fald havde vel neppe Kong Hans samtykket hans Valg, og end mindre gjort ham, som der fortælles, til sin Fortrolige og sin Søns Raadgiver. Men senere blev Karl, som vi snart skulle see, mistænkt og beskyldt for landsforræderske Hensigter, og undergik paa Grund heraf store Lidelser.

Ved denne Tid døde ligeledes Biskop Herlog Vigleikssøn af Oslo. Han levede endnu den 29de Mai 1505, men synes at være død inden samme Aars Udgang^[4]. Til hans Eftermand valgte Kapitelet af sin egen Midte, Kongen uadspurgt, Thorkel Jonssøn, der ogsaa erhvervede Pavens Stadfæstelse. Men ham vilde Kong Hans, uvist af hvilken Aarsag, ikke erkjende; hvorimod han udnævnte i hans Sted Anders Mus, en dansk Mand, der troes at have forhen været Provst i Viborg, og indsatte ham i 1506 med Magt i Embedet. Den forstødte Thorkel flygtede til Sverige for at søge Hjælp hos den svenske Geistlighed og hos Rigsforstanderen Svante Nilssøn Sture, Steens Eftermand. Udentvivl har han for de Svenske skildret Stemningen i det sydlige Norge som oprørsk mod Kong Hans, og han skal have forsikkret, at, hvis Svante vilde sende Krigsfolk derhen, vilde mange af Indbyggerne slaa sig til ham^[5]. Thorkels senere Skjebne kjendes ikke.

Svante Sture havde allerede om Vinteren 1505–1506 ved Berend Siggesson, Kapellan i Mora i Dalarne, udspeidet Stemningen paa Oplandene og fundet, at Almuen der endnu var forbittret over Knut Alfssøns Drab, at den var tilbøielig til Opstand, at Biskop Karl af Hamar var fredelig stemt mod Sverige, men derimod maadelig til Vens med Kongens Embedsmand paa Akershus, og at Almuen holdt med Biskoppen^[6]. En Opstand mod Kong Hans i Norge vilde, som let kan tænkes, være det stureske Parti i Sverige til stor Hjælp og maatte derfor af dette ivrigt ønskes istandbragt. Men Svante synes ikke, paa Grund af Stillingen i selve Sverige, for det Første at have kunnet afsee Krigsfolk til Norge, og Misnøiet der maatte saaledes endnu en Stund gjære i Stilhed.

Urolig over Stemningen i Norge havde imidlertid Kong Hans sendt sin Søn, Hertug Kristian, did med den mest udstrakte Fuldmagt til at forestaa Riget paa sine Vegne. Men Kristian maa snart have mødt Uvillie og Ulydighed hos Almuen og mærket, at denne lod sig lede af Mænd, som rugede over oprørske Planer. Han har forstaaet, at Raskhed og Strenghed maatte til, hvis et Udbrud skulde forekommes. Den 13de Marts 1507, paa Raadstuen i Oslo, i et Slags dømmende Forsamling, bestaaende af Biskopperne Karl af Hamar og Anders Mus af Oslo, Kansleren Jon Paalssøn, en Kannik af Oslo og en af Hamar, Embedsmændene paa Tunsberghus og Akershus, Kristian Bagge og Jørgen Westenn, tre Væbnere, tre Lagmænd og to svorne Lagrettesmænd, fremsatte Kristian Klager og spurgte de Forsamlede om, hvad Straf den burde lide, som handlede imod hans Breve og Bud, da dog Kongen havde indsendt ham „som fuldmægtig Herre over Norges Rige, ligesom han selv var tilstede“, – og ligeledes om, hvad Dom og Pille dem tilkom, „som raadede Laud og Thegn fra Kongen?“ Herpaa svaredes, at de første efter Norges Lov vare fredløse og havde forbrudt sit rørlige Gods; de sidste havde forbrudt Liv og Gods, Land og Løsøre og maatte, om de rømte, aldrig komme i Norges Rige igjen uden ifølge Kongens Naade. Denne Erklæring blev skriftlig udstedt og beseglet af ovennævnte Udstedere. En Notarialgjenpart blev ogsaa tagen af den ved Erik Walkendorff, Provst af Roskilde^[7]. Med denne Erklæring i Ryggen har nu udentvivl Kristian troet ikke længer at burde bruge Skaansel, og rimeligvis har nu hans Strenghed paaskyndet Opstandens Udbrud.

Ved Nytaars Tid 1508 vare Oplændingerne i fuld Reisning, og i deres Spidse stod en vis Herlog Høfudfat (ogsaa kaldet Hudfat eller Hyddefat), til hvem man forresten intet kjender, og som ganske vist heller ikke har været nogen ætstor eller ved sin Stilling udmærket Mand. Det havde saaledes ikke lykkets Kristian at hindre Opstandens Udbrud; men han gik den strax med Raskhed imøde, og var maaskee allerede paa Oplandene, da den udbrød. I Begyndelsen havde Bønderne Overhaand. De dræbte to kongelige Fogder, og indesluttede Kristian paa Hamar Gaard. Det lykkedes ham imidlertid snart at undkomme derfra. Han samlede i Hast meer Krigsfolk, trængte de Opsætsige ind i Skovene, og da de her befæstede sig med Braater, omgik han disse, kom Bønderne i Ryggen, slog dem aldeles og fangede Herlog med flere af Opstandens Anførere. Han lod alle disse fore til Oslo, hvor de først underkastedes pinligt Forhør; derpaa bleve de halshuggede uden for Akershus, og deres Hoveder satte paa Stager^[8].

Saaledes blev denne Opstand ved Hertug Kristians Raskhed meget hastig, i Løbet af Januar og Februar^[9], undertrykt, førend Svante Sture fra Sverige kunde komme de urolige til Undsætning. Den danske Krønikeskriver Arild Hvitfeldt siger, at Kristian efter denne Seier for meget haardt med de norske Stormænd og lod mange af dem dræbe, „som havde faldet til de Svenske“, „hvilket endnu^[10], – lægger han til – kjendes paa Adelen i Norge^[11]“. Dette har efter ham, været idelig gjentaget og almindelig troet. Sagen er imidlertid ingenlunde tilstrækkelig bevist. Hvitfeldt er et partisk Vidne, da han, som bekjendt, nærede alle en dansk Adelsmands Fordomme mod den Adelen fiendske Kristian. Desuden er det mærkeligt, at ligesaalidet som denne Historieskriver nævner ved Navn en eneste norsk Stormand, hvis Hoved faldt ved denne Leilighed, ligesaalidet har det hidtil været muligt af andre Kilder at fremdrage og paavise nogen saadan. Herlog Høfudfat selv omtales ingensteds som nogen Stormand, og hans Tilhængere, der lede Døden med ham, vare ganske vist heller ikke høitstaaende Mænd, da ellers utvivlsomt deres Navne havde været nævnte, eller man maatte idetmindste strax efter savne nogen af de Mænd, der i den nærmeste Tid forud optræde som Medlemmer af Norges Raad eller som høiere Embedsmænd og Høvdinger i Landet. Opstanden har været en Bondeopstand, og dens Anførere, der mistede Livet, deels i Kampen, deels paa Retterstedet, været høiest taget gjæve norske Bønder, – ikke Riddere eller saadanne Mænd, som efter Tidens Vedtægt og Talebrug kunde henregnes til en Herrestand eller Adelsstand. Hertug Kristians Strenghed og, om man vil, Grumhed ved denne Leilighed kan have virket nedbrydende paa Norges Selvstændighed; men dette maa være skeet middelbart, gjennem den Skræk han indjog Norges Raad ved sin Uskaansomhed, ikke umiddelbart, derved at han lod en Mængde af Norges Stormænd dræbe.

Et Medlem af Norges Raad, og det en af Kirkens Formænd, styrtedes dog i Ulykke ved denne Opstand, – om fortjent eller ikke, lader sig vanskelig afgjøre. Dette var, som allerede ovenfor berørt, Biskop Karl af Hamar. Men Efterretningerne om hans Forhold baade til Opstanden og til Hertug Kristian ere dunkle og tildeels hinanden modsigende, – det sidste en Følge af, at de skrive sig fra tvende ganske forskjellige eller rettere modsatte Kilder: fra Kristians Forsvarere, og fra hans Dadlere, der i denne Egenskab vise sig som Biskoppens Venner. Til første Slags maa henregnes næsten alle samtidige Brevskaber, Sagen vedkommende, der ere os levnede, hvis Formaal det nemlig er, at reenvaske Kristian for Pavens Øine; til sidste Slags derimod de egentlige historiske Fortællinger, hvor Fortællerne alle ere forud indtagne mod Kristian^[12].

Da Kong Hans sendte sin Søn Kristian til Norge for der at overtage Styrelsen, skal han særligen have anbefalet ham at lytte til Biskops Karls Raad og skjenke ham sin Fortrolighed. Han skal ogsaa have medgivet sin Søn et Brev til samme Biskop, hvori denne opfordredes til med Raad og Daad at staa Kristian bi. Dette forklares ganske naturligt deraf, at Kongen satte en uindskrænket Tillid til Biskop Karls prøvede Troskab. Hertug Kristian, heder det, modtoges af Ridderskabet og Raadet i Norge med al Ære, og blandt Raadets Medlemmer indfandt sig ogsaa Biskop Karl hos ham. Kristian modtog denne med Venlighed og beholdt ham en Tid lang hos sig, dog uden at lægge nogen fortrinlig Vegt paa hans Raad og uden at overlevere ham det Brev fra Kongen, som han medførte. Den Opmærksomhed, han viste Biskoppen, var ikke andet end Forstillelse. Han vilde nemlig give sig Mine af at være sin Faders Bud lydig; men han agtede i Virkelighed ikke at indrømme Biskoppen nogen Indflydelse paa Styrelsen^[13].

Denne Fortælling om Kristians og Biskoppens første Sammenkomst indeholder aldeles intet usandsynligt. Hos en Mand af Kristians egenraadige og mistænksomme Sindelag kan det let forklares, at netop Faderens Anbefaling til ham, at følge Biskop Karls Anvisninger, har lige fra først af gjort ham denne Mand som en vordende Formynder ubehagelig og forhadt. Desuden havde udentvivl Hertugen allerede sin selvkaarede Fortrolige og Yndling i den roskildske Provst Erik Axelssøn Walkendorf, der fulgte ham fra Danmark som hans private Kansler^[14]. Erik Walkendorf var en dansk Mand af adelig Byrd, en Klerk med Kundskaben Lærdom og politisk Dygtighed, og dertil med, som alle Ting viser, en smidig Hofmand, der har vidst at vinde Hertugen, og selv har ønsket at blive det, hvortil Biskop Karl af Kongen var udseet, nemlig Hertugens Veileder i Norges Styrelse. Alle senere Tildragelser synes at henpege herpaa.

Biskop Karl tiltraadte først efter Midten af Aaret 1505 sin Biskopsstol^[15]. Kristians klemme til Norge som dette Riges fuldmægtige Styrer paa sin Faders Vegne maa følgelig have fundet Sted endnu senere, og da man i Begyndelsen af 1506, den 6te Februar, finder ham at have været i Skaane, hvor han udstedte et Leidebrev^[16], saa er han vel neppe kommen til Norge førend i det tidligste i Sommeren 1506. Men allerede om Vinteren 1505–1505 have vi seet, at Svante Stures Speider fra Oplandene kunde, ved Siden af Beretningen om den derværende Almues oprørske Sindelag, fortælle om Biskop Karls venlige Stemning mod Sverige og Uenighed med Slotsherren paa Akershus, samt om Almuens Helden til Biskoppens Side i denne Tvist. Speideren siger vel, at Biskoppen selv dengang ikke var paa Hedemarken, saa at han ikke havde faaet ham personlig i Tale; men han udtrykker sig forresten om Forholdene som den der er sikker og vel underrettet^[17]. I den nævnte Vinter, altsaa efter al Rimelighed for Kristians Komme til Norge, synes der følgelig at have fundet visse Meddelelser Sted mellem Svante Stures betroede Mænd og den misnøide Almue paa Oplandene, hvorom Biskoppen neppe har været ganske uvidende. Og til samme Tid laa han i Tvist med Slotsherren paa Akershus, og havde i denne Tvist Almuen paa sin Side. Disse Omstændigheder kaste visselig en Mistanke paa Biskop Karl, som om han paa en Tid, da Kong Hans endnu satte fuld Tillid til ham, ikke har været ganske fremmed for de Opstandsplaner, der gjærede hos Oplændingerne og to Aar senere gave sig Luft i Herlog Høfudfats Reisning At han var fredelig stemt mod Sverige kunde vel ikke i og for sig regnes ham til Brøde; men værre stiller sig hans Sag, om han har været indviet i Almuens Opstandsplaner, eller endog blot havt Nys om dem, uden at gjøre sit til at forstyrre dem. Noget Tvetydigt har der ganske vist været ved hans Forhold, skjønt det vanskelig nu lader sig afgjøre, om han virkelig havde indladt sig paa forræderske Handlinger, eller hvor store overhovedet hans Feiltrin have været.

Saameget kan man vel af alt dette med Sikkerhed slutte, at Biskop Karl, dengang da Hertug Kristian kom til Norge, ikke har i Alles Øine staaet saa tro mod sin Konge, som denne forestilte sig ham at være. Men har der kun været den mindste Mumlen blandt Folk om, at Biskoppen var venlig stemt mod Hr. Svante og hans Tilhængere i Sverige, saa kan man være vis paa, at den under de forhaandenværende Omstændigheder strax ved Kristians Komme har naaet til hans og hans danske Ledsageres Øren, og forsterket deres forudfattede Uvillie mod Karl. Nogen bestemt Beskyldning har man dog endnu ganske vist ikke kunnet gjøre denne. Thi hvilke endog hans Hjertes inderste Tanker have været, saa kan man umulig tro, at han allerede tidligere skulde have yttret sig til Fordeel for de urolige Bønder i Norge eller for Kongens Fiender i Sverige paa en saa aaben Maade, at han derfor kunde drages til Ansvar; og efter Kristians Komme maatte hans Forhold til denne og det nærmere Kjendskab til hans Karakter opfordre Biskoppen til den største Varsomhed i sin hele Færd, især hvis han var sig nøgen virkelig Skyld bevidst. Imidlertid kan Ingen sige, hvortil muligen Uvillie over Kristians Mistænksomhed og over den fiendtlige Stemning, Biskoppen udentvivl snart maa have opdaget hos Hertugens Fortrolige, senere kan have forledet ham.

Bi have seet, at Biskop Karl var tilstede paa Oslos Raadstue ved Mødet den 13de Marts 1507 og var med at udfærdige den ovenfor omtalte strenge Erklæring mod dem i Norge, der ei vilde lyde Kristian og lagde høiforræderiske Planer mod Kong Hans. Erklæringen gik, som vi have seet, ud paa Fredløshed og Livsfortabelse. Har Biskoppen vidst nogen Skyld i denne Henseende at hvile paa sig, maa det allerede have været en Straf før ham saaledes paa Forhaand at fælde sin egen Dom; men han har vel i saa Fald stolet paa, deels at hans Forbindelse med de urolige Oplændinger og med Svante Sture var en dyb Hemmelighed, deels at i værste Tilfælde hans høie Stilling i Kirken skulde hjælpe ham. Uden mørke Anelser kan han umulig have tiltraadt Erklæringen; thi saa ganske uskyldig som Nogle ville gjøre ham, kan han, efter hvad før er sagt, ikke have været^[18]. Men endnu langt værre maa hans Stilling være bleven, da Opstanden virkelig udbrød, hvis det er rigtigt, hvad der fortælles, og hvad der i sig selv er ganske rimeligt, at Kristian, da han drog til Oplandene for at dæmpe Urolighederne, lod Biskoppen følge sig paa Toget^[19]; vist synes det i alle Fald, at Biskoppen har maattet laane sit Krigsfolk til de opsætsige Bønders Underkuelse^[20] og han har saaledes maattet hjælpe til at revse dem, der maaskee for en stor Deel netop i Tillid til ham havde reist sig til Opstand.

Men hvor stor Straf endogsaa allerede herved kan have overgaaet Biskop Karl, saa var det dog først efter denne Opstands Undertvingelse, at Uveiret for Alvor brød løst over ham. Da Herlog Høfudfat før sin Henrettelse blev pinlig forhørt, skal han vel have negtet meget, hvorom han spurgtes, men dog ogsaa opgivet Flere som sine Medskyldige, til hvem man ei tilforn havde nogen Mistanke. Om Biskoppen var blandt de saaledes Opgivne, siges ingensteds udtrykkelig; men derimod heder det, at hans Fiender nu ideligen blæste Kristian i Øre, at han var Medvider i Opstanden^[21]. Senere paastod imidlertid Kristian selv, at „baade de Henrettedes frivillige Bekjendelse og andre ikke utydelige Mærker“ viste, at Biskoppen havde været Ophavsmand og Formand for den farlige Opstand i Norge, som havde tilsigtet Kristians Død^[22]. Hvad enten nu Kristian har faaet Beviser i Hænde, hvilke han i det mindste ansaa for fyldestgjørende, eller han handlede paa blot Mistanke ifølge Indsky- delser af Biskoppens Fiender, saa besluttede han sig strax efter Herlogs og hans Medskyldiges Henrettelse til at lade Biskop Karl fængsle, og udførte Beslutningen paa en svigfuld Maade.

Biskop Karl var ikke selv tilstede, men som det lader i Hamar, dengang da Kristian vandt sin afgjørende Seier over Opstandsmændene. Kristian drog nærmest derefter ind paa Thotn og sendte fra sig og hjem til Hamar de af Biskoppens Mænd, som havde fulgt ham paa Toget Derpaa drog han tilbage til Oslo, hvor han da rimeligvis uden Ophold har forhørt de Fangne og derpaa ladet dem henrette. Man maa gjætte, at det ikke har været fuldkommen efter Kristians Ønske, at Biskoppen imidlertid var sluppen ham af Hænde; og ligeledes, at han nu, da Karls Fald var besluttet, har seet sig om efter Midler til at faa denne igjen paa en lempelig Maade i sin Magt. Han skrev derfor Biskoppen tvende Gange venligen til og indbød ham at møde sig ved Sarpsborg i Borgarsysla for at holde Landsthing (Borgarthing?) med ham, og Hertugens Brevdrager, heder det, opførte sig i alle Maader mod Biskoppen, ligesom den Brevdrager, der havde bragt Leidebrevet til Knut Alfssøn^[23]. Biskoppen gik i Snaren. Han forlod den faste Hamar Gaard og for til „den unge Herre“, men bød for sin Afreise, at man skulde paa Gaarden brygge og bage, og gjøre Alt rede til Fastelavn, da han om otte Dage igjen skulde være hjemme, og da, som det lader, ventede, at Hertugen skulde følge med ham som hans Gjæst. Men de otte Dage gik, og Biskoppen kom ei tilbage og intet Bud fra ham. Biskoppen var nemlig imidlertid tagen i streng Forvaring, og al Forbindelse mellem ham og hans Mænd i Hamar hindret. Men da de otte Dage vare forbi, kom Kristian en Morgen tidlig med 500 Mand for Hamar Gaard, just da Biskoppens Foged var fraværende i et Erinde. Da han nærmede sig, satte han i fuldt Løb mod Porten og raabte, at man skulde hastigen lukke op for ham og Biskoppen: de Svenske vare dem i Hælene og vilde fange dem. Gaardens Mænd vidste sig ingen Fare; de ventede Biskoppen og troede han var med i Hertugens Følge; de aabnede Porten. Men ikke før var Kristian inde, for han bemægtigede sig Gaarden, tog Biskoppens Mænd til Fange og plyndrede og skatlagde derpaa det omliggende Land paa det grummeste^[24]. En Biskops Fængsling paa Landstyrerens Bud, var noget, som ganske naturlig maatte vække en overordentlig Opsigt i Norge. Var det end skeet paa Beskyldning for Høiforræderi, saa var dog Beskyldningen endnu ikke bevist for nogen lovlig Domstol. Efter den kanoniske Ret og de ældre norske Provinsialstatuter var Fængslingen en Banssag af selve Gjerningen; Kristian var følgelig efter dens Udførelse at ansee som falden i Interdikt. Rygtet om hvad der var skeet har udentvivl snart naaet Erkebiskop Gaute i Nidaros; og dennes Skyldighed var det at tage sig af den Fangne. Vi vide ikke om Gaute i denne Sag først har henvendt sig til Hertug Kristian selv; usandsynligt er det ikke. Men hvad der er vist er, at Erkebiskoppen allerede den 31te Mai samme Aar 1508 tilskrev Kong Hans fra Nidaros om Biskop Karl. Den „naadige unge Herre“, heder det i Brevet, holder Biskop Karl af Hamar i Fængsel og har frataget ham hans Gaard og Tjenere. Han giver Biskoppen den Sag, at han har voldet den Opstand, som Bønderne paa Hedemarken om Vinteren havde gjort mod hans Naade. Erkebiskoppen finder dette Skridt af Hertugen ulovligt og opfordrer Kongen til at overveie, om det er tilbørligt, at den hellige Kirkes Personer, især Biskopper og Prælater drages for Retten under Lægmænds Vold og saaledes afsættes fra Alt hvad dem tilhører uden Dom og Lov. Han beder Kongen bringe denne, Sag med hvilken man har forhastet sig, i en bedre Gang, saaledes at Hr. Karl igjen kan komme til Sit og derpaa svare Lov for sig for tilbørlige Dommere. Erkebiskoppen formoder, at Karl, fra den Tid af han fik Kongens Samtykke til Hamars Kathedralkirke, har tjent ham og Riget som en tro Mand. Kongens Retvished og Hengivenhed for Gud og den hellige Kirke vil forbyde ham at tilstede, at Kirkens Mænd forurettes af Lægmænd, hvilket man med Tak maa erkjende ikke tidligere at have fundet. Kongen har for Tiden overdraget den unge Herre Rigets Styrelse, og Alle ere ham heri velvillige; man begjærer kun, at hans Naade ikke gaar ud over sin Myndigheds Grændser, at han lader Alle nyde Lov og Ret, og Almuen ikke tynges med nye Paalæg og Byrder^[25].

Idet Erkebiskop Gaute sendte dette Brev til Kongen i Danmark, tilskrev han med sit Bud Erkebiskop Byrge i Lund, med Bøn om, at ogsaa han vilde tilskrive Kongen for Biskop Karl; og det viste sig, at Byrge dertil fandtes villig. Men før begge Breve kom frem efter deres Bestemmelse, var allerede et yderligere Skridt gjort i Biskoppens Sag.

Kong Hans holdt ved St. Hans Tid (24de Juni) 1508 et Herremøde i Ny Vardberg, til hvilket han, i det mindste senere, sagde, at han havde ventet, at Biskop Karl havde indfundet sig. Men han kom ikke. Derimod optraadte Hertug Kristian som hans Anklager. Biskop Karl – sagde han – havde stemplet med Almuen i sit Biskopsdømme og bragt en Reisning istand mod Hertugen, hvilken nær havde kostet ham og hans Mænd deres Liv. For denne Sag, og fordi det var at frygte, at Biskoppen skulde slaa sig til de Svenske, Hertugens og Norges Riges Fiender, hvilket vel kunde være rimeligt, da Hamar Biskopsdømme grændsede op til Sverige, havde Hertugen hindret ham heri. Dog havde Kristian først tilbudet Biskopperne i Norge, „at disse skulde tage Biskop Karl og den Sag til sig“ og holde Hertugen og Norges Rige sikker og fri for ham; men ingen af Biskopperne vilde modtage ham eller befatte sig med den Sag i nogen Maade. Nu, i Vardberg, tilbød Kristian sig atter at ville overlade Biskop Karl til Erkebiskoppen af Lund eller hvilken anden dansk Biskop eller Prælat, der vilde modtage ham, imod at stille den behørige Sikkerhed for ham; men baade Erkebiskoppen og samtlige tilstedeværende Biskopper og Prælater undsloge sig. Angaaende Hamars Biskopsgaard og Biskopsstolens Tjenere forklarede Kristian, at han ikke dermed havde befattet sig eller overdraget det til Nogen; Kapitelets Prælater og Kanniker havde selv overdraget til Hr. Knut Knutssøn, Medlem af Raadet, at verge Godset, hvis Rente dog skulde blive ved Biskopsstolen. De som paa Mødet toge sig noget af Karls Sag, vare Erkebiskop Byrge af Lund og Biskop Jens Anderssøn af Odense, hvilke udvirkede af Kongen, at denne lovede senere selv at høre ham^[26].

Noget videre end det her anførte er neppe paa Herredagen til Vardberg forhandlet angaaende Biskop Karls Sag. Men nu er rimeligvis strax efter Herredagen Erkebiskop Gautes Skrivelser komne Kongen og Erkebiskoppen af Lund til Hænde, og den sidste tilskrev fra Gaarden Høye den 16de Juli Kongen til Bedste for Biskop Karl. Erkebiskoppen af Throndhjem, siger han, har bedet ham om at indlægge Forbøn hos Kongen, at Biskop Karl maatte komme fri igjen til sin Kirke og sit Sæde, faa tilbage hvad der er ham frataget, ogsaa staa til Rette for sin tilbørlige Dommer. Han gjør Kongen opmærksom paa hvad han i Vardberg havde besluttet, nemlig at lade Biskop Karl komme sig til Orde; dette syntes Erkebiskoppen fremdeles raadeligt. Han beder Kongen for Guds Skyld agte paa Erkebiskop Gautes Skrivelse; thi han tror, at denne ikke begjærer andet af Kongen i nærværende Sag, end hvad der er skjelligt og raadeligt og til Kongens egen Fordeel^[27].

Om Kongen har modtaget dette Brev, før han svarede Erkebiskop Gaute, vide vi ikke, da Dagen for Kongens Svarskrivelse ikke kjendes. Tonen i hans Svar er rolig og maadeholdende ligesom i Gautes Brev. Kongen siger, at han havde ventet, at Karl havde indfundet sig i Vardberg for ham og Rigets Prælater. Skjønt nu ikke dette var skeet, saa dog, da Kongen har erfaret, at Biskoppen ønsker at komme ham selv til Orde, har Kongen indrettet det saa, at dette skal skee til det første forestaaende Herremøde, saa at han da kan personligen indfinde sig og svare for sig for Rigets Klerker og Prælater. Kongen vil gjerne føie Alt paa det Bedste. Angaaende Hamars Gaard og Biskopsstolens Tjenere svarer Kongen hvad hans Søn i Vardberg havde anført. Det passer sig ikke – vedbliver han – for dem (Kongen og Hertugen), at være Dommere i den Sag, derfor har hans Søn skrevet til Paven om at udnævne saadanne. Endelig siger Kongen, at han har skrevet til sin Søn, at hans Undersaatter i Norge ei maatte plages med nogen ulovlige og usedvanlige Paalæg og Byrder. Skulde noget saadant være skeet eller senere skee, da beder han Erkebiskoppen tilskrive sig derom med det allerførste, da Kongen vil raade Bod derpaa^[28].

Igjennem disse Forhandlinger fremskinner tydeligen et bittert Nag fra Hertug Kristians Side imod Biskop Karl hvorimod vi see, at baade Erkebiskop Gaute og Erkebiskoppen af Lund gjerne vilde hjælpe paa hans Sag hvad de kunde, ja at Kong Hans selv ikke har næret mod ham saa fiendtligt og uforsonligt et Sindelag som Kristian. At Karl ikke kom til Herredagen i Vardberg, eller i det Hele ikke kom Kong Hans selv til Orde, kan umulig antages at have været hans egen Skyld. Han kan i det Høieste have gjort Indsigelse mod at drages til Rette for og dømmes af Herredagen, i Vardberg, baade fordi en Herredag ikke efter den kanoniske Ret var en Biskops lovlige Domstol, og end yderligere fordi denne Herredag var en dansk ikke nogen norsk Forsamling Men han var jo i Hertug Kristians Vold, og vilde denne endelig have havt ham frem til Vardberg, saa er det utvivlsomt, at han ligesaavel kunde have sort ham did mod hans Villie, som han overhovedet havde kunnet fængsle ham. Tingen har ganske vist været den, at Kristian selv aldeles ikke har ønsket nogen Sammenkomst mellem sin Fader og Biskoppen, eller at denne skulde være tilstede i Vardberg, hvor han da personligen kunde gjøre Indvendinger mod Kristians Fremstilling af hans og de norske Opstandsmænds Sag. At Kristian bød først de norske og siden de danske Biskopper at tage deres fangne Broder i Forvar, har ganske sikkert kun været for et Syns Skyld, og fordi han forud var vis om, at ingen vovede at gaa ind herpaa. Med noget Kjendskab til Kristians Karakter maatte jo enhver, som paatog sig det, være forsikkret om at see sig for Fremtiden forfulgt af hans uforsonlige Had. Tilbudet blev imidlertid lidt senere modtaget af en dansk Biskop, nemlig af den for nævnte Jens Anderssøn Beldenak af Odense. Ved et Brev til Kristian fra Odense af 2den November 1508 erklærede denne, at han, for at Biskop Karls Sag desto hurtigere kunde bringes til en god Ende, var villig til at tage ham i sit Forvar eet Aar om, paa Vilkaar at Kristian leverede Biskop Karl i hans Hænder i Kjerteminde paa Fyen, og at Aaret skulde regnes fra Modtagelsesdagen. Kunde Karls Sag i den Tid ei komme til en Ende, og Hertugen atter vilde have ham i sit eget Forvar, da skulde Biskop Jens igjen afgive ham Kjerteminde. I den Tid han havde Biskop Karl i sit Verge, skulde han ved Ed og Ære indestaa for ham, at han ei skulde volde Kristian eller Norges Rige nogen Skade^[29]. Herpaa finder man ikke, at der er blevet agtet; men Biskop Jens lagdes som bekjendt fra den Tid for Had af Kristian, der nu paastod, at det var han, som fra først af ved sin Indflydelse hos Kong Hans havde bragt ham Biskop Karl paa Halsen som Raadgiver, og at de tvende Biskopper havde villet forraade ham til de Svenske^[30]. Ikke heller er der nogensteds Tale om, at Biskop Karl senere enten er stillet for nogen Herredag eller er kommen Kong Hans til Orde.

Kongen siger i sit omtalte Brev til Erkebiskop Gaute, at Hertug Kristian havde tilskrevet Paven om at skikke Dommere over Biskop Karl. Dette var ganske vist uundgaaelig nødvendigt efter Tidens Anskuelser og gjældende Retsformer, og der er saaledes ingen Grund til at tvivle om, at jo Kristian virkelig har indmeldt den foreliggende Sag for Kurien, men naturligvis i det for sig gunstigste Lys. I Erik Walkendorf har han her havt en brugbar og villig Raadgiver. Den Pave, vi senest have omtalt, var Innocentius VIII^[31]. Han døde i Juli 1492 og havde i August samme Aar til Efterfølger den berygtede Alexander VI, der døde i August 1503. Efter ham valgtes i September samme Aar Pius III, som døde den næst paafølgende Oktober efter 21 Dages Pavedømme. Julius II fulgte ham i November 1503, en yderst verdsligsindet Mand, hvis Tanke mere var henvendt paa Pavestatens Udvidelse ved Krig og politiske Kunstgreb, end paa Kirkens aandelige Krav. Denne Julius II var Pave, da Biskop Karls Fængsling indtraf, og til ham var det, at Kristian henvendte sig om Dommere i den Fangnes Sag. Hvorledes Kristian har fremstillet Sagen for Paven, kan sluttes af en senere Skrivelse, der er bevaret, angaaende Kristians Afløsning. En Sammensværgelse – hed det – var stiftet i Norge mod Fyrstens Liv; men den blev opdaget, og de Skyldige, som grebes paa frisk Gjerning, bleve straffede med Døden. Men nu fremgik af disses frivillige Tilstaaelser og af andre Mærker, at Biskop Karl havde været den blodige Uroligheds Ophavsmand og Leder. Kristian kaldte da skriftligen Biskoppen til Akershus, for at han kunde rense sig for den ham gjorte Beskyldning Men Biskoppen, der maaskee trykkedes af Bevidstheden om sin Brøde, undlod at lyde Indstævningen, idet han derimod tog Flugten for at gaa til de Svenske, Kristians aabenbare Fiender. Da Kristian mær- kede dette, og indsaa hvilken Fare Biskoppens Flugt kunde afstedkomme for hele Norges Rige, opfangede han ham paa Veien og lod ham bevogte i et Kammer (in quadam camera), ikke fordi han selv vilde straffe ham eller være Dommer i sin egen Sag, men fordi han vilde raadføre sig med Paven og det apostoliske Sæde angaaende Biskoppens aabenbare Forbrydelse^[32].

Pave Julius tog sig af Sagen, for saavidt som han paalagde tvende Biskopper i Tydskland og i Danmarks Naboskab, at undersøge den^[33]. At den saaledes unddroges Nidaros’s Erkebiskop, der dog, efter den kanoniske Ret, var den nærmeste lovlige Dommer, skede ganske vist efter Kristians eget Ønske, da han ikke har ventet sig noget Medhold af Erkebiskoppen, og heller ikke har stolet ganske paa den danske Erkebiskops og de danske Biskoppers Føielighed. Ved at see Sagen overladt til et Par tydske Prælater kunde han haabe idetmindste at faa den trukket i Langdrag; uagtet han rigtignok selv paastod, at han baade skriftligen og ved Sendebud havde søgt at fremskynde en Afgjørelse, men forgjeves, „enten nu det norske Riges Fjærnhed fra Rom eller hans Sendebuds Skjødesløshed deri havde været Skyld“^[34].

Naar hiin Undersøgelsescommission af Pave Julius er bleven nedsat, vides ikke; men klart er det, at den ingenlunde har forhastet sig med sit Hverv, at den ei har begivet sig til Norge, og at den heller ikke har sørget for, at Biskop Karl personligen blev stillet før den, eller midlertidig løsladt af sit Fangenskab; og alt dette var udentvivl ganske stemmende med Kristians Ønske, og hans hevngjerrige Sindelag Hverken Graad eller Bønner – heder det – hjalp Biskoppen af hans Fængsel^[35]. Dette har ganske vist været paa Akershus Slot^[36] og, som det lader, strengt, i det mindste med Hensyn til Varetægt. Der fortælles, at Biskoppen, da han mærkede sig efterstræbt endog paa Livet, forsøgte at flygte fra Fængselet.

Karl sønderskar, siges der, fine Lagen og Sengeklæder, og snoede Strimlerne sammen til tvende sterke Reb, hvoraf han dannede et Slags Stige. Han havde ogsaa faaet Maal af Høiden fra Fængselets Vindu ned til Jorden og afpassede derefter Stigens Længde. En Vinternat, da Jorden var dækket med dyb Sne, fæstede han denne Stige ved en Jærnstang i Vinduet, krøb derpaa ud gjennem dette og lod sig glide ned ad de tvende Tauge. Men da han var kommen midtveis brast de begge; Biskoppen styrtede ned fra en betydelig Høide og brød sit ene Been. Følelsen af den overhængende Fare gav ham imidlertid Kraft nok til at slæbe sig over den tilfrosne Grav og hen i et nærliggende Holt, hvor han fandt et hult Træ, i hvilket han krøb ind og skjulte sig.

Ingen havde mærket hans Bortgang fra Slottet. Alt sov der, endog Vagterne, og det skjønt Hertugen selv var paa Slottet. Men ved Daggry saa man Rebstumperne flagre fra Vinduet og fik snart Vished om at Fangen var borte. Kristian sendte strax Ryttere ud i alle Retninger for at forfølge den Flygtende; selv red han med sine Jægere og nogle faa Ledsagere efter Sporene til Holtet, hvor Biskoppen var krøbet hen, og her lod han sine Jagthunde løse. En af disse opsnusede Karl i det hule Træ. Kristian indfandt sig strax og bød Biskopen komme frem. Det viste sig, at han havde brudt Benet. og ikke var istand til at reise sig; alligevel tiltalte Hertugen ham haardt: Var det ikke for hans egen Æres Skyld, sagde han, skulde han strax med egen Haand revse Biskoppen, som denne fortjente. Biskoppen kunde intet andet svare, end at dette nu stod til Hertugen. Kristian bød Slottets Høvedsmand at føre Flygtningen tilbage til hans Fængsel og for Fremtiden vogte bedre paa ham, da han nu ved sin Flugt havde vedgaaet sin Brøde. Men Biskoppens Beenbrud paaskyndede siden hans Død.

Saaledes fortæller Svaningius paa en temmelig romantisk Maade denne Biskop Karls mislykkede Flugt, og ham synes Hvitfeldt at have fulgt kun med nogen Forandring i Udtryksmaaden^[37]. At denne Biskoppens Flugt fra Slottet falder sammen med og i Grunden er een og samme Begivenhed som den Flugt til Sverige, hvilken vi strax ovenfor have seet Kristian omtale i sine Indberetninger, – er høist sandsynligt. Men Spørgsmaalet bliver naturligvis i saa Fald, om hvilken Fremstilling der er den sande, eller mest med Sandheden stemmende? At Kristian har ønsket at besmykke sin Adfærd og derfor falskeligen fremstillet Karls Flugt som gaaende forud for og saaledes ogsaa som Aarsagen til hans paafølgende Fængsling, maa synes ganske rimeligt. Der blev da heller ikke fra Hertugens Side Tale om noget Beenbrud eller om nogen af de Omstændigheder, som af dem, der fortælle Flugten fra Slottet, med den sættes i Forbindelse. Men da der viser sig ved Kristians senere Afløsning at have været Tale om edelig Fralæggelse fra hans Side af den Beskyldning: „at have været Aarsag i Biskop Karls Død“^[38], hvilket synes hentyde paa en eller anden legemlig Skade, der, idetmindste ifølge Rygtet, har været Biskoppen tilføiet ved Kristian, umiddelbart eller middelbart, – saa vinder dog Fortællingen om Beenbrudet, og følgelig ogsaa om Flugten fra Slottet, Sandsynlighed. At dette ikke udtrykkelig nævnes i Kristians Fremstilling, forsaavidt vi kjende denne, beviser altsaa ikke, at Svaningius’s og Hvitfeldts Fortælling er reent Digt. Alligevel kan man gjerne indrømme, at Svaningius har fulgt forskjønnende Sagn, og behaget sig selv i at udmale Hendelsen med sterke Farver. Hvad der ingen Tvivl er underkastet, er det, at Biskop Karl forblev flere Aar i sit Fængsel uden at stedes for nogen Ret, og uden at see sin Sag paadømt. Men for vi fortælle hans sidste Skjebne, maa vi omtale nogle andre Begivenheder vedkommende den norske Kirke fra Hertug Kristians Styrelsestid.

Bergens Biskop Hans Bjørnssøn Teiste^[39] døde i Slutningen af 1505 eller i 1506. Endnu den 16de Juli i førstnævnte Aar var han i Live og, rimeligvis paa en Visitatsreise, tilstede paa Indvik i Nordfjord^[40]; men i 1506 blev hans Eftermand valgt^[41]. Denne var en vis Arndor eller Andor, hvis forudgaaende Stilling og Fadersnavn man ikke kjender med Sikkerhed, men som Nogle har formodet skulde være samme Person som en Andor Halsteinssøn, der i 1468 nævnes som Kannik i Stavanger og Sogneprest paa Lister^[42]. Han maatte i saa Fald have været en gammel Mand ved in Udvælgelse.

Kort efter denne Andors Tiltrædelse til Bergens Biskopsstol blev en ny Klosterorden indført i Bergen, nemlig Munke af den hellige Antonius’s Orden eller, som de ogsaa kaldtes, St. Antonii Brødre. Vi have forhen i Forbigaaende nævnt Ordenen^[43]. Det var egentlig et Slags regelbundne Kanniker (cannonici regulares), altsaa en Congregation af St. Augustinus’s Regel^[44]. Allerede for et Aarhundrede siden havde Antoniusbrødre besøgt Norge som Almissesamlere, og maaskee have ligefra den Tid enkelte af dem taget Bolig der ved et eller andet Kloster af en anden Orden, men de havde ikke, saavidt man ved, særegne Klostere der uden eet i Hamar, hvis Stiftelsestid er ubekjendt^[45]. Hvad der ved den her omtalte Tid lokkede Antoniusbrødrene til Bergen, var udentvivl nærmest Udsigten til at erholde et derværende ledigt Kloster; og dette var det saakaldte Nonneseter, et Kloster for Nonner af Cistereiensernes eller Bernhardinernes Orden.

Nonnerne i dette Kloster vare blevne saa berygtede for sit løsagtige Levnet og havde begaaet saadanne Udskeielser, at Norges Riges Raad, hvilket vel vil sige de norske Biskopper, skulle i den anden Halvdeel af det femtende Aarhundrede – Tiden vides ikke nøiere – have udjaget dem af Klosteret^[46], hvis Bygninger og Gods derpaa synes at have været overdraget til Birgittinerne i Munklif, rimeligvis mod at sørge for de Nonner, der som mindre skyldige tillodes fremdeles at opholde sig ved Klosteret, samt for Vedligeholdelsen af Gudstjenesten ved Klosterets Kirke. Denne Rigsraadets eller Biskoppernes Handling maa rimeligvis senere have ledet til Klosterets Ophævelse som Nonnekloster for Cisterciencernonner ved rette høiere Vedkommende, ved Cistereiensernes Generalkapitel eller ved Paven.

Udentvivl have allerede Antoniusbrødre beboet det forladte Kloster en god Stund, førend dette formeligen blev dem overdraget. Men en saadan Overdragelse fandt Sted i 1507. I dette Aars September Maaned holdtes et Raadsmøde i Bergen, ved hvilket Hertug Kristian selv var nærværende. Man har nemlig Breve af ham udstedte fra Bergen den 7de, 13de, 20de og 24de September^[47]. Alle Norges Biskopper, undtagen, som det lader, Biskop Karl af Hamar, vare tilstede; og den 13de September kundgjorde Erkebiskop Gaute samt Biskopperne Eilif af Stavanger, Anders af Oslo og Andor af Bergen, at de tillade St. Antonius’s Brødre at tage Nonneseter Kloster i Besiddelse mod at opholde den daglige Gudstjeneste samt bygge og forbedre Klosteret. De skulde ogsaa have Raadighed over den Deel af dets Gods, som ifølge gjort Aftale mellem dem og Abbedissen i Munklif skulde følge Klosteret^[48]. Dette var imidlertid allerede kommet i Forfald, og Klostervæsenets gode Tid var overhovedet forbi i Norge. Antoniusbrødrene kom ikke til at spille nogen iøinefaldende Rolle her, og heller ikke til længe at glæde sig ved Besiddelsen af den erhvervede Bolig i Bergen.

Hertug Kristians Ophold i Bergen i 1507 blev ellers mærkeligt ved det Bekjendtskab, han ved den Leilighed gjorde med den hollandske Kvinde Sigbrit og hendes Datter Dyveke, et Bekjendtskab, der siden havde saa stor Indflydelse paa hans Styrervirksomhed og Skjebne. Hans.Kjærlighedsforstaaelse med Dyveke vedkommer ikke nærværende Emne, uden for saa vidt som en geistlig Herre, hvem vi tidligere have nævnt, og om hvem vi senere ville komme til ofte at tale, Provst Erik Walkendorf nemlig, Hertugens Sekretær, skal have været den, der, under et foreløbigt Ophold i Bergen, først blev opmærksom paa Dyvekes Skjønhed, og ved at udmale den efter sin Tilbagekomst til Oslo for Kristian, vakte hans Begjærlighed efter selv personlig at lære hende at kjende^[49]. Maaskee kan den Lidenskab Kristian fattede for hende, i Forening med den Yndest, han allerede havde skjænket Walkendorf, have bidraget sit til denne Prælats hastige Ophøielse; men vist er det ogsaa, som vi i det Følgende skulle see, at den senere, under forandrede Omstændigheder, gav Stødet til hans Fald.

Erkebiskop Gaute Ivarssøn døde omkring 15de Mai 1510, efterat have forestaaet Nidaros’s Metropolitankirkeihenved 36 Aar^[50]. Ingen norsk Erkebiskop styrede saa længe som han, og han maa rimeligvis ved sin Død have været en meget gammel Mand. Vi have seet ham i sine tidligere Styrelsesaar at tage en virksom Deel i Norges Statsbevægelser; i de seneste lader han ikke til at have fremtraadt blandt de handlende Hovedmænd. Med Hensyn til Biskop Karls Sag vil man maaskee sige, at han ikke opførte sig med den tilbørlige Kraft; og det maa indrømmes, at intet bestemt Spor findes til, at han her har henvendt sig umiddelbart til Paven. Men Pave Julius II var heller ikke Manden, af hvem han kunde vente sig nogen virksom Hjælp. Julius lod sig altformeget lede af verdslige Sidehensyn, og gav desuden Erkebiskoppen et Mærke paa Mistillid, idet han unddrog ham Undersøgelsen af Karls Sag for at overgive den til et Par tydske med Forholdene ukjendte Prælater. Gautes Indflydelse var udentvivl allerede i sterk Dalen, og Alderdoms Svækkelse kan maaskee ogsaa have gjort sit til at nedtrykke den. Om Gautes kirkelige Virksomhed vide vi, som af de forudgaaende Skildringer fremgaar, saagodt som Intet. Egentlige Provicialconcilier nævnes slet ikke under hans lange Styrelse, skjønt Norges Biskopper vist nok ikke sjelden vare samlede med ham paa større Raadsmøder, i Egenskab af det norske Raads Medlemmer, og ved saadanne Leiligheder stundom Et og Andet sees at være forhandlet dem imellem Kirken vedkommende, som til Exempel i 1486 og 1507. Noget Liv synes han saaledes ikke at have forstaaet at indbringe i den norske Kirke, om han end maaskee nogenlunde har opretholdt den ydre Orden, forsaavidt det verdslige Tryk tillod, hvilket kjendelig hvilede paa den efter Hertug Kristians Komme til Styrelsen i Norge.

I Gautes Sted valgte Kapitelet Magister Johannes Krabbe, rimeligvis en af Kannikerne. Han maa imidlertid have tvivlet om sit Valgs Stadfæstelse. Det heder nemlig om ham, at han medtog en Deel Guld og Penge fra Erkestolen til Bergen, hvorfra han begav sig til Udlandet, og vilde han med disse Penge udvirke Stadfæstelsen. Hvor langt han er kommen, vide vi ikke. I ethvert Fald var hans Reise forgjæves. Thi Kongen og Paven vare enige om hvo der skulde være Gautes Eftermand, før endnu Johannes Krabbe kunde komme til at anvende de borttagne Penge^[51].

Paa denne Tid stod Provsten af Roskilde, Erik Walkendorf, Hertug Kristians Kansler, i dennes høieste Yndest; og paa ham kastede baade Kong Hans og Pave Julius II sine Øine for at besætte Nidaros’s ledige Erkestol. Af Erik Walkendorfs senere Erklæring seer man dog, at det egentlig har været Kristian, der banede Veien for sin Yndling, at han selv har skrevet for ham til Rom samt understøttet ham med Penge, for at han der kunde erholde sin Stadfæstelse, – og han gjorde, efter Walkendorfs Paastand, alt dette uden mindste Opfordring fra sidstnævntes Side^[52]. Kongen – heder det – anbefalede Erik hos Paven og Kardinalerne, idet han lod dem vide, at han trængte til en tro og paalidelig Mand paa Nidaros’s Erkestol, da Norge i næsten tolv Aar havde været opsætsigt, og Erkebiskoppen i Nidaros var den første Mand i Norges Riges Raad, hvem alle de andre Biskopper fulgte. Han behøvede ogsaa paa Ruslands Grændser en forstandig Mand. Erik Walkendorf kunde tjene baade Gud og Kongen, var baade lærd og dygtig^[53]. Pave Julius II, der allerede forud havde forbeholdt sig at besætte Nidaros’s Erkestol ved Provision, naar den ved Gautes Død blev ledig, valgte Erik Walkendorf og udferdigede den 16de August 1510 de nødvendige Buller i den Anledning, idet han erklærede ethvert Valg eller enhver Postulation, som Kapitelet muligen kunde have foretaget, for ugyldig^[54]. Erik Walkendorf har ganske vist selv overbragt Kongens Anbefalingsskrivelser til Rom; og da er det rimeligt, at hans Indvielse er foregaaet paa samme Dag som Pavens Buller udstedtes. Fra den Dag synes i det mindste hans Erkebiskopsdømmes Aar at være regnede^[55]. Johannes Krabbe kan følgelig kun have nydt sin Verdighed som Electus en ganske kort Tid, endogsaa om hans Valg er foregaaet meget snart efter Erkebiskop Gautes Død.

Ikke længe efter dette Erkebiskopsskifte, døde den ulykkelige Biskop Karl af Hamar. Beenbrudet og det haarde Fængsel havde i Forening nedbrudt hans Helbred. Hertug Kristian troede ham vel nu, i hans Elendighed, mindre farlig end forhen; desuden kunde han gjerne overlade hans Bevogtning til en saa tro og hengiven Mand som han vidste den nye Erkebiskop var. Karl blev virkelig, som det synes i 1512, udtagen af sit Fængsel for at sendes til Erkebiskop Erik. Men for han tiltraadte Reisen, medens han endnu opholdt sig i Oslo hos Biskoppen der Anders Mus, døde han^[56]. Rimeligvis er hans Død indtruffen mod Aarets Slutning. Den 17de December 1512 var Dødsfaldet bekjendt for den pavelige Nuntius Idzardus Gravius i Laholm i Halland^[57]; og den 28de Januar 1513 var hans Eftermand valgt^[58].

Hvor megen Skyld end Kristian havde vidst at faa veltet paa Biskop Karl, og hvor meget det end havde lykkets ham at faa sin egen Adfærd stillet i et formildende Lys, saa var dog Forgribelsen paa en Biskop en ubestridelig Bansgjerning, hvorfor Hertugen trængte til Afløsning. Denne blev ham ogsaa given, ifølge det apostoliske Sædes Fuldmagt, af den nys ovenfor nævnte pavelige Nuntius ved et Brev udstedt i Laholm den 17de December 1512, i hvilket Biskop Karls oprørske Adfærd og Deeltagelse i en Stempling mod Kristians Liv fremhæves som Undskyldning for, at denne havde holdt den nu afdøde Biskop fangen. Hermed maa dog ikke den romerske Kurie have fundet sig ganske tilfredsstillet. Thi efterat Pave Julius II den 21de Februar 1513 var død, og Leo X den 11te Marts samme Aar var valgt til hans Eftermand, udstedte denne sidste næstfølgende 12te Mai fra Rom en Bulle, hvorved han bemyndigede Erkebiskop Erik af Nidaros og Biskop Lage Urne af Roskilde, eller En af dem, til høitidelig paa Pavens Vegne at afløse Kristian fra enhver kirkelig Straf, i hvilken han maatte være falden ved sin Fremfærd mod Biskop Karl, hvis Brøde forresten indrømmes; dog skulde Kristian, for han modtog Afløsningen, frigjøre sig ved Ed for at have været Aarsag til Biskop Karls Død. Kristian var, da denne Bulle kom til sin Bestemmelse, allerede valgt og hyldet til Danmarks og Norges Konge efter sin afdøde Fader. Men ikke destomindre fandt han det nødvendigt at underkaste sig Bullens Bud og modtog, efterat have aflagt de fastsatte Eder og Løfter med Kneefald, fuldkommen Løsning ved Biskop Lage af Roskilde den 12te August 1513, i Minoriternes Kloster i Kjøbenhavn^[59].

Imidlertid var til Biskop i Hamar i den afdøde Karls Sted valgt Magnus Laurentii, eller, som han og paa dansk Maade kaldes, Mogens eller Mons Lauritssøn. Denne var indskreven ved Rostoks Universitet den 17de April 1494, var senere Kannik i Oslo og i 1497 Kapitelets Erkeprest der^[60]. Den 28de Januar 1513 nævnes han allerede Electus til Hamar^[61]; hans Valg maa følgelig være foregaaet enten senest i 1512, eller tidligst i 1513. Den 15de Juli 1513 nævnes han ved Mødet i Kjøbenhavn endnu som blot Electus^[62], men den 22de Juli samme Aar som Biskop^[63]. I Mellemtiden mellem 15de og 22de Juli 1513 maa han altsaa være bleven indviet, og Indvielsen havde foregaaet i Danmark.

Omtrent ved samme Tid som Biskop Karl døde ogsaa Eilif Jonssøn, Biskop af Stavanger^[64]. Han var endnu i Live den 15de Juli 1512^[65]; men da hans Eftermand, som vi strax skulle see, allerede før Midten af det følgende Aar var indviet, saa maa Eilif rimeligvis være død før Udgangen af 1512. Han efterlod en uegte Søn, Jon Eilifssøn, der arvede en Deel af sin Faders Gods, men blev nogle Aar efter aflivet i Bergen^[66]. Eilifs Eftermand var Magister Hoskold Hoskoldssøn, indskreven ved Rostoks Universitet den 11te August 1491^[67], og, nærmest før han blev udvalgt, Archidiakonus i Stavanger^[68]. Han blev indviet i Rom den 19de Juni 1513 af tvende derværende Erkebiskopper^[69].

Men førend disse tvende sidst omtalte Biskopper vare indviede, døde Kong Hans i Aalborg den 21de Februar 1513, otte og femti Aar gammel, efter at have styret Norge i tredive Aar. Sammenligner man Norges Tilstand ved Begyndelsen af hans Styrelsestid med Tilstanden ved sammes Slutning, saa kan man neppe andet end finde en Tilbagegang med Hensyn til Rigets Selvstændighed, hvilken man dog snarere dunkelt føler, end er istand til at paavise i enkelte tydelige Træk. Bevægelserne i Norge ved Hans’s Valg til Konge pege ligesom hen paa et gjenvaagnende Liv hos Nordmændene, paa enig Villie hos det norske Raad, paa en klarere Opfatning end i den nærmeste Fortid af Rigets Stilling som Led af et Statsforbund og til hvert af de medforbundne Riger i Særdeleshed. Men dette var kun et opblussende Glimt, der sluktes fast i samme Stund det tændtes. Kong Hans’s Haandfæstning eller Halmstad-Recessen stillede ikke Norges Selvstændighed den fornødne Sikkerhed; det viste de følgende Tider. Kongen kan neppe siges, i sin tidligere Styrelsestid, at have brudt den forsætlig; men paa den ene Side vare dens Bestemmelser tildeels saadanne, at de vanskeligen lode sig retteligen opfylde af Kongen, selv om Villien var tilstede, og paa den anden Side blev deres Opfyldelse langt fra ikke strengt paaseet af den Statsmagt, hvem Opsynet tilkom, nemlig det norske Rigsraad. Dette hensank nemlig meget snart – saavidt man kan skjønne – i sin gamle Sorgløshed og Uvirksomhed. I de Bevægelser, som vise sig i Kong Hans’s sidste tolv Regjeringsaar, er det ikke muligt, efter de os levnede Efterretninger, at øine nogen bestemt Villie eller nogen fast Holdning. De vare i Hovedsagen vilde Opbrusninger af Almuen. I sin første Reisning havde vel Almuen en Leder, hvis Stilling var fremtrædende, skjønt hans Dygtighed er tvivlsom; men han understøttedes aldeles ikke, eller i alle Fald ikke med nogen Kraft, af sit Fædrenelands øvrige Stormænd. I sin senere Opstand var Almuen, saavidt vi vide, ganske uden høiere Ledning, og derfor blev Bevægelsen med Lethed og Hast dæmpet. Men disse planløse og holdningsløse Opbrusninger vare aabenbare i høieste Maade skadelige for Norges statsretlige Selvstændighed. De gave nemlig den herskesyge og driftige Hertug Kristian, som Kongedømmets Fuldmægtige, Leilighed til at rive al Magten ud af Raadets Hænder og i sine egne. Om ikke noget skrevet Dokument findes, hvori dette tydeligen udtales, saa fornemmes det alt for godt af Begivenhedernes Gang. Det norske Raad er fra den Tid, han overtager Norges Styrelse, en intetsigende Størrelse; og det vedbliver at være det, saalænge hans Kongedømme varer. Hvorledes Halmstad-Recessen med Hensyn til Kirken iagttoges i Kong Hans’s senere Regjeringsaar have vi seet. En dansk Mand indtrængtes paa Oslos Biskopsstol, og den af Kapitelet Valgte maatte vige; Biskoppen af Hamar holdtes i flere Aar, og saagodtsom indtil sin Død, i haardt Fængsel paa blot Mistanke om forrædersk Færd; Nidaros’s Erkebiskopsstol endelig blev besat med en dansk Mand ved Kongens Indflydelse og udenfor Kapitelets Valg. Alt sammen er jo aabenbare Brud paa Haandfæstningens Tilsagn: at Kongen ei skal befatte sig med Prælaters Valg, – at Ingen skal have Kirkens Land og Indtægter uden han er indfødt i Riget, – og at Kirkens Personer ikke skulle staa til Rette uden for Kirkens Dom. Den norske Kirkes Ret, hvad enten man nu tager Hensyn dens kanoniske Ret i Almindelighed, eller til dens Ret ifølge Kong Hans’s Haandfæstning, blev saaledes i den paapegede Tid øiensynlig tilsidesat af Kongedømmet, hvad enten man nu vil give Kong Hans umiddelbart Skylden herfor, eller man, hvad der er mest rimeligt, nærmest vil heri see Virkningen af Hertug Kristians Indflydelse.

1. N. Dipl. II. 752.
2. Norske Saml. I. 80.
3. Hvitf. u. 1505.
4. Sml. IV 542.
5. Jahn 450, 451, 582.
6. Jahn 451, 583.
7. Jahn 584.
8. Jahn 451–452, 585. Det er her tilstrækkelig godtgjort, baade at Herlog Høfudfats Opstand og Død fandt Sted i 1508, og at det var ved Akershus han og hans Medskyldige bleve henrettede. Hvitfeldt, baade i Kong Hans’s og i Kristian IIs Historie, sætter Begivenheden i umiddelbar Forbindelse med Knut Alfssøns Drab og henfører den paa begge Steder under 1502, hvilket aabenbare er feilagtigt. Han ligesom ogsaa Svaningius fortæller derhos, at Baahus var Stedet, hvor Herlog blev forhørt og henrettet.
9. Den skal have begyndt ved Nytaars Tid 1508, og synes at være undertrykt inden Fastelaven, der i nævnte Aar er 5te Marts. Jahn 451 jfrt. m. 585.
10. Nemlig i Slutningen af det 16de Aarhundrede, da Hvitfeldt skrev sin Danmarks Historie.
11. Hvitf. (feilagtigt) under 1502 baade i Kong Hans’s og i Kristian IIs Historie.
12. Af disse sidste Kilder er vel den skibyske Krønike den ældste, men den omtaler ikkun korteligen Biskop Karls Ulykke, og i den bestemte Hensigt at give et Exempel paa Kristians Grumhed og Hensynsløshed imod Kirkens Mænd (Scr. r. Dan. II. 571). Svaningius kommer dernæst; han fortæller Biskoppens Skjæbne (som han forresten heel igjennem urigtigen giver Navnet Matthias) udførligere. Men Svaningius’s Opgave i hans Kristian IIs Historie er at fremstille til advarende Exempel en Fyrstes Grumhed og deraf følgende Ulykke. Hvitfeldt endelig berører i Kong Hans’s Historie løseligen Biskop Karls Skjebne, fortæller den derimod vidtløftigere i sin Kristian IIs Historie; men baade er Hvitfeldts ugunstige Sindelag mod denne Konge noksom bekjendt, og desuden er hans Fremstilling, saavidt Herlog Høfudfat og især Biskop Karl vedkommer, aabenbar hentet fra Svaningius, kun at enkelte af dennes Feil (f. Ex. Biskoppens urigtige Navn) ere rettede. Den os af de ældre Historieskrivere levnede Fremstilling af Biskop Karls Sag maa saaledes mistænkes som eensidig til Biskoppens Fordeel, medens derimod den, som kan øses af de samtidige diplomatariske Kilder maa mistænkes for at være af modsat Beskaffenhed. Thi Mængden af de tilværende Breve Biskop Karls Sag vedkommende ere skrevne netop for at fremstille Kristians Færd i et Lys, der kunde lette hans Udsoning med den romerske Stol, hvilken han ved sin hensynsløse Behandling af en Biskop groveligen havde fornærmet.
13. Svaningius IV. 2; Hvitf. Christ. II. u. 1502.
14. Svaningius c. IV. 6.
15. S. o. f. II. 593.
16. Hadorf II. 401.
17. Jahn 583 jfr. o. f. II. 594.
18. Svaningius kalder ham „virum innocentum atque inculpatum“ (Cap. IV 6), og Hvitfeldt: „en uskyldig Mand, som altid havde vidst og søgt hans (Kristians) og hans Herre Faders saa vel som Rigens Bedste“.
19. Saa fortæller Svaningius (c. IV. 3); men Hvitfeldt nævner ikke noget herom.
20. Beretningen til Svante Sture hos Jahn 585.
21. Svaningius c. IV. 6, Hvitfeldt.
22. Danske Mag. IV. 189.
23. Dette maa vel være Meningen af Beretningens Udsagn, hvori ellers her mangler nogle Ord; og der hentydes paa en Falskhed, som i sin Tid af Leidebrevets Overbringer til Knut Alfssøn mod denne har været øvet, men hvorom nærmere Oplysning mangler.
24. Beretning af en Ubenævnt til Svante Sture hos Jahn 585. Maaden hvorpaa Biskop Karl blev tagen til Fange, ved hverken Svaningius eller Hvitfeldt at fortælle med de nærmere Omstændigheder; men den her anførte Beretning bærer Troværdighedens Præg og synes at være hentet fra Biskoppens Maag (Svoger), Per Kæmpe i Medelpad (altsaa en svensk Mand), der havde været paa Hamar Gaard, dengang da Biskoppen, paa Hertugens Indbydelse, forlod Gaarden. Denne Per Kæmpe var netop Aftenen før Kristians Komme dragen bort i et Erinde og undgik saaledes at falde i Hertugens Hænder, der strax spurgte efter ham; men Biskoppens Søster (Per Kæmpes Hustru) var paa Gaarden og blev fangen, men slap siden bort. Hun har altsaa været Øienvidne til Begivenheden og har kunnet fortælle sin Mand Omstændighederne ved den. Forøvrigt maa Karls Forbindelse med svenske Mænd have bestyrket Mistanken mod ham.
25. Danske Mag. IV. 182.
26. Kong Hans’s Svarskrivelse til Erkebiskop Gaute, Danske Mag IV. 184–185: Biskop Jens Anderssøns Brev af 2den November 1508, ssts. 186–187; og Erkebiskop Byrges Brev til Kongen af 16de Juli samme Aar, ssts. 183.
27. Danske Mag. IV. 183–184.
28. Danske Mag. IV. 184–185.
29. Danske Mag. IV. 186–188.
30. Hvitf. Christ. II. under 1502.
31. S. o. f. II. 586.
32. Izardus Gravius’s Brev af 17de December 1512, Danske Mag. IV. 189.
33. Danske Mag. IV. 191.
34. Danske Mag. IV. 189.
35. Svaningius IV. 7; Hvitfeldt.
36. Svaningius og Hvitfeldt synes rigtignok begge at antage Baahus for Stedet; men heri feile de udentvivl.
37. Svan. IV. cap. 7–11; Hvitf. i Christ. II’s Hist.
38. Dan. Mag. IV. 191.
39. Fra 1474 s. o. f. II. 566.
40. N. Dipl. II. 753.
41. Hvitf. Bisk.kr.
42. Sml. II. 604.
43. S. o. f. II. 462.
44. Langes Klh. 1ste Udg. 134–136, 2den udg. 65–67.
45. Langes Klh. 2den Udg. 390.
46. Sml. VI. 21.
47. H. Behrmann Chr. II’s Hist. Fort. LXVIII.
48. Langes Klh. 2den Udg. 320.
49. Svaningius c. V; Hvitf. Chr. II. under 1507. Det bliver vel sikkrest med sidstnævnte Forfatter, hvem ogsaa Behrmann heri har fulgt, at henføre Kristians Bekjendtskab med Dyveke til dette Aar, skjønt Hertugen ogsaa i 1509 var i Bergen og der paa St. Hans Dag udstedte en Forordning Byen vedkommende. Paus II. 280–281, jfr. Behrmann Fort. LXIX.
50. Scr. r. D. VI. 617; om hans Styrelsestid s. o. f. II. 567.
51. Kilden for det vi vide om Johannes Krabbes Valg og Underslæb er et Brev fra Nidaros af Erkebiskop Erik Walkendorf af 1514, 24de Mai, hvori denne gjør Rede for Peterspengen af sit Biskopsdømme, Pontop. II. 744.
52. Walkendorfs Klagebrev af 13de Febr. 1522, N. Dipl. I. 767.
53. Svaningius IV. 12; Hvitf. Kg. Hans’s Krøn. u. 1512. Hvitfeldt synes at have havt for sig et af Kongens Anbefalingsbreve, nemlig det til Kardinalen titulo Stæ Mariæ.
54. Valgbrevet og Anbefalingsbrevet til Kapitelet for den Valgte, begge af samme Dag, findes i Orig. i den Arn. Magn. Sml. Fasc. 18, No. 2, 3; jfr. ogsaa Behrmann Chr. II. Fort. LXIX.
55. Angaaende Tiden for Erik Walkendorfs Udvælgelse til Erkebiskop findes de forskjelligste Angivelser, idet en Vaklen finder Sted mellem Aarene 1512 og 1516. Førstnævnte Aar er dog den senest mulige Tid, efterdi nemlig Pave Julius II og Kong Hans, der dog efter Alles Udsagn skulle have fremdrevet Valget, begge døde i Begyndelsen af 1513, nemlig den 21de Februar. Men Valget er foregaaet endnu tidligere, nemlig i 1510. Udnævnelsesbullen maa nemlig her være det afgjørende Dokument; og at Indvielsen er foregaaet inden Slutningen af August Maaned i det nævnte Aar, stemmer ganske med Angivelsen i den Erkebiskopsrekke, der findes i Scr r. D. VI. hvor det nemlig (pag. 617) siges om Erik Walkendorf, at han beklædte Erkesædet i 12 Aar og 3 Maaneder og døde den 28de November 1522. Naar Nogle opstille Johannes Krabbe som Erkebiskop i Nidaros mellem Gaute og Erik, saa er dette altsaa fuldkommen feilagtigt; Johannes blev ikke meer end Electus.
56. Danske Mag. IV. 190, 191.
57. Sst. 188–190.
58. N. Dipl. II. 768.
59. Danske Mag. IV. 188–192.
60. Norske Sml. I. 81.
61. N. Dipl. II. 768.
62. Suhms nye Sml. III. 149.
63. Saml. IV. 364.
64. Fra 1480, s. o. f. II. 569.
65. N. Dipl I. 746.
66. Sml. IV. 610; N. Dipl. I. 752.
67. Norske Sml. I. 80.
68. N. Dipl. I. 747; Sml. IV. 609.
69. Pontop. II. 743; Dipl. i Arn. Magn. Sml. Fasc. 48. No. 5.