Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/108

Chr. Tønsbergs Forlag (2s. 631-651).
◄  107.
109.  ►

108.
Erkebiskop Eriks Fald og Flugt fra Norge. Han dør i Rom 1522. Forfølgelse mod Biskop Anders Mus. Denne resignerer til Fordeel for Hans Mule. Biskop Andor af Bergen. Islands Biskopper. Kristian II’s Forhold til Kirkereformationen i Tydskland. Hans Flugt fra sine Riger i 1523.

Imidlertid trak det Uveir, som længe havde truet Erkebiskop Erik Walkendorf fra Kong Kristians Side, stedse nærmere og nærmere og truede med et voldsomt Udbrud. Saaledes har i det mindste Erkebiskoppen selv forestillet sig det, og ganske vist ikke uden fuld Grund. Kongen skal have opsat flere af sine fortroede Embedsmænd paa Erkebiskoppen, at de skulde gjøre ham al den Fortræd, de kunde[1]. I 1520 maa der-, efter Erkebiskoppens egen Antydning i et senere Brev, have været en alvorlig Tvist mellem ham og Hans Mule, og den maa paa en eller anden Maade have angaaet Erkebiskoppens Tjeneres Friheder, maaskee med Hensyn til Krigstjeneste eller Krigsstyr. Det var paa den Tid, i Slutningen af 1519, at Kongen sterkt rustede sig til sit svenske Tog, og i den Anledning ogsaa krævede Hjælp af Norge, navnligen af Biskopperne[2]. Erkebiskoppen skjød sig ind for Kongen og Rigernes Raad med sit aabne Brev, som blev offentlig læst paa Oslo Raadstue, i hvilket han bød Lov og Ret for sig og alle St. Olafs frie Tjenere, at han vilde fuldgjøre for dem alt hvad dem kunde tilfindes at burde gjøre af Kongen samt Danmarks og Norges Raad. Men det hjalp ham, som han selv udtrykker sig, ikke meer end om han havde skudt sig ind for Soldanen. Da dette ikke nyttede, tilbød han Hans Mule at ville udlægge for St. Olafs frie Tjenere saa mange Penge, som Hans selv vilde eske af dem. Dette vilde dog heller ikke Hans Mule gaa ind paa; thi havde han gjort det, da havde han ikke opnaaet hvad han egentlig medede paa, nemlig at krænke Kirkens Frihed. Hvad saa Erkebiskoppen tilbød ham, saa hjalp det ikke; thi han vilde, paa Sigbrits Bud, endelig være i Trette med Erkebiskoppen[3]. Jørgen Hanssøn i Bergen var ikke bedre stemt. En samtidig Krønikeskriver fortæller endog, at Kongen ved Jørgen Hanssøn havde tilstelt det saa, at Erkebiskoppen, under Paaskud af en Raadsforsamling med flere af Norges Embedsmænd, skulde lokkes til Bergen; men saasnart han var kommen did, skulde han gribes, puttes i en Sæk og kastes i Havet. Uagtet dette Anslag, heder det, var udkastet i al Hemmelighed, blev det dog Erkebiskoppen aabenbaret, da han allerede var tilsøs paa Veien til Bergen, og fremkaldte den Beslutning hos ham, at flygte til Udlandet paa det samme Skib, der skulde bringe ham til Bergen[4]. Denne Fortælling er dog ganske vist ikke paalidelig; i ethvert Fald er noget urigtigt i den. Erkebiskoppen selv nævner intet herom i sine senere Klagemaal, der forøvrigt ere bittre nok. Han fremstiller sin Reise til Udlandet paa en anden Maade, som sikkerligen maa være den rigtige, eller i alle Fald komme Sandheden nærmere. Han og hans – siger han – havde i lang Tid lidt Forfølgelse, Vold og Krænkelser af Kongens Fogder og Embedsmænd i Norge, og disse havde aabenbare ladet sig forlyde med, at de til denne Fremfærd havde Kongens særlige Befaling, ja til at gaa end videre. Dette havde, som rimeligt var, uroet Erkebiskopen og ladet ham føle sin Stilling farlig; og han havde derfor taget det Raad at fare til Danmark for der selv at komme efter Sandheden. Men Storm og Uveir drev hans Skib, uden Baad, Segl og Styrmand, til den hollandske Kyst og til Amsterdam[5].

Den 16de Mai 1521 var Erik Valkendorf endnu i Throndhjem, da han her udstedte en Kvittering til sin Official, Dekanus og Magister Olaf Engelbrektssøn, for rigtigt Regnskab i al den Tid, han havde havt Erkebiskoppens Opbørsler under Hænde[6]. Dette synes at være et Slags Hentydning fra Erkebiskoppens Side paa en forestaaende Reise og en forventet længer Fraværelse fra hans Stol, uden at man dog kan slutte sig til Reisens Maal. Sikkert er det, at Erkebiskoppen kom til Holland og til Amsterdam, hvad enten nu dette er skeet ufrivillig, som han selv paastod, eller ifølge forud lagt Plan, som hans Fiender utvivlsomt have foregivet, og Kongen selv troet. Tiden for hans Afreise fra Throndhjem kjender man ei sikkert, men man seer af hans egen Fortælling, at han var kommen til Amsterdam inden 23de Juni[7].

Ved samme Tid, i Slutningen af Juni, havde Kong Kristian tiltraadt en Reise til Nederlandene for nogle Underhandlingers Skyld med Keiser Karl V. Kongen opholdt sig der paa forskjellige Steder i Juli og August Maaneder, men var tilbage igjen i Danmark før, og maaskee en god Stund før, Midten af September[8]. Da Erkebiskoppen nu ved sin Komme til Amsterdam hørte, at Kong Kristian var ventende did, saa besluttede han der at opbie ham. Kongen kom ogsaa ukjendt med faa Folk en Aften sildig; og nogle Timer efter, ved Midnats Tid, sendte han Bud til Byens Borgermester og Øvrighed og bad om Hjælp til at anholde og gribe Erkebiskoppen. Øvrigheden svarede imidlertid, at dette ikke lod sig gjøre mod en Geistlig; og Kongen maatte med dette Svar lade sig nøie, uagtet han lovede at forsvare Paagribelsen baade for Pave og Keiser, og skyldte Erkebiskoppen for at være rømt fra Norge, efterat have ranet sin Domkirke for alt dens Guld og Sølv og alle dens Kostbarheder. Erkebiskoppen paastaar at kunne bevise, at det var Kongens Agt at dræbe ham den samme Nat, om han havde seet sin Leilighed dertil; og han seer i denne Efterstræbelse et Forsøg paa at fuldbyrde de Trudsler, som Sigbrit og den nu afdøde Dyveke havde udstødt mod ham for flere Aar siden[9]. Han tilføier, at Sigbrit fra den Tid af aldrig kalder ham andet end: Tyv, Skjelm, Forræder og Morder, skjønt Gud ved, at han er uskyldig i alle de uærlige Sager, hun tillægger ham.

Om hele denne Kong Kristians Adfærd fortæller Erkebiskoppen udførligen i et Brev af 28de August 1521, hvilket han fra Utrekt tilstillede det danske Rigsraad, og hvori han bitterlig klager over den Løn, han nu faar til Gjengjæld for tro Tjeneste og mange Opoffrelser. Han fremhæver især de Bekostninger han har gjort for Kongens Skyld i de tre Aar 1513, 1514 og 1515, da han har maattet gjøre en Gjæld i Bergen paa 7000 Berger-Gylden, hos Poppierne i Amsterdam paa meer end 1100 rinske Gylden og hos Kongen 1000 rinske Gylden, hvilket Alt han siden har afbetalt. Under Forhandlingerne mellem Kongen og ham i Amsterdam, fortæller han videre, skjød han sig i Rette for Paven eller Keiseren. Herom vilde dog Kongen intet høre, men fordrede Borgen af ham for, at han ingensteds skulde søge sin Ret uden i Kjøbenhavn, for Kongen og Danmarks og Norges Raad. Denne Fordring afviste Erkebiskoppen, da han frygtede, at i saa Tilfælde Kongen vilde optræde baade som Sagsøger og Dommer. Han svarede, at hans Dommer ei fandtes det, og negtede følgelig at stille den forlangte Borgen. Erkebiskoppen beder nu Raadet tilskrive ham, om det har nogen særlig Befaling fra Paven til at dømme ham og hans Sag, og om det isaafald trøster sig til at skaffe ham og hans fuldkommen Sikkerhed. Han vil nemlig da gjerne møde dem til beleilig Tid og Sted, og vil altid villig indfinde sig for sine tilbørlige Dommere at gjøre Lov og Ret i de Sager, for hvilke han med Rette tiltales; men da maa Raadet ogsaa give ham sit fri Leidebrev ved Siden af det, Kongen har lovet ham, naar han søger sin Ret, og Raadet maa vel betænke, om det kan staa inde for, at Kongens Leide vil blive ham og hans Tjenere holden. Herpaa beder han om Raadets Svar[10].

Kristian var, som man let seer, for sin Komme til Amsterdam underrettet om Erkebiskoppens Ophold der, og han bar allerede en god Stund for det nys omtalte Sammenstød gjort sig Umag for at opdrive Beviser for, at Erkebiskoppen havde gjort sig skyldig i Underslæb og Forræderi, ved nemlig først at tilvende sig sin Kirkes Gods og derpaa flygte til Udlandet uden Kongens Samtykke og Vidende. Saadanne Beviser lykkedes det ham dog ikke at tilveiebringe. Han havde om den Sag skrevet til Throndhjem baade til Hofmesteren, Hr. Nils Henrikssøn, og til Kirkens Kapitel; men han fik fra begge et Svar som var til Erkebiskoppens Fordeel, og som lod Kongen forstaa, at baade Kirkens Gods var i sin fuldkomne Orden, og at man intet andet vidste, end at Erkebiskoppens Reise virkelig havde gjældt Danmark. Dekanus’s og Kapitelets Svar er af Tide August 1521. Man har paa Kongens Opfordring, heder det her, efterseet Fortegnelsen over Nidaros Kirkes Klenodier, som vare ved Kirken, da Erkebiskop Erik kom til den, og ved Ransagning fundet dem ikke alene uforrykte, men meget mere for- bedrede og formerede. Ligeledes havde de fundet alt Inventarium tilstede i Erkebiskopsgaarden, og desforuden har Erkebiskoppen leveret tvende af Kapitelets Medlemmer en Sum Penge i Sølv og Kobber for dermed at lønne Stenhuggerne og forbedre Kirken under Erkebiskoppens Fraværelse paa Reisen til Danmark. Og forstode de ei, lægges til, andet end at det paa den Tid var Erkebiskoppens fulde Agt og Mening at reise til Danmark til Kongen, skjønt de nu af dennes Brev see, at han er kommen til Holland[11]). – Herfra fik saaledes Kongen ingen Støtte for sin Anklage.

Erkebiskop Erik fik imidlertid kun lidet trøstelige Efterretninger hjemme fra. Jørgen Hanssøn i Bergen tog Erkebiskoppens Indtægter der under sig og forbød hans Ombudsmænd og alle Andre, under Livs og Godses Fortabelse, at sende ham Penge eller skrive ham et Ord til. Sigbrit forfulgte derhos hans Folk, der kom til Danmark, og fratog dem alt hans Gods, som om han havde været en Udaadsmand. Da dette spurgtes til Utrekt, hvor Erkebiskoppen opholdt sig, saa raadede ham Alle forstandige Mænd, lærde og læge, at drage til Paven og oplyse denne om sin Stilling. Dog dvælede han endnu i Utrekt indtil den 10de November for at afvente det danske Raads Svar paa hans Skrivelse af 28de August. Men da dette ikke kom, gav han sig paa Veien til Rom, og kom did efter en, især for en gammel og sygelig Mand, høist møisommelig Reise i Begyndelsen af (omkring 2den) Februar 1522. Kort efter, den 9de Februar, modtog han endelig den ventede Svarskrivelse fra Danmarks og Norges Rigers Raad, eller rettere fra fem Raadsmedlemmer, nemlig Biskopperne Lage Urne af Roskilde og Anders Mus af Oslo, samt Electus til Lund og to Riddere.

Dette Svar var givet i Kjøbenhavn den 13de November 1521; men man seer, at det ingenlunde har tilfredsstillet Erkebiskoppen. Det fremkaldte kun en ny Klageskrivelse fra ham til Danmarks Riges Raad af 13de Februar 1522. I denne meddeler han først de ovenanførte Efterretninger om Jørgen Hanssøns og Sigbrits Adfærd og om sin Reise fra Utrekt til Rom; og derpaa gjennemgaar han Raadets Brev Punkt for Punkt med Tilføielse af nye Ankeposter mod sine Fiender:

Raadet har, heder det, underrettet Kongen om Erkebiskoppens Skrivelse og drevet dennes Sag hos ham paa bedste Maade, saaledes at Erkebiskoppen vil komme i sin gamle Yndest igjen hos Kristian, naar hans Uskyldighed kommer for Dagen. I denne Anledning yttrer Erkebiskoppen, at han derfor vilde takke Kongen; men han tilføier, at han ei heller ved at have andet fortjent. Han erkjender, at Kongen i sin Tid skrev for ham til Rom i Anledning af Erkebiskopsdømmet i Nidaros, og at Kongen ligeledes understøttede ham med Penge til at erholde Pavens Stadfæstelse; men han skyder til Gud og Kongen, om han selv havde begjæret dette, eller om han stod derimod. Han forudsagde dengang Kongen, hvad siden er hendet ham for Kirkens Frihed, og han fik da et og andet Løfte, siger han ironisk, som nu holdes ham. – De skreve, at ingen kunde have staaet paa en bedre Fod med Kongen end han. Med Hensyn dertil forklarer han, hvorledes det var tilgaaet med hans Skrivelse til Kongen om Dyveke[12], og beraaber sig paa Paven (Adrian VI), som dengang var Keiserens Kansler og Tolk, at Skrivelsen var skreven paa Keiserens Begjæring. Men denne Skrivelse var ikke Sigbrit og hendes Datter behagelig, og derfor havde de lovet ham meget Ondt, hvoraf noget alt var ham vederfaret, medens Andet maaskee endnu forestod, om det gik efter Sigbrits Villie. – De have opfordret Erkebiskoppen til at søge sin Ret for Danmarks og Norges Raad. Dette, svarer han, havde han gjerne gjort, om han havde faaet deres Skrivelse i Tide, og om de havde givet ham tilkjende, hvorvidt de havde nogen særlig Fuldmagt af Paven til at dømme over ham og hans Sager. De vide selv vel, at de ikke ere hans Dommere. – De skrive, at han ei havde behøvet at frygte nogen Fare af Sigbrit og hendes Parti. Hertil svarer han: „Jo kjære Venner; jeg frygter, at hun ved meer end hun burde vide efter Christenretten. Thi hun siger aabenbarligen, ihvosom det end hører, at min Herre (Kongen) skal intet andet gjøre end det, hun vil have; og vilde han end, da skulde han ingen Magt have dertil, al den Stund hun er hans Naade paa 10 Mile nær. Og desværre det er vel ligt til, at saa er i Sandhed. I maa og vide, at hun nu skylder mig og ingen anden paa Jorden for sin Datters Død, hvis Sjæl Gud naade; Gud ved min Uskyldighed deri! Hun siger det skal koste mit Liv og skjæmmes ikke ved at forsikkre, at min Herre har lovet hende det. Det samme underrettede ogsaa hendes Broder, Hermen Viliemssøn, mig om, Løverdagen næst for St. Hans Dag (den 23de. Juni), i Pompeji Hus i Amsterdam, og det saa grovt, at jeg maatte tage derpaa, om jeg ikke ellers havde forstaaet det. Men hendes Søster der sammesteds lod mig intet meer forstaa, end at hun sagde paa Tydsk: „min Søster vil have eder i Taarnet, og hun vil have eder dræbt“, og spurgte mig om jeg ikke end havde været fangen. Derfor skal det ikke undre Eder, at jeg frygter hendes Ondskab, efterdi min Herres Naade selv frygter hende og ei tør eller vil sige hende imod; men hvad hun vil have frem, det har Fremgang. Det er desværre alt for sandt og snart hver Mand vitterligt“. – De skrive, at Uskyldigheden er altid sikker. Desværre, svarer han, det Modsatte er Sandhed, „især der hvor Mester Didrik Slaghek, Sigbrit, Mester Hans Mule og deres Parti raader, der nyder man hverken Lov eller Ret“; og han anfører til Bevis herpaa sin Forhandling med Hans Mule, „nu to Aar forledne“ (i 1520?)[13]. Men nu da baade dennes og Erkebiskoppens Dommere ere her i Rom, og Erkebiskoppen er did kommen, vil han søge sin Ret for sin tilbørlige Dommer. Da Erkebiskoppen i sin Tid skrev Kongen til og klagede over, at Hans Mule forfulgte den hellige Kirke og krænkede dens Frihed, da skrev Kongen ham til igjen, at hvor det skede, da var det hverken med Kongens Villie eller Vidende. Dette Kongens Brev har Erkebiskoppen hos sig i Rom, og alle de Kardinaler, som have hørt det læse, sige, at Kongen har skrevet det som en christen Fyrste; „hans Naade er dydig og god nok, naar han har gode Raadgivere“. – De skrive fremdeles, at de ei tvivle paa, at han jo alvorligen vil betænke sit eget Bedste og sin Domkirkes Velfærd, at den og dens Ejendele og Friheder ikke skal lide ved hans Fraværelse. Erkebiskoppen kalder Gud og hver brav Mand til Vidne paa, at han aldrig i sine Dage vilde sin Domkirkes Skade. Havde han end forbrugt meget af dens Indtægt i Kongens Tjeneste indenlands og udenlands, og havde han end lidt stor Skade af Kongens Fiender, de Svenske, da ved Gud, at han gjorde, hvad han gjorde, i den Agt, at hans Domkirke og han skulde nyde godt deraf. Men den hellige Kirke og dens Tjenere have hverken nydt Fred eller Frihed, siden Mester Hans Mule først fik Befaling paa Akershus, hvilket Gud ved var ham storligen imod. Han vil, efter deres Raad, vide sin Domkirkes Bedste i den og i alle andre Maader efter Pavens Bestemmelser. Det er ingen meer imod end Erkebiskoppen selv, at han ei kan være i Fred ved sin Kirke; og den bør heller ikke med Rette lide ved hans Fraværelse. Skeer det alligevel, saa sætter han dette, som al anden Uret, Skam og Overlast, ham er tilføiet af Kongens Embedsmænd og andre flere, og endnu dagligen tilføies, aldeles i Guds og Pavens Haand[14].

Dette Erkebiskoppens Brev maa vække den Formodning, at Kristian selv har lagt de Raadsmedlemmer, som skreve til Erkebiskoppen fra Kjøbenhavn den 13de November, Ordene i Pennen; hvad enten han nu virkelig, under et Øiebliks bedre Følelser, har tænkt sig en Udsoning med sin fordums Yndling mulig og ønskelig, eller han blot har hyklet Forsonlighed for at lokke Erkebiskoppen bort fra hans sikkre, men for Kongen farlige, Tilflugt i Nederlandene, hjem i Sigbrits og hendes Venners Klør, eller i det mindste afholde ham fra at drage til Rom. Erkebiskoppens Brev giver forresten et godt Indblik i Kong Kristians Forhold til Sigbrit og hendes Tilhængere. Han lod sig ganske lede af dem, undertiden, som det synes, næsten mod bedre Vidende og Villie. Man seer, at Erik Walkendorf, som saa mange andre Samtidige, har troet, eller i alle Fald givet sig Mine af at tro, at Sigbrits uindskrænkede Herredømme over Kongen ikke lod sig forklare uden ved Trolddom.

Erik Valkendorfs Komme til Rom indtraf ellers paa en for ham ganske heldig Tid. Pave Leo X var nys død, den 1ste December 1521, og til hans Eftermand var den 9de Januar 1522 udvalgt Adrianus VI, en velmenende, retskaffen Mand, der understøttedes af Keiser Karl V, hvis Lærer han havde været, og som desuden personlig kjendte Erik Walkendorf fra dennes Ophold i Nederlandene i 1515. At Kongens Venner ogsaa have frygtet Erkebiskoppens Virksomhed i Rom, viser den Ængstlighed hvormed de melde sin Herre hans Reise og Komme didhen. Herolden Hans Jutland gav udentvivl Kongen, i et Brev fra Flensborg af 22de Januar 1522, den første Efterretning om Erkebiskoppens Ankomst til Lombardiet[15]. Siden giver Kongens Advokat i Rom, Nikolaus Peterssøn, ham nøiere Underretning i et Brev af næstfølgende 22de Marts. Erkebiskoppen af Throndhjem, siger han, er kommen til Rom og ligger til Herberges hos den hvide Munk (Præmonstratenser), der før var Provst i Børglum. Nikolaus har talt med ham, men har endnu ei ret Rede paa, hvad hans Hensigt er. Han tror, at han vil i Færd med Hans Mule, for hvem Brevskriveren intet kan udrette, før Paven kommer. Han beder Kongen give ham Forholdsregler med Hensyn til Erkebiskoppen snarest muligt. Thi heller ikke denne kan gjøre noget før Paven kommer[16].

Sagen var at Pave Adrianus var fraværende i Spanien, da han blev valgt, og kom først til Rom den 29de August 1522. Imidlertid maatte Erik Walkendorf hjælpe sig frem saa godt han kunde og skaffe sig de nødvendige Penge ved Laan. Man finder, at han den 6te April 1522 har udstedt Gjældsbevis for 200 rinske Gylden til Theodorik Zegers, Dekanus af Kleve[17]. Fra Norge og fra sin Stol fik han ganske vist lidet eller intet; thi den Kilde havde, som for er sagt, Jørgen Hanssøn i Bergen stoppet for ham. Jørgen Hanssøn havde, rimeligvis allerede i 1521, forespurgt sig hos Kongen, hvorledes han skulde handle med „den Erkebiskoppens Rente, som Throndhjems Domkirke tilkommer“. Derpaa havde Kongen endnu ikke den 17de Marts 1522 givet ham noget Svar. Han skrev da under nævnte Dag atter Kongen til fra Baahus og raadede ham at befale Dekanus og Kapitel i Throndhjem at opbære hin Rente og gjøre den i Penge i Bergen eller andensteds med Kongens Embedsmænds Raad og holde Pengene tilstede, indtil Kongen kan gjøre en anden Skik derpaa. Han bor og befale dem at lade gjøre Jørgen Hanssøn godt Regnskab for hvad Erkebiskoppens Fogeder hidtil have opbaaret af de Len, han havde af Kongen paa Kronens Vegne, og tillige overgive Jørgen eller hans Fuldmægtige Vardøhus Slot med alle de andre Len tilligemed det Sølv, Penge eller Andet, de deraf have modtaget. Et saadant Brev maa Kongen med det allerførste skikke ham; „thi han kan aldrig tage saa Vare i Bergen, at de jo alligevel kunne faa sendt Erkebiskoppen noget til Tydskland i Guld og Penge, om de ville det“[18]. Erkebiskoppens Stilling i Rom har saaledes udentvivl været fortrykt nok.

Hvilke nu end Erik Walkendorfs Planer have været, som skulde drives, naar Pave Adrianus var kommen til Rom, saa afskares de alle ved Erkebiskoppens snart paafølgende Død. Denne indtraf i Rom den 28de November 1522. Han havde dengang været Erkebiskop i 12 Aar og 3 Maaneder[19]. Erik Walkendorf var ganske vist for sin Tid en ualmindelig og mærkelig Personlighed. Skjønt Udlænding i Norge viste han dog, som vi have seet, baade i geistlig og verdslig Henseende Nidkjærhed i sit Kald. At det Verdslige indtog Hovedrummet i hans Virksomhed, – det er en Bebreidelse, som han maa dele med Mængden af sine Formænd paa Nidaros’s Stol og med Mængden af sin Samtids Biskopper. Man kan maaskee ogsaa bebreide ham, at han forlidet opretholdt det norske Raads Myndighed, baade ligeoverfor det danske Rigsraad, idet han nærede en dansk Adelsmands Anskuelser og Fordomme, – og ligeoverfor Kongedømmet, idet han rakte Kristian Haanden til at erhverve sig en saagodtsom uindskrænket Styrelse i Norge i det Verdslige. Men Norges Raad havde dengang, maa man vel desværre tilstaa, ved en lang Ligegyldighed, saagodtsom forspildt sin egen og Nationalselvstændighedens Sag; og Norges Almenhed var ved sin Stilling saa at sige henvist til et kraftigt Kongedømme som til sin nærmeste Nødhjælp. Man kan endelig bebreide ham, at han, meer end en Prestemand egnede, søgte at sole sig i Hofglandsens og Kongehøihedens Straaler. Men herfor fik han ogsaa haardt bøde. Havde han i sine tidligere Dage bygget meer end tilbørligt paa Kongeyndest, saa fik han i sin Alderdom tilgavns føle hin Grundvolds Ustadighed.

Forfølgelsen mod Biskop Anders Mus af Oslo var, som vi ovenfor have seet, begyndt samtidig med, om ikke for, Forfølgelsen mod Erkebiskop Erik; men den første af disse Prælater vækker mindre Medfølelse end den sidste, fordi der ved hin hefter sig den sterkeste Formodning om Uduelighed og Uskikkethed for hans vigtige Kald[20]. Vi have seet, hvorledes Biskop Anders i 1516 og 1517 blev plaget og tirret af Magister Hans Mule, Høvedsmanden paa Akershus, der selv havde Oslo rige Biskopsdømme i Sigte. Denne Lykkesøgers Maal var at drive Biskoppen til en Fratrædelse, og for at fremkalde en saadan, synes han ikke at have været nøieseende med Midlerne, navnlig ikke at have skyet at anvende Trudsler. En Omstændighed, som forøvrigt betydelig maa have kommet ham til Hjælp, var den, at Biskopsdømmets Presteskab ikke var synderlig tilfreds med sin Biskop. Hvor længe man har arbeidet med Biskop Anders for at faa ham til at fratræde, er ikke sikkert, ligesaa lidt som naar hans Fratrædelse først aabenlyst er bleven bragt paa Bane, og under hvilke Paaskud. Udentvivl har han en god Stund stampet imod, og, da han mærkede, at man trængte fast ind paa ham, forsøgt hvad en personlig Henvendelse til Kongen kunde hjælpe. Thi det maa have været i det Øiemed han mod Slutningen af 1521 var i Kjøbenhavn, muligen ved et der afholdt Raadsmøde, og sandsynligvis har det været for at vinde Kongen, han har gaaet dennes Erinde ved at deeltage i Udfærdigelsen af det for omtalte Brev af 13de November til Erik Walkendorf. Men har det end saa forholdt sig, er det dog vist, at al hans Føielighed intet hjalp ham. Thi endnu inden Aarets Udgang, seer man, har han maattet indgaa paa Resignationen, endog, som det lader, i Kongens og flere Herrers Overvær, rimeligvis i Kjøbenhavn, og derom udstede sit beseglede Brev[21]. Det hed sig naturligvis i Brevet, at Anders Mus her havde handlet „frivilligen, upaavirket af Trudsel eller nogen Slags Falskhed, – efter egen Villie, Samtykke og Forlangende“. Men anderledes lød Fortællingen i Folkemunde, hvilket man kan slutte af den fornævnte samtidige Krønikeskrivers Ord – der forresten ikke er Biskop Anders god –, naar han siger, at Hans Mule drev ham til at fratræde ved Trudsler paa Livet[22]; og det samme forsikkrede siden efter Anders Mus selv, da han ønskede at faa sin Biskopsstol igjen: at han havde resigneret af Frygt for Døden[23]. Ved sin Fratrædelse glemte dog ikke Biskoppen at gjøre sine Betingelser, hvilke vare efter Omstændighederne ganske fordeelagtige. I Norge synes han at have forbeholdt sig til Underholdning en Deel af Biskopsstolens Gods, blandt andet Gaarden Teige ved Tunsberg, og i Danmark blev han forlenet med Vesterviks Kloster i Jylland. Han vedblev at føre Titel af Oslos Biskop, eller ogsaa Biskop af Teige (episcopus Tegensis), og overlevede, som vi skulle see, i mange Aar sin seirende Medbeiler.

Anders Muses Resignation var formet som gjort til Fordeel for Hans Mule; og derved var denne, naar Kongens Samtykke fulgte, hvorom i dette Tilfælde ei kunde tvivles, i Virkeligheden allerede beskikket til Oslo Biskopsstol. Ikke desto mindre seer man, at Oslo Kapitel ved formeligt Valg har kaaret ham, at Biskop Anders med Slegt og Venner har været skriftlig varslet til at være derved tilstede, samt at han da har gjentaget sit Samtykke til hvad der var skeet. Han overgav der.paa i egen Person Gaarden og Biskopsdømmet til Magister Hans[24].

Alt dette skulde nu synes at være Betryggelse nok. Men Biskop Anders maa dog meget snart have forsøgt Indsigelser. Thi noget saadant maa forudsættes som Anledning til det Skridt, som fra Hans Mules Side gjordes længer ude i 1522. Den nye Electus og Kapitelet indkaldte nemlig til Oslo atten af Biskopsdømmets Provster og Sogneprester for at handle med dem om den i 1521 foregaaede Resignation og det det paafølgende Valg. For de samlede Geistlige blev nu den 29de September fremlagt de hine Handlinger vedkommende Breve og Beviser, og de Forsamlede gave den Erklæring, at de fandt alt rigtigen tilgaaet: Resignationen frivillig, Kapitelets Valg kanonisk og uden Indsigelse, og Biskopsgaarden samt Biskopsdømmet overgivet af den Fratrædende personlig til den Tiltrædende. De erklærede der- paa Alle, at de endrægtigen vilde holde og lade staa ved Magt hvad Kapitelet i førnævnte Sager havde gjort, og stadfæste det paa sin gode Ære og Tro med oprakte Hænder. De tilføiede, at de aldrig efter den Tid vilde erkjende Biskop Anders for Prælat til Oslo Domkirke, saameget mindre som han i lang Tid havde forseet sig mod Kirken i utallige Maader og gjort den og Stolen stor Skade, „som vitterligt er“. Alle de Punkter og Artikler, som Kapitelet har opsat mod nævnte Biskop, erkjende de Forsamlede for sande; „thi han har mange af os og Andre ulovligen beskattet og besværet i mange Maader“. Kan ikke de Overenskomster og Breve holdes, som ere gjorte mellem Electus og Biskop Anders baade i Kongens og andre gode Mænds Overvær, og skal Kirken fremdeles lide Skade og Fordærv for Biskoppens Bulder og Klammeri, da ville de Forsamlede selv, med Kapitelet, fare personligen til Kongen og alle Danmarks Prælater og Herrer og der klage over den Skade, Biskop Anders i sin Styrelsestid har gjort. De ville ingen anden Herre og Prælat have end Mester Hans Mule; med ham ville de leve og dø. Han er nemlig, som de mærke, og vil fremdeles blive Kirken nyttig baade med Bygning paa Domkirken og Biskopsgaarden og med Gudstjenestens Opretholdelse. – Over hele denne Forhandling blev et Brev opsat den samme Dag, den 29de September 1522, og beseglet af alle de tilstedeværende Prester[25].

Man faar af denne Erklæring det Indtryk, at de virkelige Anker mod Biskop Anders’s Embedsførelse hverken have været faa eller uvigtige, og man maa naturligvis tænke sig, at Hans Mule og dennes Venner ingenlunde have tilsløret dem. Anders Mus har nu, som det lader, for det første fundet det tjenligst at tie stille. Men vi ville faa see, at han derfor ikke havde opgivet for bestandig Tanken om at faa sit Biskopsdømme tilbage. Det fortjener ellers at lægges Mærke til, at der ingensinde i Anders Mus’s Sag, ligesaa lidet som i Erik Walkendorfs, er Tale om Norges Raad særskilt, eller om dets Indblanding i hine tvende dets Medlemmers Anliggender, men kun om Danmarks og Norges Raad som et samlet Heelt, eller endog om Danmarks Riges Raad alene, skjønt der handledes om norske Biskopper og norske Biskopsstole. Man seer heraf, som af meget Andet, hvorledes det norske Raad under Kristian II var nedsunket til en Ubetydelighed, og hvorledes det, forsaavidt nogen Myndighed end kunde være det levnet, maatte øve denne under Skikkelsen af et underordnet Tilhang til det danske.

Biskop Andor af Bergen[26] var tilligemed Provsten til Apostelkirken, Magister Kristiern Pedersen, i Aarene 1521 og 1522 meget sysselsat med de Uroligheder, som da fandt Sted, mellem Hanseaterne paa Bryggen i Bergen og Kongens Embedsmand, Jørgen Hanssøn. Biskoppen stillede sig heri, saavidt skjønnes, ganske paa denne sidstes Side og optraadte virksomt som Megler mellem de Stridende[27]. Men alligevel skal heller ikke denne Biskop have gaaet fri for Kong Kristians Unaade[28], og ikkun hans Død skal have hindret Kongen fra at lade ogsaa ham føle sin Brede. Andor døde i Begyndelsen af Juni Maaned (den 1ste eller 3die) 1522. Da hans dødelige Afgang ved tvende Udsendige af Bergens Kapitel blev Kongen forkyndt, skal denne have udbrudt: „Ja saa! er han død! ellers havde vi en Gaas uplukket med ham“[29].

Hvad de tvende øvrige norske Biskopper angaar, Magnus af Hamar og Hoskold af Stavanger, da tales rigtignok ingensteds om nogen særlig Forfølgelse mod dem fra Kongens eller dennes Embedsmænds Side; men det paa Kirken hvilende almindelige Tryk under Kristians Forberedelser til sit svenske Tog fik dog ogsaa de føle. Man har et Brev af Biskop Hoskold, givet i Stavanger den 25de Juli 1521, hvorved han fremsender til Kongen 100 Lod Sølv og 40 rinske Gylden, idet han beder Kongen at tage Hensyn til deres „fattige Ydmyghed og tilbørlige Tjeneste“. Biskopsdømmet er, siger han, saaledes gaaet til agters ved svær Pestilens og Død, at mange Gaarde ligge nu øde, som før vare byggede, og Indtægten derved er meget aftaget. Han ønsker til Gud, at han maatte kunne opfylde Kongens Fordringer paa lovlig Tid, og udbeder sig til Slutning nogle Friheder og nogle Vernebreve for sin Kirke, sig selv og sine Tjenere[30].

Den Hans Olafssøn, som vi have seet i 1516 som Provst til Mariekirken i Oslo og Norges Kansler, og i 1517 at hjælpe Hans Mule i hans Optøier mod Biskop Anders Mus, nævnes neppe i Provste- eller Kansler-Embedet efter 1518[31]. Derimod nævnes fra 11te Januar 1521 Mattis Hvøru, Hvoruf eller Hvarfe som Indehaver af begge Embeder[32], og han beholdt dem i flere Aar.

Biskop Stefan Jonssøn af Skaalholt[33] døde den 30te November 1519. Det var en lærd og driftig Biskop, der vel passede sin Stols Anliggender baade i det Aandelige og Verdslige. Han var, hvad der paa den Tid just ikke var meget almindeligt hos de høiere Geistlige, en Mand af rene Seder, der selv levede i klosterlig Strenghed, og holdt over Sedeligheden hos, sine Undergivne, saameget som Tidens Fordærvelse tillod. Han holdt Skolen ved sin Kathedralkirke vel ved Magt og sørgede for at skaffe den en dygtig Forstander. For sin Kirkes Bygning var han virksom og forsømte ikke dens Gods. Han efterlod derfor sin Stol rig og anseet[34]. Paa den Tid var Øgmund Paalssøn Abbed i Vidø. Han havde studeret i Udlandet, i England og Nederlandene, men erhvervede sig intet Ry for Lærdom; derimod var han anseet som en virksom og forretningsdygtig Mand. Han blev viet til Prest i 1499 og blev senere Prest til Breidabolstad, fra hvilken Stilling han i 1515 hævedes til Abbedverdigheden. Biskop Stefan anbefalede denne Øgmund Paalssøn til sin Eftermand kort før sin Død, og han blev virkelig i 1520 eenstemmig valgt paa Althinget af Skaalholts Stols Geistlighed. Han vilde samme Aar drage til Norge for at erhverve sin Stadfæstelse, men dreves af Storm og Uveir under Grønlands Kyst og naaede med Livsfare igjen tilbage til Island, hvor han nu nødtes til at forblive Vinteren over. Tidlig om Sommeren 1521 for han paany afsted og kom dennegang lykkelig til Norge. Men Erkebiskop Erik Walkendorf traf han ikke, thi denne var just dragen til Nederlandene. Han kunde saaledes ikke i Nidaros erholde den ønskede Konfirmation paa sit Biskopsdømme. Han for da til Kjøbenhavn, naglet han vidste, at Kong Kristian ikke var ham gunstig. Grunden hertil var et Slagsmaal, der i 1509 havde fundet Sted ved Breidabolstad mellem Øgmunds Mænd og den kongelige Embedsmands Svende, i hvilket Slagsmaal et Par af de sidstnævnte vare blevne dræbte. Alligevel, da Ogmund var kommen til Kjøbenhavn, lykkedes det ham, heder det, ved Gaver at vinde Sigbrit og gjennem hendes mægtige Forbøn Kongen, saaledes at Kristian stadfæstede hans Valg. Han vendte derpaa tilbage til Norge, hvor hans Indvielse foregik i Bergen, rimeligvis i Begyndelsen af 1522 og ved Biskop Andor, i den stavangerske Biskop, Hoskolds Overvær. I 1522 om Sommeren kom han tilbage til Island og tiltraadte sit Biskopsdømme[35].

Biskop Gotskalk Nikolaussøn af Hole[36] overlevede kun eet Aar Stefan af Skaalholt. Gotskalk efterlod sig et mindre godt Eftermæle. Man kunde vistnok langtfra ikke dadle ham for Mangel paa Virksomhed; men denne viste sig fortrinsvis i Sagsøgninger, Bansættelser, Inddrivning af Boder og saadant lignende, hvorved ganske vist Penge skrabedes sammen baade i Biskopsstolens og Biskoppens Kasse, men Biskoppen selv forspildte sit Rygte og skaffede sig en Mængde Fiender paa Halsen. Blandt disse sidste var ogsaa Jon Sigmundssøn, der havde været Lagmand, og dertilmed baade rig og anseet, men som Biskop Gotskalks Had og Forfølgelse til Slutning havde gjort venneløs og bragt i Armod. Denne Jon, heder det, stevnede paa sin Dødsseng Biskoppen for Guds Domstol; og hans Dødsfald gjorde saadant Indtryk paa Gotskalk, da han spurgte det i et Gjestebud, at han strax forlod Gjestebudet og red med største Hast hjem til Hole. Her blev han pludselig syg, og hvor meget han end bad til St. Gudmund og St. Jon, saa døde han dog efter et kort Sygeleie den 8de December 1520[37].

Blandt Presterne i Hole Biskopsdømme var paa den Tid Jon Aressøn paa Hrafnagil i Eyafjorden en af dem, som mest havde tiltrukket sig Almenhedens Opmærksomhed. Han var født 1484 paa Gaarden Gryta i Eyafjord i meget fattige Kaar. Hans Fader døde fra ham, da han var ganske ung, og efterlod hans Moder og ham i den yderste Armod. Nøden var saa stor, at Drengen Jon engang i sin Sult var paa god Vei til at blive en Faaretyv, men afholdtes kun derfra ved sin Moders Bønner og det heldige Tilfælde, at deres eneste Ko just kalvede, da han var i Færd med at forgribe sig paa en anden Mands Faar, som der stod paa Foder, og allerede havde bundet det til Slagtning. Han kom siden til Thveraa Kloster som Tjenestedreng og fik der nogen Hjælp af Abbeden, der var hans Frænde, dog ikke videre end at han maatte forrette det simpleste Arbeide, rense Fjøs og Stald og skjære Torv, ved Siden af det at han lærte den Sang og Skrivning, som en Klerk til Nødtørft kunde hjælpe sig med. Latin skal han derimod aldrig have lært[38]. Med sine høist tarvelige Kundskaber drev han det til at blive viet til Prest, da han var omkring tyve Aar gammel, og nu steg han raskt i Veiret. Han havde først et ringe Prestekald, men dette ombyttede han efter et Aars Tid med det større Hrafnagil, og inden 1508, altsaa før han endnu var 24 Aar gammel, var han allerede Provst i Eyafjord. Han var blandt Biskop Gotskalks fortroligste Venner og af denne benyttet i vigtige Forretninger. Han var saaledes to Gange for ham i Norge i magtpaaliggende Erinder[39].

Denne Jon Aressøn bragtes nu, efter Gotskalks Død, ved Abbeden af Tveraa og Prioren af Mødruvold samt flere af Nordlandets Prester, i Forslag til at blive Bestyrer af Hole Stols Gods i Biskopsdømmets Ledighed, og det lykkedes dem at faa ham valgt hertil paa et Prestemøde i Hole den 22de December 1520, dog ikke alene men i Forening med en anden Prest, Peter Paalssøn. Officialembedet overdroges til tvende andre Personer. Men den følgende Vaar 1521 paa et nyt almindeligt Prestemøde for Hole Biskopsdømme, blev Jon den 29de April udnævnt ikke alene til Enebestyrer af Stolens Gods men og til Official, og skulde dette staa ved Magt indtil Stolen blev besat, eller Nidaros’s Erkebiskop forordnede anderledes. Jon tog sig nu med Iver og Kraft af Biskopsdømmets Anliggender, men gav ogsaa allerede nu Prøver paa det heftige og overmodige Sindelag, som han senere ved flere Leiligheder lod sig henrive af til sin egen Skade[40].

Biskop Ogmund Paalssøn af Skaalholt havde under sit Ophold i Norge faaet af Nidaros’s Kapitel Fuldmagt som Hole Kirkes Ombudsmand i dens Ledighed. Men for Ogmund kom til Island, havde ogsaa Nordlændingerne i Sommeren 1522 modtaget et Brev fra samme Kapitel, hvorved der gaves dem fuld Raadighed at vælge til Biskop af Hole hvem de vilde, og hvem de ansaa bedst skikket. Alle Nordlandets Prester, paa een nær, valgte nu Jon Aressøn. Der fortælles, at en af de vælgende Prester yttrede Betænkelighed derved, at Jon ikke kunde Latin. Men Jon, som var en heldig og øvet Skald, afviste denne Betænkelighed ved en Vise, hvori han baade erkjendte Latinens Verd og sin egen fuldkomne Ukyndighed i dette Sprog, – men, mærkelig nok, tilføiede, at Mangelen ikkun vilde have havt noget at sige, hvis Latinen havde været hans Moderlands Sprog. Det er, hvis det er paalideligt, et Træk af den samme til Hensynsløshed grændsende Uforknythed, der i hans følgende Liv i saa mangen farlig Stund frelste ham. Dette Jons Valg kom imidlertid Biskop Ogmund høist ubeleiligt. Han havde sat sig i Hovedet, at han ved Hjælp af den ham af Kapitelet givne Fuldmagt ikke alene skulde opkaste sig til Hole Stols umiddelbare Bestyrer for Øieblikket, men ogsaa lede Biskopsvalget hen paa en af sine underordnede og afhængige Prester. Den hovmodige og ærgjerrige Mand tænkte paa denne Maade at tilvende sig i Virkeligheden et Slags Enebiskopsdømme paa Island. Han pukkede nu paa sin Beskikkelse til Hole Stols Ombudsmand, paastod Ret til at sætte Official og Raadsmand ved Stolen samt fine Fuldmægtige over Nordlandet, og erklærede sig mod Jon Aressøns Valg, hvilket han vilde gjøre ugyldigt, og vælge i hans Sted Presten Jon Einarssøn. Men over denne Anmasselse bleve Nordlændingerne meget fortørnede. De holdt den 29de October samme Aar 1522 et talrigt Møde paa Hole, og herfra udfærdigede 24 Abbeder og Prester af Biskopsdømmet til Nidaros’s Erkebiskop og Kapitel en skarp Indsigelse mod Biskop Øgmunds Adfærd. De erklærede, at de ingen Raadighed vilde indrømme Øgmund over Hole Kirke og dens Ejendomme, derimod vilde de med det allerførste sende sin udvalgte Formand, nemlig Jon Aressøn, til Nidaros. Heraf reiste sig nu en stor Kamp mellem Øgmund og Jon, i det den første af al Magt søgte at drive Jons Valg tilbage og hindre hans Reise til Norge for at faa Valget stadfæstet, – den sidste derimod med den største Klogskab og Smidighed undgik alle Øgmunds Efterstræbelser og gjorde til Slutning hans Overmod til Skamme[41].

Under Kristian II’s Styrelse begyndte den store kirkereformatoriske Bevægelse i Tydskland. Luther fremstod, som bekjendt, med sit Angreb paa Afladshandelen den 31te October 1517, og den 10de December 1520 brød han overtvert med Paven og Pavedømmet, ved offentlig at brænde den pavelige Dekretalsamling og en pavelig Bulle udenfor Wittenberg. Luthers Skrifter og Rygtet om hans Handlinger naaede meget snart Danmark, og vakte strax Kongens Opmærksomhed, ja, hvad meer var, mødte hans Velvillie. Kristian maa regnes blandt sin Tids meer oplyste Fyrster, og det er vel muligt, at han har taget Anstød i Et og Andet af den bestaaende Kirkes Lære og Skik og saaledes ikke var ganske umoden for en religiøs Opfatning af Luthers Læresætninger. Men alligevel tør man paastaa, at politiske Grunde hos ham, som hos saa mange Andre af Datidens Fyrster, vare de overveiende i at hendrage ham mod den nye Lære. Kristian hadede Hierarchiet og Biskopperne, som han hadede Adelsveldet og Raadet. Som en Modvegt mod begge Dele, og maaskee just som saadan, nærede han frisindede Grundsætninger med Hensyn til Lægfolkets større Oplysning, til den biskoppelige Magts og Munkevæsenets Indskrænkning, og til de lavere Stænders Frigjørelse og Ophjælpning. Derfor maatte den nye Lære i flere Henseender behage ham. Dog saa han udentvivl i den fortrinsvis et Middel til at udvide Kongedømmets Magt, deels derved at de myndige Prælater, løsrevne fra Rom, kunde blive Kongen fuldkommen underordnede, deels derved at Kirkens i Overflod sammendyngede Gods og Rigdom kunde blive skatydende til Kronen, ja for en Deel maaskee endogsaa inddraget under denne. At saadanne verdslige Hensyn hos Kristian have fortrinsvis raadet, derom tør man neppe tvivle, naar man veier hans Karakter og ransager hans Styrelsesvirksomhed.

Den Stilling han indtog ligeoverfor Afladshandelen peger allerede i den antydede Retning. I Begyndelsen af 1517 kom en af de bekjendteste pavelige Afladshandlere, Johannes Angelus Arcemboldus, til Danmark. Hans Erinde var dobbelt: at røgte Afladshandelen, – og i Egenskab af pavelig Legat at optræde som Fredsmegler mellem Kong Kristian og den svenske Rigsforstander, Steen Sture. Med hans Handel gik det godt, og i Slutningen af Aaret fik han af Kongen formelig Tilladelse til at drive den i alle hans Lande; dog maatte han derfor betale 1100 rinske Gylden. Imidlertid havde han ogsaa begyndt sit Hverv som Fredsmegler. Først drev han dette ved sine Fuldmægtige; men tidlig i 1518 drog han selv til Sverige og tog Sæde i Upsal, hvorfra han drev baade sin Handel og sin Fredsmegling. I dette sidste Hverv viste han sig dog høist falsk og egennyttig. Han lod sig bestikke af Steen Sture deels ved store Gaver, deels ved Udsigten til Upsals Erkebiskopsstol, og medens han i det Ydre forstilte sig som om han handlede i Kongens Interesse, aabenbarede han i Hemmelighed alle dennes Planer for Steen Sture og arbeidede i Virkeligheden imod og ikke for Freden og Kristians Antagelse af de Svenske. Endelig kom dog Forræderiet for en Dag i Begyndelsen af 1519. Kristian blev, som naturligt, rasende forbittret og lod i Marts Maaned Bud udgaa til alle sine Embedsmænd, at anholde Legatens Folk, hvor de fandtes, og lægge Beslag paa det Gods, de havde samlet.

Arcemboldus havde imidlertid udsendt sine Mænd til alle Kanter. I Bergen var en Mester Konrad Afladsselger paa hans Vegne[42]. En Udsending fra ham kom ogsaa i Sommeren 1517 lige til Island, hvor han vel fik en kold Modtagelse af Biskop Stefan af Skaalholt, men siden, ligesom Tilfældet var andensteds, drev sin Handel med stor Fordeel[43]. Arcemboldus fik ikke saa betimelig Underretning om Kristians Befaling, at han kunde tage Forholdsregler for at sikkre sit sammensamlede Gods; han havde endog ladet sig forlede til at drage til Lund, og var der nær falden i Kongens Hænder. Det lykkedes ham dog itide at saa et Nys om Sagen, saa han frelste sin Person ved en hastig Flugt til Sverige og derfra til Lybek. Men en stor Deel af de ved Afladshandelen samlede Varer og Penge maatte han lade i Stikken, og alt dette bemægtigede Kristian sig. Jørgen Hanssøn i Bergen fik Kongens Befaling til Anholdelsen den 23de Juni 1519, efterat have i Forveien faaet Brev fra Sigbrit om samme Sag. Han viste sin sedvanlige Driftighed og kunde allerede den 26de Juni svare Kongen, at de Penge, han havde kunnet opspore, omkring 3000–4000 Mark, vare nedlagte i Biskoppens Verge, og Mester Konrad havde maattet love at forblive i Bergen og ingen Brevvexling fore uden med Biskoppens, Provstens og Jørgens Vidende og Tilladelse[44]. At de beslaglagte Penge nogensinde kom til sin oprindelige Bestemmelse, er ikke sandsynligt; de forsvandt udentvivl i Kongens Kasse og maatte tjene som Hjælp til Kristians svenske Tog.

Kristians Adfærd ved denne Leilighed lægger tydelig nok for Dagen hans ringe Tanker om og liden Agtelse for den da bestaaende romerske Kirkestyrelse samt hans verdslig-politiske Opfattelse af dens Betydning. Han tillod den først at drive en Sedeligheden nedbrydende Handel i sine Stater mod selv at faa Tilladelsen betalt; men da han greb Afladshandleren i Forræderi, gjorde han sig ingen Betænkning ved ikke alene at anstille Forfølgelser mod en pavelig Legats Person, men og at slaa under sig alt hvad denne havde samlet for den pavelige Kasse.

At forresten Forhandlingerne med Arcemboldus har bidraget meget til at vække Kongens Deeltagelse for Luther, kan ikke omtvivles; thi det var jo Afladshandelen denne allerførst angreb. Luthers Lære fandt meget snart to dygtige Forsvarere i Danmark, nemlig Peter Litle fra Roskilde, almindelig kaldet med latinsk Navn: Petrus Parvus Rosæfontanus, og Paal Elissøn eller Paulus Eliæ, en Karmelitmunk fra Helsingør. Disse tvende Mænd, tror man, have virket paa Kongen og fremkaldt den Tanke hos ham at faa en Prædikant af Luthers Skole til Danmark. For den Sags Skyld skrev han i 1519 til Kurfyrst Fredrik af Saxen, og i det følgende Aar 1520 kom Presten Martin Reinhard til Kjøbenhavn, hvor Kongen gav ham Tilladelse at prædike. Reinhard synes dog intet af Betydenhed at have kunnet udrette for Luthers Lære, især fordi han ikke var det danske Sprog mægtig og derfor maatte benytte den førnævnte Paulus Eliæ som et Slags Tolk. Dette vanskeliggjorde naturligvis hans umiddelbare Indvirkning paa Middelklasserne og de lavere Klasser af Folket, der ellers viste sig mest modtagelige for den nye Lære. Men endnu større Hindringer mødte hans Virksomhed, da han berøvedes Paulus Eliæ Understøttelse. Dennes Hengivenhed for Luthers Lære begyndte nemlig mærkelig at kjølnes. Den Paastand af Nogle, at Prælaterne bestak ham ved et godt geistligt Embede, er ubevist og usandsynlig. Derimod tyder Alt hen paa, at Paulus Eliæ fandt, at Luther gik for vidt i sin Nedriven paa den bestaaende Kirkebygning og paa Pavedømmet, og at han derfor blot fulgte sin Overbevisning, idet han efterhaanden trak sig tilbage, og fra en Talsmand for Luther endelig blev en Modstander af hans reformatoriske Lære og en ivrig Forsvarer af Katholicismen[45]. Forladt af Paulus Eliæ maatte Reinhard selv ligesaavel som Kongen indsee, at han intet kunde udrette, og han drog i Begyndelsen af 1521 tilbage igjen til Tydskland, som man tror, for der paa Kongens Vegne at underhandle med andre Theologer af Luthers Skole om at gaa til Kjøbenhavn.

Kristian II vedblev vist nok fremdeles at vise sig vel stemt for Reformationen; men han kom ikke til at gjøre noget nyt indgribende Skridt til dens Fordeel. Politiske Forviklinger og den gjærende Uro i Sveriges og Danmarks Indre hindrede ham heri; og den Smule kirkereformatorisk Bevægelse, der under hans Styrelse gav sig tilkjende i Danmark, strakte sig, saavidt man ved, aldeles ikke til Norge. Imidlertid fik man her en Anelse om Kristians Sidehensyn med sin Yndest for Kirkereformationen, i det han sekulariserede tvende Klostere eller underkastede dem verdslig Bestyrelse ved indfaldende Ledighed i Forstanderskabet. Det ene var Dragsmarks Præmonstratenserkloster i Baahus Len, hvilket han allerede i 1519, eller endog for, overdrog til Herman Matssøn, Høvedsmand paa Baahus, imod at sørge for at Messerne bleve opretholdte. Det andet var Gimsø Nonnekloster, hvilket han, uvist naar, forlenede til en Didrik Tolder. Han har ganske vist grebet Leiligheden, da det første Klosters Abbed- og det sidstes Abbedisseverdighed var ledig; den verdslige Lentager eller Bestyrer har udentvivl betalt en Afgift til Kongen og forresten, naar Klosterets Beboere bleve anstændig forsørgede og den bestemte Gudstjeneste opreholdt, gjort sig Forleningen saa nyttig som muligt. Dette var en liden Begyndelse til Klosternes Inddragning under Kronen, hvilken saaledes for Norges Vedkommende begyndte allerede under Kristian, og tidligere end i Danmark eller Sverige[46]. At i de her omtalte Tilfælde nogen anden Bevæggrund har virket paa Kongen end Hensyn til hans egen Kasse og maaskee til en yndet Embedsmand, – har man ikke Anledning til at formode.

Aaret 1520 dannede et Vendepunkt i Kristians Liv. I Begyndelsen af Aaret gjorde han sit heldige Tog ind i Sverige. Steen Sture faldt, Sverige underkastede sig, og Kristian modtog den 4de November den svenske Krone. Fire Dage efter, den 8de November, foregik paa hans Bud det saa berygtede stokholmske Blodbad, ved hvilket to Biskopper og en Mængde af Sveriges Raad og Adel offentlig bleve henrettede, under det Paaskud, at de havde understøttet den af Paven bansatte Steen Sture, og derfor som Kjettere havde forbrudt sit Liv saavel som han. Kristian troede sig nu at være Sveriges Herre og at have fæstet de tre nordiske Rigers Kroner paa sit Hoved. Men allerede Vinteren efter Blodbadet reiste Sveriges Almue sig under Gustav Erikssøn Vasas Anførsel mod Kristian og det danske Herredømme. Den 24de August 1521 blev Gustav paa Herredagen til Vadstene valgt til Sveriges Riges Forstander, og Kristian var saa meget mindre istand til at kue Reisningen, som det dybeste Misnøie med hans Styrelse ulmede i Hjertet paa selve den danske Adel. Dette kom til Udbrud i Begyndelsen af 1523. Den jydske Adel og det jydske Raad begyndte Opstanden allerede i Februar Maaned efterat have forbundet sig med Kongens Farbroder, Hertug Fredrik af Slesvig og Holstein. Dermed kunde vistnok langtfra Kristians Sag siges at være fortabt. Men hans Mod og Udholdenhed slog ham ganske feil i denne Farens Stund. Med overilet Hast forlod han Danmark den 14de April 1523 og seilede med sin Dronning og sine Børn, samt en Deel trofaste Venner, hvoriblandt Sigbrit, til Nederlandene for at søge Hjælp hos sin mægtige Svoger, Keiser Karl V.

Hermed var i Grunden Kristian II’s Rolle som Konge udspillet. Vi skulde see ham igjen for en ganske kort Stund optræde ved et Forsøg paa at gjenvinde sine Riger. Men Forsøget endte med Fangenskab, i hvilket han henlevede hele 27 Aar. Han døde den 20de Januar 1559, otte og sytti Aar gammel, træt af Modgang og nedtynget ved Bevidstheden om megen Brøde.

  1. Hvitf. Kr. II. u. 1521.
  2. Erkebiskoppen var sat for 200 Karle, Biskoppen af Oslo for 80, B. i Hamar for 40, B. i Stavanger for 40, B. i Bergen for 60, Provsten sammesteds for 8, Bergens By for 60 o. s. v. Behrm. Kr. II. Hist. II. 121.
  3. Saaledes udlader denne sig i sin Klageskrivelse til Raadet af 13de Februar 1522, og han nævner som Tiden for denne Tvist: „nu to Aar forledne“, altsaa Tiden omkring 1520.
  4. Chron. Skib., Scr. r. Dan. II. 572–573.
  5. Erik Walkendorfs Brev af 28de August 1521 hos Huitfeldt.
  6. N. Dipl. I. 765.
  7. Erkebiskoppens Brev af 13de Februar 1522, N. Dipl. I. 768.
  8. Hvilket kan sees af Breves Dateringer i Regesta diplom. hist, dan. under 1521.
  9. S. o. f. II. 623.
  10. Brevet hos Hvitfeldt u. 1521.
  11. Behrmann Kr. II. Hist. II. 151–154.
  12. S. o. f. II. 623.
  13. S. o. f. II. 632.
  14. N. Dipl. I. 766–769.
  15. Behrmann Kr. IIs. Hist. II, 151.
  16. Behrmann sst. 152.
  17. N. Dipl. III. 787.
  18. N. Dipl. III. 785–786.
  19. Scr. r. Dan. VI. 617. At han døde i Rom, og ikke i Amsterdam, som nogle have sagt (Finn Joh. II. 843), er vist, baade ifølge ovenanførte Sted og ifølge Eftermandens Valgbrev, N. Dipl. I. 772.
  20. S. o. f. II. 627.
  21. Brev af 29de September 1522. N. Dipl. I. 770, 771.
  22. metu mortisChron. Skib. Scr. r. Dan. II. 577.
  23. Brev af 11te Aug. 1523. N. Dipl. III. 789.
  24. Br. af 29de September 1522. N. Dipl. I. 770, 771.
  25. N. Dipl. I. 770–772.
  26. Fra 1506 s. o. f. II. 608.
  27. Brev angaaende denne Tvist af 12te August 1521, Dan. Mag. IV. 844–849, og af 24de Mai 1522, N. Dipl. II. 788.
  28. Chron. Skib. Scr. r. Dan. II. 573.
  29. Nor. Sml. I. 8, Not. 3, eft. Edvardssøn og Absalon Pederssøn.
  30. N. Dipl. III. 783.
  31. Langes Klh. 2den Udg. 399.
  32. N. Dipl. II. 785; Langes Klh. l. c.
  33. Fra 1491, s. o. f. II. 595.
  34. Finn Joh. II. 491–521, Espol. Aarb. þ. 3. c. 5, 31, 42.
  35. Finn Joh. II. 523–525, 528 Not. At Øgmund er bleven indviet af Erkebiskop Erik Walkendorf, hvilket Nogle (f. Ex. Espolin) fortælle, er uantageligt paa Grund af Tidsregningen.
  36. Fra 1499 s. o. f. II. 585–586.
  37. Espol. Aarb. þ. 3. c. 46.
  38. Sst. þ. 2. 78, 95.
  39. Finn Joh. II. 644–648.
  40. Finn Joh. II. 648–651; Espol. Aarb. þ. 3. c. 49.
  41. Finn Joh. II. 651; Espol. Aarb. þ. 3. c. 51.
  42. Behrmann Kr. IIs Hist. II. 88.
  43. Finn Joh. II. 502; Espol Aarh. þ. 3. c. 33.
  44. Behrmann Kr. IIs Hist. II. 88–89.
  45. Om Paulus Eliæ see Prof. C. T. Engelstofts Afhandling i Nyt historisk Tidsskrift II.
  46. Langes Klh. 2den Udg. 178, 459, 477; 1ste Udg. 756–760.