Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/23

Chr. Tønsbergs Forlag (1s. 246-251).
◄  22.
24.  ►

Saa vel som nu for menneskelige Øine den norske Kirkes Overhøihed over det norske Kongedømme syntes grundfæstet, og Magnus Erlingssøns kongelige Verdighed sikkret under Kirkens og St. Olafs hellige Bern, – saa viste dog begge Dele sig meget snart at være ligesaa ubestandige som ethvert andet Verk af menneskelig Klogskab, der ikke er bygget paa Sandhedens og Retfærdighedens Grundvold. Det Hierarchi, for hvilket Erkebiskop Eystein, rimeligviis i god Tro, kjæmpede, var et glimrende men skuffende Gjøglebillede, udsprunget af falske Begreber øm Christi Kirkes Væsen; og Magnus’s Kongedømme var reist med underfundig Statskløgt paa et Grundlag af Lovbrud og Blod. Det hele var en Bygning af indbildske og ærgjerrige Menneskers dristige Anmasselser, en Bygning der faldt – som Kong Sverrer senere sagde med Hentydning paa sig selv – „da Gud sendte fra nogle Udskjær en liden og lav Mand for at styrte deres Hovmod“[1].

At Hierarchiet, i den Skikkelse, hvori det af Pavedømmet forfegtedes og af Erkebiskop Eystein i Norge søgtes gjennemført, var fremmed for den sande Christendom, det er her ikke Stedet til nøiere at udvikle; den almindelige Kirkehistorie udhæver dette til Fulde. Her maa vi derimod dvæle et Øjeblik ved Ulovligheden af det hele ovenfor skildrede Foretagende med Hensyn til Norge.

Den lovgivende Myndighed hvilede i Norge, som allerede oftere yttret, hos Folket, der som lovgivende Statsmagt repræsenteredes af Landets fire Lagthing. Kongedømmet kunde blot siges at have Deel i hiin Myndighed forsaavidt dets egen Ret angik, der var fastsat ved en ældgammel Overeenskomst, og saaledes ikke eensidigen kunde forandres. Bilde Kongedømmet, opfordret eller uopfordret, til Folkets Fordeel eftergive noget af sin ved Loven hjemlede Ret, da maatte dette naturligviis tilkjendegives paa Lagthingene, og modtoges da med Tak. Vilde Kongedømmet udstrække sin Ret, da maatte Folkets Samtykke hertil ad samme Vei vindes, ellers var det lovløs Anmasselse. Hilde en af de tvende Parter bortskjænke noget af sin lovlige Ret til tredie Mand, da kunde dette ikke heller skee uden en Forandring i Loven med begges Vidende og Samtykke, navnligen hvis Gaven gjaldt en Rettighed for Giveren, der i nogen Maade berørte den anden Parts Stilling.

Nu maatte vel af enhver Upartisk indrømmes, at Kongedømmets Uafhængighed var noget, som ikke vedkom Kongedømmet selv alene, men ogsaa Folket i Egenskab af frie Undersaatter (þegnar). Om Kongedømmet erkjendte en jordisk Magt over sig, kunde ikke være Folket ligegyldigt; og en jordisk Magt blev dog altid den norske Kirke, repræsenteret af Erkebiskoppen og hans Lydbiskopper, om disse end skjød St. Olaf foran sig som den usynlige Overkonge. At Kongedømmet blev taget til Len af St. Olaf d. e. af Nidaros’s Erkesæde, var saaledes en Statshandling, der medførte en Forandring i Kongens lovbestemte Stilling i Staten, og maatte derfor nødvendig stadfæstes af den anden Statsmagt, Folket, for at være fuldgyldig efter Landets Lov og Ret. Man kunde saameget man vilde skyde sig ind under en høit hædret Folkehelgens mystiske himmelske Magt, – Folket, idet mindste dets meer oplyste Ledere, indsaa dog nok, at en jordisk Magt med det samme sneg sig imellem.

End mere aabenbart og for Folket fatteligt var det, at en gjennemgribende Forandring i den ved gammel Overeenskomst mellem Folk og Kongedømme fastsatte Kongearvefølge og Kongeantagelse maatte have Folkets Stadfæstelse for at være lovgyldig. Ogsaa med Hensyn til mange af de særlige Indrømmelser, der vare Kirken gjorte, – navnligen de, som medførte en Forandring i de ældre Christenretters Bestemmelser – da maatte man med Grund betvivle deres Lovgyldighed uden Folkets Samtykke.

Spørgsmaalet bliver nu: hvorvidt tilveiebragtes et saadant Folkets Samtykke gjennem Lagthingene til de nye Bestemmelser? – Hertil tør man vist med Sikkerhed svare, at det aldrig blev tilveiebragt. De verdslige Lovbøger, Christenretterne og den nærmest paafølgende Historie vidner derimod. Det Eneste, som med Grund kunde paaberaabes for et saadant Samtykke – og dog blot med Hensyn til den forandrede Kongearvefølge og Kongeantagelse –, er den oftere berørte Artikel i Gulathingsloven. Men hvad denne angaar maa man vel mærke sig, at den blot gjælder Gulathings Lagdømme og ikke indeholder det ringeste Beviis for, at et lignende Samtykke er vundet paa Landets øvrige Lagthing. Man har tvertimod Grund til at slutte, at dette ikke har fundet Sted, netop deraf, at det med Taushed forbigaas. Var nemlig Sagen samtykket ogsaa paa de øvrige Lagthing, saa havde man ganske vist ikke undladt at tilføie i Gulathingsloven en Yttring som den: „at Bestemmelsen var vedtagen af Landets Almue paa alle Landets Lagthing“ og ikke blot benævnt den: „en ny Bestemmelse tagen ifølge Kong Magnus’s, Erkebiskop Eysteins, Erling Jarls og alle de viseste Mænd i Norge deres Overlægning“. Thi ved alle de viseste Mænd i Norge betegnes ikkun efter gammel Talebrug: Kongens naturlige Raadgivere, hans store Raad, nemlig Lendermændene, Hirdstyrerne og vel ogsaa allerede nu Biskopperne; men alle disse havde blot en raadgivende, ikke lovgivende Myndighed. Desuden viser det sig klart af den følgende Historie, at Thrønderne, som ifølge gammel Vedtægt havde paa Ørething den første Stemme ved Kongernes Antagelse, og hvis Stemme i faa Henseende paa en Maade gjaldt for hele den norske Almues, – at de netop holdt fast ved den gamle Arvefølge, og derfor aldrig vare Magnus Erlingssøn ret tro, men modtoge med aabne Arme den første Kongesøn af Harald Haarfagers Mandslinie, der viste sig, og tildømte ham Riget som dets rette Arving, og det uagtet al den Magt og Indflydelse som Erkebiskop Eystein blandt dem øvede.

Man kan saaledes med fuld Sandhed paastaa, at de ved Overeenskomsten mellem Erkebiskop Eystein og Erling Skakke fattede Bestemmelser, saalangt fra forud at have Norges Landslov eller senere det norske Folks Samtykke for sig, – tvertom vare stridende mod den første og aldrig vandt det sidste, idetmindste ikke i fuld Udstrækning. Men heri laa netop den store Brøst ved det hele Foretagende fra verdsligt Standpunkt betragtet. Thi Nordmændene holdt endnu strengt paa Loven og Lovens Former og havde sund Forstand nok til ikke blindt hen ved et mystisk Gjøglebillede at lade sig fralokke Rettigheder, som de fra sine Forfædre havde arvet, som strakte sig op lige til det norske Riges Stiftelse, og paa hvilke deres hele Samfundsorden var bygget. Vi ville i det Følgende see, at det her omhandlede Foretagende vist nok fremkaldte en forvirret Vaklen i Folkets Begreber om Kongedømmets, Kirkens og dets egen gjensidige Stilling, – en Vaklen, som ikke bar de bedste Frugter for den gamle Folkefriheds jævne og naturlige Udvikling; men hvad Overeenskomsten selv angaar, da lykkedes det blot dens bedre Grundbestanddele i Tidens Løb at gjøre sig gjældende, medens den i sin Heelhed var en glimrende Boble, der brast ligesaasnart som den var fremblæst.

Erling Skakkes øvrige Færd som Statsmand og Landsstyrer tilhører udelukkende den verdslige Historie; alligevel kunne vi ikke for Sammenhængens Skyld lade den ganske uberørt. Med alle denne Mands store Egenskaber og den opoffrende Kjærlighed han viste mod sin Søn – en Kjærlighed saa øm, at den skulde synes at vidne om en naturlig Hjertets Godhed, – saa var der dog i andre Henseender, og især naar det gjaldt at styrke denne Søns Kongedømme, en koldt beregnende Underfundighed og en samvittighedsløs Grumhed udbredt over hans Handlemaade, der maa gjøre et høist uhyggeligt Indtryk og give et ufordeelagtigt Begreb om hans Hjertelag. Det var som om en misforstaaet, ærgjerrig Faderkjærlighed havde opslugt alle andre blidere Følelser i hans Sjæl. Overalt hvor en Fare viste sig, der kunde true hans Søns Høihed, var han rede til at kvæle den med hvilkesomhelst Midler, med Troløshed og med Grumhed. Haakon Herdebreds Drab i Slaget ved Sek var en underfundig og troløs Tilstelning af Erling. Den unge Konge havde i Haab om at redde sit Liv gaaet over paa Erlings eget Skib, havde overgivet sig til Stavnboerne, var tagen under deres Vern og havde faaet Erlings Tilsagn om Fred; men ligefuldt blev han under en paa Erlings Bud fremkaldt Fornyelse af Kampen dræbt, tilsyneladende uforvarende, men i Grunden efter Erlings Anstiftelse. I samme Slag blev ogsaa en Dattersøn af Harald Gille, Nikolaus Simonssøn, en ung Dreng, der maatte ansees for at staa Kongedømmet ligesaa nær, om ikke nærmere end Magnus, ryddet af Veien. Erling havde ladet ham bringe ombord paa sit eget Skib, og under Slagets Tummel blev han, som der sagdes og det udentvivl med Rette, dræbt af Erlings Mænd. Da den unge Sigurd, Sigurd Munds Søn, var falden i Erlings Hænder, lod denne ham – som allerede forhen berørt – skaanselløst henrette. Olaf Gudbrandssøn, en Dattersøn af Kong Eystein Magnussøn, altsaa gjennem sin Moder ligesaa nær berettiget til Kongedømmet som Magnus Erlingssøn, blev da han reiste en Flok mod denne, overvunden af Erling, og undgik kun en voldsom Død ved at flygte til Danmark, hvor han endte sine Dage i Fred. Mest Medfølelse hos Nordmændene synes dog den unge Harald Sigurdssøns Skjebne at have vakt. Han var en Søn af Kong Sigurd Mund, avlet med Erlings egen Hustru, Kongedatteren Kristin, i en i dobbelt Henseende forbrydersk Forbindelse, nemlig under et Slegtskabsforhold mellem Forældrene, som efter Kirkens Love ei tillod deres Forbindelse (de vare Søskendebørn), og derhos i Egteskabsbrud fra Kristins Side. Hans Fødsel synes i Begyndelsen at have været en Hemmelighed, som dog Erlings skarpe Blik gjennemskuede, Ynglingen blev opsporet og bragt til Erling i Bergen. Der var intet Skridt gjort til at danne noget Parti for Haralds Sag, og han selv var en skjøn og haabefuld Dreng, der vakte Alles Deeltagelse. Den unge Kong Magnus fattede endog Godhed for ham og vilde ved sin Forbøn hos Erling redde den Uskyldiges Liv. Men Erling svarede sin Søn kort, at dette var en Sag, han ikke forstod, og hvori det ikke kunde nytte at handle efter et godt Hjertes Tilskyndelser; blev Harald i Live, vilde snart Alle have ham til Konge, men Magnus under Øxens Eg. Harald blev paa Erlings Bud halshuggen paa Nordnæs, en Gjerning som almindelig dadledes. Ogsaa til Kongedøttrene af Harald Haarfagers Æt havde Erling et mistænksomt Øie. Han selv havde, ved sin Søns Valg til Konge, aabnet en Udsigt for deres Sønner til Norges Kongedømme, og Olaf Gudbrandssøns Optræden havde viist, at denne Udsigt kunde lokke til et Vovestykke. Sigurd Mund efterlod sig en anerkjendt Datter Cecilia. Gift med en norsk Høvding kunde hun føde Sønner, der kunde blive Magnus farlige. Derfor giftede Erling hende mod hendes Villie ud af Landet med en svensk Lagmand, Folkvid, for at den udenlandske Fædreneæt kunde gjøre hendes Sønner, hvis hun fik nogen, fremmede for Nordmændene. Under en saadan Fremfærd formaaede Erling vist nok at tiltvinge sig af fine Landsmænd en vis ydre Agtelse, – man beundrede hans Dygtighed og man frygtede hans Strenghed; men Nordmændenes Kjærlighed og Hengivenhed magtede han aldrig at vinde.

Al Erlings blodige Statskløgt var dog utilstrækkelig til at skjænke hans Søn en fredelig Besiddelse af Kongedømmet. Han havde verget dette i Magnus’s Barndomsalder og under hans Opvext mod mange farlige Storme, og bevaret det for ham, indtil han havde naaet Ynglingens Alder, den Alder i hvilken Nordmændene vare vante til at see sine Konger selvstyrende. Men just da Tiden var kommen, at Magnus selv skulde udfolde sine mange gode Sindets og Legemets Gaver, Egenskaber der muligen kunde tilsløre Mindet om hans Faders uretfærdige og grusomme Fremgangsmaade, – just da reiste sig det Parti i Norge, som af Forsynet var bestemt til at kuldkaste Erlings hele møisommelig skabte Verk. Det var de allerede ovenfor nævnte Birkebener.

Dette Parti dannedes fra først af ved en Sammenflokning af dristige unge Mennesker, der paa en eller anden Maade havde lidt under Erlings Strenghed, der havde sine nærmeste Frænders Drab eller Tabet af al sin Ejendom at hevne, – Mennesker der Intet meer havde at miste undtagen Livet, paa hvilket de i sin fortvivlede Stilling satte liden Pris. De fandt en Høvding i Eystein Meyla, der holdtes for en Søn af Kong Eystein Haraldssøn, en ganske ung og uerfaren Mand; og ham gave de Kongenavn 1173–1174. I Førstningen flakkede de om som Skovrøvere, under bestandige Farer og under en saadan Mangel paa Livets Fornødenheder, at de maatte binde Birkenæver om Benene istedetfor Sko. Deraf Øgenavnet Birkebener, som gaves dem af Bønderne for Spot, men som siden blev et Hædersnavn, hvilket Norges bedste Mænd fandt ærefuldt at bære. I to Aar færdedes de i det Østlige af Viken, vandt undertiden ved sin Raskhed nogle Fordele, men kunde dog ikke bringe noget større Foretagende i Stand. Meen om Sommeren 1176 lykkedes det dem at naa til Søkysten og der skaffe sig Skibe. Nu vovede de et dristigt Skridt, som vidner om, at de med al den Fremfusenhed og Ubetænksomhed, der vistnok med Grund tillægges dem, dog ikke vare ubekjendte med Folkestemningen i Norge. De styrede med sin hele Magt til Throndhjem, og kom did saa uventet, at de saa godt som uden Modstand bemægtigede sig Nidaros og fældede Høvdingen for Kong Magnus’s Folk. Det viste sig strax, at Magnus’s Kongedømme endnu blandt Thrønderne havde mange Modstandere. Ikke nok med at Eystein paa Ørething blev tagen til Konge, naturligviis ifølge den gamle Kongearv og med Tilsidesættelse af Erlings og Erkebiskop Eysteins Bestemmelse, – men, hvad tydeligere viser Stemningen der nord i Landet, mange af de bedste Bondesønner i hele Thrøndelagen sloge sig til Birkebenernes Parti og fulgte Eysteins Hær over Oplandene tilbage til det sydøstlige Norge. For dette Sinde var dog Birkebenernes Held af kort Varighed; thi i Begyndelsen af det følgende Aar, 1177, bleve de i et Slag paa Re i Nærheden af Tunsberg, skjønt mandsterkere, overvundne af Kong Magnus selv. Deres Konge Eystein blev dræbt af en Bonde, hos hvem han paa Flugten søgte Skjul, og Flokken blev saa godt som ganske adsplittet.

Denne Seier syntes for Kong Magnus og hans Parti at være af den høieste Vigtighed. Thi baade var en farlig og dristig Fiendeflok opreven, og, som det lod, tilintetgjort, – og derhos var dette udrettet under den unge Kong Magnus’s egen Anførsel, uden at hans Fader, som hidtil altid havde været den handlende, havde været tilstede eller i Nærheden. Dette vakte naturligviis Folkets Tillid til den forhen uprøvede Konge, og en høi Mening om hans personlige Tapperhed og Dygtighed. Den Vensælhed, Magnus allerede forud ved sit blide indtagende Væsen havde vundet, blev herved bestyrket.

  1. Sver. S. c. 99.