Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/3

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (1, s. 8-19).

Efter hvad man af forhaandenværende historiske Efterretninger kan slutte, blev Christendommen Nordboerne først bekjendt under de Vikingtoge, hvormed de i det 8de og 9de Aarhundrede hjemsøgte det vestlige Europas Lande, Skotland, England, Irland og Frankrige. Christendommen, som i disse Lande forlængst var grundfæstet, maatte vække deres Opmærksomhed, om ikke ved andet saa ved den glimrende Verdighed med hvilken den allerede dengang omgav sin Gudstjeneste. Beundringen af denne ydre Glands maatte igjen ganske naturlig opfordre dem til ogsaa at kaste et Blik i den saa herligt fremtrædende Religions indre Væsen, – til at sammenligne dens Lære med de Troslærdomme, hvilke de selv hyldede. Men maatte de hedenske Nordboere i Almindelighed, som Asadyrkere og i sin Karakter dybt paavirkede af Asatroens krigerske Aand, i Begyndelsen finde sig lidet tiltalte af den milde Christenlære, saa maatte dette især være Tilfælde med den Klasse af dem, som først fik Anledning til at betragte Christendommen i Nærheden. Dette var nemlig næsten udelukkende stridslystne Vikinger, hvis Hjerte i krigersk Overmod lukkede sig for en Tro, der aandede Fred, Blidhed og Ydmyghed. Høvdinger og Geistlighed i de christne Lande, som Nordmændene hjemsøgte paa sine Vikingtoge, sparede ingen Umage for at omvende disse frygtelige Gjæster til Christendommen; thi det var indlysende, at en saadan Omvendelse maatte være det kraftigste Middel til nogenlunde at dæmpe det vilde Krigermod og den raa Grusomhed, som man ei med Vaabenmagt formaaede at bekjæmpe. Disse Bestræbelser bare imidlertid længe kun ringe eller snarere ingen Frugter. Man søgte at lokke de farlige Vikinger til Christendommen ved at stille dem timelige Fordele for Øinene: fredeligt Ophold og Jordejendomme i de Lande, de hjemsøgte, samt rige Gaver for de Nydøbte. Vikingerne vare kloge og beregnende nok til ikke reentud at støde disse glimrende Tilbud fra sig. Ofte naar Krigslykken var dem mindre gunstig, naar deres Dristighed havde drevet dem for langt ind mellem deres Fiender, og de saa sig paa Nippet til at maatte bukke under for disses store Overmagt, lode de sig skareviis døbe. Men naar de vare komne ud af sin vanskelige Stilling, eller saa sine Rekker bestyrkede ved nye Tilstod af Landsmænd, forkastede de igjen den nys antagne Christendom og fremturede paa sin gamle Viis i Hedendom og Herjen. Der gaves de, som lode sig ikke een men flere Gange døbe, ikkun for at erholde de med Daaben forbundne Gaver, eller vel endog blot de hvide Klæder, som de Nydøbte iførtes; og vedbleve ligefuldt at være Hedninger i al sin Færd.

De hedenske Nordmænd, som besøgte christelige Lande enten i fredelig Hensigt, for at drive Handel, eller ogsaa for at tage Krigstjeneste, brugte at lade sig primsigne d. e. høitidelig betegne med Korset, uden derfor at modtage Daaben. Da følte de Christne ingen Afsky for at omgaaes dem, og paa den anden Sidebetragtede ikke heller deres hedenske Trosforvandte dem som frafaldne; de kunde da frit omgaaes begge Religioners Bekjendere og imidlertid tro paa hvad dem selv bedst tyktes^[1],

Enkelte af dem verdigede Christendommen saa megen Opmærksomhed, at de dyrkede Christus ved Siden af Aserne. Saaledes heder det om den norske Høvding Helge hiin Magre, der var opfostret paa Irland og der bleven Christen, at han efter sin Bosættelse paa Island vel troede paa Christus, men dog paakaldte Thor til Søs, og naar han var stædt i Farer og i alle sine vigtigste Anliggender^[2].

Største Delen af de Nordmænd, som paa sine Vikingtoge eller Handelsreiser lode sig primsigne eller døbe, vare udentvivl Fritænkere, der i Grunden foragtede baade Asatro og Christendom. De betragtede Daaben som en ligegyldig Ceremoni, hvilken de uden Vanskelighed underkastede sig, naar de deri saa sin Fordeel, men hvilken ingenlunde bandt dem i deres religiøse Tro eller i deres Vandel. Deres egen Kraft og Klogskab var den sande Gjenstand for deres Tro og Tillid.

Ikkun de, der toge faste Bopæle i de Lande, som de hjemsøgte, droges efterhaanden, om ikke anderledes saa dog ved Vanens, Overtalelsens og Fordelens Magt, nærmere til den christelige Kirke, og mange af dem bleve dens oprigtige Medlemmer; men disse. fjærnede sig da oftest med det samme for bestandig fra Fædrenelandet. Af de store Skarer Nordmænd og Daner, der ved Forliget mellem den engelske Konge Alfred og Vikingernes Konge Gudrum (Gorm?) i 878 lode sig døbe og nedsatte sig i England, hvor de egentlig dannede en selvstændig Stat af betydeligt Omfang under den engelske Konges Overhøihed, – finder man ikke omtalt, at nogen vendte tilbage til Fædrenelandet, for der at udbrede den nyantagne Tro. Ligesaalidet finder man dette omtalt at have været Tilfældet med nogen af de Nordmænd, som med Rolf Røgnvaldssøn nedsatte sig i Normandi og der med ham antoge Christendommen i Aaret 912. Sagen var udentvivl, at den til Christendommen virkelig omvendte Viking foretrak et roligt Ophold blandt sine nye Trosforvante i et fremmed Land, fremfor at optræde som Christendommens Forkynder, eller endog blot leve blandt sine hedenske Landsmænd. Den derimod, der vendte hjem med en paa Skrømt modtagen Daab, men med Hjertet opfyldt af Fritænkeri eller en af Asalære og Christendom sammenblandet forvirret Overtro, var ikke skikket til at bane den sande Christendom nogen Indgang i sit Fædreneland. Den Berøring, hvori Nordmændene ved sine Vikingetog kom til Christendommen blev saaledes for det første uden nogen iøinefaldende Virkning paa Folkestammen i dens Hjem. Den eneste skulde maaskee være, at den hos Mange fremkaldte eller befordrede en Ligegyldighed for al Religion, der medbragt til Hjemmet i Stilhed undergravede Asatroens Grundvold og gjorde den uskikket til at bestaa med Kraft den senere indtrædende alvorlige Kamp mod Christendommen inden Fædrenelandets egne Enemærker.

Allerede i de første Tider, efterat de hedenske Nordboers Vikingetog havde begyndt at antage en mere storartet Karakter – hvilket var omkring 800 – opstod hos Geistlighed og Konger hos et af de Folk, som mest vare udsatte for deres Herjninger, Frankerne nemlig. Tanken om at sende christne Lærere ind i selve Vikingernes Hjem for der at virke til deres Omvendelse. En dobbelt Bevæggrund frembød sig her ganske naturligt, en religiøs og en politisk: Iver for Christendommens Udbredelse, og Haabet at kunne ved Christendommen tæmme de Folkefærd, fra hvilke hine Vikingeskarer udgik, hvorved paa eengang Kilden til saamegen Ulykke kunde stoppes, og maaskee tillige en Udstrækning af egen Magt og Herredømme vindes^[3].

Keiser Karl den Store (768–814) forberedte allerede denne Sag. Maaskee stod ikke endnu Nordboernes Omvendelse til Christendommen ham ganske klart for Øinene; men hans Kampe med og Seire over Saxerne, disses Omvendelse, og den christelige Kirkes fuldkomne Ordning i deres Land, bragte, som allerede forhen yttret, Christendommen lige ind paa de nordiske Landes Grændse, og i Nærheden af denne blev Biskopsdømmet Bremen oprettet 787. Ogsaa Karls forresten uafgjorende Krige (808–810) med Kong Godfrid – udentvivl samme Person som den norske Gudrød paa Vestfold, der som Hærkonge ogsaa har havt et Rige i den søndre Deel af Jylland ved det frankiske Riges Nordgrændse – vare af Indflydelse, da de bragte de christne Franker og de hedenske Nordmænd i en mere livlig umiddelbar Berørelse, og ret klart viste Frankerne hvor vigtig for deres eget Riges Sikkerhed Nordboernes Omvendelse maatte agtes.

Men under Karls Søn og Efterfølger, Ludvig den Fromme 814–840 var det egentlig at disse Omvendelsesforsøg først fik nogen sand Virksomhed. Ebbo, Erkebiskop af Rheims, en født Saxer, var den første som traadte i Spidsen for et ordentligt Missionsforetagende, der havde Christendommens Udbredelse blandt Danerne til Hensigt. Under de voldsomme Uroligheder som efter Godfrids (Gudrøds) Død 810, opstode i Jylland imellem denne Konges Sønner og andre Konger, tildeels ogsaa som det synes af norsk Herkomst, tog en af disse sidste, Harald, gjentagne Gange sin Tilflugt til Keiser Ludvig for at søge hans Bistand. Dette gav Ludvig Anledning til ved Gesantskaber nærmere at underrette sig om Tilstanden i Danmark; og da Sendemænd fra den ovennævnte Harald i Aaret 822 havde indfundet sig hos Keiseren, besluttede Erkebiskop Ebbo efter Raadslagning med Ludvig og Opmuntring af Pave Paschalis I (817–824), der i denne Anledning udstedte en Beskyttelses-Bulle for ham, at følge Haralds Sendemænd, i Spidsen for et keiserligt Gesantskab, tilbage til deres Fædreland, hvor han kunde være sikker paa Kong Haralds Beskyttelse, saavidt dennes Herredømme strakte sig. Om Ebbos Missionsvirksomhed veed man saagodt som intet; men ganske uden Frugter har den visseligen ikke været, skjønt den kun var af kort Varighed. Allerede 823 vendte han nemlig tilbage til Keiseren, udentvivl beriget med mange Erfaringer, som kom de senere nordiske Missioner til Nytte.

Kong Harald trængtes imidlertid fremdeles haardt af Gudrøds Sønner, og denne hans Stilling bestemte ham udentvivl omsider til et afgjørende Skridt for at vinde Keiser Ludvigs Bistand. I 826 indfandt han sig med fin Hustru og sin Søn samt et stort Følge af sine Landsmænd hos Keiseren, der dengang holdt et Rigsmøde i Ingelheim i Nærheden af Mainz, og antog nu med sine Ledsagere formeligen Christendommen og blev døbt i sidstnævnte Stad, idet Keiseren selv stod Fadder til ham. Da der nu blev Tale om at sende dygtige og ivrige Christenlærere med Harald til hans Lande, faldt Valget paa den gudfrygtige og milde samt for Christendommens Udbredelse varmt besjælede Ansgar (Asgeir) Munk af BenediktinerKlosteret Corvei) i Pikardi i Frankrige; og Ansgar var villig at følge Kaldet til at vorde Nordens Apostel. Født 801, var han dengang kun 25 Aar gammel, men udmærket baade ved Kundskaber og Levnet. Efter Ankomsten til Sønder-Jylland begyndte han strax sin Virksomhed ved i Heidaby ved det nuværende Slesvig at oprette en christelig Skole til Opdragelse af indfødte Ynglinger, som siden kunde hjælpe ham i hans Lærervirksomhed. Han indyndede sig endog hos den mægtigste af Gudrøds Sønner, Erik, og skal paa sin Omvendelsesreise være trængt temmelig dybt ind i de danske Lande.

Men pludselig fordunkledes disse første, saameget lovende Udsigter. Kong Erik blev, man veed ei af hvad Grund, pludseligen Christendommens bittre Fiende. Kong Harald blev af ham allerede 828 paany fordreven fra sine Lande og maatte atter tage sin Tilflugt i Keiserens Rige. Ansgar nødtes til at følge ham, og den opspirende Christendom kvaltes for en Tid i de danske Lande. Til nogen Virksomhed for den fra Kong Haralds Side høres intet videre; der er endog Formodning om, at han senere igjen er falden fra Christendommen og er optraadt blandt det frankiske Riges Fiender^[4].

For den utrættelige Ansgar aabnede sig imidlertid snart en ny Virkekreds i Norden. Keiser Ludvig havde, foranlediget som det heder ved et Gesantskab fra en svensk Konge, besluttet at sende Christendomslærere til Sverige. Han udsaa Ansgar til at anføre denne Mission, og Ansgar begav sig ved Aar 830 til Sverige, hvor han blev vel modtagen i Birk (Sigtuna) af en Konge Bjørn og vandt flere Tilhængere for Christendommen endogsaa blandt Høvdingerne i Landet. Efter halvandet Aars Ophold i Sverige vendte han igjen tilbage til Tydskland. Keiseren, opmuntret ved det Held, som havde kronet denne Sendelse, besluttede nu til Christendommens Befordring i Norden at faa oprettet et nyt Erkebiskopsæde paa Grændsen af Nordens Lande. Hamborg blev valgt til Stedet, Ansgar af Pave Gregorius IV ophøiet til første Erkebiskop samt Pavens Legat, og hvad man af Navn kjendte af Nordens Lande blev dette Erkesæde underlagt som dets Provins. Dette skede rimeligviis Aar 834^[5].

Fra sit Erkesæde fortsatte nu Ansgar sine Bestræbelser for Christendommen baade ved egne Reiser i de nærmere Egne, de saakaldte nordalbingiske Lande, og ved Missioner i Danmark og Sverige. Langsomt fremskred imidlertid Verket i de to sidstnævnte Lande, og mod mange Vanskeligheder havde Christendommen der at kjæmpe. I Danmark var den jydske Konge Erik den fremdeles fiendsk, og i Sverige, hvor den først var bleven modtagen med saa megen Velvillie, reiste sig nu et mægtigt Parti imod den, og Voldsomheder bleve øvede mod de christelige Lærere. En stor Ulykke rammede ogsaa uventet selve Erkesædet Hamborg. Kong Erik gik nemlig 845 med en stor Flaade og Hær opad Elben og kom saa pludseligen over Staden, at ingen Foranstaltninger kunde blive tagne til dens Forsvar. Den blev med Kathedralkirke og alt Tilbehør i Bund og Grund ødelagt, og Ansgar maatte med sine Klerker og det lidet han af Helligdomme kunde redde, flygte fra sit Sæde, før en Stund at leve paa et Landgods understøttet af privat Godgjørenhed. Hans Ven og Beskytter, de nordiske Missioners ivrige Befordrer, Keiser Ludvig den Fromme, levede nemlig ei længer; han var død 840, og hans tre Sønner, Keiser Lothar, Kongerne Ludvig i Tydskland og Karl i Frankrige, hvilke havde deelt det frankiske Rige mellem sig 843, havde nok at gjøre med sine indbyrdes Tvistigheder, og vare desuden i det Hele for verdsligsindede og politisk kortsynede til levende at bekymre sig om Missionerne og Ansgar. Noget maatte alligevel gjøres før det forstyrrede Erkesæde. Bremens Biskopsstol blev ved denne Tid ledig ved den daværende Biskops Død, øge nu besluttedes efter flere Forhandlinger at forene denne med Hamborgs og at overføre paa den alle de Hamborgs Kirke tilstaaede Metropolitanrettigheder med Hensyn til Norden. Det følgende Aar (849) blev Ansgar indsat i sin nye Verdighed, skjønt først henved 10 Aar efter (858) den nye Indretning blev stadfæstet af Pave Nikolaus I^[6]. Saaledes blev da Bremens Kirke, hvad Hamborgs før havde været, hele Nordens Metropolitankirke, en Verdighed den, i Navnet i det mindste, beholdt i halvtredie hundrede Aar.

Da Ansgar var kommen i Rolighed i sit nye Sæde, begyndte han igjen sin gamle Virksomhed, og det under bedre Udsigter. Hamborgs Ødelægger, den oftere nævnte Kong Erik i Jylland, var, skrækket ved Uheld som havde rammet en af de nordiske Vikinge-Flaader, bleven gunstigere stemt mod Christendommen og havde fornyet sit gamle venskabelige Forhold til Ansgar. Denne drog i 850 atter til Danmark og fik nu af Kong Erik udvirket Tilladelse til at reise en Kirke i Slesvig, den første i Danmark; Kongen skal endog selv have antaget Christendommen, og en Mængde af hans Undersaatter lode sig døbe^[7].

Ved samme Tid havde ogsaa Christendommens Sag taget en gunstigere Vending i Sverige, hvilket foranledigede Ansgar, rimeligviis i 852 at foretage sin anden Missionsreise did. Han fandt dennegang venskabelig Modtagelse af en Konge Olaf. Paa et stort Thing skulde det afgjøres, om Christendommen frit maatte forkyndes. Man raadspurgte, heder det, Guderne ved Lodkastning, og Lodden faldt gunstig for Christendommen. Ansgar lod nu reise en Kirke i Birk (Sigtuna), ordnede Kirkevæsenet der, indsatte en Biskop til at forestaa det, og vendte derpaa tilbage over Danmark til sit Sæde.

Her havde imidlertid et nyt Stød rammet Christendommens Sag. Mod Kong Erik havde hans Brodersøn, Guthorm, reist sig; det kom til et stort Slag mellem dem (854), og i dette faldt baade Erik og Guttorm, og med dem saa mange af Kongeætten, at kun et Barn Erik (rimeligviis en Sønnesøn af den faldne Erik) af den var tilbage. Denne yngre Eriks Rige blev indskrænket af fiendtlige hedenske Konger, og hans egne Raadgivere der styrede i hans Navn vare Christendommen ugunstige. Den fri Religionsøvelse blev atter de Christne negtet, Forfølgelser udbrød mod dem, og Kirken i Slesvig maatte lukkes. Denne Trængsel var dog ikke af lang Varighed. Ansgar vandt snart den unge Eriks og hans Raadgiveres Venskab; Kongen tilbød ham at lade en Kirke bygge i Ribe, den anden i Danmark (henv. 860), og skal endog have antaget Christendommen, hvilken han dog senere igjen skal have frafaldet^[8].

Ikke længe efter disse Begivenheder døde Ansgar i Bremen (865, 3die Febr.), 64 Aar gammel, efterat han i næsten 40 Aar utrætteligen havde arbeidet for Christendommens Udbredelse i Norden. Han blev allerede Aaret efter sin Død erklæret for en Helgen. Hans Levnetsbeskrivelse, forfattet af hans Discipel og Efterfølger paa Bremens Erkestol, Rimbert, er endnu bevaret. Den skildrer med levende Farver Ansgars sandchristelige, faste men derhos milde, taalmodige og gudhengivne Sind; derimod maa man beklage, at den i alt for almindeligt Udtryk omtaler de enkelte Begivenheder ved hans Mission, der ellers vilde have kunnet kaste et stort Lys over Nordens Historie og dets Folkefærds Karakter og borgerlige Indretninger.

Vi have her temmelig udførligen skildret Ansgars Missionsvirksomhed i Norden; thi skjønt den ingenlunde kan siges at have knækket Hedendommens Magt, ikke engang at have vundet nogen iøinefaldende Seier over den, saa efterlod den dog et Christendommens Sædefrø for kommende Tider, som under Trængsler og Forfølgelser stedse, om end langsomt, vedblev at spire i Danmark, og ei heller nogensinde ganske kvaltes i Sverige, om der end behøvedes meer end eet Aarhundrede i Danmark og flere Aarhundreder i Sverige for at bringe det i frodig Vert. At Ansgars Missionsvirksomhed ogsaa skulde have strakt sig til Norge, dertil findes intet Spor. Alligevel kan den ikke regnes for Norge ganske uvedkommende. Vi skulle i det følgende see, at en middelbar senere Indflydelse over Danmark paa det fydøstlige Norge virkelig sandt Sted, om end denne Indflydelse bliver for ganske underordnet ja ubetydelig at regne ved Christendomsindførelsen i Norge, hvilken, som senere vil vise sig, udgik fra en ganske anden Kant, nemlig fra England.

Ansgars Efterfølger paa Bremens Erkestol var den allerede før nævnte Rimbert (865–888). Han var en dygtig Geistlig, havde fulgt Ansgar paa nogle af hans Missionsreiser i Norden og saaledes lært Forholdene der at kjende. Han maatte følgelig ansees vel skikket til at fortsætte Ansgars Virksomhed. Man kjender imidlertid mindre til Rimberts; saa meget veed man, at han opretholdt Missionerne baade i Danmark og Sverige, uden at man dog veed, med hvilken Fremgang.

Hos Rimberts nærmeste Efterfølgere synes Misions-Iveren at have været mindre levende. Tydsklands indre, urolige Tilstand, der ofte drog de høiere Kirkens Mænd ind i sine Hvirvler, har muligen deri været Aarsag. Først Erkebiskop Unne (917–936) optræder atter med nogen iøinefaldende Virksomhed; og hertil gave udentvivl politiske Forholde for en stor Deel Anledning.

I de nordiske Folkefærds Samfundsforholde var nemlig i Tidsrummet efter Ansgars Død vigtige Forandringer indtraadte. Allerede fra meget gamle Tider havde muligen visse Forskjelligheder fundet Sted mellem de tre Folkefærd Nordmænd, Svear og Daner, Forskjelligheder, som i Tidens Løb meer og meer havde udviklet sig, deels af deres Bopæles Beliggenhed og deels af deres større og mindre Blanding med tydske Folkefærd, som vare ældre Beboere af flere Landstrækninger (hele Danmark og det sydlige Sverige), som hine havde besat. Nogen egentlig politisk eller statsretlig Adskillelse mellem dem gjorde sig imidlertid for det første ikke gjældende, ligesaalidet som nogen skarp folkelig Afgrændsning fandtes. Ligeoverfor de tydske Folkefærd og Stater i Tydskland, Frankrige og England, betragtedes de længe af disse som en Eenhed, vexelviis benævnt Nordmænd og Daner; og selv betragtede de sig paa samme Maade, idet de benævnte de tydske Folkefærd under Eet: sudrøne (suðrœnir, sydlige), og altsaa ansaa sig selv i Modsætning dertil som norrøne (norrœnir, nordlige). I sit eget Indre faldt de sønder i en Mængde mindre Statssamfund: Fylker eller Folklande og Riger; – det første i Norge og det egentlige Sverige, hvor den oprindelige Stammeforfatning renere vedligeholdt sig, – Riger i de gautiske Lande og Danmark, for en Deel ogsaa i det sydøstlige Norge, overhoved i alle de Landskaber, hvor Erobringsforholde havde gjort sig meer eller mindre gjældende, og hvor det deraf fremsprungne Kongedømme havde hævet sig til en Statsmagt. Hvor Riger havde dannet sig, der vare disses Grændser som oftest høist ubestemte ligesom ogsaa deres Omfang, der hyppig vexlede med Krigslykken. Bestemt at afgjøre til hvilket af de tre Folkefærd et Rige hørte, var vist nok ofte, selv for Samtiden, en Umulighed, da eet og samme Rige kunde omfatte Bestanddele af alle tre. Men mod Slutningen af det 9de og i Begyndelsen af det 10de Aarhundrede foregik i disse Forholde en Hovedforandring, idet nemlig hvert af de tre nævnte Folkefærd, Nordmænd, Svear og Daner, forenedes til et særskilt, efterhaanden meer og meer skarpt begrændset Statssamfund, og saaledes de tre større Riger, Norge, Sverige og Danmark opstode. Begyndelsen skal være skeet i Sverige, hvor en Konge Erik Eymnndssøn strax efter Midten af det 9de Aarhundrede skal have samlet Svea- og Gøtalandene under sit Kongedømme. Dernæst kom Norge, hvor Kong Harald Haarfager, 860–872, forenede alle Fylker og Smaariger lige fra Finmarken og til Gautelv under sit Enevælde. Endelig fandt ogsaa det samme Sted i Danmark, hvor Gorm den Gamle mellem 906 og 930 forenede Jylland, Ølandene og rimeligviis ogsaa Skaane under sit Herredømme. Det indre Samhold i hvert af disse Riger var vist nok endnu i mere end eet Aarhundrede saare løst, og Grændserne mellem dem indbyrdes ubestemte og vexlende; men en bestemt, ogsaa i de ydre Statsforholde tydelig fremtrædende Forgrening i den nordgermaniske Folkestamme var indtraadt, hvilken siden har vedligeholdt sig. At denne for de nordiske Folks politiske Udvikling saa vigtige Begivenhed ogsaa maatte virke paa Gangen af Christendommens Udbredelse, er let begribeligt og vil ogsaa i det Følgende vise sig.

Vi maa nu atter for det første fæste Blikket paa Danmark som det Rige der laa de hidtilværende nordiske Missioners Udgangspunkt nærmest, og hvor Christendommen allerede havde slaaet de stærkeste Rødder.

Gorm den Gamle var høist ugunstig stemt mod Christendommen. Uagtet der er stor Sandsynlighed for, at han er den samme Gudrum, som i 878 lod sig døbe i England, og som her en Tid lang under Kong Alfreds Overhøihed stod i Spidsen for et dansk Rige^[9], saa er det dog vist, at han ved sin Optræden som Danmarks Undertvinger og Enekonge viste sig som en ivrig Hedning. Saadanne Overgange og Frafald vare imidlertid, som allerede forhen bemærket, noget ganske sedvanligt blandt Vikingehøvdingerne, et Træk, som viser Beskaffenheden af deres Omvendelse og Øiemedet fra deres Side med samme. Gorm forfulgte de Christne i sine Lande og søgte ogsaa at udrydde Christentroen af disse. Dette var imidlertid nu ikke længer nogen let Sag, saameget mindre som de Christne havde en hemmelig Beskytter i Gorms almindelig elskede og kloge Dronning Thyri, kaldet Danmarkarbot eller Danabot d. e. Danmarks Hjælp, Datter af en jydsk Jarl Harald, kaldet Klak-Harald. Hun skal have havt stor Indflydelse paa sin Mand, og det er derfor ingen Tvivl underkastet, at skjønt hun ikke formaaede at afbøie Gorms grusomme Christen-Forfølgelser, hun dog har lindret disses Virkninger saameget som det stod i hendes Magt. Men Gorm kom under disse Forfølgelser til at gjøre Indgreb paa det tydske Riges Omraade. Karolingernes Stamme i Tydskland var uddøet 911, og nu regjerede i Tydskland den tappre og driftige Kong Henrik af det saxiske Hus, almindelig bekjendt under Tilnavnet Fuglefænger (918–936). Henrik angreb Gorm i hans eget Rige og ydmygede ham saaledes, at han maatte afstaa fra sine Forfølgelser mod de Christne og indrømme dem fri Religionsøvelse. Hovedofferstedet ved Hleidr (Leire) i Sjælland, en Levning udentvivl lige fra Goternes Tid, skal ved denne Leilighed være blevet forstyrret tilligemed den der øvede Offertjeneste. Den meget alderstegne Gorm var selv ikke at bevæge til at opgive Hedendommen, men hans Søn Harald skal allerede ved denne Leilighed, uden Tvivl forhen paavirket af sin Moder Thyri, have viist sig Christendommen gunstig.

I Anledning af dette Henrik Fuglefængers Tog, som skal have foregaaet 934, var det, at den bremiske Kirkes Missionsvirksomhed igjen begyndte at yttre et kraftigere Liv. Den før nævnte Erkebiskop Unne, en driftig Mand og ivrig Christendommens Forkynder, fulgte Kong Henriks Hær til Danmark ledsaget af mange Prester og Munke. De tvende ældre Kirker i Slesvig og Ribe bleve igjen oprettede, og en tredie i Aarhus skal være bestemt til Oprettelse, skjønt Bestemmelsen først meget senere blev udført. Ogsaa paa Øerne virkede Unne ved sine Prædikener. Derfra drog han til Sverige, kom under mange Besværligheder til Birk eller Sigtun og bragte der den forfaldne Christendom igjen noget paa Fode. Men her fandt han Maalet for sin Virksomhed, da han i Aaret 936 afgik ved Døden. Hans Efterfølger paa Bremens Erkestol var Adaldag, der i en lang Rekke af Aar, 936–988, beklædte denne Verdighed, og ved sin Virksomhed baade i Tydsklands og Nordens Anliggender vandt megen Berømmelse.

Omtrent samtidig med Erkebiskop Unne, omkr. 936 (Aaret vides ei med Bestemthed), døde ogsaa i en overmaade høi Alder, Gorm den Gamle, og hans Søn Harald, kaldet med Tilnavn Blaatand, der allerede en Tid synes at have været sin Faders Medstyrer, fulgte ham som Danmarks Enekonge. Under Haralds lange Rigsstyrelse, omtr. 936–986^[10] (Tidsregningen er her meget usikker), blev Christendommen grundfæstet i Danmark, skjønt Hedendommen ei ganske blev udryddet. Harald havde, som allerede fortalt, under Henrik Fuglefængers Tog viist sig Christendommen gunstig – om af Overbeviisning eller Statsklogskab maa lades uafgjort –; Daaben havde han imidlertid ei modtaget. Men senere hen indvikledes han i en Krig med Henriks Søn og Eftermand, Keiser Otto I. De hermed forbundne Begivenheder ere meget dunkle, især hvad Tidsregningen angaar. Saameget synes dog vist, at Seieren var paa Ottos Side, og at Harald, tildeels tvungen ved de tydske Vaabens Overmagt, nu endelig formeligen antog Christendommen og lod sig døbe (ved Tiden 963–966?)^[11]. Følgen heraf var, at den christne Kirke nu nogenlunde ordentlig kunde indrettes i Danmark, hvor Erkebiskop Adaldag allerede 948 havde beskikket og ordineret Biskopper til Slesvig, Ribe og Aarhus^[12], og hvor nu ogsaa Kirker oprettedes baade paa de danske Øer og i Skaane. Kong Harald selv, der skildres som underfundig, ubestandig og grusom, men derhos lidet klog og dybtseende, var vistnok kun en vaklende og usikker Støtte for Christendommen i sit Rige; men den havde nu der allerede vundet den Styrke i sig selv, at senere ugunstige Omstændigheder ei mere kunde rokke den.

1. Egils S. c. 50: Norna Gests S. c. 10.
2. Landnamab. III. 12. jfr. I. 12 og II. 16.
3. Idet vi gaa over til at omtale den Virksomhed fra tydsk Side, som fra Beg. af det 9de Aarh. udviklede sig for Christendommens Indførelse i Norden, maa Hovedkilderne, hvoraf man herom henter Underretning foreløbig nævnes. De ere: Vita sti. Anscharii, Ansgars Levnet, forfattet paa Latin af Ansgars Discipel, Rimbert, Erkeb. i Bremen omkr. 870. udg. i script. rer Dan. I. o. m. fl. St. – Vita sti. Anscharii, Rimberts Levnet, paa Latin; Forf. ubekj. men Skriftet forfattet for 910, udg. i script. r. Dan. II. o. fl. St. – Magistri Adami historia ecclesiastica, den hamborgske eller bremiske Kirkes Historie, og den dermed forbundne Afhandling: de situ Daniæ vel reliqvarum qvæ trans Daniam sunt, regionum natura, om Danmarks og de øvrige nordiske Landes Beliggenhed og Natur. Dette overmaade vigtige Skrift er forf. paa Latin af Mgr. Adam, Canonicus i Bremen, omkr. 1075. Mange vigtige Efterretninger om Norden havde han af den danske Konge Svein Ulfssøns (Estridssøns) Mund. De kun lidet yngre Scholier eller fuldstændiggjørende Anmærkninger til dette Skrift ere ogsaa oplysende. Flere Udgaver af Adams Verk findes baade særskilte og i Samlinger. Naar det af mig her udf. citeres, er det efter Lindenbrogs Udgave. Jfr. forøvrigt om Adam af Bremen: Munch, det norske Folks Hist. II. 461.
4. Munch. Det norske Folks Hist. I. 1. 422.
5. Reuterdahl. Svenska kyrkans historia I. S. 206.
6. Münter, Kirchengesch. von Dänem. und Norw. I. S. 303 f.: Reuterd. I. S. 210.
7. Munch I. 1. 396.
8. Munch. I. 1, 396; Ad. Brem. I. c. 24.
9. Munch I. 1. 627–630, jfrt. m. 746.
10. Munch I. 2. 106. f.
11. Munch I. 2. 67–71.
12. I Adaldags 12te Biskopsdømmes Aar. Ad. Br. II. c. 51.