Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/32

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (1, s. 319-325).

Budskabet om Sverrers Død blev tilligemed de Breve, han havde skrevet til sin Søn, i største Skynding bragt til Nidaros og, før nogen anden viste det her, meddelt Haakon Sverrerssøn. Denne blev derpaa strax hyldet af den tilstedeværende Hird og kort efter, om Vaaren 1202, paa Øre-Thing af Thrønderne tagen til Konge over hele Norge^[1]. Sverrer havde vistnok foruden Haakon havt en anden Søn, Sigurd med Tilnavnet Lavard, der var død før Faderen i 1200; og denne Sigurd havde igjen efterladt en Søn, Guthorm, et spedt Barn. Til ham blev imidlertid for dette Sinde intet Hensyn taget i Kongearven, udentvivl ifølge den Grundsætning, som allerede havde gjort sig gjældende ved Haakon Magnussøns Tilsidesættelse for Olaf Kyrre^[2], og fordi Loven dengang fastsatte, at i den private Arvegang Søn udelukkede Sønnesøn^[3].

Haakon havde allerede i Faderens levende Live ved flere Leiligheder viist en Tapperhed og Besindighed, der skjænkede ham Birkebenernes Tillid; derhos var han smuk, veltalende, blid, nedladende og af gode Seder^[4]. Han manglede ved Siden heraf ikke Alvor og Strenghed, naar det gjalt om at holde sit Krigsfolk i Ave og beskytte Bønderne mod Vold og Uret fra deres Side^[5]. Alt dette gjorde ham snart vensæl over hele Landet. Den Aandsdannelse og Smag for Lærdom, som udmærkede hans Fader, var ogsaa en Tilgift til Haakons øvrige gode Egenskaber, og at han har besiddet en for den Tid og for en verdslig Høvding ganske ualmindelig lærd Dannelse, derom vidner et større bogligt Arbeide af ham, som endnu er os levnet, nemlig den norske Bearbeidelse af den berømte religiøse Fortælling om Barlaam og Josaphat, hvilken han overførte fra Latin^[6]. Om han end ikke fuldkommen har naaet sin Fader i ubøielig Kraft – noget hvorom man dog vanskelig af hans korte Styrelse kan dømme –, saa overgik han ham maaskee igjen i dyb religiøs Følelse, christelig Mildhed og Forsonlighed. Haakon besad saaledes utvivlsomt en Karakter, som netop Norges mislige Stilling fordrede hos dets Konge; og han svigtede ikke sit Folks Haab.

Den Udsoning mellem Kongedømme og Kirke, som Sverrer for sin egen Deel vel maatte mistvivle om at gjennemdrive, den ansaa han for udførbar ved sin Søn. Derfor skal han have raadet denne til Forlig^[7]; og dette Raad, ledsaget af de nødvendige Anviisninger, har ganske vist udgjort det væsentlige Indhold af de Skrivelser, Sverrer paa sit Yderste udfærdigede til sin Søn. Raadet fandt en god Anklang i Haakons Hjertelag og Forstand. En af hans første Styrelseshandlinger, maaskee den allerførste, var at tilbagekalde de landflygtige norske Biskopper. Disse løde, som det synes uden Betænkelighed, hans Kaldelse. Allerede om Sommeren 1202 indfandt de sig alle i Norge, og efterat de havde forliget sig med Kongen, og Erkebiskoppen havde løst ham, hans Tilhængere og Landet af det paahvilende Ban og Interdikt, drog Biskopperne hver til sit Biskopssæde^[8]. Den Hast, i hvilken Forliget kom i Stand, vidner tilfulde om hvor paatrængende nødvendigt det fra begge Sider føltes at være.

I Anledning af dette Forlig udstedte Kong Haakon Sverrerssøn, rimeligviis i 1202, et Brev, som endnu er levnet. Det er paa Norsk og stilet til „Erkebiskop Erik, alle de øvrige Biskopper og lærde Mænd (d. e. Geistlige), alle Bønder og Bothegner“, altsaa til hele det norske Folk. Det lyder som følger: „Gud forunde mig at tale til Eder Biskopper hvad mig er til Gavn og Lykke, til Fred og Held for Landet, hele Landsfolket til Befrielse, os Alle til Glæde og Nytte nu og stedse. Større Elendighed og Ulykke og sørgelig Strid har længe tynget paa os og paa vort Land, end være burde, hvis Lykken var med os; og man kan desto værre næsten sige, at det er reent forbi med dette Land, hvis ikke Gud af sin hellige Miskundhed snarligen kommer det til Hjælp. Thi saagodt som de Fleste ere frafaldne, som med Retfærdighed vilde vogte Landet og Landslovene, og elske Gud og den hellige Kirke; de derimod leve efter, der lade sig beherske af Overmod og Vranghed, Avind og ond Villie, og som idelig ville øve alskens Uretfærdighed. Nu frygte hverken Lærde eller Læge Gud og gode Mænd; tvertimod lever nu hver som ham lyster i Lovløshed. Loven foragtes, men Ran raader; Usedelighed voxer, og Sedelighed gaar til Grunde; Kvinder bliver skammeligen krænkede og Kirker opbrudte; og al Christendom staar for Fald; hvis ikke Gud og gode Mænd give Raad, saa at det kan blive bedre. – Men for at vende min Tale til Eder Biskopper angaaende vor Sag, da er den store Uenighed Eder bekjendt, der har fundet Sted mellem Kongedømmet og Eder. Næsten Alle paastaa, at de Ulykker, som en Tid lang have rammet dette Land, have reist sig af denne Uenighed. Da nu disse Trætter og Ulemper os imellem have længe varet, os til meget Besvær og stor Ulykke, og dem dog næsten allermest, som mindst Deel have havt deri, nemlig Bonden, som Landet bygger, – saa ville vi nu gjøre en Ende paa dem for Guds og den hellige Kirkes Skyld og ikke længer lade Trods eller Avind herske mellem Kirken og Kongedømmet. – Nu vil jeg, at alle Mænd skulde vide, at jeg opgiver hele denne Strid og Trætte, som har været mellem Kongedømmet og Biskopsdømmet, og indrømmer jeg den hellige Kirke og Geistligheden al den Frihed, som den tilkommer, efter hvad de hellige Skrifter udvise mellem mig og dem, og som den hellige Kirke har havt fra ny og gammel Tid, mit Kongedømme og min fulde kongelige Verdighed ubeskaaret, – overeensstemmende med det som Kardinal Nikolaus forordnede, og de tre Konger Eystein, Sigurd og Inge indrømmede og svore, og Kong Eysteins Brev vidner, og Kong Magnus stadfæstede, og ligesaa min Fader med sit Brev, og som de Eder vidne, der bleve svorne for Legaten Fidentius, den Gang da Jarlen yppede Trætte med Erkebiskop Eystein om den hellige Kirkes Frihed. – Men Kirken og alle lærde Mænd (Geistlige) indrømme derimod mig, at de skulle yde mig al den Hæder og Ære (lign ok sœmd), som de have at yde den lovlige Konge, og som de hellige Skrifter og Landsloven udvise, at mig tilkommer. – Nu har jeg gjort Gud og den hellige Kirke denne Indrømmelse mig til Fred og Held, til Gavn og Lykke, og alt Landsfolket til Glæde, nu og stedse“^[9].

Her er med sterke og mørke Farver skildret den ulykkelige Stilling, hvori Norge ved den forudgaaende Strid var kommet. Under saadanne Omstændigheder kan man ei undres over, at ikke mange Vanskeligheder gjordes ved Fastsættelsen af Forligets Betingelser, og at disse i Grunden bleve vaklende og ubestemte. Ved en nøiere Drøftelse af dem i det Enkelte har man fra begge Sider frygtet for at rage i ny Tvist. Forliget maatte uden Opsættelse istandbringes, – det var begge Parters Mening. Men dette kunde blot skee, naar Betingelserne opstilledes i muligste Almindelighed, naar man for Øieblikket undgik alle Enkeltheder og nærmere Forklaringer og med en stiltiende Overeenskomst henskjød saadanne til kommende Tider. Begge Parter havde da i Grunden med Hensyn til disse forbeholdt sig sin lovlige Ret, som de imidlertid ikke nu yderligere vilde paatale. Alt sattes i Virkeligheden tilbage i den Stilling, hvori Sagen stod ved Tvistens Ophav. En saadan Fremgangsmaade var meer end eengang forhen med Fordeel benyttet af Paverne i deres kirkelige Statskunst, og i den norske Kirke var den ei heller fremmed efter Kardinal Nikolaus’s og Erkebiskop Eysteins Dage. Paa den anden Side havde ganske vist ogsaa Kong Sverrer fundet den ved flere Leiligheder anvendelig til Kongedømmets Bedste, og det er heel sandsynligt, at han udtrykkelig har udpeget den for sin Søn. At nærværende Forlig bærer det her antydede Præg derom vil man lettelig overbevise sig ved lidt nærmere at betragte de Betingelser, som Kong Haakons Brev for begge Parters Vedkommende opstiller.

Fra Kongedømmets Side gjøres Kirken aldeles ingen nye Indrømmelser, og de ældre, som stadfæstes, nævnes ikke enkeltviis; men deels antydes de i almindelige Udtryk: „al den Frihed, som den (Kirken) tilkommer efter de hellige Skrifters Udvisende“, og „som den har havt fra ny og gammel Tid“, samt med det betydningsfulde indskrænkende Tillæg: „mit Kongedømme og min fulde kongelige Verdighed ubeskaaret“, – deels bliver med Hensyn til dem henviist til ældre Forhandlinger og Overeenskomster, hvilke opregnes, dog uden at deres Indhold gjengives, paa en Maade som viser, at Brevets udsteder har tænkt sig dem som et Slags Rettesnor for Udtydningen af den forud givne almindelige Indrømmelse. Disse ældre Forhandlinger indskrænke sig i Grunden til tvende.

Den første er Kardinal Nikolaus’s Forordning, besvoren af de tre daværende Konger og bekræftet ved Kong Eysteins Brev, samt senere stadfæstet ved Breve udstedte af Kong Magnus Erlingssøn og Sverrer. Hvad denne Forhandling angaar, da maa den, efter hvad forhen er paaviist, næst alt hvad der staar i Forbindelse med Nidaros’s Erkestols Oprettelse, have dreiet sig om Presters Beskikkelse til Landets Kirker, Domkapitlers Oprettelse ved Kathedralkirkerne og Biskoppernes Valg. Men med Hensyn til alle disse Punkter, og især det sidste, maa der i Hoveddokumentet (Kong Eysteins Brev?) have fundet nogen Utydelighed Sted, siden Geistligheden, under Striden med Sverrer, fortolkede det som indeholdende en fuldkommen Opgivelse af Kongedømmets gamle Ret til at blande sig i Presters Beskikkelse og Biskoppers Valg, medens Sverrer, der dog selv skulde have stadfæstet Brevet, paastod, at hiin Kongedømmets Ret kun paa en saare betinget Maade var opgiven, – nemlig blot for det Tilfælde, at flere samstyrende Konger ved enkelt Leilighed ikke indbyrdes kunde enes i bemeldte Rets Udøvelse. Naar nu altsaa i Haakons Brev ingen yderligere Fortolkning tilføies, men den ældre Indrømmelse stadfæstes i sin ældre utydelige Form, saa lodes naturligviis begge Parter fremdeles Adgang til at forklare den hver paa sin Maade.

Den anden Forhandling, som paaberaabes, er de Ede, der bleve svorne for Legaten (Fidentius) under Jarlens (d. e. Erling Skakkes) Tvist med Erkebiskop Eystein. Hvad hermed menes er ikke ganske sikkert; men om ogsaa dermed skulde være meent den Akt, hvorved Kong Magnus Erlingssøn offrede sin Krone til St. Olaf og nærmere bestemte den norske Kirkes Særrettigheder, hvilket dog ingenlunde er ganske sikkert^[10], saa indskrænkes dog ogsaa Virkningen af denne Indrømmelse ved det forudgaaende: „mit Kongedømme og min fulde kongelige Verdighed ubeskaaret;“ thi ubeskaaret kunde jo aldrig Kongedømmet kaldes, naar det fra selvstændigt forvandledes til et Len af Kirken.

Fra Kirkens Side er Indrømmelsen eller Tilsagnet ligesaa almindeligt og ubestemt, nemlig „at den skulde yde Kongen al den Hæder og Ære, som den havde at yde den lovlige Konge, og som de hellige Skrifter (den canoniske Ret) og Landsloven ud viser, at ham tilkommer.“ Her er nemlig slet ikke talt om, hvorledes skulde forholdes i Tilfælde hvor den canoniske Ret og Landslovene ikke stemmede med hinanden; og Sverrer havde desuden viist, at af selve den canoniske Ret kunde uddrages Forskrifter, der tydeligen talte for Kongedømmet imod de vigtigste af Geistlighedens tidligere Fordringer. Det Dokument, som med størst Klarhed og Bestemthed udtaler Kirkens Ret, nemlig Pave Cølestinus III’s foromtalte Bulle af 15de Juni 1194^[11], nævnes mærkelig nok ikke med et eneste Ord i Kong Haakons Brev; og den maa dog antages at have været begge Parter vel bekjendt. Man skulde næsten tro, at dette Dokument er forsættelig ladet uberørt, netop fordi det var altfor bestemt til Geistlighedens Fordeel, og Kongen af den Grund ikke ved nogen Stadfæstelse vilde godkjende det, medens det paa den anden Side altid stod Geistligheden frit for igjen at drage det for Lyset, naar gunstig Anledning gaves.

Det Forlig, som sluttedes mellem Kong Haakon Sverrerssøn og den norske Kirke, var saaledes i Grunden ingen endelig Fred men blot en Vaabenhvile. Denne blev imidlertid baade langvarig og ligesaavel for Stat som for Kirke høist gavnlig. Under en alvorlig Strid havde baade Kongedømme og Kirke erfaret, hvad en saadan Strid vilde sige, og i en lang Aarrække skyede man nu omhyggeligen fra begge Sider at berøre de Tvistepunkter, fra hvilke den havde reist sig. En vis Spænding mellem begge Magter spores vistnok ved meer end een Leilighed, men man undgik at sætte Sagen paa Spidsen. Geistligheden indsaa, at den ved klog Varsomhed og ved efterhaanden at forberede Folkemeningen, sikkrere nærmede sig sit Maal end ved fremfusende Magtsprog; og Kongedømmet, der selv var rystet under den udstandne Kamp, og endnu langtfra ikke var sikkret for indre Splittelse, fandt sig bedst tjent med at gaa forsvarsviis frem, medens det igjen samlede Kræfter og befæstede sig paa det Grundlag af nye statsretlige Anskuelser, som Sverrer havde udpeget.

Ved det afsluttede Forlig synes man aldeles ikke at have raadført sig med eller engang taget noget særligt Hensyn til Paven, og denne synes ikke at have erholdt nogen Underretning derom, førend efterat Alt var bragt i Rigtighed. Dette var ikke efter Innocentius III’s Sind, og man sporer tydelig i den første Skrivelse fra ham til Norges Erkebiskop og Biskopper efter Forligets Afsluttelse, en Skrivelse udstedt fra Anagnia d. 24de Januar 1204, at han følte sig stødt ved Erkebiskoppens Fremfærd. Han yttrer vistnok sin Glæde over den Forandring, der var foregaaet i Norge ved Sverrers Død: „Vort Hjerte – siger han – har frydet sig i Herren, og vi have, med verdig Tak til den almægtige Gud, følt en levende Glæde over det Klarveir, som han har skjænket efter Mørket, over Roligheden efter Stormen. Vi have nemlig hørt, at Sverrer er død, han som voldeligen havde anmasset sig Norges Rige, og ved hvem almindelig Forvirring og Ødelæggelse truede det hele Land – – –, og at hans Søn har fulgt ham i Kongedømmet uden at fortfare i hans Forsætter, idet han har kaldet de Landflygtige tilbage, elsker og hædrer Kirken og Geistligheden og styrer Land og Folk i fuldkommen Fred og Rolighed“. Men han yttrer derhos sin Forundring over Erkebiskoppens ubesindige Selvraadighed: at løse dem paa egen Haand, som Paven selv havde banlyst. „Vi ere forresten – siger han – ei lidet forundrede over, at Du, Broder Erkebiskop, i din egen Ubesindighed ikke har betænkt Dig paa at løse ham (den afdøde Sverrer eller Kong Haakon?) og hans Tilhængere fra den Excommunication, hvori de ved vor Myndighed vare bundne. Du har derved anmasset Dig hvad der ikke tilhørte og ingenlunde tilkom Dig; og paa Abens Viis, der efterligner Menneskets Lader, har Du givet Dig Udseende af at ville gjøre hvad Du ikke kan eller med Rette bor gjøre; og Du maa vide, at Du baade derved selv er falden i en Vildfarelse, og har gjort, at de, som fremdeles befinde sig i Ban, falskeligen ansee sig for løste“. Han paalægger derfor Erkebiskoppen at gjenkalde denne sin overilede Afløsning, hvilken han da igjen senere, ifølge pavelig Bemyndigelse, kunde meddele dem, efter modtagen edelig Forsikkring; hvorpaa han havde at sende nogle af dem, paa egne og de øvriges Vegne, til Paven og medgive disse sin Anbefalingsskrivelse^[12]. Da dette pavelige Paamindelsesbrev udstedtes, var imidlertid – som senere skal fortælles – allerede Kong Haakon død, og det kunde saaledes for hans Person ingen Følger drage efter sig. Om det forøvrigt har fremkaldt nogen særlig Forholdsregel fra Erkebiskoppens Side er ubekjendt.

Udsoningen mellem Kong Haakon og Kirken syntes at ville drage en Udsoning mellem de fiendtlige politiske Partier i Landet efter sig. – En Bevægelse, som Baglerne strax efter Sverrers Død gjorde fra Viken for at angribe Birkebenerne i det vestlige Norge, blev tilbageslagen, og deres Stilling i det østlige Norge blev meer og meer usikker, da Almuen overalt begyndte at helde over til den vensæle Haakon. Deres unge Konge Inge Magnussøn, hvilken Birkebenerne aldrig have villet erkjende for den han udgav for, tyede til Oplandene og tog sit Sæde paa Helgeøen i Mjøsen. Men her blev han om Høsten 1202 overfalden af de oplandske Bønder og tagen af Dage. Da nu ogsaa Biskop Nikolaus lod til at ville opgive Partiet – i det mindste kunde han nu strax efter Geistligbedens Forlig med Kongen ikke aabenlyst tage sig af det –, saa opløste Baglernes Flok sig, og de som ikke søgte Haakons Tilgivelse, flygtede til Danmark eller Sverige. Haakon kunde saaledes i Sommeren 1203 betragte hele Norge som fredet, og paa sin Færd gjennem Landet lige til Gautelv blev han overalt tagen til Konge uden Modsigelse.

Haakon Sverrerssøns Rigsstyrelse begyndte saaledes under de lyseste Udsigter for Gjenoprettelsen af Norges indre Rolighed. Men hans Kongedømme skulde kun blive af kort Varighed. Allerede 1204, den første Januar, døde han uventet i Bergen under Omstændigheder, som vakte Mistanke om, at han var bleven forgiven af sin Stifmoder, Sverrers Enke, Dronning Margreta.

1. Fornm. s. IX. 1, 58–60.
2. S. o. f. S. 137.
3. Norg. gl. L. I. 48, 205.
4. Fornm. s. IX. 4, 76.
5. Fornm. s. IX. 64–66.
6. Barlaams ok Josaphats Saga. udg. Christiania 1851. Fort. XII. XIII.
7. Fornm. s. IX. 2.
8. Fornm. s. IX. 2, 64.
9. N. g. L. I. 444 f.
10. Se ovenfor S. 245.
11. Se ovenfor S. 285 f.
12. Werl. Anecdoton LXIII.