Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/49

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 1-12).

Tredie Tidsrum.

Hierarchiets senere store Kamp mod Kongedømmet. Den hierarchiske Kirkeordens bedste Tid i Norge.

49.

Magnus Haakonssøn Norges Konge. Haakon ellevte og Jon Raude tolfte Erkebiskop. Kong Magnus’s Lovforbedring fornyer Spendingen mellem Kongedømmet og Kirken.

Ved Haakon Haakonssøns Død i Slutningen af 1263 gik Norges Kongedømme uden al Rystelse over til hans eneste gjenlevende Søn Magnus. Denne havde siden 1257 baaret Kongenavn, siden 1261 været kronet Konge og siden sin Faders Tog til Vesten om Sommeren 1263 Norges Riges Styrer. Hertil kom, at der Ingen fandtes, der med ringeste Skin af Ret kunde gjøre ham Kongedømmet stridigt. Siden Sigurd Jorsalfarers og hans Brødres Regjeringstiltrædelse havde ingen norsk Konge saa rolig og uimodsagt taget Kongedømmet i Besiddelse. Dette skede ogsaa, som det lader, uden nogen fornyet høitidelig Antagelse; og Kong Magnus regnede sin Regjeringstiltrædelse fra sin Faders Dødsdag.

Ikke saa let og hurtig gik det med Erkestolens Besættelse efter Einars Død, der som allerede sagt indtraf noget før Kong Haakons, om Høsten 1263. I Valget af hans Eftermand gik Chorsbrødrene i Nidaros udenfor sin egen Kreds og kastede, uvist af hvilken Grund, sine Øine paa Birger, Abbed af Cistercienser-Klostret paa Tautra, der ogsaa modtog Valget. Dette skede enten i Slutningen af 1263 eller i Begyndelsen af 1264. At Kongen herved har været adspurgt, omtales ikke. To Hindringer vare imidlertid i Veien for Birgers ordentlige Valg: han var Prestesøn og Klostermand. Han kunde derfor af Chorsbrødrene ikkun postuleres til Erkestolen; det tilkom Paven at dispensere ham for de canoniske Mangler og derpaa fuldbyrde Valget^[1]. Allerede som Postulatus eller Erkebiskopsemne synes Birger at have stræbt at indynde sig hos Chorsbrødrene, deels ved at bekræfte Erkebiskop Sørles Gave til deres Kommune, hvilken, som før sagt, Erkebiskop Einar havde underkjendt og frataget dem^[2], – deels ved at bilægge ved Forlig en af de gjængse Tvistigheder mellem dem og Prædikebrødrene i Nidaros^[3]. Man fristes til at antage, at foreløbige Løfter, især med Hensyn til det første Punkt, ikke have været uden Indflydelse paa Chorsbrødrenes gunstige Stemning for Birgers Udvælgelse. Om Kong Magnus har betragtet den med samme gunstige Øine, er meget at betvivle. Den afdøde Erkebiskop Einar havde, som før er sagt, stedse vist sig som Magnus’s hengivne Ven, endogsaa i den Grad, at det havde vakt Kong Haakons Utilfredshed, og Magnus havde gjengjældt denne Hengivenhed med en lignende. Var nu, hvad der er høist rimeligt, Birgers Valg et Verk af et med Einar utilfreds Parti blandt Chorsbrødrene, saa lader sig deraf let forklare, at Kong Magnus ikke just optog det med ubetinget Bifald. Da Birger – heder det – om Sommeren 1264, paa sin Reise til den pavelige Kurie, fandt Kongen i Bergen, var Forholdet mellem dem koldt. Birger fortsatte imidlertid sin Reise til Rom^[4].

Hans Valg fandt dog ikke den af Chorsbrødrene ønskede pavelige Stadfæstelse. Pave Urban IV døde den 2den October 1264. Hans Eftermand Clemens IV blev først udvalgt i Begyndelsen af det følgende Aar og kronet den 22de Febr. 1265. Dette Paveskifte maa før det første have forsinket Afgjørelsen af Birgers Sag. Men derhos maa der have været Grunde tilstede, hvorfor Paven betænkte sig paa at stadfæste hans Postulation, hvad enten disse Betænkeligheder ere vakte ved Forestillinger fra Kong Magnus, eller ved oplyste Omstændigheder ved hans Udvælgelse, der havde kastet Skygge paa Chorsbrødrenes Fremgangsmaade ved denne Leilighed. Vist er det, at Birger ei meer nævnes – maaskee er han død under sit Ophold i Kurien –, og at Pave Clemens skred til den, i det mindste for Norges Vedkommende, hidtil usedvanlige Fremgangsmaade, at overdrage Valget af en ny Erkebiskop til fire norske Klostermænd, nemlig Cistercienser-Abbeden af Lyse, Cluniacenser-Abbeden af Holm, Prædikebrødrenes Prior i Nidaros og Minoriterbrødrenes Custos i Norge. Dette var en Suspension af Chorsbrødrenes Valgret, der tyder paa en begangen Feil fra deres Side, der havde paadraget dem Pavens Misnøie. De fire befuldmægtigede Vælgere valgte nu i 1265 Biskop Haakon af Oslo til Erkebiskop^[5]. Han var paa den ene Side Kongens særdeles Ven, og havde paa den anden Side vist sig meget gavmild mod Oslo Biskopsstols Chorsbrødre^[6], en Omstændighed, som muligen har indgivet Nidaros’s Chorsbrødre Forhaabninger om, at han ogsaa vilde vise sig gavmild mod dem, og saaledes har kunnet nogenlunde forsone dem med hans Valg uden deres Medvirkning.

Det varede dog endnu over eet Aar før Haakon modtog sit Pallium og dermed sin egentlige Metropolitanverdighed. Skjønt Pallium ifølge Fundations-Bullen for Nidaros’s Erkesæde skulde søges personlig i den romerske Kurie af den valgte Erkebiskop, saa gjordes dog Undtagelse fra denne Regel, især for det Tilfælde, at den Valgte allerede forud havde biskoppelig Vielse, og saaledes ikke behøvede at modtage denne af Paven; da kunde Pallium oversendes den Udvalgte, ligesom allerede havde været Tilfælde med den første Erkebiskop i Nidaros, Jon Birgerssøn, der forud havde været Biskop af Stavanger. Haakon søgte det heller ikke i egen Person; men det overbragtes ham ved Chorsbroderen Jon, der rimeligviis i denne Anledning har været afsendt paa Biskoppens og Kapitelets Vegne til Kurien. Jon kom med Pallium til Norge den 5te Januar 1267, og den paafølgende 14de April, som var Skjærthorsdag, blev Haakon iført det i Nidaros. Dette skede med stor Høitidelighed. Kong Magnus og Dronning Ingebjørg vare tilstede; Biskopperne Peter af Bergen og Thorgils af Stavanger, hvilke dertil af Paven vare bemyndigede, lagde Pallium over Haakon, og tvende andre Biskopper, Olaf af Grønland og Gaute af Færøerne, stode hos. Derpaa viede Erkebiskoppen Andreas, der var valgt til hans Eftermand paa Oslos ledige Stol, og Jørund Thorsteinssøn, til Biskop af Hole, hvilken Stol han var bleven valgt til at beklæde, da Brand Jonssøn efter et kort Biskopsdømme var død i 1264^[7].

Haakons Metropolitanstyrelse blev af kort Varighed, og det eneste Brev, man kjender, udstedt af ham som Erkebiskop, er et Gavebrev af 16de August 1267, hvorved han skjænker St. Andreæ Kirke paa Haug til sine Chorsbrødres fælles Bord, paa Grund – som det i Brevet heder – af deres Præbenders Ringhed. Elleve Chorsbrødre af Nidaros nævnes som nærværende ved og samtykkende Gaven, og blandt dem den ovennævnte Jon^[8]. Gaven skulde vel være en Løn fra Haakons Side for Chorsbrødrenes Velvillie. Han overlevede denne Handling kun tvende Dage, da han nemlig døde den paafølgende 18de Aug. 1267^[9]. Han efterlod, rimeligviis af et Egteskab indgaaet før han blev Biskop, en Søn, Thorer Haakonssøn eller Biskopssøn, der allerede i Kong Magnus’s Regjeringstid optræder som en af Norges meest anseede verdslige Høvdinger.

Til Haakons Eftermand valgtes den 28de October samme Aar Chorsbroderen Jon, som havde bragt Haakon hans Pallium fra Rom^[10]. Han kaldes med Tilnavnet: Rauðr eller Rauði, d. e. den Røde. Han drog strax til Kurien, blev der indviet af Pave Clemens IV i 1268, kom tilbage til Nidaros lidt før Jul samme Aar og holdt sin første Messe i Christkirken paa Juledag^[11].

I denne Jon eller Johannes fik den norske Kirke en dygtig og for Hierarchiets Fremme høist ivrig Forstander, hvis Navn, som Forfegter af Kirkens Høihed ligeover for Kongedømmet, vel fortjener at stilles ved Siden af Erkebiskopperne Eysteins og Eriks. Man kjender ikke hans Æt, og veed heller ikke meer om hans tidligere Liv end hvad allerede er anført; men hans Metropolitanvirksomhed vidner i hvi Grad ligesaavel om Aandskraft og Klogt, som om grundige Kundskaber i den canoniske Ret. Man kan neppe betvivle, at han har følt hos sig selv et levende indre Kald til at optræde som Talsmand for hvad han ansaa for Kirkens Rettigheder, og at han i god Tro og med redelig Villie har kastet sig ind i en Kamp, som han aabnede under de bedste Forhaabninger, men som endtes med hans personlige Ydmygelse, om end ikke ganske uden Fordeel for Hierarchiet.

Tønderet til denne anden store Kamp mellem Kirken og Kongedømmet i Norge var, som allerede gjentagende paaviist, fra gammel Tid tilstede, – en Arv saa at sige lige fra Erkebiskop Eysteins og Kong Sverrers Dage. Den ubestemte Stilling, hvori begge Magter stod til hinanden, skulde endnu engang forsøges bragt til endelig Afgjørelse, og Opfordringen hertil gav udentvivl nærmest Kong Magnus’s Lovgivningsvirksomhed.

Magnus besad vistnok ikke paa meget nær sin Faders Mod og Villiekraft, men Haakons Redelighed, lyse Aand og oprigtige Stræben for sit Folks Vel havde han i fuldeste Maal arvet, ligesom han og lignede ham i Dannelse og Sands for Videnskab og Kunst. Mildhed og Forsonlighed udmærkede hans hele Færd som Konge og Menneske; han var gjennemtrængt af Agtelse for Christendommen og den christelige Kirke; og han følte sikkerligen dybt det store Ansvar for Gud og Menneskene, som hans kongelige Kald paalagde ham. Hans Hu stod til Freden, den vilde han sikkre sit Rige baade fra Uden og i dets Indre, og paa dens Goder vilde han bygge sine Undersaatters Lykke.

Striden med Skotland, som han havde arvet fra sin Fader, søgte han strax efter sin Regjeringstiltrædelse bilagt. Dette lykkedes ogsaa, skjønt først efter mange Forhandlinger, ved Freden til Perth den 2den Juli 1266^[12]. Norge afstod til Skotland Overhøiheden over Suderøerne mod en Pengesum og en aarlig Afgift; – en Afstaaelse, som forresten blev dadlet af mange Samtidige, og ligeledes er bleven af flere senere Historikere lagt Magnus til Last, som uverdig for Norge, og som den der gav Stødet til den norske Sømagts Forfald. Man maa imidlertid, for her at dømme retfærdig, erindre, at Norges Overhøihed over hine Øer i sig selv var mindre naturlig baade paa Grund af deres Beliggenhed og paa Grund af deres Beboeres Folkeslegtskab, – og at den norske Sømagts paafølgende Forfald egentlig havde sin Grund i mange samstødende langt dybere liggende Omstændigheder, med hvilke hine Øers Besiddelse lidet eller intet havde at gjøre. Søfart og Krigsvæsen tog ved denne Tid en ny Retning i Europa, en Retning paa hvilken ikke Norge, med sine mere indskrænkede Hjælpekilder, strax var istand til at slaa ind, og hvilken senere uheldige Begivenheder saagodt som spærrede for det i lange Tider. Det ligger imidlertid udenfor vort Maal her nærmere at udvikle dette. Her maa vi kun bemærke, at den nidarosiske Kirkes Ret med Hensyn til Suderøerne i Freden udtrykkelig blev forbeholdt, og at den nidarosiske Erkebiskops Metropolitanhøihed over den suderøiske eller manske Kirke og dens Biskopsstol blev staaende ved fuld Magt endnu i lang Tid, efterat den norske Konges Overhøihed øver Øerne var opgiven. Efter at Krigen med Skotland var endt, indlod ikke Kong Magnus sig i nye krigerske Foretagender, uagtet hans Forhold baade til Danmark og Sverige meer end eengang dertil kunde synes at give Opfordring. At optræde som Megler i Sveriges indre Uroligheder, og at søge de med Danmark værende Tvistepunkter afgjorte paa Underhandlingens Vei, – det var en Fremgangsmaade, som stemmede med Magnus’s Sindelag; og gav dette end Anledning til, at han ved enkelt Leilighed maatte gjøre betydelige Udrustninger, saa skeede disse dog kun for at han derved kunde give sit Ord en større Vegt, og sin Optræden en større Verdighed.

Idet han paa denne Maade opretholdt Norges Fred med dets Nabolande, var hans Opmærksomhed uafladelig henvendt paa at haandhæve og styrke Freden i sit Riges Indre. Dette var Hovedmaalet for hans omfattende Lovgivningsvirksomhed, hvilken har hos Efterverdenen skjænket ham det hædrende Tilnavn Lagabøter d. e. Lovbøderen, Lovforbedreren.

De voldsomme indre Uroligheder, som i det tolfte og trettende Aarhundrede havde raset i Norge og rystet alle dets ældre Samfundsforhold, havde aabnet baade Kongens og Folkets Øine for Nødvendigheden af en Lovforbedring, der kunde hele Samfundsordenens Brøst og tilstoppe for Fremtiden Kilden til lignende uheldsvangre indre Bevægelser. Det er omtalt, at Haakon Haakonssøn allerede havde lagt Haand paa Verket, og at han rimeligviis havde vidtløftigere Planer i Sigte, end som han i sin Regjeringstid fik bragt til Udførelse^[13]. Magnus, der ganske vist var nøie indviet i sin Faders Hensigter, traadte med Iver i hans Fodspor. Der er, efter de Verker af Faders og Søns Lovgivningsvirksomhed, hvilke ere os levnede, al Grund til at tro, at Haakon har havt en langsommere og meer tillempende Fremgangsmaade for Øie. Magnus derimod bestemte sig til en mere gjennemgribende Forandring, der saagodt som med eet Slag skulde indføre den paatænkte nye Orden i Stats- og Retsvæsenet. Der skulde bringes Eenhed og Samstemmighed i Landets Love, og det hele Lovgivningsverk bygges paa de Grundsætninger, som allerede i den almindelige Mening havde vundet Hevd, om de end ikke i selve Lovene vare gjennemførte Og disse Grundsætninger vare med Hensyn til Kongedømmets Stilling i den norske Stat væsentligen de af Kong Sverrer i sin Tid udtalte.

Men heri laa just Anstødsstenen med Hensyn til Kirken og Geistligheden. Vel fandt Magnus sig ikke beføiet til at udtale i saa tydelige Ord, som Sverrer og hans ligesindede Samtidige havde gjort, Kongedømmets Beskikkelse af Gud for at have Overopsynet ogsaa med Kirken; dog stillede man det paa en Maade ved Siden af den biskoppelige Magt i denne Henseende, om end i mindre bestemte Udtryk. Allerede Haakon Haakonssøn havde, rimeligviis efter Overlæg med Geistligheden, sammensat en Indledning til den Deel af den forbedrede Lov, som skulde omhandle Kongedømmets Ret under Eet med Kirkens, i hvilken Indledning han udtaler denne lempeligere Anskuelse. Efterat Christendommens Hovedlærdom er fremstillet i de efter Kirkens daværende Lære udviklede Trosartikler, heder det: „Efterdi Guds Miskunhed seer, at det er det utallige Folks og den forskjelligartede Mængdes Tarv, har han beskikket tvende sine Tjenere til at være sine synlige Ombudsmænd med Hensyn til denne hellige Tro og hans hellige Lov, gode Mænd til deres Rettigheders Bevarelse, men onde Mænd til Revselse og Renselse. Disse tvende ere: den ene Kongen, den anden Biskoppen. Kongen har af Gud verdslig Magt til verdslige Ting, men Biskoppen aandelig Magt til aandelige Ting; og har den ene af dem at styrke den andens Magt til hvad der er ret og lovligt, og de have at erkjende hos sig, at de have Magten og Herredømmet af Gud, og ikke af sig selv. Og fordi de ere Guds Ombudsmænd, og for det andet fordi Alle see, at man ingenlunde kan undvære dem, og for det tredie fordi Gud selv verdiges at kalde sig med deres Navne, – da er den sandelig i stor Fare med Hensyn til Gud, som ikke styrker dem, der bære saa stor Omhu for Landsfolket, og saa stort Ansvar for Gud, med fuldkommen Kjærlighed og Ærefrygt i den Magt, hvortil Gud har beskikket dem, allerhelst i de Stykker, som Loven bestemmer med skarpe Grændser, – saaledes at hverken Høvdingerne, hvis de iagttage det, kunne plage eller betynge Folket, eller taabelige Mænd negte Høvdingerne lovlig, undersaatlig Skyldighed af Trods eller kortsynet Uforstand“. Denne Indledning blev ordret optagen i Magnus’s forbedrede Lovbog^[14]. I selve denne maadeholdne Erklæring kunde ikke Geistligheden finde noget Anstod. Kongedømmets guddommelige Oprindelse var ogsaa Kirkens Lære, ligesom at Kirken i det Verdslige skulde støtte sig til Kongedømmet, benytte den verdslige Arm. Men Erklæringen havde dog ikkun nogen sand Vegt ligeover for Folket, som ved den indskjærpedes en streng Lydighedspligt baade mod Kongedømme og Kirke; – med Hensyn til Kongedømmets og Kirkens indbyrdes Forhold var den derimod ubestemt og ikke stort bedre end et tomt Mundsveir. Den kunde nemlig fortolkes, og fortolkedes ganske vist ogsaa, fra begge Sider med stiltiende Forbehold, – af Kongedømmet med Sverrers Anskuelse i Baggrunden, nemlig: Kongedømmets Overhøihed over Kirken; og af Geistligheden, eller i det mindste af dens hierarchisksindede Ledere, med et Sideblik til Erkebiskop Eysteins anmassende Grundsætninger: Kirkens Overhøihed over Kongedømmet. Begge Magters tilsyneladende Sideordning var kun et Blendverk, saalænge det ikke var afgjort, hvor Grændsen var mellem det Aandelige og det Verdslige, og derved hver enkelt Magts Omraade i Virkeligheden anviist. Herom havde Striden før dreiet sig, og her var Stridsemnet endnu aabent. Det kunde først afgjøres ved Lovens og især Christenrettens nærmere enkelte Bestemmelser.

Kong Magnus’s religiøse, fredelige og eftergivende Sindelag indskjød ham vistnok i mange Henseender en gunstig Stemning mod Kirken. Denne Stemning viste han allerede i Begyndelsen af sin Rigsstyrelse ved at stadfæste og indskjærpe sin Faders for Geistligheden meget gunstige Forordning om Tienden^[15], og ved at udstede en Forordning, ganske i Kirkens daværende Aand, imod Aager, det vil sige, mod at tage Rente af dødt Gods, hvilket fremstilledes som en dødelig Synd^[16]. Han gjorde dette efter Overlæg og i Samstemmighed med Biskopperne. Men alligevel synes han at have været sterkt gjennemtrængt af sin Oldefader Sverrers og sin Faders Anskuelse med Hensyn til Kongedømmets Høihed og Magtfylde ogsaa i Kirkens Anliggender, forsaavidt disse berørte den verdslige Stat. Han ansaa det derfor sikkerligen som en afgjort Sag, at den nye almindelige Lov, paa hvilken han arbeidede, skulde omfatte efter gammel Viis ogsaa Christenretten, og at Kongedømmet med Hensyn til dens Ordning skulde have den afgjørende Stemme.

Magnus’s Fremgangsmaade i Lovforbedringen var ganske i den gamle norske Statsforfatnings Aand. I fuldkommen Erkjendelse af Folkets lovgivende Myndighed, og dets Ret til paa sine Lagthing at handle som øverste lovgivende Magt, og med Erkjendelse af de fire Lagthings selvstændige Lovgivningsmyndighed drog han først omkring paa alle Norges Lagthing, gjorde Folket bekjendt med de Forbedringer, han troede Landets Love tiltrængte, hørte dets Ønsker i saa Henseende og modtog endelig dets Fuldmagt til at gjøre de Forandringer i Landets Lovbøger, som han fandt tjenlige. Dette skeede i 1267 paa Gulathing, i 1268 paa Oplændingernes og Vikverjernes Thing, d. Eidsivathing og Borgarthing, og i 1269 paa Frostathing^[17]. Ved denne Leilighed er der al Sandsynlighed for, at ogsaa den udvidede Kongearvefølgelov, som Magnus havde bestemt til Optagelse i sin Lovbog, foreløbig er bleven antagen.

Ved denne vigtige Forberedelse, hvorved en udstrakt og overordentlig Lovgivningsmyndighed nedlagdes i Kongens Haand, omtales for de tre førstnævnte Lagthings Vedkommende ingen Undtagelse og intet Forbehold at være gjort med Hensyn til Christenretten eller den nye Lovbogs Christendomsbolk. Magnus har derfor udentvivl paa Grund af hiin de tre Lagthings uindskrænkede Fuldmagt, allerede for Bemyndigelsen for Frostathings Vedkommende var indhentet, lagt Haand paa Verket og udarbeidet en Landslov, indrettet til at være almindelig for det hele Land, dog med Vedligeholdelse af de fire gamle Lagthing. I denne Lov synes han at have indført den Christendomsbolk som endnu er bevaret under Navn af Magnus’s Christenret^[18]. Den er væsentlig formet efter de ældre Christenretter, men har ogsaa Tillæg af flere vigtige nyere Bestemmelser f. Ex. om Geistlighedens Cølibat inden dens høiere Ordensgrader, om den meer udvidede Tiendeydelse, om Aager, om Indskrænkning af det Slegtskab, der forhindrede Giftermaal, inden det 5te Led (istedetfor det 7e) og flere lignende. I Spidsen stilledes den ovenomtalte Udvikling af Christendommens Troslærdomme^[19] og af Kongedømmets og den biskoppelige Magts Forhold indbyrdes og til Folket^[20], samt endelig den nye forud af Landsfolket vedtagne Kongearvefølgelov. Denne fastsatte Kongearvefølgen, i det Tilfælde at Mand af Mand ikke fandtes til at arve, ogsaa for Mand af Kvinde inden visse Led, og udstrakte saaledes Arveretten til Kongedømmet videre og ordnede den nøiagtigere, end ved Haakon Haakonssøns Arvefølgelov var skeet. Den opstillede derhos Regler for Kongens Valg i Tilfælde af at ingen i Loven nærmet Arving fandtes. Hertug og Jarl, hvis de gaves, alle Biskopper og Abbeder, alle Lendermænd og Hirdstyrere med hele Hirden skulde da være selvstevnede til Nidaros „til den hellige Kong Olaf, til Overlægning med Erkebiskoppen“; og skulde af hvert Biskopsdømme Biskoppen og de derværende Kongens Sysselmænd desuden nævne til Mødet tolv de viseste Bønder. Alle disse skulde have givet sig paa Reisen inden en Maaned fra den Tid, de have spurgt den sidste Konges Frafald, dog saaledes at Biskoppen og Sysselmændene forud tilsagde saamange af Lendermændene og Sysselmændene at blive hjemme i hvert Lagdømme, som fordredes til Ordens Opretholdelse. Naar de vare komne til Nidaros, skulde de skride til Valget, efterat de læge Vælgere havde aflagt Ed paa, at ville tage den til Konge, som dem synes for Gud bedst dertil skikket. I Mangel af Eenstemmighed skulde de raade „som blive flere sammen og ere de fornuftigere, og hvem Erkebiskoppen og de øvrige Biskopper følge“. Hvo som anderledes lod sig tage til Konge havde Gods og Fred forbrudt og var i Ban.

Magnus’s Christendomsbolk maa vistnok, især i sin egentlige kirkelige Deel, agtes for at være temmelig mangelagtig – rimeligviis en Følge af Kongens Ængstlighed for at støde an, paa den ene Side mod Kongedømmets gamle Ret, og paa den anden Side mod Geistlighedens Fordringer –, men den var dog, sammenligningsviis med de ældre Christenretter, Geistligheden gunstig. Navnligen hjemlede den, som sees, Erkebiskoppen og Biskopperne ved indtrædende Kongevalg en vegtig, og man kan sige, afgjørende Stemme. Artikelen om Kongevalget har aabenbare sit nærmeste Forbillede i hiin under Magnus Erlingssøn istandbragte Lov^[21], og holder sig til den saameget som Omstændighederne og Kongedømmets Uafhængighed paa nogen Maade tillod.

Alligevel viste det sig snart, at Magnus’s Christendomsbolk ingenlunde fyldestgjorde det hierarchiske Partis Ønsker og Forhaabninger. Erkebiskop Jon var imidlertid ved Udgangen af 1268 kommen til sin Stol fra Rom. Han maa ganske vist allerede før sin Udfærd have gjort sig vel bekjendt med den paatænkte nye Lovbogs Indhold og navnligen med den af Kongen udkastede Christendomsbolk; og det kan neppe omtvivles, at han under sit Ophold i den pavelige Kurie har pleiet Underhandlinger angaaende denne Sag og modtaget Forskrifter for hvorledes han skulde fare frem. Ved sin Hjemkomst maa man antage, at han strax har gjort Indsigelse mod Kongens og enhver verdslig Øvrigheds Ret til at indblande sig i Kirkens Lovgivning, hvilken det forbeholdtes Kirken selv at ordne paa den canoniske Rets Grundlag. Følgen heraf var udentvivl den Indskrænkning, som i det følgende Aar findes paa Frostathing at være gjort i den Kongen tidligere af de tre øvrige Lagthing meddeelte Fuldmagt til at udbedre og omforme Landsloven. I 1269, heder det nemlig, var Kong Magnus og Erkebiskop Jon begge tilstede paa Frostathing, og der modtog Kongen alle Frostathingsmændenes Samtykke til at ordne Frostathingsbogen i alle de Dele, som vedkom det Verdslige og Kongedømmet, saaledes som ham tyktes bedst være^[22]. Herved henvistes Kongen i den ham meddeelte overordentlige Lovgivningsmyndighed til den verdslige Ret alene, og med det samme maatte hans Udkast til den nye Lovbogs Christendomsbolk ansees før henlagt. Men uagtet denne saaledes i sin Helhed ikke før Tiden vandt Lovgyldighed, saa synes dog paa dette samme Frostathing de enkelte nye Bestemmelser om Kongearvefølge og Kongevalg at have opnaaet ikke alene Frostathingsmændenes men ogsaa Erkebiskoppens Stadfæstelse^[23].

Erkebiskop Jons Plan var, som det snart viste sig, selv at udarbeide en ny Christenret for Norge^[24], i hvilken den canoniske Rets Grundsætninger skulde gjennemføres. Men at faa en saadan indrettet saaledes at den under Et med den almindelige Landslov, og som en Afdeling af denne, kunde vinde Kongedømmets og Folkets Samtykke, var en vanskelig Sag Anskuelserne om Kirkens Forhold til Staten vare endnu altfor delte til at det en Hast kunde forliges, og Længselen efter den nye Lovbog synes dog at have været almindelig. Under disse Omstændigheder fandt Erkebiskoppen sig i, at den nye Lovbog udgik, dog uden fuldstændig Christendomsbolk, idet nemlig under denne Titel ikkun optoges Trosbekjendelsen, den fornævnte almindelige Erklæring om Kongedømmets og Biskopsdømmets Forhold indbyrdes og til Folket, samt den nye Kongearvefølgelov og hvad dermed stod i Forbindelse. I denne Form fik da den nye af Magnus sammensatte Lovbog Folkets afgjørende Samtykke paa de fire Lagthing, og derved fuldkommen Lovskraft som almindelig for hele Norge. Dette skeede som det synes i Løbet af Aarene 1272–1276^[25]. Til Fuldstændiggjørelse af den verdslige Lov, der nærmest var indrettet for Landboerne, udarbeidedes og vedtoges siden en tilsvarende Bylov for Rigets fire vigtigste Kjøbstæder: Nidaros, Bergen, Oslo og Tunsberg.

I denne hele Fremgangsmaade var allerede en ikke uvigtig Indrømmelse gjort .Kirkens eller rettere Hierarchiets Forkjæmpere. Der var bestemt skjelnet mellem den geistlige og den verdslige Lovgivning, som forhen havde været saa nøie sammenknyttede i den norske Statsforfatning, og det var – i det mindste stiltiende – erkjendt, at den kirkelige Lovgivning, endog ihvad der angik Kirkens ydre Forhold, dens Forhold til Staten, ikke kunde og burde udgaa ganske fra den samme Kilde og paa den samme Maade som den verdslige Lov. Hvorledes og af hvem Kirkeretten skulde ordnes, var imidlertid ikke dermed afgjort, og herom viste sig snart, at stor Meningsulighed raadede mellem den verdslige og den geistlige Magt. Landets verdslige Høvdinger gjorde paa den ene Side fælles Sag med Kongen, og saa endogsaa Erkebiskoppens hierarchiske Færd i et ugunstigere Lys og med mere hadefulde Øine, end den gudfrygtige og fredelskende Magnus selv gjorde. Paa den anden Side stod Erkebiskop Jon heller ikke ene i den Kamp, som truede med at udbryde. Geistligheden i den norske Kirke, især den høiere, var nu besjælet af en ganske anden Standsaand end for hundrede Aar siden. Den sluttede sig med Enighed om sin dygtige Høvding, og flere af dens Formænd lignede ham ikke alene i Anskuelser, men ogsaa i Nidkjærhed, Kraft og Indsigter.

De med Erkebiskop Jon samtidige Biskopper i den norske Kirke maa her nævnes: – I Bergen levede Biskop Peter^[26] til 1270. Til hans Eftermand valgtes og indviedes samme Aar Presten Askatin, der nærmest forud var Kong Magnus’s Kansler, og som endnu tidligere havde været Kong Haakon Haakonssøns Kapellan og i 1250 samme Konges Sendemand til Keiseren, ligesom han i Aarene 1264–1266 havde været Kong Magnus’s Underhandler i Skotland og som saadan deeltaget i Afslutningen af Freden til Perth^[27]. Askatin døde i 1277 og havde til Eftermand Prædikebroderen Narve, der blev indviet 1278^[28]. – I Stavanger levede Biskop Thorgils^[29] til 1276. Hans Eftermand var Arne, der blev indviet 1277^[30]. – I Hamar var Gillebert^[31] Biskop indtil henved 1278, i hvilket Aar Thorfinn blev viet til hans Eftermand^[32]. – I Oslo var, som nys er omtalt, Andreas Biskop siden 1267^[33]. – Paa Orknøerne døde Biskop Henrik^[34] i 1269. Hans Eftermand Peter blev indviet 1270^[35]. – Paa Færøerne døde Biskop Gaute 1268 og havde til Eftermand Erlend, Chorsbroder af Bergen, der blev indviet 1269^[36], og som i henved 40 Aar styrede Biskopsstolen. – Biskop Olaf af Grønland^[37] levede til 1280^[38]. – Paa Island døde, som allerede er omtalt, Biskop Brand Jonssøn af Hole i 1264, i hvis Sted valgtes Jørund Thorsteinssøn, der blev indviet 1267; – og i 1268 døde Biskop Sigurd Thetmarssøn i Skaalholt, der havde til Eftermand Arne Thorlakssøn, indviet 1269^[39]. – Paa Suderøerne endelig døde Biskop Rikard 1274, og havde til Eftermand Markus, en Skotter af Galovay, der styrede længe. – Af de nævnte Biskopper i selve Norge var Askatin af Bergen udentvivl den af Kong Magnus mest fortroede og ham mest hengivne, hvilket lader gjette, at han har været blandt de meer maadeholdne Hierarchiets Tilhængere. Det samme synes ogsaa at gjælde om hans Eftermand Narve. Derimod vil det Følgende vise, at Andreas af Oslo og Thorfinn af Hamar vare Erkebiskoppens ivrigste Hjælpere og holdt fastest ved hans Sag. Af den norske Kirkes Biskopper udenfor Norge udmærkede ingen sig meer i det hierarchiske Parti end Biskop Arne af Skaalholt, der med Hensyn til Island ganske traadte i sin Metropolitans Fodspor. Da netop paa Island den ulmende Strid mellem Geistligheden og Lægfolket først kom til aabent Udbrud, maa vi foreløbigen kaste et Blik paa denne Øs Tilstand ved den Tid, hvorom her handles, helst i kirkelig Henseende.

1. Fornm. s. X. 155.
2. N. Dipl. III. 10.
3. N. Dipl. I. 49.
4. Fornm. s. X. 155.
5. Isl. Ann. 134.
6. N. Dipl. III. 9.
7. Isl. Ann. 134, 136.
8. N. Dipl. I. 50.
9. Script. r. Dan. II. 514.
10. Isl. Ann. 136 Not. a.
11. Isl. Ann. 136–138.
12. Torf. hist. Norv. IV. 343–345.
13. Se ovenf. I. 396.
14. Norg. gl. Love I. 262; II. 23, 193, 307.
15. N. g. L. II. 453–455.
16. N. g. L. II. 484 f.
17. Isl Ann. 136, 138, jfrt. m. Indl. og Slutn. af Landsloven, N. g. L. II. 7, 178.
18. N. g. L. II. 291–338.
19. S. o. f. I. 441.
20. S. o. f. II. 6.
21. S. o. f. I. 239.
22. Isl Ann. 138.
23. N. g. L. II. 24 Note 36.
24. Bp. Arnes S. c. 10.
25. N. g. L. II. 7 Not. 1, jfrt. m. 178 N. 18.
26. S. o. f. I. 435.
27. Fornm. s. X. 48, 155; Torf. h. N. IV. 343–345; Isl. Ann. 140. Hvorvidt han, som Flere antage er samme Person som den Askatin, der i 1223 nævnes som Abbed af Hovedø, forekomme mig tvivlsomt. S. o. f. I. 346. jfr. Langes Klh. 626.
28. Isl. Ann. 154, 156.
29. S. o. f. I. 435.
30. Isl. Ann. 146, 154.
31. S. o. f. I. 427, 435.
32. Isl Ann. 156.
33. S. o. f. II. 3.
34. S. o. f. I. 435.
35. Isl. Ann. 138, 140.
36. Isl. Ann. 138; Bp. Arnes S. c. 5.
37. S. o. f. I. 431, 435.
38. Isl. Ann. 158.
39. Isl. Ann. 138.