Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/5

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (1, s. 25-33).

Efter Haakon den Godes Død, bleve Erik Blodøxes og Gunhilds Sønner tagne til Konger i Norge. Disse Brødre, nu fem gjenlevende, førte en Fællesstyrelse; men den ældste af dem, Harald, siden kaldet med Tilnavnet Graafeld, agtedes for den øverste. Egentlig strakte sig deres Rige kun over den nordlige og vestlige Deel af Landet, over Frostathings- og Gulathings-Lagdømmer. Herover alene havde nemlig Haakon den Godes umiddelbare Styrelse strakt sig, da Oplandene nærmest styredes af mange Fylkes- eller Underkonger af Harald Haarfagers Æt, og Viken, paa hvilken ellers den danske Konge, som Ragnar Lodbroks Ætling gjorde Fordring, ligeledes styredes af egne Underkonger, Harald Haarfagers Sønnesønner, Tryggve Olafssøn og Gudrød Bjørnssøn, der vare indsatte af Haakon. I selve Throndhjem indskrænkedes desuden Erikssønnernes Herredømme af den føromtalte mægtige Sigurd Jarl, som ei var deres Ben. De ryddede imidlertid snart ved et lumskt Overfald Sigurd Jarl af Veien, og nogen Tid efter dræbte de, ligeledes paa en svigfuld Maade, de vikske Konger Tryggve og Gudrød. Derved blev imidlertid ingenlunde deres Herredømme befæstet; thi Thrønderne fattede kun endnu større Uvillie mod dem end før, og paa Viken søgte fremdeles den danske Konge at gjøre sine Fordringer gjældende. Desuden fik de i Sigurd Jarls Søn, den ligesaa tappre som kloge Haakon, en dødelig Fiende, der baade i Norge selv undergravede deres Magt ved at holde de ham hengivne Thrønder i en bestandig Oprørstilstand mod dem, og som i Udlandet, hvor han mest maatte holde til, altid var virksom til at vække dem Fiender. Erikssønnernes Kongedømme i Norge stod saaledes den hele Tid det varede paa usikkre Fødder, truet fra uden og stedse savnende den Støtte, som Folkets Kjærlighed giver. De mange urolige Konger, der hver var omgiven af en talrig Hird, faldt Bønderne til Byrde, og hertil kom, at Landet i deres Regjeringstid næsten uafladelig plagedes af Uaar, hvilket man efter gammel hedensk Anskuelse ei undlod at tilregne de Styrende. Deres Moder, Gunhild, kaldet Kongemoder, var almindelig forhadt, og da Sønnerne næsten ganske lode sig lede af hende, maatte de ogsaa bære dette Had. Det var en ulykkelig Tid for Norge, og Riget var i en Opløsningstilstand, som i høieste Maade truede dets Selvstændighed.

Erikssønnerne havde med sine Forældre antaget Christendommen i England. Om det skeede af Overbevisning, eller af de samme politiske, verdslig-egennyttige Grunde, som vi saa ofte kunne tydeligen spore hos den Tids nordiske Vikinger i deres Omvendelse, vove vi ei at afgjøre. Det sidste bliver dog kanskee det rimeligere; thi synderlig dybt kan neppe Christendommen være indtrængt hos dem, naar man betænker, at Dronning Gunhild efter Eriks Fald lod digte et Kvad om ham, som endnu tildeels er os levnet, hvilket heelt igjennem er reent hedensk, og hvori Eriks Modtagelse af Odin i Valhal skildres^[1]. Saameget er ogsaa vist, at Gunhilds og hendes Sønners Færd i Norge ikkun udviste lidet Christensind. Imidlertid Christne vare de, idetmindste af Navn, da de kom til Norge, og vedkjendte sig sin Tro. Af Nogles Beretning skulde man formode, at Brødrene gjorde sig alvorlig Umage for at indføre Christendommen i Norge; men da dette ei vilde lykkes, indskrænkede de sig til at ødelægge Hofene og spilde Blotene hvor de kunde. „Da de kom til Styrelsen i Norge – siger Snorre – fik de ei kommet afsted med at christne Folket; men overalt hvor de kunde komme til dermed, nedbrøde de Hofene og spildte Blotene“^[2]. Efter en anden Beretning lader deres Iver i første Henseende til at have været mindre, medens den fortrinsviis yttrede sig i Hofenes og Offringernes Tilintetgjørelse. „De nedbrøde – heder det – Hofene og forstyrrede Offertjenesten, men Ingen tvang de til Christendommen; og om deres Overholdelse af Troen er intet andet sagt, end at den var christen som vilde det, men den hedenske som foretrak dette“^[3]. Men alle Beretninger ere enige om, at de ved denne Fremfærd vakte stor Uvillie mod sig, og en Beretning siger, at Folket søgte Grunden til de paafølgende Uaar i „Gudernes Vrede over at Kongerne lode forstyrre deres Blotsteder“^[4]. Af Erikssønnernes i Sagaerne skildrede Sindelag, hvori „Begjærlighed efter Gods“, fremhæves som et Hovedtræk, kunde man let fristes til at tro, at den omtalte Forstyrrelse af Hofene og Offertjenesten ligesaameget havde sin Grund i Egennytte og Plyndrelyst, som i Afsky før Hedendommen. Men at der dog paa den Tid var Christne i Norge, synes paa den anden Side af ovennævnte Beretninger at fremgaa; hvad enten nu disse Christne blot vare saadanne af Kongernes Mænd, der hyldede sine Herrers tvivlsomme Tro, eller det var Omvendte fra Haakon den Godes Dage, eller endelig enkelte Indbyggere af Viken, som vare paavirkede fra Danmark, altsaa middelbart af de tydske, fra Bremen udgangne Missioner. Sandsynligst er det maaskee, at Christne af alle disse tre Klasser fandtes i Norge; men ganske vist var deres Antal kun saare ringe, og hverken christne Kirker eller christne Lærere omtales ved denne Tid nogensteds i vore Sagaer. Den Formodning, som har været udtalt^[5], at Erikssønnerne fra Danmark skulde have medbragt Missionærer af den tydske Skole, støtter sig i Grunden ikke til nogensomhelst Antydning, hverken i Sagaerne eller hos udenlandske Skribenter. At Viken imidlertid allerede dengang kan have været paavirket i christelig Retning fra Danmark, er, som allerede yttret, ganske rimeligt, og vi skulle snart herom tale noget mere. Hvad man overhovedet om Christendommens Stilling i Norge under Eriks Sønners Styrelse har fuld Grund til at antage, er det: at hvad der ved denne Tid fandtes af Christendom i Norge, nød et Slags – dog vist nok høist ufuldkommen – Beskyttelse af Kongerne; medens dog paa den anden Side Christendommen ingen mærkelig Fremgang gjorde.

To af Erikssønnerne, Erling og Sigurd Sleva, faldt i Norge som Offere før sin egen voldsomme og lovløse Fremfærd. Kong Harald Graafeld selv blev kort efter ved Harald Gormssøns og Haakon Jarls forenede listige Anslag lokket ned til Danmark, og faldt her i et Slag mod Harald Gormssøns Brodersøn (970?)^[6]. Hermed sluttede Erikssønnernes Kongedømme i Norge, da nemlig Dronning Gunhild med sine tvende gjenlevende Sønner, Ragnfrød og Gudrød, forfulgt af Nordmændenes Had, flygtede af Landet og drog til Orknøerne.

Haakon Sigurdssøn Jarl stammede kun paa Kvindesiden fra Harald Haarfager, og var saaledes efter dennes Arvefølge-Lov ikke berettiget til Kongenavn i Norge, skjønt han forresten var af en berømt og udmærket norsk Høvdingeæt, der ligesaavel som Ynglingeætten regnede sin Herkomst fra selve Aserne. Han blev nu ved Understøttelse af den danske Konge Harald Gormssøn og med Nordmændenes, som det lader eenstemmige, Bifald hævet til Norges Styrer. Dog gjaldt dette kun den nordlige og vestlige Deel af Landet og det under Erkjendelse af den danske Konges Overhøihed; imedens denne synes at have forbeholdt sig selv Bestyrelsen af Viken og den umiddelbare Overhøihed over de oplandske Fylkeskonger af Harald Haarfagers Æt.

Haakon Jarl var Hedning og, som man af Alt maa slutte, Asatroen af Hjertet hengiven. Dette viste han ogsaa strax ved sin Ankomst til Norge som Landsstyrer, i det han overalt lod de af Erikssønnerne nedbrudte Hof gjenreise, og de hedenske Blot atter træde i Kraft. Da Haarene til samme Tid ophørte i Landet, undlod man ikke at tilskrive dette heldige Omskifte Asernes Forsoning, og denne Forestilling hævede naturligviis Haakon i Folkets Yndest. Under saadanne Forhold var det let at forudsee, at den Smule Christendom, som i Norge fandtes, snarere maatte gaa tilbage end fremad.

I Danmark vedblev imidlertid den der allerede grundfæstede Christendom at gjøre stadige Fremskridt, mindre dog ved den vaklende Kong Harald Gormssøns Iver, end ved den bremiske Kirkes Bestræbelser og den tydske Keisers Vaabenmagt. Harald var, som før berettet, bragt i et Afhængighedsforhold til Keiser Otto I, som han gjerne ønskede at bryde. Da derfor Otto var død 973 og hans attenaarige Søn Otto II var bleven hans Eftermand, opblussede paa ny en Krig mellem Tydskland og Danmark, en Krig som ogsaa strakte sin Indflydelse til Norge, og som maaskee kunde have virket afgjørende for Christendommen her, hvis ikke Haakon Jarl ved sin Kraft og sit dybt indgroede Christen-Had havde hindret det^[7].

Da Keiser Otto i 975 rustede sig for at angribe Danmark, sendte Kong Harald Gormssøn, ængstlig for den truende Storm, Bud til Norge med Opfordring til Haakon Jarl, efter Skyldighed at indfinde sig i Danmark med faa stor Stridsmagt, han kunde opdrive, for at hjælpe Kongen. Haakon indfandt sig ogsaa med en Hær af Nordmænd og kjæmpede tappert for Danmarks Forsvar ved Danevirke. Udfaldet af Krigen blev alligevel, at Keiseren fik ødelagt Danevirke, trængte op i Jylland lige til Limfjorden og tvang Harald til Fred, hvorved uden Tvivl hans Underkastelsesforhold til Keiseren fornyedes, og Christendommen end mere befæstedes og sikkredes i Danmark; desuden synes Harald at have forpligtet sig til at faa Christendommen indført i Norge. Haakon Jarl var, da dette Forlig sluttedes, allerede paa Tilbageveien til Norge, men laa for Modbør med sin Flaade ved Limfjordens Munding. Her traf Haralds Sendemænd ham, og fik ham lokket til et Mode med Kongen. Men paa dette blev Haakon overmandet af Kongens Magt; han blev tvungen til at lade sig døbe med sine Ledsagere, det blev ham paalagt at christne Norge, og der blev givet ham Prester og Geistlige med for at understøtte ham i dette Foretagende. Haakon gjorde for Øieblikket gode Miner og toge Presterne ombord; men aldrig for blæste en gunstig Bør op, for han satte de Geistlige igjen i Land og styrede til Havs. Som det lader tvungen af Vinden gik han ikke lige til Norge, men seilede østerud gjennem Øresund, og naaede, efterat have herjet paa begge Sider i Danekongens Lande, lykkelig forbi disse til Øster-Gautlands Kyst. Her anstillede han et stort Blot til Odin, og da med det samme to Ravne kom flyvende, der skrege høit, saa betragtede han dette som et Tegn, at Odin havde modtaget hans Offer, og at Seier vilde følge ham. Han tog da det djærve Raad, at han brændte sine Skibe, og gik med sin Hær op i Landet. Med Herskjold for han tvert igjennem begge Gautlandene, overvandt al Modstand, naaede lykkelig Viken og for derfra landveis nord til sit Rige, som han fra den Stund styrede uafhængigt, uden længer at erkjende Danekongens Overhøihed eller betale ham Skat^[8].

Samtidigt med Haakon Jarls tvungne Daab sendte Kong Harald Gormssøn, eller efter Andre Keiser Otto selv, tvende Jarler med meget Krigsfolk til Viken for der at see Christendommen indført. Folket, heder det, gav efter for Overmagten, og mange lode sig døbe. Men da Haakon vendte tilbage til Norge efter Toget gjennem Gautland, turde de danske eller tydske Jarler ikke forblive længer i Viken, men droge igjen til Danmark med sin Hær. Paa sin Færd gjennem Landet nord efter indførte Haakon Jarl atter Hedenskabet og Blotene overalt hvor han for, og lovede Hedningerne sin Beskyttelse. Følgen heraf var, at en Mængde af dem, der havde ladet sig døbe af Frygt for Danekongens Magt, igjen faldt fra Christendommen og vendte tilbage til Asatroen. Harald Gormssøn beholdt vel Viken, men dog ikke uden at foruroliges i Besiddelsen deraf ved Haakon Jarl, om hvem det heder, „at han gjorde sig Viken til Herland“, eller til Gjenstand for sine Herjninger^[9]. For at hevne sig paa den frafaldne Haakon og atter tvinge ham til Underkastelse gjorde Harald noget senere (omkr. 9802) med en stor Flaade og Hær et Tog til Norge og drog ødelæggende frem langs Kysten lige til henimod Stad; men da Haakon nærmede sig norden fra, vendte han atter tilbage til Danmark med uforrettet Sag, og Haakon styrede nu længe, uanfegtet af den dansk Konge, sit Rige i Norge.

Hvad ovenfor er fortalt om den tydsk-danske Virksomhed til Christendommens Fremme i Viken, er i Hovedsagen Alt hvad vore Sagaer derom vide at sige. Kong Harald, dreven og understøttet af Keiseren, søgte at omvende Folket der til Christendommen ved Tvang og Vaabenmagt, medens Haakon Jarl ved samme Midler stræbte igjen at udrydde den og opretholde Hedendommen. At den sidste har været heldigere i denne Veddekamp end den første, er det Indtryk som Sagaernes Beretning giver; og det er vel i sig selv det rimeligste, da den danske Konges Magt i Viken, især efter hans store forgjæves Tog til Norge, vist maa agtes for at have været mere i Navn end i Gavn, og i Virkeligheden af liden Betydning. Om Opbyggelse af Kirker og Indsættelse af Prester i Viken, eller om nogen virksomme Christendommens Lærere der rinder de tydske eller danske Vaabens Beskyttelse, tale Sagaerne Intet. Herom veed imidlertid Adam af Bremen og hans Scholiast lidt mere at fortælle. Det heder nemlig hos Adam selv, at en Liafdag, som Erkebiskop Adaldag i 948 havde indviet til Ribe, ikke alene prædikede Troen i Danmark, men ogsaa „for dem hinsides Havet, for Svearne og Nordmændene“. Og senere siger herom Scholiasten i Anledning af Adams Beretning om Christendommens Indførelse i Norge under Olaf den Hellige ved engelske Geistlige: „Allerede forhen havde dog af Geistlige udgangne fra Bremen (ex nostris) Liafdag, Odinkar og Poppe prædiket for dette Folk (Nordmændene). Vi kunne sige, at vore have arbeidet, og de engelske (Angli) have indtraadt i deres Arbeide“^[10]. Af de her nævnte fra den bremiske Mission udgangne Lærere i Norge var Liafdag og Poppe Tydskere, Odinkar dansk. Deres Virksomhed maa udentvivl falde ved den her omhandlede Tid, ved 980, eller for Liafdags Vedkommende maaskee tidligere, og have gjældt Viken, den eneste Deel af Norge, hvortil den danske Konges, og gjennem ham, den bremiske Kirkes Indflydelse strakte sig. Men hvormeget der ved denne Virksomhed har været udrettet er høist tvivlsomt. Den Mening har været udtalt, at Christendommen ved hine Læreres Virksomhed under dansk-tydsk Beskyttelse vandt saamegen Fremgang i Viken, at der en norsk Kirke efter bremiske Missionsgrundsætninger dannede sig, hvilken siden traadte i et Slags Modsætning til den øvrige norske Kirke, der dannede sig efter engelsk Forbillede, skjønt hiin snart maatte ligge under for denne^[11]. Denne Mening er især bleven støttet paa ovenanførte Udtryk hos Adams Scholiast. Det synes imidlertid som man ved denne Anskuelse overvurderer den bremiske Kirkes Virksomhed med Hensyn til Norge og navnligen Viken. Ei at omtale, hvad allerede ovenfor er antydet, at vore gamle Sagaers Fremstilling ei kan siges at give saadan Mening nogen Bestyrkelse, saa bør der formeentlig neppe engang paa Scholiastens Udtryk lægges saa stor Vegt, som gjort er.

Man maa nemlig betænke Følgende: – Missionskaldet med Hensyn til Christendommens Udbredelse i hele vort Norden, og derhos Metropolitanmyndighed over alle der vordende Kirker, var uomtvistelig af Paven tillagt den hamborgsk-bremiske Kirke allerede ved dennes Ophøielse til Metropolitanverdigheden. Dens Missionsvirksomhed kom imidlertid kun til at udstrække sig med kraftige Følger over Danmark og Sverige, medens den kun svagt berørte Norge, i det mindste kun strakte sig til et lidet Strøg af dette Rige, i hvis langt overveiende Deel derimod, som senere skal vise sig, engelske Lærere, indkaldte og understøttede af Norges egne Konger, der selv havde modtaget Christendommen i England, kom den bremiske Missionsvirksomhed i Forkjøbet. Denne Omstændighed tilintetgjorde nu vist nok ikke den bremiske Kirkes, efter Tidens Begreber, lovligen (ved Pavebud) erhvervede Metropolitanhøihed ogsaa over den norske Kirke; men ligesom denne maatte føle sig den bremiske Kirke mindre forbunden, da den i Virkeligheden ei herfra var stiftet, saaledes maatte det paa den anden Side være den bremiske Kirke af Vigtighed at sammenbringe alle mulige Skjel, som kunde vise, ikke alene at dens Metropolitanmyndighed over den norske Kirke var lovlig (thi dette kunde neppe benegtes), men ogsaa at den var fortjent. Paa den Tid da Adam og hans Scholiast skrev, eller nys forud, nemlig under Erkebiskop Adalbert (1043–1072), havde just fra den norske Konges (Harald Haardraades) Side Uvillie viist sig til at erkjende hiin bremiske Metropolitanmyndighed, udentvivl for en stor Deel paa Grund, af at de sande historiske Forholde stillede den norske Kirke den engelske langt nærmere end den bremiske. Intet Under derfor, om den sidstnævnte Kirkes Historieskrivere lagde Vegt, og det en overdreven Vegt, paa den Smule Missionsvirksomhed med Hensyn til Norge, som den bremiske Kirke i sin Tid havde havt Anledning til at udvise. At Scholiastens Ord have en polemisk Tendens mod den engelske Kirkes Virksomhed i Norge, ligger klart for Dagen; og det synes, at han ved at fremhæve de bremiske Bestræbelser – endogsaa stærkere end Adam selv har gjort – vil forsvare den bremiske Kirkes Fremgangsmaade, nemlig at ville paatvinge Norge sin Metropolitanmyndighed i videste Udstrækning, i det han fremstiller den engelske Kirkes Virksomhed som en blot Indhøsten af den bremiske Kirkes møisommelige Udsæd. Paa Grund af disse ubestridelige Forhold, bør man udentvivl ikke lægge saa stor Vegt paa ovennævnte tydske Vidnesbyrd, at man deraf, under vore egne Kildeskrifters Taushed, skulde slutte til en i Viken fra Bremen af over Danmark, endog blot i sine første Grundtræk, organiseret norsk Kirke, ældre end den af de norske Konger ved engelske Geistlige stiftede almindelige norske Kirke. Det sande Forhold i denne Sag kan maaskee med faa Ord angives som følgende: den tydsk-bremiske Kirkes umiddelbare og middelbare Virksomhed i Norge strakte sig kun til enkelte spredte Omvendelser eller snarere Omvendelsesforsøg i Viken, men det lykkedes den ikke der at danne noget egentligt kirkeligt Samfund; hvorimod Christendommen i hele Norge, baade hvad Folkets stadige Omvendelse og hvad det kirkelige Samfunds Stiftelse angaar, udelukkende udgik fra England; med andre Ord: den norske Kirke var heel og holden en Datter af den engelske.

1. Fgrsk. 22.
2. Snor. Har. Grf. S. c. 2.
3. Fgrsk. 28. f.
4. Fgrsk 29.
5. Munch I. 2. 277.
6. Med Hensyn til Varigheden af Harald Graafelds og hans Brødres Styrelse i Norge hersker der stor Usikkerhed. Ifølge de bedste Konge-Sagaers Angivelse skulde den have varet i henved 15 Aar, og Haralds Død saaledes være indtruffen idet Tidligste 975. Men der er flere Omstændigheder – navnligen Tiden for Keiser Ottos Tog, som ganske sikkert foregik i 975 og dog et Par Aar i det mindste efter Harald Graafelds Fald –, hvilke gjøre det høist sandsynligt, ja næsten sikkert, at sidstnævnte Begivenhed er indtruffen tidligere. En anden gammel Angivelse, der nævner som Hjemmelsmand den bekjendte historiekyndige Islænding Sæmund hin Frode (Kvadet om Jon Loptssøn V. 18), tillægger Harald Graafeld 9 Aars Styrelse, hvorefter han skulde være falden omkring 970. Dette synes mig rimeligst. Munch har derimod i sin Norges Historie ikkun indrømmet Harald en Regjeringstid af 4 Aar og sat hans Død tilbage ligetil 965. Hans Grunde herfor ere fremstillede I. 2. 11–14 i Noten.
7. Ved at omtale denne Krig, maa bemærkes, at der med Hensyn til den frembyder sig mange Knuder baade ved Tidsregningen og ved andre dermed forbundne Omstændigheder. Det kan ikke blive vor Sag her at opholde os ved Forsøg paa at løse disse Knuder. Jeg skal i saa Maade henvise til Munch II. S. 89–95. Det er kun Krigens Udfald og Følger, som her er af Vigtighed, og dette er temmelig sikkert. Jeg fortæller hvad jeg, efter Sammenstilling af de forskjellige Kilders Beretninger, i Hovedsagen finder sandsynligst.
8. Fgrsk. 41.
9. Sst.
10. Ad. Br. II. c. 69, og de situ Daniæ c. 241. Schol.
11. Munch: i norsk Tidskr. V. S. 6–10; Norges Hist I. 2. 274, 277.