Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/64

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 124-132).

De nu omhandlede Skridt af Kong Haakon maatte nødvendigviis mishage mange af Norges Stormænd, baade verdslige og geistlige. Heraf den Spending, som man just paa denne Tid sporer imellem dem og Kongedømmet, og som giver sig tilkjende i Hertug Eriks aabenbare Brud med Kongen, i enkelte verdslige Stormænds Optræden paa hans Side mod deres eget Fædreneland^[1], og endelig i Erkebiskop Jørunds Lunkenhed i at hjælpe Kongen til Rigets Forsvar Det fuldkomne Brud mellem Haakon og Hertug Erik fremkaldtes i 1308 ved den Sidstes overmodige Afslag paa Kongens Fordring, at han skulde tilbagegive Norge Vardbergs og Konghellas Fæstninger, hvilke Kongen tidligere havde overladt ham som Støttepunkt for hans krigerske Foretagender mod den svenske og den danske Konge, – en Tilbagegivelse, som Hertugen ikke vilde indlade sig paa, før Egteskabet mellem ham og Haakons Datter Ingebjørg var fuldbyrdet. Følgen var, at den aftalte Egteskabsforbindelse hævedes, og at Haakon nærmede sig den danske Konge med Fredsforslag. En foreløbig Overeenskomst tilveiebragtes ogsaa mellem Norge og Danmark ved Fuldmægtige fra begge Riger i Kjøbenhavn den 29de August 1308, og ved den lovede Kong Haakon sin Datter Ingebjørg til Junker Magnus, den svenske Konge Birgers Søn, den danske Konges Søstersøn. Den endelige Fred mellem Rigerne skulde afsluttes ved et Møde mellem Kongerne selv, der aftaltes at skulle finde Sted den følgende Sommer^[2].

Nu optraadte Hertug Erik som den norske Konges aabenbare Fiende. Enkelte misfornøiede norske Stormænd havde, som sagt, allerede forladt sit Fædreneland og vare traadte i hans Tjeneste; flere Overløbere har han rimeligviis ventet sig, naar han først med en Hærmagt havde viist sig inden Norges Grændser. Han gjorde midt i Vinteren mellem 1308 og 1309 et ødelæggende Indfald i Viken, trængte frem lige til Oslo, og beleirede, skjønt forgjæves, det sterkt befæstede Akershus. Man synes i Norge ikke at have været forberedt paa et hastigt Angreb; alligevel samlede Bønderne sig fra flere Kanter til Fæstningens Undsætning, og Erik fandt det raadeligst i Begyndelsen af 1309 at trække sig tilbage igjen til Sverige. En alvorlig Krig truede imidlertid Norge fra denne Side, nye Angreb kunde ventes, og Haakon skyndte sig at opbyde sit Riges Krigsmagt ogsaa fra Landets vestlige og nordlige Dele for at kunne have en sterk Flaade og Hær samlede ved Rigsgrændsen i sydøst, hvilken var nærmest udsat for Fiendens Indfald.

I denne Anledning henvendte Kongen sig ogsaa med sit Opbud til Norges Erkebiskop og Biskopper, af hvilke han vel med Grund kunde vente, at de ei under de nærværende farlige Omstændigheder vilde unddrage sig for at komme Fædrenelandet til Hjælp efter yderste Evne. Men Erkebiskop Jørund havde den 11te September 1308 fra Nidaros ladet udgaa en Kaldelse til alle Norges Biskopper at indfinde sig hos ham i Nidaros til et Provinsialconcilium, der skulde aabnes den 9de Marts 1309^[3], men senere udsattes, som det lader, til en Dag i April eller Førstningen af Mai. Denne Kaldelse var vel tidligere end det kongelige Udbud, dog synes Kongen at have næret Mistanke om rænkefulde Hensigter; og heri maatte han bestyrkes, da Erkebiskoppen, anmodet af Kongen og dennes Raad om at tilbagekalde Conciliet, var saa langt fra at rette sig efter denne Opfordring, at han meget meer drev endnu sterkere paa det. Da nemlig Biskop Arne af Bergen havde begjæret Udsættelse af det berammede Concilium, eller bedet sig undskyldt for at møde dertil personligen, saa gjentog Erkebiskoppen i Skrivelse af 6te Februar 1309, paa en Tid, da han utvivlsomt havde modtaget Kongens Udbud, sin Kaldelse til Biskoppen, hvis Nærværelse, han siger, han paa ingen Maade vil savne, og hvem han opfordrer til at sørge for, at Kongens Raad ei hindrer dette og andre Kirkens Anliggender^[4]. Biskop Arne lod sig stemme til at lyde Erkebiskoppen, og det samme var Tilfælde med Biskop Ketil af Stavanger.

Da Kongen nu den 20de Marts 1309 kom til Bergen for personligen at drive paa sine Rustninger, fandt han der begge Biskopperne, Arne og Ketil, rede at drage til Conciliet i Nidaros. Kongen optog, som naturligt var, denne Adfærd meget ilde, og endnu samme Dag forkyndte han, efter Overlæg med sit Raad og i mange tro Mænds Nærværelse, Forbud mod Biskoppernes Reise. Han paalagde dem i Kraft af sin kongelige Myndighed, „under Fortabelse af deres Gods, Friheder og Rettigheder“ ikke at lyde Erkebiskoppens Kaldelse, men derimod følge Kongen didhen, hvor Rigets Vel udkrævede deres Nærværelse. Skulde Erkebiskoppen i denne Anledning foretage sig noget imod dem, saa skulde Kongen forsvare deres Sag for Paven eller hvilkensomhelst gyldig Dommer^[5].

Dagen efter indgav virkelig ogsaa Kongen forskjellige Appeller til det apostoliske Sæde angaaende flere Ulemper (hvilke vides ikke), der paaførtes ham samt hans Klerker og Lægmænd af Erkebiskop Jørund og nogle andre hans Riges Biskopper; – og herom underrettede han ved Brev af 26de Marts Magisteren for sine Kapeller med Provster, Kapellaner og øvrige Klerker ved samme, idet han tillige erklærede at skulle med det Første sende Fuldmægtige til Nidaros for at tilkjendegive Erkebiskoppen dette. De Domme, som muligen imidlertid kunde afsiges i omhandlede Sager af en eller anden Prælat mod hans Klerker eller mod Lægmænd under hans Beskyttelse, skulde ikke agtes^[6]. Der blev nu intet af de to ovennævnte Biskoppers Reise til Nidaros; og da Biskopperne af Hamar og Oslo ligeledes maa antages at være udeblevne ifølge Kongens Forbud, saa maatte af den Grund det tilsagte Provinsialconcilium have faldet bort, om end ikke Erkebiskop Jørunds strax efter i April Maaned indtrædende Død havde forhindret dets Afholdelse. Alle de fire Biskopper, Ketil af Stavanger, Helge af Oslo, Arne af Bergen og Ingjald af Hamar, findes derimod, ligesom og Kapelmagisteren Finn Halldorssøn, at have fulgt Kongen om Sommeren paa hans Tog til Rigsgrændsen, og at have været tilstede ved Mødet mellem den norske og danske Konge i Kjøbenhavn, hvor Freden mellem Norge og Danmark sluttedes den 17de Juli 1309^[7] paa de i forrige Aar aftalte Betingelser^[8].

Erkebiskop Jørunds sidste Leveaar synes hverken at have hengaaet ganske rolige, eller at have været for ham selv behagelige. I Striden med sit Kapitel havde han, som allerede fortalt, været den Tabende, og han synes siden lige til sin Død at have været meer afhængig af sine Chorsbrødre end en saa stolt Prælat uden Græmmelse kunde taale. Chorsbrødrene sees at have været begunstigede af Kongen, og det rimeligviis i saa meget høiere Grad, som Erkebiskoppen begyndte at blive ham mistænkt for hemmeligt Samhold med Hertug Erik og Rigets opsætsige Stormænd. Man finder, at Kongen under sit Ophold i Nidaros i 1307 skjænkede Chorsbrødrenes Kommune 100 Mark til bestandigt Aartidehold (aarlige Sjælemesser paa Dødsdagen) for sig og sin Dronning Eufemia^[9], og at han den 10de April 1308 ved et Vernebrev fra Øgvaldsnes i de allersterkeste Udtryk tog Chorsbrødrene og Alt deres, baade Kommunen og hver enkelt af dem tilhørende, under sin kongelige Beskyttelse^[10]. Erkebiskoppen vilde nu gjerne vinde dem, rimeligviis for at nyde lidt Føielighed af dem paa sine gamle Dage, og vel muligen især for ikke at krydses af dem i de Planer, han, som før omtalt, hemmeligen nærede mod Kongedømmet. Derfor var det udentvivl, at han ved Brev af 15de Mai 1308 skjænkede deres Kommune (ad mensam eorum communem) den forhen saameget omtvistede St. Michaels Kirke paa Stein^[11]. Alligevel havde Chorsbrødrene endnu hans tidligere Adfærd mod dem i friskt Minde og undlode ikke at lade ham føle det, naar Leilighed gaves. Herom vidner deres strenge og vistnok ikke i Alt billige Opførsel mod hans Ven, den oftere nævnte Prest Laurentius Kalfssøn.

Laurentius var fremdeles i stor Yndest hos Erkebiskop Jorund og blev af denne endogsaa beskikket til Pønitentiarius og til at gjemme St. Olafs Offer, en Gunst som misundtes ham af Mange. Det hørte til Erkebiskoppens Metropolitanskyldighed stundom at visitere, personligen eller ved Fuldmægtige, i sine Lydbiskoppers Omraade. En saadan Visitation var bestemt for Islands Vedkommende, og Erkebiskoppen besluttede efter Chorsbrødrenes Raad at sende Laurentius did som Visitator, et Hverv hvortil han maatte synes særdeles skikket baade formedelst sin Dygtighed og formedelst sit Kjendskab, som født og opdragen paa Island, til de derværende Forhold. Laurentius paatog sig det ogsaa, men udbad sig til sideordnet Medhjælper en vis Broder Bjørn af Prædikebrødrenes Orden, der skulde prædike for Landsfolket. Erkebiskoppen fraraadede ham dette, baade fordi – som han sagde – en deelt Magt indesluttede i sig Spiren til sin egen Ødelæggelse, og fordi han ikke havde nogen god Tro til Prædikebrødrenes Paalidelighed i det Hele. Chorsbrødrene derimod bifaldt hans Forlangende og skyndede ivrigen til dets Opfyldelse – som man troede – af gammel Uvillie mod Laurentius. Enden blev, at Erkebiskoppen gav efter, og Laurentius og Broder Bjørn udnævntes til Visitatorer med lige Myndighed. Erkebiskoppen viste dog Laurentius den særlige Gunst, at han overgav denne tre ubeskrevne Pergamenter, alle med det erkebiskoppelige Segl under, hvilke det tilstodes ham at udfylde, naar Leiligheden krævede det, efter eget Tykke. Han maatte imidlertid iforveien sverge, ikke at ville indføre i disse Breve noget, som kunde være Erkebiskoppen eller hans Kirke til Skade. Dette foregik hemmeligen, ikkun i Overvær af tvende Erkebiskoppens Fortrolige.

Begge Visitatorerne fore nu i Følge til Island i 1307, medførende Erkebiskoppens Anbefalingsbreve til begge Landets Biskopper, Jørund af Hole og Arne Helgessøn af Skaalholt. De landede ved Eyrar (Ørebakke) paa Sønderlandet kort før Thorlaksmesse om Sommeren (20de Juli) og droge strax til Skaalholt, hvor de blev vel modtagen af Biskop Arne. Allerede her reiste sig en liden Uenighed mellem Visitatorerne, da Laurentius vilde, at Bjørn skulde prædike paa Thorlaksmessen om denne hellige Mands Fortjenester, men Bjørn negtede dette og gjorde Spot af Helgenen. Men denne Uenighed, heder det, blev snart bilagt, da nemlig Broder Bjørn samme Aften blev heftig syg, ansaa Sygdommen for en Straf, og nu fandt sig i at prædike paa Messedagen. Siden gik det godt med Visitationen i Skaalholts Biskopsdømme; nogle Prester bleve afsatte paa Grund af Ukyndighed, men den føielige Biskop Arne gjorde derved ingen Vanskeligheder.

Mindre godt gik det, da Visitatorerne om Høsten kom til Hole Biskopsdømme. Biskop Jørund havde nu i hele 40 Aar forestaaet Holestol, og havde i denne lange Embedstid vidst at erhverve sig en overordentlig Indflydelse paa Nordlandet baade hos Geistlighed, Høvdinger og Bønder. Men om end hans slue Aand havde bevaret sin gamle Smidighed, saa vare hans Lemmer ved Alderen stivnede. Han havde i den senere Tid undladt at visitere saa flittigen, som udfordredes, og han saa gjennem Fingre med Uordener, som fandt Sted ikke alene rundt om i Biskopsdømmet, men ogsaa ved selve Biskopssædet, lige under hans Øine. Han var derfor ikke synderlig vel stemt for Visitationen i det Hele, og dertil kom, at han oversaa Laurentius, hvem han i Fordumsdage havde fremhjulpet, og hvem han nu ikke kunde lide at see paa en Maade som sin Overmand. Jørund modtog begge Visitatorerne tilsyneladende vel, men viste dog strax Broder Bjørn større Opmærksomhed og beholdt ham hos sig om Vinteren paa Hole, medens derimod Laurentius maatte skaffe sig Vinterophold et andet Sted.

Strax i Begyndelsen af 1308 opkom der Uenighed mellem Biskoppen og Laurentius; og da Broder Bjørn altid holdt sig paa Biskoppens Side, kom der ogsaa alvorlig Misforstaaelse mellem Visitatorerne selv. Laurentius blev udsat for uverdig Behandling af Abbeden af Thveraa, der vovede at sønderrive et af hiin forfattet Domsbrev lige for hans Øine; og Biskoppen med Broder Bjørn tog Abbeden til Forlig uden engang at tilkalde Laurentius. Endelig erklærede Broder Bjørn ganske egenraadigen, at han ikke vilde visitere de nordøstlige udkanter af Biskopsdømmet, og begav sig tidlig om Sommeren paa Hjemreisen til Norge.

Laurentius’s Venner raadede nu denne, at han ogsaa skulde vende hjem, og det paa samme Skib som Bjørn, for at Bjørn ikke skulde faa Anledning til i hans Fraværelse at bagtale ham. Men Laurentius vilde fuldende sin Visitation i den nordlige Fjerding og blev tilbage. Folket lagde imidlertid nu alle mulige Hindringer i Veien for ham, og Biskoppen selv erklærede, at han ikke længer agtede ham for Visitator, da hans Medbroder havde forladt ham. Laurentius maatte da opgive den videre Visitation og berede sig til Hjemreisen. Biskoppen gjorde Forsøg paa at forlige sig med ham i Forveien, men da Laurentius intet vilde give efter, skiltes de i Uvenskab. Laurentius gik den 20de August ombord fra Gaaseyre i Eyafjorden, og kom efter en lang og haard Reise til Throndhjem ved Slutningen af September Maaned 1308.

Broder Bjørn havde imidlertid vundet Forspranget for ham og var kommen til Nidaros allerede den 8de September med Biskop Jørunds Brev og Budskab til Erkebiskoppen og Chorsbrødrene. Hverken Bjørns Ord eller Biskoppens Skrivelse lød til Laurentius’s Fordeel. Desuden havde Biskoppen noget senere om Sommeren sendt en Prest ved Navn Gudmund Haldorssøn til Erkebiskoppen og Chorsbrødrene med mange Penge og Breve, der ligeledes indeholdt Beskyldninger mod Laurentius. Ogsaa dette Budskab var kommet Laurentius i Forkjøbet. Bjørn lagde i sine Klagemaal fortrinlig Vegt paa det, at Laurentius paa Island havde oplæst flere Erkebiskopsbreve, som han ikke vidste, hvorledes han var kommen til. Det var naturligviis de forhen omtalte blanke Breve, som Erkebiskoppen hemmeligen havde givet ham, hvilke Laurentius havde udfyldt og benyttet; men Chorsbrødrene, uden hvis Vidende dette var skeet, havde god Grund til at anke derpaa og at fremstille den brugte Fremgangsmaade som et Falskneri. Stemningen hos Chorsbrødrene var følgelig høist fiendtlig mod Laurentius, og Ulykken var derhos, at Erkebiskoppen, som skulde være hans Støtte, paa denne Tid var bragt i en fuldkommen Afmagtstilstand. Han havde nemlig tidligere havt Verk i Foden; men denne slog nu op i Bugen, og Chorsbrødrene havde – heder det – taget Anledning af hans Sygdom til at berøve ham al Magt baade i verdslige og aandelige Ting. De overlode ham til hans Tjeneste tvende Svende og en Kok, og fjærnede forresten fra ham alle hans Venner og fordums Tilhængere. I denne sørgelige Stilling kunde Erkebiskoppen kun lidet udrette for sin hengivne Tjener.

Ikke før kom Laurentius paa Bryggen i Nidaros, før Chorsbrødrenes Svende med bevæbnet Følge grebe ham og kastede ham i det værste Fængsel, som i Byen fandtes. De bemægtigede sig derpaa hans Gods og Brevskaber, som vare ombord, og bragte det alt under Chorsbrødrenes Forvaring. Dagen efter holdt Chorsbrødrene paa egen Haand Kapitel og havde i denne Forsamling mange hemmelige Overlægninger. I Spidsen for dem stod ved denne Tid Eilif Arnessøn Kortin, som nu var Official, og Audun Thorbergssøn Raude, der stod i stor Anseelse hos alle Høvdingerne; hans tredie Hovedfiende, Sighvat Lande, var dengang død. Den eneste Geistlige af Betydenhed, der siges at have taget sig lidt af hans Sag, var Presten Salomon Thoraldessøn, der nys var hjemvendt fra sine Studier i Udlandet, og siden blev Biskop af Oslo; men han kunde dengang ingen væsentlig Hjælp yde den arme Fange, da alle Chorsbrødrene vare imod ham. Meer Medfølelse vakte den haarde Behandling, der vederfores Laurentius, hos Erkebiskoppens Svende, hvilke kjendte ham og holdt af ham fra ældre Tid. De samlede sig og yttrede aabenbare, at det var uforsvarligt saaledes at gribe, fængsle og mishandle en Mand, hvis Forbrydelse ikke var bevist, og som ikke var domfældet. Men hertil svarede Chorsbrødrene, at det virkelig var bevist, at han havde havt falske Breve med sig til Island og havde tilsneget sig Erkebiskoppens Segl for dem. Mange spurgte da, hvorfor Laurentius ikke maatte stilles for Erkebiskoppen selv. Man svarede, at Erkebiskoppen, efter at have hørt Broder Bjørns Fremstilling og læst Biskop Jørunds Breve, var bleven Laurentius saa vred, at han ikke vilde see ham. Dette sidste var dog – heder det – aabenbar Usandhed; thi Chorsbrødrene havde selv modtaget baade Bjørns Udsagn og Biskoppens Breve, medens Erkebiskoppen under sin Sygdom ikke havde det ringeste at raade.

Det synes dog ikke at have varet ret længe, for Chorsbrødrene foretog sig Behandlingen af Laurentius’s Sag i et Kapitel eller Møde, som de holdt paa egen Haand uden at Erkebiskoppen var tilstede. De lode Laurentius tilkalde, og modtoge ham siddende i al sin Herlighed paa kostbare Hynder, medens han, svag som han var efter den haarde Behandling, han havde lidt, blev sat lænket paa Gulvet. Da han med svag Stemme hilsede dem, var det saalangt fra at de gjengjældte hans Hilsen, at meget mere en af dem spottende sagde: „Høiere skreg du Laurentius, da du læste Bansbrevet over os.“ Der blev nu fremsat to Beskyldninger mod ham fra Chorsbrødrenes Side: først at han havde skrevet falske Breve i Erkebiskoppens Navn, – dernæst at han havde begaaet Underslæb med St. Olafs Offer, medens han havde at oppebære dette, en Beskyldning – heder det – som aldrig havde været gjort før han drog til Island. Endelig bleve de Breve oplæste, som Biskop Jorund af Hole havde skrevet for at klage over ham. Chorsbrødrene opfordrede ham derpaa til at vedgaa de fremsatte Beskyldninger; men dette afslog han paa det bestemteste. Et støiende Optrin fulgte. Endelig forelagde Kapitelet Laurentius tvende Vilkaar: enten at modtage slig Skrift i Norge, som Officialen maatte bestemme, – eller at fare tilbage til Island i Biskop Jørunds Vold, og indtil sin Afreise være i Fængsel. Laurentius valgte – som det lader mod Forventning – det sidste. Alt hvad Gods, han havde ført med sig, tilegnedes Nidaros’s Kirke; han selv blev sat i et noget mildere Fængsel, dog i Lænker.

I hans Fængslingstid hendte det sig engang, at han uden Chorsbrødrenes Bidende, ved sine Vogteres Godhed fik Lov til at komme med Lænker paa ud af Fængslet og hen til det Værelse, i hvilket den syge Erkebiskop laa. Han var allerede kommen i Døren, da han blev bemærket af nogle Chorsbrødre, der strax lode ham med Vold slæbe bort. Erkebiskoppen blev opmærksom paa Larmen og fik vide, at det var Laurentius, der havde villet tale med ham, men var bleven draget bort. Da udbrød han i Klager over deres begges Stilling: – han selv var saa langt fra at raade noget i vigtigere Anliggender, at han ikke engang raadede for hvad han skulde æde og drikke dagligen; og paa alle dem, som havde været hans hengivneste Tilhængere, kastede Chorsbrødrene sit bittreste Had. Laurentius blev fra denne Stund strengere bevogtet end før, og led meget om Vinteren, indtil han om Vaaren 1309 blev sendt i Lænker over til Island^[12].

Hele denne Skildring stiller de nidarosiske Chorsbrødre i et ugunstigt Lys og maler med merke Farver Erkebiskop Jørunds Afmagt og sørgelige Stilling i hans sidste Levedage. Man maa imidlertid erindre, at hvor oplysende og underholdende end Skildringen kan være, saa er den dog given, ligesom Laurentius’s Saga i det Hele, af en Mand, der var Erkebiskoppens Tilhænger og Ven, og derfor ilde stemt mod Chorsbrødrene. Man kan neppe ganske frikjende den for Partiskhed og Overdrivelser. Laurentius havde kanskee handlet i god Tro og efter sin bedste Overbeviisning Men baade var Sagen med de blanke Breve under Erkebiskoppens Segl noget, hvorover Chorsbrødrene med Grund kunde føre Anke, naar de ei dertil havde givet sit udtrykkelige Samtykke; og hvad Laurentius’s Bestyrelse af Offeret til St. Olaf angaar, da er det let tænkeligt, ja høist rimeligt, at han, ganske uden personlig Egennytte, kan have vist større Føielighed mod Erkebiskoppen end tilbørligt, og derved have krænket Chorsbrødrenes Ret til Medvidende om og Deelagtighed i Offerets Anvendelse. Om Retmæssigheden af Hole-Biskoppens Klager, kan ikke dømmes, da man ei kjender deres Indhold. Hvad endelig angaar den Umyndighedstilstand, i hvilken Erkebiskoppen holdtes, da kan denne vanskeligen have været fuldt saa streng, som Laurentius’s Saga skildrer den; thi det er forhen viist, at Erkebiskoppen netop den sidste Høst og Vinter, han levede, bestræbte sig ivrigen for at faa et Provinsialconcilium samlet om sig, og i denne Henseende endogsaa trodsede Kongens Ønsker og vel grundede Forestillinger. Og der findes dog intet Vink om, at det var Chorsbrødrene, som her handlede i Erkebiskoppens Navn, da de tvertimod synes at have staaet paa den bedste Fod med Kongen. Erkebiskoppen har derfor neppe i det Hele været saa aldeles svag og afhængig, som Sagaen siger, om end maaskee Chorsbrødrene i Laurentius’s Sag have havt et sterkt Baand paa ham, og vel ogsaa have benyttet sig af hans legemlige Svaghed til at forhindre hans Mellemkomst til deres Fiendes Laurentius’s Bedste. Dette kunde falde tungt nok for den stolte og egenraadige gamle Mand, og hans sidste Dage vare derfor ganske vist ikke de blideste.

Erkebiskop Jørund døde, inden Laurentius var bleven afsendt til Island, den 11te April 1309, efterat han i noget meer end 20 Aar havde forestaaet den norske Kirke At hans Metropolitanstyrelse ikke var uden Fortjeneste, og at han navnligen paa de tvende af ham holdte Provinsialconcilier udvirkede flere for Kirken gavnlige Bestemmelser, er paapeget. Han syntes tilmed hverken at have manglet Kundskaber eller Embedsdygtighed eller Virksomhed. Men de gode Egenskaber hos ham vare blandede med mange Svagheder og Feil. Stolthed, Egenraadighed, Voldsomhed, Mangel paa sand Retfærdighedsfølelse og streng Redelighed, Underordnen af Kirkens Gavn under personlige snart ærgjerrige snart hevngjerrige Hensyn, – dette er alt Pletter paa Erkebiskop Jørunds Karakter, hvilke klart fremlyse af hans hele Embedsfærd.

1. Hr. Bjarne Lodinssøn og Hr. Thord Unge nævnes udtrykkelig som saadanne Overløbere.
2. Thorkel Anal. 98–103.
3. N. Dipl. III. 79.
4. Erkebiskoppens tvende Breve N. Dipl. III. 81–83 og Bp. Arnes af 4de Marts 1300 Ssts. 82, af 10de Marts 1309 Ssts. 85 og af 23de Marts 1309 Barth. Mskr. E. 500–511.
5. Om disse Forhandlinger i det Hele see Kong Haakons Brev af 20de Marts 1309, N. Dipl. I. 106.
6. N. Dipl. I. 107.
7. Thorkel. Anal. 103–110.
8. S. o. f. II. 142.
9. Chorsbrødrenes Brev af 21de September 1307, N. Dipl. II. 75, jfrt. m. Kong Haakons Brev af 12te April 1308, Ssts. 77.
10. N. Dipl. III. 77.
11. N. Dipl. III. 79.
12. Bp. Laurentius’s S. c. 17–26, Espol. Aarb. I. c. 18–20.