Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/67

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 153-165).

Under alle de senest fortalte Begivenheder, i hvilke Biskop Arne af Bergen optræder som Hovedpersonen, var den udvalgte Erkebiskop Eilif Arnessøn endnu i Norge og havde ikke tiltraadt sin Reise til Kurien. Han var, som forhen^[1] fortalt, den 1ste September 1309 ankommen til Bergen, og forblev der lige indtil henimod Aarets Slutning. Her indfandt sig hos ham kort efter hans Komme to Fuldmægtige fra det orknøiske Kapitel, Stefan og Anakol, hvilke meddeelte, at Kapitelet efter Biskop Dolgfinns Død (1286–1309?) havde valgt sin Archidiaconus, Viljalm, til hans Eftermand, paa hvilket Valg de udbade sig Erkebiskoppens Stadfæstelse. Eilif underrettede ved Brev af 12te September Biskop Arne herom, idet han opfordrede ham til, i Geistlighedens og Folkets Nærværelse, i Kirken at indstevne Alle, som maatte have noget imod den Valgte, Vælgerne eller Valgmaaden at indvende^[2]. Dette maa antages at have været en almindelig Form, der iagttoges for Metropolitanen udtalte sin Stadfæstelse af Biskopsvalg. Viljalm selv er rimeligviis først senere, efterat Stadfæstelsen er foregaaet, ankommen til Norge. Hans Indvielse sættes nemlig i Annalerne til det følgende Aar 1310^[3], og maa da vel antages at være udført ved den ældste af Norges Lydbiskopper, Ketil af Stavanger, eftersom den udvalgte Erkebiskop selv endnu ikke havde modtaget biskoppelig Indvielse.

Endnu den 26de November sees Eilif at have været i Bergen. Paa denne Dag udstedte nemlig Biskopperne Thord af Garde paa Grønland, som just i dette Aar var kommen til Norge^[4], Ketil af Stavanger og Arne af Bergen, ifra sidstnævnte Stad, et Vidnesbyrd om, at den udvalgte Erkebiskop i behørig Tid efter sit Seng havde forladt Nidaros for at drage til Kurien, at han den 1ste September var kommen til Bergen, var der bleven opholdt længe af Modvind, og maatte nu opsætte sin Reise til Vaaren, da ingen torde betro sig til det store Hav om Vinteren^[5].

Ikke meget længe efter synes Eilif at være dragen øster i Landet, udentvivl for at finde Kongen, som denne Vinter havde sit Sæde i Viken. Det er rimeligt, at den udvalgte Erkebiskop selv har været tilstede i Oslo den 13de Juni 1310, da Kong Haakon ophævede det Lensforhold til Kongedømmet, i hvilket den afdøde Erkebiskop Jørund var indtraadt, idet han af Kong Erik i 1297 modtog Jarlsverdighed^[6]. I det Brev, som Kongen i denne Anledning udstedte i sit Kapel, Marie Kirke, i Oslo, heder det, at han anseer hiin Handling af Erkebiskop Jørund og det nidarosiske Kapitel for ugyldig, og at han tilintetgjør og gjenkalder som magtesløs den hele Overeenskomst. Han gjorde dette – heder det – „ifølge Retfærdigheds Krav, til Guds og den hellige Moders, Kirkens, Ære, og især for Jomfru Marias Skyld og den hellige Olafs, sin Frændes, Norges Riges Patrons og særdeles Beskytters“, – idet han af kongelig Myndighed „ved nærværende offentlige og pragmatiske Sanktion“ bestemmer, „at den nidarosiske Erkebiskop ikke er skyldig at gjøre meer for Kongedømmet og Kronen, end hans Forgjængere have været tilvante efter de canoniske Love og Norges Riges Love og de fra umindelige Tider vedtagne Sedvaner“^[7].

Kongens Udtryk falde som om han ved denne Bestemmelse befriede Nidaros’s Erkestol fra en upassende Byrde og Indskrænkning. Fra den Side kan vistnok ogsaa Sagen sees; men neppe har dog den Anskuelse været den ene ledende i Kongens Fremgangsmaade. Det feiler ikke, at han jo har indseet, at det hele Forhold var ligesaa skadeligt for Kongedømmet og Landets Vel i det Hele, som stridende mod Kirkens Kald og Verdighed, og at han ikke mindre af den første end af den anden Grund har søgt det ophævet saasnart passende Leilighed dertil gaves. Et Gode for Norge var det utvivlsomt, at denne Kilde til mangfoldige Forviklinger snarest muligt tilstoppedes. Ligesom det udtrykkelig i det omhandlede Brev siges, at hiin Overeenskomst i sin Tid var sluttet „uden Pavens Vidende og særlige Tilladelse“, saaledes findes heller intet Spor til, at Paven ved dens Ophævelse er bleven adspurgt, eller i mindste Maade har blandet sig i den Sag.

Kort efter finder man Eilif i Tunsberg, hvor han den 20de Januar 1310 modtog Pavens Kaldelse til et forestaaende almindeligt Concilium^[8]. Pave Clemens V havde ved den franske Konges, Philip den Smukkes,. Indskydelser ladet sig bevæge til at laane sin Haand til den rige og mægtige Tempelordens Undertrykkelse. Denne Voldshandling begyndte i 1307 med alle Tempelherrers Fængsling i Frankrige. Den blev billiget af Paven i 1308; og idet nu denne ved en Rundskrivelse af 12te August samme Aar underrettede alle den romerske Kirkes Prælater i hele Europa og ligeledes alle Konger og Fyrster om de store Forbrydelser, for hvilke Ordenen beskyldtes, og paa Grund af hvilke dens Medlemmer skulde fængsles og dens Ejendomme lægges under Beslag, indbød han tillige til et almindeligt Concilium i Vienne, der skulde afholdes i October Maaned 1310 deels for denne Sags Skyld, deels for andre Christenheden magtpaaliggende Sager, blandt andre Christendommens Forsvar mod de Vantroende^[9]. Det var udentvivl dette Brev, som Eilif modtog i Tunsberg den 20de Januar 1310. Beskyldningerne og den haarde Fremfærd mod Tempelherrerne vedrørte ikke særligen Norge eller dets Skatlande, da Ordenen der hverken vides at have havt Medlemmer eller Ejendomme. Men paa Conciliet maatte ligefuldt den norske Kirke repræsenteres Conciliet blev imidlertid udsat til October det følgende Aar, og en ny Kaldelse udgik i denne Anledning den 4de April 1310, hvilken findes at være bleven Biskop Arne af Bergen forkyndt den 15de Juni samme Aar^[10].

Det er sandsynligt, at Kaldelsen til Conciliet i Forbindelse med dettes Udsættelse har bevæget Eilif til ogsaa at udsætte sin Reise til Kurien, da nu hans Indvielse og hans Møde paa Conciliet hensigtsmæssigst kunde skee under Eet, og en dobbelt Reise derved spares. Foruden den udvalgte Erkebiskop vare Biskopperne Helge af Oslo og Arne af Bergen udseede til at overvære Conciliet^[11], ligesom ogsaa Befuldmægtigede (procuratores) fra Nidaros, Bergens og rimeligviis de øvrige norske Kathedralkirkers Kapitler^[12], samt muligen ogsaa fra de Biskopper, som ikke personligen mødte, vare der tilstede. Enkelte af de gamle Annaler sige, at Eilif tiltraadte Reisen til Kurien allerede i 1310^[13]; men da man finder, at Biskop Arne endnu ved Udgangen af Marts Maaned 1311 befandt sig i Bergen^[14], og det vel er rimeligst, at.alle de tre norske Biskopper gjorde Reisen i Følge, saa kan man med Grund antage, at Eilif først om Vaaren eller Sommeren 1311 har forladt Norge. I dette Aar blev han indviet af Pave Clemens^[15], rimeligviis i Avignon eller Vienne, kort for eller under Conciliet, altsaa hele to Aar efter sin Udvælgelse.

Conciliet i Vienne aabnedes den 16de October 1311, holdtes i tre Sessioner og sluttedes den 6te Mai 1312. Meer end 300 Biskopper vare tilstede foruden ringere Prælater og mange fyrstelige Personer. I anden Session den 3die April 1312, blev Tempelordenens Ophævelse forkyndt, og i den tredie og sidste Session en ny Tiende af alle geistlige Indtægter vedtagen til Understøttelse af et Korstog mod Christendommens Fiender i Østen. Om Sommeren 1312, rimeligviis mod dens Slutning, kom Erkebiskoppen og de tvende Biskopper igjen tilbage til Norge, efterat have lagt Hjemveien over Brügge^[16]. Biskop Arne finder man hjemkommen til sin Stol for 12te September^[17], og Erkebiskop Eilif var i Oslo den 8de October^[18].

Reisen til og det langvarige Ophold ved Conciliet faldt, som let kan tænkes, de deeltagende norske Biskopper kostbart. Da Biskop Arne var kommen hjem til Bergen, klagede han strax over den megen Gjæld, hvormed han og hans Kirke (Kathedralkirken) i hiin Anledning var bleven betynget, og hvilken var saameget byrdefuldere, som Kirken selv til sin Istandsættelse fordrede store Udgifter. Han gjorde derfor den 12te September 1312 med sit Kapitels Samtykke den Bestemmelse, at det første Aars Indtægter af de Præbender og andre Beneficier (Præstekald?) i Staden eller hans Biskopsdømme, som i de næste fem Aar bleve ledige, skulde indeholdes til Afbetaling af ovennævnte Gjæld og til Kirkens Istandsættelse^[19].

I Forbindelse, som det lader, hermed gjorde han samme Dag en Bestemmelse med Hensyn til Besættelsen af de ledige Præbender ved hans Kirke. De ældre Medlemmer af hans Kapitel havde nemlig paastaaet, at der ved denne Besættelse tilkom dem den saakaldte Option, hvorved forstaaes, at naar en Præbende blev ledig, havde hver af Chorsbrødrene efter Embedsalder selvskreven Ret til at erholde denne Præbende, om han ønskede den, istedetfor den han tidligere havde. Denne Paastands Rigtighed vilde Arne imidlertid ikke indrømme, fordi det, som han sagde, var usikkert, om en saadan Sedvane havde raadet ved Kirken i ældre Tid, og fordi den i ethvert Fald oftere var bleven tilsidesat i den nyere. Han erklærede derfor, i Nærværelse af alle sine for Tiden residerende (ved Kirken tilstedeværende) Chorsbrødre og med deres Pluralitets Samtykke, bemeldte Option for bestandig ophævet og ugyldig, idet han bestemte, at Bortgivelsen af de nu ledige og før Fremtiden ledigblivende Præbender i Kirken, frit og fuldt skulde udøves af Biskoppen med Kapitelets Samtykke, uden at Hensyn skulde tages til de ældre Chorsbrødres Ønsker, men Besættelsen skee alene efter personlig Fortjeneste og afhænge af Giverens (d. e. Biskoppens) Naade^[20]. Man seer at Biskop Arne har vidst at holde igjen med sit Kapitel og nøie har paaseet sin Ret ogsaa ligeoverfor dette. – Hvorvidt forøvrigt Biskop Helge af Oslo har truffet lignende Forføining i sit Biskopsdømme for at faa sine Reiseomkostninger erstattede, vides ikke.

De største Omkostninger i hiin Anledning faldt dog naturligviis paa Erkebiskoppen, helst da denne, ved Siden af hvad Opholdet ved Conciliet kostede, ogsaa havde sin Indvielse og sit Pallium at bestride. Til det sidste havde han ifølge gammel sedvansmæssig og af Paven stadfæstet Ret, som før er omtalt^[21], at hæve den saakaldte Palliehjælp (subventio pallii) af sine Lydbiskopper, i det mindste af dem i selve Norge. Denne Hjælp har, som det lader, ifølge ældre Sedvane været ydet med en vis Pengesum af hver Biskopsstol i Norge, saaledes at det altsaa var vedkommende Biskop overladt at skaffe Pengene tilveie inden sit Biskopsdømme paa den Maade, ham bedst syntes, eller hvis ogsaa Maaden var nærmere bestemt, Opkrævningen i alt Fald var ham betroet^[22]. Erkebiskop Eilif gik derimod en anden Vei, hvad enten han nu deri har havt ældre Exempel at følge, eller han selv dermed har gjort Begyndelsen. Han fordrede nemlig – som han sagde, ifølge pavelige Privilegier – i Palliehjælp af de norske Biskopsdømmer Halvdelen af eet Aars Kirketiende, det er af den Fjerdepart af Tienden, som tilkom enhver Sognekirke til dens Opretholdelse, og paastod derhos selv at opkræve den ved sine egne Fuldmægtige.

Maaden at skaffe Bidraget tilveie er efter al Sandsynlighed bleven aftalt mellem Erkebiskoppen og hans norske Lydbiskopper om Høsten 1312 strax efter Hjemkomsten fra Conciliet, paa et Møde i den sydøstlige Deel af Landet (i Oslo eller Tunsberg?), ved hvilket ogsaa Kongen har været tilstede^[23]. Om Opkrævningen, ved hvem den nærmest skulde skee, er rimeligviis slet ikke, eller kun løseligen handlet ved denne Leilighed. I alt Fald findes intet Forbehold fra nogen af Biskoppernes Side dengang at være gjort ligesaalidet angaaende Opkrævningen som angaaende Tilveiebringelsen. Men senere, da Biskop Arne af Bergen var kommen hjem til sin Stol, og Opkrævningen skulde tage sin Begyndelse, fik sidstnævnte Prælat pludselig Betænkeligheder ved Sagen i det Hele.

Tingen synes at have været den, at Erkebiskoppen til sin befuldmægtigede Indsamler i Bergens Biskopsdømme ikke udvalgte Biskop Arne selv eller nogen af hans Kapitel – hvilket Biskoppen udentvivl havde ventet –, men derimod Provsten ved Apostelkirken, Kapelmagisteren Finn Haldorssøn, med hvem vi have seet at Arne stod paa en meget spendt, ja vel endog uvenskabelig Fod, og hvis hele Embedsstilling var Biskoppen et Anstød. Dette var meer end den stivsindede Prælat kunde taale, og nu styrtede han sig ind i en Strid med Erkebiskoppen og hans Fuldmægtige, hvilken han paa sin sædvanlige Viis førte med skarpe Indsigelser og Appeller.

Striden synes at have taget sin Begyndelse seent paa Aaret 1312 (i October eller November), da Erkebiskoppen paa sin Hjemreise til Nidaros fra det sydøstlige Norge maa have opholdt sig en Stund i Bergen og maaskee netop da har meddeelt Kapelmagisieren sin Fuldmagt. Biskop Arne kom nemlig nu frem med Begjæring om at faa see de Pavebud, som Erkebiskoppen maatte have for sig i sin Fremgangsmaade, hvilken Biskoppen ellers fandt stridende mod gammel Sedvane og krænkende for hans Biskopsstols Rettigheder. Erkebiskoppen agtede imidlertid ikke paa dette Biskoppens Forlangende, hverken da det fremsattes for ham i Bergen; eller senere da det gjentoges for ham efter hans Hjemkomst til Nidaros; og under dette begyndte Finn Haldorssøn Opkrævningen. Men nu lod Biskop Arne ikke længe vente paa sin kraftigere Indskriden. Den 29de December 1312^[24] udstedte han nemlig i Bergen en Appel mod Erkebiskoppen til Paven, og samme Dag lod han en Rundskrivelse udgaa over hele sit Biskopsdømme, hvori han underrettede Folket om den foretagne Appel og under Banstrudsel forbød Tiendens Betaling til Finn paa Erkebiskoppens Vegne.

I sin Appel-Skrivelse paaanker Biskop Arne især, at Erkebiskoppen havde overdraget Tiendens Opbørsel til Finn. Han selv havde – siger han – medens Erkebiskoppen opholdt sig i Bergen oftere tilbudet sig, at ville tjene ham .og Nidaros’s Kirke i Henseende til subventio pallii med alt det samme som de øvrige Lydbiskopper indvilgede efter gammel Sedvane. Men desuagtet havde Erkebiskoppen overdraget Opbørselsen til Finn, da dog aldrig forhen nogen Erkebiskop havde overdraget den til nogen anden end vedkommende Biskop selv^[25].

I sin Rundskrivelse til Folket i sit Biskopsdømme siger han, at han har spurgt for Sandt, at Provsten til Apostelkirken i Bergen, Hr. Finn Haldorssøn, har, ifølge Brev og Budskab fra Erkebiskoppen, afhendet og solgt til Forskjellige Halvdelen af de Tiender, som tilhøre Kirkerne til deres Vedligeholdelse. Da Erkebiskoppen – vedbliver han – sidst var i Bergen, tilbød han denne paa egne og Kirkernes Vegne al den Tjeneste, som syntes de øvrige Rigets Biskopper passelig, – saa og, hvis Erkebiskoppen kunde bevise nogen videre Sedvane, hvilken hans Formænd havde fulgt, da med de andre Biskoppers Raad, at ville rette sig efter denne; men saafremt Erkebiskoppen havde for sig noget Bud af Paven i denne Sag, saaledes at Paven havde paalagt ham eller hans Formænd at indsamle den halve Kirketiende paa den Maade, han nu gjorde, bad han ham og lod ham bede, baade under hans seneste Ophold i Bergen og efter hans Komme til Throndhjem, at han vilde vise Biskoppen eller hans Ombudsmand de Pavebreve, hvorpaa han paastaar at dette grunder sig. Da nu Erkebiskoppen lod dette hengaa uden at fremvise de forlangte Breve, – da han for det andet ei vilde høre Arnes Bøn og Tilbud, – og da han for det tredie ved sine Breve tilegnede sig Kirkegods i Arnes Biskopsdømme, hvortil han ei for Biskoppen havde godtgjort sin Ret; – saa erklærede Arne, at han, paa Grund af den Betyngelse og Uretvished, som synes ham af Erkebiskoppen at være tilføiet Kirkerne i hans Biskopsdømme, har appelleret denne Sag fra Erkebiskoppen til Paven. Derfor er det Biskoppens Raad og Villie og fuldkomne Bud til alle dem, der have modtaget eller kjøbt Tiende af Hr. Finn, at de skulle betale alt det modtagne til de Personer, som Biskoppen eller hans Ombudsmand have beskikket til Opbørselen, og for Fremtiden ikke udrække sine Hænder efter Kirketienden. Dog skal – siger han til Slutning – Halvdelen af Kirketiendens Verd ligge urørt hos Kirkernes Ombudsmænd, Erkebiskoppen til Haande, hvis denne senere vil eller kan bevise sin fulde Ret til den. Han paaminder endelig alle Angjældende at handle efter dette Brev, hvis de ei ville udsætte sig for hans Ban^[26].

Dette Skridt af Biskoppen fremkaldte strax en Modappel til Paven fra Hr. Finns Side af 2den Januar 1313, i hvilken der ankedes over, at Arne havde truet dem med Ban, som kjøbte eller solgte Tienderne. Og nu udspandt Striden sig i en langvarig Skriftvexling mellem de angjældende Parter.

Den 3die Januar gav Biskop Arne Thorstein, Sogneprest til St Peters Kirke i Bergen, sin Fuldmagt til at overgive Erkebiskoppen Appellen af 29de December, og den 22de Januar tilskrev Biskoppen Paven, idet han fremsendte til denne Kapelmagisterens Appel. Den 31te Januar overrakte Presten Thorstein Erkebiskoppen Biskop Arnes Appel i Vidners Overvær. Ved samme Tid modtog Eilif ogsaa Kapelmagisterens Klager over de Hindringer, Arne lagde ham i Veien i Tiendens Indsamling. Erkebiskoppen tilskrev derfor den 12te Februar Biskop Arne og gjorde ham bekjendt med Hr. Finns Klage. Erkebiskoppen – heder det i Brevet – havde saavel ifølge sit personlige Kjendskab til Arne, som ifølge dennes aflagte Ed (nemlig til Metropolitanen), sikkert troet i ham at finde den ivrigste Forsvarer af Nidaros’s Kirkes Rettigheder. Nu bød han Biskoppen under Suspensions Straf at ophæve alle de Hindringer, han havde lagt i Veien for de erkebiskoppelige Tienders Opbørsel, da det tilkom Nidaros’s Kirke, saavel efter gammel Sedvane, som efter pavelige Privilegier, at lade dem indkræve ved sine egne Fuldmægtige. Et Brev af lignende Indhold blev samme Dag af Erkebiskoppen udfærdiget til Finn Haldorssøn for af ham at meddeles Biskoppen, og heri opfordres denne til inden fem Dage efter Brevets Meddelelse at afstaa fra alle Hindringer imod Tiendeindsamlingen ved Finn, og gjenkalde de Breve, han i den Anledning maatte have ladet udgaa, under Straf af Suspension fra Indgang i Kirken. Den 2den Marts tilskrev Erkebiskoppen Paven med Klage over Arne: han gjendrev Grunden for dennes Appel og paastod at det tilkom ham selv i eet Aar at lade de omhandlede Tiender opkræve.

Erkebiskoppens Brev til Finn Haldorssøn blev Arne forelæst den 15de Marts, men fremkaldte fra dennes Side ikkun en fornyet Appel til Paven af 19de samme Maaned. I denne Appel gjentog Biskoppen, at han forlængst havde bedet Erkebiskoppen vise sig de paaberaabte Privilegier, uden at dette var skeet. Hvad Suspensionen angik, da ansaa han den for ugyldig, eftersom den var udstedt ikke alene efter at han havde indgivet sin første Appel, men endogsaa efterat denne var i rette Tid bleven Erkebiskoppen foreviist. Hertil kom, at ingen Erkebiskop af Nidaros i Løbet af 40 Aar havde hævet den omhandlede Tiende, og aldrig betjent sig til at hæve Penge i Bergens Biskopsdømme af nogen anden end den bergenske Biskop selv. Dette var Grunden til at han paa ny appellerede.

Samme Dag, som Biskop Arne udstedte Appellen, udnævnte han sin Chorsbroder Magister Paal til sin lovlige Fuldmægtig og særlige Sendemand for at overrække Erkebiskoppen den og forlange hans Følgeskrivelse. Han tilskrev ogsaa Erkebiskoppen et Brev, hvori han vel erkjendte, at han ved sin Ed er forpligtet til at forsvare Nidaros’s Kirkes Ret og Friheder, men – siger han – naar Bergens Kirkes Rettigheder og Friheder staa paa Spil, maa det heller ikke regnes ham til Ulydighed, at han efter Evne forsvarer disse; og han tror ikke, at han forgriber sig paa Metropolitankirkens Friheder, men at han tvertimod verner om dem, derved at han har befalet, at den omhandlede Halvdeel af Kirketienden, som skulde være Palliehjælp, bliver at forvare hos den bergenske Biskopsstols Ombudsmand, indtil en Samling af Prælaterne finder Sted. Han har heller ikke paa anden Maade hindret Hr. Finn i Indsamlingen, end ved at indlægge en Appel af den Grund, at de af det apostoliske Sæde givne Privilegier, paa hans og hans Mænds Fordring, ei bleve dem foreviste. Han beder Gud tilgive dem, der ophidse Erkebiskoppen mod ham „til en Latter for Folket, til Geistlighedens Skam og Guds Kirkes Forargelse“, da han dog stedse med Troskab har sluttet sig, og skal fremdeles slutte sig til Nidaros’s Kirke. Han bortfalder endelig Erkebiskoppen indstændigen om, at han vil indrømme hans Ansøgning i dette Anliggende, og desangaaende fæste Lid til Overbringeren af nærværende Brev (Magister Paal), i hvad han paa Biskoppens Vegne fremsætter^[27].

Man maa af dette Brevs Form, der heel igjennem er meer undskyldende end angribende, formode, at Biskop Arne nu i Grunden helst har ønsket et mindeligt Forlig med Erkebiskoppen, og at han for dette Øiemed har givet sit Sendebud, Magister Paal, hemmelige og mundtlige Forskrifter; men for Verdens Øine og for sin egen Æres Skyld har den stivsindede Prælat ikke troet, at kunne lade den engang indappellerede Sag falde, uden at der gjordes et imødekommende Skridt fra Erkebiskoppens Side.

Muligen kan i denne Henseende Kongens Indblanding i Sagen have øvet nogen Virkning paa Arne. Man finder nemlig, at Kong Haakon har opfattet Striden paa en for Biskoppen ugunstig Maade, hvortil vel den Omstændighed har bidraget sit, at den af Kongen beskyttede Kapelmagister, Finn Haldorssøn, var som Part i Sagen bleven angreben af Arne paa en Viis, som vidnede om denne sidstes personlige Uvillie mod ham og hans Stilling. Det kan ogsaa vel hende, at Kongen under sit Ophold i Nidaros i Slutningen af Vinteren (man seer af Breve, at han var der før 13de Marts og over den 2den Mai) har ladet sig undervise om Sagens Sammenhæng af Erkebiskoppen selv, og har fundet Arnes Fremgangsmaade upassende og uretmæssig. Vist er det, at Kongen skrev til Bergen med streng Befaling, at Halvdelen af Kirketienden skulde under Straf af Brevbrud (d. e. under Straf som for modvillig Overtrædelse af Kongens Forordninger) udbetales til Finn Haldorssøn som Erkebiskoppens Ombudsmand. Han bød tillige, at dette hans Brev skulde offentlig forkyndes. Biskoppen vovede ikke at modsætte sig Kongens Bud, og Brevet blev virkelig oplæst paa et almindeligt Thing i Bergen den 16de Marts.

Man seer dog, at dette ikke har afholdt Biskoppen fra tre Dage efter, som forhen fortalt, at fornye sin Appel. Men samtidig hermed skrev han den 10de Marts et undskyldende Brev til Kongen. Han yttrede heri, at han indsaa hvilken Fare og hvilket Pengetab de udsatte sig for, der handlede mod Kongens Bud, og at han derfor ikke kunde formene nogen at rette sig efter dette. Alligevel fandt han sig ulovligen behandlet, da man ei havde villet forevise ham eller hans Ombudsmænd de paaberaabte Privilegier, saa ofte han end havde forlangt det. Skeer dette – siger han – saa er han rede som skyldig til at gjøre alt efter gode Mænds Villie, ligesom han og er rede til at yde Nidaros’s Kirke al gammel sedvansmæssig Ret, og byder den i dette Stykke al den Tjeneste, som de øvrige Rigets Biskopper ville underkaste sig. Han beder til Slutning sin „gode Herre“ lægge et godt Raad til, at ikke af denne Sag skal reise sig videre Forvikling og Sjælefare^[28].

Men allerede før Kongen havde modtaget dette Brev, havde han tilskrevet Biskoppen et nyt, hvori han med et Slags Bebreidelse yttrede, at det forekom ham underligt, at Biskoppen ikke den foregaaende Høst havde talt med ham om den Sag, hvorover han nu gjorde saa store Ophævelser. Denne Kongens anden Skrivelse blev sendt med den samme Prest Thorstein, som den 31te Januar havde overbragt Erkebiskoppen Arnes første Appel; Skrivelsen har altsaa været udfærdiget i Nidaros. Den kom Arne til Hænde den 30te Marts, og blev besvaret af Biskoppen fra Halsna den 1ste April. I sin Svarskrivelse undskylder han sin Taushed forrige Høst dermed, at han dengang ikke troede det nødvendigt at tale videre om den Sag, eftersom man sagde, at Privilegier vare Forhaanden, hvilke paa Forlangende kunde fremvises. Nu – vedblev han – kunde ikke hans Modparter sige, at saadant jo var blevet senere forlangt baade i Bergen om Høsten og i Throndhjem i Vinterens Løb, hvilket er vidnesfast. Maaskee har Kongen seet hine Privilegier, men Biskoppens Bøn er ikke bleven fyldestgjort, endskjønt det ikke var meer end skyldigt, at man oplyste, hvad Ret man havde til det man fordrede, helst da den omhandlede Hjælp søges paa en ny Maade, medens man kun har gamle og i lang Tid tilsidesatte Privilegier for sig. Biskoppen under sin Erkebiskop og Nidaros’s Kirke al Hæder, Lydighed, Tjeneste og sedvansmæssig Ret, men til ingen nye Paalæg vil han, hvis han raader, pligte Bergens Kirke i sine Dage^[29]. – Man mærker, at Tonen i dette sidste Svar er noget skarpere og mere trodsig end i det tidligere. Rimeligviis har den pirrelige Biskop stødt sig over Kongens Bebreidelse og har svaret i en ophidset Sindsstemning.

Har det virkelig, som ovenfor formodet, været Biskop Arnes Hensigt, ved Magister Paals Mellemkomst, at faa istandbragt et mindeligt Forlig med Erkebiskoppen, hvilket kunde gjøre den senere Appels videre Fremme overflødig, – saa er dette ganske vist dengang aldeles mislykkets. Da Magister Paal kom til Nidaros, var Kongen der tilstede. Hvilke Underhandlinger Paal har havt med Erkebiskoppen, og hvad Deel Kongen har taget i disse, er ubekjendt; men at Erkebiskoppen ikke har gjort Biskop Arne noget imødekommende Skridt, maa sluttes deraf, at Magister Paal den 22de April virkelig overgav Erkebiskoppen den fornyede Appel og udbad sig hans Følgeskrivelse til Paven. Dette skeede i Erkebiskoppens Kammer i Overvær af flere Vidner, blandt hvilke var Kongens Læge, Remundus Calmeta, og hans Notarius (Sekretær), Halvard^[30]. Erkebiskoppen besvarede Anmodningen derved, at han den 10de Mai udfærdigede en ny Klageskrivelse til Paven over Biskop Arne, af samme Indhold som hans tidligere af 2den Marts, og denne Skrivelse, vilde han, skulde gjælde som Følgeskrivelse med Biskoppens fornyede Appel. Magister Paal maa imidlertid ikke have fundet sig tilfredsstillet hermed; thi den 12te Mai, siden den 14de, og endelig den 22de Mai gjentog han for Erkebiskoppen sin indstændige Begjæring om Følgeskrivelse, hver Gang i flere Vidners Overvær, og senest i Overvær af tvende Kongens Kapellaner, hvilket gjør det rimeligt, at Kong Haakon endnu da opholdt sig i Nidaros. Paals gjentagne Begjæring synes dog ikke at have udvirket nogen Forandring i Erkebiskoppens engang tagne Bestemmelse.

Paa dette Sagens Standpunkt slippe pludselig alle Oplysninger om dens videre Gang. Om den virkelig er kommen for Kurien, og hvad Udfald den i dette Tilfælde der har faaet, eller om Striden maaskee ved Kongens virksomme Mellemkomst er bleven stillet i Bero, – dette er aldeles ubekjendt. Det sidste er maaskee det rimeligste, helst da Sagen jo i Virkeligheden allerede ved Kongens Bud var afgjort til Erkebiskoppens Fordeel, idet den omtvistede Tiende var ham ikke alene tilkjendt men og paa Kongens Bud virkelig udbetalt til hans Ombudsmand Finn Haldorssøn. I Midten af August Maaned synes baade Kongen og Erkebiskoppen at have været tilstede i Bergen^[31]; muligen kan da en Mægling have fundet Sted, der ledede til mindeligt Forlig. Der findes intet Spor til at nogen af Norges andre Lydbiskopper har gjort Indvending enten mod Tienden selv, eller mod Maaden hvorpaa den af Erkebiskoppen opkrævedes. Heller ikke synes de Grunde, Biskop Arne anførte for sin Modstand, at have nogen sand Vegt. De røbe snarere usømmeligt Embedsnag og haardnakket Stivsind end varm Retfærdighedsfølelse og nidkjær Omsorg for Biskopsstolens Bedste^[32].

Hvad der iøvrigt ved denne Strid, som ved saamange andre for omtalte Tvistigheder mellem Kirkens Personer indbyrdes, især maa tildrage sig Opmærksomhed, er deels den Ivrighed, man kan sige Forhastelse, hvormed de Stridende appellerede til den pavelige Kurie, og deels den ubesindige Ødslen med Bannet, rigtignok som oftest i dets mildeste Grad, nemlig Forbud mod Indgang i Kirken (suspensio ab introitu in ecclesiam), – og begge Dele, skjønt Striden aldrig angik Kirkens Lære, men blot ydre kirkelige Forhold, som Embedsindtægter, Embedsrettigheder og Embedsmyndighed.

Appellerne til den pavelige Kurie vare vistnok smigrende for denne og skaffede derhos udentvivl flere af dens Embedsmænd en god Indtægt; – men for den norske Kirke vare de baade bekostelige og som oftest unyttige, idet de kun yderst sjælden synes at have frembragt nogen endelig Afgjørelse af de indappellerede Sager. De egnede sig derimod ypperlig til at fremkalde alle Slags Lovtrækkerier, til at forvirre og derved uddrage Sagerne fast i det uendelige, til at svække Lydighedsforholdet mellem Kirkens forskjellige Embedsgrader, især de høiere, og Kirkens Personers Samhold i det Hele, og endelig til at nære Paastaaelighed, Trættelyst og Rænkespind hos Geistligheden^[33]. Det er aabenbart, at mange af de her omhandlede Trætter, ja man kan næsten sige alle, langt hurtigere og lettere havde kunnet lade sig afgjøre ved en kraftig Metropolitanmagts Indskriden, eller ved Kongedømmets oprigtige og faste Meglen, end ved Indstevninger for Kurien, der enten i sin Fjernhed, paa Grund af unøiagtigt Kjendskab til de for Norge ejendommelige Forhold, vel ogsaa af Partiskhed for enkelte Personligheder, som havde vidst at gjøre sig gjældende, dømte vrangt, – eller saa sig nødsaget til alligevel at overdrage sin Dommermyndighed til Fuldmægtige i Landet selv, hvilke havde kunnet udfindes uden den lange Omvei om Kurien. Men Sagen var, at Pavedømmet var avindsygt ikke alene paa den verdslige Statsmagt, men ogsaa paa Metropolitanmagten og paa de nationale Kirkers Selvstændighed. Deraf de mange af Paverne selv fremkaldte Brud paa den engang opstillede Orden for den kirkelige Dommermyndighed og senere ogsaa paa Kirkens Valgfrihed. Et Gode var dog forbundet med det omtalte Appelvæsen, skjønt det blev dyrt betalt, – og det var den uafbrudte levende Forbindelse med Rom, eller med de sydlige Lande, hvor Paven havde sit Sæde; thi derved naaede ganske vist mangen Lysets Straale, om end ikke ublandet med Fordærvelse, med Hast til det fjærne Norden, hvilken ellers langt senere, maaskee først efter Aarhundreder, havde kunnet finde Veien did.

Hvad angaar den ødsle Anvendelse af Bannet inden Kredsen af selve Kirkens Personer, da falder det let i Øinene, hvor farlig denne Misbrug var for Kirkens egen Anseelse, og hvor undergravende for den hele hierarchiske Bygnings Fasthed. Bannets Anvendelse paa Geistlige i Sager, som hverken angik Lære eller Seder, men ene og alene reent verdslige Ting, maatte jo ganske naturligt svække dets Betydning i Almeenhedens Øine, give det Udseende af et blot og bart retsligt Tvangsmiddel, af en Gjenvei til at opnaa Øiemed, hvis Lovlighed, ja Christelighed ofte var høist tvivlsom. Og naar nu dertilmed Bannet, netop paa Grund af dets ubesindige Anvendelse, meget ofte blev underkjendt for en høiere Domstol, eller ganske frugtesløst paa Grund af Udstedernes Magtesløshed til at sætte det igjennem, – saa maatte jo dette end yderligere svække dets Virksomhed ikke alene inden, men ogsaa udenfor Geistlighedens Kreds. Man kan da ikke undres over, at den verdslige Landsstyrelse tidt og ofte haardnakket modsatte sig dets Anvendelse i Sager mellem Geistlige og Lægfolk og overhovedet betragtede det som et Slags Voldsmiddel i Geistlighedens Haand, hvilket man nøie maatte paasee, ikke blev anvendt paa Almuen blot for at aftvinge denne stedse voxende Bidrag til Kirkens jordiske Rigdom og Vælde.

1. S. o. f. II. 133.
2. Suhm D. H. XI. 630 (efter Barth. Mskr. E. 520).
3. Isl. Ann. 200.
4. Isl. Ann. 196.
5. Suhm D. H. XI. 631 (efter Barth. Mskr. E. 317).
6. Jfr. o. f. II. 81.
7. Thorkel. Anal. 110.
8. Isl. Ann. 198.
9. Suhm D. H. XI. 597, (efter Barth. Mskr. E. 584), jfr. Sv. Dipl. II. 554–552, hvor Pavens Breve i denne Anledning til Sveriges Geistlighed og til Sveriges Konge findes.
10. Suhm D. H. XI. 654.
11. Suhm D. H. XI. 597.
12. Sv. Dipl. III. 62–64; jfr. o. f. 149.
13. Isl. Ann. 200.
14. S. o. f. II. 143.
15. Isl. Ann. 200.
16. S. o. f. II. 149.
17. N. Dipl. I. 121.
18. N. Dipl. II. 97.
19. N. Dipl. I. 121.
20. N. Dipl I. 122.
21. Jfr. o. f. I. 422, 449.
22. Jfr. Pave Alexander IV’s Brev af 19de Marts 1255, N. Dipl. I. 39; s. o. f. I. 422.
23. Jfr Bp. Arnes Br. til Kongen af 1ste April 1313, Barth. Mskr. E. 539.
24. Brevene ere rigtignok i de Barth. Afskrifter daterede Thomasmesse Dag i Julen (d. e. 29de December) 1313; men hele Sammenhængen viser, at her menes 1312, og at Biskoppen maa have regnet Aarets Begyndelse fra Juledag, den 25de December.
25. Suhm D. H. XI. 716 (efter Barth. Mskr.).
26. N. Dipl. III. 100; Suhm D. H. XI. 917 (eft. Barth. Mskr. E. 571–573).
27. Barth. Mskr. E. 538–39.
28. Barth. Mskr. E. 538–39.
29. Barth. Mskr. E. 539–40.
30. N. Dipl III. 98.
31. Af 7de August 1313 haves et Brev udstedt af Erkebiskop Eilif i Bergen (Suhm D. H. XI. 720), og af 12te August s. A. (Kgns. 15de Riges Aar) og s. St. et Brev udstedt af Kong Haakon (N. g. L. III. 106–108).
32. Om denne hele Strid jfr. Suhm l. H. XI. 716–720, hvor Udtog leveres af alle den vedkommende Dokumenter efter Barth. Mskr. E. 536–580.
33. Allerede Bernhard af Clairvaux beklager i Midten af det 12te Aarhundrede det Misbrug, som dreves med Appellerne til Rom (de consideratione l. III. ed. Mabillon Venet. 1750 II. 431–442, jfr. Gibbon T. XII. Cap. 69 Not. 7).