Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/74

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 222-234).

74.

Provinsialconcilium i Bergen i 1327. Bestemmelser fattede paa samme, hvilke sigte til Kirkens og Statens indbyrdes Forhold. En Kansler stilles Drotseten ved Siden. Fortsat Spending mellem Drotseten og Biskop Audfinn.

At Biskop Audfinns og Tilhængeres Modstræben mod Drotseten og hans Styrelse ikke blev uden vigtige Følger, viiste sig snart. I 1327 om Høsten sammentraadte i Bergen et Provinsialconcilium under Erkebiskop Eilifs Forsæde, paa hvilket Biskopperne Vilhjalm af Orknøerne, Audfinn af Bergen, Halvard af Hamar og Erik af Stavanger nævnes som tilstedeværende. Samtidigen indfandt sig der Drotseten, som det lader i Følge med den unge Konge, og „andre Kongens bedste Mænd“, til et større Raadsmøde.

De af Conciliet fattede Bestemmelser bleve vedtagne og beseglede den 1ste September:

1) Først og fremst fornyes udtrykkeligen Erkebiskop Jons Forordning (udfærdiget paa Conciliet i 1280), hvorved han advarer mod de Bansgjerninger, der ere bestemte i Kirkens Love, og paabyder, at disse Banstilfælde eengang om Aaret skulle oplæses ved Biskopsstolene og i de større Kirker paa Landet; i det han tillige paaminder Biskopperne om at opføre sig saaledes, at de ikke med Rette skulle beskyldes for ufornuftig Taushed, idet de ikke ville eller tør sige Menneskene deres Synder og Forbrydelser^[1].

2) Presterne skulle undervise Folket i Credo, Paternoster, Marie Vers (Ave Maria) og Ærefrygt for Gudstjenesten, navnligen Messen, og for Helgenerne, forklare dem de syv Hovedsynder og Storheden af Helvedes Pine, som man ved dem paadrager sig, „paa det at Folket kan fly Djævelens Snarer og List og tjene Christus med Hjertets og Legemets Reenhed“.

3) Paa det at de verdslige Magthavere, der ilde bruge sin Magt, ei skulde tildække sin Ondskab med Uvidenheds Kappe, forordnes, at en Deel Bestemmelser af Pave Bonifacius VIII’s Decretalers 6te Bog skulle oversættes paa Norsk, skrives paa en Tavle og ophænges ved Biskopsstolene og i de større Kirker paa Landet, for at hver, som vil, kan læse og afskrive dem. Disse Bestemmelser gaa ud paa Følgende: – Ingen Geistlig af hvilkensomhelst Vielse eller Stand maa indrømme nogen Lægmand Afgift under hvilketsomhelst Navn; men Keisere og Konger, eller andre Høvdinger, Hertuger, Jarler, Baroner, Drotseter, eller verdslige Magthavere, hvilke paalægge Klerker eller Kirke Afgifter, eller bemægtige sig deres Gods eller byde Andre gjøre det, eller hjælpe dem dertil, de falde i Ban formedelst selve Gjerningen, og af dette Ban kan Ingen løse dem uden med det pavelige Sædes særegne Fuldmagt og Tilladelse^[2]. Ingen maa forhindre eller forbyde, at de Sager, som efter Lov og gammel Sedvane ligge under Kirkens Dom, virkeligen underkastes denne; hvo som gjør det er falden i Ban af selve Verket. Ligesaa de verdslige Styrere, der forbyde sine Undermænd at drive Handel med eller arbeide for Kirkens Personer.

4) Alle Biskopper i Nidaros’s Provins skulde paa passende Steder have sine Officialer for at ransage og bilægge de Sager, der høre under Kirkens Omraade.

5) For at indskrænke den blinde Begjærlighed, som mange Geistlige vise, og den upassende Kjærlighed, de bære til sine Frænder, især til sine „i utilladeligt og fordømt Frilleliv avlede Børn“, i det de, naar de, hævede fra Fattigdom, ere blevne fede og mægtige af Kirkens Gods, dog ikke betænke denne efter sin Død, men give al sin af Kirken erhvervede Eiendom til sine Frænder, – faa stadfæstes en Forordning af Erkebiskop Jon, hvorved bestemmes, at Prester og Klerker, der have Kirker og Beneficier, skulle tillægge disse en Tiendedeel af det Gods, de af Kirken have erhvervet. Den Prest, som ikke iagttager dette, skal ei tage Kirkens Tieneste og ei begraves ved Kirke, om han ei bøder før sin Død, og skal han adspørges herom i sit Skriftemaal.

6) Christi Korsmærke, „som Alle bør hædre efter Evne“, maa ikke anbringes paa Steder, hvor det fodtrædes eller forurenes, under den tungeste Straf.

7) Dobbelt Fæstemaal eller dobbelt Egteskab medfører Ban af selve Gjerningen.

8) Ingen Mand eller Kvinde maa fare i andet Biskopsdømme for at slutte Egteskab, med mindre de have til Beviselighed sin Biskops Brev. Ellers maa ingen Prest, under Straf af Embeds og Indtægts Fortabelse, sammenvie dem eller være tilstede ved deres Bryllup. Undtagelse maa dog finde Sted med Mænd, der ere saa fornemme, fornuftige og mærkelige, at ingen Frygt kan opstaa for at Nogen skal gjøre Indsigelse mod deres Egteskab.

9) Den Uskik har længe fundet Sted i Norge, at der, af de Chorsbrødres Indtægter, der med sine Formænds Tilladelse ere fraværende (i Udlandet) for at studere (ibrott at studium), udredes Godtgjørelse til enhvers Vikarius og andre Skyldigheder til Kirken, medens dog de hjemmeværende, om de ikke gjøre Tjeneste i Kirken, alligevel opbære sin Andeel af Kommunens Indtægter. Da nu Følgen heraf er, at faa eller ingen Chorsbrødre findes ved Biskopsstolene, der ere i Stand til at fare udenlands for at studere, – saa forordnes, at hine Chorsbrødre skulle nyde den fulde Indtægt af sine Præbender; men Betalingen for Vikarius og anden Skyldighed til Kirken skal tages „af det Kommune, som ligger til Samtliges Bord“.

10) Ingen Kirkens Formand eller Styrer maa overdrage Kirkens Ombud eller Gods til nogen Lægmand, hvis han kan faa en Klerk som er brugelig dertil.

11) Hver den Klerk, som aabenbarligen indgaar i Sammenrottelse mod Kirkens Ret og Frihed eller den biskoppelige Berdighed, skal blot af den Grund ikke kunne befordres til nogen Hæder i den biskoppelige Kirke, hvortil han hører^[3].

Man skjelner let i disse Conciliebestemmelser mellem de Artikler, der angaa Kirken, og de, der have en statsretlig Betydning og ere stilede mod den styrende verdslige Statsmagt. Blandt de første findes flere, hvis Hensigtsmæssighed ikke lader sig benegte, saaledes navnligen den der angaar Chorsbrødre, der studere i Udlandet. De sidste antyde en Tilbagenærmelse fra Geistlighedens Side til Erkebiskop Jons Grundsætninger, hvilken maatte synes den verdslige Styrelse høist betænkelig og farlig.

At man ved den første Artikel, Fornyelsen af Erkebiskop Jons Bansbestemmelser, og ved den tredie Artikel, Indskjærpelsen af Pave Bonifacius’s Bud angaaende Kirkens Immunitet: dens Fritagelse for Beskatning ved verdslig Statsmagt, og dens Unddragelse fra verdslig Dommermyndighed, – har havt for Øie Drotsetens nys forud omtalte Bestræbelser, at skaffe Staten Pengebidrag af Kirken, og i det Hele hans Fremfærd ligeoverfor denne i Udøvelsen af sin styrende Myndighed, det er saameget mindre tvivlsomt, da man endogsaa har faaet hans Verdighedsnavn ind i den norske Oversættelse af Pave Bonifacius’s Forordning^[4]. Man tager neppe heller synderlig Feil, naar man heri seer en Virkning af den overveiende Indflydelse, som Biskop Audfinn ved sin Kraft og canoniske Lærdom øvede paa sine Standsbrødre.

Men Erling Vidkunssøn var paa den anden Side ikke den Mand, som uden Modstand lod det Kongedømme i Stikken, hvis Ret han var sat til at forsvare; og han har ganske vist havt de verdslige Stormænd i Raadet paa sin Side. At en skarp Tvist mellem begge Partier har fundet Sted i Anledning af de senest udhævede Conciliebestemmelser, har man fuld Grund til at antage, ligesom og at Trudsler mod Biskopperne ere blevne udtalte fra den verdslige Statsstyrelses Side. Forholdene lignede paafaldende dem, der fandt Sted i Kong Erik Magnussøns tidligste Regjeringsaar, og Striden kunde vel ogsaa nu have taget en ligesaa voldsom Vending som dengang, hvis den hierarchisksindede, stridige Audfinn havde været den norske Kirkes øverste Forstander, istedetfor den maadeholdende forsonlige Eilif, og hvis ikke den tidligere Strids fordærvelige Følger endnu havde været mange af de ældre baade geistlige og verdslige Høvdinger i friskt Minde. At begge Partier for dette Sinde endelig maa være komne hinanden i Møde, og et Slags Overeenskomst bragt i Stand kan med Sikkerhed sluttes af den Forordning, som næstfølgende 14de September, altsaa fjorten Dage efter Conciliebestemmelsernes Udfærdigelse, blev udstedt i Kongens Navn.

Kongen forkynder i denne, at han med Raad og Samtykke af „den verdslige Herre og aandelige Fader, sin kjæreste Ven“, Erkebiskop Eilif og de Herrer Biskopper Audfinn, Halvard og Erik, samt „andre hans bedste Mænd, som da vare tilstede hos ham“, har gjort følgende Bestemmelse: – at den Christenret, som Kong Haakon den Gamle og Erkebiskop Sigurd gave og samtykkede med de bedste Mænds Raad og Samtykke, som da vare i Riget, den skal nu holdes alle Mænd imellem, saaledes som den dengang gik. Derfor byder Kongen sine Lagmænd at afsige Kjendelse (leggia orskurð á) efter dens Udsagn i alle de Sager, som Lagmænd dengang havde at dømme og kjende i^[5].

Forordningen lader med temmelig Sikkerhed formode, at Biskopperne atter have fremstukket Erkebiskop Jons Christenret som den Kirkelov, der burde gjælde i den nidarosiske Provins, og dermed naturligviis fordret dens Bestemmelser baade med Hensyn til Geistlighedens Skattefrihed, selvstændige dømmende Myndighed, Tienderet o. s. v. tagne til Følge. Men den verdslige Styrelse har svaret dem paa samme Maade, som Tilfælde havde været i Kongerne Erik Magnussøns og Haakon Magnussøns Dage, nemlig med at frakjende hiin Christenret al lovlig Gyldighed og henvise til den ældre Christenret, som den eneste gjældende. Og Biskopperne maa omsider have fundet sig i ikke alene at opgive sin Fordring, men have endogsaa givet sit formelige Samtykke til den ældre Christenrets Opretholdelse som den norske Kirkes fremdeles gjældende Lov.

Men paa den anden Side bærer ogsaa selve den omtalte Forordning Spor af, at Biskopperne ikke have gjort den nævnte Indrømmelse uden at erholde af den verdslige Styrelse en modsvarende, der gik ud paa en Afændrig i den bestaaende Styrelsesform, hvilken Afændring er bleven udtolket Geistligheden til Fordeel. Forordningen slutter nemlig saaledes: „Og til sandt Vidnesbyrd om, at vort (Kongens) Raad har samtykket dette, satte med vort (Kongens) Segl Hr. Erling Vidkunssøn, vor Drotsete, sit Segl for dette Brev ...... Hr. Paal Baardssøn, vor Kansler, beseglede (satte Kongeseglet for), Ivar Audunssøn skrev“.

Her optræder efter flere Aars Forløb igjen en Kongens Kansler, der er det kongelige Segls Bevarer og den som dermed besegler de i Kongens Navn udfærdigede Breve. Ligesom Hertuginde Ingebjørg, i de Aar hun paa en Maade anmassede sig Rigsstyrelsens Ledning, havde skudt Kansleren, Ivar Olafssøn, tilside og efter eget Godtykke benyttet det kongelige Segl, – saaledes havde ogsaa Drotseten Erling Vidkunssøn i sit hidtilværende Rigsforstanderskab, efter alle kongelige Brevskaber at dømme, som fra den Tid ere levnede, ikke benyttet nogen Kansler, men selv bevaret det kongelige Segl, og dermed beseglet de Breve, som udferdigedes i Kongens Navn. Derfor maa man visseligen ikke tro, at han førte Rigsstyrelsen ganske uindskrænket, uden Raadets Raad. Man seer tydelig — som allerede forhen paapeget^[6] — at han jævnligen har traadt sammen med Rigets verdslige og geistlige Store og raadført sig med dem, som Kongedømmets selvskrevne Raadgivere, om vigtige Regjeringsanliggender. Ja det synes endydermere, som han endogsaa har havt stadig ved sin Side til daglig Raadførsel et engere Raad, nogenlunde svarende til det af Kong Haakon indsatte Styrelsesraad, i hvilket han dog selv har havt den afgjørende Stemme. Men i dette Raad har ingen Kansler, neppe engang nogen høiere Geistlig været, idet Ivar Olafssøn fremdeles er bleven fjærnet fra Kanslerforretningerne, og efter hans rimeligviis i Mellemtiden indtrufne Død, baade Kanslerembedet og Vicekanslerembedet ja vel muligt endog Provstiet ved Mariekirken er ladet ubesat, og underordnede kongelige Klerker ere blevne benyttede til at opsætte Styrelsens skriftlige Udfærdigelser. Formen for disse sees at have været den, at de udstedtes i Kongens Navn, om end ikke Kongen selv var tilstede, og at Drotseten selv satte Kongeseglet for samt sit eget ved Siden, som et Vidnesbyrd om, at Udfærdigelsen havde hans og Raadets Samtykke.

Paa denne Maade udelukkede – som det lader — Drotseten den høiere Geistlighed ganske fra Indseende med og Deelagtighed i Rigsstyrelsens daglige Gang, om han end ikke kunde udelukke Biskopperne fra Forhandlingerne i Kongedømmets større Raad, naar dette samledes; – og i denne sin Fremfærd er han ganske vist bleven understøttet af en stor Deel af Rigets verdslige Stormænd, der helst ønskede Geistligheden saa meget som muligt udenfor Statsstyrelsen. Slig Styrelsesform var imidlertid ikke efter Biskoppernes, og allermindst efter Biskop Audfinns Sind. Man seer jo netop, at han i Forhandlingerne om Geistlighedens Beskatning til Landets Forsvar mod Russerne anker over, at Folk ingen Besked vidste om Anvendelsen af Rigets Pengemidler^[7]. At faa indskudt igjen et fast geistligt Medlem i det engere Styrelsesraad, der stadigen kunde staa Drotseten, i det mindste controllerende, ved Siden, maatte være deres høiste Ønske, – og det nærmeste Middel frembød sig i Kanslerembedets fornyede Besættelse med en høi Geistlig, og Kanslerens Overtagelse af Kongeseglets Bevaring. Drotseten kunde nemlig da ikke uden hans Vidende og Samtykke faa udstedt nogetsomhelst Brev i Kongens Navn. Dette Ønske maa det være lykkets Biskopperne, rimeligviis under A*i:7uus Leduiug, at drive igjennem paa det store Rigsmøde i Bergen; – og først da dette var opfyldt, have de gaaet ind paa den ovennævnte Bestemmelse angaaende Christenretten. Indskjærpelsen af Erkebiskop Jons og Pave Bonifacius’s Forordninger til Kirkens Beskyttelse mod verdslige Magthaveres Vold har saaledes fra Provinsialconciliets Side været et Skræmmemiddel mod Drotseten og det verdslige Raad, der ikke blev frugtesløst. Formen for de i Kongens Navn udstedte Breve blev fra nu af den, at Kansleren i Slutningen nævntes, som den, der beseglede dem med Kongens Segl, altsaa var ansvarlig for dettes Anvendelse, medens Drotseten forud nævntes som den, der satte sit Segl ved Siden af Kongens, til Vidnesbyrd om, at Kongens Raad samtykkede Udfærdigelsen. Hvad Geistligheden saaledes ved Forordningen af 14de September 1327 paa den ene Side tabte i hierarchisk Selvstændighed, vandt den paa den anden Side ved en forøget Indflydelse paa Statsstyrelsen i Kongens Mindreaarighed.

Den Mand, som nu optraadte i det vigtige Kanslerembede, var ganske vist særligen udseet dertil af de paa Conciliet samlede Biskopper. Paal Baardssøn havde i længere Tid været Chorsbroder ved Bergens Kathedralkirke. Udentvivl er han den Magister Paal, der i 1313 nævnes som Biskop Arnes Fuldmægtige i dennes Tvist med Erkebiskoppen^[8]. Allerede tidligere maa han have studeret i Udlandet og der erhvervet sig Magistergraden. Senere havde han i flere Aar studeret baade den civile og canoniske Net i Paris og Orleans. Han stod paa en fortrolig og venskabelig Fod med Biskop Audfinn, der i 1320, under hans Ophold i Paris, havde udseet ham til sin Fuldmægtige ved Kurien i Anledning af Sagen med Kapelgeistligheden, hvilken Sag dog, som forhen fortalt, blev bilagt hjemme^[9]. Biskoppen havde baade i den Anledning, og siden da Paal erholdt Doktorgraden i Orleans, rigeligen understøttet ham med Pengemidler^[10]. Han var kommen hjem til Norge i Begyndelsen af 1326, var ogsaa bleven Chorsbroder ved Nidaros’s Kathedralkirke og benævntes nu: utriusque juris doctor et professor^[11]. Paals Lærdom og især Retskyndighed maa, efter alt dette at dømme, have været almindelig erkjendt, og en yderligere Anbefaling for ham i Biskoppernes Øine maa det ganske vist have været, at han ei hørte til de kongelige Kapelklerker, men derimod var og længe havde været biskoppelig Chorsbroder. Om Paal Baardssøn, idet han blev Kansler, tillige, ifølge Kong Haakon Magnussens Bestemmelse, er bleven Provst til Marie-Kirken i Oslo, er uvist. Han nævnes aldrig, saavidt vides, i sidste Egenskab.

Den Forandring, som Biskopperne havde — man kan vel sige – fremtvunget i Styrelsesformen, forøgede for Øieblikket Spendingen mellem dem og Drotseten, der ikke savnede et mægtigt Tilhang blandt Lægfolket, især blandt de verdslige Stormænd. Man sporede allerede dette om Høsten og Vinteren næst efter Provinsialconciliet i adskillige Optrin i Bergen, hvor Drotseten og muligen ogsaa den unge Konge forblev Vinteren over 1327—1328^[12]. De verdslige Store bare, som let kan tænkes, især Nag til Biskop Audfinn, hvilken de vistnok, og det med Grund, ansaa for Sjælen i det hierarchiske Modstandsparti; og de synes at have villet prøve hans Standhaftighed ved at vække Uvillie og Opsætsighed mod ham hos Folket i Bergen.

Man valgte til Udgangspunkt Tiendespørgsmaalet, der endnu i mange Henseender maatte ansees som uafgjort, saalænge der fandt en Vaklen Sted mellem ældre og nyere Grundsætninger for Tiendes Ydelse, især med Hensyn til Tiende af Gaardleie. En vis Svein Sigurdssøn^[13] Klerk, Underfehirde eller Underskatmester i Bergens Kongsgaard, altsaa en af Kongedømmets Embedsmænd, vegrede sig haardnakket for at erlægge Tiende af sine Gaarde i Byen, hvilken Tiende, i Følge Biskoppens Paastand, nu udrededes af de bedste Mænd ordentligen og godvilligen. Hvergang Biskoppen tiltalte ham i denne Sag, svarede han kun trodsende, at han aldrig havde betalt og aldrig heller skulde betale Tiende af sine Gaarde; og da han mærkede, at Biskoppen om Høsten 1327 agtede at gribe til alvorligere Midler mod ham, satte han hele Byen op mod Biskoppen og Kirken, og fik Drotseten samt Lagmanden i Kongens Gaard, Hr. Guttorm Kolbjørnssøn^[14], til at deeltage i Stemplingen. Biskoppens Modstandere holdt i denne Anledning mange Moder hos Prædikebrødrene, hvilke altsaa nu som oftere forhen maa have optraadt fiendtligsindede mod den verdslige Geistlighed; og man tilkaldte til et saadant Møde alle Herremænd (herramenn), som dengang vare i Staden og alle Husbønder. Guttorm Kolbjørnssøn førte Ordet paa Mødet og yttrede blandt andet, at Biskopperne og deres Chorsbrødre ei vilde standse, før der blev spillet dem et saadant Puds, som Lybekkerne for ikke længe siden havde gjort sin Biskop og sine Kanniker, idet de forviste dem fra Staden og nedbrøde deres Huse^[15].

Det kom nu saa vidt, at alle de tilstedeværende med Haandtag indgik den Overeenskomst, at Ingen i Bergen heden af skulde erlægge Gaardetiende (garðatiund), men kun en godvillig Ydelse, der ei skulde bære Navn af Tiende. Herom udfærdigede man endogsaa et Brev til Erkebiskoppen, hvorunder de fleste Husbønder satte sit Segl. Men nu krævede man Kongens og Drotsetens Stadfæstelsesbrev herpaa. Drotseten, der vel fra først af havde pustet til Ilden, men, som det lader, ikke selv deeltaget i de omtalte Møder, i det mindste neppe i det sidste, kom ved dette Forlangende i en vanskelig Stilling. Han havde udentvivl paa den ene Side Betænkelighed ved ligefrem at bifalde et Skridt, der kunde synes Mange oprørsk og ulovligt; og han kunde paa den anden Side ikke længer raade for Kongens Segl uden Samtykke og Medvirken af Kansleren, som ganske vist, baade af Hensyn til Sagen selv og til sit personlige Forhold til Biskop Audfinn, kraftigen har modsat sig det Hele. Det forlangte Stadfæstelsesbrev blev ikke givet, hverken under Kongens eller Drotsetens Segl.

Dette var en Streg i Regningen for de Opsætsige, som de neppe havde forudseet, da de fattede sin Beslutning. De havde aabenbare foretaget det dristige Skridt, de gjorde, i fuld Forventning om høiere Stadfæstelse, hvilken vel Hr. Guttorm paa Forhaand havde lovet dem; men da den udeblev, ræddedes de for sin egen Dristighed, og hver enkelt af det omtalte Brevs Udstedere rev igjen sit Segl fra Brevet og tilintetgjorde derved den hele Overeenskomst.

Imidlertid fremfor Biskop Audfinn, uden at lade sig skræmme af Stemplingen, imod Svein Klerk med de almindelige Paamindelser og satte ham omsider i Ban for hans Trodsighed (den 29 Januar 1328). Svein tabte Modet. Han henvendte sig til Biskoppen og tilbød denne først en godvillig Ydelse, der dog ikke maatte kaldes Gaardetiende; men da dette Tilbud ikke modtoges, gav han fuldkommen efter, forligede sig med Audfinn og blev løst af denne (den 8de Februar)^[16].

Men skjønt saaledes Guttorm Kolbjornssøns Anslag blev forstyrret, og Svein Klerk underkastede sig Biskoppen, saa var dog ei dermed Stormen neddæmpet. Drotseten havde ikke vovet eller formaaet at give den af Guttorm istandbragte Beslutning kongelig Stadfæstelse, men han var, som tydelig skjønnes, nødig vegen tilbage, og hans Stemning mod Biskopperne var i Grunden uforandret. Han havde engang, da han indfandt sig for at understøtte Svein Klerks Sag, ligefrem yttret i Chorsbrødrenes Paahør, at Biskopperne vel ikke vilde aflade med sine Anmasselser, før man igjen gjorde dem slig Leg, som blev gjort med Erkebiskop Jon; og der tør vel have ligget nogen Mening i denne Trudsel. I alt Fald gjorde det almindelige Kjendskab til Drotsetens Stemning Biskop Audfinns Modstandere dristigere. Paa en Hirdstevne i Kongens Gaard stadfæstede de sig imellem, at hverken Tiende eller anden Kirkens Rettighed herefter skulde søges med Ban, — en Beslutning som i Grunden stemmede med en ældre, før omtalt kongelig Forordning af Haakon Magnussøn^[17], – og de reiste en formelig Forfølgelse mod Svein Klerk for den Eftergivenhed, han havde viist mod Biskoppen. Guttorm Kolbjørnssøn, Lagmanden i Kongens Gaard, paastod at Svein skulde dømmes Ubodemand, fordi han havde forligt sig med Biskoppen; men saa vidt vilde dog ikke Hr. Baard Peterssøn, Gulathings-Lagmand^[18], og de andre tilstedeværende Lagmænd gaa. De dømte derimod Svein i 13 Marks og 8 Ørtugers Bod, den almindelige Bod for Brevbrud, d. e. for Overtrædelse af Kongens Forordninger, og Svein, der herved blev skræmmet, erklærede nu paany, for at behage Hr. Guttorm, at han ingen Gaardtiende vilde yde.

Biskop Audfinn holdt alligevel sit Mod oppe og lod oversætte paa Norsk saamange af de paa sidstafholdte Provinsialconcilium vedtagne Bestemmelser, som særligen angik Tvistens Gjenstand, — naturligviis for derved, til Lægfolkets Advarsel, at gjøre dem almindelig bekjendte. Han understøttedes ogsaa troligen af Kansleren, som imidlertid herfor havde meget at døie af Drotseten. Mellem disse tvende høie Rigsembedsmænd raadede i det Hele en saare bitter Stemning, navnligen fordi Kansleren negtede at sætte Kongens Segl for flere Breve, som Drotseten vilde have udstedt; og Lægmændene i Raadet lagde ikke Dølgsmaal paa sit Ønske, at faa Seglet igjen fra Kansleren tilbage i sine egne Hænder. De søgte at volde ham Bryderi paa alle Maader. Saaledes, da han krævede af Fehirden Penge for at reise øst i Landet, bleve disse ham negtede, i det man paastod, at han selv skulde koste sin Reise. Man satte al sin Hu til at bringe ham i Forlegenhed ved saadanne Anslag, for igjen at faa Fingre paa Seglet og faa Kansleren stødt ud af Raadet. Da kunde de opnaa sit Ønske, atter at raade ene for Kongedømmets Gods og Rigsstyrelsen^[19].

Den her givne Skildring af Forholdet mellem Kongens daglige Raad og Biskop Audfinn, samt inden Raadet selv mellem Drotseten og den nys beskikkede Kansler, skriver sig fra en Part i Sagen, nemlig Biskop Audfinn selv, der saaledes fremstillede den ser Erkebiskop Eilif. Man kan mistænke Skildringen for at være noget eensidig, men de fremsatte Kjendsgjerninger har man ikke den ringeste Anledning til at betvivle. Audfinn opfordrede i sin Indberetning Erkebiskoppen til at hjælpe ham med sit Raad og mage det saa, at alle Biskopper i den nidarosiske Kirkeprovins kunde gaa frem paa een og samme Maade. Audfinns Hensigt var, som man klarligen seer, at skabe en fast ordnet geistlig Modstandskraft til Hierarchiets Fordeel mod den verdslige Rigsstyrelse.

Biskop Audfinns fiendtlige Forhold til Drotseten og Raadets verdslige Medlemmer viser sig end yderligere i den Stilling han ved denne Tid indtog til Hertuginde Ingebjørg og Hertug Knut Porse. Venskabet mellem disse tvende var som allerede antydet blevet meer og meer fortroligt. Den 14de Juni 1327 var en Fred kommen i Stand til Konghella mellem Norges Rige og Kong Valdemar Erikssøn af Danmark, rimeligviis ved den da i Danmark saa indflydelsesrige Hertug Knuts Medvirkning^[20]; og Dagen efter, den 15de Juni, blev sammesteds et Forlig sluttet mellem Hertugen selv og „Norges Riges Mænd“, hvori Drotseten dog ikke udtrykkelig nævnes blandt Forligsbrevets Udstedere^[21]. Derpaa fulgte efter ganske faa Dages Forløb Knuts og Ingebjørgs Egteskab den 22de Juni, ganske vist uden Drotsetens Samtykke og mod hans Ønske. Ingebjørg havde naturligviis ikke ubetydeligt Gods i Norge, hvilket hun og hendes Mand ei vilde give Slip paa. Men Drotseten og hans Parti synes, i sin Uvillie over hendes Egteskab, ikke at have agtet hendes Krav; ja de have vel endogsaa inddraget en Deel af hendes norske Gods under Kongedømmet. Herover opstod Tvist mellem Hertug Knut og den norske Rigsstyrelse, og under denne Tvist finder man, at Biskop Audfinn tog sig af Hertugindens Sag^[22], ligesom det var til ham og Bergens Bymænd Hertugen henvendte sig i Breve af 6te April og 14de October 1328 om Bistand for at faa gjennemdrevet sin Hustrues formeente Ret mod Drotseten^[23]. Dette viser i alt Fald, hvilke Tanker Hertugen og Hertuginden have havt om Audfinns Sindelag mod Drotseten og Raadet. Man kjender forresten intet til Audfinns Virksomhed i denne Sag; men hvad enten den nu har været stor eller ringe, saa maa den ikke have ledet til noget Tilfredsstillende for Hertug Knut. Denne findes nemlig at have feidet paa Norge i Slutningen af 1328 eller Begyndelsen af 1329, dog, saavidt skjønnes, uden derved at opnaa nogen Fordeel^[24].

I en eller anden Forbindelse med Striden mellem Biskop Audfinn og Drotseten stod udentvivl nogle Trætter, som Biskoppen i 1328 havde med Bønderne i Sogn og Firdafylke, der viste sig ulydige og opsætsige mod ham. Til Sogningerne klagede han i Brev af 25de Juli over, at adskillige af dem havde ført et ondt Levnet, og vilde dog ei underkaste sig Skrift af den, som havde Biskoppens Fuldmagt til at løse, nemlig Hovedpresten paa Stedja. Der var ogsaa Nogle, der ophidsede Bønderne og forbød dem at søge Provstestevne eller Møde af Kirkens Mænd. Stig Ulydighed — siger han — maa ikke taales, og derfor kundgjør han, at Presten Thorer paa Stedja har hans Fuldmagt til at afgjøre alle Sager, som der kunde forefalde, og til at anvende Bansstraf, hvis sligt maatte behøves^[25]. — I et Brev til Folket i Firdafylke af 21de September, klagede han over den Ulydighed, somme udviste i ikke at ville erlægge ret Tiende af sit Erhverv, navnligen af Nødder, som af anden Grøde, skjønt Gud gav dem hiin Frugt uden nogetsomhelst Arbeide og Bekostning fra deres Side. Han byder sine Provster at søge de ulydige efter Christenretten og Kirkens Lov^[26]. — Det er klart, at Opsætsigheden mod Biskop Audfinn i Bergens By har smittet paa Landbefolkningen sommesteds i hans Biskopsdømme, og det er rimeligt, at hans Hovedmodstandere ei derved have været uvirksomme. Men Biskoppen synes at have været heldig nok til at kvæle denne Landfolkets Opsætsighedsaand saagodt som i Fødselen.

Der var saaledes paa denne Tid Stof nok forhaanden til Splid mellem Stat og Kirke i Norge, og urolige Hoveder fandtes, som man seer, paa begge Sider, hvilke pustede til den ulmende Ild. Det er ogsaa vanskeligt at sige, hvorvidt det kunde have gaaet, ifald en heftig og stivsindet Mand, som Biskop Audfinn, havde staaet i den norske Kirkes Spidse istedet for den fredelige og maadeholdne Erkebiskop Eilif, — og hvis ikke Drotseten og Kansleren, uagtet det spendte Forhold dem imellem, alligevel, som det lader, havde underordnet sin gjensidige Uvillie Hensyn til Fædrenelandets Gavn. Den i 1327 indførte Styrelsesorden, hvorved Kansleren stilledes ved Drotsetens Side i Rigsstyrelsen, forblev, uagtet de paapegede truende Tegn, staaende ved Magt i flere Aar, og Landet har ganske vist dermed fundet sig vel tjent.

Udentvivl har ogsaa den af Paven udviste Føielighed, i det han, som før sagt, indrømmede Kongen Halvdelen af Pavetienden i Norge til Landets Forsvar mod Russerne^[27], bidraget sit til at stemme Drotseten og Raadet mildere mod Geistligheden. Uagtet nemlig Freden til Novgorod for Øieblikket havde gjort denne Pengehjælp mindre nødvendig, finder man ikke, at de pavelige Nuntier og Overindsamlere, Johannes de Senone og Bernhardus de Ortulis, der allerede i Begyndelsen af 1327 befandt sig i Norge^[28], have gjort nogensomhelst Vanskelighed ved at oplade den^[29]. Under sit Ophold i Norge i det nævnte og følgende Aar paaskyndede de Pavetiendens Indsamling, men afgav tillige, efter hvert som den indkom, den for Kongedømmet bestemte Andeel, hvilken Erkebiskoppen og Biskopperne modtoge paa Kongens Vegne^[30]. Ogsaa efterat Nuntierne selv havde i 1328 forladt Norge^[31], vedbleve deres Fuldmægtige at udvise den samme Opmærksomhed mod Kongedømmet, og baade Erkebiskoppen og Biskop Audfinn, hvilken sidste var særligen bemyndiget af Erkebiskoppen og Landets Store (Kongens Raad) til at opbære Kongens Deel, paasaa i denne Henseende med den største Nidkjærhed Kongedømmets Tarv^[32]. Pavetienden synes for de fem norske Biskopsdømmers Vedkommende alene at have udgjort henved 5000 Mark Sterling, hvortil for Orknøernes og Grønlands Biskopsdømmer kom 250 Mark Sterling. Kongedømmets Halvdeel kan altsaa i det Hele — de islandske Biskopsdømmers Tiende medtagen — regnes for at have udgjort omtrent 3000 Mark Sterling, en for den Tid ganske anselig Sum^[33].

I hele denne Forhandling aabenbarer sig — som man seer — ikke det ringeste Misnøie fra Biskoppernes Side med den Gavmildhed, Paven havde vist mod Kongedømmet; og man maa heraf slutte, at de daværende norske Biskopper langtfra have været saa ganske forblindede af sin hierarchiske Aand og af sin Ærefrygt for det pavelige Sæde, eller saa ganske blottede for Fædrenelandssind og Hengivenhed for Kongedømmet, at de jo gjerne saa, at noget kom Kongen og Landsstyrelsen til Gode af hvad Paven udpressede af deres Kirker, heller end at dette skulde kastes i det bundløse umættelige Svælg, som det apostoliske Skatkammer forlængst viste sig at være.

1. S. o. f. II. 37 f.; jfr.N. g. L. III. 232.
2. Denne Artikel findes i Decretalerne VI. lib. III. tit.XXIII. c. 3 (Bonifacius VIII Anno 1296). Der er intet Verdighedsnavn, som egentlig svarer til det norske dróttseti, skjønt denne Verdighed vistnok maa tænkes indbefattet under de af Paven opregnede: „imperatores, reges seu principes, duces, comites vel barones, potestates, capitanei, vel officiales vel rectores, qvocunqve nomine cenceantur.
3. N. g. L. III. 270–277.
4. S. o. f. II. 223.
5. N. g. L. III. 153.
6. S. o. f. II. 218.
7. S. o. f. II. 220.
8. S. o. f. II, 160.
9. S. o. f. II. 212.
10. Suhm D. H. XII. 147 (eft. Barth. Mskr. E. 107).
11. Suhm D. H. Ssts.; Brev i Barth. Mskr. E. 160 jfr., Sml. V. 353.
12. At Drotseten og Kansleren begge vare i Bergen den 14de September 1327, seer man af det ovenfor Anførte; at de ogsaa vare der den 12te Marts 1328, sees af et Beskyttelsesbrev for Michaels Kloster i Bergen af denne Dag, udstedt i Bergen af Kongen og hans Raad med følgende Slutningsformular: „Til sandt Vidnesbyrd, at vort (Kongens) Raad har saa samtykket, satte med vort (Kongens) Segl Hr. Erling Vidknnssøn, vor Drotsete, sit Segl for dette Brev – — — Hr. Paal Baardssøn, vor Kansler beseglede, Ivar Audunssøn skrev“ (Munkelivsbogen). At begge have været i Bergen Vinteren over, synes allerede heraf klart, og bestyrkes fuldkommen ved den nu følgende Beretning, der egentlig skriver sig fra Biskop Audfinn. Den unge Konges Nærværelse hos Drotseten og Kansleren ved denne Tid er usikkrere, men dog ganske sandsynlig.
13. Suhm D. H. XII. 172, 198.
14. Om denne see Sml. I. 160—164.
15. Hermed sigtedes til Urolighederne, som havde fundet Sted i Lybek i Aaret 1299 mod den myndige og anmassende Biskop Burchard, der efter flere blodige Optrin virkelig forjoges fra Byen med sit Kapitel. Sml. V. 356 Not. 1.
16. Mon ikke denne Svein Klerk, Kongens Underfehirde, er samme Person som den Svein i Grisen (Sveinn bondi i Grisenum), hvilken Biskop Audfinn i et Brev af 10de Januar 1328 (Barth. Mskr. E. 241) paalægger Presten Sigurd at advare om at betale Tiende af sine Gaarde i Byen, hvilken han i Brev af 29de Januar (Ssts. 242) paalægger samme Prest at banlyse, og hvilken han endelig ved Brev af 8de Februar s. A. (Ssts. 244) afløser af det Ban, hvori han er sat af Biskoppen?
17. S. o. f. II. 119.
18. Om ham see Sml. II. 201 Not. 3.
19. Brev fra Biskop Audfinn til Erkebiskoppen af første Halvdeel af 1328. Sml. V. 352–359.
20. S. o. f. II. 222.
21. Sml. V. 557.
22. Audfinns Brev til Hertuginden (af Halland og Samsø) af 18de April 1328. Barth. Mskr. E. 122.
23. Thorkel. Anal. 79: Sml. V. 558.
24. Isl. Ann. 226.
25. Barth. Mskr. E. 235.
26. Barth. Mskr. {{antikva|E. 236.
27. S. o. f. II. 220.
28. Deres Brev dateret Hamar 18de Marts 1327. N. Dipl. II. 137.
29. Bernhards Kvittering til Erkebiskoppen dateret Bergen 1ste August s. A. Suhm D. H. XII. 160.
30. Suhm D. H XII. 173—175.
31. Suhm D. H. XII. 173.
32. Erkebiskoppens Breve af 20de December 1328 (el. 1329) Suhm D. H. XII. 198, 200.
33. Suhm D. H. XII. 173 175. Beregningen der skjønner jeg imidlertid ikke. Jeg har beregnet omtrent 3 Mark norsk Mynt i Vegt at udgjøre 1 Mark Sterling. Pavetienden i Sverige, hvoraf ogsaa Kongen opbar Halvdelen, var, mærkeligt nok, mindre end den i Norge.