Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/77

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 251-256).

I 1336 i Juli Maaned holdt Erkebiskop Paal sit andet Provinsialconcilium i Tunsberg. Biskopperne Halvard af Hamar, Salomon af Oslo og Erik af Stavanger nævnes som tilstedeværende, hvorimod paa Biskop Haakon af Bergens og hans Kapitels Vegne tvende fuldmægtige Chorsbrødre mødte. Conciliets Bestemmelser bleve udfærdigede den 19de Juli og beseglede ikke alene af de tilstedeværende Biskopper, men ogsaa „til Vidnesbyrd“ af de bergenske Fuldmægtige „med Biskoppens og Kapitelets Segl“. De fleste af disse Bestemmelser gaa ikkun ud paa at stadfæste tidligere af Erkebiskopperne Jon, Jørund og Eilif samt af Paal selv paa hans første Provinsialconcilium, idet dog tillige bestemte Bøder tilføies visse af dem for deres Overtrædelse eller Forsømmelse.

Som nye maa udhæves: — 1) Forbud mod Sognepresters Omflakken udenfor deres Kirkesogne, saaledes at Sognefolket for længere Tid maatte undvære den dem tilkommende Tjeneste. Ingen Sogneprest maa fjærne sig fra sin Sognekirke saa lang Tid, at det kan bemærkes, uden sin Biskops Orlov, med mindre han skikker i sit Sted en anden antagelig Prest, der imidlertid kan forrette for ham. Men den Prest, som overbevises om at være en halv Maaned i Træk borte fra sit Kirkesogn uden antagelig Grund, skal bøde en halv Mark Norsk, og har Biskoppen Ret til at straffe ham yderligere efter Omstændighederne.

2) Gjentagelse af ældre Forbud mod, at nogen Prest maa indlede „Handel eller Betingelser“ forinden han meddeler de hellige Sakramenter. Hver den Prest, der om sligt bliver overbeviist, skal først miste den Betaling, hvormed han efter Stedets lovlige Sedvane hædres efter Sakramenternes Uddeling, og dernæst ikke alene tilbagebetale hvad han uretmæssigen ifølge den forbudne Akkord modtog, men ogsaa bøde til Biskoppen ligesaa meget af sit eget Gods.

3) De tidligere Bestemmelser om studerende Chorsbrødres Ret til at opbære Indtægten af sine Præbender ubeskaaren stadfæstes. Derimod gjenkaldes den Artikel i Erkebiskop Jørunds Statut af 1306, hvorved paabydes, at af ethvert Kloster skulle nogle Personer, hvilke Biskoppen vælger, udsendes for at studere^[1],—— ligesom og en Bestemmelse af Erkebiskop Eilif, at de, som falde i Ban af selve Gjerningen, siden skulle aabenbare forkyndes bansatte med Kjerters Udslukning og Klokkers Ringning.

4) De Chorsbrødre ved Biskopsstolene, som ere Sogneprester,noinclude>

1. S. o. f. II. 106.

</noinclude> skulle selv synge Messe og prædike for sit Sognefolk, i det mindste en

Gang om Aaret forfaldsløst, nemlig paa Aarsdagen ser Sognekirkens Indvielse (kyrkiudagr), eller paa Kirkepatronens Festdag (d. e. den Helgens Dag, til hvem Kirken er indviet), eller paa en af de største Høitider.

Alle tidligere Provinsialstatuter, nemlig: Vilhelm af Sabinas, Erkebiskop Jons af 1280, Jørunds af 1290 og 1306, Eilifs af 1320 og 1327, Paals af 1334, skulle, tilligemed de paa nærværende Concilium udfærdigede, indføres i Statutbøger (skipanar bœkr) og oplæses offentlig i det mindste en Gang aarligen af selve Biskoppen, eller af dem som i hans Sted ere, i enhver Kjøbstads Hovedkirke, men af Provsterne eller deres Vikarer i andre større Kirker, og forklares for Læge og Lærde i alle de Artikler, som dem kunne vedkomme^[1].

Man lærer af disse Consilsbestemmelser, blandt mere, hvilke Provinsialstatuter af samtlige norske Biskopper have været godkjendte som Regel for den hele Provinses Kirkestyrelse.

Der findes i de paa den Provinsialconcilium fattede Bestemmelser, ligesaalidt som i Paals tidligere af 1334, nogen Artikel, der kan siges ligesrem at være rettet mod den verdslige Statsstyrelse, — hvis man ikke vil søge det i den gjentagne Stadfæstelse af Erkebiskop Jons Bestemmelser af 1230. Heri kunde man imidlertid — det maa indrømmes — see en bestandig fornyet Protest fra de norske Biskoppers Side mod ethvert Skridt af den verdslige Styrelse, der kunde agtes stridende mod de i hine Bestemmelser umiddelbart eller middelbart udtalte Grundsætninger, — stridende mod hvad i dem umiddelbart eller middelbart opstilledes som Kirkens Friheder og Rettigheder. Det er ogsaa rimeligt, at Biskopperne med fuld Bevidsthed altid stræbte at holde sig denne Dør aaben, for muligen ved given Leilighed gjennem den at gjøre et eller andet Udfald til Hierarchiets Bedste. Men dette Baghold havde udentvivl ogsaa Statsstyrelsen endnu aabne Øine nok til at see, og Kraft nok til nogenlunde at møde, naar Angreb derfra truede. Beviis herfor gav en mærkelig Forhandling, som fandt Sted i 1337.

Overeenskomsten af 14de September 1327 mellem Kongedømmet og Biskopperne angaaende Christenretten var ingenlunde saa bestemt affattet, at den for en kommende Tid ganske kunde udestænge Tvivl og Tvistemaal vedrørende Udstrækningen af Kirkens dømmende Omraade. Men maa derhos mærke sig, at siden hiin Overeenskomst sluttedes, var Kong Magnus’s Myndighedsstyrelse indtraaet, der udentvivl har givet Biskopperne Haab om et kunne af den unge og svage Konge udvirke Fordele, som det ikke havde lykkets dem at gjennemdrive, da de havde med Formynderstyrelsen at gjøre. Det maa nu antages, at Erkebiskop Paal, stolende paa sin ophøiede Stilling i den norske Kirke og Stat, muligen ogsaa paa et forudsat velvilligt Sindelag hos Kongen, hvis Kansler han havde været i hans første Myndighedsaar, – har gjort visse Skridt til at udvide sit dømmende Omraade i Nidaros By, der stod i en saa nær Forbindelse med Erkestolen, og desuden laa i en afsides Deel af Riget, hvor Kongen og hans Raad i senere Tider kun sjælden var tilstede. Men Erkebiskoppens Overgreb, hvori de nu end have bestaaet, vakte strax Kongens Raadgiveres Opmærksomhed, og bleve Gjenstand for Raadslagninger paa et større Høvdingemøde, der holdtes i August Maaned 1337 i Oslo, eller paa det tætved liggende Slot Akersborg, det nuværende Akershus.

Her var — som det heder — tilstede hos Kongen Rigets Raad, og af Biskopperne nævnes udtrykkelig som nærværende, foruden Erkebiskoppen, Halvard af Hamar og Haakon af Bergen. Ved denne Leilighed blev paa en Sammenkomst paa Akersborg den 30te August handlet om den Uenighed, der var opkommen mellem Kongen og Erkebiskoppen med Hensyn til Paadømmelsen af Sager, for hvilke Bøder vare bestemte i Christenretten, nemlig angaaende hvem af de nævnte Parter denne Paadømmelse tilkom i Nidaros. Og blev der da, med Raad og Megling af de tvende ovennævnte Biskopper og med Samtykke af det hele tilstedeværende Rigets Raad, sluttet følgende Overeenskomst og Anordning: Alle de Bøder, som i Christenretten forekomme, skulle dømmes og kjendes i Kongsgaarden i Nidaros, saaledes at derved baade Erkebiskoppens Official og Lagmanden ere tilstede og afsige Dom vexelviis, enten efter Dagskifte, eller paa den Maade, at de, den ene efter den anden, afgive lige mange Kjendelser i Rad. Men hvis saa vigtige Sager kunne forekomme, at Officialen og Lagmanden finde, at de ikke paa egen Haand kunne afgjøre dem, da skulle Officialen, Fehirden^[2] og Lagmanden gaa til Erkebiskoppens Gaard, og skal da Erkebiskoppen fælde Dommen i deres Overvær, paa begges (Kongedømmets og Kirkens) Vegne. Denne Anordning skal staa ubrødeligen ved Magt fra begge Sider, indtil Kongen kan komme til Nidaros, og han og Erkebiskoppen med deres bedste Mænds Raad faa fattet en varig Bestemmelse i denne Sag; og skal ved denne Overeenskomst intet Skaar gjøres i den Ret, som hver af Parterne forud havde med Hensyn til den omhandlede Domsafsigelse. — Kongens og Erkebiskoppens Segl bleve satte for Bestemmelsen^[3].

Skjønt denne Overeenskomst er affattet i de mest forbeholdne Udtryk fra Erkebiskoppens Side og dertilmed erklærer sig for at være blot midlertidig, — og skjønt den i Grunden synes at være Erkebiskoppens Dommermyndighed gunstig, idet den overlader ham Domsafsigelsen i de vanskeligste og vigtigste Sager, saa maa den dog udentvivl have forekommet Erkebiskoppen at medføre en Indskrænkning i den Myndighed, han forud udøvede, eller efter den kanoniske Ret burde udøve, og har derfor vakt Betænkeligheder hos ham med Hensyn til hans Ansvar i denne Anledning for Kirken. Man finder nemlig, at de tvende Biskopper, Halvard og Haakon, før sin Afreise fra Oslo, der have den 4de September næst efter udstedt et Brev, hvori de offentligen vedkjendes at have raadet Erkebiskop Paal til at indgaa omtalte Overeenskomst med Kongen „for Freds, Kjærligheds og Roligheds Skyld og for at vise deres Herre, Kong Magnus, Hæder og Føielighed“^[4]. Erkebiskoppen synes altsaa at have fordret en formelig Erklæring af de tvende Biskopper, at de deelte hans Ansvar for den udviste Eftergivenhed mod Kongedømmet, ja vel endog ved sit Raad havde fremkaldt den.

Det er ogsaa høist rimeligt, at i det mindste Biskop Haakon af Bergen ved denne Leilighed optraadte som en Megler mellem Kongedømmet og Erkebiskoppen, og ved sin Indflydelse hos begge væsentligen har virket til Overeenskomsten. Haakons egne Breve vise nemlig, at han paa denne Tid ikke alene har staaet vel anskreven hos Erkebiskop Paal, men ogsaa at han har nydt Kong Magnus’s og hans franske Dronnings særdeles Yndest^[5]. I 1333 havde den nittenaarige Kong Magnus egtet Blanca, eller som hun i Norge almindelig kaldtes Blantz, en Datter af Greve Johan af Namur og fjærnt beslegtet med den da regjerende franske Konge, Philip VI af Valois, — en smuk og aandrig Fyrstinde, der snart fik stor Indflydelse paa sin Egteherre, dog, som det lader, ikke altid til det Gode. Hun var med Kongen i Norge under det omtalte Høvdingemøde i 1337, og Biskop Haakon synes ved denne Leilighed at være kommen i stor Gunst hos hende og hendes franske Damer, rimeligviis paa Grund af sin smidige Opførsel og sine slebne Seder. Thi Alt vidner om, at han, foruden at være en lærd og dygtig Biskop, tillige har kunnet optræde som en sin Hofmand, der udentvivl ogsaa af sine Studier i Udlandet har høstet den Fordeel at være det franske Sprog fuldkommen mægtig. Haakon stod tilmed i fortroligt Venskabsforhold og stadig Brevvexling med næsten alle Norges daværende mægtigste og mest indflydelsesrige geistlige og verdslige Høvdinger, blandt andre med den fordums Drotsete Erling Vidkunssøn, med hans Søn den unge Bjarne Erlingssøn, der lader til at have været en af Kongens og Dronningens særdeles Yndlinger, — med Brødrene Jon og Sigurd, Kongens Fættere, Sønner af Hafthor Jonssøn († i 1320) og af Kong Haakon Magnussøns uegte Datter Agnes, — med Brødrene Ivar og Finn Øgmundssønner, der lige siden Magnus’s Antagelse til Norges Konge havde været blandt de første Mænd i Konges Raad, og af hvilke Ivar endog, skjønt vistnok kun for en ganske kort Tid, havde været Kongens Drotsete i Norge^[6]. Haakon synes med Smidighed, og dog med Redelighed, at have bevæget sig mellem Hovedmændene for de forskjellige Partier, der utvivlsomt havde dannet sig i Kongens eller Rigets større Raad; og han har derfor været fortrinlig skikket til at virke som Megler, naar Partispendingen truede med at tage en alvorlig Retning.

Et Beviis paa Biskop Haakons Indflydelse ved denne Tid er hans Optræden i en slem Sag, der stod Biskop Halvard af Hamar og Ridderen Hr. Ulf Saxessøn imellem. Denne Ulf var et uroligt Hoved. Han havde allerede tidligere deeltaget i voldsomme og, som det lader, oprørske Handlinger. Nu havde han groveligen forseet sig mod Biskoppen af Hamar og dennes Kirke — hvori vides dog ikke — og var derfor bleven sat i Ban. Siden gav han efter, søgte Forlig med Biskoppen og blev af denne løst i Oslo, foran St. Halvards Kirkes Dør — rimeligviis under det sidst omtalte Høvdingemøde —, efterat han paa Forhaand havde svoret at ville lyde Biskoppens Dom. Til denne Ed havde Biskop Haakon været Vidne. Den Dom, Biskop Halvard derpaa fældede, var meget streng. Den paalagde blandt andet Ulf at udrede til Kirken i Hamar 12 Markebol Jord og at gjøre en Pilegrimsfærd til den pavelige Kurie, begge Dele i Løbet af det følgende Aar. Ulf fandt Dommen ubillig og alt for tung, ja vel umulig at opfylde. Han tilskrev herom Biskop Haakon, der, som sagt, havde været Vidne til hans Forligsed, og forlangte Biskoppens Erklæring angaaende dennes Lydende, idet han — som det lader — lagde fortrinlig Vegt paa det Udtryk i Eden, at han skulde holde den hellige Kirkes og Biskoppens Dom „i Alt hvad der var ham muligt“. Han oversendte tillige Biskop Haakon en Fortegnelse over alt det, som Biskop Halvard havde paalagt ham i Skrift eller Pønitens for desangaaende at høre hans Mening.

Man har tvende Breve af Biskop Haakon, som han i denne An ledning udfærdigede fra Bergen den 20de December 1337, det ene til Ulf, det andet til Biskop Halvard, — begge vidnende om Haakons milde Sindelag og hans Lyst til at stifte Fred.

I Brevet til Ulf beklager han dennes ubehagelige Stilling, hvilken han ønsker af Hjertet at lindre; hvilket han og efter Evne skal stræbe, dog saaledes at det er den hellige Kirke til Ære og Ulfs Sjæl til Gavn. Han indrømmer, at Ulfs Ed virkelig indeholdt de Udtryk „i Alt hvad der var ham muligt“; men han maa alligevel ansee den paalagte Skrift for lovlig i det Hele, navnligen fordi deri ikke forbydes Ulf at fremkomme med lovligt Søgsmaal, men kun at foretage uretfærdige Angreb paa den hellige Kirkes Gods, Ret eller Friheder. Han beder Ulf indstændigen, ei at finde det formeget, som er ham paalagt i Bønner, Gudstjeneste, Fester, Offer og Almisseydelser; thi Uleiligheden dermed er kortvarende og forbigaaende, men Belønningen og Fortjenesten evig velgjørende. Han finder, at det virkelig maa falde Hr. Ulf tungt at skaffe Jorder og Kostbarheder til Veie til samme Tid som han i slig Hast skal berede sig til en Pilegrimsgang, og derhos gjøre alle dem Ret, som have lovlige Kæremaal paa ham. Men Kurien har aldrig været og vil aldrig vorde miskundsløs mod dem, som Miskund ville søge. Han opfordrer Ulf til at søge Raad hos Kongen, Erkebiskoppen og sine øvrige Venner. Haakon skal gjerne gjøre Forbøn for Ulf hos Biskop Halvard i denne Sag; han haaber ogsaa, at Biskoppen vil vise sig desto føieligere, jo villigere Ulf viser sig til at lyde hans Bud i Alt hvad der er ham muligt: „Det er vist — tilføier han — at Gud ei paabyder noget Umuligt, og end mindre skulle Menneskene gjøre det.“

I Brevet til Biskop Halvard yttrer Haakon: at meget af hvad Halvard havde paalagt Ulf i Skrift er faderligt og ret, men hvad angaar Pilegrimsfærden og den store Udredelse af Jordegods til Hamar Kirke samt det øvrige, som dermed staar i Forbindelse, da tror han det vil falde Ulf tungt at opfylde begge Dele paa eet Aar. Han erindrer Halvard om, at Ulf svor, at lyde Kirkens og Biskoppens Dom „saavidt det var ham muligt“, og beder derfor Biskoppen indstændigen at lempe og udtyde de nævnte Artikler, ligesom og andre, hvilke Biskoppen selv maatte finde at kunne formildes, saaledes som det efter hans eget Skjøn er bedst for begge Parter, havende ham for Øie, om hvem der er skrevet „hans Miskundhed overgaar alle hans Gjerninger“. Saaledes haaber han, at Biskoppen vil handle^[7]. — Biskop Haakons Megling i denne Sag har vistnok ikke været frugtesløs; thi allerede den 7de April i det følgende Aar 1338 kan han i et Brev til Bjarne Erlingssøn fortælle, at Biskop Halvard og Hr. Ulf med deres Venner paa begge Sider nu vare fuldkommen forligte^[8].

1. N. g. L. III. 281—284.
2. Hermed menes Fehirden i Nidaros’s Fehirdsle. Norge var paa denne Tid deelt i fem Fehirdsler eller Overopbørselsdistrikter, nemlig: Nidaros’s, Bergens, Oslos, Tunsbergs og Elvesyssels (Elfarsysla ok Ranríki), hvert under en Fehirde eller Skatmester (Munch Norg. Beskr. 9). Fehirden var en høitbetroet Embedsmand, og ved denne Leilighed er det tydeligt, at han paa en Maade har skullet repræsentere Kongen, og at han har været betragtet som høierestaaende end Lagmanden.
3. N. g. L. III. 161.
4. N. Dipl. II. 184.
5. Bp. Haakons Breve, Sml. t. N. S. og H. V. 95–165.
6. S. o. f. II. 246.
7. Sml. V. 106—109.
8. Sml. V. 117.