Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/98

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 495-513).

Misnøie med Kong Eriks Styrelse i alle hans tre Riger. Klager fra Norge i Aarene 1420–1424. Opstand i Sverige 1432–1436. Uroligheder i Norge 1436–1437.

Conciliet i Oslo stod i Forbindelse med et stort Raadsmøde eller Rigsmøde, som holdtes sammesteds i Slutningen af 1436 og Begyndelsen af 1437, i Anledning af de Uroligheder, som Misnøiet med Kong Eriks Styrelse ved denne Tid havde vakt i det sydlige Norge. Thi ogsaa herhen strakte sig den Gjæring, der allerede i nogle Aar havde yttret sig i de tvende øvrige forenede Riger, og som endte med Eriks Afsættelse. En udførlig Skildring af denne mærkelige Bevægelse kan vistnok paa en Maade siges at være vort Emne uvedkomntende. Thi om end i den Biskopperne, de norske saavelsom de svenske og danske, spillede en saare vigtig Rolle, saa var dette dog ikke saa meget i Egenskab af Kirkens .Formænd, som i Egenskab af deres Stilling i hvert enkelt Riges Raad. Bevægelsen i det Hele var reent verdslig, og saa var og Geistlighedens Deeltagelse i den. Det var Statens, ikke Kirkens Forhold den angik; disse sidste berørtes i det mindste af den kun middelbart. Vi kunne dog ikke undgaa korteligen at fortælle Hovedbegivenhederne, og forsaavidt de angaa Norge, endog opholde os lidt længere ved dem, efterdi det Indblik, som derved aabnes os i den norske Stats daværende indre Forhold, lader os ane den norske Kirkes samtidige statsretlige Stilling, ligesom ogsaa Grunden til flere af de vigtige,Skridt, Norges Rige og det nordiske Statsforbund vedkommende, hvori den norske Kirkes Erkebiskop og Biskopper senere virksomt deeltoge.

Skjønt Kong Eriks Karakter, som fortrinsvis kjendes af svenske Skildringer, utvivlsomt i disse er malet med altfor mørke Farver, – saa kan man dog aldrig et Øieblik betænke sig paa at kalde hans Rigsstyrelse i det Hele holdningsløs, slap og fordervelig. Hans forud skildrede Forhold til den norske Kirke er allerede tilstrækkeligt til at betegne den saaledes; og idet Verdslige viste den sig ingenlunde fra en fordelagtigere Side. De vanskelige Statsforhold, under hvilte han regjerede, kunne blot ubetydelig undskylde hans Færd som Konge, aldrig retfærdiggjøre den, helst da han hverken synes at have savnet god naturlig Forstand, eller andre gode Anlæg, naar han kun havde gidet og villet bruge dem paa rette Maade. Det Uheld, som hvilede over næsten ethvert af hans Foretagender, var saaledes ganske vist kun sjælden ham selv utilregneligt, men oftest fremkaldt af det Letsind, den Vaklen og den Mangel paa Udholdenhed og kraftig Villie, som idelig fremlyser af hans Handlinger, og som forstyrrer det Glimt af Statskløgt, der een og anden Gang aabenbarer sig i dem. Hans Styrelse var i denne Henseende et sandt Modstykke til hans Fostermoders.

De slesvig-holsteinske Forviklinger, der mødte Erik lige ved hans Regjeringstiltrædelse, vare vistnok i sin Oprindelse ham utilregnelige; de havde sin Rod i en fjærn Fortid, i ældre danske Kongers og deres Raads politiske Kortsynthed. Men at disse Forviklinger forbleve uløste efter en femogtvveaarig blodig, høist kostbar Krig mod en i Alt, undtagen i Mod, Standhaftighed og Statsklogskab, underlegen Fiende, – dette kan man ikke andet end for en væsentlig Deel lægge Eriks urigtige Forholdsregler til Last. At denne Krig, uagtet den kun angik Danmark, ogsaa maatte falde de tvende andre Riger til Byrde, var en Selvfølge af Statsforbundets Natur. Den maatte nødvendig fremkalde jævnlige Opbud af Krigsfolk baade i Sverige og Norge; den maatte derhos, og det vel endnu i høiere Grad, bevirke Forbruget af disse to Rigers Indtægter udenfor deres egne Grændser; den maatte endelig gjøre overordentlige Skattepaalæg der fornødne; – og alt dette, som det kunde synes, til Danmarks eensidige Gavn. Den slesvigske Krig indviklede endvidere de nordiske Riger ogsaa i Stridigheder med Hansestæderne og kaldte Vitalinernes Plyndretog atter til Live, begge Dele til ubodelig Skade ligesaavel for Norges og Sveriges, som for Danmarks Handelsrørelse. En Skare Vitaliner, især fra Wismar, Rostok og Stralsund, under Anførsel af den berygtede Sørøver Bartholomæus Voet, hjemsøgte i Aarene 1428 og 1429 gjentagne Gange Bergen og gjorde der et stort Bytte, medens de næsten ødelagde Staden^[1]. Og til samme Tid, som den slesvigske Krig drog Norges Penge og Stridskræfter til Danmark og udsatte Landet for Overlast fra Syden af Hanseater og Vitaliner, holdtes dets nordlige Dele, Finnmarken og Haalogaland, i en bestandig Uro ved Russers og Hedningers idelige Indfald. Nordmændene der maatte leve paa en bestandig Krigsfod, og kunde dog, af Mangel paa Styrelsens kraftige Bistand, ikke afværge, at Landet blev herjet, og Mænd og Kvinder bortførte i Fangenskab. Almuen klagede, den lod endogsaa i Bergen den 5te September 1420 opsætte en Skrivelse om sin Nød, hvilken tvende udsendte Mænd overbragte Kongen^[2]; men nogen Foranstaltninger fra dennes Side spores ikke. Han havde udentvivl alt for meget at gjøre paa Tydsklands Grændse til at kunne agte paa Haalogalands og Finnmarkens Nødraab.

Men endnu langt fordærveligere end den slesvigske Krig virkede udentvivl den fuldkomne Mangel paa en nogenlunde velordnet indre Rigsstyrelse. Kong Erik synes, som allerede tidligere paapeget, stadigen at have opholdt sig i Danmark, tildeels vel paa Grund af de slesvig-holsteinske Anliggender, dog ogsaa maaskee fordi han der, blandt den temmelig fortydskede danske Adel, sandt sig bedst hjemme. Til Sverige kom han sjælden, efterat han alene havde overtaget Landsstyrelsen, og Norge synes han efter 1405 slet ikke at have besøgt, uden om det skulde have været i Mai Maaned 1425, da det beder, at han paa Akershus den 7de Mai udstedte en Forordning om Handelen paa det nordlige Norge^[3]. Hans Foragt for og slette Tanker om Nordmændene fremlyser i den Skildring han giver af dem i et Brev til Paven af 1420, hvor det heder, at Folket er „tynget af sine Synders Byrde, i høi Grad raat, dyrisk af Sind, vildt af Levemaade og af uslebne Seder“^[4]. Men uagtet Kongen lod Sverige og Norge stadigen savne sin personlige Nærværelse, saa fandtes der dog i intet af de to Riger nogen styrende Centralmagt beskikket, der før dets Bed- kommende kunde indtage Kongedømmets Plads. Al verdslig indre Styrelse var i Norge overladt til de kongelige Embedsmænd i de enkelte mindre Landsdele: til Høvedsmændene paa de faste Slotte, samt til Lensmænd og Fogeder, hvilke Embedsnavne nu begyndte at træde istedet for det ældre Sysselmandsnavn. De havde at sørge for Lovens Opretholdelse og Indsamlingen af de kongelige Indtægter, uden at noget Overtilsyn gaves inden Rigets eget Omraade, og det uagtet de ofte ei engang vare Landets Børn, men Udlændinger, ukyndige i Norges Forhold. Til et særskilt norsk Skatkammer, der kunde afholde Landets almindelige Behov, findes ikke Spor, ligesaalidet som til nogen høiere Embedsmand, hvem det særlig paalaa at sørge før disse Behovs Tilfredsstillelse. Rigets Raad som Statsmagt var synligen kraftløst, uden Indflydelse og Tiltro baade mod oven og mod neden. Havde Almuen Anker at fremføre mod Kongens Embedsmænd, var ingen Hjælp at søge uden umiddelbart hos Kongen selv, der dog var fjærn og fremmed og, hvad man vel tør paastaa, temmelig ligegyldig før den hele norske Styrelse, naar han kun fik klækkelige Indtægter af Landet. Og disse vare da ikke alene de ordentlige, engang før alle fastsatte, som Leding, Visøre, Landskyld, Told og lignende, – men ogsaa overordentlige, hvilke sidste for Norges Vedkommende synes at være opdrevne mindre ved egentlige almindelige Skattepaabud, end under Form af et Slags Gaver, som vel hed sig at være frivillige Ydelser paa Kongens Andragende eller Bøn gjennem Embedsmændene, men som vist nok i Virkeligheden vare ligesaa tvungne som nogen vilkaarlig udskreven Skat, og ved hvilke desuden haarde og utroe Embedsmænd havde den bedste Anledning til at sørge før sin egen Pung fuldt saa godt som for Kongens Ikke at omtale, at hvad først udbades som Gave eller frivillig Ydelse, efter nogle Gange at være udredet under dette Navn, siden krævedes ligefrem som Kongens faste Ret^[5]. Hvad ovenfor er berettet om Island^[6], giver et Fingerpeg paa hvorledes med alt dette er tilgaaet ogsaa i Norge. Om Anvendelsen af et særeget norsk Kongesegl kunde næsten ikke meer blive Tale. I alle udenrigske Anliggender stode de tre forenede Riger som eet, og der brugtes et fælles Kongesegl for dem alle. Det samme Segl benyttede nu ogsaa, som det lader, Kongen i hvert Riges særskilte indre Anliggender, naar han derom udstedte Breve. Saadanne af Kong Erik for Norges Vedkommende ere dog yderst faa. Ingen hidtilværende norsk Konge findes mindre at have bekymret sig for at ophjælpe Norge ved nyttige Retterbøder eller Anordninger end Erik. Som allerede for omtalt var i den største Deel af Eriks Styrelsestid Biskop Jon af Oslo hans Kansler for Norge, og som saadan maa han antages at have havt det egentlige Kongesegl i Forvaring; men hans Benyttelse af dette synes blot at have indskrænket sig til Beseglingen af de saakaldte Landsvistbreve (Landsfredsbreve for Drabsmænd, der erlagde sin Bod til Kongen og den Dræbtes Æt), hvilke efter gammel Skik Kansleren eller Vicekansleren udfærdigede paa egen Haand i Kongens Navn. En slettere Rigsstyrelse i det Hele end Norges ved denne Tid kan saaledes neppe tænkes; i Sammenligning med den maatte Forholdene under Magnus Erikssøn næsten ansees for ypperlige.

Det er ikke forunderligt, at Misnøie hos Folket under saadanne Omstændigheder udviklede sig; meer er det at undres over, at der intet Spor til lydelige Klager findes for 1420. Men Nordmændene elskede fra gammel Tid sit Kongedømme og sine Konger; de vare vante til at betragte Kong Erik, ligefra han var et Barn, som sin lovlige Arvekonge; de havde hyldet ham som saadan, længe for han blev udvalgt til ogsaa at bære Danmarks og Sveriges Krone; de ansaa ham udentvivl som tilhørende sig nærmere end noget af de tvende andre Folk, og drømte saaledes maaskee længe om en tilsvarende Forkjærlighed fra hans Side for Norge, hvilket han maatte betragte som sit Kongedømmes Vugge, – en Forkjærlighed, hvilken da ikkun uheldige Omstændigheder hindrede ham i at lade fremskinne i Handling. Men om nu ogsaa slige Drømme en Stund omgjøglede Nordmændene, saa maatte de dog omsider vige for den sørgelige Virkelighed.

Den første Yttring og Klage over Styrelsens Vanmagt og Forsømmelse af sin Skyldighed finde vi i den ovennævnte Forestilling af 1420 fra Indbyggerne i Landets nordligste Egne. Snart fulgte flere efter. I 1424 den 1ste Juni udstedte ikke alene Kongens Landbønder i Skaun (det nuværende Rakkestad) men ogsaa den hele Almue sammesteds bittre Klagebreve til Kongen over hans Fogeds, Herman Moltekes, voldsomme og lovløse Adfærd mod dem, hvilken havde egget dem til at udjage ham af Lenet^[7]. Kongen maa ligefuldt have stræbt at indsætte ham igjen; thi den 15de Mai 1425 gjentog Almuen sin Klage og erklærede, at den vist vilde udrede til Kongen al sin Skyldighed; men heller end at modtage Herman igjen som sin Foged, vilde de forlade baade Fæderne og Møderne og flytte ud til et andet Len, hvor de kunde finde en bedre Øvrighed^[8].

Omtrent samtidigen med den første Klage fra Almuen i Skaun udgik ogsaa den 12te August 1424 fra Tunsberg Klage af Almuen i Tunsbergs Len. Den var rettet baade til Kongen og Dronningen og gik først ud paa det „Hesteløb“ (hestalop, Skydsferd eller snarere Hestehold?), hvormed Kongens Foged besværede dem, og „som paaførtes dem med Bøn,“ men nu var udredet saalænge med god Villie, at Fogden krævede det „som vis Skat.“ Men før de vilde underkaste sig denne – erklærede de – vilde de „opgive til Kongen baade Harv og Plog og fly Lenet.“ Klagen berørte ogsaa det saakaldte „Vapnavite,“ eller Bod for manglende lovbestemte Vaaben. Det hjalp dem ikke – yttrede de – at de havde sine Vaaben; thi Boden krævedes ligefuldt af dem Aar efter Aar, uden at det blev undersøgt, hvorvidt Vaabnene vare tilstede, naar undtages een Gang strax efter at Rigets Raad havde bragt deres Sag for Kongen^[9]. De skjøde sin Sag under Kongens Naade og Norges Lov, men forsikkrede derhos, at hvis Kongen eller Dronningen vilde komme til Norge, vilde de gjøre dem al kongelig Ret efter Loven og sin fattige Evne^[10].

En mildere Stemning aander et Brev udstedt samme Aar 1424 i Oslo paa Liers Almues Vegne, hvori erklæredes, at samme Almue paa et almindeligt Thing i Lier den 12te August havde svaret til et Brev fra Dronning Filippa, som var blevet dem forelæst: – at de gjerne efter fattig Evne vilde gjøre hvad der var Kongen og Dronningen behageligt med Hensyn til Høstleding, Vaarleding og andre Stykker, „som tilkom dem efter Loven, under hvilken de indskjøde sig,“ og at de intet havde paa nogen Mand at klage, ei heller over nogen Uret, som var dem tilføiet^[11]. Dette Brev antyder imidlertid ogsaa, om end ikke i rene Ord, at noget krævedes af Almuen udenfor Lovens Bydende, og at, om end Lidungerne for sin Deel ikke havde nogen bestemt Klage at fremføre, saa var dog ikke Alt som det burde være.

Man maa forøvrigt mærke sig, at paa denne Tid, fra Begyndelsen af 1424 til Begyndelsen af 1425 var Kong Erik fraværende fra Danmark paa en Udenlandsreise, hvis Hensigt hovedsagelig var ved personlig Nærværelse at faa udvirket af Keiser Sigismund en Dom i Sagen mellem Kongen og de holsteinske Grever. I hans Fravær førte Dronning Filippa Rigsstyrelsen^[12]. Det er en bekjendt Sag, at hun, overalt hvor hun formaaede det, søgte at rette paa sin Mands Feiltrin, og at hun derfor nød en almindelig Høiagtelse og Kjærlighed i hans Riger. Denne Omstændighed har udentvivl bidraget sit til, at Nordmændene netop nu, da de kunde vente at finde et aabent og velvilligt Øre for sine Klager, ere fremkomne med disse, og det i sterke Udtryk, – dog, som man let seer, med Iagttagelse af et vist Maadehold og især med Bevidnelsen af deres Hengivenhed baade for Kongens og Dronningens Person. Klagerne gik forresten, saavidt vides, ikke ud paa at bevirke nogen gjennemgribende Forandring i den hele Styrelsesmaade, eller i Rigsforfatningen, men kun paa Forbedring i enkelte Menigheders Kaar og paa at fremkalde et nøiere Tilsyn fra Kongedømmets Side med dets Embedsmænds Adfærd. Hvorvidt Klagerne have frugtet, er ei bekjendt. Ganske unyttige have de maaskee ikke været; i det mindste spores ikke deres Gjentagelse i de næstpaafølgende ti Aar. Sagerne gik i al denne Tid, som det lader, uden alvorlig Paatale, om end ikke til Folkets Tilfredshed, sin gamle skjæve Gang.

Under denne tilsyneladende Ro fortfor dog vistnok en indre Gjæring i Norge, hvilken snart vandt Styrke ved aabenbare Yttringer af en lignende i de tvende andre forbundne Riger, især i Sverige. Almenhedens Opmærksomhed maa ved denne Tid i et eller andet af Rigerne, om ikke i dem alle, være bleven henvendt paa deres Forenings Natur, og der maa have været reist Spørgsmaal om, hvilke Forpligtelser og Rettigheder for hvert enkelt denne Forening egentlig medførte. Man maa slutte dette deraf, at just nu det gamle Foreningsudkast af 1397, der var opsat i Kalmar, blev fremdraget af en otte og tyveaarig Forglemmelse, og en Notarialgjenpart deraf paa Pergament udfærdiget. Dette skede i Kalundborg den 11te September 1425. Kongens norske Kansler, Biskop Jon af Oslo, sees, mærkelig nok, herved at have spillet en fremtrædende Rolle. Thi ikke alene beseglede han med Biskoppen af Roskilde og Flere Gjenparten, men det var en af hans Kirke, nemlig en Thoke Nikolaussøn, Kannik af Oslo, der i Kongens Navn fremlagde Originaldokumentet for Biskoppen af Roskilde og forlangte Notarialgjenparten.^[13]. Det er ganske rimeligt, at deels de Bidrag til den slesvigske Krig, som fordredes af Norge og Sverige, deels Misnøiet der med de af Kongen ansatte fremmede Embedsmænd kan have fremkaldt Tale og Spørgsmaal om, hvorledes det egentlig forholdt sig med den Forening, der var sluttet i Kalmar mellem Rigerne, – en Forening om hvis Tilværelse der var Syn for Sagen, men om hvis bindende Kraft og nærmere Betingelser de fleste af Rigernes Hovdinger kun havde et saare dunkelt Begreb, og Almuen, tør man vel sige, slet intet. Kong Erik, der ikke var stort meer end en Dreng da Foreningen sluttedes, og maaskee aldrig havde seet det skrevne Udkast for Betingelserne, fandt det nu fornødent at gjøre sig bekjendt med dette og at have det ved Haanden i en nogenlunde lovlig Form, om han maatte behøve det for at styrke sin Ret. Nogen Offentliggjørelse eller videre Udbredelse af Dokumentet fandt imidlertid heller ikke nu Sted, og Almenheden vedblev fremdeles at være uvidende om dets Indhold, ja vel endog om dets Tilværelse.

Men en saadan Hemmeligholdelse, som Erik maaskee for Øieblikket fandt statsklog, virkede neppe uden til Skade for hans egen Sag og for selve Foreningen. Thi den gav hvert af Rigerne Anledning ja Net til at forklare den, som med dets særlige Tarv bedst stemmede, og at betragte den, om det saa vilde, som en blot og bar Forening under samme Konge, eller endog kun for Eriks Levetid. Og var man først kommen til en saadan Anskuelse, da indsees let, at Ankeposterne mod Eriks Styrelse fra Norges og Sveriges Side kunde mangfoldiggjøres fast i det uendelige, og at den hele Statsforening maatte fremstille sig som en Byrde for hvert enkelt af de tvende nævnte Riget, ligesom i ældre Tider Foreningen mellem Norge og Sverige under Kong Magnus Erikssøn.

Hertil kom en Omstændighed, som paa Stemningen i Danmark og Sverige havde stor Indflydelse, medens den for Norge var af mindre Vigtighed. Kong Eriks Egteskab var barnløst. Men døde han uden at efterlade Sønner, da skulde, selv ifølge Foreningsudkastets udtrykkelige Ord, et frit Valg af den fælles Konge foregaa. Erik ønskede imidlertid at bevare Kongedømmet i sin pommerske Æt og nærmest at overføre det efter sine Dage paa sin Farbroders Søn, Hertug Bugislaf af Pommern. Han kaldte denne til sig i Danmark, og lagde sin Hensigt med ham aabenbare for Dagen allerede i 1420 og siden ved mange Leiligheder.

For Nordmændene medførte dette intet Anstød. Det norske Folk synes aldeles ikke at have havt noget Begreb om den Ting, at Norge ved Kalmarforeningen var forandret fra et Arverige til et Valgrige. Det havde i 1389 antaget Erik ifølge sin Kongearvefølgelov til sin Arvekonge; ja det var ved hans Antagelse endog udtrykkelig bestemt, at Kongearven skulde regnes fra ham efter de gamle lovbestemte Regler. Dette var gammel norsk Ret, og at der heri ved Norges Forening med Danmark og Sverige var foregaaet nogen Forandring, var ikke den norske Almenhed vitterligt. I Nordmændenes Øine var følgelig Bugislaf efter Loven Eriks nærmeste Arving til Kongedømmet, og at Erik søgte at sikkre ham dette efter sin Død kunde for dem ikke være i mindste Maade stødende.

Ganske anderledes forholdt det sig derimod med Danmark og Sverige, der begge for Foreningen havde været frie Valgriger, og for hvis Skyld utvivlsomt Bestemmelserne om Kongevalget vare ind- førte i det skrevne Foreningsudkast. Selv om Almenheden i Danmark og Sverige kjendte Foreningsbetingelserne, maatte den betragte Eriks Bestræbelser for Bugislaf som stridende mod Rigernes Valgret, hvilken kun var indskrænket tør det Tilfælde, at Kongen efterlod Søn. Men kjendte den ikke Foreningodokumentets Bestemmelser, da maatte Eriks Fremgangsmaade i endnu høiere Grad forekomme den som en Krænkelse af hvert enkelt Riges gamle Lov og Ret. Man finder ogsaa, at baade i Danmark og Sverige Eriks Fremfærd i dette Stykke har afgivet en af Hovedankeposterne mod ham, og hvad Danmark angaar kan man næsten sige, at den var den afgjørende. Thi skjønt man i Danmark maaskee meer end i Sverige underordnede sin Valgret visse Hensyn til Arveretten, saa kunde dette i nærværende Tilfælde kun lidet hjælpe. Da nemlig Løven ikke her som i Norge opstillede nogen bestemt Arvefølge, saa maatte man i at bestemme Arveberettigelsen, hvis man vilde tage Hensyn til denne, nærmest gaa efter Slegtskabsgraden, og da var Eriks Søstersøn, Kristoffer af Bayern aabenbare een Grad nærmere end Bugislaf. Man mærker ogsaa, at det danske Rigsraad allerede omkring 1434, og maaskee langt tidligere, har fæstet sine Øine paa Kristoffer; og hans Besøg i Danmark i det nævnte Aar har neppe fundet Sted uden efter de danske Stormænds hemmelige Tilskyndelse^[14]. Men Erik sørgede den Gang for at faa ham fjærnet saa hastig som muligt.

Sammenfatter man i Korthed de Ankeposter, som fremførtes mod Kong Erik i alle tre Riger, da Misnøiet med ham brød ud til aabenbar Opstand, da ere de i Hovedsagen følgende: – 1) Ligegyldighed med Rigsstyrelsens Gang; – 2) Indgreb i Kirkens Rettigheder; – 3) Foragt for Rigernes Raads Forestillinger; – 4) Rigernes Indvikling i ødelæggende Krig; – 5) Rigernes Udsugelse ved overdrevne og ulovlige Skattebyrder; – 5) Indsættelsen af haarde, lovløse, rovgjerrige Embedsmænd, hvilke dertilmed jævnligen vare Udlændinger i det Rige hvor de indsattes; – 7) Anslag mod Danmarks og Sveriges gamle Ret til frit Kongevalg; – og endelig 8) Krænkelse af hvert enkelt Riges Selvstændighed og derved bevirket Forstyrrelse af Statsforeningen. – Herved maa man dog vel mærke sig, at disse Ankeposter, skjønt de vare fælles for Sverige og Danmark, ingenlunde strax i Eet og Alt tiltraadtes af Norge. Der holdt man sig nemlig væsentligen kun til Anker over Skattebyrderne, over Indsættelsen af udenlandske Embedsmænd, samt over de kongelige Embedsmænds Haardhed, og endelig over Tilsidesættelse af Rigets Tarv og Selvstændighed.

Flere af disse Anker, i Almindelighed tagne, maa utvivlsomt ansees for at have været vel grundede. Negtes kan det imidlertid heller ikke, at nogle af dem, naar man nøie og upartisk betragter Statsforeningens Natur og tager Hensyn til Stifterindens oprindelige Tanke med samme, tabe meget af sin Vegt i Anklagen mod Kong Erik. Margretas Tanke var aabenbare – som allerede ovenfor paapeget – at frembringe noget meget mere end hvad man skulde tro, naar man blot holder sig til det skrevne Foreningsudkasts Ord, og glemmer, at Margreta, ganske vist med velberaadet Hu, aldrig lod dette Udkast træde for Dagen i en Form, der gav det en skreven Lovs bindende Kraft. Udkastet antyder et løst knyttet Statsforbund; men Margretas Handlinger vise klart, at hendes egentlige Tanke stilede høiere, at den gik ud paa hverken meer eller mindre, end efterhaanden at sammensmelte alle tre Riger til eet, alle tre Folkefærd til eet eneste. Men var nu Erik fra sine tidlige Aar af indviet i denne Margretas hemmelige Plan, – var han af hende oplært til at see i det stiftede Statsforbund en blot Indledning til de tre Rigers og de tre Folkefærds Sammensmeltning, hvilken en Fortsættelse af Margretas Styrelsessystem skulde forberede og fremskynde, – antog han endelig i god Tro, at denne Sammensmeltning var gavnlig ikke alene for Kongens Magt men ogsaa for Undersaatternes Velvære, og at den virkelig var gjennemfor-lig ad den af Margreta anviste og betraadte Vei, – var alt dette Tilfældet, hvilket med Rimelighed kan tænkes, eller i alt Fald ikke reentud kan negtes, da stiller sig formentlig meer end eet Anklagepunkt mod Eriks Styrelse i et mildere Lys, end det hvori hans Anklagere saa det eller fremstillede det.

Navnligen gjælder dette hans Bestræbelser for at faa Hertug Bugislaf, der var hans lovlige nærmeste Arving i Norge efter dette Riges Lov, antagen til sin Efterfølger ogsaa i de tvende andre Riger. Thi dermed sigtede han jo dog nærmest kun til at forhindre Statsforbundets Splittelse ved sin Død. Det gjelder ogsaa tildeels om Indfødtes Ansættelse af det ene Rige til Embedsmænd i det andet, – en Fremgangsmaade, som var begyndt af Dronning Margreta, og som dog væsentlig synes at have sigtet til en fastere Sammenknytning af Rigernes Forening og til en Forberedelse af Folkenes Sammensmeltning. Det samme kan siges om den ringe Opmærksomhed, han beskyldes for at have viist hvert enkelt Riges Raad. Thi allerede Margreta havde øiensynligen stræbt at overføre de enkelte Rigsraads Myndighed paa et større blandet Raad, for derved, som og ved at udvide det fælles Kongedømmes Magtfylde, samt ved at udnævne saa faa høie Rigsembedsmænd som muligt i hvert enkelt Rige, at svække den særskilte, Sammensmeltningen naturligvis ugunstige, Selvstændighedsfølelse, og bringe denne til at gaa op i en for Statsforbundet fælles.

I alle disse Stykker maa man indrømme, at Erik kun fulgte Margretas Tanke paa den af hende anviste Vei, idet han desuden neppe kunde siges derved at have krænket Foreningsudkastets udtrykkelige Ord, hvis man forresten derpaa vil lægge nogen særdeles Vegt. En anden Sag er det, at Erik maaskee i sine Bestræbelser for Bugislaf bar sig mindre klogt og lempeligt ad; – at han i Beskikkelsen af Embedsmænd ikke holdt sig til de tre forenede Rigers Bern (hvilke han med et vist Skin af Ret, og idetmindste efter sit Begreb, kunde kalde Indfødte med Hensyn til Statsforbundet i dets Heelhed), men inddrog Tydskere, hvilket ei kunde forsvares, samt at han ikke udvalgte sine Embedsmænd med Skjønsomhed og Samvittighedsfuldhed; – at han endelig maaskee lod Rigernes Raad paa en utilbørlig og stødende Maade føle den Stræben mod Kongedømmets Selvstændighed, hvilken han ansaa for sin Pligt mod Foreningen Alt dette gaar ind under Eriks personlige Feil: hans Ubesindighed og Selvklogskab, hans Mangel paa alvorlig Opfatning af sit kongelige Kald og paa sand Omhu for sine Undersaatters Tarv, endelig hans mindre dybe .Blik i de ham undergivne Folks Ejendommeligheder ligesom i en høiere Statskløgts Fordringer; – det gaar ind under Ankerne om slet Styrelse, uden at det nødvendig forudsætter noget troløst Brud paa indgangne Forpligtelser eller paa Foreningens klart opfattede og udtrykkelig udtalte Vilkaar, hvorfor man dog beskyldte ham. Imidlertid – Ankerne imod Eriks Styrelse kunde, uden at gaa ud paa noget egentligt Foreningsbrud, alligevel i andre Henseender være fuldt grundede og vegtige nok; og at Erik hverken besad den fornødne oprigtige Villie eller moralske Kraft til at bekjæmpe og tilbagevise dem, det aabenbarede sig klart nok i det for ham saa uheldige og krænkende Udfald af den vakte Folkebevægelse.

Det var udentvivl en stor Ulykke for Kong Erik, at han netop ved den Tid, da Misnøiet med hans Styrelse modnede sig til Opstand, tabte en Støtte, som hidtil ganske vist i meer end een Maade havde opretholdt hans Kongedømmes Anseelse. Hans Dronning, den ædle og kloge Filippa af England, døde i 1430. Hun synes at have efterladt et stort Savn hos de forenede Rigers Undersaatter, der oftere havde sporet hendes velgjørende Indflydelse paa Kongen. Ved hendes Død gik Eriks Lykkestjerne, der dog aldrig kan siges at have skinnet ret klart, under i et fuldkomment Mørke.

Det var i Sverige, at Misnøiet med Erik først gik over til aaben Opstand. I 1432 fremstod den berømte Engelbrekt Engelbrektssøn som Dalkarlernes Talsmand imod de kongelige Fogeders Haardhed, og da hans Klager ei tilbørligen agtedes, udbredte snart Gjæringen sig øver Størstedelen af Sverige. Almuen flokkede sig overalt om Engelbrekt, og Folkets Reisning under hans Ledelse gjorde saa rivende Fremskridt, at han i 1434 formaaede at tvinge det svenske Rigsraad til at sætte sig i Bevægelsens Spidse, ja endog til i Vadstena den 16de August at opsige Kong Erik Lydighed. Dette sidste Skridt havde nu vel ikke saameget at betyde som ved første Øiekast kunde synes; thi det var tvunget, og et stort Parti i Raadet var Engelbrekt fiendsk og misundte ham hans Indflydelse hos Almuen. Kong Erik kom seenhøstes, i November Maaned, til Stokholm, aabnede her Underhandlinger med Raadet og enedes med dette om et Slags Voldgiftsafgjørelse i næste Aar ved tolv Rigsraader, fire af hvert Rige. Men da han efter et kort Ophold i Sverige vendte tilbage til Danmark uden at have anordnet nøgen Styrelse for hint Rige i sit Fravær, brød Urolighederne, paa Engelbrekts Anstiftelse, atter ud i Begyndelsen af 1435, og Engelbrekt blev af sit Parti eenstemmig udraabt til Sveriges Høvedsmand. Kongen fik imidlertid atter Underhandlinger i Gang med Raadet og indrømmede dette, at til Rigets Bestyrelse paa Kongens Vegne skulde udnævnes en Drotsete og en Marsk, hvilke Embedsmænd ikke havde været i Landet siden i Kong Albrekts Dage. Til Drotsete udnævntes den gamle sindige Krister Nilssøn af Vasaætten, til Marsk den unge duelige og virksomme, men høist ærgjerrige Karl Knutssøn af Bondeætten. Men dette hjalp kun for et Øieblik. Karl Knutssøn fremtraadte snart i Spidsen for det mod Kongen ildestemte Parti af Raadet, og da Engelbrekt for det første sluttede sig til Karl, vandt dennes Parti fuldkommen Overhaand i Sverige, og Karl selv blev i Begyndelsen af 1436 valgt til Rigets Høvedsmand eller Rigsforstander. Dette Valg fremkaldte vel en Splittelse mellem ham og Engelbrekt, der blot tilsyneladende hævedes derved, at Engelbrekt stilledes Karl ved Siden. Men den sidste blev snart befriet fra sin Medbeiler, da Engelbrekt den 27de April 1436 blev myrdet af en privat Fiende; og nu spillede Karl Mester i Sverige.

Imidlertid havde ogsaa Opsætsighedsaanden forplantet sig til Norge Paa den Tid da det svenske Rigsraad i 1434 efter Engelbrekts Tilskyndelse opsagde Kong Erik Lydighed, havde denne endnu sit norske Raad samlet hos sig i Kjøbenhavn^[15]. Opsigelsesbrevet var, som for sagt, udstedt den 16de August. Allerede den 27de i samme Maaned tilskrev det norske Raad med Erkebiskop Aslak i Spidsen, ganske vist dertil opfordret af Kongen, det svenske Raad fra Kjøbenhavn, forestilte hvor utidig dets Opsigelse var, og hvilke ulykkelige Følger deraf vilde komme, samt raadede til at gjenkalde Opsigelsen, helst da Kongen gjerne vilde afhjælpe hvad man med Grund kunde klage over^[16]. Det svenske Raad derimod eller en Deel af samme, udentvivl endnu under Engelbrekts Indflydelse, udstedte til Norges Raad og Almenhed en Forklaring over Tilstanden i Sverige og den der stedfundne Opstand. Brevet var givet i Stokholm den 12te September 1434 og var aabenbare beregnet paa at stemme Nordmændene gunstig for det gjorte Skridt. En Mængde Anker mod Kong Erik fremførtes, Landets Nød udmaledes med de sterkeste Farvel-, og Brevet endte med en Bøn, at Nordmændene vilde hjælpe dem til at verge om Svenskernes Rettigheder^[17]. Hvorledes dette Brev er blevet optaget i Norge, og hvilke dets umiddelbare Virkninger have været, vides ikke; men ganske uden Indflydelse paa den Reisning, som kort efter sandt Sted i Landets østlige Egne, har det dog neppe været.

Ved Midsommerstid 1436 sees en voldsom Rørelse at være i fuld Gang blandt Almuen i en meget stor Deel af Oslos Biskopsdømme, især i Kystegnene, ligefra Sveriges Grændse i Øst og ligetil Grændsen mellem Skida-Syssel og Agder i Vest. Naar den egentlig har taget sin Begyndelse, eller hvad der har været dens nærmeste Anledning, vides ikke. Kun saameget seer man, at Almuen har ført store Anker mod Rigsstyrelsen og mod Kongen, samt at den med væbnet Haand har villet give sine Klager Vegt. Til sin „Høvedsmand og Forsvarer“ kaarede den en vis Amund Sigurdssøn, der maa have været en Mand af Æt og Anseelse, ja som det lader endog kongelig Lensmand. Omegnen af Folden var Middelpunktet for Urolighederne, Tunsberg og Oslo de Steder, som i Begyndelsen mest truedes.

Paa Tunsberghus var dengang Endride Erlendssøn^[18] Høvedsmand, en anseet Ridder og gammelt Medlem af Norges Raad. Paa Akershus var Høvedsmanden Svarte-Jønes, ogsaa Ridder og Medlem af Raadet, men rimeligvis en Dansk af Fødsel. Disse to Riddere tilligemed fem andre verdslige Raadsmedlemmer samt desuden Lagmanden af Tunsberg og fire Væbnere optraadte som Forsvarere af Kongens Sag i Viken. Dog skrede de, som det lader, ikke strax til at møde Magt med Magt; hvad enten de nu dertil ikke have fundet sig sterke nok, eller de først havde villet prøve lempeligere Midler. De indlode sig derimod i Underhandlinger med de urolige og mødte i den Anledning Amund Sigurdssøn og 26 af hans Tilhang, rimeligvis Hovedmændene for de misnøiede Bønder, paa Jersø udenfor Tunsberg. Her blev den 23de Juni 1436 en Stilstand sluttet mellem begge Parter, der skulde vare til næstkommende Martins Dag den 11te November. I Mellemtiden skulde Rigets Raad og fem Lagmænd, som Kongen derom havde tilskrevet, møde i Oslo til Midten af Oktober Maaned, og da skulde Ret afsiges for Alle, som havde Kæremaal mod hinanden at fremføre, Fattige som Rige. Herloff Pederssøn og Jusse Thomassøn skulde være indbefattede i denne Fred indtil Martinsdag, men „andre“ danske Mænd skulde kun have Fred til St. Olafs Dag (29de Juli) næstkommende; dog skulde „Ridderskabets Tjenestemænd og skjellige Arvingsmænd (Udlændinger, som vare komne til Arv i Norge) frit blive i Norge saavel som indfødte Mænd, saalænge de fore med Skjellighed.“ To eenslydende Breve udfærdigedes om denne Stilstand: det ene forseglet af Amund Sigurdssøn og de 24 af hans Tilhængere, som lovede med ham, hvilket Brev „Rigesmændene“ skulde have, – det andet beseglet af de tolv „Rigesmænd,“ hvilket Amund skulde have^[19]. – Man seer tydeligen af Brevet, at Opløbet har været rettet mod de udenlandske, navnligen danske Embedsmænd, paa hvis Bortfjærnelse i det Hele Almuen stod fast, om den end viste noget mere Lempe mod de tvende Navngivne, der vel maa antages at have paadraget sig mindre Had end de øvrige.

Det norske Raad samlede sig ikke, og kunde det maaskee heller ikke paa Grund af nu ubekjendte Omstændigheder, saa hurtig som i Stilstanden var tilsagt. Den 22de August 1436 var Erkebiskop Aslak tilligemed Biskopperne Olaf ak Bergen og Audun af Stavanger i Bergen^[20], og har der muligen truffet foreløbig Aftale om Provinsialconciliet og Raadsmødet. Men muligen har Erkebiskoppen senere maattet i Kongens Erinder drage til Sverige ligesom ogsaa Hr. Endride Erlendssøn; i det mindste har man Formodning om, at begge disse Herrer, som ikke vel kunde undværes ved et norskt Raadsmøde, have været i Sverige i September eller Oktober Maaned strax før Rigsdagen i Søderkjøping, for i Samraad med svenske og danske Raadgivere at udkaste en ny Lov for Rigernes Forening^[21]. Den Omstændighed imidlertid, at Raadet ikke samledes i Oslo til 15de Oktober, har, som det lader, paany opirret Almuen og forøget Spendingen mellem den og det kongelige Parti. Der maa have været Personer, der paa denne Tid maa have beskyldt Høvedsmanden paa Akershus, den før nævnte Svarte-Jønes, for at gaa for lemfældigt tilverks mod de Opsætsige, ja vel for at spille under Dække med disse og puste til Oprøret; thi han fandt det fornødent, at optage den 15de Oktober et Vidnesbyrd om sit Forhold, for at retfærdiggjøre sig hos Kongen^[22]. Han viste sig dog som fuldkommen tro imod denne, da man fra begge Sider mod Aarets Slutning atter greb til Vaaben. Dette skede rimeligvis dog først, efterat Stilstanden den 11te November var udløben, uden at endnu noget Raadsmøde var kommet istand. Amund Sigurdssøn bemægtigede sig, eller besad allerede fra tidligere, den faste Biskopsgaard i Oslo. I December Maaned rykkede Svarte-Jønes med Sigurd Jonssøn og Oslos Lagmand Simon Bjørnssøn i Spidsen for alle Oslos Borgere, der følgelig have holdt fast ved Kongens Sag, mod Biskopsgaarden og begyndte der at beleire Amund. Denne kom herved i Forlegenhed og lyttede nu til sine Modstanderes Opfordring, der gik ud paa, at han skulde vende tilbage til sin Lydighed mod Kongen og Rigets Raad. En Overenskomst blev sluttet den 13de December, hvorved de tre Høvedsmænd for det kongelige Parti lovede Amund, at ville udvirke for ham Kongens Naade, eller, hvis dette ikke kunde skee, sørge for hans Sikkerhed. Han opgav derpaa Biskopsgaarden til Svarte-Jønes paa St. Halvards og Kongens Vegne og lovede med sine tilstedeværende Tilhængere aldrig meer at skulle være Kongen, Riget eller Rigets Mænd imod, men tvertom for Fremtiden tjene Kongen efter bedste Evne, ligesom han gjerne vilde bede om Kongens Naade. Han udstedte herpaa sit Brev, hvilket fem af hans Tilhængere med ham beseglede^[23]. Det vigtigste Skridt til Rolighedens Gjenoprettelse i Norge var saaledes allerede gjort før Raadet traadte sammen i Oslo. Thi at dette ikke var skeet, eller i det mindste ikke Erkebiskoppen ankommen, da Overenskomsten med Amund Sigurdsøn sluttedes, synes fremlyse af, at Erkebiskoppen derved ikke nævnes, hvilket vilde være uforklarligt, hvis han dengang havde været tilstede i Oslo. Strax efter maa han imidlertid have indfundet sig, og Conciliet i det mindste taget sin Begyndelse, eftersom dets Statuter, som tidligere sagt, ere udfærdigede den 20de December 1436^[24]. Raadet var længe samlet i Oslo udentvivl af den Grund, at man baade fandt det nødvendigt at afvente nærmere Bestemmelser fra Kongen, hvis Brev Thorleif Olafssøn, Provst til Apostelkirken i Bergen endelig bragte, – og desuden maatte have indkaldt Almuens Fuldmægtige fra alle de Egne i Oslos Biskopsdømme, til hvilke Opstanden havde strakt sig. Denne Indkaldelse skede ved Erkebiskop Aslak, Biskop Audun af Stavanger, Svarte-Jønes og Simon Bjørnssøn, Lagmand i Oslo. Fire og tyve Fuldmægtige nævnes fra Viken (Baahuslen), Borgasyssel, Solør, Vestfold, Skidasyssel, Næs, Lier, Oslo-Herred og Marker, saaledes at Almuen af Oslos Biskopsdømme virkelig kunde siges at være repræsenteret. Desuden var megen Almue fra mange andre Bygder af andre Biskopsdømmer fremmødt. Paa den anden Side vare, foruden de ovennævnte, otte verdslige Raadgivere tilstede, blandt hvilke Hr. Endride Erlendssøn, samt desuden fem Lagmænd, nemlig af Oslo. Bergen, Tunsberg, Viken og Skidasyssel. „Gud gav da – heder det – sin velsignede Naade til, at Rigets Raad fik bilagt den Tvedragt og Uenighed, som var opstaaet.“

Forliget kom istand den 18de Februar 1437, og dets Hovedpunkter vare følgende: – 1) Almuen lovede med oprakte Hænder til Gud i Himmelen, at ville have Kong Erik til Konge alle hans Livsdage og tjene ham af al Evne efter den Ed, man havde svoret ham, og han Folket, dengang han blev tagen til Norges Konge; og ei skulde de kaare sig nogen Høvedsmand uden med hans og Raadets Samtykke. Hvo som herimod handlede skulde være sand Landsforræder og have Liv og Gods forbrudt. Til Gjengjæld lovede Raadet paa Kong Eriks Vegne, at denne skulde holde Folket ved Lov og Ret og have det, baade Lærde og Læge, i sin kongelige Kjærlighed. – 2) Raadet skulde med Almuen tilskrive Kong Erik med ydmyg Bøn, at Kongen vilde forlene Amund Sigurdssøn med Færøerne med al kongelig Ret; hvorimod Amund med Knæfald havde lovet og paa Bog og Helligdomme svoret Rigets Raad paa Kong Eriks Vegne fuld Troskab for hele sit Liv, og for dette hans Løfte borgede Almuens Fuldmægtige paa den hele Almues Vegne. – 3) Raadet skulde endvidere tilskrive Kongen med Ben om, at han vilde unde Amund Sigurdssøn Ledingen for indeværende Aar af fire Skibreder, samt desuden lade ham være kvit for Alt hvad han indtil nu havde opbaaret af Kongens Tilkommende; at Kongen vilde hjælpe Amund til andet Len, om denne med Uret og Vold blev dreven fra Færøerne; endelig at Kongen vilde tage Amund til Naade og Venskab og fuldkommen tilgive alle hans Medhjælpere ligesom den menige Almue, som i deres Opløb havde taget Deel. – 1) Videre lovede Raadet at skrive til Kongen, at han herefter ei skulde indsætte i Norges Rige nogen udenlandske Embedsmænd (valdsmenn), hverken geistlige eller verdslige. „Thi de ere nu af os og hele Almuen med Samtykke udviste paa alle vore Thing i Norge; og vi ville dem aldrig oftere ind have til Embedsmænd for den store Uret og Byrde, de have gjort Klostre og Kirker, Lærde og Læge“. Dog undtages fra denne Forvisning „de Udlændinger, som nu ere gifte i Norge“. Dem vilde Almuen „lide og taale“ i deres Levedage “dog saaledes at de ingen Embedsmyndighed maatte have“, og forøvrigt under den Betingelse, at de svore Kongen og Rigets Mænd Huldskab og Troskab uden Svig. Kongen skulde passe paa „med de danske og andre udenlandske Mænd, som nu ere uddrevne“, at de ingen Fiendtligheder derfor øve paa Riget. – 5) Videre lovede Raadet at skrive til Kongen, at han skulde indsætte en Drotsete i Riget, og der indføre stadig Mynt, samt at han skulde lade Seglet atter komme tilbage til Norge, saa at Indbyggerne ei skulde tvinges til at løbe udenlands efter Seglet, „hvilket er kommet Landet og Rigets Raad til stor Skade og Byrde.“ – 6“) Ligeledes vilde og Rigets Raad skrive til Kong Erik, at han for Guds Skyld maatte vise Naade mod Almuen i Viken med Hensyn til de ulovlige, tunge Skatter, „som umilde Fogeder dem have paalagt foruden de rette gamle Skatter, paa det at den Landsende ikke skal aldeles lægges øde.“ – Raadet lyste, efterat fornævnte Punkter vare antagne, med hele Almuens, Lærdes og Læges, Samtykke en evindelig Fred, og Grid, og Tilgivelse „over alt Norges Rige, som nu var i Opstand,“ og navnligen for hvad Amund Sigurdssøn og hans Medhjælpere havde gjort. Den som brød Forliget, i hvo han end var, skulde være sand Landsforræder og have Gods og Fred forbrudt. Disse Artikler skulde holdes over alt Norge “paa vor naadige Herres Kong Eriks og Norges Riges Raads Forbedring og yderligere Bestemmelse og Stadfæstelse.“ Tre Breve om dette Forlig, alle enslydende, skulde udstedes; det ene skulde Kongen beholde, det andet Rigets Raad i Norge, det tredie „den menige Almue“^[25].

Samme Dag den 18de Februar 1437, kundgjorde Erkebiskop Aslak, Biskop Audun, Endride Erlendssøn og Erlend Endridessøn,i Egenskab af Rigets Raad, ved sit aabne Brev, at det var lykkets dem i et Møde i Biskopsgaarden at bilægge hele den Tvist, som var reist af Amund Sigurdssøn og en Deel af Norges Almue, og al bringe en evig Fred og Forening istand, stemmende med Almuens beseglede Brev. Dette skulde de troligen fra sig sende og skrive til Kongen efter den trufne Aftale, med Bøn om, at han vil tage disse Anliggender, hvilke angaa baade ham selv og Raadet og Rigets menige Indbyggere, i alvorlig Betragtning, eftersom han vil staa til Ansvar for den øverste Konge og Dommer^[26].

Det fremlyser af den hele Forhandling, at det norske Raad langt fra ikke har faret frem med Haardhed og Trudsler mod den oprørske Almue og dens Høvdinger; tvertimod har det i Hovedsagen givet den Ret i dens Klager og gaaet i kraftig Forbøn for dens Anfører, hvis Skyld det saaledes efter al Rimelighed ikke har fundet i nogen overvættes Grad stor. Raadets Fremfærd viser baade Mildhed og Klogskab og Fædrenelandssind. Erkebiskop Aslak og Hr. Endride Erlendssøn have efter alt Udseende været Forhandlingernes egentlige Ledere; og begge disse Mænd have undentvivl i Nærheden og med Opmærksomhed betragtet Urolighederne i Sverige og af dem lært, hvilke uberegnelige Ulykker en Folkeopstand, forbunden med indre Splid mellem de styrende Høvdinger, kunde paaføre et Land. Forliget til Oslo var hæderligt for begge de underhandlende Parter og indeholdt i Grunden heller intet, som kunde være i mærkelig Grad stødende for Kongens Ære. Det skulde være den Strasløshed og de Fordele, der fordredes for Opstandens Høvedsmand; men dette var dog for ubetydeligt at regne i Sammenligning med, hvad Kongen allerede tidligere havde seet sig nødsaget til at indrømme Anførerne for Opstanden i Sverige. Det norske Raad har ligesaavel som Almuen følt Landsstyrelsens Brøst, og man er fra begge Sider kommet hinanden imøde for i Ærbødighed at foreslaa Kongen de ønskelige Forandringer. Hvorledes Erik har optaget Forslaget, eller om han har gjort noget Alvorligt for at bringe det i Udøvelse, vides ikke. Det varede endnu en Stund, før han beskikkede en Drotsete for Norge; og dog var dette udentvivl en af de Fordringer, som lettest og snarest lod sig opfylde. Eriks Stilling i de tvende øvrige Riger var nu bleven saa indviklet og saa farlig, at han ei ret vidste hvad han skulde gribe til; og i sin Raadvildhed lod han helst alt gaa sin skjæve Gang, saameget mere, som den Tanke vel allerede var kommen til en vis Modenhed hos ham, at overgive sine Riger og kun sørge for sin egen Ro. Under disse uheldige Omstændigheder har han rimeligvis ikke med noget synderligt Alvor antaget sig Nordmændenes Klager og Forestillinger, skjønt disse i Grunden aandede en større Forsonlighed og Hengivenhed for hans Person, end han paa den Tid sporede hos sine Undersaatter i Sverige og Danmark.

Amund Sigurdssøn forsvinder efter Forliget til Oslo af Historien, og hans senere Skjebne kjendes ikke. Men derved at han nedlagde Vaaben tilveiebragtes ikke strax en fuldkommen Rolighed i det sydlige Norge. Opsætsig Negtelse af Skat samt betydelige Voldshandlinger fra Almuens Side mod visse Stormænd, der dog ikke synes at have været Udlændinger, fortsattes i flere Bygdelag. Især vare Thelerne og i det Hele Almuen i Skidasyssel længe i Oprør, hvilket Olaf Buk, Høvedsmand paa Akershus efter Svarte-Jønes, og Biskop Jon af Oslo gjorde sig al Umage for at stille. Hovedmanden for disse senere Uroligheder var en vis Halvard Graatop, der havde været blandt Amund Sigurdssøns Tilhængere^[27], og rimeligvis ei fandt sig fyldestgjort ved Forliget i 1437. Udentvivl har Halvard været en Mand af mindre fremragende Stilling i Samfundet, og hans Indflydelse derfor af ringere Omfang end Amunds; men netop af den Grund har maaskee ogsaa hans og hans Tilhængeres Adfærd været meer lovløs og voldsom. Man seer, at han ved et anstiftet Opløb, hvori Almuen i Akerssogn og Bergheims Hered (Bærum) synes at have deeltaget, havde til Hensigt at overfalde og ødelægge Oslo^[28]. Forresten vides ikke hvor længe hans oprørske Færd har varet, eller hvad Ende det har taget med ham. Mange af hans Tilhængere maatte i 1438 og 1439 med haarde Bøder afsone sin Ulydighed og den Vold, de havde øvet under Opløbet^[29]. Dette skal først være blevet nogenlunde stillet i 1440, dog ikke saa fuldkommen, at jo endnu to Aar senere kongelige Trudsler og Formaninger til Almuen i Thelemarken udkrævedes for at holde den i Lydighed^[30].

1. Jahn 96–98. Dette Angreb er udførligst fortalt i den samtidige Herman Corners Krønike, hvor det siges, at ved Angrebet i 1428 flygtede Bergens Biskop bort i en engelsk Baad, og at Biskopsgaarden blev plyndret og det derværende Bibliothek bortført. Sml. V. 633. Bergens Biskop maa den gang have været Aslak Bolt.
2. N. Dipl. I. 482.
3. Hvitf. under 1425.
4. Langes Klh. 2den Udg. 145.
5. Brev af 12te August 1424, N. Oldk. I. 499.
6. S. o. f. II. 432, 462.
7. N. Dipl. II. 506, 507.
8. N. Dipl. II. 509.
9. Dette har maaskee været i 1423, da man finder, at i Juni og Juli Maaned et større almindeligt Raadsmøde har været afholdt i Kjøbenhavn, væsentligen i Anledning af et Forbunds Afsluttelse mellem Kongen og Hansestæderne, ved hvilken Leilighed de norske Biskopper Jon af Oslo og Arnbjørn af Hamar samt Biskop Thomas af Orknøerne vare tilstede (Hvitf.; N. Dipl II. 503).
10. N. Dipl I. 499.
11. N. Dipl. II. 500.
12. Jahn 81.
13. Paludan-Müller observ. 53–61.
14. Jahn 129.
15. S. o. f. II. 475.
16. Afskr. i Vadstena Brevbog efter Lange.
17. Hadorf II. 77.
18. Søn af Erlend Filippussøn s. o. f. II. 460.
19. N. Dipl III. 525–527.
20. N. Dipl. I. 548, 549.
21. Lagbr. IV. 146, 163–167; Jahn 167–169.
22. N. Dipl. III. 528.
23. N. Dipl. III. 528–529. Det forekommer mig, med Diplomatariets Udgiver, at ved St. Magnus’s Dag, her maa forstaaes den før Juul, eller Magni translatio, nemlig 13de December, ikke den almindelige Magnus Messe, den 16de April. Hele Sammenhængen i Begivenhederne synes mig tale for, at den førstnævnte her er meent.
24. S. o. f. II. 491.
25. N. Dipl. II. 544–548.
26. N. Dipl. II. 548
27. Maaskee er han samme Mand som den Hallvard Thoressøn, der baade i Overenskomsten paa Jersø og ved Opgivelsen af Oslos Biskopsgaard nævnes blandt Amunds Tilhængere; Graatop var utvivlsomt et Tilnavn eller Øgenavn paa ham.
28. N. Dipl. III. 536.
29. Breve, som oplyse dette, findes i N. Dipl. II. 554, II. 535, 539–546.
30. Jahn 195, som han opgiver: efter Arkivdokumenter.