Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/Slutningsord
Idet jeg herved overgiver til Offentligheden Slutningen af den norske Kirkes Historie under Katholicismen, maa jeg gjøre mine Læsere Rede og Undskyldning deels for en liden Afvigelse, jeg har tilladt mig, fra den i Fortalen foran 1ste Deel antydede Plan, – deels for den lange Tid, der er hengaaet, for mit Arbeide er blevet fuldendt i Trykken, da dog Fortalen lod formode, at allerede ved den 1ste Deels Offentliggjørelse det hele Arbeide var fra min Haand færdigt. Begge disse Ting staa i den nærmeste Forbindelse med hinanden, og kunne under Eet oplyses.
Mit Arbeide var, da dets Trykning begyndte, meer end tyve Ark mindre i Omfang, end som det nu fremtræder fuldendt; og dette havde igjen sin Grund deri, som jeg ogsaa i Fortalen har hentydet til, at det fjerde Tidsrums sidste Hundredaar, nemlig Tiden fra Kristian I’s Tronbestigelse til Reformationens Indførelse (1448–1537), var der meget kort behandlet. Jo meer jeg imidlertid, ved Overarbeidelsen af mit Haandskrift for Trykken, nærmede mig det nævnte Afsnit, des meer følte jeg, at mit Arbeide her vilde ansees for ufyldestgjørende. Jeg overtydede mig meer og meer om, at jeg i den tidligere Deel af mit Arbeide havde indblandet saa meget af den verdslige Statshistorie, at jeg, ved at behandle denne i det seneste Aarhundrede ganske løseligen, som jeg oprindeligen havde gjort, vilde baade berøve det Hele den jævne Holdning, og desuden lade meget og mangt blive uklart for Læseren. Havde jeg tidligere – tænkte jeg – indblandet vel meget verdslig Historie i min Fortælling, saa fik jeg føre denne til Enden paa samme Maade og efter samme Maalestok, hvad end derimod i andre Henseender kunde være at indvende, – heller end lade den fremgaa i den afstumpede Form, som jeg oprindelig havde givet den. Fuldstændiggjørelsen bar ikke voldet mig liden Umag, og jeg haaber, at dette tilstrækkelig undskylder for den velmenende Læser baade den længere Tid, som Bogens Afslutning har medtaget, og at den viser sig meer omfangsrig og udførlig end fra først var beregnet og i Fortalen antydet.
Jeg skylder forøvrigt, idet jeg gjør Rede for Beskaffenheden af mit Arbeides Slutning, at erkjende med Taknemmelighed den store Hjælp Dr. C. Paludan-Müllers grundige Arbeider, baade i kildesamlende og i historieskrivende Retning (nemlig hans Aktstykker til Greve-Feidens Historie, hans Beskrivelse af denne og hans Afhandling om Herredagene i Odense 1526 og 1527) har ydet mig for Tiden fra 1523 til 1537. Mine Citater ville tilstrækkelig vise, hvor flittig jeg har benyttet hans skarpsindige og fordomsfrie Granskninger; og har jeg end ikke stedse i Eet og Alt kunnet være enig med ham i Slutninger og Domme, saa er jeg overbevist om, at jeg ikke behøver at undskylde dette for en saa samvittighedsfuld, af sit Kald gjennemtrængt, Historiker. Han kjender ligesaagodt som jeg, hvilke Vanskeligheder vort Arbeide medfører, hvor let man, selv med den bedste Villie, kan blendes, – og han tilgiver mig derfor, om jeg undertiden har vovet at fravige hans Meninger for at sætte mine egne, kanskee mindre grundede, i Stedet. Jeg skylder ogsaa, blandt mine Landsmænd, at takke Hr. Rigsarkivar Lange for de mange Bidrag, han af sine Notater og Afskrifter har havt den Godhed at meddele mig.
Jeg har troet at tjene mine Læsere ved at tilføie Bogen et Navne- og Sag-Register, som Hr. Candidatus magisterii Sigv. Petersen har vist mig det Venskab at udarbeide.
Idet jeg endelig heder mine Læsere velvilligen undskylde de mange mindre Trykfeil, som kunne have indsneget sig i min Bog, tillader jeg mig at tilføie en Fortegnelse paa de større og meer forvildende, som jeg har opdaget, samt overhoved paa Urigtigheder, som ved min Glemsomhed og Forseelse ere indkomne i Texten, og som jeg blev opmærksom paa for seent, til at jeg der kunde faa dem rettede. Jeg skulde ønske, at disse Berigtigelser og Udfoldninger maatte komme Texten tilgode uden at vække for megen Mishag hos mine Læsere eller Tvivl om min Nøiagtighed og Paalidelighed i det Øvrige.