Den store Feiltagelse
| Den store Feiltagelse av Bjørnstjerne Bjørnson |
| Fra Aftenposten 16. februar 1909. |
paa vor Side har været den, at mange trodde, her var to Sprogformer, som tilsidst fløt sammen.
Den har været Aarsaken til Uklarheten og Lunkenheten, den har avmattet alle Forsøg paa at drive frem en magtfull politisk Avgjørelse.
Fra første Færd er den et filologisk Paafun; en falsk Tydning av det Syn, enhver har for sine Øine, at her flyter Ord og Vendinger in fra Dagligtalen i vort Skriftsprog som i andre Skriftsprog, men stærkere hos os paa Grun av vore særegne Forhold. Kunstnere og den Slags Folk, som sit Liv igjennem gjør Eksperimenter, tror strax paa Parringsmuligheter. Forfattere, som er flinke til at rote op Jord, og under Arbeidet dermed kaster den høit i Veiret til almen Beundring, tror, de er Veiingeniører for det nye. Men der er stor Forskjel paa at rote op Jord og paa at lægge Fremtidens Vei. Vi bør vist vente litt og se, hvor meget av det, de roter op, tas i Bruk.
Saa kan man jo imens finne ut, hvor i Verden det er, at et høit utviklet Kultursprog, uten utvortes Tvang, uten inre Fattigdom, har opgit sig selv og nedbrutt sin egen Organisme for at gi Plass ved Siden av sig for en Instrømning fra et meget lavere Kulturstade.
Jeg synes, at selv filologiske Ælskere maatte forstaa, at netop det motsatte sker. Et Sprogs sjælelige Drivkraft blir varere i Valg, jo høiere op Sproget er drevet. Dens musikalske og rytmiske Følelse, dens Farve- og Formsans skjærpes, Værdimaaleren for det, som utrenskes, og for det, som optas, blir følgelig bestandig vanskeligere. Hos os kan vi se det paa den Motstan, som selv den ny Retskrivning møter, skjønt den gjengir vor daglige Tale. Dertil kommer, at her gaar en beslægtet Sprogstrøm ved Siden av vor, som uvilkaarlig invirker og kontrollerer, nemlig de danskes kunstnerisk avstæmte Skriftsprog.
Hensynsløst og forfængeligt at drysse vort Kultursprog fullt av Ord fra et meget ringere Kulturlag fører bare til, at de kastes op igjæn.
Som flere andre Skriftsprog har vort i senere Aar utfridd sig fra det latinske Skolemesteraag; det bygger nu i sideordnede Sætninger, der det før bygget i over- og underordnede. Efterhvert som dets Læsering er blet større — meget større —, har det, som saa mange andre Skriftsprog i samme Tilfælle, fulgt efter og gjort sig jævnere og tilgjængeligere. Endvidere har det villigt aapnet sig for Ord fra Dagligtalen, naar de gjorde Teksten greiere eller gav friskere Farve, likesom det har beriket sig utenfra med ny Ord for Opdagelser, Nytteting eller med Tidens Slagord. Endelig har Videnskapen gjort en jævn og stille Inførsel i alle Fag. Men ikke paa noget eneste Punkt har Skriftsproget vist Tendens til at avsvække, end sige til at opgi sig selv, — hvad som er den eneste mulige Forutsætning for en konkurrerende Instrømning. Tværtom: det har aldrig været frodigere, smidigere, vittigere, skarpere end i siste Tid.
Og for en Tilførsel av Forfattere! Dersom vi hadde en Regjering og et Storting, som var i Høide med det, de skulde vareta, saa maatte Maalskulebidragene og en hel Del lignende høist tvilsomme, ofte rent unødige, Udgifter dras in til Fordel for Riksmaalets Forfattere, som nu tildels lever i meget tarvelige Kaar og ofte i slik Gjæld, at det er et Tap og en Skam. Efter mit Skjøn — og jeg tror, jeg har et saadant — er her minst otte, som burde støttes.
Jeg fatter ikke, hvordan nogen kan undlade at være glad i og ville kjæle for et saa stærkt og fint Uttryksmiddel. Vi er dog ikke nætop blant Sinkerne i den europæiske Civilisation. Like litt fatter jeg, at nogen kan tro, Aandsævnen økes ved at minke dens Uttryksmiddel! Ti det er, hvad vi daglig prøver paa ved at ta Folkeskolen fra det, ved at ta Lærerskolerne fra det, ved at kløve Timerne for det i vore høiere Skoler osv. osv. i al seminarisk Vetløshet.
Det er ogsaa hvad som let kunde ske ved at la Litteraturens Kunstnere drive avsted for Lut og koldt Vand.
I et saa litet Folk har de vanskeligt for at livnære sig, hvis de ikke søker rundt til Spekulationens lønsomme Markeder. Til Dato er dette ikke sket — Ære være dem for det! Ære være ogsaa den Riksmaalets Aand og Tradition, som holder dem mot Vinden.
Altsaa midt i Kultursprogets rikeste Blomstring undfanges den vilde Plan at tyne det, — og det er Lannets kaarne Mæn, som besørger Uthungringen! Kultursproget skal blodtappes til Fordel for et nyt, som ligger Hundrer av Aar tilbake, og som er spredt i en Række Dialekter uten fast samlende Form. Hvad derom er sagt, skal her ikke gjentas. Men la os ta selve den Kjænsgjerning skarpt i Øje, at Staten — lægg Mærke til: Staten ophjælper den Sprogform, som i Tidens Længde skal ødelægge Kulturens! Staten truer de gamle Bondedialekter i en ufærdig fælles Form, som de tre Fjærdeparter av Folket ikke vil kjænnes ved, in i Skolerne mot Forældrenes tusenstemmige Protest, mot Lærernes og Autoriteters.
Engang vil det dog gaa op for alle, at dette er en Forbrytelse mot Folkets Aandsævne, saa vist som det er en Forbrytelse mot Selvstyrets Princip.
Saadan som vor Sproghistorie har været, forstaar vi alle at vurdere de vakre Forsøk, som er gjort og gjøres paa at skape en fælles Form av Bondedialekterne; vi forstaar, at den Tanke kan begeistre mange. Men forat Staten skal kunne forsvare at dele sin skyldige Omsorg for Kultursproget med disse spredte Forsøk, maa de først ha naadd en fast Form, og denne maa ha vunnet alment Bifall. Bevægelsen maa være blet noget dypere og større end et hadsk konkurrerende med, et ofte misundeligt Angrep paa Kultursproget. Den ny Sprogform maa selv være blet kulturførende — om ikke i Høide med den, vi har, saa dog paa sikker Vej til at kunne avløse den.
Intet av dette er sket! Vi vet til Dato ikke engang, om Maalstræverne kan naa frem til en fælles, av alle respekteret Form. Endnu mindre vet vi, om denne virkelig kan bli en helt ut kulturførende. Ti Landsmaalet har, tross al sin Klang og Farve, noget gammelskrukket og langtungt. Moderne Tanker stirrer utklædte og bedrøvelige paa en frem av denne stive Mundur. Ja, det er saa ufærdigt, at ingen med høiere Almendannelse utrustet Overgangsman kan forsøke at lægge moderne Begreper i det uten straks at ty in i Riksmaalet efter Hjælp. Han tar sig ut i det som den pantsatte Bondedreng. Ikke engang Bonden selv kommer annerledes fra det end ved Laan paa Laan, straks han stiger utenfor Bondelivets daglige Tale.
Den, som under disse Forhold kræver Likeberettigelse for det paa Statens Budget og i Statens Skoleordning, han er, (forsaavidt han ikke er Politiker) enten en filologisk Ælsker eller en sangvinsk Svindler. Og den, som allerede nu forutsiger, at her er to Sprogstrømme, som engang flyter sammen, han er — enten det ene eller det andre. Eller han siger det efter uten selv at tænke dypere over det. Saa gaar det vel de fleste.
Alle Mærker siger det motsatte: her er ikke et eneste Opløsningens Tegn i Kultursprogets faste, sunne Organisme, og uten at denne gaar istykker, kan ingen Fremmed trænge in og ta Halvdelen av dens aandelige Ernæring.
Forsaavidt har Landsmaalsfolket Ret; de siger: Enten — Eller! Enten vort Maal eller de andres. Uretten begynner, naar de paa saadant Grunlag vil ha Statens Hjælp til at tyne Kultursproget, før Beviset er ført for, at det kan avløse det.
Hvis det Bevis kan føres, vil det ta minst et Par Menneskealdre; mange mener mere. Men jeg tror, det aldrig kan føres.
Riksmaalet, som vel at mærke forstaas av alle, er for knusende overlegent, det har en for stor Historie, og det repræsenterer for dyrebare Værdier. Dets kjærnesunne Væsen spaar Foraar paa Foraar.
Dette er Sanheter, som efterhaanden er blet saa alment vedtat, at vi har Ret til at vænte Handling. Slike Feilsyn som at her er to Sprogformer, som tilsidst rinder sammen, maa ikke længer kunne stoppe op.
| Tilbake til toppen av siden. |