Den tyske messe og gudstjenestens ordning

Dette skrift udkom i januar 1526. Forordet (1—19) meddeles her kun i uddrag. 1—4 handler om friheden ved ordningen af gudstjenesten, 5—6 om latinsk messe: „det første slags gudstjeneste“.

7. For det andet har vi den tyske messe og gudstjeneste, som vi nu skrive om, og som maa indrettes for de enfoldige lægfolks skyld. Men disse to slags maa vi altsaa lade foregaa saaledes, at de holdes offentlig i kirkerne for alt folket; inden dette er der mange, som endnu ikke tro eller er kristne, men størstedelen af dem staar og gaber for at faa se noget nyt, akkurat som om vi holdt gudstjeneste blandt tyrker eller hedninger paa aaben plads eller ude i marken. For her er endnu ingen ordnet og bestemt forsamling, hvori man kunde styre de kristne efter evangeliet, men det er en offentlig tilskyndelse til troen og kristendommen.

8. Men den tredje art, som skulde have den rette evangeliske ordning, maatte ikke holdes saa offentlig og frit, men de, som med alvor vilde være kristne og bekjende evangeliet med haand og mund, maatte indtegne sit navn, og de kunde samle sig for sig selv i et hus til bøn og til at læse, døbe, modtage sakramentet og udføre andre kristelige gjerninger. Under saadan ordning kunde man kjende dem, som ikke tedde sig kristelig, straffe, forbedre, udstøde eller sætte i ban efter Kristi regel, Mt. 18, 15 ff.

9. Her kunde man ogsaa paalægge de kristne en fælles almisse, som man gav villig og uddelte blandt de fattige efter st. Paulus eksempel, 2 Kor. 9, 1. 2, 12. Her trengtes ikke megen og lang sang. Her kunde man ogsaa paa en kort, smuk maade holde daab og sakrament og indrette alt med ordet og bønnen og kjærligheden for øie. Her maatte man have en god kort katekisme over troen, de ti bud og fader vor. Kort sagt, havde man folkene og personerne, som med alvor begjærede at være kristne, da var ordningen og maaden snart færdig.

10. Men jeg kan og vil endnu ikke ordne eller indrette en saadan menighed eller forsamling. For jeg har endnu ikke folkene og personerne dertil; heller ikke ser jeg mange, som trenge dertil. Men sker det, at jeg maa gjøre det, og tvinges dertil, saa jeg ikke med god samvittighed kan lade det være, saa vil jeg gjerne gjøre mit dertil og hjelpe det bedste jeg kan.

11—19 omhandler, hvorledes katekisme-undervisningen bør drives i gudstjenesten og i skolerne.

Om gudstjenesten.

20. Fordi af al gudstjeneste det største og vigtigste stykke er at prædike og undervise i Guds ord, saa har vi det slig med prædikenen og læsningen: Om helligdagen eller søndagen beholde vi de sedvanlige epistler og evangelier, og vi har tre prædikener: Tidlig kl. 5 eller 6 synge vi nogle salmer som til froprædiken. Derefter prædike vi over dagens epistel, allermest for tjenestefolkenes skyld, at de ogsaa kan faa sin aandelige pleie og faa høre Guds ord, om de muligens ikke kunde komme i den anden prædiken. Derefter en antifon (vekselsang) og te deum laudamus (o store Gud, vi love dig) eller benedictus (lovet være herren) om hinanden med et fader vor, kollekt og benedicamus domino (lader os prise herren — formel ved gudstjenestens slutning).

21. Under messen, ved kl. 8 eller 9, prædike vi over evangeliet for dagen aaret igjennem. Efter middagen under aftensangen prædike vi før magnificat (min sjæl for herren kvæder) over det gamle testamente stykke for stykke i rekkefølge. Men at vi holde epistlerne og evangelierne, fordelt efter aarsens tider, som hidtil brugeligt, det kommer deraf, at vi ved intet særligt at indvende mod den fremgangsmaade. Saaledes er det gjort paa den maade i Vittenberg til denne tid, da der er mange, som skal lære at prædike paa de steder, der saadan fordeling af epistlerne og evangelierne endnu er i brug og muligens vedbliver at være det. Fordi vi altsaa paa denne maade kan gavne og tjene dem uden skade for os, derfor lade vi det gaa saa. Men dermed vil vi ikke laste dem, som tage for sig evangelisternes bøger helt. — Hermed er det vor mening, at lægfolket har nok af prædiken og undervisning; men den, som ønsker mere, han kan faa nok deraf de andre dage.

22. Tidlig om mandagen og tirsdagen har vi nemlig tysk læsning af de ti bud, af troen og fader vor, af daaben og sakramentet, for at disse to dage skal kunne bevare og styrke barnelærdommen i dens rette opfatning. Tidlig om onsdagen har vi tysk læsning; dertil er bestemt evangelisten Mattæus helt, at dagen skal være hans, fordi denne evangelist særlig er fortrinlig til at undervise menigheden, og fordi han har optegnet den gode prædiken, Jesus Kristus holdt paa berget, og driver meget paa indøvelse af kjærlighed og gode gjerninger.

23. Men evangelisten Johannes, som med særlig fynd underviser om troen, har ogsaa sin egen dag, lørdag eftermiddag under aftensangen, saa vi altsaa har to evangelister til daglig øvelse. Torsdag og fredag, tidlig om morgenen har vi daglig ugelæsning i apostlernes breve og andet i det nye testamente. — Hermed er der sørget tilstrekkeligt for prædiken og læsning til at holde Guds ord i gang, hvortil saa kommer timerne paa høiskolen for de lærde.

24. Til øvelse af gutterne og eleverne i bibelen fremgaaes saaledes: Hver dag ugen igjennem før undervisningen synge de nogle salmer paa latin, som hidtil brugeligt til froprædiken. For vi vil, som før sagt,[1] at ungdommen skal vedblivende indøves i bibelen paa latin. Efter salmerne læse gutterne, den ene efter den andre, to eller tre, eftersom det er langt til, et kapitel paa latin af det nye testamente. Derpaa læser en anden gut det samme kapitel paa tysk for at øve dem, og om nogen lægfolk maatte være tilstede og høre paa. Derefter gaa de med en aritifon over til tysk læsning, hvorom er talt ovenfor[2]. Efter læsningen synger hele flokken en tysk sang; derpaa bedes i stilhed fader vor, derefter sognepresten eller kapellanen en kollekt, og saa sluttes med benedicamus domino, som sedvanlig.

25. Paa samme maade synger de ved aftensangen nogle af aftensangssalmerne, som de hidtil er sungne, ogsaa paa latin med en antifon, derpaa en hymne (lovsang), om den haves for haanden. Derefter læse de atter den ene efter den andre, to eller tre, paa latin af det gamle testamente, et helt eller halvt kapitel, eftersom det er langt til. Derefter læser en gut det samme kapitel paa tysk, derpaa synges magnificat paa latin med en antifon eller en sang, saa bedes i stilhed fader vor og kollekterne med benedicamus. Saadan er den daglige gudstjeneste ugen igjennem i byerne, hvor man har skoler.

Om søndagen for lægfolket.

26. Der beholde vi messeklæderne, alteret, lysene, saalænge de holde ud, eller vi finde for godt at forandre det. Men om nogen her vil fare anderledes ad, saa lade vi dem gjøre det. Men i den rette messe mellem bare sande kristne burde ikke alteret vedblive, som det er, og presterne burde altid vende sig til folket, som Kristus uden tvil gjorde det ved natverden. Nu, det faar bli til sin tid.

27. Men først synge vi en aandelig sang eller en tysk salme primo tono (i første tone, hovedtonen): Jeg vil mig Herren love osv. Derpaa Kyrie eleison, ogsaa i den samme tone, tre gange, ikke ni gange.

28. Derefter læser presten en kollekt in unisono (enstonende) som følger: „Almægtige Gud, du som beskytter alle dem, som haaber paa dig, og uden hvis naade ingen formaar noget eller gjelder noget for dig: lad din barmhjertighed bli os rigelig til del, for at vi ved din hellige indvirkning kan have de rette tanker og ved din kraft ogsaa fuldføre det, for Jesu Kristi, vor herres skyld, amen“.

29. Derefter læser presten epistelen in octavo tono, for at han kan bli i høide med kollektens uni sono: „Saa skriver den hell. apostel Paulus til korinterne, 1 Kor. 4, 1—5: Kjære brødre, enhver holde os for Kristi tjenere“ osv.

30. Men han skal læse epistelen med ansigtet vendt mod folket, men kollekten med ansigtet vendt mod alteret. Efter epistelen synges en tysk sang: Nu bede vi den Hellig aand eller en anden og det med hele koret. Saa læser han evangeliet in quinto tono, ogsaa med ansigtet vendt mod folket: „Saa skriver den hellige Johannes i sit evangelium, Joh. 1, 19 ff.: Dette er Johannes’ vidnesbyrd, da jøderne sendte fra Jerusalem prester og leviter“ osv.

31. Efter evangeliet synger hele menigheden troen paa tysk: Vi tro og trøste paa én Gud osv.

32. Saa holdes prædiken over søndagens eller festens evangelium. Og jeg synes, at hvor man har den tyske postille for hele aaret, der vilde det være det bedste, at man bestemte, at hele dagens prædiken eller et stykke af den blev forelæst for folket af bogen — ikke alene for de presters skyld, som ikke kan gjøre det bedre, men ogsaa til beskjærmelse mod sværmerne og sekterne; det samme har vi set og sporet ved homilierne under froprædiken, at det ogsaa er foregaaet omtrent paa saadan vis. Forøvrigt, naar ikke aandelig forstand og aanden selv taler gjennem presterne (jeg vil ikke hermed sætte aanden maal; den lærer nok at tale bedre end alle postiller og homilier), saa kommer det dog tilslut dertil, at enhver prædiker, hvad han vil, og der saa igjen istedenfor evangelium og udlæggelse af det blir prædiket om blaae ænder. Ti en af aarsagerne til, at vi beholde epistlerne og evangelierne, som de staa i postillerne er den, at der er saa faae aandrige prester, som kan behandle en hel evangelist eller en anden bog med kraft og nytte.

33. Efter prædikenen skal følge en offentlig parafrase (udvidende omskrift) af fader vor, og formaning til dem, som vil gaa til sakramentet, paa følgende maade eller en bedre: „Kjære kristi venner, fordi vi er forsamlede her for i Herrens navn at modtage hans hellige testamente, saa formaner jeg eder for det første, at I opløfte eders hjerter til Gud og bede fader vor med mig, som Kristus, vor herre, har lært os det og til trøst til sagt os bønhørelse.

34. I. Gud vor fader i himlen se i barmhjertighed til os hans elendige børn paa jorden og give os sin naade, at hans hellige navn maa bli helliget blandt os og i al verden ved ren, retskaffen forkyndelse af hans ord og inderlig kjærlighed i vort liv. Han ville naadig holde borte al falsk lærdom og syndigt liv, hvorved hans dyrebare navn blir haanet og skjendet.

35. II. At ogsaa hans rige maa komme og udbredes, at han maa føre alle syndere og forblindede, af djævelen i hans rige fangne til erkjendelse af den sande tro paa Jesus Kristus, hans søn, og gjøre de kristnes tal stort.

36. III. At vi ogsaa maa styrkes ved hans aand til at gjøre og tilstede hans vilje, baade i liv og død, i godt og ondt, og altid at bryde, ofre og dræbe vor egen vilje.

37. IV. Han ville ogsaa give os vort daglige brød, vogte os for gjerrighed og sorg for næring, men lade os vente alt godt, saa meget vi trænge, af ham.

38. V. Han ville ogsaa forlade os vor skyld; som vi ogsaa forlade vore skyldnere, at vort hjerte kan have en rolig og god samvittighed for ham og aldrig frygte eller forskrækkes for nogen synd.

39. VI. Han ville ikke lede os ind i fristelse, men hjælpe os ved sin aand at tvinge vort kjød, at foragte verden med dens væsen og overvinde djævelen med alle hans rænker.

40. VII. Og tilsidst ville han ogsaa fri os fra alt ondt baade for legeme og sjæl, for tid og evighed.

Og de som med alvor begjære alt dette, sige af hjertet amen og uden al tvil tro, at det er ja og er bønhørt i himlen, som Kristus tilsiger os, Mrk. 11, 24: Hvad I bede om, tror, at I skal faa det, saa skal det ske, amen.

41. For det andet formaner jeg eder i Kristus, at I med sand tro give agt paa Kristi testamente og allermest fæste i eders hjerter de ord, hvori Kristus giver os sit legeme og blod til synds-forladelse. At I tænke paa og takke for den grund løse kjærlighed, som er vist imod os, at han ved sit blod har frit os fra Guds vrede, synd, død og helvede, og at I udvortes tage til eder til forsikring derom og pant derpaa brødet og vinen, det er hans legeme og blod. Altsaa vil vi i hans navn og efter hans befaling saaledes indrette og bruge hans testamente efter hans egne ord“.

42. Men enten man vil holde saadan parafrase og formaning paa prædikestolen straks efter prædikenen, eller for alteret, det overlader jeg frit til enhver efter eget tykke. Det ser ud, som om de gamle hidtil har gjort det paa prædikestolen; derfor er det endnu forblevet saa, at man paa prædikestolen holder fælles bøn eller foresiger fader vor, men formaningen er bleven til et offentligt skriftemaal. For dermed blev fader vor med en kort udlægning i folket, og der blev tænkt paa herren, som han har budet i natverden.

43. Men jeg vil faa bede om, at man for folkets skyld til denne parafrase eller formaning bruger concepta seu præscripta verba (faste eller foreskrevne ord) eller saaledes, at ikke idag den ene siger saa, den anden imorgen anderledes, og enhver viser sin kunst, saa at folket blir forvirret og ikke kan lære eller beholde noget af det. For det er jo om at gjøre, at man kan undervise og lede folket; derfor er det nødvendigt, at man her bryder paa friheden og anvender en form i saadan parafrase og formaning, særlig i samme kirke eller menighed, om saa den ene ikke vil følge den anden for frihedens skyld.

Derefter følger messen og indvielsen.

44. Vor herre Jesus Kristus i den nat osv. — —

45. Men jeg synes, at det er mest overensstemmende med natverden, at man straks efter indvielsen af brødet rækker og giver sakramentet, før man velsigner kalken. For saa taler baade Lukas og Paulus: Ligesaa tog han og kalken, efter at de havde ædet osv. Og imidlertid kan synges det tyske sanctus eller sangen Gud være lovet eller Joh. Huss’s sang Jesus Kristus vor frelser. Derefter velsigne man kalken og give ogsaa den og synge, hvad der er igjen af ovennævnte sange eller det tyske agnus Dei (O Guds lam uskyldig). Og man maa lade det gaa ordentligt og ærbart til, ikke mand og kvinde (om hinanden), men kvinderne efter mændene, hvorfor de ogsaa skal staa fra hverandre paa hversit sted. — —

46. Opløftingen vil vi ikke afskaffe, men beholde, fordi det stemmer smukt med den tyske sanctus og betegner, at Kristus har budet at tænke paa ham. For ligesom sakramentet blir løftet legemlig, men Kristi legem og blod dog ikke sees derunder, saaledes blir han ihukommet og hævet ved prædikenens ord, dertil bekjendt og høitæret ved modtagelsen af sakramentet, men dog indeholdes alt i troen, og det sees ikke, hvorledes Kristus har givet sit legem og blod for os og fremdeles hver dag viser og ofrer dem for Gud for at skaffe os naade.

Derefter gjengives (47) det tyske sanctus, en bearbeidelse i salmeform af Jes. 6, 1—4.

[Derefter følger kollekten med velsignelsen.]

48. Vi takke dig, almægtige herre Gud, at du har kvæget os med denne helbredende gave, og vi bede din barmhjertighed, at du vil lade os den bekomme vel til en sterk tro paa dig og til en inderlig kjærlighed os alle imellem for Jesu Kristi vor herres skyld, amen.

Herren velsigne dig og bevare dig.

Herren lade sit aasyn lyse over dig og være dig naadig.

Herren løfte sit aasyn paa dig og give dig fred.

49. Dette om den daglige gudstjeneste og om forkyndelsen af Guds ord, allermest til opdragelse af ungdommen og til vækkelse af de enfoldige. For de, som af nyfigenhed og for moro skyld gjerne vil frem og glane, de blir snart trætte og kjede af alt saadant, som det hidtil har gaat ogsaa ved den latinske gudstjeneste, hvor man har sunget og læst i kirkerne hver dag, og kirkerne dog er forblevne øde og tomme, og som det alt gaar ogsaa ved den tyske. Derfor er det det bedste, at der blir stelt i stand saadan gudstjeneste for ungdommen og for de enfoldige, som, træffe til at indfinde sig. Hos de andre vil det dog ikke hjælpe hverken lov eller ordning eller formaning eller tilskyndelse; dem faar vi lade fare, at de villig og frit kan undlade det i gudstjenesten, som de kun gjør uvillig og nødig. Gud finder dog intet behag i tvungen tjeneste; den er faafengt og til ingen nytte.

50. Men med festerne som jul, paaske, pinstid, mikæli, renselsen og lignende faar det gaa som hidtil paa latin, indtil vi har faat tyske sange nok dertil. For dette verk er kun i sin begyndelse, derfor er endnu ikke alt færdigt, hvad dertil hører; men man faar vide, hvorledes det skal og kan gaa til paa en og samme maade, for at der kan findes raad og maal for de mange slags maader.

51. Fasterne, palmesøndag og den stille uge lade vi bli — ikke saa at vi tvinge nogen til at faste, men saa at lidelses-historien og evangelierne, som er bestemte for de tider, skal vedblive, dog ikke saa, at vi holde fast paa opdekningen, palmeprosessionen, billed-tilhylningen og alt andet gjøgl, eller synge lidelses-historien fire ganger eller have at prædike over den aatte timer om langfredagen; men den stille uge skal være som de andre uger med undtagelse af, at der prædikes over lidelsen en time om dagen i hele ugen eller saa mange dage man vil, og at den som vil kan faa sakramentet. For blandt de kristne skal alt i gudstjenesten ske for ordets og sakramenternes skyld.

52. Vi sammenfatte det alt: denne og al anden ordning er at bruge saa, at, hvor der opstaar misbrug deraf, afskaffer man den straks og indfører en anden, ligesom kong Esekias brød sund og afskaffede kobber-ormen, som dog Gud selv havde befalet ham at gjøre — af den grund at Israels børn misbrugte den. For ordningerne skal tjene til at fremme troen og kjærligheden og ikke til at skade troen. Naar de nu ikke længer gjør det, saa er de alt døde og borte og gjælde ikke mere, ligesom naar en god mynt er forfalsket, saa blir den for misbrugens skyld inddragen og forandret, eller som naar de nye sko blir gamle og klemme, saa bruges de ikke mere, men blir kastede og der kjøbes andre. Ordning er en udvortes ting; den være saa god, den være vil, saa kan den lede til misbrug. Men da er det ikke mer en ordning, men en uordning. Derfor staar og gjelder ingen ordning noget af sig selv, som de pavelige ordninger hidtil har været agtede; men al ordnings liv, værdighed, kraft og dyd er den rette brug; ellers gjelder og duger den slet ikke noget.

Guds aand og naade være med os alle, amen!


  1. under punkt 5 og 6 om den latisnke messe.
  2. i 11 ff.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.