Den vidtbereiste Salve

Ja, siger Salve og vender på skråen.
De går her i byen og ter sig så ilde
og vrikker på enden og vrænger på snuden
og tror at de er så fordømmelig gilde.

Å pøt san, å pe san! Nu måtte jeg le san.
Kunsler, kafteiner i rækker og rade –

tjener de ti eller tolv kroner dagen.
er de forsørje mig hoppende glade.

Å pøt san, å pe san! Nu måtte jeg le san.
Den tid jeg farte med briggen to Brøre
— bygget i tre og halvtreds bortved Mandal –-
kan dere tro – ja vil dere høre?

Briggen to Brøre han seilte på Løndøn,
der var en mægler som hed mister Potter.
Han holdt et hus med tredeve stuer
og så en hel masse kjøkner og kotter.

Hvergang vi kom der, stod Potter på bryggen,
— Oj! jeg syn’s endnu jeg ser, hvor han skinner!
Bare han så mig, så skrålte han til mig:
Kæpten! O hoj! You must come to my dinner.

Thank very much, svarte jeg med det samme
— for jeg var svær udi engelsk den tiden.
Og når så skudens papirer var greiet,
tog vi en kab ud til Westender-siden.

Ja, kom så her og snak med om en dinner!
Jeg har nu hørt, at når kunslen er rigtig

stor på det, gir han en fire-fem retter,
og han går efterpå rundt og er vigtig.

Fire-fem retter! Hvad vil du så sige,
når en får ti-tolv og vin ifra dunker,
— hver en tallerken er pureste sølvtøi,
tjenerne bukker sig, bare en blunker?

Men hør nu her: den der mister Potter
havde to sønner, som vist var studenter.
Ved du, hvad de fik af penger til moro,
sånten til snapser og tobbak og jenter?

Tu hundred tousend pound Sterling om året!
Det er så sandt, som jeg står her på gaden.
Tu hundred tousend! Ja det, det var gutter,
som kunde ta sig champani til maden!

Well! Denne Potter, han tror dere kanske
mest var af Løndøns største koIosser?
Langtifra! Næida! Han var ikke fattig,
det var han ikke. Men rig –? Oh, no Sør!l

Men det er det, at når en har reist lidt
rundtenomkring og set lidegranne,

og når en efterpå kommer tilbage
hjem til det lille fattige landet.

Når en så ser disse vigtige fyrer,
kunsler, kafteiner og stiftsprovstepaven.
Føi! – da må jeg tit spytte ud skråen
tvi! da får jeg sgu lopper i maven.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.