Den vise Hr. Søren Schive

Utgitt av Ludvig DaaeJ. W. Cappelens Forlag (Første Samlings. 45-49).

I Bjellands Præstegjeld i Maridalen har der været tre Præster efter hinanden, som alle hed Søren Schive, Fader, Søn og Sønnesøn. De havde Kaldet i over hundrede Aar (1670–1782). Den ældste af dem lever endnu i Almuens Erindring, ikke alene i Bjelland, men rundt omkring i en vid Omkreds som en „vis“ Mand, der stod i umiddelbar Forbindelse med Aanderne og kunde forudsige tilkommende Ting. Han skal ikke alene have været en nidkjær Præst, men ogsaa en vældig Jæger og drev ivrig paa Tømmerhugst og Trælasthandel i flere Bygder. Før han kom til Bjelland, skal han have oplevet mange eventyrlige Hændelser, og man mener, at han har været Skibspræst paa en Ostindiefarer, og at han har døiet meget ondt i tyrkisk Fangenskab. Han døde 1705 paa sin Eiendomsgaard Fede i Kvinesdals Præstegjeld, hvorfra hans Lig førtes til Bjellands Kirke. Han skildres som en sværlemmet og stærk Mand med uhyre Skjæg, der i Et og Alt levede paa Bondevis og gik til sine Annexer om Vinteren paa Skier.

Af de Fortællinger, man har om gamle Hr. Søren er den udførligste nedskreven af en af hans egne Sønnesønner i Søgne Kaldsbog. Hvor selsom den end er, maa der dog vel altsaa være et og andet sandt Træk deri.

Hans Fader var (siger Sønnesønnen) Thorn Schive, kongelig Foged i Stavanger. Denne sendte ham til sin Broder, en meget rig Kjøbmand i Throndhjem, hvor han kom i Latinskolen. Det hændte sig, at Kongen[1] kom til Byen og boede hos Kjøbmand Schive en Uges Tid. Ved Afreisen lod han ved en af sine Herrer tilbyde sin Vert en Naade. Denne svarede, at det var ham Naade nok, at Hans Majestæt havde boet i hans Hus, men han havde en Brodersøn, som han vilde bede Kongen at tænke paa. Søren fik da Lov at kysse Kongens Haand og fik Løfte om Befordring i sin Tid. Nogen Tid efter reiste Søren til Kjøbenhavn for at blive Student. Farbroderen forærede ham nogle tusinde Daler, og Kongen gav ham siden ogsaa Penge til at reise udenlands for. Han kom til Wittenberg og „de fleste europæiske Akademier“ og var borte i syv Aar. Da han kom tilbage, var han en Tid „den da levende Prindses Informator“, men blev snart „atter befalet at udreise og gjøre sig bekjendt med kongelige Hoffer“. „Thi reiste han atter udenlands i fjorten Aar, ei alene i Europa, men og i Asia. Han steg til Ritmester i Italien, Juris consultus i Frankrige og Løitnant i Rom under Paven, men maatte skjule sig paa Inkvisitionsdagen. I Persien blev han overfalden af Røvere. Dog reddede han en Vexel paa femhundrede Daler paa Ispahan, som han lagde ind i en Bog mellem Træet og Læderet. Da nu Røverne saa Bogen, kastede de den i Ansigtet paa ham, skjeldte ham ud og lode ham beholde den. Da han kom tilbage til Kjøbenhavn, var Kongen, hvis Naadeløfte han havde modtaget, død. Endelig paatog han sig en Løitnantsplads i Københavns Beleiring og modtog desangaaende en Attest af Oberst Krag, dateret 1659, 18de April. Tilsidst, kjed af sin flette Skjebne, nedlagde han sin Pomp og antog Studenterhabitten, søgende et Præstekald, som ham og blev forundt. Men, bedragen af et Rygte, søgte han det farlige og vanskelige Bjellands Kald, da der sagdes hannem, det var et Jagtkald, ja efter Bjørne, Ulve og Røvere. Nu kom ham nogle Penge, han havde staaende i Hamborgs Bank, vel tilpas til at opbygge og forbedre Præstegaarden, bestride Processer med Kjemper og Hedninger i sit Kald og oplære sine Børn. Han var den første Præst i det Kald, som fik sine Børn oplærte og de fleste i honnet Stand. Det er i Særdeleshed at mærke, at han bar alle Ting med Taalmodighed, ja lod sig skjære en sort Kappe af Vadmel, sigende: „En Hyrde maa klæde sig i Faare-Habit for derved endog at vise sin Kjærlighed.“ Saavidt Sønnesønnen.

Da Hr. Søren engang var ude paa Tømmerflødning i Kvinesdal og med sin Baadshage gik langs med Elven, mødte han en Løitnant Frönsel[2] med et Fruentimmer. „Kommer du der, du gamle skjæggede Præst med din Baadshage?“ sagde Løitnanten. „Kommer du der med din H...?“ svarede Hr. Søren. Løitnanten trak sin Sabel og vilde gjennembore Præsten, men denne „satte ham ved sine Trolddomskunster fast“ med de Ord: „Nu skal du staa der, til jeg løslader dig.“ Og Løitnanten maatte staa der i atten Timer.

Et lignende Sagn om Hr. Søren er henlagt til Ørevandet i Aaseral.[3] Da den vise Hr. Søren Schive engang roede paa dette Vand, mødte han, heder det, en Kaptein med nogle liderlige Fruentimmer. Han begyndte at skjende paa Kapteinen, og denne gav ondt fra sig igjen. Da standsede Hr. Søren hans Baad, saa at Rorsfolkene, hvormeget de end anstrengte sig, ikke kunde faa den af Stedet. Efterat nu Kapteinen i lang Tid havde skjeldt Hr. Søren ud, maatte han endelig føie Rorsfolkene i at bede Præsten om Forladelse og om at slippe løs. Da øste Hr. Søren et Par Gange Vand op med sin Haand bag Baaden, og strax blev Kapteinen løst.

Næsten ved alle Vasdrag i Lister og Mandals Amt fortælles Sagn om, at Hr. Søren Schive, hvergang Tømmeret havde samlet sig i smale Strømme og Fosser, og ingen Anden formaaede at løse det, blot behøvede at kaste sin Snusdaase ud i Fossen for at faa det klart.

Paa sine Reiser til Annexerne blev Hr. Søren ofte buden ind til Bønderne for at tømme en Bolle Øl.[4] Sommetider hændte det da, at han sendte Bud til den forsamlede Kirkealmue med den Hilsen: „Idag kan I have Lov, mine Børn.“

Hr. Sørens Søn og Kapellan, Hr. Søren den anden, var hjemme i Bjelland, da der kom Budskab om Faderens Død i Kvinesdal. Han reiste da øieblikkelig til Kjøbenhavn for at søge Kaldet og skaffede sig Reisepenge ved at pantsætte en Sølvkande til Knut Finsland. „Paa hans Reise stimlede Folk sammen overalt, ikke alene i Norge, men langt ind i Sverige, saasnart det rygtedes, at det var en Søn af Bjellandspræsten, der kom, og gave ham fri Skyds og alt, hvad han forlangte.“ Søren den andens Søn, Hr. Søren den tredje, søgte og fik Kaldet 1737, anbefalet af Biskop Kærup „som den, der fremfor andre kunde prædike det af Almuen i Bjelland bedst forstaaelige gamle norske Fjeldmaal.“ Hans Død skal være fremkaldt ved et Slagsmaal ved Hordnes Kirke i Evje, hvor „en Embedsmand, Vahr i Faret“, kastede Præsten ud af Vinduet.

G. Bruenechs Saml. om Præsteskabet i Christianssands Stift, Mskpt. paa Chra. Univ.-Bibl. (efter Kaldsbøgerne, tildels ogsaa efter Meddelelse af afd. Sognepræst Carlsen i Bjelland). A. Faye, Christianssands Bispe- og Stiftshistorie, S. 255. Flere af disse Sagn har Forf. ogsaa selv hørt af Almuen i Amtet. Med Hensyn til Fortællingen om Hr. Sørens Eventyr i Østerlandene kan sammenlignes „Kort og sandfærdig Journal af Anders Christensens lykkelige og ulykkelige Reise fra Christiania i Norge 1674 og til Stedet igjen 1700“, Kbhvn. 1728, en i sin Tid meget læst Bog (jfr. Werlauffs hist. Antegn. til Holbergs 18 første Lystspil, S. 93 og 498), hvis Forfatter, en indfødt Christianienser, meddeler de besynderligste Historier om hine Hændelser i Arabien og Persien.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Dette skulde altsaa have været Christian IV., der dog ligesaalidt som nogen anden Konge fra Christian II. til Christian V. nogensinde har været i Throndhjem.
  2. Denne Løitnant, hvem Kirkebøgerne give et slet Vidnesbyrd, hed egentlig Frenkel.
  3. Dengang Annex til Bjelland, nu eget Sognekald. Ørevandet er Kilden til Mandalselven. En liden, ret interessant Beskrivelse af Aaseral findes i Christianssands Addr.-Avis 1837, No. 73. Sognets Overgang til eget Kald var allerede foreslaaet i samme Avis for 1836, No. 55.
  4. Almuen ansaa det i gamle Dage for en stor Ære og Fornøielse, naar Præsten paa sine Reiser vilde aflægge Bønderne Besøg. I Fjotland, Bjellands Nabobygd, var det saaledes Skik, at Præsten, naar han i Julegjestebud havde dandset med Konen i Huset, skulde have det største Smørspand til Foræring.