Det hele er Ingenting
PERSONER: Camilla. — Ferdinand.
(Paa Landet. Liden Havesalon. Aabne Galsdøre midt paa Bagvæggen mod en Have med gamle Træer. Paa hver Side af Havedøren Vinduer helt ned til Gulvet og foran hvert at disse høie Blomstertrapper besatte med Palmer og store Bladplanter.
Foran Blomstertrappen tilhøire staar en liden stoppet Sofa halvt inde under de brede Blade. Fremme i Forgrunden tilhøire Sybord hvorpaa Bøger og Broderi. Paa venstre Væg Dør til de andre Værelser og længer tilbage paa samme Side Pianoforte.
En fyldt Nodshylde og to-tre bløde Lænestole. I Havedøren hænger mørke Portièrer, der ere halvt aabne og opbundne.
Naat Tæppet gaar op, sidder Camilla ved Instrumentet og spiller halvt tankeløst første Reprise af Strauss’ Vals: „Frenet Euch des Lebens“.)
FERDINAND (kommer opad Havetrappen). Godmorgen Kusine!
CAMILLA (vil reise sig). Godmorgen Ferdinand!
FERDINAND. Nei, nei! bliv siddende — jeg beder dig! — jeg kom jo netop indom, for at høre dig spille.
CAMILLA (spiller dæmpet under det følgende). Ja — ikke sandt? der er virkelig Musik i enkelte af disse Valse?
FERDINAND. Ja vist! — men der der synes jeg nu bedst om for Moralens Skyld.
CAMILLA. Moralen?
FERDINAND. Freuet Euch des Lebens! — men Kjære! spl dog — jeg har ikke Tid —
CAMILLA. Hvor du er morsom! har du ikke Tid?
FERDINAND. Aa jo — ialmindelighed; men for Øieblikket er det mine Venners, jeg bruger; de venter mig paa Keglebanen.
CAMILLA (spiller). Kommer du derfra?
FERDINAND. Nei — vi var just paa Veien derhen, saa hørte jeg dit Piano helt nede ved Havetrappen. Jeg lod de andre gaa iforveien. — Jeg syntes, jeg trængte til Musik, — ved du Camilla! hvad det er for en deilig Dag? har du seet Træerne og Dammen og de nye Mosroser?
CAMILLA. Jeg gik mig en lang Tur imorges; det er den første rigtigt varme Solskinsdag, vi har iaar.
FERDINAND. Ja, en deilig Dag! Solskin ude og Solskin inde. Stemningerne jage hverandre som Solstraalerne i det unge Løv. — Puh! alle de dumme Ord, man faar i Munden, naar man er forelsket.
CAMILLA (ler). Du forelsket! — det maatte tage sig snurrigt ud.
FERDINAND (i Sofaen). Du kan jo tage mig i Øiesyn.
CAMILLA (vender sig om og siger spængdt). Ferdinand — du er forlovet!
FERDINAND (ler). Forlovet! — ja det er jo den yndigste Form for Elskov; — og med hvem er det, min venlige Kusine vil velsigne mig?
CAMILLA. Der kan kun være Tale om en —
FERDINAND. — en om Gangen — ja! det mener jeg ogsaa; — der bør være Orden i alt! — men hvem?
CAMILLA. Aa — du ved godt, jeg mener Mathilde. Du var jo saa optaget af hende hele Aftenen hos Onkels.
FERDINAND. Du fornærmer mig — Camilla! — hun har jo været forlovet.
CAMILLA. En forbigaaende Forelskelse, — og desuden er det længe siden.
FERDINAND. Vel, vel! men en Dame, som har været forlovet, beholder altid i mine Øine en vis Lighed med en Bonbon, somder er slikket paa.
CAMILLA (spiller). Fy! — Ferdinand!
FERDINAND. Idag maa du ikke skjænde paa mig. Kom — sæt dig heller her hos mig, saa skal jeg fortælle dig saa meget —
CAMILLA. Ved du noget nyt?
FERDINAND. Nei, men gammelt — gamle Historier; — jeg skal fortælle dig om Robin Hood! — husker du, naar han red gjennem Haven dernede og satte over Porten i et Spring —
CAMILLA (vender sig). — og forsvant i Sherwoodskoven! — det var Skraaningen ned til Elven. Og oppe ved Fossen havde han sine mørke, hemmelige Huler. Hvormangen Gang du skræmte mig — Ferdinand! Tænk — endnu er jeg halvræd, naar jeg gaar alene deroppe.
FERDINAND. Det er, fordi Røverne saa ofte slæbte dig gjennem det tykke Krat og de krogede Gange — snart var du Miss Edith — snart Dronningen eller Lady Dudleigh —
CAMILLA. Men du var altid Robin Hood —
FERDINAND. — i grøn tætsluttet Jagtdragt, med Hornet ved Bælte —
CAMILLA (famler). — og Guld — jeg synes, hans Dragt staar for mig — skinnende af Guld —?
FERDINAND. Ja det kommer vist af, at den gamle Bog var indbundet i grønt engelsk Bind, og udenpaa stod Robin Hoods Billede presset i Guld.
CAMILLA. Aa ja! — det er sandt! ak husker du den gamle Bog? hvormeget vi to igrunden eier sammen — Ferdinand.
FERDINAND. Ja. Minder har vi nok af — men —
CAMILLA. — men!
FERDINAND. — Aa — lad os tale om noget andet — om Vaaren — om Kjærligheden, — ja om Kjærligheden.
CAMILLA. — med dig?
FERDINAND. — Hvorfor ikke?
CAMILLA. Du ved ikke, hvad det er.
FERDINAND. Men du ved det?
CAMILLA. Kanske.
FERDINAND. Saa sig det!
CAMILLA. Ak Fætter! — var Kjærlighed noget saa enkelt, at det lod sig sige i to eller tre Ord, saa var den vel ikke saa kosteligt et Eie, — ikke saa farlig at lege med.
FERDINAND. Nuvel — men kom og sæt dig her, saa fortæller du mig ialfald, hvad du ved.
CAMILLA. Du vilde bare le af mig.
FERDINAND. Men det er du jo vant til..
CAMILLA (godmodigt). Ja du har igrunden Ret. (sætter sig hos ham) Det var en Vaar, jeg var liden Pige, og saa fandt jeg nede i Haven i den mørke Allée —
FERDINAND. Der hvor de Fredløse holdt til?
CAMILLA. Netop — der fandt jeg en Morgen et Fuglerede. Det var bare et Trosterede, og jeg vidste godt, at du og de andre Gutter kjendte mange langt sjeldenere Reder baade i Haven og i Skoven. Men dette var jeg den eneste, som vidste om; og hvor jeg skjalv for, at I skulde finde det! — og alligevel! — jeg var ikke fuldkommen lykkelig ved at beholde min Hemmelighed alene. — Saaledes tænker jeg mig Kjærlighede — ler du ikke?
FERDINAND. Jo indvortes; thi du er ganske paa Vildspor. Nei nu skal du høre! Kjærligheden er som et sort Plaster paa Næsen. Alverden ser det; velopdragne Mennesker lade som ingenting; men Tanter og Digtere raabe: Ah — hvor det klæder dig.
CAMILLA (ler). Nei — nei — Ferdinand! mit Billede er bedre.
FERDINAND. Lad os være oprigtige. — Tror du virkelig, at dit Rede er bedre skjuldt end mit Plaster?
CAMILLA (reiser sig). Jeg forstaar ikke, hvor Mor bliver af. Vi skulde gjøre et Par Visiter sammen. Jeg vil spørge, om hun ikke snart er færdig. (mod Døren tilvenstre):
FERDINAND. Aa nei! — gjør ikke det! nu gaar jeg alligevel strax. Spil heller lidt for mig; men ikke mere af ham — Wieneren; spil en Chopin — er du snil.
CAMILLA (begynder Nr. 1, opus 64 — Des dur).
FERDINAND. Nei — nei — ikke den, om jeg maa bede. Lad mig faa den med Basmotivet; Nummer — ja hvad er det nu?
CAMILLA. Denne er det vist, du mener — (spiller Nr. 2, opus 34 — A mol).
FERDINAND. Ja Tak! (stiller sig bag hendes Stol og hører en Stund; — derpaa reciterer han unden hendes dæmpede Spil)[1]:
Es war ein alter König,
Sein Herz war schwer, sein Haupt war grau;
Der arme alte König —
— Er nahm eine junge Frau.
Es war ein schöner Page,
Blond war sein Haupt, leicht war sein Sinn;
Er trug die seidne Schleppe
Der jungen Königin.
Kennst du das alte Liedchen?
Es klingt so süss, es klingt so trüb:
Sie müssten beide sterben,
Sie hatten sich viel zu lieb.
CAMILLA (stanser). Det er et tungt Digt.
FERDINAND. Fordi det er sandt.
CAMILLA. Mener du — —
FERDINAND. Livet er ikke anderledes — Kusine!
CAMILLA (i Tanker). Det er noget uroligt, noget utrygt ved den Poesi; — der gaar en underligt lummer Luft gjennem alle hans Vers.
FERDINAND. Det er Violduft —
CAMILLA. — og Patchouli —
FERDINAND. Men der spirer dog Vaarblomster i dem.
CAMILLA. Der er deilige Blomster; men plikkede — ordnede med Kunst i sindrige Buketter.
FERDINAND (staar tilhøire, hviler Albuerne paa en Lænestol): Ja hør nu selv!
Die blauen Frühlingsaugen
Schau’n aus dem Gras hervor,
Das sind die lieben Veilchen,
Die ich zum Strauss erkor. —
CAMILLA (i samme Stilling tilvenstre).
Og det dipper og kvidrer og jubler og ler,
Et plaskende Livsvæld for Øiet du ser,
Og du hører de dansende Vover.
Og hvis ret du af Hjertet som Kulsvier tror,
Kan du lyttende høre, hvor Græsset gror,
Og falde i Staver derover.
FERDINAN.
Ich kann nicht singen und springen,
Ich liege krank im Gras,
Ich höre fernes Klingen —
— Mir träumt — ich weiss night was.
CAMILLA.
Hør hvor de hviske dig ømt,
Alt hvad din Længsel har drømt,
Se, hvor de bringe tilbage
Gjenskin fra fagrere Dage!
Lad det tindre,
Det vil linde
Smerten i dit Savn og i din Klage.
FERDINAND (stanser lidt).
In meiner Erdinnr’ung erblühnen
Die Bilder, die längst verwittert,
— Was ist in deiner Stimme,
Das mich so tief erschüttert?
— Sag’ nicht, dass du mich liebst,
Und küsse nur und schweige;
Und lächle, wenn ich dir morgen
— Die welken Rosen zeige.
CAMILLA (gjør en Bevægelse mod Havedøren — som for at trække frisk Luft, men vender sig pludseligt og deklamerer hurtigt og let):
Alt Somerlærken synger over Vordingborgs By,
Og Guldgaasen glimter i det klare Morgengry;
Den milde, friske Vind bølger frem gjennem Korn,
I den susende Skov høres Hunde og Horn!
Se det var en hel Duel paa Vers. Tilstaa, at du er overvunden.
FERDINAND. Jeg nedlægger ialfald mine Vaaben.
CAMILLA. Fordi mine ere stærkere —
FERDINAND. — mine ere finere.
CAMILLA. Det er ikke med en Paradekaarde, en Mand fægter sig gjennem Livet.
FERDINAND. Jeg ser ikke stort at kjæmpe for.
CAMILLA. Du spiller uden Indsats.
FERDINAND (ser paa hende). Et vilde jeg vinde.
CAMILLA (æggende): Det er ikke sandt; du vil ingen Ting; der er ingen Fart i dig.
FERDINAND. Synes du, her er noget at haste efter i det Liv, her lever?
CAMILLA. Den, som sover i kahytten, ved lidet om Reisen.
FERDINAND (udbryder). Ved du da noget bedre end at drømme? se dig omkring! — hvor finder du noget, der er værd at hold sig vaagen for! hvor øiner du noget helt, noget stort, noget sandt! — Det hele er ingenting! — Halvhed og Løihed; skikkelig Nederdrægtighed; smaa, fredelige Lidenskaber, Agerdyrkning og Børneavl. Udenfor bølger et Hav, — man lader som ingenting; der er Storm i Luften, — man tætter Vinduerne. Mens det bryder i Sindene, mens Trangen til Lys, til Liv vil sprænge sig Vei, — gaa vi her saa pene og artige og spørge til hinandens Befindende. Men saa er jo rigtignok ogsaa de fleste af os syge.
CAMILLA. Hvad er det da, du vil?
FERDINAND. Jeg? — du sa’ det jo selv: jeg vil ingenting (sætter sig).
CAMILLA. Jeg forstaar dig ikke — Ferdinand!
FERDINAND. Jo — du forstaar mig — netop du! — hvis du turde. — Turde du bryde med alle disse Smaahensyn, som binde Menneskene sammen i dumme Knipper; — vove at leve sandt og stærkt, for hvad du elskede — tværtimod Fordom og Smaalighed, — isandhed Camilla! da skulde din Ridder vaagne og du skulde se hans Sværdi de første Rækker.
CAMILLA. Vidste jeg bare, hvad det gjaldt. Men du river alting istykker. Intet er fast hos dig: Tvivl, Uro, Higen, — snart mat, snart i vildeste Jag.
FERDINAND. Saaledes jager den afsted, der skal vinde alt — sig selv!
CAMILLA. Den, som seiler, bare for at seile, behøver ingen Karter; men den, somseiler, for at naa Maalet, maa være kjendt paa Havet og sikker paa sit Skib. Et Liv, som skal blive til noget, maa have fast Grundlag, og aldrig kommer den nogen Vei, som ikke har Klarhed og Ro!
FERDINAND (ler). Der kom det! — jeg mindes fra det saa mange Samtaler om dette — dit Yndlingsord, dit Livsprincip: Ro — fremfor alt: Ro! — for alt i Verden ingen Forstyrrelse, intet Anstød, ingen Lidenskab! ved du hvad — Camilla! — det er en Skade, at du blev et Menneske.
CAMILLA. I hvilke Dyreskikkelse vilde du abringe din Kusine?
FERDINAND. Aa — hvor vil du hen! — intet Dyr er roligt nok. Nei — det er i Planteriget, du skulde havt din Plads.
CAMILLA. Vær da saa galant at lade mig blive Lotosblomst eller Viol.
FERDINAND. Umuligt! — du staar høit over saadanne ørkesløse Drømmere. Du skulde været en Bærbusk, — en rigtig frodig Ribsbusk — velstelt, solid og nyttig.
CAMILLA. Du er just ikke meget artig — Fætter!
FERDINAND (peger ud): Og se nu denne fredelige Ramme om dit Liv. Dernede løber Elven rolig og mæt som den har løbet af Alders Liv. Træerne ere gamle og mosgorede; Robin Hood og Little-John ere forlængst redne bort mellem Stammerne. Stille og tilfredse gro de velgjødede Pioner og se! — dernede under Æbletræet ligger Pasop helt sammenrullet og blinker i Solen. Kan du tænke dig et yndigere Billede paa den sande Ro og Sjælefred end saadan en Hund, som ligger og sover i Solen og vaagner en enkelt Gang for at betragte sin egen Hale?
CAMILLA. At du har Mod til at sige en Natur som denne saadanne Dumheder lige i Ansigtet! Gnid dine Øine — Gut! — du har faaet Glasstumper i dem fra den Ondes Troldspeil! (utvider Portièren). Se nu ret, hvad det er, du spotter som Rammen om mit Liv; — ah! var bare Livet godt nok til Rammen.
FERDINAND (greben). Ja — du har Ret — Camilla! her er deiligt!
CAMILLA. Og kjend den friske, rige Luft! den smager endnu af Vaar. — Vaaren staar færdig og moden paa sin sidste Dag, — saa straalende skjøn, at Sommeren stanser, hilser og nøier med at tage Kommandoen.
FERDINAND (med Liv). Kom Camilla! vi maa ud. Lad os gaa dybt, dybt ind i Sherwoodskoven, saa finder vi vore gamle Røvere og Riddersmænd; — og du og Vaaren og Solskinnet og dine blanke Øine skal gjøre mig glad og ung som i gamle Dage.
CAMILLA (ivrig). Ja kom Ferdinand! (leder efter sit Tøi, men stanser). Nei — det er jo sandt! Mor kommer snart, jeg maa vente.
FERDINAND. Bah! — en Visit! — nu er vi i Stemning — kom!
CAMILLA. Nei — jeg har lovet at vente. Men vi kan bede Vaaren komme til os. Kom lad os spille sammen — saa spiller vi os Vaaren lige ind i Stuen.
FERDINAND (mat). Oprigtig talt — Kusine! saa tror jeg, at jeg heller vil spille Kegler. Der er noget saa vaarfriskt ved denne Puckenholdts Kugle, der først trilles ud og saa trilles ind (nysner, medens han leder efter sin Hat). Trilles ud — bom — bom! — trilles ind — bom bom! — Farvel Kusine!
CAMILLA (i Sofaen, uden at se op). Farvel Ferdinand!
FERDINAND (staar foran hende). Du skulde gifte dig med mig — Camilla!
CAMILLA (bittert). Forat du kunde komme til Ro?
FERDINAND. Nei — forat vi begge kunde faa Fart til at leve fremover.
CAMILLA. Jeg vil ikke dele Farten med en, som ikke tror.
FERDINAND (overrasket). — ikke tror?
CAMILLA (ser op). — som ikke tror paa Kjærligheden, og det gjør du ikke.
FERDINAND. Tror jeg ikke paa Kjærligheden? — paa Amor? — paa Forlovelsen, paa Ægteskabet, Slægtskabet, Præsteskabet og Fadderskabet —
CAMILLA (reiser sig). Nei — nei! Ferdinadn! spøg ikke: — jeg kan ikke længer taale det.
FERDINAND. Nuvel — saa lad os tale alvorligt. Du siger, jeg tror ikke paa Kjærligheden; — hvad mener du med det?
CAMILLA. Jeg mener, at saa længe har du nu gaaet og experimenteret, tvivlet om alt, rokket ved alt, tumlet i Stemninger og plukket dig selv i smaa, smaa Stykker, indtil du ikke længer evner at rumme en stærk, sammenhængende Livstanke. Du slaar med Vingerne — og du har havt prægtige Vinger — Ferdinand! men de formaa ikke at bære dig langt; — du er ikke længer hel; du er gaaet istykker mellem dine egne Fingre; du kan ikke elske!
FERDINAND. Du har Ret; — jeg kan ikke elske paa den rolige, seige Maade. Kjærligheden staar ikke for mig som en Panteobligation, som vil give sin visse, aarlige Rente for hele Livet. — Kjærligheden er en saare sjælden Urt — Kusine!
CAMILLA (stille). Det tror jeg ogsaa.
FERDINAND. Jeg giver ikke meget for den Godkjøbsvare, som gaar i Handelen med Amors Mærke. Men de er jo heller ikke mange, som opleve at faa se Fata Morgana; derfor nøies de fleste klogeligen med at glo paa Aftenrøden; — den giver ogsaa et smukt Skin; og den kommer igjen hver eneste Dag.
CAMILLA. Det gjør mig saa ondt, naar du taler saaledes; og dog glimter der noget igjennem, som drager mig; — jeg føler, at du dog gjemmer mere i dit Hjerte end du vil være ved.
FERDINAND. Lad os ikke blive sentimentale — Kusine! men tale alvorligt om Kjærligheden; — og Ægteskabet er Kjærlighedens Alvor: den hellige Indvielse, det fredelige Samliv, frodige Børn, behagelige Omgang; — og fremfor alt Ro! Stilhed, Fred. — Et Ægteskab bør glide glat paa Patentaxer og Staalfjære. Men ikke destomindre skulde du gifte dig med mig.
CAMILLA. Hvorfor?
FERDINAND. Det er, hvad Livet har at byde.
CAMILLA. Da var det ikke værdt at leve.
FERDINAND. Det kommer an paa, hvorledes man lever. Naar man passer paa at holde sig flot, lade hele Tilværelsen hænge løst omkring sig, saa kan man drive —
CAMILLA (heftig). — drive paa Strømmen som en hvelvæt Baad —
FERDINAND. Aa ja! — det var just ikke det, jeg vilde sagt; men lad gaa: kan man ikke stemme, er det bedre et glide paa Strømmen end overskylles af grumset Vand. Man lever sit indre Liv alene — eller med den, man elsker; og Stemningerne jage hinanden — som jeg saa smukt sagde for lidt siden — som Solstraalerne i det unge Løv —
CAMILLA. — eller dryppe som Høstregn i de gule Blade. Det var et trist Liv.
FERDINAND (forceret). Ingenlunde! — Livet er den lystigste Spas af Verden — for den, som forstaar det. Hvad er det andet end en Kjæde af Smaating, som stryge forbi? — at lever er at glemme, at sove er at nyde, og Lykken er en god Fordøielse. Derfor er min Moral: Fryd dig ved Livet, — og min Overbevisning: Det hele er ingenting!
CAMILLA. Ved du, hvad du er — Ferdinand?
FERDINAND. Zerrissen — formodentlig?
CAMILLA. Værre endda: du er udbrændt.
FERDINAND. Se se! Billedet hentet fra en Vulkan.
CAMILLA. Nei fra et Fyrværkeri.
FERDINAND (lænet til Sofaen). Hvor godt jeg mindes den Tid, da jeg samlede Skillinger, for at kjøbe dig en Venskabsring, du har der; hvorlænge jeg gik frem og tilbage foran Guldsmedens Vindu, for at vælge en rigtig smuk og massiv. Jeg har ikke lagt Mærke til den før — det undrer mig — jeg havde ikke ventet — det glæder mig Camilla! at du bærer den endnu.
CAMILLA. Ja men se, hvor tynd den har slidt sig.
FERDINAND. Ja men se, hvor blank den har holdt sig! (Stilhed.)
CAMILLA. Du har forandrede dig i de Aar, du var borte.
FERDINAND. I ét er jeg den samme.
CAMILLA. Det blev ikke som jeg havde tænkt.
FERDINAND. Har jeg skuffet dig?
CAMILLA. Der er gaaet meget tilgrunde hos dig.
FERDINAND. Jeg er saa ensom.
CAMILLA. Det vil du altid blive.
FERDINAND (smerteligt). Camilla!
CAMILLA. Du bryder dig ikke om nogen Ting! — Intet har Værd for dig; du —
FERDINAND. Du ved, — at ligefra —
CAMILLA. Nei nei! — afbryd mig ikke! Det er sandt, hvad jeg siger. Intet er helligt for dig; du spotter over alt og alt ned. Kommer en skjøn og ædel Følelse frem, strax er du paafærde med et Par stygge Ord, der vrænger det hele om. Du spotter endogsaa dig selv, somom du skammede dig ved at have Hjerten.
FERDINAND. Det er næsten, somom jeg skammer mig. Jeg saa saamegen Løgn, saamegen Paraderen med usande Følelser, at jeg tilslut vænnede mig til at skjule bag Spot og Tvivl, hvad jeg eiede af — af Hjerte.
CAMILLA. Saa længe kan du gjemme paa det, til der ikke er mere.
FERDINAND. En skulde faa vide det altsammen; hende vilde jeg betro alt, hvad jeg lider ved at stænge mig inde med mig selv. — Og om du vilde tage mig ind til dig, skulde min store Kjærlighed omslynge os begge, og jeg skulde blive stærk og sand ved dig. (Han bøier det ene Knæ og holder hendes Haand.)
CAMILLA (smiler svagt). Du ved, jeg sagde, du kunde ikke elske.
FERDINAND (hurtigt). Det skal du komme til at bede mig om Tilgivelse for, — naar vi blive alene — vi to med vor Kjærlighed, — fjernt fra de andre, skjult i os selv.
CAMILLA. Og Ægteskabet? Præsteskabet, Faddersk—
FERDINAND. Tilgiv mig! — det var bare dummer Ord.
CAMILLA (alvorligt). Ferdinand! — er du ikke for veg til at bære et Hverdagsliv?
FERDINAND. Det vil vi ikke leve! — og alligevel! — komme hvad der vil, med dig kan jeg alt. Thi jeg elsker dig — Camilla! — du ved ikke, hvorledes jeg elsker dig. — Alt hvad jeg ved, hvad jeg kan, hvad jeg føler — er af dig. Hver mindste Tanke, som begynder, knytter først en Knude om Camilla, og naar den har løbet Bugten ud, vender den tilbage til dig! — Tænker jeg saa os to sammen, da er al min Evne udtømt, og der findes ikke mere for mig — hverken i Himlene eller paa Jorden! —
CAMILLA (bøier sig ned og kysser ham; derpaa reiser hun sig hurtigt). O — nu har jeg ham! — nu kan du gjerne spotte saameget du vil over Kjærlighed — Følelse — og Hjerte! — nu ved jeg, at du kan elske — tankeløst — grændseløst — tosset! O Ferdinand! hvor jeg er lykkelig! dette maa Mor vide! (mod Døren tilvenstre).
FERDINAND (farer sammen). Din Moder —
CAMILLA. Javist! (fortrolig). Du skal vide — Ferdinand! Mor synes ikke saa godt om dig nu som før, fordi — nuvel! — fordu hun har troet, at dit Hjerte var blevet koldt og haardt derude. Men naar hun nu hører, hvad der bor i dig, — hvor du elsker mig, — hvor vi ere lykkelige, — da vil hun blive saa glad, saa glad og holde saa meget af dig (vil gaa).
FERDINAND. Vent lidt! — vil du ikke først gaa ned i Kjøkkenet og lade Chocoladen sætte over.
CAMILLA. Chocoladen —?
FERDINAND. Javist! — du ved, hvor penibelt det er, naar hele Familien er samlet, Stemningen paa sit Høidepunkt, — og saa Chocoladen aldrig vil komme paa Kog.
CAMILLA (svagt). Chocoladen!
FERDINAND. Naturligvis! var dette hændt om Eftermiddagen, var det blevet Thevand; men paa Formiddagen nydes en saadan Ting med Chocolade.
CAMILLA. — hvilken Ting?
FERDINAND. Ih! Forlovelsen! — den officielle Familiebegivenhed; denne vidunderlige Virkeliggjørelse af Elskovens salige Drømme.
CAMILLA (synker ned i Lænestolen). Gaa — Ferdinand! — gaa!
FERDINAND. Synes du da ikke, vor unge Kjærlighed er for god til at prisgive alle disse —
CAMILLA (raaber). Gaa!
FERDINAND. Lad os forstaa hinanden: den, som vil vinde Lykken, maa være stærk nok til —
CAMILLA. Jeg er stærk nok til at undvære Lykken; men du er for svag til at leve Livet.
FERDINAND. Du kan ikke ville kaste mig bort i samme Øieblik, vi fandt hinanden. Har du givet mig dit Hjerte, saa lad mig beholde det alene. Lad os reise langt bort og leve vi to, i vor Kjærlighed — i hinanden.
CAMILLA. Du vilde leve af mig.
FERDINAND. Jeg vilde give dig mere end du aner.
CAMILLA. Har du hørt, at Lægerne stundom lade sundt Blod flyde over i syge Legemer? — saaledes havde du tænkt det med mig. (Hun reiser sig.) Men Ferdinand! det er mit Hjerteblod for godt til! — gaa!
FERDINAND. Lader du mig gaa, saa gaar jeg tilgrunde; og alt det dør ud, som skulde blevet et Liv — værdt at leve. Nu er der intet mer — haabløst og øde.
CAMILLA (pludseligt): Hvor kan du dog sige det? Livet er jo den lystigste Spas af Verden. Det gjælder bare at lade det hænge løst omkring sig, lade alt glide —
FERDINAND. Camilla! — skaan mig!
CAMILLA (stigende). Skaane? — det er jo din egen Lære, — jeg hylder den! — du har Ret! bare holde Skibet flot, nyde Livet! Se, hvor Solen skinner og Elven løber forbi — let som en Stemning. Og se! dernede i Haven; Pasop har faaet en Legekammerat; de løber rundt det gamle Æbletræ. Kan du tænke dig et skjønnere Billede paa freidig Livsnydelse end to Hvalpe, der løbe omkrine i Solskinnet og bide hinanden i Halen af Henrykkelse!
FERDINAND. Jeg beder dig — hold op!
CAMILLA (halvt i Graad). Hvad er saa Hjerte? — hvad er saa Følelse? — alt glider saa glat; der gaar Intet istykker; Sorgen faar ikke Tag, og Alvoret driver over som Skyer. Hør hvor Lærkerne slaa og Vaarbien summer, og Klokkerne ringe derinde i Byen; — hør! — Slagene svinge over Skoven — bomm — bom —, det minder om Keglebanen, hvor din Ungdom venter! ha! ha! ha! hvor Livet er lystigt — Fætter!
FERDINAND (halvt paa Knæ). Stans Camilla! — stans! du har Ret! — jeg har gjort dig ondt! sig mig det! de haardeste Ord! men le ikke — jeg bønfalder dig! — le ikke saa skrækkeligt!
CAMILLA. Hahaha! — der ligger Troldmanden og skjælver for de Aander, han selv har manet. Saa le dog med — Fætter! nu er vi i Stemning! Det hele er jo ingenting! fryd dig ved Livet! — hør bare! (Hun iler til Klaveret og spiller heftigt og stormende sidste Del af anden Reprise[2] af Strauss’ Vals.)
FERDINAND (staar et Øieblik; derpaa gaar han og forsvinder nedad Havetrappen).
CAMILLA (stanser Spillet, vender sig om og ser efter ham).