Det lykkelige valg/Første akt
Forstue til festivitets- og afholdslokale sambygget med byens bad.
Gjennem fondvæggen af glas og med stor aaben dør noget tilhøjre er udsigt til strand- og fjordparti tildels hæmmet af enkelte store høstflammede løvtrær paa terrassen og i parkanlægget.
Paa væggen tilvenstre fløjdør ind til den store festivitetssal. Lignende dør ind til den varme afdeling af badet ligeoverfor paa den modsatte væg, og paa samme mindre dør merket privat.
I hjørnet tilvenstre mod glasvæggen buffet. Midt i rummet stort ovalt bord med aviser og et par store grønne planter. Rundt om bordet bekvemme rørstole. Knagrække til garderobe længst fremme tilvenstre, og rundt om paa væggene togtabeller, prospekter og fotografier i ramme.
Det er formiddag og solskin.
PAALSBO (kommer udenfra). Nej her finds han ikke. (Lytter.)
Han er vel inde i privaten. (Banker og lytter. aabner døren.) Nei sidder du der ganske alene i rullestolen din, du lille Matilde. Er papa gaat fra dig? Han kommer nok igjen, skal du se. Og mama ogsaa? Ja, der har vi det. Venter du ikke paa dem? Har du det morsomt alligevel? Du er snil og taalmodig, er du. Ja jeg skal se at finde papa jeg. (Onsø er kommen ind fra højre. Det er en meget korpulent herre i lys sommerdres og med panamahat.
ONSØ (slaar Paalsbo paa skulderen). Goddag, Paalsbo.
PAALSBO. Nej se, er De paa disse kanter igjen, doktor. Mangfoldigen velkommen igjen. De har ikke minket.
ONSØ. En minker ikke af god mad og god vin, og det gjør ikke Lumbago’n heller.
PAALSBO. Nej, der har vi det.
ONSØ. Og nu blir det ilde at være syg her i byen, for nu rejser min dygtige Vikar.
PAALSBO. Hvem af dem, mener De?
ONSØ. Hegre naturligvis.
PAALSBO. Ja naturligvis — doktor Hegre. Jeg tænkte paa den andre, jeg.
ONSØ. Hvad for en anden?
PAALSBO. Broder Solløs. Det nye vindunderet til skomager Fingalsen. Han helbreder med haandspaalæggelse. Og det smerter mig, men jeg tror nok han gaar af med den meste søgningen.
ONSØ. Er det en kvaksalver, saa skal jeg haandspaalægge ham.
PAALSBO. Nej, han er nærmest tungetaler.
ONSØ. Bi lidt, jeg skal raspe tungen paa ham.
PAALSBO. Vi har nemlig en besøgelsestid nu igjen og her staar vi næsten paa hellig grund. Det er derinde i festiviteten møderne holdes om kveldene, og skomager Fingalsen er naturligvis hovedtaleren.
ONSØ. Jeg klør i fingrene hvergang jeg har været ude og rejst og kommer igjen og ser alle de smaasyndige kranglevorne ansigterne.
PAALSBO. Men bevægelsen ser De er baade religiøs og politisk, saa nu spøger det for Celius. Dennegang vil det knibe om han kan faa med sig alle de smaa i samfundet.
ONSØ. Aa Celius forstaar at dreje kappen efter vinden. Det spøger aldrig for ham.
PAALSBO. Ja der har vi det. Han talte gjerne i tunger, om demokratiet kom og forlangte det af ham.
ONSØ. Men jeg skulde videre. Jeg gaar om og leder efter vikaren min.
PAALSBO. Han spaserer flittig med de unge damerne. Ja jeg skulde prøve sjøen for sidste gang iaar. Om hjertet mit taaler det.
ONSØ. Gjør som jeg og nøj Dem med gytjen. (De er kommen ud paa terrassen og gaar hilsende hver sin vej).
(Døren tilvenstre gaar op).
ØJVIND HOLT (snakker med høj stemme ind til den store sal). Ja, saa gaar jeg.
Jo herfra virker dekorationen kanske bedre, men lad de flagene tilvenstre hænge lidt rigere i folderne. Har De ikke nogen pompespiker at næste dem op med? Saa ja, det blev lidt bedre. Men den kransen om regjeringsgruppen er for fæl. Hvad sir De? Det er sligt ekko derinde, jeg kan ikke høre. Kunde De ikke faa fat i en barlindkrans? Barlind. Den der ser saa vissen og graaskidden ud. Er det laurbærblader? I alverden, hvor har De faat den fra? Fra ansjosfabriken. Jagu er De opfindsom. Men lad ikke den røde flagduken hænge over katedret. Det minder om kiste og begravelse ombord, og desuden saa ødelægger det virkningen af flagdekorationen bagenfor. Katedret er gulskjoldet Og blækflekket, sir De — (dæmper stemmen eftersom den person han taler med kommer nærmere.)
Ja, det er nok saa, men find heller et grønt klæde. Det maa da finds. Flaa i nødsfald af klædet paa den kaserte biljarden.
SOMMERBLOM (ind fra salen, i sort alpacca og gummisko). Ja det var rent foreløbig, dette arrangementet, ser De, kandidat Holt. Katedret maatte dækkes, det var hovedsagen. Vi har laant det paa styrmandsskolen, og det var ikke ganske frit for . . lumre tegninger.
HOLT. Hufamej. Og her ved døren faar De stille en mand til at passe paa, at det ikke blir for mye traak ud og ind fra badet. Paa indsiden, skjønner De — inde i salen.
Ja vær nu lidt forsigtig, Sommerblom. Det sir jeg i alskens venskabelighed.
SOMMERBLOM (tripper). Forsigtig, kandidat. Skam forlade mig, det er jo det jeg er.
HOLT. Ja, De ved hvad jeg mener. Jeg er ikke saa nøje paa det. Det ved De. Men der vanker folk her som har sure øjne paa hver finger. Jeg nævner ikke andre end Fingalsen og Solløs. Hold Dem i skindet, og husk at det er et tørt bad.
SOMMERBLOM. Stol paa mig, kandidat. Det skal holdes tørt fra min side.
HOLT. Kjære Dem, jeg forstaar jo godt, De er i en vanskelig stilling. Saa kommer den ene og saa den anden, som De nødig vil si nej til. De er nu ogsaa venner med alverden. Men det er altsaa folkets vilje, Sommerblom. Lad det styrke Dem.
SOMMERBLOM. Jeg forsikrer Dem paa ære og samvittighed —
HOLT. Ingen unødige forsikringer. Nu lukker jo snart badet desuden. Ja jeg glæder mig til idag. Statsraad Barkeland har jeg bare hørt en eneste gang før.
SOMMERBLOM. Ak, hvilken taler kan slaa vor egen Celius.
HOLT. Nej Celius er taler — det har De ret i. (En ung pige er kommen fra parken op paa terrassen.)
SOMMERBLOM. Se der kommer en ung dame, som nok venter paa kandidaten.
HOLT (vender sig raskt). Nej, er det Dem, frøken Celius. (Sommerblom ind privatdøren.)
Vidste du jeg var her, Pauline?
PAULINE. Langt ifra. Jeg skulde bare ned og bade. Men vil du tænke dig, der kom en mand imod mig i parken, som vist maa være gal.
HOLT. Hvad er det du sir. Løb han efter dig?
PAULINE. Nej tvertimod. Han gjemte sig bag et træ. Det var det som var det fordægtige. Jeg tænkte, at han vilde lægge sig paa lur til overfald. Og saa løb jeg herop. Kan du se hvor hjertet mit banker.
HOLT (omfavner hende). Jeg kan ialfald kjende det.
PAULINE. Er du gal. Her midt i —
HOLT. Midt i afholdsforeningen.
PAULINE. Men det værste var det —
HOLT. Hvad da?
PAULINE. At han havde et uldtæppe om sig.
HOLT. Det var da godt han ikke var spil naken. Kanske det var doktor Hegre. Han plejer jo at ta solbad.
PAULINE. Du da med din doktor Hegre. Det var forresten latterlig, at jeg blev ræd.
HOLT. Du ser ikke ud til at være ræd af dig.
PAULINE. Kan du vide det. Jeg er aldeles ikke saa modig som mama ialfald. Du ved vel, at mama har arrestert en russisk matros, som gik berserkgang. Det vil si, hun holdt ham egenhændig, til politiet kom og arresterte ham.
HOLT. Død og pine. Nej jeg er glad du ikke har saa stort mod. Men det er vel derfor hun er saa populær.
PAULINE. Ja, hun er elsket og beundret. Jeg tror neppe papa vilde bli valgt til alting, hvis det ikke var for hendes skyld. Men jeg vilde nødig ligne hende.
HOLT. Nej du har ogsaa nok med at ligne dig selv.
PAULINE. Kan du vide det. Det er det rare ved dig, at du synes alt og alle er netop som du ønsker.
HOLT. Jeg er dum jeg med andre ord.
PAULINE. Nej men paastaalig. Og du vil faa nok af skuffelser.
HOLT. Kanske en dunk i hodet af og til eller en stød i hjertekulen — men skuffelser! Aldrig i verden. Skuffelser — det minder om harsk smag i munden.
SOMMERBLOM (ind med en liden tingest i haanden, vender sig i døren). Nej da, lille Matilde. Hun skal bare faa se paa den. Du skal faa den igjen strax.
Se her, frøken Celius. De maa beundre vort nye husdyr. Hvad gir De mig for den?
HOLT. Det er jo en skildpadde.
PAULINE (rører forsigtig ved den). Er den levende?
SOMMERBLOM. Ja vist lever den. I beste velgaaende, paa et lidet grønt persilleblad om dagen. Men De kan tro hun er glad i den. Hun slipper den næsten ikke ud af hænderne nat eller dag.
PAULINE. Faar jeg lov at hilse paa Matilde?
SOMMERBLOM. Ja vil De? Det vil glæde hende. Hun faar lov at komme herned paa badet hver dag, naar det er pent vejr. For hjemme i Kleva er det ikke sol. (Pauline ind privatdøren.)
HOLT. Kan hun enda ikke staa paa benene?
SOMMERBLOM. Næsten ikke. Men vi lever i haabet, kandidat.
HOLT. Det er frygtelig. Jeg begriber ikke, at De holder det ud.
SOMMERBLOM. Kjære, hun er Guds hvideste engel. Og faar vi raad til at rejse til Kristiania med hende, til de store lægerne derinde — — Men det har lange udsigter.
HOLT. Hvor gammel er hun nu?
SOMMERBLOM. Lidt over tretten aar. Det begyndte med en snev af den engelske sygen. Men alt vilde være godt efter omstændighederne, bare barnet slap at bli overanstrengt.
HOLT. De er da vel aldrig saa ufornuftig, at De forlanger noget arbejde af hende?
SOMMERBLOM. Nej jeg. Men ser De, der er jo en hel mængde damer her i byen, som skam forlade mig ikke har videre andet at bestille end velgjørenhed. Og nu har de bestemt i en komite med frøken Sperling i spidsen, at hun skal gjøres istand til at tjene sit eget brød — med kurvfletning. Og saa vil de desuden, at hun skal berede sig til konfirmation. Og paa den anden side driver skomager Fingalsen paa med, at hun skal kureres med bønner og besværgelser af broder Solløs. Og det sir jeg nej til, enda de har faat Petræa med paa det. For jeg er i liv og død rationalist.
HOLT. Men hvad sir presten?
SOMMERBLOM. Pastor Feltman er en elskelig mand. Han under os bare godt, og Matilde og han er perlevenner. Men hvad hjælper det, naar barnet skal trækkes frem i forgrunden og med vold og magt behandles som en programsag.
HOLT. Og Deres kone er enig?
SOMMERBLOM. Petræa hælder til Solløs. Det er min store sorg det, kandidat Holt.
PAULINE (ind). Aa Gud, hvor sød og taalmodig Deres datter er, Sommerblom. Hun sidder og steller med den lille skildpadden og er stolt over at den kjender hende. Bare naar hun holder den, vaager den hodet frem af huset sit, sir hun. Faar jeg lov at komme ned til hende i eftermiddag? For idag véd jeg vi har no godt. Vi skal nemlig ha frokost for statsraad Barkeland, naar mødet her er over.
SOMMERBLOM. Tak, frøken Celius. En fars inderlige tak.
HOLT. Kan De ikke gaa denne veien, frøken Pauline, og se paa resultatet af Sommerbloms og mine anstrengelser. (Slaar op fløjdøren tilvenstre. De nikker til Sommerblom, som bukker og glider ind privatdøren.)
(En skikkelse indhyllet i et hvidt uldtæppe ses glide frem om en træstamme i parken og gjemmer sig bag en nærmere. I næste øieblik gjentar den manøvren, og kommen helt op paa terrassen stikker den et rødt ansigt og et skaldet hode frem om den lukkede halvdør i glasvæggen. Det er adjunkt Paalsbo.)
PAALSBO. Sommerblom. Pst. Sommerblom. Sommer- blom. Som - mer - blom.
SOMMERBLOM (ind). Javel. (Faar øie paa ham, overrasket.) Nej, nu har jeg skam forlade mig – –
PAALSBO. Lang ud et par selters.
SOMMERBLOM. Selters ja – selters. (Om bag disken.) Kommer De ikke ind, hr. adjunkt?
PAALSBO. Kan jeg gaa ind. Jeg staar jo i vaad badedragt for fan. Jeg skjælver. Skynd Dem; jeg har alt mødt folk i parken.
SOMMERBLOM. Ja, det er ogsaa højst uforsigtig af Dem. Tænk bare paa, at alle Deres elever er spejdere.
PAALSBO. Javist. Der har vi det. Det er en dejlig opfindelse.
Og en halv haarvand. Tre nul.
SOMMERBLOM. Det er desværre totalt umulig. Hvorfor kom De ikke for en halv time siden?
PAALSBO. Jeg var her for fan. Men De var væk. Timansen – aa den Timansen – blev rasende, fordi jeg ikke havde noget med. Mens jeg var i vandet, tog han alle klærne mine ind til sig og slængte til mig dette uldtæppet. Og svor paa at jeg ikke faar dem igjen uden den løsesum. Det er en betingelse sine qua non. (Hæst.) Kom med haarvandet.
SOMMERBLOM. De har jo et svagt hjerte, adjunkt Paalsbo. Saa det vilde bli for tungt ansvar for mig. Men hvordan skal De gjemme det? (Tar en flaske.)
PAALSBO. Det blir min sag. Jeg har en folderig toga. (I dette øjeblik er døren til salen sagte gaat op, og et ansigt viser sig.)
SOMMERBLOM (vifter fra sig med begge hænder, indtrængende hviskende): Skomager Fingalsen. (Adjunktens skikkelse fjerner sig i lange sprang.)
(Fingalsen glir stille ind. Sommerblom, som om han ikke har observeret ham, mønstrer bordet og disken, men kan ikke faa skjult flasken.)
SOMMERBLOM. Det er ganske pyntelig. Det er præget af orden og gode seder. Men planterne er kanske ikke paa sin plads. Viftepalmer er heller ikke efter min smag. (Flytter den hen paa disken.) De passer ikke for en national anledning. De har ikke dette uudsigelige ved sig som vore egne naaletrær. Nej som vore egne fædrelandskjærlige naaletrær. (Dæmpet og inderlig.) Selv om jeg kunde – følge fuglens baner – vilde jeg blunde – dog bag tyste graner. Men indtrykket vilde kanske løftes af en arokaria – – (flytter ogsaa den hen til viftepalmen. Nu er flasken dækket.) Det er ogsaa en gran, men af en mere forædlet, melankoli. Velplejet, men en gran alligevel. Vilde jeg blunde . . vilde jeg blunde.
FINGALSEN (rømmer sig harskt og grundig). De gaar saan og pusler og nynner alene for Dem selv De, Sommerblom.
SOMMERBLOM. Nej se Fingalsen. Goddag. Hjertens goddag. Ja jeg gaar her og lytter til bølgeklukket fra stranden. Nu er det høst, Fingalsen. Jeg trodde ellers byens spidser var paa stationen og tog imod ministeren.
FINGALSEN. Jeg hører egentlig ikke til spidserne. Jeg er og blir en simpel mand.
SOMMERBLOM. Det er De, Fingalsen. Men det kommer ikke i betragtning i vor oplyste tid. Demokratiet kjender ikke persons anseelse, som Celius sa i en sin store tale.
FINGALSEN. Ja Celius er en folkelig mand. Jeg ved ikke hvor vi skulde hen, hvis vi ikke havde Celius.
SOMMERBLOM. Han er en pryd for stedet, det skal være vist. En slig taler, De – en saa højtflydende og samtidig saa grundig taler. Og som regel bogstavelig uden papirer. Jeg ser ham bestandig for mig saan – – med venstre haand paa hoften, i syttendemajstilling, skuende ud over naturen og folkelivet, og naar han saa begynder: Norske kvinder og mænd – saa er det, ja saa er det lydløst. Et foredrag uden plet eller lyde. Har De, Fingalsen, hørt Celius i stortinget?
FINGALSEN. Ja. Han fylder vist efter menneskelige maal sin plads.
SOMMERBLOM. Om han fylder! Tror De, Fingalsen, paa en forudbestemmelse?
FINGALSEN. Jeg tror paa Herren jeg, Sommerblom, og holder mig til hannem.
SOMMERBLOM. Den mand er undfanget og født til stortingsmand. Han er sendt ind i denne verden med paaklæbet adresse: Til stortinget. Næringskomité no. 1. Og om det utænkelige og umulige skulde ske, at han brød ud derfra og søgte tilflugt og hvile i privatlivet, saa maatte hundrede hænder staa parat til at gribe ham og slæbe ham ind i stortinget igjen. (Tripper i sin iver i gummiskoene.) Ja skam forlade mig – – undskyld, jeg mente: Punktum. Dixi.
FINGALSEN. Det er vist ingen fare for, at Celius skulde nægte at modta valg. De har da ikke hørt nogen rygter om det, Sommerblom?
SOMMERBLOM. Nej. Det vilde da ogsaa være –
FINGALSEN. – et altfor følelig tab ja. Enda det er jo saa, at alle kan erstattes, for ingen er fuldkommen. Jeg har heller ikke hørt noget andet end rent løse forlydender. Det heder sig, at han har betænkeligheder ved det nye programmet. Og programmet, det blir mere og mere demokratisk for hvert valg det, Sommerblom. De skal bli kjørt stramt storfolkene tilslut.
SOMMERBLOM. Men Celius er da vel endelig demokraten over alle demokrater.
FINGALSEN. Jeg ved ikke om han er det kristelig talt. Han har ikke den rette ydmyghed. og han holder vin i sit hus. Naa, hvordan gaar det ellers med forretningen?
SOMMERBLOM. Det er jo byens forretning, og forholdsvis – – jo tak forholdsvis. Besøget har rigtignok tat af i sommer.
FINGALSEN. Det er besynderlig. Sjøen er da lige frisk og gytjen lige stram. Men saa har De Deres egen lille forretning ved siden. Gaar det bagover med den ogsaa?
SOMMERBLOM. Parfymer og essenser er jo luxusartikler. Og naar der ikke er mange fremmede –
FINGALSEN (nærmere disken). Det var nogen sjeldne planter. Hvad var det De kaldte den der?
SOMMERBLOM (trippende). Dens botaniske navn er egentlig viftepalme. Den hører hjemme i Marokko og Venezu – –
FINGALSEN. Og den der?
SOMMERBLOM. – zuela.
FINGALSEN (med et dæmonisk smil). Nej jeg mente den der. (Tar frem flasken mellem blomsterpotterne og holder den ud fra sig).
SOMMERBLOM. Det er et nyt haarvand.
FINGALSEN. Det er vist sterkt det haarvandet. (Doktor Onsø udenfra fulgt i hælene af en spinkel og bleg herre – doktor Hegre.
ONSØ (ser spørgende fra Sommerblom til Fingalsen med flasken. Han opfatter situationen, snapper flasken og rækker Fingalsen sin panamahat). Saa, mand min, der kan vi byttelaane en stund. Jeg kunde ikke begribe, hvor jeg havde gjort af det fine berlinerhaarvandet mit, og saa finder jeg det igjen midt imellem fingrene paa en vildfremmed mand. (Han siger tungt ned i en stol ved midtbordet og tørker sig med en avis i ansigtet. Peger paa Fingalsen.) Er det den nye bademand?
SOMMERBLOM (befriet og ivrig). Maa jeg præsentere Fingalsen af bystyret – –
ONSØ. Saa er det best jeg faar igjen hatten min, tak. Jeg syntes De saa ud som en bademand eller en garderobeholder. Ja, saa er det ikke Dem som kommer til at gnu mig. Der opstaar ingen friktion mellem mig og bystyret. Haha.
FINGALSEN. Doktoren har faret saa længe udenlands, at han ikke kjender sine egne bysbørn.
ONSØ. Jo, jeg kjender dem altfor godt. Hvad er det jeg hører? At landstrygere og tungetalere gaar mig i næringen i mit eget distrikt.
FINGALSEN. Vi har med herrens hjælp fri religionsøvelse.
ONSØ. Hør her, Hegre. Han kalder det religion at klusse med en svulfinger til det blir pyæmi . . som jeg hører det er gaat med den pigen i Donkebek.
HEGRE. Ja, siden det ikke er videnskab, kan det muligens kaldes religion.
SOMMERBLOM. Skal ikke doktoren paa stationen og ta imod Statsraad Barkeland?
ONSØ. Er De gal?
SOMMERBLOM. Nej naturligvis, for herrerne er en minister ingen større seværdighed.
ONSØ. De tar fejl. Men vi beser aldrig vore egne seværdigheder. Ministeriet, stortinget, nationen tillands og -vands – jo gudbevars, vi burde ha vor opmerksomhed henvendt paa altsammen. Men vi har ingen alvorlig livsanskuelse.
HEGRE. Sig jeg. Tag ikke mig med, er du snil.
ONSØ. Du har lovet at holde mig med daarlig selskab en dag eller to.
HEGRE. Du maa ikke indbilde dig, det er for din skyld jeg blir.
ONSØ. Nej, jeg er ikke forfængelig. Det er vel en dame. – – Hør De, min gode skomager Fingalsen. Hele denne badeindretningen sorterer jo under bystyret?
FINGALSEN. Det er et kommunalt bad.
ONSØ. Tror De ikke, det er derfor det er saa udspekulert hyggelig her? Har De nogengang erfaret, at nogen er kommen igjen, som engang har været her?
FINGALSEN. Det er ikke alle gjester, som er os lige velkommen.
ONSØ. Ja, hvis det er driftsprincipet, saa bøjer jeg mig. Men betro mig en ting til, siden jeg har Dem her. (Med haanden for munden.) Stemmer De paa Celius?
FINGALSEN. Det kan jeg ikke udtale mig om.
ONSØ (fremdeles med haanden for munden). Han er nyhedning – en af de allerværste. Jeg er bare barnet.
FINGALSEN. Celius føler sig nok selvskreven. Men det er best jeg gaar. (Han gaar).
ONSØ. Haha.
HEGRE. Slig kan du være mod dem bare fordi du har penger. Det imponerer mig ikke.
ONSØ. Nej, ikke mig selv heller, sandt at si. Det er ikke større stasen ved mig end ved de andre.
SOMMERBLOM. Maa jeg inderlig og dybtfølt faa lov at takke Dem, doktor Onsø.
ONSØ (uforstaaende). Hvad er det De mener, mand?
SOMMERBLOM. De frelste mig i en snever vending. Den flasken kunde blit en pind til min ligkiste.
ONSØ. Det gjør den nok alligevel. Den og alle de andre.
SOMMERBLOM. Netop idag kan man ikke være for forsigtig. Det er jo en extraordinær tilstelning.
HEGRE (arrig). Ja hvad skal det være til at holde politiske sluddermøder her ved badet? Det skulde vi anstændige mennesker helst ha for os selv.
ONSØ. Aa lad dem bare diskutere sig fra dynen over i halmen.
SOMMERBLOM (oplagt). Det er netop min mening ogsaa.
ONSØ. De behøver ikke at ha nogen mening, bare De har no kold selters.
HEGRE. Ja jeg maa ha en pjolter.
SOMMERBLOM. Øjeblikkelig. (Det gløtter paa privatdøren).
KVINDESTEMME. Julius.
SOMMERBLOM. Der har vi fruen. Ja, Petræa, et øieblik.
HEGRE. Er der nogen pene damer i vandet idag?
SOMMERBLOM. Sæsongen er ugjenkaldelig forbi, hr. doktor. Der er væsentlig bare indfødte igjen, og for herrerne –
KVINDESTEMME. Der er bud fra Celius.
SOMMERBLOM. Øjeblikkelig, Petræa.
ONSØ. Jeg bad om selters.
SOMMERBLOM. Øjeblikkelig, hr. doktor.
HEGRE. De indfødte er gode nok.
SOMMERBLOM. Naturligvis, de har ogsaa sin charme, men de savner alligevel dette uudsigelige – verdensdamepræget.
HEGRE. Aa, ved De hvad. En dame som fru Celius . . 0g Pauline er henrivende.
SOMMERBLOM. Ja fru Celius er noget extraordinært. Noget udenfor det sedvanlige. Noget af en fremtoning. Kanske lidt ex –
KVINDESTEMME. Julius.
SOMMERBLOM. – travagant.
ONSØ. Er det ikke fanden til mand.
SOMMERBLOM. Jeg kommer jo lidt i berøring med byens dameverden som parfymør.
HEGRE. De vil da ikke indbilde mig, at damerne ogsaa bruger baarvand?
SOMMERBLOM (trippende). Nej skam forlade mig. Tvert derimod. Det er jo udelukkende en herreartikkel. (Det smelder i privatdøren.) Et øjeblik, mine herrer. Her er jeg, Petræa.
ONSØ (tørker sig i ansigtet med en ny avis). Puh. Fyh!
HEGRE. Hvad er der i veien?
ONSØ. Jeg er daarlig af daarlig snak. Kan du ikke begribe, at du ikke maa røre ved et sligt menneske, ellers saa skvalper snakket ud af ham.
HEGRE. Forskjellen paa os er bare, at jeg gudskelov har nogen interesser i behold endnu.
ONSØ. Du regner ikke forskjellen i indsigt, livskundskab og vægt.
HEGRE. Du indrømmer selv, at du ikke ejer nogen livsanskuelse.
ONSØ. Ja. Og det sir jeg, fordi jeg er mættet med livskundskab. De to ting er det nemlig umulig at forene. For jo mere kundskaben øger, desto usikrere blir anskuelsen. Kan du ikke skjønne det? Det er aldeles som med en krop – med min ialfald: jo mere den tiltar i volumen, des mere udviskes dens plastiske og letfattelige linjer. Jeg indsaa meningen med mine ben for tyve aar siden, da der var harmoni i muskelspillet. Nu indser jeg ikke engang meningen med mit liv. (Puster tungt.) Det er fedmens melankoli.
HEGRE. Det er egentlig bare et storartet udtryk for at du er kronisk forspist.
Men se, der kommer fru Celius. Havde hun enda havt lille Pauline med sig. (En dame kommer frem af parken.)
ONSØ. Hun gaar forbi.
HEGRE. Nej, hun gjør ikke.
ONSØ (frem i døren. vifter med hatten). Goddag, fru Celius. Hvorhen paa morgenfriske sko?
FRU LAVINIA (fyldig, elegant dame paa omtrent firti aar). Nej, har vi Dem nu hjemme igjen, doktor. De har holdt Dem uforandret, men ikke til Deres fordel. Ikke en eneste tomme tyndere.
ONSØ. Ja der kan De se virkningen af Franzensbad. Men dvæl ikke ved mit saarbare omfang.
FRU LAVINIA. Goddag, doktor Hegre. At han er kommen betyr vel, at vi mister Dem.
HEGRE. Det blir vist ikke større savnet, frue. Jeg har ikke forstaat at gjøre mig populær her i byen.
ONSØ. Det er ialfald heldig for mig.
FRU LAVINIA. Saan som vinden blaaser er vist udsigterne til popularitet lige ringe for dere begge. Men det er jo heller ingen af dere som er politikere, og da spiller det ikke nogen rolle.
ONSØ. Celius blir naturligvis valgt med glans dennegang ogsaa?
FRU LAVINIA. Det beror paa hvorlangt han kan strække sig.
ONSØ (overbevist). Da blir han valgt.
FRU LAVINIA (ler). Vi skal ha politisk frokost idag . . efter statsraad Barkelandns tale. Og for første gang skal vi ha skomager Fingalsen i vort hus. Det tyder paa at vi strækker os, ikke sandt?
ONSØ. Fy fanden. Og det sir De ganske rolig.
FRU LAVINIA. Hvad skal jeg si. De ved jeg har ganske gammeldags forestillinger om en hustrus pligter.
ONSØ. Mens Celius har været radikal banebryder for kvindesaken. Ja han kan takke sin gode skjæbne. Han har faat det bedre end han fortjente.
FRU LAVINIA. Det har saamænd alle ægtemænd. Desto ufatteligere er dere forhærdede peppersvender.
ONSØ. Vi behøver ikke at paalægge os nogen samfundsinteresser.
HEGRE. Det kan vi godt ha alligevel.
FRU LAVINIA. Og jeg vædder, doktor Onsø, at jeg endnu idag skal faa interessert Dem for politik.
ONSØ. Mig. Aldrig i livet, ærede veninde. Der er bare et avsnit av vort kjære fædrelands historie jeg elsker og beundrer. Det er de fire hundrede aar, da vi ikke eide politik . . . de fire hundrede livsalige, graneskogstause aar.
HEGRE. Det regner vi anstændige mennesker for et mørkt blad i historien.
ONSØ. Nei et hvitt blad. Hvad sier jeg! Fire hundrede blanke indholdsløse blade. En hvit strand, hvor oceanets bølgelek har vasket ut menneskenes spor og skrift i sand.
FRU LAVINIA. Og allikevel staar jeg ved mit væddemaal. Inden aften skal De være i fyr og flamme oppe i valgkampen – i en merkelig tyst valgkamp.
HEGRE. Hvad skal væddemaalet gjælde?
FRU LAVINIA. Byen er jo tør –
ONSØ. Saa der kan ikke bli tale om andet end champagne.
FRU LAVINIA. Lad gaa en kurv.
ONBØ. Enhver anden kvinde vilde sagt en flaske. Aa, det er dejlig at være hjemme igjen. Hører du, Hegre –
HEGRE. Top!
ONSØ. Imidlertid kommer jeg til at leve i en spæn ding som vil avmagre mig. Naar i eftermiddag blir jeg politiker?
FRU LAVINIA. De kan ringe mig op, naar De antar Frokosten er over. Desværre kan jeg ikke indbyde dere, mine herrer, saa gjerne jeg vilde byttet bort Fingalsen med nogen mennesker utenfor programmet.
HEGRE. Ja, vi burde egentlig drikke paa en lykkelig utgang av væddemaalet.
ONSØ. Her findes bare alkoholfattig øl, far.
HEGRE. Ja, der har vi demokratiet Deres, frue. Slikt øl vander vi anstændige mennesker blomsterne med.
FRU LAVINIA. De maa ikke angripe mig. Jeg har virkelig ikke noget ansvar.
HEGRE. Ja, men nu damerne er kommet til magten, var det deres pligt at sætte slike individer som denne hr. Fingalsen utenfor.
FRU LAVINIA. Det blev vel først rigtig galt om kvinderne dannet sit eget parti. Oprigtig talt vet jeg heller ikke, hvordan det skulde gaa for sig. Vi gifte burde jo ha de samme interesser som vore mænd, og altsaa blir der i bedste tilfælde de samme grupper og grænser som før.
HEGRE. Jeg vet ikke bedre raad for os anstændige mennesker end at vi utvandrer.
ONSØ. I Amerika træffer du ti Fingalser for en her, ven min.
HEGRE. Ja, saa til Sydhavet. Til en ensom koralø med et ensomt brødfrugttræ.
ONSØ. Omkranset av en ensom vinranke. Haha. (En dame kommer frem paa terrassen.)
FRU LAVINIA. Ja jeg maa hjem og forberede festen. Ring mig altsaa op, Onsø.
ONSØ. Hils speidergutten.
FRU LAVINIA. Ja De kan tro han stunder efter Dem.
FRU MAJA PAALSBO. Har du set min mand, Lavinia?
FRU LAVINIA (hastig forbi hende). Nei du, og jeg har ikke tid til at se efter ham.
ONSØ. Kom ind, fru Paalsbo.
FRU MAJA. Nei, er De der igjen, doktor. (til Hegre.) Og De, hr. doktor. Har dere set min mand? Jeg tror Paalsbo ikke er rigtig vel bevaret. Han er ikke paa stationen, og der er nu hele byen samlet med Celius i spidsen naturligvis. Hvor er ikke han i spidsen? Og saa mangler Paalsbo. Jeg har været nede ved svømmebadet og ropt over til herresiden, og som jeg roper faar jeg svar av den frygtelige Timansen – Gud hvor skal vi ende henne, naar socialisterne faar magt og har en slik fører? Og vet dere hvad han forlanger av mig? At jeg skal rende – han sa udtrykkelig rende – herop efter haarvand til ham. Som om hans ugjennemtrængelige buskadser kunde soigneres med haarvand. Haarvand og selters. Kan man tænke sig en slig sammensætning? Og paa min indignation svarer han: jo Paalsbo – Paalsbo blev sist set i selskab med en blaahaj. Han sir ikke engang haj simpelthen, det uhyre, men han specialiserer og sir i selskab med en blaahaj. Og mine nerver, som er i den vildeste uorden – ja sæt dere selv ind i min stilling. Og nu er statsraad Barkeland her om mindre end en halv time og ingen til at ta imot ham – jo naturligvis alle tar imod ham undtagen Paalsbo. Og det gaar da ved Gud ikke an. Og dette foredraget som jeg har drømt om paa forhaand og glædet mig til, for det er da et led i det moderne kjæmpearbejde som udfoldes for at holde os iaande aandelig.
ONSØ (tørker sig med en avis i ansigtet). Hvad var det De sa, fru Paalsbo?
HEGRE. For Guds skyld, ikke omigjen. Ikke omigjen. Jeg skal finde Deres mand for Dem, frue. Vær rolig, jeg skal ordne det. (Styrter ud.)
ONSØ. Haha.
FRU MAJA. Hvor nervøs den mand er. Jo, jeg skal si Dem, det kunde ligne Paalsbo at stikke sig bort. Grundfejlen ved Paalsbo er nemlig den, at han er ganske blottet for ærgjerrighed. Han mangler ikke energi til en viss grad, men ærgjerrighed –! Jeg har aldrig kunnet formaa ham til at optræde offentlig, det er med nød og neppe jeg faar ham med i de aller uomgjængeligst nødvendige komitéer, og De ved hvor let man glemmes, hvis man først begynder at holde sig selv udenfor. Ja forsaavidt misunder jeg Lavinia, enda det er min og manges mening, at Celius ikke engang er halvparten saa begavet som Paalsbo – – men – (peger ned i parken). Der er jo Paalsbo. Paalsbo, vil du se om du kan faa benene med dig.
PAALSBO. Her er jeg, Maja, ven min. (Sætter sig ved bordet.)
FRU MAJA. Men Gud, hvad er det du tænker paa? Om ti minutter har vi toget med statsraad Barkeland, og du vil da vel ikke jeg skal staa der og repræsentere mutters alene.
PAALSBO. Jeg skjælver. Du kjender hjertet mit. Gaa lidt i forvejen, Maja, ven min, saa ikke de andre blir utaalmodige. Det er dig de venter paa. Det blir en uforglemmelig modtagelse. Handelsstandens sangere møder frem under fane.
FRU MAJA. Ja, saa glemmer du dig ikke, Paalsbo. De, doktor, svarer mig for, at Paalsbo ikke glemmer sig.
SOMMERBLOM (styrter ind). Selters ja – et øjeblik.
FRU MAJA. Hvordan har Matilde det, Sommerblom? Gjør hun fremskridt i kurvfletning? Det er en stor tanke, Sommerblom. Glem ikke, at det er en stor tanke.
SOMMERBLOM (ud i salen). Nejvist. Joda. Et øjeblik.
PAALSBO. Har du tænkt paa middagen?
FRU MAJA. For et spørsmaal nu, Paalsbo. Vi skal da ikke spise paa over en time.
PAALSBO. Jeg tænkte doktoren kanske vilde spise med os. Hvad skal vi ha da, Maja, ven min?
FRU MAJA. Kulhydrater.
ONSØ (ilsomt). Nej tak, nej tak. En anden dag.
FRU MAJA. Linsekoteletter og rhabarbragrød.
PAALSBO. Rhabarbrakoteletter. Det havde vi igaar ogsaa. Ja det er ikke nogen bebrejdelse, Maja, ven min.
FRU MAJA. Igaar. Hvem tænker saa langt som til igaar! Vi er da med i bevægelsen for en enklere og naturligere levevis. Det er naturligvis doktor Onsø ogsaa. Hvem skulde her gaa i spidsen, om ikke lægerne.
ONSØ. Jeg er temmelig ubevægelig af mig.
FRU MAJA. Paalsbo og jeg er med i alle bevægelser. Alle uden undtagelse. Det er da det som gjør livet saa indholdsrigt og saa . . . saa bevæget. Det er som dagene glir mellem vore travle fingre saa spillende og sprællende som . . . som
ONSØ. Aalunger.
FRU MAJA. Som aalunger ja. Det er et fortræffelig billede, Paalsbo. Hjælp mig at gjemme det. Men nu maa jeg afsted. Kom saa, Paalsbo.
PAALSBO. Jeg kommer jo efter. Gaa du, Maja, ven min.
FRU MAJA. Ja, men saa glem dig ikke. Du ved selv, Paalsbo, hvor forfærdelig distræ du er. Det er sandt, vi skal jo til Celius til frokost. Glem ikke det ialfald. Afsted.
ONSØ. Saa slipper De kulhydraterne. (Lidet ophold.) Hun er bestandig lige interessert, Deres kone.
PAALSBO (klukler). Hun er enestaaende. Aldeles enestaaende, (Pludselig alvorlig.) Men det er synd paa hende. Spildte kræfter.
ONSØ. Fejlen er kanske, at dere ingen børn har.
PAALSBO. For sent gift. Der har vi det. Men for en fantasi og for en aktivitet. Kom ikke der. (Peker paa flasken.) Tre nul.
ONSØ (nikker).
PAALSBO. Godt merke. Extra godt merke. To nul har for sterk røgsmag.
ONSØ. Der kommer Hegre med Timansen.
PAALSBO. Nu maa vi ha selters. Sommerblom. Sommerblom.
HEGRE (udenfra). Ja nu maa jeg altsaa ha en pjolter. Vi faar prøve at faa ordnet det.
TIMANSEN (med sort busket haar og skjæg). Goddag, Onsø. (Til Paalsbo idet han løfter paa flasken.) Naa, du har ialfald gjort nogen indledende skridt.
SOMMERBLOM (ind fra salen).
HEGRE. Det nytter ikke. Han bare forsvinder igjen.
TIMANSEN (griber Sommerblom i nakken). Skaf selters.
SOMMERBLOM. Aldeles for sent, mine herrer. Nu har vi publikum om et øjeblik.
TIMANSEN. Bryd dig ikke. Fingalsen skjente netop afsted til stationen, og den forbandede broder Solløs sidder vel hjemme hos din kone. Pas paa Petræa.
SOMMERBLOM. Ja, paa Deres ansvar, mine herrer. (Sætter frem sifon og glas og tripper urolig ud paa terrassen.)
TIMANSEN (forsyner sig først. Til Onsø). Ved De, at Paalsbo har faat en ny tillidspost? Han er blit sekretær i K. F. M. M. U. – Kvindernes forening til modarbejdelse af mænds udeliv. Hans kone er naturligvis formand. Skaal for foreningens trivsel, Paalsbo.
PAALSBO (byder Onsø).
ONSØ. Nej bare ren selters for mig. Jeg har nok med etiketten paa det andre. Jeg er ingen skolegut . . . jeg har ingen moro af fusk længer.
TIMANSEN (tar flasken). De tar fejl, om De tror dette er for skolegutter. Pour les cheveux, staar det – pour les cheveux grisonnants. Det betyr for graanede syndere det, far min.
HEGRE. Aldenstund jeg lever i et forhyklet samfund, saa ordner jeg mig derefter. Der er ikke noget at gjøre ved det.
ONSØ. Jo jeg har hørt en nyhed idag . . . jeg har hørt, at jeg skal bli politiker inden sol gaar ned. Og det jeg vilde gjøre, om jeg drev politik, det var modstand. Hvad sir De, Timansen?
TIMANSEN. Det fik bli mod Celius. Men det nytter ikke. Det nytter ikke. Han staar med opbundne lænder parat til at lystre det minste vink af Fingalsen.
ONSØ. Men Deres arbejdersker?
TIMANSEN. De har gudhjælpemig begyndt at flokke sig om broder Solløs – – det er en nydelig historie. Jeg kjender ikke ansjosjenterne mine igjen.
PAALSBO. Og den gamle garde blir siddende hjemme som sedvanlig.
TIMANSEN. Desuden skal De huske paa, at Celius ejer den eneste avisen i byen. Og den har i det siste indeholdt nogen social-radikale artikler af Holt. Han strækker sig langt, Celius, og til alle kanter. Og idag bevæbner han sig med statsraad Barkeland.
ONSØ. Ja mig kan det være det samme. Men jeg kunde unde Celius en god skuffelse.
PAALSBO (klukler). Han under vist ikke Dem godt heller, doktor Onsø.
ONSØ. Nej det kan saamænd godt være.
PAALSBO. Saa er De langt paa vej til at bli politiker. For politik er bare udslag af gjensidig nag.
ONSØ. Fy gudbevaremig. Saa er jeg glad jeg kan holde mig unna.
HEGRE (til Onsø). Jeg skal si dig, han kan ikke fordra mig heller. For jeg gjorde engang temmelig sterk kur til hans kone. Inde i Kristiania. Jeg kan nu engang ikke la være, naar jeg træffer en vakker dame.
ONSØ. Saa lad være at snakke om det ialfald.
HEGRE (ilter). Hvad angaar det dig!
ONSØ. Nej netop fordi det ikke angaar mig. (Patriotisk musik i det fjerne.)
SOMMERBLOM (forstyrret ind). Publikum kommer, mine herrer. Statsraaden og Celius i spidsen. Lad mig fjerne alle spor.
TIMANSEN. Tag det med ro, Sommerblom.
SOMMERBLOM. Jeg ejer skam forlade mig ingen ro.
TIMANSEN. Vi blir vel siddende.
PAALSBO. Nej væk med glassene.
Herrene ud paa terrassen. Sommerblom rydder ilfærdig. I dette øjeblik kommer Fingalsen stille ind fra salen. Idet han passerer bordet, stikker han til sig flasken . . og gaar ud paa terrassen til de andre. Sommerblom tilbage fra disken leder som forstyrret efter den.
Patriotisk musik bruser.
Mængden flokker sig i parken og paa terrassen. Sangere med hvide huer, kvinder etc. Celius fører statsraad Barkeland forbi de hilsende herrer ind. Fingalsen slutter sig til dem.
Patriotisk musik forstummer.
CELIUS (vender sig mod mængden). Publikum tar hovedindgangen til venstre. Dette, hr. statsraad, er byens afholdslokale, og derinde har vi festivitetssalen. Ja badet holder vi paa at lukke for iaar. Maa jeg forestille skomager Fingalsen, vor udmerkede meningsfælle og medlem af bystyret. ( Statsraaden og Fingalsen trykker hverandres hænder.) Det jeg har frygtet for var et lunkent valg. Men jeg maa si, at statsraadens tilsynekomst og begejstringen paa stationen har beroliget mig. Og den kvindelige befolknings livlige deltagelse har git mig haab om at byen iovermorgen vil opleve en virkelig familjevalgdag. Ja nu har vist forsamlingen bænket sig. Ønsker statsraaden en liden forfriskning før vi begynder. Efter talen haaber jeg statsraaden vil delta i en liden enkel frokost hos mig.
STATSRAAD BARKELAND. Tak, eit glas saft og vatn.
CELIUS. Et glas saft – bringebærsaft og vand til statsraaden.
SOMMERBLOM (bukkende og trippende). Desværre – – desværre. Det finds ikke. Vi har bare – selters.
FINGALSEN (sagte). Og haarvand.
CELIUS. Hvaha.
STATSRAAD BARKELAND. Tak. Eg trenger ingenting.
CELIUS. Vi kommer denne vei ind i salen. (Aabner døren. Brusende bifald. Døren lukkes efter dem.)
SOMMERBLOM (lyttende ved døren). Norske kvinder og mænd. Det er Celius. Aa for en mand. For en mand.
HOLT (kommer springende ind udenfra). Er de begyndt? Nej, De maa passe døren paa indsiden, saa det ikke blir no traakk. (Aabner døren lydløst. Begge ind.)
(En mand ind fra terrassen, ser sig om til alle kanter og nikker med et bifaldende smil. Han er sortklædt med harmonikafolder i buxerne og bevæger sig med smaa subbende skridt. Da han forsigtig vil aabne døren til salen, holdes den igjen indenfra, og i gløtten hvisker Sommerbloms stemme hidsig: her slipper ingen ind. Manden nikker og lukker øjnene.
PETRÆA (bleg ung kvinde med sort glatstrøget haar ind fra privat). Er det dig, Solløs –
SOLLØS. E du aleine, Petræa?
PETRÆA. Ja jeg har trillet hjem Matilde. Skal du ind og høre paa dem?
SOLLØS. De e’kje no te høre paa. De er forfængeliheid og aandsadspredelse. De ska ikje bli sten tilbage paa sten av de dei segjer, Petræa.
PETRÆA. Er det sandt, Solløs. Men det er jo statsraaden sjel som holder tale –
SOLLØS. E kjenner han fra Højvaag. Han blir kje statsraad i det nye Jerusalem, kan du tru.
PETRÆA. Det er forfærdelig.
SOLLØS. Vær grej, Petræa. saa gaar me ind i privaten.
PETRÆA. Det gaar aldrig an. Tænk om nogen kom. Tænk om Fingalsen.
SOLLØS. Fingalsen er ein stor hykler.
PETRÆA. Men Julius –
SOLLØS. Du tar ’kje ængste deg. Han Sommerblom staar og passer paa døra.