Åpne hovedmenyen

Indeks over scannede sider

 Hvorfra stammer vor — den norske — kultur?

 Som alle europæiske nationer staar den norske i stor gjæld til to af oldtidens kulturer, den græsk-latinske og den jødiske. I mange aarhundreder var jo den klassiske litteratur deres væsentligste dannelsesmiddel. Og jøderne har git os vor religion, der har sat dybe merker i alle europæeres tankegang og følelsesliv.

 Men bortset fra disse kulturværdier, hvori ethvert af Europas folk har sin større eller mindre anpart, hvad er det, saa, der bestemmer det norske aandslivs karakter?

 Der er blit sagt os, med haan, at vi ingen egen kultur eier. Vi er en udskilt provins af Danmark. I en aarrække har vi nu i gjerning bevist urigtigheden af denne opfatning.

 Historisk er det naturligvis umuligt at komme forbi den indsats, danskerne har havt i vor kultur.

 I aarhundreder sad dansktalende embedsmænd i Norge som «kulturbærere». De var vore mellemmænd med Europa. Mange af dem var selv af fremmed slegt. En merkelig stor procent af de senere naturaliserede norske embedsfamilier har nordtysk og holstensk oprindelse. Standen rekruteredes vistnok jevnlig af indfødte nordmænd, ikke bare sønner af indflyttere, men ogsaa stammende fra norske bondeætter. Men længe havde dog embedsstanden som helhed et fremmed præg. Paa den ene side bevirkede dette, at Norge havde vanskeligt for at hævde sig ligeoverfor Danmark. Paa den anden side har disse embedsslegter sikkert tilført Norge betydelige kulturværdier. Det samme har været tilfældet med endel af de større handelsfamilier, ogsaa af fremmed blod, som bosatte sig i landet. Her havde især visse slegter af engelsk oprindelse en ikke ringe fortjeneste, ligesom idet hele taget forbindelsen med England, navnlig i det 18de aarhundrede, havde stor betydning baade materielt og aandelig. Denne forbindelse var medvirkende til, at tyskheden ikke fik den magt i Norge som i Danmark. Saa maa det huskes, at fransk kultur, lige fra Ludvig XIV til Napoleon, overalt i Europa dannede en ingrediens i de høiere klassers dannelse. I Sverige var den særlig fremtrædende, hos os dog meget mindre.

Lidt efter lidt kom de fremmede slegter til at slaa rod i landet, og ved det 19de aarhundredes begyndelse havde der i Norge udviklet sig en embedsstand, der til trods for sin forskjelligartede oprindelse for en stor del følte sig som norsk, satte pris paa sine norske traditioner og var rede til at værne om landets interesser. Det var denne klasse i vort samfund, som vi først og fremst kan takke for, at Norge i 1814 blev et selvstændigt rige, det var ogsaa den, som i de følgende aartier værgede den vundne selvstændighed mod farlige overgreb.

— — —

Den sidste afgjørende konflikt mellem Norge og Sverige i 1905 har kastet et eiendommeligt lys over den forskjellige karakter hos de to landes folk. Den sammenligning mellem norsk og svensk folkeeiendommelighed, som den senere tids merkelige begivenheder uvilkaarlig fremtvinger, kan i flere henseender ogsaa lede til, at vi forstaar os selv og hele vor udvikling bedre.

Det udtryk, svenskernes misfornøielse med unionens opløsning eller, som de selv ynder at betegne det, formen for unionens opløsning, har faaet, vakte til en begyndelse i Norge stor forbauselse. Havde vi virkelig saa lidet forstaaet svenskerne? Og havde de kjendt os saa daarlig! Hvad har de egentlig anset os for?

Om en fornem svensk patron blir fortørnet paa en utro arbeidsmand, hænder det nok, at han uden de vanlige selskabelige omsvøb lader ham merke sin mening. Det hænder, at han bruger udtryk saa djerve, at arbeideren i sin egen skatkiste af skjeldsord neppe vilde fundet dem saftigere. Det er just denne aabenbarelse af en svensk patron, vi nylig har mødt.

Naturligvis har det været af stor betydning, at man i Norge og i Sverige har levet paa to forskjellige overleveringer om 1814. Det store flertal af svenskerne har ikke alene havt en anden opfatning af vor stilling i unionen end den, vi havde, men dette flertal har endog i det væsentlige været uvidende om vor opfatning.

Og dog er ikke det tilstrækkeligt til at forklare den voldsomme følelse af fremmedhed, som i denne tid har gaaet isnende gjennem de to folk. Vi maa være mere forskjellige, end vi selv har treet.

En mand, som paa Bjørnsonfesten for nogle aar siden bragte en hyldning fra storsvensk standpunkt til stornordmanden Bjørnstjerne Bjørnson, en af det svenske aandslivs ypperste, Verner v. Heidenstamm, har i en studie over svensk folkelynne (1897) git værdifulde bidrag til forstaaelse af folkets karakter og forhold.

Det heder der: «Stockholm saknar än i dag ett intelligensblad, och tidningarne äro ingalunda et uttryck för de bildades verkliga meningar. Spörj däremot mellan fyra ögon vid taffeln våra statsmän, våra lärda, våra konstnärer och talanger inom alla riktningar, och svaret får en helt annan klang af skepsis och fördomsfri uppfattning, än när det uttalas till allmänheten. Svenskarnes höga upplysning är icke offentlig, utan den är en offentlig hemlighet. Detta medför en nihilism och en demoraliserande dubbelhet, som erinra om förhållanden i despotisk regerade land, och som utmynna i likgiltighet. Hvem som helst vet, att det offentliga uttalandet om en fråga, en ny bok eller en tilldragelse har föga att skaffa med det, som man i själva verket tänkar? Denna ömsom klandervärda, ömsom världskloka och öfverlägsna tystnad måste mer än noget annat göra oss svårförstådda inför yngre nationer, som ännu skrifva på sin Atlantica.» Om de svenske aviser fælder han den dom: «  Tidningarne utvecklas mer och mer till affärsföretag, som spekulera i politiska konjunkturer.»

I den stemning af forbauset harme, som i disse dage i Norge har udviklet sig ligeoverfor Sverige, gjør man vel i at erindre Heidenstamms ord. Det er vanskeligere at faa et sikkert blik indenfor den virkelig dannede verdens kulisser i Sverige end hos os. Den «öfverlägsna tystnad», som efter Heidenstamms mening ogsaa «lämnar spelrum åt den lumpnaste egennytte och feghet», skjuler meget og mangt, som vi har vanskelig for at dømme om. Man kan ikke dømme den svenske nation efter presseorganer, som i virkeligheden er «spekulationsforetagender i politiske konjunkturer». I ethvert fald maa man vide, at de 178 kvinder og mænd (hvoriblandt ogsaa Heidenstamm), som underskrev den bekjendte fredsvenlige adresse, paa en ganske anderledes paalidelig maade gir et udtryk for den svenske intelligens’ tankegang end de officielt talende og officielt handlende politikere. Men bortset herfra blir der alligevel nok tilbage, som er «svårförstådd» for os. Og det kommer ikke deraf, at vi endnu skriver paa vor Atlantica, for den skrev vi paa en tid, da svenskerne endnu ingen litteratur eiede, men deraf, at det bedste i vor folkekarakter oprøres mod en «öfverlägsenheta, der iagttager en værdig taushed, mens man lader nationens mindremænd føre ordet i alle andre magters tjeneste end sandhedens.

Svensker og nordmænd tilhører samme race. Men det germanske element er paa begge hold opblandet. Hos os kan der, i ethvert fald paa Vestlandet, forudsættes en keltisk kontingent. Enkelte forskere mener desuden at kunne konstatere en urbefolkning af ikke-germansk stamme. Man har lagt vegt paa hovedskalleformen, men det er uvist, hvad herpaa kan bygges. Sikkert er det, at der er flere afvigende folketyper blandt nordmændene, ligesom vore embeds- og handelsslegter i høiere grad end i Sverige har udenlandsk oprindelse.

I Sverige er der sikkert endel finsk blod. Mellem den svenske bonde og kvænen er der ofte en ikke ringe lighed. Man møder i Sverige en type, som virker brutalere end germaneren eller kelteren i almindelighed. De mange voldsforbrydelser, som aarligaars finder sted i de lavere svenske klasser, er karakteristiske. Noget tilsvarende kan den danske eller norske statistik ikke opvise. Under det ved flygtig berørelse mere slebne og høflige ydre skjuler sig en vildere, raaere, mere barbarisk raceafskygning. Som hos os, omend i mindre grad, har i Sverige den religiøse «Vækkelse», der vel i regelen maa tilskrives en racedisposition, i de sidste halvandet hundrede aar havt indflydelse.

Heidenstamm ser dog heri «ett affall från svenskt lynne». «Den ridderlige och aristokratiska färgen öfver svenskarnes indre och yttre lif kan aldrig sammensmelta med en åskådning, som lämpar sig för de norska fjälddalarnes bondebefolkning eller Västerns farmara.» «Eftersträfva nutidens bildade svenskar ett religiöst formulerande af känslan, måste de samlas ungefär kring den Rydbergska ståndpunkten. Om pietismen har ett uppfostrande inflytande på de obildade, förvandles den dock till ett förtryck, när den likt en kvaf dunst från kojan och bönehuset stiger upp till de bildade och sätter de förra klassernas okunnighet till censor öfver en gammal nations förädlade odling.»

Ved siden af det finske blod tør man vel i Sverige fra gammel tid regne med endel slavisk. Men ellers er det vel mindre blodet, som er forskjelligt i svensker og nordmænd, end det er den historiske udvikling, som har gjort dem ulige, saa ulige, at det mellem stammefrænder er sjeldent at iagttage noget lignende.

I Nordens første storhedstid gik nordmændene vestover, svenskerne østover. Der er mere end et symbol i dette. Begge folks sociale forhold og deres tankegang har faaet et præg, der belyses af den ældgamle historiske kjendsgjerning. I sterkt afbleget grad gjenkjender man dog forskjellen mellem Vesteuropa og Asien.

Imidlertid fik svenskerne paa et senere tidspunkt en ny storhedstid, som har sat merker af langt dybere art. Det er en lykke og en fare for et folk at ha minder som svenskerne, minder, som de med rette er stolte af. Der ligger heri den samme spore som for en mand, der har et ærefuldt navn at bære. Hans adelige forpligtelse beskytter ham, men falder han først, falder han gjerne dybere, end ellers vilde være tilfældet. Det er ogsaa tungt at arve et stort navn, fordi man da gjerne tror, at verden venter mere, end den venter af andre. Det gir en fristelse til at leve over evne eller at vove over evne.

Paa en tid, da det norske folk førte en beskeden, ja trykket tilværelse som den ringere part i foreningen med Danmark, var svenskerne med i den europæiske storpolitik. Omkring 1660 var Østersjøen et svensk indlandshav. Og i vest havde svenskerne erobret 6 store provinser fra sine skandinaviske naboer. Nidaros, det gamle norske kongesæde, var et øieblik svensk besiddelse. De sad i Nordens centrum, som Nordens herrer.

Denne herlighed varede ikke længe, det er sandt, den gik i jorden med Karl XII.

I to menneskealdre var Sverige europæisk stormagt. Ved freden til Brømsebro (1645) var dets magtstilling fastslaaet, ved freden til Nystad (1721) var den forbi. Men erindringen sidder dybt gjemt i alle svenske hjerter. Længe efter lever svenskerne i en historisk eventyrverden, der ofte hindrer dem i at se virkeligheden, som den er.

Heidenstamm, der selv i sit storslagne verk, «Karolinerne», har malet det drømmebillede, der brast, tillægger de to menneskealdre en væsentlig indflydelse paa den svenske aands «odling» : «Den svenska nationen liknar en vidtberest gammal världsman, hvilken varit med om allt og pröfvat allt. Han har mätt djupen i politikens orena flöden. Han har förbluffat Vatikanen med sina hermelinar och silfverbjällror samt Versailles med sina älghudshandskar och kragstöflar. Han har ätit nådebröd hos sultanen och bjudit tyska borgare på springbrunnar af vin.» Uden at være sig dette helt selvbevidst gir Heidenstamm en glimrende kommentar til den svenske nationalkryhed. Ridderligheden, æren, glansen, skinnet, forfængeligheden — er den svenske aands devise. For svenskerne siger det mindre, at deres stilling er indvendig krank, naar den er udvendig blank. De har en samling af gyldne og sølverne navne som ingen anden nation i verden, navne, der synes lavede for falske veksler.

En virkelig fornem svensk mand er en stoltere og mere sympatisk skikkelse end kanske nogen anden gentlemanstype i verden.

Men en hulere broder end hans karikatur findes der ikke.

Sammenhængende med Sveriges fordums storhed er en anden foreteelse, der særlig har bidraget til at forme den svenske nationalkarakter.

Det er de eiendommelige sociale forhold. Saa lidet Sverige er, er det kanske det mest aristokratiske land i Europa. Engang for tusen aar siden var svensker med til at gi det russiske tsarrige dets første form. Svensk og tartarisk blod har blandet sig i Ruslands ældste herskerslegter. Siden har svensker og russer været omgangsfiender i hundreder af aar, og de har sikkert lært meget af hinanden. Der er asiatiske aristokratfornemmelser dybt indplantede i storsvensken. Ved siden af den gamle adel med de ærefulde og eventyrlige traditioner er der i det sidste aarhundrede kommet til et nyt aristokrati af pengemagnater, store brugseiere, der selvfølgelig iler med at tilegne sig adelens seder og skikke, navnlig dens fordomme. En rig opkomling har jo al opfordring til at være mere storsvensk end en født seigneur, hvis værdighed ikke saa let tar skade.

Udpræget aristokratisk tænkende er de ledende kredse i Sverige ingenlunde monarkisk sindede. Herom taler de mange revolutioner i Sveriges historie et tydeligt sprog.

Formuesforskjellen og den sociale afstand gir de svenske tilstande deres præg. 0g saadanne stemmeretsbetingelser, som Sverige endnu har, holder det menige svenske folk udenfor det politiske liv, hvad der selvfølgelig medfører megen politisk interesseløshed. «Patronernes» mening er i vide strøg af Sverige den eneste mening.

I de spørgsmaal, hvor svenskerne og vi har tørnet sammen, har de oven berørte eiendommeligheder ved svenske traditioner og sociale forhold været afgjørende.

Men det vilde som sagt være ganske uretfærdigt at dømme nationen som helhed efter dens svagheder. Allermindst vilde det være rimeligt at danne sin mening efter den ydre politiske façade.

«Sådant svenskarnes lynne gestaltat sig, är det Skandinaviens rikaste och intressantaste — ehuru underskattadt af grannfolken och förnekadt af sin egen tunga.» Saa slutter Heidenstamm sin studie. Selv om man ikke er enig heri, kan ingen, der har nogenledes kjendskab til svensk aandsliv, undgaa at imponeres af dets rigdom og originalitet. Mod den snart dystre, snart lysende historiske baggrund spiller det svenske folkelynne i en regnbue af straalende farvebrydninger. Det har en større skala af følelser og lidenskaber end naboernes. Det er voldsommere i dur, det er blødere i mol. En mand har hele regnbuen i sin poesi, Nordens største lyriker, Gustaf Fröding. Det dystre, steile, fandenivoldske, den mørke afgrund i svensk folkekarakter brydes i et digt som «Jäger Malms hustruer» mod en tone af usigeligt vemod. Saa store linjer og saa ren, saa forklaret en form som den svenske lyriks mestere har ingen af vore. Det er, som om de sterke modsætninger i svensk historie, triumfen og faldet, og modsætningerne i livsvilkaar, magt og pragt og nedarvet forfinelse mod den usleste uselvstændighed og uvidenhed, har git den svenske digtning en sælsom klang; dithyramben og dødshymnen, lovsangen over livet og gravklokkerne blander sin røst, undertiden paa en forunderlig fuldtonende, undertiden paa en bizar, oprevet, angstfyldt maade. Hos Bellmann, Lidner, Stagnelius, Tegnér, Almqvist — hos alle de merkeligste skikkelser i svensk poesi møder man denne dobbelthed.

— Heidenstamm vil se en selvironi i svenskernes «bugande» væsen. Skulde der her foreligge nogen ironi, saa maatte det være ligeoverfor den naive sjæl, som i det «bugande» væsen saa andet end en form, opelsket i svenske herskabshuse, et halvasiatisk fænomen — for herskabets eget vedkommende alene en maske, et daarlig dulgt hovmod. Ironi er i det hele taget et udtryk for en aandsvirksomhed, hvortil svenskerne synes at være uskikkede.

Fantasi, følsomhed og formalisme er efter Heidenstamms mening de vigtigste træk i det svenske folkelynne, saaledes som det har aabenbaret sig i litteraturen. Hvad der ofte virker forvildende, naar man vil trænge ind til kjernen, er den smag for alt fremmed, hvoraf svenskerne fra gammelt har ladet sig lede. Den bidrager sterkt til at gjøre helhedsindtrykket broget og usikkert. Med al sin selvfølelse er svenskerne mindre selvstændige end vi.

— — —

Historisk set, — hvilken helt forskjellig udvikling har ikke svenskerne og nordmændene gjennemgaaet! Den lange magre tid, hvor vi sendte vor skat til Danmark og afgav hjælpetropper til danske krige, har hos os opelsket endel egenskaber, som ingenlunde alle er af det gode. Smaalighed ikke, hvis man henser til folket som helhed, men mistænksomhed og en vis saar forfængelighed, en trang til at staa paa vor hyppig antastede ret. Samtidig en sterk realisme, en uvilje mod alle uegte værdier, en kritisk vurderingsevne. Vi er blit narret saa ofte, at vi ikke vil narres oftere. Men under det kritisk nykterne en vældig livstrang, en opdæmmet trang til at leve vort eget liv. Livstrangen forbundet med en urokkelig selvfølelse.

Vi foregreb i sin tid dette med vor selvstændige norskhed, vi drog veksler paa fremtiden. Da vi tog vor egen jord i besiddelse, vilde vi straks nyde frugterne. I mangel af virkelige værdier lavede vi dem i vor fantasi. Saaledes fremkom Peer Gynt-typen. Men under dette fantasiliv, der udadtil, i de praktiske forhold, skabte megen løshed og mange fraser, har vi dog arbeidet os frem til at kunne omsætte vor livstrang i handling. I 1832 sa Schweigaard de bekjendte ord: «Ikke over, hvad vi ere, men over, hvad vi kunne vorde, skulle vi være stolte

Det motto har de hedste blandt nordmændene gjort til sit.

Det var naturligt, at vi følte os frie og glade, da vi kom til at staa paa egne ben. Det var ogsaa naturligt, at denne glæde fik naive udtryk. Lidt længe varede jo slyngelaarene. Det er i ethvert fald ikke at undres over, at vore naboer har fundet vor selvfølelse ungdommelig. Kritisk ligeoverfor alt fremmed manglede nordmanden forsaavidt selvkritik, som han ingen sikker maalestok eiede for de hjemlige frembringelsers værd. Den hastighed, hvormed han gik frem, naar det gjaldt at føre vort land op i nationernes rækker, den sangvinskhed, som paa en forunderlig maade krydsede kritiken, saa snart det dreiede sig om Norges vækst, har forvoldt skuffelser og skade endog lige til den allersidste tid, i den økonomiske krise, der vistnok for en stor del beroede paa en overvurdering af vor kapitalstyrke og en efterfølgende panik ved opdagelsen.

Den sikre tro paa Norges fremtid er paa samme tid nordmændenes styrke og svaghed. Lidt for let er vi kanske kommet til vor nuværende lykkelige stilling. Vi har ikke altid den rette følelse af, at der naarsomhelst kan kræves alvorlige ofre, hvis vi skal kunne hævde vor selvstændighed. Sangvinskheden er vor fare. Men det virker dog som en løftestang, at vi er kry af den fremtid, vi skimter, mens det mangengang tynger svenskerne, at de er ømtaalige paa vegne af sin store fortid.

Vor kritiske evne er sterkere i det daglige liv end i storpolitiken: Et kjendetegn for den virkelig dannede nordmand er hans uvilje mod al uegte glans. Der findes ogsaa i vort land unatur og snobberi, men der er faa steder, hvor denslags foreteelser har saa vanskelig for at trives i fred som i Norge. Det virker latterligt paa os, og det udfordrer vor noget grovt anlagte ironi. Det, som for os fortoner sig mest fremmed hos svenskerne, er dels deres store gester, dels deres politesse. Den sidste, der er en nedarvet social form, opfatter nordmændene, der selv ynder en lidt brysk ligefremhed, som et usmageligt smigreri og ovenikjøbet ofte, fordi høfligheden er ganske uden reelt indhold, som falskhed. Naar en jevn nordmand har siddet en aften sammen med en svenske og pokuleret med ham og paa svenskens opfordring drukket dus med ham og modtaget og git fortrolighed, saa indbilder han sig mangengang, at svensken og han næste dag skal mødes som forholdsvis nære bekjendte. Det er en fuldstændig misforstaaelse. Venskaber for én aften er for svensken en ganske naturlig ting. Han liker at ha det «trefligt», han er i besiddelse af den bøielighed og elskværdighed, som hjælper ham til hurtige bekjendtskaber, men forudsætningen er for ham: ingen forbindtlighed. Nordmanden har meget vanskeligere for at slutte sig til fremmede, men har han først engang faaet tillid til en ny bekjendt, er der altid reel bund i hans følelse. Paa ét punkt ligner nordmænd og svensker hinanden paafaldende og danner tilsammen en afgjørende modsætning til danskerne: de er begge flot anlagte, de er ved hver anledning tilbøielige til at «byde paa en ting», og de reiser gjerne som rige folk, hvor fattige de end er hjemme.

Selv om nordmanden er mere kritisk anlagt, mere nyktern end svensken, har han meget af den samme eventyrlyst. Der er hos næsten alle store nordmænd gjemt en gylden draabe galskab, noget af en besat opdagelsesreisende, enten de nu gaar paa opdagelser i tankens eller i virkelighedens verden. Der er en trang til at stige mod de lyse tinder, som forekommer vore brødre danskerne uvittig, men som svenskerne forstaar udmerket, fordi de kjender den saa inderlig godt fra sig selv. I digtningen var Wergeland en saadan tindebestiger, ikke just altid heldig. Men fremfor alt kommer man her til at tænke paa Ibsen. Den kritiske aand i vort land, den realistiske kontrol, der har dannet en sund modvegt i vor udvikling, repræsenteres af ingen bedre end af Schweigaard. I vor politiske historie er modsætningen interessant og paafaldende. Der staar de store samfundsreformers, de lysende teoriers mænd, med Johan Sverdrup i spidsen, skarpt mod realisterne: Schweigaard, Stang, Dunker.

Naar man taler om norsk folkekarakter, saa maa man iøvrigt altid ta de reservationer, som nødvendiggjøres af befolkningens forskjellighed i de enkelte dele af landet. Den aabnere, dristigere, mere fritalende østlandske type gir et helt andet indtryk, baade ved kortvarigt og ved længere bekjendtskab, end den tillukkede, forsigtige vestlænding. Og navnlig paa Vestlandet er atter forskjellen mellem de enkelte bygder ofte meget stor I én bygd kan temperamentet være forholdsvis lyst og energisk,i en anden surt, seigt, disponeret for alleslags religiøse sygdomme.

Paa et væsentligt punkt er forskjellen mellem os og svenskerne aldeles afgjørende. Mens svenskerne, som anført, har en udpræget aristokratisk samfundsorden og en deraf bestemt tankegang, er vi ligesaa udprægede demokrater. Under foreningen med Danmark var vi blit et bondefolk, ledet af et ambulerende og derfor mindre farligt bureaukrati. Efter 1814 er forskjellen mellem bondestanden og embedsklassen stedse blit mere og mere udvisket, indtil vi nu har et samfund saa demokratisk, som det vel er tænkeligt, hvis man ikke skal søge til saadanne, der er rene nydannelser. De allerfleste nordmænd har en sterk fornemmelse af, at deres personlige ret er den samme, den tilmaales ikke, som i visse andre lande, kvalitativt. Vi er i egentlig forstand lige for loven.

Den sterke retsfølelse, som er et grundtræk i norsk folkekarakter, er naturligvis herved blit yderligere udviklet. Selv om den hyppig kan glide over i rethaveri og procestrang, er den en høist værdifuld egenskab, maaske den eneste egenskab, vi besidder i en grad, der fordelagtig fremhæver vort folk ligeoverfor nabofolkene. De uregelmæssigheder, som kan finde sted baade i svensk og dansk retsvæsen (i Danmark har vi nylig havt talende eksempler) er saa godt som utænkelige hos os. Danskerne tar efter vor opfatning lidt for letvint, lidt for gemytlig paa rettens undertrykkelse. I Sverige er loven — i praksis — endnu ikke lige for alle.

Vi nordmænd har et slemt ord for at skryte. Det kommer maaske delvis deraf, at vi ikke er saa «bugande» som svenskerne, ikke saa smidige som danskerne. Vi sier vor mening svært ligefrem, og vi lægger ikke videre dølgsmaal paa, at vi synes, vor mening er den rette. Ikke sjelden ligger heri en mangel paa formel kultur. Hvad der imidlertid er værre, det er, at vor kultur ogsaa i andre henseender lider af stor usikkerhed. Vi mangler bindende traditioner. Hos dem af os, der er af bra og kraftigt stof, kan dette virke saaledes, at de ud fra sin frygtløse forstand finder saa godt som alt tilladt. Hos de svagere og daarligere kan mangelen paa traditioner afstedkomme den besynderligste begrebsforvirring. En landsforræderisk daad, som nylig blev begaaet, kunde nok vække os nordmænd til eftertanke. Bortseet fra de «gemene« forræderier, der begaaes for penge — vilde noget sligt være tænkeligt i et ældre, befæstet kultursamfund?

— — —

Aandelig selvstændigt var Norge naturligvis ikke, da det i 1814 politisk set blev sin egen herre. Aandelig selvstændigt blev det først derved, at vi opdagede en national arv, der var gjemt og glemt som en gammel skat. Den blev gravet frem, og dens metal blev gjort til gangbar mynt. En menneskealder af Norges udvikling i nutiden (184O—1870) har faaet sin karakter af mødet mellem det fortidens Norge, som endnu levede i bygdernes traditioner, og de unge kræfter, som — tildels under indflydelse af en større germansk bevægelse — saa sin opgave i at gjenskabe en selvstændig norsk kultur. Vor poetiske og vor historiske ældre litteratur, der ikke havde været glemt, fik forbund med en folkedigtning, der havde ført et skjult liv i aarhundreder og nu blev følt som det aandelige mellemled med fortiden. Samtidig konstateredes der, baade at der fandtes et norsk folkesprog, rigtignok splittet i dialekter, men dog tydelig sammenhængende med oldnorsken, og at den norske bonde saa langt fra var uden kultur, at han tværtimod havde sikre kulturtraditioner, bevarede og udviklede gjennem aarhundreder, et klart æresbegreb, hvor rigtignok det formelle, bygdens gode skik og sed, kravet til decor, spillede en lidt for fremskudt rolle, og et eiendommeligt skjønhedsbegreb, som vore kunstnere hurtig gjorde sig fortrolige med.

Mens man søgte at udbytte de nationale traditioner i nynorsk kultur, reiste der sig en sprogkamp mellem «landsmaalets» og dansk-norskens tilhængere. Kampen kommer sikkert til at vare længe, men hvad saa resultatet blir, og hvilke værdier der end maatte spildes, hvis maalmændene virkelig i det væsentlige blev de seirende, er der dog neppe grund til at antage, at vor kultur her løber nogen alvorlig fare. Dens udvikling kan bli lige lykkelig, hvordan kampen saa falder ud. Der er andre farer, som er mere at frygte. Der er andre særegenheder ved den norske bonde, som kan vække større bekymringer for fremtiden end hans sprog.

Ligeledes synes det at være klart, at den norske kulturs nationale eiendommelighed er lige sikkert fastslaaet, om maalmændene, der betragter sig som de fortrinsvis «nationale », skulde trække det korteste straa. Den sum af kulturværdier, vi fra forskjellige hold har samlet, har faaet et saa bestemt norsk nationalt præg, at det vil bli af underordnet betydning, om fremtidens sprogform kommer til at nærme sig mest til dansken eller til oldnorsken.

Ved siden af den litterære kulturbevægelse i national retning har der gaaet en social og politisk, som — hvor meget der end er opnaaet — dog ikke i sin helhed har havt det samme lykkelige forløb.

Det var, som ovenfor nævnt, embedsstanden, der i de første aartier efter 1814 fortrinsvis stod vagt om vor selvstændighed. Først i 30-aarene begyndte bønderne at gjøre sig sterkere politisk gjældende. Der dannede sig derefter nye fraktioneri kulturkampen. Vi møder i det følgende tidsrum, fra midten af aarhundredet, et bondeparti, der forfægtede bøndernes særinteresser, et bureaukrati, der tildels svigtede den gamle embedsstands nationale traditioner, og endelig en ikke partibunden gruppe af frisindede mænd, der med sine mangengang sterkt afvigende eller endog stridende anskuelser havde det tilfælles, at de repræsenterede de moderne europæiske tanker samtidig med, at de var dybt interesserede for vor nationale kultur. Sine sterkeste impulser udenfra fik disse delvis fra Frankrige, delvis — og især — fra England. Den engelske indflydelse havde allerede gjort sig sterkt gjældende hos Henr. Wergeland. Den var overveiende hos Ludv. Kr. Daa. Den nye politiske oppositions førere — som f. eks. Sverdrup og Richter — var grebne af engelske ideer. Hos periodens politiske historiker, som just i 60-tiaarene fik sin aandelige opdragelse, J. E. Sars, er det paafaldende, hvor hans tankegang dengang har modtaget engelske indtryk.

Det var denne brogetudseende gruppe af liberale, der i længden fik mest at betyde for den nationale kulturs udvikling. Endel af dens mænd kom hovedsagelig til at tilhøre litteraturen, i ethvert fald er det der, at de har virket sterkest paa sit folk. Det blev f. eks. tilfældet med den unge radikaler fra begyndelsen af 50-aarene, Henrik Ibsen, og med hans ven P. Botten Hansen. Det var ogsaa paa andre omraader end det politiske, at Vinje fik størst betydning. En eiendommelig mellemstilling indtog Bjørnson, den store digter og den evig omstridte politiker. Mange deltog til tider ivrig i det politiske liv, uden at man kan si, at det vægtigste, de har git, hører did. Det var saaledes tilfældet med O. J. Broch, rektor Holmboe, overlæge Danielssen. L. Kr. Daa blev ufrivillig stængt ude fra politiken, der var hans virkelige lidenskab. Endel kom, i ethvert fald gjennem aarækker, til at gjøre politiken til sit livskald: J. Sverdrup, Richter, Aimar Sørenssen, Ludvig Daae, J. Steen.

De mænd, der her nævnes som kjernen i et fremskridtsparti og i 60-tiaarene ofte befandt sig i opposition til regjeringen, savnede dog ikke altid støtte hos kredse, der stod regjeringen forholdsvis nær. Den gamle stortingspræsident Harbitz var snarere liberal end konservativ, en mand som Ketil Motzfeldt, der selv en kort tid var medlem af regjeringen, havde sympatier tilfælles med fremskridtspartiet, og Dunker var i unionspolitiken mere national end mange liberale. Ja, det var først efterhaanden, at Fredrik Stang trængtes bestemt over til bureaukratiet.

Bureaukraterne af den gamle skole, som Vogt og den fra rigsretssagen i 1836 uheldig bekjendte Petersen, havde ved 1860 udspillet sin rolle. Høires fører i stortinget var Schweigaard. Ved siden af ham fik det konservative parti en fremragende forkjæmper i T. H. Aschehoug (der dog først fra 1868 tog plads i stortinget). En tid saa det ud til, at Birch-Reichenwald skulde komme til at spille en lederrolle inden det svenskvenlige bureaukrati, men han traadte efterhaanden i skyggen for Stang, der ubetinget var en betydeligere mand og desuden havde den praktiske fordel, at han havde en høi stjerne hos «Morgenbladet», som i løbet af faa aar blev det konservative partis indflydelsesrige hovedorgan.

Blandt bønderne gjorde de østlandske stor-ønder sig mindre og mindre gjældende, og selv den kloge vestlandske bondehøvding Ueland maatte mere og mere dele sin indflydelse med en mand, der var inkarnationen af norsk bondesneverhed, Søren Jaabæk, som fra 1865 gjennem sine bondevensforeninger udbredte sine yndlingsideer, hvoraf et gjennemført sparesystem, negtelse af alle udlæg i «unyttige» øiemed, afknapning af alle pensioner og gager, samt den merkelige tanke om en fast lovbestemt rentefod var de mest bemerkningsværdige.

Og saa var der hos disse «bondevenlige» bønder et gammelt nag til embedsstanden, der af kløgtige politikere kunde udnyttes i diverse øiemed. Vil man se Jaabæk klart, maa man bedømme ham fra tiden før 1868. Hvad han senere i henhold til en bestemt politisk allianse kom til at støtte, sier intet afgjørende om hans egentlige og oprindelige tankegang.

Mellem Sverdrup og Ueland var der meget forklarlige politiske sympatier. Derimod var det «demokratiske» fællesskab mellem Sverdrup og Jaabæk rent tilsyneladende. Det vakte med rette opsigt og, forbauselse, da den store allianse ved udgangen af 60-tiaarene blev sluttet mellem Johan Sverdrup, de moderne liberales høvding, og sparegruppens leder, Søren Pedersen Jaabæk. Denne allianse førte vistnok til seir, men seiren blev dyrt kjøbt, hvor dyrt aner maaske ingen. Betegnende er det, at flere af vore betydeligste mænd efter dette tidspunkt har vanskeligt for at finde parti. Henrik Ibsens breve fra 70- og 80-aarene er i saa henseende af den største interesse. Og hvor mange frisindede og frittænkende mennesker har i virkeligheden ikke i aarrækker følt sig isolerede. De hørte hverken hjemme i Christian Frieles høire eller i det nye venstre, hvor partiet ikke saa sjelden maatte føie de elementer, som Kielland senere gav fællesnavnet «kaniner». Der fandtes i «det store venstreparti» en oprindelig og ulægelig splittelse. Den har senere ført til nye partidannelser. Det var en alt andet end naturlig forbindelse den mellem Sverdrup og Jaabæk. Der var dybe kulturmodsætninger, som senere eller tidligere maatte gjøre sig gjældende. Og det er disse modsætninger, der sikkert meget mere end de sproglige differenser vil komme til at bestemme fremtidens kulturkamp.

III.

Den magt i vort land, som de forskjellige kulturretninger og partier, konservative og radikale, hedninger og kristne, frisindede og frihedsfiendtlige, bourgeoisiet og arbeidsklassen, kort sagt vi alle først og fremst maa regne med, som vi forsøger at veilede eller at vildlede, at tækkes eller at tøile, — er den norske bonde. Til ham har man friet nu i mer end to menneskealdre. Han har ogsaa lært at skjønne, hvad han er værd, og han har sat sine priser derefter. Med de to trediedele, som stortingets sammensætning gir landrepræsentationen, er han landets egentlige politiske herre. Naar han ikke har gjort sig endnu sterkere gjældende, end tilfældet har været, kommer det først deraf, at han tildels har savnet politisk kyndighed, hvad