Wikikilden

Det norske Folks Historie/1/10

< Det norske Folks Historie | 1

Det er en bekjendt Sag, at de germaniske Nationer længe for Christendommens Indførelse var i Besiddelse af en Bogstavskrift, som de kaldte Runer (ɔ: Hemmeligheder), og derfor vel ikke kjendtes af alle og enhver, men kun af Presterne eller de fornemste. Der gives endnu en Mængde Rune-Mindesmerker fra Oldtiden. Ved nærmere Undersøgelse af disse viser det sig, at der var to Slags Runeskrift, en simplere, der udelukkende tilhører Nordgermanerne, og en mere uddannet og indviklet, som man med Rette kalder den gotiske, fordi den Indskrift, hvori den forekommer i sin største Reenhed og Simpelhed, nemlig paa et i Aaret 1734 i Sønderjylland fundet, ældgammelt Guldhorn, er forfattet i det samme Sprog, hvori Vulfilas gotiske Bibeloversættelse er skreven[1]. I det af Vulfila brugte gotiske Alfabet gjenkjende vi ogsaa flere Bogstaver fra Rune-Alfabetet. Indskrifter med dette Slags Runer have hidtil ej været fundne søndenfor Elben; i størst Mængde forefindes de i det nuværende Danmark og det sydlige Sverige, hvilket vidner om at disse Egne var deres rette Hjem; de brugtes ogsaa af Angelsaxerne i England, der saaledes maa have medbragt dem fra deres ældre Opholdssteder i de nuværende danske Lande, og de have, skjønt i et ringe Antal, været fundne i Kyst-Egnene ved Kattegattet og Skagerraket lige ind i det sydligste af Norge, endog i det nu saakaldte Nedre Thelemarken, og langs Østersøens Kyster lige ind i Upland i det egentlige Sverige. Naar man hermed sammenholder, at Danmark lige ned i det 9de Aarhundrede kaldtes Gotland[2], og det af Jornandes opbevarede Sagn om Gotiskandja og Gepidernes Ophold paa de saakaldte Weichsel-Øer, der i Virkelighed ikke ere andre end de danske Øer, faar man den bestemteste Forestilling om Danmark og Sydsverige som Goterfolkets fornemste Sæde. Og hine Indskrifter i gotiske Runer vise nogenlunde, hvorledes Goterne eller idetmindste den gotiske Kultur har spredt sig fra Hovedsædet. Thi da disse Indskrifter ikke alle ere i det rene gotiske Sprog, men de engelske i angelsaxisk, de blekingske og svenske endog tildeels uforstaaelige, bære de tillige et Vidnesbyrd om, at det ej alene var Goterne, men ogsaa de nærmest disse boende og med dem beslægtede Folk, som af dem havde lært at kjende og bruge disse Runer, ligesom ogsaa den Omstændighed, at Bogstavsystemet i de angelsaxiske og ikke reengotiske Indskrifter er mere kunstlet og uddannet, end i den reengotiske Guldhorn-Indskrift, vidner om, at hine ere yngre, og at den gotiske Kultur inden Norden selv maa have haft en temmelig lang Udviklingsperiode[3]. Da Bogstav-Skriften i Hedendommen stod i den nærmeste Forbindelse med Religionen og Gudsdyrkelsen, kan man ikke vel antage, at Goternes Nabofolk optog deres Runeskrift uden tillige at staa i et nærmere Slægtskabs- og Afhængighedsforhold til dem, eller uden idetmindste at være forenede med dem om en fælles særegen Nationalkultus. Der mangler heller ikke paa historiske Vidnesbyrd om Goternes Overmagt ogsaa i Norden selv. Vi have allerede omtalt de Erobringer, Jornandes tillægger Ermanarik, Erobringer, der synes at have strakt sig til alle Landene omkring Østersøen[4], hvad ogsaa Saxos Beretning om Jarmerik bekræfter. – Om et Fællesskab i Nationalkultus taler allerede Tacitus, hvor han fortæller at hine 7 Nationer ved Oceanet, blandt hvilke Anglerne, var fælles om Gudinden Nerthus’s Helligdom paa en Ø i Oceanet. Ej alene Navnet Nerthus’s reengotiske Form, men ogsaa den Omstændighed, at hendes tildækkede Tempelvogn idet gotiske Sprog maatte kaldes hleiþra, hvilket netop er Navnet paa det Sted i Sjæland[5], hvor den bekjendte Nationalhelligdom og Kongeresidens var i den allerældste Tid, foruden en Mængde andre Grunde, som vi i det følgende ville komme til at berøre, viser noksom, at hiin af Tacitus omtalte Ø i Oceanet ikke kan være nogen anden end Sjæland, hvor Goterne paa den Tid havde deres Hjem, og hvorfra de saaledes upaatvivlelig, som Nationalhelligdommens Besiddere, udøvede en vis Indflydelse ej alene paa de Nationer, Tacitus nævner[6], der alle maa være at søge i det nuværende Sønderjylland, Holsten og Meklenburg, men ogsaa paa de nordenfor boende Folk, hvis efterladte Indskrifter med gotiske Runer vidne om, at de have hørt til den gotiske Kulturs Kreds.

Blandt disse Folk er det isærdeleshed Gauterne og Danerne, som for Norges Historie blive af Interesse. Gauterne finde vi ligefra de ældste Tider som Norges umiddelbare Nabofolk ved den Elv, der lige indtil vore Dage har sit Navn efter dem, nemlig Gaut- eller Gøta-Elven[7]. Efter deres Navn at dømme, maa de have været nærbeslægtede med Goterne der tillige vare deres nærmeste Naboer mod Syd. Vistnok ere de nuværende Gauter eller Goter fuldkommen nordiske Folk, og de Prøver, vi besidde af deres Sprog langt tilbage i Middelalderen (i Østgøta- og Vestgøta-Loven), ere ligeledes affattede i en egte nordisk Mundart; men desuagtet kunne de, et heelt eller halft Aartusende tidligere, have staaet Goterne nærmere, thi det gotiske Sprog selv fjerner sig saa lidet fra de nordiske, at et Par Aarhundreders Paavirkning af og Blanding med nordiske Elementer maatte være tilstrækkelig til at give det et nordisk Præg. Derpaa tjener ogsaa Sproget paa Øen Gotland eller Gulland til Exempel; thi denne Ø’s Indbyggere, der endnu stedse kalde sig Gutar eller Gotar, og som upaatvivlelig ere lige nedstammende Efterkommere af Øens ældste gotiske Beboere, tale nu en nordisk Mundart, i hvilken vistnok mange Særegenheder og Levninger fra Gotisken give sig tilkjende, men ej i den Grad, at de kunne betage den dens nordiske Charakter[8]. Overhoved laa alle germaniske Sprog eller rettere Mundarter hinanden i hine fjerne Tider saa nær, at der vistnok skulde meget lidet til for at drage den ene over i den anden. Det nordiske Element var endnu ikke blevet det herskende paa Halvøen, Magten var da endnu hos det gotiske.

Gauterne omtales allerede af Prokop som et talrigt Folk[9]. Anledningen til at han omtaler det, er Erulernes merkelige Tilbagetog til Norden. Efterat være komne til Varnerne (i det Meklenburgske), droge de, som vi have seet, fra dem til Danernes Nationer, og da de her havde naaet Oceanet, nedsatte de sig blandt Gauterne. Hos Jornandes hede Gauterne Gautigoth, rimeligviis en Fordrejelse af Gautþióð, Gautefolket, han kalder dem et raskt, krigersk Folk[10]. Ogsaa Angelsaxerne omtale Gauterne (Geátas) meget i deres Oldkvad, af hvilke eet, det ypperste angelsaxiske Digt, der er os levnet, besynger den gautske Helt Beowulfs Bedrifter. Gauterne eller Gøterne have fra den første Tid, vi lære dem at kjende og indtil vore Dage, beboet Egnene nærmest søndenfor de store Skov- og Højdestrækninger, der tilligemed de store Søer Væneren, Vetteren og Hjelmaren adskilte det sydlige Sverige fra det nordlige eller de egentlige Sviars Land. De have tillige stedse dannet to store Hovedafdelinger, de østlige, Østgauterne, og de vestlige eller Vestgauterne, adskilte fra hinanden ved Skovstrækninger, der i Fortiden vare større og tættere end nu; Østgauterne nærmere Østersøen, især omkring Motala-Strømmen, Vestgauterne nærmere Væneren, Gøta-Elven og Skagerrakket. Det er disse Vest-Gauter, om hvilke det nysnævnte Beowulf-Digt fornemmelig handler; det kalder dem Sø-Gauterne eller Vestgauterne (Sægeátas eller Vedergeátas), og beskriver dem som raske Krigere og flinke Sømænd. De ovennævnte Indskrifter med gotiske Runer, som findes ej alene i det nuværende Vestergøtland, men ogsaa i de Dele af det sydlige Norge, der omgive Skagerrakkets indre Krog, vidne om at gotisk Indflydelse, følgelig ogsaa gautsk Befolkning, i sin Tid maa have strakt sig langs Bohuuslens og det nuværende Smaalenenes Kyst, hiinsides Christianiafjorden, hvis ydre Deel endog i et norsk Kvad fra det 9de Aarhundrede kaldes „den gautske Vove“. Langt op i Landet synes imidlertid denne Befolkning ej at have naaet. Men vist bliver det imidlertid, at den sydøstlige Deel af Norge i hine fjerne, før den egentlige norske Historie liggende Tider, laa indenfor den Kreds, hvor gotisk Kultur var den herskende.

Danerne nævnes allerførst af fremmede Skribenter fra det 6te Aarhundrede e. Chr. Jornandes omtaler dem blandt Skandja’s Folk, og lægger til, at det var dem, der uddreve Erulerne fra deres Hjem[11]. Hvorledes Prokop lader Erulerne paa deres Vandring mod Norden træffe Danerne ved Oceanet, og fra dem sejle over til Gauterne i Thule, have vi ovenfor berørt. Prokop omtaler dem her som bestaaende af flere Folkefærd [12]. Erulernes Tilbagetog falder i Slutningen af det 5te Aarhundrede[13]; deres Uddrivelse fra Hjemmet maa saaledes have foregaaet endnu tidligere; og Danernes Hjem maa dengang endnu have været paa den nordiske Halvø, i Gauternes Nærhed. Anastasius fra Sinai, Patriark) i Antiochia mod Slutningen af det 6te Aarhundrede, omtaler Goterne og Danerne som Beboere af de nordlige Landskaber, hvilke de Gamle under eet plejede at kalde Skythien[14]. Her see vi saaledes allerede Goter og Danske stillede sammen. En dansk Konge, ved Navn Chochilaik (Hugleik), foretog ifølge de frankiske Skribenter i Aaret 515 et Søkrigstog mod det frankiske Rige, hvor han plyndrede det attuariske eller hatvariske Distrikt (nærved det nuværende Nimwegen), men blev angreben og fældet af den austrasiske Konge Theoderiks Søn Theodebert[15]. Til denne Begivenhed hentydes der ofte i det overnævnte angelsaxiske Beowulf-Digt, men Chochilaik eller Hugleik (efter den angelsaxiske Form Hygelác), er der Gauternes Konge og Beowulfs Herre og Forgænger. Derimod nævner Digtet Danerne selv som et mægtigt, af flere Afdelinger, (Nord-, Syd-, Øst- og Vest-Daner) bestaaende Folk, en Dags Sejlads fra Gauternes Land; som Danernes Hjem nævnes især Seedenicg (den angels. Form for Skandinavi, Skaane), og Danerne selv kaldes ofte Hræder eller Hreder, en Benævnelse, der synes at have været egen for den fornemste Stamme af Goterne[16], efter hvilken ogsaa Danmark selv efter vore egne Oldskrifters Vidnesbyrd kaldtes Reidgotland (eg. Hredgotland). Af alt dette aabenbarer sig saaledes den nøjeste Forbindelse mellem de ældste Daner og Goterne, eller snarere en Sammensmeltning af dem begge. Vi finde derfor ogsaa den gotiske Nationalhelligdom i Hleidra eller Lejre, og følgelig vel ogsaa den gotiske Kultur, vedligeholdt i Danmark under de berømte og i vore Oldskrifter saa meget omtalte danske Konger af den saakaldte Skjoldunge-Æt, eller, som de og benævnes, Hleidrekongerne, ja endog efter deres Dynasties Ophør næsten lige til Christendommens Indførelse. Da imidlertid Danerne, om de end hørte til den gotiske Kulturkreds og maaskee kunde regnes til Goterne i videst Forstand, dog ikke selv oprindelig vare Goter, maa man antage, at de efterhaanden have rykket sydefter og udfyldt de Huller i Befolkningen, som ved Goternes idelige Udvandringer til Syden nødvendigviis maatte opstaa. Man behøver her ikke at tænke paa nogen voldsom Undertvingelse eller Fordrivelse; en saadan vilde ikke engang kunne bestaa med Goternavnets, Goterkulturens og Goter-Gudsdyrkelsens Vedligeholdelse. Gradeviis og umerkeligt have Danerne rykket sydefter fra Gautland, blandet sig mellem Goterne og indtaget deres Plads. Men imidlertid maatte dog Sproget efterhaanden forandre sig, og man finder derfor virkelig Spor af baade en reengotisk, og en halv gotisk eller rettere dansk-gotisk Periode i Damnark. Til den første hører den ovenfor omtalte Guldhorn-Indskrift; til det sidste de mere kunstlede gotiske Rune-Indskrifter; det er denne, i hvilken vore Sagaers Fortællinger om Hleidrekongerne spille. Den første vedkommer ikke Norge; den sidste derimod griber ikke ubetydeligt ind i Norges og hele Nordens Oldhistorie.

Ved Siden af Gauter og Daner nævne Folkevandrings-Forfatterne ogsaa andre mindre talrige Folk, der umiskjendeligt have tilhørt den gotiske Kulturs-Kreds. Blandt disse ere især Erulerne eller Herulerne merkelige. Vi have seet, hvorledes Jornandes beretter, at de i sin Tid vare blevne fordrevne af Danerne, medens han dog senere, forvexlende Tanais med Gøta-Elven, lader dem faa Navnet Heruler fordi de boede ved de Mæotiske Sumpe. Han beskriver dem som letbevæbnede, meget hurtige og krigerske, men fortæller at de desuagtet bleve undertvungne af Ermanarik. Ogsaa Prokop beskriver dem som krigerske, raske og letbevæbnede. Man finder dem snart som romerske Hjelpetropper langt i Østen, snart som herjende Krigerskarer i Tydskland og Gallien, ja endog som Fribyttere til Søs langs Vest-Europas Kyster i det 4de Aarhundrede. Med Rugerkongen Odoachar (Audvakr) var der Eruler og Skirer i Følge, da han 476 underkastede sig Italien og omstyrtede det vestromerske Kejserdømme. Fra Theodorik, Østgoternes Konge, har man endnu to af Cassiodor forfattede Breve til en Eruler-Konge, hvorved han opfordrer ham med andre germaniske Fyrster til at tiltræde et Forbund mod den frankiske Konge Hlodevig, og erklærer ham „more gentium“ (det vil her sige paa tydsk Viis) for sin Søn, ved at skjænke ham Heste, Sverd og Skjolde[17]. Erulerne havde paa denne Tid ogsaa underkastet sig Langobarderne, men desuagtet kom de i en ny Krig med dette Folk. Prokop siger at de af Overmod tvang deres Konge Rodulf til at bekrige Langobarderne; efter de langobardiske Sagn var Grunden til Krigen paa Langobardernes Side[18]. Erulerne bleve slagne, deres Konge faldt, og de deelte sig i to Hobe, af hvilke den ene efter lang Omflakken nedsatte sig paa romersk Gebet, den anden foretog den allerede ovenfor omtalte Vandring til Skandinavien, hvor de nedsatte sig blandt Gauterne. Den sydlige Afdeling af Erulerne var Romerne til stort Bryderi formedelst deres Urolighed. Under Justinians Regjering faldt det dem ind, ingen Konge at ville have, og de dræbte derfor deres Konge, Ochon; siden besluttede de at udbede sig en Konge fra deres Brødre i Norden, og sendte derfor Mænd til dem i dette Ærende. Men førend Udsendingerne kom tilbage, faldt det dem ind, at de dog ogsaa burde have adspurgt Kejseren; de anmodede ham virkelig om at give dem en Konge, og han sendte Svartva, en af deres egne Landsmænd, der opholdt sig ved hans Hof. Men kort efter kom ogsaa Udsendingerne fra Norden med en Konge ved Navn Todasios, der ledsagedes af sin Broder Aordos og en udvalgt Krigerskare. Svartva maatte flygte til Constantinopel, men Todasios og den største Deel af Erulerne tog, af Frygt for Justinians Vrede, sin Tilflugt til Gepiderne, i Forbund med hvilke de kæmpede mod Romerne og Langobarder. De nævnes senere nu og da blandt Hjelpetropperne i den romerske Hær, indtil de omsider forsvinde. Da man i Erulernes Navn tydeligt gjenkjender det oldgermaniske Ord Erl eller Erls (angelsaxisk eorl, oldn. jarl), der oprindelig kun betegner „en Kriger af høj Byrd“, opklares paa den Maade det Gaadefulde i deres samtidige Fremtræden paa forskjellige Steder[19]; de var ikke oprindelig et Folk, men Skarer af Krigere, der, rimeligviis til forskjellige Tider, maaskee endog Aar efter Aar, droge ud fra Norden, for at vinde Hæder og Bytte i Syden, og neppe engang tilhørte et enkelt af de skandiske Folk, men flere, dog, som det synes, fornemmelig Gauterne og dem, der boede dem nærmest, saaledes vel ogsaa Danerne[20]. En anden Sag var, at de i Syden, omgivne af Fremmede, sluttede sig nærmere sammen og omsider kom til at danne etslags Folk. At de deels ingen Konge vilde taale, deels gjorde saamange Omstændigheder med at skaffe sig en Konge, kan alene forklares af deres Ættestolthed, thi som „Jarler“ kunde de ej være bekjendte at lyde hvilkensomhelst, men kun en Mand af den allerhøjeste Byrd[21]. At Skirer og Ruger ofte nævnes sammen med Erulerne, grunder sig neppe paa et Tilfælde, men derimod paa et virkeligt Naboskab i Oldtiden. Hvorledes Navnene Skiringssal og Ryger eller Roger i det sydlige Norge henleder Tanken paa en Sammenhæng mellem dem og de nysnævnte Nationer, have vi allerede antydet, og ville vi i det Følgende nærmere komme til at omhandle.

Det staar endelig tilbage at tale om Anglerne, der som Englændernes Stamfædre have erhvervet en saa overordentlig verdenshistorisk Betydning. Hvorledes de i Følge med Saxer og Jyder (Jótar) i det 5te og 6te Aarhundrede satte over til Britannien og underkastede sig England, er

bekjendt nok, saavelsom at Landet og Sproget efter dem bar faaet sit Navn. Da Tacitus nævner dem som et af de Folk, der havde Deel i Nerthus’s Helligdom, følger allerede heraf, at de allerede paa hans Tid maa have boet i Nærheden af Havet, d. e. Østersøen. Og den berømte Beda, selv en Angler, fød ikke stort over 100 Aar efter at de sidste angliske Riger i England oprettedes, siger udtrykkeligt, at de før Udvandringen boede mellem Jyderne og Saxerne, det vil altsaa sige i det nuværende Sønderjylland. Dette Udsagn bestyrkes ogsaa af senere, men ikke derfor mindre troværdige engelske Forfatteres Vidnesbyrd[22]. Prokop nævner ligeledes „Angilerne“ som Beboere af „Brittia“, under hvilket han neppe kan forstaa noget andet Landskab end den jydske Halvø, og som han selv skjelner fra Brittania[23]. Ptolemæos omtaler derimod ikke Anglerne ved Havet, eller paa den kimbriske Halvø, men sætter de saakaldte sveviske Angiler eller angiliske Svever ved Mellem-Elben, omtrent i Egnene omkring Saale-Floden, ligesom der ogsaa fra Karl den Stores Tid findes en gammel Lov med Titel: „Anglernes og Warnernes, d. e. Thüringernes Lov“[24]. Men ved Ptolemæos er det at merke, at han ikke sjelden opregner en Mængde enkelte Hereds- og Bygde-Navne, medens han undlader at omtale de mere omfattende Folkenavne, og det er derfor meget sandsynligt, at flere af de saakaldte Folk, han nævner paa den kimbriske Halvø, kun ere Underafdelinger af de egentlige Angler, og at derimod de sveviske Angler, eller de Angler, der i Forbindelse med Warnerne regnedes blandt Thüringerne, kun vare en mindre, mod Syden udsprengt Deel af disse Folk. Thi ogsaa Warnerne (Varini) nævnes af Tacitus som et af de 7 nerthusdyrkende Kystfolk, og Havnen Warnemünde ved Rostock minder endnu om deres Navn. Efter de hos Beda og i Saxerkrøniken opbevarede Traditioner var det Jyderne, som begyndte Indvandringen i Britannien, Saxerne, som fortsatte den, men Anglerne, som fuldendte den og besatte de største Dele af England, lige fra Skotland til henimod Temsen[25]. Deres Sprog blev det herskende i Landet; deres Navn optoges endog af Jyder og Saxer som Fællesnavn, og dette viser noksom, at de maa have udgjort den overvejende Deel af den nye Befolkning, om endog Øens keltiske Beboere, der først gjorde Bekjendtskab med Saxerne, vedblev at kalde alle de fremmede Erobrere Saxer[26]. Fra deres forrige Hjem medbragte Anglerne, – hvad vi af saamange Oltidslevninger erfare – gotiske Runer, og deraf, i Forbindelse med det Vink, Tacitus indeholder om deres Deeltagelse i Nerthusdyrkelsen, ere vi berettigede til at slutte, at de foruden gotisk Bogstavskrift ogsaa medbragte gotiske Religionsskikke og gotisk Kultur[27].

Vi skimte altsaa gjennem de mangelagtige og forvirrede Sagns Taageslør en Periode, hvori der omkring Østersøens og Kattegattets Kyster boede en Række af gotiske eller med Goterne beslægtede Nationer, af hvilke flere endog dannede et Forbund af det Slags, som de gamle Grækere vilde have kaldt en Amphiktyoni, nemlig til Deeltagelse i en fælles Nationalkultus. Det er af Vigtighed for hvad vi i det Følgende komme til at omhandle, at betragte denne Kultus, som overhoved enkelte charakteristiske Træk ved det oldgotiske nationale Liv, noget nærmere. Tacitus fortæller, at Nerthus’s Helligdom paa hiin Ø i Oceanet var i en hellig Skov; der fandtes den til hende indviede Vogn, bedækket med et Klæde, og kun tilladt for en Prest at berøre. Denne, siger han, merker naar Gudinden er tilstede i Helligdommen, og ledsager ærbødig hendes af Køer dragne Vogn. Da er der Glæde og Højtid overalt hvor hun kommer, alle Vaaben hvile, og der hersker almindelig Fred. Naar hun endelig er mæt af Omgangen med de Dødelige, ledsager Presten hende tilbage til Templet. Derpaa afvaskes Vognen, Klæderne og, „hvis man kan tro det“, Guddommen selv i en skjult Sø; herved gaa Trælle tilhaande, men druknes strax i samme Sø, hvilket udbreder en desto hemmelighedsfuldere Rædsel over det Hele[28]. Medens vi her i den gotiske Form Nerthus (Nairþus), der baade kan være mandlig eller kvindelig, gjenkjende den oldnorske Form Njörðr, Navnet paa en af de Guddomme, der ifølge den gamle norske Gudelære, saadan som vi nu kjende den, skulle have været optagne fra de saakaldte Vaner i de egentlige Guders eller Æsers Tal[29], gjenkjende vi Kjørselen paa den tildækkede, af Køer dragne Vogn, en af de mest charakteristiske Ceremonier, der i Norden selv ledsagede Dyrkelsen af Frey, efter Sigende den samme Vane-Guddom Njørds Søn[30]. Men Frey: gotisk Fravi eller Frauja (ɔ: Herren), er kun et Navn for den øverste Gud, thi endog i Vulfilas Bibeloversættelse bruges det til at udtrykke det nye Testamentes „Herren“[31]. Den øverste Gud blandt alle Germanerne var Vodan[32], den af vor ældre Gudelære saa bekjendte Odin, og naar han kaldtes „Herren“, var det ogsaa naturligt, at hans Hustru kaldtes „Fruen“. Men denne „Frue“, der paa gotisk hed Fraujo, og blandt Angelsaxerne kaldtes Frig[33], var netop ingen anden end hiin af Tacitus omtalte „Moder Jord“ thi ogsaa i vor ældre Gudelære nævnes „Jord“ som Odins første Hustru. Til det gotiske Fraujo svarer derimod i vort Oldsprog Freyja, til det angelsaxiske Frig vort Frigg; med disse tvende Navne have vore ældre Mythologer betegnet to kvindelige Guddomme, nemlig Frigg, Odins Hustru, og Freyja, Freys Syster. Vi see imidlertid nu, at Frey og Freyja oprindelig kun ere særegne Navne paa Vodan og „Jord“ eller Nerthus, rimeligviis laante fra den gotiske Kultus. Og naar det etsteds i vore Oldskrifter[34] heder, at Njørd var gift med sin Syster, førend han optoges blandt Æserne, saa sigtes her tydeligt nok til en mandlig og kvindelig Nerthus, ligesom man havde en Frauja og Fraujo[35]; med andre Ord, den mandlige Nerthus (Njørd), og Frauja (Frey) ere kun forskjellige Navne for een mandlig, den kvindelige Nerthus (Jord), og Fraujo (Freyja) kun forskjellige Navne for een kvindelig Hovedguddom, nemlig hine for Vodan (Odin), disse for „Moder Jord“ (Frigg). Ceremonien med den tjeldede Vogn (hleiþra) synes at have været denne Nerthus- og Freyja-Kultus egen. Lige indtil Hedendommens Ophør finde vi Antydninger til at denne Kultus vedligeholdtes i Hleidr paa Sjæland. Den troværdige tydske Skribent Thietmar, Biskop af Merseburg, der levede i det 10de Aarhundrede, fortæller om de hedenske Offerfester, som plejede at holdes hvert 9de Aar ved Sommersolhverstid i „Lederun“ paa Øen „Selon“; der offredes her 99 Heste, Hunde Haner og Mennesker, og disse blodige Offringer afskaffedes ej førend den tydske Konge Henrik Fuglefænger ved Aar 931 bragte det dertil[36]. Det er upaatvivlelig saadanne Offringer, der forestilles ved de raa Afbildninger paa de gotiske, i Sønderjylland fundne Guldhorn; og af Indskriften paa det ene, der fortæller at Hornene var en Gave til „holtske“ Gjester (Gjester fra Skovegne, Holsten[37], skulde man næsten slutte at de var skjenkede hine Gjester ved en slig Højtidelighed, og at Gjesterne selv have været saadanne Deputerede til Offerfesten, som Tacitus udtrykkeligt nævner, hvor han fortæller om de semniske Svevers Offerfester[38]. Mellem den reengotiske Tid, da hine Guldhorn forfærdigedes, og den senere, i hvilken det danske Navn er mere fremtrædende, og hvori de saakaldte Hleidra-Konger herskede, ligge vistnok flere Aarhundreder; men da der – hvad vi ovenfor har viist – ej kan være Tale om nogen brat Overgang, men kun om en efterhaanden indtrædende Tilflytten af gotiske Daner i de bortdragende Goters Sted, maa Folketroen, Skikke og Sæder i det Hele taget have holdt sig uforandrede.

Hvad forresten den religiøse Folketro idet Hele taget angaar, da ligger det ej alene i Sagens Natur, at den maatte være fælles for alle Germaner, men vi have ogsaa bestemte Vidnesbyrd derom, navnlig for Goternes Vedkommende. Jornandes siger nemlig, at Goterne dyrkede Halvguder eller Anses, fra hvilke deres Konger og fornemme Mænd udledede sin Herkomst[39]. I „Anses“ gjenkjender man strax det samme Ord, der

efter vort Oldsprogs særegne Regler lyder Æsir (i Enkeltallet Áss)[40], og Ásatroen og Ásadyrkelsen var altsaa ikke mindre hjemme hos Goterne end hos vore Forfædre[41]. Den ovenfor beskrevne Nerthus- og Frauja-Kultus synes derimod at have været den gotiske Folkekreds særegen, og et med denne Kultus forbundet Fællesnavn bliver os derved i flere Henseender betydningsfuldt. Med Freys Navn var Tilnavnet Ingvi endog hos vore Fædre fra den fjerneste Oldtid uadskillelig forbundet; han kaldtes Ingvi-Freyr, Ingunnar-Freyr, rettere Inguna-Freyr, og enhver af hans foregivne Efterkommere tiltog sig ligeledes Navnet Ingvi eller Inguni (egentl. Ingvini[42]). Men Ingvi-Freyr eller Inguna-Freyr siger egentlig ikke andet end „Ingvinernes Herre“, og dette Tilnavn (freá Ingvina) fører i det gamle Beowulf-Digt ogsaa den gotisk-danske Konge paa Scedenigg eller Skaane[43]. Vi lære heraf, at det Folk, eller maaskee rettere de fornemme Slægter, han beherskede og hvortil han selv hørte, kaldtes Ingvinerne. Men i disse gjenkjende vi ved første Øjekast Plinius’s og Tacitus’s Ingvier eller Ingæver, og i Navnet Ingvi, tydsk Ingvio, (gotisk Ingvja), fra hvilken Ingvinerne stammede, den samme Søn af Mann, fra hvilken Ingvinerne udledede deres Navn og Herkomst. Ingvi var saaledes ikke egentlig en Guddom, eller den samme som Vodan, men en Halvgud eller Heros, hvilken de fornemme gotiske Slægter, der vare fælles om hiin Nerthus- eller Frauja-Kultus, hædrede som deres Stamfader. Men den som Frauja dyrkede Vodan kunde i Ordets egentligste Forstand siges at tilhøre Ingvinerne, og han blev følgelig ogsaa, da han som en særegen Guddom optoges i vore Forfædres Gudekreds, kaldet Ingvi-Freyr, Ingvinernes Frey eller Herre, og anseet for eet med Stamfaderen Ingvi, Mann’s Søn. Efter de her givne Oplysninger vil det nu blive lettere at danne sig en Forestilling om, hvilke Nationer Plinius og Tacitus nærmest have forstaaet ved eller regnet blandt Ingvinerne: alle dem nemlig, hvis Høvdinge-Ætter udledede deres Herkomst fra Ingvi, og som var fælles om den særegne Nerthus- eller Frauja-Dyrkelse, med andre Ord, alle de gotiske og i nærmest Forbindelse med Goterne staaende Folkeslag fra Gøta-Elven til henimod Elben, og østover henimod Oder.

Af disse Nationer var naturligviis Goternes den fornemste, og den, under hvilken maaskee flere af de øvrige i videre Forstand henregnedes. Men Goterne selv deelte sig ogsaa i forskjellige mindre Folk der førte særegne Navne. Jornandes oplyser, hvad der allerede i det Foregaaende er berørt, at Goterne allerede i den første Tid efter Udvandringen deelte sig i tre Hovedafdelinger, Østgoter, Vestgoter og Gepider. Men han giver derhos ikke utvetydigt at forstaa, at Delingen egentlig fandt Sted under Udvandringen selv, idet han knytter den til de trende Skibe, paa hvilke Goterne kom fra Skandja og Gotiskandja, og af hvilke Gepidernes var det sidste.[44] Det er ovenfor blevet berørt, at angelsaxiske Skribenter, som omtale Goterne, kalde dem Hreder, Hræder, Hredgoter[45], og da vi i dette Navn strax gjenkjende vore Oldskrifters Reidgoter, der især, som det heder, brugtes om Jyllands Indbyggere, men ogsaa ofte udstrækkes til alle Goter i Danmark, og i Beowulf-Digtet endog bruges om de gotiske Daner paa Scedenigg (Skaane)[46], maa man antage, at det var denne Benævnelse, hvormed de egentlige Goter, Øst- og Vest-Goterne, i Særdeleshed betegnede sig selv. I Gepiderne derimod, hvilke ifølge Jornandes’s Udsagn bleve tilbage paa de af ham saakaldte Gepider-Øer i Weichselmundingen, i Virkeligheden de skandiske eller danske Øer, gjenkjende vi det Folk, som angelsaxiske Forfattere kalde Gifðe[47] d. e. „de Lykkelige“. Dette Navn passer godt med Øen Sjælands gotiske Navn. Thi endog i vore, forholdsviis sildige, Oldskrifter finder man det i hele den Tid, Danmark benævntes Gotland, altsaa i den gotiske Kulturperiode, ikke kaldet Sjáland eller Sjæland, som det siden hed, men Sælund (Thietmar’s Selon). Dette Sælund, der svarer til en gotisk Form Sélundi, betyder „det sæle, det lykkelige Sted“; en Benævnelse der paa den ene Side stemmer baade med Landets virkelige Beskaffenhed og med dets Egenskab som Nationalhelligdommens Sæde, og paa den anden Side antyder det samme Begreb, der ligger i Gifdhernes eller Gepidernes Navn. Her støde virkelig altfor mange overeensstemmende Omstændigheder sammen, til at man ej skulde finde det indlysende, at Forholdene idetmindste i Hovedsagen have været saadanne, som vi her have skildret dem. Men vi kunne paavise endnu flere. Saaledes fortæller Prokop udtrykkeligt at det gepidiske, gotiske og vandaliske Sprog var eet og det samme[48], og om Vandalernes nøje Slægtskab med Goterne indeholde desuden ogsaa andre Forfattere mange Vink. Men det samme Navn, Vandalerne bære, Vandal, Vandil eller Vendil, gjenkjende vi endog i vore Dage i Navnet paa Jyllands nordligste Deel, Vendsyssel, der i Oldtiden kaldtes Vendil, og Skagen Vendilskagen. Og i Digtet om Beowulf nævnes udtrykkeligt Wendlerne d. e. Vandalerne, som et under den gotiske Danekonge lydende Folk.

Stiller man sig de geographiske Omrids af den gotiske Kulturkreds i Norden klart for Øje, vil man finde, at de i det Væsentlige ere de samme som de, inden hvilke Levninger fra Bronce-Alderen findes. Vi erfare altsaa at de af gotiske eller ingvionske Folk i Norden besatte Landskaber tidligere vare beboede af keltiske Folk, medens man derimod ej finder Spor af nogen saadan keltisk Befolkning i de reennordiske Lande, nemlig det egentlige Sverige og Norge. Det bliver nu et Spørgsmaal, om den keltiske Befolkning allerede havde forladt Landet, førend de germaniske Folk indfandt sig, eller om deres Bortflytning var en umiddelbar Følge heraf. Det sidste synes at være det rimeligste, naar man tager Hensyn til de allerede ovenfor antydede Omstændigheder, nemlig Gallervandringen i det 3die Aarhundrede, Kimbrer- og Teutoner-Toget m. m.; det bliver det rimeligste alene af den Grund, at man isaafald kan paavise en bestemt Aarsag til disse Vandringer. Men traf de indvandrende gotiske Folk Kelter i de Lande, de besatte, da maa denne Omstændighed have bidraget til at give deres Kultur- og Samfunds-Udvikling en egen Charakter, noget forskjellig fra den, der udviklede sig i Norge og Sverige, hvor Indvandrerne fandt et saagodtsom ubeboet Land for sig og i alle Fald blot kom i Berørelse med nogle faa halvvilde Nomader. Om Kulturtilstanden i den reengotiske Tid have vi forresten ingen bestemte Efterretninger; for Nordens Vedkommende ligger den endog udenfor Historien[49]. Men fra den blandet-gotiske Tid, da Goter-Navnet efterhaanden gav Plads for Dane-Navnet, og tilsidst kun bibeholdtes for Landet, ej for Folket, indeholde saavel vore egne Oldskrifter, som det oftere omtalte Beowulf-Digt, interessante Skildringer, af hvilke vistnok meget tilhører den Tidsalder, hvori det blev nedskrevet, men som dog i det Hele taget give ret gode Oplysninger. Det fremgaar af disse, at Levemaade, Skikke og Sæder da i det Væsentlige vare de samme som de, vi gjenfinde hos vore egne Forfædre i en noget sildigere Tid. Fortrolighed med Søvæsen og Skibsfart hører allerede i hine Skildringer til det charakteristiske, og krigerske Søtog til fjerne Lande omtales som sædvanlige[50].

At disse gotiske Folkeslag, som overhoved alle de germaniske Nationer fra det første Øjeblik, vi see dem fremtræde paa Skuepladsen, kjendte Jernets Brug og Tilvirkning, maa, hvad vi allerede tidligere have antydet, ansees for en afgjort Sag. Et andet Spørgsmaal bliver det, om de forefundne ældre Jern-Oldsager i de fordum gotiske Lande ogsaa alle ere gotiske, og om ej enkelte kunne henhøre til den sidste keltiske Periode, da ogsaa Kelterne havde lært Jernets Brug. Denne Sag er endnu forlidet undersøgt til at man kan fælde nogen bestemt Dom derom. Vi vide blot saameget, at Jern-Oldsagerne i Almindelighed betegne den germaniske, Bronce-Oldsagerne den keltiske Tid; men forsaavidt nogen gradviis Overgang er at spore, tilhører den upaatvivlelig Kelterne.

  1. ↑ Se Annaler for nordisk Oldk. og Historie, 1847. S. 327–352, 389.
  2. ↑ Se fornemmelig Skálda i Snorra Edda, Cap. 43.
  3. ↑ Se herom Annaler for nord. Oldkyndighed og Historie, 1848, S. 274–282. Om de blekingske Mindesmerker se især Worsaaes Hovedskrift under denne Titel.
  4. ↑ Jornandes Cap. 23, nævner foruden Merer og Morder, og andre sarmatiske Folk, ogsaa Roger (Ruger), Thjuder (man maa tænke paa Thjod eller Thy i Jylland), o. a.
  5. ↑ Nemlig Lejre, forhen Hleiðr. Ordet hleiþra bruges af Vulfila til at oversætte det græske σκηνὴ, der ellers just er udtrykket for en tjeldet Vogn.
  6. ↑ Blandt de 37 Folkeslag nævnes ogsaa Aviones d. e. Øboere, af Avi, en Ø. Reudigni maatte i got. Form blive Riudingós, oldn. Rjódingar, Beboere af opryddede Skovegne, maaskee de samme som Prokops Rutiklier. Varini ere Varnerne.
  7. ↑ Gautar er den oprindeligt, Gøtar den svenske Form, hvorfor de ogsaa nu kaldes Gøter og Elven Gøtaelven.
  8. ↑ Se Sæve, om Gottlands Mundart i dansk Historisk Tidsskrift 4de. B. – Øen Gotland synes at have været det Land, der i de oldhistoriske Sagaer kaldes Eygotland, se især Søgubrot Cap. 2, der lader Aud drage fra Sælund (Sjæland) over Eygotland til Gardarike. Gulland synes især, efter de forefundne Mynters Mængde at dømme, at have været Hovedpunktet for Nordens Forbindelse med Østen. Se Worsaae: Danmarks Oldtid, S. 54.
  9. ↑ ἔθνος πολυάνθρωπον,Prokop. Got. Kr. II. 15.
  10. ↑ Jorn. Cap. Gautigoth, aere hominum genus et ad bella promitissimum. Han nævner ogsaa Ostrogothœ, hvorunder han maaskee forstaar Østergøterne, imidlertid kan det nok være, at han ved dem har tænkt sig, eller rettere at hans Hjemmelsmand har meent Ø-Goterne paa Gulland.
  11. ↑ Stedet er ikke ganske tydeligt. Det lyder saaledes: Suethidi, Cogeni (eller cogniti) in hac gente (nemlig Skandja’s) reliquis corpore eminentiores, quamvis et Dani ex ipsorum stirpe progressi, Herulos propriis sedibus expulerunt, qui inter omnes Scandjæ nationes nomen sibi ob nimiam proceritatem affectant præcipuum. Man seer ikke, om Ordene ex ipsorum stirpe gaar paa Suethidi eller paa Skandjas Folk i Almindelighed.
  12. ↑ Prokop har nemlig Fleertallet Δανῶν τὰ ἔθνη.
  13. ↑ Nemlig paa Kejser Anastasius’s Tid, ved 491, ifølge det foranførte Sted hos Prokop.
  14. ↑ Grimm, Gesch. der deutschen Sprache S. 731.
  15. ↑ Gregorius af Tours, hos Bouquet, II. p. 181; gesta regum Francorum, sammesteds II, 555.
  16. ↑ I den saakaldte Vidsiths-Sang kaldes Ermanarik (Eormanrik) baade Hredkonge og Goterkonge. Se forøvrigt nedenfor, S. 59.
  17. ↑ Cassiodor. Varia III. 3, IV. 2.
  18. ↑ Paul Diac. I. 20.
  19. ↑ Jornandes’s Udtryk „qui inter omnes Scandjæ nationes nomen sibi ob nimiam proceritatem affectant præcipuum“ kan ifølge Contexten ej henføres til Danerne, men maa forstaaes om Erulerne, og denne „proceritas der berettigede dem til et „nomen præcipiuum“ kan neppe tages i anden Betydning end Fornemhed, Højbyrdighed, der ogsaa aabenbarede sig i deres ydre Fremtræden, deres smukke og velvoxne Legemer. Jvfr. hermed „Rigsmaals“ Udtryk om Jarlen.
  20. ↑ Det er forhen omtalt, at Odoachar, det vestromerske Riges Omstyrter, havde Eruler og Skirer i sit Følge. Udtrykkene herom ere forskjellige. Jornandes kalder ham i sit Skrift de regnorum successione en Ruger, førende Skarer af Turcilinger, Skirer og Eruler med sig, medens han i sin Goterhistorie kalder ham Turcilingernes Konge, havende i sit Følge Skirer og Eruler m. m. (Cap. 46). En anonym Forfatter siger, at han kom med Skirer og Eruler (Anon. Vales. 662, 665); en anden, at han kom med Erulerne, understøttet af Turcilingernes og Skirernes Hjelpetropper. Paulus Diac. siger, at han samlede en Hær af de Folk, der stode under hans Herredømme, nemlig Turcilinger, Eruler og en Deel af Rugerne, hvilke han alt længe havde behersket. Det synes altsaa, som om han ogsaa regnedes blandt Erulerne, medens man dog slet ikke er ganske paa det rene med, hvilken Nation han tilhørte: en Bestyrkelse paa hvad vi her ovenfor have antaget om Erulernes Herkomst.
  21. ↑ Det gamle Eddadigt Rigsmál, der allegorisk fremstiller Stændernes Oprindelse sætter netop „Jarl“ som Navnet for den fornemste Samfundsklasse, fra hvilken Kongen stammede. Jarlen skildres som smukkere og mere velvoxen, end de øvrige, og Krigerhaandværket som hans Hovedsyssel. Merkeligt nok, omtaler dette Digt Danr, hvilken Sagnet tillægger Danerigets Oprettelse; dette minder paa en paafaldende Maade om Erulernes Forhold til Danerne hos Jornandes.
  22. ↑ Beda (I. 15) siger endog at dette Landskab paa hans Tid siden Udvandringen laa øde inter provincias Jutarum et Saxorum. Kong Alfred nævner i sit Referat af Ohtheres og Wulfstans Rejseberetninger Hedeby eller Slesvig som beliggende mellem Vender (i Vagrien), Saxer og Angler, og tillægger, merkeligt nok, om Jylland, Sillende (Sydslesvig) og de Øer, der laa vestenfor Lillebelt (maaskee endog Storebelt), at Anglerne boede der, førend de kom til England.
  23. ↑ Se Werlauff, om Prokops Efterretninger om de nordiske Lande.
  24. ↑ Lex Anglorum & Werinorum.
  25. ↑ Saxer nævnes allerede i Britannien af Ammian (XXVI, 4) ved 364, og en saakaldet limes Saxonicus i et Dokument fra 400 eller deromkring; Kemble the Saxons in England I. 13, 14. Det i engelske Oldskrifter almindelige Sagn er ellers at Jyderne begyndte Indvandringen 449, at Saxerne fortsatte den indtil 530, og at Anglerne sluttede den omtr. fra 521 til 590.
  26. ↑ Endog den Westsexiske Dialekt, der blev det egentlige angelsaxiske Bogsprog, kaldtes af Folket selv Englise. Kun Kymrerne og Gaelerne kalde Englænderne eller de engelsktalende „Saxer“.
  27. ↑ De vigtigste oldgotiske Mindesmerker, nemlig de møgeltønderske Guldhorn, ere fundne i det gamle angliske Landskab. Se Ann. for nordisk Oldk. og Hist. 1847. S. 327.
  28. ↑ Tacitus, Germ. Cap. 40.
  29. ↑ Om Njørds Optagelse blandt Æserne handle baade den yngre Edda Cap. 23, og Snorres Ynglinga-Saga Cap. 4; det heder der, at Æserne have haft Ufred med Vanerne, men at Trætten blev bilagt, saaledes at man gjensidigen stillede hinanden Gisler. Æserne sendte Høner og den vise Mimer, Vanerne derimod Njørd og hans Børn, Frey og Datteren Freyja.
  30. ↑ I Olaf Tryggvesøns Saga, Cap. 173, fortælles der, hvorledes Freys Billede kjørtes paa en tildækket Vogn omkring i Vestergøtland, hvor han ivrigst dyrkedes. Den danske Forfatter Saxo, der forvexler Navnet Frey (saxisk Frô) med „Frode“, fortæller hvorledes dennes Undersaatter efter hans Død kjørte ham omkring paa en Vogn. 5te Bog, S. 256.
  31. ↑ Endog i Sn. Edda, der fremstiller Nordmændenes særegne Gudelære, heder det Cap. 21: Frey er den herligste af Æserne, som raader for Regn, Solskin, og Jordens Afgrøde. Se mere herom Ann. for nordisk Oldk. og Historie, 1848, 318 S. 9.
  32. ↑ Paul Diac. siger udtrykkeligt, at Vodan (Gwodan) er den, hvem alle Germaniens Stammer tilbede som Guddom, den samme som Romernes Merkur (IV. 9). Ogsaa Tacitus siger, at Germanerne mest dyrke Merkur (Vodan), og hos et Par engelske Forfattere tillægges Hengest, Jydernes Høvding, den Yttring: vi dyrke mest Merkur, hvem vi kalde Vodan (Galfr. Monun. I. VI. Cap. 10 og Matth. Westmon. p. 82).
  33. ↑ Fredagen der har sit Navn efter Freya, (dies Veneris), heder paa Angels. Frigedäg (af Frig som saaledes bliver identisk med Frigg); og i en gammel Angels. Homili heder det at Venus „paa Dansk“ kaldes „Frycg“ (Ann. f. Nord. Oldk. 1846, S. 79).
  34. ↑ Yngl. S. Cap. 4.
  35. ↑ Det er merkeligt nok at sammenholde hermed, hvad Tacitus fortæller om det lygiske Folk Naharvalerne, (ogsaa et østgermanisk, med Goterne beslægtet, Folk), nemlig at de i en hellig Lund tilbad nogle Guder, der efter romersk Forklaring maatte kaldes Castor og Pollux, under Navnet Alci, uden Billedstøtter; Prest i kvindelig Dragt forestod Dyrkelsen. (Cap. 43). Alci er enten en Misforstaaelse af det got. alhs, Tempel, Helligdom; og saaledes Lunden, ej Gudernes Navn, eller en Skrivfejl istedetfor Anses ɔ: Æserne men Brødreguderne er upaatvivlelig Frey og Freya, Frauja og Fraujo, hvilket ogsaa Prestens kvindelige Dragt endmere synes at bestyrke. Se herom ogsaa Zeuß, die Deutschen und die Nachbarstämme S. 29, 30.
  36. ↑ Thietmar, hos Pertz, Monum. Germ. V. p. 739.
  37. ↑ Der staar: Ek Hleva gastim holtingam horna tavido, Jeg Hleva gav (indrettede) disse Horn til de holtske Gjester.
  38. ↑ Se ovenfor S. 19 Tac. Germ. Cap. 30.
  39. ↑ Jornandes, Cap. 13.
  40. ↑ Anses, eller, som det efter gotisk Skrivemaade maa have lydt, anzeis, er Fleertal af Ans, der svarer til det Oldnorske Ás, Fleertal Æsir, ligesom anst (Kjærlighed) til oldn. ást, eller Gans (Gaas) til Oldn. gás.I Angelsaxisk lød Formen ós, fl. ése, men paa Højtydsk lød den som i Gotisk ans. Dette sees tydeligt af de mange Navne, som ere sammensatte med ás, f. Ex. Áshildr, tydsk Anshild, Angels. Óshild;,Ásbrandr, Ansprand, Angels. Ósbrand; tydsk Ásgeir, Ansgár, Angels. Ósgár.
  41. ↑ Allerede heraf sees det, hvor urimeligt det er at udlede Ansernes eller Æsernes Navn fra Asien.
  42. ↑ Yngl. S. Cap. 12 og 20 fortæller udtrykkeligt, at Frey ogsaa kaldes Ingvifreyr og hans Efterkommer kaldtes Ingvi (Yngvi) eller Ynguni (ɔ: Ingvini), og hele Slægten Ynglingar. Ogsaa i et af Eddadigtene (Œgisdrekka Str. 43), kaldes han Ingunnarfreyr. Man finder i Angelsaxisk ogsaa den kortere Form Ing, ligesom i Gotisk Ingus, og om denne Ing har man endog et dunkelt Angels. Vers, hvor det heder at han allerførst opholdt sig hos Østdanerne f indtil han siden gik øster over Havet, idet Vognen fulgte ham. Allerede her synes en Hentydning til Freys Vogn og følgelig til en nærmere Forbindelse mellem Ingvi og Frey at finde Sted.
  43. ↑ Beowulfdigtet v. 2638. Han kaldes ogsaa codor Ingvina, det siger omtrent det samme (v. 2081).
  44. ↑ Se især Jornandes de reb. get. Cap. 17.
  45. ↑ Vidsidh. v. 13, 114, 239. – Det angels. Digt om St. Helena nævner i v. 20 (Grimnis Udgave) Huner, Hredgoter og Franker, i v. 58 Huner og Hreder tilsammen som de Nationer, der ved Folkevandringerne oversvømmede det romerske Rige. Ogsaa Kong Alfred kalder i sine Oversættelser af Orosius og Boethius Goterne meget ofte Hredgoter; endog den bekjendte Radagaisus kalder han Rædgota. Det er derfor aabenbart, at Angelsaxerne endnu paa Alfreds Tid (Cap. 890) kjendte Goterne under Navnet Rædgoter eller Reidgoter, ikke gjennem de latinske Forfattere, men gjennem deres egne, paa umiddelbart Naboskab med dem i Norden grundede Sagn.
  46. ↑ Beowulf. v. 21. Her kaldes Hrodgars Undersaatter Hrèðmenn, medens han selv længer nede (v. 3368–71) kaldes den sæleste af de Konger, der paa Scedenigg uddelede Skatte.
  47. ↑ Se ovenfor S. 33. I Beowulfdigtets v. 4983 nævnes Gifðe udtrykkelig blandt de nærmest ved Gauterne levende Folk. Det heder nemlig, at Sø-Gauternes Konge ej behøvede at søge Kæmper, der vilde staa tilbage for Beowulf, blandt „Gifdher“, Geir-Daner (spydsvingende Daner) eller i Sverige. De vare altsaa Germanernes Nabofolk.
  48. ↑ Prokop, om den vandal. Krig, I. 2. Han kalder her Goter (d. e. Østgoter), Vandaler, Vestgoter og Gepider tilsammen γοτθικά ἔθνη, d. e. gotiske Folk, og fortæller at de alle i sin Tid boede „hinsides Donau“. Men hinsides Donau betyder hos ham „etsteds langt i Norden“, thi ogsaa Varnerne lader han bo „hinsides Donau“.
  49. ↑ Det gotiske Guldhorn fremstiller, som ovenfor bemerket, blodige Menneskeoffringer.
  50. ↑ Se især hvad der i Beowulf-Digtet forefindes om Sejladsen fra og til Sø- eller Vejr-Gauternes Land (43–447, 3772–7835) om Hugleiks Tog til Frankland og Frisland (2420, 4706 ff., 5824 ff.) m. m. Om det charakteristiske ved de gotiske Folks Begravelsesmaade ville vi i det Følgende komme til at yttre os udførligere. Her ville vi kun foreløbigt antyde, at den særegne Frauja- eller Frey-Kultus, ligesom den i det Hele taget synes at have begunstiget og indskærpet Freden og dens Syster, ogsaa synes at have foreskrevet en anden Begravelsesmaade, end den, der ifølge Snorre (Yngl. S. Cap. 8, 10) ellers tilhørte Vodans Lære; denne fordrede nemlig at de asdødes Lig skulde brændes; Frauja-Dyrkelsen synes derimod at have foretrukket at de ubrændte højlagdes. Og virkelig indeholdt de fleste hedenske Grave fra Jernalderen i Danmark ubrændte Lig, medens i Norge de brændte ere sædvanligst.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/1/10&oldid=49312»