Det norske Folks Historie/1/14

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (1-1, s. 93-100).

Fra de allerældste Tider finder man ej alene i Norden, men ogsaa hos alle de øvrige germaniske Folk bestemte Spor af en Inddeling der bærer Præget af, oprindelig at have været reent personlig, aldeles uafhængig af Stedet, hvor de nedsatte sig, og efter hvilken de saaledes allerede maa have ordnet sig, førend de fæstede Fod i de Lande, der siden skulde blive deres Hjem. Et Blik paa denne Inddeling vil derfor ej alene sprede Lys over Maaden, paa hvilken Indvandringen foregik, men ogsaa bidrage til endnu nøjere at bestemme visse Enkeltheder ved den allerede omhandlede Fordeling af de forskjellige Hovedstammer i Landet.

Som Inddelingens Eenhed kan man ansee Fylket. Ordet fylki er dannet af fólk, hvilket Ord oprindelig synes at have betegnet en Samling af Krigerskarer, der under een fælles Hovedanfører dannede en særegen Trop. Denne Betydning har Ordet, under den tilsvarende Form pulk, endnu i det Slaviske; derom minder Benævnelsen „fylking“, d. e. Slagorden, og at fylkja, d. e. opstille i Slagorden. Endog Ordet folk bruges ligefrem i Betydningen „Strid“, „Feltslag“. Et saadant „Folk“ eller „Fylke“, eller en saadan sluttet Trop, har taget Landskabet i Besiddelse som sin Ejendom, bosat sig der med sine Familier, og deelt Grunden og dens Herligheder mellem sig. I Forhold til Fylkets Talrighed, eller ogsaa til Landskabets mindre eller større Frugtbarhed maatte Fylkets Udstrækning blive større eller mindre. Man finder oftere i de ældste Kvad, Ordet „fylkir“ i Betydningen „Høvding“, „Fyrste“; der er saaledes neppe nogen Tvivl om, at vi i dette Ord virkelig have den gamle Titel for Fylkets Befalingsmand; oprindelig kun en Krigsanfører, den som stillede „Fylkingen“ i Orden. Fra de ældste Tider af finde vi et fælles Fylkesthing for hvert Fylke, hvor Anliggender, der vedkom det hele Fylke, afgjordes og Retssager paakjendtes; ligesom vi ogsaa i den Omstændighed, at der efter Christendommens Indførelse allerførst oprettedes „Fylkeskirker“, det vil sige een fælles Kirke i hvert Fylke, have Vidnesbyrd nok om at der under Hedendommen fandtes Fylkestempler, hvis Forstander vel i de fleste Tilfælde var Fylkeren eller Fylkeshøvdingen selv. I det egentlige Svialand eller Svithjod finde vi den samme Fylkes-Inddeling, som i Norge, men Folket kaldes der, som allerede ovenfor bemerket, Folkland, en Benævnelse, der hos os kun forekommer i digteriske Omskrivninger, men forresten er aldeles eenstydig med „Fylke“. Det ligger i Sagens Natur, at denne Fylke-Inddeling maatte fremtræde bestemtere og mere iøjnefaldende hvor de indvandrede Folkehobe have kunnet nedsætte sig og ordne sine Anliggender mere ubehindret, uden at støde sammen med andre tidligere Indbyggere eller samtidigt ankomne Nybyggere, der kunde gjøre dem Landet stridigt. Derfor finde vi ogsaa Fylke-Inddelingen mest udpræget i den nordlige og vestlige Deel af Landet, medens det modsatte er Tilfældet i den sydøstlige Deel; og omvendt kan man sige, at den udprægede Fylke-Inddeling i de nordlige og vestlige Egne af Landet i sig selv indeholder et Vidnesbyrd om at de ere først bebyggede, eller de, i hvilke vore Forfædre mest ubebindret kunde nedsætte sig og ordne sine indre Anliggender.

Ligesom „Folket“ oprindeligt betegnede en Samling af væbnede, til Kamp opstillede Mænd, maaskee endog et bestemt Antal, saaledes udtrykker Benævnelsen paa Folkets Underafdelinger ogsaa et vist Antal Mennesker; den er endog i de fleste germaniske Lande ligefrem et Talord, nemlig det bekjendte „Hundred“,“der endnu er brugeligt i flere Egne af England, og som i den afledede Form „Hundari“ var sædvanligt i Sverige, fornemmelig i det egentlige Svithjod eller Svialand. Allerede hos de romerske Forfattere, der have omhandlet Germanernes Indretninger, finde vi Antydninger til denne Inddeling, hvis særegne Navn dog har givet Anledning til flere iøjnefaldende Misforstaaelser. Cæsar siger saaledes, merkeligt nok, at det germaniske Folk, Sveverne, „have hundrede Hereder (pagi), fra hvilke de hvert Aar stille et tusinde bevæbnede Mænd til Krig udenfor deres Grændser“^[1]. Dette noget dunkle Sted kan umuligt sigte til andet, end Folkets Fordeling i de saakaldte „Hundreder“, hvilken Talemaade Cæsar eller hans Hjemmelsmand meget let kunde misforstaa. Tacitus fortæller om de germaniske Fodkæmpere: „de udvælges blandt hele det unge Mandskab, og stilles foran Slag-Ordenen; ogsaa deres Antal er bestemt, nemlig hundrede fra ethvert Hered (pagus); saaledes benævnes de ogsaa blandt deres Egne, og hvad der i Førstningen blot betegnede et vist Tal, er nu blevet et Navn, ja en Ærestitel“^[2]. Her er det klart, at Ordet „Hundred“ som Benævnelse baade for en Afdeling af Hæren og for et bestemt Distrikt, har foresvævet den romerske Forfatter. Det samme er omtrent Tilfældet, hvor han sidenefter fortæller, at de udvalgte Dommere plejede, naar de skiftede Ret i Hereder og Landsbyer, at ledsages hver for sig af hundrede Mænd af Folket, paa een Gang baade et Raad og en Støtte for hans Myndighed^[3]. Thi Meningen heraf, eller rettere af hvad Tacitus’s Hjemmelsmand berettede ham, er vistnok kun den, at der var en Dommer for hvert Hundred, ved hvis Thing de fornemste i Hundredet fremmødte. Om Semnerne heder det endelig hos Tacitus omtrent som det hos Cæsar heder om Sveverne, at de vare bosatte i hundrede Hereder, og at dette i høj Grad bidrog til at forøge deres Anseelse^[4]. Her synes det atter heel rimeligt, at de „hundrede Hereder“ i den første Beretters Mund alene har antydet en Bosættelse i Hundreder, og at denne Talemaade saaledes ej oprindeligt har haft til Hensigt at betegne nogen ualmindelig Grad af Magt eller Folkerigdom. Denne Forandring gaar over til Vished, naar vi i gamle tydske Skrifter finde Ordet „huntari“ ligesrem brugt for at betegne de enkelte Distrikter^[5], og ligeledes i Sverige støde paa Heredsbenævnelser som „Tiohundra“, „Fjerdhundra“, o. s. v., hvilke Sammensætninger ogsaa ligge til Grund for Navnene paa de ældste Svia-Landskaber, Áttundaland (egentlig átta hundraða land), Tiundaland (tiu hundraða land), og Fjaðrundaland (egentl. fjögurra hundraða land)^[6]. Nu kunde det vel synes, som om denne Inddeling i Hundreder ikke var kjendt i Norge, hvor man fra de ældste Tider finder Fylkerne inddeelte i Hereder. Men her giver den saakaldte Skálda (Haandbog for Digtere) os den merkelige Oplysning, at „Hær er Hundrede“^[7], det vil sige, enten at man ved Ordet „Hær“ oprindeligt kun har tænkt sig et Antal af hundrede til Krig opstillede Mænd, eller ogsaa, hvad der omtrent kommer ud paa det samme, at man har plejet at kalde det af ethvert „Hundrede“ stillede Troppeantal „en Hær“, saaledes at man derved i den første Tid betegnede en Underafdeling af „Fylket“. Men da nu Ordet „Hered“ (herað) er afledet af „Hær“ (herr), saa er det klart, at vort „Hered“ er et Udtryk for det selvsamme, som Tydskerne kaldte „Hundred“. Og ligesom Ordet Fylkir hos os svarede til „Fylke“, og betegnede Fylkets Høvding, saaledes svarer ogsaa det velbekjendte hersir (Herse), til „Hered“, og betegner Heredets eller Hundredets Høvding; det er altsaa idetmindste i sin oprindelige Betydning aldeles eenstydigt med Angelsaxernes „Hyndenmann“, „Hundredes-ealdor“, og den i de gamle frankiske Love saakaldte Centenarius. Man kan sige, at det nordiske „Hered“ i en endnu højere Grad, end Tydskernes „Hundred“ tyder hen paa Krigerskarernes Fordeling som disse Benævnelsers oprindelige Grund; thi i Ordet „herr“, Oldtydsk hari, Gotisk harjis, ligger lige fra først af Betydningen „Krigerskare“, og det deraf afledede herja, vort herje, betyder den Dag i Dag at fare frem paa krigersk Viis, med Plyndren og Røven. Vi lære altsaa med Bestemthed af de ældgamle Benævnelser „Fylke“ eller „Hered“, at den første Besættelse af Landet har fundet Sted, medens vore Forfædre endnu befandt sig paa en Art af Krigsfod, at de ere komne i sluttede Skarer eller Fylker, der igjen bestode af enkelte mindre „Hære“ eller Hundreder, og efter denne oprindelige Inddeling nedsatte sig og ordnede sine fælles Anliggender. Hvormange Hereder eller Hundreder et Fylke oprindeligt udgjorde, lader sig ikke godt bestemme; i Norge finder man idetmindste Fylker baade af større og mindre Udstrækning. Naar man imidlertid seer hen til, at Angelsaxerne inddeelte Hundredet i Tiende-dele (teoðingas), bliver det sandsynligt, at Tidelingen overhoved har været det sædvanlige, og at det enkelte Fylke maaskee oprindeligt har udgjort ti Hereder eller Hundreder, hvad der ogsaa finder sin Bestyrkelse i at den øverste Befalingsmand over Hæren i det gamle Rusland kaldtes Tusindmand (Tysjatskoj). Særegent for Norge synes det ellers at have været, at Fylkerne inddeeltes i Tredinger, Fjerdinger eller Aattinger, hvorom mere siden^[8].

Ligesom „fylki“ er udledet af folk, saaledes synes det ogsaa af de Forfattere, der paa Latin beskreve germaniske Folks Historie, at være gjengivet med det latinske Ord gens. Jornandes’s gentes i Skandja ere derfor vel overhoved at ansee som ligesaa mange Fylker. I Tydskland synes forresten Fylke-Benævnelsen ej at have været brugelig; til vort Fylke svarer der Gau, der mere udtrykker den territoriale, end den militære eller personlige Inddeling. I vort Sprog finder man aldeles intet Ord, der svarer til det tydske „Gau“, derimod have Goterne dette sidste under Formen gavi^[9], hvilket vel ogsaa maatte kunne ansees for et af Kjendemerkerne paa, at Goterne i deres Samfundsforhold nærmede sig mere til Tydskerne end til Nordboerne. Forresten maa man antage Fylke- eller Gau-Inddelingen for den, der nærmest holdt Skridt med de Forskjelligheder i Mundart og Leveviis, der adskilte Nationens enkelte Stammer eller Underafdelinger, og Fylket eller Gauen bliver saaledes, hvad vi allerede ovenfor have antydet, nærmest at ansee for Inddelingens Eenhed. Dog mangler der heller ikke, som vi ligeledes have seet, Antydninger til at enkelte af vore Fylker ligesom ere voxede ud af andre, og at flere ligefra de allerældste Tider stedse have staaet i en nærmere Forbindelse med hinanden indbyrdes, end med de øvrige Egne, deels om en fælles Helligdom, deels om et fælles Thing, medens der paa den anden Side ere Spor til, at enkelte Dele af Landet, især de øvre Dal-Distrikter, ikke fra først af have udgjort hele Fylker, og derfor rimeligviis oprindeligen have været besatte af enkelte til et eller flere andre Fylker hørende Hobe, der en Tidlang have vedblevet at staa i etslags Afhængighedsforhold til Moder-Fylkerne, uden dog ligefrem at udgjøre en Deel af disse. I et saadant Forhold synes just Vors og Haddingjadal at have staaet til Hørdaland, Valdres til Sogn, Østerdalen til Raumarike, det sydlige Thelemarken til Vestfold, det nordvestlige og Robygdelaget til Ryfylke; og i et saadant Forhold stod vel ogsaa oprindelig Firda- og Sygna-Fylke til Hørdaland, Agder til Rogaland, Hadafylke til Raumarike eller Hedemarken.

De tidligste Foreninger af enkelte Fylker om eet fælles Hoved-Thing maa naturligviis i og for sig ansees som vidnende om et nærmere Slægtskab mellem de saaledes forenede Fylker; og forsaavidt som man kan udfinde disse Foreningers Omfang og Beskaffenhed, ville vigtige Oplysninger om vore Forfædres ældste Stamme- og Territorial-Forhold derved være at vinde. Af den ældre Gulathingslov, der gjaldt for alle Fylker fra Rygjarbit til Grændsen mellem Søndmøre og Raumsdal, og som i den Form, vi nu kjende den, skriver sig fra Slutningen af det 12e Aarhundrede, erfare vi at alle hine Fylker ogsaa havde fælles Hovedthing, Gulen, i den nordligste Deel af Nordhordland. Af den saakaldte Eigla, der beskriver Begivenheder, forefaldne i Slutningen af det 9de og Begyndelsen af det 10de Aarhundrede, erfare vi derimod, at paa den Tid kun tre Fylker, nemlig Hørdafylke, Sogn og Firdafylke, var fælles om Gulathinget. Saavel af den ældre Frostathingslov, der gjaldt for Fylkerne fra Raumsdal til Finmarken, som af vore historiske Skrifter, erfares det at de 8 Fylker i Throndhjem stode i en nærmere Forbindelse med hinanden indbyrdes, end med de andre Fylker, der hørte under samme Lov, og at der saaledes vistnok maa have været en lang Tid, hvor disse 8 Fylker dannede en Forening for sig selv. I den gamle vikske Christenret fra Begyndelsen af det 12te Aarhundrede, den eneste Levning, vi have af den gamle vikske Lov, nævnes kun tre Fylker som henhørende under den, og disse tre Fylker maa saaledes have været Ranrike, Vingulmark og Vestfold, medens Vestmare og Grønland enten slet ikke regnedes dertil, eller kun betragtedes som et Anhang. Og i de indre Landskaber finde vi fra først af kun trende egentlige Fylker, Raumafylke, Hadafylke og Heinafylke eller Hedemarkens Fylke, medens endog Gudbrandsdalen omtales som et Landskab for sig selv. Det sædvanlige synes saaledes at have været, at tre og tre Fylker oprindeligt forenedes om eet fælles Thing; vi finde endog Spor dertil blandt Sviarne, hvor de fornemste eller egentlige Folklande oprindelig kun vare trende, nemlig Tiundaland, Aattundaland og Fjadrundaland. Throndhjems 8 Fylker gjøre saaledes paa en vis Maade en Undtagelse fra det sædvanlige System. Men ved en nærmere Undersøgelse af Throndhjems Forhold til de nærmeste Nabofylker synes det dog, som om de 8 Fylker tilsammen i flere Henseender betragtedes som et eneste Landskab, eller dannede ligesom et eneste Hoved-Fylke ved Siden af Naumdal og Haalogaland. Man kan derfor ogsaa betragte Throndhjem, Haalogaland og Naumdal som en Forening af trende Landskaber i Lighed med de øvrige.

Vore Oldskrifter lære os, hvorledes Jemteland og Herjedalen endog længere ned i Tiden befolkedes fra Throndhjem, og tilsidst i vidtløftig Forstand regnedes dertil og havde den samme Lovgivning, uden dog nogensinde at have hørt til Frostathingets Forening. Omtrent paa samme Maade maa det være gaaet til med Valdres og Haddingjadal, der i den ældre Gulathingslov ikke omtales blandt de til Thingforeningen henhørende Landskaber, men dog heller ikke hørte til Oplandenes Forening, og hvis Indretninger desuden røbe en vestlandsk Oprindelse^[10]. I samme Forhold maa Robygdelaget og det vestlige Thelemarken have staaet til Rogaland og Agder^[11]. Vi kunne saaledes med Føje inddele det ældste Norge i de to Hovedafdelinger: de forbundne Fylker, og Bi-Landskaberne.

Disse Bi-Landskaber ere nu vistnok, isærdeleshed i den egentlige historiske Tidsalder, fornemmelig at søge i de øvre Dalstrækninger, men Benævnelserne paa flere Kystlandskaber, der i den historiske Tidsalder fremtræde som virkelige Fylker, tyde hen paa, at endog disse have hørt til Bi-Landskabernes Klasse. Paa alle Kanter af den nordiske Halvø findes nemlig Landskabsnavne, der betegne en Kyststrækning, en Rand, og dette Navn viser sig i og for sig selv som et, der hentyder til en Hoved-Deel, af hvilken det selv kun betegner den yderste Kant. Et saadant Navn er allerede Skandja, Skandinavi eller Skaane; det er den yderste Rand af den hele Halvø, i sin Tid af det hele germaniske Land. Den Deel af det gautske Landskab Smaaland, der ligger nærmest Søen, kaldtes i ældre Tider og endnu, som det synes et Par hundrede Aar siden Møre, hvilket ligesom vort Møre kun betyder „Kyststrækningen“^[12]. Til det gamle svenske Hovedland eller Svithjod hørte foruden de tre ovenfor nævnte Landskaber ogsaa Sjáland (Sø-Landet), senere kaldet Rods-Lagen (Ro-Distriktet)^[13]. Paa samme Maade er det ikke usandsynligt, at Nord-Møre hos os oprindelig kun ansaaes som et Kyst-Distrikt, der hørte til den throndhjemske Fylkesforening, uden derfor selv at danne et Fylke; at Sønd-Møre ligeledes tilhørte den hørdske Fylkesforening, uden selv at danne et Fylke; at baade Jadar (Jæderen) d. e. Kyst-Sletten, og Lister (ɔ: Listerne eller Bræmmerne), ja Agder selv kun ansaaes som Kyststrækningen der tilhørte Rogernes Fylke Paa hiin Tid have rimeligviis Raumsdalen og Gudbrandsdalen staaet i nærmere Forbindelse og man øjner endog en Periode, i hvilken Raumsdal, Gudbrandsdalen og Hedemarken var forbundne, medens Raumarike endnu ej var et Fylke, kun et erobret Stykke Land, maaskee indtaget af alle „Raumer“ (Raumsdalens, Gudbrandsdalen og Hedemarkens Beboere) i Fællesskab. I Viken finde vi paa lignende Maade Vestmare, den yderste Kystrand mellem Langesundsfjorden og Rygjarbit, som et Anhang til Vestfold, medens Grønafylke først langt hen i Tiden opstod ved en Sammenstøbning af Vestmare med Grønland og Thelemarken, altsaa af vikske, raumske og rygske Bestanddele^[14]. Denne Dannelse af nye Fylker tilhører sandsynligviis den samme Tid, i hvilken de store Lagthings-Distrikter fik sin endelige Ordning, og dette kan igjen ikke have fundet Sted, førend en rum Tid efter at Norge var samlet til et eneste Heelt; den er vel nærmest at tilskrive politiske Forhold. Og denne mere omfattende Forening maa sikkert have været forberedt ved andre, mindre omfattende, saaledes at navnlig Raumsdal for en Tid forbandtes med begge Mørerne og Rogaland med Agder og Thelemarken^[15].

---

1. Cæsar de bell. gall. I. IV. c. 1. Ii (Suevi) centum pagos habere dicuntur, ex quibus quotannis singula millia armatorum bellandi causa suis ex finibus educunt.
2. Tacitus, Germ. c. 6: quos (pedites) ex omni juventute delectos ante aciem locant. Definitur et numerus; centeni e singulis pagis sunt, idque ipsum inter suos vocantur, et quod primo numerus fuit, jam nomen et honor est.
3. Tacitus, Germ. c. 12. Eliguntur in iisdem conciliis et principes, qui jura per pagos vicosque reddunt; centeni singulis e plebe comites, consilium simul et auctoritas, adsunt.
4. Tacitus, Germ. c. 39: adjicit auctoritatem fortuna Semnonum, centum pagis habitantium.
5. Se Grimnis Rechtsalterthümer S. 532. I latinsk affattede Dokumenter oversattes dette huntari ved centena; f. Ex. in pago Albunespara, in centena Ruadoltes huntre, Neugart, cod. dipl. Alemann. 283.
    Ved at sammenholde disse Oplysninger med den ovenfor berørte Angivelse af Plinius, at Hillevierne, der kaldte deres Land „en anden Verden“, boede i 500 Hereder (quingentis incolens pagis), kan man ej længer tvivle om, at hiint 500–Tal kun er en Misforstaaelse af „Fem Hundreder“ eller Hereder, og at Plinius paa den Maade har troet at kunne omskrive, hvad man senere vilde have kaldt quinque centenæ.
6. Vi holde os her til Benævnelsen i Upplandslagen selv, og i andre svenske Skriften Snorre, Yngl. S. Cap. 29, giver vistnok en anden Beretning om Oprindelsen af hiint Navn til Bedste, men som ej alene i sig selv er fabelagtig, men ogsaa viser sig at være lavet efter Navnene.
7. Herr er hundrað, Skálda c. 66.
8. Fornemmelig paa Oplandene. Dog sinder man sammesteds igjen enkelte Hereder inddeelte i Fjerdinger eller Aattinger, f. Ex. Eker, Voss, o. fl.
9. Endnu sindes i Schweiz Aargau, Thurgau, og strax nærved dem Breisgau.
10. Fornemmelig Jordberegningsmaaden efter Maanedsmater. Om den vestlandske Indflydelse minde endnu desuden Nausterne i Valdres, foruden Huusgeraad, Skikke m. m.
11. Endog i Thelemarken finde vi stundom de for Vestlandet charakteristiske Maanedsmater.
12. I Ohtheres og Wulfstans Rejseberetninger (ved 880) heder det, at man paa Vejen fra Slesvig til Preussen kom forbi Skaane, Bleking, Møre og Øland.
13. Se Olaf den Hell. Saga hos Snorre, Cap. 76, sammenholdt med Upplandslagen.
14. Det er allerede ovenfor bemerket, hvorledes den ældre Gulathingslov endnu ikke med Bestemthed synes at regne „Grønerne“ til Viken.
15. Man finder allerførst Raumsdalen og begge Mørerne omtalte som hørende nærmere sammen, da Harald Haarfagre forlenede Ragnvald Jarl med dem (Snorre Har. Haarf. S. Cap. 12). Det er merkeligt nok, at Ragnvald Jarls Farfader, Ivar, kaldtes Upplendingajarl, Jarl fra Oplandene, hvilket maaskee kunde antyde en Forbindelse mellem Raumsdalen og Oplandene. Da Harald kæmpede med Kongerne i Hørdaland, Rogaland og Agder i Hafrsfjorden, 872, vare Thelerne (fra Thelemarken) forbundne med disse, og følgelig, som det synes, hørte Thelemarken endnu da til de sydvestlige Fylkers Forening; siden finde vi, at Harald gav sine fire Sønner med Gyda, fra hvilke de yngre vikske Konger nedstammede, Vingulmark, Raumarike, Vestfold og Thelemarken. Dette viser, at Thelemarken idetmindste da var dragen over i den vikske Forening. Med den ovenfor givne Oversigt over Fylkernes indbyrdes Forhold er det af megen Interesse at sammenligne en Udsigt over Norges Inddeling, der findes i en gammel, paa det latinske Sprog, omtrent i Slutningen af det 13de Aarhundrede forfattet, norsk Historie. Den inddeler Norge i tre Hoveddele, Kystdistrikterne (maritima), Oplandene (montana) og Finmarken. Kystdistrikterne inddeles i fire Hoveddele Viken, fra Danmark (Halland) til Rygjarbit; Gulathingslagen, fra Rygjarbit til Søndmøre; Throndhjem (Frostathingslagen) fra Raumsdal til Naumdal, og Haalogaland, nordenfor. Oplandene, der begynde fra Gautlands (Vermelands) Grændser, bestaa af fire Hoveddele: Raumernes og Ringernes Rige (Raumafylke og Hadafylke) med tilhørende Landskaber (Thoten, Land, Sigdal o. s. v.); Thelemarken med de fjernere Fjeldegne (Setersdalen, Numedalen m. m.) Hedemarken med Elvdalene (Østerdalen): Gudbrandsdalene med Lom m. m.; hertil kommer Valdres og Haddingjadal, der ligge mellem Kystdistrikterne og Oplandene, og høre under Gulathingslagen“.