Det norske Folks Historie/1/2
Over hiint store Hav af Skov hævede sig altsaa i Urtiden Norges skovløse Fjeldflade, ligesom en uhyre Ø med mange Udtungninger[1]. Paa denne Fjeldflade sværme endnu talrige Skarer af Reensdyr omkring; den er deres naturlige Hjem, og deres Antal, der i de senere Aarhundreder ved Jægernes Efterstræbelser er aftaget, maa i den fjernere Fortid have været overordentlig stort. Til Renen har paa den nordiske Halvø Finnernes eller Lappernes hele økonomiske Tilværelse stedse været knyttet, og forsaavidt Norge har haft Beboere før Nordmændene, kunne disse Beboere neppe have været andre end nomadiske Finner, der flyttede om paa Højfjeldene ligefra det nuværende Finmarken til Fjeldene i Christiansands Stift, kun nu og da, eftersom Renernes Naturdrift kræver det, søgende ned til Havet, hvorved de første Forbindelsesveje mellem Kysten og Højfjeldene opstod. Det her skildrede Forhold hviler ikke ene og alene paa Gisning. Store Hobe af ældgamle Reensdyrbeen, der endnu forefindes hist og her paa Højfjeldet, vidne om længere Ophold, som større Samlinger af Finnefamilier have haft paa disse Steder. Hist og her findes ogsaa enkelte Oltidslevninger, som Huusgeraad og Vaaben, af Steen, altsaa fra et Folk, der endnu ikke kjendte Metallernes Brug; men de findes saa adspredte og i en saa ringe Mængde, at det Folk, de tilhørte, blot kan have været et lidet talrigt, vidt omvankende Jæger- og Nomade-Folk[2]. Disse Steensager ere af samme Slags, tildeels endog af samme Steenart – Flint –, som de Steensager, der i saa stor Mængde findes i Danmark og det sydlige Sverige i Forbindelse med de saakaldte Jettestuer eller Halvkorsgrave, der vise, at det Folk, fra hvilke de hidrøre,i disse af Naturen mere begunstigede Egne var talrigere og havde faste Bopæle[3]. Undersøgelser af de i Halvkorsgravene fundne Menneskebeenrade, og af de Dynger af knuste og flækkede Dyrebeen, der hist og her i Danmark, vel og i Sydsverige, forefindes, og som ligeledes hidrøre fra det Folk, der anvendte Steensagerne, have gjort det utvivlsomt, at dette Folk var et Polarfolk af samme Slags som Lapperne[4]. Den Omstændighed, at man i Norge finder Vaaben af Flint, der dog er en Steenart, som ej tilhører Norge, vidner om at Norges Urbeboere maa have staaet i Forbindelse med, eller endog været af samme Herkomst, som Danmarks og Sydsveriges, medens Steensagernes sjeldnere Forekomst, og den fuldkomne Mangel paa Halvkorsgrave i Norge lader os slutte, at Urbeboerne her i Norge var et lidet talrigt, omstrejfende, Folk. Alt dette i Forbindelse med Finnernes eller Lappernes Tilværelse i Norge fra de tidligste Tider, som Historien omtaler, med Finnernes, stedse til Rensdyret knyttede, Nomadeliv, og endelig med ældgamle og endnu herskende Sagn om Finner som de mere afsides Egnes Beboere, gjør det idetmindste til den naturligste Slutning, at det Nomadefolk i Norge, fra hvilket Steensagerne og Beenhobene hidrøre, bestod af Lapper eller Finner. Under alle Omstændigheder bliver det utvivlsomt, at Norge var sparsomt beboet af et Jæger- og Nomade-Folk af Polarracen, der ej kjendte Metallernes Brug, hvis eneste Huusdyr var Renen, og som følgelig kun havde sit Tilhold paa Højfjeldene, medens Dalførerne og de lavere Egne vare bevoxede med Urskov, som Agerdyrkerens Øxe endnu ikke siden Menneskeslægtens Ophav havde berørt.
Norge var altsaa nok paa en vis Maade beboet, men ikke bebygget før vore Forfædres Ankomst. Og det er først Bebyggelsen, med hvilket et Lands egentlige Historie begynder.
Naar hine Finner eller dette Polarfolk allerførst kom til Norge, lader sig ikke engang tilnærmelsesviis angive. Hvorfra det kom, kan man forsaavidt slutte af Finnernes Sprog, som dette hører til den samme store Sprogæt, – det tschudiske – hvilken vi finde udbredt lige fra Finmarken gjennem hele Nord-Rusland til langt hiinsides Ural. Fra Nordasien eller Sibirien er Finnefolket saaledes vistnok kommet i en Tidsalder, der ligger forud for al Historie.
- ↑ Se Oversigtskartet.
- ↑ Se Samlinger til det norske Folks og Sprogs Historie, 6te B. S. 456, Urda 1ste B. S. 262, Not. 34.
- ↑ Samlinger o. s. v. 6te B. S. 451, 457. Worsaae: Danmarks Oldtid oplyst ved Oldsager og Gravhøje, S. 8–20, 62-72, 83.
- ↑ Samlinger o. s. v.6te B. S. 456. Nilson: Skandin. Nordens Urinvånare. Forchhammer, Steenstrup, og Worsaae: Undersøgelser i geologisk-antiqvarisk Retning.