Det norske Folks Historie/1/21

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (1-1, s. 124-135).

Vi have seet, hvorledes den fribaarne „Karl“ ved at erhverve Odelsjord hævede sig til at blive Hauld, og hvorledes Haulds- eller Odels-Klassen dannede et Slags Aristokrati fremfor den ikke jordejende Klasse af Fribaarne. Rigsmaal antyder, hvorledes Jarlernes Klasse ved at indgaa nærmere Forbindelse med Hauldernes ogsaa hævede sin en Grad højere op paa samme Maade; Jarlen tillægges nemlig Sønnen Konr ungr, hvorved Digteren øjensynlig vil have Kongen betegnet. Men Kongen var i det oprindelige germaniske Samfund ikke fød Regent. „Kongerne“, siger Tacitus, „vælge de efter fornem Byrd, men Anførerne selv efter deres Dygtighed“. Herved har Tacitus baade antydet, at Kongen, som Konge, slet ikke derfor behøvede at være „Anfører“ (dux), og at tillige det væsentlige ved Kongeværdigheden var den fornemme Byrd. Til hiint „dux“ hos Tacitus svare ligefrem de gamle Benævnelser fylkir og hersir, og herved bliver det heel sandsynligt, at disse Værdigheder i den fjernere Oldtid neppe vare arvelige. Den gamle engelske Forfatter Beda, der foruden mange andre Skrifter skrev Englands Kirkehistorie omtrent ved 728, nævner udtrykkeligt, hvorledes Saxerne i Tydskland styredes af Fyrster, der efter Lodkastning anførte Hæren i Krig^[1], Regenter, der ikke kaldtes Konger, men skifteviis førte Regjeringen; og vore gamle Sagn vide ligeledes at berette om Fylker, der ikke beherskedes af Konger, men af Jarler eller Herser. I Ordet „konungr“ (angels. cyning, tydsk chuninc) ligger derimod fra første Færd af Begrebet om fornem Herkomst, da Ordet kon, kun eller kuni, hvoraf det er afledet, ligesrem betegner „Slægt“, og „konungr“, betyder saaledes oprindelig kun „en af en Slægt“, ligesom det latinske generosus, der ogsaa er gaaet over til at betegne høj Byrd. Kongerne maa derfor i den ældste Tid kun have været de ved Byrd og Anseelse mest fremragende Medlemmer af Jarleslægterne, og de have som saadanne vistnok udøvet megen Indflydelse, men dog ikke været Fylkernes selvskrevne Herrer, ligesom det og ikke alene er sandsynligt, men endog vist, at der i eet Fylke kunne have været mange Konger paa een Gang. Hvad der egentlig fra først af stemplede den anseede Jarle-Ætling til Konge og hvad det betegnende ved Kongeværdigheden egentlig var, derom indeholde vore Oldskrifter ingen bestemte Udsagn, men kun dunkle Vink og Antydninger, der dog, ret forstaaede, give tilstrækkelig Oplysning. Rigsmaal lader, som vi have seet, allerede Jarlen efter Rigs Bud tilegne sig „Odelsvolde, ældgamle Bygder“, og synes derved at antyde en Optræden som Erobrer; Kongen (egentl. Kon den unge) optræder endnu bestemtere som Kriger, sysler med Vaaben og Jagt og tilegnet sig højere Indsigter (Runer), indtil han endelig begynder at kede sig ved sin Uvirksomhed og Erobringslysten begynder at vaagne hos ham. Dette udtrykkes i Digtet saaledes:

 Red Kon den unge
i Kjær og Skove,
Kolven lod han flyve,
Fugle han skød.

 Da kvad en Krage,
paa Kvist den sad:
hvi skal du, Kon unge,
kun skyde Fugle?
Heller burde I
paa Heste ride
og Hæren fælde.

 Dan og Danp
have bedre Haller
bedre Odel
end I selv have;
de skjønne godt
paa Skibet at ride,
Eggen at svinge,
Saar at give.

Hans egen indre Drist til at forlade Fædrelandet og underkaste sig fremmede Lande i Spidsen for Krigere fremstilles her billedligt, som om han hørte Opfordringen dertil i Fuglenes Røst, naar han vandrede eensom i Skov og Mark, overladt til sine egne Grublerier. Digtet ender her pludseligt, og er aabenbart ufuldstændigt. Hvad der siges om Dan og Danp synes enten at sigte til et Erobringstog mod Danmark, hvilket Digteren paa en allegorisk Maade har villet forherlige, eller ogsaa, hvad der forekommer os mere rimeligt, at skulle indeholde en Opfordring til den unge norske Jarlesøn om at efterfølge Dans og Danps Exempel, og erhverve ligesaa god Odel, ligesaa stor Anseelse, og ligesaa stor Berømmelse for Krigerfærd til Lands og Vands som de. Herom ville vi senere faa Anledning til at udtale os nærmere; her holde vi os kun til de Vink, Digtet indeholder om Kongeværdighedens Oprindelse. Det er tydeligt nok udtalt, at Jarlesønnen først bliver Konge, naar han optræder som Erobrer, altsaa naar han i Spidsen for Krigere drager ud paa Erobringstog til fremmede Lande. Hans Optræden i Spidsen for en Krigerskare antydes endog ved det blotte Fleertal, hvormed Kragen i sin Opfordrings Løb begynder at tiltale ham. Hermed stemmer det nøje, hvad Snorre fortæller som det sædvanlige i Norges og Sveriges ældste eller heroiske Periode: „Der var mange Sø-Konger som raadede over meget Folk, men ejede intet Land“^[2]. Og saa langt ned, som ved den Tid da Christendommen indførtes, ja endog noget senere overhoved saa længe Vikingetiden varede, finde vi det omtalt som Skik og Brug, at Sønner af kongelige Familier, der i Spidsen for en Krigerskare gjorde Søtog for at herje i fremmede Lande, strax paa det første Tog ved Afrejsen fra Hjemmet udraabtes til Konger af sine Krigere, og sidenefter stedse beholdt denne Kongetitel. Nu er det tydeligt nok, at den Omstændighed, at disse Tog foregik til Søs, her er aldeles uvæsentlig, alene begrundet i Norges særegne Beliggenhed og Umuligheden af længer at kunne foretage Erobringstog til Lands; det Væsentlige er Kongens Optræden som Høvding før en Skare af Krigere, der have sluttet sig om ham i den Hensigt at herje og gjøre Erobringer i fremmede Lande. Konge-Navnet er saaledes fra først af knyttet til disse to Hovedpunkter, Erobringshensigten og Krigerfølget. Og her have vi ikke længer en udelukkende norsk, men en ældgammel og egte germanisk Institution for os. Det er det saakaldte Følge (comitatus), bestaaende af hvad der i vore Oldskrifter kaldes „haandgangne Mænd“ eller Krigere, der med hellige Forpligtelser havde fluttet sig til Kongens Person.

Tacitus, der saa omhyggelig havde iagttaget de gamle Germaners Skikke og Sæder, giver os den ældste, men tillige den omstændeligste Fremstilling af dette Følges Beskaffenhed. „De foretage sig“, siger han, „intet enten i offentlige eller private Anliggender, uden at være bevæbnede. Men det er ikke Skik og Brug at Nogen begynder at bære Vaaben, førend hans Medborgere have erklæret ham voxen dertil. Da bliver Ynglingen paa selve Thinget prydet med Skjold og Spyd, enten af en af Fyrsterne (principes) eller af sin Fader, eller af en Paarørende. – Særdeles høj Byrd eller Forfædres store Fortjeneste kunne endog give unge Mennesker fyrstelig Værdighed. De saaledes Vaabensmykkede flokke sig om de sterkere og allerede prøvede Krigere; heller ikke er det nogen Skam at vise sig blandt de haandgangne Mænd (comites). Der er endog Grader imellem de haandgangne Mænd indbyrdes, alt efter den Fyrstes Dom, hvem de følge; de haandgangne Mænd kappes ivrigt med hinanden indbyrdes om at indtage den første Plads hos Fyrsten, og Fyrsterne kappes om at have de fleste og tappreste haandgangne Mænd. Dette er Anseelse og Magt, stedse at være omgivne af en Skare udvalgte Ynglinger; i Fredstid er det en Ære, i Krigen et Værn. Og ikke alene i Fyrstens eget Fylke, men ogsaa i alle Nabofylker erhverver han sig et berømmeligt Navn ved at have et Følge, der udmerker sig ved Talrighed og Tapperhed; til en saadan Fyrstes Gunst bejler man ved Gesandtskaber, og sender ham Gaver; ofte er hans blotte Anseelse nok til at gjøre Ende paa Krige. I Slaget er det en Skam for Fyrsten at staa tilbage for Nogen i Tapperhed, og for Følget, ikke at vise ligesaa stor Tapperhed som Fyrsten. Og en Skjændsel er det for den haandgangne Mand gjennem hele hans Liv, at overleve sin i Slaget faldne Fyrste; hans helligste Forpligtelse er at forsvare og værge denne, ja endog at tilskrive ham Æren for de Heltebedrifter, han selv udfører. Fyrsterne stride før Sejren, de haandgangne Mænd for Fyrsten. Og hvis der hjemme i Fylket har hersket langvarig Fred og Stilhed, begive de fleste fornemme Ynglinger sig efter eget frit Valg til Nationer, som just paa den Tid føre Krig, baade fordi Nationen i sig selv hader Rolighed, og fordi de ved de farefuldeste Bedrifter erhverve den største Anseelse, og det desuden er vanskeligt for Fyrsten at kunne holde et stort Følge uden ved Herjen og Krigsføren; thi de haandgangne Mænd gjøre store Fordringer til deres Fyrstes Gavmildhed; navnligt vente de af ham at faa den Hest, hvorpaa de drage i Striden, og det Spyd, hvormed de fælde Fjenden og vinde Sejren; Beværtningen, og den vistnok simple, men rigelige Underholdning regnes kun som en Deel af Besoldningen; Midlerne til at vise Gavmildhed maa Fyrsten søge sig ved Krig og Herjen. Man vil have langt vanskeligere ved at faa dem til at dyrke Jorden og afvente Afgrøden, end til at udæske Fjenden og modtage hædrende Saar: ja det ansees endog som Tegn paa Dorskhed og Ladhed, at erhverve sig ved sin Sved, hvad der kan vindes ved Blod“^[3].

Anvende vi denne mesterlige Skildring paa de ældste Forhold i vort Land, saaledes som vi ovenfor især efter Rigsmaal have søgt at fremstille dem, vil man lettelig kunne forstaa, hvorledes Karlen eller Agerdyrkeren i Førstningen kunde være saa lidet anseet i Sammenligning med Jarlen eller Krigeren. Jarlerne have neppe engang beskjeftiget sig med Agerdyrkningen, men flokket sig om enkelte Høvdinger, og under deres Anførsel, enten i Fejder med hinanden indbyrdes, eller i fremmede Fylker, maaskee og i fjernere Lande søgt at erhverve sig Anseelse og det fornødne Underhold. Baade i vore egne og andre germaniske Oldskrifter finde vi i mængdeviis Exempler paa det her af Tacitus skildrede Forhold, og Bestyrkelse paa hans Ord. Høvdingens Gavmildhed mod hans haandgangne Mænd er saa at sige de gamle, til Høvdingers Priis forfattede. Kvads staaende Thema; Gavmildheden prises som en Dyd ikke ringere end Tapperheden. Høvdingen kaldes „Ringenes Bryder“, „Guldets Hader“, o. a. d. Allerede Rigsmaal selv lader Jarlen, som et Særkjende paa hans ædle Byrd, strax efterat have tilkæmpet sig et Rige „sønderhugge Baugen“; i det gamle Bjarkemaal omtaler Hjalte vidtløftigt de rige Gaver, han og hans Staldbroder havde faaet af Rolf Krake, og i Digtet om Beowulf prises Hrodhgars og Hygelacs Gavmildhed. I Ynglingasaga fortæller Snorre om Oplændingekongen Halfdan, at han vistnok var gavmild paa Guld mod sine Mænd, men holdt dem knapt med Hensyn til Beværtningen, hvorfor han og fik Tilnavnet hinn mildi ok matarilli (den gavmilde og madknappe). Og Høvdingens Forpligtelse til at føde sine Mænd anstændigt spiller ogsaa meget længere ned i Tiden en vigtig Rolle; hans Knaphed i denne Henseende var Gjenstand for alvorlige Klager^[4]. Og i Digtet om Beowulf kaldes de haandgangne Mænd eller Følgesvende meget ofte Mad- og Arne-Fæller (beódgeneátas, heorðgeneátas). Med Æren for den vundne Sejr maatte Høvdingen nødvendigviis ogsaa erhverve den bedste Deel af Byttet tilligemed den Ret eller Forpligtelse at uddele det øvrige til sine Mænd. Derfor siger ogsaa Tacitus, at Krig og Herjen selv skaffe Midlerne til Gavmildhed; han nævner ikke udtrykkeligt, at en Deel af Byttet stiftedes mellem de haandgangne Mænd, men dette ligger i Sagens Natur, og omtales desuden hyppigt i andre Oldskrifter. Det heder saaledes hos Saxo, at Hleidrekongen Skjold udtrykkeligt erklærede, at Byttepenningen tilkom Krigerne, Æren derimod Anføreren, og endnu i vor saakaldte Hirdskraa, d. e. den Lov, som gjaldt for Kongens haandgangne Mænd i det 13de Aarhundrede, gives der udtrykkelige Regler for Byttets Deling under Kongens egen Opsigt^[5]. Forpligtelsen for de haandgangne Mænd til at forsvare deres Herre endog med Ooffrelse^[6] af deres eget Liv omtales hyppigt i vore ældre Skrifter; ingen Skjændsel var større end den, at svige sin Lehnsherre (lánardróttinn), og i Digtet om Beowulf udstøder en Kriger de haardeste Bebrejdelser mod dem af sine Staldbrødre, der ikke havde Mod til at staa deres fælles Høvding bi i Kampen mod en ildsprudende Drage^[7].

Denne Institution, Følge-Institutionen, var altsaa dybt rodfæstet hos de germaniske Folk, og de have vistnok medbragt den fra deres tidligere Opholdssteder i Østen. Dog ligesom vi see Karlen efter Erhvervelsen af Odel gradviis hæve sig til Hauldens anseelige Stilling, saaledes har rimeligviis ogsaa Følge-Institutionen efterhaanden hævet sig fra en beskednere og mindre fremtrædende Tilværelse til den overordentlige Indflydelse, som den siden udøvede, især efterat Erobringstog til fremmede Lande blev saadanne Følgers vigtigste Bedrift. I Rigsmaal see vi, hvorledes allerede Jarlen begynder at underkaste sig „Odelsvolde, ældgamle Bygder“, at „stride for at vinde Lande“, at „sønderhugge Bauger“, med andre Ord, hvorledes Jarlen, uden at bære Kongenavn, optræder som Følgehøvding. Kongenavnet knyttes først, som det synes, til mere omfattende Tog, især til Søs, Erobringen af større Lande „bedre Odel“, i Lighed med hvad Dan og Danp havde udrettet. Det var altsaa Krigsbedrifter udenfor Fædrelandet, eller rettere udenfor sit eget Thjod, der allerførst berettigede den jarlbaarne Høvding til at lade sig hilse med Kongenavn. Her giver Snorre os i Ynglinga-Saga en fortrinlig Oplysning. Han siger, „at Kong Dyggve i Uppsala var den første af Ynglinge-Ætten, der blev kaldt Konge, thi forhen kaldtes Fyrsten kun Drottinn, hans Hustru Drottning, og hans Følge Drott“^[8]. Vi have her saaledes det egentlige germaniske Ord paa hvad Tacitus kalder principes, og vi gjenfinde det derhos i det angelsaxiske dryhten, ligesom det gotiske gadrauhts i Betydningen af „Kriger“ vidner om, at ogsaa Goterne have haft et tilsvarende drauhtins. Snorre sætter denne Beretning om Dyggve aabenbart i Forbindelse med Rigsmaal, idet han som Dyggves Moder nævner Drott, Syster af Kong Dan den Overmodige, efter hvilken Danmark har faaet sit Navn, og Datter af Danp, Søn af Rig, der først blev kaldt Konge blandt dansktalende Folk, og hvis Ætmænd siden brugte Kongenavnet som den fornemste Fyrstetitel^[9]. Vistnok maa dette være en Misforstaaelse af Snorre, eller denne maa have benyttet en anden Bearbejdelse af Rigsmaal end den, vi nu kjende, thi i denne fremtræder Rig Jarl ikke som Konge, og hans Søn, Kon den unge, som en fra Dan og Danp aldeles forskjellig Personlighed. Men hvorledes dette nu end forholder sig, saa er det dog aldeles tydeligt, at Kongenavnet efter vore Forfædres Sagn og Forestillinger skyldte Danmarks foregivne Underkastelse og det danske Monarchies Oprettelse ved Dan, hvorom ogsaa danske Oldskrifter have meget at fortælle, sin Oprindelse: med andre Ord, at det hidrørte fra det første mere omfattende Erobringstog om hvilket deres ældgamle Sagn vidste at berette.

Ville vi nu simpelthen fremsætte de Grundanskuelser om Samfundsudviklingen og Kongemagtens Oprindelse, der i Rigsmaal og de af Snorre meddeelte Oplysninger gjøre sig gjeldende, saa bliver det disse. Da Landets Opdyrkning var saa vidt fremskreden, at Karlen havde hævet sig til at blive Hauld, følte ogsaa Jarlen eller den af Krigere omgivne Drottinn Trang til at hæve sig op til et endnu højere Trin ved at foretage større Erobringstog, og hilsedes da, forsaavidt han var af fornem Byrd, af sine Følgesvende med Navnet „Konge“. Hiin Trang maatte fornemmelig opstaa, naar den ovenfor (S. 114) omtalte Overbefolkning indtraadte, eller naar det saa at sige var nødvendigt at vandre ud i sluttede Krigerhobe. Slige Hobe, anførte af „Drottner“, drog da ud paa Tog, fra hvilke de vel undertiden kom hjem med et berømt Navn, mange Rigdomme og Kongetitel for deres Høvding, men ogsaa ofte slet ikke vendte tilbage, idet de underlagde sig fremmede Lande og oprettede nye Riger, som Frankernes, Anglernes, Burgundernes, Vandalernes^[10]. Vi maa endog være berettigede til at antage, at hvorsomhelst man i de ældste Tider seer et germanisk Folk optræde under Konger udenfor sit oprindelige Fædreland, der har et saadant Forhold, som det her skildrede, fundet Sted. Og navnlig vil det af det her Udviklede blive end mere indlysende, hvad der ovenfor er yttret om Erulerne, at de nemlig ikke vare noget eget Folk, men alene Skarer af Krigere (jarlar), der hjemsøgte fremmede Lande under Anførsel af Høvdinger, hvilke forsaavidt de vare kongebaarne, førte Kongetitel, men ellers blot kaldtes Drottner^[11].

Foruden Fællesnavnet „Drott“ var der ogsaa mange andre Navne, hvormed de haandgangne Mænd betegnedes; i Norden var det sædvanligt at kalde dem Hirdmænd, fordi de bevogtede deres Herre, og deres Skare Hirden^[12]; de kaldtes ogsaa Verdunger (angels. veorðungas) fordi de fik Sold; Huuskarle, fordi de opholdt sig i Drottnens Huus; Sinnar (Angels. gesíðas) d. e. Følgesvende, hvoraf „Hofsinder“; Sverdtagere fordi de sædvanligviis fæstede sig i Tjenesten ved at modtage et Sverd af Drottnen, eller ved at aflægge Ed paa et af ham fremrakt Sverd; og endelig slet og ret Høvdingens Mænd, fordi de fra det Øjeblik de gik i hans Tjeneste, vare afhængige af ham, og forpligtede til at følge og lyde ham^[13]. Det er let at indsee, at det Afhængighedsforhold, hvori disse Huuskarle stode til Høvdingen, paa en vis Maade gjorde dem ufrie, og derved under sædvanlige Omstændigheder kunde betage dem den Anseelse, der ellers maatte være bleven dem som frie Krigere til Deel. Men den Glands, der fra Høvdingen selv udbredte sig over det hele Følge, den Ære, de indlagde sig, og de Rigdomme, de samlede paa deres Krigertog, opvejede som oftest mangefold hiin Ulempe, og derfor siger allerede Tacitus: „det er ingen Skam at vise sig i de haandgangne Mænds Skare“. Vel fandtes der hos enkelte frisindede Mænd, der aldrig paa denne Maade vilde give Slip paa deres Uafhængighed og erklærede, ingensinde at ville blive nogen anden Mands „Mand“, men slige Mænd hørte dog, som man maa formode, til de sjældnere Undtagelser. Med en saadan Skare omkring sig maatte derimod Drottnen eller Kongen selv erhverve en uforholdsmæssig Magt inden sit Fylke, og et Slags Herredømme maatte temmelig snart blive ham til Deel. Det er dog ingenlunde vist, at de Smaakonger, vore ældre historiske Sagn omtale som Konger i dette eller hiint Fylke, virkelig ogsaa vare Konger over Fylket, og ikke snarere fornemme Mænd med Kongetitel, der boede i Fylket. Det er endog et Spørgsmaal, om de ældre Fylkekonger, naar alt kommer til alt, førte Titel af Konger, og om ikke snarere denne Titel er tillagt dem af senere Forfattere, medens de selv nøjedes med den beskednere Titel af „fylkir“. Saameget er vist, at Kongedømmet i Norge ikke var opstaaet af eller ved, men kun ved Siden af den egentlige patriarchalske Samfundsorden, og at Kongemagtens Anseelse først begynder med de større – tildeels ved Vaabenmagt bevirkede – territoriale Erhvervelsen. Og Kongens oprindelige Stilling ikke som Regent, men kun som den ypperste i Rang, aabenbarer sig allerbedst deri, at ogsaa for ham en vis „Ret“ eller Bod var bestemt (se nedenfor S. 143), og tillige i den ældre Frostathingslovs Bestemmelser om at Kongen, ligesaavel som Jarlen og Lendermanden, skulde fordrives, naar han ulovligt gjorde „Atfør“ (voldelig Hjemsøgelse) hos nogen Mand.

Det er ovenfor omtalt, at Æren for vundne Sejre tilkom Høvdingen, og at Byttet deeltes under hans Opsigt. Alt, hvad der erhvervedes, erhvervedes for ham, og alt, hvad hans Mænd modtoge, modtoge de kun ved hans Godhed, hvorfor enhver saadan Gave i Middelalderens Latin ogsaa kaldtes beneficium, d. e. Velgjerning, og, naar dens Gjenstand var Grundstykker, blot betragtedes som et Laan („lén“, Tydsk „Lehen“, hvoraf vort „Lehn“), af hvilke Høvdingen fremdeles vedblev at være Ejer, medens Modtageren kun blev dets Bruger, imod at forpligte sig til visse Ydelser, og fornemmelig til at underholde et vist Antal Stridsmænd, med hvilke han selv paa Høvdingens Opfordring i Krigstilfælde havde at møde frem og gjøre Tjeneste i Høvdingens Hær. Et saadant Lehn var oprindelig ikke arveligt, men skulde, hvad ogsaa Sagens egen Natur tilsiger, falde tilbage til Høvdingen ved Besidderens Død; det var først sildigere Tiders Misbrug, som gjorde Lehnene arvelige, eller i Virkeligheden forvandlede dem fra blotte Lehn til fuldstændig Ejendom. Ifølge den oprindelige Lehnsforfatning var Lehnsbesidderen saaledes ikke egentlig Ejer af den hele Herlighed (al-auðr, alód); han nød kun godt af dets Afkastning i Gods eller Pengeværdi, (fé–auð, féód), og derfor er i Middelalderens Latin feodum eller feudum (Fransk fief) blevet den almindelige Benævnelse paa et Lehn. Besiddelse af et Lehn var saaledes ganske modsat Besiddelse af et Odel. Det første var oprindelig kun Brugsret, den sidste fuldkommen Ejendom; og om hiin endogsaa i Tidens Løb var gaaen over til at blive Ejendom eller saagodtsom Ejendom, udlededes denne Ejendom dog ikke fra Besidderens egen oprindelige Ret, men fra Høvdingens, medens derimod Odelet tilhørte Besidderen og hans Familie ifølge den samme oprindelige Adkomst, der gjorde Høvdingen til den egentlige Ejer af Lehnet^[14].

Dette er altsaa den store Forskjel mellem Odelsbesiddelse og Feudalbesiddelse; begge ere lige oprindelig germaniske, men den første forudsætter en oprindeligere Fordeling af Jordegodset mellem et heelt paa een Gang indvandrende, eller efterhaanden sig nedsættende, Folk; den sidste forudsætter en Erobring eller Besiddelsestagelse ved en af haandgangne Mænd ledsaget Drottinn eller Konge. Feudalforfatningens Tilværelse i et Land er altsaa et umiddelbart Vidnesbyrd om at en saadan Besiddelsestagelse eengang i Tiden har fundet Sted; den antyder saaledes et bestemt historisk Faktum, der ved Undersøgelsen af de germaniske Nationers Udbredelse og Vandringer bliver af særdeles Vigtighed. Man kan let forestille sig, hvorledes det ved en saadan Besiddelsestagelse gik til i et allerede sterkt befolket Land, f. Ex. i Gallien, da Frankerne bleve dets Herrer, og i de Egne af Tydskland, hvor de indvandrende Germaner allerede fandt keltiske Nationer bosatte. Her maatte den af os allerede ovenfor (S.115) antydede Ordning af Forholdene indtræde, at nemlig de paa ethvert Grundstykke bosatte Jorddyrkere fulgte med Grundstykkerne som hørige, maaskee endog som Livegne, medens de enkelte haandgangne Mænd eller Baroner hver for sig optraadte som Herrer eller Odelsmænd. Forsaavidt der fandtes Stæder, som f. Ex. i det aldeles romaniserede Gallien, da bleve disse de sædvanlige Tilflugtssteder for dem, der for Invasionen udgjorde den egentlige højere Klasse, og her kunde de idetmindste en Tidlang leve nogenledes uforstyrrede, da Germanerne, som ikke yndede Bylivet, rimeligviis bedst fandt sin Regning ved at lade dem tilkjøbe sig Rolighed ved betydelige Afgifter. Af denne Stad-Befolkning der efterhaanden forøgedes med enkelte indflyttede Medlemmer af Jorddyrkerklassen, udviklede sig i Tidens Løb i disse Lande den saakaldte Trediestand eller Borgerstand ligeoverfor Adelstanden.

Hvor altsaa Følge-Institutionen frembragte hele Riger, maatte Statsforfatningen blive feudalistisk, og der kunde naturligviis Odels-Institutionen ikke komme til Udvikling. Hvor Følge-Institutionen derimod kun var tilstede i sin oprindelige, beskednere Skikkelse, som i Norge i den tidligere Periode, der maatte Odels-Institutionen blive den forherskende, og Følge-Institutionen selv antage en Charakteer, der var fordragelig med Odels-Institutionen. Her var det saaledes heel tænkeligt, at en Odelsmand, naar han forresten intet havde imod at give Slip paa sin personlige Uafhængighed, eller naar han antog at kunne erhverve større Magt og Anseelse under en Høvdings Beskyttelse, sluttede sig til denne og blev hans haandgangne Mand. Og forsaavidt denne Høvding besad saa store Landejendomme, at han kunde bortforlene enkelte Dele deraf, maatte der kunne være Haulder eller Odelsmænd, som ved Siden af deres private Odelsgods tillige besad Lehnsgods, for hvilket de vare deres Høvdinger visse Tjenester eller Afgifter pligtige. Det kom nu kun an paa, hvilken af disse to Interesser, Odels- eller Lehns-Interessen, der blev den overvejende i Fylket. Lykkedes det en Konge, paa denne Maade at knytte Fleerheden af de mægtigste Odelsmænd til sig, blev han i Virkeligheden Fylkets Herre.

Naar det i Norden blev det sædvanlige, at Kongetitelen ved en stiltiende Vedtægt smeltede sammen med Herskerværdigheden i de enkelte Fylker, lader sig vanskeligt bestemme. Vi have ovenfor antydet, at Kongetitelen selv neppe opkom førend efterat Drottnerne havde begyndt at gjøre mere udstrakte Erobringstog; og det kan blot have været den uforholdsmæssige store Magt og Rigdom, flere fra slige Tog hjemvendende Konger havde erhvervet, som hjemme gav dem en saadan Overvægt, at de først de facto, siden de jure blev Folkets Herrer. Det er merkeligt nok, at vore Oldsagn fornemmelig sætte Kongenavnets Oprindelse i Forbindelse med Dan og Danp, altsaa med Hleidrekongernes Rige, i hvilket, som vi have seet, gotisk Kultur var forherskende. Thi ogsaa Tacitus siger udtrykkeligt om Goterne, at de regjeredes af en Konge, allerede noget strengere end de øvrige Germaner. Heraf skulde man formode, at de egentlige Kongeriger i Norden først oprettedes af Goterne, og at de øvrige Nationer siden fulgte deres Exempel. Dette bliver i og for sig ej usandsynligt, naar man overvejer, hvorledes Goterne ogsaa i andre Henseender synes at have været forud for de øvrige Germaner i Dannelse, og ligesom at have viist dem den Vej, de i deres videre Kultur-Udvikling havde at betræde^[15].

Hvor en Konge herskede med anerkjendt Myndighed, kunde man saaledes med Hensyn til ham inddele de fribaarne Indbyggere i to Klasser, de, som ikke stode i noget Afhængighedsforhold til ham, uden forsaavidt de erkjendte ham som Folkets Regent, og de, der vare hans haandgangne Mænd. De første bleve i Almindelighed, som det synes, kaldte Kongens Thegner, et Navn, der oprindeligt lader til at have betegnet „et Sverd“ (saaledes endnu det tydske „Degen“), siden en „Kriger“, men som i vore Oldskrifter aldrig bruges, uden i Betydningen „fri undersaat“, deels i Forhold til Kongen, deels lige overfor de Ufrie eller Trællene^[16]. Hvor derimod Forholdene vare indviklede, nemlig hvor en ældre Befolkning var undertvungen, der laa det i Sagens Natur, at man ved „Thegn“ ej alene forstod „en Undersaat“, men en Undersaat af den højere Klasse, der igjen havde flere Undergivne under sin Raadighed, eller at Thegnerne optraadte som en Art af Odel lige overfor Efterkommerne af den undertvungne Befolkning. I denne Betydning toges Navnet (þegen, þen) blandt Angelsaxerne, og dette oplyser igjen, deels hvad man og ellers finder omtalt, at Angelsaxerne virkelig maa have fordeelt beboede Grundstykker mellem sig, deels at Angelsaxernes Besiddelsestagelse af Landet ikke aldeles var grundet paa Følge-Institutionen eller feudalistisk, men at ved Siden af de egentlige haandgangne Mænd ogsaa uafhængige Thegner deeltoge i Besættelsen, og erhvervede sig frit Odelgods.

---

1. Beda hist. eccl. V. 10. „Non enim habent regem iidem antiqui saxones, sed setrapas plurimos, suæ genti præpositos, qui, ingruente belli articulo, mittunt æqualiter sortes, et quemcunque sors ostenderit, hunc tempore belli ducem omnes sequuntur, huic obtemperant; peracto autem bello rursum æqualis potentiæ omnes fiunt satrapæ“. Det er ikke at oversee, at Kong Alfred i sin Oversættelse af Beda kalder disse Fyrster caldormenn, den angelsaxiske Benævnelse paa de øverste Befalingsmand næst Kongen.
2. Snorre Yngl. S. Cap. 34.
3. Tac. Germ. Cap. 13, 14.
4. Se især Fortællingen om Sneglu-Halle og Kong Harald Sigurdssøn.
5. Hirdskraa, Cap. 38.
6. Wikikildens note: Skal vel være «Opfoffrelse»
7. Beowulfdigtet, v. 5763 fgg.
8. Ordet er dannet af„driugan“, angelsaxisk dreógan, d. e. „udholde“, „formaa“, gjøre Tjeneste; i oldnorsk bruges det afledede drýgja; ligesom ogsaa drjúgr (drøj) hører til samme Stamme. Drótt har alstaa oprindeligt betydet: „den udholdende, tjenende Skare“.
9. Snorre, Yngl. S. Cap. 20.
10. De frankiske og normanniske Forfattere fortælle omstændeligt, hvorledes det i Norden gik til ved en saadan Udvandring, nemlig at man, naar Landet blev overbefolket, nødte en heel Deel af de unge Mænd, udvalgte ved Lodkastning, til at forlade Fædrelandet og erobre sig nye Bopæle. Saaledes Dudo (c. 990): Exuberantes, atque terram, quam incolunt, habitare non sufficientes, collecta sorte multitudine pubescentium, veterrimo ritu in externa regna extruduntur nationum, ut adquirant sibi procliando regna, quibus vivere possint pace perpetua (Duchêne, p. 62). En ældre Forfatter (fra c. 940), siger endog at disse Udfejelser skede hvert 5te Aar: Quoniam Danorum tellus insufficiens est, moris est apud illos, ut per singula lustra multitudo non minima, dictante sortis eventu, a terra sua exulet, et in alienis terris mansionem sibi quoquo modo ad propria non reversura vindicet. (Tract. de reversione B. Martini in Burgundia, d’Achéry spicileg. Vol. 3). Og William af Jumièges omtaler endog en Lov, ifølge hvilken Faderen drev alle sine voxne Sønner fra sig, for at de kunde søge deres Lykke paa bedste Maade, idet han kun beholdt een tilbage som Arving.
11. Prokops Beretning om at det efter Slaget med Langobarderne faldt Erulerne ind ingen Konge at have, forklares best saaledes: at de da tilfældigviis ikke havde nogen kongebaaren Mand i deres egen Midte, og maatte derfor sende Bud til Norden efter en saadan. Paul Warnefried beretter om den første langobardiske Konge Agelmund, at han nedstammede ex prosapia „Guningorum, quæ apud ees generosior habebantur“, (I. 14). Det er højst rimeligt, at man her skal læse Cuningorum, og at Forf. altsaa kun har villet betegne Agelmund som kongebaaren.
12. Af at hirða, bevare, hvoraf hirðir, Hyrde.
13. Da Kong Ædhelstan i England have berørt det Sverd, Kong Harald Haarfagre i Norge sendte ham som Gave, udraabte Hauk Haabrok: „nu er du Kong Haralds Mand, siden du tog ved hans Sverd“. Snorre Har. Haarf. Saga Cap. 41. I Middelalderens Latin gjengaves dette „Mand“ ved „homo“, og deraf dannedes igjen homagium ɔ: den Handling at erkjende sig som Ens „Mand“, Hyldest, deraf det franske homage. Istedetfor homo bruges ogsaa undertiden Ordet baro (ɔ: Mand), hvoraf „Baroner“, oprindelig kun „Mand“, haandgangne Mænd. I Spansk og Portugisisk betyder baron eller varon endog slet og ret „Mand“.
14. I England, hvor Besiddelsen er grundet paa Feudalret, betragtes endnu i streng juridisk Forstand Dronningen som Ejer af det hele Land, og de enkelte Grundstykker kun som om de af hende vare givne i Lehn til deres egentlige Ejere.
15. Endog Snorres Ord om den af Dan indførte Begravelsesmaade blive her af en særegen Betydning. Det heder, at han, tvertimod den ældgamle (af Odin indførte) Skik, at Ligene skulde brændes, lod sig højlægge ubrændt med Hest og Vaaben, og at fornemme Mænd sidenefter fulgte denne Skik. Men denne Begravelsesmaade er alene den, som Frauja-Dyrkelsen synes at have medført, eller den gotiske, der fornemmelig i Danmark, efter de undersøgte Grave at dømme, synes at have været den sædvanlige, og følgelig ogsaa viser sig som udgaaen fra Goterne.
16. I vore ældre Love og Retsakter tales der hyppigt om „Thegngilde“, eller den Bod, som en Thegns Drabsmand havde at betale til Kongen, fordi han berøvede ham en Undersaat; og den islandske Skald Egil Skallagrimssøn, berømmer i et Kvad sin afdøde Søn, fordi der i ham var „et daarligt Evne til en Thegn“ (ills þegns efni vaxit), det vil sige, han var for stolt og frisindet til at ville adlyde nogen Konge. Ligeledes heder det ofte i Love og Sagaen þegn ok þræll d. e. „Fri og Ufri“.