Det norske Folks Historie/1/28

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (1-1, s. 156-175).

Det er allerede ovenfor (S. 58, 59) nævnt, at vore Forfædres Religion i dens Hovedlærdomme og Hovedomrids var den samme, som den, hvortil den hele germaniske Folkestamme bekjendte sig. Dette erfares noksom ved Sammenligning mellem vore Forfædres gamle Mythesagn og dem, som ere opbevarede hos andre germaniske Folk. Dog kjende vi ikke Nordmændenes hedenske Religionslære i dens oprindelige Reenhed. Vi kjende den kun i den Form, den havde antaget i den sidste Tid førend den fortrængtes af Christendommen, og som frembyder ikke faa iøjnefaldende Beviser paa Udskejelser fra hvad der maa antages at have været det oprindelige og uforvanskede. Vi have imidlertid den Fordeel, at den i hiin Form ej alene har været brugt som Grundlag for hele den oldnorske Poesi, men at dens Sætninger og de vigtigste af de Kvad, gjennem hvilke disse opbevaredes, ere blevne omhyggeligt optegnede^[1], saa at vi derved sættes istand til at lære den fuldstændigt at kjende, og ved at underkaste den en kritisk Prøvelse og Sammenligning med de beslægtede Nationers religiøse Sagn, med nogenlunde Sikkerhed at udfinde, hvad der er det oprindelige, og hvad der maa ansees som en senere Tilsætning. Denne Fordeel savne alle de øvrige germaniske Folk, de Svenske og Danske ikke undtagne. Deres hedenske Religionssagn bleve ingensinde gjorte til Gjenstand for særskilt Optegnelse, og man kjender dem kun deels gjennem tilfældige Antydninger i historiske Skrifter, deels gjennem senere Tiders Folketro, forsaavidt de endnu havde holdt sig i denne. En omstændelig Meddelelse af vore Forfædres hedenske Religionslære i den os ved hine Optegnelser opbevarede Form vilde her være paa sit urette Sted, da den deels vilde lede til for stor Vidtløftighed, deels vilde komme til at foregribe, hvad der under den fremskridende Fortællings Løb under enhver Omstændighed maatte komme til at omhandles. Her er det kun af Vigtighed at angive de, saavidt det lader sig gjøre, fra alle Lokalfarver rensede Hovedomrids af Nordmændenes Religionslære, saadan som det maa antages at de have medbragt den fra deres Urhjem, eller med andre Ord, den germaniske Religionslære i dens oprindelige, for alle germaniske Stammer fælles Form. Thi den Form, under hvilken vi gjennem vore egne Oldskrifter lære hine Religionssagn at kjende, bærer saa fuldkommen det norske Nationalpræg, at Tanken ledes hen paa en gjennem Aarhundreder fortsat Paavirkning af den norske Fjeldnatur og den norske Folkecharakteer.

Den germaniske Religionslære var, som det synes, oprindelig monotheistisk, men udartede siden, som det oftere er gaaet, til at blive polytheistisk. Den røber saavel herved, som i andre Henseender sit Slægtskab med de øvrige indo-europæiske hedenske Religionssystemer, hvad der og er en rimelig Følge af at Folkene selv ere oprundne af een og samme fælles Rod. Især sporer man denne Lighed mellem vor ældre, og de ældste bekjendte indo-europæiske Folks, Indernes og Persernes, eller, som de tilsammen kaldes, Ariernes Religionslære. Striden mellem et godt og et ondt Princip, og Læren om Verdens og Gudernes egen Undergang og Gjenfødelse, der saa aabenbart tyder hen paa Anelsen om de samme Guders Underordnethed under eet øverste verdensstyrende Væsen, er fælles for dem begge, saavelsom den i Tidens Løb sig udviklende Betragtning af Verdenstyrerens forskjellige Virkemaader som udgaaende fra forskjellige Væsener, med andre Ord Polytheismens Udvikling i Monotheismens Sted.

De Guder, vore Forfædre saavelsom de øvrige Germaner dyrkede, efterat allerede de polytheistiske Ideer vare blevne de forherskende, kaldtes af dem, som bekjendt, Æser (æsir), i Enkelttal Aas (áss), hvilken Form kun er en Modifikation af det oprindelige ans, hvilket allerede Jornandes nævner som det Navn, hvormed Goterne betegnede deres hedenske Guder, og som vi gjenkjende baade hos Tydskerne og hos Angelsaxerne. Betydningen af dette Navn kjendes ikke med Sikkerhed; størst Rimelighed har det for sig at antage det beslægtet med ans, Oldnorsk áss, der betyder „en Bjelke“, saaledes at man ved Navnet nærmest har tænkt paa Guderne som Verdens Støtter og Opretholdere^[2]. Den øverste af Guderne fører hos Tydskere, Angelsaxer og Nordboer samme Navn, kun lempet efter de enkelte Sprogs særegne Regler, nemlig hos Højtydskerne Wuotan, hos Nedertydskerne og Angelsaxerne Wodan, Woden, hos vore Forfædre Odin; og der er heller ikke nogen Tvivl om at Goterne ligeledes havde deres Vodans. Efter hans Navn har man ogsaa kaldet den germaniske Gudsdyrkelse Wodans-Dyrkelsen. Men Wodan fremtræder endog i vore egne mythologiske Oldsagn under forskjellige Omgivelser. I de Sagn, der hidrøre fra Hedendommens senere Periode, og som ligge til Grund baade for vor ældre Skaldekunst og den yngre Eddas systematiske Fremstilling af Gudelæren, finde vi Odin omgiven af tolv Hovedguder; men hvor der handles om Verdens og Menneskernes Skabelse, og hvor man maa antage at Sagn fra en langt ældre Tid komme for Dagen, fremtræder Odin kun selv tredie, og hans tvende Ledsagere eller Med-Guder føre ikke engang altid samme Navn, men ere enten Vilje og Vee, eller Høner og Lodur^[3]. Ved Edsaflæggelse paakaldtes kun trende Guder, (Frey, Njørd og den almægtige Aas)^[4]; i det berømte Uppsala-Tempel, som den tydske Skribent Adam af Bremen beskriver, sad kun trende Billedstøtter (af Odin, Thor og Frey)^[5], og i den os opbevarede Formular, ved hvilken de gamle Saxere paa Karl den Stores Tid nødsagedes til at afsværge Hedendommen, nævnes kun de tre, Wodan, Thunor (Thor) og Saxnôt, sandsynligviis den samme, som ellers kaldes Tin eller Ziu, vore Forfædres Tyr^[6]. Det synes altsaa virkelig som om man i den fjerneste germaniske Old kun har tænkt sig tre Hovedguder, eller Hovedpersonifikationer af den guddommelige Virksomhed, ligesom Hinduerne havde deres Brama, Vischnu og Schiven; og som om de øvrige, i vore Oldsagn omtalte Guder, der tildeels ikke engang kjendtes blandt Sydgermanerne, oprindelig kun have været forskjellige Navne for hine Hovedguder eftersom de tænktes at fremtræde snart under en snart under en anden Skikkelse, alt efter deres forskjellige Virken. Hvad der bestyrker dette, er deels vore Oldsagers udtrykkelige Forsikkring, at flere af Guderne ere Odins Sønner, deels den merkelige, og for Norge særegne Lære, som vi allerede ovenfor (S. 57) have berørt, om Vanernes Optagelse i Gudernes Tal. Thi medens de nordiske Guders Samfund derved, som det heder, forøgedes med de tvende nye Guder, Njørd og Frey, af hvilke den sidste endog indtog en meget fremragende Stilling, ja tildeels endog kunde siges at træde i Odins Sted, og med Frey’s Syster Freyja, der ligeledes optraadte som sideordnet eller næsten overordnet ved Siden af Odins Hustru Frigg, finder man ellers blandt Tydskerne Frauja, Fro eller Frea selv som den øverste Gud, og Freyja som den øverste Gudinde, identisk med Frigg, der igjen hos vore Forfædre synes at være en senere Udsondring af Odins egentlige eller oprindelige Hustru Jørds (d. e. Jordens) Personlighed Kun det saaledes næsten ansees for vist, at der af Odins Personlighed i Tidens Løb har udviklet sig tvende, nemlig den egentlige Odin og Frey, og af Jørds eller Nerthus’s trende, den egentlige Jørd, Frigg og Freyja, og dertil endog det tvetydige Væsen Njørd, der halvt deeltager i Jørds, halvt i Frey’s Personlighed: da opstaar visselig den største Sandsynlighed for, at ogsaa de øvrige, kun i vore Forfædres Oldsagn omtalte Guder ere blevne til i Folketroen paa samme Maade, og at de oprindelige germaniske Guddomme eller Anser kun ere tre, af hvilke Wodan eller Odin var den fornemste, og derfor altid nævntes enten med sit egentlige Navn^[7], eller som „Herren“ (Frauja, Frô, Frea, Frey), medens de to andre, som ham underordnede, fremtræde under forskjellige Navne. Undersøge vi fremdeles, hvad der var det fælles, og altsaa det oprindelige, i den nordiske og tydske Gudelære, finde vi, at de foruden den fælles Erkjendelse af Dyrkelsen af trende Hovedguder ogsaa vare enige om at tænke sig de raa Naturkræfter repræsenterede ved de saakaldte Jøtner^[8], og disse Jøtner og Dverger som stedse pønsede paa Ondt mod Guder og Mennesker, altsaa som det onde Naturprincips Redskaber. Fremdeles erfare vi af et gammelt christeligt Digt i det højtydske Sprog, at Tydskerne, ligesom vore Forfædre, tænkte sig en Ildverden (Muspell eller Muspilli)^[9], ved hvis Luer Jord og Himmel skulde blive ødelagte, efterat Guder og Jøtner havde stridt den sidste Strid paa Liv og Død med hinanden, naar det af vore Forfædre saakaldte Ragna-Røkk (Gudernes Mørke) var indtraadt. Men da denne Muspell eller Ildverden ogsaa, som Lysets og Varmens Hjem, spiller en vigtig Rolle ved vore Forfædres Lære om Verdens Tilblivelse, og ikke engang kan undværes ved denne, er man berettiget til at slutte, at den samme kosmogoniske Lære idetmindste i Hovedsagen var fælles for alle germaniske Nationer, og at de os levnede oldnorske Sagn om Verdens Skabelse virkelig indeholde den egte gamle fællesgermaniske Lære. Vi slutte af den gotiske Benævnelse halja, den angelsaxiske helle, og det tydske „Hölle“, om det christelige Helvede eller rettere Underverdenen, at Forestillingen om den hedenske Underverden og dens Beherskerinde Hel (egentlig halja)^[10], og følgelig om Niflheim eller Taagehjemmet, hvor denne Underverden tænktes at ligge, var fælles for alle germaniske Stammer. Men heraf følger igjen, at ogsaa Læren om Loke, Hels Fader, Anstifter af alt Ondt baade blandt Guder og Mennesker, det onde Princip, og alt hvad dermed staar i Forbindelse, ligeledes hører til den oprindelige og for hele den germaniske Verden fælles Deel af Gudelæren. Herhen maa man da ogsaa regne Læren om Livet i Valhall hos Odin, og om de faldne Heltes Ophold hos ham, for i sin Tid at staa ham bi mod Jøtnernes Angreb. Og endelig erfarer man, at Læren om Nornerne, eller den ubetvingelige Skjebnes Gudinder, hørte hjemme ikke mindre hos Tydskerne, end hos vore Forfædre^[11].

Læren om Verdens Tilblivelse lyder i Korthed saaledes: Før alle Tings Begyndelse fandtes de tvende Verdener, Muspell i Syd, fuld af Lys og Luer, og Niflheim (Taagehjemmet, det taagede Frosthjem), med Brønden Hvergelmer. Mellem dem begge var det svælgende Dyb ginnunga-gap, i hvilket der fra Hvergelmer strømmede Edder-Aaer (elivágar), hvis Riim og Iis mødte Gnisterne fra Muspell. Heden af disse Gnister belivede Riimdraaberne, saa at Jotnen Ymer fremstod. Ymer avlede siden af sig selv flere Jøtner, fra hvilke den hele Slægt af Jøtner stammede.

Tilligemed Ymer fremkom ogsaa Koen Audhumbla, hvis Melk nærede ham. Den slikkede de salte Iisklumper; derved fremkom Bure, hvis Søn Bør med en Jøtunkvinde havde Sønnerne Odin, Vilje og Vee. Disse Børs Sønner dræbte Ymer, i hvis Blod alle Jøtnerne druknede paa een nær, som reddede sig, og fra hvilken de senere Jøtner stammede. Børs Sønner førte Ymers Krop ud i Ginnungagap og dannede deraf Jorden, Søen af hans Blod, Bjergene af hans Been, Himlen af hans Hjerneskal og Skyerne af hans Hjerne. Himlen prydedes med Gnister fra Muspell, og rundt om Jorden strømmede det store Verdenshav. Paa Jordens yderste Rand ved dette Hav maatte Jøtnerne tage Bolig hiinsides Bjergene, og til Værn mod dem, skabtes et Hegn eller en Borg om Jordens indre Deel, som derfor kaldtes Midgaard, medens Jøtnernes Hjem, Jøtunheim, ogsaa kaldtes Utgaard. Mellem Himlen og Jorden lagdes Broen Bæv-Ryst (Regnbuen). Den sorte Jøtunkvinde Nat og hendes Søn, den lyse Dag, af Aase-Herkomst, satte Odin paa Himlen til at kjøre hver sin Deel af Døgnet over Jorden; ligeledes sattes de tvende Søskende Sol og Maane til at kjøre Solens og Maanens Vogn. Dvergerne, der ligesom Madker havde faaet Liv i Ymers Krop, fik sin Bolig anviist i Jorden og Stenene. Endelig frembragtes de første Mennesker. De trende Æser, Odin, Høner og Lodur eller, som det ogsaa heder, Odin, Vilje og Vee vandrede ved Søens Bred, og fandt her to Træer, af hvilke de skabte det ene til en Mand, Ask, det andet til en Kvinde, Embla; Odin gav dem Liv, Høner eller Vilje Forstand og Følelse, og Lodur eller Vee Blod og Farve; til Bolig anvistes dem Midgaard, og fra dem nedstammede den hele Menneskeslægt.

Vi erfare af denne Lære om Verdens og det Skabtes Tilblivelse, hvorledes Germanerne tænkte sig det egentlige materielle Liv udgaaet fra Kulden og Mørket, det højere og aandeligere fra Varmen og Lyset. Lysverdenens Ild formaar allerførst af Taagehjemmets stivnede Edder-Draaber kun at udlokke det onde, uformelige Væsen Ymer, og hans Amme, Koen Audhumbla; Ymer selv frembringer kun ligeartede, graadige Væsener, omgivne af Kulde og Forstenelse, hvorfor de kaldes „Jøtner“, „Riim-Thusser“ og „Berg-Riser“. I Koen, det nærende Væsen, er der en ædlere Natur; af hendes selvstændige Virksomhed udvikles et højere Liv, der gjennem flere Led endelig fremtræder som det raa Urstofs Overvinder, idet Børs Sønner dræbe Ymer. Børs Sønner, Odin, Vilje og Vee, ere Udtrykket af en guddommelig Treenighed. Odin er den belivende Aand, Vilje eller Høner den ordnende Vilje, og Vee eller Lodur den rensende Helligdom^[12]. Skabelsen bestaar i en Ordning af Elementerne, i en Fremkaldelse af det organiske Liv, og i Forjagelse af Jøtnerne, de forstyrrende Magter, der ikke kunde tilintetgjøres, til de yderste Egne mod Havet, til Bjergene og de kolde Ørkener, medens Dvergerne fremkomme som Madker i Ymers Krop eller Jordlegemet, blive bundne til dette, hvor de, lunefulde, snart venlige, snart fiendske mod Menneskene, frembringe og tilvirke de Metaller, der ligesaa ofte bringe Ulykke over Verden, som Lykke. Menneskets Skabning er den oldgermaniske Treenigheds Værk; den egentlige Aand og Livet faa Menneskene fra Odin, Verdensstyreren; Forstand og Virksomhedsdrift giver Vilje eller Høner; det varme Blod, Livsfriskheden og Sandseligheden giver Vee eller Lodur den hellige Ildkraft. Og Menneskerne ere fra nu af Æsernes Yndlinger og bo under deres omhyggelige Varetægt i den mod Jøtnernes Overfald hegnede Midgaard, ogsaa kaldet Mannheim.

I denne Lære opdager man umiskjendelige Spor af Germanernes, saaledes og af vore Forfædres, tidligste Ophold i østligere Egne. Midgaard eller Mannheim, omgiven af Bjergene, bagenfor disse Jøtunheim, og bagenfor dette igjen Havet, minder om Volga-Egnene, hvor Ural-Fjeldene (hvis Navn selv betyder et Belte eller en Skranke) danner Grændsen mod Øst, og bagenfor hvilke Oceanet i en fjern Oldtid naaede lige ned til det kaspiske Hav, medens det paa samme Tid beskyllede de kolde Egne i Nord, hvor vore Forfædre endnu mange Aarhundreder senere tænkte sig det egentlige Jøtunheim, og hvor der maaskee, som Enkelte have antaget, var en Forbindelse mellem Nordiishavet og den finske Bugt^[13]. Fra umindelige Tider har der i Ural-Fjeldene været Tilvirkning af Metaller; det antages endog sandsynligt, at det meste Guld, man i Nordeuropa fordum havde, er kommet derfra; hvor der endnu findes talrige Levninger af Tschudernes Bergværksdrift^[14]: der var saaledes Anledning nok for de ældste Germaner til at lære Metallernes Tilvirkning at kjende, og sætte den i Forbindelse med Læren om Dvergerne, eller det indre materielle Liv i selve Jordlegemet. Det oprindelige Midgaards eller Mannheims, det vil sige Germanernes, Plads var altsaa de frugtbare Egne vestenfor Ural, omkring Volga; norden- og østenfor, nærmest Havet, var Jøtunheim, med kolde Ørkener og „Jernskove“^[15]; derfor heder det i de gamle Eddasagn, at Æserne maatte fare øster eller nordefter for at komme til Jøtunheim og fælde Troldene^[16]. Men naar disse, af lokale Forhold afhængige, Forestillinger skulde anvendes paa de fra hine tildeels meget forskjellige Forhold i de Lande, hvor Germanerne senere opsloge deres Bolig, da maatte mangt og meget saa en anden Farvning. Jøtnerne, Bjergenes og Ørkenernes Beboere, kom nu i Norge og andre Bjergegne til at befolke ethvert Fjeld, uden Hensyn til om dette laa ved Havet eller ej; de traadte Landets Beboere saa at sige nærmere ind paa Livet, og bleve Bjergtrolde, hvis Krig nærmest rettedes mod Menneskene, medens Forestillingen om det egentlige Jøtunheim blev dunklere, og dette henførtes til de fabelagtige Egne ved det hvide Hav. At Forestillingen om de smaa kunstfærdige Dverge, som man tænkte sig saa mørke at de endog ligesaa ofte kaldtes Svartalfer, og deres Hjem Svartalfeheim, ogsaa for en Deel kan have været paavirket ved Mindet om de i Ural-Bergverkerne syslende Tschuder, er i og for sig ikke usandsynligt. Vore Forfædres Kosmogoni indeholder altsaa umiskjendelige Reminiscenser fra de Omgivelser, under hvilke den først udviklede sig.

Verdensaltet og dets Opholdelse fremstilledes i vore Forfædres Gudelære under en skjøn og betydningsfuld Allegori, som det undersulde Asketræ Ygg-Drasil, der, hævende sig fra trende Nødder, af hvilke den ene ligger i Niflheim over Brønden Hvergelmer, den anden i Jøtunheim over den vise Mimers Brønd, og den tredie i Himlen hos Æserne over den hellige Urdarbrønd, omfatter hele Verden med sine Grene. Bestemte Tegn til at den samme allegoriske Fremstilling har været sædvanlig blandt Tydskerne, findes ikke, med mindre man som et saadant vilde ansee den bekjendte af Saxerne dyrkede Støtte Irminsul (Verdens-Støtten)^[17], en Fremstilling, der dog hverken i Højhed eller Skjønhed kan maale sig med vore Forfædres, og som, naar Alt kommer til Alt, maaskee ikke engang er ganske national^[18]. Paa den anden Side er Yggdrasils-Allegorien selv saa dyb og mystisk^[19], at man i alle Fald neppe kan antage den for at have udbredt sig blandt det hele Folk eller den store Hob, men at man snarere maa ansee den som et Mysterium, der kun var kjendt og forstaaet af Faa. Hentydninger dertil forekomme derfor ogsaa kun sjelden hos yngre Digtere, og Begrebet om den synes tildeels at have flydt sammen med Begrebet om Altstyreren selv (mjötuðr, hos Angelsaxerne meotod)^[20]. Derimod have flere af de med Yggdrasils-Læren forbundne Myther været fatteligere og derfor faaet en større Udbredelse. Den meest tiltalende af dem er Læren om den hellige Urdarbrønd under Askens Rod i Himlen. Ved denne, hed det, holdt Guderne sit Thing og Domsted, der vogtedes af de tre store Norner, Urd, Verdande og Skuld, Tidens og Skjebnens Gudinder, der opholdt Yggdrasil ved Brøndens hellige Vand, hvis Dom ikke engang Æserne kunde rokke, og som spandt Livets og Skjebnens Traade for ethvert Menneske, der fødtes paa Jorden^[21]. Læren om Nornerne var, som det allerede ovenfor er viist, fælles for alle germaniske Folk, idetmindste i dens Hovedomrids^[22]; men for alle germaniske Folk har vel ogsaa Forestillingen om Nornernes Oprindelse og Forhold til Æserne været dunkel. Thi hvis nogen Mythe skulde kunne minde om Uendeligheden og om Tidens Forhold til Evigheden, maatte det være denne. Derfor synes man og at have tænkt sig Nornerne som opfostrede blandt Jøtnerne, der, ældre end Æserne, ogsaa havde et dybere Indblik i Urnaturens Mysterier.

I Forbindelse med denne Mythe stod unegteligt Læren om Mimers Brønd, under den Rod af Ygg-Drasill, der spirede i Jøtunheim. I denne var, heder det, Kundskab og Mandevid skjult, og Jøtnen Mimer er derfor selv fuld af Viisdom, fordi han drikker Brøndens Vand af Gjallarhornet; men Alfader fik ogsaa Tilladelse til at tage en Drik, imod at sætte sit Øje i Pant. Alfader selv maatte altsaa tye til Jotnerne om Kundskab i Dybets Viisdom. I Mulkten ligger ogsaa unegtelig en Hentydning til Solens, Himmel-Øjets, Forsvinden bag Horizonten om Natten; dog har den givet Anledning til den uskjønne Forestilling om Odins eller Alfaders menneskelige Form, nemlig at han skulde være eenøjet. Men under denne Form finder man ham stedse at fremtræde, hvor han i nordiske Sagn blander sig mellem Menneskerne.

Om Guderne selv er der allerede ovenfor talt. Vi have paaviist, at Germanerne i ældre Tider blot synes at have tænkt sig tre Hovedguder, og at de øvrige ere Emanationer af disses Væsen. Men hvilke Hovedguderne vare, bliver vanskeligt nok at sige, da ikke altid de samme Navne nævnes tilsammen. Det forekommer os, som om man maa skjelne mellem virkelig forskjelligt tænkte Personligheder, og blot forskjellige Sider hos eet og samme Væsen. Odin, Thor og Tyr ere saaledes virkelig tre forskjellige Guddomme, medens Odin, Vilje og Vee eller Odin, Høner og Lodur alene synes at være forskjellige Sider hos eet og samme Væsen. Men ogsaa de i sig selv forskjellige Guders Navne vexle, som vi have seet. Saxerne nævnte Vodan, Thunor og Saxnot, i Uppsala nævnte man Odin, Thor og Frey; i den islandske Edsformular nævntes Frey og Njørd og den almægtige Aas. Skulde man imidlertid slutte fra de med Guders Navne betegnede Ugedage, maatte man vistnok antage Odin, Thor og Tyr for den rette Trilogi, hvad der og i og for sig er det rimeligste, om end kun af den Grund, at Tyr ikke, som Frey og Njørd, regnes blandt de saakaldte Vaner, og heller ikke altid udgives for Odins Søn. Thor (egentlig Þonarr, angels. Þunor, Tydsk donar), var Tordenens Gud, og som saadan tillige Veirligets, Regnens, og Kornmodningens Herre^[23], Æsernes og Menneskernes Vogter mod Jøtnerne. Tyr (Angels. Tiu, Tydsk Ziu), kaldes og blandt Højtydskerne Er, og maa ansees som den egentlige Krigsgud. Sandsynligviis var han endog i sin Tid anseet som den fornemste af alle Guder, eller som den eneste Gud, saalænge de polytheistiske Forestillinger endnu ikke havde fortrængt Monotheismen. Thi hans Navn bruges i Fleertal (tivar) ofte som Navnet paa Guderne i Almindelighed, og svarer ganske til det latinske Deus, det oldindiske djaus. Som Krigsgud synes han at have dannet en særegen Trilogi tilligemed Odin og den blinde Hød (egentlig Hadu), om hvilken vore Oldsagn vide lidet at fortælle, men hvis Begreb noksom betegnes af vort höð, den angels. heaðu, det tydske hadu, der, sat i Spidsen af Ord og Navne, altid betyder „Krig“, „Strid“^[24].

Odins Hustru, Thors Moder, var Jörð. Jorden, ogsaa kaldet Fjörgyn og Hlódyn, Tacitus’s eller rettere Goternes Nerthus, der siden i vor Gudelære er blevet en egen mandlig Guddom, ligesom Fjørgyn ligeledes optræder som et mandligt Væsen, der deels synes at falde sammen med Thor, deels nævnes som Fader til Frigg, Odins saakaldte anden Hustru^[25]. Frigg er derimod selv, hvad vi allerede ovenfor (S. 57) have antydet, ingen anden end „Jord“, og hendes Navn kun en egen Form for frit (eg. friggv) ɔ: Fruen, Herskerinden. Hun falder saaledes, hvad der og ovenfor er viist, ganske sammen med Freyja, der i vor ældre Gudelæres senere Form fremtræder som Kjærlighedsgudinden, og dog endnu i hvert Slag deler Valen (de faldne Krigere) med Odin. Om Njørds, Frey’s og Freyjas Optræden som særegne Guddomme, eller, hvad mythologiske Skrifter kalde Vanernes Optagelse i Gudernes Tal, er der allerede forhen talt, (S. 57) og vil der fremdeles nedenfor blive talt, hvor der handles om Frey og Ynglinge-Stammen i Norden^[26]. Her udtale vi kun den Mening, at Frey, Njørd og Freyja som særegne Guddomme ikke tilhøre enten vore Forfædres eller Tydskernes ældste Gudelære, men kun skylde den gotiske Cultus’s Tillempning paa den nordiske deres Oprindelse.

Odins, Himmelgudens, Forbindelse med Jorden er en Mythe, der i og for sig maatte ligge den tidligste Naturopfatning temmelig nær, og som derfor ogsaa har sit Tilsvarende i Grækernes Lære om Uranos og Gæa. Ligesom Uranos og Gæa maatte vige for Zeus og Here, saaledes veg ogsaa Odin, i sin ældste Skikkelse som den germaniske Treenighed (Voden, Vilje, Vee, eller Voden, Høner, Lodur), for den senere Odin, Krigens øverste Gud og de øvrige Guders Herre, og Jørd traadte i Baggruuden for Frigg og Freyja, begge forskjellige Personifikationer af det samme Begreb.

Med den Guddom, der efter de ældste Forestillinger styrede Havet og ledede dets Bevægelser til Menneskeslægtens Held, gik det omtrent paa samme Maade. Denne Guddom var den jomfruelige Gefjon, Angelsaxernes Geofon^[27], hvis Navn, beslægtet med gefa, at give, betegner Havet som Velstandens Kilde. Men i Tidens Løb traadte Gefjon som Havgudinde i Baggrunden, og hendes velgjørende Indflydelse paa Havet tillagdes Vaneguden Njørd, medens man som den egentlige Herre over Havet betragtede Jøtnen Øger eller Hleer, Søn af Fornjot, der igjen neppe kan være nogen anden end Urjøtnen Ymer. Men i Øger havde man nærmest Havets frygtelige Magt og fordærvelige Virkninger for Øje. Hans Navn (af at œgja), betyder „den Skrækkelige“, hans Hustru Rán, til hvem alle Druknede antoges at komme efter Døden, søgte ogsaa, sit Navn tro, at lokke dem i sit Dyb, og uagtet Øger vistnok holdt Venskab med Guderne, var dette Venskab dog, efter Oldkvadenes Fremstilling, tvunget og saaledes usikkert.

Ildens og Varmens velgjørende Kraft lededes ifølge den nordiske Treenighedslære af den øverste Guddom selv, hvad Navnene Vee og Lodur (se S. 16l) noksom antyder. Men istedetfor Lodur, en Deel af Guddom mens eget Væsen, traadte senere den ondskabsfulde Loke af Jøtun-Æt, Gudernes og Menneskernes Frister og Fordærver, det onde Princip, der benyttede sig af Menneskernes Sandselighed og Lidenskabelighed til deres Hjertes og Aands Fordærvelse. Loke var, som Mythen lød, opfostret af Odin selv, og levede blandt Æserne, men hans virkelige Personlighed fremtraadte saa at sige aabenlyst i Jøtnernes Herre, den frygtelige Utgaards-Loke, der i vore Oldsagn fremtræder særskilt ved Siden af Aasa-Loke. At Loke, Fristeren og Ondskabens Befordrer, tænktes som Fader til Guders og Menneskers trende farligste Fiender, Ulven Fenris, der tilsidst endog skulde sluge Odin selv, Slangen Jørmungand eller Midgards-Ormen, der omgav den hele Jordskive, og tilsidst skulde fælde Thor, og Hel, Dødens og Underverdenens Herskerinde, var i sin Orden.

Det er ovenfor nævnt, hvorledes Mythen om Freyja som Kjærlighedens og Frugtbarhedens Gudinde har udviklet sig af den ældste Mythe om Jorden som Alfaders Hustru. Og dog kjendte vore Forfædre ved Siden af Freyja en Gudinde, hvis Navn og Personlighed noksom viser, at hun i de ældste Tider maa have været anseet som den egentlige Gudinde før Kjærlighed, egteskabelig Forbindelse og Frugtbarhed. Denne Gudinde er Sif (hvoraf endnu det tydske Sippe, Sippschaft), Thors Hustru, hvis Navn antyder Slægtskab og Familieforbindelse, og hvis dejlige Guldhaar øjensynligt betegner de modne, bølgende Agre^[28]. Men ligesom Jørd traadte i Baggrunden for Frigg, Gefjon før Njørd og Øger, saaledes traadte Sif ogsaa i Baggrunden for Freyja, hvis saakaldte Broder, Frey, tillige ansaaes som Regnens, Solskinnets, Afgrødens og Fredens Gud. Med andre Ord, han traadte deels i Sifs, deels i Thors, deels endog i Odins eget Sted.

Som Alfader og den øverste Verdensstyrer maatte Odin oprindelig ogsaa være den højeste Dyds og Retfærdigheds Repræsentant Og derfor fremtræder han i vor Gudelære som Fader til Uskyldens rene Gud, Balder. Skjønt udførlige Sagn om ham alene findes hos Nordboerne, er der dog tilstrækkelige Spor forhaanden af at han ogsaa var kjendt og dyrket af Tydskerne^[29]. Som Retfærdighedens Gud nævne vore Sagn Balders Søn Forsete, og hans Navn gjenkjendes noksom i den af Friserne dyrkede Fosite, efter hvilken Øen Helgoland i Hedendommens Tid kaldtes Fositesland^[30]. Det kunde saaledes synes, som om begge disse Guddomme lige fra Urtiden have været dyrkede af alle germaniske Stammer, og at følgelig deres Dyrkelse ogsaa var medbragt af vore Forfædre fra deres ældste Hjem. Imidlertid er det at mærke, at baade Balder, som Odins og Friggs Søn, og Forsete, som Balders Søn, strengt taget kun ere Emanationer af Odins eget oprindelige Væsen: at Navnet „Balder“ (oldn. balldr, angels. bealdor), brugt som Appellativ, baade i Oldnorsk og Angelsaxisk har Betydningen „Konge“, „Herre“, at „Forsete“ ligeledes kun betyder „Forsidderen“, et Navn, der nærmest maatte antages at passe paa den øverste Gud, og at det virkelig synes at have været brugt i denne Betydning blandt Helgelands Friser, der ikke vel kunne antages at have henvendt al deres Opmærksomhed paa en underordnet Guddom, uden at indrømme Gudernes Overhoved den fornemste Plads.

Om Heimdall, der i den yngre Edda kaldes „stor og hellig“, og nævnes som Gudernes Vogter ved Bævrøst, vide de tydske Sagn intet at berette, ligesom han overhoved er en saare mystisk Figur i vor ældre Gudelære. Han nævnes deels som Odins Søn, deels som en selvstændig Personlighed, født af 9 Jøtunmøer. Han synes saaledes at have været en af de ældre, oprindelige Guddomme, men maaskee ogsaa just formedelst denne Ælde og Oprindelighed at være traadt tilbage i en mystisk Baggrund. Den prosaiske Indledning til „Rigsmaal“ melder, at den Rig, der ved at vandre om blandt Folket grundede Samfundsklasserne, ikke var nogen anden end Heimdall selv, der vandrede om i menneskelig Skikkelse. Man skulde deraf formode, at han i en fjern Oldtid virkelig har været sat i Forbindelse med Samfunds-Udviklingen, og at han med sit skarpe Syn og sin fine Hørelse antoges at være den, der vaagede over Orden og Fred over den hele Jord. Derved bliver det ogsaa begribeligt, hvorledes Mythen om Ragnarøkkr just kunde lade ham ved Verdens Ende kæmpe med Fredsforstyrreren Loke, og blive dræbt med et Menneske-Hoved, Manddrabets og Voldsomhedens Symbol^[31]. At Fredens og Ordenens Gud i den senere Krigstid ligesom traadte tilbage, ja endog ringeagtedes, er let at forstaa^[32]. Brage, Skaldekunstens Gud, omtales ogsaa som saadan kun i vore ældre Skrifter, men Angelsaxernes Ord bregu om en Fyrste eller Hærstyrer, og bróga eller herebróga om den paniske Skræk, der i Kampen saa ofte betager en af de stridende Hære, viser noksom, ej alene at de have kjendt denne Guddom, men ogsaa, at man ved den Skaldekunst, han repræsenterede, idetmindste i Førstningen ikke saameget tænkte paa den dermed forbundne Nydelse, som paa den Indflydelse, den kunde udøve i Krig, enten ved at opflamme Stridsmændenes Mod, eller ved Besværgelseskvad, der paa en magisk Maade skaffede Seiren^[33]. Brage siges at være Odins Søn; man fristes let til at antage, at ogsaa han oprindelig kun betegner en særegen Yttring af Odins Væsen, og at den „sidskeggede Brage“ saaledes oprindelig kun har været Odin (der og kaldes Siðskeggr) selv, under en egen Skikkelse og i en særegen Virksomhed.

Endnu en særegen Personifikation af Odin eller maaskee ogsaa af Thor er i vor ældre Gudelære, saadan som vi kjende den, Vinterens, egentlig Jagtens og Skiløbningens Gud, Ull, der tillige, som det hed, paakaldes for Held i Tvekamp. Den yngre Edda kalder ham Thors og Sifs Stifsøn, uden dog at angive, hvo hans Fader var. Men Ordet ullr bruges af de gamle Digtere ligesom baldr til at betegne en Herre i Almindelighed, og det tilsvarende gotiske Ord vulþus, Angelsaxisk wuldor, betyder Glands, Herlighed. Et saadant Navn synes snarere at maatte være et Tilnavn for den øverste Gud, end at kunne betegne nogen særegen Personlighed, og man skulde derfor vistnok ogsaa her antage, at det er Odin, hvilken vore Forfædre under dette Navn have paakaldet i deres vinterlige Bedrift^[34].

Dunkle og uforklarlige ere Sagnene om den sterke og tause Vidar, Odins Søn og Hevner, og Vale, Balders Hevner, ligeledes Odins Søn, hvilke begge skulle overleve Ragnarøkkr og samles med Balder og Hød paa de gamle Idavolde. Ogsaa disse Sagn maae regnes blandt den gamle Aasa-Læres Mysterier; i alle Fald ere de os levnede Oplysninger heel ufuldstændige. I tydske Skrifter findes ingen Antydninger til dem; at idetmindste enkelte af dem ej var ukjendte for de Danske, vise noksom den danske Historieskriver Saxo’s Optegnelser^[35].

Sammenligner man de Myther, vi have betegnet som de ældste, med dem, vi have antaget for yngre, vil man finde, at hine fornemmelig dreje sig om den føromtalte germaniske Tre-Enighed, eller idetmindste om trende Hoved-Guder, medens de senere forudsætte et Antal af tolv^[36]. Dette Tolvtal gaar gjennem de fleste af vore Forfædres Institutioner, ligesom det tildeels ligger til Grund for deres ældste Talsystem. Det synes derfor ikke saa umuligt, at de efterhaanden have søgt at anvende dette Tolvtal ogsaa paa Æsernes oprindelige Trehed, ved at lade eet og samme Væsen optræde under forskjellige Skikkelser og som forskjellige Personligheder. Dette bestyrkes af den Omstændighed, at vore Forfædre selv, uagtet de stedse angav Æsernes Antal at være tolv, dog ikke ret vare paa det rene med, hvilke disse tolv Æser vare^[37]: et tydeligt Vidnesbyrd om, at man paa Forhaand har bestemt Tolvtallet uden at dette fra først af hørte hjemme i Gudelæren. Man faar ogsaa en Anelse om, deels, at den ældste Gudelære ej alene i og for sig tænkte sig Guddommen som en Trehed, men ogsaa for hver enkelt af Guddommens Virksomheder yndede Trilogier; deels, at den, med Undtagelse af Sif, Frugtbarhedens og Slægtskabets Gudinde, ikke ligefrem opstillede kvindelige Guddomme, men lod hver enkelt Guddom optræde under en dobbelt Skikkelse, en mandlig og en kvindelig. Foruden Treheden Voden, Vilje, Vee, eller Odin, Høner, Lodur, har man saaledes for den krigerske Virksomhed Odin, Tyr og Hød; for den Uskyld og Retfærd befordrende: Odin, Balder, Forsete; for den ordnende og Elementerne tæmmende maaskee: Odin, Heimdall, Vidar; medens igjen Thor tilligemed den mystiske, halv mandlige og halv kvindlige, Fjørgyn^[38] og den ligeledes halv mandlige, halv kvindelige Jørd, Nerthus eller Njørd danner en Trilogi for sig selv; hvorhos foruden Fjørgyn og Jørd ogsaa Gefjon eller Geofon, Havets Guddom, optræder som mandlig og kvindelig paa een Gang. Man kjender i det Hele taget for lidet til vore Forfædres Gudelære i dens ældste Skikkelse til at kunne komme fuldstændigt paa det Rene med disse Undersøgelser om Forholdet mellem de ældre og yngre Myther; men hvad vi kjende, er dog allerede tilstrækkeligt til at bestyrke den her fremsatte Anskuelse.

Gjennem vore Forfædres hele Gudelære gaar Grundtanken om den evige Strid mellem det materielle, sandselige Liv med det aandige, over al Sandselighed ophøjede; fra hiint har alt det Onde, fra dette alt det Gode sin Oprindelse; hiint repræsenteres ved Jøtnerne og Dvergerne, dette ved Æserne. Derfor er Kampen evig mellem Æser og Jøtner, og disse ere ej alene svorne Fjender af Æserne selv, men ogsaa af deres Skabninger, Menneskerne. Derfor fejder Thor til Æsers og Menneskers Frelse stedse mod Jøtner og Trolde, og disse pønse stedse paa, hvorledes de med forenede Kræfter kunne vinde Overhaand. De anvende al den List, de kunne ophitte. Det lykkes dem – saa fortæller Voluspaa – ved deres Kvinder endog at forføre enkelte af Æserne selv, og at bringe Fordærvelsens Spire ind i Aasgaard^[39]. Deres egen Ætling, den forføriske Loke, optages i Æsernes Tal, bringer disse i mangen Nød og Fare, og volder omsider den herlige Balders Død, medens han og frembringer de truende Uhyrer Fenris-Ulven, Jørmungand og Hel. Guderne maae være betænkte paa at kunne møde den truende Fare; derfor maa Odin i sin Hal, Valhallen, samle alle de faldne Helte og daglig lade dem øve sig i Vaaben, for at de, naar det gjelder, kunne staa ham og Æserne bi i den sidste Kamp^[40]. Og derfor maa han endog stundom nedlade sig til, ved List og Kneb at lokke anseede Helte til sig, med andre Ord, at volde deres Død, og i det Hele taget at befordre Ufred og Kamp^[41]. Paa den Maade optræder Odin i de fleste af vore mythologiske Sagn. Alle vaabenbidte Mænd, heder det, tilegnede han sig; de skulde gjeste ham i Valhall, og som Einherjer dagligt øve sig i Strid; de skulde allerede paa Valpladsen udkaares, og i Valhall opvartes af Odins tjenende Møer, Valkyrjerne. Alt gaar saaledes her ud paa Kamp og Strid. Men gjennem denne Krigstummel skimtes dog endnu Glimt af en ældre og rettere Lære, hvor Krigersind og Dødsforagt ej var den eneste Dyd. Thi trods hin Lære om Vaabendød som Betingelsen for Adgang til Odin finder man dog flere Exempler paa, at udmærkede Mænd, der døde Straadød, ogsaa troedes at komme til Odin, ligesom man heller ikke behøver bedre Vidnesbyrd, end at Straadød Overhovedet slet ikke ansaaes uhæderlig. I et gammelt Digt^[42] heder det, at alle Jarler (ɔ: Jarler i den ældste Forstand, Mænd af den fornemste Samfundsklasse), skulde komme til Odin, Trællene derimod til Thor. Dette viser, at man som Odins Gjester og Einherjer egentlig kun har tænkt sig anseede, fortjente Mænd, Mænd af den fornemste eller Krigernes Klasse; dog ikke fordi det just var Krigere, eller fordi man i det blotte Krigshaandværk søgte deres Adkomst til at gjeste Valhall; men fordi Krigshaandværket kun udøvedes af dem, der ifølge Byrd og Stilling hørte til det egentlige Aristokrati^[43].

Men efterhaanden, som de ældre Samfundsforhold forandredes, synes ogsaa den fredeligere Opfatning af Religionslærdommene at have veget Pladsen for en mere krigersk, ved hvilken Odinslæren blev en sand Krigsreligion, og Krigerfærd ej alene dannede en tilladt og kjærkommen Syssel, men ligefrem en Pligt. Det bliver her endog vanskeligt at kunne sige hvad der var Aarsag og hvad der var Virkning; om Erobringstogene og Krigsfærderne bleve hyppigere, fordi Religionen blev mere krigersk, eller om den krigerske Religion drev større Skarer i Krigen, og gjorde Krigstogene hyppigere. Begge Dele, Krigeraanden og den krigerske Religionslære udviklede sig vel samtidigt, og under gjensidig Vexelvirkning. I sin vildeste Skikkelse viste den raae Krigslyst sig under den saakaldte Berserksgang. „Odins Mænd“, fortæller Snorre, „gik i Striden brynjeløse, galne som Hunde eller Ulve, bed i sine Skjolde, og var sterke som Bjørne eller Tyre; de slog ned for Fode, og hverken Ild eller Jærn bed paa dem; det kaldes Berserksgang“. Denne Berserksgang gjenkjender man fuldkommen i hvad der fortælles om Erulerne, just hine, Odin nærmest tilhørende, Jarler, at de kjæmpede nøgne (det vil vel sige uden Brynje og Skjold^[44], og at Langobarderne i Spidsen for sin Hær stillede Krigere, der kunde drikke Menneskeblod og indjage deres Fjender en panisk Skræk^[45]. Og det er denne vilde Krigsaand, der omsider naaede sin Højde i Vikingelivet, for da, efterat have vakt kjendelig Lede og Overmættelse, desto snarere og lettere at vige Pladsen for Christendommen.

Aasareligionens Lære om Ragnarøkkr eller Verdens og Gudernes Undergang vidner aabenbart om oprindelige monotheistiske Anskuelser, men den synes aldrig at have grebet virksomt ind i Folkelivet. Jøterne og Dvergerne, eller de onde Kræfter i Naturen, skulde endelig, hed det, vinde Overhaand over Guder og Mennesker; Solen og Maanen skulde sluges af de Jøtun-Ulve, der forfølge dem, Stjernerne forsvinde af Himlen, Jotnerne storme frem i Kamp mod Æserne; Fenrisulven sluger Odin, Midgards-Ormen og Thor, Heimdall og Loke dræbe hinanden indbyrdes; Vidar hevner vel Odin ved at sønderslide Ulven, men imidlertid ere Muspells straalende Sønner med Surt i Spidsen komne frem, og Surt slynger Ild over hele Jorden og brænder den. Dog, heder det, skal en ny Jord fremstaa, hvor Æserne Vidar og Vale, Balder og Hød, og Thors Sønner, skulle bygge paa Idavoldene, hvor Aasgaard før stod; en ny Menneskeslægt nedstammer fra et Par, der har undgaaet Surtsbranden; men de, som tidligere ere døde, samles paa forskjellige Steder, de gode i Himlen, i Salene Gimle, Brimer og Sindre, de onde paa de frygtelige Naastrande ved Edderbrønden Hvergelmer. Men „den Mægtige, som raader for Alt^[46]“, kommer ovenfra og ordner Verdens Anliggender.

Der er i denne Lære saare meget mørkt, og mange Mysterier, hvortil vi ej længer have Nøglen, ere upaatvivlelig indflettede i den. Æserne, endog Odin selv, træde her tilbage for „den Mægtige, som raader for Alt“; de vise sig forgængelige, ligesom Menneskerne og ikke de selv, men en yngre Generation af dem, fremstaa i den nye Verden. Saaledes synes man neppe at kunne have betragtet dem, da Religionen endnu var simplere og nærmere Monotheismen, da Odin endnu i Virkeligheden var „Alfader“, og de mange enkelte Personligheder ikke havde udviklet sig af hans i alle Retninger virkende Grundkraft. Ved at splitte Guddommen i saa mange Individnaliteter havde man efterhaanden gjort den menneskelig og forgængelig; dette følte man, og saaledes maatte Æserne nødvendigviis forgaa ved Ragnarøkkr og den luttrende Surts-Brand. Den eneraadende Alfader maatte derimod selv raade for Verden og dens Skjebne; han var saavel Muspells, som de øvrige Verdeners Herre; han maatte staa udenfor Ødelæggelsen, ikke selv gaa til Grunde i den; han maatte paa eengang baade være Odin, Surt, og „den Mægtige som raader for Alt“^[47]. Eftersom Guderne eller Æserne blev flere, sank de ogsaa i Værdighed, og deres Virksomhed blev mere materiel^[48]. Guderne selv bleve fornemmelig Krigsguder; den milde Freds- og Uskylds-Gud Balder tænktes død og begraven; Vaabenfærd blev den fornemste Dyd, og Vaabendød den bedste Adgang til Odins Haller. Men hvorledes Levningerne af den oprindelige, renere Lære ved Siden heraf og tildeels i Modsætning dertil, holdt sig i Folketroen, derom vidne, saavel de tidligere anførte Undtagelser fra Læren om de Sotdødes Udelukkelse fra Valhall, som især Ragnarøkkrsmythen selv og den dermed forbundne Lære om Dydens Belønning og Lastens Straf^[49]. Medens den raaere Krigsnatur vistnok i Læren om Valhall og Niflheim, som den sædvanligt foredroges, alene kunde see en Spore til fortsat Krigerfærd og vild Dødsforagt, var det dog fremdeles muligt for det dybere Gemyt at tænke sig virkelig Dyd ogsaa udenfor Krigerlivet, som aabnende Adgang til Alfaders Sal, og Luften i og for sig selv som dragende Sjælen ned til Hvergelmers Afgrunde. Den raae Kriger tænkte neppe videre end til Valhall og Niflheim; ham stod Ragnarøkkrslæren neppe klar for Tanken; men for det tænksommere og fredeligere Sind maatte Gimle og Naastrand være Hovedsagen. Men uagtet man saaledes vistnok ikke kan sige, at Aasa-Religionen i og for sig gjorde Krigerfærd til den fornemste og saagodtsom eneste Dyd, maa man paa den anden Side erkjende, at den lettelig af de almindeligere Gemytter kunde opfattes saaledes, og derfor virkelig ogsaa i Tidens Løb opfattedes paa denne Maade, uden at det endog med Bestemthed kan siges, om den meest paavirkedes af Tids-aanden, eller selv paavirkede denne.

Ved Siden af Æserne og Jøtnerne troede vore Forfædre, ligesom alle øvrige Germaner, paa Alfer, ringere guddommelige eller overnaturlige Væsener, beboende Luftstrøget nærmest Jorden og Jordens Indre, og paa en virksom Maade gribende ind i Menneskernes Anliggender. I den yngre Edda gjøres der vistnok Forskjel paa Lysalfer og Mørkalfer eller Svartalfer, hvilke sidste (se ovf. S. 162) synes at have været antagne for de samme som Dvergerne; men denne Forskjel lader ej til at have været levende i Folketroen, der i alle germaniske Lande har vedligeholdt sig ligetil vore Dage. Alferne, eller som de i Sverige og Danmark kaldes, Elvefolket eller Ellefolket, i Tydskland Elfen, betragtes som underjordiske Beboere af Høje, ligesom Jøtnerne af Bjerge, Dvergerne af Stene, og de høre derfor ganske bestemt til den samme Klasse af Guddomme, som Jøtner og Dverger, Naturguddomme, hvilke Folketroen antog for Landets oprindelige Besiddere^[50]. Deres Virksomhed maatte saaledes i Almindelighed ansees som Menneskeheden fjendsk og farlig; og som saadan betragtes endnu den Dag idag Alfernes Virksomhed i det Hele taget; i alle Fald forestiller man sig dem, om de end som Huldrefolk begunstige enkelte Menneskers Fædrift, eller som Nisser udføre de i Stald og Fjøs forekommende Sysler, dog som saare lunefulde og ingenlunde ret godmodige Væsener. Siden de endnu kunne leve saa kraftigt i Folketroen, maa de i den ældre, hedenske Tidsalder have spillet en saare vigtig Rolle; man finder ogsaa, at der anstilledes Blot eller Ofringer for dem. Til Alferne kan man ogsaa henføre andre i vore Forfædres og tildeels i vor nuværende Folketro levende Væsener af lignende Slags, som Nykken (hnykr), Fossegrimen, Kvernkarlen eller Kvernknurren, Væsener, der tænktes at beboe Elve og Fosser, Landvætterne, der beskyttede hver sin enkelte Deel af Landet, Fylgjerne, der i Dyreskikkelse gik forud for hvert enkelt Menneske, og oftest viste sig i Drømme; og Diserne eller Hamingjerne (Lykkegudinderne), ogsaa kaldte Fylgjer, der somoftest betragtedes som udsendte af Nornerne deels for at beskytte, deels ogsaa for at forfølge det enkelte Menneske eller hans Slægt gjennem Livet. Ogsaa til dem holdtes særegne Offringer, kaldte Diseblot.

Den her skildrede Tro og Religionslære dannede i Norden ikke Gjenstanden for en afsondret Preste-Kaste eller Preste-Forenings hemmelighedsfulde Overleverelser, ligesaalidt som de dermed forbundne Offringer kun udøvedes af en særskilt Prestestand. Det er allerede viist, hvorledes Folkets egne Høvdinger tillige forestod Offringerne, og hvorledes den prestelige Værdighed oprindelig endog udgjorde en Deel af den fyrstelige eller Høvdingernes. Det er heraf noksom klart, at Religionen i egentligste Forstand var Folkets Ejendom, at den fra først af maa have udviklet sig hos Folket selv, og at den ikke – hvad Flere, paa Grad af de uheldige Forsøg, der længere nede i Middelalderen anstilledes paa at give den en historisk Udtydning^[51], have troet – er indført blandt vore Forfædre ved en indvandret Koloni af Prester eller Preste-Høvdinger. Den samme fremgaar ogsaa af Aasa-Religionens Forekomst hos alle germaniske Folkeslag uden Undtagelse, og af de indbyrdes Afvigelser, der findes mellem de enkelte germaniske Nationers særegne Religionslærdomme, thi just disse Afvigelser lægge for Dagen, at Religionen, ligesom Sproget, er medbragt fra Urhjemmet, og har frit udviklet sig hos enhver enkelt Nation i det nye Hjem. Det er derimod allerede ovenfor viist, hvorledes de senere Tiders forandrede og mere udviklede Forhold paa flere Steder synes at have afsondret Høvdingens Værdighed fra Religionstjenerens, ligesom det i og for sig synes rimeligt, at Religionssagnene, eftersom de begyndte at blive mangfoldigere og at afvige fra den oprindelige Enkelthed, ogsaa efterhaanden maatte antage et hemmelighedsfuldere og mindre forstaaeligt Præg, og gjøre en særegen Klasse af Prester eller Lærere nødvendig. I Norge og paa Island synes dog en saadan Preste-Klasse ej at have været til. Derimod er det ikke usandsynligt, at en saadan har været forbunden med den senere Frauja- eller Frey-Dyrkelse, der virkelig, efter de os deraf opbevarede Træk at dømme, i Norden maa have været et fuldstændigt Mysterium.

---

1. Nemlig i begge Eddaer, den ældre, der indeholder de ældste mythiske Kvad, den yngre, eller Snorres Edda, der indeholder en prosaisk Fremstilling af Gudelæren.
2. Den gotiske Form er, som oven anført, ans, Fleertal anzeis, den højtydske ans, Fl. ensí; den saxiske ans, Fl. ense, den Angels. ós, Fl. ése.
3. Se Snorres Yngl. Saga, jvfr. Snorres Edda.
4. Landn. B. IV. 7.
5. Ad. Brem. IV. 26.
6. Grimms deutsche Mythologie P. 184.
7. Odins Navn (Vódans, Wuotan, Wóden, Óðinn) maa udledes af vaða, vort vade, oprindelig „trænge frem med Fart“, hvoraf Ordet (óðr, rasende; det er altsaa den ustandselige Kraft, som med dette Navn betegnes.
8. Den oldnorske Form er jötunn eller jatunn, vel ogsaa jütull, egentl. itunn, den angelsaxiske eoten, den tydske ezan, den gotiske maa have været itans. Navnet er aabenbar udledet af eta, gotisk itan, æde, fortære, og antyder de onde Veseners Graadighed.
9. Se det gammeltydske af Schmeller udgivne Digt, kaldet Muspilli; Nord. Tidskr. for Oldk. B. 3 S. 167.
10. Hel bruges baade om Stedet, og om Herskerinden. Det første kaldes ogsaa Niflhel ɔ: Taage-Helved.
11. Thi saavel angelsaxiske som oldsaxiske Digte melde oftere om Wyrd eller Wurth, ɔ: Urd; Hovednornen; se Beowulfdigtet 1134, 4839; Heljand 146, 21, 163, 16. I engelske og skotske Folkesagn nævnes endnu „the Weird sisters“, Skjebnesystrene.
12. Om Oprindelsen til Odins Navn er forhen talt. Vili er ligefrem Vilje; Vé (egentlig Vighi), Indvieren. Hœnir, af at hœna, lokke, give Tegn, er et andet Udtryk for Viljes-Tilkjendegivelsen; og Lóðurr, d. e. Luen, (besl. m. det tydske „lodern“) sigter til den luttrende og viende Ild. I Óðinn, eller rettere den ældre Form Vóðinn, Vili, Vé (gotisk, Vódans, Vilja, Veiiha) seer man tydeligt Riimbogstaverne, der viser, at Navnene Vili og Vé af Digterne ere lempede efter Vodens Navn; de ere altsaa ikke at ansee for de egentlige Navne, hvilke vi derimod maa antages at besidde i Hœnir og Lóðurr. En tredie Benævnelse paa Aasa-Treenigheden var Hár (den Høje), Jafnhárr (den Jevnhøje) og Þridi (den Tredie).
13. Se især Alex. Humboldt, „Central-Asien“ S. 529.
14. De kaldes endnu af Russerne tschudskii kopi ɔ: tschudiske Skjerp; se Müller, der ugrische Volksstamm, I S. 173.
15. Se Völuspá Str. 32: austr sat hin aldna í jarnviði, (øster sad den gamle Jøtunmoder i Jernskoven.)
16. Skálda: Thor var faren i Østerveg at dræbe Trold. Thor drager ligeledes øster for at besøge Utgaardsloke, se Sn. Edda, 45.
17. Universalis columna, quasi sustinens omnia; Ruodolf. Fuld. hos Pertz. II. 676.
18. Grimms Mythologi S. 757–759. Se herom nedenfor, 3die Afsnit, § 4.
19. Asken, heder det, har sine Rødder deels ved Hvergelmer, hvorfra, som det tidligere er sagt, Verdensstosset allerførst vældede ud i Ginnungagapet, deels i Jøtunheim, Naturkrafternes Dyb, deels hos Æserne, Livsprincipets Hjem. I Treeets Top sidder en Ørn, den alvidende Aands Billede. I Hvergelmer ligger Slangen Nidhugger (Mørkehuggeren) og gnaver dets Rod; mellem Ørnen og Slangen løber Ikornen Ratatask og sætter Splid; i dets Krone løbe fire Hjorte og gnave dets Grene. Alt Symboler, der fremstille Kampen mellem det aandelige og materielle Liv; Symboler, altfor vanskelige at opfatte, til at de skulde kunne forstaaes eller endog kjendes af den store Hob.
20. I de gamle Eddadigte bruges mjötuðr eller mjötviðr deels i Betydningen „Skaber“, deels i Betydn. „Træ“, „Sverd“; i Angels. og Olds. er mitod, metod stedse „Skaber, Altstyrer“.
21. Nornernes Navn Urðr (Wyrd), beslægtet med vorðinn eller orðinn (vorden, skeet); verðandi (skeende, vordende), og skuld, af skulu (skulle), altsaa den skullende, tyde øjensynligt paa Fortid, Nutid og Fremtid.
22. Nemlig forsaavidt Wurth, Wyrd (Urðr) ogsaa nævnes i tydske og angels. Skrifter, se ovenf. S. 160. Navnet Norn synes at være en Sammendragning af Njörunn eller Njarunn, og dette synes igjen at være beslægtet med det angels. nearu, ɔ: trang, snever, og saaledes at betegne Skjebnens Uundgaaelighed.
23. Adam Brem. IV. 26: Thor præsidet in aere, qui tonitrus et fulmina, ventos imbresque, serena et fruges gubernat.
24. Se om Tyr, især Grimms deutsche Mythologi S. 175 fgg. Tyr eller Tius er ingen anden end den af Tacitus omtalte Tiusko eller Tivisko, fra hvilken Germanernes Slægter skulde nedstamme, og hvilken her aabenbart optræder som Germanerfolkets Ur-Gud.
25. Se herom Grimm: deutsche Mythol. S. 157, 235.
26. Se nedenfor, 3die Afsnit § 4.
27. Geofon eller gifen bruges i Angelsaxisk saare ofte til at betegne Havet. I nordiske Sagn fremtræder Gefjon endnu kun en eneste Gang som Havets Herskerinde, nemlig hvor hun pløjer Sælund ud fra Svithjod, aabenbar en mystisk-allegorisk Fremstilling af en Oversvømmelse, hvorved Sjæland tænktes bortrevet fra Fastlandet. Mærkeligt nok, fremtræder Gefjon ogsaa sideordnet med Odin og Frigg, forsaavidt det heder, at hun kjendte alle Skjebner ligesaa godt som Odin selv (Øgisdr. Str. 21). Mærkeligt er det ogsaa, at ligesom vi finde en mandlig og en kvindelig Njørd (Nerþus) og en mandlig og en kvindelig Fjørgyn, saaledes finde vi og en mandlig og en kvindelig Gefjon, da Geofon, sax. Geben, er Hankjønsord. Freyjas Tilnavn Gefn synes at hentyde paa en Forening af Gefjon’s og Frigg’s Personlighed.
28. Sif svarer til det gotiske sibja, Angels. sibb, Tydsk „Sippe“, hvilke alle betegne „Svogerskab“. Ved Sif maa man ogsaa tænke paa den vendiske Kjærlighedsgudinde Siva.
29. I Oldhøjtydsk forekommer Paltar som Mandsnavn; i Angels. bruges bealdor i Betydningen „Fyrste“, „Herre“.
30. Se Alcuins Beskrivelse af St. Wilibrords Lod i Alcuini opera III. p. 187.
31. See Skálda Cap. 8.
32. I „Søgubrot“ heder det, at Heimdall var den dummeste blandt Æserne. (Se Søgubrot i Fornaldar Sögur Nordrl. I. S. 373).
33. Mærkeligt nok er det, at Brage, Frembringeren af bróga (panisk Skræk) omtales som om han stod i nærmere Forbindelse med Øgir (Skrækindjageren), og at Ordet Øgishjalmr netop bruges om en Hjelm, der ved Trylleri eller overnaturlige Midler er sat istand til at kunne indjage Fienden Skræk.
34. At idetmindste Ullin er et af Odins Navn, kan neppe betvivles. Og Saxo lader endog (3die B. S. 130) en vis Ollerus udgive sig for Odin.
35. Fornemmelig om Vale, Odins og Rinds Søn. Saxo (3ie B. S. 126 fgg.) veed her mere at fortælle end Edda.
36. Fornemmelig det ovenfor omtalte Sted i Snorres Ynglingesaga, Cap. 2., og Sn. Edda, S. 13.
37. Se herom især Petersens Nordisk Mythologi, S. 114.
38. Det er allerede omtalt, at Frigg siges at være Datter af Fjørgyn, medens Thor, der dog ellers angives som Søn af Odin og Jørd, baade i Vøluspaa (55) og i Harbardsljod (56) kaldes Fjørgyns Søn. Men til „Fjørgyn“ svarer fuldkommen det litauiske Perkunus, eller det slaviske Perun, Navnet paa en Guddom, der aldeles svarede til Thor, som Tordenens og Ildens Gud. Ordet „fjörgyn“, synes ellers at have betydet et Bjerg, gotisk fairguni.
39. Vøluspaa, Str. 8.
40. „Det er uvist at vide“, hvorledes det kan gaa, siger Odin i Eriksmaal; „den graa ulv stirrer mod Gudernes Samfund“.
41. Vøluspaa, Str. 28. Mange Exempler sindes desuden i de ældre Heltesagn der nedenfor meddeles, om Odins listige Krigsanstiftelser.
42. Harbardsljod, Str. 24.
43. Naar der paa hiint Sted i Harbardsljod kun tales om Jarler og Trælle, er det fordi der ved Siden af Odin kun er Tale om Thor, hvilken Harbard søger at drille. Rimeligviis tænke man sig ogsaa et eget Bestemmelsessted for Karlerne; men til at omtale det var der i hiint Kvad ej Anledning. At man i hine „Jarler“ kun maa see en Samfundsklasse, ej de senere Tiders Jarler, er indlysende.
44. Prokop. Pers. Krig II. c. 25; Paul. Diac. I., 20.
45. Paul. Diac. I. II. Disse Kriger kaldtes Cynocephali eller Hundehovdede; man maa tænke paa vore Ulfhedner i Vargstakke.
46. Vøluspaa, Str. 63. Hyndluljoð, Str. 41.
47. Man behøver neppe bedre Beviis for, at vore Forfædre, trods Læren om Æsernes og Odins egen Undergang, dog oprindelig tænkte sig Alfader eller Odin som den, der raadede over det hele Universum, og var ophøjet over Jordens Omvexlinger – følgelig var baade Muspells og Jordens Herre, baade Surt og Odin, – end den yngre Eddas egne Udsagn i Cap. 3, „at Alfader er fornemst og ældst af alle Guder, at han lever evindelig, styrer det Hele, raader for Smaat og Stort, skabte Himmel, Jord, Luft og Mennesket, og gav Mennesket dets udødelige Sjel; at alle Mennesker, der have levet retteligt, skulle være hos ham i Gimle eller Vingolf, men alle onde Mænd fare til Hel og derfra til Niflhel nede i den 9de Verden“. Her opregnes desuden tolv af hans Navne: de samme, der forekomme blandt Odins Tilnavn i Grimnismaal Str. 46–50. Her er ej Tale om Vaabendød; her skal Alfader eller Odin selv opholde sig i Gimle, den herlige Bolig, som vedvarer efter Ragnarøkkr, og om hvilken det efter et af de ældste Haandskrifter af Edda (det uppsalske) heder (c. 52) „bedst er det at være i Gimle med Surt“. Her falde saaledes aabenbart Odin, Alfader og Surt sammen, saavelsom Gimle og Aasgaard, af hvilken Vingolf var en Deel (c. 14); ligesom ogsaa Niflhel i den 9de Verden, ved Hvergelmer, øjensynligt er betragtet som eenstydigt med Naastrandene. Det er allerede ovenfor (S. 19) viist, hvorledes Tacitus lader de gamle Tydskere opstille Tuisko eller Tivisk (d. e. Tius, Tyr), som den Gud, fra hvilken de udledede deres Herkomst. Man skulde heraf formode, at dette gamle Sagn endnu betegnede Tyr som den øverste eller eneste Gud, at Odin eller Alfader selv fortrinsviis kaldtes Tyr eller Tius, d. e. Guden, ligesom vore Forfædre kaldte alle Guderne tilsammen tivar. Men isaafald bliver den i Vøluspaa Str. 58 forekommende Benævnelse Fimbultyr (ɔ: Ur-Herren eller den evige Herre), om hvis gamle Runer (Mysterier) de yngre Æser skulde samtale, saare mærkelig; thi den passer just paa den ældste, eneraadende Guddom.
48. Det er derfor let at begribe, hvorfor Jornandes oversætter det gotiske anzeis ved semidei d. e. Halvguder.
49. I Naastrands-Salen skulde Menedere, Mordere og Forførere af Andres Hustruer evigt pines, medens de „dydige Skarer“ skulde bo i Gimle. Se og hvad ovenfor (S. 173) er anført i Note 1.
50. I Beowulfdigtet v. 223 stilles derfor ogsaa Jøtner og Alfer (eotenas and ylfe) sammen som onde Væsener.
51. Nemlig især af Snorre i Indledningen til Snorre-Edda og i Ynglinga-Saga. Se herom især næste Afsnit § 4.