Wikikilden

Det norske Folks Historie/1/38

< Det norske Folks Historie | 1

Allerede i det Foregaaende, hvor der handledes om Samfunds-Ordenen og det gamle Kvad Rigsmaal anførtes, havde vi Anledning til at omtale Kong Dan, fra hvis Navn saavel norske som danske Sagn udlede Navnet Danmark, og hvilken de norske Oldsagn desuden lade begynde Højalderen, medens hans Fader Danp allerførst antager Kongetitlen i Danmark. Dette Sagn tilhører vel nærmest Danmark, men spiller dog en altfor vigtig Rolle i vor egen Sagnkreds til her at kunne forbigaaes. Den Maade at forklare Landes og Ætters Navne paa, at udlede dem fra en første Besidders eller Stamfaders Navn, var allerede langt tilbage i Hedendommen saa sædvanlig hos Germanerne, at man ej kan forundre sig over at finde et Exempel derpaa i et saa gammelt Kvad, som Rigsmaal.[1] Men hvad der snarere kunde synes at undres over, er at vore gamle Slægtregistre ikke sætte Dan i Spidsen for den danske eller skjoldungske Konge-Række, men derimod gjøre ham til et Medlem af denne, og derved paa en vis Maade lade Halfdan, hvis Navn dog allerede antyder en Blanding eller en Fjernelse fra den ældste oprindelige Danskhed, blive Stamfader for Dan, denne den oprindelige Danskheds Repræsentant eller Personifikation. Aarsagen er dog simpelt hen den, at med Sagnet om Skjold var ogsaa Erindringen om Gotland som de danske Landes ældste Fællesnavn uadskilleligt forbunden. Skjold, og følgelig Halfdan, maatte derfor sættes højere op i Tiden end Dan. Skjoldunge-Sagnet var desuden et genealogisk Sagn, Sagnet om Dan derimod et ethnografisk-politisk Kultursagn. Egentlig havde de begge intet med hinanden at bestille, og passede ikke til hinanden; deres Sammenkjedning kunde derfor ej undgaa at frembringe nogen Forvirring og indbyrdes Modsigelse.

Hvad vore egne Oldskrifter fortælle om Dan, er ikke meget. De give ham Tilnavnet mikilláti (d. e. den Overmodige) og gjøre ham til en Søn eller Efterfølger af en Olaf med Tilnavn litilláti (d. e. den Sagtmodige[2]; de sige, at han begyndte Høj-Alderen i Danmark ved at lade sig opføre en Høj og forordne, at han efter sin Død skulde begraves der med sit Kongeskrud, sine Hærklæder, sin Hest fuldt opsadlet, og meget andet Gods. De kalde ham Søn af Danp, Søn af Rig, der først blev kaldt Konge blandt dansktalende Folk[3], og hvis Ætmænd siden brugte Kongenavnet som den fornemste Fyrstetitel. Hans Syster Drott, hed det, var gift med Ynglingekongen Dyggve, om hvem man ikke vidste andet end at han døde paa Sotteseng og at han allerførst i sin Æt antog Kongetitel istedetfor den tidligere brugelige Titel Drottin. „Efter Dan“, heder det, „fik Danmark sit Navn“[4]).

De danske Oldskrifter vide naturligviis mere at berette om Dan. Saxo forfoldiger ham paa sædvanlig Viis til trende. Den første Dan er hos ham Søn af Humble og Broder til Angel; Dan er det danske, Angel det angliske Riges Stifter; Dans Sønner ere Humble og Lødber, Lødbers Søn Skjold. Den anden Dan er hos Saxo en Søn af Uffe, Vermunds Søn. Om denne Uffe siger han, at han ogsaa hed Olaf, og formedelst sin Beskedenhed kaldtes mansuetus (d. e. den sagtmodige); men at man intet forresten veed om hans Bedrifter; Sønnen Dan derimod var desto overmodigere; han overvandt ydre Fiender i mange Slag og udvidede sit Rige, men skjemmede den Ære, han havde indlagt sig, ved sit utaalelige Overmod, ligesom han ogsaa deri vanslægtede fra sin Fader at han bortødslede det af hans Fader og af ham selv i hans heldige Krige samlede Gods. Den tredie Dan, i enkelte Kongerækker kaldt „den Dagfulde“, Søn af Frode frøkne (vegetus), truedes i sit 12te Aar af Saxerne med Krig eller Skatskyldighed, men samlede modig den danske Ungdom om sig, bragte en saa stor Mængde Skibe sammen i Elben at man kunde raa derover som paa en Bro, og tvang nu den saxiske Konge til at betale Danmark Skat[5].

I Saxos Dan II den overmodige og Faderen Olaf den sagtmodige

S. 12) medens en anden (S. 14) opregner Ledene paa samme Maade indtil Vermund vitre, men derimod efter denne sætter Datteren Oluf, og efter denne som hendes Søn Frode fridsame. Denne Række synes saaledes at antyde at Dan maatte have været gift med Oluf. gjenkjende vi med Lethed det først meddeelte Slægtregisters Jan mikilláti og Olaf litilláti. Det er tillige let at see, at Saxo ikke veed mere om denne Olaf, end hans Navn, eller at han kjender Olaf og Dan kun fra hiint eller fra et lignende Slægtregister. Thi den Paastand, at Olaf skulde være den samme som Uffe, Vermunds Søn, er aabenbart kun at tilskrive Saxos egne vilkaarlige Kombinationer. Han meddeler udførligt det ældgamle sønderjydske eller angliske Sagn om Vermund, Viglets (Wihtlägs) Søn og dennes Søn Uffe eller Offa[6]. Dette Sagn er afsluttet med Uffe, og vedkommer ikke engang Skjoldunge-Ætten. Men det gamle, i vore Oldskrifter opbevarede Slægtregister nævnte blandt Skjoldungerne en Vermund vitre og Sønnen Olaf, og følgelig var det for Saxo en let Sag, der endog faldt sig af sig selv, uden videre at erklære den angliske Wärmund for den samme som Vermund vitre, og Offa for den samme som Olaf. Dog vidste han naturligviis intet om denne Offa at fortælle fra det Øjeblik, hvor hans Bedrifter mod Saxerne ophøre at omtales, eller hvor han under Navnet Olaf bestiger Danmarks Trone. Heller ikke vore egne Slægtregistre have været sikkre i sin Sag, siden et af dem, som ovenfor viist, giver Vermund Datteren Oluf istedetfor Sønnen Olaf, og aldeles forbigaar Dans Navn. Dette har for flere senere Historiegranskere været en velkommen Anledning til at opgjøre den Historie, at Dan, oprindelig Konge i Skaane, ved Giftermaal med Vermunds Datter Oluf efter Sønnen Olafs Død erhvervede Sjæland[7].

Men de vidtløftigste Sagn om Dan findes i tvende danske, med hinanden nærbeslægtede Krøniker, nemlig den esromske, og den ryklosterske[8], af hvilke især den første i Fremstillingen af de danske Oldsagn viser sig uafhængig af Saxo og hans Kombinationer, og derfor vel i det Hele taget meddeler Danmarks Oldhistorie saadan som den sædvanlig lod i Folkemunde, men hvorved Forfatteren dog ikke har kunnet afholde sig fra at

kan miskjendes i det engelske Sagns „Rigauesburn“, rettere Regenesburh, der idetmindste stemmer mere med Navnets nuværende udtale end den i Middelalderen brugelige Form Reynoldesburg. Sagnet om Uffe maa ellers paa Saxos Tid have været temmelig kjendt og udbredt i Danmark, da det ogsaa meddeles af hans Samtidige, Sven Aagesøn, der dog intet veed om Frovin og Vig, og lader Vermund være en Søn af Frode frøkne, og Dan en Søn af Uffe. (Langebek, Scriptt. rer. Dan. I. p. 45–47).


 Naar Saxo taler om en Athislus, Sveriges Konge, som Vermunds og Frovins Fiende, og tydeligt skjelner mellem ham og den Konge Athislus eller Adils, der stred med Rolf Krake, saa synes han her, som saa mange andre af Middelalderens Skribenter, at have forvexlet Svear med Svever. Det er saare almindeligt, at Svearne i lat. Skrifter fra Middelalderen kaldes Suevi. Ifølge Widsidh-Kvadet stred Offa mod Myrgingerne, hvilke tillige kaldes Svever, (Swæfe, v. 87, jvf. 84); men som Myrgingernes, altsaa disse Svevers, ypperste Fyrste og sin egen Herre nævner Skalden Eadgils (185), hvilket Navn nok kunde tænkes forandret af Saxo til Adils, Athislus. Det synes heraf end mere aabenbart, at ogsaa hele Sagnet om Athislus virkelig er et sønderjydsk eller anglisk Sagn. anvende sin Læsning i fremmede Chronister, fornemmelig Jornandes og Beda. Denne Krønike, der følger Bedas Tidsinddeling i sex Tidsrum fra Adam til Christus veed intet om Skjold og Skjoldungerne. (Gjengivende Bedas Ord, at Stiftelsen af det skythiske Rige var samtidig med Erkefaderen Seruh eller Saruch, melder den og, at Danmark (Dacia) paa samme Tid bebyggedes af endeel Landflygtige. Siden heder det, at Imperatoren Julius Cæsar underkastede sig Danerne og byggede ved Slesvig Borgen Julesburg, hvis Navn forvanskedes til Juresburg. Dog synes det, som om man til Trods for al Chronologi har henført dette Angreb til Kong Davids Tid „Thi“, heder det, „da Imperatoren paa Davids Tid først hjemsøgte Danmark, kaldtes dets Dele, nemlig Jylland, Fynen, Sjæland, Møen, Falster, Laaland og Skaane, ikke Danmark, thi de havde ingen særegen Regjering men henhørte til Sverige. I Uppsala herskede nemlig en Konge ved Navn Ypper, der havde tre Sønner, Nore, Østen og Dan, hvilken sidste af sin Fader sendtes for at beherske de fire Øer Sjæland, Møen, Falster og Laaland, hvilke dengang tilsammen kaldtes Withesleth. Dan fik saaledes Kongedømmet i Sjæland, og byggede Staden Hleidr, som han gjorde meget rig og mægtig. Her var Dan først Konge i tre Aar. Imidlertid hjemsøgte Kejser Augustus Jylland med Krig, og Jyderne leverede ham flere Slag ved Danevirke, som allerede dengang var til. I deres Nød kaldte de Dan, Konge af Withesleth, til Hjelp; han indfandt sig ogsaa ufortøvet, og overvandt Fienden[9]. Da besluttede Jyderne at tage Dan til Konge; de førte ham til Stenen Danerugh, lode ham stige op paa den, og hyldede ham. Understøttet af Jyderne underkastede Dan sig derpaa Fyen, Skaane og de øvrige Øer. Og da han nu saa sit Rige, nemlig Jylland, Fyen, Withesleth og Skaane, at det var godt, sagde han til sine fornemste Mænd: jeg synes godt om mit Rige; hvad skulle vi kalde det? De svarede: Du heder Dan, dit Rige skal hede Danmark, og dit Navn skal aldrig uddø. Dan herskede endnu i tre Aar i Danmark, og havde med sin Hustru Dania Sønnen Ro, der arvede Riget efter ham, højlagde ham ved Hleidr paa Sjæland og siden byggede Roskilde“.

Den anden Krønike fortæller det samme med nogle faa Afvigelser. „Danerne“, heder det, „besatte ifølge gamle Historiographers Vidnesbyrd det Rige, der nu kaldes Danmark, paa Erkefaderen Saruchs Tid; de vare udgangne fra Gotland. Dog hed de ej fra først af Daner, men hvert enkelt Land havde sit eget Navn, indtil Dan, Humbles Søn, paa Kong Davids Tid kom fra Sverige, og herskede over Sjæland, Møen, Falster og Laaland, der tilsammen kaldtes Withesleth. Paa den Tid bleve Jyderne angrebne af en mægtig Konge. Frygtende dette Angreb saare, indrettede de den Befæstning, der endnu kaldes Kowirki (d. e. Kurgraben eller Kurvirke, en Deel af Danevirke nærved Slesvig), og sendte Bud til Dan, Konge af Withesleth, om Hjelp, lovende ham, hvis han sejrede, at tage ham til Konge. Dan indfandt sig, slog Fienden ved Kowirki, blev Jydernes Herre, og underlagde sig siden ved deres Hjelp Fyen, Skaane og de øvrige danske Øer. Han kaldte siden hele Riget, ifølge alle sine Mænds fælles Beslutning, efter sit Navn Danmark, og Indbyggerne Daner. Han var en tapper og kæmpestor Stridsmand, der indjog alle sine Naboer Skræk“.

At vi i denne forvirrede Beretning tydeligt kunne spore Indvirkningen af Jornandes, er allerede ovenfor (S. 34) antydet; thi Navnet Withesleth hidrører umiskjendeligt fra hans Udsagn om Vidivarjerne og Øerne i Wiscla’s (Weichselens) Munding, og det fremgaar endnu tydeligere deraf at et Haandskrift af Esrom-Krøniken i en Marginalnote retter „Augustus“ til „Vesoses, Kongen af Ægypten“, den samme, der ogsaa forekommer hos Jornandes. Men i det forvanskede Sagn spores dog ogsaa en egte, oprindelig Kjerne, nemlig Folkebevidstheden om at Danerne vare udgaaede fra den skandiske Halvø, og at Navnet Danmark først skriver sig fra deres Udbredelse i Landet. Og som en Levendegjørelse af denne Bevidsthed maa Dan opfattes. Men Dan er tillige noget mere end en Inkarnation af den danske Nationalitet. Han og hans Fader Danps Navn er tillige knyttet til Kongetitlen, Erobringsmonarchiet, og Indførelsen i Danmark af den gotiske Begravelsesmaade. Dans formodede Tidsalder danner en egen Afdeling i hele Nordens Sagnhistorie. Især viser dette sig i den gamle Kombination af Ynglinge-Sagnene, som ligger til Grund for Ynglinga-Saga. Denne giver Fjølner Sønnen Sveigder, der drog til Østen for at oplede Godheim og den gamle Odin, men af en Dverg blev lokket ind i en Steen[10]; efter Sveigder følger en heel Episode, der staar i Forbindelse med Sagnene om de samme finlandske Konger (egentlig personificerede Naturoptrin), der nævnes i Fundinn Noregr; denne Episode drejer sig væsentligt om et Guldsmykke, over hvilket den Forbandelse hvilede, at det afstedkom Ulykker og idelige Frændedrab i Ætten. Men Episoden afbrydes aldeles ved Fortællingen om Dyggve, Dans Svoger, der allerførst antog Kongenavn i Svithjod, og om Sønnen Dag, der faldt paa et Tog i Gotland. Derpaa fortsættes igjen den afbrudte Traad. Danp, hans Børn Dan og Drott, hendes Mand Dyggve og Sønnen Dag høre her umiskjendeligt sammen; endog det fælles Begyndelsesbogstav vidner derom[11]. Kjendte man Sagnet i dets Heelhed, vilde upaatvivlelig alle disse Navne forekomme der. Og allerede af de sparsomme Meddelelser hos Snorre og Antydningen i Rigsmaal see vi, at det har været uadskilleligt knyttet til Forestillingen om Kongedømmets Oprindelse eller Kongenavnets Overgang fra at være en Hæderstitel til at betegne Regjeringsmyndighed. Men denne Overgang betegner og, som vi have seet, Erobringsmonarchiet, og derfor fremtræder Dan som Erobringsmonarch i det sidst meddeelte danske Sagn. Danerne ere altsaa omsider blevne saa mægtige, at de have stiftet et Erobringsmonarchi, og dette Erobringsmonarchi har maaskee givet Anledning til en videre Udbredelse af den særegne dansk-gotiske Begravelsesmaade. Dette er det historiske Udbytte, som Sagnet om Dan giver. Hvad Udstrækning man skal give hiint Erobringsmonarchi, eller til hvad Tid man skal henføre det, er uvist. I den olddanske Historie mangler der ikke paa Sagn om ældre Erobringsmonarchier. Men saameget er vist, at man ikke kan sætte Dans Erobringsmonarchi i Forbindelse med Navnet Danmark. Vore egne Oldskrifter vidne, at Danmark kaldtes Gotland lige ned til det 8de eller 9de Aarhundrede, og i de eneste authentiske Levninger, vi fra hine Tider have tilbage, nemlig Oldkvadene, nævnes Danmark ej førend i hiint ovenomtalte Kvad af Brage den gamle, der handler om Udpløjningen af Sjæland ved Gefjon. Sjæland kaldes her „Danmarks Tilvæxt“, og dette vidner om at det oprindelige Danmark maa søges udenfor Sjæland. Da nu Gefjon efter Sagnet bragte denne Tilvæxt til Skjold, Skaanes Herre, synes det altsaa rimeligt, at det ældste Danmark søges paa Halvøen „Danmark“ betegner ligefrem kun „Danernes Grændseland“, eller „Danernes Skovland“. Dette Grændse- eller Skovland

afbrydes Episoden ved Dyggve og Dags (Cap. 20, 21) men efter Dag kommer Agne, der egter Frostes Datter og dræbes ved Guldsmykket (Cap. 22) hans Sønner Aalrek og Erik, der dræbe hinanden, og Aalreks Sønner Yngve og Alf, der ligeledes dræbe hinanden. – Sagnene om Guldsmykket høre vistnok til en egen Cyklus, der har drejet sig om den fabelagtige Kong Snæ i Finland og Fornjots Æt. Vanlande egter Snæs Datter Drif, der ogsaa omtales i Fund. Noregr; af denne lære vi, at Snæ var en Søn af Froste; i Yngl. Saga kommer Agne, Vanlandes Ætling, til Kong Froste; i Fund. Nor. er Loge Frostes Broder, i Yngl. S. hans Søn. Disse Uovereensstemmelser, der godt kunne hidrøre fra blotte Misforstaaelser af Thjodolfs Kvad, have dog ikke saameget at betyde, som Navnenes Samstemning. I Fortællingen om Nor og Gor har Norge sin Deel af denne Cyklus. Ogsaa Danmark har sin; det antydes allerede ved at Hleer, Fornjots Søn, henføres til Hleesø (Lesø). Men Esrom-Krøniken har endog en vidtløftig Fortælling om Snæ (Snyo), der var Jotnen Hleers Fæhyrde paa Lesø, og som paa en snild Maade ej alene vidste at fortælle Kong Adils i Sverige, at Hunden Rakke, som han havde fat til Danernes Konge, var død, men ogsaa selv at erhverve Tronen. Saxo taler ogsaa om Snæ eller Snyo, men uden at nævne Hleer, og mestendeels udfyldende hans Historie med Anekdoter og Fortællinger om Langobardernes Udvandring. Se 8de Bog, S. 415 fgg. kan neppe have været andet, end de øverste Grændse-Egne mellem Skaane og Smaaland, og her i disse Egne turde man vel og kunne søge Danernes ældste Hjem paa den nordiske Halvø. Men om end Danerne selv bleve mægtige hiinsides Sundet, vedblev dog Navnet Gotland, indtil de nye Bevægelser i det 8de Aarhundrede (se § 10) gjorde Danmark til Fællesbenævnelsen for det hele Rige. At Erindringer fra disse senere Bevægelser hos de sildigere Tiders Daner kunne have blandet sig i Sagnet, og bevirket at Danmarks Navn i udvidet Betydning er flyttet for højt op i Tiden, er meget muligt. Thi det er vist, at Dan som Sagnfigur maa have levet paa Folkets Læber førend Benævnelsen Gotland var afløst af „Danmark“, og at den Erobring eller Omvæltning, han betegner, ej formaaede at frembringe noget saadant Navnskifte. Endog det umiskjendeligen efter Danp benævnte Danpstad, hvis Beliggenhed dog nu ej kjendes, siges udtrukkeligt at ligge i det fornemste Hered i Reidgotland [12]. Fortællingen om Dan er saaledes enten en anden Indklædning for Sagnet om Skjold og Gefjon, eller den sigter til en Udvidelse af Hleidrekongernes Magt over Jylland til Ejderen. Dette turde være det rimeligste. Og i saa Tilfælde staar det i umiskjendelig Forbindelse med de saakaldte angelsaxiske Tog til England.

  1. ↑ Se ovenfor S. 125, 129, 134. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av tekstgrunnlaget nøyaktig hvor på siden fotnoten skal plasseres.]
  2. ↑ Et, rimeligviis af den norsk-islandske Lagmand Hr. Hauk Erlendssøn, I Begyndelsen af det 14de Aarh. optegnet Slægtregister (Langfeðgatal) nævner som de nærmeste i Skjoldungestammen efter Skjold: Fridleif, hans Søn, Fredfrode, hans Søn, Fridleif, hans Søn, Haavard handramme, hans Søn, Frode, hans Søn, Vermund vitre, hans Søn, Olaf litillaate, hans Søn; Dan mikillaate, Frode fridsame, hans Søn. Det tilføjes her ikke udtrykkeligt, at Dan var Olafs Søn, (Langfedgetal i Langebeks Scriptt. rer. Dan. I. p. 5). I de med „Fundinn Noregr“ forbundne Slægtrækker er der een, som gjentager den her anførte med det udtrykkelige Tillæg, at Dan var Søn af Olaf, Fornaldar S. Norðrl. I.Side:Det norske Folke Historie 1-1-1.djvu/270
  3. ↑ Om den Modsigelse, hvori dette Udsagn staar med Rigsmaal, er allerede forhen talt (S. 129). Dog maa det ikke oversees, at den eneste Skindkodex, vi have tilbage af Snorres Ynglingasaga, ikke nævner Rig, men kun siger; „Drótt, dóttir Danps konungs ríks, þess er fyrst var konungr kalladr“ ɔ: Drott, Datter af en mægtig Konge ved Navn Danp, der allerførst kaldtes Konge af dansktalende Folk. Denne Læsemaade torde maaske vare den rigtigste, da Rigsmaal, som vi have seet, ej sætter Rig, Jarl og Kon (d. e. Konung) i nogen genealogisk Forbindelse med Dan og Danp, medens dets Omtale af disse dog allerede vilde være tilstrækkelig Grund for en overfladisk Kombinator til at forandre hiin Læsemaade, og rette konungs ríks til sunar Rigs.
  4. ↑ Yngl. S. Cap. 20.
  5. ↑ Saxo, I. B. S. 21, 22., 1de B. S. 175, 177.
  6. ↑ Sagnet om Vermund og Uffe, dennes Kamp med de tvende Saxere ved Ejderen, og Sverdet Skrep, hvis Lyd den blinde Vermund kjendte, er nu bekjendt nok ved Oehlenschlägers smukke Ballade „Vermund gammel var og graa“ o. s. v. Men det tilhører umiskjendeligt Anglerne. I den angels. Krønike føres de gamle Merke-Kongers Æt tilbage til Angeltheow, Søn af Offa, Søn af Wermund, Søn af Wihtlag, Søn af Woden. Og man har endnu en fabelagtig i England opbevaret Fortælling om denne Offa, Wärmunds Søn, der i sine Hovedtræk stemmer med Saxos; Offa er ogsaa her stum til sit 30te Aar, men faar Mælet af Harme, da Rigan, en uberettiget Tronprætendent, vil benytte sig af Kongens Alderdom; han bestemmer dem Valplads ved en Flod, erhverver der Sejren ved sin Tapperhed, dræber Rigans to Sønner og fælder sidenefter ham selv. Begivenheden henføres i dette Sagn endog til England, hvor Warwick skulde have faaet Navn efter Wärmund, og Floden efter Rigan (nemlig Riganesburn). M. Paris, ed. Watts, vita Offæ 1mi. p. 961–969). Denne Henførelse til England er vel naturligviis fejlagtig – endog Warwicks ældre Navn Wæringawie viser dette –; men man seer dog heraf, at Sagnet levede i England. Ogsaa i det angelsaxiske Widsidh-Kvad sigtes dertil: „Offa“, heder det, „herskede over Anglerne; han tilkæmpede sig først af alle, endnu som Yngling, det største Kongevælde; ingen øvede i hans Alder med eet Sverd større Jarlskab (Kampdaad); han sikkrede nemlig ved Fifeldor (ɔ: Øgisdyr, Ejderen) Grændsen mod Myrgingerne(Maurungerne); og siden den Tid forblev Grændsen mellem Angler og Swæfer (Nord-Svever, Myrginger) som Offas Sejer bestemte det (v. 69–88). Offa var, synes det, Anglernes Nationalhelt, og mange flere Bedrifter tillagdes ham vistnok end den i hiint Sagn opbevarede“. I Beowulf-Kvadet heder det om ham (3910–3915): „Offa var berømt baade ved Gavmildhed og Krigsbedrifter; en geirdygtig Mand, vidt og bredt anseet; med Viisdom styrede han sit Odel“. – Hos Saxo gjenkjender man ej alene i Viglet, Vermund og Uffe det angels. Slægtregisters Wihtläg, Wärmund og Offa, men i de øvrige af ham om Vermund meddeelte Sagn nævnes Frovin og Sønnen Vig, hvis Navne ligeledes tilhøre de angelsaxiske Ættetavler, thi de vestsaxiske Kongers eller de saakaldte Gewissers Æt føres op til Gewis, Søn af Wig, Søn af Freawine, Sønnesøns Søn af Bældäg, Søn af Woden. Og uagtet Saxo, vilkaarligt nok, lader Viglet, Vermund og Uffe være Hleidrekonger, spiller dog Sagnet i Jylland; Frovin (Freawine) er Høvding i Slesvig; Uffe egter hans Datter, Vermund opholder sig i Jæting i Sønderjylland, Uffes Kamp foregaar ved Ejderen. Det er saaledes øjensynligt, at Saxo her har indflettet i Skjoldungehistorien en Episode af den gamle angliske Sagncyklus, der endnu paa hans Tid, mærkeligt nok, i en sjælden Reenhed maa have levet i Jylland, rimeligviis fordi den knyttede sig til bestemte Stedsnavne, ej alene Ejderen, men ogsaa Øen i Ejderen og det derpaa liggende Rendsburg, hvis Navn ejkan miskjendes i det engelske Sagns „Rigauesburn“, rettere Regenesburh, der idetmindste stemmer mere med Navnets nuværende udtale end den i Middelalderen brugelige Form Reynoldesburg. Sagnet om Uffe maa ellers paa Saxos Tid have været temmelig kjendt og udbredt i Danmark, da det ogsaa meddeles af hans Samtidige, Sven Aagesøn, der dog intet veed om Frovin og Vig, og lader Vermund være en Søn af Frode frøkne, og Dan en Søn af Uffe. (Langebek, Scriptt. rer. Dan. I. p. 45–47).
     Naar Saxo taler om en Athislus, Sveriges Konge, som Vermunds og Frovins Fiende, og tydeligt skjelner mellem ham og den Konge Athislus eller Adils, der stred med Rolf Krake, saa synes han her, som saa mange andre af Middelalderens Skribenter, at have forvexlet Svear med Svever. Det er saare almindeligt, at Svearne i lat. Skrifter fra Middelalderen kaldes Suevi. Ifølge Widsidh-Kvadet stred Offa mod Myrgingerne, hvilke tillige kaldes Svever, (Swæfe, v. 87, jvf. 84); men som Myrgingernes, altsaa disse Svevers, ypperste Fyrste og sin egen Herre nævner Skalden Eadgils (185), hvilket Navn nok kunde tænkes forandret af Saxo til Adils, Athislus. Det synes heraf end mere aabenbart, at ogsaa hele Sagnet om Athislus virkelig er et sønderjydsk eller anglisk Sagn.
  7. ↑ Suhm har især bygget vidtløftige Kombinationer paa disse Data; thi han antager endog at Oluf var en Datter af Olaf litilláti, og at Dan, efterat have ført Krig med denne, egtede hende. Hist. af Danmark 1. S. 103–112, jvf. krit. Hist. II. S. 438–485.
  8. ↑ Den esromske Krønike, sluttet omtrent ved 1307, er aftrykt i Langebeks Scriptt. rer. Dan. I. S. 212–250; den ryklosterske, almindeligviis og urigtigt kaldet Chronicon Erici regis, sammesteds S 148–170. Den naar til 1288.
  9. ↑ Her gjenkjende vi den samme Bedrift, Saxo tillægger Dan III.
  10. ↑ Yngl. S. Cap. 15.
  11. ↑ Yngl. Saga nævner først Vanlande, der egtede Drif, Snæ den gamles Datter, derpaa Visbur, Vanlandes Søn, der fik Guldsmykket med sin Hustru, Aude (ɔ: Rigmanden) den audges (ɔ: riges) Datter, hvilken lod paahexe Stifsønnen Domalde Ulykke; derpaa følge Domalde og Sønnen Domar (c. 16–19). Her
  12. ↑ Hervararsaga Cap. 16. Her tales ogsaa om en Steen, den fagre, der staar paa Danpstad; skulde hermed den samme Sten menes, som I Esrom-Krøniken kaldes Danerug? I Atlakvida Str. 5 nævnes Danpstad som tilhørende Hunekongen Atles Rige.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/1/38&oldid=49342»