Det norske Folks Historie/1/4
Naar man undtager Højfjeldstrækningen, paa hvilken enkelte Hobe af Finner sværmede om med deres Rener, var Norge altsaa ubeboet og idetmindste ubebygget lige indtil vore Forfædre tog det i Besiddelse. Naar og hvorledes dette skete, kan kun tilnærmelsesviis og ikke med fuldkommen Vished, skjøndt dog med nogen Grad af Sandsynlighed, angives. Men for at dette kan skee, bliver det nødvendigt, nærmere at betragte det norske Folks Stammeslægtskab og øvrige ethnographiske Forholde.
Ligesom Norge (Norðvegr) betyder „den nordlige Vej“, saaledes betyder „Nordmænd“ kun „Mænd fra Norden“, eller „Mænd mod Nord“. Navnet tilkjendegiver altsaa kun at det dermed betegnede Folk boer nordligere, end dets Stammebeslægtede, og man maa derfor nærmest antage, at det er opstaaet i Norge selv, altsaa under eller efter Indvandringen. Ligesaalidt som man kjender Norges ældre Navn, – om det ellers havde noget – før denne, ligesaalidt kjender man Nordmændenes ældre Navn – om de ellers havde noget – førend de satte Foden paa Norges Grund. – Sproget viser, at Nordmændene høre til den samme Folke-Klasse, hvortil Danske, Svenske og Tydskere henhøre, og som man med et Fællesnavn kan kalde den germaniske; denne deler sig i to Stammer, den nordiske og den tydske, eller, som nogle holde det for rigtigere, i tre, den nordiske (nordgermaniske), den tydske (sydgermaniske) og den gotiske (østgermaniske), hvilken sidste ellers plejer at regnes ind under den tydske. Den nordgermaniske Stamme repræsenteres nu ved Nordmænd, Svenske og Danske; den sydgermaniske ved Tydskere, Hollændere, Englændere o. a. fl.; den østgermaniske eller gotiske er forsvunden i Tidens Løb. Til den nordgermaniske Stamme hørte i den fjerne Oldtid utvivlsomt Nordmændene (Norðmenn), de Svenske (Svéar eller Sviar) og Russerne, der endnu i det 10de Aarhundrede talte det samme Sprog som vore Forfædre eller et lignende, og beboede Slette-Egnene ved Ladoga og Ilmen, og de øvre Dnepr-Egne i det nuværende Rusland. Om de ældste Daner, der i historiske Skrifter omtales, hørte til den nordgermaniske Stamme, er ikke ganske sikkert; de senere Daner, især fra det 8de Aarhundrede af, vare Nordgermaner. Den sydgermaniske Stamme deelte sig i den nordligere eller den nedre, og den sydligere, eller øvre Green; til den første hørte især Saxer og Friser. Den gotiske Stamme bestod af de egentlige Goter, Gepider, Vandaler, Burgunder, o. fl.
Mellem de nordgermaniske Grenes Sprog var Ligheden i Oldtiden ikke mindre, men snarere større, end nu; og engang, langt op i Tiden, maa der kun have været eet fælles nordgermanisk Sprog. Men endnu længere tilbage i Tiden maa der have været en Periode, hvor der heller ikke har været Forskjel mellem nordgermanisk og sydgermanisk, men hvor der kun taltes et eneste fælles germanisk Ursprog; nemlig førend det germaniske Urfolk endnu havde afdeelt sig i særegne Stammer og Grene. Dette germaniske Urfolk kan ikke i denne Tilstand have boet i de af dets Ættefolk nu optagne Lande, der ligge altfor spredte fra hinanden til at kunne have været beboede af et eneste Folk; de egentlige Urgermaner maa have boet i en tættere Klynge og paa et Sted, hvorfra deres enkelte Afdelinger omtrent med samme Lethed kunde komme til den nordiske Halvø, som til Tydskland. Da nu de europæiske Indvandringers Hovedretning stedse gik fra Øst mod Vest, eller fra Asien, Menneskeslægtens Vugge, kan Urgermanernes Hjem heller ikke vel søges andensteds end i Østen, rimeligviis i de indre Dele af det nuværende Rusland, henimod Volga og Ural.