Det norske Folks Historie/1/41

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (1-1, s. 263-294).

Om Ynglinge-Stammens Fordrivelse fra Svithjod og Omstyrtelsen af det gamle Kongedømme i Hleidr meddele vore Oldskrifter en heel Kreds af Sagn, der indbyrdes udfylde hinanden, og som, rigtigt forstaaede, ere af den største Vigtighed for hele Nordens Historie, da de betegne Overgangen til en ny Tidsperiode, Vikinge-Tiden. De lyde i Korthed saaledes:

Ingvar, Svithjods Konge, havde Sønnen Anund, under hvis fredelige Regjering Svithjod nød lykkelige Dage. Han lagde megen Vind paa at faa de store Skove opryddede og bebyggede. Over Ødeskovene lod han bryde Veje, og fandt man da ofte vide skovløse Strækninger, som bebyggedes, og store Hereder fremkom paa den Maade, hvor der forhen var ubeboet Land. Han lod ogsaa de øvrige Veje i Svithjod forbedre, og fik derfor Tilnavnet Braut-Anund^[1]. Han indrettede en Kongsgaard i hvert Storhered, og plejede at drage om i Landet paa Gjesteri. Der var paa den Tid rundt om i Svithjod Heredskonger, som stode under Anunds Overherredømme; blandt dem var Svipdag blinde, der raadede over Tiundaland, hvor Uppsala ligger; han opfostrede Anunds Søn Ingjald. Ved Midvintersblot plejede Kongerne at samles i Uppsala. En Vinter, da Ingjald var sex Aar gammel, kom saaledes ogsaa Kongen i Fjadrundaland (Vestmanland) ved Navn Ingvar, tilligemed hans Sønner Alf og Agnar, der omtrent vare jevnaldrende med Ingvar. Kongesønnerne legede med hinanden, men Ingjald kom til kort ved deres Styrkeprøver, og beklagede sig med Taarer herover for sin Fosterfader Svipdag, der sagde at det var en stor Skam. Svipdag, fortælles der, skal nu have ladet stege et Ulvehjerte og givet Ingjald det at æde, og deraf skal denne være bleven overvættes grum og ondskabsfuld. Anund omkom, efter Nogles Sigende ved et Steenskred, efter Andres, ved et Overfald af sin Broder Sigurd, paa et Sted, kaldet Himinfjall^[2], og hans Søn Ingjald blev Konge efter ham. Han besluttede at gjøre Ende paa de mange Heredskonger, som da fandtes i Svithjod. Til den Ende lod han berede et stort Arveøl efter sin Fader, og indrettede en ny Sal ligesaa prægtig som hans egen Kongesal, for deri at modtage syv Konger; han lod syv Højsæder indrette deri og kaldte den Syvkongesalen. Han indbød nu til Gildet Konger og Jarler og mægtige Mænd. De fleste af Kongerne kom, nemlig Ingvar af Fjadrundaland med sine to Sønner Alf og Agnar, Forsujall, Kongen af Nerike, og Ingjalds egen Svigerfader, Kong Algaut af Vester-Gautland. Den eneste, som ikke kom, var Kong Granmar af Sødermanland. Der var altsaa kun sex Konger, der kunde skikkes til Sæde i den nye Sal; eet Højsæde stod tomt. De sex Kongers Mænd fik ogsaa deres Plads i den nye Sal; i Ingjalds Kongesal, eller den saakaldte Uppsal, var hans egen Hird og alle hans Mænd Ved saadanne Arveøl efter Konger eller Jarler var det i den Did Skik, at den, der gjorde det, og skulde ledes til Arvs, først skulde sidde paa Trinnet til Højsædet, indtil det Bæger, der kaldtes Bragebægeret, blev baaret ind; da skulde han rejse sig, tage imod Bægeret, gjøre et højtideligt Løfte om at udføre en og anden Bedrift, og derpaa tømme Bægeret; først naar det var skeet, lededes han op i Højsædet, og ansaaes da retteligen at have tiltraadt Arven. Da Bragebægeret ved denne Lejlighed kom ind^[3] – det var et stort Dyrshorn –, lovede Ingjald at han skulde forøge sit Rige dobbelt til alle Verdens fire Hjørner, eller ogsaa dø; derpaa tømte han Hornet. Og samme Aften, da Folk vare blevne drukne, skred han til Udførelsen, som han allerede havde forberedt. Han sendte Svipdags to Sønner med endeel Folk til den nye Sal, som de omringede og antændte. Der indebrændtes de sex Konger med deres Folk; de, som søgte at komme ud, bleve strax dræbte. Og nu underlagde Ingjald sig de ser Kongers Riger.

Kong Granmar af Sødermanland erfarede dette, og saa, hvad Skjebne der var ham tiltænkt. Han besluttede derfor at være paa sin Post. Det traf sig heldigt, at Søkongen Hjørvard, af Ylfingernes Stamme, just kom til Svithjod og landede i Mørkefjord. Granmar indbød ham til sig med alle hans Folk, og Hjørvard tog med Glæde mod Indbydelsen. Om Kvelden skulde Granmars egen Datter, den smukke Hildegunn, gaa og byde Øl omkring til Gjesterne. Hun traadte først frem for Hjørvard, der sad i et Højsæde lige overfor Granmars, med en stor Sølvkalk, drak ham til med de Ord: „Hil Eder, alle I Ylfinger, ved Rolf Krakes Mindeskaal“, og rakte ham Kalken. Han tog den tilligemed hendes Haand og sagde, at at hun skulde sidde hos ham. Hun undskyldte sig først med at det ej var Vikingeskik at sidde parviis og drikke med Kvinderne; han sagde, at han ej brød sig om Vikingeskikken, men vilde have hende hos sig. Hun føjede ham da deri, og de sad sammen den hele Aften. Næste Dag bejlede Hjørvard til Hildegunn og fik hende til egte, imod at forpligte sig til at forblive hos Granmar og hjelpe ham i sit Riges Forsvar, da denne ikke selv havde nogen Søn. Samme Høst samlede Ingjald en Hær før at paaføre Granmar og Hjørvard Krig, men disse samlede Folk for at tage imod ham, og derforuden kom Kong Granmars Svigerfader, Kong Høgne af Østergautland og hans Søn Hilder, ham til Undsætning. Ingjald landede i Granmars Rige og gik op i Landet, men Granmar, Hjørvard og Høgne mødte ham, og uagtet Ingjalds Overmagt blev han aldeles slagen, da alle de i hans Hær, som vare fra Fjadrundaland, Aattundaland, Nerike og Vestergautland, ikke vilde stride, men strax flygtede til Skibene. Ingjald selv blev saaret, og hans Fosterfader Svipdag faldt med begge sine Sønner. Krigen vedvarede en lang Tid, indtil begge Parters Venner lagde sig imellem og fik meglet Fred. Denne Fred skulde vedvare, saalænge de levede. Granmar kunde endog næste Vaar drage til Uppsala til Sommersblot. Dog spaaede Blotspaanen ham her, at han ej skulde leve længe. Og endnu samme Høst lykkedes det Ingjald at overfalde og indebrænde Granmar og Hjørvard paa Øen Sile. Han underlagde sig derpaa deres Rige. Vel gjorde Høgne ham dette en lang Tid stridigt, og beholdt tillige sit eget Rige ligetil sin Død; men Ingjald skal dog tilsidst have sveget tolv Konger og dræbt dem efterat have tilsvoret dem Fred. Derfor blev han kaldt Ingjald Ildraade. Han herskede over det meste af Svithjod. Han havde allerede længe været gift med Gauthild, Kong Algauts Datter, og havde med hende Sønnen Olaf og Datteren Aasa^[4].

Paa denne Tid herskede i Skaane og Reidgotaland to Brødre af Skjoldunge-Ætten, Gudrød og Halfdan snjalle, Valdars Sønner. Gudrød synes at have siddet hjemme i Rolighed medens Halfdan sværmede om i fremmede Lande og skal navnlig have underlagt sig en Deel af England. Gudrød blev gift med Aasa, Ingjalds Datter, men hun, som i alle Dele slægtede sin Fader paa, fik sin enfoldige Mand overtalt til at efterstræbe og myrde sin Broder. Derpaa fik hiin ogsaa sin egen Mand ryddet af Vejen, og rimeligviis var det nu Ingjalds Hensigt ogsaa at underlægge sig Skaane. Men dette lykkedes ham ej. Med Moald digre, der, efter hvad det synes, maa have været en anglisk Kongedatter^[5], havde Halfdan Sønnen Ivar, en kraftig, krigersk, og dertil meget listig Mand. Han kom til Skaane efter Farbroderen Gudrøds Drab, samlede en Hær sammen og skyndte sig til Svithjod, hvor han kom uventet over Ingjald, der just var til Gjesteri paa Gaarden Reining, paa en Ø i Mælaren. Ingjald saa; at det ej kunde nytte ham at stride mod Ivars Overmagt; at flygte kunde ligesaa lidet nytte ham, da han var saa forhadt, at Fiender overalt vilde samle sig om ham. Han og Aasa besluttede sig derfor til at ende deres Liv frivilligt. De gjorde først deres Folk drukne, derpaa satte de Ild paa Hallen og brændte sig selv inde med alle de øvrige. Og nu underkastede Ivar sig hele Sveriges Rige, baade Svithjod og Gautland. Han herskede derforuden, heder det, over Femtedelen af England, over en stor Deel af Saxland, og hele det saakaldte Austrrike eller Ruslands Kyster. Deraf fik han Tilnavnet Vidfadme^[6].

I Hleidr paa Sælund herskede paa denne Tid Brødrene Rørek Sløngvanbauge og Helge hvasse. Helge plejede hver Sommer at drage paa Krigstog, medens Rørek holdt sig hjemme. Helge bejlede til Ivar Vidfadmes Datter Aude, der ogsaa syntes meget godt om ham, men af sin Fader slet ikke fik Lov til at tage ham. Ivar foregav, at Aude holdt sig for god for ham, og Helge maatte drage hjem med uforrettet Sag. Kort efter begyndte Røreks Venner at opmuntre denne til ogsaa at forsøge sin Lykke med Aude. Rørek havde ogsaa selv Lyst, og overtalte sin Broder Helge til at rejse til Svithjod og bejle for ham. Aude vilde helst give Rørek Afslag, men hendes Fader vilde intet høre derom, og saaledes blev hun mod sit Ønske gift med Rørek. De fik en Søn, som blev kaldt Harald, smuk og større af Væxt end andre Børn; efter nogle store, guldfarvede Fortænder fik han Tilnavnet Hildetand^[7].

En Sommer, fortælles det videre, kom Ivar med sin Hær østfra Svithjod, paa en Rejse til Reidgotaland, og lagde til ved Sælund, hvor han sendte Bud til sin Svigersøn Rørek og bad ham komme til sig. Aude advarede Rørek mod Faderens listige Planer, og udtydede en Drøm, han havde, om Farer, der truede ham fra Ivar. Rørek lod sig dog ikke afholde fra at drage ned til Ivar, og gik ombord til ham paa hans Skib. Da Rørek nærmede sig Ivars Leje i Løftingen af Skibet, lød denne først som om han ikke saa ham: Rørek indbød ham til et Gjestebud, men Ivar afslog Indbydelsen, og angav nu Grunden til sin Uvenlighed: han havde hørt, at Helge og Aude stode i utilladelig Forbindelse med hinanden, og at alle Mennesker talte om at Drengen Harald Hildetand var Helges udtrykte Billede; en saadan Skjendsel maatte Rørek hevne, eller og uden Videre afstaa Aude til sin Broder. Rørek, som ikke havde hørt et Ord herom, blev først forundret, men lod sig dog tilsidst besnakke af Ivar, saa at han fuldt og fast troede hvad han havde sagt, og efter dennes Raad besluttede at dræbe Helge. Ivar fortsatte nu Rejsen til Reidgotaland. Om Høsten, da Helge kom hjem, blev Rørek meget stuur og ulystig. Helge foreslog ham for Adspredelses Skyld, at de skulde holde Kamplege. Rørek modtog Forslaget uden at sige et Ord, og fandt under denne Leg Anledning til at gjennembore sin Broder med et Spyd. Alle de Tilstedeværende spurgte ham med Skræk, hvorfor han havde gjort dette. Han sagde at Helge havde forlokket hans Hustru, men Alle erklærede dette for den største Løgn. Da Aude erfarede det, skjønnede hun nok at det var hendes Faders Raad, tog sin Søn Harald og red bort med mange Mænd. Kort efter kom Ivar tilbage fra sit Tog til Reidgotaland. Da han hørte hvad der var skeet, sagde han at det var det største Nidingsverk og at han vilde hevne sin Ven Helge; han bød sine Folk væbne sig, overfaldt Rørek, der vilde ride ham imøde, i en Skov, og dræbte ham. Ivar fordrede nu Bestyrelsen af Riget, og de som vare tilstede, vovede ej andet end at hylde ham; men Aude havde imidlertid samlet en Hær for at drage ham imøde, og Ivar, der ej havde Folkestyrke nok hos sig til at møde denne Hær, sejlede hjem til Svithjod. Den samme Vinter samlede Aude alt det Guld og de Kostbarheder, hun kunde overkomme, og sendte det forud til Eygotaland^[8]. Vaaren efter drog hun selv afsted med sin Søn Harald, mange Stormænd og meget Gods, først til Eygotaland, og siden øster til Gardarike, hvor en Konge ved Navn Radbard herskede. Denne tog vel imod hende og alle hendes Mænd, tilbød dem at opholde sig i hans Land, og bejlede endelig til Aude, som ogsaa besluttede sig til at give ham sin Haand, især for at hendes Søn Harald derved, naar han voxede op, kunde faa nogen Hjelp. Thi fra Sælund vare de nu landflygtige. Ivar havde strax efter hendes Afrejse underlagt sig Brødrenes hele Rige^[9].

Ivar var meget utilfreds med at Radbard, der synes at have været hans Skattekonge, havde vovet at egte Aude uden at spørge ham ad. Han besluttede derfor at bekrige ham, og samlede en vældig Hær fra alle sine Riger, med hvilken han sejlede øster for at herje og brænde i Radbards Rige. Hans Vej gik gjennem Karjalabotn eller den finske Bugt, hvor, som det hed, Radbards Rige stødte til, altsaa omkring Nevaflodens Udløb og Petersburg-Egnen. En Nat, heder det, da Kongen sov paa sin Drage i Løftingen, havde han en forunderlig Drøm. Det forekom ham som om en stor Drage kom flyvende udenfra Havet; dens Farve var som Guld, der gik Gnister af den trindt om paa Himlen, og alle de nærmeste Lande gave Gjenskin; efter den fulgte alle de Fugle, han troede at være i hele Norden. Men i Nordøsten saa han en Sky drage op med saameget Regn og hvast Vejr, at alt Landet nedenunder oversvømmedes; med Skyen fulgte Torden og Lyn. Da Dragen fløj fra Søen op over Landet, kom Skyen den imøde med saa meget Mørke, at han ikke længer saa Dragen eller Fuglene, men derimod hørte Drønet af Tordenen og Uvejret, der gik baade syd og vester om Landet, og saa langt som hans Rige naaede; og da han skulde see til sine Skibe, tyktes det ham som om de alle vare blevne til Hvaler og dreve ud i Havet; dermed vaagnede han. Han lod nu kalde sin Fosterfader Hørd og bad denne udtyde Drømmen. Hørd sagde at han var for gammel til at tyde Drømme, men at her heller ikke nogen Udtydning behøvedes, da Kongen ligesaa godt som han kunde skjønne, at det bebudede store Omvæltninger i Svithjod og Danmark, og hans eget nærforestaaende Endeligt. Hørd havde viselig stillet sig paa en Klippe paa Landet ganske nær ved Skibet, og var ikke at formaa til at betræde dette. „Kom hid og sig frem dine onde Spaadomme“, sagde Kongen „Her vil jeg stande, og heden tale“, svarede Hørd. „Hvo var Halfdan snjalle blandt Æserne“, spurgte Kongen. „Han var Balder, hvilken alle Guder begræd, og dig dog ulig“, var Hørds Svar. „Hvo var Rørek blandt Æserne“, spurgte Kongen end videre. „Høner“, svarede Hørd, „den ræddeste blandt Æserne, men dig dog ej god“. „Hvo var Helge hvasse blandt Æserne“, vedblev Ivar. „Hermod“, svarede Hørd, „den modigste blandt dem, og dig dog fiendtlig“. „Hvo var Gudrød blandt Æserne“, spurgte Kongen fremdeles. „Heimdall“, svarede Hørd, „den dummeste blandt Æserne, og dig dog ikke god“. „Men hvo er jeg blandt Æserne“, spurgte omsider Ivar. „Du“, svarede Hørd, „er den værste Orm, som er til, Midgardsormen selv“. Da udbrød Kongen vred: „Siger du mig min nær forestaaende Død, kan jeg ogsaa fortælle dig at du ikke skal leve længe, thi jeg kjender dig nok der du staar, du arge Thusse“. „Prøv om du kan naa mig“, sagde Hørd, og Kongen blev nu saa rasende, at han løb ud gjennem Teltaabningen lige ned i Vandet. Ogsaa Hørd styrtede sig ned i Søen, og man saa ikke mere til nogen af dem. Da man i Hæren erfarede, at Kongen var død, holdtes der Thing, og besluttedes der, at man skulde benytte den gode Vind til at sejle hjem igjen. Men da Radbard fik Nys herom, sendte han sin Stifsøn Harald til Hæren, af hvilken en Deel, som endnu ikke var afsejlet, hyldede ham som Konge og førte ham med sig til Sælund, hvor Folket strax tog ham til Konge. Derefter drog han til Skaane, til det Rige, der havde tilhørt hans Mødrenefrænder; her blev han ligeledes hyldet. Derpaa underlagde han sig Svithjod og Jylland, og indsatte overalt mange Fylkeskonger, hvilke Ivar tidligere havde fordrevet. Harald var da kun 15 Aar og havde, fortælles der, meget at bestille med at værge sit Rige mod dem, der tænkte at benytte sig af hans Ungdom til at gjenvinde de Besiddelser, Ivar havde frataget dem. Der fortælles, at hans Mænd lode foranstalte en stor Seid for at Jærn ej skulde bide paa ham. Han blev en stor Hærmand og tilegnede sig Ivars hele Rige, saa at alle Konger i Danmark og Svithjod vare ham skatskyldige. Ligeledes underkastede han sig Halfdan Snjalles Rige i England. Overalt indsatte han Konger og Jarler, der skulde betale ham Skat. Til Konge over Østergautland satte han Hjørmund Ylfing, den af Ingjald Ildraade indebrændte Hjørvard Ylfings Søn^[10].

Ingjald Ildraades Søn Olaf havde af sin Moder været sendt til Opfostring hos hendes Fosterfader Bove i Vestergautland, hvor han blev opdragen tilsammen med Boves Søn Saxe Fletter. Da han erfarede sin Fader Ingjalds Død, drog han med de Mænd, der vilde følge ham, til Nerike for om muligt at gjenvinde Riget; men Sviarne havde alle som een besluttet, ej længer at taale Ingjalds Æt, og Olaf maatte derfor drage bort igjen. Han drog da med sine Folk gjennem Skovene til det Sted, hvor Klarelven falder i Væneren. Der gav de sig til at oprydde Skoven, nedsatte sig der og bebyggede store Hereder. I Svithjod spottede man derover, og gav Olaf Øgenavnet Trætelgja^[11]. Imidlertid samledes flere og flere om ham, thi Ivar Vidfadmes Tyranni nødsagede mange af Sviarne til at flygte. Derved blev Vermeland omsider saa overfyldt med Folk, at der indtraf Dyrtid. Olaf var just ingen ivrig Blotmand, og Mængden tilskrev derfor Gudernes Vrede herover Kornmangelen. For at afsone Vreden besluttede de at offre Kongen til Guderne; de brændte ham inde, og gave ham til Odin som et Offer for at faa godt Aar. De Forstandigere indsaa dog, at den rette Aarsag til Kornmangelen kun var det altfor store Folkeantal. De besluttede derfor at tage Olafs ældste Søn Halfdan, med Tilnavn Hvitbein, til Konge. Halfdan opfostredes paa Soløer i Norge, den nærmeste Grændsebygd mod Vermeland, hos sin Morfader Kong Sølve. Sviarne fra Vermeland gjorde et Tog ind til Soløer, overrumplede og dræbte Kong Sølve, og gave Halfdan Kongenavn. Han underlagde sig siden Soløer og erobrede Raumarike^[12]. Han egtede Aasa, en Datter af den mægtige Kong Eystein Ildraade paa Hedemarken, erhvervede meget af Hedemarken, Thoten og Hadeland, ja endog meget af Vestfold. Hans Broder Ingjald, heder det, havde imidlertid været Konge i Vermeland, men døde før Halfdan, der nu ogsaa underkastede sig Vermeland og lod det bestyre ved Jarler^[13]. Halfdans ældste Søn, Eystein, egtede Hild, en Datter af Erik Agnarssøn, som paa den Tid var Konge paa Vestfold, men hvis Fader Agnar var en Kongesøn fra Vendil (Vendsyssel)^[14]. Erik døde uden Sønner endnu i Halfdan Hvitbeins Levetid, og denne tilligemed hans Søn og Eriks Svigersøn underkastede sig nu hele Vestfold. Paa denne Tid, heder det, begyndtes der med Blot (med andre Ord, oprettedes et Tempel og en Helligdom), i Skiringssal paa Vestfold. Hertil søgte Folk fra hele Viken, og Stedet blev siden ogsaa en meget søgt Handelsplads^[15]. Halfdan døde i en høj Alder paa Thoten, men hans Lig blev dog flyttet til den nye Helligdom i Skiringssal, og højlagt paa et Sted, kaldet Skæreid^[16]. Det er al Rimelighed for, at denne Helligdom er bleven grundlagt af Halfdan og Eystein, med hvilke en ny Æt af Vestfyldingekonger begyndte, og at det var den uppsalske Frey-Kultus, de her som Medlemmer af Ynglinge-Ætten indstiftede.

Harald Hildetand var den mægtigste Konge i Norden paa sin Tid, og herskede, som man af Beretningerne om ham kan see, over alle de dansk-gotiske, de gautiske og de svenske Lande, ligesom det vel heller ikke kan betvivles, at de nys omtalte Fylkeskonger i det østlige Norge egentlig kun vare Underkonger under ham. Sagnet fortæller, at han var Odins udkaarne Yndling, at denne selv havde lært ham at stille sin Hær i den saakaldte Svinefylking, og at dette skal have gjort ham uovervindelig i Striden. Han skal have naaet en høj Alder; Saxo fortæller at han efterat have undertvunget alle hine Fylker og Landskaber, herskede 50 Aar i Ro og Fred; efter en norsk Beretning skal han være bleven over 150 Aar gammel^[17]. Hans Moder Aude havde med Kong Radbard i Gardarike Sønnen Randver, der altsaa var Haralds Halvbroder. Randvers Søn var Sigurd Ring, der efter at have tilbragt en Tid paa Krigstog kom til Harald, blev godt modtagen af ham, og først udnævnt til Oberbefalingsmand over Hæren, siden, da Harald blev ældre, til Konge i Svithjod og Vester-Gautland, medens han selv forbeholdt sig Danmark og Østergautland. Mellem Ring og Harald herskede en Tidlang den bedste Forstaaelse. Men omsider opstod der Uvenskab imellem dem, og de besluttede at bekrige hinanden, men bestemte 7 Aar til Udrustningerne. Saaledes lyder een Beretning, som tillægger, at det var Odin, i Haralds Raadgiver Brunes Skikkelse, som oppustede Fiendskabet, for at tilvejebringe Krig og Mandefald. Efter en anden Beretning skulle Haralds Mænd, da han var bleven saa gammel at han ej kunde gaa, men maatte ligge til Sengs, have fundet ham uskikket til længer at styre Riget, og derfor prøvet paa at kvæle ham i Badet, men han selv, da han mærkede dette, have foreslaaet dem en kongeligere Maade, paa hvilken han kunde komme af Dage, og udæsket Ring til et stort Slag paa Grændsen mellem begge Riger. Saa meget er vist, at der udbrød en Krig imellem dem, hvortil de paa begge Sider rustede lig af alle Kræfter, og hvori saa mange Folk deeltoge, at den tydeligt viser lig som en Nationalkrig. Blandt Kæmperne i Rings Hær var Starkad, hvis Kvad om denne Kamp ligger til Grund baade for Saxos og for den unavngivne norsk-islandske Forfatters Beskrivelse^[18], og hvilket saaledes maa have været til endnu i det 12te eller 13de Aarhundrede; i alle Fald maa man have haft et ældgammelt Kvad derom, som eenstemmigt tillagdes Starkad. I Opregnelsen af Kæmperne i begge Hære bliver man endnu Riimbogstaverne tydeligt var, og flere af de gamle Vers lade sig meget godt bringe istand igjen^[19]. Harald, fortæller den norsk-islandske Beretning, samlede Folk, foruden fra Danmark og Østergautland, ogsaa fra Landene sønden– og østenfor Østersøen; den nævner Auster-Rige, Konugaard (Kijev) og Saxland. Blandt de enkelte Kæmper i Haralds Hær nævnes, foruden Folk fra Skaane og hans egen Hird, ogsaa Mænd fra „det yderste Thyle“, dygtige Skalde og Stridsmænd^[20], Skjoldmøen Vebjørg med en stor Skare søndenfra Gotland, hvoriblandt Ubbe den Friser, Brat Jyde, Orm engelske^[21]; to andre Skjoldmøer, Heide og Visma, af hvilke den sidste anførte en heel Hær af Vender; Hake Høggvinkinne fra Slesvig, Dag lifske^[22], og endelig Alf og Alfarin, Sønner af Kong Gandalf i Alfheim. Ring havde især samlet sin Hær i Svithjod, Vestergautland og tildeels i Norge; blandt hans Kæmper nævnes Aale frøkne, som forhen er omtalt, og hans Ven Starkad, Thrond thrøndske, Thore mørske, Finn fra Fjordene, Bjørn fra Sogn, Erling Snaak fra Jæderen, Einar fra Agder, Stein fra Væneren, Glum fra Vermeland, Saxe Fletter fra Vestergautland, Olaf Trætelgjas Fosterbroder, en heel Deel fra Svithjod, Harald fra Thoten; fra Thelemarken Thorkell traa, Thorleif gote, Hadd haarde, o. fl., og endelig fra Rusland den tappre Helt Ragnvald, Radbards Sønnesøn^[23]. Det er heraf temmelig tydeligt at see, at Haralds Hær fornemmelig omfattede den gotiske og den dansk-gotiske Befolkning i Norden, Rings den nordgermaniske, hovedsagelig fra Sverige, ogsaa fra Norge, ja endog fra Rusland.

Til Stedet, hvor begge Hære skulde mødes, havde man bestemt Braavoldene eller Sletterne ved Braaviken, hvor Haralds og Rings Riger grændsede sammen. Talrigheden af Hæren beskrives i de meest overdrevne Udtryk. Rings Hær skal have bestaaet af 2500 Skibe; Haralds Flaade naaede lige fra Kjøge til Skaanør, saa at Folk kunde gaa paa Skibene som paa en Bro over fra Sjæland til Skaane. Det varede i 7 Dage, inden Harald kom til Braaviken, hvor Ring ventede ham. Der gik han i Land, og fylkede sin Hær ved Brunes Hjelp. Selv sad han i en med Sigder eller fastgjorte Sverd forsynet Vogn, da han var for gammel og tungfør til at gaa i Striden. Han sendte Brune og Heid for at see efter, om Ring havde fylket, og var færdig til Striden. De kom tilbage og berettede, at Ring allerede havde opstillet sin Hær i Svinefylking. Da udbrød Harald: „hvo kan have lært Ring den Kunst? Jeg troede at ingen anden forstod det, end jeg selv og Odin, og vil Odin altsaa ikke længer, som sædvanligt, forunde mig Sejren, ønsker jeg kun at han vil lade mig falde i Striden med min hele Hær; alle de Faldne giver jeg Odin“. Nu skraldede Ludrene, Folkene raabte Hærskrig, og Striden begyndte. „Dette Slag“, heder det, „var saa heftigt og stort, at intet Slag i hele Norden, efter hvad der siges i alle gamle Sagn, har været kæmpet med saa mange og saa udsøgte Mænd“. „Man skulde tro“, siger Saxo, „at Himlen med eet faldt ned paa Jorden, at Skove og Marker sank ned i Jorden, at Elementerne styrtede sammen, og at hele Verden skulde forgaa: Luften formørkedes af Pile og Kastespyd, Dampen af Saarene dækkede Himlen som en Sky. I Førstningen saa det ud til, at Harald skulde sejre, især formedelst de Heltegjerninger, Ubbe den Friser udførte. Han fældte den ene efter den anden af Rings Kæmper, endog Starkad blev farligt saaret af ham; endelig lykkedes det Hadd haarde og Roald Taa, de ypperste af Thelebønderne, at fælde ham ved deres Pileskud. Skjoldmøen Vebjørg anrettede ligeledes store Ødelæggelser i Rings Hær. Hun hug Starkad saaledes i Munden, at Underkjæven næsten skiltes fra Overkjæven og at han maatte bide i Skjegget for at holde den fast; endelig blev hun fældet af Thorkell Traae, en anden af Kæmperne fra Thelemarken. Nu søgte Starkad frem, fældede Fiender til højre og venstre, og gjorde tilligemed Thrønderne og Dølerne (Gudbrandsdølerne) i Rings Hær Udslaget til Fordeel for denne. Da Harald merkede dette, rejste han sig op i sin Vogn og jog Hesten ind i de tætteste Fiendeflokke, idet han med et Sax i hver Haand hug og stak til begge Sider. Endelig segnede han, truffett af et Kølveslag i Hovedet, som knuste hans Isse. Det skal have været Brune, der dræbte ham. Da Ring saa Kongens Vogn tom, kunde han skjønne at han var falden, og lod blæse til Standsning af Striden. Han tilbød Haralds Hær Fred, hvilket alle modtoge. Dagen efter lod han Haralds Lig opsøge, vaske, smykke efter gammel Sædvane, og lægge i hans Stridsvogn; derpaa lod han en stor Høj opkaste, og da den var færdig, lod han Haralds Lig age ind i Højen med den Hest, der i Striden havde draget ham. Derpaa blev Hesten dræbt, for ogsaa at lægges i Højen; Ring lagde sin egen Sadel deri, for at Harald kunde have Valget, enten han vilde ride eller kjøre til Valhall. Førend Højen lukkedes, lod han alle de tilstedeværende Kæmper gaa til den og kaste enten Ringe eller Vaaben derned til Haralds Hæder. Derpaa blev den omhyggelig tildækket, og ved et prægtigt Gilde højtideligholdt Ring Kong Haralds Gravøl^[24].

Haralds Besiddelser tilfaldt nu Sigurd Ring Men han, Søn af en garderiksk Fyrste, tilhørte ikke Skjoldungestammen; hans nærmeste Tilhængere eller Undersaatter vare Svear og tildeels Nordmænd, altsaa fornemmelig Nordgermaner; derfor opslog han heller ikke sin Bolig i Hleidr, men i Vestergautland, og Hleidrekongernes gamle Rige var nu til Ende. Vel vedblev, som man andenstedsfra erfarer, Offringerne i Hleidr endnu en Tidlang, men Sælund og Hleidr dannede ej længer Rigets fornemste Deel. Det dansk-gotiske Vælde i Norden var ophørt, og nordgermaniske Høvdinger bleve de herskende ej alene paa Halvøen, men ogsaa i de dansk-gotiske Lande. Og fra de nordiske Havne begyndte nu Søkrigere eller Vikinger i Hobetal at sværme om ej alene i de nærmeste Have, men ogsaa i Sydens Farvande, at gjeste Tydskland, England, Frankrige, og endnu fjernere Lande, tildeels endog at oprette Riger der. En ny Tidsalder, Vikinge-Perioden, begyndte, større Riger stiftedes, Nordens Udseende forandredes. Sigurd Ring selv skal, som det heder, have underkastet sig en Deel af England, eller det Stykke, som allerede Ivar Vidfadme og Harald Hildetand havde besiddet. Han udbød Leding af sit Rige og drog med den til England, hvor Ingild, en Broder af den vestsaxiske Konge Ini havde opkastet sig til Herre over hiin Deel, der siges at have været Northumberland. Ingild og hans Søn Eoppa eller Ubbe vilde forsvare sig mod Ring, men de faldt i et Slag, og Ring underkastede sig Ingilds Besiddelser, over hvilke han satte en Olaf, Søn af Kinrik, Moald Digres Brodersøn og Ivar Vidfadmes Søskendebarn, til Underkonge. Efter lang Tids Forløb blev Olaf igjen fordreven af Eoppas Søn Eafa, og flygtede til Sverige til Kong Ring, der satte ham til Underkonge i Jylland. Det synes ikke som om Ring gjorde noget Forsøg paa at erobre de engelske Besiddelser tilbage; tvertimod heder det, at hans Rige begyndte at formindskes, da han blev gammel og tungfør, og at navnlig Northumberland løsrev sig^[25].

Sigurds Endeligt fortælles saaledes: Engang, da han rejste om i sit Rige Vestergautland for at dømme mellem Folk, kom hans Svogere, Gandalfs Sønner, fra Alfheim til ham for at bede ham om Hjelp mod Kong Eystein paa Vestfold. Han begav sig til Skiringssal, hvor man maa formode at Eystein har underkastet sig ham; ved Offringerne her fik han see den fagre Alfsol, Datter af Alf, Konge paa Vendel, blev forelsket i hende, og vilde egte hende mod Gudernes Vilje. Hendes Brødre, Alf og Ingve, vilde nødig at hun skulde have en saa gammel Mand, og gave Sigurd Afslag. Denne, fortørnet over at faa Afslag af sine Underkonger, truede dem med Krig, saa snart Offerfestens Fredhellighed var forbi. Mistvivlende om at kunne frelse Systeren for den mægtige Ring, gave Brødrene deres Syster Gift; siden droge de i Striden og kæmpede tappert, men faldt begge to. Dog blev Sigurd Ring ogsaa selv saa haardt saaret, at han ej ønskede at leve længer. Han lod de faldne Krigeres Lig lægge paa et Skib, besteg det selv, satte sig i Bagstavnen ved Roret, lod Alfsols Lig lægge ved sin Side, lod derpaa det med brændbare Sager fyldte Skib tænde an, og satte Sejl til. Det luende Skib drev til Havs. Men til Minde om sig havde han ved Strandbredden ladet opkaste en Høj, som siden kaldtes Ringshaug. Han efterlod Sønnen Ragnar, der allerede i det sidste Slag havde udmærket sig ved at fælde Alf med egen Haand^[26].

De her meddeelte Fortællinger om Ivar Vidfadme, Harald Hildetand og de i deres Historie indgribende Konger ere, som man seer, blandede med mythiske Sagn, og lade desuden meget tilbage at ønske, deels i Omstændelighed, deels i Eenstemmighed mellem de forskjellige Berettere. Det meste, man i norsk-islandske Kilder finder derom, indeholdes i to Brudstykker af en Saga, der synes at have handlet øm Skjoldungerne, i alle Fald om de sidste af dem; det første Brudstykke handler om Ivar Vidfadmes svigagtige Færd mod Rørek og Helge, om Audes tvende Giftermaal og om Harald Hildetands Ungdom; det andet beskriver Braavallaslaget og omtaler kortelig Sigurd Rings paafølgende Bedrifter. Sagaen, der synes at være nedskreven i det 13de Aarhundrede efter ældre Kilder, savner baade Begyndelse og Ende^[27]. Dog er det aabenbart, at den Fortælling der i Snorres Ynglingasaga Cap. 36–50 meddeles om Ynglingekongerne Anund og Ingjald Ildraade m. m., paa det nøjeste slutter sig til den samme Saga, og maaskee endog, naar alt kommer til alt, er udskreven deraf^[28]. Med disse Fortællinger stemme ogsaa de fleste norsk-islandske Slægtregistre, forsaavidt de gjøre Harald Hildetand til en Søn af Rørek Slongvanbauge. De anføre tillige som Rørek Slongvanbauges Farfader eller Oldefader en Rørek Hnoggvanbauge, om hvilken der upaatvivlelig maa have været Sagn, der have fremstillet ham som sparsom i Sammenligning med Ætlingen af samme Navn^[29]. Ivar Vidfadme lade de i tredie Led nedstamme fra Roar, Helges Broder og Rolf Krakes Farfader. Men denne Roars Fader Halfdan gjør Langfedgatal og Fundinn Noregr til en Søn af Frode frøkne, og Broder af Ingjald Starkadarfostre, hvilken de begge derhos lade være Rørek Hnoggvanbanges Fader^[30]. Umuligheden heraf er, som man allerede af det Foregaaende vil have seet, indlysende, og det er tydeligt, at Sagnet, som

Haandskrift af Sögubrot, thi hvad han her fortæller, passer saa nøje til dette og har saa aldeles den samme Charakteer, at man neppe kan antage det for en Opdigtelse af ham. – Et Sted ved Navn Ringshaug findes i Slagn Sogn nordenfor Tønsberg. ligger til Grund for Beretningen og for Slægtregistrene, har begyndt med Rørek og Halfdan, hvilke siden paa den vilkaarligste Maade ere blevne satte i Forbindelse med Frode frøkne og Ingjald. Hos Saxo hersker den største Forvirring. Ikke nok med at han ej veed et Ord om Ivar Vidfadme, modsiger han sig ogsaa selv om Haralds Fødsel. Først gjør han ham til en Søn af en dansk Kæmpe ved Navn Borkar og den gautiske Kongedatter Alfhilds Veninde Gro; siden heder det at han er en Søn af Halfdan, der igjen er en Søn af Borkar og den norske Konge Ragnvalds Datter Drott, og en Halvbroder af Berserken Hildegeir, Søn af Drott og den svenske Kæmpe Gunnar^[31]. Hertil kommer, at Saxo aldeles intet veed om Sigurd Rings Herkomst; han kalder ham kun en Søn af den svenske Konge Ingild og Haralds Syster, henfører ham og Harald til et Tidsrum endnu tidligere end Jarmunrek og nævner senere en ny Sigurd Ring samtidig med den frankiske Kejser Ludvig den fromme^[32]. Han omtaler vel Rørek Sløngvanbauge, men gjør ham til en Søn af Guden Hød (Hotherus), Balders Banemand, og sætter ham længere op i Tiden end Fredfrode^[33]. Alt dette viser allerede noksom, at Saxos Kombinationer aldeles ikke kunne tages i Betragtning. Det er desuden vist, at han idetmindste paa eet Sted fortæller sildigere opdigtede Æventyr Thi hvad han beretter øm Harald Hildetands Fader Halfdan, er i flere Henseender aabenbart det samme, som en Æventyrsaga, der neppe er er ældre end 12te Aarhundrede, fortæller om en Aasmund Kæmpebane. Man gjenkjender endog i Saxos latinske Omskrivning af et Kvad, han lægger Halfdans Halvbroder Hildegeir i Munden, de samme Ord, Æventyrsagaen lader Hildebrand, Aasmunds Halvbroder, fremsige efter deres Tvekamp. Her forekommer endog Ordet drótt (d. e. Krigsfølge) i en saadan Forbindelse, at det ogsaa kan tages som Navnet paa begge Halvbrødres Moder, og det er saaledes tydeligt, at en Misforstaaelse er indløben enten hos Sagaskriveren, der kalder Aasmunds og Hildebrands Moder Hilde, og saaledes har taget drótt kun som et Gjenstands-Ord, eller hos Saxo, der har taget det som et Navn; i begge Tilfælde viser Fortællingen sig som opdiktet^[34]. Men hvad der fornemmelig maa afgjøre Sagen til Fordeel for Sagabrudstykket og Langfedgatal ja endog sætte deres Troværdighed udenfor al Tvivl, er det oftere omtalte, ældgamle Digt Hyndluljod, hvis 27de Vers lyder saaledes:

Harald Hildetand
Søn af Rørek
Sløngvanbauge,
saa og af Aude;
Aude den grundrige
Ivars Datter,

men Radbard
var Randvers Fader;
de Gauter (Mænd) vare
Guderne signede;
alt det er din Ætt
Ottar heimske.

Her kan der nu vistnok altid indvendes, at Verset maaskee kan være uegte; men det samme kunde man da ogsaa sige om det hele Kvad der dog i alle Dele bærer den højeste Ældes Præg Forudsat at Verset er egte, maa det være samtidigt med Sigurd Ring, hvilken det vel ellers vilde have omtalt, hvis han ved Affattelsestiden havde været død. Det indeholder altsaa et samtidigt Vidnesbyrd om Rigtigheden af den i Sagabrudstykket, Langfedgatal og Fundinn Noregr opstillede Slægtrække, og om et saadant Vidnesbyrds Troværdighed kan der ej være Tvivl. Ogsaa Sagabrudstykket er aabenbart grundet paa Kvad af en næsten lige saa Ælde^[35]. Hertil kommer og, at anseede Mænd paa Island udledte deres Herkomst fra Harald Hildetand, og at deres Slægtrække, saaledes som den vistnok lige fra Landnamstiden, eet eller halvandet Aarhundrede sildigere end Sigurd Rings Tid, har været opbevaret, bekræfter Langfedgatals Udsagn. Thi den mægtige saakaldte Oddaverje-Æt paa Island, til hvilken Historikeren og Oldgranskeren Sæmund frode hørte, udledede sin Herkomst fra Landnamsmanden Rafn heimske, hvis Fader Valgard i fjerde Led stammede fra Thrond gamle, en Søn af Harald Hildetand^[36]. Dette Slægtregister har vistnok allerede Sæmund i anden Halvdeel af det 11te Aarhundrede optegnet, og en saa troværdig Mand, som han, vilde neppe have tilladt sig nogen vitterlig Forfalskning af et allerede bestaaende Sagn; det havde maaskee ikke engang været ham muligt, da der sikkert gaves mange, som kunde kontrollere ham. Saavel i som udenfor Landnaama, hvor denne Æt opregnes, nævnes altid Rørek Sløngvanbauge tilligemed Harald Hildetand; etsteds nævnes endog Aude, Ivar og Halfdan snjalle^[37], med andre Ord, de forhen anførte Udsagn bekræftes. Blot i en eneste Saga, eller rettere i et Tillæg, der kun i en daarlig Skikkelse er kommet til os, nemlig Tillægget til den saakaldte Hervararsaga, fortælles Haralds Herkomst noget afvigende fra Langfedgatal, men dog altid langt bedre stemmende med dette end med Saxo. „Kongen af Reidgotaland, Heidrek Ulvsham“, heder det, „havde en Datter ved Navn Hilde, der blev gift med Halfdan snjalle og var Moder til Ivar Vidfadme, der angreb Ingjald Ildraade, saaledes som det fortælles i Kongesagaerne, og nødte ham til at indebrænde sig; han underkastede sig Sveavælde, Danavælde, Kurland, Saxland og Estland, og hele Øster-Riget lige til Gardarike, han herskede ogsaa over Vestre-Saxland eg vandt en Deel af England; da satte han Kong Valdar over Danavælde, og gav ham sin Datter Alfhild til Egte; deres Sønner vare Harald Hildetand og Randver, der med Aasa, Datter af Kong Harald gotraude i Norge, havde Sønnen Sigurd Ring; Harald lod sig give Kongenavn i Gotland, og underkastede sig siden alle de Lande, Ivar havde haft, men faldt tilsidst i Braavalla-Slaget mod Sigurd Ring“^[38]. Valdar, som her nævnes, forekommer ogsaa i Langfedgatal, men som Halfdan snjalles Fader, og der er derfor al Sandsynlighed for, at hiint Tillæg til Hervararsaga indeholder flere Fejl. Men om nu endog Sagnene herom i Norge og paa Island have været lidt afvigende, saa berøre disse Afvigelser dog ikke Traditionen i dens Hovedomrids, og af den hele Fortælling hos Saxo bliver det følgelig kun Beretningen om Braavallaslaget – for hvilken han selv angiver Starkads Kvad som Kilde, – hvorpaa man kan stole. Maaskee dog, at man heller ikke ganske bør foragte, hvad han fortæller om Haralds Mindreaarighed og de fem Høvdinger, som i denne Tid havde opkastet sig til Herrer i Danmarks Hoveddele^[39]; thi den ovenfor efter Sagabrudstykket meddeelte Beretning om at Harald Hildetand ved Ivars Død allerede var 15 Aar gammel og fulgte tilbage med Hæren, synes visselig mindre rimelig; langt rimeligere er det at antage, at Hæren vendte tilbage, og at enkelte fornemme Mænd opkastede sig til Høvdinger i de forskjellige Landskaber, men siden bleve underkuede af Harald, da denne, 15 Aar gammel, og understøttet af Radbard, vendte tilbage. Det maa derhos ikke lades ud af Betragtning, at Skalden Thjodolf fra Hvin, der i det 9de Aarhundrede allerede opregnede Ynglingekongerne i den Orden, hvori de nævnes hos Snorre, derved ogsaa middelbart bekræfter Tilværelsen af de Sagn, hvorpaa denne Kombination er bygget, følgelig Sagnene om Ivar Vidfadme og Harald; han nævner desuden udtrykkeligt Ingjald Ildraades Selvopbrændelse. Det gamle saakaldte Starkadske Kvad, der ligger til Grund for Beskrivelsen over Braavallaslaget, og som neppe er yngre end 9de Aarhundrede, maa og have omtalt Radbard som Ruslands Konge, siden Saxo blandt Rings Kæmper omtaler hiin Ragnvald den Russer, Radbards Sønnesøn (eller Frænde). Alt dette vidner i det Hele taget for Sagabrudstykket, Langfedgatal og Hyndluljod. Beretningen om Ivars og Sigurd Rings Bedrifter i England grunde sig paa en af Sagabrudstykket aldeles uafhængig Notits i Olaf Tryggvesøns Saga, der, som nedenfor vil sees, paa en mærkelig Maade stemmer med de angelsaxiske Krøniker.

Borttage vi de mythisk-romantiske Udsmykninger i Ivars og Haralds Historie, f. Ex. om Gudernes Indgriben i Begivenhederne, om Haralds unaturligt lange Levetid, om Anledningen til Braavallaslaget og om den uhyre Størrelse af de i dette kæmpende Hære, faa vi dog altid dette historiske Stof tilbage: at Ivar Vidfadme, af en skaansk-gotisk Kongefamilie, og beslægtet med Konger i en Deel af Reidgotland, underkastede sig Svithjod paa den i Ynglingasaga omtalte Maade; at han tillige paa en underfundig Maade forstod at sætte sig i Besiddelse af Sælund eller Hleidrekongernes Rige, der paa denne Tid neppe omfattede mere end Sjæland: at hans Dattersøn Harald Hildetand arvede hans Magt og Anseelse, og at han herskede over et stort dansk-gotisk Rige, der maaskee ogsaa indbefattede Svithjod, men i alle Fald maa have strakt sig, foruden over Danmark, ogsaa over Gautland og det sydøstlige Norge; at han og Ivar Vidfadme maaskee ogsaa have haft

Sivar, men hun erklærede at hun kun vilde give ham sin Haand, hvis han kunde samle alle Danmarks adskilte Dele til Eet; dette mislykkedes, han blev siden fældet af Halfdan og hun egtede denne, som i Kampen for Rigets Gjenforening faldt i en Strid mod Berserken Besete, der siden ogsaa med en Stok slog to Tænder ud af Munden paa Halfdans og Gyrids Søn Harald; da de samme Tænder siden voxede ud paa ham, fik han Navnet Hildetand. Siden fik han dræbt Besete ved at lade en Bjelke falde ned over hans Seng, derved vandt han Skaane. Dernæst fældte han Had i Jylland, efter hvilken Haderslev skal have faaet Navn. Siden overvandt han de øvrige Fyrster. Besiddelser i England; at de forresten lode deres udstrakte Besiddelser bestyre ved Underkonger; at der omsider, mod Slutningen af Haralds Regjeringstid, i den nordlige og østlige Deel af det nordgermaniske Territorium sporedes en stor Folkebevægelse, der endte med et vældigt Folke-Slag, hvis Lige hverken før eller senere i Norden har været seet; at det gotiske eller mellemgermaniske Folkeelement i dette Slag undertrykkedes af det med ungdommelig Kraft frembrydende nordgermaniske, og at saaledes en ny Tidsalder dermed begyndte. Dette er vistnok ikke tydeligt udtalt i vore Oldskrifter, men det fremgaar dog med fuldkommen Vished af hvad der i Forbindelse dermed berettes, foruden af mange andre Omstændigheder. Først og fremst maa vi her nævne Haralds dansk-gotiske, Sigurd Rings nordisk-russiske Herkomst; dernæst den allerede ovenfor paapegede Sammensætning af begge Kongers Hære. Her bringer Harald hele den dansk-gotiske Magt, Østergautland, der altid var mere gotisk end Vestergautland, iberegnet, i Marken, og ledsages desuden af Konger og Folk fra de Dele af Norge, hvor allerede Sammenstød mellem Goter og Nordmænd havde fundet Sted, fornemmelig fra Alfheim og Vestmare eller Grenland^[40]; medens Sigurd Ring foruden Hovedmassen af Hæren, der bestod af Svear og Vester-Gauter, ogsaa har Folk næsten fra alle Fylker i det nordenfjeldske Norge, uden at det engang nogensteds omtales, at han herskede over dette Land; saa at det altsaa blot kan have været en almindelig Folkebevægelse, der ogsaa bragte Nordmændene til at slutte sig om ham; med ham fulgte derfor ogsaa de egentlige eller fleste Thelebønder, af hvilke kun færre synes at have ledsaget Harald. Denne Omstændighed, at der baade i Haralds og i Rings Hær synes at have været Folk fra Thelemarken, indeholder i sig selv et Vidnesbyrd om det Sammenstød mellem Nationaliteterne paa denne Kant, hvilket vi allerede ovenfor have omtalt. Det er tillige en mærkelig Omstændighed, hvad der især i det Følgende vil sees, at der efter Harald Hildetand ej længer er Tale om Hleidrekonger. Saavel Sigurd Ring som hans Søn Ragnar Lodbrok have, saavidt man kan see, deres Hovedsæde i Vestergautland eller Viken; i alle Fald nævnes Hleidr udtrykkeligt som et Sted, hvor Ragnar ikke plejede at bo^[41]. Efter Ragnars Tid deles Riget i de to store Hovedriger Sviavælde eller Sviarike og Danavælde eller Danarike, men om Hleidrekonger hører man intet mere, og Ragnars nærmeste Ætlinger bo i Gautland, Viken eller Jylland, men ikke i Sjæland. Endelig er det saare merkeligt og paafaldende, hvad der fortælles om Sigurd Rings Bedrifter i England. De ældgamle angelsaxiske Annaler nævne ogsaa lejlighedsviis de Konger, med hvilke Kong Sigurd Ring kom i Berørelse. Den bekjendte wessexiske Konge Ecgbrihts Forfædre opregnes nemlig opad saaledes: Ealhmund, hans Fader, – Eafa – Eoppa – Ingild, Broder til Kong Ini i Wessex. Det meldes ogsaa, at Ingild døde – dog fortælles der ej hvorledes – i Aaret 718^[42]. De angelsaxiske Annaler ere meget mangelfulde og fortælle ikke paa langt nær alle de merkelige Begivenheden der fandt Sted i de tidligere Aarhundreder; at de ikke omtale Ivar Vidfadme og Sigurd Ring eller fortælle noget om Maaden, paa hvilken Ingild kom af Dage, beviser intet imod Troværdigheden af den norske Beretning der i og for sig intet usandsynligt indeholder, men netop derved at den veed noget udførligere at berette om Personer, af hvilke Angelsaxernes Krøniker blot have opbevare Navnene, viser sig uafhængig og upaavirket af disse. Det kan saaledes neppe betvivles, at Ivar Vidfadme (hvis Fætter Cyneries Navn desuden er aldeles anglisk), Harald Hildetand og Sigurd Ring ja maaskee flere af de ældre dansk-gotiske Konger, have gjort Tog til England og erhvervet Besiddelser der. Men her bliver det yderst merkeligt, at de engelske Skribenter udtrukkeligt angive den wessexiske Konge Beorhtrics Regjeringstid (784–800) som den Tid, hvori Nordmænd eller Daner allerførst hjemsøgte England. „Under hans Regjering“, heder det (ved 787), „kom allerførst trende Nordmands-Skibe fra Heredhaland og herjede paa Kysten (andre Forfattere sige udtrykkeligt ved Dorchester i Wessex), dette vare de første, danske Mænd tilhørende, Skibe, der hjemsøgte England“^[43]. Vil man nu – uagtet dette stemmer ganske med de troværdige, og med Begivenhederne ligefra Christendommens Indførelse samtidige irske Annaler, der ogsaa allerførst henføre Nordmændenes og Danernes Ankomst til Slutningen af det 8de Aarhundrede^[44] – dog antage det muligt, at Daner eller Nordmænd tidligere have gjort Tog til og Erobringer i England, som ej ere blevne omtalte af Annalisterne, saa er der dog een Omstændighed, der aldeles maa bortfjerne Tanken herom, nemlig den, at den berømte Forfatter Beda, der selv bar fød Northumberlænder, der opholdt sig i Northumberland til sin Død 735^[45], og beskrev Englands kirkelige, tildeels ogsaa verdslige Historie lige indtil 731, fire Aar før hans Død, og som saaledes havde ej alene al mulig Opfordring til at omtale Danerne og deres Tog, hvis han kjendte noget til dem, men ogsaa den bedste Anledning til at lære dem at kjende, hvis de havde foretaget saadanne Tog – at denne samme Beda, hvis Troværdighed er hævet over enhver Tvivl, ej alene ikke veed det mindste om danske Tog til England at fortælle, men tydeligt nok ikke engang kjender til Danerne uden gjennem dunkle Rygter. Han siger nemlig (ved 689), hvor han omtaler en angelsaxisk Gejstlig Ecgbrihts Iver for at prædike Evangelium blandt Tydskerne: „af disse (nemlig hedenske Folk) vidste han at der i Germanien var flere, fra hvilke de Angler eller Saxer, som nu bebo Britannien, nedstamme, nemlig Friser, Ruginer, Daner, Huner, Oldsaxer og Boruktvarer“^[46]. Efterretningen om Danerne havde Beda rimeligviis faaet fra Wilbrord, der i Aaret 692 sendtes af Ecgbriht for at udføre, hvad denne ej formaaede, som selv besøgte Danerne, og som endnu levede i 731, da Beda sluttede sit Verk. Wilbrord, hvis Levnet den berømte Alcuin omtrent et halvhundrede Aar efter hans Død (740) beskrev, rimeligviis efter hans egne eller hans Følgesvendes Beretninger, omtalte Danerne som et grumt Folk, hvis Konge Ungendus var grummere end et vildt Dyr, og som var saaledes hengiven til

(geréfa) Navn: Beaduheard. Flor. Wigorn. (v. 787) taler kun om Beorhtrics Regjeringstid og nævner intet om Dorchester, ligesaa Henrik af Huntingdon. Afgudsdyrkelse, at det ej nyttede at prædike for ham^[47]. Det er saaledes aabenbart, at de Tog, Ivar Vidfadme og Harald Hildetand foretoge til England, ikke bleve foretagne som Vikingetog, eller af Folk med nordisk eller af den senere saakaldte nordmanniske Nationalitet, ikke engang af Folk, der kaldtes Daner, men at de alene sluttede sig til Rækken af de allerede siden femte Aarhundrede vedvarende saakaldte angliske Indvandringstog, af hvilke kun den færreste Deel er optegnet, ligesom kun de færreste Navne paa angelsaxiske Konger ere opbevarede. Af dette Slags har endnu ogsaa Sigurd Rings Tog upaatvivlelig været. Det er nemlig vistnok en Fejltagelse naar Saga-Notitsen, som det synes, sætter det efter, at han erhvervede Overherredømmet. Den Omstændighed, at Ingilds Død i engelske Skrifter henføres allerede til 718 og heller ikke kan have fundet Sted senere, i Forbindelse med at den fordrevne Kong Olaf søgte Sigurd i „Svithjod“, altsaa førend han endnu var bleven Konge i Danmark, gjør det sandsynligt, at Englandstoget gik for sig, medens Harald endnu levede, og efter hans Foranstaltning. Men naar de Folk, der fra de dansk-gotiske Lande for Braavallaslaget hjemsøgte England, ikke her kaldtes Daner, medens derimod de, som fra 787 af i en saa stor Mængde foruroligede Landet, deels kaldtes Daner, deels Nordmanner, og betragtedes som et Folk, med hvilket England da for første Gang gjorde Bekjendtskab: da er det klart, at der mellem hine og disse maa have været en bestemt og skarpt udpræget Nationalforskjellighed, eller at hine endnu tilhørte den gotiske, disse den nordgermaniske Nationalitet^[48]. Den samme Forskjellighed aabenbarer sig paa de Runemindesmærker, der i de dansk-gotiske Lande ere levnede. Medens man deels paa enkelte Mindestene, fornemmelig i Bleking, deels paa de for den gotiske Periode saa charakteristiske Brakteater, endnu finder gotiske Runer og Indskrifter i et blandet, tildeels endog uforstaaeligt Sprog, finder man efter denne Tid, eller fra 9de og 10de Aarhundrede en Mængde Mindestene med nordiske Runer og Indskrifter i den reneste nordiske Mundart, Mindestene, hvis Størrelse noksom viser, at de alene kunne være satte over Høvdinger, saa at altsaa nordiske Høvdinger paa hiin Tid maa have været spredte over alle de forhenværende gotiske Lande^[49]. Og fra Midten af det 8de Aarhundrede finde vi – hvad der i følgende Afsnit vil sees – Sværme af nordiske Vikinger i en saa overvættes og i Sammenligning med de nordiske Landes ringe Folketal ubegribelig Mængde at styrte ud over Mellem- og Vest-Europa, at vi nødvendigviis maa antage, at en ualmindelig og vidt om sig gribende Omvæltning har fundet Sted, eller at Massen af Nordgermaner, især deres østligere Deel, med eet har sat sig i Bevægelse mod Syden og Vesten. Men søge vi efter en bestemt Begivenhed, der ligesom kan betegne denne Omvæltning, bliver det ene og alene Braavalla-Slaget, hvorved vi kunne blive staaende. Før dette: Hleidrekongen dansk-gotisk Nationalitet forherskende i den sydlige Deel af Halvøen og paa de danske Øer; efter dette: Overkonger af gardariksk Æt i Gautland, ingen Hleidrekonger mere, forherskende nordisk Nationalitet eller idetmindste nordiske Høvdingers Herredømme i Danmark, og nordiske Vikinger sværmende rundt om paa alle vesteuropæiske Kyster.

Efterretningerne om disse Begivenheder ere for faa, for magre og for lidet oprindelige til at deres overordentlige Vigtighed som afsluttende en ældre Tingenes Orden bar kunnet vorde tilbørligt udhævet. Dog ligger en saadan Betragtningsmaade deraf til Grund for den Drøm, der tillægges Ivar Vidfadmes. Denne Drøm skyldes naturligviis en sildigere Bearbejder og Udsmykker af Sagnet sin Tilblivelse, men den er derfor ogsaa bleven formet efter de Indtryk, som de Begivenheder, den skulde bebude, havde gjort paa Bearbejderens Sind; det er tillige, som ovenfor bemerket, tydeligt at see, at den egentlige, oprindelige Bearbejdelse, som i Sagabrudstykket alene er mere udtværet og moderniseret, hidrører fra en Tidsalder, der ikke er meget yngre end Sigurd Rings egen. I denne Drøm skal Ivar have seet, hvorledes en gylden Drage, fuld af en Mængde Fugle, i sin Flugt fra Havet, det vil sige fra Vesten og Sydvesten, mødtes og overvældedes af en frygtelig Torden- og Regnsky, der kom fra Nordøsten, bredte Mørke over hele Norden, og gik i Syd og Vest om Landet. Ved en saadan Drøm kan den gamle Sagnfortæller alene have tænkt paa et Sammenstød mellem to Nationaliteter, af hvilke den ene maatte bukke under, og han siger i denne Drøm paa en vis Maade mere, end i den hele Beskrivelse over Kongernes Kamp. Og desforuden lader han Hørd ligefrem fortolke Drømmen om „store Forandringer med Hensyn til Rigerne i Svithjod og Danmark“.

Da Braavalla-Slaget er af saa indgribende Vigtighed i Nordens Historie, er det tillige af yderste Vigtighed, nogenlunde at bestemme den Tid, da det fandt Sted. Dette er dog noget vanskeligt, da vi af vore egne Kilder kun have et Par Slægtregistre at holde os til. Et af disse, der vis nok er det paalideligste, lader den danske Konge Germ den Gamle, der efter alle Vidnesbyrd skal have opnaaet en usædvanlig høj Alder, men dog neppe kan være fød tidligere end 840^[50], nedstamme i tredie Led fra Sigurd Rings Søn Ragnar Lodbrok^[51]. Dette giver for Ragnars Fødselstid, og følgelig for Sigurds kraftigste Alder, Tiden ved 750, hvorved dog er at bemerke, at Sigurd Orm i Øje, Gorms Farfader, var en Søn af Ragnars andet Egteskab^[52], og at dennes Fødsel derfor vistnok kan flyttes endnu en 10 eller 15 Aar op, altsaa til 740 eller 735. Det for omtalte Slægtregister, hvorved Oddaverjerne paa Island udledede deres Herkomst fra Harald Hildetand, lader Høvdingen Runolf Ulfssøn, der i Aaret 1000 som aldrende Mand blev døbt, og derfor maa være fød omkring 950, nedstamme i 8de Led fra Harald Hildetands Søn Thrond Gamle, hvis Fødselstid saaledes falder omkring 710, eller endog lidt tidligere. Og Ynglingekongen Eystein paa Vestfold, der nævnes i Forbindelse med Sigurd Rings Død, var Farfader til den i 810 afdøde Gudrød, hvilket bringer Eysteins Levetid til at falde mellem 720 og 780^[53]. Sigurd Rings kraftigste Alder kommer saaledes mellem 730 og 760, og Harald Hildetands, der, siden der tales saameget om hans uhyre Ælde, maa have opnaaet en meget høj Alder, mellem 680 og 700; hans hele Levetid mellem 650 og 730. Braavalla-Slagets Tid maa derfor ligeledes henføres til 730. Og dette stemmer meget vel med den ovenfor omtalte Angivelse i alle angelsaxiske Annaler, at Ingild, der efter vore Kilder skal være falden i et Slag mod Sigurd Ring, døde 718. Thi vil man end ikke antage, hvad vi dog af de forhen udviklede Grunde ansee for rettest, at Ingilds Død fandt Sted før Braavallaslaget, og blive vi saaledes end nødte til at sætte dette før 718, eller omkring 715, saa er dog Forskjellen – femten Aar – under saadanne Omstændigheder og i en saa fjern Tidsalder for intet at regne.

Er det paa denne Maade lykkets os omtrentligt at bestemme Braavalla-Slagets Tid, nemlig et af Aarene mellem 715 og 730, opstaar nødvendigviis det Spørgsmaal: af hvad Slags var den Folkebevægelse, hvoraf dette Slag og Skjoldunge-Rigets Omstyrtelse var den nærmeste Følge, og hvad kan den bevægende Aarsag have været? Her kunne vi ikke andet end atter vende Blikket mod Østen, mod vore Forfædres ældste Hjem, hvor der vistnok maa have fundet en Bevægelse Sted, som drev nye Sværme af Nordgermaner over til vor Halvø. Thi det Folketal, man maa antage som det paa hiin Tid sandsynlige inden Halvøens Grændser, forstaar ikke til at kunne forklare, hvorledes saa overordentlige Masser nu paa een Gang kunde bryde frem; man maa antage at en ny og pludselig Tilvæxt til Befolkningen har fundet Sted. Undersøger man nu de faa Oplysninger, vore Oldsagn indeholde om de ældre geographiske Forholde paa Østsiden af Østersøen, og sammenligner man dem med den efter det 8de Aarhundrede forhaandenværende Folkeordning i disse Egne, da vil man visselig spore Tegn til at nogen Forandring har fundet Sted. Disse Egne omtales i vore Oldskrifter under forskjellige Navne Hvor der et Tale om Søtog, foretagne derhen, kaldes de sædvanligviis Austrvegir (Østerveg, de østlige Veje), en Benævnelse, der paa en merkelig Maade svarer til Noregr (eg. Norðrvegr eller Norðrvegir, se ovenfor S. 6 og 43). Denne Benævnelse er dog mere svævende, og betegner ikke noget bestemt Land, men kun Kyststrækningerne fra Finland til henimod Weichselen. Det er Austrvegir, som Saxo stadigt gjengiver ved „Hellespont“. Til Austrvegir svarer den mere omfattende Benævnelse Austrríki (det østlige Rige), hvorved man vel ogsaa har tænkt sig de indre Egne, dog betegner heller ikke dette noget særeget, af en enkelt Nation beboet Landskab. Mere indskrænket er den af os allerede oftere, og især ovenfor S. 39, omtalte Benævnelse Gardarike, der af vore Forfædre med Bestemthed og Konsekvens bruges om det i det 9de Aarhundrede oprettede russiske Storfyrstendømme, af hvilket det nyere russiske Monarchi har udviklet sig. Denne Benævnelse anvendes i vore Oldskrifter om Rusland ogsaa i tidligere Aarhundreder, men, som man næsten med Sikkerhed kan paastaa, ej med Rette, og kun fordi det paa den Tid, da Sagaerne nedskreves, var sædvanligt at kalde Rusland Garðaríki (Gaardernes Rige) eller í Görðum (i Gaardene); thi denne Benævnelse har, hvad der strax nedenfor vil blive viist, sin Oprindelse fra de saakaldte Gaarde (gorody) eller Befæstninger, der oprettedes i det 7de eller 8de Aarhundrede, førend det egentlige russiske Rige stiftedes Men i vore Oldskrifter findes endnu et saare merkeligt Navn paa det nuværende Rusland eller en Deel deraf, et Navn, der netop synes at tilhøre de ældre Tider, da Navnet „Gardarike“ ikke kjendtes. Dette Navn er Svithjod, der til Forskjel fra det skandinaviske Svithjod kaldtes „det store“ eller „det kolde“. Dette Svithjod det store omtales fornemmeligt i de første Kapitler af Ynglingasaga^[54], og flere have antaget at Benævnelsen er opkommen i senere Tider som et uheldigt Forsøg paa at gjengive Middelalderens latinske Forfatteres Skythia magna. Men dette Scythia magna kan ligesaavel være opstaaet af et Forsøg paa at gjengive Svíþjóð mikla, og da denne Benævnelse ej alene i og for sig selv er intet mindre end urimelig, men dens Rimelighed endog bestyrkes af andre Omstændigheder, kan man ikke vel bortvise den som falsk. Thi allerede Tacitus’s Udsagn om Svearne, at de bo hiinsides Rugierne og Lemovierne, „i Oceanet selv“, og at deres Land deels grændser til Iishavet, deels til de af en Kvinde beherskede Siters (altsaa Kvænernes) Land (se ovenfor S. 19), gjør det ej alene tvivlsomt, om man skal tænke sig dem vestenfor eller østenfor Østersøen, men snarere endog i højeste Maade rimeligt, at man skal tænke sin dem boende paa begge Sider, paa Aalands-Øerne, paa Øsel og Dagø, – hvor der virkelig ogsaa findes Spor af en ældre nordisk Befolkning^[55] – og paa Kysterne rundt om den finske Bugt. Derved kom de i Ordets egentligste Forstand til at bo „i selve Havet“, og derved forklares ogsaa bedst, hvorfor de ere „mægtige ved deres Flaade“. Det er tillige ovenfor (S. 39) nævnt, hvorledes de russiske Gesandter, der i Aaret 839 vare sendte til Constantinopel, og herfra kom til Tydskland, befandtes at være af Svearnes Folk. Sigurd Ring optræder ogsaa, merkeligt nok, egentlig som Svearnes Høvding uagtet han er fød hiinsides Søen. Og naar man nærmere betragter den oldnordiske Mundart, der efter Braavalla-Kampen blev den herskende i Danmark, da finder man,

Sterkes Sagn) saaledes at Navnet umiskjendeligt kan sees at have været i Folkemunde; det synes derfor ej at være opstaaet ved en blot og bar Gisning. Naar (Geografen af Ravenna omtaler „Gammelskythien, der af Jornandes kaldes „Scandza“ (se ovenf. S. 4l) synes han at have haft Svíþjóð for Øje. at den næsten ganske stemmer med den oldsvenske, saadan som den af de gamle svenske Love er os bekjendt, men derimod mindre med den oldnorske. Alt dette viser umiskjendeligt, at den hele Bevægelse paa Halvøen selv nærmest er udgaaet fra Svear og fornemmelig har bestaaet deri, at den store Masse af søvante Svear, der endnu ikke var kommen over til Halvøen, men boede hiinsides Østersøen og maaskee temmelig langt ind i Landet, ved et Tryk fra Østen er trængt længer mod Vest, og er bleven nødsaget til at ty til sine Brødre i Svithjod, hvilket derved overfyldtes, og hvorfra Folkemassen ogsaa væltede sig ud over Gautland og Gotland (Danmark), idet Bevægelsen ogsaa tildeels forplantede sig til Norge, hvorfra æventyrlystne Skarer synes at have sluttet sig til de med dem saa nær beslægtede Svear. Da vi nu i den senere Tid (idetmindste fra 9de Aarhundrede) finde tschudiske Folkeslag, nemlig Finner, Ester og Liver, paa de Kyster, hvor der ifølge det foranførte maa have boet Svear, kan man ikke andet end antage, at der omtrent ved det 7de, 8de eller 9de Aarhundrede, det vil sige, omtrent paa Braavallakampens Tid, har fundet en Folkebevægelse Sted, hvorved tschudiske Folk have rykket frem til Kysten og besat Strækningen som Svearne hidtil havde beboet, men som de nu bare nødte til at forlade.

Et umiskjendeligt Vidnesbyrd om Bevægelser af det Slags, vi her omtale, afgiver den gamle russiske Annalist Nestor. Denne, en Munk i et Kloster nær ved Kijev, levede og skrev mod Slutningen af det 11te Aarhundrede^[56]. Han har kortelig beskrevet det russiske Riges Stiftelse og meddeelt hvad han vidste om sit Fædrelands Oldhistorie, men det er tydeligt nok at see, at hvad han fortæller om Begivenheder ældre end Christendommens Indførelse, kun grunder sig paa dunkle og mangelagtige Sagn, hvilke han derfor har søgt at udfylde ved at afskrive byzantinske Forfattere. Han overfører tillige paa de ældre Tider Forhold og Forestillinger, der tilhørte hans Tid; ligesom han, der tilhører den slaviske Nationalitet, neppe kan have haft nogen klar Opfatning af de germaniske Russers Oldsagn. Ved alt dette er han kommen til at gjøre sig skyldig i Selvmodsigelser, og hans Udsagn maa overhoved benyttes med den allerstørste Forsigtighed. Han fortæller – hvad vi i det Følgende nærmere komme til at afhandle – hvorledes det russiske Rige i Aaret 862 eller 863 stiftedes af trende Brødre i Spidsen før en Deel saakaldte Væringer^[57], og at Rusland fik Navn efter dem. Man gjenkjender strax det sædvanlige germaniske Sagn om saadanne Rigers Stiftelse, og det viser sig derfor ved første Øjekast uhistorisk. Annalisten anfører desuden selv strax ovenfor, at Russer allerede i 852, eller under den byzantiske Kejser Michael den 3dies Regjering, nævnes hos græske Skribenter. Er nu dette end en Fejltagelse af Nestor – den Begivenhed, hvortil han sigter, er nemlig Toget i 866, – saa er det dog ikke desto mindre en Selvmodsigelse; og ikke mindre en Selvmodsigelse, eller et Tegn paa Uklarhed i Forestillingerne er det, at flere af de bedre russiske Annaler nævne Russer som Beboere af Rusland før Væringernes Ankomst, og som en af de Nationer, der indkaldte Væringerne^[58]. Kommer nu hertil, hvad ovenfor (S. 39) er omtalt, at troværdige udenlandske Kilder omtale Russer som Beboere af Egnene østenfor Østersøen tidligere end 862^[59], saa bliver det indlysende, at Nestors Beretning alene kan tages som et ældgammelt dunkelt Sagn om at det paa hans Tid bestaaende russiske Rige er stiftet af Hærkonger fra Egnene hiinsides Østersøen, men at han har henført Tiden til 832, alene fordi han omtrent ved denne Tid finder dem omtalte hos Byzantinerne og saaledes faar bestemte Aarstal at holde sig til. Og naar man læser Beskrivelsen over det Tog, Russerne foretoge til Constantinopel allerede i 866, hvorved de kom med mange Skibe, og satte den mægtige Kejserstad i den yderste Fare^[60], bliver det tydeligt nok, at et Rige, som kunde udruste en saadan Magt, ej kunde være faa Aar gammelt^[61], thi man kan dog ikke tænke sig, at hiint Tog skulde være udgaaet fra den skandinaviske Halvø, og at de Krigerskarer, der ængstede Constantinopel, skulde i sluttet Trop have vandret tvert igjennem Rusland fra Østersøen til det sorte Hav. Man vi altsaa antage, at det i Historien bekjendte russiske Storfyrstendømme er stiftet tidligere end Nestor angiver, medens vi tillige

Edsforbunden (af var, edeligt Løfte eller Forbund, angels, vær). Da alle disse Folk Vare fra Landene hiinsides Østersøen, blev det almindeligt i Rusland og Asien, at bruge Ordet Væring som Fælles-Benævnelse for Svear, Nordmænd og Danske. Derfor finder man endog hos den arabiske Geograf Biruni (c. 1000), Østersøen kaldet „Varenger-Havet“, og Nestor bruger ogsaa den samme Benævnelse, uden at man derfor maa forestille sig, at den virkelig brugtes i det 9de Aarhundrede. de, at det russisk-germaniske Folk fra umindelige Tider hørte hjemme i det nuværende Rusland, da maa ogsaa de Begivenheder, Nestor lader gaa umiddelbart forud for de saakaldte Væringers Ankomst og Rigets Stiftelse, skydes tilbage til en fjernere Tid, og derhos forklares i Overeensstemmelse med hvad man veed om Russernes tidligere Tilværelse i Rusland. Efterat han endog med en synlig Glæde har sagt, at han fra 852, hvor man finder Russerne omtalte „i den græske Krønike“ kan begynde at angive Aarstal^[62], siger han, at i Aaret 859 kom Væringer (ɔ: Nordboer paa den skandiske Halvø) over fra den anden Side af Havet, og gjorde Slaver, Tschuder, Merer (et tschudisk Folk) og Krivitscher (et Folk, uvist om af slavisk eller tschudisk Æt, omkring det nuværende Smolensk) skatskyldige, men behandlede dem haardt; at derpaa i Aaret 862 disse undertvungne Folk gjorde Opstand, joge Væringerne tilbage hiinsides Havet, og oprettede Gaarde (gorody ɔ: Befæstninger), men kom i saadan Uenighed med hinanden, at de besluttede at sende Bud til Væringerne og udbede sig Konger (knjazhit’) fra dem, og at som en Følge deraf de tre Brødre Rurik, Sineus og Truvor kom over med deres „drótt“ (druzhina) og oprettede tre Riger, som siden forenedes til eet. Hvad der her fortælles, viser sig for det første som ethnographisk-politiske Sagn, der alene maa betrages i deres større Omrids; det viser sig derhos som sammentrængt til en altfor kort Tid. Slige Omvæltninger ere ikke faa Aars Verk. Er allerede det saakaldte rurikske Storfyrstendømme stiftet ikke 863, men i alle Fald en rum Tid tidligere^[63], saa ligge ogsaa de Folkebevægelser, der gik forud for dets Stiftelse-, endnu længere tilbage. Nestor, som levede i en Tid, da Navnet Væringer allerede var blevet almindeligt i Rusland for de ublandede Nordgermaner, medens Russerne selv allerede vare slaviserede, har naturligviis ej været istand til at indsee Forskjellen mellem de fra umindelige Tider i Rusland bosatte nordgermaniske Russer eller Rodser (Roxolaner), og de efter den nordiske Vikingetids Begyndelse senere tilkomne Nordboer, eller, som han kalder dem, Væringer. Har der – hvad der ej kan betvivles – været et Sagn om at et nordgermanisk Folk (Russer) havde gjort sig Slaver og Tschuder underdanige, men sidenefter ved en Folkebevægelse blandt Slaver og Tschuder for Størstedelen er blevet fordrevet hiinsides Havet, og at der sidenefter fra de samme Egne, hvortil hiint var fordrevet, kom mægtige Hærkonger, som opkastede sig til Landets Herrer og paany grundede den russiske Magt – da kunde disse Begivenheder neppe opfattes anderledes af Nestor, end saaledes som han fremstiller dem. Han har antaget Russer og Væringer for eet og samme Folk, eller rettere, at Russer umuligt kunde være noget andet Folk end det samme, han var vant ved at kalde Væringer: derved blev det og nødvendigt at lade dem komme fra hiinsides Havet, ligesom Væringerne senere. I det store og dunkle Fjerne er Tidsafstanden mellem Begivenhederne forsvunden. I den Tro, at der ej gaves Russer før 852, har han ogsaa sammentrængt Begivenhederne i det korte Tidsrum mellem dette Aar og 862. Det eneste, vi af Nestor med Bestemthed erfare, er altsaa, at der en Tid forud for Stiftelsen af det russiske Storfyrstendømme fandt en stor Bevægelse Sted blandt slaviske og tschudiske Folkeslag (Slaver, Merer, Tschuder og Krivitscher) i det Indre af Rusland, og at de der boende Nordgermaner (Russer) ved denne Bevægelse bleve fordrevne hiinsides Havet. Skulde denne Bevægelse ej være den, hvorved den store Omvæltning i den østlige og sydlige Deel af Norden i Begyndelsen af det 8de Aarhundrede bevirkedes, og hvorved tschudiske Folk, drivende russiske Folkesværme foran sig og hiinsides Havet, selv trængte frem til Østersøens Kyster? En saadan Bevægelse maa lægges idetmindste mere end eet Aarhundrede forud for den Tingenes Tilstand, under hvilken nordiske Hærkonger atter kunde oprette det nordgermaniske Herredømme i Østen. Og man savner heller ikke Underretning om hvad der igjen kan have været Aarsag til hiin Bevægelse i Hjertet af Rusland. De mægtige Khasarer, der først nævnes ved Aar 626 som et tyrkisk Folk, brøde omkring 659 ind i Europa, hjemsøgte det sorte Havs Kyster, og udbredte, som det synes, i Begyndelsen af det 8de Aarhundrede deres Herredømme i det sydlige Rusland lige til Kijev og Dnepr-Egnene^[64]. Deres Fremtrængen kunde nok foranledige et Tryk, hvorved de nærmest Østersøen boende Russer, der desuden stode i den nøjeste Forbindelse med deres Brødre hiinsides Havet, kunde nødsages til at flytte over til disse. Hvo veed endog, om ikke ogsaa de nordligere Dele af Rusland tildeels bleve undertvungne eller i alle Tilfælde hjemsøgte af dem, og om ikke de senere nordiske Hærkonger, der oprettede Storfyrstendømmet, egentlig optraadte som Befriere fra det khasariske Aag? Idetmindste fortæller Nestor udtrykkeligt hvorledes Væringefyrsterne Askold og Dir befriede Kijev, og Oleg, Ruriks Efterfølger, Severier og Radimitscher fra Khasarernes Herredømme^[65]; og Prudentius af Troyes, der meddeler hiin mærkelige Notits om det russiske Gesandtskab 830, kalder endog ligefrem deres Fyrste Chacanus (ɔ: Chagan, Khan, Khasarerfyrstens Titel), hvoraf det skulde synes, enten at Russerne paa den Tid endnu ikke ganske havde vovet at optræde som Khasarernes Fiender, eller at Byzantinerne af en Misforstaaelse ogsaa have antaget at Russerne vare Tatarer, hvis Fyrste førte Titlen Khan^[66]. En saare merkelig Omstændighed er det, at Nestor henfører hiin Opførelse af de saakaldte Gaarde (gorody) eller Befæstninger, af hvilke aabenbart Benævnelsen Gardarike er opstaaet, til det Tidsrum, i hvilket Væringerne skulde være fordrevne. Thi for Khasarerne ligesaa vel som for Avarerne var det charakteristisk, at opføre ringformige Befæstninger^[67].

Vi antage det følgelig for sandsynligt, at den Folkebevægelse i det østlige og sydlige Norden, der havde Braavallaslaget og det dansk-gotiske Kongedømmes Omstyrtelse til Følge, medens den tillige førte nye Sværme af Nordgermaner til Svithjod og de gotiske Kulturlande, og aabnede en ny Tidsalder, Vikingetiden, i hvilken de store nordiske Riger stiftedes, – at denne Folkebevægelse havde sin Aarsag i de tidligere Bevægelser, som Khasarernes og maaskee ogsaa andre tatariske Folkeslags Fremtrængen i Rusland i det 7de og 8de Aarhundrede nødvendigviis maatte bevirke.

Med Fortællingen om Skjoldungekongedømmets Omstyrtning er, som vi ovenfor have seet, Sagnet om Ynglinge-Ættens Forjagelse fra Svithjod og Fremtræden i Norge sat i Forbindelse. Og hvad Beretningen om Ingjald Ildraade angaar, da synes den ogsaa, den romantiske Udsmykning fraregnet, at være paalidelig, eller idetmindste lige fra først af at have dannet en væsentlig og uadskillelig Episode i den hele Ivar-Vidfadme-Sagnkreds Anderledes forvolder det sig dog med Olaf Trætelgja og Ættens Forplantelse til Norge. At der har været Sagn om en Olaf Trætelgja, der skulde have opryddet Vermeland, kan vistnok ikke betvivles; vi gjenkjende ham endog tydeligt i den Olaf, Underkonge i Vermeland, hvis Datter Æsa efter Saxos Vidnesbyrd Aale frøkne befriede og egtede^[68]; men desuagtet synes Olaf selv at høre til de mythiske Figurers Tal. Hans Moder, heder det var Gauthild, Datter af Algaut, Søn af Kong Gautrek den gavmilde, Søn af Gaut, efter hvilken Gautland har faaet sit Navn; han var gift med Solveig, Datter af Sølve, Sønnesøn af Sølve Sølvessøn, Søn af Sølve den gamle, der først opryddede Soløer. At alle hine Navne, i hvilke Gaut er en væsentlig Bestanddeel, ere udledede af „Gautland“, ikke omvendt, ligesom alle Navnene, der begynde med Sol- ere udledede af „Soløer“^[69], og at hine Sagnfigurer altsaa alene skylde Landskabsnavnene deres Tilværelse, kan ikke betvivles. I Fortællingen om Olaf og hans Sønner, saa kort den er, findes flere Besynderligheder. Den lader Svearne, efterat have offret Olaf, drage med „hele Hæren“ til Soløer og tage Halfdan Hvitbein til Konge; men desuagtet erfarer man, at Ingjald, Halfdans Broder, var Konge i Vermeland efter Faderens Død; der maa altsaa have været et andet Sagn, som lod Olaf i god Ro efterfølges af sin Søn Ingjald. Olaf siges at være samtidig med Ivar Vidfadme, men han er dog tillige jevnaldrende med Saxe Fletter, der kæmpede i Braavallaslaget; herved er ingen Vanskelighed, naar man blot tænker sig Olaf som Halfdan Hvitbeins Fader og den vestfoldske Kong Eysteins Farfader, men da bliver han for ung til ogsaa at have kunnet leve paa Ivar Vidfadmes Ungdomstid^[70]. Paa den anden Side gjøres Olaf til en Datterdattersøn af Kong Olaf skygne i Nerike, der tilligemed den for omtalte Gautrek den gavmilde i Gautreks Saga gjøres samtidig med Vikar og Starkad. Da vi nu derhos allerede tidligere have haft Exempler paa vilkaarlige Sammenkjedninger af forskjellige Ætte-Grupper, synes det neppe at kunne betvivles, at de, der allerførst bragte Sammenkjedningerne af den saakaldte Ynglingestamme istand, hjalp sig med Hensyn til Halfdan Hvitbein, – der egentlig er Ættens Stamfader i Norge, og om hvem man i Grunden intet andet vidste, end at han var Eysteins Fader og Konge i en Deel af Oplandene – saaledes, at de satte den vermelandske Sagnhelt Olaf Trætelgja mellem ham og Ingjald Ildraade. Muligt, at Halfdan, hvis historiske Personlighed neppe kan benegtes, kaldtes Halfdan Olafssøn og at dette lettede Kombinationen. Og merkeligt nok, uagtet det først heder at Halfdan herskede paa Soløer og i andre Dele af Oplandene, drages han dog strax ned til Vestfold og begraves i Skiringssal; hans Søn Eystein synes endog alene at være i Besiddelse af Vestfold, og han staar i Forbindelse med Kongeætter paa Vendsyssel^[71]. Alt dette synes at lægge for Dagen, at man oprindelig ikke har vidst mere om den saakaldte Ynglingestamme i Norge, end at den, omtrent paa Braavallaslagets Tid, optraadte paa Vestfold og i de nærmeste Dele af Oplandene, at man i Norge ikke kjendte noget Medlem deraf ældre end Halfdan Hvitbein og hans Søn Eystein, og at Mindet om disse første norske Konger af denne Æt især var nøje knyttet til den gamle Helligdom i Skiringssal. Hvad Ynglingenavnet angaar, da kan det vistnok skrive sig fra en vilkaarlig Benævnelse, og forsaavidt intet have at betyde med Hensyn til den vestfoldske Kongers Herkomst – Olaf Trætelgja kaldes endog i Thjodolfs Vers ligefrem en Ætling af Lofdes Æt eller Lyfdungestammen, der i Skálda og Fund. Noregr udtrykkelig siges at være forskjellig fra Ynglingestammen; – dog ligger paa den anden Side den Tanke temmelig nær, at disse Konger allerførst ere optraadte i disse Egne som Tilhængere af Sigurd Ring eller som Underkonger, indsatte af ham. I saa Fald er det i og for sig ikke usandsynligt, at de kunne være komne fra Svithjod eller Gautland^[72], især da det udtrykkeligt heder, at der blandt Rings svenske Kæmper i Braavallaslaget fandtes Frænder og Ætlinger af Guden Frey, d. e. Ynglinger – De vestfoldske Ynglingekongers Historie tilhører forresten det følgende Afsnit.

---

1. Braut, af brjóta (bryde), betyder nemlig „en banet Vej“.
2. Dette fortæller „Historia Norwegiæ“ fol. 6. b. efter hvad man maa antage for Are Frodes Beretning, se Annaler for Nordisk Oldk. og Hist. 1850. S. 301-308.
3. Om Bragebægeret se ovf. S. 186, Note 3.
4. Herom se fornemmelig Snorre Sturlesens Yngl. Saga Cap. 37–40.
5. Olaf Tryggv. Saga i Fornm. S. Cap. 61. „Olaf, Sigurds Rings Skattekonge over Northumberland“, heder det her, var en Søn af den Kinrik, (d. e. Cyneric), der sagdes at vare en Brodersøn af Moald Digre, Ivar Vidfadmes Moder. Moald og hendes Broder maa altsaa have været angliske, thi Cyneric er et anglisk Navn.
6. Ynglinga Saga Cap. 41, 45.
7. Sögubrot, Cap. 1.
8. Ved Eygotaland forstaaes her umiskjendeligt Øen Gotland, af Indbyggerne selv kaldet Gotland eller Gulland. Over dette gik Vejen til Rusland.
9. Sögubrot, Cap. 2.
10. Sögubrot, Cap. 3, 4. Ylfingerne synes nærmest at have hørt hjemme i Østergautland, se ovf. S. 227.
11. Trætelgja (trételgja) betegner egentlig en Telgje-Øx.
12. Yngl. Saga Cap. 47, 48. – Fortællingen om Oplændinge-Kongerne i Hauksbogen (Fornald. S. II. S. 103) veed intet om Offringen, men lader Olaf leve til sin Alderdom.
13. Yngl. Saga Cap. 49. 50.
14. Yngl. Saga Cap. 51. Fort. om Oplændinge-Kongerne Cap. 2. (Fornald. S. II. S. 104). – Hvorvidt forresten „Vindill“ her betegner Vendsyssel og ikke snarere Vingulmark, er uvist. Se ovf. S. 81 Note 2.
15. Sögubrot Cap. 10, jvfr. Ottars og Wulfstans Rejseberetning.
16. Yngl. S. Cap. 49. Fortæll. om Opl. Kongerne lader Halfdan begraves paa Thoten, men dette strider mod Thjodolfs Vers.
17. Saxo, 7de B. S. 267. Sögubrot Cap. 7.
18. Det siges udtrykkeligt hos Saxo, 8de B. S. 376.
19. Se ovenfor S. 266 Note 4. Petersen har i sin „Danmarks Historie“ 1 D., S. 259 gjort et Forsøg paa at restaurere Digtet paa Olddansk.
20. Dette „Thyle“ kan neppe være andet end Thelemarken, hvis Indbyggere kaldes Thiler; thi havde Island, som nogle tro, dermed været meent, da vilde ogsaa Sögubrot upaatvivlelig have nævnt derom. Men uagtet Sögubrot har Kæmpernes Navne, tilføjer det intet om Island. Dette var desuden ikke endnu paa den Tid opdaget. Det er ellers nok muligt, at Saxo i Kvadets Udsagn, „at disse Mænd vare Haralds Skalde“ – saaledes heder det i Sögubrot – har fundet Grund nok til at antage dem for Islændinger. Han nævner senere „Thelemarchia“ udtrykkeligt.
21. „Søndenfor Gotland“ vil her sige „fra det søndre“ eller „sydligste Gotland“. Og mærkeligt nok opregnes blandt de Kæmper, der fulgte Vebjørg, en Friser, en Jyde (Sögubrot har ved Skrivfejl irski istf. jotski) og en „Anglicus“ hvilket her ene og alene kan betyde „en fra Angel“.
22. I Sögubrot Dagr lifski. Det er sikkert.nok, at dette Navn ej sigter til Lifland. I Yngl. S. Cap. 52 og Fort. om Opl. Konger Cap. 2 heder det, at Kong Eysteins Søn, Halfdan paa Vestfold, var gift med Lif, Datter af Kong Dag paa Vestmare. Skulde ej denne Dag være „Dag Lifske“? Saxo kalder ham desuden „Dahar Grenski“, altsaa fra Grenland, hvis Kyst-Egne grændsede til eller maaskee indbefattede Vestmare; se Langes Tidsskr. 4de Aarg. S. 111, 112.
23. Sögubrot har her urigtigt Rögnvaldr hái eða Raðbarðr hnefi. Saxo har det øjensynligt rigtigere „Regnvaldus Ruthenus, Rathbarthi nepos“. Originalen maa have haft: Rögnvaldr hái, Raðbarðar nefi.
24. Sögubrot, Cap. 9. Saxo (8 B. S. 391) lader hans Aske siden blive ført til Hleidr, og blive højlagt der med hans Vaaben og Hest. Dette er vistnok urigtigt, men har dog, som man skulde formode, givet Anledning til det Sagn, at Harald Hildetand skulde være højlagt ved Hleidr, hvor man endog viser en Høj, der siges at være hans, men som i Virkeligheden kun er en Dysse fra Steenalderen, se Worsaae, Danmarks Oldtid &c. S. 90.
25. Olaf Tryggv. Saga Cap. 61. Sögubrot, Cap. 10.
26. Dette fortælles ej i Sögubrot, der pludseligt standser strax efterat Skiringssal er nævnt, men i Arngrim Jonssøns haandskrevne Supplementer til den danske Historie. Uagtet flere af disse „Supplementer“ bare sterkt Præg af at være opdigtede af Arngrim selv, maa man dog formode at han har været i Besiddelse af enkelte Haandskrifter, som nu ere tabte, og navnlig af et fuldstændigereHaandskrift af Sögubrot, thi hvad han her fortæller, passer saa nøje til dette og har saa aldeles den samme Charakteer, at man neppe kan antage det for en Opdigtelse af ham. – Et Sted ved Navn Ringshaug findes i Slagn Sogn nordenfor Tønsberg.
27. Det er denne defekte Saga, som man sædvanligviis har kaldet Sögubrot. Det os deraf levnede Brudstykke er skrevet med en Haand fra Begyndelsen af 14de Aarhundrede; det er udgivet i Fornaldar Sögur Norðrlanda 1ste Deel, og i Antiquités Russes 1 B., hvor der tillige findes et saare vellykket Faksimile deraf.
28. Paa begge Steder nævnes de samme Personer, nemlig Ivar, Gudrød, Halfdan, Hjørvard Ylsing, Granmar; begge Beretninger stemme ej alene godt overeens, men supplere endog hinanden.
29. Det oldn. hnöggr eller hnauvr, nu „nauv“, Angels. hneáw, betyder „karrig“.
30. Langfedgatal gjør egentlig Halfdan til en Søn af Ingjald, men aabenbart kun ved en Fejltagelse, fordi Halfdan ovenfor i Rækken er nævnt umiddelbart efter Ingjald.
31. Saxo, 7de B., S. 337, 353, 361.
32. Saxo, 7de B., S. 367, 9de B., S. 439.
33. Saxo, 3die B. S. 331.
34. Se Saga Ásmundar Kappabana i Fornald. Sögur Norðrl. II. S. 463–187. Man sammenligne Hildebrands Ord i Cap. 9: mjök er vandgætt, hvé verða skal ofborinn öðrum at banorði; þik drótt af bar Danmörku, en mik sjalfan á Svíþjóðu, med Hildegeirs hos Saxo 7 B. S. 357. Sic sibi dividumn partes discriminal omen Danica te tellus, me Sveticus edidit orbis; Drot tibi maternum quondam distenderat uber, hac genitrice tibi pariter collacteus exsto.
35. I Samtalen mellem Ivar Vidfadme og Hørd, hvor de fleste i Handlingen deeltagende Personers Navne omtales, kan man endnu tydeligt skjelne Riimbogstaver og Versemaal, f. Ex.

    hann var Hœnir,
    er hræddastr var ása; o. s. v.;

    og til Slutning:

    muntu vera ormr,
    sá er verstr er til;

    her er det tydeligt at man har udtalt vormr, hvilket røber at Kvadet omtrent maa være gjevnaldrende med de ældste Eddadigte.

36. Slægtrækken opføres saaledes nedenfra: Rafn – Valgar – Ævar – Vermund Ordlokaar – Thorolf Vaagunef, – Thrond gamle-, – Harald Hildetand, – Rørek Sløngvanbauge (se Njaals S. Cap. 25). Nogle Haandskrifter af Landnamsbogen (V. Cap. 1) udelade Ævar, og sætte Rørek Sløngvanbauge som Haralds Søn istedetfor Thrond Gamle, men aabenbart kun ved Skjødesløshed. Melabogen af Landnáma (Isl. Sögur I. 31) stemmer med Njála. Feijlen maa ellers have været gammel, da ogsaa Sögubrot, aabenbart med Hensyn til, eller paavirket af Landnáma, i Cap. 6 giver Harald Hildetand to Sønner, Rørek Sløngvanbauge og Thrond Gamle.
37. Nemlig i den ovennævnte Njaals S. Cap 25.
38. Hervarar S. Cap. 20. Fornaldar S. Nordrl. S. 509.
39. Det heder nemlig hos Saxo 17de B. S. 350), at den hele danske Kongeæt efter Sigars Død (se nedenfor § 13) var saaledes sammensmeltet, at det eneste overlevende Medlem var Gyrid Alfsdatter, Sigurds Sønnedatter, og at Indbyggerne, da de ej længer havde nogen Kongeætling at sætte paa Tronen, valgte sig Høvdinger af sin egen Midte, nemlig Ostmar i Skaane, Hunding i Sjæland, Hane i Fyen, Rørek og Hater (rettere Røgne og Hather eller Hadh, se Rækken i Langebeks Scriptt. r. D. I. S. 19) i Jylland. Til Gyrid bejlede den saxiske FyrsteSivar, men hun erklærede at hun kun vilde give ham sin Haand, hvis han kunde samle alle Danmarks adskilte Dele til Eet; dette mislykkedes, han blev siden fældet af Halfdan og hun egtede denne, som i Kampen for Rigets Gjenforening faldt i en Strid mod Berserken Besete, der siden ogsaa med en Stok slog to Tænder ud af Munden paa Halfdans og Gyrids Søn Harald; da de samme Tænder siden voxede ud paa ham, fik han Navnet Hildetand. Siden fik han dræbt Besete ved at lade en Bjelke falde ned over hans Seng, derved vandt han Skaane. Dernæst fældte han Had i Jylland, efter hvilken Haderslev skal have faaet Navn. Siden overvandt han de øvrige Fyrster.
40. Det er allerede ovenfor bemerket, at den Dagt lifski i Haralds Hær, hvilken Saxo kalder Dahar Grenski, vistnok er den samme Dag, Konge paa Vestmare, hvis Datter Lif egtede Eysteins Søn Halfdan. Med Beliggenheden af Vestmare vare allerede de ældre Skribenter ikke ganske paa det rene; undertiden antoge de det for det samme som Vestfold, men det rette er upaatvivlelig at antage det for Kyststrækningen mellem Langesundsfjorden (Mar) og Agder, eller for det saakaldte Grenlands Havkyst. Dog regnedes det upaatvivleligt, som hele Grenland, i de ældre Tider førend Fylkes-Delingen ret kom istand, til Vestfold. Se ogsaa ovf. S. 82. – Merkeligt nok, at en af Kæmperne i Haralds Hær, Gnepi, hos Saxo kaldes Gnepia, en reengotisk Form.
41. I den med Hr. Hauk Erlendssøns egen Haand i Begyndelsen af 11de Aarhundrede nedskrevne Beretning om Ragnars Sønner, der i flere Henseender slutter sig til Sögubrot, heder det endog udtrykkeligt (Cap. 2) – at Ragnars Sønner underlagde sig Sælund og Reidgotland, Øgotland og Øland og alle Smaalande i Havet, og at Ivar med sine yngre Brødre tog sit Sæde i Hleidr paa Sælund imod Ragnars Vilje.
42. Chron. Sax. ved 718: I dette Aar døde Ingild, Broder til Ini, deres Systre vare Ewenburh og Cudhburh. Cudhburh byggede Winburne Kloster, og egtede Aldferdh, Konge i Northumberland, men de skiltes endnu medens de levede. Det samme gjentages hos Florentius Wigornensis (ved 718), og Geffrey-Gamar, V. 1665–1670. Slægtrækken gjentages hos Asser (Begyndelsen), Ædhelweard (III. 3), og Flor. Wigorn. ved 819.
43. Chron. Sax. ved 787, Ædhelweard III, inc. henføre Begivenheden udtrykkeligt til 787 nævne og Dorchester (Dorceastre) og den kongelige Befalingsmands(geréfa) Navn: Beaduheard. Flor. Wigorn. (v. 787) taler kun om Beorhtrics Regjeringstid og nævner intet om Dorchester, ligesaa Henrik af Huntingdon.
44. Annales Innisfalenses (O’Connor Hist. Hibern. Scriptt.) henfører de saakaldte „Hedningers“ første Ankomst til 782, og Icolmkills foregaaende Plyndring til 781. Men disse Begivenheder henføres vistnok rettere med Ulster-Annalerne til 793.
45. Beda Var fød i Nærheden af Wearmouth og Jarrow (ej langt fra Sunderland) 672, var Munk i St. Paals Kloster ved Jarrow, og døde 735.
46. Beda, Hist. eccles. I. V. Cap. 9. Da Stedet er af stor Vigtighed, anføres det her i sin Heelhed: Eo tempore venerabilis, … Ecgberct … proposuit animo pluribus prodesse, id est, inito opere apostolico, verbum Dei aliquibus earum, quæ nondum audierant, gentibus euangelizando committere, quarum in Germania plurimas noverat esse nationes, a quibus Angli vel SaxonesS, qui nunc Britanniam incolunt, genus et originem duxisse noscuntur – unde hactenus a vicina gente Britonum corrupte Garmani nuncupantur –; sunt autem {{sperret|Fresones, Rugini, Dani (efter en anden Læsemaade Danai), Huni, antiqui Saxones, Boructuari.
47. Alcuini Opera III. S. 187.
48. Her maa man tillige erindre, hvad strax ovenfor er paapeget, at endnu blandt Braavallaslagets Kæmper Ubbe Friser, Brat Jyde og Orm Angler siges at være „søndenfra Gotland“. – Det bliver forresten altid et Spørgsmaal, om ikke alle eller de fleste af de saakaldte engelske Tog før Ragnar Lodbroks Tid kun gik til Angel eller Sønderjylland, uden at have noget med England at bestille. Egentlig er der intet, der forbyder os at antage Ivar Vidfadme selv for en anglisk (reidgotlandsk) Fyrste, som tillige havde Besiddelser i Skaane.
49. Se herom især Annaler for nordisk Oldkyndighed og Historie 1848, S. 274 flg.
50. Gorms Død indtraf mellem 935 og 940; han skal da have været over 100 Aar gammel.
51. Nemlig: Ragnar – Sigurd Orm Øje – Hardeknut – Gorm.
52. Nemlig med Aslaug eller Kraaka.
53. Det er ovenfor omtalt, hvorledes Eystein nævnes sammen med Sigurd Ring. Hvis, hvad der neppe kan betvivles, den forhen omtalte Dag Lifske eller Grenske er den samme Dag, der blev hans Søn Halfdans Svigerfader, bringes han ogsaa derved til at blive samtidig med Sigurd Ring.
54. Yngl. S. Cap. 1: „nordenfor det sorte Hav strækker sig det store eller kolde Svithjod, der af Somme angives ej at være mindre end det store Serkland (Asien), andre sammenligne det med Blaaland (Afrika); dets nordlige Deel ligger ubygget formedelst Frost og Kulde. – I dette Svithjod ere mange Storhereder, mange underlige Folk, mange Tungemaal. Cap. 5. Der gaar en stor Fjeldryg fra Nordøst til Sydvest; den adskiller det store Svithjod fra andre Riger. „Det kolde Svithjod“ nævnes i Æventyrsagaer (f. Ex. SørleSterkes Sagn) saaledes at Navnet umiskjendeligt kan sees at have været i Folkemunde; det synes derfor ej at være opstaaet ved en blot og bar Gisning. Naar (Geografen af Ravenna omtaler „Gammelskythien, der af Jornandes kaldes „Scandza“ (se ovenf. S. 4l) synes han at have haft Svíþjóð for Øje.
55. Her ville vi ikke lægge saa megen Vegt paa de mange, bestemt nordiske Oldtidslevninger fra Estland og Lifland, som Kruse har beskrevet og afbildet i sine Necrolivonica, da disse vistnok kunne hidrøre fra senere Tider, paa hvilke disse Egne, uagtet deres tschudiske Befolkning, stode under russisk Herredømme, og Høvdinger af nordisk Herkomst, f. Ex. Olaf Tryggvesøns Morbroder Sigurd, opholdt sig i Landet. Men flere Stedsnavne ere nordiske; f. Ex. Dagø, Runø (i den liflandske Bugt), og disse Navne ere ældgamle, „Domesnes“ omtales saaledes (se Liljegrens Run-Urkunder No. 944) allerede i en Runeindskrift paa Vers, som neppe er yngre end det 9de Aarhundrede, og som altsaa ikke hidrører fra det svenske Herredømme over Lifland i nyere Tider. Paa Runø og paa flere Steder i Lifland skal Befolkningen endnu være svensk. Og hvorledes det end forholder sig med Oprindelsen til Navnet Øsel (Eysýsla), modsat Estlands Fastland eller Aðalsýsla, (se ovf. S. 13 No. 2), saa er det dog vist, at allerede Thjodolf, der levede i det 9de Aarhundrede, og som forresten nævner Esterne, omtaler Sýsla, det vil sige Adalsýsla og Eysýsla tilsammen. At antage disse Navne opstaaede fra senere nordiske Kolonister, er ikke rimeligt. Det er aabenbart det tschudiske Element, som her har fortrængt det nordiske.
56. Nestor, Munk i Pescherskijklostret ved Kijev, var fød 1056 og døde, som man formoder, noget efter 1116. Schlözers Nestor, 1. S. 7–9.
57. Væringer, eller som Russerne, der ej kunde udtale „ng“, gjengav det: Varjager eller Varæger, var en Benævnelse, som opkom i Slutningen af det 10de, eller Begyndelsen af det 11te Aarhundrede, da de russiske Storfyrster og Kejserne i Constantinopel begyndte at tage Krigere fra de nordiske Lande i deres Sold som en særegen Livvagt. Ordet betyder nemlig oprindelig: Edsforbunden (af var, edeligt Løfte eller Forbund, angels, vær). Da alle disse Folk Vare fra Landene hiinsides Østersøen, blev det almindeligt i Rusland og Asien, at bruge Ordet Væring som Fælles-Benævnelse for Svear, Nordmænd og Danske. Derfor finder man endog hos den arabiske Geograf Biruni (c. 1000), Østersøen kaldet „Varenger-Havet“, og Nestor bruger ogsaa den samme Benævnelse, uden at man derfor maa forestille sig, at den virkelig brugtes i det 9de Aarhundrede.
58. Schlözer’s Nestor II. S. 30, jvfr. 39, S. 178.
59. Nemlig Stedet i de bertinianske Annaler om de russiske Gesandter i 839, der befandtes at være Svear.
60. Schlözers Nestor II. S. 226–236. Her anføres ogsaa de byzantinske Skribenter, som omtale dette Angreb. Russerne trængte ind i „Sundet“ (nemlig Havnen) og omgave Staden med mere end 200 Skibe. Kun ved den hellige Guds Moders undervirkende Klædning, der opbevaredes i hendes Kirke i Blachernæ, hed det, reddedes Constantinopel.
61. Se herom ogsaa Keyser, i Saml. til det Norske Folks og Sprogs Historie 6te B. S. 408–112.
62. Schlözer’s Nestor II. S. 145. „I Aaret 852, Indict. 15, da Michael begyndte at regjere, opkom Navnet Rusland; thi vi vide, at under denne Kejser kom Russer til Constantinopel, saaledes som der staar skrevet i den græske Krønike. Derfor begynde vi fra nu af angive Tal“. – Altsaa veed han aabenbart ikke, naar Russer-Navnet begyndte. Han klynger sig til den første Underretning derom, han hos sine Orakler Byzantinerne kan finde.
63. Maaskee endog før 839, skjønt det udtrykkelige Udsagn, at de saakaldte „Rhos“ vare Svear, og at de stode under en Chagan, overhoved den Omstændighed, at de aabenbart fremtræde som et svagt Folk, synes at vidne om, at det mægtige russiske Rige endnu paa den Tid ej var stiftet.
64. Schlözers Nestor II. S. 136–139.
65. Schlözers Nestor II. S. 211-213. III. S. 74, 75.
66. Kunik, „die Berufung der schwedischen Rodsen II. S. 195–284.
67. Kunik, die Berufung der schwed. Rodsen, II. S. 264.
68. Saxo, 8de Bog, S. 370. Her omtales, som det ovenfor (S. 26l) er viist, Olaus Vermorum regulus.
69. Oprindelsen til Navnet Soleyjar er uvist. Saxo gjengiver det (S. 143) med insulæ solis, men denne Etymologi er urigtig, da Navnet ej i Oldsproget maa skrives Sóleyjar, men Soleyjar; man sinder det endog skrevet Saleyjar og Seleyjar.
70. Det maa dog bemærkes, at Hauk Erlendssøns Fortælling om Oplændingekongerne synes at antyde, at Ivar Vidfadme først i sine senere Dage, efterat have undertvunget Danmark, angreb Svithjod. (Fornaldar Sögur Norðrl. II. S. 103). Den melder ogsaa, at Olaf herskede i Vermeland til sin Alderdom uden at antyde nogen Offring; den veed heller ikke af noget Tog til Soløer, men siger simpelthen at Olaf i Vermeland esterfulgtes af Ingjald, og at Halfdan blev Konge i Soløer efter sin Morfader.
71. Eller maaskee Vingulmark, som vi ovenfor (S. 269, Note 5) have antydet.
72. Herom synes Sagnet om Olaf Trætelgjas Opfostring og Mødreneæt at vidne, se ovenfor, S. 70, Note 3.