Wikikilden

Det norske Folks Historie/1/49

< Det norske Folks Historie | 1

Hvad Oplandene selv angaar, da have vi allerede ovenfor S. 74–76 omtalt, hvorledes de sandsynligviis ere blevne befolkede med Raumer og den Afdeling af disse, der siden kaldtes Alfer, men hvorledes der og efter al Rimelighed her fandt en idelig Frem- og Tilbagerykken Sted, idet snart de nordenfra komne Nordmænd, snart de søndenfra indkomne Gauter havde Overhaand. Vi have lejlighedsviis, hvor Rolf Krakes og Ynglingekongen Adils’s Bedrifter omhandledes, nævnt den oplandske Konge Aale, der stred mod Adils, hvilken tillige understøttedes af Rolf Krakes Kæmper, altsaa af Sviars og Goters forenede Magt, paa den tilfrosne Væner, og der mistede Livet: et Slag, der synes at have været temmelig alvorligt, maaskee endog en ældre Nationalkamp mellem norrøne og heel eller halv-gotiske Folke-Elementer. Forresten tie vore Oldskrifter derom; det siges ej nærmere, hvo Aale var, eller over hvilke Dele af Oplandene han herskede; rimeligviis maa det have været de sydøstligste[1]. Vi have ligeledes omtalt de saakaldte Oplændingekonger af Ynglingestammen, fra hvilke den senere norske Kongeæt siges at nedstamme; disse Konger optræde dog strax efter Halfdan Hvitbein ej længer som Oplændingekongen men som Konger paa Vestfold Den merkeligste Konge paa Oplandene i de ældste Tider var unegteligt den nys nævnte Erobrer, Eystein, hvis Navn imidlertid er sat i Forbindelse med det fabelagtige Sagn om Hundekongen Saur, men som ikke desto mindre henføres til en sammenligningsviis saa sildig Tidsalder, og hvis Slægtskab med historisk bekjendte Ynglingekonger saa nøje angives, at vi nødsages til at ansee ham for mere end en blot Sagnfigur. Det er derimod højst sandsynligt, at han er bleven forvexlet med en saadan. Fundinn Noregr fortæller om en Konge ved Navn Eystein, der længe havde raadet for Hedemarken, hvis Datter Aashild med Svade eller Svase Jøtun fra Dovre havde Sønnen Rolf i Berg, der røvede Nors Syster Goe, og Datteren Hadd, der egtede Nor. Denne Svade Jøtun er, ligesom Finnekongen Mattul, en staaende Figur; han nævnes under Navnet Svade eller Svase endog paa Harald Haarfagres Tid[2]; hans Navn gjenkjendes i Sammensætningen af Hereds-Benævnelsen Svaðabú, en af Hedemarkens ypperste Egne (Ringsaker Prestegjeld), og naar alt kommer til alt, er vel endog „Svade“ paa sædvanlig Viis opstaaet af Svadabu, ikke omvendt. I alle Fald er Svade selv en aldeles mythisk Figur, der maaskee har været betragtet som Egnens Landvætte. Hans foregivne Svigerfader, Kong Eystein, maa derfor ogsaa bortfalde som historisk Personlighed, og han synes kun at være bleven til i Sagnet for at repræsentere den Konge-Æt, i hvilken Navnet Eystein senere var forherskende. Den historiske Tilværelse af Rolf i Berg synes derimod at være mindre tvivlsom. Fra ham udleder, som vi have seet, en islandsk Høvdingefamilie sin Herkomst. Bødvar hvite, Landnamsmand ved Alftefjord paa Sydøstkanten af Island, nedstammede ifølge Landnáma, fra Rolf af Berg i 10de Led, og disse Slægtled opregnes[3]. Men det maa vel merkes, at kun de yngre Bearbejdelser af Landnamsbogen sætte ham i Forbindelse med Svade Jøtun og med Nor; den ældste forfølger ikke Slægten videre opad. Man behøver derfor ikke bedre Vidnesbyrd om at Rolf, forsaavidt han har været en historisk Person, var den ældste Oplændingehøvding, Sagnet vidste at angive, end at han senere gjordes til en Søn af Egnens Landvætte, Svade Jotun. Beregner man Generationen opad fra Bødvar Hvite, falder Rolfs Levetid i Slutningen af det 6te og Begyndelsen af det 7de Aarhundrede, altsaa efter den Tid, fra hvilken vi allerede gjennem Jornandes have Efterretninger om Tilværelsen af de oplandske Riger[4]. Hvis forresten Sagnet om, at Rolf levede paa Hedemarken allerede før Nors Ankomst, skal have nogen Betydning, maa det være den, at han tilhørte den gautske, ikke den norrøne Stamme, og det samme maa da vel ogsaa siges om den Æt, der repræsenteredes af hiin ældgamle Kong Eystein paa Hedemarken. Naar vi altsaa erfare, at den historiske Eystein gjorde et Erobringstog til Thrøndelagen have vi her et af de Tilfælde, hvor det for en Tid er lykkets den gautske Nationalitet at faa Overhaand over den norrøne. Dette passer ogsaa godt dermed, at han som Halfdan Hvitbeins Svigerfader omtrent bliver samtidig med Harald Hildetand.

Det er ellers ikke stort, hvad man veed om Eystein. Han kaldes undertiden hinn ríki (d. e. den mægtige), undertiden hinn illi (d. e. den onde) undertiden hinn illráði (d. e. den ondskabsfulde). Alt vidner noksom om at han har været en mægtig, men listig og samvittighedsløs Erobrer. Fundinn Noregr vil vide, at han var Søn af Gudrød, Søn af Raum, Nors Søn og Hild, Datter af Gudrød gamle, Søn af Kong Sølve, der først opryddede Soløer; man kjender altsaa kun hans Faders Navn, og dette har man siden sat i Forbindelse med ældre opdigtede Slægtled[5]. Hans egentlige Rige var Hedemarken; hans Datter Aasa var gift med Halfdan Hvitbein, og han havde desuden en Søn, Høgne, hvis Søn Eystein efter Gudrød Vejdekonges, Ynglingekongen Eysteins Sønnesøns, Død, skal have underlagt sig Hedemarken tilligemed andre tilgrændsende Landskaber[6].

De saakaldte soløerske Konger skylde aabenbart ene og alene senere etymologiske Sagn deres Oprindelse. Lignende etymologiske Sagn, der tillige have nogen Overeensstemmelse med det haalogalandske om Herse, fortælles om Gudbrandsdalens ældste Herskere Raum, heder det i Fundinn Noregr (se ovf. S. 45), havde med Bergdis, Datter af Thrym Jøtun fra Vormen, tre Sønner, af hvilke Brand opfostredes hos Faderen; „han gav ham til Guderne, hvorfor han kaldtes Gudbrand; ham gav Raum de Dale, der kaldtes Gudbrandsdalene. Hans Søn var Audleif, hvis Søn Gudbrand ej vilde lade sig kalde Konge, men lod sig give Jarlsnavn fordi han vilde være den mægtigste Jarl i Norden. Hans Søn var Geirmund Jarl, Fader til Rodgeir Jarl, hvis Søn Gudbrand hverken vilde være Konge eller Jarl, men lod sig give Hersenavn, og herskede dog som en Konge; alle hans Ætmænd førte siden Hersetitel“. Vi see her et Forsøg paa at forklare ej alene Gudbrandsdalens Navn, men ogsaa den Omstændighed, at den fornemste Æt i Landskabet kun førte Hersetitel. Dette var, som vi af senere historiske Beretninger see, virkelig Tilfældet[7], og det forklares paa den letteste Maade deraf, at der blandt dem, der opryddede og befolkede denne afsidesliggende og i de ældste Tider neppe synderligt indbydende Egn, ej fandtes nogen Jarleæt, og at der heller ikke opstod nogen Erobrer, der antog Kongenavn. Men sildigere Slægter, vante til at Kongetitlen var uadskillelig fra Herredømmet, have, ligesom ved de haalogalandske Jarler, søgt en anden og med deres Begreber mere stemmende Forklaringsmaade, og saaledes fremstod de tre Gudbrander, Kongen, Jarlen og Hersen, regelmæssigt adskilte ved tvende Mellemled. Da forresten Navnet Gudbrand utvivlsomt var herskende i Ætten, og der ikke gives nogen rimelig Udledelse af Benævnelsen Guðbrandsdalir, uden fra et saadant Personsnavn, maa man her virkelig antage at der har været en Gudbrand, efter hvem Landskabet fik Navn; han maa have været Høvdingen for de Nybyggere, der opryddede Dalene, og hans Navn maa have gaaet i Arv gjennem Ætten fra Generation til Generation. Men hverken kan det være blevet til paa den Maade, Fund. Noregr angiver, eller har han nogensinde ført Kongetitel. Hersetitlen for Gudbrandsdalens Høvdinger lige overfor Kongetitlen for Hedemarkens betegner charakteristiskt nok Forskjellen mellem den ublandede norrøne og den norrøn-gautiske Befolkning.

Der er allerede ovenfor (S. 75–76) talt om de saakaldte Alfer eller Elvboere, hvilke vore Forfædre allerede tidligt synes at have forvexlet med Mythologiens Alfer. Thi de Medlemmer af den saakaldte alfheimske Kongeæt, der nævnes saa langt nede i Tiden, at man ej kan betvivle deres historiske Tilværelse, føre dog stedse enten Navnet Alf, eller et med Alf sammensat Navn, og dette kan alene komme deraf, at Ætten selv har udledet sin Herkomst fra hine mythiske Væsener. Sagnene have dog været noget vaklende, thi medens der etsteds tales om Alfefolket som skjønnere end alle andre, og kun om Alf gamle som dets Stamfader, lader Fund. Noregr denne samme Alf gamle være en Søn af Raum, Nors Søn, og vil endog vide at han skal have været kaldt Finnalf. Han fik, heder det, Østerdalene og alle Landene nordenfor Væneren saavelsom mellem Gautelv og Naumelv, hvilket tilsammen kaldtes Alfheim. Hvorledes Alferne her tydeligt nok betegnes som en Underafdeling af Naumerne, er forhen viist. Sigurd Ring var, heder det, gift med Alfhild, en Datter af Gandalf Alfgeirssøn, Konge i Alfheime; hans Svogre Alf og Alfarin, Gandalfs Sønner, kæmpede dog i Harald Hildetands Hær, hvilket viser, at Alfheim, ligesom vistnok den største Deel af Oplandene, under Ivar Vidfadme og Harald Hildetand var draget ind under den gautiske Indflydelse. Forresten synes Benævnelsen Alfheim paa Sigurds Tid at have været indskrænket til den sydligste Deel af hvad der oprindelig maa have været regnet dertil, nemlig Landskabet mellem Væneren og Havet, Glommen og Gaut-Elven. Et Folkesagn paa Øen Thjørn i det nuværende Bohuslen omtaler ogsaa en Kong Alf eller Alfkonge[8], som skal have boet der, og som rimeligviis er den samme mythiske Alf den gamle, fra hvem den alfheimske Kongeæt skal have nedstammet; det er altsaa især i Gaut-Elvens Nærhed, denne Æt synes at have haft hjemme. Det er ellers merkeligt nok, at Fundinn Noregr kalder Alf gamle Finnalf. Vi have nemlig allerede ovenfor omtalt de Spor, der findes til, at mere civiliserede Finner maa have boet i den sydligere Deel af Halvøen[9]. Og navnligen maa de have boet i Nærheden af Gaut-Elven, siden endog Adam af Bremen i det 11te Aarhundrede kan sige at „Finnedi“ (Jornandes’s Finnaithæ) tilligemed Vermelænderne boede mellem Norge og Sverige, og hørte til Skara Biskopsdømme[10]. Det er ligeledes paaviist, hvorledes Beowulf-Digtet kalder den Egn ved Kysten, hvor Sø-Gauternes Helt svømmede i Land, deels „Hød-Raumernes Hjem“, deels „Finnaland“[11], hvilket altsaa aabenbart tyder hen paa, enten en Sammensmeltning af Raumer (d. e. Alfer) og Finner i disse Kyst-Egne, eller at Finner havde beboet det Landskab, Alferne siden besatte. Hermed stemmer Navnet „Finnalf“ særdeles godt, og det er heller ikke uden Betydning, at hans Fosterfader og Morbroder kaldes Berg-Finn, Søn af Jotnen Thrym fra Vormen. Hvorledes det egentlige Forhold har været mellem disse Finner og Alferne, er nu umuligt at opklare, vi kunne blot anføre de Udsagn, der vidne om at en vis Forbindelse eller Sammensmeltning har fundet Sted.

Saxo kalder, som ovenfor viist, den bekjendte Signy Sigarsdatters Brødre Alf og Alfgeir (Algerus)[12], Navne, der umiskjendeligt pege hen paa den alfheimske Konge-Æt, men som derimod ikke synes at høre hjemme i den sigarske. De „Sø-Daner“, over hvilke Sigar herskede[13], maa dog have boet Alfheim saa nær, at en Forbindelse mellem Daners og Alfers Fyrste-Ætter nok kunde være tænkelig.

De Fyrsteslægter, Fundinn Noregr opfører paa Hadeland, Haddingjadal Ringerike, indeholde ingen paalidelige Led. I Spidsen for dem stilles tre Sønner af Raum, nemlig Hød[14] for Hadeland, Hadding for Haddingjadal og Ring for Ringerike. Den første Æt føres siden ned til den af os ovenfor omtalte hørdelandske Jarleæt, til hvilken Innstein, Utstein, Haamund og Hrok hin svarte henhørte; en Green af den ledes ogsaa ned til den i Halfdan svartes Historie forekommende Hake Hada-Berserk. Haddings Efterkommere hede alle, paa een nær, ligeledes Hadding, og Ring faar til Søn den bekjendte, forhen omtalte, Halfdan gamle, hvorved man med eet kommer ud af den norske og i den fællesgermaniske Slægthistorie, men hvorved ogsaa Oplandenes gotiske Charakteer antydes. Derimod nævner det egentlige Fundinn Noregr saavelsom Landnáma en Halfdan gamle, der enten er forskjellig fra hiin, eller ved hvilken Fundinn Noregr har gjort sig skyldig i en Selvmodsigelse; den kalder ham nemlig en Sønnesøn af Gor, som hans Søn nævnes Ivar Oplændingejarl, og som dennes Søn igjen Eystein Glumra, hvis Søn Ragnvald Jarl paa Møre var en af Harald Haarfagres ivrigste Tilhængere og er merkelig som Stamfader til to mægtige Fyrsteflægter, de orknøske Jarlers, og de normanniske Hertugers. Om hine hans Forfædre veed man forresten intet uden Navnene.

I Slutningen af det 8de Aarhundrede og Begyndelsen af det 9de maa der etsteds paa Oplandene have levet en anseet Jarl ved Navn Nereid eller Nerid, bekjendt saavel for sin Viisdom som for sin Karrighed. Den fabelagtige Fortælling om Gautrek og Rolf veed meget at berette om ham. Den kalder ham Neri, gjør ham til en Søn af Kong Vikar, og lader ham være Jarl baade paa Thelemarken, Oplandene og i en Deel af Gautland, som dette Lands Konge, Gautrek den gavmilde, havde givet ham i Forlehning. Den fortæller at Nerid var saa forstandig, at hans Mage ej fandtes, og at alt lykkedes, hvori han gav sit Raad, men at han tillige var saa karrig og nidsk (sinkr), at han ej engang vilde modtage Gaver, af Frygt for at maatte give Gjengaver. Fortællingen drejer sig især om en vis Ref, hvilken Nerid tog sig af, og ved sine kloge Raad ej alene skaffede gode Gaver baade fra Gautrek, fra Kong Ella i England, og fra Rolf Krake i Danmark, men tilsidst endog fik gift med Gautreks Datter[15]. Sagnet om Ref og Gautrek maa have været temmelig gammelt og udbredt, thi ogsaa Saxo veed at fortælle om Gautrek, eller, som han kalder ham, Gøtrik (Götricus), berømt for sin Gavmildhed, og om en Ref (Refo) fra Thelemarken, der af Gautrek fik en kostbar Armring til Foræring[16]. Endelig nævner ogsaa Ynglingasaga Gautrek den gavmilde som Farfader til Olaf Trætelgjas Moder, og som en Søn af den Gaut, efter hvilken Gautland skulde have faaet Navn [17]. Da Saxo intet veed at fortælle om Nerid, men derimod nævner en Kong Gaute[18] som den Høvding i Norge, hos hvilken Ref opholdt sig, og da derhos saavel Nerid selv, Vikars foregivne Søn, som den engelske Ella, bekjendt af Ragnars Lodbroks Historie, og den danske Rolf Krake lige ilde passe til at have været samtidige baade med Gautrek og med hinanden indbyrdes, er det temmelig klart, at Forfatteren af Gautreks Saga vilkaarligt har indført dem i Sagnet, som han bearbejdede og udsmykkede, og at ingen af dem, saaledes heller ikke Nerid, oprindelig har hørt dertil, ligesaa lidet som Nerid nogensinde har været Søn af Vikar. Landnáma indeholder desuden en bestemt Angivelse af Nerids Levetid. Den fortæller at Orm gamle, Søn af Eyvind Jarl, Søn af Armod Jarl, Søn af Nerid Jarl den gamle og nidske (sinki), var Landnamsmand, og at hans Fader Eyvind stred i Hafrsfjorden mod Harald Haarfagre[19]. Nerid maa saaledes have levet paa den af os ovenfor angivne Tid, i Slutningen af det 8de og Begyndelsen af det 9de Aarhundrede. Han maa have været en i Folkesagnet meget bekjendt Personlighed, siden han er bleven indført i Gautreks Saga ved Siden af andre bekjendte og charakteristiske Personligheder, Ella og Rolf Krake. Men hvad mere er, han maa have staaet i et nærmere og betydningsfuldere Forhold til Kongerne af Ynglinge-Ætten, end de nu forhaandenværende Kilder udtrykkeligt angive[20]. En Bearbejdelse af de norske Kongesagaer lade Ragna den fagre kort efter Harald Haarfagres Regjeringstiltrædelse egge ham til at underlægge sig hele Norge ved det Spørgsmaal, om han, eller den alfheimske Konge Gandalfs Sønner skulde vorde Arvinger efter hans Frænde, Nerid den raadspake[21]. Og senere, da Dronning Aasta, Olaf den helliges Moder og Kong Sigurd Syrs Hustru, ventede Besøg af sin Søn, opfordrede hun sin Mand til at vise sig som en Stormand, og som en der mere slægtede paa Harald Haarfagre end paa sin Morfader Rane Mjenof eller Nerid Jarl den gamle, hvor forstandige end disse kunde have været[22]. At Nerid den raadspake og Nerid den gamle, hvilken Sigurd ej maatte slægte paa, naar han skulde vise sig liberal, er den samme, som Nerid Jarl den raadsnilde, gamle og nidske, er iøjnefaldende; men Harald Haarfagre og de norske Konger af Ynglinge-Ætten maa da ogsaa paa en Maade have nedstammet fra ham, uagtet der ingensteds siges hvorledes. Ligefra Halfdan Hvitbein finder man nøjagtigt angivet, hvad enhver Ynglingekonges Hustru hed og hvorfra hun stammede, men nogen Datter af Nerid Jarl nævnes ej. Man skulde derfor næsten formode at denne Nedstammelse med Flid er bleven dulgt eller ladet ud af Betragtning, for at Konge-Ættens foregivne Slægtskab med Ragnar Lodbrok og Vølsungerne desto bedre kunde falde i Øjnene[23].

Efter saaledes at have gjennemgaaet de sparsomme Meddelelser, vore Oldskrifter indeholde om Oplandenes ældre Historie, kunne vi maaskee danne os en noget tydeligere Forestilling, end det hidtil var muligt, om den norrøne og den gautiske Folkeæts indbyrdes Forhold i disse Egne, og vove at opstille enkelte Formodninger om, hvorledes snart den ene, snart den anden havde Overhaand eller trængte frem, medens den anden trængtes tilbage. Det er allerede viist, hvorledes de norrøne Indvandrere, her nærmest Raumerne eller Alferne, efter al Rimelighed forefandt gautiske Stammer i de sydligere Egne, sandsynligviis lige op til Hedemarken, at de undertvang dem, oprettede Riger, Raumarike, Ringerike, maaskee og Ranrike, m. m., og udbredte sine Besiddelser lige ned til Søen. Det er ligeledes nævnt, at da Jornandes omtaler disse Riger, maa deres Oprettelse, følgelig hiin Undertvingelse af gautiske Stammer, have fundet Sted allerede før hans Tid, eller rettere for den Tid, fra hvilken de Efterretninger, han meddeler, kunne antages at hidrøre, hvilket neppe kan være sildigere end Begyndelsen af det 6te Aarhundrede[24]. Endelig have vi paaviist de Tegn, der findes til at de gautiske Folkefærd senere hen atter have formaaet at trænge opad og underkaste sig flere af de Egne, Raumerne allerede havde besat, fornemmelig Kystegnene, der nu synes at have faaet Fællesnavnet Viken[25]. Da Raumerne, som det synes, i Slutningen af 6te Aarhundrede nævnes som boende ved Skagerrakets Kyst[26], kan den nysomtalte gautiske Reaktion da endnu ikke have fundet Sted. Derimod finde vi, som vi have seet, umiskjendelige Tegn paa at den gautiske Indflydelse gjorde sig gjeldende i en stor Udstrækning paa Harald Hildetands Tid, og at Eystein ildraade endog, om end kun for en kort Tid, udbredte den til det throndhjemske[27]. I Mellemtiden mellem det 5te og 7de Aarhundredes Ende maa altsaa det gautiske Element atter have hævet sig. Dette kan deels tilskrives den Omstændighed, at de indtrængende Norrøner, om de end i Virkeligheden havde Overhaand, dog ved den nærmere Berørelse med de mere civiliserede Gauter antoge deres Kultur og smeltede sammen med dem til Eet, deels kan det og forklares deraf, at mægtige Erobrere have rejst sig i den sydligere Deel af Halvøen, og udbredt deres Herredømme ogsaa til Norges Østland. Rimeligviis have endog begge Aarsager været tilstede; den gautisk-gotiske Kulturpaavirkning har lettet Arbejdet for de søndenfra fremtrængende gautisk-gotiske Erobrere, som dog altid have haft mangen Kamp at bestaa. En af de første blandt disse har sandsynligviis været Kampen mellem Aale frøkne og Adils; sidenefter maa Ivar Vidfadmes og Harald Hildetands Erobringer eller Indflydelse ogsaa have udstrakt sig til Viken og Oplandene. Man maa i det Hele taget formode, at Nationalforholdene i Norges Østland omtrent skikkede sig paa samme Maade, som i Svithjod. Her er det umiskjendeligt, at den gotiske Kultur fra det tilgrændsende Gautland ogsaa udøvede Indflydelse paa Sviarne, der endog fik en gotisk Kongeæt og et Tempel med gotisk Gudstjeneste; den samme Indflydelse sporedes fra Vestergautland af i det sydøstlige Norge, der desuden selv fra ældre Tider indeholdt saamange gautiske Bestanddele i sin Befolkning. Det var først den nye Tingenes Orden, som efter Braavallaslaget gjorde sig gjeldende, der ogsaa i Norges Østland paany gjorde det norrøne Folke-Element til det herskende, uden dog nogensinde at kunne bortrydde Virkningerne af den gautiske Indflydelse, der endnu den Dag i Dag ere iøjnefaldende.

Ogsaa Stedsnavnene selv bære Præg af, hvad vi her have fremsat. Endog i de ældste Levninger af det oldnorske Sprog forekommer aldrig noget Ord, der svarer til det gotiske skauns, det tydske schön, hvoraf igjen det danske skjøn. Og dog finde vi det som Benævnelse paa flere Hereder i det østlige Norge, nemlig Skaun (Rakkestad Prestegjeld) i Borgesyssel, Skaun paa Vestfold (Sandehered), Skaun paa Raumarike (Sørums Sogn), Skaun paa Hedemarken (Stange Prestegjeld); ja det findes ogsaa i det Throndhjemske, nemlig Skaun i Orkdœlafylki (Borgseskougen)[28], Skaun i Skeynafylki (Skougn), og Skaun i Sparbyggjafylki (Kvams Sogn ved Snaasenvandet). Man skulde næsten formode, at denne Benævnelse nærmest har tilhørt den gautiske Deel af Befolkningen, og at den maaskee især ved Eystein ildraades Erobringer er bleven forplantet til Thrøndelagen. Det især ved Sammensætninger benyttede Ord þorp, der i Gotisk betyder „Grundstykke“, men, som ovenfor (S. 116) viist, i Tydskland (under Formen Dorf) og i Danmark og Sydsverige (under Formen drup, rup, arp, torp) betegner „Landsby“, synes at være endnu mere egent for den gotiske Kulturkreds. Det forekommer hyppigst og har derfor vel ogsaa nærmest hjemme i Danmark, Nordtydskland og Sydsverige; med Angelsaxerne kom det over til England; vi kunne forfølge det som et ofte forekommende Stedsnavn endnu gjennem Gautland, i det nuværende Bohuslen og Smaalenene; i Oslo-Syssel og paa Raumarike bliver det allerede sjældnere; paa Hedemarken og i det gamle Hadafylke forekommer det, men meget sjælden ligesaa paa Vestfold; norden- eller vestenfor disse Landskaber ophører det aldeles. En Benævnelse, der nærmest synes at være udgaaet fra den særegne gautiske, ikke den fællesgotiske Nationalitet, og som derfor har udbredt sig videre i Norge end -þorp, er ruð eller rjóðr, der ogsaa findes hyppigt i Danmark (som „rød“), og i Sverige (som „ryd“, „rød“). Paa Østlandet i Norge er det maaskee det ved Stedsnavne meest brugelige Sammensætningsled. Der vrimler af Navne paa -rud i Bohuslen, Smaalenene, paa Raumarike, Hadeland, Land, Ringerike, selv det gamle Vestfold og Grenland; paa Hedemarken ere de allerede meget sjældnere, i Gudbrandsdalen findes der kun yderst faa og alene i den sydligste Deel; Valders har ligeledes kun faa, allerlængst mod Sydøst; i den sydøstlige Deel af Gauldalen i Trøndalagen findes nogle yderst faa, men forresten ere Navne paa rud saavelsom de paa thorp aldeles ukjendte nordenfjelds, det vil sige i alle Egne med ublandet norrøn Befolkning, saaledes og paa Island. Det var allerede i Oldtiden egent for de nordiske Lande, hvor den gautisk-gotiske Kultur havde udøvet Indflydelse, men hvor Sproget forresten fuldkommen havde antaget nordisk Charakteer, at man udtalte og skrev den af Ordet búa (bo) dannede Benævnelse bœ (By, Gaard), som bý; og endnu den Dag idag vrimler der i Danmark og Sverige af Gaarde, hvis Navne ende paa „–by“; lignende Gaardsnavne findes paa Østlandene i Norge, især i Bohuslen, Smaalenene og paa Raumarike; længer mod Nord og Vest bliver „by“ sjældnere og „bø“ hyppigere; i det nordenfjeldske findes „bø“, aldrig „by“[29]. Disse Exempler ere tilstrækkelige til at give en tydelig Forestilling om Udstrækningen af den gotiske Kulturs sproglige Indflydelse. Man maa overhoved erkjende, at det er den ældgamle gotiske Kulturpaavirkning, der har givet Befolkningen af Norges saakaldte Østland dens særegne Charakteer lige overfor Vestlandet og det Nordenfjeldske. Thi medens den norrøne Stamme fra den første Udvandringstid af lige til nu holdt sig ublandet i Fylkerne langs Vesterhavet, optog den paa Oplandene og endnu mere i Viken betydelige gautisk-gotiske Elementer i sig.

  1. ↑ Skálda Cap. 43. Yngl. Saga Cap. 33.
  2. ↑ Se den i flere Bearbejdelser forekommende fabelagtige Fortælling om Svade eller Svase Jøtun, hvis Datter Snefrid blev gift med Harald Haarfagre. Her kaldes han altid Svase, og udgives stundom for en Jøtun, stundom for en Dverg, stundom og for en Finne-Konge, ligesom Snefrid ofte kaldes „den finske“. Landnáma (V. 7), kalder ham i nogle Haandskrifter Svade, i andre Svase Jøtun; Fund. Noregr i Flatøbogen kalder ham Svade.
  3. ↑ Nemlig: Bødvar, Thorleif midlung, Bødvar Snæthrynia, Thorleif Hvalastuf, Aan, Ørn hyrna, Konge; Thore Konge, Svina-Bødvar, Karm Konge, Sølge Konge, Rolf af Berg, Svade Jøtun.
  4. ↑ Se ovenfor S. 92, se nedenfor S. 344.
  5. ↑ Mellem Navnene „Soløer“ og „Sølve“ er Ligheden vistnok kun tilfældig. Det sidste er umiskjendeligt dannet af söl eg. salv, ɔ: etslags Tang; hvis Soleyjar var dannet deraf, vilde man idetmindste en enkelt Gang finde det skrevet Söleyjar, men somoftest skrives det kun Soleyjar, sjælden Seleyjar, Sæleyjar. Sagnet synes altsaa først at være opkommet paa en Tid da Sprogets ældste Former allerede vare forandrede.
  6. ↑ Hauk Erlendssøns Beretning om Oplændingekongerne, Fornald. Sögur Norðrl. 2det B. S. 105. Snorre, Yngl. S. Cap. 48.
  7. ↑ Se Snorre, Har. Haarf. Saga Cap. 1 og 2, hvor „Gudbrand Herse“ i Gudbrandsdalen omtales som samtidig med Haralds og Harald Graaf. S. Cap. 9, hvor „Dalegudbrand“ d. e. Gudbrand af Dalene eller Gudbrandsdalene, nævnes som deeltagende i et Forbund med Tryggve Olafssøn omkring 968. Det er rimeligviis den samme Dale-Gudbrand, der forekommer i Njaals Saga Cap. 88 og 89 som Haakon Jarls gode Ven omkring 990. Beretningen om Dale-Gudbrand, rimeligviis den sidste af dette Navn, i Olaf den Helliges Saga hos Snorre Cap. 118, 119, i den større udg. Cap. 107, 108, er bekjendt.
  8. ↑ Holmbergs Bohuslens Beskrifning, III. S. 222, 223. Paa Thjørn, beder det her, regjerede i Fortiden en Konge ved Navn Alf, eller, som han og kaldes, Alfkonge, der boede paa det paa Stordals Grund liggende Borgeberget. Han levede i bestandig Fejde med Skotterne. Engang stege disse i Land med stor Styrke ved Hummersund og trængte op til Kong Alfs Borg, som de vilde storme, men Alf drev dem tilbage og anrettede et stort Nederlag blandt dem, først paa et Sted strax vestenfor Borgen, og siden ved Gaarden Høge. Paa begge disse Steder findes store Samlinger af Gravhøje, indeholdende Jernsager og brændte Been.
  9. ↑ Se ovenfor S. 93, Note 1.
  10. ↑ Ad. Brem. IV. 24. Inter Nordmanniam et Sueoniam Wermilani et Finnedi degunt et, alii, qui nunc omnes sunt, christiani respiciuntque ad Scaranensem ecclesiam.
  11. ↑ Se ovenfor S. 77, Note 1.
  12. ↑ Saxo, 7de Bog, S. 334 fgg.
  13. ↑ Widsidh, v. 55. 56.
  14. ↑ Hvor denne Haud eller Hød første Gang omtales, kaldes han urigtigt Haukr.
  15. ↑ Gautreks Saga i Fornaldar Sögur Norðrlanda, 3die B. Cap. 9–11.
  16. ↑ Saxo, 8de B. S. 433, 434. Ref (Refo) kaldes her tilligemed hans Staldbroder Bjørn (Bero) Thylensis, hvilket neppe kan tages i anden Betydning end „fra Thelemarken“ (hinn þilski, af Þilskunni), især da det i Gautreks Saga udtrykkeligt heder at Neri herskede over Thelemarken. Det kan i saa Fald tjene til at oplyse, hvad Saxo forstaar ved Folk fra „det yderste Thyle“ i Harald Hildetands Hær, se ovenfor S. 271. Note 3.
  17. ↑ Yngl. S. Cap. 38, jvfr. Hr. Hauk Erlendssøn om Oplændinge-Kongerne i Fornaldar Sögur Norðrlanda 2det B. S. 103.
  18. ↑ Eller „Gote“; han kalder ham nemlig Goto.
  19. ↑ Landnáma, V. 13.
  20. ↑ Fagrskinna, Cap. 15.
  21. ↑ At Nerid Jarl isærdeleshed maa have hersket og haft hjemme i Thelemarken og paa Grenland, synes man at kunne slutte deraf, at Navnet „Nerid“ ingensteds har været eller er saa almindeligt, som der. Det skal være vanskeligt, om man nu finder det brugt i nogen anden Egn af Norge, end just i Bratsberg Amt, hvor man derimod ej saa sjælden støder paa det (udtalt Neri eller Niri), fornemmelig i de Dele, som forhen tilhørte Grenland. Efterseer man Navneregistret til 1ste B. af Diplomatarium Norvegicum, da vil man finde, at af de 13 Diplomer, hvori Navnet Nerid forekommer, bare de 11 til Skiens Syssel (Thelemarken og Grenland), og de tvende kun til det nærliggende Vestfold, hvortil disse Nerider let kunne tænkes indflyttede fra Nabosyslen. Ogsaa i 2det Bind forekommer idetmindste een Nerid fra Thelemarken. Alle disse „Nerider“ kan man paa en vis Maade betragte som middelbart opkaldte efter Nerid Jarl, og da Navnets Omraaade især omfatter den østlige Deel af Thelemarken tilligemed Grenland, bliver derved ogsaa Nerid Jarls Herredømmes Grændser nogenlunde bestemte, og rimeligviis har det været ved Arv fra ham, at Olaf Geirstadaalf fik Grenland (se næste Afsnit § 5).
  22. ↑ Snorre, Olaf den Hell. S. Cap. 31; Ólafs S. helga i Fornm. S. Cap. 47.
  23. ↑ Det vil nedenfor nærmere blive omtalt, hvorledes den norske Kongeæt fornemmelig lagde an paa at udlede sin Herkomst fra Ragnar Lodbrok og Sigurd Fafnersbane.
  24. ↑ Se ovenfor S. 83.
  25. ↑ Se ovenfor S. 83, 84.
  26. ↑ Nemlig i Beowulf-Kvadet, hvor det føromtalte Heaðuræmes vistnok bor læses Heaðureámas, ligesom i Widsidh-Kvadet.
  27. ↑ Som et Spor af den gaut-gotiske Indflydelse under Harald Hildetand kan det maaskee anføres, at hans Ætling Rafn heimske, der nedsatte sig paa Island, forhen var bosat i Throndhjem (Landn. V. 1).
  28. ↑ Man har indtil de seneste Tider ved en urigtig Opfatning af Udtalen, skrevet Navnet „Skogn“ istedetfor „Skaun“ eller idetmindste „Skougn“.
  29. ↑ Om alt dette vil man især kunne overbevise sig ved at gjennemgaa de i min „Historisk-geographiske Beskr. over Norge i Middelalderen“ ved ethvert enkelt Fylke anførte Stedsnavne. Matrikulen for Norge giver ellers her den meest udtømmende Oplysning.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/1/49&oldid=49360»