Wikikilden

Det norske Folks Historie/1/56

< Det norske Folks Historie | 1

Med Halfdan Svarte begynder et nyt Afsnit i den vestfoldske Kongeæts Historie. Vi finde den ikke længer i etslags Fællesbesiddelse af Vestfold og Sønderjylland, men derimod deelt i to Linjer, hvoraf den ene udelukkende tilhører Norge, den anden udelukkende tilhører Danmark; den første, der stadigt tiltager i Magt og Anseelse, indskrænker sin Virkekreds til Norge, men erhverver ogsaa Overherredømmet i dette Land, medens den anden, løsreven fra Forbindelsen med Moderlandet, omsider maa bukke under for de rette Danekongers Overmagt.

Halfdan Svarte var, som ovenfor nævnt, en Søn af Gudrød og dennes anden nødtvungne Hustru Aasa, Datter af Harald den granraude, Konge paa Agder. Ved Faderens Drab var han ifølge vore egne Sagaer kun eet Aar gammel, og blev strax af sin Moder bragt til Agder, hvor hun opdrog ham, og hvor han, som det fortælles, i sit 19de Aar selv tog ved Kongedømmet. Da der senere tales om uafhængige Konger paa Agder[1], maa man formode at Halfdans saakaldte Kongedømme kun har udgjort den østlige Deel, eller maaskee endog blot bestaaet i endeel Odelsgods. Han gik strax, som vi have seet, til Vestfold, hvor hans Broder Olaf maatte skifte Riget med ham og kun beholdt den sydligste Deel. Derfra hjemsøgte han Kong Gandalf paa Vingulmark, og nødte ham efter mange Fegtninger, hvori Lykken var forskjellig, til at indgaa et Forlig, hvorved han afstod Halvdelen af Vingulmark til Halfdan Rimeligviis opgav Gandalf ogsaa ved samme Lejlighed sine Fordringer paa Raumarike, som han og hans Fader Alfgeir tidligere havde underkastet sig, og Halfdan drog derop for at gjøre sig til Herre derover. Men da Sigtrygg, en Søn af den forhen omtalte Eystein Høgnesøn, spurte dette, gik han fra Hedemarken, hvor han opholdt sig, imod Halfdan, thi ogsaa han havde tidligere underkastet sig Raumarike eller en Deel deraf. Det kom til et Slag, hvori Sigtrygg faldt, truffett af en Piil under den venstre Arm. Halfdan underlagde sig nu Fylket, men havde aldrig saa snart forladt det og var dragen til Vestfold igjen, førend Sigtryggs Broder Eystein, ligeledes Konge paa Hedemarken, kom til Raumarike med en Hær, og lagde store Stykker af det under sig. Halfdan ilede tilbage, og slog Eystein først paa Raumarike, siden i Hedemarken, hvorhen han forfulgte ham. Eystein tog nu sin Tilflugt til Gudbrand Herse i Gudbrandsdalene. Her fik han Hjelpetropper, og drog med disse om Vintren til Hedemarken, hvor Halfdan just opholdt sig paa Helge-Øen i Mjøsen. Det kom til et Slag mellem dem, i hvilket Halfdan sejrede Guthorm, Gudbrand Herses haabefulde Søn, faldt, og Eystein maatte atter flygte til Gudbrandsdalene. Han sendte nu sin Frænde Hallvard Skalk ud til Halfdan for at bede om Fred. Denne fik han ogsaa for Frændskabs Skyld, og dertil Halvdelen af Hedemarken, men kun som Halfdans Underkonge. Halfdan lagde derpaa Thoten, Land og Hadeland under sig, og var nu en mægtig Konge[2].

Paa denne Tid herskede i Sogn en Konge ved Navn Harald Guldskegg. Han var gift med Salvar, en Datter af Hundolf Jarl paa Gaule[3]. Han havde to Døttre, af hvilke den ene, der undertiden kaldes Ragnhild, undertiden Thora[4], blev gift med Halfdan. Hun og Halfdan havde en Søn, hvilken Morfaderen gav sit Navn, og opfødte ham hos sig i Sogn. Da han selv var gammel og sønneløs, tog han ham i Søns Sted, og da han var 10 Aar gammel, lod han ham tage til Konge som sin Efterfølger. Strax derpaa døde først Harald den gamle, derpaa Ragnhild, og endelig Harald den unge efter hverandre. Halfdan var saaledes Arving til Sogn efter sin Søn. Han begav sig ogsaa strax derhen med en betydelig Hær, og blev uden nogen Modsigelse tagen til Konge. Til Jarl over Fylket satte han Hundolfs Søn, sin afdøde Hustrus Morbroder, Atle den Mjove (smale) fra Gaule. Han var, en meget god Ven af Halfdan, eg skulde nu som Jarl i Sygnafylke dømme Landslov der og oppebære Skatter i Kongens Navn[5].

Halfdan havde paa denne Maade været heldig nok til at faa Fodfæste i en Deel af det Nordenfjeldske, der hidtil havde haft saa lidet med Østlandet at gjøre. Samme Høst blev han i et Gilde paa Vingulmark overfalden af Gandalfs Sønner, Hysing og Helsing[6]. Han fik netop Tid til at væbne sig med sine Hirdmænd og gaa ud i Gaarden med dem; men Overmagten var for stor, han mistede mange Folk og maatte tilsidst flygte til Skoven. Dog samlede der sig snart igjen saa mange Folk til ham, at han kunde tage Hevn for Overfaldet[7]. Hysing og Helsing faldt; den tredie Broder, ved Navn Hake, flygtede til Alfheime, og Halfdan underkastede sig nu hele Vingulmark.

Om Halfdan heder det, at han var en forstandig Mand, der elskede Sandhed, Ret og Billighed, at han fastsatte Love, overholdt dem selv, nødsagede alle til at overholde dem, og, for at Overmod ej skulde krænke dem, selv indrettede Saktal og bestemte Bøder for enhver efter hans Fødsel og Stilling. Disse Love dannede tilsammen den saakaldte Sefs-Lag, Heidsævis- eller Eidsiva-Lag[8]. For at forstaa, hvad denne Foranstaltning af Halfdan havde at betyde, maa man erindre, hvad der ovenfor (S. 98–100) er anført om Foreninger af enkelte Fylker til et fælles Hovedthing. Ligesom Gulathinget i Førstningen kun var fælles Hovedthing ser de tre vestlige Fylker Fjordene, Sogn og Hordeland, men siden for alle Fylkerne ligefra Søndmøre til Agder foruden nogle Oplands-Distrikter, saaledes er det at ansee som vist, at de indre oplandske Fylker fra de ældste Tider af have dannet en Forening, der maaskee i Førstningen omfattede Raumsdal, Gudbrandsdalen og Hedemarken, men sidenefter, da Raumerne ogsaa havde faaet Overhaand i Raumarike og længere mod Sydvest, medens Raumsdal blev dragen over i de nordenfjeldske Forbindelser, indskrænkede sig til den egentlige Kjerne af Oplandene eller Fylkerne rundt om Mjøsen, nemlig Heina-, Hada- og Rauma-Fylke[9]. Som fælles Thingsted for Beboerne af disse Fylker kunde intet være belejligere, end Heredet Eid (det nuværende Eidsvold Prestegjeld) strax søndenfor Mjøsen, ved Vormen. Her finde vi ogsaa allerede langt op i Tiden Eidsvold (Eiðsvellir) nævnt som fælles Thingplads for den oplandske Thingforening i dens videste Udstrækning; saa meget mere maa den have været det, da Foreningen talte færre Fylker. Dette Thing paa Eid eller Eidsvold kaldte man Eidsivathing, og den Lov, der gjaldt for de Fylker, der vare fælles om Eidsivathinget, Eidsiva-Lov[10]. At Fylkesforeningen allerede længe før Halfdan Svartes Tid havde en saadan fælles Eidsiva-Lov, kan ikke betvivles, og denne Lov eller disse Retsvedtægter have naturligviis de Raumer, der gjorde sig til Herrer over Alfheime, Raumarike, Hadafylke, Vestfold og Grenland vedblevet at følge og saaledes indført i disse Landskaber. Men vi have seet, hvorledes disse sydligere Landskaber snart vare forenede med de nordligere, snart vare adskilte fra dem, hvorledes Fylkeskongerne her som oftest stode fiendtlige imod hinanden, og hvorledes Danevældet desuden i den allersydligste Deel stundom gjorde sig gjeldende. Det lykkedes først Halfdan Svarte at forene alle disse Landskaber med hinanden. Det maatte være ham magtpaaliggende, saa vidt det lod sig gjøre, at forene dem til et organisk Heelt. Derved vilde ikke alene hans Magt i og for sig tiltage, men det var ogsaa den eneste Maade, hvorved hans Riges Uafhængighed af de danske eller svenske Overkonger kunde sikkres. Men til en saadan organisk Forening udfordredes først og fremst Fællesskab i Lovgivning og Thing, eller hvad man kunde kalde en politisk Amalgamation. Nu finde vi lige fra de første Tider, hvor Norges Lovgivning omtales, kun tre Hovedlove nævnte, nemlig Frostathingsloven for Thrøndelagen, Nordmøre, Raumsdal og de nordligere Fylker, Gulathingsloven for Fylkerne fra Søndmøre til Rygjarbit, og endelig Eidsivathingslov for hvad vi nu kalde Østlandet. Frosta- og Gulathingslovens første egentlige Organisation tillægges Haakon den Gode[11], men Eidsivalovens Halfdan Svarte. Det er altsaa klart, at han har søgt at sammenknytte de hidtil altfor løse Bestanddele af sit Rige ved at lade dem slutte sig til Eidsiva-Thingforeningen, og ved at faa Eidsivaloven vedtagen som gjeldende (hvad den allerede i Virkeligheden var) i dem alle. Men dette maatte altid gjøre saa mange Tillempninger og Forandringer nødvendige, at man paa en vis Maade kunde sige at han gav eller satte (fastsatte) Eidsivaloven, medens hans Virksomhed i denne Henseende dog strengt taget kun har indskrænket sig til at samle og ordne de allerede gjeldende Bestemmelser, at indrette nye, og som man maa antage, skærpede Saktal, at faa den ordnede og forbedrede Lov vedtagen i de Dele af Riget, der endnu ikke hørte til Foreningen, og ligeledes at faa de samme Rigsdele til at slutte sig til denne. Halfdans Foranstaltning, skjønt den i Sagaerne kun omtales med faa Ord, har saaledes været af overordentlig Vigtighed i politisk Henseende. Den har allerførst vakt Bevidstheden om politisk Eenhed i en større Deel af Landet, og den har derved lagt Grunden til Foreningen af alle Norges Fylker. Thi som Herre over det samlede og til eet Heelt sammenknyttede oplandsk-vestfoldske Rige havde Harald Haarfagre allerede en saa stor Overmagt at begynde med, at Udfaldet af hans Kamp mod de øvrige Fylkekonger var let at forudsee. Halfdans saakaldte Lovgivning er langt mere et politisk, end et legislatorisk Foretagende.

Halfdans udvidede Eidsiva-Thingforening indbefattede altsaa nu Raumafylke, Størstedelen af Heinafylke, Land og Hadeland, Vestfold og Vingulmark; hertil kom ogsaa, idetmindste efter hans Brodersøn Ragnvalds Død, Grenland, Vestmare og det sydligste af Vestfold, og tillige det nordligste af Vermeland[12]. Under senere Konger forøgedes den ogsaa med Gudbrandsdalen, Østerdalen, Thelemarken og Alfheime; den blev derved af uforholdsmæssig stor Udstrækning, hvilket i Forbindelse med politiske Forviklinger, der nedenfor skulle omtales, bragte det egentlige Viken, eller Sødistrikterne, til at slutte sig nærmere sammen, hvorved tilsidst et fjerde Hovedthing opstod, Borgarthinget, uden at dets Distrikt dog ansaaes anderledes end som en Underafdeling af Eidsivathingets[13]. Det maa ellers erindres, at Raumarike paa Halfdans Tid endnu ikke strakte sig længere end til Glommen. Hvad der laa østenfor denne, tilhørte Alfheime, og stod under Kong Gandalf. Heller ikke kan Halfdan have forsøgt paa at drage det fjerntliggende Sogn ind i Foreningen. Han bortforlenede det, som man seer, til Atle Jarl, og har neppe befattet sig mere dermed end at modtage den aarlige Skat. Den Deel af Agder, som Halfdan ved sin Tiltrædelse skal have besiddet, kan vistnok heller ikke være dragen under Eidsivathinget; det er endog meget uvist, om han virkelig har vedblevet at besidde den. Hans egentlige Rige begrændsedes saaledes af Gudbrandsdalen og Østerdalen i Nord, af Glommen og Vermelands Skove i Øst, af Valdres, Haddingdal, Thelemarken og Agder i Vest, og af Nordsøen i Syd. Han var uden Modsigelse Norges mægtigste Konge.

Vi kjende forresten lidet til de Begivenheder, der foregik under Halfdans Regjering. Der er et Sagn om at Herjedalen paa denne Tid skal være bleven bebygget af hans Merkesmand Herjulf Hornbrjot. Denne, heder det, havde paadraget sig hans Vrede[14], og flygtede til Sviakongen Anund, hvor han blev vel modtagen og opholdt sig en Stund, indtil han ogsaa nødsagedes til at flygte derfra fordi han havde forført Kongens Frændkone Helga. Han og Helga tyede atter tilbage til Norge, og nedsatte sig i en øde Dal, den samme, der siden kaldtes Herjedalen (Herjárdalr). Fra dem nedstammede i 8de Led en Ljot Dagssøn, der var den første, som lod bygge Kirke i Herjedalen[15]. Dette Sagn lader vistnok til at være meget gammelt, og en Herjulf Hornbrjot, hvis Sønnesøn Thrase nedsatte sig paa Island, omtales virkelig i Landnáma. Men da Herjedalen øjensynligt har faaet sit Navn af Elven Herja eller Herjaa, der gjennemstrømmer den, synes Sagnet kun at have sin Oprindelse fra den tilfældige Lighed mellem Herjaa og Herjulf[16].

Halfdans første Giftermaal havde, som vi have seet, allerede gjort ham til Herre over Sogn. Om hans andet Giftermaal er der to forskjellige Beretninger. Den troværdigste lader ham blive gift med Helga den sædelige eller haarprude, Datter af den mægtige Herse Dag den frode, der boede paa Thengelsstad paa Hadeland, og foruden hende havde en Søn ved Navn Guthorm den raadspake[17]. Den anden, mindre troværdige, kalder hans anden Hustru ligesom den første Ragnhild, og udgiver hende for en Datter af Sigurd Hjort, Konge paa Ringerike. Denne Sigurd Hjort skal have været en Søn af Helge hvasse og Aslaug, en Datter af Sigurd Orm i Øje. Helge hvasse skal igjen have nedstammet fra Dag, Døglingernes Stamfader, og Thora Drengemoder; sandsynligere er det dog, at han var en Sønnesøn af Gudrød, Halfdan Hvitbeins Søn. Helge og hans Broder Gudrød skulle have deeltaget i et Slag, som Sigurd Orm i Øje og hans Brødre leverede den tydske Kejser Arnulf. I dette Slag skulle Sigurd og Gudrød være faldne, men Helge skal være undkommen, og have medbragt Sigurds Merke, Sverd og Skjold til dennes Moder Aslaug, hos hvilken han nu længe opholdt sig for at værne om Landet i Hardeknuts Mindreaarighed. Her egtede han Hardeknuts Tvillingsyster Aslaug, og havde med hende Sønnen Sigurd Hjort, der var jevngammel med Gorm, Hardeknuts Søn, og allerede i sit 12te Aar udmerkede sig ved at dræbe Berserken Hildebrand selv tolvte i Enekamp. Sigurd blev gift med Thorny eller Ingebjørg, en Syster af Thore Danmarksbot, Gorms Hustru, og havde med hende Sønnen Guthorm og Datteren Ragnhild. Da Sigurd hørte at hans Farbroder Frode var død, begav han sig til Norge, hvor han blev Konge over sit Arveland Ringerike, og udmerkede sig ved mangeslags Heltegjerninger, hvorom der skal have været en lang Saga. Han plejede ofte at ride ene ud i Ødemarker og Skove, for at jage store og farlige Dyr. Ved en saadan Lejlighed blev han overfalden af Berserken Hake fra Hadeland. Hake havde tredive Mand med sig, Sigurd var ene; det var derfor ikke at undres over, at han blev overmandet og dræbt, men han havde dog forinden fældet tolv af Hakes Mænd, hugget Haanden af ham selv, og forresten givet ham tre andre Saar. Hake red nu med sine Mænd til Stein paa Ringerike, hvor Sigurd boede, og bortførte Ragnhild og Guthorm med meget Gods til sin egen Gaard paa Hadeland. Ragnhild var da femten, Guthorm fjorten Aar. Han vilde nu holde Bryllup med Ragnhild, men maatte udsætte det, fordi hans Saar artede sig ilde: han maatte ligge til Sengs hele Høsten og en stor Deel af Vinteren lige til Juul. Ved Juletider var Kong Halfdan til Gilde paa Hedemarken. Han havde spurgt disse Tidender, og befalede en Morgen tidligt en af sine Mænd ved Navn Haarek Gand at gaa med hundrede Mænd over Mjøsen til Hadeland for at hente Ragnhild, Sigurd Hjorts Datter, Haarek magede det saaledes, at han og hans Mænd kom over Vandet til Hakes Gaard i Otten. De omringede og satte Ild paa den Bygning, hvor Huuskarlene laa, men brøde Hakes Sove-Skemme op, toge baade Ragnhild, Guthorm og alt det Gods, som var der, bort med sig, satte dem i en tjeldet Vogn, og kjørte tilbage med dem over Isen. Hake stod op, klædte sig, og gik efter dem en Stund, indtil han kom til Vandet; der styrtede han sig paa sit Sverd, og endte saaledes sine Dage. Han blev højlagt paa samme Sted. Men Halfdan, der fra den anden Side af Vandet saa Vognen komme, lod strax Bygdens fornemste Mænd indbyde til Gjestebud, og holdt samme Dag Bryllup med Ragnhild[18]. Den første Deel af denne Fortælling indeholder flere umulige Kombinationer. Det store Slag, hvortil her sigtes, i hvilket Sigurd og Gudrød skulle være faldne, er det bekjendte Slag, Kejser Arnulf leverede Nordmændene ved Löwen 891, i hvilket der virkelig faldt to nordmanniske Konger ved Navn Sigfrid og Godfrid[19]. Disse have vore senere Sagamænd trods al Tidsregning antaget for de samme, som Sigurd Orm i Øje og Gudrød, Helge hvasses Broder. Men Adam af Bremen fortæller, at en Helge (Heiligo) efter dette Slag herskede over Danerne[20]. Denne Helge maatte altsaa blive Helge hvasse. Og naar hans Søn Sigurd var fød efter 891, da var der heller intet urimeligt i, at han kunde være gift med en Syster af Thore Danmarksbot, der døde efter 930. Men at Halfdan, fød 809, og hvis Søn Harald Haarfagre døde som en højtbedaget Mand henved 934, skulde kunne være gift med Thyres Systerdatter, er en Umulighed. Mindre usandsynligt er det, hvad der fortælles om Helge hvasses Giftermaal, thi som en Sønnesøn af Gudrød Eysteinssøn bliver han Nærsøskendebarn til Gudrød Vejdekonge og kan saaledes meget vel have været gift med en Datter af Sigurd Orm i Øje. Det synes heller ikke at kunne betvivles, at der virkelig har været en Konge paa Ringerike, ved Navn Sigurd Hjort, Søn af Helge hvasse, der udførte mange Bedrifter, og om hvilken man havde en vidtløftig Saga[21]. Det er heller ikke usandsynligt, at denne Saga har tillagt ham en Datter, der først røvedes af Hake, siden af Halfdan. Det er endog rimeligt, at Halfdan har giftet sig med hende, og med hende erhvervet Ringerike og Kongsgaarden Stein, hvor hans Hoved siden blev højlagt. Men hvad der desuagtet gjør denne Kombination mistænkelig, er den øjensynlige Forkjærlighed, hvormed de senere Konger af Harald Haarfagres Æt gjennem dette Giftermaal udledede deres Herkomst fra Ragnar, og videre gjennem Aslaug fra Sigurd Fafnersbane. Da vi finde, at der, trods denne Forkjærlighed hvormed Kongerne og deres Venner holdt paa Nedstammelsen fra Ragnar, dog i Landet selv har kunnet vedligeholde sig en anden, beskednere Beretning, der aldeles afskærer Tanken om Slægtskab med Ragnar og Sigurd, og da der, hvis dette Slægtskab virkelig forholdt sig rigtigt, ej kan øjnes nogen Anledning til at et Sagn, der opstillede et langt andet Slægtskab, kunde opkomme, medens det derimod meget let kan forstaaes, at Kongerne, endog af politiske Grunde, kunne have søgt at bringe et Sagn, der tillagde dem en mere glimrende Herkomst, end de virkelig kunde gjøre Fordring paa, i Omløb; da vi tillige see et lignende Exempel paa at fordølge en mindre anseelig Herkomst i den Taushed, hvormed de fleste Sagaskrivere forbigaa Kongernes Nedstammelse fra Nerid Jarl: saa ligger den Slutning temmelig nær, at den hele Slægtrække fra Sigurd Fafnersbane gjennem Aslaug til Sigurd Orm i Øje, og videre gjennem Aslaug den yngre til Sigurd Hjort, Ragnhild og Harald Haarfagre, er en eneste kunstig Kombination, udtænkt af en norsk Hof-Genealogist, som derved har villet skaffe sine Herrer ej alene en glimrende Herkomst, men ogsaa Arvefordringer paa en Deel af det ragnarske Rige ved Siden af Kongerne i Danmark og Sverige. Der er endog meget, som taler for at antage dette Kunststykke istandbragt paa Island[22].

Halfdans og Helgas, eller efter den anden Beretning, Ragnhilds Søn, var den senere saa navnkundige Harald Haarfagre. Han blev, fortælles der, tidlig stor af Vext og smuk af Udvortes, en Idrætsmand, saare forstandig, og meget vennesæl, baade formedelst sin Skjønhed og sin Venlighed mod alle og Enhver. Den Glands, der siden hvilede over ham og hans Æt, har fremkaldt Sagn om Forvarsler, der bebudede hans og hans Ætmænds fremtidige Storhed. Hans Moder, heder det, drømte engang at hun stod i sin Urtehave og tog en Torn af sin Serk; idet hun holdt den i Haanden, blev den en stor Kvist, hvis ene Ende naaede Jorden og slog Rødder, medens den anden ragede højt op i Luften; den formede sig til et Træ, der var meget tykt og saa højt, at hun neppe kunde see dets Top. Dets nederste Deel var blodrød, Stammen fagert grøn, Grenene snehvide, med en Mængde Kviste; de bredte sig ud over hele Norge og endnu meget videre[23]. Sidenefter fødde hun Harald. Halfdan, fortælles der, plejede aldrig at drømme, og da han fandt dette underligt, spurgte han en Mand ved Navn Thorleif spake, hvad derved var at gjøre. Denne raadede ham til at lægge sig at sove i et Svinebøle. Kongen gjorde saa, og drømte da at han havde det dejligste Haar, man kunde see; det hang i Lokker, af hvilke nogle naaede til Jorden, nogle til midt paa Læggen, nogle til Knæet, nogle til Hoften eller midt paa Siden, nogle kun til Halsen, nogle vare kun netop udsprungne af Issen ligesom smaa Toppe. Lokkerne havde forskjellig Farve, een af dem var dog større og skjønnere og lysere end de øvrige. Thorleif udtydede denne Drøm saaledes, at Halfdan skulde faa stort Afkom, og at hans Ætmænd skulde herske med megen Hæder, dog ikke alle med lige stor. Den Lok, der var saa smuk fremfor de øvrige, skulde, heder det i Kongesagaerne, betegne Olaf den hellige[24].

Kongesagaerne fortælle nogle fabelagtige Sagn om Haralds Ungdom, af hvilke man, forsaavidt noget sandt ligger til Grund for dem, maa slutte at der ikke var nogen god Forstaaelse mellem ham og hans Fader. En Juleaften, da Kongen opholdt sig paa Hadeland og sad ved Gildesbordet, forsvandt pludseligt, heder det, al Maden og Drikken af Bordet. Gjesterne gik hjem, og Kongen sad ærgerlig efter. For at faa vide, hvo der var Aarsag i denne Forhaanelse, lod han en tryllekyndig Fin tage og pine til at sige det. Han vilde dog intet tilstaa, og bad Harald om Bistand. Harald bad for ham, men forgjæves. Da skaffede Harald ham bort imod Faderens Vilje, og fulgte selv med ham. De kom til et Sted, hvor en Høvding holdt et Gilde, og bleve vel modtagne. Da Harald havde været der en Stund, sagde Høvdingen: Din Fader fandt sig faa fornærmet over at jeg tog Julekosten fra ham, men jeg skal lønne dig din Venlighed; vil du lyde mig, saa rejs hjem, thi der er nu en, som behøver din Hjelp, og som vil være dig til den største Gavn, thi det er dig beskaaret at blive Enevoldskonge over hele Norge. Harald, fortælles der videre, drog nu hjem. Der fandt han en stor Jøtun ved Navn Dovre, der oftere havde bestjaalet Kongens Guldhuus, men endelig var bleven fangen i nogle kunstige Snarer, man havde lagt for ham, og bunden med Blybaand i en Staalfjetter. Denne Dovre havde hjemme i det Fjeld, der bærer hans Navn. Kongen havde besluttet at lade ham dømme til at lide den meest vanærende Død, og havde forbudt Alle og Enhver at hjelpe ham eller give ham Mad. Men Harald, som da endnu kun var fem Aar gammel, havde ondt af Dovre, og stjal sig til at skære Blybaandene over med et ypperligt Sax, som den finske Høvding havde givet ham. Dovre takkede Harald for Befrielsen, og skyndte sig afsted det snareste han kunde. Man savnede ham snart, og paa Kongens Spørgsmaal vedgik Harald at han havde løst ham. Herover blev Kongen saa vred, at han jog Harald bort fra sine Øjne, og bad ham søge Trøst hos sin Ven Dovre. Harald gik til Skovs, og da han havde ligget ude i fem Dage og Nætter, stødte han endelig paa Dovre, som tog ham med til sin Hule, beholdt ham hos sig i fem Aar, og oplærte ham i alleslags Idrætter. Da de fem Aar var omme, sagde Dovre en Dag til Harald: Nu tykkes det mig, som om jeg har lønnet dig, fordi du gav mig Livet, thi din Fader er død, og det ikke uden min Medvirkning; nu skal du drage hjem i dit Rige og love at du ej skærer dit Haar eller dine Negle, førend du er bleven Enevoldskonge over hele Norge; jeg skal altid staa dig bi. Da Harald kom hjem, fandt han sin Fader død, og blev tagen til Konge efter ham. Af Opholdet hos Dovre fik han Tilnavnet „Dovrefostre“[25].

Snorre Sturlasøn kjender intet til Opholdet hos Dovre, men lader Harald opholde sig hos den finske Høvding lige til sin Faders Død, og lægger omtrent de samme Ord i Finnens Mund, som det vidtløftigere Sagn lægger i Dovres[26]. At begge Fortællinger ere yngre Æventyr, digtede ind i den historiske Beretning, sees ved første Øjekast. De have dog begge det tilfælles, at de lade Harald i de sidste Aar før Faderens Død holde sig borte fra ham og staa paa en spendt Fod med ham. En saadan Adskillelse mellem Fader og Søn synes saaledes virkelig at have fundet Sted, uagtet det er vanskeligt at rime den sammen med Sagaernes Udsagn, at Harald ved Faderens Død kun var ti Aar gammel, thi i en saa ung Alder skulde man neppe antage at der kunde have været nogen Anledning for ham til at lægge sig formeligt ud med sin Fader. Snarere kunde man være fristet til at tro, at Harald fra Fødselen af har været lidet yndet af sin Fader, og derfor sat til Opfostring hos en af hans Høvdinger[27]. Forresten er det tydeligt nok, at Sagnene om Dovre og Finnen, lige saavel som om hans Forældres Drømme, skyldes den Tilbøjelighed sildigere Slægter altid have til at lade en stor historisk Personligheds første Fremtræden ledsages af overordentlige, og i fordums Dage endog af overnaturlige Omstændigheder.

Halfdans Død fortælles saaledes: En Vaar, paa den Tid da Isen plejede at løsne paa Vandene, skulde han kjøre hjem over den tilfrosne Randsfjord fra et Gjestebud i Brandabu paa Hadeland. En Mængde Folk ledsagede ham, de fleste vare drukne. Hans Vej faldt over Røkensvik. Da han her kom til et Sted, hvor man om Vinteren havde vandet Kvæget, og hvor Isen formedelst den samlede Møg var mere optøet og usikker, brast den under ham og han sank ned. De andre stimlede til, for at komme ham til Hjelp, men derved brast Isen end mere itu, og Kongen selv, hans Svigerfader Dag frode og nogle og tyve Mænd druknede[28]. Halfdan skal ifølge vore Kongesagaer kun have været 40 Aar, da han omkom[29]. Men denne Angivelse støtter sig vistnok kun paa senere Beregninger, og kan ikke være rigtig. Thi hans Søn Harald Haarfagre kan efter de bedste og rimeligste Beretninger ikke være død førend efter 930, og skal da have været nogle og 80 Aar gammel; hans Fødsel falder saaledes henved 850, og det heder at han ved sin Faders Død var ti Aar gammel; Halfdans Død maa altsaa sættes omkring 860; man kunde endog være fristet til at sætte den noget senere, eller til at antage at Harald idetmindste havde været femten Aar gammel, da Faderen døde og han optraadte som den, der vilde underlægge sig hele Norge. Da man nu af de frankiske Annaler med Vished veed at hans Fader Gudrød eller Godfrid døde 810, og vore egne Sagaer fortælle at Halfdan da var aarsgammel, falder hans Fødsel ved 809, og han maa ved sin Død have været henved femti Aar gammel.

Halfdan var, som det heder, saa vennesæl og aarsæl, at Efterretningen om hans Død bedrøvede alle hans Undersaatter, og at de fornemste Mænd fra ethvert Fylke i hans Rige fordrede at hans Lig skulde begraves hos dem, fordi de troede at det vilde bringe Folket Velsignelse og gode Aaringer. Man enedes tilsidst om at dele det i fire Dele, og lade hver af dem begrave i sit forskjellige Landskab. Hovedet blev højlagt i Skiringssal paa Vestfold, Indvoldene paa Thengilsstad paa Hadeland, Kroppen paa Stein paa Ringerike; en Deel synes ogsaa at være bleven begraven paa Hedemarken[30]. Alle de over disse Dele oprejste Høje kaldte man Halfdanshøje, og man blotede dem i lang Tid. Halfdan blev altsaa, ligesom hans Broder Olaf Geirstad-Alf, efter sin Død tilbedt som sit Riges Landvætte.

Af den hele Fortælling om Halfdan faar man det Indtryk, at hans Afhængighedsforhold til Overkongerne, om det forresten har været anerkjendt, i alle Fald maa have været meget løst. Men disse Overkonger maa, hvad vi allerede have paaviist, i denne Tid have været Sviakongerne, ikke Danekongerne. Olafs og Halfdans Levetid falder især sammen med Hardeknuts aabenbart lidet anseede og omfattende Regjering; det var først hans Søn Gorm og dennes Søn Harald forbeholdt at oprette Daneriget i dets egentlige Vælde. Derimod see vi i al denne Tid Sviakongerne i den nærmeste Forbindelse med den vestfoldske Kongeæt, ej alene i Norge, men ogsaa i Sønderjylland. Gudrøds Sønner, fordrevne fra Vestfold af Harald og Ragnfrid, søge Hjelp hos Sviarne; Kong Halfdans Merkesmand Herjulf Hornbrjot flygtede til Sviakongen Anund; denne Anund tog selv, fordreven fra Riget, sin Tilflugt til Kong Erik i Sønderjylland (840); og siden finde vi Kong Erik medgive Ansgar et Anbefalingsbrev til en anden svensk Konge, ved Navn Olaf, ligesom den Omstændighed, at Ansgar og hans Hjelpere uagtet deres Missionsiver droge det egentlige Danmark forbi, men begave sig umiddelbart fra Sønderjylland til Svithjod, i og for sig antyder en nærmere Forbindelse mellem Sønderjylland og Svithjod, end mellem Sønderjylland og Danmark[31]. Da vi nu tillige erfare, at Kong Anunds Søn Erik sidenefter gjorde Fordring paa Overherredømmet ej alene over Vermeland og Ranrike, men ogsaa over Vingulmark, Raumarike og Vestfold[32], bliver det næsten vist, at ogsaa hans nærmeste Forgængere have været eller idetmindste kaldt sig Overkonger over Viken og Oplandene. Vi have ovenfor (S. 376) kortelig omtalt Sviakongerne efter Bjørn Jernside indtil Erik Anundssøn. Af dem nævnes i Ansgars Levnetsbeskrivelse Bjørn, den i vore Oldskrifter saakaldte Bjørn paa Hauge, ved 829–31. Han viste sig gunstig mod Ansgar og hans Følgesvende, og tillod dem at prædike Christendommen. Bjørn herskede i Sigtuna, med Handelspladsen Birk, hvis Forstander Hergeir selv lod sig døbe[33]. Anund omtales ved 840; han havde, som man af vore Sagaer veed, hersket i Uppsala, men var da fordreven, rimeligviis af Bjørn. Som Konge i Birk, altsaa i Sigtuna med tilhørende Distrikt, nævnes senere (ved 831) hiin Olaf, om hvem det ogsaa fortælles at han gjorde et heldigt Herjetog mod Kurerne, hvis Land tidligere havde tilhørt Sviarne, men som havde løsrevet sig[34]. Denne Olaf, der ikke forekommer i vore Sagaer, maa have været en Søn af Bjørn paa Hauge, og senere være bleven fordreven af Erik Eimundarsøn; han kommer siden frem som Sønderjyllands Erobrer, omtrent ved 891[35].

  1. ↑ Snorre, Harald Haarf. S. Cap. 19.
  2. ↑ Snorre, Halfdan Svartes Saga, Cap. 1, 2. Halfdan Svartes Hist. i Flatøbogen, Cap. 1.
  3. ↑ Landnáma, V. 9.
  4. ↑ Landnáma kalder hende Thora, Kongesagaerne Ragnhild.
  5. ↑ Snorre, Halfdan Sv. Saga, Cap. 3. Halfdan Svartes Hist. i Flatøbogen, Cap. 1. Fagrskinna, Cap. 1.
  6. ↑ De kaldes i Flatøbogens Fortælling om Halfdan (Cap. 2) „Hysing og Hake“. Hake var den tredie Broder, som nedenfor omtales. Dog heder det, hvor Slaget ved Øjeren omtales, at Hysing og Helsing faldt, men Hake flygtede. Hake maa paa første Sted være en Skrivfejl for Helsing.
  7. ↑ Efter Snorre, Halfd. Sv. Saga Cap. 4 faldt Halfdans Fosterfader Ølver den spake ved dette Overfald; efter Flatøbogens Beretning, Cap. 2, var det Ølver, der bragte Halfdan Hjelpetropper.
  8. ↑ Snorre, Halfdan Sv. Saga, Cap. 7. Flatøbogens Fortælling, Cap. 3., jvfr. Snorre, Haakon den Godes Saga, Cap. 11.
  9. ↑ Da det synes, som om Halfdan ogsaa har besiddet Vermeland eller idetmindste en Deel deraf, rimeligviis den nordligste, har vel ogsaa dette som et Opland eller Tilbehør varet inddraget i Foreningen.
  10. ↑ Om Oprindelsen til Navnet Eiðsivar er man ikke ganske paa det Rene. Da det synes at staa i Forbindelse med Distriktets Navn Eið, og da man tillige finder den ovenanførte Form Sefslög (Olafs Saga helga, udg. af Keyser og Unger Cap. 31), synes det at ligge nærmest at tænke sig Sef beslægtet med Sif, Slægtskab og Sefi, Frænde, saa at altsaa Sefslög skulde være „Staldbrødrenes Lov“, og Eiðsivar „Eids-Fællerne, Eids-Foreningen“. Denne Mening hyldes ogsaa af Olafssagas Udgivere, se S. 106. I alle Haandskrifter af den nyere Eidsiva-Lov findes Navnet skrevet Eiðsivaþing. Men i Kongesagaerne finder man Heiðsævislög, Heiðsævisþing (Snorre, Haak. G. S. Cap. 11, Olaf H. S. Cap. 120, i Fornm. S. Cap. 109., Sigurd Jors. S. Cap. 31, 32). Dette Navn synes at være udledet af Heið og Sævi, der er afledet af Sær, Sø, og bruges i Sammensætninger, som grunnsævi, et Sted hvor Vandet er grundt. Ordet heið- maatte man, hvis det ikke ligefrem kan ansees for urigtigt skrevet, antage for et gammelt digterisk Ord for Kostbarheder, Guld o. a. d. Nu fortælles der i Historia Norvegiæ Fol. 2 b., at Vormen etsteds indeholder Guldsand; dette Sted kan alene være ved Eidsvold, hvor der, som bekjendt, ogsaa i nyere Tider har været fundet Guld. Heiðsævi kunde saaledes forklares „det guldholdige Sted i Søen eller Elven“. Imidlertid smager dog dette Navn sterkt af en uheldig Lyst til at ville etymologisere, opstaaet hos en senere Afskriver. Eidsivathings-Lovbøgerne selv blive her stedse den bedste Autoritet. Et andet er, at Sef og Sivar maaskee kunne have en fra vor oven opstillede Formodning forskjellig Betydning. Sef kan betyde „Siv“, og Eiðsivi kunde maaskee være „det sivbevoxte Sted paa Eid“.
  11. ↑ Snorre, Haakon den Godes Saga Cap. 11. Jevnfør de ovenanførte Steder, og de fortrinlige Bemerkninger ved Cap. 31 i Ólafs Saga helga, udg. af Keyser og Unger, i denne Udg. S. 105, 106.
  12. ↑ I Harald Haarf. Saga Cap. 15, heder det udtrykkeligt, at Bonden Aake i Vermeland, havde været Halfdan Svartes Mand.
  13. ↑ Borgarthinget havde vistnok en Tid sit eget Thingdistrikt, men deres Lov var desuagtet oprindeligt Eidsivathingsloven. Ved at sammenligne de eneste Levninger, vi have tilbage af de ældre Eidsivathings- og Borgarthings-Love, nemlig Christenretterne, med hinanden, finde vi Overeensstemmelse i alt det væsentlige, og de nærme sig til hinanden langt mere end til Gulathings- eller Frostathings-Christenretterne eller disse til hinanden indbyrdes. Den gautske Indvirkning viser sig ogsaa temmelig kjendeligt i dem, især med Hensyn til Valget af enkelte Ord og Talemaader.
  14. ↑ Et Sagn, der dog mangler Hjemmel i de nu existerende Oldskrifter, beretter at Herjulf havde faaet Navnet Hornbrjot, fordi han havde dræbt en af Kongens Hirdmænd med et Drikkehorn, og at dette var Anledningen til hans Flugt. Se Peder Claussens Norges Beskrivelse.
  15. ↑ Grændsetraktat med Sverige af 1268, i Norges gl. Love, II. S. 487, og i Annaler for nordisk Oldkyndighed 1844–45 S. 147.
  16. ↑ I vore Kongesagaer, f. Ex. Sverres Saga Cap. 12, kaldes Herjedalen altid endog Herdalir. Navnet Herjúlfsdalr findes aldrig.
  17. ↑ Fagrskinna, Cap. 2.
  18. ↑ Snorre, Halfdan Svartes Saga Cap. 5. Hr. Hauk Erlendssøn, om Ragnars Sønner. Cap. 5. Flatøbogen, om Halfdan Svarte, Cap. 2. Hvis man her ikke ved „Hadeland“ skal forstaa det til Hadafylke hørende Thoten, da blive Sagnets Angivelser, at Ragnhild førtes fra Hadeland over Mjøsen til Hedemarken, ubegribelige. Men da vi ellers ikke finde Halfdan i synderlig fast Besiddelse af Hedemarken, skulde man snarest tro at Sagnet i sin ældste Form har henlagt Halfdans Opholdssted, da denne Begivenhed foregik, til Hadeland, og ladet ham spejde over Randsfjorden. Ordet „Vogn“ istf. „Slæde“ er ogsaa mistænkeligt.
  19. ↑ Fulda-Annalerne, hos Pertz, Monum. hist. Germ. I. p. 408. Adam Brem. I. 49.
  20. ↑ Adam. Brem. I. 50.
  21. ↑ Snorres Ord: „der er en lang Saga om ham“, og den Begivenhed af hans Liv, der i Korthed berøres, at han, tolv Aar gammel, dræbte Berserken Hildebrand, vise med Bestemthed, at hans Bedrifter virkelig have været forevigede i en Saga; men om denne Saga havde et historisk Grundlag, eller kun var en af de sædvanlige opdigtede Æventyrsagaer, er det nu naturligviis ikke muligt at komme paa Spor efter.
  22. ↑ Hvad der især synes at vidne herom, er de allerede overfor paapegede geographiske Usandsynligheder, deels og den Maade, hvorpaa Iissarten beskrives; der tales nemlig, som i Fridthjofs Saga, ikke om en Slæde, men om en Vogn. Og dertil bærer den hele Sammensætning Præg af Læsning i de frankiske Krøniker, maaskee og i Mag. Adams Verk.
  23. ↑ Snorre, Halfdan Svartes S. Cap. 6.
  24. ↑ Snorre, Halfdan Svartes S. Cap. 7. Flatøbogen, om Halfdan Svarte Cap. 3. (Fornm. Sögur, X. 169). Fagrskinna Cap. 3. Merkeligt er det, at der ved denne Lejlighed tales om Thorleif spake. Dette Navn synes nemlig i flere Generationer at være henført til Kongernes fornemste Raadgivere. Om Haakon den Gode (Snorre, Haak. G. S. Cap. 11) fortælles det, at han indrettede Gulathingslagen efter Thorleif den spakes Raad; Heidsævisloven, heder det her, havde Halfdan Svarte forhen indrettet, og naar nu i Fortællingen om Halfdan Svarte Thorleif omtales som hans Raadgiver, synes man at maatte slutte, at Sagnet har tænkt sig ham ogsaa som Raadgiver ved Indretningen af Eidsivaloven. Endnu en Thorleif spake omtales paa Olaf Tryggvessøns Tid, og fra ham udledede en berømt Slagt (hvortil Ragnvald den hellige, Jarl paa Orknøerne hørte) sin Herkomst. Nogle af disse Thorleifer synes neppe at have været historiske Personer.
  25. ↑ Flatøbogen, om Halfd. Svarte, Cap. 4–6. Fornm. Sögur X. S. 170–175.
  26. ↑ Snorre, Halfd. Svartes S. Cap. 8. Her er det Finnen, som beder Harald drage hjem, fordi hans Fader er død.
  27. ↑ Flere have ogsaa søgt at hjelpe sig med den Forklaring, at Dovre har været en anseet Høvding, som fostrede Harald; en Forklaringsmaade der dog er saare mislig.
  28. ↑ Fagrskinna Cap. 4. Snorre, Halfd. Sv. S. Cap. 9. Flatøbogen, om Halfd. Sv. Cap. 7. Ágrip af Noregs konunga sögum Cap. 1. Histor. Norvesg. Fol. 7. a. Der er endnu et Sagn paa Hadeland om at Halfdan druknede ved at kjøre tilbage fra et Besøg hos en Frue paa Hermandsrud, vestenfor Randsfjorden. (Fayes norske Sagn S. 164). Det rimeligste er dog kun at han kjørte over Røkensvigen, eller den Vig af Randsfjorden der skærer sig ind til Røken forbi Brandabu Kirke; thi paa hiin Tid var vel neppe Vestsiden af Randsfjorden bebygget.
  29. ↑ Snorre, Halfd. Sv. Saga Cap. 9.
  30. ↑ Beretningerne ere lidt afvigende. Snorre (Halfd. Sv. S. Cap. 9) siger at Liget blev flyttet til Ringerike for at begraves der, men at der indfandt sig Mænd fra Vestfold, Raumarike og Hedemarken, for at faa det med sig; at det derfor blev deelt i fire Dele, men at Hovedet blev lagt ved Stein paa Ringerike. De øvrige Dele maa altsaa efter det forudskikkede være blevne højlagte paa Vestfold (rimeligviis i Skiringssal), Raumarike og Hedemarken. Flatøbogens Beretn. om Halfd. Svarte Cap. 7 stemmer hermed, kun med Undtagelse af at istf. Hedemarken sættes Vingulmark. Fagrskinna, som ovenfor er fulgt, siger ej i hvor mange Dele Liget blev deelt, men nævner kun Thengilsstad, Stein og Skiringssal, og lader de enkelte Stykker fordeles som oven anført. Derved komme to Stykker (Indvoldene og Kroppen) paa Hadafylke. Det maa dog ellers bemerkes, at der maa ansees noget tvivlsomt, hvorvidt Hedemarken og Raumarike virkelig løde under Halfdan ved dennes Død.
  31. ↑ Vita Ansgarii, Cap. 10.
  32. ↑ Snorre, Har. Haarf. Saga Cap. 14.
  33. ↑ Vita Ansgarii, Cap. 10.
  34. ↑ Vita Ansgarii, Cap. 16.
  35. ↑ Adam af Bremen, 1ste B. Cap. 50.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/1/56&oldid=49371»