Det norske Folks Historie/1/58

Det er altsaa bævet over enhver Tvivl, at Nordmændenes første større Herjetog til de britiske Øer fandt Sted i Aarene 794–797, og at de da strakte sig ej alene til Northumberland, men ogsaa til Irland, Syderøerne og maaskee til Orknøerne, Shetlandsøerne og Færøerne. I de nærmeste Aaringer derefter hører man ej om nogen nye Tog til England, og kun om enkelte, der desuden synes at have været af mindre Betydenhed, til Irland, men derimod om en heel Mængde til Frisland og Saxland. At flere af disse Herjetog til Frisland og Saxland rimeligviis stode i Forbindelse med Fejderne mellem Sønderjylland og Franker-Riget, er allerede ovenfor nævnt. Gudrød gjorde Begyndelsen ved sit store Tog til Frisland, og naar vi sidenefter ej høre om noget lignende Tog, førend i 820, da hine 13 Skibe, efter forgjæves at have gjort Landgang i Flandern og ved Seinemundingen, endelig landede og herjede i Aquitanien, da er Aarsagen rimeligviis de indre Stridigheder, der fandt Sted mellem Medlemmerne af den vestfoldske Kongefamilie i de første Aar efter Gudrøds Død. Disse 13 Skibe tilhørte, som oven anført, efter al Rimelighed de to i Aaret 819 fordrevne Sønner af Gudrød. I Aquitanien plyndrede de Øen Bouin, og vendte rigt belæssede med Bytte tilbage[1]. Det var dog paa denne Kant især Klosteret Noirmoutier paa Øen Her, som hjemsøgtes; det opbrændtes af Nordmændene i Aaret 830[2], og Kejseren maatte tage Øen under sin særskilte Beskyttelse[3]. I 833 viste Nordmændene sig atter her, men bleve slagne af Grev Rainald af Herbauge i et langvarigt og blodigt Slag, hvori 484 af dem tilsatte Livet[4].

De frankiske Monarcher havde paa denne Tid begyndt at tage Nordmænd i deres Tjeneste og give dem Forleninger for at forsvare Kysterne mod deres Landsmænd. At de tillige antoge Christendommen, synes at have været en Betingelse, der fulgte af sig selv. Allerede i Aaret 807 omtales en Nordmannahøvding, Halfdan, der med en stor Skare underkastede sig Kejseren og lovede ham bestandig Troskab[5]. Man skulde formode, at han har faaet en Forlening paa Øen Walcheren; idetmindste nævnes en Heming, Halfdans Søn, og ivrig Christen, blandt de Høvdinger, som faldt ved Nordmændenes Angreb i Aaret 837. Da Kong Harald var bleven døbt i Aaret 826 fik han, som oven omtalt, tilligemed Brodersønnen Rørek udstrakte Forleninger, nemlig ej alene en Strækning nordenfor Elben, grændsende til Sønderjylland, men ogsaa Hriustri og selve Dorestad, hvilke Forleninger de ogsaa beholdt efter at være fordrevne fra Sønderjylland. Naar vi siden læse om de voldsomme Angreb, Nordmændene i Aarene 834 og 837 foretoge paa Frisland og især paa Dorestad, synes det næsten som om de her ikke lededes alene af Krigs- og Bytte-Lyst, men ogsaa af Fiendskab til Harald, hvis ellers ikke denne har spillet under Dække med dem og selv opmuntret dem til at komme. Der er virkelig et og andet, som tyder hen herpaa. Ludvig den Frommes Sønner laa paa denne Tid i Strid med deres Fader. En af deres Mænd, der især satte dem op og pustede til Uvenskabet, var Erkebiskop Ebo af Reims, som ved denne sin Utaknemmelighed mod Kejseren i høj Grad fordunklede den Fortjeneste, han forresten har indlagt sig ved sin Iver for at omvende Danerne til Christendommen. Vi have seet, at han allerede i Aarene 823 og 824 havde opholdt sig blandt Danerne eller ved den danske Grændse, og døbt en heel Deel af dem. Der fortælles udtrykkeligt, at han ogsaa prædikede for Kong Harald, og at det især var hans Overtalelser, der bragte denne til at antage Christendommen[6]. Fra denne Tid af synes der at have været et ivrigt Venskab mellem Ebo og Nordmændene. Da Hlothar, Kejser Ludvigs ældste Søn, i Aaret 834 ved sin Herskesyge havde lagt sig ud med sine Brødre, og Kejseren, der nu understøttedes af sine andre Sønner, slap ud af sit Fangenskab i Soissons, vovede Ebo ikke længer at dvæle i sit Erkesæde, men flygtede en Nat fra Reims, ledsaget af nogle med Elvene og Havnene velbekjendte Nordmænd, og medbringende alle de Kostbarheder, han i Hast kunde samle[7]. Han tog, heder det, Vejen til Nordmændene. Om han virkelig begav sig heelt til Sønderjylland, er uvist; derimod veed man, at han en Stund opholdt sig hos Ansgar i Hamburg, hvor han endnu samme Aar blev paagreben af Kejserens Tilhængere og siden holdt i Fangenskab, indtil han Aaret efter paa Mødet i Thionville højtidelig erkjendte sin Brøde og frivilligt frasagde sig sit erkebiskoppelige Embede. Det kan altsaa neppe være andre Nordmænd, Ebo flygtede til, end Kong Harald i dennes nordalbingiske Lehn; og naar vi nu see Nordmænd strax efter gjøre voldsomme Angreb paa Frisland med Saxer og Daner i Følge, tildeels endog begunstigede af enkelte blandt Friserne selv, medens Kejseren paa sin Side med usædvanlig Omhu tager sig af Landets Forsvar og opholder sig i dets Nærhed, synes det som øm den umiddelbare Følge af Kejserens Gjenindsættelse var for Harald været den, at han som Ebos, og følgelig som Hlothars Ven, har mistet sin dorestadske Forlening, og at de paa Frisland foretagne Angreb have haft til Hensigt, deels at skaffe ham denne Forlening tilbage, deels at tjene som en Diversion til Hlothars Fordeel. Det siges etsteds endog udtrykkeligt, at Harald og Danerne havde forvoldt Kejser Ludvig mange Ulemper. Man øjner Ebos Intriger og Opmuntringer i Baggrunden.

Det vilde kun være trættende, om vi her omstændeligt opregnede alle de Angreb, Nordmændene i de nævnte Aar foretoge paa Frisland. Hvert eneste Aar fra 834 til 837 hjemsøgte de det, og i 838 hindredes de kun ved en voldsom Storm, der ødelagde deres Skibe, fra at fornye Angrebet[8]. Hver Gang gik det især ud over Dorestad, og man maa enten formode at Ødelæggelserne ej have været saa store, som de beskrives, eller og at Byen i en mageløs kort Tid har rejst sig igjen efter hver Ødelæggelse; dette maatte da igjen vidne om dets store Handelsrørelse og overordentlige Hjelpekilder. Det voldsomste og meest omfattende Angreb skede i 836, da Nordmændene foruden Dorestad ogsaa herjede Antwerpen og Handelspladsen Witla (Geer-Vliet): de trængte heelt op til Mecheln, hvor de opbrændte St. Rumolds Kirke og herjede Byen; de standsede først ved Lier i Brabant, hvor de forgjæves søgte at opbrænde St. Gommars Kirke, og hvor to af deres Anførere, Rolf og Ragnar, pludselig døde: en Begivenhed, hvori Landets Indbyggere naturligviis saa Helgenens beskyttende Virksomhed[9]. Ved denne Lejlighed heder det udtrykkeligt, at Nordmændene havde Daner og Saxer i Følge med sig[10]. Det følgende Aar herjede de Walcheren og dræbte deres oven omtalte Landsmand, Heming Halfdanssøn; og Kejseren, der allerede havde bestemt sig til at rejse til Rom, maatte nu indstille Rejsen og drage til Nimwegen, der ikke ligger langt fra Dorestad, hvor Nordmændene allerede vare komne, og huserede paa sædvanlig Viis. Ved Efterretningen om Kejserens Nærmelse skyndte de sig bort. Kejseren foretog nu en alvorlig Undersøgelse af Kystvogternes Færd. Det viste sig, at flere af Friserne havde viist sig ulydige, (rimeligviis havde de spillet under Dække med Nordmændene) og saavel de gejstlige som verdslige Herrer fik derfor streng Befaling at holde dem til Lydighed, ligesom der ogsaa blev givet Befaling til at have en Flaade i Beredskab[11].

Imidlertid havde den gamle Kejser deelt Landene mellem sine Sønner, og Hlothar havde foruden Italien faaet det meste af hvad der laa østenfor Maas, saaledes ogsaa Frisland. Der var altsaa, som man skulde formode, ikke længer nogen Grund forhaanden for Nordmændene til at herje her. Med Kong Erik i Sønderjylland var der sluttet Fred. Da døde den gamle Kejser i Aaret 840, og strax udbrøde de gamle Stridigheder mellem hans Sønner med fordoblet Hidsighed. Og nu, heder det i en gammel Krønike, forsømtes Kystbevogtningen, Fiendernes Tal forøgedes, og Nordmændenes, Danernes og Briternes Mængde voxede til det utallige; de Christne bleve paa alle Kanter hjemsøgte med Plyndring Mord og Brand[12]. En af Kejser Hlothars første Foretagender var at give de saakaldte Lazzer blandt Saxerne Frihed til at vende tilbage til Hedendommen, imod at følge hans Banner, og at overlade Kong Harald, der havde tilføjet Riget saa megen Skade, Walcheren tilligemed de nærliggende Egne i Forlening[13] (841). Da Chronisten, som fortæller dette, beklager, at Hedninger og Forfølgere af Christendommen paa denne Maade bleve foretrukne for Christne, maa man formode, at Harald er falden tilbage igjen til Hedendommen. Hans Overgang til Christendommen havde neppe heller været oprigtig. Han nævnes allersidst i Aaret 842 blandt en Deel Befalingsmænd, Hlothar efter Slaget ved Fontenai havde efterladt ved Moselen, for at formene hans Brødre Overgangen, hvilket dog ikke lykkedes dem, da de ved Efterretningen om at Ludvig og Karl nærmede sig, flygtede forskrækkede bort[14]. At Harald havde nogen Deel i det skrækkelige Overfald paa Hamburg, som ovenfor (S. 375) er omtalt, synes ikke rimeligt Dette udgik, som man ved Sammenligning af de forskjellige Beretninger kan skjønne, fra den Flaade, Kong Erik havde sendt opad Elben mod Kong Ludvig, og Harald var rimeligviis paa den Tid allerede død.

Vi have seet at Kong Erik mod Slutningen af sin Regjeringstid traadte i et mere venskabeligt Forhold til Frankerne, straffede selv de fra Plyndringstog hjemvendende Vikinger, og lod sig endelig ved Ansgars Bestræbelser overtale til at antage Christendommen. Men dette hindrede dog ikke andre Vikingeskarer fra at herje det frankiske Riges Kyster. Det heder udtrykkeligt, at efterat Kong Erik, foruroliget af sine to Frænder, havde seet sig nødt til at dele Riget med dem, samlede Rørek, Haralds Brodersøn, strax en Hær af Nordmænd, og herjede Frisland. Det synes heraf temmelig klart, at Rørek selv bar været den ene af disse Frænder, at han har traadt fiendtlig op mod Erik, tvunget ham til at give sig et Stykke Land, og derpaa benyttet sig af sin nys vundne Magt til at gjenerhverve sine Besiddelser i Frisland[15]. Her havde han nemlig fra tidligere Dage besiddet Dorestad. Men efter Haralds Død (rimeligviis ved 844) var han, som Rygtet gik, bleven falskelig anklaget hos Hlothar for Forræderi, og holdt i Forvaring, Men han havde fundet Lejlighed til at flygte, og havde taget sin Tilflugt til Kong Ludvig den tydske, i hvis Rige han en Stund opholdt sig blandt de nordalbingiske Saxer, altsaa i Haralds gamle Lehn; her samlede han, heder det, en Hær af Daner, og gav sig til at herje paa Kysterne af Hlothars Riger, hvor han endelig satte sig saa fast i Besiddelse af Dorestad (850), at Hlothar ej formaaede at jage ham bort, men maatte bekvemme sig til at tage ham til Naade og give ham Dorestad med de tilgrændsende Grevskaber, rimeligviis det saakaldte Kennemarland, i Forlening[16]. Naar vi læse om Plyndringstog, som Nordmændene i Aarene 845, 846 og 847 foretoge til Flandern, i hvilket sidste Aar det allerede lykkedes dem at indtage Dorestad[17], bliver det os klart at Anføreren for disse Tog maa have været Rørek, at denne tillige i Aarene 849 og 850 har ført Krig med Kong Erik og tvunget ham til at afstaa en Deel af sit Rige, men endelig, efter at have opnaaet dette, med fornyet Kraft og Held har hjemsøgt Frisland. Den anden Frænde af Kong Erik, der tilligemed Rørek foruroligede ham i Aaret 850, kan neppe have været nogen anden end Gudrød (Godfrid) Haralds Søn, om hvem det udtrykkeligt heder at han fem Aar senere (855) efter Erik den ældres Død, i Forbindelse med Rørek drog tilbage til sit Fædreland for at komme i Besiddelse af Riget, men maatte tillige med ham vende tilbage til Frisland med uforrettet Sag, da de ej fandt nogen Bistand[18]. Gudrød gjorde ogsaa et Tog opad Scheldefloden, hvorfra Hlothar og Karl med forenede Kræfter søgte at drive ham tilbage, men forgjæves. De bleve nødte til at indgaa Forlig med ham, og give ham et Stykke Land i Forlening (853)[19].

Flandern og Frisland var ikke det eneste Sted, hvor Nordmændene satte sig fast. De havde paa denne Tid allerede skaffet sig Fodfæste ved Mundingen af de fleste betydelige Floder i Frankrige. Fra 843 af synes en Afdeling af dem at have taget fast Ophold ved Loireflodens Munding. Efter at have herjet Byen Nantes og dræbt Biskoppen og mange Prester foruden en Mængde Lægfolk af begge Kjøn, plyndrede de de nedre Egne af Aquitanien; endelig, heder det, sloge de sig ned paa en Ø, førte Huse derover fra Fastlandet og besluttede at overvintre her, som om de vilde blive der for bestandig[20]. Denne Ø er rimeligviis den før omtalte Her eller Noirmoutier, hvor de allerede tidligere havde været. Disse Nordmænd kaldes i en paalidelig Krønike udtrykkeligt „Vestfoldinger“[21], de have saaledes enten været fra Vestfold eller de have staaet under vestfoldske Kongesønners Anførsel. En anden Afdeling hjemsøgte Gironden og gik lige op til Toulouse. Derfra droge de til Nordspanien og angrebe Galicien, hvis Indbyggere dog forsvarede sig tappert og dreve dem tilbage med stort Tab. En Deel af dem vendte nu tilbage til Bordeaux, som de herjede; andre forsøgte sin Lykke i de sydligere Dele af Spanien og sejlede opad Guadalquivir til Sevilla, som de belejrede i 14 Dage. Efter et blodigt Slag mod Maurerne drøie de til Cadiz og andre Steder, skjændende og brændende hvor de kom frem; endelig vendte de tilbage til Sevilla, og kæmpede paany en heel Dag med Maurerne, der mistede en Mængde Folk. Ved Efterretningen herom samlede den mauriske Emir Abdorrahman en stor Hær, og nødte efter en lang og haardnakket Kamp Nordmændene til at vige. Det var især de fortrinlige Krigsmaskiner, som baade her og tidligere i Galicien gjorde Udslaget. Efter nogle faa Dages Ophold i Nærheden af Sevilla begave de sig, ved Efterretningen om at Abdorrahman samlede en ny Hær og Flaade, bort igjen, og droge over Lissabon tilbage[22], rimeligviis til Gironden, da vi erfare at Nordmændene i Aaret 845 satte sig fast i Aquitanien[23]. Saaledes vare Nordgermanerne, hvis Bekjendtskab som „Russer“ Araberne allerede forlængst havde gjort i Østen, ogsaa nu paa Andalusiens Sletter komne i Berørelse med Moslemerne; og det er et sterkt Beviis paa de videnskabeligt dannede Arabers Indsigt i Geographien og de ethnographiske Forhold, at de ogsaa i de Nordmænd, der herjede i Spanien, gjenkjendte det samme Folk, som de i Østen plejede at kalde Russer[24]. Et nyt Tog til Nordspanien (Asturien) omtales ved 850, og samme Aar blev Bordeaux opbrændt[25]. Der tales endog hos en arabisk Forfatter om hyppigere Gjentagelser af disse Tog. Man maa derfor antage, at Gironde-Nordmændene oftere, end det af frankiske Skribenter omtales, indfandt sig i Spanien[26]. Fra 841 af var Seinens Munding besat med Vikingehære[27], de satte sig fast paa en liden Ø nær ved Oissel[28], og foretoge herfra ødelæggende Plyndringer langt op i Landet. Især hjemsøgte de Rouen og Paris, hvilken sidste Stad de erobrede og mishandlede i 845, 857, 861[29]. Paa samme Maade strejfede Loire-Nordmændene i Aarene 853, 854, 856 og 857 op til Tours, Blois, Orleans; i 865 lige til Fleury, hvis Kloster de brændte[30]. Ikke sjælden vovede Vikingerne sig over fra den ene Flod til den anden og flere Mile op i Landet, udbredende Død og Ødelæggelse hvor de kom frem. Endelig vovede de sig ogsaa ind i Middelhavet (859–860), herjede paa Spanien og Mauritanien, plyndrede Majorca og Formentera, og skulle være komne til Grækenland; de løb op ad Rhonefloden, og sloge sin, efter at have plyndret nogle Byer og Klostre, ned paa Øen Camargue ved Rhonemundingen. Herfra trængte de op lige til Valence, siden gjorde de et Tog til Italiens Kyst og herjede Pisa tillige med nogle andre Byer[31]. Paa samme Tid havde en anden Hob, bestaaende af Daner, sat sig fast i Nordfrankrige ved Mundingen af Elven Somme. Kong Karl den skaldede formaaede intet mod disse talrige Sværme, der aldeles spillede Mester i Landet. Han havde kun det Middel, at kjøbe den ene Sværm til at bekrige den anden. Saaledes havde han faaet det Løfte af Vikingerne i Somme, at de mod en Betaling af 3000 Pund Sølv skulde forjage Nordmændene i Seinen, og Karl paalagde i den Anledning en svær Skat, fra hvilken ikke engang Gejstligheden blev fritagen[32]. Men Pengesummen blev ikke ordentligt betalt, og istedetfor at drage mod Seine-Nordmændene, satte hine Vikinger over til England, hvor de indtoge Winchester. Herfra bleve de dog forjagede af de wessexiske Høvdinger, og nu endelig sejlede de opad Seinen og begyndte at belejre Seine-Nordmændene i disses Borg paa Øen ved Oissel, imod at Karl forpligtede sig til at forhøje Betalingen fra 3000 til 5000 Pund Sølv, og derhos sende dem rigelig Tilførsel, for at de ej skulde plyndre. En anden Hær af Daner kom siden til, og forenede sig med dem. Da de Belejrede efter en Tids Forløb merkede at de ikke længer kunde holde sig, hjalp de sig uden Videre ved at byde Kongen over; de betalte 6000 Pund, deels i Guld, deels i Sølv, til Belejrerne, som nu ophævede Belejringen, sluttede Forbund med dem, og sejlede ud af Seinen til Havet igjen. Da Vintren her hindrede dem i at drage ud paa noget nyt Tog, fordeelte de sig i Vinterkvarterer i forskjellige Byer lige til henimod Paris[33].

Historien har opbevaret Navnene paa flere af de nordiske Høvdinger, der hjemsøgte Frankrige. I Spidsen for Loire-Nordmændene nævnes den af sine Vikingebedrifter i Frankrige faa berømte Hasting[34]. Hans første Angreb skal allerede have fundet Sted i 841; da, fortælles der, sejlede han op ad Loire med en stor Skare af Daner, lagde Amboise i Aske, herjede Landet mellem Loire og Cher, og belejrede endelig Tours, men Indbyggerne bragte deres Skytshelgen St. Martins Been op paa Muren, og derved bleve de Danske drevne paa Flugten med stort Tab[35]. Der er imidlertid meget, som taler forat antage dette Tog for det samme store Tog opad Loire, hvilket samtidige Annalister omtale i 843. Thi vi ville nedenfor see, at flere af den saakaldte Hastings Hovedbedrifter sættes to Aar for tidligt, ligesom hans Tilværelse i det Hele taget er mere end tvivlsom. Han nævnes ikke af de samtidige Annalister, men spiller derimod en desto større Rolle hos yngre Skribenter. Han udgives, besynderligt nok, for at være en fød Franskmand af den simpleste Herkomst, fra en Landsby i Nærheden af Troyes. Af Ærgjerrighed skal han have forsøgt sin Lykke hos Nordmændene, og snart have erhvervet stor Anseelse iblandt dem[36]. Han opfostrede, fortælles det, Kong Lodbroks Søn Bjørn Jernside, og da denne efter Landets Skik med en stor Skare tinge Mennesker ved Lodkastning var bleven nødsaget til at forlade sit overbefolkede Fædreland, fulgte Hasting med som Anfører, og samlede om sig en Mængde stridslystne Folk. Førend han viste sig i Loire, havde han herjet i Flandern, og strejfet lige op til Noyon[37]. I Aaret 843 skal han med Bjørn have hjemsøgt Paris. Men da samtidige Annalister ej vide af nogen Plyndring af Paris førend i 845, er det tydeligt at det er denne, hvortil der sigtes, og at den (ligesom Toget opad Loire) er sat to Aar tidligere end den virkelig fandt Sted[38]. Endnu engang nævnes han to Aar for tidligt, hvor der tales om et Tog, han i Aaret 857 skal have foretaget til Italien. Thi dette Tog er umiskjendeligt det forhen omtalte til Rhonemundingen, Grækenland og Italiens Vestkyst, hvilket ældre Krøniker henføre til 859 og 860[39]. Hasting, fortælles der, begyndte at fatte endnu ærgjerrigere Planer, og at tragte efter det kejserlige Diadem. Han besluttede at overfalde Rom, og sejlede ind i Middelhavet, men en Storm drev hans Flaade til Byen Luna nær ved Carrara. Hasting troede imidlertid at dette var Rom, og udfandt en List, for med Lethed at faa den erobret. Han sendte Bud til Biskoppen og Befalingsmanden med den Hilsen, at han kun af Storm var fordreven didhen paa sin Hjemrejse, at han havde fredelige Hensigter og desuden laa dødeligt syg; hans ydmyge Ønske var kun at blive optagen i de Christnes Tal. Glade herover, tilsagde Biskoppen og Befalingsmanden ham Fred og Venskab. Byens Porte aabnedes for hans Mænd; han blev baaren til Kirken og døbt, idet Biskoppen og Befalingsmanden selv stode Fadder til ham. Derpaa blev han bragt ombord igjen. Natten efter opstaar der en forfærdelig Veklage blandt de Fremmede, det heder at Hasting er død, og at han skal begraves ved Kirken. Virkelig kommer et Ligtog, hvor Hasting bæres paa en Baare som død, og Biskoppen staar rede til at holde Sjælemesse for ham, da han med eet springer lys levende ned af Baaren, kaster Ligklæderne og staar i fuld Rustning. Hans Folk kaste ligeledes Kapperne af, og staa fuldrustede der, selv fælder han Biskoppen og Befalingsmanden, hans Mænd anrette et skrækkeligt Blodbad, og erobre Byen. De erfarede nu at denne By ikke var Rom, og da de ej havde Udsigt til at gjøre flere Erobringer, besluttede de at drage hjem. Paa Hjemvejen led Bjørn Skibbrud ved Englands Kyst, og reddede med Nød og neppe Livet; derfra satte han over til Frisland, hvor han døde. Hasting begav sig til Kong Karl, forlangte og fik Fred, og blev forlenet med Chartres.

At der blandt de nordmanniske Høvdinger paa denne Tid ogsaa har været en ved Navn Hasting, kan ikke ligefrem benegtes, men at han neppe har spillet den Rolle, de Forfattere, der omtale ham, ønske at tillægge ham, maa antages som vist. Ikke alene er det mistænkeligt, at de samtidige Annaler ej nævne hans Navn[40] og sætte de større Foretagender, hvori han skal have deeltaget, to Aar sildigere end hine Forfattere[41], men den Krigslist, hvorved han skal have erobret Luna, er ej andet end hvad der hos andre, nordiske og fremmede Forfattere, tillægges andre enten nordiske, eller nordmanniske, eller i den nordmanniske Historie indgribende Helte, nemlig den norske Konge Harald Haardraade, den danske Kong Frode, de nordmanniske Fyrster Robert Viskard og Roger i Italien, og den tydske Kejser og nordmannisk-neapolitanske Konge Frederik II.[42] Dertil kommer, at man ikke engang er paa det rene med hans Navn, siden en Forfatter kan sige, at han sædvanligviis plejede at kaldes Gurmund[43], et Navn, der ogsaa af en anden Forfatter tillægges en norsk Høvding, som havde været med paa Toget til Afrika, og efter at have udført Heltebedrifter i England, endelig blev dræbt enten i Frankrige eller Wales[44]. Hvad der endelig gjør Udslaget, og hvad der stempler denne Hasting, hvis Bedrifter vi her have skildret, til en i sildigere Tider opdigtet Sagnfigur, er at vi i de paalidelige engelske og franske Annaler fra anden Halvdeel af det 9de Aarhundrede finde mellem Aarene 867 og 893 en historisk Hasting, om hvis virkelige Tilværelse der ej kan være mindste Tvivl, hvis Bedrifter tillige ere frie for de romantiske Udpyntninger, der næsten ganske optage Beretningerne om den ældre Hasting, og hvilken endelig udtrykkelig det Tog op ad Loire tillægges, der i den ovenfor meddeelte Beretning henføres til Aaret 841[45]. Fortællingen om Nordmændenes Bedrifter i Loiren og Seinen 843 og 845, og isærdeleshed om deres Tog til Italien og Sydfrankrige 859 og 860 maa, som man tydeligt kan see, have levet i Folkesagnet. Om Lunas Indtagelse var der endog Sagn i Italien[46]. Endog i Norden maa et dunkelt Sagn have vedligeholdt sig derom, thi hvor meget end den Beretning, Ragnar Lodbroks Saga meddeler om Togene til Wiflisburg og Luna kan være forvansket ved fremmede, nyere Tilsætninger, saa indeholder den dog saa meget, der bærer Præg af Oprindelighed og Egthed[47], at den umuligt kan antages, heelt og holdent at være laant fra udenlandske Krøniker og Digte, og man gjenkjender dog ved første Øjekast den Begivenhed, den omhandler, for at være den samme som den, der af de nordmanniske Forfattere tillægges Hasting. Begivenheden var i sig selv saa merkelig, at Sagnfortællerne følte Trangen til at knytte den til et bestemt historisk Navn. De nordmanniske Forfattere valgte Hasting. De kunde ej vælge Gange-Rolf, da de vidste at han ej havde været i Italien. De holdt sig derfor til den næst ham berømteste Helt, Hasting, hvis Bedrifter ikke, som Rolfs, alene havde indskrænket sig til Nordfrankrige. De udsmykkede tillige Beretningen med endeel Sagn, der synes at have været egne for Nordgermanerne, og at have fulgt dem i alle deres Udvandringer. Vore egne Forfattere valgte deres fornemste Sagnhelte fra hiin Tid, nemlig Ragnar Lodbroks Sønner. Og forsaavidt der her kunde være Tale om at nævne visse navngivne Høvdinger som Anførere paa det italienske Tog, var det ogsaa i sig selv rimeligere at gjette paa de yngre saakaldte Lodbrokssønner, end paa Hasting. Hvad Navnet Gurmund angaar, da kunde det lige saavel være laant fra den paa Alfreds Tid bekjendte Vikingehøvding Gudrum, som Navnet Hasting er laant fra den sildigere Hasting.

Hvad den Bjørn Jernside angaar, der skulde have ledsaget Hasting som hans Fostersøn, da staar hans Personlighed paa endnu svagere Fødder. End ikke den nordmanniske Forfatter Dudo, fra Begyndelsen af ilte Aarhundrede, der ellers nævner Hasting, vred noget om Bjørn; den første, der omtaler ham, er en Forfatter fra Slutningen af det 11te Aarhundrede, og hans Navn anføres endog i en Form (Bier), der øjensynligt er laant fra nordmannisk-franske Sange eller Krøniker, eftersom den Form, hvorunder Navnet Bjørn forekommer i de paalidelige Annaler fra 9de Aarhundrede, er Bern eller Berno[48]. Bjørn maa saaledes være kommen ind i Sagnet om Hasting ved Midten af det 11te Aarhundrede. Men paa denne Tid havde der, især ved Knut den Mægtiges Erobring af England og den Mængde Nordboer, som derved kom i Berørelse med Nordmannerne, været Anledning nok for disse til at lære de nordiske Sagn om Lodbroks Sønner at kjende, og at anvende dem i sine egne Kvad og Fortællinger. Og virkelig begynder ogsaa Navnet Lodbrok først fra denne Tid af at vise sig hos de nordmanniske Chronister. Det er saaledes at antage, at disses Bjørn Jernside er laant fra den nordiske Sagnkreds om Lodbrok og hans Sønner[49]. Men forsaavidt de yngre Lodbrokssønner virkelig vare Hovedanførerne paa Toget til Italien, er det ikke usandsynligt, at en af dem kan have hedt Bjørn, paa Grund af den almindelige Skik, at opkalde Forfædre[50]. En samtidig Chronist nævner desuden en Berno Nortmannus, der i Aaret 855 sejlede op ad Seinen med en stor Flaade, forenede sig med nogle andre, tidligere ankomne Vikinger, anførte af en Sigtrygg, og strejfede med dem heelt op til Perche i Champagne. Karl den skaldede slog ham, heder det, i et stort Slag, og Sigtrygg forlod ogsaa i det følgende Aar Seinen, men Bjørn byggede sig en Borg paa en Ø i Seinen (rimeligviis har han kastet sig ind i Borgen ved Oissel) hvor Karl forgjæves belejrede ham. Ved et Forlig i Verberie skal han have traadt i Karls Tjeneste (858), dog henføres hiin Belejring af hans Borg til 859. Underkastelsen har saaledes neppe været oprigtig. Den nysnævnte Sigtrygg havde allerede i 852 tilligemed Gudrød været oppe i Seinen, og overvintret der til 853. Da var det at Gudrød modtog et Stykke Land til Forlening; Sigtrygg drog til Loiren, hvor han var med at herje Nantes (853), men blev saaret. Siden vendte han tilbage til Seinen, satte sig fast ved Pitres, og forenede sig endelig med Bjørn[51].

Ved Angrebet paa Paris i Aaret 845 var ifølge samtidige Beretninger en vis Ragnar Nordmændenes Anfører. Han plyndrede Byen og Klosteret St. Germain, og lod sig først mod en Betaling af 7000 Pund Sølv bevæge til at drage bort. Men hans Folk skulle, som det berettes, paa Hjemvejen være blevne slagne med Blindhed og Afsindighed, saa at en Mængde satte Livet til. Han selv skal efter Hjemkomsten have rost sig for Kong Erik af sine Bedrifter, men pludselig være betagen af de frygteligste Smerter, hvoraf han ynkeligt døde[52]. Det er ovenfor omtalt, hvorledes en Nordmannahøvding ved Navn Ragnar døde, slagen med Blindhed og under de største Lidelser, efter Voldshandlingen i St. Gommars Kirke i Lier 836[53]. Man fristes til at antage, at det er den samme Ragnar, som paa begge Steder er meent, men da den Beretning, der lader ham herje Paris, er den ældste, maa man give den Fortrinet. Usandsynligt er det ikke, at denne Ragnar af vore Forfædre kan have været forvexlet med Ragnar Lodbrok, og at flere af de Bedrifter, Kraakumaal tillægger denne, ere udførte af ham. Muligt, at han har været de yngre Lodbroks-Sønners Fader, men med Vished lader sig naturligviis intet sige derom.

Blandt Seine-Nordmannernes Anførere nævnes i paalidelige Kilder ogsaa en vis Aasgeir. I Aaret 841 sejlede han op ad Seinen, opbrændte Rouen, og derpaa Klosteret Jumiéges. Klosteret Fontenelle løskjøbte sig fra Ødelæggelsen med 6 Pund og Munkene fra St. Denys kjøbte endeel Fanger tilbage for 26 Pund. Da den kongelige Befalingsmand Wulfhard nærmede sig med en Hær, trak de sig tilbage uden at vove noget Slag. Ti Aar senere viste Aasgeir sig atter i Seinen, efter at han, fem det fortælles, i 11 Aar havde herjet den hele Kyst mellem Seinen og Bordeaux. Han opbrændte Klosteret Fontenelle, og lagde siden Beauvais i Aske; paa Tilbagevejen blev han angreben af Frankerne, og tabte ikke faa Folk, men han søgte Skjul i Skovene og undkom saaledes om Natten til Skibene. Han havde opholdt sig i Seine-Egnene fra 13de Oktober 851 til 5 Juni 852. Derpaa drog han belæsset med Bytte tilbage til Bordeaux. Slig Ødelæggelse, tilføjes der, havde man endnu ikke seet ved Seinen[54]. Høvdingen for de Daner ved Somme, der i Aaret 861 lovede at forjage Nordmændene fra Oissel, men da de ikke strax fik den betingede Sum udbetalt, gjorde et lidet Tog til England, hed Veland. Da han kom tilbage, sluttede han, som vi have seet, et Forbund med dem, han skulde forjage; han forblev Vinteren over ved Seinen, og hans Søn tog sin Bolig i Klosteret St. Maur les Fossés. Karl den skaldede var imidlertid i Burgund, fordi han tænkte paa at underkaste sig Provence. Men Efterretningen om Fiendens Fremgang ved Seinen kaldte ham tilbage. Han sammenkaldte sine Krigsmænd til Senlis, og deelte dem i tre Afdelinger, hvoraf den ene skulde vogte Elven Oise, den anden Marne, og den tredie Seine. Men førend endnu noget var foretaget, fik han Bud, at en Afdeling af Danerne paa smaa Baade var fejlet op ad Marnen til Meaux, hvilket de opbrændte og hvorfra de rykkede mod Klosteret St. Faron. Han lød nu slaa en Bro over Marnen og denne tilstænge et Stykke nedenfor Meaux. Derved hindredes Vikingerne fra at komme tilbage, og sluttede i deres Forlegenhed et Forlig med Karl, hvorved de, imod at slippe ud, forbandt sig til at tilbagegive alle Fanger, og inden en vis Dag at forlade Seinen med de andre Nordmænd; de skulde endog hjelpe Karl at fordrive dem, der ej godvillig vilde drage bort. Til Sikkerhed før dette Løftes Opfyldelse stillede de ti Gisler, og Veland selv indfandt sig hos Karl for at aflægge Ed derpaa. De holdt ogsaa Løftet, thi de sejlede strax ned til Jumiéges, hvor de oppebiede Vaaren og satte derpaa til Havs, delende sig i flere Hobe, af hvilke den talrigste drog til Bretagne og forenede sig med dem, der nys vare komne tilbage fra Middelhavet. I Bretagne kæmpede Grev Robert af Anjou mod Kong Salomon, der ved Snigmord var kommen i Besiddelse af Regjeringen. Salomon lejede tolv af hine Vikingeskibe mod Robert, men denne var heldig nok til at tage Skibene og nedsable Størstedelen af deres Besætning. De øvrige skyndte han sig, førend Salomon kunde faa dem fat, at leje imod ham for 6000 Pund Sølv[55]. Om Veland fortælles det, at han strax efter vendte tilbage til Karl og lod sig døbe med Kone og Børn, men at han af den Grund Aaret efter blev udæsket til Tvekamp af en Nordmand, som fældte ham[56].

Endnu nogle Gange omtales en Rørek, uden at man dog ret veed, om det er den samme Rørek, Herre til Dorestad og Haralds Brodersøn, som ovenfor er nævnt. Man skulde næsten formode, at det er en yngre Rørek, da det ved Aaret 862 heder, at han nys var omvendt til Christendommen[57], og man veed, at den ældre Rørek allerede i 857 var vendt tilbage til Sønderjylland. Den yngre Rørek optræder, uagtet sin Omvendelse, fiendtligt mod Frankerne. Hidkaldte af ham, fortælles der, sejlede Danerne heelt opad Rhinen til Köln, herjede Dorestad og Nimwegen, og kastede sig ind i en Borg ved Nuys, hvor de en Tidlang forsvarede sig mod Hlothar den yngre, der førte en Hær af Lothringer og Saxer mod dem. Endelig besluttede de sig efter Røreks Raad til at drage tilbage igjen[58]. Rørek havde udtrykkelig været formanet af Hinkmar, Erkebiskoppen af Rheims, til ikke, efter sin Omvendelse, at hjelpe fine hedenske Landsmænd mod de Christne, men Advarslen havde, som man seer, kun daarligt frugtet. Erkebiskoppen havde ogsaa bedet ham om, ikke at modtage eller understøtte Grev Baldvin af Flandern, der mod Kirkens og Kongens Forbud havde vovet at bortrane og egte Kong Karls Datter Judith, Enke efter den wessexiske Konge Ædhelwulf og dennes Søn af første Egteskab Ædvelbald[59]. Men Baldvin blev i det paafølgende Aar tagen til Naade, og forlenedes nu med hele Flandern mellem Somme og Schelde, fornemmelig paa den Betingelse at han skulde forsvare Riget mod Danerne og de øvrige nordiske Vikinger. Rørek blev senere udjagen fra Frisland af de saakaldte Konkinger (867), men maa dog siden have erobret det tilbage, thi vi erfare, at han i 870 sluttede et Forlig med Kong Karl i Nimwegen[60], at han ligeledes i 872 havde en venskabelig Sammenkomst med ham i Utrecht[61], og at han endelig i Achen 873 underkastede sig Ludvig den Tydske[62]. Siden den Tid hører man ikke mere til ham.

Sammenligningsviis var nu Frankriges Stilling med Hensyn til Vikingernes Anfald nogenlunde taalelig. Paa de fleste Steder var Roligheden sikkret, i tredive Aar havde der ikke hersket saadan Fred. De forladte og ødelagte Klostre bleve igjen oprejste og befolkede. Kongen sammenkaldte et Møde ved Pitres, Nordmændenes gamle Tilhold ved Seinen, hvor man blev enig om visse Foranstaltninger til Værn imod dem[63], Vasallerne opfordredes til paa første Opbud at drage ud mod Hedningerne; det blev dem forbudt, uden kongelig Tilladelse at opføre befæstede Slotte, og ligeledes blev det under Livs Fortabelse forbudt og erklæret for et Forræderi mod Fædreland og Christendom, efter 1ste Juli 864 at overlade en Nordmand, det være sig som Gave eller til Løskjøbelse, nogen Brynje, Vaaben eller Hest. Med dette Edikt af Pitres kan man saaledes ansee den første Periode af Nordmændenes Herjetog til Frankrige afsluttet. Vel holdt endnu en Vikingehær sig ved Loire, uden at kunne fordrives, og gjorde hvert Aar megen Skade; ogsaa viste sig endnu i 865 en ny Vikingeflaade i Seinen[64], men i det Hele taget nød dog Landet Ro, og den anden Ulykkesperiode for Frankrige, der var værre end den første, og endte med Nordmændenes blivende Nedsættelse i Landet, begyndte ikke førend med Gange-Rolf.


  1. Einhards Annaler, Pertz. I. p. 207. Vita Hludovici imp., Pertz. II. 625.
  2. Ademar af Angoulême, III. B. Pertz. VI. p. 119. Duchêne, Script. Rer. Norm. p. 19.
  3. Leprévost, Anm. til Ordric Vitalis I. p. 158.
  4. Chron. Aquit. Pertz. II. p. 252.
  5. Poeta Saxo, Pertz. I. 263.
  6. Se den samtidige Ermold Nigells Digt, 4de B. v. 147–173. Pertz. II. p. 504.
  7. Flodoard, p. 267, 268.
  8. Vertin. Annaler, I. 428–431. Xantenske Annaler, Pertz. II. p. 225, 226. Enhard af Fulda, Pertz. I. 360, 361. Sigebert af Gemblours, Pertz. VIII. 339.
  9. Gesta S. Gommari, citeret i Haræus, Ann. Brabant, I. p. 67. Pertz. I. Rolf skal være død af Blodgang, Ragnar først slagen med Blindhed og derpaa ynkeligt omkommen. Det vil nedenfor blive omtalt, hvorledes denne Ragnar synes at være den samme som den Ragnar, der i paalidelige Krøniker omtales ved 845, 846.
  10. Iperii Chron. ap. Martene, III. 511.
  11. Prudentius af Troyes, hos Pertz. I. p. 431, 432. Fulda-Annalerne, Pertz. I. 361.
  12. Chron. monast. Besuensis, Duchêne, Ser. rer. Nordm. p. 22.
  13. Prudentius af Troyes, hos Pertz. I. 437, 438.
  14. Nithard, Hist. I. III. Pertz. II. p. 667.
  15. I de Xantenske Annaler (Pertz. II. p. 228), hvor der udførligt fortælles om Vikingen Ragnars Angreb paa Frankrige og skrækkelige Død, (se nedenfor S. 433) heder det, at hans Folk gik til Frett hos deres Guder, for at lære, hvorledes de skulde frelse sig, men at Fretten ej havde et gunstigt Udfald, og at en christen Fange derfor foreslog dem at raadspørge de Christnes Gud, hvilket de og gjorde, og med Held; at derpaa deres Konge Roricus med hele sit hedenske Folk i 14 Dage afholdt sig fra at nyde Kjød og Mjød og fra al Kamp, og sendte Fangerne tilbage til deres Fædreland. Da andre Skrifter, der maa være paalidelige, især den samtidige Munk Aimoin (de mirac. Sti. Germani ap. Mabillon, Act. SS. Ben. IV. l08 cfr. Fragm. de Nortmannis, Duchêne II. 656) fortælle at Ragnar først døde efter at være kommen hjem, saa godt som i Kong Eriks Nærværelse 816; da man desuden veed at Rørek allerede siden 826 var Christen, da Erik just fra 846 af begynder at vise sig Christendommen gunstigere, og da endelig Eriks Navn, saaledes som det af Frankerne skrives, nemlig Horich, saare let kan forvexles med Rorich, bliver det utvivlsomt, at det her virkelig ikke er Rørek, men Erik, som menes.
  16. Rudolf af Fulda, hos Pertz. I. 366.
  17. Xant. Ann. Pertz. II. 228. Chron. Norm. Pertz. I. p. 533. Prudent. af Troyes Pertz. I. p. 442. Sigebert af Gemblours, Pertz. VIII. 339. Rudolf af Fulda, Pertz. I. 365.
  18. Prudentius af Troyes, Pertz. I. 449.
  19. Prudentius af Troyes, Pertz. I. 447 448. Nogle have antaget, at det var Normandie, som Gudrød fik, og at saaledes Nordmændene allerede paa denne Tid skulde have begyndt at nedsætte sig der. Rimeligere er det dog, at han har faaet et Len nærmere Frisland, maaskee ved Schelden.
  20. Prudentius af Troyes, Pertz. I. p. 439, 440. Chron. Mon. S. Andegav. Duchêne, Scr. rer. Norm. p. 730.
  21. Chron. Aquit. Pertz II. p. 253.
  22. Prud. af Troyes, Pertz. I. p. 440, 441. Ahmed El Katib, hos Frähn, Bulletin scientificque IV. No. 9, 10. Jvfr. Kunik, die Berufung der schwed. Rodsen, II. p. 385, fgg.
  23. Ademar hist. Pertz. VI. p. 121. .
  24. Araberne kalde disse Nordmænd deels „El Rus“, deels „El Madschus“, d. e. Vantroende, egentlig Magier.
  25. Fragm. Armoric. ap. Martene, II. 833. Forskjellige arabiske Forfattere, citerede i Pascal de Gayngos: the history of the Mohammetan Dynasty in Spain, II. p. 116. 434.
  26. Udtog af et geogr. Skrift fra 12te Aarhundrede, anført hos Makkari i hans Annaler. Nordmændene beskrives her udførligt saaledes: „Der plejede at vise sig i Havet nogle store Skibe, som Andalusierne kaldte Karakir, med et firkantet Sejl fortil, og et andet agter. De vare bemandede med Folk af en Nation, kaldet Madschus, Folk af stor Kraft og Bestemthed, med megen Øvelse i Sejlads, og som ved deres Landgange paa Kysterne ødelagde alt med Ild og Sverd, og øvede uhørte Plyndringer og Grusomheder, faa at Indbyggerne ved Synet af dem flygtede med deres Kostbarheder til Bjergene, og hele Kysten blev folketom. Disse Barbarers Angreb vare periodiske, de fandt Sted hvert 6te eller 7de Aar. Antallet af deres Skibe var aldrig mindre end 40, undertiden gik det op til 100. De fortærede alt hvad de traf paa Søen. De kjendte Sømerket paa et Taarn i Cadiz, og, rettende sig derefter, kunde de altid finde Indløbet til Strædet, styre ind i Middelhavet, herje Andalusiens Kyster og Øerne i Nærheden; undertiden kom de endog paa disse Herjetog lige til Syriens Kyster. Men da Sømerket (egentlig et Afgudsbillede paa Taarnet) var nedtaget efter Ali Ebn Maimuns Befaling (c. 1146) hørte man ej mere til dette Folk eller saa man mere til deres Karakirs i disse Farvande, med Undtagelse af tvende, hvoraf det ene led Skibbrud paa Kysterne ved Mersu-l-Madschus (Magierhavnen), det andet tæt ved Forbjerget Alaghar (Trafalgar)“. Gayngos I. p. 74, 80 – Det synes dog neppe rimeligt, at Vikingetogene skulde have været fortsatte saa længe, som det her siges. Enten maa derfor Angivelsen være upaalidelig, eller et andet Folk (Vender?) maa være traadt i Nordmændenes Sted.
  27. Fragm. Fontanellense, Pertz. II. 301.
  28. Prud. af Troyes. Pertz. I. 45l, 452.
  29. Rudolf af Fulda, Pertz. I. 364. Prudentius af Troyes, Pertz. I. 441, 442, 450, 454. Fragm. Fontanell. Pertz. II. 302. Hinemar af Reims, Pertz. I. 456. Chron. Nordm. Pertz. I. 533.
  30. Prudentius af Troyes, Pertz. I. 448, 449, 450. Xanten-Ann. Pertz. II. 220.
  31. Prud. af Troyes, Pertz. I. 453, 454.
  32. Om Skatten se Karls Edikt af Mai 861. Capitulare Carisiaci Pertz. III. 476, 477.
  33. Prud. af Troyes og Hinemar af Reims, Pertz. I. p. 454–456.
  34. Hans Navn skrives forskjelligt: Alstagnus, Alstignus, Alstinnus, Hastingus, o. s. v. Det synes som om forskjellige Navne, Halstein, Adalstein, Hasting have forsværet Forfatteren.
  35. Chronicon Turonense, fra 1225, hos Duchêne; Scr. rer. Norm. p. 25.
  36. Glaber Rodulphus, de pagan. plagis, hos Pertz. IX. p. 58, (fra det 11te Aarhundredes Midte).
  37. Villjam af Jumiéges (mellem 1066 og 1097) hos Duchêne, Scr. rer. Norm. p. 216–219.
  38. Benoit de St. Maur (Michels Udg.) S. 31, 33. Robert Wace, Roman de Rou v. 314, 319, 396.
  39. Dudo, de Moribus et Actis Norm. hos Duchêne, Scr. rer. Norm, S. 64, 65. Villjam af Jumiéges sammesteds S. 220, 221. Ordric Vitalis, sammesteds S. 458. Robert Wace v. 458 fgg. Benoit de St. Maur I. I. v. 1163 fgg.
  40. Prudentius af Troyes (l. c.) nævner kun korteligt Toget opad Loire 843, til Paris 845 og til Middelhavet m. m. 859, 860, uden dog at anføre noget enkelt Navn, end sige Hastings. Det første historiske Skrift, hvori Hasting omtales, er et af Duchêne S. 25 meddeelt Brudstykke af en Krønike, der synes at være forfattet af en Munk fra Klostret i Fleury. Det slutter med Gange-Rolfs Død 931, og kan saaledes ej være skrevet før denne Tid; men er maaskee endog meget yngre. Den næste Forfatter, der nævner Hasting, er Dudo, der skrev mellem 996 og 1026. De øvrige ere yngre, Villjam af Jumiéges fra Aarene 1066–1097; Robert Wace og Benoit de St. Maur fra henved 1175; Ordric Vitalis fra c. 1120.
  41. Nemlig Toget opad Loire 811 istf. 843, til Paris 813 istf. 845, og til Italien 857 istf. 859.
  42. Har. Haarf. Saga, hos Snorre, Cap. 6. Saxo, 2den Bog, S. (36. Guilelmus Appulus, hos Muratori, Vol. 5. Det tillægges ogsaa Roger af Sicilien hos Otto af Freising, Kejser Frederik II. hos Matthæus af Paris.
  43. Se Vetus Chron. Monach. Floriac., hos Duchêne, Hist. Norm, Scr. p. 32.
  44. Gerardus Cambrensis, Topogr. Hibern. Cap. 38–40. Camdens Udg. S. 748, 749. Girald yttrer her sin Forundring over at det engelske Folk ikke nævner Thorgist (se herom nedenfor S. 438), men Gurmund, som Irlands Undertvinger. „Denne Gurmund“, siger han, „kom fra Afrika til Irland, og blev derfra kaldt af Saxerne til England, hvor han indtog Cirencester, som han ved Hjelp af Spurve satte Ild paa. Han undertvang derpaa Bretland efter at have fordrevet dets Konge, og blev sidenefter dræbt i Gallien (maaskee snarere Wales, pays des Galles). Han var rimeligviis en Nordmand“. Denne Gurmund, Nordmand og vendende tilbage fra Afrika, er øjensynligt den samme Gurmund, alias Hasting, som var med paa Middelhavstoget, og ligesom de nordmanniske Skribenter tillægge Hasting et af de Krigspuds, vore Kongesagaer fortælle om Harald Haardraade, og som ellers tillægges andre nordiske og nordmanniske Fyrster, saaledes tillægger Girald Gurmund et andet, der ligeledes fortælles om Harald, hvilket Saxo tillægger Hadding (got. Hazdiggs, der i Latin gjengives Hastingus) og Fridleif, og de russiske Annaler Storfyrstinde Olga (Helga). Da nu Gurmund, skjønt ogsaa hans Historie er udsmykket, dog ikke senere dukker op igjen i Annalerne, og de Forfattere, der tale om ham, ere enige i at lade ham deeltage i Middelhavstoget, er det langt rimeligere at han er en virkelig historisk Person, end den ældre Hasting. – Det maa dog ellers bemerkes, at den paa Kong Alfreds Tid saa bekjendte Vikingekonge Gudrum (Gudorm, Gorm) ogsaa af enkelte Skribenter kaldes Geirmund (se nedf.) og at den samme Gudrum antog Navnet Ædhelstan, der let kunde forvanskes til Alstanus, Alstagnus, og f. Ex. af Thjodrek Munk Cap. 2 gjengives Halstanus.
  45. En af de vigtigste Omstændigheder ved den i Chron. Turonense (se ovenf. 227) meddeelte Beretning om Hastings Tog til Tours og Amboise, er at den hellige St. Martins Legeme blev bragt op paa Muren for at skræmme de Danske bort, og at Byens Borgere derpaa flygtede bort med det til Auxerre, hvor det bevaredes en Tidlang. Denne Begivenhed henføres her til Kejser Hlothars 1ste Aar, altsaa 841. Men i et, som det synes, langt ældre Krønikebrudstykke, kaldt Gesta Dominornm Ambaziensium, meddeelt hos Duchêne, S. 24, henføres den samme Begivenhed, og med udtrykkelig Navngivelse af Hasting, her kaldt Hvasten, til Tiden efter Karl den skaldedes Død 877. Heller ikke veed den paalidelige Prudentius af Troyes noget at fortælle om Indtagelsen af Tours ved det store Tog til Nantes 843. Det er altsaa tydeligt, at alt hvad der nævnes derom, Hasting iberegnet, tilhører Tiden efter 877, eller mellem 877 og 882, da Hasting traadte i Kong Ludvig den tredies Tjeneste. Endog den ovennævnte Monachus Floriacensis, der fortæller at Hasting (Alstagnus) sædvanligviis kaldtes Gurmund og beretter om hans Tog til Luna, lader Angrebet paa Tours skee i Karl den enfoldiges Dage, og nævner Rollo d. e. Gange-Rolf, som Hovedmanden. Dette viser tillige at dette Brudstykke ej kan anføres som nogen Autoritet for Hastings Navn.
  46. En Notits derom findes i et Krønikebrudstykke paaberaabt i Muratoris Antiquit. ital. I. p. 25: Lunæ civitas in Italia a Normannis dolo capta. Dette Brudstykke er dog maaskee laant fra frankiske Annalister. Derimod meddeler Leandro Alberti i sin Descrizzione di tutta Italia (Bologna 1550) et eget Sagn om Lunas Indtagelse, der ligner Fortællingen om Romeo og Julie. Fyrsten af Luna og Kejserens unge Hustru fattede Kjærlighed til hinanden; hun anstillede sig død og blev begraven, men undslap derved til sin Elsker; Kejseren hevnede sig ved at ødelægge Luna.
  47. Det heder saaledes f. Ex. at da de, efter at have indtaget Luna, agtede sig til Rom, kom der en gammel vejfarende Mand, hvilken de spurgte om Vejen til Rom; han viste to Par Jernsko, han paa Vejen til Rom havde udslidt, og dette overtydede dem om at de ej kunde naa derhen, hvorfor de vendte om. (Ragnars S. Cap. 13). I Nornagests S. Cap. 9 gjentages Fortællingen, og Bjørn Jernside nævnes udtrykkelig som Hovedmanden for Toget.
  48. Navnet Bjørn gjengives altid med Bier hos Robert Wace og Benoit; det gjengives med Bern i Vita Ansgarii, med Berno i Fontenelle-Annalerne 855 og 856.
  49. Det nys omtalte Sted i Nornagests Saga viser, at Bjørn Jernside har været anseet i Norden som Hovedmanden ved Toget til Viflisborg og Luna.
  50. Det er endog sandsynligt, at han kan have fort Tilnavnet „Jernside“, da endogsaa Tilnavne oftere gjentages. Men han var naturligviis ikke, som de nordmanniske Forfattere sige, Søn af den danske Konge. Hvad forresten Toget til Luna angaar, da have nogle troet at Luna er bleven forvexlet med Pisa, der ifølge den paalidelige Prudentius i Aaret 860 virkelig blev herjet. Men Sagnet knytter sig saa bestemt til Luna, det nævnes endog i den islandske Abbed Nikolas’s Rejseberetning (Werlauffs Symbolæ ad geogr. med. ævi) og Prudentius siger selv at Pisa „og andre Stæder bleve herjede“.
  51. Chron. Fontanell. hos Pertz. II. 230. Sigtrygg kaldes her Sidroc. Det er ikke usandsynligt, at han af senere nordiske Historikere har været forvexlet med en Sigfrid, der senere nævnes i Forbindelse med Godfrid, og baade Sidroc og og Sigfrid med Sigurd Orm i Øje. Sidroc er maaskee den samme som den Sigtrygg, der i 852 kom til Irland og erhvervede Waterford.
  52. Aimoinus de mirac. S. Germ. i Mabillons Act. SS. Ben. IV. 108. Fragm. de Norm. hos Duchêne II. p. 656. Chron. Font. Pertz II. 302.
  53. Se ovenfor S. 421.
  54. Chron. Font. Pertz II. p. 301-305. Aasgeir kaldes her deels Oscheri, deels Hoseri.
  55. Egentlig maa man tænke sig, at Salomon har lejet hine 12 Skibe førend Vikingerne fra Seinen kom, at de tiloversblevne have slaaet sig sammen med disse, og i Forening med dem traadt i Roberts Tjeneste.
  56. Hincmar af Reims, Pertz I. S. 462.
  57. Flodoard p. 478.
  58. Hincmar, hos Pertz I. 459.
  59. Flodoard, p. 521.
  60. Hincmar, hos Pertz I. p. 486.
  61. Hincmar, hos Pertz I. p. 493, 491.
  62. Xanten-Annaler, Pertz II. 235.
  63. Edictum Pistense, Capitularia Karoli II, hos Pertz III. p. 488–496.
  64. Hincmar, hos Pertz I. p. 467–470.