Det norske Folks Historie/1/6

De ældste Efterretninger, man har om Norden og Germanerne, ere de Brudstykker af den massiliske Græker Pytheas’s Rejsebeskrivelser, som meddeles af den græske Geograph Strabo og den romerske Naturhistoriker Plinius[1]. Pytheas gjorde omkring 320 f. Chr., som det synes, tvende Sørejser til Nord-Europa, besøgte Britannien, som til det mod det yderste Norden liggende Thule, og berettede tillige om andre Egne ved Oceanet, fornemmelig Ravkysten. Men uheldigviis ere hans egne Beretninger tabte; hvad Strabo og Plinius meddele, er saare ubetydeligt, og Strabo meddeler det ovenikjøbet med det ubeføjede Tillæg, at han anseer Pytheas for en saare løgnagtig Mand, og hans Angivelser uefterrettelige.

Pytheas’s Beretning om Thule indskrænker sig dertil, at det laa 6 Dages Sejlads i Nord for Britannien, een Dags Sejlads fra det fæstede eller sammenløbne (d. e. frosne eller halvfrosne) Hav, der af Nogle kaldtes Mare cronium, et Udtryk der ej kan forklares af Græsken eller Latinen, og som man derfor har søgt at forklare af det kymriske croni, samle sammen, ligesom Iishavet endnu paa Irsk eller Gaelisk kaldes muir-croinn (egentl. det sammenløbne Hav, hos Plinius Mare concretum). I disse Egne var der hverken Land, Hav eller Luft, men en Blanding af alle tre, ligesom en Lunge (gallertagtig Materie), hvori alle Ting svæve, og som man ej kan gjennemtrænge. Man skulde formode at Pytheas var kommen langt op mod Norden enten paa den Tid, da Frosten indtræder, eller naar Isen løsner og danner en blød Masse (Sjap-Iis). Pytheas ansaa Thule for det yderste Land, og berettede, at der om Sommeren var uafbrudt Dag, om Vinteren uafbrudt Nat i sex Maaneder. Da Pytheas umuligt kan have været saa langt oppe mod Nord, hvor denne Fordeling af Dag og Nat hersker, nemlig under Nordpolen selv, maa Angivelsen, der findes hos Plinius, enten grunde sig paa en Misforstaaelse fra dennes Side, eller paa en hos Pytheas selv herskende urigtig Forestilling om at Thules yderste Ende naaede op til Nordpolen. At Pytheas’s Thule virkelig har været Norge, er ikke usandsynligt, thi den opgivne Afstand fra Britannien passer godt, og Angivelsen, at det skulde ligge i Nord for Britannien, er vel ikke at tage saa ganske bogstaveligt. Paa den anden Side kan det dog heller ikke negtes, at Islands eller Færøernes Beliggenhed stemmer endnu bedre med hiin Angivelse. Strabo, der anseer Pytheas’s Angivelser om Thule fejlagtige, fordi han ikke andensteds har fundet Øen Thule omtalt, og fordi han anseer Ierne (Irland) for det yderste Land mod Norden, mener dog at Pytheas i og for sig kan have Ret, naar han fortæller om dem, der bo nærved den kolde Zone, at de kjende lidet eller intet til Frugter og tamme Dyr, men leve af Urter, vilde Frugter og Rødder, medens de, hos hvilke Korn voxer og Honning forefindes, lave en Drik deraf, og, da de ej have Solskin, tærske Kornet i store Huse, da det under aaben Hinnnel vilde fordærves af Regnen. Denne Beretning have flere forklaret saaledes som om Pytheas dermed sigtede til Thule, men dette, ligger ingenlunde i Strabo’s Ord; han nævner kun, hvad Pytheas har fortalt om de nordlige Lande i Almindelighed. Pytheas’s Beretning om Thule giver saaledes ingen Oplysning om hvad enten Norge var befolket eller ej, og man bliver ikke engang klog paa, om hans Thule er Norge. Derimod indeholde de Brudstykker, Plinius meddeler af hans Beretninger om Rav-Kysten, aldeles bestemte Oplysninger om Germanerne. Et indre Bassin (æstuarium) af Oceanet, heder det, ved Navn Mentonomon, 6000 Stadier langt, beboes af Guttonerne, et germanisk Folk; een Dags Sejlads derfra ligger Øen Abalus, hvor Ravet opskylles af Bølgerne og er en Udrensning af det sammenløbne Hav; Indbyggerne bruge det til Brændsel og sælge det til de nærmeste Teutoner[2]. Uden strax at indlade os paa om Mentonomon og Abalus skal søges ved det preussiske Samland, eller andensteds, ville vi her kun dvæle ved den merkelige Omstændighed, at det germaniske Folk Guttonerne, i hvilket man strax gjenkjender Goterne, der selv kaldte sig Gutans, allerede af Pytheas, altsaa mere end 300 Aar før Christus, nævnes som boende ved Oceanet.

Plinius meddeler ogsaa Beretninger fra andre, tildeels samtidige, græske Forfattere om de samme Egne. Han omtaler saaledes, at Timæus (kun lidet yngre end Pytheas) kalder Øen Abalus Basilia, og nævner en anden Ø, Raunonia, eller efter en anden Læsemaade Bannomanna, een Dags Sejlads fra Skythia, hvor Havet opkastede Rav; at Philemon (samtidig med Pytheas) sagde at Kimbrerne kaldte det nordlige Hav Morimarusa (d. e. det døde Hav) indtil Forbjerget Rubeas, længere henne cronium; at Xenophon fra Lampsakos berettede om en uhyre Ø ved Navn Baltia, der af Pytheas kaldes Basilia, og som skulde ligge tre Dages Sejlads fra Skythiens Kyst; at den pontiske Konge Mithridat (død 63 f. Chr.) havde omtalt en Ø ved Navn Oserikta, der skulde ligge ved Germaniens Kyst, bevoxet med Cedre og af hvilken Ravet nedflød fra Klipperne, og at Metrodor fra Skepsis (omtrent 90 Aar f. Chr.) omtalte Basilia og Germania som Findingssteder for Rav og Diamanter. Den græske Forfatter Diodor, der levede paa Augustus’s Tider, nævner ogsaa om Øen Basilia, ovenfor Galatien (ɔ: Gallien) og ligeoverfor Skythien, hvor Ravet opskylledes.

Vi faa af alle disse Beretninger, trods deres Dunkelhed, det bestemte Indtryk, at germaniske Folk, fornemmelig Goterne, paa Pytheas’s Tid virkelig boede ved Østersøens Kyster, men vi erfare endnu ikke, om det var paa Nordsiden eller Sydsiden af denne, langt ude eller langt inde. Navnet Basilia (udtalt Vasilia) og Oserikta har man, ej uden Grund, antaget for en Forvanskning af Navnet Osilia, hvormed man i Middelalderens Skrifter finder Øen Øsel benævnet[3]. Plinius siger vel, at Timæus kalder den samme Ø Basilia, hvilken Pytheas kalder Abalus, men siden lader han dog Pytheas kalde den Ø Basilia, som Xenophon kaldte Baltia, altsaa har dog Pytheas selv gjort Forskjel paa Basilia og Abalus. Naar det af Guttonerne beboede Mentonomons Kyster skulde ligge en Dagsrejse fra den store Rav-Ø, kan man ikke, hvor man end lægger denne, andet end tænke paa et Sted i Danmark eller Skaane. I disse Egne var altsaa Goterne bosatte paa Pytheas’s Tid.

I flere Aarhundreder treffe vi nu ingen Meldelse om Folk, der med Sikkerhed kunne kaldes germaniske, førend hos Cæsar, ved hvis galliske Krige Romerne lærte Germanerne umiddelbart at kjende. Cæsar finder allerede Germanerne bosatte hiinsides Rhinen, men kun i Nord- og Mellem-Tydskland; galliske Folkeslag boede endnu paa hans Tid i Helvetien og de øvre Donau-Egne. Han nævner om ældre Tider, i hvilke Gallerne vare langt mægtigere end Germanerne, og Tacitus, som paa en vis Maade udfylder denne Notits, lægger til, at den hele Strækning mellem den herkyniske Skov og Main langt tilbage i Tiden var beboet af de galliske Folkeslag: Helvetier i Vest og Bojer i Øst, om hvilke sidste Navnet Bojhemum (Böhmen) mindede og endnu i vore Dage minder. Fra Romernes Standpunkt maatte dette Forhold fremstille sig som om Gallerne havde foretaget Indvandringer fra Vesten til Landene østenfor Rhinen; og dette er i og for sig heller ikke saa usandsynligt, hvad Donau-Egnene angaar, i hvilke, som bekjendt, galliske Vandringshobe i Begyndelsen af det 3die Aarhundrede før Christus arbejdede sig lige ned mod det sorte Hav, og videre til Makedonien, Grækenland og Lilleasien. Men Hovedretningen af de store nationale Vandringer i Europa, nemlig fra Øst mod Vest, viser dog, at enhver Bevægelse fra Vest mod Øst maa være sekundær, og en Følge af en eller anden større Vandring, der har foranlediget et Tryk fra Nordøsten eller Norden. Hvis det altsaa forholder sig saaledes, at Helvetier og Bojer virkelig ere indvandrede fra Gallien til det nuværende Mellemtydskland, kan denne Indvandring kun være at tilskrive et Tryk, enten fra kymriske eller fra germaniske Folk. Den romerske Forfatter Livius meddeler[4] et gammelt gallisk Sagn om Anledningen til den ovenfor omtalte Udvandring, der tilskrives Overbefolkning, og henføres til Tarqvin den ældres Tid, altsaa Begyndelsen af det 6te Aarhundrede. En Afdeling gik, heder det, til Italien, en anden til de herkyniske eller mellemtydske Skovegne. Den i Sagnet opgivne Aarsag til Udvandringen kan man naturligviis ikke betragte anderledes, end de lignende Aarsager, der sædvanligviis i Folkesagnet sættes i Forbindelse med Udvandringer, nemlig som sildigere Tiders Verk. Hvad Tidsangivelsen angaar, da er deri vel heller ikke synderligt at stole paa; dog viser Tiden, da Gallerne hjemsøgte Rom, at Bevægelsen mod Italien allerede længe før Aar 400 f. Chr. maa være begyndt, og at den, saaledes som vi allerede have anført, med størst Sandsynlighed tilskrives kymriske Nationers Tryk. Om Bevægelsen mod Mellemtydskland er samtidig med den mod Italien, hvilket Sagnet beretter, er mere tvivlsomt. I alle Fald sporede man ikke nogen Bevægelse af galliske Folk ned gjennem Donaudalen førend efter Aar 300 f. Chr.; og denne Bevægelse kan neppe længer tilskrives Kymrer, men snarere Germanerne, der vel omtrent paa denne Tid besatte Nordtydskland, hvilket ogsaa af Pytheas’s Angivelse bestyrkes. Cæsars Beretninger vise forresten, hvorledes Germanerne paa hans Tid allerede vare blevne de herskende i Nordtydskland, og hvorledes de allerede yttrede Tilbøjelighed til at skride ud over deres Grændser, hvilket især Ariovists Indtrængen i Gallien lægger for Dagen.

Et Par Generationer før Cæsars galliske Krig havde den bekjendte, for Romerne saa farlige, Fremstormen af Kimbrer og Teutoner i Sydgallien og Øvreitalien fundet Sted. Man har, især fra tydsk Side, været meget tilbøjelig til at ansee begge Folkeslag for tydske, fordi sildigere latinske Forfattere efter Augusts Tid have opregnet Kimbrer og Teutoner blandt det nordligste Tydsklands Nationer. Men at idetmindste Kimbrerne med langt større Rimelighed kunne antages at have været Kymrer, altsaa Kelter, have vi ovenfor viist, ligesom det er vel at merke, at de ældre romerske Skribenter, der levede Kimbrerkrigen nærmere, kaldte baade dem og Teutonerne tilsammen Galler[5], at de kæmpede i Forening med det galliske Folk Tigurinerne, og at allerede Posidonius (hos Strabo), siden Plutarch anseer dem for de samme som Kimmerierne[6]. Teutonernes Tydskhed er ogsaa heel tvivlsom. Ordet Teut-, hvoraf deres Navn er sammensat, forekommer ikke saa meget i det tydske, som keltiske Navne, f. Ex. Teutomatus, Teutomalus; Romerne stødte allerførst paa dem i galliske Egne og tildeels i Forbindelse med galliske Nationer; hvad Plinius angaar, da kan man ikke ret stole paa ham, efterdi han ofte benytter Notitser, flere hundrede Aar gamle, som om de vare samtidige, og blander dem sammen med samtidige (f. Ex. hvor han omtaler Thule og Mare cronium), en Fejl, hvori overhoved alle de ældre Geographer have gjort sig skyldige. Desuden kunde Tilfældet være med Teutonerne, som maaskee med Kimbrerne og ganske vist med Bojerne, at deres Navne vedbleve i de af dem tidligere beboede Egne, og gik over paa deres Efterfølgere. Det er derfor ikke usandsynligt at Kimbrerne og Teutonerne virkelig vare keltiske Folkeslag, og i dette Tilfælde kan man ansee deres Tog for den sidste Akt af det keltiske Folks Bortdrivelse fra Nordtydskland[7]. Endnu paa Pytheas’s Tid boede Teutoner i Nærheden af Guttonerne eller Goterne; i det andet Aarhundrede før Christus blev de fordrevne, og paa Cæsars Tid er Nordtydskland indtil Rhinen germanisk.

Ved Romernes Krige med Germanerne under Augustus og Tiberius lærte de deres Land nærmere at kjende. Tiberius selv kom som Hærfører, førend han blev Kejser, til Elbens Munding, og Germanicus gjorde endog (16 e. Chr.) et Søtog med en Flaade, fra Elven Ems ud i Nordsøen, hvor han blev overfalden af en frygtelig Storm, der adsplittede Flaaden, drev enkelte af Skibene til fjernere Kyster, saasom til Britannien og andre langtbortliggende Øer; nogle af disse Skibbrudne kom senere tilbage og fortalte om de merkelige Begivenheder, de havde oplevet. Det heder udtrykkeligt, at Angrivarierne, et germanisk, med Romerne forbundet Folk, der boede Nord for Elben, havde løskjøbt flere af dem fra de indenfor (altsaa østenfor) boende Nationer, hvilket viser, at enkelte af Skibene maaskee endog have været drevne forbi Skagen, ind i Kattegattet. Ved disse og lignende Anledninger, som ej engang ere omtalte, men som ofte maa have kunnet forefalde under den langvarige Krig, maatte Romernes geographiske Kundskaber om Germanien betydeligt udvides. Imidlertid finder man ikke at den græske Geograph Strabo, der skrev paa Augusts Tid, har erfaret eller benyttet synderligt af disse nye Opdagelser. Pomponius Mela derimod, som levede omtr. 50 Aar e. Chr., har virkelig nogle nyere Efterretninger om Germanien. Han veed at fortælle om den store codaniske Bugt, opfyldt med mange større og mindre Øer, saa at Havet snarere ligner Strømme, ovenfor Elben; om Kimbrer og Teutoner, der boe paa det Land, der omgiver Bugten; om at hiinsides dem boe Germaniens yderste Folk Hermonerne. Fra Germanien gaar han til Sarmatien, som af ham endnu sættes vestenfor Vistula (Weichsel), hvilken Elv ej omtales af nogen ældre Forfatter. Fra Sarmatien kommer han til Skythien. Ved at omtale Oceanets Øer nævner han ogsaa Øerne i den codaniske Bugt, hvoriblandt Scandinavia, beboet af Teutoner. Forresten gjentager han endeel af de ældre Geographers Beretninger om nogle[8] fabelagtige Folkeslag længer mod Norden, om Thule o. a. d. At Mela her nævner Kimbrer og Teutoner som Germaner, navnligt som Beboere af Scandinavia, har ej saameget at betyde, naar vi see, hvorledes han og hans Efterfølgere ved Siden af de samtidige Beretninger, de meddele, ogsaa gjentage Forgængernes Ord. Men af Vigtighed er hans Omtale af Scandinavia, hvis egte gotiske Navn noksom vidner om gotisk eller ialfald germanisk Befolkning[9]; af Vigtighed er ligeledes hans Antydning af at Weichselen endnu ikke var Germaniens Østgrændse, og at altsaa Sarmater, det vil sige skytho-sarmatiske Folk, det være sig nu Vender eller andre, endnu boede vestenfor Weichselen.

Efter Mela følger i Rækken af de romerske Geographer Plinius, der, som bekjendt, døde ved Udbrudet af Vesuv 79 e. Chr., og hvis Scribentvirksomhed følgelig falder mellem 60–70, altsaa kun faa Aar senere end Mela. Hans store naturhiftoriske Verk indeholder ogsaa en Jordbeskrivelse, hvortil han deels benyttede egne Erfaringer, deels Compilationer fra ældre Forfattere. Med Hensyn til Germanien, især dets nordvestlige Deel, maa hans Angivelser ansees for ret paalidelige, da man veed, at han selv opholdt sig en Stund i Frisernes og Chaukernes Land vestenfor Elben. Han meddeler ogsaa virkelig meget, der ej findes hos hans Forgængere, men hans Meddelelser maa benyttes med Varsomhed, da han uden mindste Kritik har sammenstillet de meest forskjelligartede Materialier. Dette bliver man især var, hvor han omhandler Øerne ved Britannien. Efterat han nemlig først har beskrevet Europas Nordkyst fra det fjerneste Nordøsten mod Vest og omtalt Scandinavia, den codaniske Bugt, Kimbrernes Forbjerg m. m., kommer han endelig til Britannien og dets Øer; blandt disse nævner han ogsaa de fjernere, hvoriblandt Scandia m. fl. Han har altsaa ikke skiønnet, at den Beretning, han havde for sig, og benyttede, om Øerne i Nordøst fra Britannien, atter førte ham mod Østen til de Øer og Lande han allerede havde omtalt: han har følgelig antaget Scandinavia og Scandia for at være forskjellige Lande. – Plinius, der begynder fra det yderste Nordøsten, nemlig Skythien og de saakaldte riphæiske Bjerge, hvilke man altid tænkte sig nær ved det yderste nordlige Hav og stedse lod rykke længer op, eftersom Kjendskabet til hine Egne udvidedes, anfører først hine, allerede omtalte, gamle Efterretninger om Iishavet, Ravkysten og de fabelagtige Øboere. Dernæst kommer han til Germanien, af hvis Stammer Ingæverne eller Ingvierne er den første fra Østen regnet; her, siger han, blive Underretningerne mere bestemte. Det uhyre Sævo-Bjerg danner ligetil Kimbrernes Forbjerg en stor Bugt, den codanske, fuld af Øer, hvoriblandt Scandinavia, „hvis Størrelse endnu er uudforsket“, og hvoraf kun en Deel, saavidt bekjendt, beboes af Hilleviernes Folk i 500 Hereder, hvilke kalde den en anden Verden. Af lignende Størrelse, vedbliver han, siger man Eningia, eller, som en anden Læsemaade har, Epigia, at være; efter Nogles Sigende beboes denne lige til Floden Vistula (Weichsel) af Sarmater, Veneder, Skirer og Hirrer. Man nævner, heder det, noget om en Bugt kaldet Kylipenus med en Ø Latris i Indløbet; om en anden Bugt Lagnus, der støder til Kimbrerne, hvis langt ud i Havet stikkende Forbjerg danner Halvøen Kartris; efter den (altsaa vestenfor) komme 23 Øer, der ved Romernes Krige ere blevne dem bekjendte, hvoriblandt Burchana og Glessaria, hvilket sidste Navn dog er blevet Øen tillagt af de romerske Krigere, fordi de fandt Rav (glesum) der; de Indsødte kalde den Austravia[10]. Ved hele dette Hav ligetil Scaldis (Schelde) bo germaniske Nationer. Germanerne bestaa, siger han, af fem Hoved-Stammer: Vindiler, Ingæver eller Ingvier, Istæver nærmest Rhin, Herminer midt i Landet, og Peukiner samt Bastarner nærmest Dacien. Til Vindilerne høre Burgunder, Variner, Kariner, Gutter (Guttones), til Ingæverne, Kimbrer, Teutoner og Chauker; til Istæverne høre Sicambrerne, til Herminerne høre Svever, Hermundurer, Chatter, Cherusker. En Sammenligning med den bedre underrettede Tacitus viser dog, at Plinius har fejlet i at regne Peukinerne eller Bastarnerne med Bestemthed til Germanerne, og at ligeledes Vindilerne ej kunne have dannet en Afdeling for sig, men maa gaa ind under en anden Hovedafdeling, nemlig den ingæviske, som Plinius selv desuden lidt ovenfor kalder den første fra Østen regnet, altsaa den østligste. Han opregner fra Øst mod Vest de i Nordhavet faldende Hovedfloder, Guttalus, Vistula (Weichsel), Albis (Elben), Visurgis (Weser), Amisius (Ems), Rhenus (Rhin), Mosa (Maas). Oderfloden har han oversprunget. Inde i Landet er den herkyniske Højdestrækning Derpaa omtales Britannien og Hibernien med de omliggende Øer. Yderst af alle bekjendte Øer er Thule; dog nævnes ogsaa andre Øer, Scandia, Dumna, Bergi og størst af alle Nerigon, hvorfra man sejler til Thule.

Vi komme endelig til Tacitus, der har efterladt et eget, med Rette berømt og højt anseet, Skrift over Tydskland. Han skrev omtrent et Snees Aar efter Plinius’s Død, og havde selv, deels ved egne Rejser, deels gjennem sin Svigerfader Agricola, foruden gjennem saa mange andre Forretningsmænd og Videnskabsmænd, med hvilke han maa have staaet i Forbindelse, Anledning til at erhverve de bedste og mest authentiske Efterretninger om Nordeuropa, som paa hans Tid stode til Romernes Raadighed. Men Tacitus’s Hoved-Hensigt var at beskrive det germaniske Folk og udhæve dets primitive Simpelhed i Modsætning til Romernes Overforfinelse; det laa ej i hans Plan at beskrive Landet selv, og hans Skrift indeholder derfor ikke mange geographiske Notitser. Det er derfor vigtigere med Hensyn til Kulturhistorien og Undersøgelsen om den oldgermaniske Samfundsudvikling, end i geographisk og ethnographisk Henseende. At det imidlertid, ret forstaaet, ogsaa i denne Retning giver saare værdifulde Oplysninger, vil man let kunne begribe.

Tacitus inddeler, som vi ovenfor have viist, Germanerne i de tre Hovedstammer Ingæver, nærmest Oceanet, Herminer, midt i Landet, (altsaa mellem Ingæverne og Rhinen), og Istæverne, der ifølge Plinius beboede Egnene nærmest Rhinen. Denne Inddeling grunder han paa et ældgammelt germanisk Kvad, der indeholdt, at Guden Tuisko, fød af Jorden, og hans Søn Mann, vare Folkets Ophav og Stiftere; at Mann havde tre Sønner, efter hvilke hine tre Afdelinger (for hvis Stamfædre de da rimeligviis antoges) fik Navn. Han angiver imidlertid ikke nærmere, hvilke Folk der henførtes til hver af hine tre Afdelinger. Derimod bruger han senere, man skulde næsten tro ved en Misforstaaelse, Fællesbenævnelsen Svever om alle de Folkeslag, der boede i den østlige og nordøstlige Halvdeel af Landet. Han begynder nemlig med at omtale Folkene i Nærheden af Rhinen (Istæverne), hvoriblandt de fra Chatterne udvandrede Bataver, dernæst Chatterne selv, Usipier, Tenkterer, Brukterer, derefter Chamaver og Angrivarer, Dulgibiner og Chasvarer, endelig Friser, fra Rhinmundingerne til Oceanet. Der, vedbliver han, viger Landet i en stor Bøjning mod Norden; her bo først Chaukerne, Frisernes Naboer, i en lang Strækning lige til Chatterne; ved Siden af de to sidstnævnte Folk (østenfor) bo Cherusker og Foser; ved hiin samme Bugt eller Vig af Havet Kimbrer, nu kun en liden Bygd. Derpaa begynde de sveviske Folk, først Semner, de ældste og ædleste, der i en hellig Skov have et Offersted, hvilke alle Folk af samme Blod besøge ved Afsendinger; efter dem følge Langobarder; derpaa Reudigner, Avier, Angler, Variner, Eudoser, Svarder og Vuither, der i Fællesskab dyrke Nerthus d. e. Moder-Jord, hvis Helligdom er i en Lund paa en Ø i Oceanet; om denne beretter han saare merkelige Ting, hvilke vi senere komme til at omhandle. Denne Deel af Sveverlandet ftrækker sig ind i de ubekjendtere Dele af Germanien. Nærmere Romerne bo Hermundurer, ved Elbens Udspring, østenfor dem Markomanner, der have indtaget Bojernes fordums Hjem (Böhmen), og Kvaderne; bagenfor (d. e. nordenfor) dem Gothiner og Oser, hine af gallisk, disse af pannonifk (illyrifk) Herkomst. Nu følger en Bjergaas, bagenfor hvilken bo lygiske Folk, nemlig Arier, Helveker, Manimer, Elysier, Naharvaler, der ogsaa have en hellig Lund, hvor Castor og Pollux dyrkes uden Billedstøtter, under Navn af Alcer; hiinsides (nordenfor) Luygierne Goterne (Gotones), nærmest dem, ved Oceanet, Rugier og Lemovier; efter dem følge, i Oceanet selv, Svierne (Suiones), der foruden ved deres Krigere og Vaaben ogsaa ere mægtige ved deres Flaade; hiinsides Svierne er et andet, trægt og næsten ubevægeligt Hav, hvor Solens Gjenskin sees om Natten, hvor man tror at høre Gudernes Stemme, og see deres Skikkelser og Straalekrands (Nordlyset?). Længer, siger han, naar ikke Naturen (d. e. den skabte Verden). Men paa højre, d. e. østlige Side af det sveviske Hav, bo Æstyerne, hvor Ravet forefindes; og til Svierne grændse Siterne (Sitones), der beherskes af en Kvinde. Her ender Svevien. Om Peukiner eller Bastarner, Veneder og Fenner, hvilke Tacitus saaledes anseer for de sidstnævnte østligstboende Nationers Naboer, skulle regnes til Germanerne eller Sarmaterne, veed han ikke ret med Vished. Fennerne ere aldeles vilde og saare fattige.

For ret at forstaa Plinius’s og Tacitus’s, som overhoved de ældre romersk-græske Forfatteres Angivelser, maa man altid have deres Forestilling om Europas geographiske Konfiguration i Tankerne. Deres Karter vare nemlig endnu i det Væsentlige grundede paa Eratosthenes’s Afridsninger. Middelhavet med dets Arme var, som man let vil skjønne, ret ordentligt afbildede; men det sorte Hav strakte sig for langt mod Nordøst. Fra Spanien af drog Europas Kyst sig for meget i Længden mod Øst. Frankrigs Nordvestspidse naaede ikke langt nok frem, og Britannien laa Spanien for nær. Britannien selv strakte sig mere i Vest og Øst, end i Syd og Nord; Irland tænkte man sig i Nord for Britannien. Fra Rhinmundingerne, der anlagdes for langt mod Syd, tænkte man sig Oceanets Kyst løbende i en østlig, endog lidt sydøstlig Retning, der skulde forestille Nordtydsklands Kystretning ved Nordsøen og Østersøen, men ikke i tilbørlig Afstand fra Middelhavet; man havde heller ingen Anelse om at Kysten svingede op mod Nord lidt østenfor Weichsel, men fortsatte den omtrent i en Linje fra Danzig til det kaspiske Hav, hvilket sidste man ansaa for en fra Nord mod Syd indgaaende Arm af Oceanet. Ved Oceanets Kyst længst mod Nordøst satte man de riphæiske Bjerge. Paa Rigtigheden af disse Angivelser i det Hele taget tvivlede ikke engang de første Videnskabsmænd; efter dem søgte de at lempe de Efterretninger, de fik om nysopdagede Lande, og disse forudfattede geographiske Meninger maatte saaledes udøve en stor Indflydelse paa deres Fremstillinger af Landenes Beliggenhed. Men derved maatte ogsaa store Fejl og Forvirringer opstaa i deslige Fremstillinger. Hvad de selv troede at have erfaret om fjerne Lande maatte endog komme i ligefrem Modsigelse med de endnu nøjere Beretninger om de samme Lande, som de middelbart eller umiddelbart fik fra de Indsødte. Naar de saaledes enten selv, eller fra Kystboerne ved Østersøen, erfarede, at Skandinavia eller Skandia, et stort Land, strakte sig frem fra Norden ligeoverfor den østersøiske, eller som de kaldte det, Oceanets Kyst, da antoge de det naturligviis for en Ø, thi at det var landfast oppe ved Torneaa kunde de aldrig have erfaret. Men naar de tillige hørte om Folk, der beboede Halvøen, at de vare Fastlandsfolk, og om Floder paa Halvøen, at de vare Floder paa et Fastland, da maatte de tænke sig dette Fastland i Flugt med det øvrige, altsaa det nordtydske Fastland, og Goterne, Svierne, Siterne og Fennerne, som de skulde tænke sig i en Række nordefter paa begge Sider af og ovenfor Botnhavet, tænkte de sig følgelig østefter langs Kysten, hvorved Fennerne kom til at faa deres Sæde omtrent ved det nuværende Smolensk, og til at blive Naboer af Peukinerne, der antoges at bo i Nærheden af Dacien. Vistnok har Tacitus hørt, at Svierne bo „i selve Havet“, og at der hiinsides Svierne er et andet Hav, i hvilket man efter Beskrivelsen gjenkjender Pytheas’s og Plinius’s Iishav nærmest Thule; men denne paalideligere Beretning, har han, bildet i forudfattede Forestillinger, ej ret kunnet anvende til disses Berigtigelse; han har ikke formaaet at indsee, at Sviernes Land „i Havet“ er at søge længer mod Nord, ej mod Øst. Overhoved maa han og hans Samtid have tænkt sig, at alle Dele af de nordiske Fastlande, om hvilke de ikke udtrykkelig erfarede at de laa paa Skandinavien, – og det kunde blot gjelde om de sydligste – maatte være at henføre til Egnene nærmest i Øst for Weichsel. Det bliver endog vanskeligt at bestemme, ved hvilket af de hos Tacitus i det østlige Tydskland nævnte Folk man skal antage at Opregnelsen af de Nord for Østersøen boende Nationer begynder.

En Oplysning i denne Henseende frembyder dog Plinius. Blandt Scandinavias Beboere anfører han nemlig kun Hilleviernes Folk. At dette er det samme som Tacitus’s Helveker, en Underafdeling af Lygierne, kan man saameget mindre tvivle om, som den sildigere Geograph Ptolemæos (hvorom nedenfor) sætter Æluæerne imellem to i Nærheden af Weichselen boende Folk, altsaa paa samme Sted, hvor Tacitus har Helvekerne; dette viser, at man istedetfor Helvecones bør læse Helveones eller Helveiones; og alle tre Navnes Identitet bliver saaledes indlysende, især naar man veed, at Romerne ofte i et germanisk Navn gjengav det virkelige H med Ch, men brugte simpelt H, hvor Navnet egentlig begynder med en Vocal. Et Folk, som Plinius – og aabenbar efter bestemte Efterretninger – sætter paa Scandinavia, sætter altsaa Tacitus i Egnene nordenfor Böhmen, ved Weichselen. Deraf synes man at skulle slutte, at ogsaa Goter, Ruger og Lemovier ere at søge hiinsides Østersøen.

Det bliver tillige mere end sandsynligt, at Elven Guttalus, hvilken Plinius nævner som den østligste germaniske Hovedelv og hiinsides Weichselen, ligeledes er at søge paa den nordiske Halvø. Thi Weichselen nævnes jo selv som Germanernes Østgrændse, med Undtagelse af at Skirer og Hirrer efter Plinius’s Mening synes at have boet østenfor den tilligemed Sarmater og Veneder. Dog fremstiller sig her atter Sandsynligheden af, at disse selvsamme Skirer og Hirrer just ere de Folk, i hvis Nabolag Plinius havde hørt, at Guttalus-Elven skulde flyde, og naar man hermed sammenholder, at Rugerne, hvilke, efter hvad vi ovenfor have seet, ifølge Tacitus snarere ere at henføre til de nuværende nordiske, end til de tydske Lande, hos Skribenter fra de næstpaafølgende Aarhundreder somoftest nævnes i Forbindelse med Skirerne, bliver det næsten indlysende, at baade Skirer og Hirrer med samt Elven Guttalus ere at søge paa det skandinaviske Fastland. Men man kan da ikke undlade at tænke paa Gaut-Elven eller Gøt-Elven (hvilket Navn i den ældste Sprogform maa have lydt omtrent Gaut-albi eller Gaut-albs, Gaut-alvs), der allerede fra de ældste Tider dannede en saare vigtig Grændse-Inddeling i Norden, og Plinius’s Hillevier, Tacitus’s Helveer, Ptolemæos’s Æluæer blive da neppe nogen andre end Indbyggerne nær ved denne Elv, de i fordums Dage hos os saakaldte Elfbúar.

Blandt Øer i de britanniske Farvande nævner Plinius, som vi have seet, Thule, Scandia, Dumna, Bergi og Nerigon. Hans Thule er endnu det samme som Pytheas’s; Scandia er det samme som Skandinavia; Dumna, der og kunde læses Dunnia, leder Tanken hen paa Duney eller Dynjey, oprindelig Dunj-ey, den nuværende Dønnø eller Dønnesø i Nordland; Bergi er et fuldkomment germanisk og tillige oldnorsk Navn, og Nerigon mindre unegteligt om Noregr. Rigtigheden af disse Sammenstillinger maa staa ved sit Værd; men saameget erfarer man dog ved at holde Mela’s, Plinius’s og Tacitus’s Beretninger om Germanerne sammen, at den hele Strækning fra den herkyniske Skov og nordefter, hiinsides Østersøen og saa langt op i den nordiske Halvø, som Romerne kunde opspørge, var beboet af Germaner, af hvilke Goter nævnes ved Østersøen og Svier, (Svear, Svensker, Suiones) længer nordligt; at den sydlige Deel af Halvøen allerede paa Melas Tid havde det samme Navn, som den endnu bærer; endelig at Germanernes Besiddelser begrændsedes mod Vest af keltiske Folkeslag, Rhinen og Oceanet, men mod Øst af skythosarmatiske Folkeslag, der paa den Tid, fra hvilken Mela havde sine Efterretninger, endnu tildeels sad vestenfor Weichsel, men paa Plinius’s og Tacitus’s Tid vare trængte bagenfor denne, saa at Weichselen nu dannede Germaniens Østgrændse. Denne Omstændighed, i Forbindelse med de føromtalte Antydninger til at keltiske Folkeslag tidligere end Germanerne beboede Nordtydskland, vidner om at Germanerne maa have trængt sig ind mellem Kelterne og Skythosarmaterne, og at de efterhaanden have spredet sig længer baade mod Vest, Øst og Syd, indtil de her standsedes først ved vilde Skovstrækninger, siden ved Romernes Vaaben. Men derved opstaar ogsaa en Forestilling om, at Germanerne ej kunne være komne til Tydskland lige fra Østen, langs Østersøens Kyst, men at de maa være komne fra Norden, nærmest fra Skandia eller Skandinavia og over de i dens Nærhed liggende Øer[11]. Der opstaar tillige en endnu sterkere Formodning om at Pytheas’s Guttones og Mentonomon ere at søge paa det skandiske Fastland eller de nærliggendr Øer. I saa Fald havde Goterne paa Pytheas’s Tid allerede besat de Egne, hvor de senere gjenfindes, og man kunde heraf slutte, at den germaniske Indvandring allerede da i det Væsentlige havde fundet Sted[12].

En Bestyrkelse paa og nærmere Oplysning om hvad her er fremsat, faa vi hos den berømte Geograph Ptolemæos, hvis System siden blev lagt til Grund for alle geographiske Undersøgelser gjennem mange Aarhundreder ligetil Middelalderens Ende. Ptolemæos skrev ikke meget sildigere end Tacitus, man regner mellem 125 og 135 e. Chr. Han var videnskabelig Geograph af Fag, og skrev i Alexandria, Videnskabelighedens daværende Hovedsæde. Han havde vel neppe saamegen Anledning til selv at see og gjøre Opdagelser, som Tacitus, men paa den anden Side maatte hans Gransken være mere alsidig, og han har neppe sparet nogen Flid for at indsamle saa paalidelige og nye Efterretninger som muligt. Hans Karter, der endnu ledsage Udgaverne af hans Verker, vise ogsaa store Fremskridt fra hvad man tidligere havde. Britannien er hos ham ikke paa langt nær saa tæt ved Spanien, som den forhen fremstilledes; den jydske Halvø antydes, saavelsom Bøjningen af Oceanets, det vil her sige Østersøens, Kyst mod Nord; han har derhos i sit Verk nøjagtigt angivet ethvert vigtigere Punkts Længde og Brede. Men ogsaa hos ham ere Nordeuropas Dele strakte for langt ud mod Øst; Britannien danner saaledes en lang Spids mod Nordøsten; den jydske Halvø gaar ogsaa i nordøstlig Retning, og de ved den liggende Øer (de af ham saakaldte skandiske, i hvilke man gjenkjender de danske Øer og Skaane, der endnu ansaaes for en Ø), ere komne altfor nær ved Weichselens Munding. Dette maa man erindre, for ret at forstaa hans egne og de paa hans System byggede Angivelser.

Ptolemæos begrændser Germanien ved Rhinen i Vest, Oceanet i Nord, og Weichselen i Øst; han opregner først Indbyggerne i det egentlige Tydskland, ved hvilke vi her ej behøve at opholde os nærmere. Paa Halsen af den saakaldte kimbriske Halvø sætter han Saxerne, paa Halvøen selv Siguler, Sabalinger, Kobander, Chaler, Funduser, Charuder og Kimbrer; Langobarderne henfører han til de midlere Elb-Egne. I Nærheden af Weichsel sætter han Rutiklier og Bugunter (Burgunder), og mellem demm de føromtalte Ælvæer (Æluæones). Østenfor den kimbriske Halvø ligge de fire skandiske Øer, af hvilke den største, der egentlig heder Skandia,, ligger ved Mundingen af Weichsel; den beboes i Vest af Chædiner, i Øst af Faver og Firæser, i Syd af Guter og Daukier, i Midten af Leuouer. Det europæiske Sarmatien begrændses mod Nord af det sarmatiske Ocean ved den venediske Bugt og en Deel af et ubekjendt Land, mod Vest af Weichselen; det beboes mest af venediske Folk ved hele det venediske Hav, ovenfor Dacien af Peukiner og Bastarner, ved Mæotis (det asovske Hav) af Jazyger, Roxolaner o. fl.; ved Weichselen nedenfor Venederne af Gyther, saa Finner, saa Suler, nedenfor disse af Frugundier. Østenfor nogle Folk, der bo ved Weichselens Kilder, findes Galinder, Sudiner og Stavaner. Paa Oceanets Kyst ved det venediske Hav bo Velter, saa Ossier, saa Karber længst mod Nord; østenfor disse Kareoter og Saler m. fl.; ved Tanais’s Bøjning Ofler og Tanaiter, og nedenfor disse Osyler lige til Roxolanerne[13].

Vi finde, at ogsaa Ptolemæos er falden i den Snare, Datidens geographiske Forestillinger lagde for Systematikerne, at henføre Folkeslag, om hvilke de hørte at de boede paa Fastlandet langt hiinsides Germanien, til Egnene østenfor Weichsel. Saaledes faar han Finnerne nede i Polen, og Osylerne, der upaatvivlelig henhøre til Østersøens Kyst ved Øsel, paa Stepperne nede mod det asovske Hav. Men vi faa her bestemtere Efterretninger om de danske Øer og Skaane, og erfare med Vished, at Goterne beboede den sydlige Deel af „Skandja“, under hvilket Navn øjensynligt alt, hvad man kjendte af hele Halvøen, indbefattedes. Vi erfare tilligemed Bestemthed, at Venederne eller Venderne, fornemmelig Velterne (Wilzerne), boede ved den østlige Krog af Østersøen, som efter dem kaldtes det vendiske Hav eller den vendiske Bugt; at Galinder og Sudiner, lettiske Folk, som vi senere gjenfinde i Galindien og Sudauen, de indre Dele af det nuværende Østpreussen, boede noget østenfor Karpaterne, og at saavel de, som Venderne, foruden en Mængde andre Folkeslag, tilsammen regnedes for Sarmater. Osylernes Plads synes at være anført under Forudsætningen af at de boede ved Tanais, det samme synes ogsaa at være Tilfældet med Roxolanerne.

Men Tanais er en Flod, om hvis Beliggenhed man i Oldtiden ej var paa det Rene, og som man tildeels endog forvexlede med andre. Afstanden mellem det sorte Hav og Østersøen eller Oceanet tænkte man sig, som vi ovenfor have bemerket, kortere end den virkelig var, og saameget kortere, som man levede længer tilbage i Tiden; efterhaanden, som Kjendskaben til de østlige Egne udvidedes, blev ogsaa Landet mellem Oceanet og det sorte Hav bredere i Geographernes Forestilling. Pytheas’s første Rejse gik, efter Strabos egen Beretning, langs det nordlige Oceans Kyster til Udløbet af Tanais, hvilket han saaledes antog at være paa Nordsiden, ikke paa siden af det mellemeuropæiske Fastland. Strabo synes selv at have antaget det samme; han kjender heller ikke noget nordligere Folk paa de Kanter, end Roxolanerne mellem Borysthenes (Dnepr) og Tanais. Grækernes Colonier ved den kimmeriske Bosporus kunde nok bidrage til at opklare Forestillingerne om den gjensidige Beliggenhed af de store sydrussiske Floder ved deres Udløb, men ikke om deres Udspring og øvre Løb. Muligheden af at Tanais ogsaa stod i Forbindelse med den nordlige Ravkyst, var saaledes efter de Gamles Forestillinger en lang Tid forhaanden, og Pytheas maa derfor have antaget enten Weichsel, eller Oder, eller maaskee endog de danske Sunde, for Tanais’s nordlige Udløb. Thi som det charakteristiske ved Tanais tænkte man sig egentlig kun dens Udløb gjennem flere Mundinger, dens Fjernhed mod Norden, og dens Nærhed ved de Kyster, hvorfra Ravet kom[14]. Om en saadan Flod havde Grækerne fra umindelige Tider hørt fortælle. I de ældste Tider var det den fabelagtige Eridanus, i hvilken Phaethon styrtede ned, og ved hvis Breder hans Systre, forvandlede til Træer, endnu som saadanne begræd ham, men med Taarer af flydende Rav (ἤλεκτρον), som siden størknede. Gjennem denne Eridanus kunde Argonauterne, som man troede, komme fra det sorte Hav til Oceanet. Her synes nærmest Donau at have foresvævet Sagnfortællerne[15] skjønt de vel ikke havde nogen klar Forestilling om mere end to Floder, der falde ud i det sorte Hav, Eridanus i Vest og Phasis i Øst. Ogsaa Po-Floden antog man i en fjern Oltid for Eridanus. Som Eridanus ansaaes engang ogsaa Rhinen; siden hørte man mere tale om Tanais, der paa en vis Maade indtog dens Plads, og efterhaanden rykkede længer mod Øst. Men Forbindelsen med begge Have kunde man vanskeligst faa af Tankerne. Aarsagen har rimeligviis været den, at der saavel opad Rhin, og videre over Land enten til Donau eller Rhone, og derpaa ned ad disse Floder, som opad Weichsel, Njemen og Dyna overland til Dnepr og Don, og nedad disse Floder har været Handelsforbindelse mellem Norden og Syden, hvorved fornemmelig den saa eftersøgte Vare, Ravet, har været bragt ned til Middelhavets og det sorte Havs Kyster. Men med en saadan Tro kunde de ældre Søfarende fra Syden ikke andet end komme i den største Vilderede, naar de selv paa deres Kystfart kom til Mundingen af de nordeuropæiske Floder. Enhver af disse, som kun havde sit Udløb gjennem flere Mundinger, først Rhin, siden Oder og Weichsel, vel endog Gøta-Elven, maatte de antage for at være Tanais, og hvad der vedkom Egnene ved Tanais’s rette Udløb i det sorte Hav, blandedes saaledes sammen med deres egne Erfaringer og Andres Beretninger om de nordeuropæiske Flodmundingers Omgivelser, at deraf et fuldstændigt Virvar opstod, som paa Grund af den Anseelse, Ptolemæos i saamange Aarhundreder nød, endnu vedblev langt ned i Middelalderen. Ogsaa Donau (Danubius) forvexledes med Tanais (Don) og Floderne i Norden. Endog hos Saxo finder man Østersøens østlige Egne forvexlede med det sorte Havs Bredder og begge indbegrebne under Navnet Hellespont, og ældgamle National-Sagn, som de udvandrede germaniske Folk knyttede til Flodmundinger, henførtes senere uden Videre til Floderne ved det sorte Hav. Hertil kommer nu og den forhen berørte fejlagtige Forestilling om de nordiske Landes eller saakaldte skandiske Øers Beliggenhed ganske tæt ved Weichselens Mundinger, saa at endog de danske Sunde selv stundom synes at have været forvexlede med Weichselmundingerne. Alt dette maa man, for nogenledes at kunne faa Rede paa de geographiske Angivelser hos Ptolemæos, og endmere hos de af hans Efterfølgere, der tillige benyttede germaniske Sagn, stedse have ser Øje. Udsagn om dette eller hiint Folk, at det boede i Nærheden af Tanais og Mæotis, kan derfor aldrig i og for sig tages bogstaveligt, som om det samme Folk var at søge ved Don og det asovske Hav. Ptolemæos’s og Strabos Roxolaner kunne for den Sags Skyld gjerne have boet oppe ved Dons og Dneprs Kilder, maaskee endog ved Dyna, og Osylerne i deres Nærhed, altsaa ved eller paa Øen Øsel; og det bliver derved end mere sandsynligt, at det er dennes Navn, som skjuler sig under Basilia og Oserikta.

Vi kunne saaledes lige fra Pytheas forsølge Germanerne i deres Opholdssteder mellem Kelter paa den ene og Skythosarmater paa den anden Side i Nord og Syd for Østersøen; vi finde hos Pytheas Antydninger til at Goterne boede ved Østersøen, en Dagsrejse fra Ravkysten; hos Plinius og Tacitus ligeledes, at de boede i Nærheden af Østersøen, maaskee nordenfor denne, og at de, som de øvrige nordlige Germaner, rimeligviis maatte blive at regne til den ingvionske Green; baade hos Mela, Plinius, Tacitus og Ptolemæos finde vi egte Tydske Stedsnavne opregnede, fornemmelig det saa berømte Skandia eller Skandinavia; Ptolemæos omtaler Goterne udtrykkeligt som Beboere af Skandia, og Tacitus er den første, som udtrykkeligt nævner et Folk af den nordgermaniske eller nordiske Green, Svierne. Pytheas’s Angivelser oplyse ikke ligefrem, hvor langt mod Syd Germanernes Besiddelser strakte sig, uden forsaavidt man kan antage at hans Teutoner og de historisk bekjendte Kimbrer vare Kelter; men af Cæsar’s og Tacitus’s Angivelser faar man dog en Forestilling om at det varede længe, inden de arbejdede sig saa langt mod Syd gjennem eller forbi den herkyniske Skov, at de kom i Berørelse med Romernes Besiddelser ved Donau. Mela, sammenholdt med Plinius og Ptolemæos, viser os ligeledes, at Germanerne efterhaanden fra Vest af naaede Weichselen, der før Folkevandringerne blev deres endelige Grændse mod Skythosarmaterne. Paa den anden Side finde vi enkelte Folk, hvis Navne vi kunne gjenkjende, som Friserne, Chatterne (d. e. Hesserne) omtrent i de samme Egne, hvor de endnu bo; vi finde Goterne i de Lande, der endnu, som senere skal vises, i det 9de Aarhundrede e. Chr. kaldtes Gotland; vi finde Svierne endnu den Dag idag i deres gamle Hjem. Men derhos finde vi enkelte Folk, der allerede tidligt nævnes som mere sydligt boende, endnu paa Strabos, Tacitus’s og Ptolemæos’s Tid længere mod Nord, f. Ex. Langobarderne. Alt dette lægger for Dagen, at Germanernes Vandring idetmindste fra den Tid, de dukke op i Historien, gik fra Nord mod Syd, men saare langsomt, og at de allerede idetmindste tre Aarhundreder før vor Tidsregning havde indfundet sig; at man vel ikke med nogen Bestemthed kan paavise deres Indvandringstid, men at det dog bliver sandsynligt, at den senere galliske Vandring ved 300, og tilsidst Kimbrerne og Teutonernes Tog, ere Følger af det Tryk, deres Indvandring foraarsagede. Videre Oplysninger om Germanernes Vandringer i den fjerneste Oldtid maa man hente fra deres egne Sagn, hvilke, ret forstaaede og forklarede, udfylde flere af de Huller, de romersk-græske Optegnelser, med al deres Vidtløftighed, efterlade.

  1. Strabo, I. p. 63, II. 111–115. IV. p. 201. Plinius hist. nat. II. 75, IV, 16.
  2. Plinius hist. nat. XXXVII, 2.
  3. Øsel kunde vistnok ogsaa synes at være en Forvanskning as det oldnordiske Eysýsla, med hvilket Navn Nordboerne benævnte Øsel i Modsætning til Estlands Fastland, som de kaldte Aðalsýsla. Men underligt vilde det dog være, om Øen blot skulde have været benævnt med det nordiske Navn. Rimeligere er det, at dette allerede tidligt er fremkommet som et Forsøg paa at forklare det nationale Navn. Ptolemæos omtaler Osyler i disse Egne.
  4. Livius. V. 31, 35.
  5. Sallust. bell. Jugurth. Cap. 114 omtaler Manlius og Cæpios Nederlag mod Kimbrer og Teutoner som en Kamp med Gallerne. Ogsaa Florus (III, 3) lader Kimbrerne komme fra Gallien.
  6. Strabo, VII, p. 293. Plutarch, Marius, Cap. XI.
  7. De, som fremdeles paastaa Kimbrernes og Teutonernes Tydskhed, kunne dog ikke negte Navnenes keltiske Charakter. Ogsaa de faa kimbriske og teutoniske Egnenavne, der ere opbevarede, have keltisk Charakter, f. Ex. Bojorix, Cesorix, der ere aldeles af samme Slags som Ambiorix, Dumnorix, Vercingetorix, ja Livius anfører selv etsteds (XXXLV, 46) Bojorix som et keltisk Navn. Lugius, Claodicus ere mindre charakteristiske, men Teutoboch eller Teutobod, Navnet paa Teutonernes Anfører, har keltisk Klang. Man vil i alle Fald ej kunne negte Muligheden af at tydske Folkeslag, der tog de kimbriske og teutoniske Kelters Plads, ogsaa optog deres Navn.
  8. Nemlig, at der paa Øerne ligeoverfor Sarmatien skulde bo et Folk, der kaldtes Oæoner, og som kun levede af Fugleæg og Havre, et andet, Hippopoder, med Hestefødder, et tredie, Panoter med Øren saa store, at de deri kunde indhylle hele Legemet. Disse Navne ere, som man lettelig seer, græske Sammensætninger, der betegne de i Beskrivelsen udhævede Egenheder; „Oæoner“ af ὠόν et Æg, Hippopoder af ἳππος (Hest) og ποῦς (Fod), Panoter af πᾶν (Alt) og οὖς, ὠτός, (et Øre). De hidrøre saaledes fra de græske Geographer, som opfandt dem, og ere følgelig uden ringeste Værd eller historisk Betydning. Man gjenkjender dem, skjønt saare forvanskede,i Plinius’s Meddelelse af gamle tildeels med Pytheas samtidige, Beretninger om Øer ved Skythiens Kyst. Oæonerne kaldes saaledes hos Plinius Ooner, Hippopodernes Navn er uforandret; Panoterne (hvis Navn ogsaa i et Haandskrift af Mela forvanskes til Satmaler), kaldes hos Plinius Fanesier (af Panoti er der neml. gjort Phanoti, Phanosii, Fanesii). Tacitus’s fabelagtige Hellusier og Orioner (Germ. 46) ere upaatvivlelig de samme.
  9. I Scandinavi (-a er kun den latinske Endelse), er -avi den oldgermaniske og gotiske Form for det oldnorske ey (oprindelig aui), vort Ø; Scandin er en Afledsform af Skandja, Navnets kortere Form, hvorfor Plinius ogsaa skriver Scandia. Skandinavi betyder saaledes kun „Øen Skandja“. Skandin sammendrages i Oldn. til Skán, hvoraf Skáni, og Skandin-avi saaledes til Skán-ey, hvilke Navne begge betegne det nuværende Skaane.
  10. D. e. ligefrem „Østerø“ af Austar, Øst, og avi, Ø.
  11. Ogsaa Navnet „Markomanner“ d. e. Grændsemænd, paa et af de østligst boende tydske Folk vidner om en Fremtrængen ikke fra Østen, men mod Østen. Marker kaldte man idetmindste senere ikke de indre, eller tidligst erobrede Egne, men de yderste, som man sildigst havde besat og frarevet Naboerne.
  12. Om de af Plinius anførte Navne Cyltpenus, Latris, Lagnus (der umiskjendelig have germanisk Klang), saavelsom Baltia, der minder om det ældgamle Navn Belti eller Beltissund paa Storebelt, er det for den nærværende Undersøgelse overflødigt at yttre os.
  13. Ptolemæos II, 10 (Beskrivelse over Germanien); III, 5 (Beskrivelse over det europæiske Sarmatien). Jevnfør Beskrivelse over det asiatiske Sarmatien (V, 8).
  14. Ogsaa vore Forfædre havde hørt tale om Tana-kvisterne eller Tanais’s Delta-Udløb.
  15. Apollonius (IV. 627–648) lader Argonauterne sejle opad Eridanus i Rhodanus (Rhone), der tillige forestilles som om den stod i Forbindelse med den ydre Eridanus (Rhin), indtil den herkyniske Skov.