Det norske Folks Historie/1/74

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (1-1, s. 521-562).

Det laa i Sagens Natur, at de Nybyggere, der tidligst kom til Island, ogsaa havde det frieste Valg med Hensyn til Stedet, hvor de nedsatte sig, og Udstrækningen af de Stykker Land, de toge i Besiddelse. De første Nybyggere synes og at have benyttet sig saa godt som de kunde af dette frie Valg, thi det varede ikke meget længe, førend Søkysterne og de bedste, nærmest Søen liggende Dalfører vare fordeelte imellem enkelte store Grundejere, som vistnok senere tillode andre at nedsætte sig i deres Distrikter, men i de fleste Tilfælde sikkert ikke uden mod at erkjende dem selv som Høvdinger, og sig som deres Thingmænd. Da Søkysten og de nedre Dale vare optagne, opsøgtes de fra Søen fjernere, indre Dalstrøg; men da disse ikke naaede langt, eftersom hele det indre Island er en uoverseelig Steenørken, opstod der snart Mangel paa ubesat Land. Derover opstod der Klage, og, merkeligt nok, Afgjørelsen deraf blev overladt Harald Haarfagre: en Omstændighed, hvoraf det skulde synes, som om hans Herredømme eller fyrstelige Værdighed endnu efter Udvandringen vedblev at erkjendes af Nordmændene. Han bestemte, at ingen skulde tage mere Land, end hans Skibsfolk kunde fare om med Ild paa een Dag. Dette skulde skee paa den Maade, at man skulde gjøre op en Ild, naar Solen stod op; derpaa en anden, ikke længer borte, end man kunde see den første, og saaledes videre, indtil Solens Nedgang^[1]. Med Hensyn til Kvinder vedtoges det, at de ej skulde kunne tilegne sig større Strækning, end de paa en Vaardag mellem Solopgang og Soleglad kunde lede en to Aars Kvige eller et halvvoxent Nød. Man kan saaledes med Hensyn til Islands Bebyggelse skjelne mellem to Hovedperioder; den første, i hvilken Landet fordeeltes mellem de først ankomne Nybyggere i store Distrikter, og den anden, i hvilken Nybyggerne deels maatte nøje sig med mindre Stykker, deels søge til de indre Egne, deels nedsætte sig paa allerede taget Land, deels ogsaa kjøbe sig Ejendomme. Den første Periode tilhører som det synes, de første ti eller højst tyve Aar efter Hafrsfjordsslaget (872–892); den anden den øvrige Deel af Haralds Regjeringstid og de nærmeste Aar efter hans Død; man regner nemlig, at Øens fuldstændige Bebyggelse medtog 60 Aar^[2].

En af de Nybyggere, der allerførst bosatte sig paa Island efter Ingulf, og som tilegnede sig et af de videste Distrikter, var Skallagrim. Det er allerede omtalt, hvorledes han i Aaret 878, efter sit uheldige Besøg hos Kongen, besluttede at drage til Island med sin gamle Fader Kjeldulf, sin hele Familie, sine Undergivne og mange af sine Venner; hvorledes han paa Vejen fandt Lejlighed til at overfalde og dræbe Sigtrygg og Hallvard tilligemed Hertug Guthorms Sønner, og hvorledes Kveldulf døde efter de uvante Anstrengelser, han under denne Kamp havde gjort. Kveldulfs Lig blev efter hans eget, paa Dødslejet yttrede Ønske, lagt i en Kiste og kastet overbord. Over det Skib, han havde ført, tog hans og Skallagrims Ven Grim Thuressøn^[3], Bestyrelsen; han var rig og en storættet Mand fra Haalogaland, der formedelst sit Venskab med Kveldulfs Familie havde udsat sig for Kongens Vrede. Begge Skibe styrede forbi Reykjanes ind i Faxefjords-Aabningen til den senere saakaldte Borgarfjord, i hvilken de fandt Kveldulfs Kiste dreven i Land ikke langt fra Mundingen af Guf-Aaen; her opslog Skallagrim sin Bolig og byggede Gaarden Borg, efter hvilken Borgarfjorden har faaet Navn; han tilegnede sig den hele Kystegn fra Havnefjord paa Østsiden af Borgarfjorden, ikke langt fra den nordligste Grændse for Ingulfs Landnam, til Borgarhraun ved Kaldaaen paa Nordsiden af Faxefjorden, og kaldte dette Distrikt efter dets Beskaffenhed Myre, hvilket det endnu kaldes og udgjør et heelt Hered. Her uddeelte han Land til sine Ledsagere og senere ankomne Udvandrere, der vandt hans Yndest, og lod dem nedsætte sig paa forskjellige Steder. Selv forbeholdt han sig, foruden Borg, to andre Gaarde, paa Alftanes, for Fiskeriets, Sælværenes og Eggværenes Skyld, og vester ved Akrar, fordi der kom meget Drivtømmer, som da fandtes i saa stor Mængde, at man kunde bygge Huse og Skibe deraf^[4].

Aaret førend Skallagrim ankom, var og hans Broder Thorolfs Ven og Hevner Ketil Høng ankommen til Island, og havde taget et betydeligt Stykke Land i Besiddelse, nemlig den hele Strækning mellem den store sydvestligt i Landet udrindende Thjorsaa, og den østenfor, under Eyjafjeldsjøklen i mange Strømme flydende Markarfljot. Her bosatte han sig nær ved Trehyrningsaasen paa Gaarden Hof, hvor han altsaa maa have opført et Tempel, og uddeelte forøvrigt Distrikter mellem sine Venner og Frænder^[5]. En af disse var hans Fostbroder Baug, der senere kom til Island og bosatte sig med Høngs Samtykke i den saakaldte Fljots-Lid, paa Gaarden Lidarende^[6]. Endeel Aar senere kom ogsaa en anseet Haalogalænding, ved Navn Sighvat den røde, der havde egtet Rannveig, en Datter af Thorolf Kveldulfssøns Enke Sigrid i hendes Egteskab med Eyvind Lambe^[7]; ham anviste Høng Bolig vestenfor Markarfljot. Østenfor denne, ved Foden af Eyjafjeldsjøklen, nedsatte den mægtige Thrønder Rafn Valgardssøn sig. Han nedstammede i lige Linje fra Harald Hildetand. Hans Søn Jørund opbyggede et stort Tempel; fra ham nedstammede en af de mægtigste Ætter paa Island, de saakaldte Oddaverjer, til hvilke den berømte Sæmund Frode hørte.

Paa den Maade var saa godt som den hele Kyst mellem Eyjafjeldsjøklen og Borgarhraun besat; til Markarfljot af Rafn Valgardssøn, mellem Markarfljot og Thjorsaa af Høng; mellem Ølvusaa og Hvalsfjorden af Ingulf, og mellem Havnefjeld, Borgarfjorden og Borgarhraun af Skallagrim. Kun de indre Dele vare der endnu ubesatte, og nogle faa Strøg ved Kysten, nemlig den saakaldte Flo, mellem Thjorsaa og Ølvus-Aa, og Stykket mellem Hvalfjord og Havnefjeld, hvor forskjellige mindre Kolonister nedsatte sig, af hvilke de fornemste synes at have været to Brødre, Finn og Orm Haldorssønner, fra Stavanger-Egnen^[8]. Nordsiden af Faxefjorden synes ogsaa at være bleven sildigere besat, og udstykket i mindre Dele. Men til Breidefjorden, paa den anden Side af Snefjeldsnes-Halvøen, kom der tidligt mægtige Nybyggere, som toge store Landstrækninger i Besiddelse. Blandt disse var Ketil Flatnefs Søn, Bjørn. Vi have seet, hvorledes Ketil drog over til Syderøerne, og hvorledes hans Æt her erhvervede stor Magt, indtil, som det synes, Haralds Vælde fordrev dem fra Øerne, og Skoternes Opstand fra Fastlandet. Man havde foreslaaet Ketil, fortælles der, at flytte over til Island, men han sagde: „til det Fiskestade kommer jeg ikke i min Alderdom“, og forblev i Skotland, hvor han maa være død endnu for Skoternes Opstand. Hans Sønner derimod droge afsted for at nedsætte sig paa den nys opdagede Ø. Helge Bjola kom først og bosatte sig, som nys anført, paa Kjalarnes. Bjørn var, da Ketil drog til Suderøerne, bleven tilbage hos sin Fosterfader, Jarlen Kjallak i Jamteland. Da Kjallak kort efter døde, egtede han hans Datter, og begav sig til Sogn, hvor han fandt sin Faders Ejendomme i Hænderne paa kongelige Aarmænd eller Gaardsfogder. Harald havde nemlig tilegnet sig dem, da Ketil havde opkastet sig til uafhængig Høvding over Syderøerne Bjørn drev Aarmændene bort, og tog Ejendommene i Besiddelse som sin Odel. Ved Efterretningen derom skyndte Harald sig fra Viken, hvor han just opholdt sig, til Throndhjem, stevnede her 8 Fylkers Thing, og lyste Bjørn utlæg over hele Norge. Han sendte derpaa en af sine Mænd, ved Navn Hauk Haabrok, tilligemed nogle andre Kæmper, for at dræbe ham. Men da Hauk kom søndenfor Stad, fik Bjørns Venner det at vide, og advarede denne, der i Hast sejlede bort paa en Skude, han havde, med sin Familie og sit Gods. Han vovede dog ikke at seile ud til Havs, eftersom Vinteren nærmede sig, men lagde ind til Øen Moster paa Søndhordeland, hvor han fandt en venlig Modtagelse hos den mægtige Høvding Rolf, eller, som han almindeligviis kaldtes, Thorolf Mostrarskegg, Søn af Arnulf Fiskreke; han var nemlig Forstander for et Thors-Hov, der stod paa Øen, og var Guden Thor meget hengiven. Bjørn opholdt sig der hemmeligt den halve Vinter, og fik om Vaaren af Thorolf et godt og vel udrustet Langskib, paa hvilket han sejlede vester til sine Frænder, ledsaget af Thorolfs Søn Hallstein. Men da han erfarede at alle hans Søskende havde antaget Christendommen, kunde han, der ivrigt holdt ved den gamle Tro, ikke trives iblandt dem, men sejlede til Island, hvor han tog Land i Besiddelse paa Nordsiden af den Halvø, der adskiller Breidefjorden fra Faxefjorden og ender med den høje Snefjeldsjøkel. Hans Hovedgaard, hvor han levede med megen Pragt, fik efter ham Navnet Bjarnarhavn (Bjørnshavn). Fra ham nedstammede mange berømte Mænd, hvoriblandt den norske Erkebiskop Eystein. Bjørns Forjagelse fra Norge er sandsynligviis samtidig med Thorolf Kveldulfssøns Død (877), thi just i dette Aar drog Harald fra Viken til Throndhjem. Bjørn opholdt sig Vinteren over hos Thorolf, og de to følgende Vintre paa Syderøerne; han kom saaledes til Island omtrent ved 880^[9].

Paa den Tid var hans gjestfrie Beskytter Thorolf Mostrarskegg ligeledes kommen til Island. Kong Harald Haarfagre, misnøjet med, at han havde taget sig af Bjørn, sendte strax Bud til ham, at han enten skulde komme og overlade Kongen at dømme ham efter Godtbefindende, eller fare utlæg, som Bjørn. Dette skal have fundet Sted ti Aar efterat Ingulf drog hen at bebygge Island: sandsynligviis maa man her regne fra Ingulfs første Rejse. Thorolf anstillede et stort Blot, og gik til Frett hos Thor, hvilket af begge de opstillede Vilkaar han skulde vælge. Fretten, siges der, viste ham til Island; han udrustede et stort Havskib, og indskibede sig med sin Familie, mange af sine Venner og meget Gods. Templet red han ned, og medtog delt største Deel af Tømmeret, saavelsom noget af Mulden under den Stalle eller Forhøjning, hvor Thorsbilledet havde staaet. Han fik god Bør; da han kom udenfor Reykjanes, kastede han sine Andvegessuler, paa den ene af hvilke et Billede af Thor var udskaaret. Vinden førte nu Skibet forbi Snefjeldsnes og indad Breidefjorden, hvilket Navn Thorolf skal have givet den. Han landede paa Sydsiden, temmelig langt inde i en Vaag, der senere kaldes Hofsvaag. Paa et Nes lidt nordenfor Vaagen fandt han Thorsbilledet drevet i Land; dette Nes kaldte han Thorsnes, og besluttede at bosætte sig der. Han tilegnede sig ved Ild den hele Kyststrækning fra Stavaa til Thorsaa, byggede sin Gaard, Hofsstad, ved Hofsvaag, og rejste her et prægtigt Tempel, hvortil han sandsynligviis brugte Tømmeret af det nedrevne Tempel i Norge, og under hvis fornemste Stalle han vel ogsaa har lagt den medbragte Muld fra Grunden under det forrige Tempel. Til dette Tempel bød han alle sine Heredsmænd at betale Told, hvorimod han som Gode paatog sig at vedligeholde det og bestride Omkostningerne ved Offergilderne. Paa Tangen af Nesset indrettede han Thingsted for Heredet, hvor alle Domme holdtes. Stedet var saa helligt, at intet Blod maatte udgydes der i Vrede, og Ingen maatte besudle det ved legemlige Udtømmelser: dertil bestemtes et Skjær i Nærheden, som fik Navn derefter. Paa Nesset stod et Fjeld; dette ansaa Thorolf især for helligt, og kaldte det derfor Helgafell; did maatte Ingen vende Blikket, uden at have vasket sig; hverken Fæ eller Folk maatte dræbes der; han troede, at han og hans Frænder efter Døden skulde komme derhen^[10]. Thorolf traadte saaledes strax ved sin Ankomst op som en mægtig Høvding. Det var efter hans Raad, at Bjørn Ketilssøn nedsatte sig i Nærheden; Stavaaen skilte mellem begges Besiddelser. Thorolfs Søn Hallstein, der var kommen med Bjørn, fandt det under sin Værdighed at modtage Land af sin Fader; han drog over til den nordlige Side af Fjorden, hvor han bosatte sig ved Thorskefjorden, og blev en mægtig Høvding. Han blotede til Thor, for at han skulde sende ham Andvegessuler. Da, fortælles der, drev et Stykke Drivtømmer ind, 63 Alen langt og 2 Favne tykt, deraf blev der gjort Andvegessuler ej alene paa Hallsteins Gaard Hallsteinsnes, men næsten paa hver eneste Gaard ved Fjordene i Nærheden^[11].

Da Ketil Flatnefs Datter Aude havde mistet sin Mand Thorstein røde ved Skoternes Opstand, drog hun, som allerede er fortalt, over til Orknøerne med alle sine Sønnebørn og mange andre af hendes Mands Ledsagere og Tilhængere. Paa Orknøerne opholdt hun sig, som det synes, en Tidlang, og bortgiftede her sin Sønnedatter Grøn til Dungad, den skotske Jarl eller Maormor paa Katanes; der maa altsaa være sluttet et Forlig mellem Nordmændene og Skoterne. Det var rimeligviis under sit Ophold her, at hun kjøbte den fangne irske Kongedatter af Sigurd Jarls Hustru, for at hun skulde gaa hendes Svigerdatter Thurid til Haande, naar hun skulde føde; og sandsynligviis fødte hun her Olaf, den yngste af Thorsteins Børn, og som opfostredes af Aude. Denne drog først til Færøerne, hvor hun ligeledes opholdt sig en Stund og bortgiftede Thorsteins Datter Aaluf, fra hvilken den fornemste Æt paa Færøerne, de saakaldte Gøteskegger, nedstammede. Endelig sejlede hun til Island med hele sit talrige Følge. Hendes egentlige Raadgiver var Hersen Koll eller Dala-Koll; blandt hendes Frigivne nævnes Erp, en Søn af hiin irske Kongedatter og den skotske Jarl Mældun; hun havde efter Løfte givet baade ham og hans Moder deres Frihed. Aude led Skibbrud ved Vikarskeid nær ved Ølvus-Aaens Munding, da hun kom til Island; hun begav sig over til sin Broder Helge paa Kjalarnes, for at opholde sig hos ham, og han indbød hende til sig med Halvdelen af hendes Folk. Dette fandt hun smaaligt, og vilde ikke modtage Indbydelsen, men drog til Bjørn, der kjendte hendes stolte Sindelag bedre, gik hende imøde med sine Huuskarle, og indbød hende til sig med hele hendes Følge. Denne Indbydelse modtog hun, og forblev der om Vinteren. Vaaren efter tog hun Land i Besiddelse rundt om den saakaldte Hvammsfjord, og uddeelte Stykker deraf til sine Ledsagere. Af disse fik Koll den saakaldte Laxaadal, efter hvilken hans Ætlinger kaldtes Laxdølerne; han blev gift med en af Thorstein rødes Døttre, og hans Efterkommere bleve anseede Mænd. Selv opslog Aude sin Bolig paa Hvamm, inderst ved Hvammsfjorden, og boede her med sin Sønnesøn Olaf Feilan til sin Død. Herfra bortgiftede hun de øvrige af Thorstein rødes Døttre, af hvilke en ved Navn Osk egtede Hallstein Thorolfssøn, Thorskefjord-Goden. Aude var christen. Hun lod derfor rejse Kors paa nogle Høje, der kaldtes Korsholene, for ved dem at forrette sin Andagt. I de følgende Generationer, da Christendommen glemtes, bleve disse „Korsholer“ Gjenstand for Overtro og Tilbedelse. Aude var en stolt og kraftig Kvinde, høj af Væxt og før. Da Olaf Feilan var bleven voxen og skulde gifte sig, gjorde hun et prægtigt Bryllupsgilde paa Hvamm, hvortil alle deres talrige Frænder vare indbudne. Hun var da saa gammel, at hun kun plejede at tilbringe nogle faa Timer midt paa Dagen paaklædt, og i denne Tid give de nødvendige Befalinger. Paa den første Gildesdag, da Gjesterne kom, var hun dog tilstede for at modtage dem, og takkede dem fordi de vare komne langvejsfra for at gjøre hendes Huus Ære. Da alle vare skikkede til Sæde, erklærede hun højtideligt, at hun skjenkede Gaarden med hele dens Tilbehør til sin Sønnesøn Olaf. Hun bad Gjesterne at fornøje sig, som de bedst kunde, og gik derpaa med faste Skridt og rank Holdning under alle de Tilstedeværendes Beundring ud af Salen til sit Sovekammer. Næste Dag, da Olaf vilde see til hende, fandt han hende siddende død oppe ved hendes Leje. Han fortalte det til de forsamlede Gjester, som med Rette beundrede det stolte Væsen, hun lige til sin Død havde formaaet at iagttage; nu blev hendes Arveøl og Olafs Bryllup højtideligholdt under eet. Den sidste Gildesdag blev hun efter sit forhen yttrede Ønske begraven ude paa Stranden, hvor den ved Flodtid overskylledes af Vandet, fordi hun, som christen, ej vilde ligge i uindviet Jord^[12]. Olaf Feilan blev en mægtig Høvding; hans Søn Thord Gelle blev vel endog den mægtigste i hele Breidefjorden og Stamfader til en saare anseet Æt, hvortil blandt andre Are Frode hørte. Hendes Død og Olafs Giftermaal synes at have fundet Sted omkring 900.

Strax vestenfor Audes Landnam, paa den saakaldte Medalfellsstrand, nedsatte Kjallak den gamle sig, en Svoger af Bjørn Ketilsson, og en Sønnesøn af hans Fosterfader, Jarlen Kjallak^[13]. Fra ham nedstammede de stridbare Kjalleklinger. Ved Siden af Kjallaks Distrikt, paa den saakaldte Skardsstrand, tog den oftere omtalte Søkonge fra Hørdaland, Geirmund Heljarskind, Hjørs Søn, en betydelig Strækning i Besiddelse. Han ansaaes, siges det, som den fornemste af alle de Vikinger, der paa Hafrsfjordslagets Tid opholdt sig i Vesterviking. Han skal, som allerede ovenfor berettet, have været med i det Forbund, som Kjøtve, Thore Haklang, Kong Erik og Haralds øvrige Modstandere stiftede, og som fik en saa uheldig Ende for dem ved deres Nederlag i Hafrsfjorden; men selv deeltog han ikke deri, da han paa den Tid var hiinsides Havet. Anund Træfod og Thrond mjøksiglande opfordrede ham forgjæves til, med deres Bistand at vinde sine Fædrenebesiddelser tilbage. Han var klog nok til at indsee, at det ej vilde nytte ham at maale sig med Harald, men besluttede heller at gaa til Island og nedsætte sig der. Han sejlede afsted i Forening med sin Frænde Ulf skjalge, Søn af Høgne den hvite^[14], og en anden anseet Viking ved Navn Steinulf den lave, Søn af Hersen Rolf paa Agder. Hver af dem havde et Skib. Selv var han da temmelig gammel. Da de kom ind i Breidefjorden, hørte de, at Kysten var optagen paa Sydsiden. De styrede derfor ind til den nordlige Side, hvor Geirmund tog Land paa Skardsstranden, indtil forbi Budardal, medens Steinolf tog et Stykke fra Budardal og længer indad, og Ulf derimod hele det saakaldte Reykjanes, mellem Thorskefjord og Berufjord. Han var gift med en Syster til Helge magre, Datter af Eyvind Austmand; deres Søn egtede en Syster af Steinulf den lave. Geirmund bosatte sig paa Geirmundstad ved Skard, og levede med kongelig Pragt; saaledes havde han ikke mindre end 80 Frimænd hjemme paa Gaarden. Derfor fandt han sit Landnam for lidet og besluttede at tage mere. Men da det tilgrændsende Land var optaget, maatte han søge sine nye Besiddelser længer borte, nemlig paa Øens nordvestligste Spidse, lige fra Forbjerget Rytagnup paa Nordsiden af Isefjorden, og forbi Horn (Kap Nord) øster til Straumnes (ved Bardsvik). Her uddeelte han mindre Stykker til sine Undergivne, og indrettede for sig selv fire Gaarde, som hans Trælle bestyrede, i Adalvik, Kjaransvik, i den vestre Alminding, og i Bardsvik. Med sin Nabo, Kjallak den gamle, tom han i Uenighed om et Grændsestykke; de stredes, og Geirmund var trods sin høje Alder nær ved at sejre, da Bjørn Ketilssøn tilligemed en anden Mand fik adskilt og forligt dem. Geirmund var en ædel og storsindet Mand, og mange anseede Slægter nedstamme fra ham^[15]. Hans Nedsættelse her synes at have bestemt flere af hans Frænder til at søge Bolig i Nærheden. Hans Svigersøn, Ketil Gufa, Ulf skjalges Søskendebarn, nedsatte sig noget vestenfor Thorskefjorden^[16]; en anden Sønnesøn af Høgne den hvite, ved Navn Geirleif, tog en Strækning, endnu længer mod Vest, kaldet Bardestrand, i Besiddelse^[17]; dennes Fostbroder Armod tog Raudasand udenfor Vardestranden, og Ørn, en Frænde af Geirmund, der maatte forlade Rogaland for Kong Harald Haarfagres Overmagt, tog og opkaldte efter sig den store Arnarfjord paa Nordvestkanten af Landet^[18]. Geirmunds Indflydelse strakte sig altsaa med faa Afbrydelser ligefra Medalfellsstranden i Breidafjorden til Straumnes paa Nordøstsiden af Landet. Det er derfor vistnok med Rette, at Landnamsbogen kalder ham den mægtigste af alle Landnamsmændene.

Paa Østsiden af den store Halvø, der stikker ud mod Nordvest mellem Straumnes og Rutafjorden, optoges mindre Stykker. En af de større Landnamsmænd her var den oftere omtalte Anund Træfod, der bosatte sig paa et Sted ved Navn Kaldbak^[19]. En af hans fordums Staldbrødre i Vikingefærder og Hafrsfjordslaget Baalke Bløngssøn, Sønnesøn af Sote fra Sotenes i Viken, tog hele Østsiden, den saakaldte Rutafjord i Besiddelse^[20]. Paa den østlige Side nedsatte sig en vis Eystein Alfssøn fra Oster, der egtede en af Thorstein rødes Døttre^[21].

Strax østenfor Rutafjorden gaar den smale Midfjord ind i Landet. Den blev optagen af en mægtig og anseet Mand ved Navn Bjørn Skeggesøn, sædvanligviis kaldet Skind-Bjørn, fordi han plejede at fare paa Holmgaard og Austerveg og handle med Pelsverk. Hans Søn, kaldet Midfjord-Skegge, var ogsaa en stor Viking og Farmand. Engang, da han havde herjet i Austerveg og laa ved Sjæland, skal han have gravet sig ind i Rolf Krakes Gravhøj, og borttaget hans ypperlige Sverd Skafnung, Hjaltes Øre og meget andet Gods; han forsøgte og at tage Bødvar Bjarkes Sverd Lauve, men kunde ikke faa vristet det fra ham. Med Skafnung skal der og have fulgt en saakaldet Lyfsteen, der alene kunde helbrede de Saar, det gav^[22].

Efter Midfjorden følger mod Øst den ikke meget dybe Hunafjord, som optager flere betydelige Elve, der gjennemløbe store Dalfører. De fornemste af disse ere Videdalen, Vatnsdalen og Blandadalen. Videdalen optoges af en Audun Skakul, Sønnesøn af den engelske Jarl Hunde-Steinar og Aaluf, Lodbroks Datter^[23], Vatnsdalen derimod af den berømte og mægtige Ingemund fra Raumsdalen. Ingemnnd var en Søn af den mægtige Herse Thorstein, og denne igjen af den ovenfor (S. 331 og 332) omtalte Herse Ketil Raum, der skal have nedstammet fra Jøtunbjørn, Nors Sønnesøn, og været gift med Mjall, Aan Bogsveigers Datter. Thorstein havde i sin Ungdom søgt at indlægge sig Hæder ved at efterstræbe eg fælde en Røver, som foruroligede Alfarvejen mellem Raumsdalen og Oplandene; (han maa altsaa have haft sit Tilhold paa Lesjeskogen). Thorstein udrettede dette paa den Maade, at han lagde sig paa Luur i Røverens Huus, medens denne var ude, og gjennemborede ham, da han kom hjem, med hans eget Sverd. Røveren, en stor og sterk Mand, havde dog endnu Kræfter nok til at gribe Thorstein og holde ham fast; men da han hørte, hvo hans Banemand var, skjenkede han ham Livet, aabenbarede ham, at han var en Søn af Ingemund Jarl i Gautland, og bad ham endog besøge hans Forældre, bringe dem hans sidste Hilsen, og egte hans Syster Thordis. Thorstein gjorde saa, fik Jarledatteren til Egte, og havde med hende Sønnen Ingemund, der, efter at være opfostret hos den anseede Bonde Ingjald eller Thore^[24] paa Havnøen i Haalogaland, drog paa Vikingetog i Forening med sin Fostbroder Grim, og indlagde sig stor Hæder. Paa et af disse Vikingetog traf han den tappre Viking Sæmund den syderøiske, med hvilken han efter en haardnakket Kamp sluttede Venskab og Forbund Ingemund og Sæmund vare just komne fra Vesterviking og laa med deres Skibe i Nærheden af Hafrsfjorden, da Kong Harald stod i Begreb med at levere de forbundne Fyrster det afgjørende Slag. Ingemund bestemte sig til at tage Kongens Parti, Sæmund derimod sagde at han ej vilde vove sit Liv for Harald, men holde sig udenfor Striden; han sejlede strax nordefter, medens Ingemund stødte til Kongens Flaade, og stred med stor Berømmelse. Han kom herved i stor Yndest hos Kongen, der foruden store Belønninger, hvoriblandt 3 bemandede Skibe, gav ham et lille Freysbillede af Sølv, hvilket Kong Kjøtve havde plejet at bære hos sig som en Talisman^[25]. Sæmund derimod kaldte han en Forræder, og viste sig saa forbittret over hans Færd, at denne efter Ingemunds Raad fandt det raadeligst at drage til Island. Efter Ingemunds Hjemkomst skal en klog Finnekone ved et Gilde hos Ingjald have spaaet ham, at han skulde komme til at bosætte sig paa Island, og have angivet som Tegn, at det lille Freysbillede var kommet bort af hans Pung, men skulde gjenfindes paa Island der, hvor han kom til at bo. Hun spaaede ligeledes Ingjalds Sønner Grim og Romund, at de skulde flytte til Island. Ingemund blev ærgerlig herover, og vilde intet høre derom; men Grim og Romund meente, at det ej kunde nytte at modsætte sig Skjæbnen, at Island var et godt Land, og at man der var sikker for Kongers og Voldsmænds Undertrykkelse. Grim var desuden en god Ven af Kveldulf og Skallagrim, og saa nøje forbunden med dem, at han ikke godt kunde forblive i Landet efter at de vare dragne bort i aabenbart Fiendskab med Kongen. Grim og Romund droge derfor afsted med Skallagrim, saaledes som det ovenfor er fortalt, og bosatte sig ved Borgarfjorden. Romund nedsatte sig i Tveraalid længere oppe. Ingemund derimod forblev i Norge, og yttrede fremdeles den bestemteste Ulyst til at drage til Island. Hans Fader døde, Ingemund tiltraadte Arven, og egtede efter Kong Haralds Raad og Foranstaltning en naturlig Datter af Jarlen Thore den tause paa Møre, Ragnvald Jarls Søn og Efterfølger: han maa altsaa være forbleven i Norge idetmindste ti Aar længere end Grim og Romund. Imidlertid spøgede Finnekonens Spaadom i Ingemunds Hoved; han grublede meer og meer derover, og skal endelig have faaet nogle Finner til at gjøre en Rejse til Island, ifølge den baade da og gjennem mange paafølgende Aarhundreder herskende Overtro, at de kunde lade deres Sjæl fare ud af Legemet, der imidlertid laa som i Dvale, medens Sjælen, som oftest i et eller andet Dyrs Skikkelse (hamför), besøgte det Sted, fra hvilket man ønskede Oplysninger^[26]. Finnerne skulle efter tre Dages Forløb have fortalt ham, at de efter megen Møje virkelig havde fundet Billedet i et Holt paa Nordkanten af Landet, hvilket de beskreve ham nøjagtigt med alle dets Omgivelser; men det havde ikke været dem muligt at faa Billedet fat. Heraf skal Ingemumd have forstaaet, at det nu engang var hans Skjæbne at skulle flytte til Island, og Kongen, hvem han raadspurgte derom, var enig med ham deri. Kongen sagde og, at det var ærefuldt for ham at drage derover med hans Tilladelse og, ikke stjæle sig bort, ligesom saa mange nu gjorde. Paa den Tid, da Ingemund besluttede at drage over til Island, var, heder det, Farten derover som sterkest; det maa altsaa have været omkring 890. Ved et stort Gilde, han gjorde for sine Venner og andre Høvdingen forkyndte han til deres Forundring og Bedrøvelse sin Beslutning; men mange løde sig dog ogsaa lokke til at drage over med ham. Han indskibede sig med sin Hustru, sine fem Sønner, sin Svoger Jorund Hals, en Frillesøn af Thore Jarl, sin Datter, sine Huusfolk, og endeel andre Mænd, og landede først i Borgarfjorden, hvor hans Fostbroder Grim tog venligt imod ham, og bad ham nedsætte sig der. Men Ingemund, hvis Hu efter Finnernes Udsagn stod til at bosætte sig nordpaa i Landet, forblev kun Vinteren over hos Grim, og drog om Vaaren over Fjeldhøjderne nordefter, først til Hrutafjorden, hvilken han gav Navn, og derpaa til Vatnsdalen, i hvilken han troede at gjenkjende den af Finnerne beskrevne Egn, og udsaa sig Bolig i en liden Dal, hvor han strax begyndte at bygge baade en Gaard og et Tempel, 100 Fod langt. Da han her grov Huller i Jorden for at befæste Andveges-Sulerne, skal han have fundet Billedet, og udbrød da, at det ej nytter at sætte sig op mod sin Skjæbne. Ingemund tog nu Vatnsdalen i Besiddelse, og anviste derpaa sine Ledsagere forskjellige Steder i Dalen^[27]. Han maatte dog gjøre en Rejse tilbage til Norge, for at skaffe sig det nødvendige Huustømmer, medbragte nogle nys fangne Hvidbjørn-Unger, og forærede Kongen dem; denne gav ham til Gjengjeld Tømmer i Overflod og det gode Skib Stigande ^[28]. Ingemnnd blev siden en mægtig Høvding, og henlevede Resten af sit Liv i Rolighed, nydende den største Anseelse.

Blandadalen, som ovenfor er omtalt, blev fornemmelig optagen af Eyvind Sørkver, der var kommen ud med Ingemund, og var hans fortrolige Ven; Ingemunds Høvdingskab har altsaa tillige strakt sig didhen. En mægtig Mand ved Navn Ævar, Dattersøn af Kong Harald Guldskjæg i Sogn, bosatte sig højere op i Dalen, og blev Stamfader for en berømmelig Æt^[29].

Østenfor Hunafjorden strækker sig en Halvø, den saakaldte Skage, langt ud mod Nord; dens vestlige Kyst kaldes Skagastrand, og østenfor gaar den store Skagafjord ind, mellem Skagen i Vest og Halvøen Høvde i Øst. Den fornemste Landnamsmand i den vestre Deel af Skagafjorden var Ingemunds Ven, Sæmund, kaldet den syderøiske, der ikke havde villet tage Deel i Hafrsfjordslaget, og derfor havde maattet drage til Island ikke længe efter at det havde fundet Sted. Sæmund maa saaledes være kommen ud langt tidligere end Ingemund^[30]. Den øvre Deel af det fra Fjorden opgaaende Dalføre, de saakaldte Goddale, optoges af Erik Roaldssøn, der oprettede et Tempel, uddeelte Land til senere ankomne Kolonister, og synes overhoved at have været en meget anseet og formaaende Mand^[31]. I de østligere Dale ved Skagafjorden, Kolbeinsdalen og Hjaltadalen, nedsatte sig Kolbein Sigmundssøn fra Vestfold, og Hjalte Thordssøn; denne maa have været saare rig og mægtig, siden det berettes, at hans Sønner til Arveøllet efter ham indbøde alle Høvdingerne paa Island, i Alt 1200 Mænd; ved delte Arveøl blev der og kvædet en Draape om den Afdøde^[32]. Paa selve „Høvden“ bosatte sig en anseet Mand ved Navn Thord, der i lige Linje og fjerde Led nedstammede fra Bjørn Jernside, Sveriges Konge, Ragnar Lodbroks Søn, og var gift med en Datter af Kong Cerbhal i Irland^[33]. Det synes næsten som om Thords Nedsættelse her har lokket flere svenske Mænd til Egnen, thi de faa svenske Nybyggere paa Island, som Landnamsbogen omtaler, findes næsten udelukkende i dette Strøg. Saaledes nævnes som Landnamsmand i Nærheden af Hjaltedalen en Bjørn Roarssøn, kaldet Slette-Bjørn, hvis Moder Groa nedstammede fra Hersen Gorm i Svithjod og hans Hustru, en Datter af Erik Sviakonge, sandsynligviis den første af dette Navn^[34]; fremdeles en Fridleif fra Gautland, fød af en flamsk Moder, der bosatte sig i Nærheden af Thord; en anden, ved Navn Thord Knapp, der skal have været en Søn af Bjørn paa Hauge, nedsatte sig lidt østligere, og endelig nævnes Thormod ramme, der blev jagen i Landflygtighed af Kong Bjørn, fordi han havde dræbt Gyrd, Morfader af Skjalg paa Jæderen, og drog til Island, hvor han nedsatte sig ved Siglunes, yderst paa Nordøstspidsen af Halvøen mellem Skaga- og Eyja-Fjorden^[35].

Den forhen omtalte Floke eller Navne-Floke, der kort efter Gardar fandt og navngav Island, nedsatte sig ogsaa tilsidst paa Island, og valgte sit Opholdssted paa den nysnævnte Kant, lidt østenfor Høvden, hvor Flokadalen og Flokadals-Vandet endnu minde om ham. Han egtede en Syster af Thord paa Høvde^[36].

Østenfor Skagafjorden skærer, som forhen nævnt, den dybe Eyjafjord sig ind i Landet. Ved den boede Nordlandets mægtigste og meest anseede Mænd, idetmindste i det første Aarhundrede efter Landets Bebyggelse. Den fornemste Landnamsmand her var den allerede ovenfor oftere omtalte Helge magre, Eyvind Austmands og den irske Kongedatter Nafartas Søn, og Ketil Flatnefs Svigersøn. At han drog til Island fra Irland eller Syderøerne, synes utvivlsomt, men det er ikke saa tydeligt at see, paa hvad Tid han nedsatte sig der, eller hvad Aarsagen dertil kan have været, thi som Eyvinds Søn og den irske Konges Dattersøn maatte han dog antages at kunne erhverve Magt og Anseelse i Irland, om han end ej kunde forblive paa Syderøerne. Hans Søn Rolf synes endog længe før denne Tid at have været bosat i Norge, da der udtrykkelig tillægges ham en Søn, Helge, fød øster, d. e. i Norge, og af en oplandsk Moder, hvilken senere kom til Island, da Eyjafjorden allerede var bebygget, og nedsatte sig derfor paa Nordvestkanten af Landet^[37]. Helges to andre Børn, Ingjald og Ingunn, vare fødde førend han kom til Island, og Ingjalds Fødsel falder omtrent ved 875^[38]. Efter denne Tid maa altsaa hans Overfart have fundet Sted. Men der er igjen andre Omstændigheder, som gjøre det nødvendigt, ej at sætte den saa meget senere^[39]; sandsynligviis fandt den altsaa Sted omkring 880. Om Helge fortælles det, at han var opdragen i Christendommen, og troede paa Christus, men dog, som det heder, var meget blandet i sin Tro, og plejede at paakalde Thor ved Sørejser og alleslags Foretagender, hvor det kom an paa Styrke og Haardførhed. Da Helge fik Øje paa Island, gik han til Frett, for af Thor at faa vide, hvor han skulde nedsætte sig. Fretten viste ham til Eyjafjorden. Førend man fra Skibene fik Øje paa Fjordmundingen, skal Helges Søn Rolf have spurgt, halv spøgende, halv ærgerlig, om Thor maaskee vilde anvise dem Dumbshavet (Iishavet) til Vinteropholdssted. Men snart fandt de Indløbet og landede. Den første Vinter opholdt de sig længere ude i Fjorden, og her bosatte Haamund sig foreløbigt paa den efter ham opkaldte Gaard Haamundstad. Helge gik om Vaaren op paa et højt Fjeld, og fandt at de indre Fjordegne saa mere indbydende ud, han flyttede derfor længer ind, og bosatte sig endelig paa et Sted, han kaldte Kristnes, hvor han indrettede sin Hovedgaard. Fjorden selv kaldte han Eyjafjord efter dens Øer, og tilegnede sig dens hele Omegn lige fra de yderste Forbjerge ved dens Indløb^[40]. Han betegnede Besiddelsestagelsen ved at gjøre en stor Ild ved hvert Elveos, og helligede sig derved, som det heder, den hele Fjord Nes imellem. Sidenefter uddeelte han sit Land mellem sine Sønner, Svigersønner og Tilhængere, men forbeholdt sig selv, som man maa formode, Høvdingdømmet over dem alle. Hans Søn Ingjald bosatte sig paa Tveraa inderst i Fjorden, og blev Stamfader for en mægtig Æt^[41], den anden Søn Rolf gav han Land paa den anden Side af Fjorden^[42]. Begge oprejste store Templer, uagtet Faderen havde været Christen; saa kort varede Christendommen i disse Nybyggeres Ætter. Haamund Heljarskind gav han ogsaa Landstrækninger længer inde i Dalen, hvor han flyttede til Gaarden Espehol; Audun Roten, en Søn af den fra Floke Vilgerdssøns Islandsrejse bekjendte Thorolf Smør, gav han sin Datter Helga og et betydeligt Stykke Land oppe i Dalen; deres Sønnesøn Eyjolf var i Midten af det 10de Aarhundrede hele Heredets fornemste Høvding, og hans Magt gik i Arv til hans Sønner Gudmund den mægtige paa Madrevalle og Einar paa Tveraa. Helges Datter Thora blev gift med Gunnar, en Søn af den berømte Ulfljot, Thorleif spakes Systersøn, der siden i sin Alderdom skaffede Island dets første Love^[43].

Blandt de anseede Mænd, som bosatte sig i Helge magres Landnam med hans Samtykke, nævnes ogsaa den vældige Viking Thorstein Svarfad fra Naumdalen, hvis Fader deels kaldes Raud Rugga, deels Thorgnyr^[44], og efter Nogles Sigende endog skal have raadet før Naumdal^[45], hvilket dog ikke kan forstaaes anderledes, end at han har været Herse eller Lendermand. Thorstein tilbragte en lang Tid af sin Ungdom i Ildhuset ved Asken, og nød liden Hæder af sin Fader, som derimod langt foretrak den anden, smukke og belevne Søn Thorolf, der som Kjøbmand rejste om mellem Landene og vandt Alles Venskab. Thorolfs Opmuntringer bragte dog endelig Thorstein til at vaagne op af Dorskheden, de droge i Viking, og han blev nu en udmerket Mand, der skaffede sig Rigdomme og Hæder, overvandt den frygtede og næsten som uovervindelig anseede Viking Ljot den blege, og egtede endelig Ingebjørg, Datter af Herrød Jarl i Gautland, efter at have befriet hende for Berserken Moldes Paatrængenhed ved at fælde ham i Holmgang. Thorstein flyttede endelig til Island, og bosatte sig i den Dal nordvestligt ved Eyjafjorden, som efter ham har faaet Navnet Svarfad-Dalen. Hans Efterkommere kaldes Svarfdølingerne, og der er merkelige Beretninger om dem. De forhen omtalte Sønner af Øndott Kraaka, Aasmund og Aasgrim, efter deres Faders Tilnavn kaldte Kræklingerne, toge ligeledes deres Tilflugt til Eyjafjorden, sandsynligviis paa Grund af det Svogerskab, der var mellem deres afdøde Fader og Eyvind Austmands Familie. Aasmund drog til Island med Anund Træfod, endnu stedse i den Formodning, at hans Broder Aasgrim var død, kom til Eyjafjorden, og fik af Helge magre Land anviist paa Vestsiden af Fjorden ved Gler-Aaen, hvor hans Gaard kaldtes Kræklingalid. Aasgrim derimod begav sig efter sin Helbredelse tilbage til sin Beskytter, Erik Ølvus^[46], og fik af ham et Langskib, med hvilket han i nogle Aar laa paa Vikingetog. Da Kong Harald erfarede dette, sendte han Grim Herses Systersøn, Thorgeir af Hvin, ud med to Langskibe for at opsøge Aasgrim, og dræbe ham, hvor han kunde finde ham. Men han fandt ham ingensteds, og besluttede derfor at drage til Island og dræbe den anden Broder Aasmund. Thorgeir landede ved Ørebakke nærved Ølvusaaens Munding, drog nordefter over Hejderne, og tilbragte Vinteren i en afsidesliggende Fjelddal, der endnu derefter fører Navnet Hvinverjadal (Hvinværingernes Dal), men er ubeboet. Den følgende Sommer kom Aasgrim selv til Island, ledsaget af en vis Thore, der undervejs var bleven uenig med ham, De landede ved Ørebakke, og Thore solgte sin Part i Skibet til Aasgrim, idet han selv skyndte sig nordefter, underrettede Folkene i Hvinverjadal om Aasgrims Ankomst, og red derpaa tilbage igjen. Aasgrim forlod Skibet 14 Dage senere, og besøgte først sin Frænde Thrond mjøksiglande, der imidlertid ogsaa var flyttet til Island, og havde bosat sig paa Sønderlandet. Thrond advarede Aasgrim for Thorgeir, men Aasgrim lod sig ikke derved afskrække fra at drage over Fjeldet, selv tolvte. Da de kom i Nærheden af Hvinverjadal, lod han sine Mænd tage Brynjer paa Under Rejsekapperne; han fik tillige indbildt Thorgeir, der allerede laa paa Luur efter ham med 30 Mand, at han var Thore, der atter drog nordefter Thorgeir lod sig derved forlede til ej alene intet ondt at gjøre Aasgrim, men ogsaa at beholde ham hos sig i to Dage, og følge ham paa Vejen. Da Thorgeir kom hjem, skal han have drømt at en Kvinde sagde ham Gjestens rette Navn; under alle Omstændigheder maa der være gaaet op et Lys for ham derom, thi han væbnede sig og satte efter de Bortdragende, som han indhentede da de vare komne forbi Blanda-Aaens Udspring. Men her havde ogsaa Aasmund mødt sin Broder med 40 Mand; det nyttede derfor ikke Thorgeir at angribe ham, og ved Aasmunds Medvirkning sluttedes der et Forlig mellem dem. Aasgrim drog senere tilbage til Norge, før at egte Erik Ølvus’s Datter, men nedsatte sig siden i Kræklingalid ved Siden af Broderen^[47]. Grim blev siden gift med en Sønnedatter af den mægtige Ketilbjørn paa Mosfell (se nedenfor), og har med hende efter al Sandsynlighed baade faaet Ketilbjørns Skib Ellide, siden Grim kaldtes Ellidagrim, og Gaarden Tunga paa Sønderlandet, eftersom Aasgrim, Ellidagrims Søn, boede der. Denne Aasgrim blev en mægtig og indflydelsesrig Høvding^[48].

De nordøstligere Egne af Island, henimod Polarcirklen, frembød mindre indbydende Opholdssteder, og bleve derfor ogsaa mere sparsomt befolkede. En mægtig Mand, ved Navn Baard, Søn af Hersen Heyangs-Bjørn i Sogn^[49], landede her ved Udløbet af den store Skjalvandafljot, og optog den hele omkring liggende Dal, der efter ham fik Navnet Baardardal. Men da han, som det siges, merkede at Landvinden var bedre end Havvinden, sluttede han, at Landet var bedre paa Sydsiden, og efter at have ladet det undersøge af sine Sønner, gjorde han sig rede til at flytte sydpaa over Hejderne. Han lød indrette en Kjelke for hvert eneste Huusdyr han havde, der kunde gaa, for at ethvert kunde drage sit Foder over de tørre, græsløse Ørkener. Og saaledes kom han ad en Vej, der senere kaldtes Baardargata, ned til det saakaldte Fljotshverve paa den sydøstlige Kant af Landet, hvor han sidenefter boede. Dog bosatte nogle af hans Sønner sig paa Nordlandet^[50]. I den saakaldte Reykjadal, lidt østenfor Baardardalen og i Omegnen af Mo-Vandet, bleve Eyvind og Ketil, Sønner af Hersen Thorstein fra Hordaland, de største Høvdinger^[51].

Østerlandet paa Island, eller Strækningen mellem Langanes i Nordøst og Eyjafjeldsjøklen i Syd, synes ogsaa, paa Grund af sit mindre indbydende Udseende, i det Hele taget at være blevet senere befolket end Sønder- og Vesterlandet, uagtet det var Østkysten, som man paa Sejladsen fra Norge eller Syderøerne først fik i Sigte^[52]. Blandt de mægtigste Nybyggere paa denne Kant synes Eyvind Vaapne fra Strinden at have været. Han og hans Broder Ref bleve uenige med Kong Harald, og vilde paa hver sit Skib drage til Island, men Ref var uheldig nok til at blive dreven tilbage til Norge af Vind og Vejr, og Kongen lod ham dræbe. Eyvind derimod kom til Island, og tog den Fjord i Besiddelse, der efter ham har faaet Navnet Vaapnafjorden. Han uddeelte siden Landstrækninger til flere af sine Frænder og Venner. Fra en Lyting, der nedsatte sig paa Sydsiden af Fjorden, nedstammede siden de mægtigste saakaldte Vaapnfirdinger. Blandt de i Nærheden bosatte Mænd nævnes og en Broder af Berdlu-Kaare^[53].

Noget søndenfor Vaapnafjorden falde to betydelige Elve ud i Havet, nemlig Jøkulsaaen, og den saakaldte Lagarfljot, der længer oppe mere kan kaldes en lang, smal Indsø og gjennemstrømmer et betydeligt Hered, kaldet Fljotsdals-Hered. De fornemste Landnamsmænd her vare Thore Thidrandes Sønner fra Verdalen, der toge den nedre Deel, og Brynjulf den gamle, der tog den øverste Deel af Heredet i Besiddelse. Thores Sønner hed Ketil Thrym og Graut-Atle. Om Ketil fortælles der, at han siden gjorde en Rejse tilbage til Norge, og opholdt sig en Stund hos Hersen Vedorm, der var en Søn af Vemund gamle, og havde maattet flygte for Kong Harald til Jemteland, rimeligviis fordi hans Søn Holmfast og Systersøn Grim havde herjet paa Syderøerne, dræbt Jarlen Aasbjørn Skerjablese, og bortført hans Hustru Aaluf og Datter Arneid med sig i Fangenskab. Efter en Beretning skal Vedorm endog selv med alle sine Brødre og 18 Skibe have foretaget dette Tog^[54]. Ketil kjøbte Arneid for to Trediedele mere end den Priis, Vedorm satte paa hende. Førend de forlode Norge, fandt hun en Kiste fuld af Sølvpenge, nedgraven under et Træ i en Skov, og aabenbarede dette for Ketil, som af Taknemmelighed gav hende Valget, enten hun vilde følge med ham som hans Hustru, eller han skulde føre hende tilbage til hendes Frænder. Hun valgte det første; efter hende kaldte Ketil sin Gaard Arneidarstad. Brynjulf den gamle uddeelte store Landstrækninger til sine Frænder og Venner^[55].

Den mægtigste og meest anseede af alle Landnamsmændene paa Østsiden var dog Ragnvald Mørejarls Frillesøn Rollaug. Denne havde, som ovenfor viist, tilbudt sig at gaa som Jarl til Orknøerne, da hans Broder Hallad saa uhæderligen havde frasagt sig Jarleværdigheden over dem, men hans Fader havde allerede da sagt, at han ej var skikket til Krig og Urolighed, og at det snarere var ham af Skjæbnen bestemt at drage til Island. Rollaug tog dette ilde op, flyttede fra sin Fader og opholdt sig en Tidlang hos Kongen, men Enden blev dog at han drog afsted, efter Kong Haralds eget Raad. Han var da allerede gift og tog Kone og Børn med sig. Da man nærmede sig Landet paa Østsiden ved Horn, kastede han sine Andvegessuler ud. Vinden drev ham vestover, hvor han landede ved Leiruvaag og opholdt sig en Vinter, men her fik han høre, at hans Suler vare drevne i Land i Hornafjorden; han drog derfor didhen og bosatte sig der, paa et Sted, kaldet Breidabolstad. Han var en stor Høvding, og vedligeholdt stedse sit Venskab med Kongen^[56]. Noget sildigere end Rollaug nedsatte en anden højbyrdig Nordmand, Bødvar hvite, sig ved Alstafjord lidt nedenfor Hornafjorden, og rejste et stort Tempel; han nedstammede i 10de Led fra Rolf af Berg paa Hedemarken^[57]. Hans Søn egtede Rollaugs Sønnedatter; fra dette Egteskab nedstammede de mægtige Side-Mænd^[58].

En anden Søn af Heyangs-Bjørn, ved Navn Aasbjørn, drog ogsaa til Island med sin Hustru Thorgerd og tre Sønner. Han døde under Udfarten i Havet, men Thorgerd fortsatte Rejsen, og da det, som allerede omtalt, hed, at en Kvinde ej maatte tage Land videre, end hun kunde lede en to Aars Kvige mellem Solopgang og Solnedgang paa en Vaardag, tog hun paa denne Viis Land i Dalen indenfor Ingulfshøvde, hvor hendes ypperste Søn Assur blev Stamfader for en mægtig Høvdingeæt. Her nedsatte ogsaa hendes Svoger Helge, Aasbjørns Broder sig, og kun et lidet Stykke vestligere var det Fljotshverve, hvor den tredie Broder Baard flyttede hen fra Baardardalen paa Nordlandet^[59].

Her paa denne Kant var det og, at Paperne, eller de af Dicuil omtalte irske Gejstlige havde boet, og maaskee endog boede ved de norske Kolonisters Ankomst. Levninger efter dem, som Klokker, Krumstave, irske Bøger o. s. v., skulle have været fundne deels paa Papø lidt østenfor Alstafjorden, deels i Papyle, vestenfor Hornafjorden; det heder ogsaa, at der i det Strøg, der kaldtes Sida, ved Foden af Skaptaajøklen og Sidajøklen, skal have boet Paper paa et Sted ved Navn Kirkebø, og at Hedninger ikke siden kunde bo der. Men en christen Mand, ved Navn Ketil fiflske, Dattersøn af Ketil Flatnef, tog Land her, og opslog sin Bolig paa Kirkebø. Om han har givet Stedet dette Navn, fordi han virkelig forefandt en Kirke eller et Slags Kapel, eller fordi han selv byggede en Kirke der, er vanskeligt at sige. Maaskee han endog virkelig har fundet Paper boende der, og at det er dette, som har hindret Hedningerne fra at tage Bolig her. Det fortælles, at en hedensk Mand ved Navn Hilde senere vilde flytte derhen, men styrtede død ned, da han kom nær Tungaarden^[60].

De her nævnte Landnamsmænd vare anseede som de fornemste af dem, der i den tidligere Landnamstid kom til Island, og som derfor kunde optage de største og meest indbydende Landstrækninger De færreste af dem synes at være komne saa tidligt over, som Skallagrim, Ketil Høng og Ingulfs nærmeste Efterfølgere, men de fleste derimod omkring 890. Dette sees deels af de særegne Slægts- og Samtids-Forhold, der ved enkelte af hine Landnamsmænd angives, deels af udtrykkelige Udsagn, f. Ex. om Ingemund, at han drog til Island paa en Tid, da Overflytningerne vare paa det hyppigste. Thi da han var gift med en Datter af Thore Jarl, bliver det tidligste Tidspunkt, hvortil man kan henføre hans Rejse, ved 890. De, som kom efter denne Tid, maa have fundet de fleste af Kyststrækningerne optagne, og derfor seet sig nødte til at ty til de indre Egne, naar de ikke vilde kjøbe eller kunde tiltrodse sig Land af de tidligere bosatte. Det var under disse Omstændigheder, at man enedes om at lade Kong Harald afgive hiin Bestemmelse med Hensyn til Besiddelsestagelse af Land, som førhen er nævnt. Det kunde vistnok behøves, da allerede flere senere ankomne, stridbare Nybyggere havde grebet til den Udvej, ved Trusel om Holmgang at tiltvinge sig den Landstrækning de ønskede, af den tidligere Besidder. Det fortælles saaledes om en Reidar Ufeigssøn, der ej vilde kaste sine Andvegessuler ud, men derimod paakaldte Thor, for at erfare, hvor han skulde bosætte sig, at han landede i Skagafjorden og vilde udæske Sæmund den syderøiske til Tvekamp om hans Land, men lod sig dog overtale til at afstaa derfra, da Erik i Goddale forestillede ham hvor galt det vilde see ud, om Folk sloges, saalænge de vare saa faa i Landet^[61]. Men en anden, ved Navn Isulf, der kom til Sydøstkanten af Landet, tiltrodsede sig virkelig paa den Maade en betydelig Strækning af den tidligere Landnamsmand Vilbald, Sønnesøn af den irske Kong Cerbhal^[62]. Og disse ere ikke de eneste Tilfælde af dette Slags, der omtales^[63].

Blandt dem, der, uagtet de kom temmelig seent til Island, dog endnu fik Land temmelig nær ved Kysten paa Sydsiden, vare de mægtige Gaulværinger Flose, hans Systersøn Loft, og Haastein, Atle Jarls Søn. Flose var en Søn af den forhen nævnte mægtige Herse paa Fjale, nemlig Thorbjørn Ormarssøn, med Tilnavn den gaulværske, Forstander for Templet paa Gaule. Flose dræbte tre af Kong Haralds Sysselmænd eller Skatteindkrævere, og maatte derfor drage til Island, hvor han tog Land paa Sønderlandet østenfor Rangaa; dette havde han dog neppe saa let faaet, hvis han ikke havde egtet en Datterdatter af en ældre Landnamsmand, Ketil den eenhændte, som forhen havde nedsat sig her. Floses Systersøn Loft, Sønnesøns Søn af den oftere omtalte Vemund gamle, Bjørn Bunas Svoger, fulgte enten med Flose, eller kom kort efter til Island; han tog Land paa den hidtil uoptagne Deel vestenfor Thjorsaa, sandsynligviis efter Ingulfs eller hans Søns Anviisning, da Loft nemlig var en Søstersøn af Ingulfs Hustru Hallveig. Begge uddeelte siden Landstrækninger til andre Frænder og Venner, saaledes Flose til Thorstein Aasgrimssøn fra Thelemarken, Thororm Thromøboers Banemand, sædvanligviis kaldet Thorstein Tjaldstøding^[64], og Loft til sin Frænde Thorvid fra Vors. Saavel Lofts som Thorvids Gaarde fik Navne efter deres forrige Hjemstavn i Norge; hiin kaldtes Gaulverjabø (Gaulværingernes Bø), denne Vorsabø, og disse Navne ere endnu til. Loft, fortælles det, plejede hver tredie Sommer at drage til Norge for at blote ved Templet paa Gaule i Floses Navn, da denne ikke selv kunde komme til Norge, fordi han var fredløs der. Haastein, Atle Jarls Søn, tog Land paa Østsiden af Olvus-Aaen, eller den Strækning, der sædvanligviis kaldtes Floen; hans Efterkommere, Floamændene, bleve saare mægtige og anseede^[65].

Flere af de sildigere Landnamsmænd, ja endog af dem, som havde maattet kjøbe Land, opnaaede dog stor Anseelse og bleve Stamfædre for mægtige Slægter. Blandt disse maa vi især nævne Ketilbjørn, en fornem Mand fra Naumdalen, hvis Møder var en Datter af Haakon Grjotgardssøn, og hvis Hustru var en Datter af Hrapp Bjørnssøns Søn Thord Skegge, der allerede længe havde været bosat paa Island, først i ti eller femten Aar paa Sydøstkanten, siden ved Leiruvaag paa Sønderlandet, hvor Ingulf anviste ham Land. Ketilbjørn kom paa sit Skib Ellide til Island, da Kysterne allerede vare vidt og bredt bebyggede. Han opholdt sig den første Vinter hos sin Svigerfader Thord Skegge, men drog om Vaaren over Hejderne længer ind i Landet for at søge sig Land. Her kom han til en Aa, hvor hans Folk mistede en Øxe; deraf fik den Navnet Øxaraaen, et Navn, der senere er blevet saa berømt, fordi det var ved den, at Althinget holdtes. Han optog her store Strækninger, og bosatte sig paa Mosfell, efter hvilket Sted hans Efterkommere kaldtes Mosfellingerne. Her opførte han et Tempel, og hans Rigdom var saa stor, at han bød sine Sønner at gjøre Tvertræerne i Templet af Sølv; da de ej vilde det, tog han Sølvet med sig op til Fjelds paa en af to Øxne dragen Slæde, og skjulte det saaledes, at Ingen siden kunde finde det. Fra Ketilbjørn nedstammede de første islandske Biskopper, Isleif og Gissur, foruden mange andre anseede Mænd. Hans Halvbroder Hallkell kom endnu senere ud til Island, og opholdt sig den første Vinter hos Ketilbjørn, som tilbød ham Land hos sig. Men han fandt det under sin Værdighed at faa Land paa denne Maade, derimod udfordrede han Grim, Vedorm Vemundssøns før omtalte Systersøn, der havde nedsat sig i Nærheden, til Holmgang om dennes Besiddelser, fældte ham, og tog dem selv^[66]. I denne Egn, dog noget længere oppe mod Øst, bosatte sig Thrond mjøksiglande paa Throndarholt^[67].

Paa Ingulfs Distrikt nedsatte sig, foruden Helge Bjola og Thord Skegge, mange andre merkelige Landnamsmænd. Blandt dem var Ørlyg, en Søn af Hrapp Bjørnssøn og Broder til Thord Skegge. Ørlyg var Christen, og havde været opfostret paa Syderøerne hos den hellige Biskop Patrick. Han fik Lyst til at drage til Island, og bad Patrick at staa ham bi derved. Patrick gav ham Tømmer til at bygge en Kirke, et Plenarium^[68], en Jernklokke, en Guldpenning og indviet Jord, hvilke sidste han skulde lægge under Hjørnestolperne; dette skulde træde i Stedet for Indvielse. Kirken skulde han hellige til St. Columba. Biskoppen bød ham ogsaa kun at bosætte sig der, hvor han fra Havet saa tre Fjelde, en Fjord mellem hvert Fjeld, og en Dal i hvert Fjeld; han skulde sejle til det sydligste af dem, hvor han paa en aaben Plads vilde finde tre oprejste Stene; der skulde han bygge Kirken Da Ørlyg nærmede sig Island, kom der en Storm, der drev ham mod Nordvest; i sin Nød paakaldte han sin Fosterfader, og lovede at opkalde det Sted efter ham, hvor han landede. Han landede ved Indløbet til en Fjord, som han kaldte Patriksfjord, og som endnu bærer dette Navn. Men da Stedet ej svarede til Beskrivelsen, forlod han det det følgende Aar, og sejlede syd efter, hvor han i Faxafjorden gjenkjendte de af Ørlyg beskrevne Fjelde; her styrede han i Land, og kom til Kjalarnes, hvor han i Tangen paa Strandbredden fandt Jernklokken, der under Indsejlingen var falden overbord. Den Høvding, som Ørlyg traf her, var hans Frænde Helge Bjola, som anviste ham Land i Nærheden, og Ørlyg opførte her sin Gaard og sin Kirke ved Esjuberg^[69].

Paa Nordvestsiden af Landet nedsatte flere mægtige Mænd sig i og ved Geirmund Heljarskinds Landnam. En af disse var Aan Raudfell, Søn af Grim Løddeukind og Helge, Aan Bogsveigers Datter. Aan blev uenig med med Kong Harald Haarfagre, og drog derfor i Vesterviking; han herjede paa Irland og blev der gift med en irsk Jarledatter^[70]; han rejste endelig til Island og kom til Arnarfjord, hvor han kjøbte Land af dens Navngiver Ørn, der heller flyttede til sin Frænde Haamund Heljarskind i Eyjafjorden. Aan havde først nedsat sig paa et Sted, hvor hans Hustru ej var tilfreds med Lugten af Jorden; men han vilde flytte til et andet Sted, hvor hun syntes, at der duftede Honning af Græsset. Deres Søn hed efter sin Morfader Bjartmar^[71]. Endnu senere kom den af Haakon Jarl forfulgte Vebjørn Sygnakappe eller Sygnatrauste med sine Brødre Vestein, Vedorm, Vemund, Vegest, Vedørn og Systeren Vedis^[72] til den nordvestligste Kant af Landet, ved Horn, hvor Vebjørn, efterat have blotet, sagde, at han kunde skjønne, at Jarlen samme Dag blotede til deres Undergang. De lede ogsaa Skibbrud ved Klipperne der i Nærheden, men kom dog med Nød og neppe op ved en Klev, der siden efter dem har faaet Navnet Sygne-Kleven. Geirmund Heljarskinds Træl, Atle, som bestyrede en af sin Herres Gaarde i Nærheden, indbød dem alle til sig og beholdt dem hos sig om Vinteren; da Vaaren kom, og de skulde drage bort, tillod han dem ikke at betale noget for Opholdet, da Geirmund, som han sagde, ikke manglede Mad. Geirmund spurgte siden Atle, hvorledes han havde turdet vove at indbyde saa mange Mænd paa hans Kost. Atle svarede, at man stedse, saa længe Island var beboet, vilde omtale med Beundring, hvor storsindet Geirmund maatte være, naar hans Træl vovede at gjøre saadant uden hans Tilladelse. Dette Svar behagede Geirmund saa godt, at han gav Atle Friheden, og den Gaard, han bestyrede. Vebjørn tog sidenefter Land i Nærheden; hans Broder Vestein nedsatte sig længer vestligt, i den efter Søndmøringen Dyre opkaldte Dyrefjord. Vestein egtede en Datter af Bjartmar Aanssøn. Vebjørn selv blev sidenefter dræbt paa Thorsnesthinget, formedelst et af ham begaaet Drab paa hans egen Svoger^[73].

En af de meest formaaende Familier paa Øens Østkyst nedstammede fra en Mand, der havde kjøbt sig Besiddelser, og ikke var Landnamsmand. Det var Thorstein hvite, Søn af Ølve Osvaldssøn fra Almdal. Allerede denne havde villet drage til Island, fordi han var bleven uenig med Haakon Jarl, men han døde paa Yrje førend han kunde komme afsted. Sønnen kom til Island efter Landnamstiden, og tilkjøbte sig noget Land af Eyvind Vaapne i Vaapnafjorden; siden erhvervede han et stort Stokke Land af Eyvinds Brodersøn, og boede nu her i 60 Aar. Hans Sønnesøn var den mægtige og stridbare Brodd-Helge, der paa sin Tid, omtrent mod Enden af det 10de Aarhundrede, var den meest anseede Mand paa disse Kanter;^[74].

Men om det end saaledes lykkedes enkelte af de senere Ankomne at erhverve Magt og Anseelse, saa var det dog fornemmelig de først bosatte Ætter, i hvis Hænder Magten og Indflydelsen forblev, og som dannede Landets egentlige Aristokrati.

Af de allerførste Landnamsmænd paa Island synes de fleste, med Undtagelse af Ingulf, Skallagrim og nogle faa andre, at være komne umiddelbart fra Syderøerne, Island eller Skotland. Dette ligger ogsaa i Sagens Natur, thi de norske Familier, der ved Islands første Bebyggelse opholdt sig i de vestlige Lande, vare allerede mere eller mindre at betragte som landflygtige fra Norge, og havde allerede overvundet den største Vanskelighed ved enhver Bortflytning, den at bryde op med alt sit, og at sige Fædrelandet Farvel. De vare saaledes ved første Vink strax rejsefærdige; og efterat Kongen nu ogsaa havde udstrakt sit Herredømme til Syderøerne, og der for dem ikke længer her var noget blivende Sted, maatte Overrejsen til Island, hvilket de desuden vare saa meget nærmere, synes dem en forholdsviis let Sag, medens den derimod fra Norge af altid maatte fremstille sig som vanskeligere. Kjærligheden til det nedarvede Hjem foraarsagede vel ogsaa, at Mange, om de end havde bestemt sig til at flytte, dog, ligesom Ingemund i Raumsdalen, udsatte Flytningen Aar efter Aar. Hine norske Kolonisters midlertidige Ophold paa Irland, Skotland og Øerne maatte nødvendigviis give Anledning til flere saadanne Forbindelser mellem dem og disse Landes egentlige Beboere, som den mellem Eyvind Austmand og Kong Cerbhal, og disse Forbindelser er det vel igjen, som have foraarsaget, at foruden de norske Flygtninger ogsaa enkelte virkelige Kelter, Irer eller Gaeler fra Syderøerne og Skotland, have bosat sig paa Island, dog, som det synes, kun i den første Tid, da Farten fra Syderøerne til Island var hyppigere, og især paa Sydkanten af Landet, der først bebyggedes. Af slige keltiske eller halvkeltiske Kolonister, blandt hvilke mange endog ere kjendelige ved deres keltiske Navne, omtales ikke saa faa; nemlig en Svartkell fra Katanes, der nedsatte sig ikke langt fra Orlyg^[75], Thormod og Ketil Brese-Sønner, fra Irland^[76], ligesaa Aavang og Kalman^[77], Aasulf, Søn af Konal (Connal), og Dattersøn af Ketil Bresesøn^[78], maaskee og en vis Bekan; alle disse toge Land mellem Ingulfs og Skallagrims Enemærker; Kalman fra Syderøerne og hans Broder Kylan (Cuilen), der bosatte sig tidligere oppe ved Hvitaa, den første paa det efter ham opkaldte Kalmans-Tunga^[79]; Hunde og Erp^[80], Audes to Frigivne, der bosatte sig ved Breidafjorden i hendes Distrikt^[81]; Steinrod Mælpatrekssøn, Vilbald og Askel Hnokan, Sønnesønner af Cerbhal^[82].

Af den store Masse nordiske Kolonister nævnes, merkeligt nok, kun faa, der med Vished kunne siges at være svenske eller gautske, og ikke en eneste dansk. Disse svenske og gautske Kolonister ere allerede ovenfor tildeels omtalte; de vare Slette-Bjørn, hans Frænde Skjoldbjørn, Fridleif i Holt, Thord Knapp, maaskee Thormod Ramme, og forsaavidt Helge magre, som hans Fader Eyvind var fød i Gautland, skjønt han rigtignok selv var fød i Irland, og var gift med en norsk Kvinde. Det er merkeligt nok, at disse svenske og gautske Kolonister alle nedsatte sig paa Nordlandet.

De øvrige Nybyggere maa alle, ifølge Oldskrifternes udtrykkelige Udsagn, at Island blev fundet og bebygget fra Norge, have været Nordmænd, der enten ere komne umiddelbart fra Fædrelandet, eller fra andre Lande, hvor de opholdt sig, enten paa Vikingetog eller i Landflygtighed. Ved en Mængde af dem tilføjes det udtrykkeligt, fra hvilke Egne i Norge de vare. Og med Hensyn til Islands Sprog- og Nationalitets-Forhold er det ikke uden Interesse nærmere at lægge Merke til disse Angivelser.

Fra Amd i Haalogaland kom Thore Thussasprenge, der bosatte sig i Helge magres Distrikt, og en vis Maane, der nedsatte sig i Nærheden af Myvatn^[83]. Fra Engeløen paa Haalogaland kom Eyvind, Søn af Lodin Angel, der flygtede for Haakon Jarl, men døde paa Overfarten til Island; Eyvind nedsatte sig paa Halvøen mellem Eyjafjorden og Skjalfande^[84]. Fra Lofoten kom Olaf Tvennumbrune til Sønderlandet ved Thjorsaa^[85], og fra Almdal i Vefsen den forhen omtalte Thorstein hvite, der kjøbte Land ved Vaapnafjorden^[86]. Fra Sjonafjorden ved Radund (Ranend) kom Geirleif, der nedsatte sig paa Nordlandet^[87]. En Søn af Karl paa Bjarkø hed Olaf Bekk, han dræbte en Mand ved Navn Thore svarte, blev derfor utlæg, og drog i Følge med en Viking, ved Navn Ulf, til Nordlandet paa Island, hvor han nedsatte sig østenfor Høvde, mellem Skagafjorden og Eyjafjorden^[88]. Grim haaleygske og Sighvat raude ere forhen nævnte. En Kone ved Navn Thurid, kaldet Sundafylder, kom med sin Søn Vala-Stein til Volungavik yderst ved Isafjorden, og nedsatte sig der; Navnet Sundafylder skulde hun have faaet, fordi hun engang i et Uaar ved Seid fik hvert Sund paa Haalogaland fyldt med Fisk. Rimeligviis har hun lært sine Landsmænd en bedre Maade at fiske paa, thi ogsaa efter sin Bosættelse paa Island gjorde hun sig fortjent af Fiskeriet paa Isasjorden ved at oprette Merker til at kjende Fiskegrundene; som Løn derfor fik hun et Lam af hver Bonde ved Fjorden^[89]. Som Haalogalændinger nævnes fremdeles Eystein Thorsteinssøn, der bosatte sig i Fagradal paa Østkanten af Landet^[90], Thengel mjøksiglande, der fik Land i Helge magres Distrikt^[91], Geirrød, Finngeir, Søn af Thorstein Andr (Ski), og Ulfar Kæmpe, der alle bosatte sig ved Breidafjorden, den førstnævnte paa Eyre, nær ved Thorsnes^[92], hvor han blev Stamfader for Eyrbyggerne. For Haalogalænding maa man ogsaa antage en Thorgeir Gunnsteinssøn, hvis Fader hevnede Grjotgard Jarls Død ved at dræbe en af de Berserker, der havde faldt ham. Der omtales ogsaa en vis Skjaldulf, fra hvis Søn Haaleyg den saakaldte Haaleygja-Æt skal nedstamme^[93].

De Naumdølinger, der nedsatte sig paa Island, have vi allerede nævnt, nemlig Ketil Hong, Aan Raudfeld, Thorstein Svarfad og Ketilbjørn^[94].

Fra Throndhjem kom Eyvind Vaapne, hans Brodersøn Steinbjørn, og hans Fostbroder Roald, Værdølingerne Ketil Thrym og Gram-Atle og Rafn Valgardssøn, hvilke forhen ere omtalte^[95]. Desforuden nævnes ogsaa Bjørn Gullbere fra Orkedalen, der nedsatte sig i Reykjadal paa Sønderlandet^[96] og Thorbadd gamle, Hovgode ved Mæren i Sparboen, der ved sin Flytning til Island tog Mulden og Sulerne fra Templet med sig, og ligesom Thorolf Mostrarskegg byggede et nyt Tempel, over hvis Omgivelser han lyste Mærens Helligdom^[97]. En Thrønder var ogsaa Kolgrim den gamle, Søn af Hersen Rolf eller Alf og Haakon Jarls Datter Unn, hvilken nedsatte sig paa Strækningen mellem Ingulfs og Skallagrims Landnam^[98].

Fra Nordmøre vare først og fremst alle, der hørte til Ragnvald Jarls Æt eller stode i Forbindelse dermed, nemlig Rollaug og de, som fulgte ham, Ingemund Thorsteinssøns Svoger Jorund Hals, Thore Jarls Søn, og Einar, Søn af en Datter, som Jarlen Torv-Einar havde haft i sin Ungdom; han drog til Island efter forgjæves at have søgt at faa sine Frænder, Orknø-Jarlerne, til at kjendes ved sig^[99]. Fra Nordmøre var ogsaa Molda-Gnup, saa kaldet, fordi han var fød paa Gaarden Moldatun (nu Moldtun) i Nærheden af Imsterfjorden. En Drabssag nødte ham til at flytte til Island, hvor han nedsatte sig paa Sydøstkanten af Landet^[100].

Fra Raumsdal var Ingemund i Vatnsdalen og de fleste af hans Ledsagere og Tilhængere. Der var og en anseet Mand fra Raumsdalen, ved Navn Ufeig, der blev uenig med Kong Harald, og derfor vilde drage til Island, men dræbtes af Kongens Mænd førend han kunde komme afsted. Hans Hustru Aasgerd rejste med sine Sønner; hende fulgte ogsaa hendes Broder Thorolf. De nedsatte sig alle ved Kysten i Nærheden af Markarfljot, hvor Gaarden Bergthorshval sidenefter blev Ættens Hovedgaard^[101]. Efter Nogles Udsagn, skulde ogsaa Ketil Flatnef være en Raumsdøling, men da alle ere enige om, at hans Fader Bjørn Buna var fra Sogn, saavelsom alle hans Frænder, maa hiin Angivelse af Raumsdalen som hans Fædrenebygd være en Misforstaaelse, der maaskee kan være opstaaet ved en Forvexling mellem ham og Ketil Raum.

Fra Søndmøre kom en anseet Mand ved Navn Dyre^[102], der for at undgaa Kong Haralds Vrede efter Ragnvald Jarls Raad drog til Island, og gav Tyrafjorden paa Nordvestlandet Navn. En anden Søndmøring var Eystein digre, der bosatte sig paa Sydøstkanten af Landet, i Nærheden af Ketil fiflske^[103].

Fra Firdafylke, Fjale iberegnet, vare Islands første og berømteste Kolonister, nemlig Ingulf og Skallagrim, med de fleste af deres Tilhængere. Fra det samme Fylke vare ogsaa Flose den gaulværske, Loft Ormssøn og Haastein, Atle Jarls Søn, hvilke toge Land østenfor Ingulf. Man kan derfor endog med Føje sige, at Størstedelen af Sønderlandet, fra Faxefjordens Nordside til henimod Markarfljot, næsten var en eneste Koloni fra Firdafylke; thi uagtet ogsaa Folk fra andre Egne fik Tilladelse til at nedsætte sig der, maa dog de, der enten allerede hjemmefra fulgte med hine mægtige Mænd, eller senere kom efter, have udgjort det overvejende Antal. Blandt de sidste fortjener Rosskell Thorsteinssøn udtrykkelig at nævnes, fordi hans Moder Lofthøna var en Datterdatter af den berømte Brage Skald, og en Datter af Hersen Arinbjørn i Firdafylke, hvis anden Datter Arnthrud var gift med Hersen Thore, en Søn af den ovenfor omtalte Roald Jarl^[104]. Rosskells Hustru Jorun skal have nedstammet i 3die Led fra den fabelagtige Finnekonge Mattull. Han nedsatte sig oppe ved Hvitaa, der falder i Borgarfjorden, og uddeelte Land til sine Skibsfæller. En Broder af Berdlu-Kaare, ved Navn Skjaldulf, nedsatte sig paa Østlandet oppe i Jøkulsdalen.

Fra Sogn havde alle de talrige Medlemmer af Bjørn Bunas Æt deres Oprindelse, og da de nedsatte sig vidt og bredt paa Island, kan man derfor ogsaa sige, at Øens Kolonisation for en stor Deel er udgaaen fra dette Fylke. Dog var det især paa Vestkanten, ved Breidafjorden, at hiin Æt havde sin egentlige Hovedstyrke, formedelst Bjørn Ketilssøns og hans Syster Audes vidtløftige Landnam. Men i en vis Forstand kan man og regne Helge magre i Eyjafjorden, Ketil Flatnefs Svigersøn, blandt de sognske Landnamsmænd, ikke at tale om Thord Skegge og hans Broder Ørlyg, ved Faxafjorden, Ketil fiflske i Kirkebø, Heyangs-Bjørns Sønner paa Østlandet, og de øvrige fjernere Beslægtede af Familien. Fra Sogn kom ogsaa Sæmund, kaldet den suderøiske, Ingemunds Staldbroder, der bosatte sig i Skagafjorden^[105], Vebjørn Sygnatrauste^[106] der med sin hele Familie nedsatte sig paa Nordvestsiden af Øen, Gunnulf gamle, hans Fader Vegeirs Banemand, der tog sin Bolig i Olafsdal ved Siglunes paa Nordlandet^[107], Brødrene Eilif og Bjørn, der tilegnede sig det af sine Beboere senere hen i Tiden saa berømte Odda paa Sønderlandet^[108], Ævar den gamle, Kong Harald Gullskeggs Dattersøn, i Langedalen ved Blanda paa Nordlandet^[109], og Thorolf Fasthalde i Rafnsfjorden paa Nordvestlandet, en af dem, der maatte flygte for Haakon Jarl, men som dog rejste til Island efter Kong Haralds Raad^[110]. Som Nybygger fra Sogn nævnes endelig Assur hvite, Søn af Thorleif i Sogn; han drog til Island fordi han, 17 Aar gammel, da han var i Brudefærd med Sigurd Rise, rimeligviis Kongens og Snefrids Søn, paa Oplandene, begik et Drab i fredlyst Helligdom. Han opslog sin Bolig i Nærheden af Floamændene^[111].

Fra Hørdafylke omtales ogsaa mange Landnamsmænd, af hvilke det om enkelte udtrykkeligt siges, at de kom fra Vors. Disse Vorser ere Thormod gode og Thord Gnupa, Sønner af Odd Rakke, der toge Land paa Vestkanten, ved Nordsiden af Faxafjorden^[112], Lodmund den gamle og hans Fostbroder Bjolf fra Thulunes paa Vors, af hvilke hiin gav Lodmundarfjorden paa Østlandet sit Navn, men sidenefter sluttede længer sydpaa ikke langt fra Hjorleifshøvde, medens Bjolf forblev i sit første Landnam ved Seydesfjorden^[113]; Thore høje og Krum, der bosatte sig i Nærheden af Bjolf^[114], den merkelige Bødvar hvite, Sidu-Halls Stamfader, der, uagtet Rolf af Berg, fra hvem han nedstammede, skal have levet paa Oplandene, dog siges udtrykkeligt at være flyttet fra Vors tilligemed sin Frænde Brand; Anund^[115], Thorvid Ulfarssøn, Loft den gamles Frænde, der kaldte sin Gaard Vorsabø til Minde om dens første Ejers Hjem^[116], og Ulf den vorske, der nedsatte sig i Papyle paa Østkanten, og hvis Efterkommere kaldtes Vorser^[117]. Fra Hørdaland, sandsynligst Søndhordland, var den mægtige Geirmund Heljarskind og hans Broder Haamund, Thorolf Mostrarskegg og hans Søn Hallstein, med alle deres Tilhængere. Fra Nordhørdaland vare efter al Rimelighed Brødrene Thord og Anund Vikingssønner, der af Mangt, hvorvel neppe med Rette, troedes at have været Sønner af Harald Haarfagre^[118]; Thord bosatte sig ved Dyrafjorden paa Alvidra, et Navn, der sikkert er laant fra Alvidra (Alver) paa Nordhørdaland, som derfor vistnok maa have været hans ældre Hjem. En anden Landnamsmand fra Alvidra paa Hordaland var Thororm, Søn af Thorkel paa Alvidra, og Sønnesøn af Hallbjørn Hørdakæmpe; han gav Thjorsaaen paa Sønderlandet Navn efter sit Skib, der i Stavnen førte et Tyrehoved, og rimeligviis kaldtes „Tyren“ (þjórr^[119]). Hørder vare ligeledes Eystein Alfssøn fra Oster^[120], Thorberg fra Jaafjorden, der nedsatte sig i Langedalen^[121], og Anund Breidskegg Sønnesøns Søn af Ulfar Fitjumskegg (fra Fitje paa Storden), der tog Landtungen mellem Reykjadalen og Hvitaa paa Sønderlandet^[122]. Sugandafjorden i Nærheden af Dyrafjorden er bleven opkaldt efter Hallvard Sugande fra Hørdaland, der, efter at have deeltaget i Hafrsfjordslaget mod Harald, drog til Island^[123]. Den hørdske Herse Thorstein Høvdes Sønner Eyvind og Ketil nedsatte sig i Reykjadal paa Nordøstlandet, og en Thorgeir fra Hørdaland, Søn af Baard Blandehorn, drog ud fra Viggen i Throndhjem og nedsatte sig i Nærheden af den før omtalte raumsdalske Aasgerd, hvilken han siden egtede^[124]. Og Islands Opdager Floke maa ligeledes ansees som en Hørde, da han var en Dattersøn af den mægtige Høvding Hørda-Kaare, og paa sin Opdagelsesrejse drog ud fra det Sted, hvor Rogaland og Hørdaland mødes. Floke nedsatte sig siden, som oven anført, paa Island i Flokadal nærved Hovde paa Nordlandet^[125]. Hørdafylke har saaledes maaskee endog afgivet det største Antal Kolonister til Island.

Fra Rogaland kom især Geirmund Heljarskinds Frænder og Venner. Ulf Skjalge, Høgne hvites Søn var fra Rogaland; det samme var vel ogsaa Tilfældet med hans Søskendebarn Erik Høgnesøns Søn Geirleif; begge bosatte sig, som forhen nævnt, i Nærheden af Geirmund Heljarskind ved Breidafjorden. Ørn, Geirmunds Frænde, efter hvilken Arnarfjørden er opkaldt, var ligeledes fra Rogaland. Rygen Thore Grimssøn bosatte sig ved Ljosavatn paa Nordøstlandet^[126]. Fra Jæderen kom Audulf i Hørgaadalen, der egtede Helge magres Datter^[127]. Anund Træfod, Thord mjøksiglandes Ven, var ligeledes fra Rogaland, saavelsom Finn fra Stavanger, forudsat at der herved ej menes Stavangfjorden.

Fra Agder kom mange anseede Mænd til Island. Øndott Kraakas Sønner Aasgrim og Aasmund, og hans Systersøn Thrond mjøksiglande, tilligemed deres Fiende Thorgeir, efter hvilken endog Hvinverjadal har faaet Navn, ere allerede omtalte, ligesaa Steinulf den lave, Søn af Rolf Herse og Øndott, Ølve Barnakarls Syster. Steinulfs Datter Arndis tog siden Land paa egen Haand ved Rutefjorden^[128]. En Datter af Ølve Barnakarl var gift med Vikingen Naddodd, der allerførst opdagede Island, og Naddodds Broder var den rige og mægtige Øxna-Thore^[129]; da det udtrykkeligt siges, at denne boede paa Agder^[130], er det tydeligt nok, at saavel Ølve Barnakarls, som Naddodds Ætmænd og Frænder, der bosatte sig paa Island, alle tilsammen maa ansees som egdske Kolonister^[131]. Af disse nævnes hans Sønnnesøn Ufeig Grette og Sønnesøns Søn Thormod Skafte, hvilke tilligemed hans anden Søn Steinulfs Svigersøn Thorbjørn alle nedsatte sig paa Sønderlandet i Thjorsaadalen og den saakaldte Gnupverjahrepp; i Nærheden heraf var det ogsaa, at Thrond mjøksiglande tog Land^[132]. Naddodds Sønner Brandulf og Maar kom meget tidligt til Island, og optoge den saakaldte Hrunamannahrepp i Nærheden af Gnupverjahreppen^[133]. En anden Søn af Einar Ølvessøn, ved Navn Rolleif, tog Land i Nærheden af Øraraaen paa Ingulfs Enemerker, men nødte ved Trusel om Holmgang en tidligere ankommen Landnamsmand til at bytte Land med sig, og kom derved til at bo i Nærheden af sine Frænder^[134]. Til disse har rimeligviis ogsaa Alf den egdske hørt; han flygtede fra Norge forjagen af Harald Haarfagre, og tog sin Broder Grimulfs Søn Thorgrim med sig. De nedsatte sig paa Gnup i Nærheden af de øvrige egdske Kolonister, og Thorgrims Søn egtede Thormod Skaftes Datter, fra hvilket Egteskab den berømte Skafte Lovsigemand nedstammede^[135]. Det synes saaledes, som om Egderne med Forkjærlighed have valgt denne Egn; og merkeligt er det, at endog Aasgrim Øndottssøns Ætling, Aasgrim Ellidagrimssøn, findes som en af Høvdingerne her, uagtet Stamfaderen havde opslaaet sin Bolig ved Eyjafjorden. En Broder af Thorgrim, ved Navn Bødmod Gerpe tilligemed hans Brodersøn Bødulf Grimssøn, opsloge deres Bolig paa Tjørnes ved Øxarfjorden, nordøstligt i Landet; han egtede en Datter af Helge magre, og en Datter af dette Egteskab blev igjen gift med Aasmund Øndottssøn^[136]; alle disse egdske Kolonister vare saaledes i Svogerskab med hinanden; til denne Forbindelse kan man i vidtløftig Forstand endog regne Helge magre selv, ligeledes Ørnathores Ætlinger, skjønt de rigtignok spredte sig videre omkring. En af dem, nemlig hans Sønnesøn Ølve Ølvessøn, maa være flyttet til Haalogaland som Lendermand, siden det heder, at han boede i Almdal og blev uenig med Haakon Jarl; han er allerede ovenfor omtalt. En anden af hans Sønnesønner, Eystein Randulfssøn, nedsatte sig i Nærheden af Øndott Kraakas Sønner^[137], en tredie, ved Navn Kraaka-Reidar, Søn af Ufeig Lafskegg, opslog sin Bolig ved Skagafjorden^[138]. Kraakareidars Søn Grimkell tog Land yderst paa Snefjeldsnes-Halvøen; hans Søn Gunnbjørns Sønner yderst paa Nordvestlandet. Denne Gunnbjørn havde opdaget de saakaldte Gunnbjørnsskjær, sandsynligviis nogle Øer ved Grønlands Østkyst^[139]. Fra en i Norge tilbagebleven Søn af Øxnathore, ved Navn Ulf, nedstammede i tredie Led den berømte Erik røde, Grønlands Opdager^[140]. Foruden disse mere anseede Nybyggere fra Agder nævnes og en Eyvind Knæ, der tog Atlefjorden paa Nordvestkysten i Besiddelse^[141] og Øxna-Thores Frigivne, Thore, der bosatte sig paa Flugumyre i Skagastranden^[142].

Endog fra Valdres og Haddingedal nævnes et Par Nybyggere, nemlig Bjørn, der efter sin Gaard Reyne paa Østkysten sædvanligviis kaldes Reynebjørn – han var fra Valdres^[143] – og Grim Ingjaldssøn fra Haddingedal Broder af Hersen Aase. Grim maa meget tidligt være kommen til Island, da det heder, at han drog ud med sin Hustru til Island for at opdage Lande (í landaleitan). Om denne Grim fortælles det fabelagtige Sagn, at han ved at fiske kom til at drage op en Havmand, hvilken han tvang til at forudsige ham og hans Søn deres Skjæbne; Spaadommen lød, at han selv skulde dø inden Vaaren, men at hans unge Søn Thore skulde bo og bygge der, hvor hans Hoppe Skalm lagde sig under Kløven. Grim døde virkelig kort derefter, og hans Enke Bergdis fulgte nu Skalm fra Steingrimsfjorden paa Nordvestlandet over Heiderne, først til Skalmarnes ved Breidafjorden, derpaa ned til Borgarfjorden, hvor Skalm endelig lagde sig, og hvor de nu opsloge deres Bolig nær ved Skallagrims Landnam^[144]. Grims Brodersøn Thore, Aase Herses Søn, tog Land paa Sydkanten, i Nærheden af Haastein Atlesøns Landnam. Hersen Dalakoll, Aude den grundriges Ledsager og Laxaadalens Bebygger, var en Sønnesøn af Aase Herse^[145].

Fra Viken og Oplandene nævnes ikke mange Nybyggere, og Antallet af dem, som kom herfra, kan heller ikke have været stort. Baalke Bløngssøn fra Sotenes og Kolbein, Søn af Sigurd fra Vestfold, ere allerede omtalte, ligeledes Thorstein Tjaldstøding fra Thelemarken. I Ingulfs Distrikt bosatte sig Orm den gamle, Søn af Eyvind Jarl, havde været med at stride mod Harald Haarfagre i Hafrsfjordslaget; Eyvinds Fader Aarmod Jarl var en Søn af Nerid Jarl den gamle og nidske, som forhen er omtalt^[146]. Brune, en Søn af Jarlen Haarek paa Oplandene, drog til Island og tog Land paa Nordenden af Halvøen mellem Skaga- og Evja-Fjorden^[147]; paa Sønderlandet nærved Myrdalsjøklen nedsatte sig Thrase, en Sønnesøn af Herjulf Hornbrjot; han havde indskibet sig fra Hørdaland^[148]. Andre Oplændinger nævnes ej.

Af denne her meddeelte Oversigt vil det sees, at det er Sogn, Agder og Hørdaland, eller, hvis det ansees som uvist, om Geirmund og Haamund Heljarskind meest tilhøre Hørdaland eller Rogaland, da ogsaa dette Fylke, der har sendt de fleste Nybyggere til Island. Thi uagtet Landnamsbogen opregner omtrent 400 Landnamsmænd, men kun ved 130 udtrykkeligt angiver, fra hvilket Sted i Norge de vare, kan man dog vistnok antage, at der mellem dem, hvis Hjemstavn i Norge ikke nævnes, idetmindste har fundet samme Forhold Sted i denne Henseende, som mellem hine; om man end ikke, hvilket maaskee vilde være det retteste, betragtede alle dem, der siges at have nedsat sig i en af de større Nybyggeres Distrikt, uden at det nærmere angives, hvorfra de vare, som Folk, der allerede hjemmefra havde staaet i Afhængighedsforhold til de større Nybyggere, og følgelig ere komne fra samme Fylke, som disse. Ligesom Hørdaland og Rogaland synes at have været fælles om enkelte store Familier, saaledes findes et lignende Fællesskab ogsaa mellem Agder og Rogaland, hvad den store Øxna-Thoreske og Ølveske Familie angaar, ligesom ogsaa Helge magre tildeels kan regnes til denne. Men gaa vi længere tilbage i Ætterne, da sinde vi, at medens Geirmund og Haamund nedstammede fra de hørdalandske Konger Hjørleif og Half, udledede Ølve Barnakarls og Bjørn Bunas Æt sin Herkomst fra den rygske og egdske Kong Vikar, hiin gjennem Snjall Vatnarssøn, denne gjennem Hjald Vatnarssøn. Det er saaledes fra Hjørleif og Vikar, at Fleerheden af de store islandske Landnamsmænd nedstamme. Og man danner sig den bedste Forestilling om Nationaliteten paa Island strax efter Bebyggelsen, ved at betragte det som en fornemmelig fra Sogn, Hørdaland, Rogaland og Agder stiftet Koloni, med enkelte Bestanddele fra andre Fylker, af hvilke de fra Firdafylke, Naumdal og Haalogaland vare de betydeligste; hvorved det dog maa bemerkes, at Firdafylke, der fra umindelige Tider hørte til Gulathingets Forening, med Hensyn til Indbyggernes Mundart og Leveskik paa det nøjeste slutter sig til Sygnafylke. Det er altsaa fornemmelig Gulathingslagen, eller Norges vestlige og sydvestlige Fylker, der kunne siges at have afgivet Grundlaget for Islands Befolkning; thi de Elementer fra andre Fylker og andre Lande, de i sig optoge, vare i Forhold til det gulathingske Hovedelement saa ubetydelige, at de efter een Generation aldeles maatte gaa op i dette. Hvad her er fremsat, bestyrkes ogsaa paa det nøjeste af Islands nuværende Sprogforhøld, da dets Mundart endnu stemmer mere med den sognske og hardangerske, end med nogen anden af de norske Mundarter, og øjensynligen kan skjønnes eengang at have været den samme som hiin.

Det er tillige værd at lægge Merke til, at Hørdaland, Rogaland og Agder, fra hvilke Fylker, tilligemed Sogn, Udvandringen til Island var sterkest, tillige ere de, hvilke Harald Haarfagre allersidst underlagde sig, og hvor han synes at have mødt den skarpeste Modstand Om de fleste Nybyggere herfra heder det derfor, at de maatte forlade Fædrelandet for Kongens Vredes eller Voldsomheds Skyld. Det samme siges ogsaa om enkelte Nybyggere fra det Throndhjemske. Derimod heder det om flere Nybyggere fra Sogn og Haalogaland, at det var Haakon Jarls Vrede eller Voldsomhed, der drev dem bort. Dette synes at vise, at Haakon Jarl maa have haft mere at sige, og have optraadt paa en mere selvstændig Maade, end de sparsomme Efterretninger, vi have om ham, ligefrem melde. Og over Sogn maa han, som vi allerede tidligere have bemerket, have udøvet en vis Myndighed, idetmindste for en Tid. I Firdafylke var det heller ikke saa meget Kongens, som Jarlernes Vælde, der bragte de fornemste af dets Landnamsmænd til at drage bort. Ingulf flygtede for Atle Jarl, Atle Jarls Søn Haastein for Sigurd Jarl. Skallagrim var mere bleven ked af Opholdet i Norge, end nødsaget til at drage bort, og det var først Flose Thorbjørnssøn, der flygtede fordi han ligefrem havde lagt sig ud med Kongen. De fornemste Kolonister fra Raumsdal og Møre, nemlig Ingemund og Rollaug, Ragnvald Jarls Søn, flyttede endog til Island med Kongens Samtykke eller efter hans Foranstaltning.

Sammenholder man fremdeles Angivelserne af de Egne paa Island, hvor de fornemste Nybyggere nedsatte sig, vil man finde, at de, der hørte til eet og samme Fylke, i det Hele taget – enkelte Undtagelser maatte her være uundgaaelige – holdt sig saavidt muligt sammen, og at man derfor kan paavise, hvilke enkelte Dele af Island fornemmelig have faaet sin Befolkning fra dette eller hiint Fylke i Norge. Det er saaledes umiskjendeligt, at Nybyggerne fra Firdafylke især holdt sig til Sønderlandets Kyster; Sygnerne havde sit Hovedtilhold paa Vesterlandet ved Breidafjorden, paa Nordlandet ved Skaga- og Eyja-Fjorden, og paa Sydøstlandet. Rygerne holdt sig fornemmelig til Øens nordvestligste Deel, Egderne fornemmelig til det indre af Sønderlandets østlige Part, tildeels ogsaa til Eyjafjorden; Naumdølerne til Sønderlandets indre Dele. Fra Throndhjem og de øvrige Fylker kom der for faa, til at man med Hensyn til dem kan paavise nogen bestemt Forkjærlighed for en enkelt Deel af Øen.

Af hvad der ovenfor er berettet om de enkelte Landnamsmænd, vil man lettelig have indseet, at disse ikke hørte til den fattigste og ringeste Klasse af Folket, men derimod til dets fornemste Slægter, der nedstammede fra Konger, Jarler eller Herser, overhoved til Norges Aristokrati. Det var dette, som især led ved den Revolution, Haralds Erobring frembragte, medens de lavere Klasser derimod snarere vandt derved, forsaavidt som de i Kongemagten kunde have en kraftigere Beskyttelse mod Stormændenes Anmasselser. Det heder og næsten om enhver enkelt Landnamsmand, at han var en fornem, eller mægtig, eller berømmelig Mand fra dette eller hiint Fylke; de fleste kom til Island i eget Skib, med Familie, Tjenerskab, Huusdyr, Gods og Penge, og optraadte strax som Høvdinger, der levede paa en efter de Tiders Begreber stor Fod. Med dette for Øje kunne vi af de opgivne Landnamsmænds Antal danne os etslags Forestilling om Størrelsen af Øens Befolkning strax efter Bebyggelsen. Det siges om Geirmund, en af de fornemste og mægtigste Landnamsmænd, at han ikke havde færre end 80 Frimænd, foruden Trælle, hjemme paa sin Gaard. Et lignende Antal har rimeligviis Helge magre, Hjaltesønnerne, Bjørn Ketilssøn, Skallagrim^[149], Ketilbjørn og Rollaug haft, efter at have sat Bo. Om Aude Ketilsdatter siges der, at hun paa sit Skib havde 20 eller 30 frie Karle; desforuden havde hun med sig sin Sønnesøn, sine fem Sønnedøttre, Koll Herse, og sine Trælle. Man kan saaledes vistnok antage, at ingen Landnamsmand havde færre end ti Personer i sit Huus, medens mange havde langt flere; femten Personer for hver af de 400 Landnamsmænd er saaledes ikke formeget regnet; dette giver omtrent 6000 Mennesker ved Landnamstidens Ophør; men da Folkemængden i de 60 Aar, Landnamstiden varede, maa have tiltaget, kan man vist sætte den endnu højere. Den var, som det synes, neppe udløben, da Hjaltesønnerne holdt deres berømte Arveøl, hvortil alle Høvdingerne vare indbudne, og hvor Gjesternes Antal udgjorde 1200; og man kan dog neppe antage, at hvert femte Menneske paa hver eneste Gaard skulde være dragen til Gildet; endog hver niende vilde være vel sterkt: dette antyder en Befolkning af over 12000. Noget over halvandet Aarhundrede senere, da Biskopsstolen paa Hole oprettedes (1102), holdtes der Folketælling^[150], og da fandtes omtrent 4560 mere formuende Bønder; regner man for hver af dem en Familie med Tyende paa 10 Mennesker, udkommer herved en Folkemængde af henimod i 50000, der omtrent er den samme, som den nuværende. At den i 160 Aar, efterat den første Tilgang fra Norge var ophørt, skulde have kunnet forøge sig fra 12000 til 50000, synes umuligt, den har altsaa omkring 940 neppe været under 25000.

Dette forklarer ogsaa, hvorledes det kunde gaa til, at Kong Harald, uagtet Udvandringen forsaavidt maatte være fordeelagtig for ham, som han derved blev disse farlige Modstandere kvit, og erhvervede mange Ejendomme ved at tilegne sig de fleste Udvandredes Gaarde, dog tilsidst fandt den betænkelig, fordi den gjorde Landet folketomt. Han forbød den derfor, men lod sig dog siden bevæge til at ombytte Forbudet med en bestemt Udvandrings-Afgift, de saakaldte Landører, eller fem Ører Sølv, hvilke enhver Udvandrer engang for alle skulde betale^[151]. Og denne store Tilstrømning gjorde ogsaa de ovenfor omtalte Indskrænkninger i Landnamsfriheden nødvendige. Tidligere havde man ofte taget Land i Besiddelse paa en langt nemmere Maade, end den højtidelige Omfaren med Ild, nemlig ved at rejse Merkestænger, gjøre Merker i Fjeldene, hugge sin Øxe fast, afskyde en Piil, hvorpaa et Stykke brændende Tønder^[152] o. s. v. Elvene og Bjergene vare her, som andensteds de naturlige Grændser, efter hvilke Landnamsmændene rettede sig. Allerede temmelig tidligt begyndte enkelte Nybyggere, der ej fandt noget uoptaget Land, der behagede dem, at kjøbe Land af de ældre Besiddere; de af disse, der havde Land til Overflod, forærede stundom Stykker deraf til senere ankomne Kolonister, men da en Gave kunde tilbagekaldes, et Kjøb ikke, ansaa enkelte sig ikke ret betryggede uden ved at give en Betaling, idetmindste for et Syns Skyld^[153]. Det kunde ved første Betragtning synes besynderligt, at de norske Haulder, der havde forladt deres Fædreland for en stor Deel af Misfornøjelse over, at Kong Harald havde frataget dem deres Odel, dog ikke overførte Odels-Navnet og Odels-Vedtægterne paa deres nye Besiddelser, ja at endog Ordet „Odel“ ikke engang findes i den ældre islandske Lovgivning. Aarsagen er dog ved nærmere Eftertanke ikke vanskelig at paavise. Ved Odel tænkte man sig nemlig, som ovenfor (S. 118) udviklet, den i Familien fra umindelige Tider nedarvede fælles Grundejendom, og ethvert Medlem af denne Familie var odelsbaaren til Ejendommen, lige meget om han havde den under sin Bestyrelse eller ej. Den norske Hauld eller Odelsbaarne, der nedsatte sig paa Island, ophørte dog ikke derfor at være odelsbaaren til sine Fædrenebesiddelser i Norge^[154]. Kong Harald kunde ved et Magtsprog erklære sig for Odelsgodsets Ejer, men de Odelsbaarnes Fordringer vedbleve lige fuldt, saavel som den personlige Anseelse, Odelsbyrden medførte. Det kunde saaledes ikke falde nogen udvandret Hauld ind, at kalde sine nye Besiddelser paa Island sin Odel, da Odelsnavnet medførte Begrebet om nedarvet Ættejord og aldeles udelukkede Forestillingen om nogen nys optaget, hidtil herreløs Grundejendom. For at kunne kaldes Odel maatte Ejendommen have en Historie. I Tidens Løb kunde dog, som det synes, Ejendommene paa Island ogsaa have gaaet over til at blive Odel, forsaavidt som de nedarvedes i Ætten, og virkelig fik en Historie. Og det er vel heller ingen Tvivl om, at hvis Nogen havde opkastet sig til Konge eller Jarl paa Øen, og tilegnet sig Overejendommen over alt Jordegods, da havde man og sagt om ham, at han erklærede sig for Ejer af alt Odel i Landet. Men nu indtraf intet saadant Tilfælde, hvorved Islændingerne fik Anledning til at tale om deres Odel. Der var ingen, som gjorde Høvdingerne deres Ejendomsret stridig, eller som truede med at indføre en Feudalforfatning. Man kan saaledes sige, at Odelsbegrebet kun hvilede i Folkets Bevidsthed, uden dog ligefrem at udtales.

Landet selv var i hine Tider mere indbydende end nu. Der fandtes da Skove i Dalene, medens der nu i det Højeste findes Krat^[155]; de afgave sommesteds Tømmer, stort nok til at man kunde bygge Huse og Skibe deraf, og de opfyldte ikke saaledes de lavere Egne, at disse derved bleve mere raa og kolde, medens de dog altid vare tilstrækkelige til at give Ly mod de isnende Fjeldvinde fra Jøklerne^[156]. Nybyggerne kunde derfor prøve Agerdyrkning, tildeels endog med Held, saavel paa Nordlandet, som paa Sønderlandet^[157]. Den underjordiske Ild, der frembragte Vulkaner, Jordbrand, og hede Kilder, meddeelte ogsaa Jordbunden hist og her en højere Varmegrad, end Landets Beliggenhed ellers medførte, og voldsomme Vulkan-Udbrud havde dengang ikke ødelagt store frugtbare Strækninger, som nu kun ere bedækkede med Hraun (Lava), Stene og Aske. Men Landets Havklima, der hindrede sterk Frost om Vinteren, medens det paa den anden Side gjorde Sommeren koldere, var især skikket til Fædrift; Kvæget kunde gaa ude hele Vinteren, og formerede sig overordentlig hurtigt^[158]. Der fortælles saaledes om Helge magre, at han ved sin Ankomst satte et Par Sviin i Land; da man tre Aar efter fandt dem igjen, havde de formeret sig til 40^[159]; Thore paa Hvamm mistede en Kvige, den blev siden gjenfunden med 40 Nød^[160], Ingemund i Vatnsdalen mistede ligeledes nogle Sviin, som Høsten efter bleve fundne, formerede til hundrede^[161]; overhoved formerede Huusdyrene sig saa sterkt, at det ej sjælden heder om dem, at man kunde regne to eller tre Hoveder paa hvert^[162]. I Fjordene, Elvene og Vandene var der Fisk i Overflod; derom vidne og flere Elvenavne, som Laxaa, Aurrida-Aa o. s. v.; der fandtes Sælvær og Eggevær^[163], Hvaler fangedes ofte; desforuden bragte Havet en for Island særegen Velsignelse, nemlig en overordentlig Masse Drivtømmer (reki), sandsynligviis fra Amerikas Fastland, bortrevet ved de store Floder og siden bragt videre af Golfstrømmen. Til de nordligere Dele af Landet bragte Drivisen ogsaa stundom Iisbjørne, hvilke Indbyggerne tidligt begyndt at fange, for at sælge dem eller forære dem bort til udenlandske Høvdinger som Merkværdigheder. Island havde saaledes mange Tillokkelser af det Slags, der pleje at falde de Udvandringslystne i Øjnene, foruden den Fordeel, at det afgav et Fristed mod virkelig eller indbildt Undertrykkelse. Paa en Tid som denne, da man ikke engang i Egne, langt mere begunstigede af Naturen, ret forstod at benytte Naturens Frembringelser til dermed at gjøre sig det daglige Liv bekvemt og behageligt, kunde Islands nordligere Beliggenhed og virkelige Mangler ikke i og for sig forekomme vore Forfædre afskrækkende; snarere ventede de sig der et mageligere Liv, og fremfor Alt den Selvraadighed, som de ej længer kunde udøve hjemme.

Man kan vistnok saaledes betragte Islands Forfatning, især strax efter Landnams-Tiden, som en Fortsættelse og videre Uddannelse af den Tilstand, under hvilken de mægtige Herser og Haulder i Norge havde boet før Erobringen, og som det kostede dem mere at give Slip paa, end at forlade deres gamle Odel- og Ætte-Jorder. Og derfor er Islands Oldhistorie os Nordmænd isærdeleshed vigtig. Den er en Afspejling af Norges egen, i Forglemmelsen begravne Oldhistorie; den lader os ane, af hvad Slags de Begivenheder vare, der have fundet Sted i vort Fædreland, om de end ikke ere optegnede.

Om Maaden, paa hvilken Udvandrerne ved Ankomsten indrettede sig, er der allerede ovenfor talt. Grunden eller Jordejendommen i Landet kom udelukkende i Høvdingernes Hænder. De første Landnamsmænd toge overordentlig store Strækninger i Besiddelse, de senere ankomne noget mindre; hvad Enhver ej ret godt selv kunde raade med, overlod han til andre, men det øverste Høvdingskab forbeholdt han sig dog selv, og den Maade, hvorpaa det lettest vedligeholdtes, var at oprejse et Hov eller Tempel og indrette et Thingsted^[164]. Men enhver af de første Grundejere medbragte ogsaa Trælle og Frigivne; til de sidste bortbyggede han enkelte Dele af sin store Ejendom, og de bleve saaledes hans Landseter eller Lejlændinger; de meest betroede af Trællene anvendte han ofte til at bestyre de længere bortliggende Gaarde, som han forbeholdt sig selv; disse Trælle fik sædvanligen ogsaa tilsidst Friheden, og bleve da enten ligeledes Lejlændinger, eller belønnedes for større Fortjenester, med at faa en Gaard til Ejendom^[165]. Ogsaa fattige fribaarne Udvandrere nøjedes vel med at blive Lejlændinger. Paa denne Maade opstod den egentlige lavere Folkeklasse, der udgjorde Fleerheden af Befolkningen paa Island; bestaaende oprindeligt af Frigivne, har den vistnok langtfra indeholdt saa reent norske Elementer, som Høvdinge-Klassen; men derimod en Mængde keltiske, angliske og frankiske^[166]; efterhaanden smeltede de dog sammen til een eneste Nationalitet, i hvilken det norske Element var det fremherskende. Men det laa i Sagens Natur, at den lavere Folkeklasse var aldeles uden politisk Vegt, og at Forfatningen heelt igjennem var aldeles aristokratisk.

At Besiddelsestagelsen af Landets enkelte Dele oftere, især i den sidste Deel af Landnamstiden, gav Anledning til Strid mellem Nybyggerne, laa i Sagens Natur og Exempler derpaa ere allerede anførte. Naar stridbare Kæmper endog hjemme i Norge ved Trusel om Holmgang kunde aftvinge Folk deres Gaarde, ja selv deres Koner og Døttre, og dette ikke engang ansaaes for utilladeligt, maatte en saadan Tilflugt til den Sterkeres Ret være endnu naturligere blandt Islands første Kolonister. Og dog synes det, som om de endda ikke saa ofte benyttede sig deraf. Tvertimod lader det til, at en for de Tider og under de Forhold sjælden Humanitet, Eftergivenhed og Hjelpsomhed overhoved har raadet mellem dem, og flere merkelige Træk deraf ere opbevarede. Saaledes finder man altid, at tidligere bosatte Nybyggere med den største Liberalitet modtoge senere ankomne Frænder og Venner, og beholdt dem hos sig med deres talrige Følge, indtil de seet sig om efter Land, undertiden endog i hele Vintre ad Gangen^[167]. Hvilken gjestfri Modtagelse den skibbrudne Vebjørn Sygnakappe fandt hos Atle, Geirmund Heljarskinds Træl, er ovenfor nævnt^[168]. Det er ligeledes omtalt, hvorledes den ædle Erik i Goddale fraraadte Reidar Ufeigssøn at udfordre Sæmund den sydrøiske til Holmgang om hans Ejendomme, fordi det, som han sagde, saa galt ud, hvis Folk skulde slaas, saa længe der var saa faa af dem i Landet; men han forærede selv Reidar et betydeligt Stykke Land^[169]. Geirrid fra Haalogaland, Syster til Geirrød paa Eyre, var saa gjestfri, at hun lod bygge sin Stuebygning tvers over Landevejen; derinde stod altid opdækket Bord, og selv sad hun som jevnligst paa en Stol udenfor, indbydende de Forbifarende til at komme ind og gjøre sig tilgode^[170]. En anden Kvinde fra Haalogaland, den før omtalte Thurid Sundafylder, gjorde sig fortjent af Isafjordens Beboere ved at betegne Fiskegrundene^[171]. Og de Foranstaltninger, der senere bleve trufne med Hensyn til Landets Lovgivning og Regjering, vidne om en høj Grad af Almeenaand^[172].

Denne Almeenaand og dette Maadehold hos de første Nybyggere er saa meget mere paafaldende, som de fleste af dem havde været Vikinger, ja tildeels endog kom friskt fra Vikingetog: de vare saaledes vante til, i Et og selv og lade det komme an paa den Sterkeres Ret. Men det tjener, som saa meget andet, til at vise, at det nordiske Vikingeliv ikke kan bedømmes efter vore nuværende Begreber om Folkeret og borgerlig Orden: det udsprang hverken af Blodtørstighed eller Vindesyge, men det betragtedes deels som en nødvendig Krigsskole for Ynglingerne af Høvdingestanden, deels som en hæderlig Næringsvej. Hjemkommen til sin Gaard var Vikingen ikke mere Kriger, men kun Bonde, som de øvrige, og hvad han beholdt tilbage fra Vikingeaarene, var kun større Livserfaring, Selvtillid og Uforfærdethed til at forsvare Sit og Sine, hvor det gjaldt^[173]. Derfor vedblev ogsaa paa Island, saa længe Vikingetiden varede, den Skik, at Høvdingerne i deres Ungdom, enten paa eget Skib eller i Følge med andre, droge i Viking. I det Hele taget fortsattes den i Norge tilvante Levemaade, kun med de Forandringer, Øens særegne Vilkaar gjorde nødvendige. Agerbruget kunde paa Island, om det end dreves, alene spille en ubetydelig og underordnet Rolle, derimod blev Fædrift og Fiskeri Hoved-Næringsvejene, især Fædriften, der meget tidligt naaede en betydelig Højde^[174]. Hvad der allerede tidligt blev et særegent Træk i Islændingens Nationalcharakteer, var Lyst til at opbevare og fortælle historiske Sagn, og Færdighed i at udøve Skaldekunsten. Begge Dele, saavel Saga-Fortælling som Skaldevæsenet, naaede paa Island en høj Grad af Udvikling, tildeels endog højere, end i Moderlandet selv; det var ligesom om Islændingerne paa den Maade vilde bøde paa, at deres Ø ingen egentlig Historie havde. Man maa fornemmelig søge Grunden til denne Aandsretning hos Islændingerne i Øens afsondrede Beliggenhed, der medførte, at Beretninger om disse Begivenheder ej hørte til Dagens Orden, men kun nu og da lejlighedsviis kom til Landet, og derfor baade væntedes med mere spændt Opmerksomhed og maatte meddeles med større Omhyggelighed, Orden og Vidtløftighed, end det ellers vilde have været nødvendigt^[175]. Derved blev Talentet til og Øvelsen i at iagttage og fortælle paa en tiltrækkende Maade, almindelig, og udstraktes snart ej alene til samtidige Begivenheder, men ogsaa til ældre Begivenheder, der vedkom Høvdingernes Forfædre i deres forrige Hjem. Saaledes samledes og opbevaredes Sagn og Kvad fra Nordens tidligere Dage, og overhoved vænnede Folket sig til hvad man, om det havde haft Bøger, vilde have kaldt boglig Virksomhed, hvorved det snart tilegnede sig en større Færdighed i at haandtere Sproget og indklæde Tankerne i ubunden eller bunden Stiil, end der almindeligviis fandtes hos Indbyggerne i det øvrige Norden. Det varede derfor heller ikke længe, førend Islændingerne havde gjort den mere indviklede og vanskelige Skaldekunst saa godt som til et dem synderligt tilhørende Fag, hvorved de ej alene indlagde sig Hæder, men ogsaa Gods og Guld, idet islandske Skalde besøgte Nordens Konger, Jarler og øvrige Høvdinger, kvad Hædersdigte for dem om deres Bedrifter, og fik til Belønning rige Gaver, foruden at de optoges som deres Hirdmænd og nøde de øvrige Udmerkelser, der sædvanligviis bleve Skaldene til Deel. De indfødde norske Skalde bleve efterhaanden ganske fortrængte af de islandske^[176].

1. Landnáma V. 1.
2. Landnáma V. 15.
3. Grim omtales og ofte i Vatnsdølasaga, men det heder her, at han var en Søn af Ingjald paa Havnø.
4. Landnáma I. 18, 19. Egils Saga Cap. 27, 28.
5. Landnáma V. 3.
6. Landnáma V. 4.
7. Landnáma V. 3.
8. Landnáma I. 17. Stafangr kan maaskee og betegne Stavangfjorden i Søndfjord.
9. Eyrbyggja Saga Cap. 1–3. Landnáma II. 11.
10. Eyrbyggja Saga Cap. 4.
11. Landnáma II. 23.
12. Laxdøla Saga Cap. 7. Landnáma II. 15–19. Landn. stemmer ikke ganske med Laxdøla; denne kalder Aude „Unn“, og lader hende efter hendes Død blive højlagt. Efter Landn. skal hun ogsaa selv i Gildet have forudsagt sin Død, og at dette skulde være hendes Arveøl.
13. Landnáma II. 19.
14. Høgne den hvite var en Søn af Ublaud, denne af Utrygg, og denne, som det foregives, af Kong Hjørleif den kvennsame, medens Geirmund og Haamund Heljarskind udgives for Sønner af Hjør, Søn af Half, Søn af Hjørleif. Men det er ovenfor (S. 305 fg.) viist, at Slægtled her maa være bortfaldne.
15. Landnáma II. 19, 22.
16. Landnáma II. 24.
17. Landnáma II. 25.
18. Landnáma II. 26. Ørn blev dog ikke boende her, men flyttede østover til Eyjafjorden.
19. Landnáma II. 32. Grettes Saga Cap. 10.
20. Landnáma II. 32.
21. Landnáma III. 1.
22. Landnáma III. 1.
23. Landnáma III. 1. Denne Lodbrok maa vare Lodbrok den yngre, se ovenfor S. 358, Anm. 1.
24. Vatnsdøla Saga kalder ham Ingjald, Landnáma derimod deels Thore deels Ingjald. I Egils Saga Cap. 27 og Landnáma V. 13 heder det at Thore var en Søn af Ketil Kjølfare, medens derimod Landnáma I. 18 og II. 2 sætter tvende Led mellem Ketil og Thore, nemlig: Ketil Kjølfare – Rolf – Gunnlaug – Thore.
25. Dette Billede kaldes i Vatnsdøla Saga hlutr ɔ: Lod; det har rimeligviis ogsaa været brugt til den Slags Gaaen til Frett, der skede ved at lægge „Lod“ i Skaaler og undersøge om Lodden laa rolig eller ej; se Jomsvikinga Saga Cap. 42, jvf. ovf. S. 179.
26. Se ovenfor S. 181. Beskrivelse over en saadan hamför findes i Snorres Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 37, og fornemmelig i Historia Norvegiæ fol. 3 a.
27. Vatnsdøla Saga Cap. 1-15. Landn. III. 2.
28. Vatnsdøla Saga Cap. 16. Landn. III. 3. Efter hine Bjørneunger (húnar) havde Ingemund givet Hunavandet og Hunafjorden Navn.
29. Landn. III. 5. Vatnsdøla Saga Cap. 17.
30. Landn. III. 6. Vatnsdøla Saga Cap. 10. Sæmund var ifølge Vatnsdøla Saga Cap. 7 egentlig fra Sogn, og solgte sine Ejendomme her, førend han drog til Island.
31. Landn. III. 7.
32. Landn. III. 9, 10. Laxdøla Saga Cap. 27.
33. Landn. III. 10. Thords Fader hed Bjørn Byrdusmør, Søn af Roald Rygg, Søn af Aslak, Søn af Bjørn Jernside. Thords Hustru Fridgerd var Datter af Cerbhals Datter Fridgerd og Thore Hima. Fra Thords Søn Snorre nedstammede i lige Linje den berømte Thorfinn Karlsevne, den første Kolonist i Amerika.
34. Landn. III. 9. Gorms Søn Thorgils var gift med Elina, Datter af Kong Burizlaf i Garderike og Ingebjørg, en Syster af Risekongen Dagstygg (rimeligviis en eller anden østerlandsk Konge). Thorgils’s Søn Herfinn var Groas Fader.
35. Landn. III. 11. Det maa dog bemerkes, at det er uvist, hvorvidt den Bjørn paa Hauge, der siges at være Thord Knapps Fader, virkelig var den svenske Konge; ligeledes at Thord Knapp i et Par Haandskrifter siges at være fra Sogn.
36. Landn. III. 11. Da det heder at Floke ved sin første Rejse til Island mistede sin Datter Geirhild paa Hjaltland, maa han allerede da have været gift, om just ikke med Høvda-Thords Syster; det sees dog heraf, at Høvda-Thord, naar hans Syster kunde være gift med Floke, maa have været en af de tidligere Kolonister.
37. Landn. II. 29. Det var Helges Søn, som siden dræbte Haakon Jarls Hirdmand, se foran S. 511.
38. Vigaglums Saga Cap. 28 beretter, at han døde 1003, efter at have været en anseet Høvding i 40 Aar. Han maa altsaa have været fød i det allerseneste 943; det heder endog i de islandske Annaler, at Sigmund Thorkelssøn dræbtes af Glum 942, hvilket giver for Glum, da han dengang var 16 Aar, Fødselsaaret 926. Dette er dog ikke rigtigt, da det udtrykkeligt siges at Haakon den gode var Konge i Norge da hans Fader egtede hans Moders men det viser, at Glums Fødsel maa sættes saa langt op som muligt, idetmindste til 935. Glum var en Søn af Eyjulf, og denne af Ingjald, Helge magres Søn. Ingjald kan altsaa ej være fød senere end 875.
39. Helges Datter Ingunn var gift med Haamund Heljarskind, Geirmunds Tvillingbroder, fød henved 820, altsaa under alle Omstændigheder ældre end Helge selv. Men Aldersforskjellen mellem ham og Ingunn vilde blive altfor uforholdsmæssig, hvis man ikke antog at denne i det seneste var fød ved 860. Udvandringen til Island kan da neppe have fundet Sted senere end 880.
40. Landn. III. 12. Det staar her udtrykkeligt, at Helge tilegnede sig det hele Fjord-Distrikt mellem Siglunes og Reynisnes.
41. Nemlig Vigaglums, som nys ovenfor er nævnt.
42. Landn. III. 16.
43. Landn. III. 16.
44. Landnáma III. 13, nævner Rand Rugga; Svarfdøla Saga Cap. 1 nævner Thorgnyr.
45. Svarfdøla Cap. 1.
46. Se ovenfor S. 501.
47. Landn. III. 15.
48. Njaals Saga Cap. 26. Floamanna Saga Cap. 31, 32.
49. Heyangsbjørn var, som ovenfor omtalt, en Søn af Helge, hvis Fader Helge var Ketil Flatnefs Broder.
50. Landn. III. 18.
51. Landn. III. 19.
52. Det heder rigtignok i Landnamsbogen V. 1, at Østfjordene med Undtagelse af den sydligste, havnløse Deel først bebyggedes af alle Islands Fjerdinger; men Meningen heraf kan kun være den, at den tidligst blev fuldkommen optagen; thi at de første Nybyggere kom til Sønderlandet og Vestlandet, siger Landn. selv, hvor den særskilt omtaler dem.
53. Landn. III. 2.
54. Landn. IV. 2., jvfr. IV. 12. lader Vedorm vare Søn af Vemund gamle, Bjørn Bunas Svoger, og fortæller iøvrigt Begivenheden som ovenfor. Droplaugssønnernes Saga derimod lader Vedorm være en Søn af Ragnvald, Søn af Ketil Raum, kalder Jarlen Aasbjørns Hustru Sigrid, og lader Toget der gaar til Syderøerne foretages af Vedorm selv. Men denne Beretning synes mindre paalidelig
55. Landn. IV. 3.
56. Landn. IV. 8. 9.
57. Landn. IV. 7. Om Bødvar og hans Slægtregister se ovenfor S. 337.
58. Islendingabok Cap. 2.
59. Landn. IV. 10.
60. Landn. IV. 11. Ketils Tilnavn „fiflske“ ɔ: den tossede, er maaskee givet ham af Hedningerne.
61. Landn. III. 7.
62. Landn. IV. 11.
63. Landnáma II. 6, 13.
64. Se ovenfor S. 502. Thorstein kaldtes Tjaldstøding (Teltstang) fordi han engang, da et pestsmittet Skib kom til Landet, og ingen vilde befatte sig med Besætningen, oprejste et Telt for den, og plejede den. Landn. V. 6.
65. Landn. V. 7, 9. Floamanna Saga, Cap. 4–6. Ifølge denne kom Loft efter at Haastein var død og hans Søn Atle havde tiltraadt hans Besiddelser.
66. Landn. V. 12.
67. Landn. V. 11.
68. Plenarium kaldtes sædvanligviis en fuldstændig Messebog.
69. Landn. I. 12.
70. Nemlig Grelad, Datter af Bjartmar Jarl.
71. Landn. II. 26.
72. De havde alle „Ve“ (ɔ: Helligdom) foran deres Navn, fordi Faderen Geir var en ivrig Blotmand. Han kaldtes derfor ogsaa Vegeir. Han blev dræbt af en Gunnulf gamle, Søn af Thorbjørn Thjote fra Sogn, der ligeledes drog til Island, Landn. III. 11.
73. Landn. II. 29, 26.
74. Landn. IV. 1. Vápnfirdinga Saga S. 1. Thorstein hvites Thaatt.
75. Landn. I. 13. Svartkell synes dog efter Navnet at dømme kun at have været Medlem af en norsk Nybyggerfamilie paa Katanes.
76. Landn. I. 15.
77. Landn. I. 14.
78. Landn. I. 15.
79. Landn. II. 1.
80. Landn. II. 17. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av tekstgrunnlaget nøyaktig hvor på siden fotnoten skal plasseres.]
81. Landn. II 17.
82. Landn. IV 11. V. 8.
83. Landn. III 20.
84. Landn. III 17.
85. Landn. V 10.
86. Landn. IV 1. I Thorstein hvites Thaatt staar Naumdal urigtigt for Helgeland.
87. Landn. IV 13.
88. Landn. III 11.
89. Landn. II. 39.
90. Landn. IV. 13.
91. Landn. III. 17.
92. Landn. II. 18. Eyrbyggja Saga Cap. 7.
93. Landn. V. 7.
94. Se ovenfor S. 522, 542., 535, 541.
95. Se ovenfor S. 537, 538, 523.
96. Landn. I. 19. Hardar Saga Cap. 1.
97. Landn. IV. 6.
98. Landn. I. 14. Hardar Saga Cap. 22.
99. Landn. III. 20.
100. Landn. IV. 12.
101. Landn. V. 2.
102. Landn. II. 27.
103. Landn. IV. 1.
104. Se ovenfor S. 332. Landn. II. 1.
105. Landn. III. 6. Vatnsdøla Saga Cap. 7, 10.
106. Landn. II. 29.
107. Landn. III. 11.
108. Landn. V. 5.
109. Landn. III. 9.
110. Landn. II. 31.
111. Landn. V. 10.
112. Landn. II. 6.
113. Landn. IV. 5, 6.
114. Landn. IV. 6.
115. Landn. IV. 7.
116. Landn. V. 8.
117. Landn. IV. 10.
118. Landn. II. 27, 29. Hvad der gjør det usandsynligt, at de skulde være Sønner af Harald Haarfagre, er den Omstændighed at Thord egtede en Syster af Helge magre; han bliver derved for gammel til at kunne have været en Søn af Harald, hvis man ej vil antage, at hans Hustru har varet et Snees Aar ældre end han.
119. Landn. V. 8.
120. Landn. III. 1.
121. Landn. II. 13. Jaafjorden var etsteds paa Hørdaland, men det vides ej længer med Vished, hvor. Ester den har en af Stuerne paa Bryggen i Bergen faaet Navn, men det er i Tidens Løb fordrejet til „Jakobsfjorden“.
122. Landn. I. 20. Hønsethores Saga Cap. 1.
123. Landn. II. 29. Det heder her at Hallvard var fra Sætre (af Sætrum) paa Hørdaland. Hvis herved forstaaes Sætersdalen, eller den øverste Deel af det nuværende Robygdelag, hvilket ikke er usandsynligt, viser dette Sted, at man i ældre Tider ej har været ganske paa det rene med om hiin Fjeldbygd skulde regnes til Rogaland, Agder eller Hørdaland. Paa Josurs og Vikars Tid regnedes den til Rogaland (se ovenfor S. 79, 295, 296); senere regnedes den til Agder; men at den ogsaa i en Tid har været regnet til Hørdaland, er i og for sig heel rimeligt. Paa samme Maade regnes endnu Røldal til Hardanger, skjønt dets Vasdrag tilhører Ryfylke.
124. Landn. V. 2.
125. Landn. III. 11.
126. Landn. III. 18.
127. Landn. III. 14.
128. Landn. II. 32.
129. Landn. I. 1.
130. Landn., Tillæggene fra Skardsaabogen.
131. Det hele merkelige Slægtskabsforhold er saaledes:

     Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.

132. Landn. V. 11.
133. Landn. V. 11.
134. Landn. V. 13.
135. Landn. V. 13.
136. Landn. III. 19.
137. Landn. III. 14.
138. Landn. III. 7.
139. Landn. II. 8, 14, 29.
140. Landn. II. 11. Erik rødes Thaatt Cap. 1.
141. Landn. II. 29.
142. Landn. III. 8.
143. Landn. IV. 13.
144. Landn. II. 5.
145. Landn. V. 9.
146. Landn. V. 13.
147. Landn. III. 11.
148. Landn. V. 1.
149. Skallagrim og Kveldulf kom med to Skibe, med 20 Mand paa hvert.
150. Islendingabok Cap. 10.
151. Islendingabok Cap. 1.
152. Ævar Ketilssøn i Blandadalen rejste Stang (Landn. III 5.) Roskell i Svartaadalen ved Skagafjorden sendte en Træl for at undersøge Landet, og denne satte ned en nys afbarket Stang (Landn. III 7.), Nattfare, Gardars Træl, hug Merker i Træerne (Landn. III 19.) Anund Viss skød en Tønderpiil over Aaen (Landn. III 8.)–Thorstein Svarfad hug Merker i Fjeldene, brød sin Kam itu og lagde den tillige med Penge paa forskjellige Steder (Svarfdøla S. Cap. 10). Einar Thorgeirssøn med to Staldbrødre helligede sig Øxarfjord, ved etsteds at hugge en Øxe i Fjeldet, et andet Sted at sætte en Ørn op, paa det tredie Sted at rejse et Kors. (Landn. IV 20).
153. Landn. v. 14.
154. I Floamanna S. Cap. 12, 14, 17 fortælles udtrykkeligt, hvorledes Thorgils Thordssøn paastod og fik erkjendt sin Arveret til de Ejendomme i Sogn, der havde tilhørt hans Oldefader Haastein, Atle Jarls Søn.
155. Skove omtales paa flere Steder, saaledes i Skallagrims Landnam (Landn. I. 19. Egils Saga Cap. 28); i Ingemunds (Vatnsdøla Saga Cap. 15); ved Botn, hvor Aavang den irske boede, var Skoven saa stor, at han kunde bygge et Havskib af Tømmeret (Landn. I. 14); Olaf paabyggede det prægtige Hjardarholt Husebygninger deels af Hjemtømmer, deels af Drivtømmer, (Laxdøla Saga Cap. 24) o. s. v.
156. Paa nogle Steder, hvor der ej Var saa mange Jøkler, f. Ex. østligt paa Nordlandet, var Landvinden (Søndenvind) bedre end Søvinden; dette bestemte Baard Heyangsbjørns Søn til at flytte sydefter (Landn. III. 18). Paa Østkanten tyede Kvæget ogsaa helst op mod Fjeldene, hvorfor de dem nærmest liggende Egne først bebyggedes (Landn. V. 1).
157. I Vigaglums Saga C. 7 omtales en Ager, der gav saa sikker Afgrøde, at den kaldtes Vitaftgjave (den sikkreste Giver); paa Sønderlandet omtales Pløjning og Saaning, og de bleggule Agre (Njaals Saga Cap. 53, 76. Egils Saga Cap. 29).
158. Se især den lovende Beskrivelse, Grim haaleygske giver deraf i Vatnsdøla Saga Cap. 10: „Kvæget føder sig selv om Vinteren, der er Fisk i hvert Vand og store Skove“, jvf. Egils Saga Cap. 29.
159. Landn. III. 12.
160. Landn. I. 14.
161. Vatnsdøla Saga Cap. 15.
162. Rafnkells Saga S. 22.
163. Egils Saga Cap. 29. „I Førstningen havde de ej saa meget Kvæg i Forhold til Folkeantallet, men det Kvæg, de havde, gik ude om Vinteren i Skovene og nærede sig selv … der var ingen Mangel paa Drivtømmer – – der blev drevet Havfiskeri, man søgte Sælvær og Eggevær; af alt dette var der nok at tage af; mange Hvaler dreve ind, og enhver kunde skyde, som vilde; alle Dyr laa stille paa Fangst-Stedet fordi de endnu ej havde lært Mennesket at kjende og frygte“.
164. Se herom, hvad ovenfor er berettet om Thorolf Mostrarskegg. Om Maaden, hvorpaa en mægtig Kolonist skaffede sig Høvdingskab over andre, giver især Rafnkells Saga god Oplysning, nemlig S. 5: „Rafnkell bebyggede den hele Dal, og gav Folk Land, men vilde dog være deres Overmand, og tog Godord (Gode-Embedet) over dem; han tvang Mændene i Jøkulsdal til at blive hans Thingmænd“ – og senere, efterat han var flyttet (S. 24): „Folk toge da især Land i Heredet (Ved Lagarfljot); ingen fik Lov til at sidde i Fred, uden at bede Rafnkell om Lov, alle maatte forbinde sig til at understøtte ham, hvorimod han lovede dem sin Beskyttelse; paa denne Maade lagde han alt Landet under sig østenfor Lagarfljot, og dette Thingdistrikt blev meget større og folkerigere, end det, han tidligere havde haft“.
165. Om Forholdet mellem Jorddrotten og Landseterne indeholder især Hønsethores Saga Cap. 2, 3, gode Oplysninger. Blundketil havde 30 Lejlændinger; i paakommende Tilfælde bestemte han, hvor meget Kvæg enhver af dem skulde slagte for at Dyrtid kunde undgaaes, altsaa udøvede han fuldkommen Politimyndighed over dem.
166. Om de mange irske og skotske Trælle, Landnamsmændene førte med sig, er forhen talt. Paa Vikingetogene til Englands og Frankriges Kyster maa ogsaa mange engelske og frankiske Trælle have været erhvervede. Naar man finder Trælle omtalte med germaniske Navne, og dog med det udtrykkelige Tillæg, at de vare udenlandske, f. Ex. Arnthrud, Rafnkells Saga S. 2, maa man formode, at de have været frankiske, saxiske eller angliske.
167. F. Ex. Bjørn Ketilssøn, der indbød og beværtede Systren Aude med alle hendes Mænd, Thrond mjøksiglande, som indbød Aasgrim Øndottssøn til at blive hos sig om Vintren, o. s. v.
168. Se ovenfor S. 543.
169. Landn. III. 7. Se ovenfor S. 540.
170. Landn. II. 13 Eyrbyggja Saga, Cap. 8.
171. Se ovenfor S. 545.
172. Se nedenfor S. 570.
173. Endog de fornemste Høvdinger forsmaaede ikke at saa og høste deres Agre, f. Ex. Gunnar paa Lidarende, (Njáls Saga Cap. 73), Sigmund Thorkelssøn paa Tveraa (Vigaglums Saga Cap. 8), o. fl.
174. Herom vidne de fleste Sagaer fra Øens ældre Dage.
175. Det var altid sædvanligt, ved et Skibs Ankomst, at de Omkringboende, oftere endog langvejsfra, strømmede til for at høre Nyt fra det øvrige Europa, især naturligviis fra Norge.
176. Se hvad der ovenfor er anført om Skaldene, S. 471. – Allerede i den næste Generation efter Islands Bebyggelse hører man næsten ikke tale om andre Skalde, end de islandske. En af de ældste blandt disse var Glum, Søn af Nordmanden Geire, der boede ved Myvatn.