Det norske Folks Historie/1/77

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (1-1, s. 575-582).

Historien har opbevaret os Navnet paa enkelte mægtige og anseede Mænd i Norge paa Harald Haarfagres Tid, merkelige, deels ved deres egne Bedrifter, deels som Stamfædre til fornemme og indflydelsesrige Slægter. Flere af dem ere allerede omtalte, f. Ex. Jarlerne Haakon i Thrøndelagen, Atle i Sogn, Ragnvald og hans Søn Thore paa Møre, Audun i Egdafylke. Af Jarler nævnes desuden Eystein paa Hedemarken, med Tilnavnet den mægtige (ríki), eller Søfareren, Fader til Svanhild, en af Kongens Hustruer^[1]; Haarek, Jarl paa Oplandene, hvis Søn Brune senere drog til Island; en Jarl ved Navn Kvig^[2], og Halfdan Jarl, der egtede Kongens Datter Ingebjørg, og som synes at have haft hjemme i Naumdal eller paa Helgeland, eftersom det fortælles, at hans Datter Gunhild egtede Finn Skjalge, en Søn af Eyvind Lambe og Sigrid paa Sandnes, Thorolf Kveldulfssøns Enke^[3]. Denne Eyvind synes enten før sit Giftermaal med Sigrid, eller, hvad der er rimeligere, efter hendes Død at have været gift med Ingebjørg, en Datter af Haavard, Grjotgard Jarls Søn og Haakon Ladejarls Broder; en Datter af dette Egteskab var Rannveig, gift med Landnamsmanden Sighvat raude^[4].

Der er ligeledes ovenfor talt om den mægtige Øxna-Thore i Egdafylke, Naddodds Broder, fra hvilken saa mange Slægter paa Island nedstammede. Øyna-Thore kaldtes saaledes, fordi han ejede tre Øer, paa enhver af hvilke han havde 80 Øxne gaaende. Der fortælles om ham, at da Kong Harald engang bad ham om Tilladelse til at tage Strandhug, det vil sige, forsyne sine Skibe med det nødvendige Forraad af Kjød, forærede han Kongen en af Øerne med alle dens Øxne^[5]. Han har altsaa staaet paa en god Fod med Kongen, men desuagtet udvandrede de fleste af hans Sønner, saaledes som ovenfor er viist. Besvogret og maaskee beslægtet med ham var Ølve Barnakarls ovenfor omtalte Æt.

I Begyndelsen af Kong Haralds Regjeringstid, eller maaskee allerede paa Halfdan Svartes Tid, maa der paa Hørdaland have levet en mægtig og anseet Herse, kaldet Hørda-Kaare, hvilken vi allerede oftere have haft Anledning til at nævne som beslægtet med flere Landnamsmænd. Han selv nedstammede i 9de Led fra den bekjendte Kong Rolf i Berg, og var Næstsøskendebarn til Landnamsmanden Bødvar hvite^[6]. Om Hørda-Kaares Liv og Bedrifter vide vi intet, men at han har været en af de meest anseede Mænd i Norge paa sin Tid, skjønnes deraf, at flere af de berømteste Slægter baade i Norge og paa Island, enten nu med Rette eller Urette, udledede sin Herkomst fra ham. Saaledes skal hans Datter Vilgerd have været Islands Opdager Ravne-Flokes Moder^[7]; en anden af hans Døttre, Thora, var Moder til Lovgiveren Ulfljot; hans Søn Ketils Datter Rodny skal have været en Moder til Hjørleif Ingulfs Fostbroder; som hans Sønner nævnes forresten Thorleif spake, Olmod den gamle, der hjalp sin Frænde Leif at overvinde Atle Jarls Sønner ved Hisargavl, Agmund, Farfader til den senere saa mægtige Erling Skjalgssøn paa Sole, og Thord, Fader til den som Kong Sigurd Slevas Banemand bekjendte Klypp Herse^[8]. Man kan saaledes ikke under nogen Omstændighed drage hans Tilværelse i Tvivl, eller ansee ham for nogen uhistorisk eller opdigtet Personlighed, medens det dog paa den anden Side er klart, at der enten maa have været flere Mænd af samme Navn, eller at enkelte Led i Slægtrækkerne ere faldne, eftersom han stundom kun sættes et Par Generationer tidligere end det 10de Aarhundredes Ende stundom, efter hvad vi allerede have seet, sættes længere op i Tiden end Islands Opdagelse^[9]. Det sandsynligste er, at den virkelige Hørda-Kaare, Ulfljots Morfader og Bødvar hvites Faders Nærsøskendebarn, levede paa den forhen angivne Tid, men havde en Brodersøn eller Sønnesøn, opkaldt efter, og siden af Sagaskriverne forvexlet med ham selv. Da hans Ætmænd optræde som mægtige Jordegodsbesiddere baade paa Hørdaland og Rogaland, maa han have haft udstrakte Besiddelser i begge disse Fylker, især, hvis man kan slutte efter de Gaarde, der vare hans sildigere Ætmænds Hovedsæder, paa Søndhørdaland og Jæderen. En anden anseet Mand ved Navn Kaare, der levede i Harald Haarfagres senere Dage, var Vikinge-Kaare, hvis Besiddelser synes at have ligget deels paa Oplandene-, deels paa Vors, hvor idetmindste to af hans Sønner, Bødvar og Vigfus, boede i første Halvdeel af 10de Aarhundrede. Vikinge-Kaares Fader, Sigurd Bjødaskalle, var en Sønnesøn af den føromtalte engelske Jarl Hundasteinar, gift med Aaluf, Lodbroks Datter, fra hvilken ogsaa Landnamsmanden Audun Skakull nedstammede. Sigurds Syster Isgerd var gift med Jarlen Thore i Gautland. Vikinge-Kaares tredie Søn, Erik Bjodaskalle, boede i Midten af det 10de Aarhundrede paa Gaarden Ofrestad paa Oplandene, og blev Morfader til Kong Olaf Tryggvessøn; de to ovennævnte Sønner, Bødvar og Vigfus, vare Morfædre til tvende mægtige Høvdinger paa Island i Slutningen af det 10de Aarhundrede, nemlig Bødvar til Gissur hvite paa Mosfell, og Vigfus til Glum Eyjulfssøn paa Tveraa i Eyjafjorden^[10].

En af de mægtigste Mænd i Firdafylke var den oftere omtalte Thore Herse, Søn af Jarlen Roald Arinbjørnssøn. Han var Skallagrims Fostbroder og beslægtet med Grim Herse og Ingjald den tryggve paa Agder Hos Thore opfostredes Erik, Kong Haralds og Dronning Ragnhilds Søn, og der opstod et fortroligt Venskab mellem Erik og Thores Søn Arinbjørn. Thore havde en smuk Syster, Thora, med Tilnavn Hladhaand. Hun var engang paa et Gjestebud, hvor blandt de mange Indbudne ogsaa Bjørn, Søn af den mægtige Herse Brynjulf Bjørnssøn paa Aurland i Sogn, var tilstede. Bjørn fattede Kjærlighed til hende og forlangte hende til Egte, men uagtet han baade var af høj Byrd, og tillige selv havde erhvervet sig megen Anseelse ved sine Rejser, deels som Viking, deels som Handelsmand, gav hendes Broder Thore Herse ham dog Afslag. Bjørn besluttede nu at bortføre hende. Endnu samme Høst kom han med en fuldt udrustet Skude og ledsaget af bevæbnede Mænd til Thores Gaard, paa en Tid da denne ikke var hjemme, og tog Thora med sig, dog, som det lader til, neppe mod hendes eget Ønske. Han bragte hende hjem til Aurland, og vilde holde Bryllup med hende om Vinteren, men hans Fader Brynjulf, der længe havde været en god Ven af Thore, misbilligede hans Færd og vilde paa ingen Maade tillade ham at egte Pigen uden hendes Broders Samtykke. Han sagde, at hun indtil videre kunde forblive der og nyde samme Behandling, som om hun var hans egen Datter, men sendte imidlertid Bud til Thore, for at tilbyde ham Forlig og Erstatning for hvad Bjørn havde forbrudt sig. Thore lod hilse tilbage, at hun først og fremst, førend der kunde være nogen Tale om Forlig, maatte sendes hjem igjen; men dette søgte Bjørn paa alle Maader at hindre, og han udrettede saa meget, at hun blev paa Aurland Vinteren over. Den følgende Vaar spurgte Brynjulf ham, hvad han agtede at tage sig til om Sommeren. Bjørn svarede, at han helst ønskede at forlade Landet, og bad sin Fader om Langskib og Mænd, for at drage i Viking. Men Brynjulf sagde, at han paa ingen Maade vovede at betro et saa uroligt Hoved, som ham, Langskibe og Stridsmænd; han bød ham derimod et Kjøbmandsskib og Varer, for at gjøre en Handelsrejse til Dublin, og da Bjørn intet andet Valg havde, maatte han bekvemme sig til at modtage dette Tilbud. Skibet blev gjort sejlklart; det gik langsomt dermed, men endelig kom dog alt istand. Bjørn skulde allerede sejle afsted med gunstig Vind. Da gik han selv tolvte i Baaden, og roede ind til Aurland, hvor han, uden at hans Fader eller dennes Mænd fik Øje

<ref follow="p605">Cap. 46. Kristni Saga Cap. 10. Vigaglunts Saga Cap. 4, 5, afviger i sin Beretning herfra, ved at lade Vigfus, Vigaglums Morfader, være en Søn af Sigurd, og først denne en Søn af Vikinge-Kaare; den lader Vikinge-Kaare tillige være en Søn af Eymund eller Eyvind Askaspilder, Søn af en Thore.> paa ham, gik op til den Stue, i hvilken hans Moder og Kvinderne opholdt sig, og tog Thora, tilligemed alle hendes Klæder og Kostbarheder, med sig. Hans Moder, der aabenbart begunstigede hans Færd, forbød de tilstedeværende Kvinder strengeligen at sige et Ord derom til hendes Mand eller nogen af dem, der sade inde i Stuen hos ham, og saaledes fik Bjørn hende i god Behold bragt ned til Baaden. I Nattens Mørke roede de nu skyndsomt ud til Skibet, gik ombord, hejsede Sejl og lod det strax staa ud gjennem Fjorden og Sognsøen til Havs. Men ude paa Havet omtumledes de længe af Storm og Modvind. De vovede ikke for alt i Verden at komme tilbage til Norge, og maatte derfor søge Havn andensteds; men da de saaledes vilde løbe ind til Mosø paa Østsiden af Hjaltland^[11], kom Skibet til at lide nogen Skade, saa at de vare nødsagede til at gaa i Land og losse Farmen ud. Paa Mosø stod allerede dengang den taarnformede Borg, af hvilken der endnu findes betydelige Levninger, og den synes allerede da at have været forladt, thi det fortælles, at Bjørn med Thora og sine Mænd opslog sin Bolig og forvarede sit Gods her, medens Skibet udbedredes. Strax efter Ankomsten holdt han Bryllup med Thora. Lidt før Vinteren erfarede de ved et Skib fra Orknø, at Bjørn var lyst utlæg i Norge, og at der om Høsten var kommet Befaling fra Kong Harald til Jarlen^[12], at han skulde lade Bjørn Brynjulfssøn dræbe, hvis han fik fat paa ham; en lignende Befaling var ogsaa kommen til Syderøerne. Bjørn besluttede nu at tage sin Tilflugt til Island, men tilbragte dog Vinteren uforstyrret i Mosø-Borgen; da Vaaren kom, var der ingen Tid at bortgive, han gjorde sit Skib rede, og sejlede bort saa snart som muligt. En sterk, men gunstig Vind bragte ham i kort Tid til Islands Sydkyst, .hvor han efter nogen Vanskelighed fandt Vejen til Borgarfjorden, og landede i Nærheden af Borg, hvor Skallagrim boede. Bjørn gik op til Gaarden med nogle af sine Mænd, og forbød dem at sige noget om hvad han havde gjort, eller om Aarsagen til hans Ankomst. Han fortalte blot Skallagrim hvo han var, og at han var kommen did med sin Hustru, Thore Herses Syster. Skallagrim, der baade kjendte hans Fader Brynjulf, og var Thore Herses Fostbroder og fortrolige Ven, blev meget glad ved denne Efterretning og indbød Bjørn til at blive hos ham med Thore og Skibets hele Besætning, uden at have den mindste Anelse om, hvad Bjørn havde forbrudt sig mod Thore Der opsattes Bøder paa Tunet, i hvilke Bjørn lagde sine Varer op. Han opholdt sig nu en Tidlang hos Skallagrim i allerstørste Venskabelighed, indtil der ud paa Høsten kom Skibe fra Norge, og med dem det Rygte, at Bjørn skulde have løbet bort med Thora uden hendes Frænders Samtykke, og at Kongen derfor skulde have gjort ham utlæg over hele Norge. Skallagrim kaldte strax Bjørn til sig, spurgte, om det virkelig forholdt sig saaledes, og sagde, at han ej havde væntet af Brynjulfs Søn, at han ikke skulde ville sige Sandheden. Bjørn svarede, at han ikke havde sagt nogen Usandhed, men alene anseet sig fritagen for at fortælle mere, end Skallagrim havde spurgt om; han vedgik uforbeholdent, at Rygtet var sandt, og da Skallagrim vred spurgte ham, hvorledes han havde turdet vove at komme til ham, Thore Herses fortrolige Ven, svarede han, at han ikke saa anden Udvej, da han nu engang var landet i hans Nærhed, men haabede dog, at siden han nu var bleven Skallagrims Gjest, vilde denne ikke tilføje ham noget Ondt. Skallagrims ældste Søn Thorolf lagde nu et godt Ord ind for Bjørn, og bad sin Fader at tage ham til Naade; mange andre kom ligeledes med Forbønner, og Skallagrim lod sig endelig overtale. Han sagde, at han vilde føje Thorolf, og bad denne tage sig af Bjørn paa bedste Maade. Saaledes kom Bjørn til at opholde sig hos Skallagrim den hele Vinter. Men Thorolf lod det ej blive derved. Da Vaaren kom, sagde han til sin Fader, at Bjørn længedes efter at komme hjem, og ønskede saa inderligt, at hans Fredløshed maatte blive ophævet; hans Bøn var nu, at Skallagrim vilde tage sig af ham, og sende Mænd over til Norge, for at bede Thore Herse om at forlige sig med sin Svoger. Skallagrim opfyldte denne Bøn; han sendte Mænd til Thore med sin Hilsen og dette Budskab; Brynjulf bød ligeledes Forlig, og Thore lod sig endelig overtale. Bjørn fik Tilgivelse. Thore udvirkede Fredløshedsstraffen tilbagekaldt, og den følgende Vaar, da Bjørn i to Vintre havde opholdt sig hos Skallagrim, vendte han tilbage med sin Hustru, ledsaget af Thorolf, der havde faaet Tilladelse af sin Fader til at følge med. Thora havde kort efter Ankomsten til Borg født en Datter, ved Navn Aasgerd, der blev tilbage hos Skallagrims Hustru Bera, som nødig vilde give Slip paa hende. Da Bjørn var kommen tilbage til Sogn, bekræftedes Forliget mellem ham og Thore, og de bleve nu de bedste Venner^[13].

Blandt Kong Haralds paalideligste Mænd og hyppigst brugte Sendebud nævnes den ovenfor (S. 523) omtalte Hauk Haabrok, om hvilken der endog er en særegen Fortælling, som dog ikke kan ansees paalidelig, da den bærer sterke Præg af at være sammensat eller i det mindste nedskreven i en temmelig sildig Tidsalder^[14]. Imidlertid er det dog nok muligt, at enkelte gamle historiske Sagn eller Kvad kunne ligge til Grund for, hvad der ikke er ligefrem usandsynligt i den. Ifølge denne Beretning skal Hauk have været sendt af Kongen i en Handelsrejse til Gardarike, for at kjøbe sjældne Sager og Kostbarheder paa Markedet i Holmgard (Novgorod); her skal han være kommen i Uenighed med nogle af Sviakongens Kæmper, men tilsidst have reddet sig ud af Sagen med Ære^[15]. Ved denne Anledning omtales det, at Sviakongen, der siges at have heddet Erik Anundssøn, havde været gift med Kong Haralds Datter Ingegerd, indtil Sviarne sorte hende til en Ø, for at offre hende til Guderne; da blev hun befriet af sin Broder Halfdan svarte, og dette skal have givet Anledning til en langvarig Krig mellem Harald og Sviakongen. Der er ogsaa en anden, ligeledes upaalidelig, men i sig selv øjensynligen gammel Beretning^[16] om en Fejde mellem Harald og Uppsalakongen Erik Bjørnssøn, i hvilken ogsaa Hauk Haabrok tog Deel, efterat Kongens tre fornemste Hirdskalde, Ølve Hnuva, Thorbjørn Hornklove og Audun Illskælda, først havde været hos Kong Erik for at mægle Fred. Det fortælles, at Kong Harald havde sendt dem i dette farlige Ærinde, for at straffe dem for deres Dristighed, at fri til en fornem Kvinde, Ingebjørg den rige paa Huusstad paa Nordmøre, som var beslægtet med Kongen. Det er i sig selv ej usandsynligt, at der i Harald Haarfagres sidste Dage, paa hvilken Tid disse Begivenheder, hvis de overhoved have fundet Sted, maa være forefaldne, kan have været en svensk Konge ved Navn Erik, som har været gift med Haralds Datter, og med hvilken han kan have ligget i Fejde. Men denne Konge kan hverken have været Erik Eimundssøn, der var gammel i Haralds Ungdomstid, eller Erik Sejrsæl, der døde henved 993. Men der var idet 9de og 10de Aarhundrede flere Konger i Svithjod, som hørte til Sidelinjerne af Bjørn Jernsides Æt, og som derfor ikke omtales i vore Sagaer, hvilke overhoved ikke befatte sig synderligt med den svenske indre Historie. Der nævnes saaledes hos andre Forfattere ved Aaret 936 en Kong Ring med sine Sønner Erik og Eimund i Sigtuna eller Birk^[17], og da vore egne Slægttavler

lade Erik Sejrsæl og hans Broder Olaf allerede i Aaret 921 efterfølge deres Fader Bjørn Erikssøn – hvilket vel næsten maa ansees som en Umulighed, naar Erik skulde være død omkring 993 – synes ogsaa dette at tyde paa, at der virkelig har været en forresten uomtalt Kong Erik – maaskee en Søn eller Sønnesøn af Bjørn paa Hauge – mod Slutningen af Harald Haarfagres Regjeringstid, og at der har hersket nogen Uenighed mellem dem, ligesom der vel og i det Hele taget under Harald og hans nærmeste Efterfølgere har været et spændt Forhold mellem ham og Sviakongen ^[18].

1. Det heder i Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 2, at Eystein siden blev Jarl paa Vestfold og opfostrede Snefrids Sønner. Dette er dog ej sandsynligt, da Vestfold ligesom hele Viken overdroges til Kongens Søn Guthorm, og det desuden ellers heder, at Snefrids Sønner opfostredes paa Oplandene, med Undtagelse af Gudrød Ljome. I Olaf den helliges Saga Cap. 1 siges der, at Eystein sattes til Jarl baade over Hedemarken og Vestfold.
2. Om denne Kvig og hans Begivenheder med Skalden Ulf Sebbesøn har der været en egen Saga. Ulf Sebbesøn var en Frænde af Kongens Hofskald Audun Illskælda. Denne fik dette Tilnavn (ɔ: den daarlige Skald), fordi han i et Kvad til Kongen havde stjaalet Omkvædet til en Draape, Ulf Sebbesøn havde digtet til Haralds Ære. Fortæll. om Harald Haarfagres Skalde, Fornm. Sögur III. 3. 64.
3. Olaf Tryggv. Saga Cap. 2.
4. I Landnáma, V. 3, siges der, at Sighvat raudes Hustru Rannveig, efter en Beretning var en Datter af Eyvind Lambe og Sigrid, Thorolf Kveldulfssøns Enke, efter en anden derimod af Ingebjørg, hvis Fader Haavard var en Søn af Grjotgard Haaleyge-Jarl.
5. Landnáma, Tillæggene fra Skardsaabogen. Hvilke Øer dette kan have været, vides ikke med Vished. Man maa formode, at de have været beliggende i den vestligere Deel af Agder, da Øxnathores Æt synes at have haft Forbindelser paa Jæderen, fra hvilken Thorvald Osvaldssøn og Erik røde droge til Island. En af Øerne kan maaskee have været Oxø udenfor Christianssand.
6. Hørda-Kaares Fader Aslak var en Søn af Bifra-Kaare, og denne af Aan, Søn af Ørn Hyrna; Aans anden Søn var Thorleif Hvalaskuf, Fader til Bødvar Snethryma, Fader til Thorleif Midlung, Bødvar hvites Fader. Ørn Hyrna nedstammede i femte Led fra Rolf i Berg, Landn. IV. 7.
7. Landn. III. 11.
8. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 143. Snorres Olaf Tryggv. Saga, Cap. 60.
9. I Snorres Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 62 nævnes Ølmod den gamle, som det Medlem af Hørda-Kaares Æt, der understøttede Erling Skjalgssøns Frieri til Kong Olaf Tryggvessøns Syster Aastrid i Aaret 996. Og dog ere saavel Landnáma som Floamanna Saga enige om, at Ølmod kom Leif til Hjelp mod Atle Jarls Sønner ved Hisargavl omtrent ved 870. Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 147 nævner kun „den mægtigste af Frænderne“ uden at at navngive Ølmod udtrykkeligt, det er derfor nok rimeligt, at Fejltagelsen her ligger hos Snorre. Men umuligt er det i alle Fald, at Hørda-Kaares ene Søn, Ølmod, skulde have levet ved 870, og at Ravne-Floke, Islands Opdager, og Ulfljot, fød 866, kunde være hans Dattersønner, ja Hjørleif, Ingulfs Fostbroder, endog hans Sønnedattersøn, naar hans anden Søn Thorleif spake kunde være samtidig med Haakon den gode, og Sønnesønnen Klypp Herse fælde Sigurd Sleva omtrent ved 970. En Forvirring maa derfor nødvendigviis være opstaaet i Slægtregistret. Det bliver altid sandsynligere, at den egentlige Kaare virkelig har levet paa Halfdan Svartes, og i Begyndelsen af Harald Haarfagres Tid, end at han skulde have levet senere hen; rimeligviis er han derfor bleven forvexlet med en yngre Ætling af samme Navn Etsteds (Landn. IV. 7) heder det endog at Ulfljot var Søn af Hørda-Kaares Søn Ketil.
10. Landn. III. 1, 16. V. 12. Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 218. Njaals Saga
11. Nu Mousa; se Samlinger til det norske Folks og Sprogs Historie, 6te Bind S. 480.
12. Egils Saga nævner her Sigurd Jarl, hvilket strider mod Tidsregningen: det maa være Torv-Einar.
13. Egils Saga, Cap. 32–35.
14. Den saakaldte Þáttr Hauks hábrókar i Flatøbogen, trykt i Fornm. S. X. p. 198–208. Sproget i denne Fortælling er temmelig nymodens; derhos omtales i Cap. 3 Susdal (Surtsdalir) i Rusland, om hvilket der ej var Tale førend udi det 12te Aarhundrede, hvilket beviser at Fortællingen er nedskreven senere.
15. Hauks Dygtighed viste sig i at bekæmpe Sviakongens Mænd i selve Holmgard. Da Hauk Ved sin Hjemkomst fortalte Kongen om sine Bedrifter, skal Kongen have spurgt ham, om han ikke da var høj i Barm (ɔ: stolt), hvortil Hauk svarede at han var endnu stoltere, da han bragte Kongens Søn Haakon til Kong Ædhelstan (hvorom nedenfor), en Begivenhed, som her vistnok er omtalt for tidligt. Ved denne Lejlighed fik Hauk sit Tilnavn.
16. Beretningen om Harald Haarfagres Skalde, i Formn. S. III. 64–82.
17. Mag. Adam af Bremen, I. 63. – I Þáttr Hauks h. siges det udtrykkeligt, at Eriks Fader, Anund, var en Søn af Bjørn paa Hauge.
18. Thi Sviakongerne betragtede naturligviis ligesaavel som den danske Linje, Harald og hans Æt som uberettigede til Viken. – Hvor usandsynlig Fortællingen om Haralds Skalde er, viser sig især af de Navne paa anseede Mænd, der stilles sammen uden Hensyn til Tidsregningen, saaledes nævnes baade Rolf Nefja, Ragnvald Jarls Svigerfader, Sigurd paa Sandnes, Thorolf Kveldulfssøn og Kongens egen Søn Erik Blodøxe som samtidige. De fleste af de saaledes anførte Navne tilhøre dog uden al Tvivl virkelige Personer, der have levet under Kong Harald, og om hvem der vel og har været Traditioner, som i Tidens Løb ere gangne i Forglemmelse. Saaledes nævnes f. Ex. Ragnvald fra Mjola (Melø i Nordland), Thorstein i Naumdal, Ring hvite paa Søndmøre, Romund Gulltanne i Sogn, Eystein hvite paa Vors, o. fl. Der anføres tillige Kvad, som synes at være egte.