Det norske Folks Historie/1/83

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (1-1, s. 683-703).

Vi have i det Foregaaende seet, hvorledes de Vikingeskarer, der under Sigtrygg, Godfred, Haastein og Rolf herjede Frankrige, ogsaa undertiden gjorde nogle Udflugter over til England, og vi kunne allerede heraf slutte, at der maa have hersket et Venskab og Forbund mellem dem og de nu i Nord-England fast bosatte Nordboer, om vi end ikke udtrykkeligt havde haft de nordmanniske Sagnfortælleres Vidnesbyrd om det fortrolige Venskab, der fandt Sted mellem Rolf og den nys til Christendommen omvendte Kong Gudrum Ædhelstan. Dette viser, at det ikke var synderlig vel bevendt med Overholdelsen af det Fredsfordrag, Gudrum havde sluttet med Alfred, og det varer heller ikke længe, førend vi atter se Østangels og Northumberlands nordiske Beboere fejde paa Alfreds Rige. De benyttede sig i Særdeleshed af Lejligheden, naar de fremmede Vikingehære opholdt sig i Landet, og gave disse i alle Fald Tilhold hos sig. Vi finde saaledes, at da en Deel af Vikingehæren i Nordfrankrige i 884 gjorde hiint korte Strejftog over til England, som ovenfor er omtalt (S. 640), fandt de Tilhold eller Understøttelse i Østangel^[1], mod hvis Kyst Alfred endog maatte sende en Flaade^[2]. Denne Flaade var heldig nok til at overvinde og tage sexten Vikingeskibe med alt deres Bytte udenfor Stourmouth, men blev endnu samme Dag overfalden af en anden Vikingeflaade, som beholdt Sejren. Det var maaskee paa denne Tid, at Rolf kom Gudrum Ædhelstan til Hjelp, thi Krigen mellem ham og Alfred har neppe været afgjort med disse to Søslag. Gudrum herskede i Østangel til 891, i hvilket Aar han efter de engelske Beretninger døde^[3], men maaskee snarere forlod Landet for at søge at gjenvinde sit Fædrenerige i Danmark^[4]. Hans Eftermand synes at have hedet Erik, maaskee den samme, som tilligemed Baard i Aaret 905 opbrændte Tours^[5]. Samtidigt med Gudrum herskede i York den før omtalte Gudrød (Gúðréd), Hardeknuts Søn, der havde været solgt som Træl, men siden, da Halfdan formedelst sin Grusomhed var forjagen, blev løskjøbt og ophøjet til Kongeværdigheden. Et gammelt Klostersagn beretter, at St. Cuthbert selv en Nat aabenbarede sig for Abbed Eadred i Carlisle, bød ham at gaa til Danernes Lejr ved Tynefloden og sige dem, at de skulde løskjøbe Gudrød og hylde ham som Konge paa Højen Oswigedun, ved at smykke hans højre Arm med en Guldbaug, derimod skulde Gudrød til Gjengjeld forære St. Cuthbert hele Landet mellem Tune og Wear, og tilstaa hans Helligdom saadan Fristedsret, at alle, som flygtede derhen, i 37 Dage skulde unde Sikkerhed, og at Brud paa denne Frihed skulde straffes som Fredsbrud i det kongelige Palads, nemlig med en Bod af 96 Mk. Sølv^[6]. Det er heraf tydeligt nok, at Gudrød var et Redskab i den efter Magt og Rigdom begjærlige Gejstligheds Haand. Thi han skjenkede virkelig Biskopsstolen i Durham, hvad St. Cuthbert skulde have forlangt, og paa de denne Biskopsstol af Gudrød tilstaaede Forrettigheder grunde sig de særegne Rettigheder, som endnu tilkommer Biskoppen af Durham^[7]. Gudrød døde i York den 25de August 894^[8], og esterfulgtes af sine Sønner Olaf, Sigtrygg og Ragnvald^[9]. Paa denne Tid vare de ved Løwen slagne Vikinger tilligemed Haastein komne over til England, hvor de nu i tre Aar gjorde ødelæggende Vandringer. Og uagtet Alfred havde taget den Sikkerheds-Forholdsregel at lade Northumbrerne og Østanglerne tilsværge sig ny Troskabsed og stille nye Gisler, hindrede dette dem ikke fra at gjøre fælles Sag med Vikingerne. Medens Alfred var beskjeftiget med at bekæmpe disse ved Thornigg, blev Westsex angrebet af to Flaader fra Østangel og Northumberland, tilsammen paa hundrede Skibe; den ene belejrede et Virke i Devonshire, den anden Exeter, og de droge først bort, da Kongen selv kom, men gjorde paa Tilbagevejen et Forsøg mod Chichester i Essex, der dog mislykkedes. Siden, da Vikingehæren havde samlet sig ved Shoebury i Essex, fik den ogsaa stort Tilløb fra Østangel og Northumberland, og førend de tiltraadte deres Tog tvers over Landet til Severn og Chester, sendte de sine Kvinder og Skatte paa Skibene til Østangel, for at de her kunde være i Sikkerhed. Da de endelig efter tre Aars Forløb forlode England, lagde de Vejen over Østangel og Northumberland, hvis Indbyggere imidlertid ideligen havde herjet paa Kysterne af Westsex med nogle Krigsskibe eller saakaldte Aske, som de mange Aar i Forvejen havde bygget^[10]. Alfred lod nu, som det fortælles, bygge Langskibe mod disse Aske, næsten dobbelt saa lange som disse; nogle havde 60 Aarer, nogle flere, de vare baade hurtigere, mindre væltsomme og højere, de vare hverken efter frisisk eller dansk Form, men saaledes som han selv troede det nyttigst. Med ni af disse Skibe lod Kongen sine Mænd drage ud mod sex af Vikingernes, der vare komne til Øen Wight. De skulde søge at sperre dem Tilbagevejen, og det lykkedes dem og at tage to af Skibene, medens tre andre formedelst Ebben vare komne paa Grund. Omkring disse Skibe udspandt der sig en ny haardnakket Fegtning, der endte med Vikingernes Nederlag; de mistede 120 Mænd, Alfreds Folk kun 62. Det lykkedes vel hine ved den indtrædende Flodtid at faa deres Skibe ud, men i en saa daarlig Forfatning at de ej kunde ro dem forbi Kysten af Sussex, hvor to strandede, og Mandskabet fangedes; de førtes til Kongen i Winchester, og bleve hængte. Kun eet Skib undkom til Ostangel. Blandt de paa engelsk Side faldne Mænd nævnes flere Friser, hvoraf man kan se, at Alfred bar maattet skaffe sig Søfolk fra Frisland til at bemande sin nye Flaade. Da det hos en Forfatter beder at Sørøveren Sigfred fra Northumberland paa denne Tid herjede Kysterne to Gange under eet Tog, men derpaa vendte tilbage igjen, maa man slutte at hine Vikingers eller Askmænds Høvding hed Sigfred, og at han var en Frænde af Kong Gudrød. Efter denne Krig synes det som om England havde Ro i nogle Aar, saa længe som Alfred levede. Hvor farlig og ødelæggende Krigen havde været, sees af en samtidig Annalists Udbrud: „Takket være Gud, at Vikingehæren ikke i Bund og Grund havde ødelagt det angliske Folk^[11]“.

Efter Alfreds Død (28de Oktober 901) blev hans Søn Edward, Sejrherren ved Fearnham, Konge. Hans Frænde Ædhelwald gjorde Oprør imod ham, og bemægtigede sig nogle Kongsgaarde, men da Kongen nærmede sig med en Hær, tog han Flugten og begav sig til Northumberland, hvis Indbyggere toge ham til Konge, hvilket vel er saaledes at forstaa, at de hyldede ham som Englands Overkonge. Der tales strax efter om et Søslag mellem Kantvarerne og de Danske ved Holm; senere kom Ædhelwald med en Flaade til Essex, og lod sig hylde af Indbyggerne, ligesom han og fik Nordboerne i Ostangel til at bryde Freden og herje hele i Myrkne-Landet. De trængte frem lige til Cricklade i Berkshire, gik over Temsen, toge alt hvad de kunde faa, og vendte derpaa tilbage; men Edward fulgte efter dem, saa snart han havde faaet samlet sin Hær, og herjede hele deres Land mellem Digerne og Ouse, lige til de saakaldte „Fens“. Her gav han Befaling til at vende om, men Kantvarerne vilde ikke adlyde, uagtet han sendte syv Bud for at bevæge dem dertil. Heraf benyttede Fienden sig til at angribe dem, og det kom til et blodigt Slag, i hvilket vistnok Danerne sejrede, men mistede flere Folk. Blandt de Faldne paa deres Side var baade den østangliske Konge Erik, og Oprøreren Ædhelwald, (905), foruden et Par Haulder^[12], der saaledes neppe kunne have været Daner, men maa have været Nordmænd. Efter dette Slag sluttedes en ny Fred mellem Edward og Ostanglerne tilligemed Northumbrerne i Yttingaford (906)^[13]. Man har endnu et Forlig mellem Kong Edward og Gudrum, hvorved Anglerne og Danerne indgaa fuldkomment Venskab, og som deels bekræfter det ældre Forlig mellem Gudrum og Alfred, deels tilføjer en Deel Bestemmelser, sigtende til at opretholde Christendommen^[14]. Denne Gudrum nævnes ikke i de gamle engelske Annaler, og enkelte have derfor antaget at Navnet er fejlagtigt. Andre have antaget en yngre Gudrum som Eriks Efterfølger. Det simpleste er dog at antage, hvad vi ovenfor have antydet, at Angivelsen af Gudrum Adelsteens Død 890 eller 891 er fejlagtig, og at han i dette Aar kun er dragen hjem til Danmark, men nogle Aar efter atter er kommen tilbage til England, for at sikkre sig sine Besiddelser der^[15]. En yngre engelsk Chronist siger ogsaa, maaskee ifølge Kilder, som nu ej længer ere til, at Edwards Søn Ædhelstan med Faderens Samtykke kaldte Gudrum tilbage til England, og at denne, medbringende en stor Hær fra Danmark, underkastede sig ham og fik Ostangel at raade over^[16]. Freden var imidlertid ej af lang Varighed. Allerede i 910 tales der om at Edward sendte en Hær af Vestsaxer og Myrker ud for at herje i den saakaldte „Nordhærs“ Land, og at Anglerne efter 5 Ugers Plyndringer vandt en Sejr ved Teotauheal, som nødsagede Danerne til at fornye Freden^[17]. I det følgende Aar, da en stor Flaade kom søndenfra Bretagne, rimeligviis tilhørende Loire-Nordmændene, og herjede ved Severn, hvor de dog mestendeels omkom, medens Kongen, vistnok for at møde dem, laa med en heel Deel Skibe, han havde samlet, ved Kent, brøde Northumbrerne Freden, agtende, som det heder, al den Fred, Kong Edvard og hans Viismænd bøde dem, og herjede Myrkne-Riget, i den Tanke at Kongen havde hele sin Styrke samlet paa Flaaden. Men han sendte strax en Hær imod dem, indhentede dem paa Hjemvejen, angreb dem og fældte, som det siges, mange tusinde af dem^[18]. Slaget skal have staaet paa Sletten Wodnesfeld (Odins-Sletten) østenfor Severn, i hvis Omegn de havde herjet, og det er ikke usandsynligt, at de her have været forenede med hine Vikinger fra Bretagne, som maaskee i dette Slag fandt sin Undergang^[19]. Blandt de her faldne nordiske Krigere nævnes Kongerne Eowils (Ecwils, Eowilisc, maaskee Eyulf?) og Halfdan, Jarlerne Ottar og Skurfa, Haulderne Odulf (Audulf?), Benesing (?), Thorfred, Agmund og Godfred, derhos en Olaf den svarte, og Aasfred hlytte^[20]. Nogle have, vistnok med stor Uret, gjort den her omtalte Halfdan til den samme, som der ankom tilligemed Ivar, og dette har igjen endog forledet Ædhelweard til at lade Ingvar eller Ivar falde i dette Slag uagtet han allerede tidligere har omtalt hans Død^[21].

Edward og hans ypperlige Syster Ædhelfled, der bestyrede Myrkne-Riget, søgte nu at sikkre sine Besiddelser ved at opføre fastere Grændseborge eller befæste Grændsesteder, som enten vare aabne, eller hvis Befæstninger vare nedfaldne. Af saadanne Befæstninger nævnes Tamworth, Warwick, Dowcester, o. fl. Det synes som om Danerne heraf have taget Anledning til at begynde Krig paa ny, men i det Hele taget uden Held, og man sporer nu gjennem en Række af Aar en kraftigt gjennemført Bestræbelse fra Edwards og hans Efterfølger Ædhelstans Side paa at gjøre sig de nordiske Beboere af Landet umiddelbart underdanige. Saaledes erhvervede Edward Maldon med en stor Deel af den omliggende Egn, og Ædhelfleds Hærførere erobrede efter en blodig Belejring Derby, hvor den oprørske væliske Fyrste Hugan havde fundet Tilflugt og Understøttelse. Flere Angreb af Danerne, paa Towcester, Bedford, Westmare og Meldon bleve drevne tilbage med Tab. Kongen selv stormede Temesford, hvor Danernes Konge, rimeligviis Olaf, Gudrøds Søn, faldt med flere af sine fornemste Mænd. Colchester erobredes fra Danerne, og flere Høvdinger, som Thorkell af Bedford, Thorfred af Northampton, tilligemed flere Haulder, og Danerne omkring Cambridge og Nottingham hyldede ham. Da han efter Ædhelfleds Død tillige fik Myrkneriget under sin umiddelbare Bestyrelse, erkjendte ogsaa de der boende Daner ham for deres Herre og Beskytter Thorkell drog siden, fortælles der, med Edvards Tilladelse og Hjelp over til Frankrige^[22]. Ragnvald, maaskee Gudrøds Søn, som kort Tid efter bemægtigede sig York (924), fandt sig ligeledes bedst tjent med at erkjende Kong Edvard, tom det heder, for sin Fader og Herre; og da ligeledes Kongerne af Wales, Skotland og af Briterne ved Clyde-Floden eller de saakaldte Strathclyde-Væler hyldede Edvard som Overherre, kan man sige, at han ved sin Død, der indtraf kort efter, var mægtigere end nogen Konge i England før ham havde været, og at han efterlod en herlig Arv til sin Søn Ædhelstan, der efterfulgte ham paa Englands Throne^[23].

Paa denne Tid begyndte de norske Konger i Irland mere end hidtil at blande sig i Northumberlands og Ostangelns Anliggender. Sandsynligviis have de nordiske Høvdinger i Northumberland, eftersom de engelske Konger bleve dem for mægtige, taget deres Tilflugt til deres Landsmænd eller Stammeforvandte i Irland, og bedet dem om Hjelp. Disse irske Nordmænds Historie frembyder kun en uendelig Række af Plyndringstog og Smaafejder med Landets Indbyggere, og indbyrdes Tvistigheder. Efter Oistins eller Thorsteins Rødes Død fulgte Ivars Søn Sigfred eller, som han andensteds kaldes, Godfred, som Konge i Dublin^[24]. Sigfred blev svigagtigt dræbt af sin Broder Sigtrygg (883), og kort Tid derefter opstod der en indbyrdes Strid mellem Nordmændene i Dublin, der deelte sig i to Partier, et under Sigtrygg, et andet under en Jarl, ved Navn Sigfred. I denne Strid omkom tilsidst Sigtrygg (896), hans Broder Olaf faldt i et Slag mod Indbyggerne af Connall, og Nordmændenes Magt svækkedes saaledes, at Kong Mælfinnia af Bregh og Cerbhal af Leinster i Aaret 902 saa sig istand til at indtage Dublin og forjage Nordmændene fra Staden^[25]. I nogle saa Aar havde Irland nu Fred, og de Fremmede maa i denne Tid deels have haft deres Tilhold paa Syderøerne, deels ogsaa stundom have søgt hen til deres Landsmænd i det nordvestlige Frankrige, da vi baade erfare at de sværmede om i Farvandene mellem Skotland, England og Irland, og vi finde dem i den nærmeste Forbindelse med Loire-Nordmændene. Ivar Ivarssøn, uden al Tvivl en Broder af Sigtrygg og Olaf, faldt i et Slag mod Pikterne i Skotland (904)^[26], og ti Aar efter omtales et Slag ved Øen Anglesey, mellem Baard Ottarssøn og Ragnvald Ivarssøn, rimeligviis en Søn af den nysnævnte Ivar Ivarssøn, i hvilket Baard faldt med Størstedelen af sin Hær^[27]. I det samme Aar (914) lykkedes det Nordmændene atter at faa Fodfæste i Landet. De kom med en vældig Flaade til Waterford, og erobrede den; de maa saaledes ogsaa have været fordrevne fra denne By i 902^[28]. Fra Waterford gjorde de Tog baade i Minister og til Leinster, og deres Magt tiltog øjensynligt med hvert Aar. Nu landede ogsaa Sigtrygg, Ragnvalds Frænde, med en Flaade i Leinster, og Ragnvald selv ved Waterford, hvor just Niall, Overkongen over Irland, havde angrebet Nordmændene med en fra hele Landet samlet Hær. I Førstningen havde Niall nogle Fordele over Nordmændene, men Ragnvalds Ankomst tyngede Vegtskaalen paa deres Side, og Niall maatte trække sig tilbage efter et Slag, hvori der faldt 1200 Mand paa begge Sider. Et Angreb, som Niall kort efter gjorde paa Sigtryggs Hær, lykkedes ikke bedre, og Sigtrygg bemægtigede sig Dublin (917)^[29].

Det er at formode, at Ragnvald paa dette Tog har fundet Understøttelse af Loire-Nordmændene, og derfor rimeligviis har været over i Frankrige hos dem, førend han tiltraadte det. Der tales nemlig, som vi ovenfor have nævnt, i de engelske Annaler om tvende Tog, de saakaldte Lidwikker eller Loire-Nordmændene gjorde til det vestlige England, nemlig i 910, og fornemmelig i 918, hvorved i Særdeleshed en vis Ottar synes at have været den meest fremragende af Anførerne, og som egentlig synes at have været et og det samme Tog, der vedvarede i en Række af Aar, begyndende i 910 og sluttende i 918. Thi vælske Annaler berette som en merkelig Begivenhed, at Ottar kom til Britannien i Aaret 910^[30], og Jarlerne Roald og Ottar nævnes i de engelske Annaler som de fornemste Anførere ved Toget i 918. En yngre engelsk Krønikeskriver, Simeon af Durham, fortæller ogsaa om et Tog, som Ragnvald, Ottar Jarl og en vis Aasulf Kraakabein (Cracabam) foretog i Aaret 912 til et Sted, han kalder Dunbline, hvilket de angrebe og herjede^[31]. Og endelig omtales Ottar som Ragnvalds og Aasulf Kraakabeins Staldbroder paa et Tog, disse i Aaret 918 foretoge til Skotland. Den egentlige Sammenhæng i disse Begivenheder synes at have været følgende. Ragnvald har omtrent ved 909 eller 910 været over hos Loire-Nordmændene, for at anmode dem om Hjelp; denne har han faaet, under Anførsel af Ottar; de have sværmet om langs Englands og Irlands Kyster, saa at Kong Edvard var nødt til at have en Flaade rede til deres Modtagelse; de have sandsynligviis deeltaget i Kampen paa Wodnesfeld ved Severn^[32], og derpaa angrebet Dublin eller maaskee en anden irsk By af lignende Navn, sidenefter have de holdt det oven omtalte Søslag ved Anglesey mod Baard Ottarssøn^[33]. Derpaa ere de komne deres Landsmænd ved Waterford til Hjelp, og det synes endog, som om Ragnvald for en kort Tid opkastede sig til Konge her. Men allerede i 918 blev han, Ottar og Aasulf Kraakabein forjagne fra Irland, og hjemsøgte Albanien eller det sydlige Skotland^[34]. Nordmændene deelte sig, fortælle de irske Annaler, i fire Hobe, af hvilke en anførtes af Jarlen Godfred, Ivars Sønnesøn, en af begge Jarlerne Ottar og Aasulf, en af de kongelige Ynglinger, og en af Ragnvald, der lagde sig i Baghold Skotterne, under Anførsel af deres Konge (Constantin) og hans Maormor eller Jarl, sejrede først over de tre Hobe og dræbte mange af dem, hvoriblandt Ottar, men da brød Ragnvald frem af sit Baghold, angreb Skotterne og overvandt dem aldeles, dog faldt hverken Kongen eller Jarlen^[35]. Dette Slag maa have fundet Sted strax efter hiint i de engelske Annaler omtalte Tog, som Ottar og Roald foretoge fra Lidwikkernes Egn til Severn og Nordwales. Disse landede, heder det, ved Severns Munding, herjede Nordwales, og tog ved Irtingfeld Biskop Cameleac af Llandaff til Fange – Kong Edvard løskjøbte ham siden for 40 Pund; de vilde her gaa i Land og herje videre, men Mændene fra Hereford og Gloucester dreve dem tilbage, fældte Roald og en Broder af Ottar, og indesluttede dem saaledes, at de for at slippe derfra vare nødte til at stille Gisler paa at de ikke oftere skulde hjemsøge Kong Edvards Land. Imidlertid havde Edvard selv sendt Folk til Egnen, for at hindre dem fra at gjentage deres Angreb; de gjorde, trods det Løste, de nylig havde aflagt, et Par uheldige Forsøg derpaa, og tyede endelig til en Ø (Flatholm i Bristolkanalen), hvor de holdt sig indtil der opstod Hungersnød, hvorved endog flere tilsatte Livet; derfra droge de til Sydwales, og omsider over til Irland. Det er ikke usandsynligt, at de ved Tilbagekomsten til Irland have understøttet Sigtrygg i Dublin, der nu havde en alvorlig Kamp at bestaa med Kong Niall. Endnu i samme Aar (918) omtales et Slag mellem Sigtrygg og Niall, og i det følgende Aar (Onsdag den 13de September 919) endnu et, i hvilket Niall og mange andre Smaakonger faldt. Aaret efter blev Sigtrygg fordreven fra Dublin, og i det følgende Aar døde Ragnvald, men Godfred, Ivars i Sønnesøn, rimeligviis den samme, som havde været med i Skotland, bemægtigede sig Herredømmet i Dublin, og holdt sig, skjønt stundom med megen Møje, og under bestandig Kamp, i tretten Aar, til sin Død^[36].

Sigtrygg synes efter sin Fordrivelse fra Irland at have begivet sig til Northumberland og erhvervet Herredømmet her efter Ragnvald Gudrødssøns samtidigt med Edvard indtrufne Død. Denne Ragnvald, som ellers ikke synderligt omtales i Annalerne, skal have været en vild Hedning som berøvede St. Cuthbert mange af hans Ejendomme, for at uddele dem til sine Krigere; han overvandt tillige den skotske Konge Constantin, der vilde komme en vis Aldred, hvilken han ligeledes vilde fratage hans Ejendom, til Hjelp, sejrede derhos i et Slag over Anglerne, og døde endelig, som det synes, paa samme Tid som Edvard^[37]. Hvorledes Sigtrygg kom i Besiddelse af Northumberland, nævnes ikke, men det fortælles, at han strax efter Ædhelstans Tronbestigelse kom til ham ved Tamworth, 26de Januar 926, og tog Northumberland til Len af ham, at Ædhelstan gav ham sin Syster til Egte, men at han Aaret efter døde, og at Ædhelstan derpaa forjog hans to Sønner af et tidligere Egteskab^[38], Olaf og Gudrød, og underkastede sig Northumberland. Olaf flygtede til Irland, hvor han ogsaa senere omtales, Godfred derimod søgte Hjelp hos Kong Constantin i Skotland og Eugen, Herre til Kumberland. Kongelige Udsendinger fulgte dem i Hælene, for at fordre hans Udlevering eller i Mangel derpaa true med Krig, og hverken Constantin eller Eugen vovede andet end at love Ædhelstan Lydighed; men Godfred undkom dog tilligemed sin Ven Thorfred, og begyndte at belejre York, hvis Borgere han baade ved Bønner og Trusler søgte at bringe til at modtage ham. Dette var dog forgjæves; han maatte drage derfra, og blev strax efter, som det synes, tagen til Fange af Anglerne tilligemed Thorfred, og indestængt i en Borg, fra hvilken det imidlertid lykkedes dem at undkomme. De begave sig nu til Søs, Thorfred druknede ved et Skibbrud, og Gudrød sværmede længe om paa Søen, indtil han endelig, efter at have døjet meget Ondt, ydmygt begav sig til Ædhelstans Hof, hvor han fandt en venlig Modtagelse. Dog allerede efter 4 Dages Forløb var han, den gamle Viking, ked af dette Liv, og begav sig tilbage til sine Skibe „som en Fisk i Vandet“. Ædhelstan lod nu den Borg, som Danerne i sin Tid havde opført i York, nedrive, for at de ikke oftere skulde finde noget Tilhold der^[39].

Ædhelstan fik ej alene Northumberland i sin Magt ved Sigtryggs Død, men endnu samme Aar underkastede ogsaa, som det fortælles, de øvrige Konger paa Øen, Huwal, Konge af Vestwales, Constantin, Konge af Skotland, Owen, Konge af Monmouth, og Aldred, Eadulfs Søn, Konge af Bamborough, sig hans Overherredømme, og tilsvore ham Troskabsed paa et Sted, kaldet Eámót i Northumberland^[40]. Dette Held, som Ædhelstan strax efter sin Tronbestigelse havde mod sine og Landets Fiender, skaffede ham, i det mindste i Norden, Tilnavnet „den sejrsæle“, ligesom hans Ærlighed og Paalidelighed gav ham Tilnavnet „den trofaste“^[41]. Ved denne Tid maa det have været, at Harald Haarfagre sendte ham sin Søn Haakon til Opdragelse, og om det just ikke gik til hermed saaledes som Sagaerne fortælle, er det dog et Beviis paa, at Harald og han gjensidigt fandt det tjenligt at søge hinandens Venskab^[42]. Ogsaa har Ædhelstan, som man erfarer, ikke forsmaaet, selv at benytte nordiske, maaskee især norske, Vikingers Hjelp mod sine Modstandere. Det er saaledes allerede omtalt^[43], at Skallagrims Sønner, Thorolf og Egil, toge Tjeneste hos ham med tre hundrede Mand, og at de deeltoge i et stort Slag, hvori Thorolf faldt. Dette Slag beskrives vidtløftigt i den Saga, der handler om Skallagrims og Egils Liv og Bedrifter. Da det ifølge Sagaens egne Ord fandt Sted kort efter Ædhelstans Tronbestigelse, og tillige før Harald Haarfagres Død, maa det, forsaavidt Sagaen ellers har Ret, henføres til denne første Tid af Ædhelstans Regjering skjønt der vistnok er flere Omstændigheder, som tyde hen paa, at Sagaskriveren her har haft det berømte Slag ved Brunanburg, der fandt Sted over ti Aar senere, for Øje. Imidlertid er det i sig selv ikke saa underligt, om de engelske Annalister i deres kortfattede Beretninger have undladt at omtale Enkelthederne ved Ædhelstans Krigsbedrifter, ligesom han vel neppe har kunnet erhverve den Anseelse han virkelig skaffede sig, uden at have holdt flere Slag, end dem, Annalerne nævner^[44]. Beretningen i Egils Saga lyder saaledes: Der var en Konge i Skotland, ved Navn Olaf den røde, skotsk paa fædrene Side, dansk paa mødrene, og nedstammede fra Ragnar Lodbrok. Danekongerne havde en Tid lang besiddet Northumberland, men dette havde Ædhelstan nu i sin Magt, og lod det bestyre ved tvende Jarler, Alfgeir og Gudrek. Olaf, som troede at have Arvefordringer paa Northumberland, samlede en stor Hær, drog ind i Landet og begyndte at herje. Jarlerne mødte ham, det kom til et Slag, og Gudrek faldt, men Alfgeir flygtede, og Olaf underkastede sig Northumberland. Alfgeir tyede til Ædhelstan og sagde ham hvad der var skeet. Ædhelstan samlede strax en Hær over hele sit Rige for at drive Olaf bort, og vinde Northumberland tilbage. Men Olafs Held havde givet ham Anseelse, og mange mægtige Mænd sluttede sig til ham, blandt dem endog de to Brødre, Ring og Adils, der vare Ædhelstans Jarler i Bretland eller Wales, og havde den Forpligtelse eller Forrettighed, at skulle staa forrest i Hæren med deres Mænd i ethvert Slag, hvori de deeltoge. Ædhelstan satte Thorolf og Egil til Anførere for sin Hær, og sendte Bud til Kong Olaf, for at indbyde ham til Slag paa Vinheden ved Vineskoven, paa den Betingelse, at den som sejrede i dette Slag, skulde blive Englands Konge; dog skulde Olaf, hvis han gik ind herpaa, afholde sig fra at herje, og den som først kom til Stedet, skulde oppebie den anden en Uge. Olaf modtog dette Tilbud, holdt inde med at herje, og begav sig til bestemt Tid til Vinheden, hvor han kastede sig ind i en Borg, der stod ved dens nordlige Ende, og lod dem af sine Mænd, der ej rummedes i Borgen, slaa deres Telte op paa Heden. Denne var meget stor og jevn; ved dens modsatte Ende løb der en Elv til en Side og var der en Skov paa den anden; imellem Elven og Skoven opsloge Ædhelstans Folk deres Lejr, saaledes at Teltene udfyldte den hele Strækning, dog skede dette kun for at bringe Fienden til at tro at deres Antal var større end i Virkeligheden, thi af tre Telte vare de to tomme, og faa Folk nok i det tredie, hvorimod der vrimlede af Folk foran Olafs Telte. Ædhelstans Mænd droge Tiden ud, for at der imidlertid kunde samles saa mange Folk til dem som muligt. Endelig da Fristen var omme, blev det meldt Olaf, at Kongen var rede til Kampen, dog vilde han endnu give Olaf at betænke, om de ej gjorde bedst i at undgaa den store Blodsudgydelse, som nu forestod: han tilbød ham i Vennegave en Skilling Sølv af hver Plog i sit Rige, og sit Venskab oven i Kjøbet, om han vilde drage hjem. Olaf, som allerede var færdig til Angreb, holdt inde med dette, og overlagde Sagen med sine Høvdinger; nogle raadte ham til at modtage Tilbudet, andre til at afslaa det, i Haab om at Ædhelstan da vilde byde meget mere. Kongen valgte det sidste. Sendebudene bade Olaf om at give dem Frist til at melde Ædhelstan denne Bestemmelse, og erfare, om han vilde forøge Tilbudet; de udbade sig een Dag til Hjemrejsen, een Dag til Overlægning, og en tredie til at vende tilbage. Olaf samtykkede heri. Den tredie Dag kom de tilbage med den Besked fra Ædhelstan, at han vilde give, hvad han forrige Gang bød, og derforuden til Deling mellem Olafs Mænd, en Skilling til hver fribaaren, en Mark for hver Høvding, der i det mindste havde 12 Mand under sin Befaling, en Mark Guld til hver Hirdstjore (Overbefalingsmand), og fem Mark Guld til hver Jarl. Efter nogen Raadslagning med sine Mænd svarede Olaf, at han vilde gaa ind paa denne Betingelse, hvis han tillige fik hele Northumberland. Sendemændene udbade sig atter tre Dages Frist for at kunne melde Ædhelstan dette, og bringe Besked tilbage. Men nu talte Ædhelstan et langt andet Sprog, end hidtil. Han lod sige, at Olaf skulde have Tilladelse til at fare hjem til Skotland med sin Hær, naar han vilde give tilbage alt det Gods, han ulovligen havde taget i England, forpligte sig til ikke oftere at herje paa England, og tage Skotland til Len af Ædhelstan. Da Olaf meldte sine Mænd dette, sagde de alle, at der nu intet andet var for end at begynde Striden, og de gjennemskuede nu tydelig Ædhelstans List, at drage disse Underhandlinger i Langdrag for saaledes at vinde Tid og skaffe sig flere Folk. Ring og Adils tilbøde sig endnu samme Nat, førend Ædhelstans Mænd ventede noget Angreb, at begynde Striden. Dette skede; men Thorolfs Mænd bleve dem var og blæste i Krigsludrene, saa at Mandskabet kom paa Benene. Thorolf og Egil fylkede deres Mænd nærmest Skoven mod Ring, Alfgeir Jarl nærmest Aaen mod Adils. I Thorolfs og Egils Fylking var der alene Nordmænd, væbnede paa norsk Viis. Adils drev snart Alfgeir paa Flugten, og denne, som ikke vovede at vise sig for Ædhelstan, red med en Skare Mænd Dag og Nat syd i Landet og satte over til Frankrige, hvor han havde Slægtninger, og forblev der, uden at vende tilbage til England. Adils forfulgte ham ikke længe, men vendte om igjen for at komme Ring til Hjelp. Thorolf lod Egil møde ham, og satte selv haardt ind paa Ring, i det han passede det saaledes, at de havde Skoven i Ryggen. Uden Rustning og Skjold stevnede han frem, huggende til begge Sider, og aabnede sig saaledes en Vej lige til Ring, fældte hans Merkesmand, gjennemborede Jarlen selv med sit Spyd, og løftede ham op paa dette, idet han fæstede Spydshalen i Jorden. Ved Synet heraf flygtede de øvrige af hans Hær, saa vel som Adils og alle dennes Mænd til Skoven, forfulgte af Thorolf og Egil, som dræbte en Mængde af dem, indtil Natten gjorde Ende paa Striden. Kong Ædhelstan havde hidtil opholdt sig i en Borg søndenfor Heden, nu drog han med Hovedstyrken nord til denne, og opslog sin Lejr. Olaf forlod ligeledes sin Borg, og lejrede sig paa Sletten. Tidligt om Morgenen opstillede Ædhelstan sin Hær, og deelte den i to Fylkinger, en under Egils, den anden under Thorolfs Anførsel. Egil vilde helst have været sammen med sin Broder, men denne bad ham at gjøre som Kongen sagde. Ogsaa Olaf deelte sin Hær i to Afdelinger, saaledes at det fornemmelig var Skotterne, der kom imod Thorolf, nærmest Skoven. Men i det Thorolf ilede raskt frem foran sine Mænd, brød med Eet Jarlen Adils, der Dagen i Forvejen havde taget Flugten, ud af Skoven med en Skare, og de fældte Thorolf med deres Kesjer førend hans Mænd kunne komme ham til Hjelp. Skotterne raabte nu Sejrsraab over den fiendtlige Høvdings Fald. Ved at høre dette, og ved at se Thorolfs Merke drage sig tilbage, skjønnede Egil, hvad der var skeet, ilede strax til, stillede sig i Spidsen for Skaren, søgte haardt ind paa Fienden, og fældte endelig Adils med egen Haand. Skotterne flygtede, og Egil forfulgte dem lige til Kongens egen Fylking, som nu ogsaa blev adsplittet. Paa samme Tid angreb Ædhelstan den med sine Mænd, og alt veg for ham; der blev et stort Mandfald, Kong Olaf selv faldt med den største Deel af Hæren, og en Mængde blev ligeledes dræbt paa Flugten. Ædhelstan vandt en fuldstændig Sejr. Selv vendte han snart tilbage til Borgen, men Egil forfulgte længe de flygtende, og lod derefter sin Broders Lig opsøge, tvætte, smykke med sine Vaaben og Klæder, og højlægge. Derpaa gik han tilbage til Ædhelstan, der tog imod ham med Glæde, og gav ham, som det ovenfor er berettet, store Gaver, hvoriblandt to Kister, fyldte med Sølv, til hans Fader. Han gav ham ogsaa Valget mellem Land eller Løsøre i Brodergjeld, og tilbød ham at blive hos sig som sin Landværnsmand. Egil vilde, som vi have seet, for det første ikke forpligte sig hertil, og drog en Stund efter til Norge, for at se til Arven efter sin Broder. Før Afrejsen digtede han en Draape om Kong Ædhelstan, og af denne er endnu et Vers opbevaret, i hvilket det heder, at Ædhelstan nu, efter trende Høvdingers Fald, var bleven Herre over Landet^[45].

Vi have meddeelt Beretningen om dette Slag, fordi den i flere Henseender er interessant,og vistnok i det Hele taget skildrer, hvorledes det gik til ved slige Anledninger. Det kan vel heller ikke betvivles, at et Slag, i hvilket Thorolf og Egil deeltoge, og to vælske Høvdinger, som Nordmændene kaldte Ring og Adils, tilligemed en nordisk Vikingekonge, ved Navn Olaf, der havde erhvervet Besiddelser i Skotland, faldt, virkelig har fundet Sted; men ligesom de nordmanniske Forfattere have tildeelt Gange-Rolf Hovedrollen i mange Foretagender, hvori han endnu kun deeltog som en uberømt Kriger, saaledes ere ogsaa Thorolfs og Egils Bedrifter i dette Slag forherligede, og Slaget har i og for sig neppe været af den Vigtighed, som Egils Saga angiver. At Slaget ved Brunanburg, hvorom nedenfor, tildeels kan have foresvævet Sagaskriveren, er ikke usandsynligt; man kunde maaskee endog slutte det af Navnet paa det Sted, hvor Slaget skulde have staaet, nemlig „Vinheden“, thi dette Navn er ikke saa uligt „Wendun“, der af en engelsk Forfatter nævnes istedetfor Brunanburg^[46]. Men ved at lade Egil deeltage i Slaget ved Brunanburg, vilde man komme i Strid med alle de chronologiske Data i hans Saga, og derfor har man her intet andet Valg, end at antage Slaget paa Vinheden for en mindre Fægtning, der har fundet Sted tidligere end hiint store Slag. De engelske Kilder ere for hele denne Tid selv saa magre, at man ej fra deres Taushed om en saadan Fægtning kan slutte til, at den ikke fandt Sted. At Lodbroks Efterkommere, eller den danske Kongeæt, i hele dette Aarhundrede gjorde Forsøg paa at underkaste sig Northumberland eller om muligt hele England, er vist^[47], faa vel som at Ædhelstan, benyttende sig af det Fiendskab, der nødvendigviis maatte herske mellem den norske Kongeæt og den danske, og derfor ogsaa i det Hele taget mellem Nordmændene og Danerne, søgte hines Hjelp mod disse, og derfor i sin Hær sikkert talte mange Nordmænd^[48]. Det er derfor intet usandsynligt i, at en af Lodbrok-Ætlingerne kan have sat sig fast i Sydskotland og gjort et Angreb paa Northumberland understøttet af vælske Høvdinger, som dog snarere havde hjemme blandt Briterne ved Strathclyde i Skotland, end i det egentlige Wales^[49]; uden at dette Angreb just derfor behøver at være optegnet. Men nærmere kommer man heller ikke denne Begivenhed paa Spor; saaledes som den er fortalt i Egils Saga, maa den staa ved sit Værd. Ikke engang Tiden, naar den foregik, kan udfindes med Nøjagtighed; man veed blot, at det maa have været før 930, da Harald Haarfagre overlod Overkongedømmet til Erik Blodøxe. De engelske Annalers Beretning, at alle Konger i Britannien efter Sigtryggs Død underkastede sig Ædhelstan, der tillige forjog Godfred, i Aarene 926 og 927, gjør det sandsynligt, at ogsaa Slaget paa Vinheden forefaldt i denne Tid, saa meget mere, som Egils Saga selv antyder, at det stede kort efter at Kong Ædhelstan havde besteget Tronen^[50]. Muligt endog, at det fandt Sted kort for Ædhelstans Tronbestigelse, da man veed, at han allerede i sin Fader Edvards Levetid anførte Hæren eller en Deel af den^[51]

Den i Aaret 927 afdøde Sigtryggs Søn Olaf var, som vi have seet, flygtet til Irland, hvor han synes at have gjort flere Herjetog. Her var hans Frænde Godfred, der i de irske Annaler kaldes „den grusomste“, Konge i Dublin; hans hele Regjeringstid hengik med Krigstog ej alene mod de indfødte i Landet, men ogsaa mod hans egne Landsmænd. Godfred døde i Aaret 934^[52], efterladende sig Sønnerne Olaf og Blakar, af hvilke den første, som allerede i hans Levetid havde ført flere Krige, fornemmelig mod Olaf Skurfa^[53], Kongen i Limerick, nu var heldig nok til at fange denne, men forlod selv nogle faa Aar efter Dublin, enten nødtvungen, eller for at forsøge sin Lykke i England. Hans Broder Blakar fulgte ham som Konge i Dublin. Olaf, Sigtryggs Søn, var imidlertid bleven gift med en Datter af Constantin, Kongen i Skotland, hos hvem han rimeligviis en Tid lang opholdt sig, og ved hvis Hjelp han søgte at vinde Northumberland tilbage. Constantin havde erkjendt Ædhelstan for sin Lensherre, men, som man seer, ikke med sin gode Vilje. Thi allerede i 934 brød han sin Lensforpligtelse, saa at Ædhelstan maatte foretage et vældigt Tog mod Skotland til Lands og Vands hvorved han nødsagede Constantin til at ydmyge sig og stille ham sin Søn til Gissel for sin fremtidige Lydighed. Men ikke desto mindre ophidsede Constantin, som det fortælles, faa Aar derefter Olaf til at angribe England, og af Beretningerne om denne Krig hvor udsmykkede de end ere, seer man tydeligt, at de nordiske Høvdinger i England her havde rustet sig i Masse, for at vove en afgjørende Dyst med den engelske Konge. Fra Irland synes Olaf at have faaet stor Hjelp, endog under Anførsel af Olaf Godfredssøn selv^[54]. Med 615 Skibe landede Olaf i Humberen, og skal i sit Følge have haft, foruden Constantin i det mindste fem Konger og syv Jarler. Ligesom Alfred fordum, sneg Olaf sig, forklædt som Harpespiller, listigt til Ædhelstans Lejr, for at udspejde den. Medens Kongen og hans Mænd lyttede til Sangen under Maaltidet, lod han Øjnene løbe om, for at undersøge Alt; da han skulde gaa, fik han Sangerløn, men da han væmmedes ved at modtage den af Fiendehaand, grov han den ned i Jorden. Dette bemerkede en af Ædhelstans Mænd, der tidligere havde kæmpet under Olaf, og sortalte det strax til Kongen. Denne bebrejdede ham, at han ikke ikke havde sagt det før, medens der endnu var Tid til at gribe den fiendtlige Konge, men han svarede, at han i sin Tid havde svoret Olaf Troskabsed, og hvis han havde krænket denne, vilde heller ikke Ædhelstan kunne have nogen Tillid til den Ed, han nys havde tilsvoret ham. Men han raadede Kongen til at opslaa sit Telt paa et andet Sted, og trætte Fienden ved at drage Angrebet i Langdrag. Ædhelstan gav ham Ret, og fulgte hans Raad. Om Natten stødte Olaf paa en Biskop, der, uden at vide om hans Nærhed, Aftenen i Forvejen var kommen til Hæren, og havde ladet sine Telte opslaa paa Sletten; han blev nedsablet med hele sit Følge. Dristig ved dette Held vovede Olaf sig længer frem, og havde nær overrumplet Kongen selv, men trods den Forvirring, som opstod, da Hæren pludselig vækkedes, kom den dog i Orden. Kongen anraabte sin Families Skytshelgen St. Aldhelm om Hjelp, og begyndte modig Striden, kraftigt understøttet af sin unge Broder Eadmund^[55]. Dette var det berømte Slag ved Brunanburg^[56], som allerede ovenfor er nævnt, og hvis Enkeltheder tildeels synes at have foresvævet Forfatteren af Egils Saga, hvor han beskriver Slaget paa Vinheden. Angliske Forfattere sige, at der ikke indtil da var udgydt saa meget Blod i England. De angelsaxiske Annaler, der ellers fortælle Begivenhederne kort og tørt, indføre her et heelt Kvad, der øjensynlig er samtidigt. I dette Kvad heder det: „Kong Ædhelstan, Krigernes Herre, Mændenes Baug-Giver, og hans Broder, Ædelingen Eadmund, tilkæmpede sig med Sverdenes Egge livslang Ære ved Brunanburg. Edvards Sønner kløvede Skjoldene, og hug Hjelmene med de hamrede Egge; fra Barnsbeen havde de lært at værge deres Land, deres Skatte og deres Hjem i Kampen mod enhver Fiende. Rasende faldt de skotske Skarer, Skibsfolkene faldt fejge, Marken dønnede blodbestænkt, lige fra Solens Opgang om Morgen indtil dens Nedgang. Der laa mangen nordisk Kriger, skudt over Skjoldet, truffen af Geire; der laa Skotternes kamptrætte Flokke. Vestsaxerne forfulgte de onde Folk den hele Dag, og Myrkerne sparede heller ikke dem, der med Olaf over Bølgerne havde søgt Landet for at stride. Fem unge Konger laa, søvndyssede af Sverdet, paa Valen; der laa og syv af Olafs Jarler og utallige Søkæmper og Skotter. Der blev Nordmændenes Fyrste forjagen til sine Skibe med faa Folk, og han reddede sig paa sine Knerrer over det mørke Hav; saa maatte og den vise Constantin ty tilbage til sit Hjem, og den graahærdede Kriger kunde ikke rose sig af Kampen; hans Venner og Frænder vare dræbte, han efterlod sin Søn paa Valpladsen, bedækket med Saar … ej heller havde Olaf noget at le eller rose sig af, efter denne Kamp med Edvards Sønner. Nordmændene droge i deres naglede Knerrer, en blodig Levning fra Spydenes Ødelæggelse, til Dublin og Irland, bedrøvede i Hu. De sejrrige Brødre, Konge og Ædeling, søgte begge deres Hjem, Westsex, stolte af Sejren, efterladende Ligene til at fortæres af den sorte Ravn, den graa Grib, og den hurtige Ørn, den graadige Høg, og Skovens Ulv, og aldrig, siden Angler og Saxer kom fra Østen og vandt Britannien, hørtes nogensinde paa denne Ø tale om et større Mandfald“^[57]. Olaf Godfredssøns Tilbagekomst til Dublin omtales ogsaa i de irske Annaler^[58]. Om Olaf Sigtryggssøn hører man for det første intet. Han har rimeligviis ledsaget Constantin tilbage til Skotland. Olaf Godfredssøn synes derimod ved Ædhelstans kort efter indtrufne Død, da hans attenaarige Broder Eadmund besteg Tronen, atter at have forsøgt sin Lykke i Northumberland, thi i dette Aar, fortælle de engelske Annaler, faldt Northumbrerne fra, og toge Olaf af Irland til Konge^[59]. Merkeligt er det, at endog Erkebiskop Wulfstan af York tog Parti med Hedningen Olaf mod Landets Konge. Olaf satte sig i Besiddelse af York, trængte frem lige til Northampton, stormede og plyndrede Tamworth. Men paa Tilbagevejen indhentede Eadmund ham ved Leicester, hvor han og Erkebiskoppen kastede sig ind og belejredes, men ved Nattetid flygtede ud af Byen. Erkebiskop Odo af Canterbury og Wulfstan bragte nu et Forlig istand, hvorved Olaf forpligtede sig til at lade sig døbe, imod at Eadmund afstod ham Landet østenfor Wätlingastræt, altsaa hele det gamle danske Landskab^[60]. Olaf blev virkelig døbt, og Eadmund selv stod Fadder til ham og gav ham kongelige Foræringer. En anden norsk Konge, ved Navn Ragnvald, Godfreds Søn, maaskee Olafs Broder, maaskee og en Søn af den fra Northumberland fordrevne Godfred, fulgte endnu i samme Aar hans Exempel^[61]. Men strax efter døde Olaf (943), og Eadmund underkastede sig atter Northumberland (944), fordrivende baade Ragnvald, og Olaf, Sigtryggs Søn, der paa denne Tid sees at være kommen tilbage til Northumberland^[62].

Omtrent paa samme Tid blev ogsaa Blakar fordreven fra Dublin af Congelach i Forbindelse med andre irske Konger, og der gik, fortælles der, en Ødelæggelse over Nordmændene, hvortil man ikke paa længe havde seet Magen: deres Gods plyndredes, deres Skibe opbrændtes deres Kvinder og Børn bortførtes i Lænker, og kun faa af deres Krigere undkom^[63]. Olaf Kvaran opkastede sig til Konge i Dublin^[64], og Blakar, der gjorde Forsøg paa at vinde sit Rige tillbage, faldt i et Slag mod Congelarb, hvori tillige flere end tusinde Nordmænd bleve dræbte, og 610 saarede eller fangne (948)^[65]. Paa denne Tid, fortælles der, skulle Nordmændene i Dublin være blevne tvungne eller overtalte til at antage Christendommen^[66].

Om Nordmændenes Bedrifter i Skotland i den her omhandlede Tid tales der saare lidet, saa vel i vore Sagaer, som i de skotske Krøniker, der , for Resten baade ere forfattede i en temmelig sildig Tid, og meget magre. Det første norske Kongevælde i Skotland selv ophørte med Thorstein den rødes Fald, og saa mægtig Torv-Einar, Orknøernes Jarl, end var, saa synes han dog ikke at have underkastet sig nogen Deel af det skotske Fastland. Man veed kun om ham, at han meget længe var Jarl over Orknøerne, og at han ved sin Død efterlod tre Sønner, Arnkell, Erlend og Thorfinn Hausakljuf^[67]. Man kjender heller ikke hvad Tid han døde, uden for saa vidt hans Død maa have indtruffet før Kong Haralds, eller i det mindste førend Erik Blodøxe efter dennes Død gjestede Orknø, hvorom der i det Følgende vil blive handlet. Der kan ellers ikke være nogen Tvivl om, at de mange Nordmænd, som paa denne Tid droge i Vesterviking, fornemmelig gjestede Skotland. Toget til det sydlige Skotland under Ragnvald, Ottar og Aasulf er ovenfor omtalt, og dette Tog var vist ikke det eneste, om end Annalerne tie om de øvrige.

1. Anderledes kan man neppe forstaa det dunkle Udtryk hos Ædhelweard ved Aar 885 (Monum. hist. Brit. p. 516): Petias sub dant plebs immunda quæ tum Orientales continebat Anglos.
2. Chron. Sax. (Mon. hist. Brit. p. 359). Her nævnes ikke Aarsagen, hvorfor Alfred sendte Flaaden.
3. Chron. Sax. p. 362.
4. Se ovenfor S. 628. De upaalidelige Asserske eller St. Neotske Annaler (Gale S. 171) ville vistnok endog vide, at Gudrum blev begraven paa Kongsgaarden Headleaga (Hedley) i Østangel, men dette opvejes ved en anden, neppe upaalideligere Angivelse i den haandskrevne St. Neots Krønike (se Turner, hist. of the Anglos. I. p. 519) ifølge hvilken det skulde synes som om Gudrum var død i Danmark.
5. Se ovenfor S. 665, Note.
6. Vidtløftigst fortælles dette i Simeon Dunelm. Hist. eccl. Dunelm., hos Twysden, S. 21, 22, og i Hist. Sancti Cuthberhti, sammesteds S. 70, 71, 73.
7. Nemlig det saakaldte Paladsgrevskabs Rettigheder (county palatine of Durham).
8. Dagen angives af Ædhelweard, som dog henfører hans Død til 896, og tillægger at han ligger begraven i Domkirken i York. De øvrige Annaler have 894.
9. Mag. Adam. af Bremen, I. 41 og II. 22. Det maa dog bemerkes, at Mag. Adam, som her udtrykkelig citerer engelske Kilder, ikke er at lide paa, efter som han kan have misforstaaet Chron. Sax., og uden videre antaget de i dette efterhaanden omtalte Konger Olaf, Sigtrygg og Ragnvald, for Gudrøds Sønner.
10. Chron. Sax. p. 370. Af disse äscas fik Vikingerne Navn af Askmænd, som Mag. Adam udtrykkeligt siger (II. 29, 74; IV. 6); dette Tilnavn førte ogsaa, som ovenfor er viist, Dronning Gunnhilds Broder Alf.
11. Chron. Sax. p. 369, 370, 371.
12. Sammesteds, S. 372, 373. De to saakaldte Haulder (holdas) ere Ysopa (vistnok et fordrejet Navn), og Aaskell (Óscytel). Ædhelweard, som siden 890 begynder at blive lidt mere selvstændig og afvige fra Chron. Sax., henfører dette Slag og Eriks Fald til 902; han kalder Erik Harue, ligesom han overhoved er mere tilbøjelig til at bruge de sønderjydske Navnformer. Villjam af Malmesbury (Savile S. 18) beretter, uvist hvorfra, at Erik fulgte Gudrum i Regjeringen, men efter 14 Aars Regjering blev dræbt af Anglerne, fordi han havde handlet uvenligt imod dem.
13. Chron. Sax. p. 373, 374.
14. Thorpes Ancient laws & institutes of England, S. 71.
15. Desto rimeligere bliver det, at han er den samme som Gorm den Gamle.
16. Wallingford, der skrev omkring 1200, men just ikke altid er paalidelig, fordi han øjensynligen har forsøgt at anvende et Slags Kritik, og forlige forskjellige Beretninger.
17. Dette fortælles kun af Florents af Worcester, uvist med hvilken Hjemmel. Han siger ogsaa, at Danerne havde brudt Freden. Ligeledes henfører han Slaget ved Teotanheal, der ifølge Chron. Sax. sandt Sted den 6te August, til 911, efter den fornyede Fred, men neppe med Rette.
18. Chron. Sax. p. 375.
19. Ædhelweard, S. 519. – At de her nævnte Tog af Loire-Nordmænd (af Lidwiccum) have staaet i nogen Forbindelse med den forhen omtalte Flugt af Herrer fra Bretagne over til England, er ikke usandsynligt.
20. Chron. Sax. Mon. hist. Brit. p. 375.
21. Florents af Worcester (Mon. hist. Brit. p. 569) nævner ligefrem Eowils og Halfdene fratres regis Hinguin. Ædhelweard nævner udtrykkelig Ivars Død 870 (S.513), men lader ham falde som „Iguuar“ 909 (S.519). Det er Navnene, som have forvildet ham. Thomas af Ely har igjen i sin Vita Stæ Etheldridæ ladet sig forlede til at nævne Eowils og Haastein blandt de 866 ankomne Vikinger, se ovenfor S. 623.
22. Chron. Sax. p. 375–378.
23. Chron. Sax. p. 378–382.
24. Sigfred Ivarssøn (Sicfirth mere Ivair, rex Nordmanorum) nævnes i de paalidelige Ulsterske Annaler (O’Connor III. p. 238), medens derimod Ma-Geoghegan, uvist efter hvilken Kilde, kalder ham Godfred (Hist. d’Irlande I. p. 396); han kalder ligeledes den Høvding, med hvem Sigtrygg senere kom i Strid, Galfred, ikke Sigfred, og henfører denne Strid til 892. Der er imidlertid sterke Tegn til, at han her enten kun har misforstaaet de Ulsterske Annaler eller haft en upaalidelig Text af dem, de Ulsterske kalde nemlig Sigfred Jarl (Sichfrait in erll); da nu Ma-Geoghegan giver Galfrid Tilnavnet merle, synes han at have læst merl istedetfor in erll, og saaledes just at have benyttet disse selvsamme Annaler, idet hans Variant-Exemplar maaskee har haft Godfred eller Gatfrid istedetfor Sigfred.
25. Annales Ulton. O’Connor S. 242.
26. D. s. S. 248.
27. D. s. S. 247.
28. Ann. Ult. p. 248, jvf. Ann. 4 Magistr. O’Connor III. p. 422.
29. Ann. Ult. p. 250, 251.
30. Brut y Tywysogion, Mon. hist. Brit. I. p. 847.
31. Nemlig Simeon af Durham, Mon. hist. Brit. I. p. 686. Det staar nemlig her ved 912: Reingwald rex et Oter comes et Oswul Cracabam (Cracaban, Cracabain?) irruperunt et vastaverunt Dunbline. Dette Dunbline have nogle forklaret om Dunblane nordenfor Frith of Forth i Skotland, og ligeledes Cracabam ikke som et Tilnavn til Aasulf, men som Navnet paa et Sted, de havde herjet, rimeligviis Clackmannan. Dette Tog skulde altsaa have gjeldt Skotland, og maatte da blive det samme, som det, de irske Annaler omtale ved 918, men være fejlagtigt henført af Simeon til 912. Vist er det og, at noget Angreb paa Dublin i 912 ej omtales i de irske Annaler. Paa den anden Side viser det nedenfor anførte Sted af disse, at i alle Fald den Gisning, at Cracabam ikke skulde være en Persons Navn, er fejlagtig; dertil kommer, at Dumblane laa vel langt ud af de irske Nordmænds Vej, at Simeons Aarsangivelser ellers ej pleje at være saa urigtige, at Ottar faldt paa Toget mod Skotland, og altsaa, hvis han var død 912, ej havde kunnet herje ved Severn 918, og endelig at vel ikke alle Angreb af Nordmændene ere saa nøjagtigt optegnede i de irske Annaler.
32. Se ovenfor S. 688.
33. Se ovenfor S. 690.
34. Ann. Ult. p. 251. Disse kalde de tre Anførere Ragnall (Ragnvald), Ottir (Ottarl og Gragabai (Kraakabain); Navnet Aasulf udgaar.
35. Ann. Ult. p. 252. Ann. 4 Magistr. p. 430. Det er kun de sidste, som omtale Ottars Fald i Skotland. Men det fremgaar heraf, hvad man ellers ikke saa let kunde vide, at Toget til Skotland er fulgt efter det til Wales, og at Vikingerne altsaa maa have berørt Irland, førend de droge til Skotland. Dette gjør det end sandsynligere, at Toget i Skotland ej har gjeldt Dunbline paa Østsiden af Skotland, men derimod et eller andet Sted paa Vestkanten, og at Simeon af Durhams Dubline virkelig er Dublin.
36. Ann. Ult. p. 253–261. Innisfallens-Annalerne henføre, ved en stor Misviisning, Slaget mellem Sigtrygg og Niall til 905, og Godfreds Erhvervelse af Dublin til 907 (O’Connor II. p. 35, 35); dette har Moore i sin irske Historie (II. p. 68) urigtigt fulgt, med Tilsidesættelse af de paalidelige ulsterske Annaler. De irske Annalers Beretning om Slaget mellem Sigtrygg og Niall synes ellers at have givet Anledning til den Notits, som findes i enkelte yngre Haandskrifter af Chron. Sax. og derfra er gaaet over i andre engelske Annalisters Skrifter, at Kong Sigtrygg – det siges ikke hvor han herskede, ligesom han heller ikke tidligere omtales – i Aaret 921 dræbte sin Broder Niel. Thi Niall kan neppe have været nogen Søn af Gudrød, hvem udtrykkeligt kun de tre Sønner, Sigtrygg, Olaf og Ragnvald tillægges; hans Navn er desuden ganske irsk. Derimod er det ikke usandsynligt, at denne Sigtrygg, som overvandt Niall, virkelig er den samme, som den der senere (ved 925) fremstod i Northumberland, thi vel ligger det nær at antage denne for en Søn af Gudrød, men paa den anden Side siges dette ikke udtrykkeligt, og de irske Kongeætlinger begynde just paa denne Tid at spille en Rolle i Northumberland: vi ville siden faa se Sigtryggs egen Søn Olaf at flygte til Irland.
37. Fortællingen herom, der er ret interessant, eg i sig selv ej usandsynlig, ja tildeels endog synes at grunde sig paa Traditioner, knyttede til de forskjellige Gavebreve, der fandtes i Archivet i Durham, lyder i Korthed saaledes: Kong Ragnvald kom med en stor Mængde Skibe, og bemægtigede sig det Land, der tilhørte Aldred, Eadulfs Søn, en Ven af Kong Edvard, ligesom Eadulf havde været en Ven af Alfred. (Denne Aldred, Konge eller Herre til Bamborough, med et Distrikt i Northumberland, nævnes ogsaa i Chron. Saxonicum). Aldred flygtede til Skotland og bad Kong Constantin om Hjelp; denne førte ogsaa en Hær mod Ragnvald, men blev slagen ved Corebridge. I dette Slag faldt ogsaa alle de fornemste Angler, som deeltoge deri, undtagen Aldred og hans Broder Uhtred. Ragnvald uddeelte nu St. Cuthberts Lande mellem sine Krigere. Blandt disse nævnes to, en ved Navn Skule, en anden ved Navn Olaf Halle. Denne traadte en Dag, heel overmodig, ind i St. Cuthberts Kirke og spurgte Biskoppen: „hvad formaar vel den døde Mand Cuthbert imod mig, med hvilken man hver Dag truer mig? Jeg sværger ved Thor og Odin at jeg fra dette Øjeblik vil være en Fiende af Eder Alle“. Biskoppen og Menigheden faldt nu paa Knæ, anraabende Gud og St. Cuthbert om Hjelp, og neppe havde Olaf, da han skulde gaa ud af Kirken, betraadt Tærskelen, førend han følte en stikkende Smerte i sin Fod og strax derpaa styrtede død ned. St. Cuthbert fik nu sine Ejendomme tilbage. En Tid efter forlenede Biskoppen en vis Eadred med store Besiddelser. Ragnvald bekrigede ham, fældte ham i et nyt Slag ved Corebridge, tog hans Land til sig og overlod det til to af sine Krigere, men døde kort Tid efter. (Simeon Dunelm. Hist. Sti. Cuthberti, hos Twysden, S. 74, 75). Man seer heraf, at flere, og det ikke ubetydelige Slag have fundet Sted, uden at blive omtalte i Chron. Sax. – Hvis det for Resten ikke udtrykkeligt hed hos Mag. Adam, at Ragnvald var en Søn af Gudrød, og man ikke ogsaa af Chron. Sax. saa, at han vandt York 923 og hyldede Edvard i 924, kunde man fristes til at antage ham for den fra Irland fordrevne Ragnvald; men denne døde allerede i 921. Sigtryggs Identitet med den irske Sigtrygg synes derimod ikke at kunne betvivles.
38. Thi med Ædhelstans Syster var han kun gift et Aar.
39. Villjam af Malmsbury, Saviles Udg. S. 50. Hvor Villjam for Resten har dette fra, nævnes ikke. Af de hist og her forekommende poetiske Udtryk skulde man næsten formode at det var efter gamle Kvad.
40. Chron. Sax. p. 382.
41. Se Heimskr. Harald Haarfagres Saga, Cap. 41, og Egils Saga, Cap. 50.
42. Se ovenfor S. 591, 592. Villjam af Malmsbury veed ogsaa her mere at fortælle, end Chron. Sax. og den ovenfor nævnte Elimand. Han siger at Harald, Konge i Norge, sendte ham et Skib med forgyldt Stavn og purpurfarvet Sejl, indvendig besat med forgyldte Skjolde, og lægger til, at de Udsendinger, der bragte Skibet, hed Helgrim (Halgrim) og Osfrid (Aasfred) og at de bleve venligt modtagne og beværtede i York. Saviles udg. S. 51.
43. Se ovenfor S. 599.
44. Vi have allerede nys i Beretningen om Ragnvald seet Exempel paa, at Chron. Sax. har undladt at omtale endog temmelig vigtige Krigsbegivenheder under Edvards Regjering:, det samme kan derfor ogsaa være Tilfældet med Hensyn til Ædhelstans. Værd at bemerke er ogsaa den umiskjendelige Lighed, der hersker mellem Navnene paa de i de engelske Beretninger omtalte Aldred og Uhtred, de angliske Herskere i Bamborough med en Deel af Northumberland, og Egils Sagas Alfgeir og Gudrek, Ædhelstans Jarler i Northumberland, der ej alene nævnes i Egils Sagas Text, men ogsaa i en Vise af Egil. Vore Sagaer ere ikke altid nøjagtige i at gjengive Navne fra andre germaniske Sprog, saaledes sinder man Sigfred gjengivet med Sigurd, Gudrød og Gautrek forvexlede. Navnforskjelligheden kan altsaa her ikke vække nogen Betænkelighed. Man behøver heller ikke just at antage Slaget for at have været af den Vigtighed, Sagaen angiver, thi for denne gjelder det meest at ophøje Thorolfs og Egils Bedrifter.
45. Egils Saga, Cap. 51–56.
46. Simeon Dunnelm, p. 686.
47. Der er allerede ovenfor talt om Gudrum eller Gorm; i det Følgende vil der blive handlet om Gorms Sønner, Knut og Harald, og endelig om Svein Tjugeskeg og dennes Søn Knut den mægtige, hvoraf det vil sees, at Danekongerne havde deres Blik ufravendt henvendt paa England. Der er ligeledes allerede talt om det Venskab, hvori Ædhelstan stod til Harald Haarfagre, og vi ville nedenfor komme til at se flere Tegn til den Bestræbelse hos de engelske Konger, at slutte sig til Nordmændene mod Danerne.
48. Blandt de fornemme Mænd, der som Vidner tegnede sine Merker under Breve, udstedte af Ædhelstan, nævnes oftere Mænd med nordiske, tildeels endog norske, Navne, saaledes findes f. Ex. mellem 929 og 931 blandt Jarlerne: Gudhrum (Guttorm), Orm, Aasulf, Halfdan, Ragnvald, Skule, Thorfred, Ivar, Hagvard, Hadd, Gunnar o. fl.
49. Strathclyde-Vælernes Konge nævnes i Chron. Sax. blandt dem, som underkastede sig Edvard i 924.
50. Gudreks og Alfgeirs formodede Identitet med Uhtred og Aldred hjelper her ikke paa Spor, thi deres Navne forekomme i Diplomer under hele Ædhelstans Regjering Det kan maaskee være andre af samme Navn, men Uvished bliver derved uundgaaelig.
51. Caradoc af Llancarvan beretter om et Slag mod Briterne og en Dane ved Navn Leofred i Walewood, hvor Ædhelstan anførte en Deel af Hæren.
52. Ulster-Annalerne, S. 261.
53. Saaledes synes hans irske Tilnavn, Sendcairech, at maatte gjengives. Ann. 4 Magg. p. 457.
54. Dette viser sig, saa vel af de ulsterske Annaler, der omtale Olaf Godfredssøns Tilbagekomst til Irland 938, som af Simeon Dunelm. de Dun. eccl. (Twysden S. 25), hvor det staar ligefrem, at det var mod Olaf Gudrødssøn, at Ædhelstan kæmpede ved Brunanburg. Overhoved hersker der en øjensynlig Forvirring i Annalerne mellem de mange samtidige Fyrster af Navnet Olaf, og det vil neppe nogensinde blive aldeles sikkert, om det ikke var Olaf Godfredssøn, som selv var Constantins Svigersøn, og alene kæmpede ved Brunanburg.
55. Villjam af Malmsbury, (der her rimeligviis benytter gamle Kvad), hos Savile, S. 49.
56. Brunanburg er rimeligviis Brumby i Lincolnshire.
57. Chron. Sax. p. 386.
58. Nemlig, som oven anført, i de ulsterske, S. 263.
59. Chron. Sax. p. 386.
60. Chron. Sax. p. 387. Simeon Dunelmensis, (hvis Beretning her ellers afviger lidt fra Chron. Sax.) p. 686.
61. Chron. Sax. p. 387.
62. Chron. Sax. p. 388.
63. Ann. quat, Mag. O’Connor III. p. 470. Ann. Ult. O’Connor VV. p. 266.
64. Ann. Ult. p. 267.
65. Ann. Ult. p. 268. Ann. quat. Mag. p. 475.
66. Ann. Innisfal. O’Connor II. p. 42.
67. Olaf Tryggvessøns Saga, Cap. 97 o. fl.