Det norske Folks Historie/1/97

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (1-1, s. 780-793).

De merkeligste Begivenheder, der paa Haakon den godes Tid skede ude paa Island, foregik fornemmelig paa Vestkanten af Landet, omkring Breidafjorden, hvor flere af Øens anseeligste og mægtigste Ætter boede. De meest formaaende af disse var deels den, der nedstammede fra Thorolf Mostrarskegg, som havde nedsat sig paa Hofstad ved Breidafjorden, og som vel fornemmelig skyldte sin Anseelse det Thorshov, han indrettede paa sin Gaard, saa vel som det i Forbindelse dermed staaende Thorsnesthing^[1], deels den, der stammede fra Olaf Feilan paa Hvamm, Thorstein rødes og Aude Ketilsdatters Søn^[2]. Thorolf Mostrarskeggs Søn og Arving var Thorstein Thorskabit (fød 905), der egtede Olaf Feilans Datter Thora; hendes Broder, Olafs Søn og Arving, var den mægtige og af sin vældige Stemme bekjendte Thord Gelle. Det er ovenfor berettet, hvorledes Thorolf Mostrarskegg havde lyst hele Thorsneset og Helgafell fredhelligt, saa at Jorden der ikke i mindste Maade maatte besudles. Herover, saa vel som over Thorsnesingernes Overmod og øvrige Anmasselser, ærgrede deres Frænder og Naboer Kjalleklingerne (se S. 527) sig, og paastode ved et Vaarthing paa Thorsnes, at de i det mindste vilde gaa sine nødvendige Ærender paa Græsset ved Thorsnes som andensteds, om Thorsnesingerne endog gjorde sit Land helligere end andre Jorder i Breidafjorden. For at hindre dette samlede Thorstein Thorskabit mange af sine Venner om sig, og passede paa, om Kjalleklingerne vovede at opfylde deres Trusel. Disse forsterkede sig ogsaa med Venner og Frænder, og gik en Aften temmelig mandsterke ud paa Neset for virkelig at udføre deres Hensigt. Strax ilede Thorsnesingerne til, og der bliv en heftig Kamp, hvorved flere faldt paa begge Sider. Vel kom der Folk til og adskilte dem, men Kjalleklingerne havde dog faaet deres Hensigt opfyldt, for saa vidt Jorden var bleven besmittet med Blod, udgydt i Vrede. Herover opstod et langvarigt Uvenskab, der endelig bilagdes af Kjalleklingernes og Thorsnesingernes fælles Frænde, Thord Gelle. Da den hellige Grund nu var bleven spildt, flyttedes Thingstedet længer ind paa Neset, og Thord Gelle indrettede her et Fjerdingsthing (omkring 930). Der sattes med Steen en Dæmning, hvor Mænd dømtes til Blot, og endnu flere Aarhundreder derefter viste man en Steen, hvor Ryggen plejede at brydes paa disse ulykkelige. Man troede endog at se uudslettelige Blodspor paa den. Den nye Thingplads var vel hellig, men ej i den Grad, som den forrige, at man ej torde forrette sin legemlige Nødtørft der. Paa Helgafell lod Thorstein Thorskabit bygge sig en ny, herlig Gaard, hvor han levede med megen Pragt; han havde sædvanligviis om sig ikke færre end sexti frie Mænd. Han lagde især megen Vind paa Fiskeri, hvilket vel og skaffede ham hans Tilnavn. Dette blev ogsaa omsider hans Død, thi han omkom paa en Fiskefart ude ved Høskuldsø i Breidafjorden, kun 25 Aar gammel, efterladende sig to Sønner, Børk den digre og Grim, hvilken han kaldte Thorgrim og helligede Thor, idet han bestemte ham, skjønt den yngste – han var nemlig fød kun faa Uger for Faderens Død – til at blive Hovgode i sit Sted^[3]. Saavel han, som Børk, vare evnelige, men dog Thorgrim meest. Da han var voxen, overtog han strax Høvdingedømmet. En Vaar ledsagede Gisle og Thorkell Surssønner (se ovenfor S. 778–780) en Ven til Thorsnesthinget, hvor de bleve kjendte med Thorgrim og Børk, og indbudne til dem. Til Gjengjeld indbøde de senere Thorgrim og Børk til sig. Her fik Thorgrim se Thordis, fattede Kjærlighed til hende, og anholdt om hendes Haand, der heller ikke blev ham negtet. I Medgift med hende fik han Gaarden Søbol, og hans Venskab med Svogrene var saa stort, at han nedsatte sig her, overladende Helgafell til sin Broder Børk. Gisle og Thorkell bosatte sig derimod paa deres anden Ejendomsgaard, det tilgrændsende Hool, hvor de opførte herlige Bygninger. Thorgrims Godord og Anseelse var dem til stor Hjelp. Gisles Svoger, Vestein Vesteinssøn, var ogsaa en ædel og udmerket Mand, og en anseet Farmand. Disse fire Venner, Brødrene Gisle og Thorkell, og deres Svogre Vestein og Thorgrim, dannede tilsammen en Forening af drabelige unge Mænd, hvis Lige man sjælden saa, og som heller ikke undlod at vække Manges Misundelse. Saaledes hændte det sig paa et Vaarthing, det samme Aar, i hvilket Kong Haakon den gode døde (961), at de fire Venner indfandt sig til Thinge, alle i farvede Klæder, ledsagede af 40 Mand. De tilbøde med stor Bram sine Venner den Hjelp, de kunde yde dem, og dette vakte saa megen Mishag, at en af de Tilstedeværende spurgte den vise Gest Oddleifssøn fra Bardestrand (en Sønnesøn af Landnamsmanden Geirleif Høgnesøn, se foran S. 528), hvor længe han troede at dette Haukdølernes Overmod vilde holde ved. Gest svarede, at han ikke troede at det vilde vedvare ud over den tredie Sommer. Dette fik Gisle at vide, og foreslog de tre øvrige at de skulde sverge sig i Fostbroderskab med hinanden, for saaledes paa kraftigste Maade at gjøre Gests Spaadom til Intet. De samtykkede heri, og gik ud paa Ørehvolsodden, hvor de skulde slutte Fostbroderskabet paa den højtideligste Maade, ved tilsammen at gaa under Jordstrimmel^[4]. De skare en Strimmel Jord op, og lode den i Midten hvile paa et Maalespyd^[5], saa højt at en Mand kunde naa med Haanden til Geirnaglen^[6], medens de to andre Ender vare faste i Jorden. De gik derunder, vækkede sig Blod, og lode deres Blod rinde sammen i den under Strimlen blottede Jord, hvor de rørte Blodet og Mulden sammen; dernæst faldt de paa Knæ, og skulde alle holde hinanden i Hænderne, idet de svore den (Eed, at enhver af dem skulde hevne den anden som en Broder. Men da de just skulde række hinanden Haanden, rykkede Thorgrim sin tilbage med de Ord: „jeg udsætter mig for Fare nok ved at gjøre det ved mine Svogre Thorkell og Gisle, om jeg just ikke gjør det ved Vestein“. „Da vil jeg gjøre det samme“, siger Gisle, og rykker sin Haand tilbage; „jeg vil ikke binde mig til at dele Fare med den Mand, som ikke vil gjøre det ved min Maag Vestein“. Til sin Broder Thorkell sagde han, at det gik, som han anede, siden dette Middel slog Fejl. Og Fremtiden viste, som det herefter vil sees, at han havde Ret^[7].

Paa samme Tid, som Thorstein Thorskabit og Thorgrim boede paa Thorsnes, og Thord Gille paa Hvamm, boede ogsaa deres Frænde Høskuld Dalakollssøn paa Høskuldsstad i Laxaadalen ved Breidafjorden, og nød stor Anseelse. Hans Fader, Hersen Dalakoll, var, som forhen omtalt (S. 525), kommen til Island i Følge med Aude Ketilsdatter som hendes fornemste Raadgiver, og var bleven gift med hendes Søn Thorstein rødes Datter Thorgerd, der fødte ham Sønnen Høskuld. Denne var altsaa Søskendebarn til Thord Gille og Thorstein Thorskabits Hustru Thora. Høskuld blev efter Faderens Død Høvding i Laxaadalen. Hans Moder Thorgerd, der ikke kunde trives paa Island efter at have tabt sin Mand, drog over til sine mægtige Frænder i Norge, hvor hun forblev en Tid lang. Da hun endnu saa godt ud og ikke var gammel, bejlede en rig og mægtig Lendermand, ved Navn Herjulf, til hende. Hun egtede ham, og fødte ham Sønnen Rut, der tidligt begyndte at slægte sin Morfader paa i Skjønhed og Styrke. Thorgerd havde den Sorg, ogsaa at miste sin anden Mand, og drog nu tilbage til Island, for at besøge sin ældste Søn Høskuld, medens Rut blev tilbage i Norge. Hun forblev hos Høskuld til sin Død, og Høskuld tog hendes efterladte Gods i Besiddelse, idet han ogsaa forvaltede Ruts Deel. Han egtede Jorunn Bjørnsdatter, en anseet Pige fra Steingrimsfjorden, og førte en prægtig Huusholdning. Efter nogen Tid syntes det ham dog, at hans Gaard ikke var saa vel bebygget som han ønskede, og besluttede derfor at drage over til Norge for at skaffe det nødvendige Tømmer. Han havde allerede tidligere været der, og var ved denne Lejlighed bleven optagen i Kong Haakons Hird^[8]; han kunde derfor vente sig den bedste Modtagelse af denne. Overladende Gaardens Bestyrelse til sin Hustru Jorunn, sejlede han afsted, og landede i Hørdaland paa det Sted, hvor Bergen siden er anlagt. Der satte han sit Skib op, og erfor at Kong Haakon var rejst til Viken. Han begav sig derfor ikke strax til ham, men forblev en Stund hos sine Frænder, af hvilke han havde mange i den Egn. Aarsagen, hvorfor Kongen var rejst til Viken, var den forhen omtalte^[9], at det var Skik og Brug at Kongen og Høvdingerne i Norden hver tredie Sommer mødtes for at ordne de fælles internationale Anliggender. Mødet skulde denne Gang, som maaskee og alle de øvrige Gange, holdes paa Brennøerne i Udløbet af Gøtelven, og hid var da Kongen dragen i Stevne-Leding, som det heder. Det tyktes, siges der og, en fornøjelig Rejse at begive sig til det Møde, thi did kom Folk næsten fra alle de Lande, hvorfra vi have Tidende. Høskuld vilde ogsaa derhen, deels fordi han ej havde truffet Kongen om Vinteren, deels fordi der ved hiint Møde tillige var Kjøbstevne. Han lod sit Skib sætte frem, og drog derned; Stevnen var meget talrig, og der var stor Lystighed, Drikkelag og Lege og alskens anden Glæde; forresten forefaldt ingen merkelige Begivenheder. Høskuld traf mange af sine Frænder, der havde hjemme i Danmark En Dag, da Høskuld for Moro Skyld gik ud med nogle Venner, saa han et prægtigt Telt afsides fra de øvrige Boder; han gik derind og traf en Mand i Silkeklæder med en gerdsk (russisk) Hat paa Hovedet. Paa Høskulds Spørgsmaal, hvo han var, nævnte i han sig som Gille den gerdske, og Høskuld erindrede nu, at han ofte havde hørt ham omtale som en af de rigeste Kjøbmænd paa den Tid. Han spurgte ham, om han havde Trælkvinder at sælge. Gille svarede ja, løftede et Forhæng op, og viste ham tolv Piger, der sad indenfor. Høskuld valgte den, der sad yderst; hun var meget daarligt klædt, men smuk af Udvortes. Gille forlangte tre Mark Sølv for hende. Høskuld sagde at det var dyrt, da det var det tredobbelte af den almindelige Priis. Gille sagde at han virkelig holdt hende tre Gange saa dyr som nogen af de øvrige: enhver af dem skulde han faa for een Mark Sølv. Høskuld vilde dog helst have den, han først havde valgt, trods den høje Priis, og bad Gille tage Vegten, for at veje Pengene. „En Lyde ved hende“, sagde Gille, vil jeg dog underrette dig om, førend du kjøber hende, for at du ej skal sige at jeg har bedraget dig, den nemlig, at jeg aldrig har kunnet faa hende til at mæle et eneste Ord, saa at jeg maa tro hun er stum“. Høskuld takkede ham for hans Redelighed, men kjøbte ikke desto mindre Pigen, som han tog hjem med til sit Telt. Han gav hende smukke Klæder og beholdt hende hos sig. Da Høvdingerne vare færdige med de Sager, de havde at afgjøre, hævedes Mødet: da først gik Høskuld til Kongen og hilste paa ham. Denne tog vel imod ham, men lod sig dog forstaa med, at han syntes denne Opvartning kom noget seent; imidlertid tilbød han ham at gaa ombord paa hans eget Skib, og være hos ham, saa længe han opholdt sig i Norge. Høskuld undskyldte sig med at han havde saa travlt denne Sommer, især fordi han skulde skaffe sig Huustømmer. Da Kongen hørte dette, lod han ham følge sig til Viken paa sit eget Skib, og gav ham siden det nødtørftige Tømmer, en fuld Stibsfarm. Da Høskuld var rejsefærdig, sagde Kongen: „jeg har i dig fundet en hæderlig Mand, men aner at det nu er den sidste Gang du sejler fra Norge medens jeg endnu er Konge i Landet“; med disse Ord gav han ham til Afsked en Guldarmring af en Marks Vegt, og et kostbart Sverd. Høskuld kom velbeholden hjem til Høskuldsstad, men hans Hustru Jorunn var just ikke meget tilfreds med, at han havde bragt hende en Medbejlerske, og end mere forundret blev hun, da hun hørte, at hun baade skulde være døv og stum, og at Høskuld ej vidste hendes Navn. Hiin maatte imidlertid finde sig i, at Pigen blev paa Gaarden, og det var tydeligt nok, at denne havde god Forstand, ligesom hun og havde et fornemt Væsen. Mod Enden af Vinteren fødte hint Høskuld en Søn, og alle fandt at de ikke havde seet smukkere Barn. Høskuld kaldte ham Olaf, efter sin Morbroder Olaf Feilan, og elskede ham højt. Om Sommeren vilde Jorunn at Frillen skulde arbejde som det øvrige Tyende, eller ogsaa fare bort; Høskuld satte hende da til at opvarte ham og hans Hustru, og forresten kun til at passe paa sin Søn. Da denne var to Aar gammel, kunde han allerede tale og løbe om alene som fireaarsgamle Børn. En Morgen tidligt, da det var vakkert Solskin og Høskuld var gaaen ud før at se til sin Gaard, hørte han Menneskestemmer nede ved en Bæk, der løb under Tunbakken; han gik derhen, og saa at det var Frillen, som virkelig talte med Drengen: hun var altsaa slet ikke maalløs. Høskuld gik nu hen til hende og sagde at det ej kunde nytte hende længer at forstilte sig. Hiin gav ham Ret heri, og underrettede ham nu om, at hendes Navn var Mælkorka, og at hun var en Datter af den irske Konge Myrkjartan (Muircertach), fra hvem hun var bleven røvet da hun var 15 Aar gammel^[10]. Høskuld fortalte Jorunn dette, men Jorunn sagde at det kom hende ikke ved, og var ikke venligere mod Mælkorka end før. Ikke længe efter, da Jorunn en Aften skulde gaa til Sængs, og Mælkorka, der som sædvanligt klædte hende af, lagde hendes Fodtøj paa Gulvet, tog Jorunn Sokkerne og slog hende om Ørene med dem. Mælkorka blev vred og satte sin knyttede Næve i Næsen paa hende, saa hun blødte, og Høskuld maatte komme og skille dem ad. Han maatte nu lade Mælkorka flytte bort fra Gaarden, og lod hende bosætte sig med sin Søn paa en Gaard længer oppe i Laxaadalen, som fik Navnet Mælkorkestad. Da Olaf var syv Aar gammel, modtog hans Fader Tilbud fra en rig, men ikke meget anseet Mand, ved Navn Thord Godde, om at tage ham til Opfostring og gjøre ham til sin Arving, imod at Høskuld vilde lade Thord nyde godt af sin mægtige Beskyttelse. Den stolte Mælkorka syntes vel at Opfostringen ikke var fornem nok, men Thords Rigdomme vare heller ikke at foragte, og saaledes kom Olaf til at opdrages hos Thord Godde, der gjorde meget af ham. Olaf blev smukkere og sterkere, jo mere han voxede til: da han var 12 Aar gammel, red han allerede til Things og tildrog sig Alles Opmærksomhed ved sin herlige Skabning og sine smukke Vaaben og Klæder. Hans Fader Høskuld gav ham derfor Tilnavnet Paa (Paafugl). Mælkorka havde lært ham Irsk, for at han, om han engang kom til Irland, kunde tale med sine Mødrenefrænder^[11].

I Borgarfjorden var Egil Skallagrimssøn den meest anseede og den mægtigste Høvding, men han deeltog ikke saameget i Stridighederne ude paa Island: Norge var det vigtigste Felt for hans Bedrifter, og her havde han nu, som ovenfor viist, lige saa vel Besiddelser, som paa Island. I de sydligere Dele af Landet var der neppe nogen Æt, der i Magt og Anseelse kunde maale sig med Egils og de nysnævnte Ætter paa Vesterlandet, med mindre det skulde være Ketilbjørns paa Mosfell, og Haasteins, Atle Jarls Søns, Æt, paa Tradarholt i Floen. Ketilbjørns Søn Teit paa Mosfell egtede Aaluf, en Datter af Bødvar, Vikinge-Kaares Søn, paa Vors; hun var altsaa Søskendebarn til hiin Aastrid Vigfusdatter, der blev gift med Vigaglum i Eyjafjorden. Deres ældste Søn var den mægtige, ædle og anseede Gode Gissur hvite, men dennes Bedrifter tilhøre en senere Tid.

Den mægtigste Æt i den nordlige Deel af Island paa Haakon den godes Tid, eller i det mindste den Æt, om hvis Bedrifter de fleste Sagn ere opbevarede, var Vatnsdølerne, eller den som nedstammede fra Ingemund den gamle. Det er allerede ovenfor (S. 530, 531) omtalt, hvor stor en Strækning han tog i Besiddelse, og hvilken Anseelse han udøvede i Vatnsdalen. Denne Anseelse beholdt han saa længe han levede, og fortjente den ogsaa, thi der var faa Høvdinger paa Island blandt hans Samtidige, der udmerkede sig bed den Ædelmodighed, Højhjertethed og Fredsommelighed, som han. Kun een Gang, hvor det gjaldt at skaffe et ypperligt Vaaben, var Fristelsen ham for sterk, og han begik en uædel Handling. Der landede engang i Hunavatnsosen et Skib, der tilhørte Nordmænd; Styrmanden, ved Navn Rafn, havde længe været i Viking og holdt sig med gode Klæder og Vaaben. Ingemund indbød ham til sig, og Rafn blev hos ham en Stund, men de vare hinanden meget ulige i Sind, og fandt derfor ikke synderligt Behag i hinanden. Rafn bar altid et godt Sverd, ved Navn Ættartanga, paa hvilket Ingemund ideligt kastede Øjnene. Engang bad han Rafn vise ham Sverdet. Rafn rakte ham det; Ingemund drog det, fandt det endnu bedre end før, og spurgte om han vilde sælge det. Rafn sagde at han ej var i den Pengetrang, at han behøvede at sælge det: han kunde desuden endnu, som forhen, komme i den Nødvendighed, at behøve gode Vaaben Ingemund syntes meget ilde om dette, og pønsede paa en List. Engang, da han gik til sit Hov, magede han det saaledes, at Rafn fulgte ham. Ingemund bragte de Ting paa Bane, som Rafn helst talte om, nemlig dennes Vikingetog og Krigsbedrifter, og førend Rafn tænkte sig om, vare de allerede komne ind i Hovet, Ingemund først og derpaa Rafn, der havde Sverdet i Haanden. Ingemund gjorde ham nu opmerksom paa, at det ej var tilladt at gaa ind i et Hov med Vaaben, og at han maatte bøde for at afsone Gudernes Vrede. Rafn svarede at han nok skjønnede hans List, men bad ham dog, som en retfærdig Mand, at bestemme Boden. Ingemund svarede at det var rimeligt, at han viste Guderne nogen Ære, og derfor overgav Sverdet til ham, for at han kunde formilde deres Vrede. Rafn svarede at han kunde have paalagt ham at udrede meget andet Gods, uden at han skulde have fundet det saa haardt at skille sig derved som ved Sverdet; han meente ogsaa, at Ingemund ellers havde plejet at vise sig mere højhjertet, end denne Gang. Dog gav han Slip paa Sverdet, som blev et Familiestykke i Ingemunds Æt. Forresten, heder det, havde Ingemund ej Thingtrætter eller store Fejder, thi han var samstemmende med de fleste og veltede sig ikke ind paa Nogen. Der var mange ypperlige Mænd i Nærheden, men han var dog den meest anseede, formedelst sin Velvillighed, Storsindethed og Forstandighed.

Da Ingemund var meget gammel, kom en Slægtning af hans Ven Sæmund, ved Navn Rolleif, til Island med sin Moder Ljot, og fik Tilladelse til at opholde sig Vinteren over hos Sæmund, uagtet denne nødig vilde have noget at bestille med dem, da de vare saare slette Mennesker, og Ljot desuden ansaaes for at fare med Trolddom. Hos Sæmund opførte Rolleif sig saa slet, især mod hans Søn Geirmund, at Sæmund maatte lade ham og Moderen slutte til Høfdestranden. Men her lagde de sig ogsaa ud med alle Naboer, og da Rolleif endelig havde begaaet et Drab paa en anseet Mands Søn, blev han forviist fra Heredet. Han tyede nu atter til Sæmund, og denne gik nu til Ingemund, for at faa ham til at tage ham til sig. Ingemund vilde det nødigt, da han kjendte Rolleifs slette Rygte, og vidste at hans egne Sønner heller ikke vare meget føielige; dog opfyldte han Sæmunds Bøn af Venskab for ham, og Rolleif opholdt sig paa Hov to eller tre Vintre med sin Moder. Det var dog saa langt fra, at de forandrede deres Opførsel, at de snarere bleve værre; især var Rolleif nærgaaende mod Ingemunds hidsige og stridbare Søn Jakul, med hvem han altid havde Lyst til at prøve Kræfter. Ingemund saa sig derfor, skjønt han hidtil aldrig havde viist nogen fra sit Huus, nødt til at lade Ljot og Rolleif nedsætte sig paa en anden Gaard, der tilhørte ham. Her boede de længe, og viste sig fremdeles ondskabsfulde. Rolleif vilde ikke i nogen Deel give efter for Ingemunds Sønner. Disse vare fem i Tallet, smukke og dygtige Mænd, især udmerkede Thorstein sig ved sin Klogskab og Jakul ved sin Stridbarhed og Tapperhed. De toge sig nu, da Faderen var bleven saa gammel, meget ivrigt af Gaardens Drift, og havde derved desto mere Anledning til at komme i uvenskabelig Berørelse med Rolleif. Der var dengang rigt Fiskeri, især af Lax, i Vatnsdalsaaen, og Ingemunds fire ældste Sønner beskjeftigede sig ivrigt dermed, thi i den Tid, heder det, var det Skik for anseede Mænds Børn at tage sig noget Arbejde for. Ogsaa Rolleif havde Tilladelse til at fiske i Aaen, naar Ingemunds Sønner eller Folk ikke fiskede. Men denne Indskrænkning brød han sig ikke om, thi han hindrede Ingemunds Folk fra at sætte Garn ud, og da de bebrejdede ham dette, jog han dem bort med Skjeldsord og Steenkast. Da de kom hjem og klagede herover, sagde Jakul: „han vil nok gjøre sig til Vatnsdølernes Gode, og bære sig lige saa ilde ad mod os som mod andre, men den Djævel skal aldrig faa kuet Thorstein sagde at det var for galt, men at det dog var bedst at bære sig forsigtigt ad med Rolleif. Ogsaa Ingemund selv raadede sine Sønner til at handle med Sindighed, da Rolleif var en sand Helvedesmand; men Jakul sprang op fra Bordet og sagde at han dog vilde se om han ikke skulde faa jaget ham fra Aaen. „Min Søn Thorstein“, sagde Ingemund, „dig stoler jeg meest paa, følg du dine Brødre“. „Jeg veed ikke om det vil blive saa let at holde Jakul tilbage“, sagde Thorstein, „men jeg vil heller ikke staa ledig, hvis han slaas med Rolleif“. De ilede nu ned til Aaen og saa hvorledes Rolleif stod og fiskede. „Pak dig fra Aaen, dit Trold“, sagde Jakul, „og vov ikke at trodse os, ellers skulle vi for Alvor prøve Styrke med dig“. Rolleif svarede, at om de end vare tre eller fire, vilde han til Trods for dem vedblive sin Syssel. Jakul sagde: „Du stoler nok paa din Moders Troldskab“, og løb ud i Aaen mod ham, men Rolleif flyttede sig ikke. Thorstein opfordrede nu Rolleif til at give efter, men forgjæves. Da raabte Jakul: „Lad os dræbe dette Trold“. Rolleif drog sig tilbage paa den anden Side af Aaen, og de kastede en Stund Stene paa hinanden tvers over denne, uden at Rolleif fik nogen Skade. Jakul vilde at de skulde se at komme over Aaen for at faa fat paa ham. Thorstein meente, det var bedst at vende om, for ikke at komme i hans og hans Moders Kløer, men Jakul hørte ikke paa, hvad han sagde, og søgte et Vadested, medens hans Brødre vedbleve at kaste efter Rolleif. Imidlertid kom en Mand løbende op til Hov og fortalte Ingemund, hvad der var paa Færde. Ingemund var da næsten blind, men sagde dog: „sadl min Hest, jeg vil ride derned“. Han fik en Gaardsdreng til at lede Hesten, og kom saaledes ned til Aaen, hvor hans Sønner bleve ham var. „Der kommer vor Fader“, sagde Thorstein, „lad os skynde os bort, thi jeg er ængstelig over hans Komme“; han bad ogsaa Jakul høre op. Ingemund red ned til Aaen, og sagde: „gak fra Aaen, Rolleif, tænk paa hvad der passer sig for dig. Men Rolleif kastede strax et Spyd mod ham, som traf ham midt paa Livet og gjennemborede ham. Da han fik Stikket, vendte han tilbage til Aabakken, og befalede Drengen følge ham hjem, uden at hans Sønner merkede det. De kom hjem seent paa Aftenen. Da Ingemund skulde staa af Hesten, sagde han: „jeg er stiv nu, thi vi gamle blive daarlige paa Foden“. Da merkede Drengen, at det tød i Saaret, og at et Spyd stod tversigjennem ham. Ingemund sagde: „du har længe været mig tro, skynd dig nu hen og siig til Rolleif, før Morgenen kommer, hvad der er skeet, og giv ham det Raad at fare bort for Dag, thi jeg veed at mine Sønner ville søge Hevn over ham for min Død, men hans Død er ingen Hevn for mig; heller bør jeg, saa længe jeg kan, søge at frelse den, jeg engang har taget mig af“. Derpaa brød han Spydet af Skaftet, gik ind ved Drengens Hjelp, satte sig i sit Højsæde, og forbød at tænde Lys, førend hans Sønner kom hjem. Drengen kom ned til Aaen og saa Rolleif staa der med en Mængde Lax, som han havde fanget. „Det er en Sandhed“, sagde Drengen, „at du dog er den største Mandhund: du har gjort hvad der aldrig kan oprettes, dræbt Ingemund Bonde; han bad mig sige dig, at du skulde ikke oppebie Morgenen hjemme, da hans Sønner nok ellers vilde kræve Faderhevn af dig: dette har jeg gjort mere fordi han bad derom, end fordi jeg jo helst ønskede at se dig under Brødrenes Øxe“. Rolleif sagde: „jeg tror hvad du siger, men aldrig skulde du være kommen uskadt bort herfra, hvis du ej havde sagt mig denne Tidende!“ Om Kvelden kom Ingemunds Sønner hjem, samtalende om hvilket Skarn Rolleif var. „Endnu vide vi ikke saa Nøje, hvad ondt vi have lidt af ham“, sagde Thorstein, „jeg er meget urolig over vor Faders Færd“. Da de kom ind, gik Thorstein hen i Enden af Skaalen, tog ned med Haanden, og spurgte hvorfor det var vaadt. Huusfruen sagde, at det vel havde dryppet af Ingemund Bondes Klæder „Nej, dette er glat som om det var Blod“, sagde Thorstein, „tænd Lys i Hast“. Det skede: og der sad Ingemund død i sit Højsæde, med Spydet igjennem sig. Jakul sagde: „det er ilde at en saa gjæv Mand skal være falden for et saa ondt Menneskes Haand; lad os strax fare hen og dræbe ham“. Thorstein sagde: „du kjender lidet til vor Faders Godmodighed, dersom du tror at han ikke har søgt at redde ham, men hvor er den Dreng, der fulgte ham; jeg seer ham ikke, og tror jeg derfor at vi nu ikke kunne vente at treffe Rolleif hjemme, men maa snarere søge at faa fat paa ham ved Klogskab, end ved Heftighed. Det maa være vor Glæde at der er stor Forskjel paa Rolleif og vor Fader, og at vor Fader nu nyder Godt deraf hos den, som har skabt Solen og al Verden, hvo det saa er“. Jakul var saa vred at de neppe kunde styre ham, og vilde have taget fat paa Drengen, da denne kom tilbage og fortalte sit Ærende, men Thorstein forestillede ham, at det ej var hans Skyld, og saa lod han ham i Fred. Ingemund blev højlagt i Baaden, der hørte til Skibet Stigande. Efterretningen om hans Død vakte Sorg overalt. Eyvind Sørkver, hans gamle Ven, dræbte sig selv ved at erfare det; en anden af hans Venner fulgte Eyvinds Exempel. Thorstein og hans Brødre lovede at de ikke enten i Forsamlinger eller hjemme vilde sætte sig i Faderens Sæde, førend han var hevnet. Det lykkedes dem omsider, efter megen Besvær, at faa fat paa Rolleif, og dræbe i ham tilligemed hans Moder; derpaa deelte de Arven imellem sig saaledes, at Thorstein fik Gaarden Hov med Jord og Buskab, Høgne, der var Farmand, fik Skibet Stigande, Thore fik Godordet, og Jakul Sverdet Ættartanga, hvilket han bar ved Lege og Hestekampe, men Thorstein efter hans Ønske ved Thing og Lovmøder. En sjælden Enighed herskede mellem Brødrene, der under Thorsteins Forsæde udøvede en fuldstændig Overmagt i Vatnsdalen. De brugte denne Overmagt i det Hele paa en fornuftig Maade, til at overholde Orden og Rolighed, og forfølge Sejdmænd. Thorstein var saa gjestfri mod Heredsmændene, at enhver som kom paa Gaarden, forsynedes med Mad, friske Heste og al anden Hjelp til Rejsens Fortsættelse. Brødrene, fornemmelig den heftige Jakul, havde siden mange Stridigheder med den tappre Finnboge og hans Systersøn Berg den rakke, der endtes med at Finnboge maatte flytte fra Bygden.

Ingemunds Datter Thordis var allerede i Faderens Levetid bleven gift med den rige Hallorm, som med hende fik i Medgift Landet Kornsaa; deres Søn Thorgrim blev en mægtig Mand, der ogsaa erhvervede sig et Godord, og derfor kaldtes Kornsaagode. Han fik en Søn med en Frille, og maatte efter sin Hustrues Ønske sætte Barnet ud. Just paa denne Tid besøgte Thorstein Ingemundssøn sin Broder Thore. Denne var belagt med den Ulykke, at Berserksgangen, som det hed, Undertiden kom over ham, hvilket vel vil sige det samme som at han undertiden var vanvittig. Da han fulgte Thorstein paa Veje, spurgte denne ham, hvem han troede ypperst af ham og hans Brødre „Du overgaae os alle i Raadsnildhed og Forstand, Jakul i alslags Haardførhed og Stridbarhed“, sagde Thore; „men jeg er den daarligste, thi jeg er plaget med Berserksgangen, og oftest, naar jeg mindst ønsker det; kunde ikke du, min Broder, med din Forstand raade Bod herpaa for mig?“ Thorstein svarer: „jeg har hørt at vor Systersøn Thorgrim har ladet et Barn udsætte efter sin Kones Ønske; der er ilde gjort; ligeledes anseer jeg det for en stor Skade, at du ej er saaledes beskaffen som andre“. Thore sagde, at han gjerne vilde gjøre hvad det skulde være for at Ondet kunde forlade ham. Thorstein svarede, at han vilde forsøge paa et Raad, men betingede sig først at Thore skulde love at overdrage Godordet til Thorsteins Sønner. Det lovede Thore. „Nu“, sagde Thorstein, „vil jeg gjøre et Løfte til den, som har skabt Solen – thi jeg tror, han er den mægtigste – forat dette Onde skal forlade dig, og skal jeg i dets Sted for hans Skyld forbarme mig over det udsatte Barn, for at den, der har skabt Mennesket, kan siden vende det til sig“. De rede nu tilsammen hen til det Sted, hvor en af Thores Trælle havde fundet Barnet; det laa der endnu og de saa, at noget havde været lagt over Barnets Ansigt, hvilket det havde søgt at kradse (kravle) bort; det var da Døden nær, men det blev nu bragt hjem til Thore, der opfødte det, og kaldte det Thorkell Kravla; siden den Tid kom Berserksgangen aldrig over Thore^[12]. Thorkell Kravla blev siden, som det nedenfor vil blive viist, en anseet Mand, og den fornemste Høvding i Vatnsdalen.

En Mand af langt andet Slags end Ingemund og Thorstein var den urolige Skald Kormak, der ligeledes boede paa Nordlandet, ved Midfjorden. Hans Bedstefader Kormak var en mægtig og højbyrdig Vikværing, der havde været med Kong Harald Haarfagre i mange Slag; dennes Søn Agmund havde ligeledes været en dygtig Kriger og en stor Viking, der egtede Helga, Datter af en Frode Jarl, efter at have overvundet Vikingen Aasmund i Holmgang, og tvunget ham til at løse sig af Holmen med Tabet af Foden og tre Mark Guld. Agmund kunde ikke bolde Venskab med Erik Blodøxe og Gunnhild, og besluttede sig derfor, især efter Helges og deres Søns Død, til at flytte til Island; han kom til Midfjorden, hvor Skegge gav ham Land, og hvor han giftede sig paany og fik Sønnerne Thorgils og Kormak. Kormak blev en af de berømteste Skalde paa Island. Hans hele Liv var saa at sige opofret den Kjærlighed, han fattede til den smukke Steingerd Thorkelsdatter, efterat han havde stiftet Bekjendtskab med hende paa en Sæterrejse. Paa Vejen til Sæteren tog han nemlig med en Følgesvend Toste ind paa Gnupsdal, hvor hun opholdt sig. Han sad just i Skaalen, da Steingerd tilligemed en Trælkvinde gik fra Dyngjen eller Fruerstuen forbi Skaalens Dør. Ved at høre fremmede Folk tale derinde, foreslog Trælkvinden, at de skulde titte paa dem gjennem Døren. Steingerd sagde nej, men steg dog op paa Tærskelen og tittede over Vedstabelen, som stod tæt ved Døren. Hendes Fødder kunde sees nedenfor Vedstabelen, Kormak bemærkede det, og kvad en Vise derom; hun drog sig derfor længer tilbage i Krogen og kigede frem under den paa Væggen udhugne Hagbards Skeg. Toste sagde: „seer du de Øjne der under Hagbards Skeg, Kormak?“ Kormak kvad da atter et Par Viser, hvori han prisede den smukke Piges brændende Øjne og udtrykte sin Glæde over at disse Øjne havde dvælet paa ham ved Hagbards Hals. Ogsaa Pigerne hviskede nu med hinanden om de Fremmede, idet de gik ind i Skaalen, men Kormak hørte dog hvad de sagde. Tjenestepigen fandt ham svart og styg, Steingerd fandt ham derimod i alle Dele smuk, og havde kun at udsætte paa hans Haar, at det var kruset i Panden. „Han har ogsaa svarte Øjne“, sagde Pigen, „og det seer ikke godt ud“. Ogsaa herom havde Kormak en Vise paa rede Haand. Næste Dag gik Kormak hen at vaske sig, og derpaa til Stuen, hvor han hørte Stemmer indenfor: det var Steingerd med hendes Kvinder. Steingerd kæmmede sit fagre Haar. „Der er den smukke Mand“, sagde Pigen, idet Kormak kom ind. Kormak bad om at maatte laane Kammen, og fik den. „Du vilde nok give meget til at du havde en Kone med saa fagert et Haar som Steingerd“, sagde Pigen. Kormak kvad en Vise, hvori han sagde, at sligt Haar vel var fem Hundreder værd. „Du holder det dyrt“, sagde Pigen. „Ja“, kvad Kormak, „jeg holder Steingerd værd lige saa meget som Island, Hunaland, Danmark, England og Irland tilsammen. Toste opfordrede nu Kormak til at drage videre; han svarede at han langt heller vilde sidde hos Steingerd, end søge efter Sauder over Fjeldheiderne. Toste drog nu til Sæters, men Kormak sad efter, spillede Tavl og talte med Steingerd. Saaledes opstod en heftig Kjærlighed imellem dem begge. Kormak kom nu ofte til Gnupsdal for at besøge Steingerd. Da hendes Fader Thorkell fik det at vide, lod han hende hente hjem til sin Gaard Tunga. Men ogsaa hid kom Kormak, og det faldt Thorkell vanskeligt at faa ham bort. Han fik Folk til at lægge sig i Baghold for ham paa hans Vandringer, og stængte Steingerd inde, men Kormak dræbte eller bortjog sine Angribere, og brød Døren op til den Stue, hvor Steingerd var indelukt. Steingerd bad tilsidst Kormak formeligt at anholde om hendes Haand: han gjorde saa, og hun blev ham fæstet, men den egensindige Skald gjorde dog intet Alvor af at gifte sig med hende. Derover bleve hendes Fader og Broder vrede, og bortgiftede hende mod hendes Ønske og uden i Forvejen at underrette hende derom, med den tappre Holmgænger Berse, som strax red afsted med hende. Steingerd havde paa Bryllupsdagen søgt at faa Bud til Kormak om den ulykkelige Bestemmelse med hende; dog forgjæves; Kormak erfor intet om det Hele, førend Brylluppet var over og Berse dragen afsted: han ilede efter dem, og sprengte sin Hest, uden at kunne indhente dem. Siden udfordrede han Berse til Holmgang om Steingerd, hvilket var denne meget imod. Kormaks Moder Dalla var meget yndet af den mægtige Skegge, Høvdingen i Midfjorden, og udvirkede at denne laante ham til Holmgangen sit ypperlige Sverd Skafnung, som i sin Tid havde tilhørt Rolf Krake, og hvilket han selv havde taget ud af dennes Høj^[13]. Der var imidlertid mange Omstændigheder, hvilke man ved Brugen af dette Sverd troede at maatte iagttage, naar det ej skulde svigte. Da Holmstevnen kom, og begge Parter havde indfundet sig, foreslog Berse Kormak som en ung og uprøvet Mand heller at prøve Eenvige^[14], end Holmgang, da der ved denne var for mange Vanskeligheder for den Uerfarne. Kormak vilde imidlertid intet høre herom, og fordrede Holmgang. Ved denne blev han let saaret i Tommelfingeren, og maatte derfor løse sig af Holmen; siden udfordrede Steinar, Kormaks Morbroder, Berse til en ny Holmgang og saarede ham i Bagdelen, hvoraf Steingerd tog Anledning til at skilles fra ham. Hun blev imidlertid ikke siden gift med Kormak, men derimod med en vis Thorvald Tintein, der ligeledes var en Skald, og som hun nu synes at have foretrukket for Kormak. Kormak og hans Broder Thorgils forlode derpaa Landet og droge over til Norge, hvor Kong Haakon Adelsteensfostre tog vel imod dem. De opholdt sig hos ham Vinteren over, men tilbragte Sommeren (961) paa Vikingetog, i hvilke Kormak udmerkede sig ved sin Tapperhed. Han kunde dog aldrig glemme Steingerd, men kvad ideligen om hende. Under sit senere urolige Liv stødte han oftere sammen med hende og frelste hendes Liv, som det senere skal vises, uden dog nogensinde at faa hende i sin Besiddelse. Dette tilskrev man, ifølge de Tiders Forestillinger, Trolddom. En Kvinde, hvis Søn Kormak havde dræbt, da han efter Steingerds Faders Anmodning havde lagt sig i Baghold for ham, skulde have foranstaltet Seid i den Hensigt, at de aldrig skulde komme til at faa hinanden^[15].

1. Se ovenfor S. 525.
2. Se ovenfor S. 526.
3. Eyrbyggjasaga, Cap. 9–11. Landn., II. 12.
4. Med denne Gaaen under Jordstrimmel (at ganga undir jarðarmen) forbandt vore hedenske Forfædre et helligt Begreb; det anvendtes ogsaa som Gudsdom, se ovenfor S. 179, jvfr. Laxdølasaga Cap. 18.
5. Ved „Maalespyd“ forstod man et Spyd med „Maal“ d. e. Trolddomsruner.
6. Geirnaglen er den Nagle, der fæstede Skaftet til Falen, eller den med Odden sammenhængende Huulning.
7. Giske Surssøns Sagaer.
8. Det er forresten heel uvist, hvor vidt dette forholder sig rigtigt. Mødet synes at have fundet Sted omkring 950.
9. Se ovf. S. 748.
10. Denne Muircertach kan ej være den Muircertach Nials Søn, der i Aarene 926 til 943 nævnes som Overkonge paa Irland, og som dræbtes af Blakar i Dublin; thi Laxdølasaga omtaler ham endnu som levende efter 961. Det maa derfor have været en af de irske Smaakonger af dette Navn, og vist er det, at Annalerne virkelig omtale en Muircertach, dræbt 963.
11. Laxdølasaga Cap. 7–16.
12. Vatnsdølasaga Cap. 17–27. 37.
13. Om Midfjord-Skegge og Sverdet Skafnung, se ovenf. S. 519, 520.
14. D. e. Enekamp; eller Kamp mellem En og En alene. Ved Holmgang var der, som nedenfor (S. 795) vises, flere Formaliteter, hvorimod det gik simplere til ved almindeligt Eenvige.
15. Kormaks Saga.