Det norske Folks Historie/1/Forord
Enhver Forfatter, der udgiver et vidtløftigt Verk, føler sig uvilkaarligt opfordret til at gjøre Almeenheden en Undskyldning, fordi han vover at optræde med saa store Fordringer paa Opmerksomhed og Velvilje, som Haabet om, at et Skrift af den Vidtløftighed skal finde Læsere og vedligeholde de engang fundnes Interesse, kunde synes at forudsætte. End sterkere føler han denne Opsordring, naar det Enme, han behandler, er af stort Omfang og særegen Vigtighed; thi hans Dristighed, at indlade sig derpaa, kunde maaskee forekomme En og Anden som uforenelig med den rette Beskedenhed og Mistillid til egne Kræfter. At jeg derfor, ved at sende nærværende første Bind af „det norske Folks Historie“ ud blandt Publikum, sporer en lignende Følelse af Ængstelighed og Tilbøjelighed til at gjøre en Undskyldning for min Fremtræden, kan man neppe forundre sig over. Imidlertid veed jeg dog ikke stort mere at sige i denne Anledning, end hvad jeg tildeels allerede har sagt i Subskriptionsindbydelsen til Verket. Jeg har deri udhævet det ønskelige, for ikke at sige det nødvendige i, at der udkom et Verk, hvori de væsentlige Forbedringer, som ved de sidste Tiders Granskninger ere tilvejebragte i vort Fædrelands Historie, kunde samlede blive tilgængelige før Almeenheden, og at denne ved den Lejlighed kunde faa en samlet, omstændelig Fremstilling af Landets og i Særdeleshed af Folkets Historie i Hænde. Jeg har viist, hvorledes der „er Aarsager nok forhaanden, som kunne friste en for sit Fædreland og sin Videnskab varmt følende norsk Historieforsker til at prøve sine Kræfter, hvorvidt det vilde lykkes ham at udarbejde en fuldstændig Fædrelandshistorie og saaledes udfylde det Savn, der hidtil i denne Henseende har fundet Sted i vor unge Literatur“. Jeg har omtalt den liden Udsigt, der er til at dette Savn for det første paa nogen anden Maade vil kunne blive afhjulpet, og hvorledes man derfor neppe vil forundre sig over, at jeg har givet efter for hiin Fristelse. Jeg vil her tilføje, at der ogsaa er andre Hensyn, som gjøre det ønskeligt, at en fuldstændig, fra et nationalt norsk Standpunkt behandlet og med stadigt Hensyn til de nyeste Granskningers Resultater udarbeidet norsk Folkehistorie snarest muligt udkommer, om det endog skulde være at befrygte, at det saaledes udkomne Verk ikke vilde opnaa den Fuldkommenhed, som det ellers vilde have faaet, om Udgivelsen endnu var bleven opsat en Menneskealder. Der udarbejdes nu nemlig vigtige fædrelandshistoriske Verker rundt om os i Nabolandene. Overalt søge de historiske Forfattere at fremdrage, hvad der kan tjene til Forherligelse for deres egen Nationalitet. Den politiske Stilling, Norge i flere Aahhundreder har indtaget, har udsat det for, mere end andre Nationer at se sin Nationalitet forglemt, og den Deel, det i ældre Tider har taget i Verdensbegivenhederne, enten ignoreret eller fremstillet i et urigtigt Lys. Det var at befrygte, at denne Forglemmelse, Ignoreren eller urigtige Fremstillingsmaade vilde vedvare og befæste sig under vore Tiders historiske Kappestrid, hvis ikke en norsk Historieforsker selv, ved at samle og udgive Alt, hvad ældre og nyere Granskninger i hans Fædrelands Historie havde bragt for Dagen, søgte at modarbejde de falske Forestillinger, der ellers, naar man ganske overlod Feltet til Udlændingen, sandsynligviis vilde udbrede sig.
Disse Grunde ville ogsaa, som jeg antager, befri mig fra enhver Sigtelse for Ubeskedenhed eller utidigt Hastverk, fordi jeg ikke har holdt mig tilbage og ventet paa at den Hædersmand, med hvis Navn jeg har tilladt mig at pryde dette Skrift, vilde udgive det Verk over Norges Historie, som han gjennem en fleeraarig Række af Forelæsninger maa antages at have udarbejdet. Det er netop den bestemte Forsikkring fra ham selv, at et saadant Arbeide fra hans Haand, der af os alle saa længselsfuldt imødesees, ikke endog paa meget lang Tid er at vente, som har bragt mig til at udarbejde og udgive nærværende Verk, der, hvilke end dets Mangler kunne være, dog, som jeg haaber, altid vil kunne afhjelpe de væsentligste Savn, og bidrage til i det mindste at adsprede nogle af de Taager, der i Tidens Løb have samlet sig og desværre altfor længe hvilet over flere og det saare vigtige Partier af vor Historie.
Efter at have forudskikket disse Bemerkninger, eller, om man vil, denne Undskyldning, maa jeg yttre nogle Ord om Verkets Anlæg og Plan. Jeg har med Flid kaldt Verket „det norske Folks“, ikke „Norges“, eller „Norges Riges“, eller „Norges Kongers“ Historie. Det var min Hensigt, at levere en saa vidt muligt tro og fuldstændig Fremstilling ej alene af Landets politiske eller ydre, men og af Folkets indre Historie, af Folkelivet i dets Udvikling og Fremskridning; ej alene af Fyrsternes, men og af Folkets egne Bedrifter. Jeg har derfor ikke udelukkende kunnet holde mig til Nordmændene i Norge, men har ogsaa maattet forsølge deres og deres Efterkommeres Skjæbne, hvor de have nedsat sig udenfor Norge, saa længe som de have vedligeholdt den norske Nationalitet. Mit Skrift kommer saaledes til lige saa meget at omfatte Islands, Færøernes og de øvrige norske Kolonilandes Historie, som Norges egen; det vilde komme til at omfatte dem, om de end grebe mindre ind i Norges egen Historie, end de virkelig gjøre. Af samme Grund har jeg ogsaa forsøgt at give en fuldstændig Udsigt over de fornemste Vikingetog og de ved Vikingetogene stiftede Koloniers videre Skjæbne. Hvad Island angaar, da maatte det saa meget mere blive mig nødvendigt at dvæle ved dets Sagaberetninger, som det ligger i min Plan at meddele enhver os opbevaret Efterretning, der kaster Lys paa Folkelivet og Kulturudviklingen, om den end ikke griber synderligt ind i Statshistorien. Kunne de i de islandske Sagaer opbevarede Beretninger end for største Delen alene siges at angaa Familiehistorier, faa fremstille de dog Folkelivet og afspejle den i Norge og paa Island fælles Folkecharakteer med en saadan Troskab og i en saa rig og mangfoldig Afvexling, at de af denne Aarsag ofte besidde langt større historisk Interesse, end mange Fortællinger om vigtige Statsbegivenheder. Jeg har overhoved foresat mig, ved enhver Lejlighed saa vidt muligt at lade Sagen selv tale, og at give Læseren saa fuldstændige og levende Billeder af de enkelte handlende Personers ydre Fremtræden, deres Omgivelser, og deres hele Maade at tale og virke paa, at han ej skulde behøve nogen vidtløftig særskilt Fremstilling af Skikke og Sæder, eller nogen særegen saakaldt Kulturhistorie, idet han nemlig under Læsningen efterhaanden selv skulde kunne danne sig bestemte og sande Forestillinger derom. Derved haabede jeg og, at Fremstillingen selv vilde vinde i Livlighed og blive desto mere underholdende. At jeg derfor paa mange Steder lige frem har udskrevet Sagaernes Ord, vil man finde i sin Orden: det var umuligt, at fortælle Begivenheden bedre eller mere charakteristisk.
Hvorledes Verket paa den Maade allerede er voxet og fremdeles vil voxe op til et større Omfang, end fra først af paaregnet – forsaavidt det var muligt, her endog med en Skygge af Sikkerhed at anstille nogen Beregning, – vil man let kunne forstaa. Hertil kom ogsaa en anden Omstændighed, der tildeels kan siges at være egen for den norske Historiographi paa dens nuværende Stadium. De fleste øvrige europæiske Landes Historie har allerede i en saa lang Tid været Gjenstand for de Lærdes kritiske Undersøgelser, at der er vundet et nogenlunde sikkert Grundlag, hvorpaa man kan bygge og hvortil man kan henholde sig som noget Givet, der forudsættes, og ej længer trænger til at bevises. Et saadant Grundlag er ikke til for Norges Vedkommende; ja man er endog værre faren, end om Norges Historie havde været aldeles ubearbejdet, thi der har i Tidens Løb ved Misforstaaelser, Mangel paa Kritik og Kildestudium, og overhoved ved Overfladiskhed i den hele Behandling, i Fremstillingen af Norges Historie, fornemmelig Oldhistorien, indsneget sig en Mængde Vildfarelser og vrange Meninger, der fra de Lærdes Skrifter have fundet Vejen til Skole-Kompendierne, og derfra saa at sige til Folkebevidstheden, af hvilken de kun med største Møje lade sig udrydde. De have faaet end større Udbredelse ved de senere Tiders antikvarisk-philologiske Dilettanteri, som paa en heel naiv Maade har troet at kunne finde et frit Felt i alt hvad der angaar Norden og dens ældre Forhold. Med dem for Øje have Digterne digtet, Skolemændene skrevet Lærebøger, Antikvarerne forklaret Oldsager. Det er derfor at vente, at enhver Afvigelse fra dem strax bemerkes og betragtes som en Fejl, naar ikke de Grunde, hvorpaa den støtter sig, udtrykkeligt anføres, ja, man kan sige, knapt endog da, saa vanskeligt er det at lade en Fordom fare; saa tilbøjelig er man til at holde fast ved Slendrian. Under disse Omstændigheder kunde det ej nytte, simpelt hen at statuere et Faktum, eller berette et Forhold, der stred imod det efter gammel Slendrian antagne, uden tillige at bevise dets Rigtighed ved en fuldstændig Opregnelse af Grundene for og imod. Med andre Ord: den norske kritiske Historieskriver kan under nærværende Omstændigheder ikke lade det bero med at meddele sine Resultater; han maa tillige føre Læseren ind i det hele Apparat, hvoraf Resultaterne fremgaa. Han har ingen slagen Landevej at ile jevnt frem paa, men han maa selv Skridt for Skridt bane sig Vej med Øxen og Spaden i Haanden; og han har ej alene naturlige, men endog kunstige Hindringer at rydde til Side og træde under Fødder. Derfor har Fortællingens Gang oftere maattet afbrydes af Digressioner og Undersøgelser, formelige Afhandlinger, om man saa vil. Gives der nu end ikke faa, for hvem saadanne Afbrydelser ere kjærkonme, og hvilke, om de end ikke ere Historikere af Fag, dog finde det at være en underholdende Tankebeskjeftigelse at følge Forfatteren ved hans Beviisførelse, saa havde dog vistnok Fleerheden heller seet, at man blot havde holdt sig til Begivenhederne selv, ligesom det heller ikke kan negtes, at Skriftet ved en saadan Omstændelighed er blevet vidtløftigere end mange maaskee kunde finde ønskeligt. Men der ligger, som jeg haaber, Undskyldning i de her paapegede Omstændigheder; derhos kan jeg ikke negte, at jeg ligesom Niebuhr, hvis Ord jeg paa Titelbladet har anført, nærer en vis Modbydelighed for at fremsætte blotte Resultater, der kun stifte „blinde Meninger“; og endelig maa det indrømmes, at den eneste Maade, ved hvilken det kunde blive muligt uden Skade for Sagen selv at fremsætte blotte Resultater, nemlig ved tillige og jevnsides med Hovedskriftet at udgive en Række af kritiske Undersøgelser og Afhandlinger, deels vilde efterlade mange Savn, deels ogsaa vilde finde Hindringer i vort Lands literære Forhold, der vanskeligt nok kunne bære eet, end sige to vidtløftige fædrelandshistoriske Skrifter samtidigt. Med den her omhandlede Mislighed – om man vil kalde det saaledes – er der altsaa, som man siger, ingen Raad. Den af mine Læsere, der tror mig saa ubetinget paa mine Ord, at han ej skjøtter om at læse Undersøgelserne, kan jo i alle Fald springe disse over.
Disse Undersøgelser, der under Arbejdets Fremskriden ere blevne vidtløftigere end paaregnet, saa vel som andre Tillæg, hvilke jeg i Løbet af Verkets Trykning fandt det nødvendigt at indskyde, have altsaa flere ville maaskee sige desværre – bragt Verkets Arke-Antal til at overskride hvad jeg fra først af havde tænkt mig som Maximum, og hvad jeg saaledes ogsaa – skjønt vistnok med en Reservation – havde ladet indflyde i Subskriptionsplanen. Men Enhver, der kjender til, hvor vanskeligt det er at anstille nogen Forudberegning ved Arbejder af den Art, som nærværende, og som tillige overvejer, hvad jeg nys har udviklet, vil, haaber jeg, holde mig denne Afvigelse til Gode. Sagkyndige ville i alle Fald erkjende, at jeg med den Plan for Øje, som jeg engang har foreskrevet mig, snarere har været for knap, end for vidtløftig. Denne uforudseede Opsvulmen af Arke-Antallet har imidlertid nødsaget mig til – egentlig imod de typographiske Regler – at lade dette første Bind slutte midt i et Afsnit (det fjerde, omfattende Vikingetiden og Danevældet), for at det ej skulde blive for uformeligt stort. Afsnittet selv slutter først med Magnus den gode, 1047; men jeg havde imidlertid allerede ved 960 naaet det 50de Ark, og alle de Ark, der end videre vilde udfordres til at naa hiint Punkt, kunde jeg umuligt lade komme i det samme Bind. Jeg har derfor maattet dele Verkets 1ste Deel i tvende Bind, af hvilke nærværende saaledes er det første.
Jeg er, som man allerede vil have bemerket, og hvad egentlig ingen Historieskriver, der efter ældre Kilder fremstiller svundne Tiders Begivenheder, kan undlade, gaaen ud fra Forudsætningen af at mine Ord ikke ville staa til Troende, med mindre deres Rigtighed bevises. Jeg har derfor ogsaa overalt, hvor jeg troede det nødvendigt, i Noter under Texten paaberaabt mig mine Kilder. Om de i dette Bind benyttede finder jeg det nødvendigt, her at meddele nogle faa Oplysninger, forsaavidt de ikke tilhøre vor egen Oldliteratur, thi vore egne Oldskrifter, som Sagaer og deslige, kunne deels forudsættes bekjendte, deels ville de i Løbet af den historiske Fremstilling selv, hvor de literære Forholde berøres, blive omtalte.
Ved de latinske og græske Skribenter fra de nærmeste Aarhundreder før og efter Christi Fødsel, til hvis Udsagn jeg hist og her i Begyndelsen af mit Verk har benyttet og henholdt mig, behøver jeg her ikke at opholde mig. De maa forudsættes almindeligt bekjendte, og de nødvendige literærthistoriske Oplysninger om dem er i Skriftet selv lejlighedsviis meddeelte.
Af danske Kildeskrifter har jeg benyttet Saxo Grammaticus, Sven Aagesøn, og de tvende Krøniker, kaldte Eriks Krønike, men som rettere burde kaldes Ryklosters Annaler (forf. c. 1288), og Esromskrøniken, eller Esrom Klosters Annaler (forf. c. 1307). De øvrige ældre danske Annaler eller historiske Skrifter, som omfatte ældre Tider, f. Ex. Hamsforts, Peder Olufssøns o. fl. ere kun at betragte som mere eller mindre slette Kompilationer af hine samt endeel udenlandske Skrifter, og kunne derfor ikke betragtes som originale Kilder. Nøjagtig Undersøgelse har viist mig, at de aldeles ikke indeholde noget, som ej staar i ældre Skrifter, og hvad der kunde synes eget for dem, viser sig ved nærmere Betragtning kun som Misforstaaelser eller som Resultater af uheldige Kombinationer. Af de førnævnte fire originale Historiebøger er det egentlig kun de tre, Saxo, Sven og Esrom-Annalerne, der for den ældste Tid staa sideordnede og meddele Beretningerne uden Tegn til at have kjendt hinanden eller øst af hinanden indbyrdes. Ryklosters Annaler, der nærmest slutte sig til Esrom-Annalerne, have aabenbart ogsaa øst af Saxo eller et med hans Verk beslægtet Skrift. I mine Citater af Saxo, der uheldigviis ikke har nogen Kapitel-Inddeling fælles for alle Udgaver, har jeg fulgt Müllers Udgave som den nyeste og bedste. De øvrige ovennævnte Skrifter ere citerede efter udgaven i Langebeks Scriptores rerum Danicarum 1ste Bind.
Af engelske Kildeskrifter er der i Grunden blot to, der kunne gjøre Fordring paa at ansees som absolut originale, nemlig Beda’s Kirkehistorie, der tillige ogsaa kan kaldes Englands verdslige Historie, indtil Udgangen af første Fjerdedeel af det 8de Aarhundrede, og de paa anglisk siden Aaret 891 forfattede annalistiske Optegnelser, som man har kaldet Chronicon Saxonicum og som tillige, deels efter Beda, deels andre Kilder, ogsaa have optaget Notitser ældre end 891. Bedas Verk bliver paa Grund af sin høje Ælde kun af liden umiddelbar Vigtighed for Norges Historie, men desmere for de tidligere Aarhundreders germaniske Ethnographi; Chron. Sax. er derimod et af de vigtigste udenlandske Kildeskrifter for Norge, ej alene fordi det indeholder mange Oplysninger om Vikingetogene, men fordi dets samtidigt indførte Notitser tjene til at afgjøre mange chronologiske Tvivlsspørgsmaal, som Sagaernes ubestemte Udtryksmaade fremkalde. Disse Annaler have senere til forskjellige Tider været benyttede eller ligefrem oversatte af andre Chronister, blandt hvilke Asser, Biskop af Sherburn, der, samtidig med Kong Alfred, beskrev den første Periode af hans Liv, næsten kan ansees som Originalforfatter, fordi han meddeler en ikke ubetydelig Mængde uafhængige Notitser; Ædhelweard, der allerede levede omkring Aar 1000, er ligeledes samtidig, og har i sin Bearbejdelse, der naar til 975, ladet indflyde nogle faa originale Meddelelser, der ej ere uden Interesse. De øvrige, som Florents af Worcester (til 1118),Villjam af Malmsbury (til 1126), Simeon af Durham (til 1129), Henrik af Huntingdon (til 1154), Roger af Hoveden (til 1204), o. fl. have samtlige benyttet Chron. Sax. saa langt dette naar. Det er saaledes i Almindelighed overflødigt, at citere nogen af dem til Bekræftelse for et Faktum, der allerede findes i Chronicon Saxonicum. Og man maa endog være meget varsom med de ikke i Chron. Sax. forekommende Notitser, som de indeholde, thi hvorvel enkelte af disse muligt kunne grunde sig paa sikkre, uafhængige Optegnelser, hidrøre dog vist de fleste fra løse Klostersagn, vel endog fra Misforstaaelser. Dette gjelder endnu i højere Grad Kompilatoren Matthæus af Westminster, der i det 14de Aarhundrede sammenskrev sin Krønike, flores historiarum, efter mange ældre Krøniker, af hvilke de fleste ere bekjendte. Alle de her nævnte Chronister, saa vel som et Par andre, hvorom det her er overflødigt at yttre mig nærmere, har jeg kun citeret, hvor de syntes at kunne kaste noget Lys paa Beretningen i Chron. Sax., og tillige hvor de i dem meddeelte særegne Notitser ikke syntes ganske forkastelige. De af dem, der ere udkonme i første Bind af Monumenta historica Britanniæ, London 1848, fol., nemlig Chron. Sax., Asser, Ædhelweard, Florents af Worcester, Simeon af Durham, og Henrik af Huntingdon, har jeg citeret efter udgaven i hiint Verk; forresten har jeg maattet benytte de ældre Samlinger.
Af tydske og franske Kildeskrifter maa de saakaldte frankiske Annaler omtales under Eet, nemlig den Række af Annaler, der oplyser Karolingernes Historie; de begynde med de lorschiske (laurissenses) Annaler (fra 741–801); det sanme Tidsrum er ogsaa blevet behandlet af den bekjendte Einhard, Karl den stores Svigersøn, hvis Annaler, efter Ligheden med Lorscher-Annalerne at domme, ere udarbejdede efter disse, saa langt de naa; de ere derhos fortsatte indtil 829. Her tage de saakaldte Bertinianske Annaler fat, hvilke, hvorvel neppe med Rette, have faaet deres Navn efter Klosteret St. Bertin; de bestaa af tre Dele, af hvilke den 1ste, hvis Forfatter ej kjendes, naar fra 830 til 833; den anden, der skyldes Biskop Prudentius af Troyes, fra 835 til 861, og den tredie, fra 861 til 882, er udarbejdet af Hinemar, Erkebiskop i Rheims. Disse Annaler dvæle, hvad man af Forfatternes Hjemsteder ogsaa kan slutte, nærmest ved Begivenheder, forefaldne i det nuværende Frankrige. De egentlige tydske Begivenheder meddeles derimod i de saakaldte Fulda-Annaler, udarbejdede af Munke i St. Bonifacii Kloster i Fulda, nemlig af Enhard, til 838, af Rudolf, til 863, af en Ubekjendt (maaskee Meinhard, Rudolfs Discipel) til 882, af en Anonym, fra 882 til 887, og af en Anonym fra Bayern, ligeledes fra 882, men heelt til 901. Som en Fortsættelse af de her nævnte Krøniker kan man igjen for Frankriges Vedkommende regne de Annaler, der have deres Navn efter St. Vaasts Kloster i Arras (Annales Vedastini), fra 877 til 900, og for Tydsklands, eller egentlig begge Landes, de af Regino, Abbed i Pruym Kloster, forfattede, der naa til 966, og som senere af en Unævnt ere blevne fortsatte indtil 967. Alle disse her opregnede Annaler indeholde lutter samtidige, originale Notitser, og sortjene derfor ubetinget Tiltro. De ere senere blevne benyttede af yngre Annalister, og tildeels endog forvanskede af dem. Man kan overhoved antage som vist, at hvad yngre Annalister, der forresten udskrive hine ældre Annalers Ord, have andet eller mere end disse, er urigtigt. Jeg har derfor med Flid kun holdt mig til de nysnævnte Kilde-Annaler, og anseet det tilstrækkeligt, for at godtgjøre et Faktum, alene at paaberaabe mig den eller de af disse, hvori det stod omtalt, uden at opregne den hele Række af senere Annalister, der kun have udskrevet de ældre, f. Ex. Annales Mettenses (Regino), Chron. Normannorum (Bertiniani og Vedastini) o. s. v. Jeg har citeret dem efter Pagina i den bedste og nyeste Udgave af dem, nemlig i Pertz’s Monumenta historica Germaniæ, 1ste Bind. Om de øvrige, mindre vigtige, tydske og franske Annaler, som hist og her ere benyttede, findes der paa sit Sted tilstrækkelig Oplysning.
De tydske historiske Forfattere fra det 10de Aarhundrede, hvis Skrifter fornemmelig kaste Lys paa Nordens Historie, ere Munken i Corvei, Widukind (fra Midten af det 10de Aarhundrede), som i 3 Bøger har beskrevet Saxernes Historie indtil 968, Thietmar, Biskop af Merseburg († 1018), der har skrevet et indholdsrigt „Chronicon“ i 8 Bøger, hvilket naar til 1018, og endelig Mag. Adam af Bremen, hvis bekjendte Gesta Hammaburgensis ecclesiæ pontificum, i fire Bøger, indtil 1075, indeholde saa mange vigtige, men just ikke alle lige paalidelige, Oplysninger for Nordens Historie, af hvilke flere have en særegen Interesse derved, at de efter Frfs. udtrykkelige Vidnesbyrd ere ham meddeelte af den danske Konge Sven Ulfssøn. For Frankriges Vedkommende maa man især nævne den rheimske Prest Flodoards Annaler, der naa til 966, og den rheimske Munk Richers „Historier“, der i fire Bøger omfatte Begivenhederne fra 888 til 945. De her nævnte Forfattere maa, paa Mag. Adam nær, ogsaa ansees som samtidige med de Begivenheder, de fortælle, og ere følgelig aldeles troværdige. Jeg har citeret dem efter den nyeste Udgave i 5de Bind af Pertz’s Monumenta. Mag. Adams Skrift er citeret efter Udgaven i 9de Bind af Pertz’s Monumenta, eller den særskilte Udgave af 1846.
Men foruden hine Historiebøger, der vedkomme Frankrige i Almindelighed, har Nordmandie ogsaa særegne Skribenter, der behandle Hertugernes Historie, og i Begyndelsen af denne meddele en heel Deel Sagn om Nordmannernes Nedstammelse, tidligste Bedrifter, og om Gange-Rolf, der aabenbart vise sig som egte nordmanniske, ja man kunde sige norske, ej alene fordi de ej findes hos andre Forfattere, men og fordi de endnu ganske have Saga-Charakteren. Denne fremtræder tydeligst hos den ældste af dem, Dudo, Kannik i St. Quentin fra Begyndelsen af det 11te Aarhundrede, om hvilken jeg har meddeelt de fornødne Efterretninger S. 654; Dudo’s Saga-Charakteer gaar endog saa vidt, at han hyppigere indskyder Kvad, skjønt rigtignok paa Latin. Dudo benyttedes igjen af Viljam af Jumièges (Willelmus Gemeticensis) som fortsatte den nordmanniske Historie til 1137, og som i Særdeleshed er bleven benyttet og udskreven af senere, ældre og nyere Forfattere. Uagtet de hos Dudo og Viljam meddeelte Sagn savne udtrykkelig Bekræftelse af andre Annaler, og øjensynligt lide af den ogsaa for Sagaerne sædvanlige Fejl, at de behandle Chronologien overfladisk, og lade deres Hovedperson tillige være Hovedpersonen i alle de Foretagender, de omtale, saa have dog deres Beretninger i sin Heelhed alt for meget Sandsynlighedens Præg, og stemme altfor vel med hvad Annalerne forresten melde, til at man ganske skulde kunne negte dem Tiltro; men de maa kun benyttes med den yderste Varsomhed. Fuldstændigt have de hidtil kun været udgivne i Duchènes Scriptores rerum Normannicarum, efter hvilken Udgaves Sidetal jeg paaberaaber mig dem.
Disse Oplysninger ville, haaber jeg, være tilstrækkelige til at forstaa og bedømme de af mig anførte Citater. Om de øvrige paaberaabte Autoriteter, som jeg her ikke har berørt, vil der paa sine Steder i Texten selv eller Noterne findes det nødvendige anført.
Om Maaden, hvorpaa jeg har gjengivet de ældre Persons- og Steds-Navne, vil jeg i Korthed sige, at jeg fornemmelig har søgt at undgaa Alt hvad der kunde kaldes Affektation. Til en saadan regner jeg først og fremst en Stræben efter at gjengive endnu existerende Navne uforandret i deres antikeste Form, f. Ex. at skrive „Throndheim“, „Eystridalir“, „Bjørgvin“ o. s. v. Dette er en Affektation, som kun findes hos nordiske Forfattere fra nyere Tider. Ingen Englænder, der behandler den angliske Periode, skriver „Gleaweceaster“ istedetfor „Gloucester“, „Eoforwie“ istf. „York“; ingen Franskmand skriver „Suessioues“ eller „Engolisma“ istf. „Soissons“, og „Angoulême“. Jeg bruger derfor sædvanligviis de nuværende Former af Navne, som endnu ere til; dog, vel at merke, saaledes som de udtales af Folket selv – hvilken Udtale i det Hele taget ej afviger stort fra den ældre –-, ikke som de hidtil sædvanligviis have været forvanskede. Jeg har ogsaa bibeholdt den gamle Form, hver den nyere ledede til Misforstaaelser, f. Ex. „Helgeland“, der nu kun betegner den sydligste Deel af det gamle „Haalogaland“, hvoraf „Helgeland“ er dannet. Som en Følge heraf vil man just ikke finde nogen streng Konsekvens i Navne-Orthographien, men denne vil derved og, haaber jeg, have opnaaet den Fordeel, at den ingensinde vil findes paafaldende eller stødende. En Afvigelse fra det Sædvanlige, som jeg i Personsnavnenes Skrivemaade har fundet rigtig, vil maaskee ved første Øjekast forundre En og Anden, nemlig at jeg ikke, som hidtil har været brugeligt, har gjengivet den gamle Hankjønsendelse -ir med „er“, men med „e“, som „Thore“, ikke „Thorer“, „Ølve“, ikke „Ølver“. Thi da -ir kun er den sædvanlige Hankjønsendelse -r med et støttende i, og hiint -r lige saa vel her bortkastes i Akkusativ, som naar det ej har denne Vokal soran sig, bør det ogsaa ved Gjengivelsen i det nyere Sprog lige saa vel bortkastes, som det simple -r; og omvendt, beholdes r i „Thorer“, „Sverrer“ o. s. v., bør man ogsaa konsekvent skrive „Sigurdr“, „Haraldr“, en Skrivemaade, som Enhver med fuld Føje maatte kalde utaalelig. Jeg skylder ellers at gjøre Læseren opmerksom paa, at Rigtigheden af at udelade hiint r i Endelsen ir først under Verkets Trykning blev mig indlysende, og at der som en Følge deraf overalt i de første Ark virkelig findes Navne som „Øger“, „Fjølner“, „Ymer“ o. fl., istf. „Øge“, „Fjølne“, „Yme“: en Inconsekvens, som dog ved faa Raderinger lettelig kan berigtiges. En anden Inconsekvens er ogsaa begyndt derved, at jeg, uagtet det egentlig var rettest, i norske Former ej at anvende Omlyden a-ø undtagen i Ord, hvor den virkelig har holdt sig (f. Er. Bjørn), dog undertiden ej har vovet at sætte det oprindelige a, af Frygt for at Navnet skulde blive altfor ukjendeligt. Jeg har saaledes gjengivet det gamle Navn Ølvir med „Ølve“, uagtet det visselig burde hede „Alve“, hvilket end ydermere fremgaar deraf, at Stedsnavnet Ølvishaugr (d. e. Ølves Høj), i senere Diplomer og Jordebøger af 1430 skrives Alvishaugr. Talrige kunne imidlertid disse Inconsekvenser ikke siges at være.
Ved Verkets Slutning vil et fuldstændigt alphabetisk Person- og Sag-Register følge. Med hvert Bind følger derimod en chronologisk Oversigt over de i samme Bind indeholdte Hovedbegivenheder, med vedføjede Aarstal og Side-Henviisninger til Texten. Det medfølgende Kart viser saavel Urskovens formodede Udstrækning i Norden ved Bebyggelsestiden, som den tidligste Fordeling af Hovedstammerne i Norge. Andre Karter, fremstillende den verdslige og geistlige Inddeling og de vigtigste historiske Punkter, ville ledsage de følgende Bind.
Og hermed være dette første Bind af „det norske Folks Historie“ anbefalet til mine Landsmænds venlige Modtagelse og billige Bedømmelse. Eet troer jeg at være vis paa, nemlig, at hvad man end kan sige eller mene om Maaden, paa hvilken jeg har udført den Opgave, jeg har foresat mig, vil man dog under alle Omstændigheder indrømme, at der fra min Side ej har været sparet Tid eller Møje, og at Arbejdet vidner om min ufortrødne Bestreebelse for at virke, hvad jeg formaar, til Fædrelandets Ære og Gavn. For mig har Udarbejdelsen af Verket været og er fremdeles en af mine kjæreste og meest opmuntrende Beskjeftigelser. Hvis kun Gjennemlæsningen af Bogen vil skaffe dem, derville gjøre nærmere Bekjendtskab med den, lige saa behagelige Timer, som dens Udarbeidelse har skaffet mig, kan jeg ikke ønske den bedre Held.
- Christiania, i Juli 1852.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |