Wikikilden

Det norske Folks Historie/2/13

< Det norske Folks Historie‎ | 2

Vi have seet, hvorledes den danske Konge Harald Gormssøn en Tidlang havde kunnet spille Mester i Norden, og i en temmelig lang Række af Aar ej alene forurolige Norge, men tilsidst ogsaa gjenvinde sin Æts forrige Besiddelser i dette Land, og, i det mindste i Navnet, Overhøjheden over det Hele, medens man derimod næsten ikke hører noget til de svenske Konger, eller disse i alle Fald ikke indblande sig i Norges eller Danmarks Anliggender: et temmelig sikkert Tegn paa, at de enten have været beskjeftigede med Krige i Østen, eller ogsaa været optagne af Thronstridigheder og indre Uroligheder. Harald Gormssøn vilde neppe have haft saa frie Hænder, hvis han ikke en Tidlang havde været forskaanet for Angreb fra det nysstiftede Daneriges farligste Fiender, Saxlands Herskere, der nu siden Kong Henrik Fuglefængers Tid vare i Besiddelse af den tydske Kongeværdighed og derfor kunde optræde med desto større Eftertryk mod de hedenske Naboer i Norden, Danerne og Slaverne. Krigen mod de hedenske Daner var, siden Gorm den gamle og hans Sønner havde omstyrtet det halvchristne Nordmanna-Rige i Sønderjylland, bleven en Religionskrig lige saa vel som Krigen mod Slaverne, og det var en Æressag for de tydske Konger, ikke at lade Christendommens Tilhængere i Danmark, fornemmelig de fra Tydskland indkomne Gejstlige, ubeskyttede mod Hedningernes Overmagt. Derfor havde, saaledes som ovenfor viist[1], Henrik Fuglefænger i Kong Gorms sidste Leveaar gjort et Indfald i Danmark, og tvunget ham eller rettere hans Søn Knut til at slutte en for Christendommens Indførelse gunstig Fred[2], idet han ogsaa skal have søgt at sikre den tydske Indflydelse et blivende Fodfæste i Danmark ved at erklære Slien for Rigets Grændse, og indsætte en Markgreve i Slesvig. Rigtigheden af denne Beretning har vistnok været dragen i Tvivl, men hvorledes dette end forholder sig, saa er det dog vist, at flere tydske Forfattere ligefrem fortælle, at Henrik gjorde sig de Danske skatskyldige[3], ligesom man og veed, at den bremiske Erkebiskop Unne nu ikke tog i Betænkning, endnu samme Aar, ledsaget af næsten det hele Presteskab i Bremen, at foretage en stor Missionsrejse ind i Hjertet af Danmark, ja endog fra Danmark at drage over Østersøen til Sverige, hvor han døde i Kjøbstaden Birk i Sigtun 936[4]. Under sit Ophold i Danmark kunde han, siges der, intet udrette med den gamle Gorm, men hans Søn Harald skal allerede da have viist sig Christendommen gunstig, tilladt dens offentlige Udøvelse, og understøttet Unne, idet han sendte en af sine Mænd med ham paa Rejsen. Om denne Haralds Hengivenhed for Christendommen var oprigtig, og i saa Fald maaske snarest skyldtes hans Moders Paavirkning, eller den grundede sig paa statskloge Hensigter, eller den endelig var hyklet af Frygt for Kong Henrik, er her vanskeligt at afgjøre. At Politik fornemmelig maa have været med i Spillet, bliver sandsynligt, naar man overvejer Haralds Ærgjerrighed, den øjensynlige Vaklen i sin Christendomsiver, han senere lagde for Dagen, og tillige de politiske Forhold i Danmark paa den Tid. Massen af Befolkningen maa dengang endnu have indeholdt en betydelig Deel af gotisk-angliske Elementer, medens den herskende Klasse, de egentlige Herrer i Landet, Efterkommerne af Sigurd Rings Kampfæller, saavel i Sprog, som i Leveviis og Religion vare fuldkommen nordiske[5]. Det synes under saadanne Omstændigheder rimeligt, at de tydske Gejstlige, der søgte at udbrede Christendommen, fandt langt flere Berøringspunkter, og kunde meget lettere skaffe sig Indgang hos Mængden, end hos Landets Herrer. I Tilfælde af en Religionskrig med Tydskland kan derfor ogsaa Mængden forholdsviis kun have været lidet at stole paa, thi for den maatte Saxerne snarere synes at være Landsmænd, end deres nordiske Herrer, og en Sejr af Saxerne kunde neppe betragtes anderledes end som en Befrielse fra det nordiske Aag. At Harald under disse Omstændigheder, især hvis han laa i Uenighed med sin Broder Knut, kan have og virkelig har søgt at skaffe sig et Parti hos Mængden ved at vise en Hengivenhed før Christendommen, som han ikke af Hjertet følte, medens han tillige sikrede sig den mægtige tydske Konges Venskab, er ikke usandsynligt, og stemmer meget vel med hvad vi forresten erfare øm hans Charakteer. Naar vi sammenholde, hvad der fortælles om Oprettelsen af et tydsk Markgrevskab i Slesvig og om Danmarks Skatskyldighed, med hvad vi af vore egne Kilder erfare, nemlig at Harald selv undertiden plejede at opholde sig der[6], kunde man lettelig formode, at han ikke sjælden har søgt at støtte sig til Tydskerne. lige overfor de Mægtige i Landet medens han dog paa den anden Side ogsaa stundom selv søgte at afryste Aaget. Imidlertid ere alle disse Forhold meget dunkle, og de ville vel vanskeligt kunne tilfulde opklares. At den tydske Konge Otto I skal have gjort et Indfald i Landet, fordi Danerne (der siges ikke om det var efter Haralds egen Anstiftelse, eller Høvdingerne i Landet paa egen Haand) havde dræbt den tydske Markgreve i Slesvig og nedsablet den tydske Besætning, fortæller Mag. Adam af Bremen, idet han tilføjer, at Kong Otto trængte over Grændserne ved Slesvig og herjede Landet lige frem til det Hav, som adskiller Nordmændene fra Danerne, hvilket efter ham fik Navnet Ottensund; at Harald vel ved hans Tilbagekomst mødte ham ved Slesvig og angreb ham, men blev slagen og maatte flygte til sine Skibe, hvor han sluttede Fred, underkastede sig, tog Riget til Len af Otto, og lod sig døbe med sin Hustru Gunnhild og sin spæde Søn Sven, til hvem Kejseren stod Fadder, saa at han efter ham fik Navnet Sven Otto[7]. Uagtet det er temmelig tydeligt, at den gamle bremiske Forfatter her indblander flere Enkeltheder fra det Tog, som Kejser Otto II i Aaret 975 gjorde til Danmark, saa tør man dog ikke mod hans bestemte Fortælling benegte, at der enten af Otto I selv eller ved hans Foranstaltning har været fort Krig i Sønderjylland, især da det maa ansees vist, at Haralds Daab falder i den sildigere Deel af Otto 1stes Regjering[8], og da man veed, at den saxiske Oprører Wigmann, fordreven fra sit Fædreland, i Aaret 963 flygtede til Harald, for at faa dennes Hjelp, hvilket vel ikke lykkedes ham, dog, som det synes, mere fordi Harald ingen Tillid havde til ham, end fordi han just havde saa stor Ulyst til at understøtte ham[9]. – Overhoved maa man vel antage, at Danekongens Forhold til Tydsklands Konge for en stor Deel betingedes af dennes Stilling lige over for Slaverne eller Venderne hiinsides Elben, hvis Undertvingelse og Omvendelse til Christendommen var en af de saxiske Kejseres Hovedopgaver. Deres Fremgangsmaade mod de hedenske Vender var i det Hele taget den samme, som mod Danerne. Paa begge Steder søgte de kjendeligt at udbrede saavel det tydske Vælde, som den tydske Nationalitet, og dette skede ej alene ad verdslig Vej ved Vaabenmagt og Oprettelse af Markgrevskaber, men og ad gejstlig Vej ved Christendommens Indførelse og Oprettelse af nye Bispedømmer midt iblandt Hedningerne. Man kan være temmelig vis paa, at ligesom de tydske Konger oprettede Markgrevskaber i Vendernes Land, saaledes vare de eller deres Mænd vistnok neppe en Dag i Besiddelse af det danske Grændseland uden at oprette et Markgrevskab der, og at saaledes Markgrevskabet Slesvig, om det end i Virkeligheden kun havde en indbildt Tilværelse, dog i det mindste fra tydsk Side stedse betragtedes som bestaaende. Man kan ligeledes anse det som temmelig vist, at Rygtet om at de vendiske Hedninger havde vundet en eller anden betydeligere Fordeel mod Tydskerne eller rejst sig i Vælde mod dem, ogsaa har givet Danernes Høvdinger Mod til at vove en Dyst, og at omvendt de saxiske Vaabens Overhaand i Vendland ogsaa har bidraget til at holde Danerne i Rolighed. Vi erfare, at Kong Otto I, med Bistand af den tapre Markgrev Gero hiinsides Elben, i Aarene 939–946 ydmygede Venderne lige til Oder og grundede Bispedømmet Havelberg, under hvilket største Delen af det nuværende Meklenburg og Forpommern lagdes; og at Otto tre Aar efter oprettede et lignende Bispedømmet Brandenburg, hvilket antyder, at ogsaa den sydligere Deel af de hidtil ikke undertvungne Venders Land nu var bragt under Aaget[10]. Men da Otto siden blandede sig i de italienske Anliggender, og tillige optoges af Familietvistigheder og Krige med Ungrerne, troede de nys undertvungne Vender, at Lejligheden var kommen til at kunne afryste Aaget, og gjorde alle tilsammen Opstand. Oprøreren Wigmann sluttede sig til dem, og uagtet Kongen, strax efter den store Sejr over Ungrerne ved Augsburg (955) ilede mod Venderne og overvandt dem i en ødelæggende Kamp, vedblev dog Krigen i flere Aar, og Kongen maatte i Aarene 957–960 i egen Person gjøre Tog mod dem, inden han paany fik dem undertvungne, Templerne ødelagte og Kirker opbyggede i deres Land[11]. Da han kort efter drog til Italien for at modtage Kejserkronen, fuldendte Markgrev Gero hans Verk, idet han ogsaa tvang den polske Hertug Miesko eller Mieczyslav til at underkaste sig Kejserens Lenshøjhed[12]. Da Wigmanns ovenfor omtalte Rejse til Kong Harald i Danmark just fandt Sted paa denne Tid, og Adam af Bremen tillige udtrykkelig nævner Haralds Drab og Vendernes Undertvingelse som nogenlunde samtidige[13], kan det neppe betvivles, at den Krig mellem Danerne og Otto I, som foresvævede Mag. Adam, bar bestaaet i, at de have gjort fælles Sag med Venderne i den almindelige Opstand 955, at Otto ved et eller flere af de ovennævnte Felttog ogsaa har gjort et Tog ind i Danmark, eller i det mindste opholdt sig i Slesvig[14], og at Mieskos Undertvingelse i Aaret 963 har bevæget Harald til at følge hans Exempel, nemlig først at hulde Kejser Otto, eg siden at lade sig døbe. Allerede den samtidige Forfatter Widukind sætter Haralds Daab i Forbindelse med et foregivet Mirakel, som Presten Poppe skal have udført, og henfører denne Begivenhed til Aarene nærmest 963. Det samme gjør ogsaa den paalidelige Thietmar af Merseburg, og et Tillæg eller Rettelse til Mag. Adams Verk, tilføjet enten af ham selv eller af en Samtidig, melder udtrykkeligt, at Harald ved Poppes Mirakel lød sig overtale til at afskaffe Hedenskaben i Aaret 966[15]. Der synes saaledes ingen Tvivl at kunne være om Rigtigheden af den Angivelse, at Harald Gormssøn blev døbt enten 966, eller i et af Aarene mellem 963 og 966. Da man nu erfarer, at ogsaa den ovennævnte Miesko lod sig døbe ved 966, bliver det deraf endnu mere indlysende, at Haralds Skridt have været bestemte ved Miesko’s, eller omvendt, og at den Krig, der faa Aar i Forvejen tvang Miesko til at ydmyge sig under den tydske Konges Lenshøjhed, ogsaa har hjemsøgt Danmark med den samme Virkning[16]. Den politiske Holdning, Harald herved kommer til at udvise, og den Stilling, han indtager, svarer ganske til hvad vi af vore egne Oldskrifter lære angaaende hans Charakteer. Svaghed og Ubestemthed forbundne med Herskesyge og Overmod give hans hele Fremtræden Præget af Vaklen og Holdningsløshed. Begunstigende Christendommen og den tydske Indflydelse i Førstningen, da det formodentlig gjaldt at sikre sig mod hans Broder Knuts eller det nordisk-aristokratiske Parti, pønser han senere paa at afkaste det tydske Aag, idet han tillige for temmelig let Kjøb erhverver Titelen af Norges Overkonge; han maa atter underkaste sig og lade sig døbe, idet han paany bar lagt sig ud med hiint Parti ved sin Svig mod Knut Dana-Aasts Søn Guldharald. Vi ville endnu engang se ham forsøge paa at unddrage sig den tydske Lenshøjhed, men atter ydmyget, og nødt til, for Eftertiden ganske at kaste sig i Tydskernes Arme, idet Hedningernes Parti slutter sig om hans Søn Sven.

Denne Sven, med Tilnavn Tjugeskegg, griber alt før meget ind i hele Nordens Historie til at vi ikke her skulde behøve at skjenke hans Fødsel og tidligste Fremtræden nøjere Opmerksomhed. Sven var ifølge vore egne Oldskrifter en uegte Søn af Harald med en Kvinde af ringe Herkomst, og dette skal have været Aarsagen, hvorfor Faderen allerede fra hans Barndom af gjorde lidet af ham, saa at der siden udbrød fuldkomment Fiendskab mellem dem. Saxo gjør Sven derimod til en Søn af Haralds Hustru Gyrid, som igjen skal have været en Broderdatter af den svenske Konge Erik Sejrsæl. Da det imidlertid er uden al Tvivl, at Sven fra de tidligste Ungdomsaar var forhadt af sin Fader og laa i Fejde med ham, hvilket neppe vilde have været Tilfældet, hvis Faderen ej havde skammet sig over hans Fødsel, og da det tillige, efter hvad der nedenfor vil sees, omtrent er en Umulighed at Gyrid, om hun end var gift med Harald, kunde være Svens Moder, bør vistnok de Kilder, der gjøre Sven til en Slegfredsøn, have Fortrinet[17]. Sven skal i sin Barndom have været opfostret af den mægtige Toke, sædvanligviis kaldet Palne-Toke, i Fyn. Det meste af hvad der fortælles om denne Palne-Toke er vistnok kun Tillempninger af ældre Sagn og Beretninger, der savne historisk Troværdighed; det er imidlertid vist, at der paa Haralds og Svens Tid var en Mand i Jylland, ved Navn Toke, og en anseet Familie paa Fyn, i hvilken Navnet Palne var sædvanligt, i hvilken Familie det ikke er usandsynligt at Sven blev opfostret, saa meget mere som han skal være fød paa Fyn, hvor hans Moder hørte hjemme[18]. Svens Fødsel maa, som det synes, henføres til Tiden omkring 960[19], og hermed lader det sig godt forene, hvad Adam af Bremen fortæller, at han blev døbt i sin Barndom, da Harald selv antog Christendommen. Allerede i sit 15de Aar skal han efter sin Fosterfaders Opmuntring have aftrodset Kongen Folk og Skibe til at drage paa Vikingetog og med dem endog have herjet paa Danmarks egne Kyster. Formodentlig var det ogsaa da, at Harald forlenede ham med Viken, for paa den Maade at blive ham kvit. Det er allerede ovenfor antydet, at det sandsynligviis var til ham, og ikke til Harald Gormssøn selv, at Erik, Haakon Jarls Søn, tog sin Tilflugt, da han ved Drabet paa Tidende-Skofte havde lagt sig ud med sin Fader, thi Haakon stod da endnu paa en venskabelig Fod med Danekongen. Senere finde vi Erik i den nøjeste Forbindelse med Sven, og den Hengivenhed, han viste ham, gik efter Svens Død ogsaa over paa dennes Søn Knut. Svens tidligere Historie er indhyllet i megen Dunkelhed. Det eneste sikre, vi vide om ham, er, at han levede i Strid med sin Fader, og at han selv, skjønt døbt i sin Barndom, dog efter at være bleven voxen atter vendte sig til Hedenskaben, og at de af Danerne, der endnu forbleve Hedenskaben tro, sluttede sig om ham.

Den ovenfor nævnte Miesko eller Mieczyslav, Polens Hertug, begynder fra den Tid, da han har antaget Christendommen, umiskjendeligt at gribe mere ind i Nordens Historie, forsaavidt han, støttende sig til sit Forbund med Tydskland og Bøhmen, søgte at udvide sit Herredømme over de Kyststrækninger, der adskilte hans Besiddelser fra Østersøen, nemlig Pommern[20], hvoraf han, saa vidt man kan se, underkastede sig den østlige Deel eller Bagpommern, fra Oder til Persante[21]. Thi paa samme Viis søgte ogsaa Danekongen at erhverve Besiddelser paa de vendiske Kyster, og det har sikkert været en vigtig Bevæggrund for ham til desto villigere at antage Christendommen, at han derved og fik desto bedre Paaskud til at bekrige de vendiske Kystboere, der endnu stedse, trods alle Omvendelsesforsøg fra tydsk Side, vare Hedninger. Allerede Gudrød Vejdekonge havde, som vi se, blandet sig i de vendiske Abotriters Stridigheder, underkastet sig en stor Deel af deres Land, og ødelagt deres blomstrende Handelsstad Rerik, for at drage Hovedhandelen til Slesvig[22]. Men dette hindrede ikke den østeuropæiske Handel, saaledes som den fornemmelig idet 10de Aarhundrede blev dreven, fra at finde et af sine vigtigste Emporier paa den vendiske Kyst. Her opstod ved en af Oderflodens Mundinger, paa Øen Wollin, en for sin Tid saare blomstrende Handelsstad, hvor der efter Mag. Adams udtrykkelige Vidnesbyrd endogsaa boede Handelsmænd fra Grækenland (heri ogsaa Rusland indbefattet) og andre fremmede Lande, og hvor der var Overflod paa alle Slags herlige Varer fra hele Norden. Denne Stad, som af Tydskerne kaldtes Jumne eller Jumneta, af vore Forfædre Jomsborg eller Jom, hvilket sidste Navn ogsaa brugtes som Benævnelse for det hele Landskab, laa paa Øen Wollin, ved det østlige Indløb til Oderen. Af Mag Adams Ord er det tydeligt, at denne Stad maa have været den fornemste Handelsplads ved Østersøen. Han nævner den som et Middelpunkt for den hele Handel paa disse Kanter. „Fra denne Stad“, siger han, „er der kort Søvej, deels til Demmin ved Udløbet af Penefloden, hvor der bo Runer (Folk fra Rygen), deels til Samland, hvor Preusserne bo. Fra Hamburg eller Elben kommer man paa 7 Dage til Lands til Jumne, fra Slesvig eller Aldinburg derimod til Vands; og fra Staden selv derimod paa 14 Dage lige til Ostrogard[23] i Rusland, hvis Hovedstad er Kijev, der endog kappes med Konstantinopel selv“[24]. Det er en bekjendt Sag, at man ved Østersøens Kyster finder en Mængde arabiske Mynter fra Tidsrummet mellem 700 og 1030, fornemmelig prægede af Abbassiderne i Bagdad og de samanidiske Herskere i Khorasan og Sedjestan[25]. Allerede disse Mynter ende paa en livlig Handelsforbindelse mellem det fjerne Østen og de østersøiske Havne i Løbet af det ovenfor angivne Tidsrum, og vi besidde desuden Vidnesbyrd af arabiske Forfattere, der vise at deres Landsmænd baade kjendte og havde besøgt de nordiske Handelspladse[26]. De vigtigste Handelsveje gik enten fra Egnene om det kaspiske Hav opad Volga til Markedspladserne i Rusland, eller fra det sorte Hav opad de vestligere Floder og nedad Weichsel og Oder til Preussen og Vendland. Disse tvende Veje antydes ogsaa derved, at man neppe nogensteds i eller ved Østersøen har fundet saa mange arabiske Mynter, som paa Gotland og Bornholm. Den østlige Handelsvej, der gik til Novgorod og videre enten til den finske eller liflandske Bugt, er fortsat over Gotland, vel og tildeels over Aalandshavet, til Birk eller Sigtuna i Sverige[27]; den vestlige over Bornholm til Skaane og Danmark. Den Mængde arabiske Mynter, man ligeledes har fundet omkring Wollin, viser noksom, at Jomsborg maa have været den Havn, hvori denne vestlige Handelsvej berørte Østersøen; og det bliver her tillige en saare vigtig Omstændighed, at hine Mynter fornemmelig tilhøre det 10de Aarhundrede, just den Tid, i hvilken Jomsborg i Særdeleshed blomstrede[28]. Jomsborgs Vigtighed for Danmark er derfor indlysende. Dets Herre havde det i sin Magt at kræve rige Afgifter af de kostelige Varer, som der forhandledes; alle de, hvis Velvære beroede paa den Fortjeneste, de erhvervede, eller de Indkjøb, de gjorde paa dette Handelsmarked, bleve derved afhængige af ham, og for Danmarks Konge maatte Besiddelsen af Jomsborg saaledes væsentligt bidrage til at sikre ham de østlige danske Landskabers Troskab. I Særdeleshed maa, efter hvad de nysomtalte Myntfund saavel paa Bornholm, som ved Wollin antyde, hiin for Danmark nys erhvervede Ø[29] have staaet i den nøjeste Forbindelse med Jomsborg. Det er derfor ej at undres over, om Harald Gormssøn kastede graadige Blikke, saavel paa de vendiske Kyster i Almindelighed, som paa det rige Jomsborg i Særdeleshed, og at overhoved Østervegen, med de rige Handelspladse, i denne Tid blev de nordiske Vikingers fornemste Tumleplads. Der gives Spor af, at Harald Gormssøn, vistnok i sit Livs tidligere Periode, da han endnu ikke var ivrig Christen, søgte den abotritiske Fyrste Mistevois Svogerskab[30]. Efter at han var omvendt til Christendommen, bleve dennes Fiender ogsaa hans Fiender; et Forsøg fra hans Side paa at underkaste sig det hedenske Jomsborg og de øvrige forpommerske Landskaber maatte efter de Tiders Anskuelser fra et religiøst Standpunkt endog kaldes fortjenstligt. Men da Mieczyslav fra sin Side ogsaa søgte at erhverve Besiddelser i Pommern, kunde det saaledes neppe undgaaes, at han og Harald nu og da kom til at optræde som Medbejlere. Denne Omstændighed har vel og for en stor Deel bidraget til, at Harald endnu engang, som vi nedenfor ville se, endog efter at han var døbt, kom i Krig med den tydske Kejser, Mieczyslavs Lensherre og Bundsforvandte; og det synes ikke at have været førend efter sin sidste Ydmygelse, og da Sønnen Sven havde gjort Opstand imod ham, at han sluttede sig nærmere til Mieczyslav og derved kom i Besiddelse af Jomsborg. Saxo meddeler en saare merkelig, skjønt rigtignok ikke ved nogen anden Hjemmel bekræftet, Efterretning, at Haralds ældste Søn Haakon skulde have sat sig i Besiddelse af det preussiske Samland og stiftet en formelig Koloni der[31]. Hvis man kan fæste Lid hertil, maa man kalde det et talende Vidnesbyrd om de Erobringsplaner, Harald nærede med Hensyn til disse Kystlande, og man maa tillige antage, at hans Søn neppe vilde have forsøgt sine Kræfter mod det fjernere Samland istedetfor det nærmere Jom, hvis ikke dette endnu havde været altfor vanskeligt at erobre.

De østligere Kyster af Østersøen hjemsøgtes vel ofte saavel af danske som af norske Vikinger, men Danmark og end mere Norge var for fjernt til at dets Konger kunde erhverve sig nogen Besiddelse her: dette lykkedes kun de hiinsides Østersøen boende Konger i Svithjod, hvilke, som man erfarer, idelig gjorde Krigstog til Kurland, Estland, Karelen og Finland, for at underkaste sig disse Lande eller Dele deraf. At erhverve Herredømmet over de vigtigste Handelspladse var sandsynligviis ogsaa deres Hovedformaal. Uppsalakongen Erik Eimundssøn skal have underlagt sig alle de nysnævnte Lande og mere dertil, og derhos søgt at sikre sig sine Erobringer ved Oprettelsen af Befæstninger[32]. En tidligere Konge i Birk eller Sigtun, ved Navn Olaf, havde allerede, som vi have seet, ved 851 gjort et Tog til Kurland; og dette siges endog da at have løsrevet sig fra Sviarnes Herredømme. Vi erfare ligeledes, at Sviarne ikke sjælden gjorde Handelsrejser til Semgallen, hvor der vistnok allerede i den Tid var en meget besøgt Handelsplads ved Dynamynne. Men paa de fleste af disse Kyster, navnligen Finlands, Ingermanlands og Estlands, maa man antage, at der lige siden den store Folkebevægelse, hvorom der ovenfor er talt, og som i Norden selv endte med det merkelige Braavallaslag og de gotiske Landes Besættelse ved nordiske Herrer, har hersket en Kamp mellem de paa Kysterne tilbageblevne Nordgermaner og de Nationer, der nu havde taget deres Plads og trængte dem videre mod Vesten; og det er neppe at tvivle paa at de Krige, Erik Eimundssøn og andre svenske Konger for og efter ham førte i disse Egne, nærmest gik ud paa at tage deres fortrængte Landsmænds Parti og ved deres Hjelp at skaffe sig Besiddelser. Den tydeligste Forestilling om disse Krigstogs Charakteer faa vi ved at betragte de gamle russiske, af Munken Nestor optegnede Sagn om Stiftelsen af det ældste russiske Rige, hvilket desuden i og for sig, ved den indgribende Rolle, dets Storfyrster[33] fra det itide Aarhundrede af begynde at spille i hele Nordens Historie, fortjener den største Opmerksomhed. Det er allerede ovenfor[34] viist, hvorledes Nestor ved at omhandle disse Begivenheder trænger dem altfor tæt sammen, nemlig kun til nogle faa Aar, og hvorledes den rette Sammenhæng synes at være den, at der allerede i Slutningen af det 7de Aarhundrede fandt en Folkebevægelse Sted af de ved Khasarerne fremtrængte Slaver, Finner, Ester og andre ikkenordiske Nationer, mod de i Rusland fra umindelige Tider boende Nordgermaner eller egentlige Russer, hvilke derved for en stor Deel nødsagedes til at vandre over til den skandiske Halvø, men at der senere herfra kom mægtige Hærkonger, som gjorde sig til Landets Herrer og paany grundede den russiske Magt. Nestor fortæller her, at de ikkenordiske Folk, der efter de saakaldte „Væringers“ Fordrivelse bleve Herrer i Landet, oprettede Befæstninger (gorody d. e. Gaarde), men at de snart kom i Uenighed med hinanden, og derfor selv besluttede at sende Bud til „Væringerne“ før at udbede sig Konger af dem, og at paa denne Opfordring de tre Brødre Rurik (Rørek), Sineus (Signjut) og Truvor (Thorvard) kom til Landet med deres Følge, og oprettede de tre russiske Riger, som siden smeltede sammen til eet. Da Benævnelsen „Væringer“, i Nestors Mund netop betegner Beboerne af Landet hiinsides Østersøen, se vi heraf, at det Oldsagn, han meddeler, ligefrem nævner Krigere eller Hærkonger fra det egentlige Norden som Stiftere af det russiske Rige. Disse Hærkonger kunne, naar vi tage Hensyn til Landenes Beliggenhed, neppe have været fra noget andet Land end Sverige; at de, som Nestor siger, vare indkaldte, er ej usandsynligt, dog er denne Indkaldelse snarere skeet af deres tilbageblevne Landsmænd, end af de ikkenordiske Folk. De maa have sat sig i Besiddelse af Landet ved at erobre alle hine Befæstninger eller Gaarde, efter hvilke det da oprettede Rige, Gardarike, sikkert har faaet sit Navn[35]. Paa lignende Maade har nu vistnok Erik Eimundssøn baaret sig ad ved Kysten, ligesom hine Hærkonger i det Indre af Landet, og de Befæstninger, han oprettede, have vel ogsaa været Efterligninger af hine, nu i Russernes Besiddelse værende „Gaarde“, som det eneste Middel, hvorved hans Landsmænd kunde holde sig mod en fremmed, tildeels vel ogsaa fiendsk, Befolkning. Senere hen finde vi flere fordrevne russiske Fyrster, der tage deres Tilflugt til Sverige, og det blev mere og mere almindeligt, at de russiske Storfyrster indkaldte Krigere fra hiinsides Havet, indtil disse Krigere omsider kom til at danne et staaende Korps, der kaldtes Væringer, en Benævnelse, som dog især er bleven berømt ved det konstantinopolitanske Hof, der snart fulgte de russiske Fyrsters Exempel i at omgive sig med en paalidelig Livvagt fra det stridbare Norden. Historisk Betydning faar ikke det russiske eller gardarikske Rige førend med Oleg (Helge), der underkastede sig Kijev, som noget tidligere skal have været erobret af to andre nordiske Hærkonger; han gjorde siden et merkeligt Tog med en Mængde Rofartøjer nedad Dneprfloden og ligetil Konstantinopel, af hvis Kejsere han udpressede betydelige Pengesummer og Løftet om store Begunstigelser for de Russer, der besøgte Konstantinopel for at handle: Begunstigelser, af hvilke vistnok alle de Nordboer, der over Gardarike kom til Konstantinopel, nøde godt. Olegs Efterfølger og Ruriks Søn, Igor eller Ingvar, gjorde ogsaa Tog til Konstantinopel, af hvilke det første (941) var uheldigt, da mange af hans Skibe bleve ødelagte ved den saakaldte græske Ild; men hjemkommen til Kijev samlede han nye Skarer om lig, og sendte tillige Bud til Landet hiinsides Østersøen (Svithjod), efter Hjelpetropper, for paany at forsøge sin Lykke mod Kejserstaden. Kejser Romanus oppebiede ikke Angrebet, men bød Fred, der kom istand omtrent paa de samme Betingelser (945), som den tidligere Fredsslutning under Oleg[36]. Ingvars Tog maa have været meget berømt, og vakt megen Opsigt i Norden; han skal have haft ikke færre end 10000[37] Skibe med sig (af hvilke vistnok de fleste kun vare smaa Baade), og endnu læser man paa flere Runestene i Sverige, at de ere fatte til Minde om Mænd, som ledsagede Ingvar eller styrede Skibe i hans Hær, eller faldt paa hans Tog[38]. Paa samme Tid, Ingvar foretog sit første Tog til Konstantinopel, opholdt just den bekjendte italienske Historieskriver Ljudbrands Stiffader sig der som Gesandt fra Kong Hugo, og var Øjevidne til Russernes Nederlag og flere af de Fangnes Henrettelse[39]. Ljudbrand siger ved denne Lejlighed udtrykkeligt, at Russerne vare de samme som „Nordmanni“. Desto sandsynligere er det, at Grækerne selv ingen Forskjel have gjort paa egentlige Russer og Beboere af den nordiske Halvø, især naar de kom over Rusland, og at disse følgelig, som ovenfor nævnt, nøde godt af de samme Rettigheder, Traktaterne hjemlede Russerne selv. Af desto større Interesse er det for os at lære disse Traktaters Indhold at kjende: vi kunne være forvissede om, at vi deraf erfare de Forhold, under hvilke vore egne Forfædre paa hine Tider gjestede Konstantinopel. Der gjøres, merkeligt nok, Forskjel paa Russer i Almindelighed, og virkelige Gesandter og de saakaldte Gjester, der egentlig synes at have haft den samme Bestilling, som Gjesterne ved den norske Hird, nemlig foruden at gjøre Opvartning ved Hoffet, ogsaa at udføre alle Slags Ærender, hvori Kongen sendte dem, og hvor det kom an paa Raskhed og Uforfærdethed. I Konstantinopel, ligesom ogsaa senere i Rusland, optraadte de mere som et eget Slags begunstigede og under Fyrstens egen Beskyttelse staaende Handelsmænd[40]. Man maa derfor antage, at de Gjæster, hvorom her er Spørgsmaal, have, paa hvad vi have flere Exempler i vore Sagaer, været afsendte for at handle paa Fyrstens egne Vegne, eller i Kompagniskab med ham. Ingen Russer maatte indfinde sig i Konstantinopel uden et Slags Pas, hvor Antallet af hans Skibe anførtes, og det forøvrigt godtgjordes, at han kom i fredelige Hensigter; hvis ikke, blev han anholdt og sat i Forvaring indtil Fyrsten[41] var underrettet derom; satte han sig til Modværge og blev dræbt, var han Ubodemand. Gesandterne forsynedes tidligere med et Slags Segl af Guld, Gjesterne med Segl af Sølv: man gjenkjender heri de saakaldte Jerteiner, der, eftersom Christendommen og Skrivekunsten udbredte sig i Rusland, afløstes af skriftlige Vidnesbyrd. Russerne skulde opholde sig paa et bestemt Sted udenfor Porten, indtil deres Passe vare undersøgte og deres Navne optegnede. Kun 50 ad Gangen maatte komme ind i Staden, ubevæbnede og under Ledsagelse af kejserlige Embedsmænd, og de havde blot Adgang gjennem een Port. Naar det viste sig, at de vare komne for at drive Handel, fik de af Kejseren et maanedligt Underhold, bestaaende i alle Slags Levnetsmidler, Gjesterne for 6 Maaneder. Blev en Russer dræbt i Konstantinopel, eller en Græker af en Russer, skulde den Dræbtes Slægtninger have Ret til at hevne Drabet. Undveg Morderen, skulde den Dræbtes nærmeste Frænde være berettiget til hans Formue. Hvis en Russers Træl løb bort under Opholdet i Konstantinopel, skulde han, hvis han blev paagreben, tilbagegives sin Herre; blev han ikke funden, men hans Herre edeligt bekræftede sin Forsikring, at han var bortløben,

Dette forklares sædvanligviis ved „Storfyrsten“. Men langt rimeligere synes det, at der i eller ved Konstantinopel har været en residerende russisk „Fyrste“ eller Gesandt, der havde at paase deres Rettigheder og holde Orden over dem. Dette ligger endog udtrykkeligt i Ordene paa flere Steder i Traktaten, navnligt i dette. skulde hans Værd erstattes efter en bestemt Taxt; hiin Ed skulde den christne Russer aflægge paa christelig Viis, den hedenske efter de hedenske Skikke. Hvis en Russer stjal fra en Græker, eller en Græker fra en Russer, skulde Tyven i begge Tilfælde være samme Straf underkastet Russiske Fanger skulde kunne udløses efter en bestemt Taxt, en ung Mand eller Kvinde for 10, en ældre for 8, en Olding eller et Barn for 5 Guldstykker[42]. Naar en Russer døde i Konstantinopel, skulde hans Efterladenskab ej inddrages, men tilfalde hans nærmeste Frænder eller dem, til hvilke han havde overdraget det. Russerne skulde forholde sig stille og ordentlige i Konstantinopel; i Regelen skulde ingen Russer have Tilladelse til at kjøbe de kostbare Tøjer, der kaldtes „Pavoloker“, for mere end 50 Guldstykker[43]. Russer og Græker skulde være forpligtede til gjensidigt at komme Skibbrudne fra begge Nationer til Hjelp. Derimod forpligtede ogsaa den russiske Storfyrste sig til at sende den græske Kejser Hjelpetropper, naar han behøvede og forlangte det.

Vi se her, under hvilke Forhold ogsaa den nordiske Rejsende bevægede sig i Konstantinopel. Han mødtes vistnok med Mistanke og Ængstelighed, fordi Kejserriget havde lært at føle Nordboernes Kraft og Krigerdygtighed, men paa den anden Side nød han og store Fordele, og de græske Kejsere betragtede allerede Rusland og Norden som Lande, hvorfra de i Nødsfald kunde søge Hjelp mod de stedse mere og mere fra Østen truende Farer. I Konstantinopel vrimlede der vist allerede ej alene af russiske, men ogsaa af norske, svenske og danske „Gjester“, der handlede i Fyrsternes Navn, og andre, der handlede i sit eget; flere toge vel endog allerede paa denne Tid Krigstjeneste i de kejserlige Hære[44]. Efter Traktatens Ord synes man vistnok at maatte slutte, at den russiske Storfyrstes Anbefaling udfordredes for at nyde de her omhandlede Rettigheder; men for den rejsende Nordbo maatte denne ikke være vanskelig at erholde; muligt og, at hans egen Fyrstes Jærtein eller Pas var tilstrækkeligt. De Varer, som Nordboerne erhvervede i Konstantinopel, synes foruden de sædvanlige østerlandske og sydlandske Natur- og Kunst-Frembringelser fornemmelig at have været kostbare Tøjer, af hvilke det forhen nævnte Pavolok, det være nu Purpur eller Silke, indtog den fornemste Rang. Der kan ikke være nogen Tvivl om, at denne Forbindelse med Konstantinopel har bevirket store Fremskridt i de nordiske Nationers Kultur, og tillige mægtigt fremhjulpet Christendommen. De Nordboer, der havde lært Konstantinopels Pragt, og, om end kun tildeels, det mere forfinede Liv, som der herskede, at kjende, kunde neppe ved Hjemkomsten til Norden finde saadant Behag i sine simple Omgivelser og den raae Levemaade, som forhen, men maatte nære Ønsket om, saavidt det lod sig gjøre, at efterligne, hvad de i Myklegaard – saa kaldte de Konstantinopel – havde seet og vel for en stor Deel vant sig til. Og den Pomp, hvormed den christelige Gudstjeneste foregik i Konstantinopel, maa have udøvet en større Virkning paa Gemytterne, og gjort Christendommen mere tillokkende for dem, end de sammenligningsviis simplere Former, under hvilke de ellers havde Anledning til at se den udøvet i England, Skotland eller Tydskland. Vel nævner ikke Historien særskilt om nogen Nordmand, eller overhoved om Nordmænd, der i Konstantinopel antoge Christendommen førend denne blev indført af Kong Olaf Tryggvessøn, men dog kan man med Vished vide, at deres Antal ikke har været saa lidet. Ogsaa erfarer man af Ingvars Traktat, at flere Russer, og blandt dem upaatvivlelig flere Nordmænd og Svenske, allerede da vare Christne[45].

Ingvars egen Hustru, den berømte Olga (egentlig Helga), antog efter hans Død selv Christendommen paa en Rejse, hun foretog til Konstantinopel, og søgte, skjønt forgjæves, at faa sin Søn Svjatoslav til at følge sit Exempel. Svjatoslav gjorde ligeledes et Tog til Konstantinopel (971.), hvis Kejser han aftvang rige Gaver, men sluttede dog strax efter en ny Fred med ham. Efter hans Død kom hans tre Sønner, Jaropolk, Oleg og Vladimir (Valdemar), i Strid med hinanden. Jaropolk, som den ældste, havde allerede i Faderens Levetid faaet Kijev, af vore Forfædre kaldet Kønugard, og som nu var Ruslands egentlige Hovedstad; Oleg havde faaet Derevjernes Land, og Vladimir, den yngste, Novgorod, vore Forfædres Holmgard, der betragtedes som Rigets anden Hovedstad, hvor Fyrsterne ogsaa ofte residerede. Jaropolk angreb og fældte Oleg, og Vladimir flygtede ved Efterretningen herom hiinsides Havet, altsaa rimeligviis til Sverige, hvor han, som man erfarer, samlede en Hær, da det nemlig fortælles, at han tre Aar efter kom tilbage til Novgorod med „Væringer“, satte sig i Besiddelse af Novgorod, og overvandt og fældte endelig sin Broder, hvorved han blev Eneherre over det hele Rige[46]. Han indrettede allerførst et Korps af de tapreste og dueligste nordiske Krigere, hvilke han fordeelte i de forskjellige Kvarterer af sin Hovedstad Kijev. Dette Korps synes at være det første, der fik Navn af Væringer eller Edsforbundne, en Benævnelse, der fra den Tid i Rusland gik over til at blive en Benævnelse for Mænd fra Landene hiinsides Østersøen i Almindelighed[47]. At der i hiint Korps vare flere Nordmænd, kan ej betvivles. Vi kjende i det mindste Navnet paa een anseet Nordmand, der allerede længe havde staaet i Vladimirs Tjeneste, nemlig Sigurd, Søn af Erik Bjodastalle paa Ofrestad, og en Broder af Aastrid, Kong Tryggves Enke[48]. Af de mange nordiske Krigere, som Vladimir, efterat være bleven Eneherre over Rusland, afskedigede, skulle de fleste have vandret til Konstantinopel, og uagtet Vladimir skal have givet Kejseren det venskabelige Raad at fordele eller ødelægge dem, sees det dog, at denne foretrak at efterfølge Vladimirs Exempel, nemlig at oprette et Væringe-Korps[49]. Thi fra denne Tid af finde vi ogsaa Væringer i Konstantinopel, og dette Væringe-Korps fik en saadan Anseelse, at der fra nu af neppe engang er Tale om noget andet. At have været Væring i Myklegaard var den største Ære og Anbefaling, og Mænd af de fornemste Familier droge nu til Konstantinopel, for at optages i Væringernes Skare[50].

Den Forbindelse, hvori Nordboerne saaledes nu næsten paa een Gang traadte med den græske Kejserstat, skyldtes altsaa fornemmeligt de Begivenheder, der havde fundet Sted i Rusland, og betingedes for en stor Deel af den Stilling, den russiske Storfyrste nu havde indtaget. Det er derfor ilte at undres over, at Rusland eller Gardarike fra denne Tid af omtales hyppigere i vore Oldskrifter, og griber mere ind i Nordens egne Begivenheder, end forhen. Det ligger forøvrigt i Sagens Natur, at det fornemmelig var Sviarne, der kom i Berørelse med Gardarike, og som i det mindste i Førstningen afgave det største Antal Krigere, der toge Tjeneste der. Det er forhen nævnt, at det svenske Rige paa denne Tid allerede grændsede umiddelbart til Gardarike, fornemmelig ved Besiddelsen af Finlands Kyststrækning, der tilligemed Aalands-Øerne lige til Sveriges egen Kyst synes at have været indbegrebet under den fælles Benævnelse Balagardssiden, efter et Sted, Balagard, der i hine Tider maa have været meget bekjendt og besøgt der. Uppsalakongernes Herredømme strakte sig under Erik Eimundssøn og hans nærmeste Efterfølgere lige til Aldegja eller Ladoga, paa hvis sydlige Side, nær ved Floden Volkhovs Munding, Russernes ældste Hovedstad, Aldegjeborg, var beliggende, og, som det lader til, en anseet og meget besøgt Handelsstad, Novgorods egentlige Havn.

De svenske Begivenheder ere forresten paa denne Tid indhyllede i betydeligt Mørke, da Landet selv savner paalidelige Efterretninger, ældre end Christendommens Indførelse, og vore Oldskrifter kun lejlighedsviis omtaler Uppsalakongerne, uden at fortælle om Kongerne i Birk eller Sigtun, eller om Begivenheder i Gautland. Vi erfare, hvad der allerede ovenfor er omtalt[51], at Erik Eimundssøn omtrent paa Harald Haarfagres Tid underkastede sig hele Sverige, Gautland iberegnet, og gjorde tillige Fordring paa Viken, skjønt forgjæves. Hans Dødsaar angives i Sagaerne urigtigt til 10 Aar efter Harald Haarfagres Tronbestigelse, eller til henved 870; den maa være indtruffen langt senere[52]. Hans Eftermand i Uppsala var Sønnen Bjørn den gamle, der skal have hersket i 50 Aar, i hvilken Tid vi af Beretningen om Erkebiskop Unnes Rejse til Sverige erfare, at der ogsaa var en Konge ved Navn Ring med hans Sønner Erik og Emund, hvilke Fyrster maa have hersket i Birk eller Sigtun, siden det var der, at Unne opholdt sig og døde. Dette tyder paa, at det af Erik Eimundssøn samlede Rige atter var splittet ad, og vist er det, hvad vi tidligere have paapeget, at vi nu heller ikke finde Sviakongen, men Danekongen som den, der optræder med Fordringer paa Viken i Norge. Vi have ogsaa seet, hvorledes Haakon Adelsteensfostre i denne Tid gjorde sine Rettigheder til Vermeland gjeldende, og hvorledes baade han og Harald Graafeld herjede Gautland. Tillige nævner Saxo om at Skaane paa denne Tid erhvervedes tilbage for Danmark: det har altsaa maaske ligeledes udgjort en Deel af Eriks Erobringer, men sidenefter været tabt[53]. Efter Bjørn, hvis Regjering følgelig maa have været temmelig fredelig, men svag, fulgte hans Sønner Erik og Olaf, efter hvad man maa formode omtrent ved 950[54]. Olaf blev forgiven; det siges ikke tydeligt, af hvem, men det er dog let at skjønne, at man sigtede den ærgjerrige og herskesyge Erik for denne Udaad. Olaf efterlod sig Sønnen Bjørn, der blev opdragen ved Hirden, eg tidlig viste en saadan Ustyrlighed, at Farbroderen kaldte ham Styrbjørn. Erik, der af sine Sejrvindinger fik Navnet den sejrsæle, optræder atter som Herre over hele Sverige, hvilket han i Løbet af sin temmelig lange Regjeringstid maa have underkastet sig. Men derved maatte han ogsaa komme i et spendt Forhold saavel til Norge, som i Særdeleshed til Danmark, hvis Konge Harald Gormssøn nu øjensynligt gjorde Fordring paa at ansees som hele Nordens Overherre.

  1. ↑ Se ovf. 1 B. S. 746.
  2. ↑ Knut, eller som Widukind (I. 40) kalder ham, Chnuba, maatte ifølge denne sidstes Beretning virkelig lade sig døbe, et Udsagn, hvis Rigtighed neppe kan betvivles.
  3. ↑ Ljudbrand, Antapodosis, III. 47. Widukind I. 40.
  4. ↑ Dette fortælles fuldstændigt hos Adam af Bremen, I. 60–64. Det siges her udtrykkeligt at Unne endog besøgte de danske Øer.
  5. ↑ Man maa antage, at de fleste Runestene i Danmark, hvoraf der findes en saa stor Mængde med reen nordisk Indskrift, hidrøre fra denne Periode; men Sproget paa dem er saa forskjelligt endog fra det nuværende Folkesprog, i det mindste i Jylland, at man ej kan antage dem rejste af det samme Folk, der vare Forfædrene til vore Tiders Jyder, ligesom og Skriftsproget i andre Egne af Danmark ikke fuldt to Aarhundreder senere var saa forandret fra Runestenenes, at man ej kan andet end tænke sig det frembragt ved en Samvirken af to Sprogelementer. Da nu Runestenene øjensynligt tilhøre de fornemste og mægtigste Folk i Landet, ledes man allerede heraf til Forestillingen om en herskende nordisk Stamme i Landet lige over for en undertvungen goto-anglisk, om man end ikke ved opmerksom Iagttagelse af de historiske Fakta vilde kunne indse det.
  6. ↑ Njálssaga, Cap. 31, fortæller der at Gunnar omkring 970 besøgte Harald i Heidaby eller Slesvig.
  7. ↑ Adam af Brem. II. 3.
  8. ↑ Harald sagde at det kunde dog end lade sig høre, hvis han havde dræbt en Hertug eller anden Fyrste, thi da vilde man kunne stole paa, at han meente det oprigtigt, ellers ikke. Widukind III. 64.
  9. ↑ Widukind II. 22–30. Annal. Saxo.
  10. ↑ Widukind III. 50–56, 58.
  11. ↑ Widukind III. 58. Thietmar II. 6. Continuator Beginonis, hos Pertz, I. S. 623, 624.
  12. ↑ Thietmar II. 9. Miesko kaldes deels Misaco, Miseco, deels Miesko, deels Mieczyslav.
  13. ↑ Adam af Brem. II. 5. Strax efter at der i det foregaaende Capitel (4) har været talt om Erkebiskop Adaldags 12te Aar eller 918, og endnu tidligere (Cap. 3) om Haralds Daab, uden at der just lægges an paa nogen nøjagtig chronologisk Følge, heder det: „Paa samme Tid skal Kong Otto have underkastet sig Slaverne, saa at de lovede at betale Skat og antage Christendommen, og hele Hedningefolket lod sig døbe: da først bleve Kirker opførte i Slavelandet“. Hvad Forf. her nærmest har for Øje, er Ottos egne Tog mod Slaverne, men ved denne Lejlighed omtaler han ogsaa disses umiddelbare Følger.
  14. ↑ Muligheden af, at Otto et af disse Aar har kriget mod Danerne og opholdt sig i Slesvig, lader sig ifølge det ovenfor fremsatte ikke benegte. Hertil kommer nu, at den samtidige Widukind (III. 75) udtrykkeligt siger, at Otto havde overvundet Avarer, Saracener, Daner og Slaver, ødelagt de hedenske Templer hos Nabofolkene, og oprettet Kirker o. s. v. (Populus memoravit, eum … superbos hostes, Avares, Saracenos, Danos, Slavos armis vicisse. …… delubra deorum in vicinis gentibus destruxisse, templa ministrorumque ordines constituisse &c.). Og endelig kan man, de aabenbare Fejl uagtet, ikke ganske overse den i Aaret 1036 afdøde Ekkehards Beretning, at Abbed Kraloh i St. Gallen i Aaret 952 frygtede for at Kong Otto, der den Gang var langt borte i Slesvig paa et Tog med Danerne, skulde straffe ham for en begangen Forseelse, at efter Kralohs i 958 indtrufne Død en Vikarius bestyrede Abbediet, medens Otto var borte og underhandlede med den engelske Kong Adaldag om et Tog mod den danske Kong Knut; at strax derefter en vis Barkhard valgtes til Abbed, og bekræftedes i Maintz af Kongen, da denne efter at have overvundet Knut vendte tilbage fra Slesvig Thi har den fra Norden fjernt levende Forfatter end forvexlet Harald med hans Broder Knut, og kalder han end Adaldag Konge i England istedetfor Erkebiskop i Bremen, saa er det dog et ikke andensteds modsagt udtrykkeligt Vidnesbyrd, at Otto baade i 952 og i 958 opholdt sig i Slesvig for at kunne bekrige Danerne. At Otto virkelig har bekriget Danerne og maaske endog oftere opholdt sig i Slesvig, synes altsaa utvivlsomt. Ekkehard de casibus Sti Galli, hos Pertz II. S. 117–120.
  15. ↑ Widukind (III. Bog) taler først (Cap. 63) om Kejserens Rejse til Italien 961, hans Bedrifter i Italien 961–964, Opdagelsen af en Sølvaare i Saxland; derpaa (Cap.64) om Wigmanns Flugt til Harald (963), og om Haralds Omvendelse ved Poppe (Cap. 65), endelig (Cap. 66) om Mieskos Undertvingelse ved Gero 963. Thietmar (II. Bog) taler i Cap. 7 om Ottos Rejse til Italien 961, Kejserkroning og øvrige Bedrifter, derpaa i Cap. 8 om hiin Sølvaares Opdagelse, Wigmanns Overvindelse, og Haralds Omvendelse ved Poppes Medvirkning; endelig i Cap. 9 om Mieskos Overvindelse ved Gero 963. – Fortællingen om Poppe henføres, som bekjendt, af senere Forfattere til andre Tider, nemlig til Otto den 2dens Tog 975, men da Widukind, selv samtidig med Otto I og sluttende sit Verk før hans Død, omtaler Begivenheden allerede paa det ovenfor antydede Sted, og desuden nævner Poppe som endnu levende, da han skrev, kan man ikke betvivle, at Sagnet allerede var opkommet før 975. Det er derhos efterhaanden blevet betydeligt forvansket. Widukind (III. 65) fortæller kun, at .da der i et Gilde i Danekongens Nærværelse opkom en Trætte om hvor vidt Christus var mægtigere end de hedenske Guder, tilbød Poppe, som dengang kun var Gejstlig, men „nu en strengt levende Biskop“, sig at bevise ved Jernbyrd, at den treenige Gud var den sande Gud, og Gudebillederne ikkun Djævle, og da Kongen lod et tungt Stykke Jern gjøre glødende, bar Poppe det længe, uden at hans Haand skadedes: hvorpaa Kongen strax omvendte sig, og bød at Christus skulde dyrkes, og Gudebillederne foragtes. Omtrent det samme fortæller Thietmar (II. 8), tilføjende at Kejseren til Belønning lod Poppe udnævne til Prest. I Schol. 21 til Adam af Bremen siges der, at Harald og Danerne omvendtes fra Hedendommen 966 ved at se Poppe bære en gloende Handske. I Texten hos Mag Adam omtales senere (II. 33) atter en Poppe, der baade bærer gloende Jern og lader sig iføre en Voxkjortel, der antændes, men efter Haralds Død, da Erik Sejrsæl havde indtaget Riget; han veed ikke vist, om det var ved Ribe eller Slesvig. Ogsaa Saxo henfører Begivenheden til Sven Tjugeskeggs .Tid, men lader den foregaa ved Isefjorden, og lader det være en Handske, Poppe drager paa. Endnu flere Varianter gives der af dette Sagn. Det findes ogsaa i Vore Oldskrifter, og stedse i Forbindelse med Toget 975; men endog blot Formen „Poppo“, ikke Poppi, viser, at det hidrører fra latinske Krøniker, ej fra uafhængige nordiske Beretninger.
  16. ↑ Miesko skal ifølge Thietmars Vidnesbyrd (IV. 35) være bleven overtalt af sin Hustru Dobrava, Datter af den bøhmiske Konge Boleslav, til at lade sig døbe strax efter deres Giftermaal, og han kaldes af Widukind (III. 69) Boleslavs „Svigersøn“, endnu før Wigmanns Død 967. I Chronica Polonorum (Pertz Mon. Germ. I. 5) siges det udtrykkeligt, at Miesko blev gift med Dobrava 965, og døbt 966.
  17. ↑ Saxo 10de Bog, S. 480. Styrbjørn og hans Syster Gyrid kom ikke til Harald, førend temmelig sildigt, da denne allerede var en meget gammel Mand, og i alle Fald meget længe efter at Sven var fød. At Sven var en Uegte Søn af Harald, nævnes baade hos Snorre (Olaf Tr. Saga Cap. 17) og i den større Olaf Tr. Saga (Cap. 86, 130). I Jomsvikingasaga fortælles det vidtløftigt (Cap. 17), hvorledes han var en Søn af Harald med en Pige af lav Byrd, ved Navn Saum-Æsa. Og allerede den med Sven næsten samtidige Forfatter af Encomium Emmæ Reginæ siger at han var forhadt af sin Fader, hvilket næsten er et Vidnesbyrd om, at han maa have været uegte fød. (Se Langebeks Script. rer. Dan. II. S. 474).
  18. ↑ Det er Jomsvikingasaga, som vidtløftigt fortæller, hvorledes Sven blev fød paa Fyn af Saum-Æsa, og opfostret hos Palne-Toke, der ogsaa var den, som opmuntrede ham til at fordre Folk og Skibe af sin Fader, der stedse var Hovedmanden for det Parti, som sluttede sig om Sven, der stiftede Jomsvikingernes Forbund, og endelig dræbte Kong Harald. Ifølge Jomsvikingasaga Cap. 14 var Toke, kaldet Palne-Toke, en Søn af den mægtige Palne Tokesøn og Ingebjørg, en Datter af Ottar Jarl i Gautland. Ingebjørg havde først været festet til Palnes ældre Broder, Aake Tokesøn, men denne, bagvasket af sin uegte Broder Fjølne, der var kommen i Yndest hos Kongen, og ærgrede sig over ikke at have saa meget af den rige Arv efter Toke, som han fordrede, var bleven lumskeligen dræbt ved Kongens Foranstaltning, og saaledes kom Ætten i spendt Forhold til Harald. Som Tokes Hjem nævnes Fyn, hvor ogsaa Palne boede, og efter ham Sønnen Toke, nu kaldet Palne-Toke, Svens Fosterfader. Palne-Toke skal igjen have haft Sønnen Aake, og denne igjen den bekjendte Vagn Aakesøn, fra hvilken Erkebisperne Asser og Absalon nedstammede. Palne-Toke og hans Æt omtales ogsaa i Olaf Tr. Saga, Cap. 84, dog saaledes, at man tydeligt kan se at dette kun er et Udtog af Jomsvikingasaga, saa at dets Troværdighed her staar og falder med dennes. Snorre nævner, merkeligt nok, aldeles ikke noget om Palne-Toke. Saxo nævner „en vis Toke“ som Svens Tilhænger og Haralds Banemand, og han angiver som Aarsagen til hans Fiendskab mod Harald, at denne, da han pralede af sin Færdighed i at skyde med Bue, tvang ham til at skyde et Æble af sin egen Søns Hoved, og siden nødte ham til at give et Bevis paa sin Færdighed i at løbe paa Ski ved at staa ned ad Bjerget Kullen. (10de Bog S. 486 fgg.). Sven Aagesøn nævner Palne-Toke, men som Haralds, ej som Svens Raadgiver, og tillægger ham en Bedrift, som ellers tillægges Sigvalde Jarl, nemlig Kong Svens Tilfangetagelse, hvorved han middelbart antyder Palne-Toke som Jomsvikingernes Høvding. – Hvad nu hine af Saxo meddeelte Sagn angaar, da indeholde de, som man let ser, tildeels den Beretning, der i Norge fortælles om Heming, i Schweiz om Wilhelm Tell, o. s. v., og som oprindelig tilhører Sagnkredsen om Valund, se ovf. 1ste B. S. 210. De maa derfor betragtes som aldeles uhistoriske, hvilket ogsaa viser sig deraf, at man endnu i Skaane viser Toke Skyttes Grav ved Klaustrup og i Nærheden af „Hemingsdynge“, saa at man altsaa her baade har Toke og Heming tilsammen. (Petersens Danm. Hist. III. S. 174). Den Forbindelse, hvori Palne-Toke er sat med Jomsborg, hidrører maaske fra ældre Sagn om Harald Hildetand, ej om Harald Blaatand, thi i Opregnelsen af Haralds Kæmper, der skyldes Starkads Kvad, nævnes en „Toke fra Jum“ (Saxo, S. 397). En mægtig Mand ved Navn Toke levede virkelig paa Harald Blaatands Tid, thi Schol. 37 til Adam af Bremen nævner ham som Fader til den med Sven Tjugeskegg samtidige Biskop Odinkar af Ribe, og lægger til, at han var „dux Winlandensis“ og at Trediedelen af „terra Winlandensis“ var hans Ættegods. Da Mag. Adam (II. 34) fortæller, at Odinkar skal have stiftet Bispedømmet Ribe af sit eget Arvegods, synes det, som om „Winland“ her betyder en Deel af Sønderjylland. Men de oldnorske Sagabearbejdere, som tidligt benyttede Mag. Adam, kunne maaske have taget det i Betydningen „Vindland“ d. e. Vendernes Land. Da Vagn Aakesøn synes at have været en historisk Person, og Historieskriveren Sven Aagesøn, saavelsom Erkebiskopperne Asser og Absalon, kun i faa Led nedstammede fra ham, synes det besynderligt, at Sven ved at omtale Palne-Toke ikke i mindste Maade skulde antyde sit Frændskab med denne, saafremt Vagn virkelig var hans Sønnesøn; ligesaa besynderligt er det i dette Tilfælde, at Saxo blot skulde kalde ham „en vis Toke“; endelig er det besynderligt, at Vagn som Jomsviking skulde slutte sig til et Samfund, der i det hele taget var Sven fiendsk, medens hans Farfader var Svens ivrigste Ven og Forsvarer. Palne-Tokes foregivne Slægtskab med Vagn og hans Herredømme i Venden kan vel altsaa ansees som uhistorisk, og hvad man veed med Vished, bliver kun Tilværelsen af den mægtige Toke, Jarl i Jylland. – Palne-Navnet knytter sig derimod ganske bestemt til Fyn, hvor der endnu er Sagn om den vilde Palne-Jæger, og hvor „Palles Mark med Pallehuus og Palles Gravhøj nærved Odense minder om Palne-Ættens Magt og Anseelse. Da de engelske Annaler omtale en fornem Dane ved Navn Pallig eller Palnig (saaledes bør man nemlig læse Navnet, ikke Paling), gift med Sven Tjugeskeggs Syster og dræbt i Blodbadet 1002, kan man neppe tvivle paa, at han hørte til hiin fynske Familie, hos hvem Sven var opfostret; og antaget, at Svens Fosterfader virkelig hed Toke, bliver denne Palnig snarest Tokes (Palne-Tokes) Søn, opkaldt efter Farfaderen. At Svens Fosterfader virkelig kan have dræbt Kong Harald, er i sig selv ej saa usandsynligt, men hvad der gjør Beretningen mistænkelig, er den umiddelbare Kausalforbindelse, hvori den sættes med Toke Skyttes Bedrifter. Palne-Toke kan saaledes, hvis han skal existere som historisk Person, alene existere som Svens Fosterfader, ej som den berømte Skytte og neppe som Jomsborgs Herre. Mere herom nedenfor.
  19. ↑ Vi læse at Sven Tjugeskeggs Datter Gyda, gift med Erik Jarl, allerede i Aaret 997 blev Moder til Haakon Jarl den yngre, og dette kan ikke betvivles. Var Gyda dengang, som det vel maa antages, mindst 17 Aar gammel, falder hendes Fødsel ved 980, og Sven kan da neppe have været yngre end 20 Aar, hvorved hans Fødsel falder omkring 960. Men det kan jo vistnok ikke negtes, at om han end var fød 955, kunde han dog ligefuldt i Aaret 966 nogenledes kaldes en Dreng, parvulus, som Mag. Adam kalder ham.
  20. ↑ Navnet „Pommern“ betegner ikke noget ved en særegen Folkenationalitet eller bestemte naturlige Grændser afsondret Land, men kun en Kyststrækning (po more d. e. ved Havet). Der var altsaa vistnok baade et polsk og et abotritisk Pommern.
  21. ↑ Dette sees mere af Fortællingen om Mieskos Bedrifter, end det siges udtrykkeligt, dog kan det ej betvivles, se Barthold, Gesch. von Rügen und Pomern I. S. 202. 203.
  22. ↑ Se ovf. 1ste B. S. 385.
  23. ↑ Ostrogard betegner her, som man ser, det af vore Forfædre saakaldte Holmgard eller Novgorod, hvad enten nu „Ostro“ skal betyde „det østlige“, eller det er det slaviske ostrov, der betyder „Ø“, „Holm“.
  24. ↑ Mag. Adam af Bremen, II. 19. Kijev kaldes her Græciens herligste Pryd, og man ser deraf, at han til Græcia regner alle, der bekjendte sig til den græskkatholske Religion, følgelig og de paa hans Tid christnede Russer.
  25. ↑ Se fornemmelig Rasmussen „de orientis commercio cum Russia & Scandinavia“.
  26. ↑ Se Rasmussen l. c. p. 45. Her meddeles et Uddrag af Edrisi, den saakaldte nubiske Geograf (fra c. 1150), der dog, som man ser, benytter ældre Efterretninger; han omtaler Svade (Svithjod),Fimark(Finmarken), Darmuscha (Danmark), og Berkagha (Birk, Birkø). Særskilt omhandler han Havnen Hadu (Hedeby, Slesvig), og nævner „Vendeboskadi“ (Vendelskagen, Skagen). Norge kalder han Madschus-Landet; det er allerede ovenfor 1ste B. S. 415 viist, at „Madschus“ var den Benævnelse, hvormed Araberne betegnede Nordmændene.
  27. ↑ Se Mag. Adam af Bremen, Schol. 121, hvor der udtrykkeligt tales om den fem Dages Sørejse fra Birk til Rusland.
  28. ↑ Barthold, Gesch. von Rügen und Pomern I. S. 299.
  29. ↑ Endnu i Wulfstans Rejseberetning fra Kong Alfreds Tider c. 870 heder det, at Bornholm „havde sin egen Konge“. Det er merkeligt nok, at nogle af de fornemste Jomsvikinger senere netop vare Bornholmere. Om de rige Myntfund paa Bornholm se Worsaae, Danmarks Oldtid S. 53.
  30. ↑ Paa Runestenen ved Søndervissinge staar der nemlig, at Tuva, Mistivis Datter, Harald den gode, Gormssøns, Kone, lod oprejse Mindesmerket.
  31. ↑ Se Saxo, 10de Bog, S. 485. Samland var egentlig Landet mellem frische og kurische Haff, men i hine ældre Tider har man neppe regnet det saa nøje, især da det var Sædet for den preussiske Nationalhelligdom, Romowe, og vist saaledes paa en Maade kunde gjelde for hele Preussen. Thi egentlig har det vel nærmest været Handelspladsen Truso (ikke langt fra Elbing), som Danerne have søgt at underkaste sig. Wulfstans Rejseberetning gaar netop ud paa at beskrive en Rejse fra Slesvig til Truso. Ifølge Saxos temmelig fabelagtige Fortælling skulle Haakon og hans Mænd have dræbt alle Mænd i Samland, og egtet deres Hustruer, saa at den senere Befolkning stammede fra danske Forfædre. Maaske Saxo dog her har gjort sig skyldig i en Misforstaaelse, se nedf. § 14.
  32. ↑ Olaf den helliges Saga Cap. 65.
  33. ↑ Egentlig „Konger“, da Ordet „Knjaz“ ligefrem er dannet af „Konge“, (se Kunik, „die Berufung der schwed. Rodsen“, S. 6–14). Hine Konger vare altsaa egte „Hærkonger“.
  34. ↑ 1ste B. S. 288–292.
  35. ↑ Vi finde ogsaa senere russiske Fyrster tagende sin Tilflugt „hiinsides Havet“ altsaa rimeligviis til Sveriges vore Sagaer omtale idetmindste een russisk Fyrste i Sverige, nemlig den, der blev indebrændt af Sigrid Storraade; og endelig er det temmelig vist, at Benævnelsen „Svithjod“ i hine Tider ogsaa udstraktes til Kysterne ved den finske Bugt, hvorved Svithjod og Rusland bleve umiddelbare Nabolande.
  36. ↑ Herom se den russiske Annalist Nestor ved disse Aar.
  37. ↑ Nestor angiver 10000 for Ingvar, ligesom tidligere for Oleg 2000. Af disse Skibe kaldes nogle „Skedii“, hvilket synes at være det norske, „Skeider“. Ljudbrand (Antapodosis V. 15, Pertz, Mon. Germ. V. p. 331) nævner „mere end 1000 Skibe“, dog siger han at Russernes Skibe vare smaa.
  38. ↑ Der er saaledes en Runesteen ved Raaby i Haatuna Sogn i Upland, hvor der staar: „Geirvi og Kula rejste denne Steen efter sin Fader Anund, som døde øster med Ingvar; Gud hjelpe Anunds Sjel“. En anden, ligeledes fra Upland, ved Varpsundsodde, omtaler flere, der rejste en Steen efter deres Fader, som blev dræbt „øster med Ingvar“. Ved Ekola Bro staar en anden Steen, rejst over samme Mand, af de samme Sønner. I Kirken i Svingarns Sogn, Upland, er der er en Steen, rejst for en vis Bage, der „styrede Skib i Ingvars Hær“. (Liljegrens Runurkunder, No. 2, 38, 47, 731. Jevnfør ogsaa 280, 551, 731, 817, 860, 969, 973, 980 o. fl.).
  39. ↑ Ljudbrand, l. c.
  40. ↑ Se herom især Schlözers Nestor, 3die B. S. 280, 281. Han oplyser her, at der endnu i det 17de Aarhundrede fandtes Gjester (Gosti) i Rusland, der udgjorde en egen Klasse af Hof- og Kronbetjente, havde en vis aarlig Gage, brugtes ved Tolden i Moskva og Archangelsk, samt i det sibiriske Kancelli, havde Kronindtægterne af Kabakerne, og maatte ved festlige Lejligheder vise sig ved Hoffet. Han meddeler efter et andet Skrift den Oplysning, at de endnu for det 13de Aarh. udnævntes blandt Handelsstanden ved særegne Naadesbreve, som bestemte deres Privilegier: de gik og handlede frit i Naborigerne, deres Dommer var Landsherren selv og en Bojar, hvis Navn udtrykkeligt stod med i Naadesbrevet. Deres Tjenere og Fuldmægtige kunde besørge deres Ærender for dem, og sverge i deres Navn. De stode blot under deres eget Gjesteskraa, og vare fri for sædvanlige Afgifter og Pligter, som for Byskatter. Hvo gjenkjender ikke i den første Skildring de norske Gjester, saaledes som de beskrives i Kongespejlet og Hirdskraa? De udgjorde ogsaa en egen Korporation, og deres Hovedhverv var at udføre slige Ærender som oven omtalt; men i ældre Tider var det vel heller ikke saa let og farefrit et Arbejde at opkræve Told, og derfor var det vistnok i sin Orden, at Gjesterne anvendtes dertil. At de ogsaa i Rusland anvendtes til Hoftjeneste, sees deels af det ovenanførte, deels af hvad Konstantin Pophyrogenitus fortæller om Olgas Ophold i Konstantinopel, at hun var ledsaget af 44 Gjester. Og omvendt kunde det være en farefuld Rejse nok, hvortil der vel behøvedes Mod og Raskhed, at drage i Handelsfærd for Kongen. Vi læse i Olaf den helliges Saga Cap. 65 om Handelsmanden Gudleik, der netop plejede at drage i Handelsrejse til Gardarike, og derfor kaldtes Gudleik gerdske, at Kong Olaf lagde Handelsfællig med ham, for at han i Gardarike, maaske og i Konstantinopel, skulde kjøbe ham sjældne Varer. Han har sikkert været en saadan „Gjest“, som her beskrevet. Han blev paa Hjemrejsen overfalden og dræbt.
  41. ↑ Widukind, III. Cap. 70.
  42. ↑ Det oldslaviske Ord er „Zlato“ eller „Zolotnik“. Størrelsen af en saadan Zlato kjendes ikke med Vished. Man veed at det russiske Pund fra Oldtiden af har været deelt i 96 Zolotnik; antages altsaa et russisk Pund i det 10de Aarh. at have svaret til et norskt, bliver een Mark 48 Zolotnik, og en Ertog, 1⁄24 af en Mark, ½ Zolotnik. Taxten for en ung Mand eller Kvinde skulde efter denne Beregning blive 5 Ertoger i Guld, hvilket igjen svarer til 4O Ertoger eller 1⅔ Mark Sølv. Dette er slet ikke saa usandsynligt, naar man erindrer (se 1ste Bind S. 784) at en meget dyr Trælkvinde kostede 3 Merker, men de billige 1 Mark hver paa Markedet i Brennøerne, da Hoskuld kjøbte Mælkorka.
  43. ↑ Efter den ovenanførte Beregning altsaa for 87, Mark eller henimod 75 Spd. i vore Penge; dog maa man erindre at en saadan Sum paa de Tider havde næsten ligesaa meget at betyde som det tidobbelte nuomstunder. Man ser at det byzantinske Hof ikke ønskede at altfor mange af de kostbareste Varer udførtes. Hvad Slags Stof „Pavolok“ var, vides ikke med Vished; kun saa meget ser man ved Sammenligning med Beretningen i græske Skrifter, at det har været et af de kostbare Stoffer, der ifølge Konstantin Parph. i hans Verk om Ceremonierne S. 271 plejede at foræres til fremmede Gesandter og Fyrster, Stoffer af forskjellige Mønstre, med indvævede Figurer. Undertiden vare disse Stoffer utilskaarne (ἀράφια), undertiden tilsyede til Klædninger (ἐῤῥαμμένα). De plejede at sendes i Kasser, overtrukne med rødt Læder; da et Overtræk paa Russisk heder „Povlok“ har man antaget dette Ord for Oprindelsen til Navnet. (Schlözers Nestor III. S. 291, 293). Da det i Beretningen om Gudleik gerdske (Olaf den helliges Saga Cap. 65) heder at han i Gardarike kjøbte for Kongen baade „Pell“, hvilket han tiltænkte Kongen til Stadsdragt, og endnu herligere Stoffer, skulde man næsten tro at dette „Pell“, om hvis Beskaffenhed man ligeledes ikke endnu er paa det Rene, har været regnet blandt hine Pavoloker. Dette synes saa meget rimeligere, som der hos Nestor ogsaa (ved 907) fortælles, at Oleg ved sin Sejlads fra Konstantinopel bød at Russerne i hans Flaade skulde bruge Sejl af Pavoloker, Slaverne derimod kun af simplere Stof, et Slags Netteldug; thi ogsaa om Sigurd Jorsalafarer heder det, at han for at vise sin Pragt og Rigdom sejlede til Konstantinopel med Sejl, besatte med „Peller“. Ogsaa det saakaldte „Gudvef“ eller Purpur brugtes til Overtræk, hvilket man kan se af Olaf Tr. Saga Cap. 233, og Laxdølasaga Cap. 46, hvor der fortælles at det kostbare Hovedklæde, Ingebjørg Tryggvesdatter forærede Kjartan Olafssøn, forvaredes i en Pose af „Gudvef“.
  44. ↑ Allerede ovenfor er den Betingelse i Ingvars Fredstraktat omtalt, ifølge hvilken Kejseren af Konstantinopel skulde kunne forlange Hjelpetropper af den russiske Storfyrste, hvilket dog i Virkeligheden neppe er anderledes at forstaa, end at det skulde være de græske Udsendinger tilladt at hverve Krigere i Rusland. Og af denne Tilladelse have de vistnok ogsaa benyttet sig. Det egentlige Væringekorps finder man derimod ikke omtalt førend henimod Aarhundredets Ende, se nedenfor S. 85.
  45. ↑ Det heder udtrykkeligt i Indledningen til den ingvarske Traktat af 945: Den af Russerne som bryder Freden, skal, hvis han er døbt, faa sin Straf af den almægtige Gud, hvis han ej er døbt, ikke faa nogen Hjelp af Guden Perun, eller af sine Vaaben o. s. v. Ligesaa i Slutningen: de døbte Russer sværge Ed paa Korset, de ikke døbte lægge deres Vaaben for sig og sværge o. s. v. Om de saa godt som udelukkende nordiske Navne, de i Traktaterne opregnede russiske Befuldmægtigede, deels Gesandter, deels „Gjester“ fore, se ovenfor 1. B. S. 40.
  46. ↑ Nestor fortæller udtrykkeligt ved 977: Da Vladimir i Novgorod havde erfaret, hvorledes Jaropolk havde fældt Oleg, blev han bange og flygtede hiinsides Havet, hvorpaa Jaropolk satte sig i Besiddelse af Novgorod; siden heder det ved 980: Vladimir kom med Væringer til Novgorod.
  47. ↑ Det er aldeles vist, at Nestor, efter hans Tids Sprogbrug, ved Ordet „ Væringer“ kun betegner Folk fra Landene hiinsides Østersøen i Almindelighed. Imidlertid torde det dog nok være muligt, at Benævnelsen „Væringer“ i den oprindelige Beretning om Vladimirs Tilbagekomst til Novgorod har sigtet til noget mere, end „nordiske Krigere“ overhoved, og virkelig betegnet en hvervet, til en bestemt Tids Krigstjeneste strengere forpligtet Trop. Allerede de flere slaviske Navne, som nu begynde at blive gængse i Storfyrsternes egen Familie, vise at den slaviske Nationalitet mere og mere fik Overhaand i Rusland; at der maa have været National-Jalousi mellem Russer og Slaver, ligger ej alene i Sagens Natur, men viser sig og af hvad der ovenfor anføres om den Forskjel, Oleg ved Afsejlingen fra Konstantinopel gjorde paa Russernes og Slavernes Sejl. I Kijev, hvor Vladimir nu tog sin Hovedresidens, har vist ogsaa den slaviske Befolkning været overvejende, og det er derfor naturligt, at Vladimir for sin Sikkerheds Skyld omgav sig med en Skare af Væringer. Nestors Ord herom ere charakteristiske: „Væringerne sagde til Vladimir: denne By (Kijev) tilhører os; vi have erobret den og ville have to Grivner i Løsepenge af hver Indbygger. Vent en Maaned, svarede Vladimir, til Maardskindene komme. Men Maardskindene kom ikke. Da sagde Væringerne: du har skuffet os, men vi kjende Vejen til Grækenland. Nu vel, saa rejs, svarede Vladimir. Imidlertid udvalgte han de bedste og tapreste blandt dem, og fordeelte dem i Byens forskjellige Kvarterer. De øvrige toge Vejen til Kejserstaden. Vladimir sendte et Budskab i Forvejen og lod hilse Kejseren: en Hob Væringer kommer til dig; udseet dig ej for den Fare at lade dem være sammen i din Stad, thi da ville de begaa Uorden ligesom her. Fordeel dem, ødelæg dem, men lad fremfor Alt ingen komme tilbage“. (Nestor, ved 980).
  48. ↑ Olaf Trygg. Saga, Cap. 46.
  49. ↑ Se nysanførte Anm. 3. Man har endnu en svensk Runesteen (i Turinge Sogn, Sødermanland), der omtaler en Mand, som faldt i et Slag øster i Gardarike, som „liðsforungi“, d. e. Anfører for en Skare (Liljegren, Runurk. 803).
  50. ↑ Den første Gang, vore Oldskrifter omtale Væringer, er hvor Njáls Saga fortæller om Kolskegg, Gunnar paa Lidarendes Broder, at han henved 990 drog til Myklegaard, lod sig der hverve, og tilsidst blev Høvding for Væringerne. I byzantinske Skrifter omtales Væringer allerførst ved 1034. Det er saaledes vistnok er Fejltagelse, naar Enkelte have antaget Tilværelsen af Væringer før den Tid, og søgt dem saavel i de Goter, Konst. Porphyrogenitus omtaler, som de i tidligere saakaldte foederati i den byzantinske Hær.
  51. ↑ Se ovenfor 1ste B. S. 376.
  52. ↑ Dette sees endog af Beretningen om Styrbjørn, thi denne kan, da han faldt ved Uppsala mellem Aarene 980 og 985, neppe have været mere end i det højeste 25 Aar; hans Fødsel falder saaledes omkring 960; da det ej er at antage, at Olaf, hans Fader, da han blev forgiven, havde længe været Konge, og heller ikke ved hans Fødsel kan have været en gammel Mand, falder altsaa Olafs Tronbestigelse mellem 950 og 960, og Bjørns følgelig mellem 900 og 910. Mere herom i det Følgende, hvor der nærmere handles om Styrbjørns Bedrifter.
  53. ↑ Saxo, 10de Bog, S. 481. Det heder der, at Thyre, Haralds Moder, der havde haft den Fortjeneste af Landet at hygge Danevirke, heller ikke gjorde sig mindre fortjent ved at befri Skaane fra det svenske Overherredømme, under hvilket det havde været skatskyldigt. Dette henføres til Tiden efter Krigen med Tydsklands Kejser. Men paa den Tid maa dog vistnok Thyre forlængst have været død, og denne Bedrift maa følgelig have været udført meget tidligere, medens Thyre endnu levede, ja sandsynligviis endog før Gorm den gamles Død. Muligt er det dog, at Skaane her er sat ved en Misforstaaelse istedetfor Slesvig.
  54. ↑ Ifølge Olaf den helliges Saga Cap. 13, hvor dog i den trykte Udgave Bjørns Navn ved en Forglemmelse er udeladt, skal Erik Eimundssøn have naaet en Alder af 100 Aar. Rimeligere er det dog at antage dette om Bjørn. I den Tale, der senere (Cap. 79) lægges Thorgny Lagmand i Munden, heder det vistnok, at Riget under ham ej led nogen Afbræk eller Formindskning, men man maa ej tage disse Ord altfor nøje.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/2/13&oldid=206082»