Det norske Folks Historie/2/2
Kong Harald og hans Brødre vare allerede i deres Opvext blevne døbte i England, men, fortælles der, de kunde dog ikke komme afsted med at christne Folket i Norge; deres hele Virksomhed til Christendommens Bedste indskrænkede sig alene til at nedbryde Hovene og forstyrre Blotene; derved paadroge de sig kun Uvenskab, uden at vinde mange Proselyter for Christendommen[1]. Kong Haakons Love overholdt de ej synderligt, men gjorde, hvad de fandt for godt. Deres Pengebegjærlighed skal have gaaet saa vidt, at de selv gjemte deres Kostbarheder i Jorden som Smaabønder og ikke vilde give deres Mænd ordentlig Sold.
Da Harald og hans Brødre for det første kun vare indskrænkede til Midtlandet, hvor de fornemmelig opholdt sig paa Hordaland, Rogaland eller inde i Hardanger, og ikke vovede sig i Nærheden enten af Thrønderne eller Vikværingerne, maatte hine Landskaber snart føle et usædvanligt Tryk af de talrige og vistnok temmelig ustyrlige Skarer, med hvilke Kongerne omgave sig. De havde, siges der, mange Hirder, og droge om, nogle i det indre af Landet, andre langsmed Søen. Allerede denne Omstændighed maa have været tilstrækkelig til at frembringe Mangel og Dyrtid, og følgelig til at vække Bøndernes Misnøje. Men dertil kom nu ogsaa virkelige Uaar. Silden og andet Fiskeri slog Fejl. Kornavlingen mislykkedes. Paa Haalogaland laa Sneen hele Sommeren igjennem, saa at man maatte holde Kvæget inde og fodre det med Brum[2]. Vi have endnu et Vers af Eyvind Finnssøn, der, som bekjendt, boede paa Haalogaland, hvori han klager over at det sneede midt om Sommeren, og at de maatte holde Koerne inde og fodre dem med Brum ligesom Finner[3]. Al denne Nød tilregnede Folket naturligviis Harald og hans Brødre, ej alene fordi de vare pengegridske og haarde mod Bønderne, men fordi de ødelagde Templerne; thi dette var en Fornærmelse mod Guderne selv, hvilke som man troede, til Gjengjeld, hjemsøgte Landet med Hungersnød og Dyrtid Denne Dyrtid og haarde Nød satte man endog i Forbindelse med Navnet paa den Egn, hvor Kongerne oftest opholdt sig, nemlig Hardanger, og der opkom et Sagn om, at det deraf skulde have faaet sit Navn[4].
I Kongernes egen Hird var der Uenighed. Haakon den godes Hirdmænd vare efter dennes Død gangne Harald og hans Brødre til Haande, men der kunde ingen god Forstaaelse være mellem dem og Haralds ældre Hirdmænd, som nys havde været deres Fiender; Enhver, heder det, tyktes sin Høvding at være den bedste. De nye Kongers Tilhængere viste sig, som man let kan forstaa, overmodige og hoverende mod de andre, og dette kunde ej andet end sætte ondt Blod. Ved Haralds Hird opholdt sig den berømte Skald Glum, Søn af Landnams-Manden Geire paa Island Han henkastede engang et triumferende Vers, hvori det hed, at Harald tilgavns havde hevnet sin Broder Gamles Død, siden Haakon var falden i Slaget, og Ravnene drak hans Blod. Verset blev meget yndet og hyppigt gjentaget af Haralds Hirdmænd. Da Eyvind Finnssøn, som endnu opholdt sig ved Hirden, hørte det, kvad han et andet Vers, hvori han talte om Gamles Fald, og hvorledes Haakon sejrrig havde drevet hans Mænd ud i Søen. Ogsaa denne Vise blev hyppigt kvædet. Men Kong Harald blev meget vred derover, og sagde: „End elske I Kong Haakon, det er derfor bedst at I følge ham og blive hans Mænd“. Eyvinds Venner begyndte nu at frygte for at Harald vilde lade ham dræbe, og bade Kongen om at tilgive ham, idet de lovede paa Evvinds Vegne at han skulde gjøre sin Forseelse god igjen. I Betragtning af det Slægtskab, som var mellem dem begge, lovede Kongen ogsaa at tage ham til Naade, naar han vilde blive hans Skald, ligesom han forhen havde været Haakons, og digte et andet Vers til hans Ære. Eyvind føjede sig forsaavidt derester, som han virkelig digtede et Vers, hvori han i Almindelighed priste Haralds Tapperhed i Vaabentumlen, men uden dog at nævne nogen særegen Lejlighed eller noget bestemt Slag. Heller ikke har Harald mere end nogenledes tilfreds dermed, thi da han hørte det, sagde han kun: „Lidet, skjønt noget“. „Ja“, sagde Glum Geiresøn, „det er rigtignok lidet, som intet er“. „Den Mand bliver os aldrig tro, saalænge han lever“, svarede Kongen. Da bad Glum Eyvind digte endnu en Vise om Harald, men den højhjertede og uforfærdede Skald vilde ikke nedlade sig til tomt Smiger; han gik frem for Kongen og kvad:
Een Drottin alt jeg aatte
endnu før jeg dig kjendte;
Alder mig overvælder,
ej vil den tredje jeg eje.
Tro var jeg Drottnen den dyre,
to Skjolde bar jeg aldrig;
Harald, din Flok jeg kun fylder,
fælde mig snart vil Ælde.
Harald synes denne Gang at have ladet ham være i Fred, men kun kort Tid opholdt Eyvind sig nu hos Gunnhilds Sønner. Han drog hjem til sine Gaarde, og det samme gjorde de fleste af Haakons forrige Hirdmænd. Men han kunde ikke afholde sig fra, nu og da at give sin Harme Luft. Uaaret og den almindelige Nød forøgede hans Utaalmodighed. Saaledes kvad han et Par Vers, der ogsaa kom før Kongens Øren, hvori han ophøjede Haakons Tid i Sammenligning med Haralds. „Dengang“, sagde han, „bare vi Fvrisvoldenes Frø (Guldet) paa Armene, og det prydede Skaldenes Hænder; nu har Kongen gjemt Frodes Terners Meel (Guldet) i Jordens Skjød, og de strenge Herrers Raad ere haarde at døje“. Herover gav Harald Eyvind virkelig “Dødssag, fordi han, skjønt han havde hyldet ham som sin Herre, dog viste ham saa megen Uvenskab. Eyvinds Venner lagde sig atter imellem, og fik Sagen bilagt derhen, at Kongen skulde tage Selvdom. Kongen dømte Eyvind til at give ham en stor og god Guldring, af 12 Øres Vegt, ved Navn Molde, der lang Tid i Forvejen havde været funden i Jorden, og havde tilhørt Eyvinds Fader. Ogsaa i denne Anledning kvad Eyvind et Vers, hvori han gav sin Misfornøjelse tilkjende over at maatte stille sig ved et Arvestykke, for at vinde Kongens Naade[5]. Fra denne Tid skriver sig ogsaa, som det synes, hiint Vers, hvori Eyvind klagede over Sneen og Dyrtiden paa Haalogaland. Hvor stor Fattigdommen og Mangelen blandt de Ringere og mindre Bemidlede maa have været, forestiller man sig bedst, naar man erfarer, hvor vidt det kom med Eyvind, der dog maa antages at have hørt til de Mægtigste i Landet. Han havde digtet et Hædersdigt om alle Islændingerne, der havde følt sig saa smigrede derved, at de vare blevne enige om at enhver Bonde skulde udrede tre Penninge reent Sølv til Bragerløn eller Erkjendtlighedsgave for ham. Da Sølvet fremlagdes paa Althinget, besluttede man at gjøre en Kappe-Daalk, (stor Spænde) deraf; da Arbejdslønnen var fradragen og Daalken var færdig, kostede den 50 Mark[6]. Den blev sendt Eyvind, men da var alt hans Løsøre saaledes gaaet op for ham, at han maatte hugge Smykket itu for at kjøbe Slagt derfor, og det uagtet Slagt under en saadan Dyrtid vistnok maa have været meget billigt. Den samme Vaar kom Spidfen af en Sildestiim ind til nogle Udvær; Eyvind bemandede strax et Rofartøj med sine Huuskarle og begav sig derhen, for, som han sagde i et Vers, at se om han kunde faa noget Sild kjøbt; men da havde han intet andet at kjøbe for, end sine Pile, hvilke rimeligviis vare kostbarere end de sædvanlige[7]. Det fortælles siden efter, at hans Søn Haarek maatte begynde saa godt som forfra med at skaffe sig Landejendom paa Haalogaland[8]: efter al Rimelighed har altsaa Eyvind maattet give Slip paa sin Gaard. Saaledes gik det vist ogsaa mange andre, og da de nu i Almindelighed gave Kongerne Skyld for den hele Nød og Ulykke, maa Misfornøjelsen have været ubeskrivelig stor rundt om i Landet. Hertil kom vel ogsaa for en stor Deel hos Mange en vis Harme over Danevældet, uagtet det rette Fædrelandssind neppe endnu kan have været saa udviklet hos Folket, at det just skulde tage sig synderlig nær af at Landet var skatskyldigt eller i politisk Henseende underordnet under et andet. Men det kan ikke slaa Fejl, at der blandt Kongernes umiddelbare Omgivelser maa have været mange Daner, til hvilke Kongerne vel saa meget nøjere sluttede sig, som Undersaatternes Hengivenhed aftog, og dette spendte Forhold mellem Konger og Folk maa igjen have bidraget til at gjøre Kongernes nærmeste Omgivelser mere overmodige og voldsomme, end det ellers vilde have været Tilfældet og plejede at være sædvanligt.
- ↑ Snorre, Har. Graaf. Saga Cap. 2. Fagrsk. Cap. 35. „De nedbrøde“, heder det her, „Hov og Blotskab, men ingen Mand nødte de til at lade sig døbt“, og ej siges der andet om deres Overholdelse af Troen, end at hvo som vilde være Christen, var det, og Hedning hvo som vilde være det“.
- ↑ Brum kaldes de Knoppe og Løvkviste, hvormed Kvæget undertiden fodres i Vaarkniben.
- ↑ Snorre, Har. Graaf. Saga, Cap. 17. Fagrskinna Cap. 35. Ogsaa paa Island skal Hungersnøden have været saa stor, at man maatte spise Ravne og Ræve, og dræbe gamle Folk og Børn, se Tillægget til Landnáma.
- ↑ Snorre, Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 11. Udledelsen er naturligviis fejlagtig, thi Navnet Hardanger vil kun sige „Hordernes Fjordegn“, og er vistnok meget ældre end Erikssønnernes Tid.
- ↑ Jeg har her nærmest fulgt Fremstillingen i Fagrskinna Cap. 35, der synes at være den simpleste og naturligste. Fremstillingen hos Snorre Sturlasøn i Har. Graaf. Saga Cap. 1, samt i Olaf Tryggv. Saga Cap. 31 og 32 er lidt afvigende; efter denne kvad Eyvind hint ovenanførte Vers, først efterat han havde begivet sig hjem og kvædet de to andre, hvori han dadlede Kongernes Nidskhed. Harald, heder det, havde da ladet ham hente til sig. Afvigelsen er dog højst ubetydelig.
- ↑ Eet Mark bestod af 480 Penninge, Daalkens Værdi var saaledes 24000 Penninge; da hver Bonde havde givet 3 Penninge, udkommer heraf, naar den fradragne Ardejdsløn tages i Betragtning, et Antal af noget over 8000 Bønder, hvilket stemmer temmelig vel med den ovenfor (1 B. S. 556) anstillede Beregning. Forresten maa man antage, at Daalken selv har været af Guld.
- ↑ Snorre, Har. Graaf. Saga, Cap. 18.
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 99 (hos Snorre Cap. 110). Han kjøbte sig en af de mange smaa Gaarde paa Thjøtta, og skaffede sig efterhaanden mere ogmere Ejendom paa Øen, indtil han blev Enebesidder af den. Ved denne Lejlighed siges det udtrykkeligt om hans Fader Eyvind, at han ej havde været rig paa Gods og heller ikke besad store Ejendomme. Vi ville imidlertid nedenfor se, at han nævnes som en af Anførerne i Jomsvikingeslaget; hans Fattigdom har altsaa ikke hindret ham fra at optræde som Høvding.