Det norske Folks Historie/2/20

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (Første Deel. Andet Bind., s. 150-196).

Over Island synes Haakon Jarl ikke at have udøvet nogen Indflydelse, eller endog at have gjort det mindste Forsøg paa at erhverve den. Overhoved er Haakon Jarls Regjeringstid den, i hvilken Islands selvstændige politiske Udvikling fornemmelig falder, og i hvilken Forholdene gjennem idelig Strid og Fejde, saavel mellem enkelte Personer som mellem hele Familier, i Særdeleshed ordnede sig, og de Bestemmelser, Øens viseste Mænd allerede havde vedtaget for at organisere et ordentligt Statssamfund, levede sig ind hos Folket, og vakte en Almeenaand hos dette, der siden i høj Grad bidrog til at lette Christendommen Indgang, da den begyndte at prædikes for Alvor og med Kraft. De Storme, under hvilke denne Udvikling fandt Sted, bidroge i høj Grad til at stille enkelte kraftige og talentfulde Mænds Bedrifter i et mere end almindeligt glimrende Lys, og det er derfor i Særdeleshed Mænd fra denne Periode, hvis Liv og Bedrifter de os levnede islandske Sagaer have foreviget. De fremstille os et broget Billede af Uroligheder, Fejder, Lovtrætter, Blodhevn, Fredløshed, og man skulde ved første Blik let komme paa den Tanke, at der i en lang Række af Aar ikke herskede andet end Anarchi og Blodsudgydelse paa Øen. Men naar man tager i Betragtning, at det kun var de blodige Fejder og de af ualmindelige Ytringer af Talent, Klogskab og Tapperhed ledsagede Begivenheder, som for Sagafortællerne kunde have nogen Interesse og hvis Minde derfor ere opbevarede, medens den langt større Mængde af Forhandlinger, der tilendebragtes i Orden og Mindelighed, kun betragtedes som uinteressante Hverdagsbegivenheder, der ingen Omtale fortjente, og derfor ere blevne begravne i Forglemmelse; naar man derhos overvejer, hvor kjendeligt, endog i de os opbevarede Beretninger, Agtelsen for Lov og Ret, for Tro og Love, og for sluttede Forlig viser sig overvejende over Vildhed og Tøjlesløshed: saa kommer man til den Overbeviisning at Tilstanden paa Island i det mindste ikke kan have været slettere eller mere lovløs, end i det øvrige Norden, og at den endog i mange Henseender var langt bedre end i de Dele af Europa, hvor Feudalvæsenet herskede^[1].

Uagtet Althingets Oprettelse vare dog endnu i lang Tid de mindre Thing, hvis Forstandere havde enets i at forene sig om et fælles Althing, endnu ikke tilstrækkeligt ordnede med Hensyn til Landets Vilkaar og Befolkningens Tarv; de bare endnu altfor meget Præg af at være Tilfældighehedens Verk, efter som den ene eller den anden mægtige Lendermand havde kunnet samle Thingmænd omkring sig. Hvor vilkaarligt disse mindre Thing endog temmelig længe efter Landnamstiden kunde oprettes, derom giver den forhen^[2] omtalte Saga om Rafnkell Freysgode fortrinlige Oplysninger. Rafnkell havde som femtenaarig Dreng fulgt sin Fader, Landnamsmanden Hallfred, ud til Island i Landnamstidens sidste Periode, altsaa ved Slutningen af Harald Haarfagres Regjeringstid. Faderen havde bosat sig i det saakaldte Fljotsdalshered ved Lagarfljot paa Østerlandet; men Rafnkell havde allerede i sin Faders Levetid opslaaet sin Bolig i den efter ham benævnte Rafnkellsdal, en Sidedal, der gaar op fra den med Fljotsdalshered ligeløbende Jøkulsdal, og nærmer sig hiint. Rafnkell var heldig til at samle sig Formue og skaffe sig Magt. Paa sin Gaard Adalbol oprettede han et stort Hov, fornemmelig helliget hans Yndlingsgud Frey – deraf ogsaa hans Tilnavn Freysgode –; han bebyggede den hele Dal, og gav Nybyggerne Land, imod at blive deres Overmand og erhverve Godord over dem; ja han fik den hele Jøkulsdals Beboere tvungne til at blive sine Thingmænd. Rafnkells Magt gjorde ham overmodig. Han ansaa det under sin Værdighed at bøde for nogen Forseelse, som han selv havde begaaet, og der var ingen Ret at faa af ham. Han havde aflagt et ubesindigt Løfte om at ville dræbe den Mand, der vovede at ride paa en Hest, som han havde helliget Frey. Da en af hans egne Folk, ved Navn Einar, en dygtig ung Mand, som han selv gjorde meget af, havde overtraadt dette Forbud, dræbte han ham virkelig, men vilde dog ikke betale hans gamle Fader Bøder, skjønt han rigtignok paa en anden, for ham selv ærefuldere Maade søgte at gjøre ham Fyldest. Men Rafnkell forregnede sig her, thi Einars Søskendebarn, den snue og dristige Saam, tog sig saa ivrigt af hans Faders Sag, og skaffede ham saa mægtige Støtter paa Althinget, at Rafnkell blev dømt fredløs. Ved de samme mægtige Mænds Bistand lykkedes det ogsaa Saam at faa Rafnkell i sin Magt, og sætte sig i Besiddelse af hans Gaard og Godord; kun af Naade og Barmhjertighed skjenkede han Rafnkell Livet, efter at have tilføjet ham den for en saa ærekjær Mand utaalelige Ydmygelse, at lade ham og hans Folk hænge en Stund med Hovedet nedad, ved Remmer, dragne gjennem deres Ankelsener, og efter at have affordret ham det Løfte, ikke at bosætte sig i Nærheden af det Hered, hvor han hidtil havde hersket. Som en Følge deraf flyttede Rafnkell østover Lagarfljot til en liden Gaard, hvor han en Stund levede i meget smaa Omstændigheder. Men efterhaanden kom han sig, byggede en stor Gaard, og blev mere og mere anseet, optog og ryddede nyt Land; der flyttede Folk til, hvilke nu saa meget heller erkjendte ham for Høvding, som han viste sig langt retfærdigere og humanere end forhen; de som ej med det gode vilde erkjende ham, nødsagedes dertil. Saaledes opstod der et nyt Hered og et nyt Thing, og han blev mægtigere end før. Det lykkedes ham senere at faa Bugt med Saam og vinde Adalbol og sit gamle Godord tilbage. Derved blev dette saa meget større, da det senere oprettede Thinglag føjedes dertil^[3].

Dette og lignende Exempler vise, hvor ubestemte Thinglagenes Grændser i Førstningen maa have været, og det er let at indse, hvilken Ulempe deraf maatte opstaa. Paa denne Mislighed blev der endelig raadet Bod, og Thinglagenes Grændser ordentligt bestemte, i Anledning af en stor Thingtrætte, der kort efter Kong Haakon den godes Død sandt Sted mellem den mægtige Breidfjording Thord Gelle og den lige saa mægtige Sønderlænding Odd, Tunge-Odd kaldet, fordi hans Gaard Breidavolstad i Reykjardal ved Borgarfjorden var beliggende paa den store Landtunge mellem Reykjardal og Hvitaa. Om Thord Gelle, Olaf Feilans Søn, er forhen talt^[4]; Tunge-Odd var en Søn af den ovenfor^[5] nævnte Anund Breidskegg, og forestod Hovet paa Hofstad i Reykjardal halvt med de saakaldte Geitlændinger, eller Grim den haaleyaskes Efterkommere. Trætten rejste sig paa følgende Maade. Den rige Blund-Ketil (eller som nogle kalde ham, Thorkell Blundketilssøn) boede i Ørnulfsdal, hvor hans Farfader, Ketil Blund, havde faaet Land af Grim den haaleygske; Blundketils Moder var en Syster af Egil Skallagrimssøn. Blundketil havde ikke færre end 30 Lejlændinger, for hvis Bedste han sørgede til deres fuldkomne Tilfredshed. Sommeren 961 slog Græsset fejl. Han traf desaarsag Foranstaltninger til at forebygge Fodermangel, idet han bød sine Lejlændinger at yde ham Afgift i Hø, og bestemte hvor mange Nød enhver af dem skulde slagte til Vinteren. Denne Bestemmelse blev dog ikke tilbørligt overholdt, og der opstod Mangel. I deres Nød henvendte Lejlændingerne sig til ham, og han hjalp dem, saa længe han havde noget at give dem, men da hans Forraad slap, vidste han ikke bedre Raad end at ty til en rig Penge- og Kornpuger i Nærheden, ved Navn Thore, sædvanligviis kaldet Hønse-Thore, fordi han paa en af sine hyppige Handelsrejser mellem Herederne havde haft Høns med sig: han var af ringe Æt, men havde ved at drage som Handelsmand fra Hered til Hered erhvervet mange Penge. Hønsethore sagde at han ikke havde noget Hø at sælge, men en Dreng ved Navn Helge, som Thore havde taget til Opfostring, for derved at skaffe sig Beskyttelse af hans mægtige Fader Arngrim Gode, fortalte, at der var Hø i Overflod, og Blundketil fornyede derfor sin Anmodning, ja bød endog Gaver til. Da Thore desuagtet fremdeles viste sig tver, tog Blundketil i sin Nød noget Hø med Magt, og lagde Betalingen derfor efter sig. Den ondskabsfulde Thore klagede over denne Fremfærd, som han kaldte Ran, først til Arngrim Gode, derpaa til Tunge-Odd, men da Helge underrettede dem om Sagens rette Sammenhæng, viste de ham bort. Endelig fik han ved Løftet om sin halve Formue Thorvald, Tange-Odds Søn, til at staa ham bi. Thorvald fulgte ham med 30 Mand, hvoriblandt Arngrim, til Blundketils Gaard, og stevnede denne til at give Erstatning Blundkelil erklærede sig villig til at overlade Thorvald Selvdom, og bød ham ovenikjøbet Gaver. Dette Tilbud fandt Thorvald saa hæderligt, at han strax vilde tage derimod, men Thore fordrede Blundketil straffet for Ran, og vilde intet høre om mindelig Afgjørelse. Over en saa fornærmende Fordring blev Blundketil rød som Blod i sit Ansigt, og gik ind. En Nordmand, der opholdt sig hos ham, saa det, spurgte hvad der var paa Færde, og blev, da han erfoer det, saa opbragt over den Haan, man havde viist hans gjestfrie og ædle Vert, at han tog sin Bue, og skød ind i de Fremmedes Flok, just som de skulde ride ud af Gaarden. Uheldigviis traf Pilen den uskyldigste af dem alle, nemlig den unge Helge, og Thore hvilede nu ikke, førend de næste Nat omringede Blundketils Gaard og brændte ham inde med alle de Folk, han han havde hos sig. Blundketils Søn Herstein, en dygtig ung Mand, havde lykkeligviis været borte denne Nat hos sin Fosterfader Thorbjørn, og drømt at han saa sin Fader staa i lys Lue. Dreven af bange Anelser ilede han om Morgenen hjem med Thorbjørn, men fandt Gaarden nedbrændt og Mordbrænderne borte. Thorbjørn raadede ham til at ty til Tunge-Odd om Hjelp i denne Nød. Herstein føjede ham deri, skjønt han just ikke lovede sig nogen synderlig Bistand af denne egennyttige Mand. De kom til Odd, Thorbjørn fremførte deres Ærende, og Odd fulgt strax med dem til Brandstedet. Men istedetfor at hjelpe dem, greb han her en brændende Birkerafte fra Huset, og red med delt rundt om Husene mod Solen, idet han sagde: „her tager jeg mig Land til Ejendom, thi dette kalder jeg nu ikke længer nogen bebygget Gaard; hører det, I Vidner!“^[6] Herstein var altsaa nu værre faren end for. Men efter den kloge Thorbjørns Raad henvendte han sig til en anden anseet og veltænkende Nabo, ved Navn Thorkell Trefil, der lovede ham sin Bistand; Thorkell fulgte ham igjen til den gjæve og stridsøvede Gunnar Livesøn, en Svoger af Thord Gelle, og fik ham til at fæste Herstein sin Datter Thurid, følgelig ogsaa love ham sin Beskyttelse, førend han erfoer i hvilken Nød han var stedt. Men da Gunnar dog ogsaa ønskede at faa Thord Gelles Samtykke hertil, eftersom Thurid var dennes Systerdatter, fulgte han med Herstein til Thords Gaard Hvam, og aflokkede ham hans Samtykke paa samme Maade, som man havde aflokket ham hans eget, nemlig ved ej at rykke ud med Efterretningen om Blundketils Brand, førend Løftet allerede var givet. Thord blev vistnok meget vred og sagde at man havde holdt ham for Nar; men det var nu for silde, og han kunde ikke unddrage Herstein sin mægtige Beskyttelse. Ved Brylluppet, som stod paa Hvam hos Thord Gelle, aflagde Herstein det højtidelige Løfte, inden næste Althings Ende om Sommeren at have faaet Arngrim Gode dømt landflygtig, eller have Selvdom; Gunnar aflagde det samme Løfte med Hensyn til Thorvald Oddssøn. Thord selv vilde intet Løfte aflægge, men Gunnar sagde at han nok kunne skjønne, han bestemte sig Odd selv til Modstander. Det blev nu meget uroligt i Heredet, og paa begge Sider samlede man Folk. Det var Lov, at en Drabssag skulde søges paa det Thing der laa nærmest Vetvangen eller Gjerningsstedet; følgelig stevnede Thord Gelle Sagen til Thingnes-Thing, hvortil Egnen østenfor Borgarfjorden hørte. Thord begav sig paa Vejen derhen med 200 Mand, men Odd formeente ham Overgangen over Hvitaa med det dobbelte Antal Folk; der faldt Mænd paa begge Sider, og Thord maatte med uforrettet Sag vende om igjen. Nu indstevnede Thord Sagen for Althinget, og her var han den meest mandsterke Thord søgte at hindre Odd, der havde 300 Mand, fra at betræde Thingets fredhellige Grund; det kom atter til Kamp, og der var allerede sex Mænd faldne af Odds Skare, da velsindede og fornuftige Mænd, som frygtede for at hele Thingalmuen skulde komme op at strides, lagde sig imellem, og fik Sagen bragt til Forlig Odd maatte give efter, og Sagen blev paadømt saaledes, at Arngrim Gode og alle de øvrige der havde været med ved Indebrændingen, erklæredes fredløse, dog skulde Thorvald Oddssøns Fredløshed alene vare i tre Aar. Hønsethore blev siden dræbt af Herstein. Men i Anledning af denne Sag holdt Thord Gelle en lang og forstandig Tale paa Lagberget, hvori han viste, hvor ilde faren man var ved at maatte drage i fremmede Hereder for at søge Thing i Anledning af Drabssager eller fordre Erstatning for lidte Fornærmelser; han havde nu selv prøvet, hvor vanskeligt det var paa denne Maade at faa sin Ret, og var overbeviist om, at der endnu vilde opstaa mange andre Ulemper, hvis man ej raadede Bod derpaa. I og for sig var det Princip, han ønskede afskaffet, det naturligste, og som i de fleste Lovgivninger har været fulgt; imidlertid havde hans Tale den gode Virkning at Landets Inddeling ordnedes; thi det blev nu deelt i Fjerdinger, af hvilke hver skulde indeholde tre Thinglag undtagen i Nordlændingefjerdingen, hvor der skulde være fire Thinglag, fordi man ej anderledes kunde blive forligt^[7]. Disse Fjerdinger kaldtes Austfirdinga-, Rangæinga- eller Sunnlendinga-, Breid- eller Vestfirdinga-, og Nordlendinga- eller Eyfirdinga-Fjerdingen. Hvert Thinglag kom til at indbefatte tre Godord eller saa mange Bønder, som hørte til tre Hoved-Hov. De aarlige Thing for hvert af disse Thinglag afholdtes om Vaaren, og kaldtes derfor Vaarthing; de skulde i Regelen ikke vare længere end en Uge eller kortere end fire Dage. Ved dem udnævnte Goderne, aldeles ligesom Herserne i Norge, hver tolv Dommere^[8]. Det stod imidlertid Enhver, som havde en Sag at paastevne, frit for at stevne den enten til Vaarthinget eller til Althinget. Det sidste foretrak mange, naar de enten frygtede Partiskhed ved Vaarthinget, eller naar Althinget var nærmere for Haanden end dette. Althingsretten blev derfor saa overlæsset med Sager, at man ogsaa her maatte gjøre en Forandring, idet man paa Althinget selv oprettede en Ret for hver Fjerding eller saakaldt Fjerdingsdom^[9]. Disse Fjerdingsdomme bestode hver af ni Medlemmer, af hvilke hver Gode udnævnte een, undtagen i Nordfjerdingen, hvor Godernes Antal ved den nys omtalte Foranstaltning var blevet tolv i Stedet for ni, og hvor derfor de tolv Goder maatte forene sig om at udnævne ni Bisiddere i Fjerdingsdommen. Af denne Grund kaldtes ogsaa Godordene i Nordfjerdingen deelte eller ufuldstændige^[10].

Den nys beskrevne Foranstaltning med Hensyn til Landets Inddeling og Vaarthingenes Indretning havde ogsaa Indflydelse paa Lagrettens eller den egentlige Landsregjerings Organisation. I Stedet for at den tidligere neppe bestod af andre end Goderne selv tilligemed de to Raadgivere, enhver af dem udnævnte^[11], kom den nu til at bestaa af tolv Medlemmer fra hver Fjerding, altsaa i det Hele af 48 Medlemmer, af hvilke enhver medtog to Raadgivere. De tolv Medlemmer fra Nordfjerdingen vare dennes Goder, fra hver af de øvrige Fjerdinger var det de ni Goder tilligemed tre andre anseede Mænd, som disse opnævnte med sig^[12].

Blundketils Brand skal efter Angivelser, hvis Rigtighed man ej har nogen Grund til at betvivle, have fundet Sted om Vaaren 962^[13], og følgelig bleve de vigtige Indretninger, Thord Gelle foreslog, trufne paa Althinget det samme Aars Sommer. Den Mand, som da beklædte Lovsigemands-Embedet, var Thorarin Olafssøn, med Tilnavn Ragabroder, paa Varmaløk i Sydfjerdingen, en meget forstandig og anseet Mand; han var Lovsigemand i 20 Aar, fra 950, da Rafn Høngsson døde, indtil 970. Hans Embedstid^[14] er ogsaa merkelig ved en anden vigtig Foranstaltning, som da blev vedtagen, nemlig til Tidsregningens Forbedring. Man havde i længere Tid regnet Aarene efter Uger, i Stedet for efter Fimter eller Perioder af fem Dage, hvilket af flere Ytringer i de gamle Love at dømme synes at have været vore Forfædres ældste Inddeling af Tiden, medens Uge-Inddelingen derimod synes at være opkommen efter Bekjendtskabet med de sydligere Nationer. Fimterne passede til Aarets Dage-Antal, saa at dette jevnt kom til at udgjøre 73 Fimter, og den Fejl, som ved denne Regningsmaade opstod, kun bestod i at Skuddagene hvert fjerde Aar taltes. Men naar man regnede efter hele Uger, kunde man ej komme Aarets Dageantal nærmere end at lade Aaret bestaa af 52, altsaa af 364 Dage, og derved tabte man hvert Aar een Dag. Saaledes gik det paa Island. De merkede, heder det, at Sommeren mere og mere flyttede sig tilbage mod Vaaren, og ingen kunde fortælle dem, at Aarsagen dertil var den, at Aaret havde een Dag mere end der jevnt gik op i hele Uger. Da, fortæller Are Frode, traf det sig at Thorstein Surt, en Søn af hiin Hallstein, Thorolf Mostrarskeggs Søn, som var kommen ud til Island med Bjørn austrone, drømte at han var i en talrig Forsamling paa Althinget, og vaagede, medens alle Folk rundt omkring ham sov, men at han siden sovnede, og de øvrige vaagnede. Hans Drøm forklaredes af Usvif Helgesøn, Skalden Einar Skaaleglams Broder, saaledes at alle vilde tie, naar han talte paa Lagberget ved Althinget, men at de siden vilde ytre lydeligt Bifald, naar han havde hørt op at tale. Da nu Folk vare komne til Things, foreslog han, at man hver syvende Sommer skulde lægge en Uge til Aaret, og se hvorledes det vilde gaa. Og som Usvif havde forudsagt, bleve alle slagne ved Rigtigheden af dette Forslag, og det blev strax antaget som Lov efter Thorkell Maanes og andre forstandige Mænds Raad. Saaledes indrettedes den saakaldte Sommer-Auke, der fra den Tid af stedse har været anvendt i den islandske Kalender, og hvorved man hvert syvende Aar bødede paa det aarlige Tab af en Dag. Tabet af Skuddagene synes man endnu ikke at have forstaaet at berigtige, men det varede nu ikke saa mange Aar, inden Christendommen indførtes, og den forbedrede Kalender, som den christne Gejstlighed da medbragte, maa ogsaa have tjent til at bringe den nationale i bedre Orden. Thorkell Maane, der var en Sønnesøn af Ingulf^[15], Øens første Landnamsmand, og som udmerkede sig ved sit rene og dydige Liv, blev siden Lovsigemand efter Thorarin Ragabroder (970), og beklædte denne Værdighed i 15 Aar^[16].

Den ældre Generation af Landnamsmænd og deres Børn var paa denne Tid efterhaanden uddøet; kun enkelte Veteraner vare tilbage. Af dem maa især Egil Skallagrimssøn nævnes. Siden sit sidste Besøg i Norge, da han havde udført det farlige Ærende til Arnvid Jarl i Vermeland^[17], havde han holdt sig rolig paa Island, hvor han udøvede en overordentlig Indflydelse i hele sin Kreds, og derfor neppe engang fik Lejlighed til at lægge den Stridbarhed og Kampfærdighed for Dagen, der i saa høj Grad udmerkede hans yngre stormfulde Dage. Hans Børn vare nu voxede til, og forbandt sig ved Giftermaal med anseede Ætter paa forskjellige Kanter af Landet. Saaledes var hans Stifdatter og Broderdatter Thordis bleven gift med Grim Svertingssøn paa Mosfell, der senere paa sine gamle Dage blev Lovsigemand^[18]. Hans egen Datter, Thorgerd, egtede (966) den oftere omtalte Olaf Paa, Høskuld Dalakollssøns Søn, strax efter hans Hjemkomst fra Norge, og boede med ham paa det prægtige Hjardarholt. Egils Søn Thorstein blev gift med den smukke Jofrid, en Datter af den forhen omtalte Gunnar Livessøn. Hun var tidligere paa en heel romantisk Maade bleven gift med Tunge-Odds Søn Thorodd, der egtede hende mod Faderens Vilje, hvilken var forbitret paa Gunnar Livessøn for den Iver, hvormed han havde taget sig af Blundketils Søns, Hersteins, Sag. Men allerede næste Sommer efter Brylluppet havde Thorodd forladt sin unge Hustru for at løskjøbe sin fra Island forviste Broder af Fangenskab, uden nogensinde at vende tilbage igjen^[19]. Thorstein var Egils yngste Søn, og han gjorde ikke saa meget af ham, som af sine to ældre Sønner, Gunnar og Bødvar, men begge disse bleve ham ved en tidlig Død berøvede. Især elskede han Bødvar, og han var derfor utrøstelig, da denne omkom ved et Ulykkestilfælde paa Borgarfjorden. Beretningen derom viser Egils Charakteer fra en ømmere Side end vi ellers have lært ham at kjende, og indeholder tillige rørende Træk af Familielivets Inderlighed og det kjærlige Forhold mellem Forældre og Børn. Bødvars Lig drev i Land ved Einarsnes. Egil red selv ned for at søge det, og fandt det strax. Han tog det op, satte det i sine Knæ, og red med det ud til Digranes til Skallagrims Høj, lod den aabne, og lagde Bødvar ned ved Siden af Skallagrim, hvorefter Højen atter tillukkedes. Medens han var tilstede ved denne Syssel, skal Sorgen saaledes have bespændt ham, at hans Klæder revnede. Derpaa red han tilbage til Borg. Solen var just ved at gaa ned: han lagde sig i sit Sænge-Aflukke, skød Lemmen før, og tilbragte saaledes hele Natten, den følgende Dag, og Natten derefter, uden at ville lukke op for sig, og uden at smage Mad eller Drikke: Ingen turde tale til ham. Da lød Aasgerd sende et Iilbud vester til Hjardarholt efter sin Datter Thorgerd. Budet kom til hende noget over Middag. Hiin begav sig strax paa Vejen, red hele Natten, kom til Borg, og gik ind i Ildskaalen, hvor Aasgerd hilsede hende og spurgte om hun havde spiist til Natverd. „Nej“, svarede Thorgerd højt, saa at hendes Fader inde i Aflukket kunde høre hende, „jeg har ingen Natverd faaet, og vil ingen faa førend hos Freyja; jeg veed ikke bedre Raad end min Fader, og vil ikke leve efter min Fader og Broder“. Derpaa gik hun til Aflukket og sagde: „Luk op, Fader, lad os fare den samme Vej begge“. Egil drog Lemmen fra, Thorgerd gik ind, lukkede atter efter sig, og lagde sig i den anden Sæng, som stod der. „Det var smukt af dig, min Datter, at du vilde følge din Fader“, sagde Egil; „du har heri viist mig stor Kjærlighed; hvorledes kunde man ogsaa vænte, at jeg skulde ville overleve denne Sorg“? Derpaa taug de en Stund. Da sagde Egil: „hvad er det, tygger du paa noget?“ „Jeg tygger paa Tang“^[20], svarede hun, „thi saa lider det vel snarere med mig“. „Er da det skadeligt“? spurgte han. „Ja meget“? svarede hun; „vil du have noget?“ „Ja hvorfor ikke ?“ svarede Egil. Kort efter bad hun om at faa Drikke. „Det kommer af at spise Tang“, sagde Egil; „desto mere tørster man“. „Maaske du ogsaa vil have noget at drikke“, spurgte hun. Han tog mod Hornet og drak store Drag. Da sagde Thorgerd: „nu har man skuffet os, thi dette er Melk“. Da bed Egil et stort Stykke ud af Hornet, og kastede det. „Hvad skulle vi nu tage os for“, sagde Thorgerd, „vor Beslutning er jo forspildt. Men burde vi ikke nu leve saa længe, til du fik digtet et Arve-Kvæde efter Bødvar, og jeg fik ristet det paa Kjevle: siden kunne vi jo altid dø, om det saa synes os: jeg tror det varer længe, førend Thorstein digter noget Kvæde efter Bødvar, og upassende var det, om der ikke holdtes Arveøl efter ham, skjønt jeg ikke tænker paa at deeltage deri“. „Det ser ikke ud til, at jeg nu skulde kunne digte“, sagde Egil, „men jeg kan jo forsøge“. Og nu digtede han Kvadet Sunartorrek (Sønnetabet), et af de herligste fra hine Tider, der endnu er os opbevaret. Det begynder saaledes:

Tungt er mig nu
Tungen at røre,
svagt kun fra Munden
Stemmen lyder;

Ej ser det ud til
at jeg kan kvæde,
da Kummer svar
knuger Sindet.

Efter at han endnu i et Par Vers har omtalt, hvor vanskeligt det falder ham at digte, vedbliver han:

Thi min Æt
mod Enden lakker
som Træets Grene
trufne af Lynet;
Ak, før den Fader
al Fryd er svunden,
som Sønnens Lig
paa Lejet strækker.

⁂

Stort var det Brud
som Bølgen gjorde
i min fædrene
Frænde-Kreds;
aabent stedse
og uudfoldt stander
Sønnens Skaar,
som mig Søen voldte.

Meget har Ran
røvet fra mig;
hver ere alle
elskede Venner?
Havet har slidt
min Slægts den bedste,
den ædleste Traad
fra mit eget Hjerte.

Kunde med Sverdet
min Sorg jeg hevne,
ilde det skulde
Øge bekomme!
kunde i Havet
min Hevn jeg fremme,
hans Viv jeg vilde
visselig ramme.

Men ak, med Jøtnen
den ødelæggende
Mennesket ej
det mindste formaar;
al Verdens Folk
som Fnug for Gubbens
vrede Blik
brat henvejres.

Mig har Havet
meget ranet.
Grumt er Frænders
Fald at nævne;
svandt min Alders
Skjold saa fage,
ranet mig blev
min bedste Støtte

Selv jeg det veed,
i den Søn, jeg misted,
var ingen Thegns
Evne voxet,
om han til Ynglings
Aar var kommen,
førend ham Herjans
Hænder borttog.

I alt han føjed
sin Fader kjærlig,
skjønt Alverden
andet sagde;
mig han hjalp
i mit Huus saa venlig,
og min Magt
meest han støtted.

⁂

Hvo staar mig nu
ved Siden modig
i Ufreds Tid,
i Trængsel og Fare?
Sønnens Savn
jeg snart vil føle;
Venner svigte,
min Vinge stækkes.

Hvor finder jeg
paa vor hele Ø
en trofast Ven,
jeg trygt kan lide paa?
Thi en Broders Lig
for Bauge nu sælger
mangen saa grisk
efter Guld og Skatte.

Det er dog sandt,
at Sønnens Idgjeld^[21]
ingen faar,
uden selv han den fostrer;
kun den Søn,
som siden er
fød og baaren
i Broders Sted.

Jeg havde det godt
med Geire-Drottnen^[22];
paa ham jeg troed
saa trygt og stoled,
indtil Valfader
Venskabet brød,
Sejergiveren
stødte mig fra sig.

Ej jeg til Odin
ofrer gjerne,
til Viles Broder
bloter jeg nødig,
skjønt Mimes Ven
mig har givet
en Bod for Sorgen,
som Sindet letter.

Af Suttungs Mjød mig
han skjænked at drikke,
den ædle Kunst
han at øve mig undte;
han mig den gode
Gave forlened
Fiender vrede
til Venner at gjøre.

Tvende Sønners
Tab mig nu bøjer;
Njørves Syster^[23]
paa Nesset stander.
Dog skal jeg glad,
med min gode Vilje,
og fro i Hu
Hel forvente.

Eftersom Egil kom videre i at digte Kvadet, blev han raskere, og da han var færdig dermed, kvad han det for sin Hustru Aasgerd, sin Datter Thorgerd og sine Huusfolk; derpaa stod han op af Sængen, satte sig i sit Højsæde, og lod holde Arveøl efter begge sine Sønner. Thorgerd rejste derpaa hjem og fik rige Gaver. Egil levede endnu mange Aar efter denne Tid^[24]. Ved flere Lejligheder digtede han Kvad, der alle bleve meget berømte; blandt disse er ogsaa den ovenfor omtalte Draapa, som han digtede til Ære for sin Ven Arinbjørn ved Efterretningen om at han var kommen tilbage til sit Fædreland og sin Fædrenegaard. I dette Digt er der flere merkelige Hentydninger til den Tjeneste, Arinbjørn beviste ham, da han i York var falden i Erik Blodøxes Vold^[25]. Skalden Einar Skaaleglam søgte Egils Bekjendtskab; de bleve gode Venner, og fornøjede sig, heder det, med at tale sammen om Skaldskab. Sidenefter, da Einar var kommen tilbage fra sit sidste Ophold hos Haakon Jarl, hvorunder han havde deeltaget i Jomsvikingeslaget, besøgte han Egil, for at forære ham det Skjold, Jarlen havde givet ham. Egil var da ikke hjemme, og Einar ventede paa ham i tre Dage, men da det i den Tid ikke ansaaes passende at forblive længere i Besøg paa eet Sted, rejste han bort, efter at have hængt Skjoldet op over Egils Sæng, og anmodet Folkene paa Gaarden om at bede Egil modtage denne Gave. Samme Dag kom Egil hjem, saa Skjoldet og spurgte, hvo der ejede det herlige Stykke. Folkene bragte ham Einars Hilsen. Men i Stedet for at glæde sig over Gaven, blev Egil heel fornærmet, som om Einars Mening var at han skulde kvæde om hans Skjold; ja han vilde endog have redet efter ham og dræbt ham, hvis Einar ikke allerede havde faaet for langt Forsprang. Imidlertid digtede han om Skjoldet, og kom igjen i Venskab med Einar^[26]. Da Thorstein Egilssøn var bleven gift og Aasgerd, Egils Hustru, var død, overlod han Gaarden Borg og sit Høvdingskab til Thorstein, og flyttede selv til Mosfell, til sin Stifdatter Thordis, som han nu holdt meest af blandt alle dem, der vare i Live. Imidlertid kom han dog endnu engang, fuldvæbnet og i Spidsen for en stor Skare kampfærdige Svende, paa Althinget, for at staa sin Søn bi i en Grændsetrætte, hvorved den mægtige Tunge-Odd havde taget Modpartens Sag. At Tunge-Odd her kom til kort, var hvad man maatte vente.

Da Egil blev meget gammel, begyndte baade Syn og Hørelse at svigte ham, men hans Aandsevner vare lige usvækkede, og han vedblev ved givne Lejligheder at digte Smaavers lige til sin Død. Da han nærmede sig sit 90de Aar, mistede han Synet ganske. En Sommer, da hans Svigersøn Grim skulde til Althinget, vilde han endelig være med. Grim syntes ikke derom, og bad sin Hustru Thordis at lokke ud af den Gamle, hvad han havde i Sinde, thi; han havde størst Moro af at tale med hende. Hun spurgte ham nu, hvad han egentlig vilde paa Thinget „Det skal jeg sige dig“, sagde han; „jeg vil tage de to Kister med, som Kong Ædhelstan gav mig; de ere fulde af engelske Sølvpenge; dem vil jeg strø ud paa Lagberget, naar der er som fleest Folk tilstede, og da skal jeg undres, om der ikke baade vanker Puf og Stød, ja om ikke tilsidst hele Thingalmuen kommer op at slaas“. „Du har Ret“, sagde Thordis, „dette vil blive kostelige Løjer, og vil mindes saa længe Landet er beboet“. Hun fortalte det nu til Grim, som naturligviis ikke vilde tillade noget saadant, og Egil maatte blive hjemme, men var meget misfornøjet. Strax efter rejste Thordis til Seters. Egil benyttede sig strax af hendes Fraværelse til at byde to Trælle at sadle ham en Hest, da han, som han sagde, vilde fare i Bad. De gjorde saa; han satte sig op, tog Sølvkisterne med sig, og red ud af Tunet ned ad en Bakke, indtil man ej længer kunde se ham. Næste Morgen saa man ham vanke om tilfods i et Holt østenfor Gaarden, ledende Hesten efter sig. Han sagde at han havde dræbt Trællene, og skjult Kisterne, men hvor, fik ingen at vide. Nogle hundrede Aar efter, og endnu allersidst for noget over hundrede Aar siden har man fundet engelske Mynter fra hiin Tid ved Mosfell, hvilke rimeligviis høre til Egils Skat. Han døde endnu samme Aars Høst, og blev af Grim højlagt paa Tjaldanes med sine Vaaben og Klæder^[27].

Egils Søn Thorstein arvede sin Faders Ejendomme, Godord og Indflydelse, men han var en fredeligere Mand, der ikke skjøttede saa meget om at lade Sverdet afgjøre enhver Trætte, men derimod forstod sig ypperligt paa Lov og Ret. Hans personlige Anseelse var derfor ikke paa langt nær saa stor som Faderens. Imidlertid vedblev hans Æt, eller de saakaldte Myrmænds, at være en af de fornemste paa Island, og fra Thorstein udledte mange af de senere Høvdinger deres Herkomst, fornemmelig de senere saa mægtige Sturlunger^[28].

Borgarfjorden og dens Omegn synes mere end de øvrige Dele af Island at have frembudt Tilhold for Fredløse, der ved deres Røverier foruroligede Egnen. Enkelte af disse naaede endog en stor Navnkundighed for deres Tapperhed, Udholdenhed og Troskab mod hinanden indbyrdes. Blandt dem fortjener især den forhen nævnte Hørd Grimkellssøn at omtales. Dronning Gunnhilds Hevngjerrighed havde, som vi have seet, nødt ham til at forlade Norge og tage sin Tilflugt til Harald Jarl i Gautland. Her udmerkede han sig saaledes ved sin Tapperhed, at Jarlen gav ham sin Datter Helga til Egte for at faa ham til at blive der i længere Tid. Han blev ogsaa tilbage i alt henimod 14 Aar, medens hans Fostbroder Geir allerede efter et Par Aars Forløb rejste hjem til Island over Norge, hvor han nær var bleven dræbt af Dronning Gunnhilds Udsendinger. Endelig kom ogsaa Hørd hjem med sin Hustru, et stort Følge og mange Rigdomme, opslog sin Bolig paa Breidabolstad, og levede en Tidlang med megen Glands. Han lagde stedse an paa at vise sig fredelig og forligelig. Desuagtet traf det sig saa uheldigt, at en af hans Folk, et ondskabsfuldt Menneske, dræbte en i Nærheden boende Mands unge Søn før en ringe Sag. Hørd tilbød strax hans Fader Selvdom og al mulig Oprejsning, men denne, der ligeledes var trættekjær og ondskabsfuld, vilde ikke høre om andet end at forfølge Sagen til det Yderste. Da kom der et saadant Raseri over den ellers godmodige Hørd, at han strax dræbte Manden og satte Ild paa hans Gaard, saa at den brandt op med alt hvad der var, hvoriblandt to Kvinder, der ej vilde gaa ud. Dette blev naturligviis strax paaklaget af Hørds Fiender og Misundere, og da ej engang hans egen Svoger vilde tage sig af hans Sag, eller endog byde Bøder for ham, blev han dømt fredløs. Nu tyede han med alle Sine til sin Fostbroder Geir paa Gaarden Botn, efter først at have opbrændt sin Gaard paa Breidabolstad. Da Geir ikke kunde skaffe Føde til saa mange Mennesker, og dog nødig vilde vise sig ugjestfri mod Hørd, greb han til den Udvej, at røve Kvæg paa en anden Gaard, hvorved et Par Mænd bleve dræbte. Hørd erfoer det, blev meget misfornøjet, og vilde ikke engang at man skulde nyde af de røvede Dyrs Kjød, førend Ejeren var bleven underrettet derom og havde faaet Bøder. Men Nøden drev dog ogsaa omsider ham til at finde sig i denne Maade at friste Livet paa, og da han nu tillige blev underrettet om, at man tænkte paa at samle sig imod ham og hans Venner for at tage dem af Dage, flyttede han med Geir og alle sine Mænd til en Klippe-Holm ved Hvalfjorden, hvor de af Tømmeret fra de nedrevne Huse paa Botn byggede en stor Skaale, og stiftede et ordentligt organiseret Forbund af Fredløse, der forbandt sig til at vise Hørd og Geir ubetinget Lydighed, og af hvilke ingen Under den Straf at styrtes ned fra den stejle Klippevæg maatte være længere end tre Nætter borte uden Tilladelse. Andre Fredløse og Ugjerningsmænd strømmede nu til, og svore Hørd og Geir Troskabs-Ed. Til en Tid var der endog ikke færre end 200 Mand samlede: det mindste Antal var 80. Det er let at forstaa, at denne Bande blev en sand Landeplage for Egnen. De kunde alene ernære sig ved Rov, og om end Hørd og Geir selv ønskede at vise saa megen Humanitet som muligt, saa var det dog ved et saa stort Antal, hvoraf den største Deel var det værste Udskud, ej at tænke paa at kunne hindre mange Ugjerninger. De havde sluttet en hemmelig Aftale med Bonden Thorstein Guldknap paa Thyril inderst i Fjorden, at han skulde sætte alle Rømningsmænd over til dem, og give dem Nys om alle Anslag imod dem, hvorimod de til Gjengjeld ej skulde røve hos ham: dette var bekræftet med Ed paa begge Sider. Saaledes gik det hen i tre Aar, i Løbet af hvilke Hørd og Geir udførte de meest fortvivlede Heltegjerninger. Engang foreslog Hørd at de skulde tage et Skib fra nogle Kjøbmænd, der laa i Hvitaa, og saaledes se til at komme fra Landet, da han allerede længe var ked af dette uværdige Liv; men de Øvrige overstemte ham, eg han maatte blive. Omsider holdt Bønderne i Egnen et Møde for at aftale en ordentlig Angrebsplan, da Uvæsenet ej længer var at taale. I Spidsen for dem stillede sig Hørds egen Morbroder Torve Valbrandssøn og hans Svogere Illuge den røde og Indride. Det vilde dog vel neppe have lykkets dem at udrette noget mod de tapre Fredløse, hvis de ej havde brugt skammelig List, og dertil vundet Thorstein Guldknap. Denne laante dem sin Baad, i hvilken en vis Kjartan roede ud til Holmen for paa Skrømt at tilbyde de Fredløse Forlig og saaledes narre dem i Land. Da de kjendte Baaden, hindrede de ej Kjartan fra at lande. De gode Tilbud lokkede mange til at følge med, og de bleve ved Ankomsten strax dræbte, dog uden at man fra Holmen kunde se det. Saaledes gik det ogsaa anden Gang, da fulgte endog Geir med, trods Hørds Advarsel, og blev dræbt med de øvrige. Endelig kom Raden til Hørd. Han vægrede sig først ved at drage over, men Kjartan haanede ham som ræd og umandig, og dette kunde han ikke taale. Han fulgte med, og var allerede næsten kommen til Land, da han fik se Geirs Lig flydende paa Vandet; forbitret dræbte han Kjartan, men i det samme landede Baaden, og han og de Øvrige bleve bundne for at aflives. Dog rev han sig løs, snappede en Øxe fra sin Svoger Indride, og forsvarede sig en Tidlang med fortvivlet Tapperhed, indtil endelig Øxen gik af Skaftet, eg Thorstein Guldknap dræbte ham (985). Hans tro Hustru Helga, der var bleven tilbage paa Øen, svømmede om Natten til Land først med sin yngste, og siden med sin ældste Søn. Hun tog sin Tilflugt til Hørds Søster Thorbjørg, der var gift med Indride paa Thyril. Her forbleve de en Stund, og droge siden til Norge eg derfra til Gautland; en af Sønnerne, Bjørn, kom siden tilbage til Island, og dræbte mange til Hevn for sin Fader, ligesom og Thorbjørg fik dræbt flere, saa at man i alt regner at 24 Mænd faldt i Hevn for Hørd. En Deel af Hørds Bande var allerede før hans Død, paa et Tog til Fastlandet for at hente Vand, bleven afskaaren fra Stranden; nogle af dem dræbtes, men de øvrige satte til Fjelds, hvor de toge Tilhold i en Hule, forstærkedes med Flere, og fortsatte deres vante Liv, indtil Torve og et Par andre Høvdinger omsider fik dræbt de fleste af dem. Der omtales endnu en lignende Bande, de saakaldte Kropsmænd, som Torve skal have taget af Dage^[29].

Ved Breidafjorden var især Olaf Feilans og Thorolf Morstrarskeggs Æt i Besiddelse af Magten. Om Olaf Feilans Søn Thord Gelle, og den Indflydelse, han udøvede paa Retsforfatningen, er forhen talt. Hans Sønner Thorarin Filsenne paa Hvam og Eyjolf den graa eller listige i Otradal arvede hans Besiddelser, men ikke hans Anseelse; derimod synes den største Glands i en lang Tid at have heftet ved Høskuld Dalakollssøn og hans ridderlige Søn Olaf Paa, i Særdeleshed da Thorgrim, den egentlige Thorsnesgode, af Venskab for sine Svogere Thorkell og Gisle Surssønner flyttede nord til Søbool i Dyrafjorden, saaledes som det forhen er nævnt, overladende sin Fædrenegaard Helgafell til sin mindre anseede Broder Børk den digre. Olaf Paa var, som vi have nævnt, gift med Egil Skallagrimssøns Datter, og han bosatte sig endnu i Faderens Levetid paa Hjardarholt, som han selv bebyggede med megen Pragt, og hvor han levede paa en stor Fod. Bjelkerne og Panelingen i hans Gildeskaale vare smykkede med de herligste Udskæringer, forestillende Æsernes Bedrifter. Ved hans Datters Bryllup kvad Skalden Ulf Uggesøn en heel Draapa, hvori han beskrev disse Scener; af denne Draapa, kaldet Huusdraapa, have vi endnu enkelte Levninger tilbage^[30]. Uagtet Olaf Paa kun var Frillesøn, blev han dog som den irske Konges Dattersøn og sin Faders Yndlingssøn betragtet som den fornemste af sine Brødre, og det var fornemmelig ham, der efter Høskulds Død forestod det prægtige Arveøl, hvortil han paa Althinget indbød alle Godordsmænd i Landet foruden en Mængde andre Bønder, saa at Gjesternes Antal i alt var henimod tusinde^[31]. Olafs Broder Thorleif forlod siden Island, og kom ikke mere tilbage, men hans Søn Bolle opfostredes hos Olaf, og mellem ham og Olafs Søn Kjartan, opkaldt efter Morfaderen, opstod der snart et fortroligt Venskab. Olafs Syster Hallgerd var en udmerket skjøn, men herskesyg og ondskabsfuld Kvinde. Allerede medens hun var halvvoxen, havde hendes Farbroder Rut ytret til hendes Fader Høskuld, engang da hun legede paa Gulvet med andre Smaapiger, at han ikke kunde skjønne, hvorfra de Tyveøjne vare komne i Ætten. Høskuld blev fornærmet derover, men Ruts Spaadom var sand^[32]. Inden Hallgerd havde naaet sit 17de Aar, havde hun allerede voldt sine to første Mænds Død^[33]. Tredie Gang bedaarede hun den ædle Gunnar Haamundssøn paa Lidarende i Fljotslid, sydligst paa Island, som egtede hende, men til sin egen Skade, saaledes som det nedenfor skal fortælles^[34].

Thorgrim Thørsnesgode havde, saaledes som det ovenfor er berettet, bosat sig paa Søbool forat være i Nærheden af sine Svogre, Thorkell og Gisle, og levede i det inderligste Venskab med dem og Gisles Svoger Vestein, indtil hiin uheldige Dag, da Gisle faldt paa at de skulde stifte Fostbroderskab med hinanden, men Thorgrim vægrede at forbinde sig med Vestein, og Giske til Gjengjeld unddrog sig fra at forbinde sig med Thorgrim^[35]. Derved splittedes Venskabet, just som det skulde befæstes. Kort efter rejste Gisle og Vestein udenlands, og skiltes ad i Danmark, da Vestein vilde drage til England. Før Afskeden smedede Gisle en Pening, der bestod af to Dele, som nøje passede sammen; den ene Deel gav han Vestein, den anden beholdt han selv, for at de kunde bruge dem som Jerteiner i vigtige Anledninger^[36]. Han vendte selv over Norge tilbage til Island. Kort efter hans Hjemkomst fik hans Broder Thorkell tilfældigviis høre en Samtale mellem sin Kone Aasgerd og Gisles Kone Aud, hvorved de i Spøg gjensidigt drillede hinanden med at de gjorde formeget af deres Svogre, Aasgerd af Vestein og Aud af Thorgrim. Thorkell raabte strax: „dette vil vorde een eller flere Mænds Bane!“ og uagtet hans Kone søgte at berolige ham, ja endog truede med Skilsmisse, hvis han gav nogen urimelig Mistanke Rum, flyttede han dog fra sin Broder til Thorgrim paa Søbool. Hvad han og Thorgrim havde i Sinde, kunde man allerede skjønne deraf, at de fik en af de bedste Smede der i Egnen til at omsmede Brudstykkerne af Sverdet Graasida til et saakaldet Maalespyd, d. e. et Spyd med Runer, hvilke man troede gjorde det sterkere og sikrere. Da Gisle ved Vintrens Begyndelse skulde holde et stort Gilde – det skulde egentlig være Vinternatsblot, men efter sit Ophold i Danmark blotede han ikke mere – fik han høre at Vestein var kommen ud, og da han med Rette frygtede for sin Broders Planer, skyndte han sig at sende ham Bud med den halve Penning som Jertein, at han ej maatte komme, førend han havde talt med ham. Men det var for seent, han var allerede paa Vejen, og vilde ikke vende om. Han havde kun været to Nætter hos Gisle, da man den tredie Nat fandt ham dræbt i sin Seng, med Graasida i Brystet. Gisle drog Spydet ud, og lagde det, uden at Nogen fik det at se, i en Kiste. Han lod Vestein højlægge, ved hvilken Højtidelighed ogsaa Thorkell og Thorgrim indfandt sig. Det var Skik, ved slig Lejlighed at binde den Afdøde de saakaldte Helsko, for at han med dem kunde gaa til Valhall; denne Forretning paatog Thorgrim sig, og sagde da han var færdig: „Ikke kan jeg med at binde Helsko, hvis disse løsne“. Tilsyneladende vedblev den gode Forstaaelse mellem begge Familier, men Gisle pønsede paa Hevn, hvortil han endog ifølge det med Vestein sluttede Fostbroderskab var forpligtet. Næste Høst holdt Thorgrim og Gisle Vinternatsblot, hver for sig. Blandt Thorgrims Gjester var Enjulf den graa og Børk. Da tog Gisle en Nat Spydet Graasida op af Kisten, sneg sig over til Søbool og ind gjennem Skaalen til det Aflukke, hvor Thorgrim sov ved Siden af sin Kone Thordis, Gisles egen Syster; med den ene Haand løftede han Klæderne, med den anden satte han Spydet i Thorgrim, saa at det stod fast i Sængen; han kom ubemerket bort og hjem, uagtet Thordis strax raabte Folk til Hjelp, og alle kom paa Benene^[37]. Mistanken faldt naturligviis strax paa Gisle, og Eyjulf, Thorkell og flere Mænd ilede til hans Gaard. Han laa i sin Sæng, men hans Sko stode ganske sneede foran Sængen; dog havde Thorkell endnu saa megen Broderkjærlighed, at han skyndte sig at skyde Skoene ind Under Sængen, førend Nogen fik dem at se. Han fortalte nu Drabet, og Gille tilbød sig strax at hjelpe til med at højlægge Thorgrim. De modtoge Tilbudet, og Gisle fulgte dem til Søbool. Thorgrim blev højlagt i et Skib; Gisle tog en stor Steen og kastede i Skibet med de Ord: „Ikke forstaar jeg at fæste Skib, hvis Vinden tager dette op“. Man erindrede nu de Ord, Thorgrim havde sagt ved Vesteins Begravelse; og alle gjettede vistnok, at Gisle var hans Banemand. Thordis fik fuldkommen Vished derom af et Vers, Gisle tilfældigviis kom til at kvæde, og hvori han paa en forblommet Maade hentydede paa at Thorgrim var falden for hans Haand. Hun havde imidlertid født en Søn, som blev kaldet Thorgrim efter sin Fader, (963), og derpaa egtet Børk, der var bleven tilbage for at ordne Boet efter Broderen, men nu flyttede hjem til Helgafell. Før Afrejsen lykkedes det Børk at aflokke hende Betydningen af Gisles Vise, og han besluttede strax at sagsøge ham paa Thorsnesthing. Thorkell advarede sin Broder, men var ej at formaa til at yde ham nogen egentlig Hjelp, og da ligeledes andre mægtige Venner unddroge ham deres Beskyttelse – man saa heri Følgerne af Seid, som hans Fiender havde ladet anstille – blev han dømt fredløs paa Thinget, og maatte nu søge sin Frelse paa Steder og i hemmelige Smuthul, ledsaget af sin tro Hustru Aud, indtil endelig Børks Frænde Eyjulf den graa efter flere forgjæves Forsøg fik ham dræbt (982), 18 Aar efter Thorgrims Død. Hans Enke Aud og Vesteins Hustru Gunnhild forlode Landet, antoge Christendommen i Heidaby i Danmark, droge derfor sydefter, og kom ikke tilbage. Vesteins Søn Berg dræbte siden Thorkell Surssøn, men skal selv senere være bleven dræbt i Norge af Gisles og Thorkells tredie Broder Are, som var bleven tilbage der^[38].

Thorgrims Søn var imidlertid voxet til. Formedelst hans Urolighed kaldte man ham først Snerre^[39], siden Snorre, og under dette Navn er han bleven meest bekjendt. Han opfostredes hos sin Frænde Thorbrand i Alstafjord med dennes Sønner. I Følge med et Par af disse gjorde han om Høsten 981 en Rejse til Norge, hvor han fandt en venskabelig Modtagelse hos den unge mægtige Erling Skjalgssøn paa Sole^[40]. Næste Høst vendte han tilbage igjen, den samme, i Løbet af hvilken hans Morbroder Gisle Surssøn blev dræbt. Eyjulf, hans Banemand, indfandt sig strax efter med flere Folk hos Børk, for at fortælle ham, hvorledes Alt var tilgaaet. Børk blev glad derover, men Snorre og Thordis toge sig nær deraf. Børk bad hende beverte de Fremmede vel, men hun sagde at Grød var godt nok for dem. Om Aftenen, da hun bar Maden ind, lod hun Skeerne falde. Idet hint bøjede sig ned for at samle dem op, greb hun Gisles Sverd, som Eyjulf havde medbragt og lagt fra sig, for at gjennembore ham dermed, men kom dog kun til at saare ham i Laaret. Børk sprang op og slog hende, men Snorre stødte ham omkuld, satte hende hos sig, og sagde at hun havde nok at sørge over, om hun ikke ovenikjøbet skulde have Slag. Eyjulf foer ligeledes op, og der blev en stor Larm; Børk fik dog alt bragt i Rolighed ved at tilbyde Eyjulf Selvdom, og han tilkjendte sig fuld Mandebod. Men Thordis erklærede sig strax skilt fra Børk, og den følgende Sommer fordrede Snorre sin Fædrenearv af ham. Han endte ikke, førend han havde faaet Børk dreven fra Helgafell, hvor nu Snorre selv bosatte sig. Ogsaa han er en af Sturlungernes Forfædre, og det er sandsynligviis efter ham, at den berømte Snorre Sturlasøn er opkaldt. Han beskrives som en Mand af Middelhøjde, temmelig spinkel, smuk af Ansigt, lyshaaret, med rødligt Skjæg; han var i det daglige Liv stilfærdig; man mærkede ikke synderligt paa ham, om han fandt Behag eller Mishag i en Ting; han var forstandig, kunde i Mangt og Meget slutte sig til hvad Fremtiden vilde bringe, var uforsonlig og hevngjerrig, men gav sine Venner de meest heldbringende Raad, medens hans Uvenner fik det modsatte at finde. Han overtog ogsaa Hovets Bestyrelse og Godordet, saa at han fra nu af kaldtes Snorre Gode, og blev en stor Høvding^[41].

Kort efter at Snorre havde overtaget Godordet paa Thorsnes, døde Goden Thorgrim Kjallaksøn, en Sønnesøn af Bjørn austrøne, og efterlod tre Sønner, Brand, Styr og Vermund mjove, af hvilke den sidste bosatte sig paa Bjørnshavn. Styr hed egentlig Arngrim, men formedelst hans voldsomme og urolige Sind havde man kaldt ham Styr (d. e. den urolige), ja endog Vigastyr (d. e. Drabs-Stur). Vermund derimod var en stille, rolig og forstandig Mand. Vermund foretog ikke længe efter en Rejse til Norge, hvor han besøgte Haakon Jarl, og paa Grund af sin fornemme Herkomst blev saare vel modtagen af denne, som beholdt ham hele Vintren hos sig paa Lade. Ved Afrejsen bad Jarlen ham udbede sig en Gave. Vermund bad om at Jarlen vilde give ham to svenske saakaldte Berserker, han havde ved sit Hof. Det var to kæmpesterke, uvørne Brødre, som Kong Erik Sejrsæl havde foræret Jarlen, og af hvilke Vermund tænkte at faa den største Nytte. Jarlen forestillede ham det ufornuftige i at skaffe sig to saa ustyrlige Karle paa Halsen, men Vermund bad saa længe, at han endelig føjede ham, idet han kun betingede sig at han skulde behandle dem vel. Vermund tog dem med. Men efter Hjemkomsten merkede han snart at han ej kunde styre dem, og var glad til at faa prakket dem paa sin Broder Styr, for hvem de bedre passede, og hvem de og vare til god Hjelp paa hans krigerske Udflugter. Men endelig blev en af Berserkerne forelsket i Styrs smukke Datter Aasdis, og fordrede at han skulde give ham hende til Hustru. Styr vidste ikke hvad han skulde svare hertil, thi heller ikke han vovede at lægge sig ud med Berserkerne, og vilde dog nødig bortgive sin Datter til en saadan. I sin Nød spurgte han den unge Snorre Gode til Raads. De sad en heel Dag og talte sammen oppe i Helgafell, og ingen fik vide hvad de talte om, men man erfoer snart Følgerne. Da Styr kom hjem, sagde han til Bejleren, at han, da han ikke ejede Penge, maatte søge at fortjene Pigens Haand ved at udrette et eller andet Storverk, og foreslog Berserkerne at oprydde en Vej gjennem Raunet (Lavaen) ud til Bjørnshavn, og oprejse et Hegn for hans Marker langs Vejen. De lovede det, og udførte det virkelig. Men imidlertid havde Styr hjemme paa Gaarden ladet indrette en Badstue under Jorden med en Glug oventil. Da Berserkerne efter fuldendt Arbejde kom trætte og modige hjem, foreslog han dem at gaa i Bad, og førte dem ned i den nye Badstue, som han nu lod ophede saa forfærdeligt, at de ej længer kunde holde ud dernede. Men Styr lod Badstuen stænge til med store Stene. Det lykkedes den ene Berserk at bryde Lemmen op, men han snublede paa en blød Oxehud, Styr havde lagt foran Nedgangen, og blev dræbt af Styr; den anden kom ikke engang op, men gjennemboredes af Styrs Spyd i Opgangen. Siden bejlede Snorre Gode til Aasdis og fik hende. Og denne Forbindelse mellem den kloge og mægtige Snorre og den haandfaste, stridbare Styr forøgede begges Magt og Anseelse overordentligt^[42].

Børk digres og Thordis’s Datter, Snorre Godes Halvsyster Thurid blev meget ung^[43] gift med den anseede Thorbjørn digre paa Gaarden Frodaa. Han havde tidligere været gift med en Syster af den kjekke og ridderlige Bjørn Aasbrandssøn fra Kamb, der saaledes var kommen i nærmere Forbindelse med ham, og ofte plejede at indfinde sig paa Frodaa som Gjest. Kort efter Giftermaalet faldt Thorbjørn i en Kamp med en anden Høvding, men Bjørn fortsatte sine Besøg paa Frodaa, og det blev snart Tale om, at han og den tinge Enke syntes altfor godt om hinanden. Snorre hentede derfor Systeren hjem til sig paa Helgafell. Men hun havde ikke opholdt sig der længe, førend hun fik en ny Bejler i den forhen omtalte Thorodd Skattkaupande^[44], der kom hjem med de mange Penge, han havde erhvervet ved sit heldige Baadsalg, og tilbragte Vinteren hos Snorre Gode. Da han kom frem med sit Frieri, fandt Snorre dette at være et godt Tilbud, skjønt Thurid selv ej var saa glad deri; imidlertid var der neppe engang Tale om hendes Samtykke, og Brylluppet stod endnu samme Vinter paa Helgafell. Vaaren efter flyttede de Nygifte til Frodaa. Men aldrig saa snart havde de bosat sig der, førend Bjørn begyndte at banke der paany, til Thorodds store Misfornøjelse. Sædvanligviis plejede han dog at være tilstede, naar Bjørn var der, og det var derfor en Gang denne og Thurid saameget mere paafaldende, at Thorodd ingensteds var at se. Men Thurid anede strax Sammenhængen, og bad Bjørn, naar han gik hjem, at tage sig vare, da Thorodd ganske vist havde lagt sig i Baghold for at overfalde ham. Hun spaaede rigtigt, thi da han paa Vejen kom op paa en Højde, brød Thorodd selv femte frem, og angreb ham. Han forsvarede sig imidlertid tappert, fældte to af Angriberne og drev de øvrige paa Flugten. Thorodd henvendte sig nu til Snorre om Bistand, og anlagde Sag mod Bjørn for Drabet af hine to Mænd. Uagtet Bjørn ogsaa havde mægtige Venner, og hans Fader desuden betalte Pengebøder for Drabene, var Snorres Magt og Anseelse dog saa stor, at Bjørn maatte drage i Landflygtighed paa tre Aar. Samme Sommer (985) drog han afsted, og strax efter fødte Thurid en Søn, der fik Navnet Kjartan, og efter alles Formodning – en Formodning, som vistnok ogsaa var rigtig – ikke var Thorodds, men Bjørns Søn. Bjørn drog til Danmark, og derfra til Jomsborg, hvor han, saaledes som vi allerede paa et Par Steder ovenfor have nævnt, traadte ind i Jomsvikingernes Samfund. Det heder, at han ved sin Ankomst til Jomsborg fandt Palne-Toke som Jomsvikingernes Høvding, men Urigtigheden af dette Foregivende er allerede ovenfor oplyst. Han fulgte Styrbjørn til Svithjod og deeltog i Slaget paa Fyrisvoldene, hvor han med de øvrige Jomsvikinger undkom til Skogs, og der fra tilbage til Skibene. Bjørn skal have udmerket sig meget under sit Ophold i „Jomsborg, og fra denne Tid fik han Tilnavnet „Breidvikingakappe“ (Kæmpen fra Breidavik, hvor hans Fædrenegaard laa). Han var meget længer udenlands end de bestemte tre Aar, thi ved hans Hjemkomst var Kjartan henimod tolv Aar gammel, og lagde allerede tydeligt for Dagen, at han i Stridbarhed vilde slægte ham paa. Det fortrolige Forhold mellem Bjørn og Thurid begyndte paany, og ikke engang Snorre lykkedes det, saa mægtig han var, at gjøre Bjørn nogen Fortræd, eller endog hindre hans Besøg, uagtet han mere end een Gang prøvede derpaa. Men omsider besluttede Bjørn selv, saa godt som uopfordret, at forlade Landet og saaledes afbryde et Forhold, der gav Anledning til saa megen Folkesnak og Familietvist. Han indskibede sig i Raunhavn, og sejlede afsted (omkring 998). Han fik en svær Storm fra Nordvesten, og man hørte i mange Aar intet til ham. Vi ville i det Følgende se^[45], hvorledes han henimod tredive Aar senere tilfældigviis blev gjenfunden paa en langt anden Kant af Verden.

I Nordfjerdingen af Island vare i Særdeleshed Vatnsdalens og Eyjafjordens Høvdinger mægtigste. I Vatnsdalen var der neppe nogen, som vovede at byde Ingemunds Sønner Trods. De udmerkede sig ved deres sjældne Enighed og Sammenhold, og Thorsteins Viisdom, understøttet af Jakuls Tapperhed og Styrke, gjorde dem uimodstaaelige. Men efter Brødrenes Død forandrede Forholdene sig. Thorsteins ældste Søn Ingulf, berømt for sin sjældne Skjønhed, arvede Godordet og Høvdingdømmet; det heder vel, at han ansaaes som en god Høvding, og i mange Henseender traadte i sin Faders Spor, men det er øjensynligt, at han ej paa langt nær formaaede saa meget som han, medens tillige andre Mænd havde nedsat sig i Heredet, og erhvervet betydelig Magt. En af disse var Nordmanden Ottar Thorvaldssøn fra Øen Ylve (Ulvøen) i Vesteraalen paa Haalogaland. Ottar havde i sin Ungdom været opfostret hos sin Faders Ven og Nabo, Bonden Ingjald paa Øen Ylve tilligemed dennes Søn Aavalde, men i een Nat bleve saavel Thorvald som Ingjald overfaldne og indebrændte af Vikingen Sokke, og det lykkedes kun Ingjald med Nød og neppe at skaffe Drengene Ottar og Aavalde ud af en Bagdør paa Huset, saa at de undkom med Livet. De toge siden Tjeneste ombord paa en Sildeskude fra Vaagen, og fik derved Lejlighed til at komme syd til Sogn, hvor Ottars Morbroder Galte tog imod dem og beholdt dem hos sig i flere Aar, indtil de vare voxne. Gunnhilds Sønner herskede da endnu i Landet, og Sokke stod højt i deres Gunst. For at undgaa hans Efterstræbelser, tilbragte begge Fostbrødrene nogle Aar med Handelsrejser, og besluttede endelig at flytte ud til Island. Dog fandt de før Afrejsen Lejlighed til at overfalde og fælde Sokke (omkring 964), og droge derpaa til Island, hvor de begge nedsatte sig i Vatnsdalen^[46]. Ottar egtede en Datter af den rige Olaf paa Hankagil, Aavalde en Datter af Eyvind Sørkve. Ottar havde med sin Hustru flere Børn, af hvilte Sønnen Hallfred især er bleven berømt. Allerede fra Ungdommen af udmerkede han sig som en ypperlig Skald, og ved sin bidende Tunge. Vi ville i det Følgende oftere have Anledning til at omtale ham under det Tilnavn, med hvilket han sædvanligviis plejer at benævnes, nemlig Vandrædaskald; hans Kvad indeholde de vigtigste og paalideligste Efterretninger om Olaf Tryggvessøns Bedrifter. Ottars Datter Valgerd udmerkede sig ved sin Skjønhed. Hun var den smukkeste Kvinde, Ingulf den smukkeste Mand i Vatnsdalen^[47]: intet Under, at de fandt hinanden, og at der opstod en Kjærlighedsforstaaelse mellem dem; men da Ingulf ikke lod til at have alvorlige Hensigter, var Ottar meget misfornøjet hermed, og anlagde Sag mod Ingulf allerede medens hans Fader Thorstein endnu levede, fordi han havde digtet et Elskovskvad om Valgerd, hvilket ansaaes for en stor Fornærmelse. Jakul blev heel forbitret, men desuagtet kom det til et Forlig, hvorved Ottar overlod Thorstein selv at dømme i Sagen, og denne dømte sig selv til en Bod af et Hundrede i Sølv for den Fornærmelse, Ingulf havde tilføjet Ottar, hvorimod han forpligtede Ottar til at flytte bort fra Heredet. Ottar begav sig derfor syd over Heiden til Norderaadal ved Borgarfjorden^[48]. Dette hindrede imidlertid ikke Ingulf i at gjentage fine Besøg hos Valgerd, især efter at han var bleven Gode, thi nu indfandt han sig stadigt hos hende, hver Gang han drog til eller fra Thinget. Dette var saa meget mere forargeligt, som han selv nu var bleven gift med hendes Moders yngre Syster Halldis, Datter af Olaf paa Haukagil. Da Forestillinger intet frugtede, besluttede Ottar, som den svagere, at rydde Ingulf afvejen ved lejede Mordere. Engang mislykkedes Forsøget, og Ottar blev dømt til en svær Pengebod, men det afgjordes tillige, at Ingulf skulde ligge paa sine Gjerninger, dersom han blev dræbt paa noget Enebesøg hos Valgerd. Da han desuagtet fortsatte disse Besøg, udsendte Ottar en anden Morder, der vel ikke fandt Lejlighed til at dræbe Ingulf, men derimod fældte hans Broder Gudbrand. Ingulf stod nu saaledes ene, og blev ikke længe efter dødeligt saaret i Kampen mod nogle Stimænd, der foruroligede Egnen. Han døde en Tid efter, og forlangte før sin Død at begraves nærved Vejen, for at Pigerne i Vatnsdalen derved saa meget bedre kunde mindes ham. Han efterlod to umyndige Sønner, og Godordet skulde imidlertid forvaltes af den, som ansaaes meest skikket dertil. Dette var unegteligt Ingemunds Dattersøn, Thorgrim paa Kornsaa. Men i Heredet havde ogsaa en Halvbroder af Ottar, ved Navn Thorkell Silfre, nedsat sig; han besad store Rigdomme, og disse gav ham Mod til at optræde som Thorgrims Medbejler, uagtet han var saare forhadt og havde et ondt Ord paa sig som Troldmand. Spørgsmaalet skulde afgjøres paa en Sammenkomst i Forsøludalen. Her indfandt saavel Thorgrim og Thorkell Silfre, som mange andre anseede Mænd sig. Der var ogsaa den nu tolvaarsgamle Thorkell Kravla, Thorgrims Frillesøn, men endnu ikke anerkjendt af ham^[49]. Drengen stirrede paa en smuk sølvbeslagen Øxe, som Thorgrim holdt i Haanden. Thorgrim lovede baade at forære ham den, og erkjende ham for sin Søn, hvis han vilde sætte Øxen i Thorkell Silfres Hoved. Thorkell Kravla sagde at han skulde forsøge derpaa. Der taltes imidlertid om Valget, og man kunde ej blive enige. Endelig besluttede man at prøve Lodkastning. Man forsøgte flere Gange, men Loddet traf altid den listige Silfre, hvad man naturligviis, og vel med Rette, tilskrev hans Kunster, hvilke dog ikke derfor behøve at have været Trolddomskunster. I det samme kom Drengen Thorkell Kravla løbende ind med smudsige Klæder, og strøg ganske nærved Silfre, der tilsøledes, og stødte ham vred fra sig, idet han kaldte ham en Trælkvindesøn. Men i samme Øjeblik sprang Thorkell Kravla op i Sædet hos ham, og hug ham et dybt Hug i Hovedet, saa at han strax faldt død ned. Nu var der ingen, som gjorde Thorgrim Godordet stridigt; han fik det, og erkjendte strax Thorkell Kravla for sin Søn. Han viste ham fra nu af den største Kjærlighed, og udrustede ham ikke længe efter paa det bedste til en Udenlandsrejse, paa hvilken han besøgte sin Frænde Sigurd Jarl paa Orknøerne, og deeltog med hun i et Krigstog til Skotland. Her indlagde Thorkell sig megen Hæder ved sin Tapperhed. Efter to Aars Forløb vendte han tilbage til Island. Hans Fader Thorgrim døde strax derpaa, og dennes egtefødde Sønner, Thorgrims Halvbrødre, toge al Arven efter ham. Men ikke desto mindre lykkedes det Thorkell, inden faa Aar vare omme, at erhverve ej alene Godordet, men ogsaa Hovedgaarden Hof, Ingemunds gamle Herresæde, saa at han altsaa nu blev Høvding i Vatnsdalen. Denne Ophøjelse skede efter alle Heredsfolkenes Ønske, og Thorkell bestyrede Høvdingdømmet til deres største Tilfredshed. Man ansaa ham for den af Naturen bedst udstyrede Mand i Vatnsdalen siden Thorstein Ingemundssøns Dage^[50].

Eyjafjordens mægtigste Høvding var en Tidlang den stridbare Viga-Glum paa Tveraa, hvis tidligste Bedrifter vi allerede have omtalt. Vi have seet, hvorledes han kom i udeelt Besiddelse af Tveraa, og fra den Tid af beholdt han Magten i Heredet i henved 20 Aar (964–984). I al denne Tid havde han mange Stridigheder, især med den af ham dræbte Sigmunds Svigerfader, den mægtige Thore paa Espehol og dennes Sønner Thorarin, Thorvald Krok og Thorgrim. Det kom endelig til en Kamp mellem Glum selv 8de og Espehølingerne, i Alt 20, paa et Sted, kaldet Risateig, hvor Thorarin blev saaret, og Thorvald Krok med 4 andre faldt, medens Glum mistede 4 Mand, da endelig Folk kom til og gjorde Ende paa Striden. Glum havde selv dræbt Thorvald, men søgte at indbilde en tolvaarsgammel Dreng ved Navn Gudbrand Thorvardssøn, der næsten nødtvungen havde været med ham, at han var Thorhalds Banemand, og snakkede saa længe for ham, prisende hans Kjækhed, indtil han omsider troede det, vedgik det, og blev dømt fredløs paa Thinget, hvorefter Glum skaffede ham udenlands. Derved troede Glum at kunne undgaa den Ulempe, han ellers vilde have af Eftermaalssøgsmaalet. Og Thorvald Kroks Frænder, som havde glædet sig til, nu at kunne faa Bugt med Glum, ærgrede sig ikke lidet over at maatte i hans Sted lade Hevnen gaa ud over en saa ubetydelig Person som Gudbrand. Imidlertid var Glum altfor stolt af sine Bedrifter til at han i Længden skulde kunne finde sig i at man tillagde nogen anden Æren for en eneste af dem, og saaledes lod han sig i et Vers, han digtede, paa en forblommet Maade forlyde med, at han havde øvet flere Drab, end man almindeligviis troede. Glums Vers blev bekjendt, Gudbrands Fader Thorvard kvad det ved det varme Bad paa Rafnagil, og Thorarin, der imidlertid var kommen sig af sine Saar, anklagede Glum for Thorvalds Drab paa Hegranesthing, hvor Espehølingerne havde de fleste Frænder og Venner. Glum indfandt sig her med 100 Mand, men Espehølingerne vare endnu mandsterkere, og de fik desuden Understøttelse af den listige Einar Eyjulfssøn, Søn af den forhen omtalte mægtige Høvding Eyjulf Einarssøn eller Valgerdssøn, og Broder af Gudmund den rige eller mægtige paa Madrevalle ved Eyjafjorden, der nu arbeidede paa at tilrive sig Magten i Heredet. Da Glum skulde gaa hen til Retten, havde hans Modstandere opstillet sig til begge Sider saaledes, at der kun var Rum for een Mand ad Gangen at komme frem. Glum opstillede derfor sine Mænd i et Slags Svinfylking, saa at han gik alene foran, dernæst to, derpaa fire og saa fremdeles, alle i fuld Fart og med fremrakte Spyd. Derved banede han sig Vej til Dom-Ringen, men med megen Larm og Uro, saa at Dommen maatte sættes paany langt ud paa Natten, og man var ikke kommen langt deri, førend Solen gik op, og Glum strax nedlagde Indsigelse mod Sagens Fremme, da Loven bød, at enhver paabegyndt Sag skulde falde, naar Solen skinnede paa Thingvolden. Espehølingerne maatte altsaa drage derfra med uforrettet Sag. Einar satte Mo i dem, og fik dem til at indstevne Sagen for Althinget. Her blev den afgjort saaledes, at Glum inden fem Uger skulde ved Ed, aflagt i tre Hov i Eyjafjorden, have fralagt sig Drabet paa Thorvald Krok, eller og ansees som hans Banemand. Om Høsten, lidt for den bestemte Tid, holdt Glums Søn Maar sit Bryllup; der var Glum og hans Frænder fra Sønderlandet, Aasgrim Ellidagrimssøn og Gissur hvite, med 300 Mand. Dagen efter indbød han Thorarin til at møde i Djupadals-Hovet og høre hans Ed. Glum, Gissur og Aasgrim, og Thorarin med to af hans Venner gik ind i Hovet. Ifølge Skik og Brug ved Edsaflæggelsen tog nu Glum den Sølvbaug, dyppet i Blotnautets Blod, der laa paa Stallen, i sin Haand, og aflagde Eden. Paa samme Maade aflagde han den ved Gnupufell og ved Tveraa. Men de Ord, han brugte, vare saadanne, at de kunde tages i begge Betydninger, som Negtelse eller Bekræftelse^[51]. Thorarin og alle de øvrige toge dem selv i den første, og det blev stille derom en Stund, indtil endelig Thorvard gjorde Thorarin opmerksom paa det tvetydige i Glums Udtryk. Han overdrog nu Sagen til Einar Eyjulfssøn, som paany drog den frem for Althinget, og den endtes med at Glum i Bod for Thorvald Kroks Drab maatte afstaa Halvdelen af Tveraa Gaard til hans Søn Ketil, og forpligte sig til at sælge ham den anden Halvdeel. Altsaa var nu Thorkell den højes Bøn til Frey gaaet i Opfyldelse, at Glum ligesaa nødig maatte forlade Tveraa, som han selv engang havde maattet forlade det. Efter forud truffen Aftale solgte Ketil Gaarden til Einar Eyjulfssøn, som nu flyttede ind, medens Glum maatte flytte bort. Glum blev der saa længe som muligt. Endog da hans Folk vare rejsefærdige, blev han siddende i Højsædet, thi han kunde ikke rive sig løs fra det Hjem, hvor han havde tilbragt saa mange lykkelige Aar, og som havde været Vidne til hans Magt. Han lod tjelde Skaalen, fordi han, som han sagde, ej vilde skilles ved Landet som Kotkarle. Man kaldte paa ham, men forgjæves. Endelig kom Einars Moder Hallbera ind, hilsede ham og sagde at han nu maatte se til at komme afsted, thi hun havde allerede faret med Ild om Gaardens Enemerker; hun viste ham bort fra Landet, der nu var helliget hendes Søn Einar. Da rejste Glum sig op med en Forbandelse over hende, steg til Hest og red bort, men kunde dog ikke afholde sig fra, endnu engang at se sig tilbage og kvæde et Vers, hvori han udtrykte sin Sorg over at maatte forlade et Sted, hvor hans Æt havde boet i sexti Aar. Han skiftede sidenefter flere Gange Bolig, indtil han bosatte sig paa Tverbrekke i Øxnadal, hvor han forblev til sin Død. Hans Søn Vigfus udmerkede sig, som det allerede er fortalt, i Jomsvikingeslaget, især ved at fælde Aslak Holmskalle.

Overmagten i Eyjafjorden fik nu Gudmund den mægtige, Einar Eyjulfssøns Broder. Disse Brødre nedstammede, som ovenfor nævnt, i fjerde Led fra Thorolf Smør, Ravne-Flokes Staldbroder, og kunde saaledes i Herkomst neppe maale sig med Glum. Imidlertid maa dog allerede deres Fader, Einar Eyjulfssøn, eller, som han og kaldtes, Eyjulf Valgerdssøn, have været en meget anseet og indflydelsesrig Mand. Det synes at have været ham, som i Særdeleshed opmuntrede sine Landsmænd til at trodse Harald Gormssøn, da denne tænkte paa at gjøre et Tog mod Island, for, som det heder, at hevne sig over den Nidvise, Islændingerne havde digtet over ham i Anledning af at hans Brytje Byrge havde tilegnet sig et strandet islandsk Skib, men maaske egentlig for at underlægge sig Landet, ligesom han havde underlagt sig Norge. Der fortælles, at en af Eyjulfs Huuskarle just havde bortbyttet sin Øxe for en Graafeld, da Tidenden kom, at Harald truede Landet med et Angreb. Da kvad Eyjulf en Vise, hvori han sagde at Ingen nu burde tænke paa at skille sig ved fine Vaaben, men at man maatte være beredt paa et tappert Forsvar; da skulde de nok kunne faa Harald Gormssøn fra Landet. Heller ikke vovede han at angribe det. Vi have ovenfor seet, hvorledes Sagnet har udsmykket Beretningen herom saaledes, at Harald skulde have sendt en Finn i Hvalsham til Landet, og at dennes Fortælling om de mange og frygtelige Landvætter, der mødte ham, skal have afholdt Kongen fra at udføre sin Plan. Om Eyjulf fortælles det ligeledes, at da der var et stort Uaar i Landet, hvorved man endog nødtes til at spise Ravne og Ræve, og nogle lode gamle Folk og Børn dræbe, medens en Mængde gave sig til at stjæle og røve, og derved bleve fredløse gjorde han det Forslag, som og antoges, at en Fredløs eller Skogmand kunde erhverve sig Fred igjen ved at dræbe tre andre Fredløse^[52]. Hans Ættegaard Madrevalle laa længere ude ved Fjorden, end Tveraa. Paa Madrevalle førte Sønnen Gudmund et prægtigt Huus, næsten som et Hof. Han havde ikke færre end 100 Tjenestefolk, og plejede at tage gjæve Folks Sønner i Huset, for at de skulde lære Høviskhed og gode Sæder; de behøvede ikke at arbejde, men alligevel deeltoge de i de hjemme i Huset forefaldende Sysler. Om Vaaren plejede han at ride om paa Gjesteri til sine Thingmænd rundt om i Heredet, for at ordne Heredets Anliggender og forlige deres Sager Han plejede ved slige Lejligheder ofte at have 30 Mand og Heste i sit Følge, og at opholde sig paa de fleste Steder i 6 Dage. Han førte sig saaledes ganske op, som en Jarl eller Konge; den eneste Forskjel var kun, at han manglede Titelen. Dette Gjesteri faldt naturligviis Thingmændene meget tungt, thi de maatte føde den Skare, han saaledes førte med sig, og det lykkedes dem tilsidst at bringe det dertil, at han ikke tog mere end ti Mand med sig. Neppe vilde vel mange Høvdinger paa den Tid have viist sig saa eftergivende, men Gudmund var, skjønt stolt og skinsyg paa sin Magt, dog ualmindeligt human og velvillig. Om Gudmund er der mange Beretninger, og alle vidne om hans store Magt og Anseelse. Han skal have været Haakon Jarls Hirdmand. Hans Broder Einar, der, efter at være flyttet til Tveraa, sædvanligviis kaldes Einar Tveræing, var meget snu og forstandig, men langt fra saa ædel og højsindet som Gudmund. Om Einar fortælles det, at han plejede at iagttage Solens og Stjernernes Gang og forstod sig godt derpaa, at han selv ofte var ude om Nætterne for at betragte Himmellegemerne, og at han tillige gav sin Faarehyrde den Befaling nøje at lægge Mærke til dem, og fortælle ham, hvad han hørte og saa. Mellem Gudmund og Einar var ikke altid den bedste Forstaaelse, dog stode de hinanden bi i alle vigtigere Sager. Det er merkeligt nok, at en af de faa Gange, Gudmund virkelig kom tilkort i en Retstrætte, var mod Thorkell Kravla, og det endog førend denne blev Gode; i Oldtiden kunde man ikke forklare sig dette uden ved at antage at Trolddom var med i Spillet. Thorkell var i et Bryllup bleven skammeligt drillet og fornærmet af en ung Nar ved Navn Gløder, Gudmund den mægtiges Systersøn. Han dræbte ham, som venteligt var, og Gløders Farbroder Thorgils lagde derfor Sag an imod ham til Althinget, idet han sikrede sig hans Morbroder Gudmunds Bistand, skjønt denne ikke egentlig havde Lyst til at befatte sig dermed, deels fordi han ansaa Thorkell for en dygtig Mand, deels fordi Gløder selv havde forskyldt sin Død. Thorkell skal nu have begivet sig til den berømte Spaakone Thordis fra Spaakonefell for at faa Hjelp af hende. Han skal have betalt hende to Hundreder i Sølv, og hun skal til Gjengjeld have laant ham sin sorte Hættekaabe og givet ham en Stok, med den Forskrift at han, iført Kaaben, skulde blande sig i Gudmunds Flok, og med Stokken tre Gange berøre hans venstre Kind. Han gjorde saa, og Gudmund, som allerede havde begyndt paa Sagen, skal med eet have forglemt den, saa at den blev afviist som ikke ordentligt forfulgt. Derpaa, heder det, gik Thorkells Beskyttere hen til Gudmund for at tilbyde Forlig og Pengebøder, hvilket han strax tog imod, dog saaledes, at han ej skulde kunne paabyde Lands- eller Hereds-Forviisning. Da dette var urokkeligt aftalt, skal Thordis have ladet Thorkell berøre Gudmunds højre Kind med Stokken, og nu skal han have sandset sig og forundret sig over sin Glemsomhed. Han kunde nu alene dømme Thorkell til en drøj Pengebod, og undskyldte sig for Thorgils med det gamle Ordsprog, at „det er ondt med den ramme Reeb at drage“^[53].

Østfjerdingens Høvdinger grebe ej fuldt saa meget ind i Landets almindelige Anliggender som de øvrige; Bygderne her vare mere spredte, og laa mere afsondrede ved brede Fjeldheider fra Øens fornemste Dele, Sønderlandet og Vestfjerdingen. Blandt de meest formaaende Mænd her nævnes især trende, nemlig den tidligere omtalte Helge Thorgilssøn, kaldet Brodd-Helge, en Sønnesøns Søn af Ølve hvite, paa Hof i Vaapnafjorden, Geite Lytingssøn paa Krossavik ved den samme Fjord, og Hall paa Sida, ogsaa kaldet Sidu-Hall, der paa fædrene Side nedstammede fra Bødvar hvite og paa mødrene fra Rollaug, Ragnvald Mørejarls Søn^[54]. Brodd-Helge var ligesaa voldsom, trættekjær, vindesyg og uvillig, som Hall var ædel, fredelskende og rolig. Uagtet Geite var Broddhelges Svoger, led han dog saadan Overlast af ham, at det endelig kom til aabenbart Fiendskab mellem dem. Helge faldt for Geites Haand, og Geite blev siden igjen dræbt af Brodd-Helges Søn, sin egen Systersøn Bjarne, der dog var en ædel Mand, som ej slægtede Faderen paa, og som angrede det Drab, de Tiders Begreber om sønlig Pligt havde nødsaget ham til at begaa. Heraf udspandt sig nu en Strid mellem Bjarne og Geites Søn Thorkell, der arvede sin Faders Gaard og Høvdingskab. Mellem dem begge, understøttede af deres Tilhængere, kom det til en blodig Kamp i Bødvarsdal (989), hvor der faldt flere paa begge Sider, og Thorkell saaredes haardt, saa at man opgav Haabet om at han nogensinde vilde kunne komme sig. Men dermed var Sagen afgjort mellem dem. Med en for den Tid sjælden Forsonlighed sendte Bjarne en Læge, der hørte til hans Tilhængere, hen til Thorkell, og fik ham helbredet; siden tog han sig af hans forfaldne Huusvæsen, og viste i det hele taget en saadan Ædelmodighed, at Thorkell med Glæde sluttede Forlig med ham, og fra den Tid af vare de gode Venner^[55]. Dertil bidrog ogsaa Thorkells Hustru Jorunns Overtalelser. Hun var en Datter af Einar paa Tveraa, og Thorkell havde egtet hende under en Thingtrætte, han havde haft med Gudmund den mægtige^[56]. Denne var vistnok misfornøjet med at hans Broder saaledes havde forbundet sig med hans Modpart, men maatte dog nu give efter. Einar viste sig altsaa ved denne, ligesom ved andre Lejligheder, som en meget snu og beregnet Mand, thi han ønskede neppe at Gudmund skulde blive altfor mægtig. Thorkell Geitessøn udmerkede sig ved sin Lovkyndighed. Hall paa Sida var Hovedet for alle de saakaldte Sidemænd, eller Bødvar hvites og Rollaug Ragnvaldssøns Ætlinger. Hans Datter Steinvar egtede Flose paa Gaarden Svinafell sydøstligt i Landet, Søn og Arving af den mægtige Thord, kaldet Freysgode, en Søn af hiin Assur, Sønnesøn af Heyjangrsbjørn, hvis Moder Thorgerd og efter Mandens Død paa Overrejsen til Island selv tog Land i Nærheden af Ingulfshøvde^[57].

Sidemændene boede allerede saa nærved Sønderlandet, at de kom i hyppigere Berørelse med dets Beboere og oftere havde Anledning til at blande sig i deres Anliggender. De mægtigste Mænd her vare fornemmelig Mosfellingerne, eller Efterkommerne af Ketilbjørn den gamle paa Mosfell. Hans Sønnesøn Gissur, med Tilnavnet den hvite, var paa denne Tid Familiens Hoved, og udmerkede sig ej alene ved sin Magt og Anseelse, men og ved sin Redelighed og sit Ædelsind. Det samme Ædelsind udmerkede ogsaa hans Svigersøn Hjalte Skeggessøn i Thjorsaadalen, ligeledes en af Egnens Høvdinger. De søgte helst, hvor de kunde, at bilægge Trætter i Mindelighed, og indlode sig kun i Kamp, naar det efter de Tiders Begreber var nødvendigt. Vi ville ogsaa senere gjenfinde dem tilligemed Sidu-Hall som Christendommens ivrigste og uegennyttigste Tilhængere. En af Gissurs Systre var gift med Geir Gode paa Lid, en anden med Ellida-Grim, Søn af den forhen omtalte Aasgrim fra Hvin, med hvem hiin havde Sønnen Aasgrim Ellidagrimssøn paa Tunge, ligeledes en mægtig Høvding. Gissur, Geir, Aasgrim, Hjalte og deres øvrige Tilhængere udgjorde en Forening af Høvdinger, som det ej var let at modstaa, og hvis de ej havde udmerket sig ved Retsindighed og Fredelighed, vilde de kunne have gjort stor Skade. Nogen Modvegt mod dem dannede Thorodd Gode paa Ølvus, Dattersøn af Thormod Skafte^[58], og den forhen omtalte Thorgils Arrebeinsstjup paa Tradarholt i Floen.

De merkeligste Begivenheder, som i denne Tid forefaldt paa Sønderlandet, vare de, i hvilke Gunnar Haamundssøn paa Lidarende og hans faderlige Ven, den lovkyndige Njaal Thorgeirssøn, toge Deel. Skjønt disse ikke hørte til de allermægtigste Høvdingers Tal, var dog deres Anseelse saa stor, de Bedrifter, de udførte, saa følgerige for Landet og indgribende i dets Historie, og endelig de Træk, deres Saga meddeler os af Livet paa Island i hine Dage, saa interessante, at vi her ej kunne andet end dvæle nærmere derved. Gunnars Fader Haamund var en Sønnesøns Søn af hiin Baug, Ketil Høngs Festbroder, der nedsatte sig paa Lidarende i Fljotslid. Gunnars Moder Rannveig Sigfusdatter var en Sønnedatter af Landnamsmanden Sighvat den røde, og af Eyvind Lambes og Sigrids Datter Rannveig, efter hvilken hun var opkaldt^[59]. Gunnar var stor, sterk, smuk, en saadan Mester i alle ridderlige Øvelser, at neppe nogen Islænding enten før eller siden deri var hans Lige: han kunde saaledes fegte til Fuldkommenhed med begge Hænder, svømme som en Sæl, treffe med sine Skud alt hvad han sigtede efter, og hoppe i fuld Rustning ligesaa højt som han selv var. Derhos var han fredelig, venlig, vennesæl og gavmild. Njaal, hans Ven, var en Sønnesøn af hiin Ufeig fra Raumsdalen, som Harald Haarfagre havde ladet aflive, og hvis Enke Aasgerd siden tog Land ved Markarfljot. Njaals Hovedgaard var Bergthorshval nærved Kysten. Han var sin Tids lovkyndigste Mand paa Øen, viis, beredvillig til at give gode Raad og velmenende; ved hans Ydre ansaa man det som en Lyde at han ikke havde noget Skjæg. Den første Anledning, hvorved Gunnar gjorde sig mere end almindelig bemerket, var, da Egteskabet mellem Rut Herjulfssøn og hans Hustru Unn var blevet opløst, som ovenfor er fortalt. Unns Fader, Mørd Gogja paa Rangaarvalle, var en Søn af Sighvat røde og han saaledes nær beslægtet med Gunnar. Da han havde forladt Rut, fordrede Mørd hendes Gods tilbage, og anlagde desangaaende Sag mod Rut, men denne, der ej kunde staa sig mod Mørd i Lovkyndighed, æskede ham til Holmgang hvortil han efter Loven var berettiget, og da den gamle Mord ej kunde tænke paa at stride med den kraftige Rut, maatte han lade Sagen fare. Saaledes stod det hen indtil Mørds Død. Den henvendte Unn sig til sit Søskendebarn Gunnar om Hjelp. Han lovede hende den, og raadførte sig med Njaal derom. Denne lærte ham en listig Maade, hvorledes han skulde bære sig ad for at faa Rut stevnt, hvilket havde sine store Vanskeligheder. Da Sagen kom for paa Thinget, begik imidlertid Gunnar en Formfejl, der truede med at gjøre al hans Umag forgjæves, men nu greb han tildelt Udvej, at byde Rut det samme Vilkaar, han havde budt Mørd, nemlig at æske ham til Holmgang, og da Rut nu var gammel og lige saa lidt kunde maale sig med Gunnar, som Mørd i sin Tid havde kunnet maale sig med ham, maatte han give efter og betale de forlangte Penge^[60]. Ikke længe efter foretog Gunnar tilligemed sin tapre og ham hengivne Broder Kolskegg en Udenlandsrejse efter Indbydelse af en Vikværing fra Tunsberg, der havde opholdt sig en Vinter hos ham. I Følge med ham droge de siden i Viking til Austerveg, hvor Gunnar udmerkede sig overordentligt ved sin Tapperhed og Dygtighed, og vandt et stort Bytte. Paa Tilbagevejen besøgte han Kong Harald Gormssøn i Heidaby eller Slesvig, og drog siden til Norge, hvor han fandt en venlig Modtagelse hos Haakon Jarl, saa at det endog hed, at Jarlen ej vilde have negtet ham sin Slægtning Bergljots Haand, om han havde forlangt den.

Kort efter sin Tilbagekomst til Island^[61] fik Gunnar paa Althinget se den forhen nævnte smukke, men ondskabsfulde Hallgerd, Høskuld Dalakollssøns Datter; han bejlede til hende, og Høskuld og Rut modtoge ham med den største Venlighed, som om der intet Uvenskab havde været mellem dem; ja Rut advarede ham endogsaa for hende, og fortalte ham hendes Lyder, men Gunnar var saa forelsket, at han ikke vilde høre noget herom, og festede og egtede hende trods Ruts Advarsel og Njaals uforbeholdent ytrede bange Anelser om Udfaldet. Det varede ej længe, førend Hallgerd og Njaals hæderlige, men storsindede Hustru Bergthora bleve Uvenner. I et Vintergilde paa Bergthorshval fornærmede hiin Bergthora paa det groveste. Bergthora gik selv før Maaltidet omkring med Vaskevand til Gjesterne. Hallgerd, ærgerlig over at hun havde maattet vige Pladsen for en af Bergthoras Svigerdøtre, greb Bergthoras Haand og sagde: „du og Njaal passe godt for hinanden, thi du har en Kartnegl paa hver Finger, medens Njaal er skjægløs“. „Vistnok“, svarede Bergthora, „men skjønt din første Mand Thorvald ej var skjægløs, voldte du dog hans Død“. „Hvis du ej hevner dette, “Gunnar“, raabte nu Hallgerd forbitret, „hjelper det mig lidet at være gift med den tapreste Mand paa Island“. Gunnar sprang op, sagde at han havde Njaal altfor meget at takke, til at han skulde lade sig opegge mod ham; han bad hende skjende hjemme, ikke i andre Folks Huse, og rejste hjem med hende. Ved Afskeden lod Hallgerd Bergthora vide, at det ikke hermed var opgjort mellem dem. „Det skal heller ikke bekomme dig saa godt“, sagde Bergthora, og dermed skiltes de. Den følgende Sommer, da Gunnar og Njaal vare til Thinge, lod Hallgerd en af sine Trælle ved Navn Kol, dræbe en af Njaals dygtigste Huuskarle i Skoven, hvor han var beskjeftiget. Hun sendte Bud til Thinget for at melde Gunnar Drabet. Gunnar gik strax til Njaal, sagde ham det, og bød ham Selvdom. Njaal forlangte kun 12 Ører Sølv under den udtrykkelige Betingelse, at Gunnar, om han senere kom i samme Tilfælde som nu Njaal, vilde vise ligesaa stor Billighed. Snart indtraf dette Tilfælde, thi ved næste Thingtid, da Gunnar og Njaal atter vare borte, lod Bergthora en af sine Trælle, ved Navn Atle, dræbe Kol, og sendte ligeledes Bud til sin Mand derom. Denne overlod nu Gunnar Selvdom, og han bestemte 12 Ører, hvilke Njaal strax betalte: Gunnar gjenkjendte det samme Sølv, han Aaret i Forvejen selv havde betalt. Hallgerd lod siden sin Frænde Brynjulf dræbe Atle: Gunnar overlod Njaal atter Selvdom, og denne bestemte en Bod af et Hundred i Sølv, hvilket Gunnar strax betalte, og Bergthora lod til Gjengjeld sin Frigivne Thord dræbe Brynjulf, for hvilket Njaal ligeledes betalte Gunnar et Hundred i Sølv. Endnu var Hallgerd ikke mæt af Blodsudgydelse: hun overtalte Gunnars Søskendebarn Sigmund til at dræbe Thord. For dette Drab betalte Gunnar Njaal to Mandsgjeld, og Njaals stridbare Sønner lovede deres Fader at helde Fred. Men da Sigmund efter Hallgerds Opmuntring endog digtede Smædeviser over dem og deres Fader, kunde de ej længer holde sig, men angrebe efter deres Moder Bergthoras Tilskyndelse Sigmund og hans Ven Skjold, og fældte dem begge. Nu kom Raden til Njaal at betale Gunnar to Hundreder Sølv. Det var nu allerede aabenbart Fiendskab mellem hans Frænder og Njaals Sønner, men mellem dem selv vedvarede Venskabet uforandret.

Da Hallgerd saa at det ej lykkedes hende at stifte Uvenskab mellem Gunnar og Njaal eller dennes Sønner, søgte hun paa andre Maader at tilfredsstille sit urolige og ondskabsfulde Sind. En Sønnesøn af hiin Hallkell, Ketilbjørns Halvbroder, der ved Holmgang tilkæmpede sig sine Besiddelser^[62], OttkelleSkarfssøn, boede paa Kirkebø med sine Brødre; han fornærmede Gunnar ved at negte at sælge ham Hø, da denne engang i et knapt Aar henvendte sig til ham. Hallgerd hevnede sig ved at lade en irsk Træl ved Navn Mælkolm, hvilken Gunnar havde kjøbt af Ottkell, stjæle Smør og Ost fra Ottkells Buur og siden sætte Ild paa dette. Da Gunnar kom fra Thinget, satte hun Ost for ham og flere af de Thingmænd, der havde fulgt ham. Gunnar, som vidste at Hallgerd ej selv havde lavet Ost, anede Uraad, og spurgte hende, hvorfra hun havde faaet den. „Derfra, hvorfra du vel kan spise den“, svarede hun; „det er heller ikke Mændenes Sag at skjøtte Madvæsenet“. Gunnar sagde da i Vrede: „det er dog altfor galt, om jeg skal være Tyvshæler“, og slog hende paa Øret. Hun lovede at hun skulde lønne ham det, saa sandt hun kunde. Ottkells Ven, den onde og usle Skamkell, efter hvis Raad han havde afviist Gunnar, havde imidlertid henvendt sig til den ikke mindre ondskabsfulde, men listige og lovkyndige Mord, Søn af hiin Unn, hvem Gunnar saa kraftigt havde hjulpet, af hendes andet Egteskab med Goden Valgard den graa paa Hov. Mørd opdagede paa en snu Maade, at Hallgerd havde foranstaltet Tyveriet og Branden, og dette blev snart bekjendt. Da Gunnar erfoer det, skyndte han sig strax til Ottkell for at byde Forlig og Bod paa de hæderligste Vilkaar. Ottkells Brødre raadede ham til at tage imod dette Tilbud, men Skamkell fik ham overtalt til at udsætte med at give Svar, indtil han havde raadspurgt sin mægtige Frænde Gissur hvite. Ottkell sendte Skamkell i dette Ærende. Skamkell kom til Mosfell, og berettede Alt for Gissur hvite og Geir Gode, efter hvem Gissur havde sendt Bud. De fandt Gunnars Tilbud saare hæderligt, og sagde, at Otkell ej burde betænke sig paa at modtage det. Men ved Hjemkomsten meldte Skamkell, at Gissurs Raad var at stevne Gunnar og Hallgerd for Hæleri og Tyveri. Den hidsige og lettroende Ottkell var strax rede dertil, og Gunnar havde nu den Ærgrelse at modtage Stevning for en saa uhæderlig Sag. Den endtes imidlertid til hans Fienders store Ydmygelse. Da Gissur og Geir paa Althinget fik vide, hvad der var skeet, bleve de meget ilde ved, forbandede Skamkells Ondskab, og gik strax hen til Gunnar for at byde ham Selvdom. Gunnar, der ellers havde tænkt paa at udfordre Gissur til Holmgang, modtog Tilbudet, hvorved han lod Ottkells Tab og den ham selv ved Stevningen tilføjede Haan gaa op imod hinanden; men da Gissur bad ham at være Ottkells Ven, svarede han nej, og at Ottkell fremdeles kunde holde sig til Skamkell. Noget senere hændte det sig, at Ottkell, Skamkell og nogle andre rede forbi Lidarende, just som Gunnar var ude og saaede sin Ager. Ottkells Hest blev sky og strejfede saa nær forbi Gunnar, at Ottkells Spore kom til at rive en Flænge i hans Kind. Gunnar blev ærgerlig, som venteligt var, men tænkte dog ikke paa at foretage noget mod Ottkell i denne Anledning, førend han erfoer at Skamkell havde fortalt Hændelsen med del Tillæg, at Gunnar græd. Dette var for meget for den ærekjære Mand, han væbnede sig, og skyndte sig, uden engang at sige sin Broder Kolskegg til, ned til et Vad ved Rangaa, hvor Ottkell skulde over. Strax efter kom Ottkell med hele sit Følge. Gunnar sagde, at de nu kunde prøve, om han græd eller ej, thi nu var han der med sin berømte Atgeir (et Slags Hellebard) for at tage imod dem. Hallbjørn, Ottkells Broder, en brav Mand, angreb ham først; Gunnar bad ham lade det være, da han nødig vilde gjøre ham noget ondt, men Hallbjørn svarede, at han ej kunde sidde rolig ved, naar hans Broder blev dræbt; han stak efter Gunnar, men det varede ikke længe, førend han faldt for Gunnars Haand. Skamkell hug efter Gunnar med en Øxe, men Gunnar slog Øxen af hans Haand, gjennemborede ham med Atgeiren, hævede ham op paa den og kastede ham ud i Rangaa. En Nordmand, der var i Ottkells Følge, kastede et Spyd efter Gunnar, men han tog det i Luften og kastede det tilbage gjennem Nordmanden. Ottkell hug nu selv efter Gunnar, men traf ikke, og gjennemboredes strax. I dette Øjeblik kom Kolskegg til, og tog ivrigt Deel i Kampen, der ej ophørte førend de alle 8 vare dræbte. Nogle Kvinder, der tilfældigviis vare i Nærheden, havde ilet op til den ikke langt fra boende Mørd Valgardssøn, for at han skulde skille de Kæmpende ad, men han sagde at de gjerne for ham maatte slaa hinanden ihjel. Gunnar red i heftig Fart hjem efter Striden. „Du rider haardt, min Broder“, sagde Kolskegg „Jeg veed ikke hvorledes det er“, sagde den ædle Gunnar, “om jeg virkelig er mindre kjæk end andre, men det veed jeg, at jeg tager mig mere nær af at dræbe Folk end andre“. Han fortalte Njaal, hvad der var skeet. Denne beroligede ham med Hensyn til Følgerne, naar han blot ikke vilde dræbe mere end eet Led i hver lige nedstigende Æt og aldrig bryde noget sluttet Forlig. Gissur hvite og Geir Gode vare de nærmeste Eftermaalsmænd og kastede Lod om, hvo der skulde paatale Sagen, da dette blot kunde ske af een. Lodden traf Geir, som paa næste Althing sagsøgte Gunnar og Kolskegg for de 8 Drab. Men Gunnar havde den lovkyndige Njaal ved sin Side, og gjorde Indsigelser paa Grund af nogle Formfejl, Geir havde begaaet. Flere anseede Mænd raadede til Forlig, hvortil Gunnar med Glæde gav sit Samtykke. Sex Voldgiftsmænd afgjorde nu Sagen saaledes, at Gunnar skulde bøde for 6 af de dræbte; en Mandebod skulde gaa op mod Sporehugget, og Skamkell ligge ugild. Gunnars Frænder hjalp ham med Penge, saaledes at Bøderne allerede kunde betales der paa Thinget, og Geir og Gissur tilsagde Trygd^[63].

Ved et saa hæderligt Udfald af en Retstrætte med de mægtige Mosfellinger vandt Gunnar naturligviis den største Anseelse. Dette vakte flere Ildesindedes Misundelse. Blandt disse vare Starkad paa Trihyrning og Egil paa Sandgil med deres Sønner, voldsomme og urolige Folk. Thorgeir, Starkads Søn, veltede lig ved en Hestekamp ind paa Gunnar, der til Gjengjeld gav ham et vældigt Slag med sin Stok. Dette var Anledning nok til at angribe ham. Tredive i Tallet lagde de sig i Vejen for Gunnar, da han med sine to Brødre, Kolskegg og Hjort, kom tilbage fra et Besøg i Tunga hos Aasgrim Ellidagrimssøn. Efter en heftig Kamp, hvorved Hjort faldt og Kolskegg blev saaret, flygtede Starkad og hans Mænd efter at have ladet 14 af Sine døde paa Pladsen, hvoriblandt Egil, to af hans Sønner og to af Starkads Sønner. Thorgeir, Starkads eneste gjenlevende Søn, henvendte sig til Mord Valgardssøn om Hjelp, og denne, skjønt Gunnars Frænde, var dog saa misundelig, at han tilsagde hans Fiende sin Bistand. For end mere at kunne træde op med Kraft, bejlede han til Gissur hvites Datter Thorkatla, der heller ikke blev ham negtet. Gunnars Modstandere havde nu det bedste Haab om at faa ham dømt fredløs. Men Njaal stod ham atter bi. Deels ved at godtgjøre at Gunnar var bleven overfaldt og kun havde værget sig, deels ved andre Modsøgsmaal gjorde han han Modstandernes Udsigt til at vinde Sagen saa mislig, at de heller foretrak at byde Forlig, især efter Hjalte Skeggessøns Bøn. Gunnar samtykkede ogsaa paa det Vilkaar, at Hjalte aldrig vilde optræde som hans Modstander, hvilket denne ogsaa lovede. Sagen afgjordes, ligesom den forrige, ved Bøder, der betaltes strax paa Thinget, og saaledes gjenoprettedes atter Freden. Men Thorgeir Starkadssøn hvilede ikke. Han raadslog paany med Mørd, og denne opbød Alt for at faa Gunnar fældt. I den Tro, at det virkelig vilde gaa ham ilde, naar han dræbte to Led i samme Æt, saaledes som Njaal havde sagt, fik Mørd Thorgeir til at tage den dræbte Ottkells unge Søn med sig i et Overfald paa Gunnar; han faldt med flere, og uagtet Gunnar kun havde brugt Nødværges-Ret, blev dog Sagen denne Gang, trods Gunnars Bestræbelser, ikke anderledes afgjort end at han og Kolskegg maatte forbinde sig til at forlade Landet paa tre Aar: skede det ikke, da kunde de ustraffet dræbes. Njaal bad Gunnar paa det indstændigste at holde Forliget, og han lovede det. Allerede vare alle hans og Kolskeggs Sager bragte ombord; han sagde sin Moder og alle sine Venner farvel, steg til Hest, og red ned langsmed Markarfljot. Da snublede Hesten, saaat han faldt af, og derved kom til at se sig tilbage. Strax udbrød han: „fager er Liden, saa at den aldrig har synts mig fagrere, Agrene ere blege og Tunet slaaet; jeg maa hjem igjen, jeg kan ikke rejse.“ Kolskegg bad ham ikke gjøre sine Uvenner den Glæde at bryde Forliget. „Det er mig umuligt at rejse bort“, sagde Gunnar; „bliv du ogsaa“. „Nej“, svarede Kolskegg, „lige saa lidet heri som i noget andet vil jeg bryde mit givne Ord; vi maa altsaa nu skilles ad, og hils mine Frænder og min Moder, at jeg ej kommer til at se Island igjen, thi jeg veed at du vil blive dræbt, og da er der intet Baand, som drager mig tilbage“. De skiltes ad. Kolskegg red til Skibet, og Gunnar hjem til Lidarende. Hans Svoger Olaf Paa indbød ham og Hillgerd hjem til sig, men ej engang dertil var han at formaa; saa fast hang han ved Hjemmet. Den følgende Sommer paa Althinget lyste Gissur hvite Gunnar fredløs og samlede alle hans Fiender om sig for at aftale et Overfald paa Gunnar, hvilket nu var en Æressag for dem. Overfaldet aftaltes. Hjalte Skeggessøn blev ogsaa anmodet om at deeltage deri, men vægrede sig paa Grund af det Løfte, han havde givet Gunnar. Mørd, der boede nærmest, lovede at sende de øvrige Sammensvorne Bud, naar der var bedst Lejlighed til at angribe den frygtede Helt. Dermed skiltes de ad for det første. Njaal, som havde været paa Thinget og faaet Nys herom, fortalte Gunnar det efter sin Hjemkomst, advarede ham, og tilbød ham at lade sine haandfaste Sønner Skarphedin og Høskuld flytte til ham for at være ham til Hjelp. Men dette Tilbud vilde han ej modtage, da han var for ædelmodig til at kunne tillade at Vennens Sønner skulde opofre sig for hans Skyld. Han ventede sin Skjæbne med Rolighed, og synes næsten allerede at have gjort sig fortrolig med den Tanke, at Døden snart var ham vis.

Om Høsten, da alle Gunnars Folk vare beskjeftigede med Høonnen langt fra Gaarden, og han var eneste Mand hjemme, sendte Mørd de Sammensvorne Bud. De kom strax, og tvang efter Mørds Raad den nærmeste Bonde til at lokke Gunnars aarvaagne Hund Saam, en Gave af Olaf Paa, bort fra Gaarden i en Huulvej, hvor de dræbte den. Den udstødte et saa voldsomt Dødshyl, at Gunnar, som sov inde i Skaalen, vaagnede derved. „Ilde handler man med dig, Saam Fostre“, sagde han, „og stakket Tid vil der vel vorde mellem vor Død“. Skaalen, i hvis Loft Gunnar sov, var af Træ, tækket med Bræder, og Glugger med Spjeld langs Brynaasene. For at faa vide om Gunnar var hjemme, sendte de Sammensvorne En op til Gaarden, medens de satte sig paa Sletten. Han krøb op paa Skaalen, men Gunnar, som saa en rød Kjortel ligefor Gluggen, stak ud med Atgeiren og traf ham paa Midten. Han gled ned fra Taget, og gik hen til sine Staldbrødre paa Sletten. Gissur spurgte strax, om Gunnar var hjemme. „Jeg veed ikke“, sagde han, „men det veed jeg, at Atgeiren er hjemme“, og styrtede død ned. Nu søgte de til Husene, men Gunnar forsvarede sig saa eftertrykkeligt med sine Pileskud, at de tre Gange maatte trække sig tilbage. Da sagde Gunnar: „der ligger en af deres Pile her ude paa Taget, den skal jeg skyde til dem, og er det dem en stor Skam at faa Skade af sine egne Vaaben“. „Gjør det ikke, min Søn,“ sagde Moderen, „at opegge dem igjen, nu de have draget sig tilbage“. Gunnar gjorde det dog, og saarede en af dem. „Der kom en Haand ud med en Guldring om, og tog en Piil fra Taget“, sagde Gissur; „de vilde vel ikke søge Vaaben ude, hvis der var nok inde; lad os angribe paany“. „Lad os brænde ham inde“, sagde Mørd. „Det skal aldrig ske, om saa det gjelder mit Liv“, sagde Gissur; „men du, som er en saa slu Mand, kunde vel finde paa et andet Raad“. Mørd foreslog dem nu at tage nogle Toug, der laa paa Pladsen og brugtes til at fæste Husene med i Storm, slynge dem om Aasenderne, kaste Lykkerne om nogle store Stene og saaledes vinde Taget af Skaalen. Dette skede, uden at Gunnar kunde hindre det. Han værgede sig fremdeles med sine Pile, og Mørd gav atter det Raad at brænde ham inde, men forgjæves. Da lykkedes det En at springe op og hugge Gunnars Buestreng over; Gunnar gjennemborede ham strax med Atgeiren, og fældte strax efter hans Broder, men fik selv to Saar. Han sagde nu til Hallgerd: „giv mig to Lokker af dit Haar, og sno deraf en Buestreng til mig med min Moder“. „Gjelder det dig meget“, spurgte hun. „Mit Liv“, svarede Gunnar, „thi saa længe jeg kan bruge min Bue, kunne de intet udrette mod mig“. „Da skal jeg huske dig den Kindhest, du gav mig“, sagde hun, „og er det mig ligegyldigt, hvad enten du værger dig længe eller kort“. „Enhver har sit at gjøre sig navnkundig af“, sagde Gunnar, „og skal jeg ikke længe bede dig herom“. „Ilde bærer du dig ad“, sagde Rannveig, „og skal din Skam længe mindes“. Gunnar værgede sig, til han segnede af Mødighed; da gave de ham mange og store Saar, men han kom dog op igjen og værgede sig endnu en Tidlang, indtil han endelig fik sit Banesaar efter at have dræbt to og saaret sexten næsten dødeligt. (986). „En stor Kæmpe have vi her fældt“, sagde Gissur hvite, „hans Forsvar vil mindes saa længe Landet er bebygget“. Han bad Rannveig om at unde dem Jord til at højlægge deres to Faldne. „Saameget heller“, sagde hun, „som jeg gjerne undte eder alle den“. „Vi finde det undskyldeligt at du taler saa“, sagde han, „thi du har mistet meget“. Han forbød at røve og spilde noget paa Gaarden, og begav sig efter endt Arbejde bort med sin Flok. Mange sørgede over Gunnars Død, især Njaal. Gjerne havde denne sagsøgt hans Drabsmand, men det gik ej an, da han havde været fredløs; derimod ytrede han selv Ønsket om, at hans Drab maatte blive hevnet. Gunnar blev højlagt, saaledes at han sad oprejst, men Atgeiren vilde Rannveig ikke have lagt i Højen, og sagde, at ingen skulde røre den, uden den, der vilde hevne hans Død. Hun var saa haard mod Hallgerd, at denne med sin yngre Søn, Grane, maatte flytte bort; hendes og Gunnars ældste Søn Høgne beholdt Lidarende. Skarphedin, Njaals ældste og stridbareste Søn, kom kort efter til Høgne, for at staa ham bi ved Hevnen. Endnu samme Nat begave de sig afsted. Høgne tog Atgeiren: det klang i den, saa Rannveig vaagnede og spurgte forbitret, hvo der vovede at røre ved den. Høgne sagde, at han vilde bringe sin Fader den, forat han kunde fremvise den paa Vaabenthing i Valhall. „Bær den først selv, og hevn din Fader med den“, sagde hun. Deres første Vandring var til Gaarden Odda, hvor de dræbte Geir Godes Søn Roald, der havde gjort sig til af at have givet Gunnar Banesaar, tilligemed en anden af de Sammensvorne. Derfra droge de til Trihyrning, hvor Skarphedin dræbte Starkad og Høgne Thorgeir. Endelig hjemsøgte de Mørd Valgardssøn paa Hov, og kom uforvarende paa ham. Han bad om sit Liv paa enhver Betingelse; Skarphedin fordrede at han skulde overlade Høgne Selvdom, og deri fandt han sig aldeles. De nye Drab skulde nu ogsaa bødes, men ved Njaals Omsorg blev Overfaldet paa Gunnar og hans Drab her taget i Betragtning, som om han ikke havde været fredløs. Saaledes kom endelig et Forlig i Stand^[64]. Kolskegg Gunnars Broder, havde imidlertid forladt Landet. Først drog han til Norge, og Sommeren efter (986) til Kong Svend Tjugeskegg i Danmark, hvor han nød megen Anseelse. En Drøm, han havde, bragte ham til at antage Christendommen og drage længer mod Syden; han begav sig først til Gardarike, og siden til Constantinopel, hvor han blev Væring, giftede sig og døde som Høvding i Væringeskaren^[65].

Samme Aar, Kolskegg forlod Island (985), rejste ogsaa hans og Gunnars Morbroder, Thraain Sigfussøn, og to af Njaals Sønner, Helge og Grim, udenlands. Thraain landede ved Haalogaland, og begav sig sydover til Lade, hvor Jarlen tog vel imod ham som den berømte Gunnars Frænde, og beholdt ham hos sig et Par Aar, i hvilken Tid han udmerkede sig ved at fælde en farlig Viking, hvorfor Jarlen gav ham det hurtigsejlende Skib Gammen til Belønning^[66]. Njaals Sønner sejlede fra Island paa et andet Skib, men bleve af haarde Storme fra Norden drevne til den skotske Kyst, hvor de ankrede, men strax den næste Morgen anfaldtes af to skotske Høvdinger, Sønner af Maddad paa Dungalsbø, og Frænder af Mælkolm, der siden blev Konge i Skotland^[67]. Disse satte de Fremmede to Vilkaar, enten at forlade Skibet og alt deres Gods, eller at udholde en Kamp. Njaals Sønner valgte det sidste, skjønt de øvrige Kjøbmænd ombord paa Skibet lode ilde derover, og nu begyndte en hidsig Kamp, der trods de Angrebnes Tapperhed vistnok vilde have endt med deres Undergang, hvis ikke heldigviis den tappre Kaare Salmundssøn, Sigurd Orknøjarls Hirdmand, der just vendte tilbage fra Syderøerne med de for Jarlen samlede Skatter, var kommen dem til Hjelp. Nu bleve Skotterne overvundne, begge deres Anførere faldt, og deres Skibe erobredes. Njaals Sønner og Kaare sluttede det inderligste Venskab, og de fulgte med ham til Sigurd Jarl, hvor de opholdt sig om Vintren. Siden deeltoge de med Jarlen i hans Krig med Skotterne (986), da disse havde gjort Opstand mod ham, saaledes som det ovenfor er fortalt^[68]. Til Belønning for deres Tapperhed gav Jarlen dem gode Gaver og gjorde dem til sine Hirdmænd. Ogsaa de to følgende Vintre tilbragte de hos ham, men gjorde i Løbet af den mellemliggende Sommer (987) et Tog tilsammen med Kaare, sandsynligviis for at udvide og befæste Sigurds Jarls Herredømme. Paa dette Tog holdt de et Slag med Kong Gudrød af Man, overvandt ham, og fik stort Bytte. Endelig, efter at have tilbragt tre Vintre hos Jarlen, udbade de sig og fik Tilladelse til at drage til Norge, hvor Kaare lovede at treffe dem lidt senere, naar han kom med Skatterne til Haakon Jarl. Jarlen gav dem et Skib, og de kom med dette heldigt til Throndhjem, hvor Thraain just laa sejlfærdig til Island med Gammen. Men de kom i en uheldig Stund. En Islænding ved Navn Rapp havde gjort megen Ustyr hos Haakon Jarls Ven, Gudbrand i Dalene, og endt med at opbrænde et Gudehuus, som Gudbrand og Jarlen ejede tilsammen, efter at han først havde skilt Thors Thorgerd Holgabruds og Irps Billeder fra alle deres Prydelser^[69]. Forfulgt af Jarlens Mænd søgte han at frelse sig ved at komme ombord paa et Skib, og tyede først til Njaals Sønner, som dog ej vilde tage imod ham. Han henvendte sig derpaa til Thraain, som efter nogen Nølen besluttede sig til at hjelpe ham, og skjulte ham ombord paa sit Skib. Kort efter kom Jarlen, og spurgte Njaals Sønner efter Rapp. De tilstode at han var kommen, men negtede at have hjulpet ham, og vilde heller ikke sige hvor han var bleven af. For Sikkerheds Skyld lagde de sine Skibe længer ude under en Ø, rimeligviis Nidarholmen eller Munkholmen, og Jarlen henvendte sig nu til Thraain, hvilken han ej tvivlede paa vilde give ham nøjagtig Besked. Men Thraain anstillede sig ganske uvidende om Rapp og bad Jarlen ransage Skibet. Det skede, men han havde gjemt ham saa godt, at Jarlen ej kunde finde ham. To Gange til blev der ransaget, og mellem hver Gang lod Thraain Rapp skifte Plads. Han blev ikke funden, til Jarlens store Ærgrelse, og da der imidlertid blæste op en god Vind, lod Thraain Gammen staa ud ad Fjorden i strygende Fart, saa at det ej kunde nytte nogen at sætte efter. Saaledes var Rapp frelst^[70]. Jarlen lod nu sin Harme gaa ud over Njaalssønnerne, hvilke han beskyldte for at være Medvidere med Thraain. Uagtet hans Søn Svein gjorde mange Indvendinger, angreb han dem dog med fire Langskibe for at dræbe dem. De forsvarede sig længe, og dræbte blandt andre to anseede Mænd, Aslak af Langø og Jarlens Merkesmand Egil. Men omsider bleve de dog overmandede og fangne. Jarlen vilde strax lade dem dræbe, men Svein forestillede ham, at det allerede var blevet Nat, og Nattedrab betragtedes som Mord. Han bød derfor, at de skulde sættes i Fjetter og omhyggeligt bevogtes til næste Morgen. Men om Natten lukkedes det dem med stor Møje at komme løs. De skyndte sig hen til den anden Side af Øen, og fandt her til deres store Glæde Kaare Salmundssøn, som imidlertid var kommen, og som strax tog dem ombord paa sit Skib. Den følgende Morgen, da han bragte Jarlen Skatten, spurgte denne ham om han havde taget dem til sig, og han svarede uforbeholdent Ja. Han spurgte nu end videre, om han torde sværge paa at han ej havde lovet at følge med dem for at angribe ham til Hevn for den Overlast, de havde lidt. Men Erik Jarl, der nu ogsaa var kommen til, sagde at det var upassende at forlange noget saadant, da Kaare altid havde viist sig Jarlen tro og huld; han lagde til, at det havde været langt mere passende at give Njaalssønnerne gode Gaver til Erstatning for den uretfærdige Behandling, der var bleven dem til Deel. Jarlen erkjendte det, og bad Kaare forespørge sig hos dem, om de vilde modtage Forlig. „Af Erik“, svarede Helge, „men ej af Haakon“. Dette sagde Kaare til Erik. Han fandt det billigt, og indbød dem til sig. De toge mod Indbydelsen, og opholdt sig hos ham, indtil Kaare skulde drage tilbage til Sigurd Jarl; da fulgte de med ham, og Erik gav dem alle tre Gaver ved Afrejsen. Den følgende Vinter forbleve de hos Sigurd Jarl, og droge om Sommeren ud paa Krigstog med Kaare, men toge det Løfte af ham, at han siden skulde følge med dem ud til Island. De herjede ved Anglesey, ved Syderøerne, gik i Land paa Halvøen Saltire eller Cantyre, hvor de udholdt en Strid med Indbyggerne og vandt meget Gods, droge derfra til Bretland eller Wales, hvor de ligeledes herjede, styrede saa til Man, hvor de atter strede mod Kong Gudrød og dræbte hans Søn Dufnjal, og begave sig omsider til Syderøerne til Gille Jarl, som fulgte med dem tilbage til Orknøerne, hvor han om Vaaren egtede Sigurd Jarls Syster. Sommeren efter (989) droge Helge, Grim og Kaare, rigt begavede af Sigurd Jarl, til Island, hvor Kaare egtede Njaals Datter, og siden blev uadskillelig fra sine Svogre, saa længe de levede, ligesom han og, hvad vi senere ville erfare, hevnede deres Død^[71].

1. Se herom ogsaa ovenfor, 1ste B. S. 568.
2. Se ovf. 1ste B. S. 559, 560.
3. Rafnkell Freysgodes Saga, især S. 1–3 (nyeste Udgave, Kjøbh. 1847).
4. Se ovf. 1ste B. S. 781.
5. 1ste B. S. 549.
6. Det var nemlig vedtaget, at man kunde tage ubebygget Land til Ejendom ved at fare om det med en brændende Brand, s. o. 1ste B. S. 117, 521.
7. Se Hønsethores Saga, fornemmelig Cap. 14, og især Are Frodes Islændingabok, Cap. 5, af hvilket hiint Cap. i Hønsethores Saga ligefrem er udskrevet. Som sin Hjemmelsmand nævner Are Ulfhedin Lagmand (mellem 1108 og 1116); forresten var Thord Gelle selv en Oldefader af Ares Farfader og Fosterfader Gelle. Aarsagen, hvorfor Nordfjerdingen deeltes i fire Thinglag, var den, at de, som boede nordøstenfor Eyjafjord, ej vilde søge Thing der, lige saa lidt som de der boede vestenfor Skagafjord vilde søge Thing ved denne.
8. Thingene vare: I Østfjerdingen: Sunnudals, Kidjafjelds og Skaftafjelds Thing; i Sydfjerdingen: Rangaa eller Thingskaale-, Aarnes- og Kjalarnes-Thing; i Vestfjerdingen: Tveraa eller Thingnes, Thorsnes og Thorskafjords-Thing; og i Nordfjerdingen: Hunavatns, Hegranes, Vadle og Thingø-Thing. – Hvorledes Herserne i Norge udnævnte Dommere, se ovenfor 1ste Bind S. 601.
9. Man skulde næsten formode, at disse Fjerdingsdomme tildeels traadte i Stedet for de saakaldte Fjerdingsthing, som paa et Par Steder omtales, nemlig i Eyrbyggja Saga, Cap. 10, Landn. Cap. 98, hvor det heder at Thord Gelle indrettede Fjerdingsthing for Vestfjerdingen paa Thorsnes (se ovf. 1ste B. S. 781), i Islendingabok Cap. 5, hvor det heder at Fjerdingsthing indrettedes efter at den ovenfor nævnte Inddeling var ordnet, og endelig i „Graagaas“ Vigsl. Cap. 58, hvor der gives Valg mellem at søge Sager paa Althinget, paa Heredsthinget eller paa Fjerdingsthing, „naar disse holdes“. Denne sidste Bestemmelse findes dog kun i den yngre Afskrift af „Graagaas“, og tør derfor maaske være kommen ind i senere Tider, efter at allerede de norske Indretninger havde begyndt at faa Indpas; det sees og at Fjerdingsthing ikke regelmæssigt have været holdte. De i Islendingabok og Eyrbyggjasaga omtalte Fjerdingsthing have sikkert kun været af kort Varighed, indtil de egentlige Fjerdingsdomme indrettedes; Thord Gelle sees allerede tidligt at have begyndt dermed i Vestfjerdingen (hvis man ellers ikke skal antage at Eyrbyggjasagas og Landnámas Udtryk er at forklare om en senere Tid). Nøjagtigt kjender man vistnok ikke Tiden da Fjerdingsdommene oprettedes, men at de vare en saa godt som umiddelbar Følge af Inddelingens Ordning, ligger i Sagens Natur. Om Fjerdingsdommens Indretning se „Graagaas“, Þingskapaþáttr Cap. 1 (Udg. S. 15).
10. De kaldes i Islendingabok „forráðsgoðorð“.
11. Se ovf. 1ste B. S. 568.
12. Om Lagrettens Indretning se „Graagaas“, Lögrettuþáttr (Udg. I S. 4–12).
13. Til dette Aar henføres den i de islandske Annaler, ligesom Are Frode ogsaa henfører den til Thorarins Embedstid (950–970).
14. Vistnok skulde man af den Omstændighed, at Thorkell Maane omtales som den, efter hvis Raad fornemmelig Thorkells Forslag vedtoges, ved første Øjekast komme paa den Tanke, at han da var Lovsigemand; men deels henfører Are Frode selv denne Begivenhed til Thorarins Embedstid, og nævner den endog tidligere end Thord Gelles Foranstaltning; deels have vi allerede forhen seet Thorkell Maane optræde som en anseet og formaaende Mand (S. 44 Note 1). Endelig maa det bemerkes, at da Thorsteins Fader Hallstein allerede kom til Island som Landnamsmand (se ovf. 1ste B. S. 524) c. 880, og egtede Osk, Thorstein rødes Datter, mellem 890 og 900 (se ovf. 1ste B. S. 526, 527) maa Thorstein Surt være fød omtrent ved 895, og bliver derfor næsten vel gammel til at have foredraget sin Sag til Thinge 970.
15. Hans Fader var den Thorstein Ingulfssøn, hvilken vi allerede ovenfor (1ste B. S. 520 og 563) have omtalt som den, der indrettede Thinget paa Kjalarnes. Om Thorkell Maane heder det i Landnáma (I. 10): han var den af alle hedenske Mænd paa Island, som havde den bedste Tro, efter hvad man har seet Prøver paa. Da han laa paa sit Yderste, lod han sig bære ud i Solskinnet, og befalede sig den Gud i Hænde, der havde skabt Solen; han havde og ført et ligesaa reent Liv, som de bedste Christne.
16. Islendingabok, Cap. 4, 5. Are Frode maatte vide saa meget bedre Besked om den nys beskrevne Foranstaltning med Hensyn til Tidsregningen, som hans egen Fosterfader og Farfader Gelle Thorkellssøn var en Dattersøn af Usvif Helgesøn, der havde forklaret Thorstein Surts Drøm.
17. Se ovenfor 1ste B. D. 751.
18. Grim Svertingssøn var Lovsigemand fra 1002–1004. Da ellers Thordis senest maa være fød ved 927, eftersom hendes Fader Thoralf døde i dette Aar (se o. 1 B. S. 699), maa hun enten have været mange Aar ældre end Grim, eller og maa denne, da han blev Lovsigemand, have været mindst 75 Aar gammel.
19. Se Hønsethores Saga.
20. Nemlig det Slags spiselige Tang, der paa Island kaldtes söl, og rimeligviis endnu paa flere Steder i Norge har det samme Navn.
21. D. e. Erstatning.
22. D. e. Odin.
23. D. e. Hel, Dødsgudinden, som nedenfor nævnes.
24. Tidsregningen i Egils Saga er vanskelig at forlige med den, som ellers maa ansees for den rigtige. Saaledes omtaler den Bødvars Død og Thorgerds Besøg hos ham efter at hun var gift, førend den nævner Arinbjørns Hjemkomst til Norge med Harald Graafeld efter Haakon Adelsteensfostres Død. Det skulde saaledes synes som om Thorgerd var gift med Olaf Paa før 961. Men af Laxdølasaga erfare vi, hvad der desuden stemmer med de øvrige chronologiske Forhold, at Harald Graafeld herskede i Norge, da Olaf Paa for sit Giftermaal og kun 18 Aar gammel opholdt sig der (se ovenfor S. 40, 41). Olaf kan følgelig ej være bleven gift førend 965 eller 966, altsaa senere end Harald Graafelds, end sige Haakon den godes Død, eller ogsaa maa Thorgerd have været ugift, da hun afsnakkede sin Fader fra at hungre sig ihjel; dog, da det heder saa udtrykkeligt at hun blev hentet fra Hjardarholt, kan man heller ikke vel antage dette. End større Vanskelighed opstaar derved, at Egils Saga i Cap. 83–88 vidtløftigt omtaler de Stridigheder, Thorstein Egilssøn havde med Tunge:Odd, efter at hans Moder Aa-sgerd var død og Egil havde overladt ham Gaarden Borg, medens de islandske Annaler udtrykkeligt lade Thord Gelle og Tunge-Odd dø 965; thi i saa Fald maatte hine Stridigheder have fundet Sted før 965, og Egils Flytning endnu tidligere; Thorgerds Giftermaal, som endnu laa en god Stund forud for denne, vilde saaledes falde i det mindste før 960. Det er ovenfor (S. 93) viist, at Angivelsen for Thord Gelles Vedkommende maa vare rigtig, hvilket end ydermere fremgaar deraf, at Eyjulf, Thord Gelles Søn, allerede ved Thorgrim Godes Død 961 optræder som selvstændig Høvding uden at hans Fader nævnes. Man maa derfor her gribe til den Udvej at antage, at Tange-Odd ej døde samme Aar, som Thord Gelle, men noget senere, og at Annalernes Udsagn med Hensyn til ham er urigtigt. Thi Egils Sagas Beretning har fuldkommen Sandsynlighedens Præg.
25. Se derom ovenfor, 1ste B. S. 728. Det heder fremdeles: „Det Skin, som udgik fra Eriks Bryn, var ej trygt at se paa, da Kongens ormblanke Pande-Maane skinnede med skrækkelige Straaler. Dog vovede jeg at bringe Fyrsten mit Hoved, saaledes at Odins Drik (Kvadet) kom brusende til Enhvers Øre. Haulderne i Kongens Sal fandt ikke den Belønning, jeg fik for Kvadet, hamfager, da jeg til Gjengjeld for Odins Mjød fik den ulvgraa Hattefyld (Hovedet) af ham; jeg tog imod det, og dermed fulgte mine sortbrynede Øjne og den Mund, hvormed jeg frembar Digtet for Kongens Knæ; jeg beholdt mine Tænder, min Tunge og mine Øren: det var dog bedre end Guld. Da stod hiin tro Ven ved min Side, Arinbjørn, paa hvem jeg kunde stole; han var den, som ene vovede at frelse mig for Kongens Vrede; han svigtede mig ej i Kongens Gaard“. Han roser Arinbjørn for hans Ædelsind og Gavmildhed. „Ingen“, siger han, „gik haanet eller tomhændet fra Arinbjørns Huus. Denne Ædling, der bor i Fjordene, er grum mod sit eget Gods, han hader Draupnes Sønner (Guldringene)“.
26. Egils Saga Cap. 81.
27. Egils Saga Cap. 88. Om det Fund af Mynter, man 1722 har gjort i Nærheden af Mosfell, se P. E. Müllers Sagabibliothek, 1ste B. S. 126. Saavidt vides, er det ikke oplyst, hvilke engelske Konger disse Mynter tilhøre; vidste man det, vilde man deraf maaske nærmere kunne slutte sig til, naar Slaget paa Vinheden fandt Sted, thi det var efter dette, at Ædhelstan forærede Egil Skallagrimssøn Pengene.
     Om Tiden for Egils Død indeholder hans Saga ingen anden Oplysning, end at det var mod Slutningen af Haakon Jarls Levetid, og medens han selv befandt sig i det 9de Tiaar, altsaa mellem 80 og 90Aar. Det maa saaledes have været omkring 991, som ovenfor anført (S. 105).
28. Thorsteins Børn og Efterkommere omtales i Egils Saga, Cap. 82 og 90. Han oplevede Christendommens Indførelse i Landet, og lod opføre en Kirke paa sin Gaard Borg. Hans Søn Skule, der fulgte ham som Høvding paa Borg og Ættens Hoved, deeltog i Slaget ved Svaldr Aar 1000, efter, som det synes, at have været en Stund i Viking; han maa altsaa være fød før 980, rimeligviis omkring 973, og da han var anden Søn, maa Thorsteins Giftermaal falde endnu tidligere. I Kristnisaga nævnes Thorstein blandt Høvdingerne paa Island 981 eller 983.
29. Hørds Saga, jvfr. Landnáma I 20.
30. Disse Brudstykker findes i Skálda, og det er af dem, man kan se at Udskjæringerne maa have fremstillet Scener af Mythologien. Se især Skálda Cap. 5, hvoraf det sees, at blandt andet Balders Historie var Gjenstand for Ulf Uggesøns Kvad.
31. Se Laxdølasaga Cap. 26. Da det i Njáls Saga Cap. 59 udtrykkeligt heder at Høskuld Thorarinssøn blev sad strax efter at Høskuld Dalakollssøn døde, falder dennes Død følgelig omkring 980.
32. Njáls Saga, Cap. 1.
33. Herom handler Njálssaga, Cap. 9–17.
34. Se nedenfor, S. 186. Hallgerd var rimeligviis fød omkring 910. Hendes anden Mand var Glum, en Broder af Lovsigemanden Thorarin Ragabroder, og hendes Datter i Egteskab med ham blev omkring 980 Moder til Høskuld Thraainssøn, se ovf. S. 136. Hendes Giftermaal med Glum falder saaledes ved 936, med Gunnar ved 970. Hendes og Gunnars ældste Søn Høgne var voxen ved dennes Død 986.
35. Se ovenfor, 1ste B. S. 782, 783.
36. Dette foregik i Viborg, se Gisle Surssøns Saga.
37. Thorgrim Godes Drab henføres i Annalerne til 961, og denne Angivelse maa ansees som sikker, da hans Søn Snorre Gode var en af Islands mægtigste og berømteste Mænd, om hvis Alder og Levetid der neppe kan have været Uvished; hans Datter Thurid var desuden en af dem, der gave Are Frode Underretninger, og han kalder hende baade vel underrettet og sanddru (Islendingabok Cap. 1). Nu angives Snorre at have været 35 Aar gammel da Christendommen indførtes (1000 e. Chr.); hans Fødselsaar bliver altsaa 963, og Thorgrims Død 961.
38. Se Gille Surssøns Saga, jevnfør Eyrbyggjasaga Cap. 12. Tidsangivelserne i begge Sagaer ere noget afvigende. Eyrbyggjasaga, der nøje gjør Regnskab for Snorre Godes Liv, siger udtrykkeligt at han var 13 Aar gl., da han rejste til Norge (973), at han opholdt sig der en Vinter, og kom tilbage næste Sommer (979), samt at Gisle endnu samme Høst blev dræbt. Altsaa skulde der kun være hengaaet 15 Aar efter Thorgrims Drab. Gisle Surssøns Saga (S. 126) lader Gisle derimod tilbringe 18 Aar i Fredløshed; hans Drab skulde saaledes falde 982. At denne Beregningsmaade maaske er den rigtigste, vil nedenfor sees. – Beskrivelsen af Gisles Æventyr under hans Fredløshed, hans Hustrues Troskab, og hans egen Snarraadighed hører til noget af det bedste, Saga-Literaturen indeholder. Sagaen fortæller, at Berg Vesteinssøn blev dræbt i en By i Norge, det maa enten have været Tunsberg eller Konghelle.
39. Snerrinn kaldtes en trættekjær Mand.
40. Eyrbyggjasaga Cap. 13.
41. Gisle Surssøns Sagas Eyrbyggjasaga Cap. 13, 14, 15. Ifølge denne var Snorre altsaa 15 Aar, da han fik jaget Børk fra Helgafell. Aaret efter, heder det, blev hans Halvsyster Thurids Mand Thorbjørn dræbt; hun var altsaa i denne Mellemtid bleven gift. Den følgende Høst (982) skal hun være bleven gift med Thorodd (se nedenfor), og kort efter fødtes hendes Søn Kjartan, (985) 15 Aar før Christendommen blev lovtagen paa Island. Imidlertid heder det i Kristnisaga Cap. 1, at Snorre var 18 Aar, da han overtog Bestyrelsen af Gaarden, men at han allerede i 981 havde oplevet sit 18de Aar. Alle disse Angivelser afvige noget fra hinanden, skjønt efter Omstændighederne just ikke synderligt. Der er flere Omstændigheder, der gjøre det rimeligt at flytte det af Kristnisaga angivne Tidspunkt til 983. Da ogsaa Gisle Surssøns Saga henfører dennes Drab, og følgelig Snorres Optræden som Herre paa Gaarden til henved 18 Aar (982) efter Thorgrims Drab (961), er der altsaa fleest Stemmer for dette; det er og rimeligere at Snorre foretog sin Rejse til Norge i sit 18de end i sit 13de Aar. Thorodds Giftermaal falder sandsynligviis i 981. Allerede to Aar efter synes Kjartan at være fød, og dette passer nøje med hiin ovenfor omtalte Angivelse, at han ved 1000 var 15 Aar gammel.
42. Eyrbyggjasaga, Cap. 25, 28. Uddrag af Vigen-Styrs Saga.
43. Da hun var fød efter Snorre, altsaa i det allertidligste 966, og dog allerede anden Gang gift i sit 18de Aar (984) maa hun ved Giftermaalet med Thorbjørn kun have været 16 til 17 Aar gammel.
44. S. o. S. 134.
45. Herom handler Eyrbyggjasaga, fornemmelig Cap. 21, 29, 40, 44, 47, 50. Vi have ovenfor oftere haft Lejlighed til at nævne Bjørn. Det er fornemmelig hans Historie, som især giver Oplysninger med Hensyn til Tiden for Styrbjørns Død. Det er allerede tilstrækkeligt viist, at denne neppe kan henføres til andet Aar end 985, hvad enten vi regne frem fra Thorgrim Godes Død, eller tilbage fra Christendommens Indførelse.
46. Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 151, 152. Det heder her, at de, førend de dræbte Sokke, Vare 3 eller 4 Aar i Handelsfærd, og hos Galte i 7 eller 8 Aar; der var altsaa tilsammen 10 til 12 Aar mellem deres Fædres Drab og Hevnen. Da det nu tillige siges at deres Fædre dræbtes i den senere Tid af Haakon den godes Dage, kan dette vel neppe sættes tidligere end 954; men Hevnen kan heller ikke sættes senere end 961.
47. Saavel Olaf Tr. Saga Cap. 154 som Vatnsdølasaga Cap. 38 anføre et Vers om, hvor kjære Kvinderne var i Ingulf. „Alle Møer,“ heder det, „vilde gaa med Ingulf, baade voxne og Børn; ja endog den gamle Kærling sagde: jeg Vil gaa med Ingulf saa længe der findes to Tænder i min Gome“.
48. Beretningen i Olaf Tr. Saga Cap. 154 er noget, skjønt højst ubetydeligt, forskjellig fra den i Vatnsdølasaga Cap. 37.
49. Thorkell Kravla er allerede omtalt i 1ste B. S. 790, 791.
50. Vatnsdølasaga, Cap.42, 43, 45,46. Tidsregningen er her saare vanskelig at bringe Rede i. Thi Kristnisaga angiver Thorkell Kravla allerede som Høvding i 981, og dog skulde inden den Tid Thorgrim have været Gode mindst i et Par Aar, og for ham Ingulf i 12, efter at denne endnu i Faderens Levetid havde begyndt en Kjærlighedshistorie med Ottars voxne Datter Valgerd. Om vi nu end antage hende da kun for 14 Aar gammel, faa vi dog mindst 28 Aar mellem 981 og Valgerds Fødsel, hvilket for denne bringer 953, uagtet hendes Fader først 11 Aar senere kom til Island. Vel er det muligt, at man her, som ved Snorre Godes Historie, maa sætte Aaret 983 eller 984 i Stedet for 981, og følgelig 956 i Stedet for 953, men desuagtet faa vi 8 Aar for meget, og det bliver os nu neppe engang muligt at antyde Maaden, paa hvilken Fejlen kan rettes, uden det skulde være ved at give Ingulf fire i Stedet for tolv Aars Høvdingstid, hvilket vistnok bestyrkes af den Omstændighed, at han ved sin Død efterlod sig meget smaa Børn.
51. Han sagde: ek vinn hofseið at baugi, ok segi ek þat Æsi, at ek varkat þar ok vakat þar ok rauðkat þar odd ok egg, er Þorvaldr krókr fékk hana; d. e. Jeg sværger Hovs-Ed paa Baug, og siger det til Aasen (ɔ: en af Æserne), at jeg var ej der, vog ej der, og farved ej der Egg og Odd, hvor Thorvald Krok fik Bane. Stavelsen „at“, hængt efter Ordet,betyder nemlig „ej“. Men man kan og læse vark at þar, vák at þar, rauðk at þar, hvilket høres ligedan i Udtalen, men betyder aldeles det modsatte, da at for sig selv betyder „ad“, „ved“. Vigaglums Saga. Cap. 26.
52. Jomsvik. Saga, Cap. 13. Landn., Till. 1. Det heder her, at denne Dyrtid fandt Sted paa samme Tid, Harald Graafeld faldt, og 80 Aar før Biskop Isleif indviedes. Da dette var 1036, skulde altsaa hiin Dyrtid og følgelig Harald Graafelds Fald have fundet Sted 975 eller 976. Men nu er det ovenfor viist, at Harald Graafeld maa være falden 965. Altsaa maa Dyrtiden paa Island enten flyttes tilbage til dette Aar, eller og, hvad der er rimeligere, maa man antage, at der i 975 virkelig har været en Dyrtid paa Island, som enten af Are frode, eller en anden af de senere Chronologer, der beregnede Haralds Fald til 975, erklæredes samtidig med dette, fordi de vidste, at der i Norge under Harald Graafeld var Dyrtid. Dette er saa meget rimeligere, som Chron. Sax. beretter, at der ogsaa i England var Dyrtid 975, hvoraf man altsaa maaske kan slutte, at hele Nordeuropa i dette Aar har været hjemsøgt af Misvæxt. Det er endog ikke usandsynligt, at det just er denne bekjendte Omstændighed, som især har bragt Chronologerne til at henføre Haralds Død til 975, idet de antoge Dyrtiden under ham for den samme som den i det sidstnævnte Aar. Ved nærmere Betragtning af Beskrivelsen over Dyrtiden under Harald Graafeld ville vi dog finde, at den ej, som hiin, omfattede eet, men flere Aar, men at den og paa den anden Side synes at have indskrænket sig til Norge alene, eftersom det udtrykkeligt heder, at Aarferden i Danmark paa den Tid var taalelig, saa at man der kunde faa hvad man behøvede.
53. Ljosvetningasaga, Cap. 5–14. Jvfr. Vatnsdølasaga, Cap. 44. Den ovenfor omtalte Spaakone ved Navn Thordis nævnes ogsaa i Kormaks Saga, Cap. 9, 22, flg., og i Beretningen om Thorvald Vidførle, saavel i Kristnisaga som Olaf Tr. Saga Cap. 130.
54. Om Brodd-Helge, Geite og Hall paa Sida, se ovenfor 1ste Bind S. 537, 538, 543.
55. Se Vápnfirdingasaga, jvfr. Isl. Annaler, S. 24.
56. Ljosvetningasaga, Cap. 12.
57. Se ovf. 1ste B. S. 539.
58. Thormod Skaftes Herkomst se ovf. 1ste B. S. 551.
59. Se ovf. 1ste B. S. .322.
60. Om alt dette, som i det hele taget om Gunnar og Njaal, se Njaals Saga.
61. Det er ovenfor viist, at Gunnars Tilbagekomst og Giftermaal maa henføres til henved 970. Det heder udtrykkeligt at hans Stifdatter Thorgerd Glumsdatter da var 14 Aar gammel, og da Hallgerd neppe kan have været yngre end 16 Aar, da hun blev fød, var hun altsaa selv mindst 30 Aar gammel ved Brylluppet. Af samme Alder var sandsynligviis Gunnar. Saavel han, som Hallgerd maa derfor antages at være fødde omkring 940. Thi senere end 970 kan man ej sætte Giftermaalet, eftersom Hallgerds eg Gunnars Søn Høgne ved dennes Død var voxen, i alle Fald neppe under 16 Aar.
62. Se ovf. 1ste B. S. 541.
63. Njaals Saga, Cap. 29–56.
64. Njaals Saga, Cap. 74–81.
65. Njaals Saga, Cap. 82.
66. Njaals Saga, Cap. 83.
67. Disse skotske Høvdinger føre i Njaals Saga, Cap. 84 og 85, hvor denne Begivenhed omtales, de nordiske Navne Grjosgard og Snækolf. Disse Navne ere enten Omsætninger eller Forvanskninger af gaeliske. Om de to skotske Jarler, Hunde og Mælsnechtan (Melsnati) der leverede Sigurd Jarl Slaget ved Dungalsnipen, er der ovenfor (S. 134) talt. Det er der ogsaa ytret at Hunde’s skotske Navn muligtviis var Cuilen. Imidlertid maa det erindres, at der og i Gaelisken er et Ord, Madadh, som betyder „Hund“, og at Jarlen Hundes Navn saaledes kan have været Madadh eller, som det skrives i vore Sagaer, Maddad, Moddan, Moldan. I saa Tilfælde kan Hunde have været den samme som den Moldan eller Maddad, der noget ovenfor nævnes i Sagaen som Snækolss og Grjotgards Fader. Mælkolm, som her nævnes, kaldes i Cap. 84 Konge, i Cap. 85 Jarl; dette sidste er det rigtige, thi han blev ej Konge førend i 1003; men Sagaskriveren, som vidste, at han siden førte Kongetitel, har paa hiint Sted ladet sig forlede til at give ham den for tidligt.
68. See ovenfor S. 134.
69. Njaals Saga, Cap. 88. Beretningen herom er i Njaals Saga saare mistænkelig. Hvis Sagaen ved den her nævnte Gudbrand mener Dale-Gudbrand, røber den et stort Ubekjendtskab med Stedsforholdene, thi Gudbrands Gaard og Gildehuus omtales, som om det kun skulde have ligget et kort Stykke Vej fra Lade. Det vilde altsaa blot være Hovedomstændighederne, hvorved vi her kunne holde fast. Underligt er det ellers, at ogsaa Thorleif spake, som vi have seet, siges at have boet paa Oplandene, medens han dog egentlig synes at have boet i Orkedalen. Det tør saaledes maaske nok hænde, at saavel det øvre Orkedal som Gauldal og Selbo undertiden have været regnede til Oplandene og de saakaldte „Dale“, og at den her nævnte Gudbrand ej er den egentlige Dale-Gudbrand.
70. Njaals S. Cap. 89.
71. Njaals S. Cap. 90, 91. Ved Tidsregningen i disse Begivenheder møder der den Vanskelighed, at Nj. Saga Cap. 84, 85, 86 og 87 nævne tre Vintre som forløbne mellem den Sommer, Njaalssønnerne forlode Island og den Sommer, de kom til Throndhjem, medens den i Cap. 83 for Thraains Vedkommende kun synes at nævne to Vintre mellem hans Rejse fra Island og hans Hjemreise, uagtet det dog udtrykkeligt heder, at han forlod Landet samme Sommer som Kolskegg og Njaals Sønner, og rejste hjem igjen faa Dage efter at Njaalssønnerne vare komne til Throndhjem. Man maa derfor antage at han har opholdt sig en Sommer hos Jarlen, uden at udføre Bedrifter, Sagaskriveren fandt værd at optegne, thi Njaalssønnernes Krigsbedrifter for hver af de to Somre mellem hine tre Vintre ere saa nøjagtigt optegnede, at man ej vel kan sløjfe nogen af dem. En anden Vanskelighed møder derved, at de islandske Annaler, dog kun en enkelt Kodex, henføre Gunnars Drab til 994. Urigtigheden deraf indlyser allerede af hvad der ovenfor (S. 135, Not. 4) er anført, thi da Njaalssønnerne først kom hjem fire Aar efter hans Drab, altsaa, efter Annalernes Beregning, 998, og der endnu hengik et Par Aar indtil Thraains Drab, vilde Høskuld Thraainssøn ikke, da dette skede, længer kunne have været nogen Dreng. Det maa desuden erindres, at Kolskegg samme Aar, Gunnar blev dræbt, besøgte Sven Tjugeskegg i Danmark, men denne var ifølge de paalidelige engelske Beretninger da i England. Heldigviis give de irske Krøniker os en nogenlunde sikker Vejledning. Ifølge disse (fornemmelig Tighernach, hos O’Connor, II p. 267) blev Gudrød, Kongen af Man, dræbt 989. Njaalssønnernes sidste Kamp med ham maa altsaa have fundet Sted enten i eller før dette Aar, Nei erfare vi af Sagaen, at Kolskegg, Thraain og Njaalssønnerne i een og samme Sommer, hvilken vi ville kalde A, forlode Island; i det næste Aar (B) kom Kolskegg til Kong Sven, blev Gunnar dræbt, og deeltoge Njaalssønnerne i Kampen ved Dungalsnipen. Aaret derpaa (C) herjede de sammen med Kaare og kæmpede første Gang med Kong Gudrød. Det følgende (D) begave de sig til Norge og bestode deres Æventyr med Haakon Jarl. Aaret efter (E) kæmpede de anden Gang med Kong Gudrød, og endelig det følgende (F) droge de hjem til Island. Sættes nu Gunnars Dødsaar, B, til 994, maatte allerede den første Kamp med Gudrød (C) sættes 995, 6 Aar efter hans Fald. Men lade vi derimod Njaalssønnerne anden Gang kæmpe med Gudrød 989, hvilket Aar altsaa bliver E, da kommer Alt til at passe. Aaret A for Bortrejsen fra Island bliver da 985, Gunnars (B) Død, Kolskeggs Besøg hos Sven og Slaget ved Dungalsnipen 986, C 987 og D 988. Vi kunne ej sætte E til 988, thi da vilde Kolskeggs Besøg hos Sven Tjugeskegg (B) blive 985, hvorved Harald Gormssøns Død vilde falde i dette Aar og Styrbjørns endnu tidligere, hvilket efter det forhen (især