Det norske Folks Historie/2/26

En Vikingehøvding der optraadte med saa stor Magt og Anseelse som Olaf, maatte være berømt over hele Norden, og hans Ry maatte for længe siden have naaet Norge. Allerede under hans Ophold i Gardarike kan det ej slaa Fejl at han har stødt paa flere Landsmænd, og fortalt dem sin Herkomst; paa hans Tog i Østersøen sluttede, som det udtrykkeligen fortælles, Nordmænd sig til ham foruden Gauter og Daner; under Opholdet i Vendland og Jomsborg maatte han ligeledes have Lejlighed til at se mange Nordmænd, og dette maa endnu mere have været Tilfældet i England. Af Islændinger omtales i det mindste een, der sluttede sig til Olaf allerede under hans Ophold i Vesten, nemlig Stefne Thorgilssøn fra Kjalarnes, en Sønnesøns Søn af den mægtige Landnamsmand Helge Bjola. Stefne havde som Yngling forladt sit Fædreland, og i Danmark antaget Christendommen, siden havde han truffet sin Landsmand Thorvald Vidfarle, der nu ogsaa var bleven døbt, og havde med ham rejst vide omkring og besøgt de hellige Steder i Syden og fornemme Høvdinger. Paa Tilbagevejen til Norden traf han Olaf Tryggvessøn i England eller Irland, og blev hans Mand. Af de Skildringer, Sagaerne saa omstændeligt have efterladt os af Olafs sværmerske og enthusiastiske Sind, kunne vi ogsaa, om det end ikke sagdes i udtrykkelige Ord, lettelig forstaa, at Erhvervelsen af hans Fædrene-Rige, under alle Omskiftelser i hans urolige og omflakkende Liv, stod for ham som det Maal, hvortil han stræbte, og som han aldrig tabte af Sigte. Ved Siden af dette stillede der sig ogsaa snart et andet, Norges Omvendelse til Christendommen; det trængte endog maaske det første for saa vidt i Baggrunden som dette ej længer blev den endelige Hensigt, men kun Middelet, hvorved det andet skulde opnaaes. Dog, hvad enten det ene eller det andet var hans Hovedformaal, maatte det nødvendigviis bringe ham til at søge alle Nordmænd, der kunde give ham Efterretninger fra Hjemmet, til at udfritte dem om Forholdene, vel og tildeels at lade sig forlyde med med, hvo han var, hvad Hensigter han havde, hvad Haab han nærede om at kunne faa dem udførte[1]. Og saaledes kunde det neppe undgaaes, at Haakon Jarl ej alene erfoer, at han var til, men ogsaa fik Nys om hans Planer Olaf skal vistnok, efter hvad nogle fortælle, have skjult sit rette Navn og kaldt sig Ole eller Aale den gerdske; denne Forsigtighed har han maaskee brugt ved et Par enkelte, særegne Lejligheder, naar det gjaldt ham om at udfritte Landsmænd paa en mere end almindelig forsigtig Maade; men at han forresten ogsaa i England sædvanligviis gik under sit rette Navn Olaf, derom vidner noksom den Omstændighed, at han kaldes Olaf (Anláf) i de samtidige engelske Beretninger om hans Bedrifter der i Landet.

Haakon Jarl lyttede til Efterretningerne om Olaf Tryggvessøn med en Ængstelighed, som man neppe skulde have ventet hos ham, paa en Tid da hans Magt maatte ansees grundfæstet i Norge. Den store Sejr over de farlige og mægtige Jomsvikinger havde bragt ham Hæder og gjort ham populær; hans Iver for Hedendommen sikrede ham desuden Hedningernes Venskab – og deres Antal var endnu det overvejende i Landet – Aaringerne vare gode, Landet blomstrede, med Nabokongerne, endog med Erik Sejrsæl i Sverige, synes der at have hersket Fred[2]: for Haakon skulde det derfor synes som om intet var at befrygte. Men han kjendte Nordmændenes Hengivenhed for Harald Haarfagres Kongeæt; den betragtedes allerede som odelsbaaren til Riget, medens Haaleyge-Ætten, hvor anseet den end var, i det højeste blot kunde ansees som arveberettiget til Thrøndelagen; han maatte føle, at han, om han end var nok saa meget yndet og adlydt, dog kun var yndet og adlydt af personlige Grunde, ej ved det Trylleri, Bevidstheden om en Regents lovlige og arvelige Adkomst til Riget, især i hine Tider, udøvede paa Gemytterne endog uden Hensyn til hans Personlighed Og dobbelt usikker maatte han føle sig, da han begyndte at merke, at den personlige Hengivenhed, Folket hidtil havde næret for ham, var i Aftagende, og det ved hans egen Brøde. Ved Haakons Charakteer var der nemlig flere slette Sider, hvilke han, saa længe han arbejdede paa at sikre og befæste sit Herredømme, havde haft Klogskab og Kraft nok til at bekæmpe, saa at de ej traadte frem for hans Omgivelser i et synderligt sterkt Lys, og uagtet hans Færd i den guldharaldske Sag vistnok maatte have lagt for Dagen, at Samvittighed, Tro og Love ej vare ham meget hellige, dækkedes dog disse Pletter let med Patriotismens Kaabe. Men efter at han havde erhvervet Magten, og endelig troede sig sikker, synes det som om hans slette Tilbøjeligheder traadte frem med desto større Styrke, jo mere han hidtil havde holdt dem tilbage, og som om han ikke engang længer formaaede at bekæmpe dem. Af flere Træk, der fortælles om ham, ser man at han begyndte at vise sig snæverhjertet, uædelmodig og grusom, Fejl, der paa de Tider fremfor alle andre vare skikkede til at fremkalde Misnøje og fjerne Hjerterne fra en Fyrste. Det er allerede fortalt, hvor uædelmodig han viste sig mod de fangne Jomsvikinger, og hvilken hensynsløs Haardhed han viste mod Njaalssønnerne. Da Thraain havde udført hans farlige Hverv, at overvinde og fælde Vikingen Kol, vilde Haakon, som det synes, have ladet det bero ved den blotte Tak, hvis ikke Erik Jarl havde sagt, at Thraains Daad var mere værd end Ord alene: da først forærede han ham Skibet Gammen[3]. Alt saadant bidrog naturligviis til at formindske hans Popularitet. Men hvad der især vakte Uvilje, var hans overhaandtagende Usædelighed. Det gik tilsidst saa vidt, siger Snorre, at Jarlen lod tage mægtige Mænds Koner og Døtre og føre hjem til sig, beholdt dem hos sig en Uge eller to, og sendte dem derpaa tilbage; herover blev han meget forhadt hos disse Kvinders Frænder, og Bønderne begyndte at knurre. Dette skal især have været Tilfældet i Throndhjem, hvor han havde sit Hovedsæde, og hvor man altsaa led meest ved hans Uvæsen; Thrønderne beskrives derhos som meget tilbøjelige til at give Ondt af sig, naar noget mishagede dem[4]. Her, i Haakons egentlige Ætteherredømme, og hvor han fornemmelig skulde søge sin Støtte, skede det det første Omslag i Folkemeningen til hans Skade. Under saadanne Omstændigheder er det ej at undres over, at Olaf Tryggvessøns Ry fyldte ham med Ængstelse, og at han gjorde Forsøg paa deels at udlokke af ham, hvad Hensigter han nærede med Hensyn til Norge, deels, om muligt, endog at rydde ham af Vejen.

Til sit Redskab og fortrolige Sendebud i denne Forretning valgte Jarlen en af sine nærmeste Venner, ved Navn Thore Klakka. Denne Mand havde faret meget omkring i fremmede Lande, deels i Viking, deels paa Kjøbmandskab; han var kjendt vidt og bredt. Jarlen bad ham nu for et Syns Skyld at gjøre en Kjøbmandsrejse til Dublin, hvilket dengang var meget almindeligt, for under sit Ophold der at efterspore, hvorledes det egentlig forholdt sig med Olaf Tryggvessøn eller hiin Ole den gerdske, som han skulde have kaldt sig; var det ham muligt, skulde han se til at lokke ham til Norge, eller at faa ham dræbt. Thore drog strax afsted og kom til Dublin, hvor Olaf just opholdt sig hos Kongen, sin Svoger. Thore, der efter en enkelt Beretning i tidligere Dage skal have kjendt Olaf og været i Handels-Fællig med ham[5], vidste snart at skaffe sin Adgang til ham. Olaf spurgte ham nøje ud øm Forholdene i Norge; først, siges der, om Oplændingekongerne og andre mægtige Mænd, hvo der var i Live og hvad Rige de havde, og derpaa om Haakon Jarl, hvor vidt han var yndet af Folket. Thore svarede at Jarlen var saa mægtig, at ingen vovede at modsætte sig ham, men at dette kun kom deraf, at man ingen anden havde at holde sig til, hvorimod saavel de fornemmere som Almuen intet heller ønskede, end at en Ætling af Harald Haarfagre vilde fremstaa og gjøre Fordring paa Riget: da vilde de strax slutte sig til ham. Olaf betroede nu Thore, hvo han egentlig var, og spurgte ham, hvorledes han vel tænkte at Bønderne vilde tage imod ham, om han kom til Norge. Thore gav ham de bedste Forhaabninger, og opmuntrede ham saa indstændigt til at rejse, at han ej længer kunde modstaa Lysten dertil, men drog afsted med fem Skibe. I hans Følge var Stefne Thorgilssøn og flere Gejstlige, om hvilke vi siden komme til at tale. Thore fulgte ogsaa med. Olaf tog Vejen om Syderøerne og nordenom Skotland. Men Pettlandsfjorden var paa denne Aarstid (ved Vaarens Begyndelse)[6] ikke farbar, og han lagde derfor med sine Skibe ind i Havnen Aasmundarvaag paa den sydøstlige Kant af Haaø, en af Orknøerne, sandsynligviis for at gaa gjennem et af de roligere Løb mellem Ragnvaldsø og Nossø. Tilfældigviis laa just Orknøernes mægtige Jarl, Sigurd, med tre Skibe i den samme Vaag; han agtede sig over til Katanes. Denne gode Lejlighed til at skaffe sig Sigurds Anerkjendelse som hans Overherre, og at tvinge ham til at antage Christendommen lod Olaf ej slippe sig af Hænderne. Han havde Overmagten, og det kunde derfor ikke nytte Sigurd at prøve nogen Modstand. Olaf lod ham kalde over til sit Skib, og Sigurd indfandt sig strax. Olaf navngav sig strax som hans Lensherre, og fordrede at han skulde antage Christendommen; i dette Tilfælde skulde han beholde Jarldømmet; hvis ikke, skulde han miste Livet. Jarlen valgte det første; efter en Beretning skal han have gjort Vanskeligheder, men Olaf skal da have grebet hans Søn, der var fulgt med ham, og truet med at nedstøde denne for hans Øjne, hvis han ikke strax føjede sig efter det strenge Bud; dette skal have haft den tilsigtede Virkning. Sigurd og alle hans Folk bleve nu døbte, derpaa gik han Olaf til Haande, og bekræftedes af denne i sin Forlening som Øernes Jarl. Men som Gissel og Underpant paa sin Troskab maatte han overlevere Kongen sin nysnævnte Søn, en Dreng ved Navn Hvalp eller Hunde[7], hvilken Olaf lod døbe under Navnet Lødve, og tog ham med sig til Norge. Efter at have ladet nogle Prester blive tilbage hos Jarlen for at undervise og døbe hans Undersaatter, fortsatte Olaf sin Rejse, fik god Vind, og landede endelig ved Øen Moster paa Hørdeland. Her gik han strax i Land, og lod synge Messe for sig i et Telt, hvor han siden ogsaa skal have ladet bygge en Kirke, den ældste i Norge. Thore Klakka gav ham det Raad, at han for det første slet ikke skulde aabenbare nogen af Landets Indbyggere, hvo han var, men skynde sig nordefter saa hurtigt som muligt, for at komme uforvarende over Haakon Jarl, inden denne endnu havde faaet det mindste Nys om hans Ankomst. Dette Raad fulgte Olaf, og sejlede nordefter Dag og Nat, saa hurtigt Vind og Vejr tillode det, uden at Nogen fik mindste Anelse om, at han var kommen. Endelig standsede han i Nærheden af Agdenes ved Indløbet til Throndhjemsfjorden, nær ved et Sted, kaldet Thjalfahelle eller Thjalves Hule. Men de Efterretninger, han her fik om Tilstanden i det Throndhjemske, vare langt anderledes end Thore havde ventet, og stemmede derimod meget mere med den opdigtede Beskrivelse, han havde givet Olaf, for at lokke ham til Landet. Der var virkelig fuld Opstand mod Haakon inde i Thrøndelagen, og Forræderen Thore var fangen i sine egne Garn. Olaf kunde allerede paa Forhaand næsten være sikker paa, at han alene behøvede at vise sig i Throndhjem, for at Bønderne skulde antage ham til Konge.

I denne Beretning om Maaden, hvorpaa Olaf lokkedes til Norge, have vi fulgt Snorre Sturlasøn[8], fordi han, idet mindste tilsyneladende, undgaar de fleste Usandsynligheder. Det sædvanlige og vistnok saare gamle Sagn herom indeholder langt flere Biomstændigheder, der alle ere mere eller mindre usandsynlige. Ifølge dette lod Haakon Jarl det ikke bero med at sende Thore Klakka, men for at Olaf skulde fæste saameget mere Tiltro til dennes Forsikringer, befalede han ogsaa Olafs Morbrødre Jostein og Karlshoved, Erik Bjodaskalles Sønner og anseede Mænd fra Viken, at følge med for at sande Thores Ord. De vægrede sig naturligviis i Førstningen ved at svige deres Frænde, men Jarlen truede dem med en grusom Død, hvis de ikke føjede sig efter hans Vilje; der var saaledes tilsidst ingen anden Udvej for dem end at paatage sig dette Hverv, og de maatte endog under Ed love at udføre det samvittighedsfuldt. Dog skulde det staa dem frit for, naar Olaf for første Gang satte Foden paa Norges Fastland, at aabenbare ham Sagens rette Sammenhæng, thi da, meente Jarlen, kunde han altid finde Raad: Hovedsagen var at lokke Olaf til Landet. De fulgte altsaa med Thore og sandede hans Fremstilling af Forholdene i Norge, skjønt just ikke meget gjerne eller med mange Ord; dog det var nok for Olaf til at stole paa, hvad Thore fortalte, og han drog til Norge paa den ovenfor omtalte Maade, med Thore, Jostein og Karlshoved i sit Følge, tvang paa Vejen Sigurd Orknø-Jarl til at hylde ham og lade sig døbe, landede ved Moster, og sejlede i Hast og Stilhed videre nordefter. Ankomne til Agdanes, ved Thjalfahelle, fik de høre at det stod anderledes til i Throndhjem end Thore havde tænkt, og Thore besluttede derfor ved List at rydde Olaf afvejen, førend han kunde komme til Throndhjem og vise sig for Bønderne. Denne List var saaledes anlagt, at han vilde anmode Olaf om en Samtale i Eenrum et Stokke oppe fra Søen, tæt ved en Skov; i denne skulde to bevæbnede Mænd skjule sig, og paa et givet Tegn fra Thore styrte frem og gjennembore Olaf. Denne Plan betroede Thore til Jostein og Karlshoved; men disse, hvis Ed til Haakon ej længer bandt dem, gik sorgfulde til Olaf, bekjendte Forræderiet, og gave sig ham i Vold paa Naade og Unaade. Han tilgav dem strax alt, og de gave ham nu det Raad at holde gode Miner med Thore og begive sig til Mødet, men imidlertid lade dem selv lægge sig i Baghold i Skoven, for at de paa et Tegn fra Kongen kunde bryde frem og forekomme de af Thore udsatte Mordere. Kongen fulgte deres Raad; ved det aftalte Tegn fra Kongen, der bestod i at han rakte sin Handske i Vejret, brød Jostein og Karlshoved frem og dræbte Thore, førend de andre, der nu ogsaa viste sig, kunde hindre det; de standsede raadvilde, men Jostein og Karlshoved vendte sig imod dem og fældte dem, hvorefter Thores øvrige Mænd gik Olaf til Haande og svore ham Troskabsed[9].

Meget heraf er, som det synes, laant af den legendariske Fortælling om Olafs Liv, hvilken dog tilføjer endnu langt flere og utroligere Ting. Ifølge denne sender Haakon Thore til Olaf for at lokke ham til Norge ved den usande Beretning, at Haakon Jarl var død og at hele Folket ønskede Olaf til Konge. Jostein og Karlshoved tvinges til at følge med og understøtte Thore, saaledes som ovenfor nævnt. De drage til England, men erfare her, at Olaf er rejst til Gardarike. De opsøge ham nu her, og Thore begynder sine Overtalelser, der ogsaa have forønsket Virkning. De tilbringe Vinteren i Gardarike hos Olaf, og om Vaaren drager han afsted med 6 Skibe og en Mængde Kostbarheder; Thore, Jostein og Karlshoved følge ham med tre Skibe. De lande ved Thjalfahelle, hvor Jostein og Karlshoved aabenbare Forræderiet, og faa Olafs Tilgivelse. Han beder dem at finde paa Raad. De anbefale ham at raadspørge en Finn, der boede paa et Fjeld i Nærheden. Olaf samtykker heri, skjønt heel nødigt, de vandre afsted i Mørket om Natten, Olaf synker dybt ned i en Myr og kalder dette en Straf fordi han vil raadspørge en Finn, men de andre kalde det et godt Varsel. De finde frem til Finnens Hytte; han tillader ikke Olaf at komme ind, fordi hans Natur ej kunde taale de guddommelige Aander, der ledsagede Olaf, men beder ham melde udenfra, hvad han vil. Olaf beder Finnen sige ham, hvorledes han nu skal bære sig ad. Finnen giver ham det Raad at lægge to af sine Mænd i Baghold for at forekomme Thores Anslag, han spaar ham tillige at han skal blive Konge over Landet og forkynde en ny Tro, men forbeholder sig selv at maatte slippe for at tvinges til at antage den; han lover derimod at helbrede Kongens Hund, hvis den bliver saaret. Olaf og hans Morbrødre vende nu tilbage til Skibene, og alt gaar, eftersom Finnen har sagt, og som det ovenfor er berettet. Sigurd Jarls Omvendelse til Christendommen omtales ej førend efter at Haakon Jarl er styrtet og Olaf har været Konge eet Aar; da, heder det, gjør Olaf en Rejse til England med 5 Skibe, og vender om Høsten tilbage til Norge, medbringende flere Prester; paa Vejen christner han Sigurd Jarl, saaledes som det sædvanligviis fortælles, lander i Norge ved Moster, og holder der det Thing med Bønderne angaaende Christendommens Antagelse, som vi i det Følgende skulle omtale[10].

En skarp Modsætning til disse omstændelige Beretninger danne de kortfattede, deels i den paalidelige norske Bearbejdelse af Kongesagaerne, deels i det oftere omtalte Udtog; begge nævne kun med faa Ord Olafs Ankomst til Landet, idet de dog udtrykkeligt tilføje at han kom fra England; de ytre intet om, at han var lokket til Norge, og det lader til at de betragte hans Komme just paa denne Tid, da Haakon var bleven uenig med Bønderne, som et aldeles tilfældigt, uforudseet og uforberedt Lykketref[11].

Nu er det vistnok meget i den vidtløftige Beretning, som klinger usandsynligt. Hvis Jarlen først fandt det nødvendigt at efterstræbe Olafs Liv, var det rimeligere at han havde givet Thore det Hverv at dræbe ham i Irland, end at han skulde vove det farlige Spil at lokke ham til Norge; og med.den Længsel efter at erhverve sit Fædrenerige, der besjælede Olaf, behøvede han neppe nogen Opmuntring eller Lokkelse for at drage derhen. End mindre sandsynligt er det, at Olafs egne Morbrødre skulde have villet hjelpe til at svige ham, om de end havde været tvungne til at love det under Ed, og lige saa uovereensstemmende er det med Jarlens sædvanlige Listighed, at han skulde have haft en saadan Tillid til dem, ej at tale om, at de som Vikværinger ej stode under Jarlens Herredømme, og heller ikke strax kunde være ved Haanden, om Jarlen ønskede deres Nærværelse i Throndhjem. At Jarlen, opmerksom og ængstelig ved de stigende Rygter om Olafs Magt og Anseelse, sendte Spioner, ja maaske endog Snigmordere til ham, er heel sandsynligt, men ikke, at han skulde ønske at lokke ham til Norge. End mindre Rimelighed er der i den hele, næsten barnslige Fortælling om Thores Mordplan ved Thjalfahelle. Naar man ser hen til, at alt dette fortælles omstændeligst, og tillige med størst indbyrdes Sammenhæng og eensformigst Foredrag, i den legendariske Saga, skulde man næsten formode at de fleste af hine Enkeltheder egentlig høre hjemme i denne, og at de ere laante herfra i de andre Fremstillinger, hvis Nedskriver har udeladt mere eller mindre, eftersom han fandt det mere eller mindre usandsynligt[12]. Men antages dette, maa man egentlig blive mistænkelig mod altsammen. Thi naar man overvejer, hvilke aabenbare Urigtigheder den legendariske Beretning indeholder, navnlig om at Olaf opsøgtes i og kom fra Gardarike, ikke England, og om hans Besøg hos Finnen, opstaar let den Tanke, at det øvrige ikke hviler paa bedre Hjemmel. Endog den større Sandsynlighed, der ved første Øjekast synes at udmerke Snorres Fremstilling, faar ved nærmere Betragtning lidet at betyde, thi man overbeviser sig let om, at Fremstillingen ikke fra først af var saa lidet udpyntet, men at Snorre virkelig har haft den vidtløftigere Beretning for sig, og kun udeladt hvad han fandt mindre rimeligt[13]; ja hans Fremstilling er endog ved disse Udeladelser bleven mangelfuld og inkonsekvent. Thi Jostein og Karlshoved ere aabenbart nødvendige, deels til at understøtte, deels til at afsløre Thores Svig; hos Snorre lades vi i Uvidenhed om, hvorledes Olaf opdager og undgaar Forræderiet, og vi erfare intet om Thores Skjæbne, aabenbart fordi den ej kan fortælles, uden at der tillige er Tale om Olafs Morbrødre. Vil man altsaa tage Fortællingen om Thore som historisk, maa man og tage Jostein og Karlshoved med, og slaar man en Streg over de sidste, maa man ogsaa udelade den første.

Fortællingen er imidlertid meget gammel, i det mindste i den Skikkelse, hvori den forekommer i Kongesagaerne, uden nogen Tale om Tilbagerejsen til Rusland. Allerede Thjodrek Munk, der skrev henved 1180, ikke mere end 180 Aar efter Olafs Død, meddeler den i det Væsentlige ligelydende, og da han aabenbart har oversat ældre Sagaer, tør man med Bestemthed paastaa, at den allerede var til i denne Form omkring 1150, om ej tidligere. Denne Ælde synes dog at vidne om, at noget deraf maa være sandt. Hertil kommer, at vi jo, som ovenfor viist[14], virkelig finde Jostein omtalt som Olafs Krigskammerat og Deeltager i Traktaten med Ædhelred i 994; hans Nærværelse i England, just paa denne Tid, er saaledes hævet over enhver Tvivl. Men da han var Olafs Morbroder, og Olafs Ry, som vi have seet, nødvendigviis maa have naaet Norge, ligger den Formodning nærmest, at han tilligemed sin Broder Karlshoved har begivet sig til England, ikke efter nogen Opfordring af Olafs Fiender, men af egen Drift, fordi de havde Lyst til at besøge deres berømte Frænde. Da vi se Jostein optræde som Vikingehøvding, er det endog sand;synligt, at han har udrustet eet eller flere Vikingeskibe, og med dem stødt til Olafs Flaade. Han hørte til en af de mægtigste Ætter i Viken, og det var derfor vistnok i sin Orden, at han, som andre Høvdinger, tilbragte endeel af sine yngre Aar paa Vikingetog. Da han og hans to Brødre Karlshoved og Thorkell Dyrdill som oftest nævnes under eet, og tildeels som jevnaldrende, og vi derhos finde den sidste omtalt endnu paa Magnus den godes Tid[15], har man Grund til at antage, at disse Sønner af Erik Bjodaskalle vare meget yngre end Aastrid, Olafs Moder, og Sigurd, hans Redningsmand i Gardarike, men derimod jevnaldrende med Olaf; sandsynligviis vare de endog Aastrids og Sigurds Halvbrødre, og der er saaledes intet usandsynligt i at de stillede sig under hans Befaling. Josteins og Karlshoveds Nærværelse i England forklares altsaa simplest og rimeligst paa den ovennævnte Maade, nemlig saaledes, at de ved Efterretningen om Olafs Bedrifter, maaske ogsaa efter hans Opfordring, ere dragne over til ham med en Deel Krigere, have herjet en Stund i Fællesskab med ham, og endelig ledsaget ham over til Norge. At de have opfordret ham til at forsøge sin Lykke i Hjemmet, og forestillet ham at Tiden dertil just nu var belejlig, da Haakon Jarl havde lagt sig ud med Thrønderne ved sin Haardhed og Usædelighed, er i og for sig selv saa rimeligt og saa ganske hvad man maatte vente af deres Forhold til Olaf og af de Tiders Opfatning af Forholdene, at man ingenlunde behøver at sætte deres Optræden hos Olaf i Forbindelse med Haakon Jarls listige Planer.

At Haakon derimod har udsendt Thore Klakka som en Spion eller Agent, og at Thore har næret forræderske Anslag mod Olaf, er igjen paa den anden Side saa rimeligt, at der ej synes at være nogen Grund til at forkaste Beretningen derom. Vel nævne de gamle Kvad, endog Rekstefja, intet om Thore, men de nævne heller ikke noget om Jostein, der dog, som vi nys have seet, virkelig var hos Olaf strax førend han gjorde Toget til Norge. Kvadenes Taushed bevise her saaledes intet. Hvad som derimod er en Overdrivelse, det er den store Indflydelse, som tillægges Thores Forestillinger, og maaske endnu mere, Farligheden af det af ham anlagte Forræderi, og Maaden hvorpaa det opdagedes. Efterretningen om Stemningen og Forholdene i Norge paa denne Tid i Forbindelse med Josteins og Karlshoveds Opmuntringer maatte være nok til at vække Olafs Lyst til at gjense Fædrelandet og erhverve Kongemagten derover, uden at Thores Overtalelser behøvedes; især da det, som vi allerede have viist, under de daværende Forhold endog maatte være ubelejligt for Jarlen, at Olaf kom til Norge. Der var desuden andre Omstændigheder, som maatte gjøre Olaf Opholdet i Vesten mindre behageligt Han havde sluttet Forlig med Ædhelred, og kunde altsaa ikke længer herje i England. Sven Tjugeskegg vovede, efter at Olaf havde forladt ham, for det første ikke at forurolige England, og vendte strax derpaa tilbage til Danmark; Ædhelred havde saaledes neppe engang Brug for Olaf og hans Hær. I England var følgelig intet mere for Olaf at gjøre, og han ledsagede rimeligviis, som vi have nævnt, sin Svoger Sigtrygg til Dublin, da denne henimod Slutningen af Aaret 994 fordrev Ivar og satte sig i Besiddelse af Riget. Men endnu samme Aar blev Sigtrygg fordreven paany, og Olaf maa naturligviis have deelt Skjæbne med ham. Da han altsaa intet blivende Sted havde, enten i England eller Irland, er det heel naturligt, at han tænkte paa at besøge Norge. Hertil kommer, at man efter hans Rejse fra Irland eller England ikke hører et Ord mere om hans Hustru Gyda; hun maa altsaa kort før den Tid være død, og ligesom Geira’s Død forhen gjorde ham Opholdet i Vendland modbydeligt, saaledes er det ikke usandsynligt, at Guders Død, i Forbindelse med anden Modgang, har givet ham Lede til de vestlige Lande.

At enkelte Omstændigheder ved Olafs Tog til Norge, navnlig Thore Klakkas Sendelse og paatænkte Forræderi, have kunnet forvanskes eller overdrives ved at fortælles fra Mund til Mund, er ikke andet, end hvad vi allerede saa ofte have seet Exempler paa ved de paa denne Maade overleverede Sagafortællinger. Hvad nu særskilt Beretningerne om Olaf Tryggvessøn, tildeels og om Haakon Jarl, angaar, da meddeler Snorre Sturlassøn selv i Indledningen til sit Verk nogle Vink om, hvorledes de ere blevne bevarede og forplantede. Are frode, siger han, skrev, som han selv bevidner, norske Kongers Levnetshistorier efter hvad Sidu-Halls Sønnesøn Odd Kollssøn berettede, og denne havde igjen faaet sin Kundskab fra en vis Thorgeir Afraadskoll, en viis Mand, der var saa gammel, at han boede paa Nidarnes, hvor Staden Nidaros siden blev anlagt, allerede da Haakon Jarl blev dræbt[16]. Denne Thorgeir Afraadskolls Fortællinger er det vel altsaa, der nærmest ligge til Grund for hvad Kongesagaerne berette om Haakon Jarls Død, om Olafs Ankomst til Norge og øvrige Bedrifter. Men vi vide, hvorledes Begivenheder ofte endog for Samtidige fremstille sig i et urigtigt Lys, og det er ikke engang sandsynligt, at Thorgeir Afraadskoll skulde have vidst fuldkommen Besked om den nærmeste Anledning til at Olaf forlod Irland og drog til Norge. Thorgeir var Øjevidne til hvad der skede i Thrøndelagen; han kjendte maaske Thore Klakka, og vidste Besked om hans Sendelse. Men hvad der ellers var foregaaet i England, Irland, Orknø, paa Moster, ved Agdenes, kunde han alene have erfaret af Andres Meddelelser. Alt dette fortalte han om igjen, efter sin Opfatning, og som en ældgammel Mand, til Odd Kollssøn; denne igjen til Are; Ares Fremstilling kjende vi nu ej umiddelbart, men den ligger, som man af Snorres Ord maa formode, til Grund for de nu forhaanden værende Sagaer. Disses Uovereensstemmelser indbyrdes og de sildigere Legendesagn, som de mere eller mindre have indflikket, vise imidlertid, at de ere langt fra at gjengive endog Ares Fremstilling i dens oprindelige Reenhed. Og saaledes kan man let forstaa, hvorledes enkelte mindre vigtige Biomstændigheder ere blevne utilbørligt fremdragne paa Hovedomstændighedernes Bekostning, hvorledes man har tillagt dem en Vegt, de ej fortjene, og udmalet dem ved Fantasiens Hjelp.

Skulde vi altsaa forsøge at opstille, hvad der efter en omhyggelig Sammenholden af alle de forskjellige Saga-Beretninger, og alt andet hvad vi for øvrigt vide om Olafs Livsforhold paa den her omhandlede Tid, maatte ansees for at være den sandsynligste Sammenhæng med hans Tog til Norge, maatte det blive følgende. Han havde allerede i lang Tid, maaske siden 986, opholdt sig i de vestlige Farvande, herjet paa Skotland, England og Irland, modtaget Daaben, og egtet Gyda, Sigtrygg Silkeskeggs Syster, da hans Ry ogsaa naaede Norge, og flere af hans Faders fordums Venner og hans egne Frænder, hvoriblandt Jostein og Karlshoved, søgte til ham og forsterkede hans Hær. Men ogsaa Haakon Jarl blev opmerksom og ængstelig, og sendte Thore Klakka afsted for at holde Øje med ham, ja muligviis endog rydde ham af Vejen. Thore Klakka fandt ham i Dublin, just som han nys var kommen did med Sigtrygg efter at have sluttet Freden med Ædhelred og skilt sig fra Sven Tjugeskegg Paa denne Tid var Olafs Hustru Gyda netop død, eller hiin døde strax efter. Denne Omstændighed bidrog allerede til at gjøre Olaf Opholdet i Vesten mindre behageligt. Da nu dertil kom, at hans Svoger Sigtrygg, og følgelig ogsaa han selv, bleve fordrevne fra Dublin af Ivar, og han i England ikke længer havde noget at gjøre, besluttede han, opmuntret af sine Morbrødre Jostein og Karlshoved, at forsøge sin Lykke i Norge, hvorhen ogsaa hans Iver for Christendommen kaldte ham. Paa Rejsen derhen var han heldig nok til at overrumple Sigurd Jarl, og optraadte da allerede som Norges Konge, idet han lod Jarlen sværge sig Troskabsed og tvang ham til at lade sig døbe. Da han var landet ved Moster[17], maatte Klogskaben selv tilsige ham at holde sin Ankomst skjult, for at han kunde komme uforvarende over Jarlen. Ved hans Ankomst til Agdenes er det slet ikke usandsynligt, at Thore Klakka ved Snigmord har søgt at skille sin Herre Jarlen af med en saa ubelejlig Gjest, thi paa Rejsen var der ikke Anledning dertil, da Olaf og Thore vare hver paa sit Skib. Men Thores Anslag opdagedes vi bragte ham selv Døden. Og nu fortsatte Olaf sin Rejse ind ad Throndhjemsfjorden.

  1. Olaf Tr. S. Cap. 91, fortæller udtrykkeligt om Olafs Efterspørgsler fra Norge, navnligen at han skulde have erfaret meget af Vagn Aakesøns Fosterfader, Bjørn fra Bretland, der vendte tilbage til sit Fædreland fra Jomsvikingetoget.
  2. Odd Munks Bearbejdelse af Olaf Tr. Saga fortæller, hvad der ogsaa tidligere er omtalt, at Erik Sejrsæl egtede Haakons Datter Aude. Hvis der ligger nogen Sandhed til Grund for denne Beretning, hvilken Odd forresten urigtigt henfører til den Tid, da Olaf Tryggvessøn var et Barn, maa Giftermaalet have foregaaet efter at Erik havde forskudt Sigrid Storraade.
  3. Se Njaals S. Cap. 83.
  4. Snorres Ol. Tr. S. Cap. 50. Foruden de her meddeelte Træk af Haakons Uelskværdigheder er der og en heel besynderlig, temmelig vidtløftig Fortælling om en islandsk Skald ved Navn Thorleif Raudfeldssøn, som han havde lagt for Had, fordi denne ej vilde sælge ham af de Varer, han havde bragt, og hvis Skib han derfor i hans Fraværelse plyndrede og opbrændte, hvorhos han lod hans Mænd hænge. Thorleif skal have hevnet sig ved at snige sig forklædt til Jarlen og digte en Nidvise om ham, der dog ikke egentlig skulde have indeholdt noget fornærmeligt, men derimod udøve en trolddomsagtig Indflydelse paa Jarlen, der efter først at Vare betagen af en ulidelig Kløe faldt i Afmagt, og vaagnede med Haar og Skjæg bortraadnet paa den ene Side. Jarlen skal siden have sendt en Træmand, hvori Thorgerd Hølgabrud og Irp havde hevet Liv, ud til Island for at dræbe Thorleif, hvilket ogsaa lykkedes (Ol. Tr. S. III. s.) Noget sandt maa der være i dette Æventyr, da Thorleif er en virkelig historisk Person (se Svarfd. Saga Cap. 11, 18. Landn. III, 13), og hans Viser, navnlig det saakaldte Jarlsnid, vare til efter hans Tid, og citeres saavel af Snorre (Ol. Tr. S. 56) som i Olaf Trs. S. Cap. 104.
  5. Olaf Tr. Saga hos Odd Munk, Cap. 16. „En gammel Forræder“ kalder Thjodrek Munk ham.
  6. Om Aarstiden se nedenfor § 27.
  7. Om den formodede rette (keltiske) Form af Navnet „Hvalp“ eller „Hunde“ se ovenfor. S. 134.
  8. Snorre, Olaf Tryggv. Saga, Cap. 51, 52.
  9. Olaf Tr. Saga i Fornm. S. Cap. 93, 94, 99, 100.
  10. Odd Munks Ol. Tr. Saga Cap. 16, 23, 24. Thjodrek Munk, Cap. 7–10.
  11. Fagrskinna, Cap. 70, jvfr. 66, 67. Ágrip Cap. 16, jvfr. 11.
  12. Herom vidner især Olaf Tryggvessøns Saga i Flatøbogen (Skaalholt-Udgavens Text), hvor hele det eventyrlige Sagn om Finnen er indtaget.
  13. Han nævner desuden senere Jostein og Karlshoved, se hans Olaf Tryggvessøns Saga, Cap. 58.
  14. Se ovf. S. 241.
  15. Se Magnus den godes Saga, Cap. 43.
  16. Snorre Sturlass. Indl. Cap. 2. „afráðskollr“ betyder „ypperligt Hoved“ et Navn, vistnok tillagt ham for hans Viisdom.
  17. Ved Odd Munks urimelige Beretning, at Olaf skulde være vendt tilbage til Gardarike, og at han herfra skulde have gjort Rejsen til Norge, behøve vi ej engang at opholde os; det strider desuden mod Kvadenes udtrykkelige Udsagn, at Olaf fra England kom til Norge.