Wikikilden

Det norske Folks Historie/2/28

< Det norske Folks Historie | 2

Haakon Jarls Undergang og Olaf Tryggvessøns Ophøjelse paa Norges Kongetrone aabner et nyt Tidspunkt i Norges indre Liv, idet Christendommen, der hidtil kun ligesom ængstelig og med Forsigtighed vovede at vise sig i Norge, nu rejste sig i sin Vælde, og understøttet af Kongemagten selv, stred sin sidste, sejrrige Kamp med Hedendommen, der bukkede under, for aldrig mere at hæve sit Hoved. Olaf Tryggvessøns korte Regjering, i hvilken Begyndelsen skede til denne Kamp, faar derved en Betydning, som den ellers umuligt kunde have faaet. Hans hele Fremtræden i Norge er saa fuldstændigt betinget af og forbunden med hans Virken som Christendommens Forkynder; denne ene Tanke, Christendommens Udbredelse i Fædrelandet, gjennemtrængte saaledes hans hele Sjæl og opfyldte saaledes hans hele Liv, at hans Historie tillige bliver den egentlige Begyndelse til Christendommens Historie i Norge. Vi vilde derfor neppe engang ret kunne opfatte og bedømme hans Færd og Virksomhed, uden at betragte den fra denne Side, og tillige nærmere at lære de Vilkaar, under hvilke han begyndte sit store Verk, at kjende. Førend vi derfor skride til at beskjeftige os med Olafs Bedrifter som Norges Konge, ville vi kaste et Tilbageblik paa Christendommens daværende Tilstand i Almindelighed, og Nordmændenes Forhold til den i Særdeleshed.

Christendommen havde paa Olafs Tid i mere end et Par Aarhundreder været Nordboerne bekjendt. Allerede mod Slutningen af det 6te Aarhundrede prædikede St. Augustin første Gang Christendommen for Anglerne; et Aarhundrede derefter var allerede England saa fuldstændigt christnet, at det kunde udsende Missionærer til Tydskland og Norden, blandt dem St. Wilbrord, der mellem Aarene 690 og 700 allerførst prædikede Christendommen for Danerne[1]. “ Irland, Skotland og de omliggende Øer vare endnu tidligere end England blevne christne, og Icolmkill paa Syderøerne var endog et Centralpunkt for christelig Lære og Missionsvæsen. Da vore Forfædre saaledes i anden Halvdeel af det 8de Aarhundrede begyndte at drage i Viking til fjernere Lande, og fornemmelig til Vesterhavets Øer, fandt de Christendommen overalt herskende. Var den end paa den Tid endnu for ung i hine Lande til at dens herlige Virkninger fuldstændigt kunde spores paa de omvendte Nationers Charakteer og Leveviis, saa var dog det, den allerede havde udrettet, stort nok til at fylde den opmerksomme Iagttager – og vore Forfædre vare skarpe Iagttagere – med Forbauselse. Denne Forbauselse tiende nu vistnok udøve en forskjellig Virkning; fanatiske Hedninger og vilde Krigere kunde vel betragte den ved Christendommen fremkaldte større Fredelighed, Blidhed i Omgang og Dannelse som en væmmelig, fra Syden indkommen, Blødagtighed og Overforfinelse; men dybere følende og frommere Sjæle maatte dog sinde sig tiltrukne ved den Lære, der prædikede Fred i Stedet for Blodsudgydelse, Fordragelighed i Stedet for Trætte, Tilgivelse i Stedet for Hevn; og baade Christendommens Fiender og dens Beundrere maatte være enige om at erkjende dens vældige Magt, en Erkjendelse, der vel ogsaa netop forøgede Hedningernes Vildhed og fanatiske Iver for at bekæmpe den, for at tilintetgjøre dens Forkyndere, og ødelægge dens ydre Tegn. Man kan være forvisset om, at de Nordboer, der endog hadede den „Hvide-Christ“, som de kaldte ham, dog ogsaa frygtede ham; og i denne Frygt var allerede Betingelsen for Christendommens endelige Sejr given. Endog de Tilsætninger, den oprindelige christelige Lære i hine Tider gjennem syv Aarhundreders Traditioner havde faaet, maatte være dens Udbredelse, især blandt Nordens Hedninger, gunstige. Læren om Helgener og Mirakler, overhoved de mere materielle og anthropomorfistiske Anskuelser om Forholdet mellem Gud og Menneskerne, ledsagede af Billeder og andet Tilbehør, der talte til Sandserne, maatte gjøre et sterkere Indtryk paa den raa Aasadyrker og lettere bane Christendommen Indgang hos ham, end en fra alle slige Tilbehør renset, strengt monotheistisk Lære, der forsmaaede at benytte sig af sandselige Indtryk. Derfor tale og vore Sagaer om den Virkning, som den katholsk-christelige Ritus, Synet af de prægtige Chordragter, Røgelsens søde Lugt, Klokkernes og Sangens Vellyd udøvede paa Hedningernes Gemytter[2]. Aasadyrkeren var saa vant til polytheistiske Forestillinger, at der ej kunde være Tanke om, strax at faa dem udryddede hos ham, men man maatte for det første kun se til at saa dem ombyttede med andre. I Stedet for Odin og Alfader kom nu de Christnes Gud eller Christus selv; i Erkeenglerne og de fornemste Helgener fandt man Væsener, der i det mindste i de første Nysomvendtes Tanker – Omvendelsen bestod jo dog som oftest ikke i andet end i Daaben selv, og Oplærelsen i at fremsige Trosartiklerne og Fader Vor paa Latin – kunde træde i Stedet for de øvrige Guder[3]. Og man maa heller ikke forestille sig, at de Nysomvendte, fordi de antoge Christendommen, ophørte at tro paa de hedenske Guddommes Tilværelse – denne betvivledes neppe endog af de christne Gejstlige selv –; men Æserne fornedredes kun til at blive onde Væsener i Stedet for at de hidtil havde været betragtede som gode; Presterne lærte, og troede vel endog selv, at Djævelen og de øvrige Mørkheds Aander i Æserne havde aabenbaret sig, og der opstod endog Sagn om, hvorledes de viste sig blandt Menneskerne, og søgte at besnære og fordærve Christendommens Talsmænd[4]. Vare nu end disse Forestillinger fejlagtige, saa banede de dog Christendommen Vej; efter at Christendommen engang var antagen og befæstet, ophørte de efterhaanden af sig selv, men uden dem skulde Norden maaske endnu i flere Aarhundreder have befundet sig i Hedenskabens Mørke.

Under disse Omstændigheder forstaar man lettelig, hvorledes det gik til, at baade flere af de Nordmænd, der i Skotland og Irland lærte Christendommen at kjende, virkelig antoge den, og at derimod andre, som det i de gamle Skrifter beder, og som vi allerede have omtalt, vare hvad der kaldtes blandede i Troen, f. Ex. Helge magre, der troede paa Christus og kaldte sin Gaard Kristnes, men dog plejede at paakalde Thor ved Sørejser og alle Slags Foretagender, hvor det kom an paa Styrke og Haardførhed[5]. Man havde maaske et Slags Tanke om, at da de Christnes Gud var fredelig og ikke yndede Blodsudgydelse, betragtede han ogsaa Krig i Almindelighed, naar den ikke foretoges til Christendommens egen Udbredelse, med Ugunst, og at især Vikingetog vare ham imod: da man dog endnu ikke kunde eller vilde lade Vikingelivet fare, maatte man søge at holde Venskab med begge Religioners Guddomme, de Christnes Gud og de krigerske Æser. Dette var vel ogsaa Aarsagen, hvorfor vi oftere finde det omtalt, at Vikinger og Farmænd paa deres Tog og Handelsrejser lode sig primsigne, som det hed, eller modtoge Korsets Betegnelse, hvorved de bleve Katechumener, uden dog ganske at indlemmes i de Christnes Samfund ved Daaben[6]. Mange saadanne Halvchristne, tilbagekomne fra Vikingetog i Vesten, fandtes vist allerede ved det 9de Aarhundredes Begyndelse i Norge.

Den nærmere Berørelse, hvori Nordmændene kom med det frankiske Rige ved Oprettelsen af det nordmanniske Kongedømme i Sønderjylland, maatte ogsaa være Christendommens Fremgang i Norge gunstig, thi mellem Heidaby og Kaupangen i Skiringssal, saavelsom senere med Tunsberg, var der vistnok, som vi have seet, et livligt Samkvem[7]. Men ikke nok hermed: det nordmanniske Rige i Sønderjylland blev selv Hovedsædet for den første Christendom i Norden. Harald, Sønderjyllands Konge, der i Aaret 813 som det udtrykkeligt heder, undertvang Vestfold, antog selv, fordreven fra sit Rige, Christendommen i Aaret 826, og under hans Frænde og Modstander Erik, Gudrød Veidekonges Søn og Halfdan svartes ældre Broder, fremstod Nordens Apostel Ansgár fra Corvey, Erkestiftet i Hamburg oprettedes (834) med stadigt Hensyn til Nordens Omvendelse, og saa fiendsk Erik endog i Førstningen var Christendommen, lykkedes det dog tilsidst Ansgar at vinde hans Venskab og bevæge ham til at tilstede Opførelsen af Kirken i Slesvig[8]. Christendommen havde saaledes allerede paa en Viis fundet Beskyttelse hos Ynglinge-Ætten, og under disse Omstændigheder bliver det saare begribeligt, hvorledes Harald Haarfagre kunde komme til at lægge de rensede halvchristelige Begreber for Dagen, som vi allerede ovenfor have omtalt[9]. Hans Svigerfader, Kong Erik den yngre, var ligeledes Christendommen gunstig.

Men Ansgars Virksomhed indskrænkede sig ikke til Sønderjylland alene. Ogsaa i det dengang med Sønderjylland nøje forbundne Svithjod søgte han at vinde Tilhængere for Christendommen, og da det udtrykkelig nævnes om at han foretog sin første Rejse til Sverige, fordi et Sendebud herfra i flere Landsmænds Navn hos Kejser Ludvig den fromme havde udbedt sig christne Lærere, er det tydeligt nok at Christendommen der allerede før hans Ankomst var kjendt og yndet af flere. End mere maa dette have været Tilfældet i Viken Ansgar, ledsaget af sin forrige Klosterbroder Witmar, kom omkring 830 til Birk eller Sigtuna, fandt her en velvillig Modtagelse hos Kong Bjørn paa Hauge, og vandt flere Proselyter, hvoriblandt Høvdingen Hergeir, der paa egen Bekostning opbyggede en Kirke[10]. Ansgar opholdt sig i Svithjod halvandet Aar, og ikke længe efter hans Tilbagerejse udnævntes endog en Biskop, Gautbert, for Svithjod (837). Vel blev denne og hans Følgesvende siden dræbte[11], men dog kunde Christendommen selv, endog i Nærheden af det fornemste Aasa-Tempel i hele Norden, ikke udryddes; nye Missionærer indfandt sig, og Ansgar selv besøgte endnu engang (omkring 852) Svithjod før sin Død (865)[12]. Fra Svithjod maatte Christendommen ligeledes, om end med kun Langsomhed, udbrede sig til Viken og maaske tildeels til Oplandene.

Da nu desuden Viken lige siden den lodbrokske Tidsalder regnedes til Danevældet i vidtløftig Forstand, idet mindste af Danerne selv, og i det hele taget stod i nærmere Forbindelse med Danmark og Gautland end med det egentlige, nordenfjeldske Norge, har man Grund til at antage, at den Virksomhed, som Erkesædet i Hamburg, eller, siden Foreningen af Stifterne Hamburg og Bremen 858, Erkesædet i Bremen[13], udviklede til de nordiske Hedningers Omvendelse, ogsaa omfattede Viken, og at flere af de udsendte Missionærer ogsaa kom hid, om end ikke de historiske Optegnelser indeholde stort derom. Endnu i Ansgars Levetid byggedes Kirken i Ribe. Hans Eftermand, Rembert, gjorde hyppige Rejser ind i Danmark og een til Sverige[14]; Rejser, som vist heller ikke have været uden Indflydelse paa Christendommen i Viken. Urolighederne strax før og efter Gorm den gamles Fremtræden maa have været den unge Christendom til Skade, og om Gorm fortælles det udtrykkeligt, at han rasede mod Christendommens Tilhængere. Men den tydske Konge Henrik Fuglefængers Tog til Danmark sikrede atter Christendommens Udbredelse. Gorm blev selv ydmyget. Han selv eller hans Søn Knut maatte lade sig døbe (934), og lige indtil Hjertet af Danmark og Hedendommen trængte den tydske Konges Indflydelse, da den gamle gotiske Offerkultus i Hleidra blev tilintetgjort[15]. Den nidkjære, virksomme Erkebiskop Unni berejste med sit Presteskab endog de danske Øer, vandt Harald Gormssøn for Christendommen, indsatte Prester ved flere danske Kirker, og besøgte endelig Svithjod, hvor han døde i Birk (936)[16]. Under hans Eftermand Adaldag (936–988) gjorde Christendommen overordentlige Fremskridt. Han indviede i Aaret 948 de tre første danske Biskopper, Harald, Ljafdag og Reginbrand, til Biskopsstolene i Slesvig Ribe og Aaros, anbefalende dem tillige, som det heder, Kirkerne hiinsides Havet, i Fyen, Sjæland, Skaane, og Sverige[17]. Altsaa fandtes der nu Kirker paa hine danske Øer og i Skaane, om hvis Oprettelse der dog ingensteds tidligere har været Tale, og man kan saaledes heller ikke vide, om ej Missionsverket har strakt sig længer nordefter langs Kysten. At det naaede Viken, synes man at maatte slutte af Mag. Adams Ord, hvor han fortæller at den for omtalte Ljafdag udmerkede sig fremfor alle sine Kolleger ved at prædike Evangelium hiinsides Havet, nemlig i Sverige eller Norge; dette kan neppe forstaaes om andet end de mod hinanden grændsende Dele af Sverige og Norge, Gautland og Viken[18]. Om Partierne i Danmark under Harald Gormssøn er der allerede talt, og det er viist, hvorledes deels politiske Hensyn, deels den tydske Konges Magtsprog, deels vel ogsaa personlig Tilbøjelighed, bragte Harald Gormssøn til formeligt at antage Christendommen (966). Endelig se vi, hvorledes Harald Gormssøn, efter sin uheldige Kamp med Otto II, ogsaa overlistede Haakon Jarl, og tvang ham til at lade sig døbe, skjønt til liden Baade for Christendommen, ligesom det og udtrykkelig meldes, at Harald, eller Kong Otto, eller begge i Fællesskab, sendte to tydske Jarler til Viken for at christne den. Ved denne Lejlighed døbtes en Mængde, og uagtet, som det siges, mange sidenefter faldt fra og atter vendte tilbage til Hedendommen, slaar det dog ikke Fejl, at en stor Deel af Vikværingerne mod Slutningen af det 10de Aarhundrede bekjendte sig til Christendommen.

Men det var dog ikke fra Tydskland, eller gjennem Danmark og Viken, at Christendommen skulde faa sit egentlige Indpas i Norge, ligesaa lidt som Viken endnu paa hiin Tid udgjorde en væsentlig Deel af det egentlige Noregsvelde. Dette indbefattede nemlig nærmest det Nordenfjeldske, og det var her, og fra Vesten, deels fra Syderøerne, fornemmelig Icolmkill, og fra Irland, deels, og i Særdeleshed, fra England, at den christne Kirke i Norge oprettedes og varigt befæstedes. Paa Syderøerne og Irland havde, som oftere omtalt, de mange Vikinger og Udvandrere paa Harald Haarfagres Tid lært Christendommen at kjende. Endnu førend nogen norsk Fod havde betraadt Island, havde irske Gejstlige eller Paper opholdt sig der, ja de fandtes der maaske endog ved Nordmændenes Ankomst[19]. Paa Orknøerne boede, førend Nordmændene bebyggede dem, christne Pikter, om hvilke ej alene enkelte af Øernes Navne minde, men fra hvis Tid den ærværdige Kirke paa Egilsø med sit runde Taarn endnu er en umiddelbar Levning[20]. Allerede her gaves der saaledes en Mængde Anledninger ser vore Forfædre til at komme i den nærmeste Berørelse med Christendommen og dens Bekjendere, og det var naturligviis endnu mere Tilfældet paa Suderøerne og Irland. Vi læse saa ofte om irske eller skotske Trælle, som Vikingerne havde røvet og bragt hjem med sig[21]; vi erfare derhos af fremmede Forfatteres Beskrivelser over de nordiske Vikingers Færd, at de af dem røvede Mennesker udgjorde en væsentlig Deel af deres Bytte. Alle slige ranede Mennesker, de være nu fra Vesterhavets Øer eller fra det frankiske Fastland, vare alle uden Undtagelse Christne. Uagtet tilfældige Omstændigheder have foraarsaget at deslige fremmede Trælle oftest nævnes paa Island, kan man dog være vis paa, at en betydelig Deel ogsaa fandtes i Norge, og da Nordmændenes Vikingetog fornemmelig gjaldt Skotland og Irland, kan man og være forvisset om, at de fleste af disse Trælle vare skotske eller irske. Og blandt en saa stor Mængde maa der ogsaa i det mindste have været nogle, og det ej saa faa, der lode det være sig magtpaaliggende at vinde deres Herrer for Christendommen. Hvorledes en stor Deel af Landnamsmændene paa Island vare christne, have vi allerede seet, og der skal ikke mangle saa meget i, at Forholdene i Norge tildeels vare de samme, eller at Christendommen virkelig paa Harald Haarfagres Tid havde fundet en Indgang hos de højere Klasser, der endog var større end i de nærmest paafølgende Generationer. Og fra denne Tid synes ogsaa fornemmelig den større Humanitet at have gjort sig gjeldende i Vikingelivet[22], hvortil der findes enkelte Antydninger, saavelsom det Fritænkeri, der viste, at Aasareligionen egentlig havde udspilt sin Rolle, og at den ej længer kunde byde sine Tilhængere nogen sand Trøst: begge Dele middelbare Virkninger af Christendommen.

Om Haakon den godes Opdragelse i England og hans uheldige Forsøg paa at indføre Christendommen i Norge have vi forhen talt[23]. Det strandede, som det synes, ej saameget paa nogen egentlig religiøs Fanatisme som paa Høvdingernes Frygt for Christendommens forfinende og blødgjørende Virkninger, og paa Almuens Uvillighed til at underkaste sig de strenge Regler for Faste og Helligdagshold, som de christne Lærere i den Tid foreskreve. Christendommen var ogsaa endnu for lidet bekjendt, og Folket endnu ej paa langt nær modent til dens Indførelse; og dertil kom at den mægtige Sigurd Jarl, selv en ivrig Blotmand, med megen Klogskab synes at have modarbejdet den. Imidlertid fik dog Haakon, som det udtrykkeligt fortælles, flere af sine Venner til at lade sig døbe med med det gode, og andre til i det mindste at ophøre med Blotene, ligesom han og fik Hedningerne til at forlægge deres Juul fra Hugge- eller Midvinter-Natten til de Christnes Juletid. Af disse og flere Omstændigheder[24] synes man at kunne slutte, at de christelige Raadgivere, han havde medbragt fra England, handlede efter de Grundsætninger, Pave Gregorius den store i sin Tid havde indskærpet de første Christendomsforkyndere i England, da han bød, „at Afgudstemplerne ej skulde nedrives, men kun de i dem værende Afgudsbilleder tilintetgjøres og Templerne selv renses med Vievand og indvies til christelige Kirker, for at Folket fremdeles kunde komme og forrette sin Andagt paa de tilvante Steder; og at de Ofringer af Kvæg, der tidligere plejede at finde Sted ved Blotfesterne, ej ganske skulde afskaffes, men kun forandres derhen, at der paa de kirkelige Højtidsdage skulde holdes festlige Gilder ved de nu til Kirker forvandlede Templer, hvor Kvæg skulde slagtes og fortæres til Guds Ære og med Tak til alle gode Gavers Giver: alt sammen, som det heder, for at Folket, naar enkelte ydre Glæder fremdeles bibeholdtes for dem, skulde desto villigere give sit Samtykke til de indre, og fordi det var umuligt, paa een Gang at betage de haarde Hjerter alt, medens man derimod maatte gaa frem med Lempe og gradeviis“[25]. Med Haakons Bestræbelser for Christendommens Fremme have vist ogsaa hans Lovgivningsarbejder staaet i en nøjere Forbindelse, end det udtrykkeligt siges, saa at hans Verk, om det just ikke førte lige til Maalet, dog ej blev uden gode Frugter. Fra Haakon den gode af vare Norges Konger eller Regenter, med Undtagelse af Haakon Jarl, christne. Allerede Erik Blodøxe lod sig efter sin Forjagelse fra Norge døbe i England med sin Hustru og Børn, ligesom ogsaa Nordmændene i Dublin omtrent paa samme Tid skulle have antaget Christendommen[26]. Ved deres Tilbagekomst til Norge bekjendte Gunnhild og hendes Sønner sig fremdeles til Christendommen, og viste sig endog ivrige for at udbrede den; kun Skade, at de, under deres lange Ophold i Danmark oplærte i den tydske Omvendelsesskole, og rimeligviis omgivne af tydske Missionærer, der især siden de saxiske Kejseres Fremtræden synes at have yndet voldsomme Forholdsregler, undlode at følge hine humane Forskrifter, som Gregorius havde indskærpet, men derimod lode sig det især være magtpaaliggende at nedbryde Hovene og forstyrre Blotene, uden at virke saa meget paa Individerne selv[27]. Derved skadede de Christendommen mere end de gavnede den, og da nu derefter Blotmanden Haakon Jarl kom til Roret, forfaldt den visselig endnu mere.

Hvorledes Christendommen bekjendtes, ja endog Kirker oprettedes af flere Landnamsmænd paa Irland, er allerede omtalt[28]. Men i det hele taget forfaldt Christendommen der i de nærmest paafølgende Generationer. Saaledes ser man at den syderøiske, og vistnok christne, Landnamsmand Kalmans Søn Sturla endog var Gode, og først dennes Søn antog igjen Christendommen paa Grund af et Løfte[29]. Kun i faa Slægter vedligeholdt Christendommen sig, navnlig i Ørlyg den gamles, og i Aasulf Alskiks og der synes heller ikke i lang Tid at have været Gejstlige paa Øen for at gjenoplive den. At der dog fandtes flere Christne, om de just ikke nævnes, maa ansees som afgjort. Man skulde næsten ogsaa formode, at disse enkeltstaaende Christne just som saadanne vare sandere Christne og mere gjennemtrængte af Christendommens Aand, end mange af dem, der et Aarhundrede senere, efter at Christendommen var bleven offentligt antagen, bekjendte sig til den. Et smukt Exempel paa sandt Christensind hos en saadan enkeltstaaende Christendommens Bekjender, og den Beundring, det endog vakte hos Hedningerne, er os opbevaret. En Christen, ved Navn Thorleif, boede paa Krossavik, i den mægtige og anmassende Broddhelges Distrikt[30]. Han var Handelsmand, og kom engang hjem tilsammen med en rig Nordmand, som blev dræbt under sit Ophold paa Island. Broddhelge og hans Svoger Geite gjorde Fordring paa hans efterladte Gods, men uden at ændse dette tog Thorleif det i sin Varetægt som den Afdødes Fælligsmand, og bragte det den følgende Vaar til hans retmæssige Arvinger i Norge. Ved hans Tilbagekomst søgte Broddhelge at velte sig ind paa ham, og blev derfor meget glad, da hans Frændkone Steinvar, der som Hovgydje forestod Hoved-Hovet, klagede over at Thorleif den christne ej vilde betale Hovtold som alle andre[31]. Broddhelge anmodede en vis Ketil om at sagsøge Thorleif for Hovtolden og stevne ham til Things. Ketil paatog sig det, skjønt ugjerne, og rejste selv 10de til Krossavik, hvor den gjestfrie Thorleif, der just var ude, strax indbød dem til at blive. Ketil sagde at det var for tidligt at slaa sig til Ro i saagodt Vejr, og at hans egentlige Ærende var at kræve Hovtolden. Thorleif negtede at yde den, ikke, som han sagde, af noget Overmod, men kun fordi han ansaa de Penge slet anvendte. Ketil fandt det meget daarligt af ham at tro sig klogere end andre, og negte at yde slige lovmæssige Afgifter Thorleif svarede at han ej brød sig om hvad Ketil sagde, og denne stevnede ham til Things. I Stedet for at vredes herover, bad Thorleif ham endnu at blive, da Vejret tegnede sig slet. Ketil vilde dog, som rimeligt var, afsted, men Thorleif sagde at han endelig maatte vende om igjen og komme til ham, hvis Vejret blev for haardt. Der indtraf virkelig et Uvejr, og Ketil maatte med sine Mænd ty tilbage til Tborleif, hos hvem de bleve liggende vejrfaste i to Dage, og nøde den gjestfrieste Behandling. Da Ketil endelig kom afsted, sagde han, at Thorleif havde opført sig som en Hædersmand, og at han vilde lade Sagen falde, men være hans Ven fra denne Dag af. „Paa dit Venskab sætter jeg megen Priis“, svarede Thorleif, „men om Sagen falder eller ikke, er mig aldeles ligegyldigt, da jeg paakalder den Ven, som ikke lader sligt vorde mig til Skade“[32].

Som middelbart udsprungne af Christendommen maa vel ogsaa de rene og ophøjede Begreber ansees, hvilke Ingulfs Sønnesøn, den oftere omtalte Lovsigemand Thorkell Maane lagde for Dagen; hvorfor han ogsaa i Sagaerne selv sættes ved Siden af de bedste Christne[33]. Men i hans Embedstid (970–985) var ogsaa Christendommen for første Gang bleven formeligt prædiket paa Island. Dette skyldtes den ædle og nidkjære Thorvald Kodraanssøn, kaldet Vidfarle, hvilken vi allerede tidligere have haft Anledning til at nævne[34]. Hans Fader Kodraan paa Giljaa havde i hans Opvæxt altid foretrukket sin anden Søn Orm for ham, og Thorvald havde godvilligen fundet sig deri. Da traf det sig engang at den berømte Thordis Spaakone var i Besøg hos Kodraan, og overtalte denne til at behandle Thorvald med større Agtelse og give ham nogle Penge, hvormed han kunde drage paa Handelsrejser. Han fulgte nu for det første Thordis hjem til Spaakonefell, og efter at have opholdt sig nogen Tid hos hende, drog han udenlands, og tog Tjeneste hos Sven Tjugeskegg som ovenfor nævnt. Det er forhen omtalt, hvorledes han i al den Tid, han var hos Sven, udmerkede sig ved sin Tapperhed, Troskab, Ædelmodighed og Menneskekjærlighed, og hvorledes han derved engang sattes istand til at frelse Sven fra Fangenskab, da man intet vilde have kunnet udrette med Magt. Siden drog Thorvald vide om i Sydlandene, og blev i Saxland kjendt med en Biskop ved Navn Frederik, der fik ham til at antage Christendommen og døbte ham. Thorvald bad derpaa Biskop Frederik at følge med ham til Island for ogsaa at prædike Christendommen for hans Fader, Moder og Frænder, og om muligt, bringe dem til at modtage Daaben Biskoppen føjede ham deri, og de kom heldigt til Island, hvor Kodraan tog venligt imod dem, og hvor de tilbragte den første Vinter hos ham[35]. Allerede denne Vinter lykkedes det dem at vinde flere for Christendommen, skjønt Biskoppen endnu ej kunde tale det norske Sprog, men maatte bruge Thorvald som Tolk, og mange af Landets Folk med Mishag betragtede dem og den nye Lære, de prædikede. Ved Thorvalds Overtalelser lod omsider Kodraan sig bevæge til at modtage Daaben med sin Hustru Jarngerd og hele sit Huus, undtagen Sønnen Orm, som endnu ikke vilde lade sig døbe[36]. Siden egtede Thorvald en Datter af Olaf paa Haukagil, med hvis anden Datter (maaske Ingulf Thorsteinssøns Enke?) Thorkell Kravla var gift. Thorvald nedsatte sig paa Løkjamot i Videdalen, og gjorde derfra flere Udflugter om i Landet med Biskoppen. I et Gilde paa Haukagil, – efter en Beretning skal det have været Thorvalds eget Bryllup – hvor ogsaa Thorkell Kravla var tilstede, men Thorvald tilligemed Biskoppen og de øvrige Christne maatte sidde for sig selv i en anden Stue, skal Biskoppen, som man troede paa en overnaturlig Maade, have faaet to anmassende Berserker, der forstyrrede Lagets Fred, bragte af Dage. Thorkell Kravla havde lovet at antage Christendommen, hvis dette lykkedes, men, beder det, uagtet det lykkedes, og skjønt han nok troede at det var den sande Gud, som Biskoppen forkyndte, kunde han dog ikke finde sig i at døbes eller renses i Vand, og vilde ikke underkaste sig denne Skik; derimod syntes han at hans gamle Svigerfader Olaf, der allerede var sengeliggende af Alderdom, kunde lade sig døbe Dette skede ogsaa, og Olaf døde kort Tid derefter i de hvide Daabsklæder (hvilket man ansaa for en sikker Vej til Himmerige); Thorkell lod sig indtil videre kun primsigne[37]. Thorvalds og Biskop Frederiks Bestræbelser vare dog i det hele taget ikke synderligt heldige. Meest udrettede de paa Nordlandet, hvor flere Høvdinger lode sig døbe, og mange andre, om de end ikke modtoge Daaben, dog troede paa Christus, forsagede Afguder og Blot, og undsloge sig for at betale Hovtold. Blandt de døbte Høvdinger var der endog een, Thorvard Spak-Bødvarssøn paa Aas i Hjaltedal, der lod opføre en Kirke paa sin Gaard; denne Kirke søgte hans egne Brødre at opbrænde, men det lykkedes dem ej[38]. Paa Vesterlandet fik Thorvald og Frederik ingen Tilhængere. De bleve venskabeligt modtagne paa Hvamm af Huusfruen Fridgerd, medens hendes Mand, Thorarin Filsenne, Thord Gelles Søn, var paa Althinget. Men medens Thorvald stod lide og prædikede for Folket, gik Fridgerd inde i Hovet og blotede, saa at de begge kunde høre hverandres Ord; da nu ogsaa hendes Søn spottede Thorvald, blev denne vred og kvad et Vers, hvori han klagede over at ingen vilde høre ham, og bad Gud forfølge hiin Gydje, der sang fra den hedenske Stalle. En Sommer indfandt Thorvald og Biskoppen sig paa Althinget, hvor den første, som sædvanligt, med Nidkjærhed forkyndte Christendommen Men Folket forhærdede sine Hjerter imod ham, især paavirket af den mægtige Hedin fra Svalbard i Eyjafjorden, der var besvogret med Eyjulf Valgerdssøn. Hedin svarede Thorvald med mange ondskabsfulde Ord, og fik Hadet saaledes oppustet mod ham, at man omsider gav nogle Skalde Penge for at digte Nidvise om ham og Biskoppen. I denne Vise forekom blandt andet:

Ni Børn baaret
Biskoppen haver,
til dem alle er
Thorvald Fader.

Dette var mere end Thorvald kunde taale[39]; han blev saa opbragt, at han dræbte de to Skalde, som havde digtet Visen hvorover. Biskoppen satte ham haardt til Rette[40]. Det var vistnok heller ikke noget godt Exempel, Thorvald her gav, og man kunde vel slutte heraf, at ikke engang han med al sin Iver og sin ædle Charakteer var ret moden til at optræde som Christendommens Forkynder. Det var derfor heller intet Under at dette Foretagende mislykkedes. Høvdingerne ærgrede sig især over at Hovtolden udeblev, og de ophidsede igjen deres Thingmænd mod Thorvald og Biskoppen. Saaledes steg Hadet mod dem mere og mere. Engang, da de vilde besøge Vaarthinget paa Hegranes, modtog hele Thingalnmen dem med Raab og Steenkast, og truede dem endog med Vaaben saa at de maatte tage Flugten. De droge hjem til Løkjamot og opholdt sig her om Sommeren, hvor senere hen, efter Althingets Slutning, en Deel hedenske Høvdinger med en stor Skare Folk vilde brænde dem inde, uden at dog dette Anslag lykkedes[41]. Aaret efter (988) forlode de Island, og rejste først over til Norge, hvor det traf sig, at den for omtalte Christendomsfiende Hedin af Svalbard kom til at lægge ind i samme Havn. Denne Fristelse til at tage Hevn for lidte Fornærmelser kunde Thorvald ikke modstaa. Han passede paa, da Hedin var gaaet op i en Skov for at hugge Tømmer, gik efter ham med sin Træl, og lod denne dræbe ham. Da han kom tilbage til Skibet og fortalte Biskoppen hvad der var skeet, vilde denne ikke længer blive hos ham, fordi han havde saa vanskeligt for at afholde sig fra Manddrab. Biskoppen vendte tilbage til Saxland, og Thorvald drog først paa Handelsrejser, siden til Konstantinopel og videre til Jerusalem, sandsynligviis for afbede sine Forseelser. Han skal have nydt megen Anseelse af Kejseren i Konstantinopel, og endelig være rejst opad Dneprfloden til Rusland, hvor han oprettede et Kloster i Nærheden af Polotzk, i hvilket han selv lod sig indklæde og forblev til sin Død[42].

Flere Forsøg paa at indføre Christendommen enten i Norge eller paa Island, omtales ikke før Olaf Tryggvessøns Tilbagekomst, og der har vist heller ingen flere fundet Sted. Haakon Jarls Regjeringstid var intet heldigt Tidspunkt dertil, og i Danmark var der vistnok i de sidste Aar af Harald Gormssøns Regjering, og under Erik Sejrsæl, alt for megen Uro og Strid til at Christendommens Forkyndelse i Landet selv, end sige udenfor, nu kunde have nogen synderlig Fremme. Kunde man altsaa end sige, at Olaf Tryggvessøn ej fandt Gemytterne ganske uforberedede paa Christendommen, saa var dog dennes Forberedelse temmelig svag, og hans Mod og Kraft i at begynde det store Verk saare beundringsværdig.

  1. ↑ Se ovf. 1ste B. S. 282, 283.
  2. ↑ Se f. Ex. Olaf Tryggv. Saga Cap. 131.
  3. ↑ Vi have saaledes seet, hvorledes Fagrskinna lader Jomsvikingerne drikke Bragafull, medens Kongesagaerne tale om Christs og Michaels Minde.
  4. ↑ I Olaf Tryggvessøns Saga selv forekomme flere slige Legender om, hvorledes Thor eller Odin i menneskelig Skikkelse søgte at skade eller forlokke Olaf, og her udtale sig utvetydigt de herskende Forestillinger om de hedenske Guders virkelige Tilværelse. En Forklaring om Afgudernes Oprindelse, omtrent fra Aar 900, og hvori der tillige tages Hensyn til Æserne, findes ogsaa i den i Annaler for nordisk Oldkyndighed og Historie for 1846, S.67, optagne angliske Homili, hvor ogsaa nogle af Nordens Guder findes nævnte. Da Synden var kommen i Verden, heder det, og Kæmperne (entas) havde forsøgt at bygge Babels Taarn, men vare blevne adsplittede ved forskjellige Sprog, blev Menneskeslægten forlokket af den gamle Djævel, som for besveg Adam, saa at de gjorde sig Afguder, Solen, Maanen, Stjernerne, Ilden, Vandet, Jorden, ogsaa forskjellige Jetter og Mennesker, nemlig Saturnus paa Kreta, hans Søn Jovis (Juppiter), der kaldes Thor blandt nogle Folk, og især agtes højest af Danerne; dennes Søn Mars, Krigsguden, Merkurius, som Danerne kalde Odin, Venus, af Danerne kaldet Frigg o. s. v.
  5. ↑ Se ovf. 1ste B. S. 534, 563.
  6. ↑ Primsigning, af det Latinske prima signatio, Korsets Betegnelse paa Katechumenerne. Olaf Tryggvessøn blev saaledes, som det heder (Olaf Tryggv. Saga Cap. 77) primsignaðr undir jútning heilagrar trúar (primsignet under Løftet om at antage den hellige Tro). Forestillingen om Primsigningens Betydning aabenbarer sig maaske bedst i den for øvrigt fabelagtige Fortælling om Toke Tokesøn, Fornm. Sögur V. S. 303; Toke siger: „jeg er primsignet og ikke døbt, fordi jeg har været af og til mellem Hedninger og Christne; dog tror jeg paa Hvide-Christ“. Se og Remberts Vita Ansgarii Cap. 21, hvoraf det fremgaar at flere forbeholdt sig at lade sig døbe paa sit Yderste, for at være desto sikrere paa at komme strax i Himmerige.
  7. ↑ Se ovf. 1ste B. S. 381.
  8. ↑ Se alt dette 1ste B. S. 391–396.
  9. ↑ Se ovf. 1ste B. S. 462, 463, 606.
  10. ↑ Remberts Vita Ansgarii Cap. 9, 10. jvfr. Mag. Adam. I. 17.
  11. ↑ Rembert, Vita Ansgarii Cap. 17. Mag.Adam, I. 23.
  12. ↑ Rembert, Vita Ansgarii, Cap. 26,. jvfr. Mag. Adam, I. 28. Denne Rejse henføres af nogle urigtigt til 861 (efter Chron. Corbeiense) uagtet Rembert udtrykkeligt fortæller at den skede før K. Eriks Død 854, med hvis Jærtein Ansgar var forsynet.
  13. ↑ Om de vidtløftige Forhandlinger i denne Anledning, se Remberts Vita Ansgarii og Mag. Adam I. 20–26.
  14. ↑ Mag. Adam I. 42, 43.
  15. ↑ Se ovenfor, 1ste B. S. 7–16, dette B. S. 66.
  16. ↑ Mag. Adam, I. 60–64.
  17. ↑ Mag. Adam, II. 4.
  18. ↑ Mag. Adams Ord (II. 22) ere merkelige nok: Ceterorum vero episcoporum vix aliquem sic clarum antiquitas prodit præter Ljafdagum Ripensem, quem dicunt et miraculis celebrem transmarina prædicasse, hoc est in Sueonia vel Norvegia.
  19. ↑ Se ovenfor 1ste B. S. 418, 447.
  20. ↑ Navne som „Papø“ (større og mindre, nu Papa-Westrey og Papa Stronsey), Papley (Papyli),Rinansey (St. Ringans eller Rinians T) og Daminsø (St. Damians Ø) og endelig selve Navnet „Egilsø“ paa den Ø, hvor den ovennævnte Kirke staar, vidne noksom“ om den ældre piktiske Christendom paa Orknøerne. Det sidste Navn udledes neppe med Rette af det oldn. Mandsnavn „Egil“ men den første Deel af Navnet „Egils“, synes snarest at være en Gjengivelse af den irske Form eclais (ecclesia), hvilken Nordboerne, som udannede Folk ofte pleje, have søgt at give en i deres eget Sprog forstaaelig Etymologi. Kirken paa Øen med sit høje Taarn maatte gjøre den til „Kirkeøen“ fremfor de øvrige. Denne Kirke synes ifølge sit Udseende at være samtidig med de gamle irske Kirker fra det 6te, 7de og 8de Aarhundrede (Wilsons Archæol. S. 591). Ogsaa paa Hjaltland findes flere Øer af Navnet Papø. Ja endog til Viken synes Paperne at være komne, da en af Hvalserne hed Papey, nu „Paperø.“
  21. ↑ F. Ex. Hjørleifs Trælle, der siden dræbte ham, og efter hvilke Vestmannaøerne fik Navn.
  22. ↑ F. Ex. at Ølve Barnakarl ej vilde kaste Smaabørn paa Spydsodde, som Fridthjof fordum, s. 1 B. S. 451.
  23. ↑ 1ste B. S. 719–726.
  24. ↑ Navnlig hvad der ovenfor (S. 720) er meddeelt om den sandsynligviis af Haakon ej saameget foreskrevne som bibeholdte „Ølgerd“ eller Forpligtelsen til at holde Festgilde, eller at medbringe Kontributioner til det fælles Festgilde, hvilket vi af Ytringerne om Sigurd Jarl hos Snorre (Haak. god. S. Cap. 16) se ogsaa i Hedendommen var Skik og Brug. I det her ovenfor omtalte Brev af Pave Gregor, hvor der nævnes om de Sammenkomster, der i Stedet for de tidligere Ofringer ved Templerne skulde sinde Sted ved de samme nu til Kirker forandrede Templer, heder det at de Besøgende paa de angivne Helligdage skulde indrette sig Hytter eller Telte af Grene, og i religiøse Gilder højtideligholde Festerne, uden længere at ofre Dyr til Djævelen, men kun slagtende dem til Guds Ære o. s. v. Da man nu ved hine saakaldte „Øl“ eller Festgilder, hvortil Ølgerd var paabuden, vistnok ogsaa slagtede og fortærede Kvæg, viser deres Identitet med de angliske Kirkefester sig desto tydeligere. Vore ældre Love nævne egentlig tre slige Øl, der paa nærmeste svare til de tre hedenske Fester: Juleøl (Æld. Gulath. Cap. 7), svarende til Juleblot; Øl før Allehelgens Dag (Gul. 6) svarende til Vinternatsblot, og St. Hans- eller Jonsoks-Øl (Ol. Tr. S. II. 21), svarende om just ikke ganske, saa dog nogenledes til Sommerblot. Jvfr. 1. B. S. 78.
  25. ↑ Brevet, skrevet 17de Juni 601 til Abbed Mellitus, er meddeelt hos Beda hist. eccl. gentis angl. I. 30, Mon. hist. Britt. I. S. 141.
  26. ↑ Se ovf. 1 B. S. 703.
  27. ↑ Se ovf. S. 5.
  28. ↑ 1ste B. S. 563.
  29. ↑ Landnáma II. 1. Kalmans Sønnesøn Bjarne var i Trætte med Rolf, Illuges Fader, om en Landtunge, og han lovede at antage Christendommen, hvis han vandt; da brød Hvitaa sig et andet Leje, saa at Tungen blev landfast med Bjarnes Ejendom, og han overholdt, heder det, Christendommen godt til sin Død.
  30. ↑ Om Broddhelge og hans Svoger Geite, se ovf. S. 183.
  31. ↑ Om Hovtold, se ovf. 1ste B. S. 564.
  32. ↑ Vaapnfirdingasaga, S. 641. Olaf Tryggv. Saga Cap. 228. Da Broddhelge ifølge Annalerne blev dræbt 974, og Thorleif dog endnu levede da Christendommen indførtes paa Island (1000) maa den her omtalte Begivenhed have fundet Sted omtrent mellem 960 og 970.
  33. ↑ Se om Thorkell Maane ovf. S. 158, Not., og Landn. I. 10, Olaf Tryggv. Saga Cap. 118.
  34. ↑ Se ovf. S. 223, 224.
  35. ↑ Denne Vinter henføres i Fortællingen om Thorvald (Olaf Tryggv. Saga Cap. 138) til 981, eller 106 Aar efter at Island begyndte at bebygges (874, eller efter nogles Regning 875); Kristnisaga Cap. 1 nævner 100 eller 107 Aar efter Bebyggelsen, og opregner desuden disse fornemste Høvdinger som samtidige dermed: paa Nordlandet: Eyjulf Valgerdssøn, Viga-Glum, Arnor Kerlingarnef, Starre i Guddale, Thorkell Kravla; paa Vestlandet: Are Maarssøn, Aasgeir Knattssøn, Eyjulf den graa, Gest Oddleifssøn, Olaf Paa, Viga-Styr, Snorre Gode, der var 18 Aar og just havde taget ved Boet paa Helgafell; Thorstein Egilssøn, Illuge den røde; paa Sydlandet: Thorkell Maane, Thorodd Gode, Gissur hvite, Aasgrim Ellidagrimssøn, Hjalte Skeggesøn, Valgard den graa, Runolf Ulfssøn, og Sønnerne af Ørnulf i Skoge; paa Østlandet: Thord Freysgodes Sønner, Sidu-Hall, Helge Aasbjørnssøn, Bjarne Broddhelgessøn og Geite Lytingssøn. Hvis det nu ellers har sin Rigtighed med denne Angivelse, maa, som vi allerede have viist (S. 172, 173, 223), Thorvalds Ankomst sættes senere end 984, da Snorre ikke naaede sit 18de Aar førend 982 eller 983, og i det mindste Thorkell Kravla ej blev Høvding førend efter 983. Og da nu tillige Vatnsdølasaga (Cap. 46) udtrykkeligt omtaler Thorkell Kravlas Nærværelse ved Gildet, hvor Frederik overvandt Berserkerne, synes det som om Kristnisagas Opregning virkelig har sin Rigtighed, og at følgelig Thorvalds og Frederiks første Vinter paa Island maa henføres til 983–984.
  36. ↑ Fortællingen om Thorvald Kodraanssøn (Olaf Tryggv. Saga Cap. 13l) indeholder her en fabelagtig, legendarisk Historie om, hvorledes Kodraan priste sin saakaldte Spaamand, der boede i en Steen i Nærheden, imod Thorvalds Spaamand d. e. Biskoppen, og hvorledes denne ved Vievand og Bønner fik den i Stenen boende urene Aand til at fly; hvorved Kodraan, der allerede havde glædet sig ved at høre Klokkeklang og Kirkesang, og lugte Røgelsen, blev bevæget til at lade sig døbe.
  37. ↑ Dette fortælles noget forskjelligt. Thorvald Kodraanssøns Thaatt (Olaf Tryggv. Saga Cap. 131) fortæller det aldeles legendarisk; det er her Thorvalds Bryllup; begge Partier, de Christne og Hedningerne, sidde sammen i en Skaale, kun adskilte ved en tvers gjennem Skaalen løbende Bæk. Berserkerne, der begge hede Hauk, udfordre Biskoppen til en Styrkeprøve, hvorfor denne ej undslaar sig, men lader store Baal tænde langs ad Gulvet; han indvier Baalet, og indbyder nu Berserkerne til at gaa gjennem Ilden; de prøve derpaa, men omkomme; selv gaar han derimod uskadt igjennem. I Vatnsdølasaga Cap. 46 fortælles dette paa en langt sandsynligere Maade. Berserkerne udfordre ej Biskoppen, men komme kun og forstyrre Laget; Biskoppen raader vel til at gjøre Ild op, men prøver ikke selv paa at gaa igjennem den; derimod falder det af sig selv at Berserkerne, efter Berserkervane, skulle vade Ildene, som det hed. At de nu brændte sig til Skade, var rimeligt nok og behøver ej at tilskrives Vievandet. De falde ifølge denne Saga ikke døde ned, men blive bankede til døde med Stokke af haandfaste Mænd, som Biskoppen havde ladet opstille paa Bænkene. Vatnsdølasaga nævner ej at Thorkell lod sig primsigne, kun at han erkjendte de Christnes Gud, men vægrede sig ved at modtage Daaben. Primsignelsen omtales derimod i Kristnisaga Cap. 2, og i Grettes-Saga, Cap. 15, hvor tillige Thorvald og Biskop Frederik i Forbigaaende omtales. Fortællingen om Thorvald nævner ikke engang Thorkell Kravla.
  38. ↑ Her fortælles atter en Legende om et Mirakel, hvorved Kirken reddedes, idet de, der vilde brænde den, første Gang syntes at se Ildsluer staa ud af alle Glugger, og anden Gang, da en af dem bøjede sig ned for at blæse til Ilden, to Pile kom, den ene efter den anden, og sloge ned i Gulvet saa nær ved ham, at han skyndte sig bort og ej vilde oppebie den tredie.
  39. ↑ Vittigheden skulde vel bestaa i at Biskoppen i sin Ornat skulde ligne en Kvinde; men i hine Tider ansaa man slig Spøg, som denne, for overmaade ærerørig og nærgaaende.
  40. ↑ I Fortællingen om Thorvald siges der, at førend denne kom ind til Biskoppen efter Drabet, kom der to Bloddraaber paa Bogen, som Biskoppen havde for sig, til Tegn paa at Thorvald var besmittet med Blod. Denne Fabel udelades i Kristnisaga.
  41. ↑ Her fortælles fremdeles et Mirakel: en Mængde Fugle fløj op ved Siden af de angribende Heste, og gjorde dem skye, saa at nogle af Folkene faldt af, andre brøde deres Arme, Been, eller saaredes paa deres egne Vaaben.
  42. ↑ Dette fortælles i Kristnisaga, Cap. 12 med den nærmere Angivelse, at Thorvalds Død ikke indtraf førend en Stund efter Svoldrslaget.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/2/28&oldid=70497»