Det norske Folks Historie/2/3

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (Første Deel. Andet Bind., s. 9-11).

Under disse Omstændigheder kan det neppe engang synes uklogt, at Kongerne efterstræbte Sigurd Jarls og Kong Tryggves Liv, thi Folkets Kjærlighed og Hengivenhed maatte de nu engang have opgivet Tanken om at vinde, og deres Politik maatte fornemmelig gaa ud paa at herske ved Skræk. Først gik det ud over Sigurd Jarl. Det var imidlertid vanskeligt at komme ham paa Livet, da han altid var paa sin Post og havde mange Folk om sig, fordi han ikke troede Kongerne. Gunnhild søgte derfor at overtale sine Sønner til at bruge List. Hun spurgte Harald og hans Brødre, fortælle Kongesagaerne, hvorledes de agtede at lade det gaa med Herredømmet over Throndhjem. „I bære Kongenavn“, sagde hun, „ligesom Eders Forfædre, men besidde kun lidet af Riget og ere mange om dette Lidet; Viken øster have Tryggve og Gudrød, hvortil ogsaa deres Æt paa en vis Maade berettiger dem, men Sigurd Jarl behersker hele Thrøndelagen, uden at jeg kan forstaa hvilken Adkomst en Jarl har til at unddrage Eder Herredømmet over et saa stort Landskab. Det er underligt, at I fare i Viking til fremmede Lande, men lade indenlands Mænd fratage Eder Eders Fædrenearv. Din Farfader Harald, efter hvem du er opkaldt, vilde ikke ansee det for nogen stor Sag at berøve en Jarl Liv og Rige, han som underkastede sig hele Norge og beherskede det til sin

mere Ejendom paa Øen, indtil han blev Enebesidder af den. Ved denne Lejlighed siges det udtrykkeligt om hans Fader Eyvind, at han ej havde været rig paa Gods og heller ikke besad store Ejendomme. Vi ville imidlertid nedenfor se, at han nævnes som en af Anførerne i Jomsvikingeslaget; hans Fattigdom har altsaa ikke hindret ham fra at optræde som Høvding. Alderdom“. Harald meente at det ej var saa let at tage Sigurd Jarl af Dage, som at dræbe et Kid eller en Kalv, da han havde mange Frænder og Venner, og derhos var meget klog og saa yndet af Thrønderne, at han, saasnart han ventede noget Angreb af Kongerne, kunde være sikker paa at alle Thrønderne vilde stille sig paa hans Side. Gunnhild svarede, at hendes Mening heller ikke var, at man strax skulde begynde aabenbar Fejde med Sigurd; man skulde derimod fare frem med List og Læmpe, og oppe-bie en bekvem Lejlighed til at faa Bugt med ham. En saadan Lejlighed vilde lettest tilbyde sig, naar man opholdt sig i Nærheden af ham, og hun foreslog derfor, at Harald og hans Broder Erling tilligemed hende selv skulde tage deres Vintersæde paa Nordmøre. Dette skede. De begave sig til Nordmøre, og Harald sendte Mænd ind til Jarlen med Gaver og venlige Hilsener, for at lade ham sige, at han vilde slutte et saadant Venskab med ham, som det, der havde været mellem Kong Haakon og ham; han bad ham derfor komme til sig, for at de kunde knytte Venskabsbaandet saa fast som muligt. Den kloge Sigurd tog meget venligt mod Kongens Sendemænd og takkede for de venskabelige Hilsener, men forsikrede at hans mange Forretninger ikke tillode ham at besøge Kongen. Derimod sendte han Kongen Gjengaver og de bedste Hilsener, og hermed maatte Sendemændene drage bort. Men han havde en Broder, ved Navn Grjotgard, der var meget yngre og langt mindre anseet. Han bar ikke Jarlsnavn, skjøndt han dog underholdt en Krigerskare og plejede at drage i Viking om Somrene. Ogsaa hos ham indfandt Sendemændene sig med Gaver, Venskabshilsen og Indbydelse fra Kong Harald. Grjotgard, der synes at have været en svag og forfængelig Mand, lovede at komme, og indfandt sig ogsaa til den aftalte Tid hos Harald og Gunnhild, der toge venligt imod ham, viste ham den største Kjærlighed og Fortrolighed, og smigrede hans Forfængelighed ved at ytre, hvor utilbørligt det var, at Sigurd Jarl havde saa længe ladet ham være en Mand af ringe Anseelse i Sammenligning med sig selv. Disse Ord løde godt i Grjotgards Øre, og da Kongen nu sagde, at han skulde faa Jarlsnavn og Sigurd Jarls hele Rige, hvis han vilde være dem behjelpelig til at rydde ham afvejen, kunde han ikke modstaa denne lokkende Udsigt, men tilsagde Kongen sin Hjelp og Medvirkning. Det aftaltes da, at Grjotgard skulde drage hjem til sin Gaard^[1], men bestandig holde Øje med Jarlen, og sende Kongen Bud, naar der var god Lejlighed til at komme uforvarende over ham. Ved Afskeden fik Grjotgard gode Gaver af Kongen Snart indtraf og den forønskede Anledning. Om Høsten drog Sigurd Jarl paa Veitsler ind i Stjørdalen, og derfra til Aglo, (omtrent det nuværende Skatvol Sogn). Kongernes venlige Tilnærmelse havde, trods hans Misteenkelighed og Forsigtighed, dog denne Gang forledet ham til, ikke, som sædvanligt, at have mange Folk om sig, men kun at rejse med et lidet Følge. Grjotgard sendte derfor strax hemmeligt Bud til Kong Harald, at der neppe nogensinde vilde tilbyde sig en bedre Lejlighed til at overrumple Jarlen. Og endnu den samme Nat drog Harald og hans Broder Erling afsted med fire Skibe og meget Folk, og styrede ind ad Throndhjemsfjorden, hvor Grjotgard mødte dem. Det var stjernelyst, og de sejlede den hele Nat indtil de henimod Morgenen kom til den Gaard, hvor Sigurd var til Gilde^[2]. De tændte strax Ild paa Husene, og brændte Jarlen inde med alle hans Folk. Endnu den samme Morgen tidligt forlode de Brandstedet og roede ud efter Fjorden syd til Møre, hvor de opholdt sig en Tidlang.

Sigurd Jarls Drab forefaldt, som det i Sagaerne heder, to Vintre efter Kong Haakons Død. Naar man tager i Betragtning, at Vinternat (14 Oktober) sandsynligviis allerede var forløben, da Sigurd indebrændtes, og at den anden Vinter saaledes allerede var begyndt, maa hans Drab med største Rimelighed henføres til Oktober eller November Maaned 962^[3].

1. Det er ikke usandsynligt, at Grjotgard kan have boet etsteds paa Nordmøre, rimeligviis paa Selven indenfor Agdenes, hvor hans Farfader Grjotgard blev dræbt (Landn. V 7, se ovf. 1 B. S. 427), og hvor dennes Høj var oprejst søndenfor Agdenes (Landn. I 17).
2. Denne Gaard maa efter Beretningens Ord have ligget ved Søen. Det bliver derfor meget rimeligt, hvad Munthe har antaget i Anmerkn. til Aalls Oversættelse af Snorre, 1ste Deel S. 108, at Stedet er den store, ved Søen smukt beliggende Gaard Auran, hvor der desuden findes en 4 Alen høj og 2 Alen bred Bautasteen. Man vil og vide, at der før Reformationen skal have staaet en Kirke der, hvilket end mere bestyrker Antagelsen, (se Klüwer, Norske Mindesmerker S. 55).
3. Snorre, Har. Graaf. Saga, Cap. 3–6; Olaf Tryggv. Saga, Cap. 33, 34. Olaf den helliges Saga, Cap. 10. Paa de to sidste Steder tillægges. der udtrykkeligt, at det er Are Frodes Tids-Angivelse. Dette stemmer ogsaa med hvad der senere opgives i Olaf Tryggv. Saga Cap. 104, at Haakon Jarl ved sin Død 995 var 58 Aar gammel, men ved sin Faders Død var 25 Aar gammel, og at han fra Faderens Død af havde været Jarl i 33 Aar. Forresten har Sigurds og hans yngre Broder Grjotgards Alder givet Anledning til megen Tvivl hos dem, som henførte deres Fader Haakons Død til henved 870; thi Grjotgard, den yngste, bliver derved mindst 92 Aar gammel, og Sigurd endnu ældre. Men det er ovenfor viist, at Haakons Død falder omkring 900; Sigurd kan da være fød c. 895 og ved sin Død 67 Aar gammel, og Grjotgard fem Aar yngre. Ved denne Lejlighed bliver det nødvendigt, allerede foreløbigt at omhandle de vigtigste Punkter af Tidsregningen for den følgende Deel af Aarhundredet, da man her aldeles ikke kan stole paa Sagaernes Angivelser, hvor det gjelder mere indviklede Kombinationer, eftersom disse allerede ere istandbragte i ældre Tider, sandsynligviis af Are og Sæmund Frode, saaledes at Sagaernes Angivelser øjensynligt ere lempede efter dem, ikke at tale om, at de enkelte Angivelser ikke sjælden stride mod hinanden indbyrdes. Det maa her først og fremst bemerkes, at da de fleste Sagaberetninger grunde sig paa Sagaer om enkelte Personer eller Ætter, maa de Tidsangivelser, der kun