Det norske Folks Historie/2/31

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (Første Deel. Andet Bind., s. 293-296).

Da Olaf havde christnet Viken begyndte han om Vaaren (996) en Fart langs Kysten fra Fylke til Fylke, for ligeledes her at paabyde Christendommen. Først drog han til Agder, i hvilket tyndt befolkede Fylke han ej fik nogen synderlig Modstand, da ingen vovede at sætte sig op imod ham. Alle bleve saaledes her døbte. Fra Agder drog han til Rogaland og Sundhordeland. Her vare mange mægtige Mænd af den forhen omtalte Hørde-Kaares Æt. Blandt dem nævntes paa den Tid fornemmelig Ølmod den gamle, og den unge Erling Skjalgssøn paa Sole, paa Jæderen^[1]. Erlings Fader Thorolf Skjalg skal have været en Sønnesøn af Horde-Kaare, op være bleven indebrændt af Ragnvald, en Søn af Lodin paa Ærvik ved Stad, fordi han, og vistnok med Rette, ansaaes for at have dræbt denne paa forrædersk Viis^[2]. Erling maa da have været et Barn, thi Ragnvald, der først efter Drabet paa Thorolf tiltraadte sin Fædrenegaard, nævnes under Navnet „Ragnvald af Ærvik“ som en af de fornemste Deeltagere i Jomsvikingeslaget^[3]. Erling Skjalgssøn selv nævnes allerførst i Aaret 981, da Snorre Gode fra Island opholdt sig hos ham en Vinter og nød megen Venlighed af ham, fordi Hørde-Kaare og Snorres Oldefader Thorolf Morstrarskegg havde været gode Venner^[4]. Erling maa omtrent have været jevnaldrende med Snorre: han var altsaa paa den Tid, da Olaf kom til Norge, i sine bedste Aar, lidt over 30 Aar gammel^[5]. Ved Efterretningen om at Olaf nærmede sig med Christendoms-Paabud, samlede Erling og hans mægtige Frænder sig for at aftale, hvad der i denne Anledning var at gjøre, da de ikke vilde lade sig tvinge til at antage den nye Religion mod deres Vilje. De bleve da enige om at indfinde sig alle tilsammen mandsterke til Gulathing hvor de ogsaa lode Kong Olaf vide, at han kunde treffe dem. Imidlertid stevnede Kongen de øvrige Bønder af Rogaland og Søndhordeland^[6] til Thing paa Moster, hvor de indfandt sig i stort Antal og fuldt bevæbnede, i den bestemte Hensigt at gjøre ham Modstand^[7]. Men da det kom til Stykket, svigtede Modet dem; de udseede Talere bleve forknytte, og Enden blev, at alle underkastede sig Kongens Bud, og lode sig døbe. Olaf skal have efterladt Thangbrand for at døbe alle dem paa Hordeland, der endnu ikke for hans Afrejse havde modtaget Daaben. Paa Moster grundlagde han en Kirke paa det selvsamme Sted, hvor han allerførst ved sin Ankomst fra England var landet og lod synge Messe for sig; han satte Arbejdsmænd i Verk med at bygge den, lagde Gods dertil, og overdrog dens Varetægt til Thangbrand. Derfra drog han til Gulathing hvor han traf en talrig Forsamling. Han henvendte sig først til Høvdingerne, og bød dem antage Christendommen. En af de mægtigste blandt dem svarede, at hvis han vilde bruge Vold og Tvang mod dem og gjøre Brud paa Lov og Ret, da vare de blevne enige øm at staa ham imod med al Magt; vilde han derimod vise dem nogen Villighed, da stod det kun til ham at sikre sig deres Troskab og Lydighed. Olaf spurgte nu, hvad det da var, de ønskede at han skulde gjøre for at de kunde blive vel forligte og gode Venner. De svarede at han skulde give Erling Skjalgssøn sin Syster Aastrid til egte; Erling kunde, meente de, med Rette ansees for den vakreste unge Mand i hele Norge. Olaf havde intet at indvende mod Giftermaalet, hvilket han i alle Dele fandt sømmeligt, da Erling var rig, højbyrdig og smuk; dog maatte han først høre Aastrids egen Mening om Sagen. Han spurgte hende derfor, om hun vilde tage Erling til Mand. Men den stolte Pige fandt ikke Erling fornem nok. „Det kommer mig lidet til gode“, sagde hun, „at jeg baade er Kongedatter og en Konges sambaarne Syster, hvis jeg skal blive gift med en Mand uden Tign^[8]; heller vil jeg da vente nogle Aar paa et andet Tilbud“. Olaf ærgrede sig over dette Svar, og til et Tegn derpaa sendte han hende en Høg, som hun ejede, efter først at have ladet alle Fjedrene plukke af den^[9]. Da sagde hun: „nu er min Broder vred“; stod strax op, gik til ham, og bad ham bestemme om hendes Giftermaal, som han vilde. „Jeg tænkte ogsaa“, sagde Kongen, „at jeg havde Magt til at give hvilken som helst Mand Tign, jeg vilde, her i Landet“. Erling og hans Frænder bleve nu kaldte til, og Aastrid blev festet ham^[10]. Derpaa lod Kongen Thinget sætte og bød Bønderne at lade sig christne. Da nu Erling og hans mægtige Frænder gjorde fælles Sag med Kongen og stemmede for Christendommens Antagelse, vovede ingen af de mindre anseede Bønder^[11] at hæve sin Røst til Modsigelse; de bleve alle døbte, og kort efter holdt Erling Bryllup med Aastrid. Olaf, som var tilstede, tilbød Erling Jarlsnavn. Men han svarede stolt: „Herser have mine Frænder været for mig, og jeg vil ikke bære højere Navn end de; derimod vil jeg gjerne tage imod at blive den ypperste Herse i Landet“. Dette tilsagde Kongen ham, og gav ham alle Fylkerne lige fra Sognsøen til Lindesnes, altsaa Hordafylke, Rygjafylke og det vestlige af Agder, i Forlening paa samme Vilkaar, som Harald Haarfagre havde givet sine Sønner Len at bestyre^[12].

1. Om Forvirringen i Angivelsen af Hørde-Kaares Ætlinger se ovf. 1ste B. S. 577, Not. Det eneste, vi vel med nogen Sikkerhed kunne antage, er at Erling nedstammmede fra Hørde-Kaare. Det er for øvrigt kun Snorre og Odd, der udtrykkeligt omtaler Ølmod som levende paa denne Tid og deeltagende i Forhandlingerne paa Gulathing. Olaf Tryggv. Saga nævner kun „en anseet Høvding“. Ølmod var, heder det, en Farfader af Aslak Fitjaskalle; denne Green af Ætten har altsaa boet paa Fitje, paa Stordøen. Vi erfare senere, at yngre Medlemmer af Ætten ejede Gerde og Stødla i Etne, saa vel som Finnø i Buknfjord; heraf sees noksom, at Ætten egentlig hørte hjemme i Rogaland og Søndhordeland.
2. Herom er der en vidtløftig, men desværre med mange Legender og Usandsynligheder indvævet Beretning. Olaf Tryggv. Saga Cap. 145, 146.
3. Se ovf. S. 116.
4. Eyrbyggjasaga Cap. 13. Se ovf. S. 172.
5. Snorre var fød 965.
6. Rogaland nævnes ikke udtrykkeligt paa dette Sted i Olaf Tryggv. Saga Cap. 141, men derimod hos Snorre, Cap. 61, saa vel som senere i Olaf Tryggv. Saga Cap. 149. At ogsaa Bønderne paa Søndhordeland vare med, kan man slutte endog blot af den Omstændighed, at Thinget stod paa Moster.
7. Dette Thing lader Odd Munk (Cap. 24) sinde Sted, da Olaf lander paa Moster, efter sin Tilbagekomst fra Rejsen til England. Dette forholder sig nu vistnok ikke saa; men vi ere dog deraf berettigede til, saaledes som her er skeet, at henføre Kirkens Opbyggelse og Thangbrands Ansættelse til dette andet Besøg paa Moster, ej det første, flygtige, da Olaf, som skyndte sig nordefter og ej engang ønskede at hans Ankomst skulde blive bekjendt, umuligt kunde give sig Tid til at anlægge nogen Kirke. Dog henfører Olaf Tryggv. Saga Cap. 99 Kirkeanlægget og Thangbrands Udnævnelse, aabenbart urigtigt, hertil, medens Snorre (Cap. 52) rigtigere siger at Olaf lod synge Messe i et Telt „paa det Sted, hvor Kirken siden blev bygget“. Ved at omtale Thinget med Rygerne (Cap. 61) nævner Snorre ikke udtrykkeligt Moster, men fortæller dog Begivenhederne paa Thinget selv næsten aldeles saaledes som Olaf Tryggv. Saga Cap. 141 og Odd Munk Cap. 24. Denne Fortælling er ganske legendarisk, hvorfor den ovenfor er udeladt. St. Martin aabenbarer sig for Olaf om Natten, og lover ham Hjelp; næste Dag, da Thinget skal staa, og de af Bønderne udvalgte tre Talere besvare Olafs Paabud, faar den første saadan Hoste, den anden bliver saa stam, og den tredie saa hæs, at ingen kan høre, hvad de tale, hvorover de øvrige tabe Modet. At et Lokalsagn har været forbundet hermed, sees af hvad der i Olaf Tryggv. Saga siges, at der endnu paa det Bjerg, hvor Olaf og hans Mænd stode under dette Thing, skulde være at se Spor af Spydskaftene, hvortil de støttede sig, ligesom smaa Koppe; og derhos Olafs Fodspor, aftrykte i Bjerget ligesom i kram Sne. Ágrip har haft en noget forskjellig Kilde; det siger at Olaf fremsatte sit første Christendomspaabud paa Thinget i Moster, „og tog der Folket ved Troen, og Olaf ved Riget“.
8. Ved „Tign“ forstodes fyrstelig Værdighed, hvilken kun tilkom Konge- og Jarle-Titlen; Konger og Jarler kaldtes tignir, de øvrige útignir menn. De „tigne Mænds“ Hustruer kaldtes „Dronninger“.
9. Dette skulde vel betegne hendes forladte Tilstand, hvis Olaf slog Haanden af hende; jvfr. 1ste B. S. 235.
10. Odd Munk lader i sin Bearbejdelse denne Begivenhed gaa forud for Olafs Ankomst til Viken, og Hyrnings og Thorgeirs Giftermaal. Han nævner ligefrem Ølmod, Søn af Hørde-Kaare („der var saa mægtig at han overvandt 9 Konger“) som den, der førte Ordet, og rimeligviis er det herfra, at Snorre har hentet hans Navn. Odd Munk udgiver ogsaa Aastrid, der egtede Erling, for en Datter af Lodin, og saaledes kun en Halvsyster af Olaf. Da han tidligere nævner Aastrid tilligemed Einar Thambeskelver i Anledning af de forskjellige Meninger om Tidsregningen (se ovf. S. 244) er det ikke usandsynligt, at Aastrid har varet en af dem, hvis Beretninger om Olaf ligge til Grund for de senere Beskrivelser af hans Levnet.
11. Disse maa nærmest have været Nordhordlændinger.
12. Ganske de samme kunde dog ikke Vilkaarene være, for saa vidt Odelen ej længer tilhørte Kongen; Meningen var vel kun, at Erling skulde oppebære de halve kongelige Indtægter. Jvfr. ovf. 1ste B. S. 386. Olaf Tryggv. Saga Cap. 147. Snorre Cap. 62–64.