Wikikilden

Det norske Folks Historie/2/36

< Det norske Folks Historie‎ | 2

Hvad der nu nærmest laa Olaf paa Hjerte, var Haalogalands Omvendelse til Christendommen. Dette tilligemed Naumdal var den eneste Deel af Norges Kystland, som endnu ikke var christnet. De mægtige Høvdinger i dette Fylke havde hindret Olafs første Forsøg paa at omvende det, og egentlig var Olaf endnu ikke engang anerkjendt som Konge i denne Deel af Landet, da han hidtil kun havde ladet sig hylde i de Fylker, der laa søndenfor Throndhjemsfjorden. Det er derfor at antage, at han med det nysnævnte Folke-Opbud fra Viken ogsaa havde til Hensigt at skaffe sig en Styrke, hvormed han kunde kue de overmodige Haaleyger. Dog forsmaaede han heller ikke at bruge List: et tydeligt Tegn paa at disse haaleygske Høvdinger vare mægtigere og farligere at binde an med, end nogen af dem, med hvilke Olaf hidtil havde haft at bestille.

Da Olaf paa sin Rejse nordefter var kommen til Nordmøre, traf han, fortælles der, to Bønder fra Haalogaland, ved Navn Sigurd og Hauk, unge og sterke Mænd, der laa meget paa Rejser for at drive Kjøbmandsskab. De vare just komne tilbage fra en Rejse til England. Da Kongen fik vide at et haalogalandsk Skib var landet, hvis Styremænd endnu vare Hedninger, lod han disse kalde til sig og spurgte, om de vilde antage Christendommen. De vægrede sig derved, og han lettede dem paa Liv eller Lemmer, men forgjæves. Han lod dem lægge i Jern, og tog dem med sig som Fanger til Throndhjem, hvor han fremdeles holdt dem i Fangenskab, og ofte talte for dem, idet han snart forsøgte at vinde dem med Løfter om store Æresbeviisninger, snart at skræmme dem med Trusler om haarde Piinsler, uden at dog noget af Delene frugtede. Men en Morgen bleve de pludselig savnede i Fængslet, uden at nogen kunde skjønne, hvorledes de vare komne bort, thi Fjetterne eller Fodblokkene laa ganske hele og ubrudte efter. Man undrede sig derover; Kongen selv talte ikke stort derom, men lod det bero med at give Vogterne en ubetydelig Irettesættelse. Man søgte efter Flygtningerne, men de fandtes ingensteds. Endelig fik man om Høsten høre, at de vare komne til Haarek paa Thjøtta, og opholdt sig hos ham.

Haarek var, som man maa antage, den mægtigste Mand paa Haalogaland i denne Tid. Han var af høj Byrd, thi hans Fader var Eyvind Skaldespilder, der, som vi forhen have nævnt, paa fædrene Side nedstammede fra Berdlu-Kaare og paa mødrene fra Harald Haarfagre[1]. Eyvind Skaldespilder var ved Dyrtiden under Gunnhilds Sønner og maaske ved andre tilstødende Uheld kommen i smaa Omstændigheder[2], saa at Haarek kun havde meget lidet at begynde med. Han kjøbte sig først en liden Gaard paa Thjøtta, hvor der den Gang boede temmelig mange Smaabønder; men da han var en meget klog Mand, som forstod at samle Penge, havde han i faa Aar ogsaa skaffet sig de øvrige Gaarde, og faaet alle Smaabønderne bort, saa at han nu var Ene-Ejer af Øen, hvor han lod opføre en stor Hovedgaard[3]. Han blev en meget rig Mand, og var rimeligviis allerede nu, enten ene, eller i Fællesskab med flere, forlenet med Finnefærden og den kongelige Syssel i Finmarken, der ogsaa var meget indbringende[4]. Vi have seet, hvorledes han ved Olaf Tryggvessøns første Forsøg paa at gjeste Haalogaland var en af dem, der stillede sig i Spidsen for Bønderne, som med væbnet Haand vilde modsætte sig ham; vi ville ogsaa senere saa at se, hvorledes han paa samme Maade satte sig i Spidsen for de Bønder, der gjorde Opstand mod Olaf den hellige. Selvraadighed, Egennyttighed og Stivsind, parret med Trædskhed, synes at have været de fornemste Træk i hans Charakteer. Hans Modstand mod Olaf skede aabenbart ikke for Hedendommens Skyld, men fordi han helst ønskede at være sin egen Herre.

Til denne Mand var det at Sigurd og Hauk havde taget deres Tilflugt, som den, der villigst og kraftigst kunde beskytte dem mod Kongen. Haarek tog ogsaa meget godt imod dem, og de forbleve hos ham den hele Vinter i bedste Velgaaende. Ud paa Vaaren (999) hændte det sig en Godvejrs-Dag, at Haarek var hjemme og kun faa Mænd hos ham paa Gaarden, saa at han kjedede sig. Sigurd og Hauk foresloge ham til Tidsfordriv at gjøre en Sejlfart. Haarek syntes godt derom. De gik nu ned til Stranden, og droge en Sexæring frem. Haarek gik ud i Baaden for at lægge Roret i Lag, medens Sigurd og Hauk toge Mast og Sejl ud af Naustet, kastede nogle Smørlob og en Bundt med Brød ombord, og bare en stor Bytte Øl ud mellem sig, uden at Haarek lagde Merke dertil, fordi han havde noget at bestille agter ved Roret. Det var ham heller ikke paafaldende, at Brødrene vare fuldt bevæbnede, thi de plejede altid at gaa med Vaaben hjemme paa Gaarden. De roede fra Land; det var næsten stille, kun luftede det lidt fra Norden. De hejsede derfor Sejl, og fjernede sig snart fra Øen. Haarek sad ved Roret. Brødrene gik agter til ham og spurgte, hvor han tænkte at styre hen. Han sagde at han vilde over til den nærmeste-Ø (Mindland?). Da sagde Sigurd: „Vælg nu, Bonde, mellem to Vilkaar; enten at du lader os Brødre raade for Rejsen og styrede Roret, eller at vi binde eller maaske dræbe dig“. Haarek som vidste, at han neppe kunde staa sig mod een af Brødrene, end lige mod dem begge, om det gjaldt at prøve Kræfter, valgte strax at lade dem raade for Rejsen, og lovede under Ed, at holde sig rolig. Sigurd gik da til Roret, og styrede sydefter langs Landet. De passede det saaledes, at de ej traf sammen med Folk, og da der var god og jevn Bør, kom de paa den Maade uhindret ligetil Nidaros hvor de fandt Kong Olaf. Denne lod Haarek kalde til sig og bød ham at lade sig døbe. Haarek vægrede sig. Kongen beholdt ham hos sig i flere Dage og talte idelig for ham, stundom i Manges Paahør, stundom i Eenrum, om at antage Christendommen, men forgjæves. Endelig sagde Kongen, at han vel skulde slippe for denne Gang, og faa Lov at drage hjem uden videre Fortræd, deels fordi der var saa stort Frændskab mellem dem, deels fordi man kunde sige, at han var fangen med Svig; men til Sommeren, sagde Kongen, vilde han selv komme til Haalogaland, og da skulde Haaleygerne nok faa se, om han ej kunde refse dem, der modstode Christendommen. Han gav Haarek til Rejsen en god Skude, der roedes af 10 til 12 Mænd, forsynede den paa det bedste med alle Fornødenheder, og medgav ham desforuden et Følge af 30 raske og vel udrustede Mænd. Saaledes skiltes Haarek og Kongen i det hele taget venskabeligt ad. Sigurd og Hauk bleve tilbage hos Kongen, og lode sig døbe.

Da Haarek kom hjem til Thjøtta, sendte han strax Bud til sin Ven Eyvind Kinnriva og lod ham vide, at han havde været hos Kongen, men ikke ladet sig tvinge til at antage Christendommen. Han underrettede ham derhos om, at Kongen var ventende til Sommeren, og anmodede i den Anledning Eyvind om at komme til ham i Thjøtta saa snart som muligt. Eyvind skyndte sig afsted paa en Løbeskude, og blev venligt modtagen af Haarek, som strax bad ham følge med sig bagom Husene, for at de der kunde samtale i Eenrum. Men de havde ikke talt længe sammen, førend de kongelige Mænd, der havde fulgt Haarek, brøde frem, grebe Eyvind, og førte ham ned til Fartøjet. De sejlede afsted med ham lige til Nidaros, hvor Eyvind blev fremstillet for Kongen. Olaf bød ham, ligesom Haarek, at lade sig døbe, men han negtede det standhaftigt. Kongen bød ham store Gaver og Forleninger, hvis han vilde antage Christendommen, og truede ham i modsat Fald med Pinsler eller Død, men altsammen forgjæves. Da lod Kongen bringe ind et Bækken fuldt af Gløder og lægge paa hans Mave, saa at denne brast og Eyvind opgav Aanden. Eyvind skal for sin Død have sagt, at det var en Umulighed for ham at antage Christendommen, da han ikke egentlig var et Menneske, men en ond Aand, som tryllekyndige Finner havde indmanet i et menneskeligt Legeme, for at skaffe hans Forældre Børn, som de indtil da ej havde kunnet faa; hans Forældre havde til Gjengjeld maatte love Finnerne at hellige ham til Thor og Odin, og dette Løfte havde han selv fornyet. Det er slet ikke usandsynligt, at en vild og overtroisk Fanatiker, som Eyvind synes at have været, virkelig har troet, hvad han her foregav; og endnu rimeligere er det, at Kongen troede det. Men dette undskylder dog ikke Kongens Grusomhed, der, i hvilket Lys vi end betragte den, og om vi end skrive meget paa Tidsaandens og den herskende Overtros Regning, altid maa blive oprørende.

At Haarek af Thjøtta begik et skammeligt Forræderi mod sin Ven Eyvind, er vist, men mindre klart er det, om han igjen er bleven svegen af Sigurd og Hauk. At disse allerede under deres første Ophold i Nidaros vare blevne vundne af Kongen, at deres Vægring ved at antage Christendommen kun var en Maske, de paatoge sig, og at deres Flugt og Kongens Harme derover kun var et forud aftalt Spil mellem dem og Kongen, sees tydeligt nok. Derimod er det meget vanskeligt at sige, om de virkelig have overlistet Haarek og tvunget ham til at gjøre Rejsen til Nidaros mod sin Vilje, eller om de allerede under Vinterens Løb i Stilhed have vundet Haarek ved hemmelige Løfter fra Kongen, saa at han egentlig godvillig fulgte med dem, og den hele Historie om hans tvungne Rejse saaledes var en Opdigtning som de efter fælles Aftale udspredte ved Ankomsten til Nidaros, og hvis Rigtighed ingen kunde prøve, da der under det hele foregivne Optrin i Baaden ikke var et eneste Vidne tilstede[5]. Naar Haarek, som vi se, kunde forstilte sig og spille den Overlistedes Rolle efter Ankomsten til Nidaros og senere, kunde han ogsaa gjøre det lige fra det Øjeblik, da han tiltraadte Rejsen.

Olaf Tryggvessøn forsmaaede vistnok ej, naar det gjaldt, at anvende List, men til saa slette og underfundige Midler, som de, han ved denne Lejlighed anvendte, se vi ham dog ellers ikke at nedlade sig. Vi kunne maaske heraf slutte, at de haalogalandske Høvdinger have været mægtigere og farligere at binde an med i aabenbar Kamp, end de, med hvilke han hidtil havde haft at bestille. Det skulde visselig meget til før en Mand med Olafs vistnok heftige og voldsomme, men dog ogsaa ærlige og ridderlige Sind – saaledes fremstille i alle Fald Sagaerne ham – at aftale en Plan, hvor det i den Grad kom an paa Forstillelse og Nidingsfærd. Men Religionsiveren beroligede her Samvittigheden og det heldige Udfald af hans Fremgangsmaade maatte tilsidst endog lade denne synes fortjenstlig i hans Øjne, i hvilket Lys ogsaa Sagaskriverne synes at have betragtet den. Det lykkedes ham ogsaa virkelig at betage det haalogalandske Høvdingeforbund hele dets Farlighed ved at vinde Haarek og overliste Eyvind Kinnriva[6].

Længer ud paa Vaaren, eller rettere i Begyndelsen af Sommeren, drog Kongen med en betydelig Styrke til Haalogaland. Han selv styrede Tranen, en smuk 30rummet Snekke, som han havde ladet bygge ved Nidaros om Vinteren kort efter at Thrøndelagen var christnet[7]. Han drog langs med Kysten, og hvor han lagde til Land, hvilket vel i det mindste stede en Gang hver Dag, holdt han Thing og bød Folket at lade sig christne. Ingen vovede at gjøre ham Modstand, og saaledes christnedes da Landet overalt hvor han kom. Det maa følgelig bade været ved denne Lejlighed, at den nordlige Deel af Nordmøre og Naumdølafylke blev christnet. Paa Thjøtta modtog Haarek ham med et Gjestebud, lod sig døbe med alle sine Folk, og blev hans Mand; til Gjengjeld gav Kongen ham store Forleninger, – sandsynligviis over Finmarken – og Lendermands-Titel. Der lagdes altsaa ikke længer noget Dølgsmaal paa den gode Forstaaelse, som herskede mellem dem[8].

Den tredie af de forbundne Høvdinger paa Haalogaland, og, som det synes, den mægtigste af dem alle, var Thore Hjort i Vaagen. Ved Efterretningen om Kong Olafs Nærmelse samlede han Folk og Skibe for at møde ham. Det samme gjorde hans fortrolige Ven Raud den ramme, en mægtig Høvding, der boede paa Godø eller Knaplundø[9] i Saltenfjorden, og havde meest at sige i denne Fjord. Raud var en ivrig Blotmand og ansaaes tillige for tryllekyndig. Foruden at han holdt mange Huuskarle, plejede han og at være omgiven af en Mængde Finner. Han ejede et stort, prægtigt, 30rummet Drageskib, hvis Hoved var smykket med Guld. Thore og Raud droge i Forening sydefter med den Styrke, de havde samlet, og stødte omsider sammen med Olaf, det siges ikke hvor[10]. Det kom her til et heftigt Slag, hvor Mandfaldet dog snart vendte sig paa Hedningernes Side, saa at de toge Flugten. Raud styrede ud til Havs med sin Drage, og kom i god Behold hjem til Godø[11]. Thore Hjort flygtede derimod ind til Landet, og løb op fra Skibene med sine Mænd, forfulgt af Olaf og hans Krigere, der joge dem foran sig og dræbte den ene efter den anden. Kongen selv satte efter Thore Hjort, ledsaget af sin ypperlige Hund Vige, som han i sin Tid havde faaet af en Bonde paa Irland, fordi han sparede hans Kvæg, hvilke Vige forstod at udskille af en heel Mængde, som Olafs Mænd engang, da de behøvede Strandhug dreve ned til Skibene[12]. Thore var meget rap til Fods, men Olaf raabte til sin Hund: „Vige, tag du Hjorten!“ Strax tog Vige fat paa ham, saa at han maatte standse, og hug forbitret med sit Sverd til Hunden, som fik et dybt Saar. Men i samme Øjeblik gjennemboredes han af Kongens Kesje, saa at han styrtede død ned. Vige blev baaren saaret ned til Skibene, men Kongen fik en dygtig Læge til at helbrede ham, saa at han kom sig igjen. Alle dem af de Overvundne, der bade om Fred, og lovede at antage Christendommen, skjenkede Kongen Livet[13].

Efter denne Sejr fortsatte Kongen sit Tog nordefter Landet, og christnede Folket hvor han kom. Da han kom til Saltenfjorden, vilde han sejle ind til Godø for at hjemsøge Raud, men Uvejr og Kastevinde rasede inde i Fjorden, medens der udenfor var der bedste Bør til at sejle nordefter. Saaledes holdt det ved en heel Uge, i hvilken Kongen ventede paa Forandring i Vejret, men forgjæves. Han foretrak derfor indtil videre at sejle nordefter, og drog lige til Amd, eller Heredet omkring Throndenes, hvor alle Indbyggerne lode sig christne. Derpaa vendte han tilbage og drog sydefter. Da han kom til Indløbet af Saltenfjorden, vilde han atter styre ind til Godø, men det skal denne Gang været gaaet som forrige Gang, at Uvejr og Storme hindrede ham fra at løbe ind. Denne Omstændighed tilskrev man naturligviis Rauds Tryllekyndighed. Det maa dog merkes, at hele denne Fortælling, saadan som den er os opbevaret, viser sig saa fuldkommen legendarisk og opfyldt med Overnaturligheder, at det er vanskeligt at vide hvad der er sandt og hvad der er Digt deraf. Efter at Kongen atter havde tilbragt nogle Dage og Nætter, forgjæves ventende paa bedre Vejr, bad han, fortælles der, Biskop Sigurd om at hitte paa et Raad. Sigurd skal da have ladet et Christusbillede, omgivet af tændte Kjerter, oprejse i Forstavnen paa Kongens Skib Tranen, og selv i fuldt Messeskrud have læst Evangelium og mange Bønner, og stænket Vievand rundt om Skibet, hvorefter han bød Kongen at lade tage Tjeldingerne af, og ro ind efter Fjorden. Kongen lod raabe til de andre Skibe, at de skulde følge efter ham, og nu, heder det, sporedes der aldeles ingen Vind paa Tranen eller umiddelbart i dens Kjølvand, hvor de øvrige Skibe fulgte ligesom i en Rende; men paa begge Sider stod Sø-Røken saa tyk, at man ikke engang kunde se Fjeldene. Saaledes, siges der, roede de frem hele Dagen og Natten efter, indtil de lidt før Dag kom ind til Godø, hvor de saa Rauds store Drageskib liggende udenfor hans Gaard. Endog Angivelsen af den Tid, der skal være medgaaet inden Kongen naaede Godø, nemlig en heel Dag og en Nat, røber Opdigtelse, thi fra Indløbet af Salten til Godø er der neppe to norske Mile. Det hele har maaske bestaaet i, at Olaf har søgt at passere en af de farlige Strømme i Saltenfjorden for at komme til den indre Side af Godø, og i denne Fart haft flere Vanskeligheder at bestaa[14]. Olaf gik strax op paa Gaarden, hvor Raud endnu laa og sov. Raud selv blev fangen og bunden, og hans Mænd deels dræbte, deels fangne. Kongen lovede Raud at han skulde beholde Liv og Ejendom, og dertil faa hans Venskab, hvis han vilde antage Christendommen. Men Raud negtede dette med Raab og Bespottelser, og Kongen sagde at han til Straf skulde lide den værste Død. Han skal, fortælles der, have ladet ham binde til en Bjelke og hans Mund sperre op med et Stykke Træ; derpaa skal han have ladet sin Ludr, eller, som det og fortælles, en huul Hvanne-Stilk, sætte i Munden paa ham; gjennem denne skal han ved et gloende Jern have ladet en Orm tvinge til at arbejde sig ind i hans Mund og Svælg og videre ned, indtil den skar sig ud gjennem hans Side, saa at han opgav Aanden. At Kongen har ladet Raud dræbe paa en grusom Maade, er vist ikke saa usandsynligt, men den her angivne lader dog til at være opdigtet[15]. Olaf gjorde i Rauds Gaard et rigt Bytte af alle Slags Kostbarheder, hvoriblandt og mange herlige Vaaben. Men det bedste Klenodie af dem alle var dog det smukke Drageskib. Det var langt større og smukkere end Tranen; paa Forstavnen var et Dragehoved; Bagstavnen gik ud i en lang Spids, der snoede sig som en Dragehale; saavel Hovedet, som Halsen og Halen var prydet med Guld. Naar Sejlet var oppe, syntes det at forestille Dragens Vinge. Dette Skib gjorde nu Kongen til sit eget, og kaldte det Ormen; det ansaaes for det smukkeste i hele Norge De af Rauds Mænd, der vilde lade sig døbe, beholdt Liv og Frihed; de øvrige bleve dræbte eller haardt straffede. Olaf christnede nu hele Saltenfjorden, og fortsatte derpaa sin Rejse sydefter, indtil han kom tilbage til Nidaros, hvor han agtede at tilbringe Vinteren. Der er for øvrigt en Mængde Legender om Æventyr, som Olaf paa denne Rejse skal have bestaaet med Trold og Uvætter, ja endog med Thor selv, der søgte at friste ham[16].

    Menneskebeen i den større, og Kobeen i den mindre. Ol. Tr. Saga Cap. 198, 199. Odd Munk, Cap. 39, 40. Snorre Cap. 71. Om Agvald se ovf. 1ste B. S. 265.

  1. ↑ Se ovf. 1ste B. S. 761, jvfr. 575.
  2. ↑ Se ovf. S. 8, 9.
  3. ↑ Olaf den hell. S. Cap. 99.
  4. ↑ Paa nysnævnte Sted i Olaf den hell. S. heder det, at han allerede da (omtr. 1020), havde i lang Tid haft Finnefærden m. m. Hans Fader Eyvind levede endnu, som vi have seet, (985) men det er ingensteds sagt, at Haarek først begyndte sin Virksomhed efter Faderens Død.
  5. ↑ Odd Munk siger vel (Cap. 41) at der var flere Folk i Baaden, og at Brødrenes Tilhængere overvældede Haareks. Men dette er en aabenbar Urigtighed eller Urimelighed, da Hauk og Sigurd kom uden noget Følge til Haarek, og derfor heller ikke kunde medbringe noget Følge i Baaden. Heller ikke taler Odd om nogen Samtale, som skulde have fundet Sted i Baaden, men siger kun, at Sigurd og Hauk og deres Mænd toge haardt ved Aarerne uden at aflade, førend de kom til Throndhjem. Ogsaa dette kunde rigtignok være et aftalt Spil.
  6. ↑ Olaf Tr. Saga Cap. 199, 204. Snorre, Olaf Tr. Saga Cap. 81–83. Odd Munk, Cap. 38, 41. Denne fremstiller, som allerede ovenfor antydet, Sagen paa en noget forskjellig og langt mindre sandsynlig Maade. Ifølge Odd skal Kongen have tilbudt Haarek, for at faa ham til at antage Christendommen, først to Fylker at raade over, hvorved det tilføjes at Nordmændene ved „Fylke“ forstaa „et Landskab, hvoraf 12 fuldt udrustede Skibe kunde udredes med 60 eller 70 Mand paa hvert Skib“. Da Haarek negtede at lade sig christne, skal Kongen have budt tre Fylker, og endelig fire, hvilket Haarek modtog og strax lod sig døbe. Da Haalogaland selv ej er mere end eet Fylke, og der heller ikke kan paavises, hvilke øvrige Fylker Haarek kunde have faaet eller virkelig fik, indsees let det overdrevne i denne Beretning. Paa samme Maade skal Kongen ifølge Odd have budt Eyvind Kinnriva fem Fylker, saa at Haarek og han tilsammen skulde komme til at besidde ni.
  7. ↑ Olaf Tr. S. Cap. 169. Snorre Cap. 79. Odd Munk Cap. 35. Han siger kun at Olaf lod bygge Tranen i sit Riges 2den Sommer.
  8. ↑ Olaf Tr. S. Cap. 209. Snorre, Cap. 84. At de Forleninger, Haarek nu fik var Finmarken og Finneskatten, saaledes som Thorolf Kveldulfssøn havde den fordum, er allerede ovenfor antydet. Hans Søn Einar Fluga havde den ogsaa efter ham. Odd Munk har intet om Gildet hos Haarek, der hos ham døbes allerede I Nidaros.
  9. ↑ Uagtet Olaf Tr. S. og Snorre i Førstningen nævne „Godø“ som det Sted, hvor Raud boede, kalde de det dog siden „Godøerne“, og tillægge, at han ejede to Øer af dette Navn tilsammen, men som enkeltviis hed Gilling og Hæring, og at Godøstrømmen laa mellem dem og Fastlandet. Da nu Gaarden Godø ligger paa den indre Side af den nuværende Knaplundø, og den Strøm, der adskiller Knaplundøen fra det nordre Fastland, endnu kaldes Godøstrømmen (se Sommerfeldts Beskr. over Saltdalen S. 11), kan der ej være nogen Tvivl om at denne er den ene af Øerne, og at Gaarden Godø, hvor der desuden findes Gravhøje (se Krafts Beskr. VI. S. 310) var Rauds Bolig. Den anden Ø maa derfor være den større, vestenfor Knaplundø liggende Strømø. Men hvilken af dem der kaldes Gilling, og hvilken Hæring, bliver altid usikkert. Der er en Gaard ved Navn Gillesvaag, fordum Gellingsvaag, ved Elvsfjorden, der skærer sig ind lige ved Sydsiden af Strømmen; muligt derfor, at denne var Gilling og Knaplundøen Hæring.
  10. ↑ Slaget maa have staaet etsteds mellem Thjottø og Salten, og, siden der tales om flere Bygder som christnedes inden Olaf naaede denne, snarest i Nærheden af Thjottø, maaske udenfor Radund eller Ranen.
  11. ↑ Ifølge Beretningen i Olaf Tr. Saga og hos Snorre skal den tryllekyndige Raud selv have skaffet sig god Bør, hvilket altid stod i hans Magt. Dette antog man vist endog paa Snorres Tider ikke usandsynligt
  12. ↑ Om hvorledes Olaf fik Vige, se Olaf Tr. S. Cap. 82. Snorre Cap. 35. Odd Munk Cap. 13.
  13. ↑ Olaf Tr. Saga Cap. 309. Snorre Cap. 85. Odd Munk Cap. 41. Ifølge Odds æventyrlige Beretning skal ikke Kongen selv, men en af hans Mænd have fældet Thore, hvorefter en Hjort skal have faret ud af hans Hoved, og være bleven dræbt af Hunden, dog ikke førend den havde stanget denne et farligt Saar. Og saa vel Odd, som Flatøbogen, der omhandle Olafs fabelagtige Besøg hos hiin Finn i Nærheden af Thjalfahelle, kort før Thore Klakkas Drab (s. ovf. S. 254) lade ham ogsaa nu sende Hunden til ham for at helbredes.
  14. ↑ Den egentlige Saltenfjord dannes af Bodø-Fastlandet paa Nordsiden, og de omtalte Øer Strøms og Knaplundø samt Godønesset paa den sydlige og østlige Side. Men indenfor disse Øer er igjen den brede og lange Skjerstadfjord, der forenes med Saltfjorden, hvis Fortsættelse den er, ved de tre Strømme, Godøstrømmen mellem Knaplundø og Godønesset, Storstrømmen eller Saltstrømmen mellem Knaplundø og Strømø, og Sundstrømmen mellem Strømø og Valnes. Den hele Strækning paa Sydsiden af Strømø og Godø danner egentlig en smal, med Saltfjorden parallel Fjord, da det sydlige Fastland strækker sig langs med Øerne indtil lige overfor Godø. Fra denne smale Fjord gaar igjen Elvsfjorden ind mod Øst. Da nu Godøstrømmen er meget grund og neppe farbar for større Skibe, medens derimod Saltstrømmen er overmaade farlig, er det ikke usandsynligt, at Olaf har passeret Sundstrømmen, men ogsaa her haft store Vanskeligheder at kæmpe med. Om Saltstrømmen tales der hos Kraft VI. 350: „med en utrolig Kraft, og en Torden lignende Bulder, der kan høres i ¼ Miils Afstand, trænger Havet ind eller ud og optaarner de rædsomste Bølger, mellem hvilke Afgrunden synes at aabne sig i Alt til sig rivende Hvirvler“. Om nu end Sundstrømmen ej er saa farlig, passer dog vist meget af hiin Beskrivelse ogsaa paa denne.
  15. ↑ Det er vel et stort Spørgsmaal, hvor vidt en Orm paa den Maade kan dræbe noget Menneske.
  16. ↑ Olaf Tr. Saga Cap. 211-213. Snorre Cap. 86, 87. Odd Munk veed intet om Raud, men fortæller derimod paa et tidligere Sted (Cap. 38) om en Blotmand i Godø, ved Navn Roald, der ved Hexeri tilvejebragte Modvind imod Kongen, men endelig blev fangen og hængt, i Olafs 2det Regjeringsaar. Skibet Ormen lod Olaf ifølge Odd (Cap. 47) selv bygge i sit 3die Aar, strax før Toget til Haalogaland. Der tales (Cap. 51) om er anden Roald i Moldefjorden, der ligeledes var en Blotmand og blev henrettet. Legenderne om Olafs Æventyr paa Hjemrejsen fortælles vidtløftigt i Olaf Tr. S. Cap. 212, 213, og tildeels, skjønt henførte til en anden Tid, af Odd, Cap. 55, 56. Snorre derimod nævner dem kun i Forbigaaende (Cap. 88) og siger udtrykkeligt, at han heller vil fortælle om andre Begivenheder, end om dem. Flere af disse Legender ere dog vist meget gamle, og ligne saare meget dem, der endnu fortælles om St. Olaf. En af Legenderne, om en stor Mand i en Baad, hvilken Kongen søgte at indhente, og som tilsidst hvælvede Baaden over sig og strax forsvandt, indeholder endog Vers (Olaf Tr. S. Cap. 212). En anden, nemlig den der handler om Thor, er ikke uden Interesse, for saa vidt som den viser, hvilke Forestillinger man maaske endog kort før Christendommens Indførelse gjorde sig om Guden Thor. En Dag i smukt Vejr, heder det, da Kongen sejlede sydefter, saa man en Mand staa paa en Bjerghammer og bede indstændigt om at maatte komme med. Olaf styrede Ormen mod Bjerget og lod ham stige ombord. Det var en ung, høj, smuk og rødskjegget Mand. Han gav sig til at spøge og brydes med Kongens Mænd, der fandt ham haard at lege med, naar man skulde prøve Styrke. Under denne Spøg sagde man hinanden gjensidig mange drillende Ord; saaledes sagde han til Kongens Mænd at de vare Uslinger og ej værd at følge en saa herlig Konge, eller at bemande et saa smukt Skib. De spurgte ham, om han kunde fortælle gamle Sagn; dertil sagde han ja: der var intet saadant, uden han vidste Besked derom. De førte ham nu frem for Kongen, sigende at han vidste mangt og meget. Kongen bad ham fortælle nogle gamle Begivenheder. Han begyndte da saaledes: „dette Land, forbi hvilket vi nu sejle, var i fordums Dage bebygget af nogle Riser, men de døde alle pludseligt, paa to Koner nær. Siden begyndte Mænd fra Østerlandene at bebygge dette Land, men de lede megen Ulempe af de to store Koner, indtil de anraabte dette mit røde Skjeg om Bistand. Da tog jeg min Hammer frem af min Serk, og slog Konerne ihjel. Siden den Tid har Landets Folk i al sin Nød paakaldt mig, indtil du, Konge, næsten har ødelagt alle mine Venner, hvilket visselig fortjente Hevn“. I det samme vendte han sig om, smilede lumsk til Kongen og hoppede ud af Skibet iSøen, saa hurtigt, som man skyder en Kolv, og de saa ham aldrig siden. „Der kan I se“, sagde Kongen, „hvor djerv Djævelen nu var, siden han aabenlyst og ved
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/2/36&oldid=71337»